Børnene fra Maine


Børnene fra Maine


Bangor er Maines tredjestørste by, med sine godt halvfemstusind kvadratkilometer.
Af sine rundt regnet treogtredve tusind indbyggere, var den mest belæste vel nok doktor Michael Sorensen, der for gud ved hvilken gang begav sig rundt i det lille antikvariat for at se om det var muligt at finde et sjælden eksemplar af en bog om noget han endnu ikke havde gransket for mulige nye og nyttige oplysninger. Man kunne aldrig vide sig sikker. Sorensen havde gennem årene snart lagt en mindre formue i den lille butik. Han gjorde det med glæde. Taknemlig for al den viden han havde suget til sig.


På vej ind i butikken, der lå et par skridt nede i en kælder, kastede Sorensen lige et blik på endnu en af de lygtepæle, der også havde fået et opslag klistret op. SAVNET, stod der med fede typer. Oven over ordet, var der et billede af en lille rødhåret dreng, med klare blå øjne og et strejf af lysebrune fregner hen over næsen. Oliver Mattison, hed drengen åbenbart, og havde været savnet i en lille uges tid.


- Ja det er uhyggeligt, med de børn der forsvinder.
Ordene kom fra mrs. Donnel. Den lille kone der styrede butikken.
- Ja det er forfærdeligt. Man må håbe de snart finder dem, sagde Sorensen.
Mrs. Donnel løftede et eksemplar af en forholdsvis ny bog op.
- Det er forhåbentlig ikke denne her klovn der er på spil.
Sorensen så hen over brillerne, og genkendte bogen.
Nogle ville måske se det som en slags bizar humor, men doktoren kunne nu godt trække på smilebåndet alligevel.
- Jeg tror næppe mr. Kings uhyggelige klovn, Pennywise er på spil her. Jeg tror desværre virkeligheden overgår fiktionen i dette her tilfælde.
Mrs. Donnel lagde bogen væk, og slettede sit eget lille smil.

- De har selvfølgelig ret doktor Sorensen. Det var også bare mig, der sommetider prøver at se lidt sjovt på alt det grimme, i et håbløst forsøg på at slippe for det virkelige liv, der foregår derude. Jeg står hernede i min kælder hver dag, i min egen lille verden, fyldt med fiktion, prinsesser og drager eller store lange romaner om den evige kærlighed. Jeg har ikke lyst til at se alt der kan ske, og sker derude.
- Virkeligheden, mrs. Donnel er også nogle gange mere uhyggelig end det vi kan finde i bøgerne. Det tror jeg De ville indse, hvis de bevægede Dem op fra deres hyggelige lille kælder i ny og næ.


Den lille kone sukkede, og lagde Stephen King bogen tilbage.
- Hvad kan jeg i øvrigt gøre for Dem i dag doktor?
- Nå, jeg skulle da bare se om der var noget nyt under solen. Måske en god gammel roman, eller noget faktuelt måske. Jeg har oplevet en del forskelligt i mit liv, og der er ikke meget der kan overraske mig mere. Så hvis jeg nu læser noget nyt i en sjælden gammel bog, så bliver jeg ikke chokeret mere. Så bliver det bare ny viden.
- Sig mig engang doktor, De har læst utroligt mange bøger. Ved De alt?
- Nej. Åh gud nej. Det er der ingen der gør. Der er nogen der ved meget, rigtig meget, men jeg nægter at tro at nogen ved alt. Men det var sødt af Dem at tiltænke mig den evne.


Senere samme aften, sad den efterhånden aldrende Michael Sorensen i sin uundværlige karrygule lænestol, der efterhånden var lige så gammel som ham selv, og nærstuderede et meget gammelt sjældent læderindbundet eksemplar. Han læste bokstaverne hurtigere end de fleste kunne, og forstod ordene, men havde svært ved at omsætte det til virkelighed. Men bogen var ikke fiktion. Det foruroligede ham endnu mere. Sorensen, der havde en doktorgrad i amerikansk samfundsøkonomi, havde i mange år levet af at bruge sin hjerne, men med lige præcis den bog i hånden, var det mere end svært, ja stort set umuligt, at få indholdet oversat til virkelighed. Han lagde bogen ned i skødet og så på sin lille kone, der trissede rundt i hans store sokker inde under sine egne udtrådte hjemmesko. Hans elskede lille kone igennem en lang årrække. Hende, der også havde skænket ham to børn og fire børnebørn, gik rundt i en storblomstret kjole, og et sødt lille forklæde. Hun var i godt humør kunne man se, for håret var sat op. Hun havde sat en dampende varm kop kaffe på bordet ved siden af ham, men det var forbigået hans opmærksomhed, og den var heller ikke så dampende mere.


- Det kan ikke passe. Det er ikke virkelighed, hviskede han.
Sorensen havde altid troet på det der kunne bevises, ellers var det fiktion, og hørte til på nogle andre hylder. Men hvis det der ellers kun fandtes i bøger og på film, pludselig viste sig som en del af virkeligheden, hvad så?


Et par måneder tidligere


Der var tæt trafik i den enorme havn i portland i delstaten Maines største by. Store fragtskibe fra nær og fjern lagde til, og sejlede ud på nye togter. Havnen var i drift i alle døgnets timer. Ikke et minut blev spildt. Alt blev fragtet til staten herfra, blandt andet.

I dok 13 lagde et sydamerikansk skib til, fyldt i lasten med frugter. Alt foregik planmæssigt som det skulle gøre mens tiden nærmede sig midnat. I et hjørne af et stort lastrum, der endnu ikke var tømt, dukkede ni skygger op. De strakte deres arme og ben, og rettede sig ud. Deres øjne lyste i mørket. En skikkelse trådte frem, og de otte andre bøjede hovederne. Noget der kunne minde om en bøn i en fælles ring blev hvisket. Det var alt andet end religiøst og ikke rettet mod nogen gud, men det var mennesket ikke klar til at vide endnu. De ni skikkelser stod på spring. Klar til at gøre sit indtog i byen.


Allan Richard var en ung nyuddannet sømand fra Oregon. Han havde nattens første inspektion i lasten da de kun manglede det sidste. Hans opgave var at gå dernede og tælle op, og gøre klart for sin leder hvor meget der manglede at blive læsset fra skibet.

Da Allan kun få øjeblikke efter stod foran de ni skikkelser, var han ikke kun chokeret.
Han ville gerne have meldt tilbage over radioen, men han nåede det ikke. De råbte ellers på ham flere gange, men hvordan tingene virkelig stod til, vidste de ikke. Allan havde ikke en eneste chance. Fra de angreb til den stakkels unge sømand mødte sin skaber, handlede det kun om sekunder. Fra det øjeblik hans blik landede på deres, var hans sjæl beseglet. Liget af den unge 22 årige Allan Richard blev fundet dagen efter, skvulpende i overfladen ude midt i havnens indløb. Medierne mistænkte en ulykke. Det var det letteste, for ingen kendte sandheden.

