Arnager


Arnager


Nu skal i høre her venner. Min fortælling starter på Danmarks, måske smukkeste ø, Bornholm. I en lille by, der hedder Arnager.
Det er sikkert ikke alle der kender byen. Men det er så absolut et besøg værd.
Når man kører fra Rønne, og passerer lufthavnen, så kommer man på et tidspunkt til nedkørslen til Arnager.


Denne her skønne lille afslappede by, bliver omdrejningspunktet for min fortælling.
Et sted hvor alle kender alle, og smil bliver gengældt med smil.
Det er også et sted, hvor solen skinner lidt mere hver sommer.
Når den sniger sig gennem tynde gardiner, og luner de glade ansigter om morgenen.

Når man havde kørt forbi indkørslen til Tonny og Karins røgeri, kunne man ofte se et par tøser komme løbende tidligt på dagen fra Slugten og ned mod vandet.
Ned ad den stejle gade.
Forbi Kælkebakken med flaget på toppen, der tronede over byen, og forbi Astrid og Rolles smukke hus, der lå ved første parket lige ud til vandet.
Man kunne se tøserne piske ud af badebroen, og stoppe på halvvejen og hoppe i ved Hjertestenen.


En større sten med et par meter i diameter, og den er nogenlunde formet som et hjerte. Men det er jo bare på en god sommerdag, når alt er som det skal være.

Når alt det er sagt, så nærmer vi os en tid hvor naturen skifter.
Vi har ekstreme varme sommermåneder i Danmark, og isen smelter på polerne.
Dyrearter, der ellers ikke ville færdes her, dukker pludseligt op.
Nu har vi allerede ulve i Danmark.
Hvad bliver det næste?


Det kan vi høre om den dag hvor Mette og Caroline blev enige om en tøsetur tidligt på morgen. Det der kunne have været en fed oplevelse, blev pludseligt et levende mareridt, der var overstået før det gik op for nogen, hvad det var for en gæst, der pludselig var kommet til Arnager.

Det første angreb kom som et missil nedefra.
Den torpederede den røde gummibåd, der slet ikke var i stand til at modstå sådan et slag.


Både Mette og Caroline blev slynget brutalt ud over kanten.
De skreg, uden at vide hvad der ramte dem.
Det gik så stærkt at ingen af dem kunne nå at kaste en naturlig reaktion fra sig.
Som lyn fra en klar himmel.

Der gik små ti sekunder før Mette som den første dukkede op ved overfladen.
Hun rystede hovedet og håret for vand, og prøvede at orientere sig.
Hun kunne ikke få øje på Caroline.
Til gengæld var gummibåden længere væk end hun havde forestillet sig.
Badebroen var også længere væk end hun troede.
Pludseligt var der meget langt til alt muligt, og så var turen ikke sjov mere.
Hvad der skulle være en tøsetur med grin og pjat, og hjemmesmurte klemmer og et par sodavand, viste sig pludseligt at blive noget andet, men hun vidste ikke hvad.

Hun kaldte et par gange på Caroline mens hun holdt sig flydende, men der var stille.
Mette begyndte så småt med langsomme svømmetag hen mod gummibåden, der efterhånden var kommet lidt længere ud.

Lige så pludseligt som angrebet, dukkede Caroline op.
Hun skreg og gispede på samme tid.
Hun så fortvivlet på Mette.


De nåede at få øjenkontakt i nogle få sekunder, så forsvandt Caroline igen.
Et eller andet trak hende ned under, og fik hende til at blive dernede.
Mette skreg hendes navn flere gange.
Hun blev ved, men Caroline kom ikke til syne igen.
Der var panik i Mettes øjne, og hun drejede sig hurtigt for at svømme hen til gummibåden. Hun manglede kun et par meter nu.
Mette var ikke verdens hurtigste svømmer, men hun kunne dog sin brystsvømning.
Hun nåede hen og fik fat i kanten af båden da hun fandt ud af at den lå med bunden i vejret. Hun kæmpede med at komme op på den, men det var svært. Hendes hænder gled hele tiden.


Noget der føltes som en bredsakket skarp sav bed fat i benene på hende.
Mette ville skrige, men lige med et var hun under vandet.
Hun kunne ikke få vejret.
Det føltes først varmt på benene, og så kom smerten.
Den var overvældende.
Hun sprællede med armene, inden hun bukkede sig ned og så hvad det var.
Hun så de mørke kolde øjne, lige inden den angreb igen og farvede vandet rødt.