Ingen vidste, for ingen kunne vide, hvad der var gået i land i Portland. Der var ikke nogen, der med sikkerhed kunne vide, hvad der ventede Maine.



En måned senere


George løb fortvivlet rundt i den piskende regn i sin gule regnjakke midt i den lille by Ludlov, og ledte efter sin eneste og alle bedste ven. Hans elskede trofaste følgesvend, der efterhånden nærmest var vokset fra ham, til trods for at de havde lige mange år på bagen. Denne store godmodige Sanktbernhardshund, Cujo. Hans mor havde sagt at Cujo var væk for altid, eftersom hun ikke havde vist sig i en måneds tid. Men George ville ikke tro på hende.


Moren havde kaldt på George flere gange for at få ham ind. Der var ingen grund til at rendte rundt og sikrede sig en forkølelse i det vejr. Det var efterhånden noget siden at staten havde set en klar solskinsdag. Det var som om at regnen ingen ende ville tage.
George var slukøret da han kom ind, og vendte sig i døren.
- Jeg ved du er derude Cujo, og jeg skal nok finde dig.


Et andet sted i staten senere den eftermiddag, lidt nærmere på aftenen. Mens vejret var lige så dystert, som de mørkeste toner fra en cello, trådte ni skikkelser ud fra deres skjul. Opsat på at nå endnu et mål i løben af aften og natten. Ved siden af den niende gik der en sulten stor hund, med lysende røde øjne. Dens pels strittede til alle sider, og den havde blod i mundvigen. Lederen så på de otte andre og tanker blev delt ud, uden at et ord blev sagt. Telepatisk fløj ordlyden gennem aftenens fugtige mørke.
De otte andre forvandlede sig og lettede fra jorden, og tog på jagt.
”I kommer ikke hjem uden resultat”.


Reese kunne ikke andet end at gå hurtigt gennem bygerne, mens hun slæbte sin søn efter sig, og han kunne ikke andet end at springe i alle vandpytterne. Kennedy var 9 år og havde de største bløde krøller og smukkeste blå øjne.
- Kom nu, jeg gider ikke dette her vejr, og jeg kan ikke løbe i høje hæle.
Kennedy grinede bare, og syntes bare at regnen var for sjov. Reese og drengen var for sent på den, og var tvunget til at løbe ned gennem en sidegade til en sidegade, hvor skyggerne herskede mere end dunkelt. Sigtbarheden var næsten lig nul der.

Derfor så hun heller ikke den skikkelse, der trådte ud foran hende. Kennedy så ham i øjnene, og stod han helt stille.


- Jeg skal have din søn, og du kan give mad et par dages tid, blev der tænkt højt.
Reese var paralyseret af skikkelsens øjne. Pludselig havde hun ikke travlt mere, og hun fulgte bare med.

Langt senere, faktisk ud på natten, stod de ni skikkelser atter samlet i deres skjul. Et sted hvor mørket var mørkere end mørkt, kiggede lederen tilfredst på de andre. Bag dem stod der fire børn med døde og følelsesløse hvide øjne. Længere henne i et hjørne af skjulestedet, lå noget af Reese. Hunden lå lige ved siden af lederen, med en stor knogle mellem sine røde tænder. Natten havde givet gevinst igen, og det var tid til at gå til ro.


En uge efter begyndte der at dukke flere opslag på diverse lygtepæle. Flere børn var savnet, og enkelte voksne, men de var ikke nævnt på opslagene. Medierne var utilfredse med politiets indsats, der intet kunne stille op. Hver en journalist fra hele landet med respekt for sig selv dækkede historien. Enhver teori blev vendt og drejet.
Nogle mente at det var en satanisk sekt, der tog børnene for at æde dem, mens andre troede på, at det må være kræfter udefra, der var kommet til jorden, for at sikre sig en ny race at bygge videre på, fordi deres egen var ved at forgå. Der var lige så mange teorier, som grædefærdige pårørende, der manglede et barn. Antallet var oppe på fjorten forsvundne små størrelser. Antallet steg uge for uge.


Regnen stod ned i stænger, så det drev ned af vinduerne, som i de gamle osteforretninger. Kloakkerne kunne slet ikke følge med, og det sejlede i gaderne. En druknet død rotte flød forbi en lille båd af avispapir i byen Derry. Greg kunne ikke se ret langt frem. Ikke mere end fire fem meter frem kunne han se. Han var ved at køre galt flere gange, og drengene var utålmodige omme på bagsædet. Timmy og Tommy råbte i kor, og sjældent i samme toneart.
- Kom nu far, er vi ikke snart hjemme.
Greg kunne ikke love noget, for han anede knapt nok hvor han var. Han kunne se lysene fra en tankstation nærme sig, og drejede ind der. Han standsede bilen, og en monoton lyd af trommer bankede på bilens tag. Greg vendte sig mod drengene. Han bed dem være stille.


- Prøv nu at tage det roligt. Jeg er nødt til at gå herind, for jeg aner ikke hvor vi er.
- Jamen skynd dig far. Farmor venter med æbletærte.
Greg lukkede døren og løb ind i butikken med jakken over hovedet. Det gav ikke nødvendigvis ro på bagsædet, hvor de to uregerlige små drenge slet ikke kunne styre ventetiden. Der var opstået en uenighed om, hvem skulle have det sidste stykke lakrids, og Tommy var af den overbevisning, at det måtte være ham som den ældste. Timmy var aldeles uenig. Det var altid den yngste der skulle forkæles. Deres diskussion standsede ikke før de så ud på dem, der så ind på dem.

Da Greg kom løbende ud til bilen, var der ikke nogen ved den. Han satte sig ind, og drengene var helt stille. Det passede ikke rigtig ind i det billede han efterlod for få øjeblikke siden. Han vendte sig og så på dem, og de sad helt stille og så skræmte ud.
- Hvad sker der? Vi kører nu. Vi skal nok nå hjem til farmor og hendes æbletærte.
Der var ikke nogen af der sagde en lyd. De stirrede bare på ham. Det føltes som et uendeligt langt sekund, men der gik ikke mere før Tommy pegede ud af bilen. Der stod de igen. De var landet lige foran bilen. Greg tændte lyset på bilen, og der stod de, som fire sorte skygger foran dem. Greg var ikke den udfarende type, der fór ud af bilen og hævede stemmen. Han sad helt stille, og turde dårlig røre en muskel.
- Sid helt stille drenge. Der sker ikke noget, hvis bare i sidder stille.
- Jeg vil gerne hjem nu, far.
- Det ved jeg godt skat, og det skal du også nok komme.


Skyggerne nærmede sig, mens Greg febrilsk ledte efter nøglerne. Alle fire bukkede de sig og så ind af sideruderne. Greg rystede og drengene begyndte at skrige. Det var hektisk, hurtigt, og det endte blodigt for Greg. Få øjeblikke efter stod Timmy og Tommy foran de fire skygger. De sagde ikke en lyd, og de bevægede sig ikke. Deres øjne var hvide, og deres ansigtstræk var kolde, i forhold til hvad de fire skygger netop havde gjort ved deres far. Den aften var der ingen der fik æbletærte.


Elliott Nobles havde en lang karriere ved FBI. Han havde efterhånden fået arbejdet sig helt op af stigen. Det havde efterhånden kostet ham tre ægteskaber og et dobbelt mavesår. Han sad på sit direktørkontor da endnu en sag om forsvundne børn stemplede ind på hans bord. Hans sekretær gennem tre år, Dolores lagde den foran ham.
- Hvad er det så denne her gang, spurgte han uden at åbne mappen.
- To små brødre. 7 og 9 år. Timmy og Tommy Jones. Deres far, Greg Jones blev fundet på forsædet, med halsen skåret op, og bleg som nyfalden sne.
- Jeg hader det her, Dolores. Fordi der ikke er noget fornuftigt i det, sukkede han.
Den overvægtige sekretær med håret sat som en knold i nakken, nikkede. Elliott kørte en hånd gennem sin sparsomme frisure.
- Vi har snart ikke flere folk at sende af sted. Der må være fyldt med agenter i Maine.
- Der er også mange på flere andre sager.
Elliott rejste sig og gik langsomt over til et skab i hjørnet. Han åbnede en skuffe og fandt en personalemappe frem. Han så på den og rystede på hovedet.
- Jeg forstår ikke mig selv, hvis jeg sender ham her af sted.
- Undskyld, men hvem er det sir?
Elliott grinede lidt, uden at der rigtigt var noget at grine af.
- Ham her, Dolores, er et fund fra fortiden. En mand der nægter at gå på pension. Han er 69 år, og har et kontor nede i kælderen, hvor vi ellers kun behandler de sager der handler om seriemordere, og den slags sager. Han er i virkeligheden slet ikke nogen dårlig agent, han er bare, anderledes. Han tror på ting som vi kun ser på film. Han er overbevist om, at jorden en dag bliver fyldt med zombier, og at varulve har fandtes, og stadig findes ude i skoven, forklædt som en gammel mand. For ikke at forglemme den gang han mente, at han havde læst en artikel på nettet om vampyrer.
- Hvorfor er han ikke allerede sendt af sted?
- Fordi Jason ikke er egnet i tjeneste mere, og det ved de også godt højere oppe. Personligt så jeg hellere han gik af.
- Nu ved vi jo ret beset ikke hvad der sker i Maine. Jeg tror hverken på varulve eller zombier, eller vampyrer for den sags skyld, men noget sker der, og der savnes nitten børn nu. Mon ikke det er tid til at få denne Jason op fra kælderen?

Det var Elliott selv der tog elevatoren ned fra fjerde sal. Han trådte ud af elevatoren med trætte øjne. Han var irriteret over at Dolores havde fået ham overtalt, men hun havde jo ret. Det havde hun sgu altid. Det var det værste. Elliott holdt sig fra at kigge på væggen, hvor der hang billeder fra igangværende sager. Det var en særdeles malerisk udstilling, fra hele landet. Han nåede det lille kontor og bankede et par gange inden han trådte ind.


- Du må være desperat når du selv kommer herned, hvad Elliott? Kunne du ikke lokke Dolores med? Jeg sidder ellers lige midt i sag der ville interessere hende. En gammel sag fra firserne hvor en eller anden syg idiot kastede sig over kraftige kontorpiger. Sagen blev ellers lukket for flere år siden, og stodderen blev ristet i stolen, men der er nogle højere oppe på rangstigen, der mener at det bedst hvis jeg sidder stille hernede for mig selv. Er det ikke fantastisk?
- Hvorfor er du ikke gået på pension endnu?
- For at irritere dig, og fordi jeg ikke ved, hvad skulle lave derhjemme hvis jeg ikke havde noget at stå op til. I øvrigt så står du jo her, med en ny sag, som alle dine velsmurte nye agenter ikke kan klare. Du har brug for mig, Elliott.
Direktøren kunne virkelig ikke lide ham, og han kunne ikke skjule det. Han kunne heller ikke fordrage, at han blev ved med at kalde ham ved fornavn. Der var ikke noget sir, eller mr. Nobles.


- Jeg ved godt hvorfor du er her Elliott. De savner en masse børn i Maine, og der er ikke et eneste spor at gå efter. Har jeg ikke ret? Og nu piner det dig, at du er nødt til at komme helt herned i kælderen, til gamle Jason. For der var ikke noget du hellere ville, end at sparke mig af helvede til, men så bliver det ved i Maine.
- Nitten børn, Jason, og det er ikke noget at gøre grin med.
- Jeg gør heller ikke grin med det, Elliott. Det er dybt tragisk, men jeg havde heller ikke regnet med at se dig komme.
Direktøren havde det svært. Han havde mest af alt lyst til at pande Jason en. Han nøjedes med at smide den nyeste sag på hans bord.
- Du flyver til Maine med det samme.
Elliott vendte sig for at gå, men stoppede sig selv.
- Gør mig en tjeneste at opklare denne her sag, og hold dig fra dine teorier, der er langt ude. Så får du lov til at flytte ind i dit lille støvet kontor hernede.
- Du er alt for sød ved mig Elliott.
- Man fatter ikke du bor alene, kom det spydigt fra direktøren.
- Jeg forstår heller ikke dine tre koner skred, Elliott. Det var ufint af dem.
Elliot knyttede næverne og trådte et skridt frem. Men erfaring og pli holdt ham tilbage, og han gik uden et ord. RØDGLØDENDE.


Samme aften i et lille hus i Bangor. Lyset var stadig tændt i et lille soveværelse. Inde i stuen ved skrivebordet, sad en doktor i amerikansk samfundsøkonomi længe oppe, og studerede sit læderindbundet gamle fund. Han troede stadig ikke helt på det, indtil han så hvad de også gjorde, og var i stand til. Pludselig gav det mening med alle de forsvundne børn. Hvis det hele passede i den gamle bog, så vidste han præcis hvad der havde ramt Maine. Spørgsmålet var bare. Kunne han få andre til at tro på det?
Det var jo ikke kun børnene. Antallet af lig, og forsvundne voksne var også steget. Det var ikke nogen satanisk sekt der tog de små. Det var heller ikke væsner fra det ydre rum. Faktisk var det meget værre. Meget værre. Michael Sorensen havde tigget og bedt sin søde lille kone, om at rejse væk og besøge sin familie i England. Men hun nægtede. Hun kunne se det på ham. Der var noget galt, og hun ville blive, og stå last og brast med ham. Uanset hvad det var de stod ansigt til ansigt med. Men han ville ikke dele sin viden med hende. Ikke endnu.