Gummibåden lå stille i overfladen og vuggede.
Lidt længere inde mod land lå der en tom kurv i overfladen.
Omkring den lå der hjemmesmurte klemmer i sølvpapir og sodavandsflasker og flød i vandkanten.


Efter et par tomme minutter, hvor stilheden havde herskede over hele området, kom den til syne igen. Denne gang kun for at bide gummibåden i stykker.
Den kunne være et bytte, men den fik relativt hurtigt lov til at være i fred.
Båden var revet itu, og vinden vendte.
Den begyndte at flyde ind mod land.
Angrebet skete tidligt på morgenen, fordi de unge damer ville være de første på vandet den dag.


De var også nogen af de første, men de var ikke alene.

Det var en søndag formiddag, og sommeren var på sit allerhøjeste.
Varmegraderne havde allerede sneget sig godt derop af.
Astrid havde netop stillet sig ud på terrassen, og så ud over vandet.
Det var blikstille.


Der var ikke noget at få øje på, men det var heller ikke det Astrid skulle.
Hun skulle bare nyde solen og stilheden og sin kaffe.
Der ville ikke gå så længe, før hun ville kunne få øje på Rolle.
Han havde været ude at sejle tidligt den morgen og se til nettene, om der mon havde været lidt held i sprøjten.


Inde under badebroen, næsten helt henne ved Hjertestenen, flød resterne af en rød gummibåd. Ved siden af den lå der en halv torso med noget af en arm, og intet andet.

Ikke ret mange timer efter op af formiddagen, blev der slået alarm.
Judith og hendes hund var kommet gående på badebroen, og havde set hvad der var i vandet. Hun løb ind og ringede, og inden længe vidste hele byen det.

Dagen efter stod en læge og så på et blankt metalbord.
På bordet lå resterne af en ung kvinde i starten af tyverne.
Noget af en krop og en arm der knapt nok hang fast.
Lægen vendte liget flere gange ganske forsigtigt, og kunne kun komme til en konklusion.
Hun måtte være røget overbord og være blevet suget ind i nogle kraftige skruer. Ellers var der ingen logik i de rester han så.
Der var selvfølgelig også den mulighed at hun var blevet slået ihjel.
Men så ville morderen vel have parteret hende, med en stor kniv, eller noget andet skarpt.


Det ville bare ikke give dette resultat.
Hun var vitterlig blevet flået fra hinanden.

Mistanken om et uheld og et skæbnesvangert møde med nogle kraftige skruer blev godtaget. Herfra begyndte arbejdet med at finde ud af hvem hun var.
Der var ikke meget at gå efter.
Der var ikke meldt nogen savnede.
Efter yderligere et par dage, var der da godt nok nogen der undrede sig over, at de ikke havde set noget til de to københavnerpiger, der havde lejet sig ind i en af Keld og Louises ferielejligheder.


Sommerferiedagene blev normale og sædvanlige igen.
Alle gik i vandet når solen varmede mest.
Badebroen blev flittigt brugt, og de mindre størrelser sprang i ved Hjertestenen.
Sabina var stadig møg nyforelsket og gik med verdens bedste kæreste hånd i hånd, mens hendes to børn, Rosalil og Storm gik nogle meter foran dem og kastede flade sten ud på vandoverfladen, i håb om at lave en masse smut.
De to søskende var nu ikke så små mere, som Sabina så dem.
Rosalil var allerede 16 og Storm var en bredskuldret lille fyr på 10, med et mod som en voksen ung mand.


Det var hen på eftermiddagen, og længere ude gled den rundt i overfladen og så ind mod land. Det var ikke jagttid nu.
Ikke på det her tidspunkt af døgnet.
Det var bedre når det var mørkt, eller tidligt om morgenen.

Bjarne var en sjælden gæst i Arnager. Han havde dog været der før, men kun for et kort besøg.
Han satte sin cykel fra sig, og løb ud af badebroen.
Han havde et forholdsvis højt tempo på, som man ville kunne forvente af en erfaren triatlonudøver.