Jason Cameron stod foran lufthavnen i Portland på Westbrook Street. Han havde sin tynde lyse frakke på, og så mod himlen, hvor skyerne havde samlet sig, og så ud til at ville true med en aftenskylle. Hans kraftige hvide hår stod til alle sider, fordi han var faldet i søvn i flyet. Hans tynde skæg rundt om munden var forholdsvis veltrimmet.
Jason gik ikke op i sit udseende. Det passede godt sig selv, undtaget skægget. Han skulede mod alle mørke alle de afkroge han kunne se. Der var mange. Han løftede hovedet og snusede til aftenluften. Den emmede af noget unaturligt. Jason kunne endnu ikke sige hvad det var. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile, af sin egen skøre humor.


På Dolores skrivebord tikkede en besked ind på computeren. Få minutter senere bankede hun på døren til Elliotts kontor.
- Der er lige kommet den første besked fra Jason.
Elliott så mistroisk på hende, og kunne ikke holde et suk tilbage.
- Han tror det er Bigfoot der hopper rundt i Maine, skriver han.
- Hvor jeg dog hader den mand.
Dolores havde mere end meget svært ved at trække på smilebåndet da hun forlod Elliotts kontor. Da hun tog hjem den aften, skreg hun af grin i sin bil.


En høj tynd mand med en lang sort læderfrakke, der gik helt ned til jorden, gik langsomt ned af en tåget fugtig brostensbelagt gade med et værtshus på den ene side og en bilfabrik på den anden. Det var et distrikt for håndværkere, og de faste bøvsende stamgæster på det snuskede værtshus. Man kunne høre det klikke ved hvert eneste skridt, for hver gang han satte sin stok i jorden. Men man kunne ikke høre hans skridt. Det var som om han svævede let hen over jorden, mens han kastede et blik ind gennem vinduerne ved beverdingen. Han var slank som i spinkel, og håret var langt ned til skuldrene, og knaldsort. Han havde hævet kindben og et markeret ansigt, hvor huden var glat og blank. Han bar solbriller, der var lige så sorte som nattens himmel. De skjulte hans indsunkne øjne, hvis propiller var kridhvide som nyfalden sne. Hans hænder var knoglede og store, og neglene var kraftige, lange og spidse.


Bonnie var en fedladen kvinde sidst i 40’erne, der aldrig rigtig nåede hjem fra sit arbejde som mekaniker på fabrikken. Hun boede nærmest på værtshuset. Hun var ikke kun lettere beruset. Hun var forgiftet, indefra og ud. Hun stank værre end hele værtshuset og fabrikken til sammen, af en ubehagelig blanding af olie, gammel sved og sprut. Bonnie var trådt ud et øjeblik, for at brække sig, for så at kunne fortsætte sin fest. Hun hev efter vejret, og så kom det. Det fløj ud af hende, som et spruttende stykke fyrværkeri. Det meste landede på brostenene, mens resten flød ned af hende mørke kedeldragt. Bonnie var en kvinde med en gevaldig barm, som hun aldrig var bleg for at vise frem. Kedeldragten var knappet op ned til maven. Så der var frit udsyn til hendes bølgende brystparti. Der fandtes ikke mange af de faste stamgæster, der ikke allerede havde prustet og stønnet oven på Bonnie, når hun fik lokket dem med hjem. Gerne et par stykker af gangen. Bonnie var ikke kræsen. Hun var da heller ikke helt sikkert på, hvem der var far til hendes knægt på 12. Hun satte sig på knæ da der lige kom en skylle mere fra halsen.


Bonnie var ved at rejse sig da en hånd greb fat i hende og hjalp hende op. Hun så helt forgabt direkte på manden med læderfrakken. Han smilede til hende, og hun var ved at skrige, men så fjernede han solbrillerne. På magisk vis lystrede hun hans mindste vink, og gik med ham.
- Må jeg vise dig min søn? Han er derhjemme, hviskede hun.


Cooper var en lille dreng, til trods for sine 12 år. Han havde for længst hentet sin egen aftensmad, og levede mere eller mindre alene. Hans mor var sjældent hjemme, og der kom ikke andre og holdt øje med ham. Hjemmet flød, og køkkenet var ét stort sammensurium af madrester, pizzabakker og tomme coladåser. Han sad med en cigaret i mundvigen, da hans mor trådte ind.
- Hvad fanden mor, kommer du hjem i aften? Jeg skulle ellers til at gå. Der er bandekrig i aften, mod de idioter nede fra havnen. De tror de er skide seje, men vi er bare større og stærkere.


Sådan var tonen, og det var almindeligt. Bonnie sagde ikke noget. Hun gik stille og roligt hen og så ud af vinduet. Den lange læderfrakke trådte ind, og Cooper kastede et overraskende blik på ham.
- Hvad fanden. Har du en stodder med hjem i dag?
Bonnie sagde stadig ikke noget. Hun var paralyseret af udsigten.

Læderfrakken svævede hen foran Cooper. Det så ud som om han gik på knæ. Han fjernede sine solbriller igen, og så drengen dybt i øjnene. Efter sekunder blev Coopers øjne også hvide. Han rejste sig og gik i køkkenet. Ikke længe efter kom han tilbage med en køkkenkniv. Han gik i retning af Bonnie. Han vendte sig og så på læderfrakken. Manden nikkede. Cooper tog fat i Bonnie, og bankede kniven hårdt i maven på hende. Den høje tynde mand kastede sig over Bonnie. Cooper sagde ikke noget. Han så det ske, men han reagerede ikke.


Inden natten var omme, gik Cooper med manden. Stuen lignede et blodbad, og midt i det hele lå Bonnie. Hun var bleg som nyfalden sne. Bonnie var en ud af mange, mens Cooper var det tyvende barn fra Maine.