Han manglede et par kilometers svømmetur, så var dagens træning overstået.
Det var allerbedst at nyde og gøre den slags tidligt på dagen.
Helst så tidligt at solen endnu ikke havde kastet sine lange klare stråler henover vandet.
Han tog den på hovedet og var som en fisk i vandet.
Han var hurtigt ret langt ude.
Det var skønt at mærke vandet køle hans varme svedige krop.
Men ikke længe efter fik han følgeskab.

To dage efter var Rolle noget chokerede da han så hvad han fik i nettet.
En hånd og en fod, og resterne af et lår lå og flød blandt fiskene.
Han var ikke længe om at finde mod land, mens han kaldte som en gal om hjælp i radioen. Politiet og en ambulance stod allerede klar inde ved kajen da han tøffede ind i havnen.


Astrid stod også klar til at tage sig godt af sin mand.
Et godt stykke længere ude, dukkede den op i overfladen og så ind mod land.
Den så ud som om den smilede til dem alle sammen, og blottede sine mange tænder.

En dygtig retsmediciner fra København blev tilkaldt, fordi den mistanke den lokale læge havde, havde man ikke helt tiltro til. Mary-Ann Riis tog det tidlige morgenfly dagen efter. Hun havde ikke været i faget så mange år, og var en smule usikker på hvad hun skulle kunne, som den lokale læge ikke også kunne.
Om hun blev valgt til den opgave, fordi hun tilfældigvis var godt kendt på øen, vidste hun ikke. Men hun var opsat på at gøre sit bedste.
Da flyet landede greb den lille slanke dame hurtigt sin taske, og gik mod udgangen.

En lille time efter, stod Mary-Ann overfor de fundne afrevne kropsdele.
Den lånte kittel var en anelse for stor.


Den lille læge, der til dagligt huserede i ved Københavns Retsmedicinsk Institut, kiggede på den lokale læge fra Rønne mens hun trak et par gummihandsker på.
Han pegede flere gange på delene, mens han ytrede sin teori om et uheld, og store skruer, eventuelt ved bornholmerfærgen.
Hun betvivlede ikke hans dygtighed, men i dette her tilfælde havde han altså ikke ret.

I baggrunden stod overlæge, Jens G. Hansen. En ordentlig kleppert med rødt hår.
Hans kittel var til gengæld en anelse for lille, og kunne knapt nok lukkes.
Det var ham der havde tilkaldt retsmedicineren.
På grund af travlhed og manglende resurser, havde han ikke selv haft tid til at se på kropsdelene. Men han ville med fandens vold og magt være med til dette her møde.

Mary-Ann havde hørt teorien til ende, og gik stille rundt om det store metalbord.
Ingen af dem sagde noget.


Hun strakte sig og rettede den store lampe til, så hun bedre kunne se.
Så vendte hun sig hen mod lægen.
- Disse her kropsdele er blevet flået fra hinanden. Måske bidt, om du vil. De er helt sikkert ikke blevet hakket i stykker med en stor skrue.
Lægen blev rød i hovedet, og overlægen nikkede med hovedet.
Han vidste det.
- Er der blevet meldt nogen savnede. Altså nogen der ikke gik fra borde fra færgen?
- Ikke det jeg ved af, men politiet har efterlyst to unge damer der holdt ferie i Arnager, hvis du kender den lille by lige efter lufthavnen?
Mary-Ann nikkede.
- Ja det gør jeg tilfældigvis, sagde hun smilende.
Barndomsminder om lejrture med skolen til Bornholm strøg gennem hovedet.

Mary-Ann bukkede sig da noget anderledes fangede hendes blik, i resterne af den unge piges krop.
Noget der ikke passede ind der. Hun kunne kun skimte en smule.
Hun vendte sig og greb en stor pincet og en lille håndlygte.
Hun tog fat i pincetten som hun forsigtigt stak ind imellem knogler og indvolde.


Bag de tre læger stod Trine Mortensen. Hun var sygeplejestuderende, og var ellers vant til lidt af hvert, men lige der ville hun gerne have byttet vagt med sin veninde Anne. De havde faktisk hugget om det, men som sædvanlig havde Anne fundet.

Mary-Ann trak hånden og pincetten ud af den unge pigekrop igen.
Hun lod blikket hvile på det der sad for enden af pincetten.
Trine kunne ikke se hvad det var, og det irriterede hende.
Hun vippede fra den ene fod til den anden for at kunne få et glimt af det.
Hun kunne kun se den lille læge skylle indholdet under en hane.
Mary-Ann holdt indholdet op mod lyset. Så pegede hun på pigens krop.
- Denne her unge pige er ikke blevet dræbt af nogen skibsskruer.
- Hvad er det så, snerrede den lokale læge tydeligvis irriteret over ikke at have ret.
- Jeg er bange for i har fået en ny besøgende herovre. Jeg gætter på en stor en af slagsen. Det her er en tand er sandsynligvis fra en Carcharodon carcharias.
Både de to læger og Trine i baggrunden så spørgende på hinanden.
Mary-Ann lagde tanden på metalbordet, og lod den skinne i lyset fra den store lampe.
- I kender den nok bedre som en stod hvid haj.


Bag lægerne måtte der synkes en stor klump.
- Jeg skal aldrig nogensinde i vandet mere, hviskede Trine.


En stor grå rygfinne viste sig i overfladen, og skar gennem vandet i høj fart.
Den forsvandt da hajen dykkede en smule.
På afstand kunne den se noget sprælle i vandet.
Farten blev øget. Den nærmede sig hastigt nu.
Men da den kom frem var Storm allerede kommet op af vandet.
Rosalil kastede et håndklæde efter lillebroren mens en større skygge gled forbi lige ved Hjertestenen. Det var der plads til den dag fordi det var højvande.
Storm vendte sig og så ned mod vandet.


- Hov, hvor blev mine dykkerbriller af?
- Dem har du sikkert tabt i vandet igen, sagde Rosalil.
- Skal jeg så ikke lige hoppe i for at se om jeg kan finde dem?
- Så må du selv gå hjem til mormor og morfar. Jeg gider ikke vente på dig hele tiden. Morfar er også ved at lave flæskestegssandwich.
Storms idé blev droppet.
Morfar var Bornholmsmester i flæskestegssandwich.


Flaskerne klirrede når der blev skålet mens spillemaskinerne sang deres egne sange.
Et par, der allerede havde drukket mere end de reelt kunne, forsøgte at holde sig stående som det eneste par på dansegulvet, der heller ikke var verdens største.
Flemming gjorde sit bedste for at spille rigtigt på guitaren. Han var ikke nogen Clapton, men han kunne sine fire greb. Det var i mange tilfælde nok til et par gamle sange. Om der var nogen der lyttede det var mere så som så.
Der var selvfølgelig altid Kirsten henne i hjørnet, der næsten altid sad der fra klokken ti til lukketid, i sin saglige brandert. Derefter fortsatte festen hjemme i stuen.
Kirsten sang med på hvad som helst. Det var bare ikke altid at hun sang samme sang som Flemming spillede, så ind imellem kunne man høre en eller flere råbe, at hun skulle holde kæft. Det hjalp nu sjældent. Kirsten var også ligeglad.

Dagligstuen var et værtshus i Aakirkeby på Torvet.
Der var hyggeligt og uformelt. Stamkunderne var primært fra byen, men også fra andre nærtliggende områder. Væggene var prydet med de sædvanlige reklamer for øl. Der var hvide papirsduge på bordene.
Det var praktisk nok. Der var altid en eller anden der spildte en halv øl ud på bordet.
Sommetider hen af eftermiddagen når stemningen var røget lidt i vejret, kunne tjeneren, Nette godt have en smule travlt med at skifte duge ved bordene.

Ved et af bordene langs væggen sad Ole og Frank.
Frank var allerede godt stegt, mens Oles livsstil havde gjort ham mere hårdfør.


- Jeg siger dig Ole. Det vrag ligger ikke ret langt ude. Det er lige til at gå til. Min storebror har al dykkerudstyret. Jeg skal bare have ham til at indstille iltflaskerne.
Ole smilede af kammeraten.
Han rystede på hovedet og tog en slurk øl fra flasken.
- Du er så langt ude. Tror du ikke du skal have noget kaffe nu? Eller har du røget en gang sjovtobak igen? Hvad forventer du at finde i det vrag du altid fabler om?
Frank stønnede irriterede og slog i bordet.
- Du forstår det ikke Ole. Jeg ved der ligger en ordentlig røvfuld smuglergods dernede. Pakket godt ind, så det er ikke gået til. Det ved jeg. Måske er det smøger og måske er det sprut og stoffer. Det aner jeg ikke, men det er der.
Ole smilede højlydt og blinkede til Nette da hun strøg forbi bordet.
- Ole for helvede. Kom nu. Det er en chance det her. Jeg ved at vi kan tjene kassen på det her. Vi mangler bare en båd. Måske kan vi låne Holgers gamle minikutter.
Ole sukkede og forbarmede sig. En aftale blev sat i stand, til dagen efter.