Sent ud på natten mødtes de ni skikkelser. De otte af dem stod i ring, omkring den lange læderfrakke. Han smilede bredt, mens lyden af en pibende rotte sneg sig forbi dem. I baggrunden løb en flod af kloakvand, og på den anden side af floden, stod børnene. De stod stille på rad og række, uden at bevæge sig en millimeter. Deres øjne var hvide, og blinkede ikke eneste gang Da solen stod højest på himlen dagen efter, var klokken godt tolv. Jason stod med en retsmedicinsk læge og så på Greg Jones, der lå på et metalbord. Et lagen var trukket væk fra Greg, så man kunne nøjes med at se hans overkrop.
- Halsen er tydeligvis skåret over, åbenbart med en sløv kniv, for den ser nærmest ud som om den er revet over.
- Hvor ved vi det fra?
- Hvad mener du?
Jason bukkede sig ind over Greg Jones.
- Hvor ved vi fra at halsen er skåret over med en sløv kniv?
- Fordi jeg ikke ved hvad den ellers er revet over med, svarede lægen.
- Det ved jeg heller ikke, men man kan altid gætte sig frem. Det gør jeg altid.
- Det bruger vi ikke så meget her. Vi gætter ikke. Vi leder efter fakta.
Lægen kunne mærke en begyndende irritation i baghovedet. Hvem var den gamle agent, og hvorfor troede han, at han vidste mere end ham?
- Kan han være angrebet af en stor hund, eller et andet dyr?
- Nej. Helt sikkert ikke. Så ville man kunne se bidemærke omkring såret.
- Det forlyder at han sad inde i sin bil. Så kan der selvfølgelig heller ikke have været hoppet en hund ind til ham. Så ville der naturligvis være potemærker på bilen.
- Det ved jeg ikke noget om. Det er en anden afdeling.
Jason fjernede lagenet lidt mere og så på Gregs håndled.
- Han er blevet holdt fast kan jeg se.
Lægen blev usikker, fordi han endnu ikke havde informeret om det.
- Øh ja for resten. Han har brækket håndleddene. Hans knogler er blevet mast med stor styrke. Jeg ved ikke hvordan. Det må jeg indrømme. Jeg har heller ikke noget seriøst bud.
- Så halsen er revet over, så meget at hovedet næsten er røget af. Hans knogler i hans håndled er mast til grus. Er der noget andet jeg bør vide?
- En ting mere. Politiet sagde at der var masser af blod i bilen, men der var ikke en dråbe tilbage i kroppen. Al hans blod er væltet ud i bilen.
- Alt sammen? Tror du på det?
Lægen var rød i hovedet, og følte sig lidt flov. Han slog med skuldrene.
- Jeg tror ikke der er mere, ellers ringer jeg til dig med det samme.
- Det vil jeg sætte pris på.


Jason forlod lægen og Greg Jones med en bekymret mine. En af hans tanker fór tilbage til et foredrag han var vidner til for få år tilbage. En ung pige påstod de fandtes, men dagen efter forsvandt hun fra jordens overflade.


Doktor Sorensen så hen over brillerne på receptionisten.
Han vidste at hun ikke troede på ham. Ikke et sekund. Hun lod da også et køligt blik glide op og ned af ham.
- Er De sikker på at det er det her der skal stå?
- Det er præcis det der, der skal stå i artiklen.
Hun læste det igennem igen, og smilede skævt for sig selv, og forsøgte ikke at vise doktoren det. Det var ikke overbevisende.
- Har De prøvet med en psykolog for nylig?
Sorensen svarede ikke.
- Vi kan jo ikke sætte alle artikler i avisen. Hvis De vidste hvor mange skøre, ja undskyld, men hvor mange skæve indslag der kommer. Og nu kommer De.
- Jeg tror ikke De forstår alvoren i det der står. Det gør jeg til gengæld. Jeg mener hvert et ord, og jeg ved det passer. Folk dør som fluer omkring os, og flere og flere børn forsvinder. Tror De det er for sjovt jeg står her? Nej miss. Det er i ramme alvor. Det der sker nu, er ikke bare et mareridt. Folk lukkerne, i stedet for at se realiteterne. Folk kan tro hvad de vil. Jeg kender sandheden, og jeg er villig til at dele den.
- Prøv at høre her, vi har en kendt forfatter her i byen. Måske var det noget at opsøge ham med Deres idéer.
Sorensen sukkede højlydt og rystede på hovedet.
- Har De nogen børn selv miss?
- Ja jeg har tilfældigvis en lille pige. Hvorfor?
- Så gør mig den tjeneste, at passe godt på hende, inden hun forsvinder.

Sorensen greb sin artikel ud af hænderne på receptionisten og forlod avisen. Bangor Daily News ville ikke trykke artiklen. Sorensen skulle nok få spredt nyheden. Koste hvad det ville.


Langt ud på aftenen var en af de mørke skikkelser på jagt. Han havde forladt deres skjul, og bevæget sig ud i Portlands natteliv. Ansigtet var tyndt og markeret. Øjnene var indsunkne og skjult bag solbriller. Hænderne var tynde og neglene var ekstra tykke og lange Hans hår var sort og kort. Han begav sig ned gennem en forholdsvis befærdet gade, indtil han havde udset sig et offer. Skikkelsen gik lydløst efter en kraftig ung pige med tykke briller.


Natalie var meget alene i sit liv. Hun havde kun sig selv. Hun var vokset op i en ellers god og solid kristen familie ude på landet. Men hendes forældre havde vendt hende ryggen, da hun forlod deres indre kreds, for at søge lykken i en af storbyerne. Natalie var sikker på, at hun kunne få noget mere ud af sin store passion ved at fotografere, og eventuelt udstille sine billeder på et mindre galleri i en større by, end det område hvor hun var vokset op. Natalie havde som helt ung arvet et lille fotografiapparat fra en onkel, og hun elskede det. Hun kunne piske rundt og fotografere dagen lang. Hun var nærmest besat. Da hun var en lille størrelse, var hun sikker på, at hun skulle være fotograf, eller danse ballet. Men hendes familie støttede hende ikke. Det gjorde ingen fra kredsen. Fra da af, begyndte Natalie at demonstrere. Hun gjorde ikke noget ud af sig selv. Hun nægtede at binde håret op, som reglerne ellers foreskrev. Hun ville ikke gå med kyse, og hun begyndte at tage på, uden at ville gøre noget ved det. Natalie blev kredsens eneste problembarn. Hun skulle altid gå klædt i det, der var aflagt fra moren eller andre unge piger i samme kreds.


Hendes far var altid klædt i sort. Uanset hvad han lavede. Han var tømrer og præst på samme tid, og brugte næsten al sin tid på at belære Natalie om hvilke farer der fandtes ude i den anden verden, som han kaldte det. Natalie var en urolig sjæl, der havde svært ved at fælge reglerne. Ofte stak hun af, for så først at komme hjem dagen efter. Så blev hun straffet i skuret, hvor hun var låst inde en halv dag.
- Det er Guds straf, råbte hendes far.
- Så tag dig dog sammen pigebarn. Hvad tror du ikke Gud tænker, sagde hendes mor.
Natalie var ikke flov over sin tro. Hun bar da også et tydeligt bevis på den. I en kæde omkring halsen hang det. Tydeligt for enhver.