Politiet havde travlt med at lukke strandene, og alarmere om et hajangreb ved Arnager. Pressen dukkede op alle steder fra hele landet.
Nogen grinede af det og troede ikke på det, men der var også dem der var savnet.
Der var blodige beviser, og alligevel var der enkelte der forbeholdte sig retten til at tvivle. Den slags ville aldrig forekomme i danske farvande.
Helikoptere fløj omkring øens badesteder. Både militæret og politiet, men også udenlandske mediers helikoptere søgte efter den store dræber.


På et værelse i kælderen hos deres mormor og morfar, sad to børn.
De elskede deres strand, og ville bade når de havde lyst.
De ville ikke acceptere at deres strand skulle være lukket.
Det betød noget for dem. Mere end for mange andre.
En tæt lille dreng på 10 år, med et mod som den stærkeste ridder, og hans søster på 16. Storm og Rosalil var stålsatte. De nægtede at anerkende situationen.
- Jeg er ikke bange for hajer, udbrød Storm.
- Nej nej, der siger du, men den er altså ikke ufarlig, sagde Rosalil, der vidste bedre.
- Den er bare en dum fisk. Jeg smadrer den.
- Jeg synes også det er irriterende. Det er sommer og vi skal da bade.
- Jeg tager bare morfars bådshage og jager den i øjet på den.
Rosalil grinede højt og daskede sin lillebror på skulderen.
- Ja du er en rigtig Tarzan. Men hvordan vil du komme ud til den?
- Jeg har sejlet med morfar mange gange. Jeg kan sagtens sejle hans båd. Du tror måske ikke at jeg tør?
Storm hævede stemmen, som han altid gjorde når han ville have ret.
- Jo jeg ved godt at du ikke er bange for noget, men vi får altså ikke lov, Storm.
Lillebroren sad et øjeblik og tænkte. Han var stille i et par minutter.
- En eller anden aften låner jeg båden og tager ud og dræber den.


Et andet sted på øen sad Frank og lignede noget katten havde slæbt ind, bare for sjov, eller fordi der ikke var andet. Et dårligt bytte.
Han havde det af helvede til, og det morede Ole kongeligt.
Han havde svært ved at holde latteren tilbage.
- Du skulle lade være med at drikke når du ikke kan tåle det, eller lade være med at drikke med de voksne.
- Hold nu kæft, sagde Frank højt og sparkede efter en måge, der dog let nåede at lette.
Frank pustede og stønnede da han trådte ned i båden.


Holgers båd lignede en mindre kutter, og alligevel ikke. Den var ikke nær så bred. Den var cirka fem meter lang og havde en mindre motor, der ikke kunne få den til at sejle så forfærdeligt mange knob.
Båden havde også en hel del år på bagen.
Malingen skallede af flere steder, og den var begyndt at tage vand ind.
Dog ikke mere end at man kunne klare det med en spand under sejlturen.

Frank hang ud over rælingen da Ole sejlede ud af havnen.
Han var dårlig, og mavens indhold ville ikke med længere.
Han gylpede i tykke stråler, og Ole morede sig.


Der var ikke andre ved den lille havn, så der var ikke nogen der så dem sejle ud.

Længere ude på vandet. Et sted omkring øens vande skar en skygge gennem dybet.
Den var sulten, ophidset og utålmodig.
Franks plan var at Ole bare skulle sejle ham ud til det bestemte sted, og derfra ville han dykke ned.
Frank havde en smule kendskab med at dykke, men så var han heller ikke mere erfaren. Han higen efter det han mente ville være mange penge værd, gjorde ham sikker på sig selv.
Ole havde været på søen mange gange, og havde selv sejlet på verdens have da han var flere år yngre.


Inde på land kom Rosalil løbende ind på værelset til Storm.
Hun havde noget i sin taske, som hun mente ville være godt at dræbe hajen med.
Deres morfar, Rolle var kendt som en samler af gammelt krigsmateriale.
Han havde adskillelige ting liggende, som stammede fra dengang russerne havde indtaget øen. Rosalil vidste, at hvis hun blev taget i at låne noget i morfars store brune kasse fra krigen, ville der blive en masse ballade. Men det hele var anderledes nu. Det var deres sommerferie der stod på spil. Der var mange der gerne ville i vandet. Hun havde løsningen i tasken. Og hun agtede at bruge den.