En sommerdagdag hvor solen lige var sneget sig frem bag bjergene, var hun den første oppe, lagde hun et brev til sine forældre. Natalie ville se den anden verden, og fotografere den. Hun ville komme hjem når det var lykkedes. Hun tog bussen for første gang, uden at vide hvad der rigtig ventede. Hun forlod kredsen, uden at se sig tilbage bare en eneste gang. Hun var sin egen, og ville gå sine egne veje, koste hvad det ville. Denne aften gik hun gennem Portlands gader, for at fange et øjeblik som hun kunne forevige med sit kamera. Hun havde endnu ikke fået udstillet sine billeder, men med håb ville hun nå langt. Hun tjente til dagen og vejen ved at vaske op på en café, så hun klarede sig.


Den mørke skikkelse kunne ikke se nogen børn i nærheden, så hans usædvanlige skarpe blik var kun rettet direkte på Natalie. Han fulgte hendes skridt, mens han gik og smilede for sig selv. Med de umenneskeligt mange år han havde bag sig, var han ikke uerfaren. Han vidste præcis hvad vej han ville lokke hende. Hun skulle længere med ind i skyggerne, hvor ingen ville og kunne forstyrre ham i hans foretagende.


Hans oprindelse var fra Sydamerika, hvor de andre havde gemt sig i en lille menneskealder, fordi de var blevet for udbredt. Menneskerne vidste de var der, og havde næsten udryddet dem. Med tiden var troen på dem forsvundet, og de var kun skræmmehistorier. De skjulte sig i et bjergområde i Argentina, men til sidst var de nødt til at komme frem. Tvunget til det, fordi trangen var for stor. Det var ikke mere en halvfjerds år siden han selv kom gående for sig selv. Han havde hørt en hvisken i et hjørne og blev draget af det. Den høje tynde leder havde trådt ud af skyggerne, og hev ham ind til sig. Han tog ham, og forvandlede ham til det han var nu. Han omfavnede ham, så ingen andre kunne se hvad der skete.


Nattens jæger var kun 21 dengang, og han blev ikke ældre. Siden hen lærte han reglerne. Han lærte hvordan man gjorde når man gjorde det, og hvordan man skjulte sig. Hvilke kræfter man besad, hvis man brugte dem rigtig.

De kunne godt dø, hvis man var uforsigtig. Hvis det forkerte vidste sig for øjnene af dem. Det ville være smertefuldt. Det ville føles brændende i hvert et led og hver en åre. Præcis som i al den smerte de selv havde spredt i årevis. Når de havde ædt hundredvis af uskyldige sjæle. Natalie var et helt andet sted i tankerne på sin tur. Hun gik i skjul og fotograferede folk på gaderne. Hun bemærkede slet ikke at klokken havde rundet midnat. Der var heller ikke så mange mennesker på gaden mere. Det havde regnet, men en lummervarme havde lagt om Portland. Natalie fik det lunt og åbnede frakken.

Det kom som en kædereaktion da det skete. Jægeren hviskede til hende da han stod lige bagved hende.
- Vend dig og blot dig for mig.


Natalie der vendte sig og fotograferede med det samme. Jægeren, der stod der med sine hvide øjne og blottede tænder. Han så først så blitzen fra kameraet, og så skete det, der ikke skulle ske. Natalies vedhæng om halsen fik ham til at skrige. Han bakkede og tog sig til brystet, og skreg yderligere højt. Natalie skreg også. Hun var dybt chokeret. Ud af ingenting gik der flammer i ham. Natalie var ved at falde mens hun skreg på en eller anden der ville hjælpe hende. Jægeren sad på knæ, og begyndte at sprælle, mens flammerne åd ham. Han faldt om på jorden mens han stadig skreg og kæmpede for sit liv.


Det var først, da der næsten ikke var noget tilbage af ham, at der kom nogen og hjalp. De tog fat i Natalie og spurgte hvad der var sket, men hun kunne ikke svare. Han brændte hurtigt og flammerne var effektive. Kort efter dukkede der en ambulance op, men da var der kun aske tilbage. De tog den dybt rystede Natalie med, der forsøgte at forklare. Men de forstod det ikke. Der var ikke nogen der forstod det.

I timerne der efterfulgte, gjorde læger og sygeplejersker alt hvad de kunne. Men de der ikke havde forstand, forsøgte at forstå. Det som Natalie fortalte, kunne ikke bare ske. Ikke i virkeligheden. De kæmpede for at berolige den unge dame, men det var svært. Politiet forsøgte at få en forklaring ud af hende, om hvem der havde gjort hvad. Men Natalie havde ikke gjort noget. Han nærmede sig, og ud af ingenting stak der flammer ud af ham. Selve offeret kunne heller ikke svare, for der var ikke noget tilbage. Politiet ville ikke tro på hendes ord. Hun måtte bære skylden, mente de.


Det var ikke før Jason hørte forklaringen et par dage efter, at det gav mening.

Natalie lå alene på en enestue på hospitalet. Hun stirrede op i loftet og sagde ikke et ord. Hun kunne ikke. Der kom ikke en lyd. Hun lå bare der og hyperventilerede, men nattens timer kørte langsomt videre. Udenfor enestuen, stod der en betjent, med strenge ordrer om ikke at lukke nogen ind.

Et andet sted stod der otte mørke skikkelser og så ned i jorden. De havde mistet en ven, og det var en sorgens nat. Lederen gik rundt om de andre, mens han stirrede på dem. Hvad kunne de lære af det her? Hvad havde deres ven set, som de ikke kunne tåle? Der var så få ting de ikke kunne tåle, og deres ven havde set det. Der var ikke så mange af deres slags tilbage. Måske var de, de eneste Jægeren skulle ikke have gået alene på jagt. Fremover måtte de være mindst to. Det var kun lederen selv, der kunne være alene. Han forstod reglerne bedre end alle andre For han havde så mange flere års erfaring.


Lederen trådte nogle få skridt længere ind i skyggen. Han kom tilbage med en teenagedreng på knapt 18. Drengen troede han kunne være en del af en ny gothkult.
- Hejsa. Fed stil i kører her mand.
Lederen smilede skævt til de syv andre foran ham, og så nikkede han. Lederen trådte væk fra drengen, og så pegede han på ham med sin stok. Det var signalet til de andre, der uden betænkningstid kastede sig over ham. Der var ikke nogen der kunne høre drengen skrige nede i kloakkerne. De tyve børn fra Maine kom også løbende til med deres hvide vilde øjne. Kød blev flænset og blodet sprøjtede, og inden længe gik drengen til.


Jason viste betjenten sit skilt, og blev lukket ind til Natalie. Han satte sig forsigtigt på en stol ved siden af hende. Han fangede hendes blik, og nikkede forstående til hende.
Efter nogle meget lange minutter, trak Natalie vejret roligere. Jason havde en facon, der kunne få folk til at tage det mere roligt.
- Vær sød at fortælle mig, hvad du så og hvad du oplevede.
- Der er alligevel ikke nogen der vil tro på mig, hviskede Natalie.
- Jeg vil gerne tro på dig, Natalie. Jeg vil gerne tro på alt hvad du fortæller.
- Jamen alle siger, at det ikke kan lade sig gøre. Alle tror jeg lyver.
- Jeg tror ikke på du lyver. Jeg tror bare på du har set noget som ingen tror på. Noget som ikke kan gå ind i folks normale forstand. Noget som ikke burde eksistere, fordi det kun findes i bøger og film. Men du har set det i virkeligheden, ikke Natalie?
Natalie drejede hovedet hen mod Jason, og så nikkede hun.
- Det tænkte jeg nok, sagde Jason.
- Han gik bare op i flammer. Jeg rørte ham slet ikke.
Jason tog fat i Natalies halskæde, og løftede hendes vedhæng.
- Og det skete da han fik øje på det her, ikke sandt?
Natalie så ned på sit store kors, og så nikkede hun. Jason sukkede dybt, og satte sig tilbage i stolen. Han kørte hånden gennem sit hvide hår, og lod en tanke flyve tilbage til Elliott, der aldrig ville tro ham.

Jason blev siddende hos Natalie lidt og holdt hende i hånden. Indtil hun faldt i søvn, da lagde han hendes hånd på dynen. Han rejste sig og så ud af vinduet. Der var ikke så mange timer tilbage af natten.
- Du går ikke fra mig vel?
Jason kunne kun svagt høre Natalies stemme, men han skyndt sig at sætte sig ved siden af hende igen. Han greb hendes hånd og klemte den forsigtigt.
- Nej, jeg går ingen steder, Natalie.
Hun så fortvivlet på ham.
- Det var så uhyggeligt. Jeg gjorde ham jo ikke noget. Pludselig brændte han bare. Sådan noget kan da ikke ske i virkeligheden, vel?
- Ikke i virkeligheden, Natalie. Men virkeligheden er vi nødt til at se bort fra nu. Jeg tror det bliver sværere at få nogle overbevist om hvad der vitterlig skete.
- Jeg gik bare en aftentur, og ville fotografere steder og mennesker. Så stod han pludselig bagved mig og hviskede. Jeg kom til at tage et billede da jeg vendte mig om. Han må være på billedet.
- Hvor er dit fotografiapparat, Natalie. Jeg vil gerne have fremkaldt filmen.


Sagen blev bragt i nyhederne, og de fleste mennesker over hele landet grinede.
Diverse tv-værter gjorde grin med nyheden, og ingen kunne tage den alvorligt.
Men i et lille hus i Bangor, sad doktor Sorensen med sin lille kone.
- Jeg må rejse nogle dage. Jeg skal en tur til Portland.
- Hvad skal du der?
- Der er andre end mig der kender sandheden nu. Jeg er nødt til at være der.


På hospitalet var Jason nærmest flyttet ind på stuen. Han havde fået politiet til at hente sin kuffert på hotellet, hvilket var kommet Elliott for ører, der sad irriteret på sit kontor og slog i bordet.
- Hvorfor fanden skal den idiot nu lave postyr over en forstyrret ung piges fantasi?
Han brølede så højt, at end ikke Dolores havde lyst til at gå ind til ham.


Jason sad på stolen ved siden af sengen og så Natalies billeder. Han anerkendte hende.
- Du er ellers en dygtig fotograf.
Natalie tog sig selv i at blive lidt flov.
Jason nåede til det famøse billede, hvor Natalie havde vendt sig om og blitzede.
Han så på det, og nikkede lidt skuffet, men det gav bedre og bedre mening.
- Jeg tænkte det nok.
- Hvad er det? Er billedet utydeligt?
- Nej. Tværtimod, det er helt skarpt. Men man kan ikke se ham. Han figurerer slet ikke på billedet.
- Det kan ikke passe. Han stod lige foran mig. Han må være der. Må jeg se det?
Jason tog Natalies hånd. Nu var det alvor. Hun skulle høre det, og forstå det.
- Natalie, hør her. Nu skal jeg fortælle dig hvad han var.

I det samme bankede det på døren.
Betjenten udenfor åbnede døren, og så på Jason.
- Der står en doktor Michael Sorensen herude. Han siger han ved hvorfor hun er her. Skal jeg sende ham væk igen, eller vil du tale med ham?

- De findes, Natalie. Det er ikke kun i vores fantasi. De er derude, hver nat.


Den dag skreg Natalie hysterisk højere end nogensinde før. Hun kunne se på de to voksne mænds ansigter, at de mente det de sagde. Men det var også mere det, at hun rent faktisk havde stået overfor en af dem. Det der kun lever i folks fantasi, er ikke altid kun fantasi. Jason stod ude på hospitalsgangen, og havde mere end travlt med at forklare en striks politimester, at Natalies forklaring, ikke var en syg piges forvirrede piges fantasi. Selvfølgelig troede mesteren ikke på Jason, men agenten gav sig ikke.
Den aldrende politimester gjorde hvad han kunne, for at få Jason til at ændre forklaring. Til sidst var det nok, og Jason blev gal, og irriteret.


- Ved du hvad, jeg gider stå her og argumentere for dig. Den pige derinde skal have fuld beskyttelse fireogtyve timer i døgnet, og det tager jeg mig af. Og så håber jeg eddermame ikke at De møder det som hun rendte ind i, for så kan stikke Deres fine uniform skråt op. Gjorde jeg mig selv forståelig? Det håber jeg.
Mesterens ansigtskulør ændrede til en mere kobberrød farve.
- Jeg klager over Dem, var det eneste han kunne finde af ord.
- Det skulle De til at gøre. Min chef hedder Elliott Nobles, og han vil ganske givet give Dem ret i at jeg er rablende vanvittig. De må også godt få mig fyret hvis De vil, men pigen derinde skal stadig beskyttes, med eller uden Deres hjælp.
Jason vendte rundt på stedet, og gik ind på stuen.