Hen af aftenen gik Storm og Rosalil tidligt i seng. Storm gjorde meget ud af at virke så træt som mulig, så han lavede næsten ikke lille teaterstykke for at indikere hvor træt han var, og gabte mindst tyve gange med vilje. Rosalil var irriteret på ham og daskede ham på skulderen på vej ned af trapperne til mormor og morfars gæsteværelse, hvor de plejede at sove.


Frank smilede lige inden han forsvandt under vandet. Han havde det allerede bedre, efter at have gylpet en helt værtshus op. Det var nok sidste gang han drak sammen med Ole. Det kunne vist ikke nytte noget.

Det viste sig at han havde ret med det fund. Man skulle et godt stykke ned, men det forhindrede ikke Frank. Der lå rigtig nok et vrag dernede, der var sunket for flere år siden. En båd på størrelse med en af de mindre kuttere. Frank nærmede sig og kunne sætte en hånd på styrehuset. Han stak hovedet og en lygte ind. Det var som han havde regnet med. Der var ikke nogen lig dernede. Alle havde overlevet forliset, men havde ikke kunne nå at få lasten med. Ved at holde fast i kutteren kunne han gelejde sig ned og åbne ind til lastrummet. Frank kunne ikke være i sig selv af bar glæde da han åbnede og lyste derind. Der havde ikke været nogen at hente det endnu.

Oppe på båden kunne Ole mærke at der blev trukket i rebet. Det var deres signal.
Frank rystede grinende på hovedet. Så havde han sgu ret den skiderik.
Frank begyndte at trække i rebet. Det var tungt og det tog tid inden der skete noget.
En forholdsvis stor kasse pakket ind i plastik dukkede op i overfladen. Ole fik fat i den og slæbte den ombord. Så trak han i rebet, og Frank begyndte at trække det ned igen. Få minutter rykkede det i rebet igen.
- Det er eddermame super det her, råbte Ole.
Han havde skåret den første kasse op og set indholdet. Kassen var fyldt med stoffer af den ulovlige slags.


Den slags der normalt ville give flere år bag tremmer at handle med, men Ole var frisk. Han var ofte frisk til en god handel hvis det kunne give lidt overskud.
Det her kunne ikke bare give overskud. Det kunne sikre en god tid langt fremover.

Ole rejste sig og tog fat i rebet. Det virkede tungere denne gang.
- Ja man. Bare kom med noget godt gods op til far her, råbte Ole.
Ole kunne ikke se det i mørket, men der var hundredvis af bobler, og vandet farvedes rødt, og nu var rebet ikke bare tungt. Det var nærmest umuligt at trække op.
- Ja for helvede. Der er penge i den næste kasse.


Ole var ivrig, men kunne vitterlig ikke trække rebet op. Han stoppede med at trække og stod stille på dækket. Der var noget der ikke passede. Så tunge kunne de heller ikke være. Han trak i rebet en gang til, og så kom det lige med et ryk. Ole kunne let trække det op, men det havde ikke noget med.
Tværtimod var det knækket. Flået over, eller bidt. I hvert fald ikke skåret. Ole stod med åben mund og så ud over vandet.
- Hvad er der sket Frank, hviskede han.


Han trådte et par skridt tilbage fra rælingen og slap rebet.

Længere ude, og et stykke derfra, dukkede Frank op i overfladen. Han havde ikke dykkermaske på, og dykkerdragten var flået i stykker flere steder. Han blødte kraftigt, og var reelt døende. Han kunne næsten ikke skrige. Han prøvede at vinke til Ole.
Kun små ti sekunder senere blev han trukket hurtigt ned under igen. Frank kom ikke op til overfladen igen.


Tilbage på den lille kutter sad Ole helt stille. Han rørte ikke en muskel, mens hans øjne stirrede ud mod vandet. På en eller anden måde vidste han godt, han ikke ville få Frank at se igen. Ole ænsede ingenting omkring sig. Heller ikke de oprørte vande, og små bølger, der unaturligt voksede rundt om båden.

Som i et raserianfald tæskede hajen direkte ind i siden af den lille kutter. Det gav et ordentlig drøn, og først da reagerede Ole. Han vendte og drejede sig nervøst om. Der var ikke noget at se. Det var ikke fordi Ole var let at skræmme under normale omstændigheder, men det her var heller ikke normalt. Fra bunden af kutteren begyndte vandet at sive hurtigt ind. Et drøn mere, og hullet voksede. Skroget tog alvorligt skade.


Ole løb rundt på dækket og anede ikke sine levende råd.
Han lænede sig ud over for at se hvad det var der ramte ham. Det var en alvorlig dødelig fejl. Det gik stærkt og det var brutalt og blodigt da den dukkede op.
Som et brølende lyn dukkede den op fra vandoverfladen og blottede sin mange sylespidse tænder. Den greb Ole i farten. Han nåede knapt nok at skrige inden han forsvandt. Til sidst havde den lille kutter taget så meget vand ind, at den sank stille og roligt. Det sidste man så, var det lille styrehus, inden det boblende blev slugt af havet ud for den lille by, Arnager.


Få timer senere, lige før solen skulle til at bryde gennem et tyndt skytæppe, stod der to børn på badebroen lige ved deres morfars fiskerbåd.
De skulede ud over vandet med en vred mine.
Rosalil vendte sig mod Storm.


- Nu hører du altså efter. Det her er super farligt. Den er altså en dræber, og det kan den med største lethed gøre, og jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg skulle komme hjem uden dig.
- Ja ja, jeg skal nok høre efter, men jeg er bare så møgsur på den dumme fisk.
- Det er ok at du ikke er bange. Det ved jeg godt du ikke er, men det er den heller ikke.
- Det har den ellers grund til, snerrede Storm, og skar tænder.


Båden stak til søs, mens Rolle fik øjne. Han strakte sig og hoppede ud af sengen.
Han listede ud af soveværelset for ikke at vække hele huset. Han ville lige kigge ind til børnebørnene.
Som en gammel vane plejede han at stikke de to skønne unger et fingerkys, og sende det gennem luften, mens han hviskede at han elskede dem. Det var bare ikke som det plejede. Sengene var tomme. Rolle var af den overbevisning at de sikkert sad oppe i stuen og så fjernsyn. Han gik op, men stuen var tom. Det var først da han kiggede ud over vandet, og så sin båd sejle ud, at han skreg.
- NEJ, det er eddermame løgn.

Mens Astrid stod med bange anelser i sin morgenkåbe, med armene omkring Sabina, løb Rolle ud af badebroen.


Han skreg børnenes navne, men de var allerede for langt ude til at de kunne høre ham. Den gamle fiskerbåd tøffede af sted.
Ud mod en større fare, end de unge mennesker måske var klar over.

Rolle ikke bare løb rundt i Arnager. Han spurtede rundt blandt husene.
Hans mål var at finde en ejer til en god båd, der kunne hjælpe ham ud til børnene.

Noget længere ude stod Storm ved rælingen og kastede fiskeaffald ud, for at lokke hajen til. Det havde han hørt var det bedste.
Det stank fælt og den lille dreng var ved at brække sig.
Det varede heller ikke længe før han måtte tømme sin maves indhold ud over vandet.


- Nu kunne jeg godt drikke en cola, råbte han og så bedende hen mod Rosalil.
- Jamen sådan en har vi altså ikke med, lød et højlydt svar.
- Jeg siger også bare at jeg godt kunne drikke en.
- Kast nu bare det sidste fiskeaffald ud over.
- Ja ja, men det er godt nok ulækkert.
Storm tømte spanden, og atter var det for meget for den lille mave. Det brændte i hans hals da han brækkede sig igen.


Den tapre lille dreng havde lige flyttet hovedet fra rælingen da den dukkede op.

Hajens øjne var helt sorte da den angreb båden. Den bankede så hårdt ind i siden, at båden gyngede kraftigt. Storm svingede rundt og faldt. Rosalil skreg mens hun holdt fast i styret. Lidt af Storms mod røg over bord da han så den store haj i øjnene.
Da han så det store gab og de hundredvis af tænder, der kun ventede på at gennembore noget mere frisk kød.

Da båden ikke længere vippede så meget, kom Storm på benene. Der gik nogle lange minutter hvor de to søskende så hinanden i øjnene. Storm trak vejret dybt, og prøvede at virke modig og greb bådshagen.
- Kom så an din lortefisk. Du skal ikke skubbe til min morfars båd. Så smadrer jeg dig. Det kan jeg godt sige dig. Så bare kom igen.
Rosalil så ud over vandet. Hun var mere end nervøs. Hun var bange.
- Måske var det ikke nogen god idé det her lillebror, råbte hun.
Idet samme kom der et ryk i båden. Den var der igen. Denne gang var det Storm der skreg. Han prøvede at holde fast i bådshagen, mens han så ud over kanten.
Der var den og smilede bredt til ham. Storm nåede ikke at angribe med bådshagen, så var hajen væk. Det gik et øjeblik, og drengen blev irriteret.
- Hvor er det ærgerligt at den dykkede igen. Den er garanteret bange, fordi den ved jeg vil dræbe den. Men måske får jeg chancen igen, hvis den ellers tør.


Hajen angreb flere gange ved at skubbe til båden, i håb om at en af dem ville blive slynget ud over, men ungerne var ikke sådan at ryste ud af båden.
Rosalil havde bundet sig fast til styret, og Storm sad på knæ og holdt fast.
Det føltes flere gange som om de sejlede i et rasende farvand med store bølger.
Men vandet var blikstille, bare ikke omkring Rolles fiskerbåd.
Hajen ville med fandens vold og magt have fat i dem.

Rosalil og Storm så hinanden i øjnene, og lige med et kom det i kor.
- Jeg har en idé.


Det kom som om det var en kædereaktion da hajen angreb igen. Storm og Rosalil var forberedte denne gang. Da hajen viste sit uhyggelige ansigt og sit store gab, rejste Storm sig op og borede bådshagen lige i øjet på den. Det var ikke det eneste.
Rosalil havde sit hemmelige våben, som hun havde fundet i morfars garage.
Hun trak splitten og kastede håndgranaten i gabet på hajen.

Der skete ikke noget i et stykke tid. Der var helt stille. Børnene ventede med spænding.


- Måske virkede den ikke alligevel, sagde Rosalil skuffet.
Idet samme blev stilheden brudt af et ordentligt rabalder. Det bragede så højt, at det måtte kunne høres på lang afstand. Det var en ægte eksplosion, der skabte en søjle af vand. Desværre for ungerne, ødelagde den også Rolles båd.
Den knækkede nærmest over i to, og rystelserne fik slynget de to børn langt ud i vandet.


Der var stille længe, inden Rosalil dukkede op i overfladen. Imens kom en anden båd til syne, og en mand tog den på hovedet i vandet. Rosalil råbte og skreg sin lillebrors navn, men der var ikke nogen der svarede. Ikke før hun så sin morfar komme til syne, med Storm i favnen. Storm græd mens han hægtede sig fast til Rolle.


- Vi slog hajen ihjel, morfar, sagde han stille.
- I er dygtige skat, nøjedes Rolle med at sige.


De to børn var på avisforsider i hele Europa.
Alle ville se og interviewe de to, der så modigt tog ud for at dræbe en kæmpe haj.
Storm og Rosalils navne var på næsten alles læber den sommer.
De stolte søskende lod sig fotografere af alle mulige magasiner fra nær og fjern.
Rolle mistede sin lille fiskerbåd, men tilgav ungerne forholdsvis hurtigt.
Til gengæld var Arnagers beboere så glade for at slippe for hajen, så der blev samlet ind, så Rolle igen kunne købe sig en fiskerbåd.


Resterne af hajen endte som mågeføde den dag de sprang den i luften.

Sådan kan denne historie ende nok så lykkeligt, hvis det ikke bare var fordi, at faren slet ikke var slut endnu. For hvordan kan det bare være slut sådan, tænker i måske?
Ja det var det heller ikke. For ingen spekulerede i hajens størrelse.
Den var slet ikke udvokset endnu. Den var slet ikke alene.
Det er de ellers tit. Men når et barn tager på tur, tager de ofte mor med.

Længere ude. Faktisk på den anden side af øen, opdagede de det først for sent.
Nogen råbte hajfinne, men ingen troede på det. Ligesom Peter og ulven.
Hajen var jo død, for børnene havde jo slået den ihjel.
Vogt jer i vandet, for en mor der mister sit barn, er ingen spøg.


Er der forresten nogen, der vil med i vandet?