Det lille nye trekløver sad sammen et øjeblik efter. Sorensen sad med den gamle læderindbundne bog han havde fundet.
- Jeg fandt denne her bog i et lille antikvariat hvor jeg handler bøger. Kvinden der har den lille biks, anede ikke en gang hvor hun havde den fra. Den stod der bare. Den fortæller hele deres meget gamle historie. Den fortæller for eksempel at de stammer fra Sydamerika, fra nogle indianerstammer dernede og at der har været virkelig mange af dem rundt omkring i verden. Men det er så mange år siden, og mange af dem er væk nu, så til sidst blev de bare uhyggelige vandrehistorier, der kun blev fortalt for at skræmme børn hvis de var uopdragne. Men de findes åbenbart stadig, og er særdeles virkelige. Det kan ikke siges ofte nok, og det ved du, Natalie. De er utroligt drabelige, men de har også svagheder. De kan ikke tåle at se et kors, og som alle vist ved, de kan slet ikke tåle solens stråler. De brænder op. Men de kan heller ikke tåle en spids gren gennem hjertet. Det sidste er bare noget sværere, for der skal vi fange dem mens de hviler. Og vi ved ikke rigtig hvor deres skjulested er. Det er tydeligvis her i Maine et sted.
- Hvad skal de med alle børnene, spurgte Natalie.
- Det er også en meget uhyggelig historie, der ikke har ret mange fortilfælde. Men det hedder sig, at de tog børnene fra alle mulige landsbyer dengang, for at skabe en hær af kannibaler, der kan skabe rædsel og skræk.
- Men de er jo ikke selv kannibaler.
- Nej. De er kun interesseret i blodet. Men det gør det ikke mindre uhyggeligt.
- Undskyld jeg afbryder, men jeg har to spørgsmål. Kan børnene tåle sollys? Og hvor kan vi være sikre på de ikke kommer? Jeg har ikke lyst til at blive her.
Natalie så bekymret på de to erfarne herrer efter sine spørgsmål. Jason kastede et blik ud af vinduet.
- Om en time eller to går solen ned.
Han så på Sorensen, der nikkede tilbage.
- Jeg ved tilfældigvis hvor der er en nedlagt kirke her i byen. Den er stadig ikke revet ned, og der kan vi føle os sikre i nattetimerne.
- Perfekt, og der kan vi også lægge en ny slagplan, sagde Jason.
- Hvad mener du med slagplan? Og hvad med mine spørgsmål, spurgte Natalie.
Jason rejste sig og lænede sig over sengen. Han så direkte i Natalies øjne.
- Om det så bliver det jeg gør her i livet, så kan jeg ikke tillade at de svin render rundt og dræber hver nat. Maine har allerede mistet tyve børn så vidt jeg ved.
- Det er rigtigt nok, Natalie. Børnene står desværre ikke til at redde. Det er for sent.
Natalie fældede den første ud af mange tårer.
- Alle de stakkels børn, hviskede hun.
- De er ikke børn mere. De er monstre, og de er nødt til at se solen.
Jason var klar i mæglet, og mere alvorlig end nogensinde før.


Et andet sted på et større kontor, sad Elliott Nobles med en politimester i røret.
- Det er ikke rigtigt det De fortæller, vel? Sagde han det? Jeg gør noget ved det straks.
Han smed røret hårdt på, og bandede lavmælt.
- DOLORES; KOM HERIND!
Hun stod lige udenfor døren, og åbnede den meget forsigtigt.
- Han er blevet sindssyg. Jeg vil ikke mere. Jeg flyver selv til Maine og fyrer ham. Og lige én ting til. Du tager med.


Trekløveret nåede kirken inden solnedgang. Det var ikke helt gået op for Natalie hvad det var, de skulle frygte. Fordi det de flygtede fra kun var kendt fra film og bøger. De fandtes kun i fiktion. Men de to voksne mænd var ikke et par landsbytosser, med en livlig fantasi. De var heller ikke bare et par fordrukne alkoholikere, der troede de havde set noget, der ikke fandtes. De mente hvert et ord.
Den ene af dem havde endda beviser fra en gammel læderindbundet bog. Hun havde jo også selv set den unge mand, der pludselig brændte op for øjnene af hende. Alligevel var det for uvirkeligt til at være sandt. Alle børnene. Hvad med dem? Nu var de små monstre, sagde de. Natalie kunne i hvert fald ikke sende et barn i døden hvis hun så en af dem. Det måtte de to mænd klare. Hun ville nægte hvis de sagde hun skulle. Lige nu ville hun allerhelst hjem til sin egen kreds, men hun turde ikke.
Hvis det virkelig passede hvad de sagde, så var alle i fare.

Det var en ruin af en kirke, med store huller i taget, og et samlested for byens fugle der lettede og landede med jævne mellemrum. Flere steder fra loftet og ned langs væggen, hang der flere kilo tunge spindelvæv der havde flere år på bagen. Mange af bænkene var væltet, eller ødelagte. Der var graffiti op og ned af væggene, og mange af ruderne var knuste for længst. Noget af altertavlen stod der stadigvæk, og Sorensen gik og stillede sig foran den.
Natalie kom hen ved siden af ham. De sagde ikke noget nogen af dem. De stod bare der og stirrede op på den begge to, som den hang der og forestillede Jesus der beskyttede sine engle.


I baggrunden gik Jason rundt og undersøgte skyggerne. Han havde trukket sit våben, selv om han godt vidste, at det ikke ville kunne dræbe dem. Kuglerne i pistolen ville allerhøjest irritere dem. Måske sinke dem lidt. Han kendte godt sandheden, og alligevel ville han sikre området omkring kirken. Jason hadede at have ret. Specielt i denne her sag. Den var som ingen anden før. Den var værre end dengang, han blev sendt til Oregon, fordi en ældre dame mente hun havde sin gamle nabo forvandle sig til en varulv, for så at dræbe og æde sin kone. Elliott var blevet rasende, da Jason var kommet tilbage, med et bevis i form af ulvepels han havde fundet ved siden af resterne af den skambidte og halvt spiste kone. Ikke desto mindre fandt man aldrig manden. Men vidner længere oppe nordpå, havde mødt en nøgen gammel mand i skoven. Alligevel mente Elliott at man skulle lukke sagen.


Lederen stod foran sine disciple. Så tog han sine solbriller på, og gik. To af dem gik med, og de andre blev tilbage. I baggrunden var et par børn stadig i gang med at slikke knoglerne rene fra den unge knægt. De var røde i deres ansigter og grinede til hinanden, som om det hele var en leg. En sanktbernhardshund stod og logrede med halen, med et kranie i munden. Da den så lederen gå, gik den med.


Elliott Nobles steg af flyet i Portland, mens regnen styrtede ned. Han så mod himlen og vendte mundvigen nedad. Dolores steg også af det lille privatfly. Hun opgav at redde håret. Så meget regnede det. Det stod ned i stænger, så det slog hårdt ned i vejen. Vejret var nogenlunde som Elliotts humør. Det skurede og skummede af raseri.


Et lyn flækkede himlen, mens tre mørke skikkelser fløj rundt i skyggerne af et industrikvarter. De var også ved at lande. De forvandlede sig til menneskelignende dræbere, og to af dem gik den ene vej, og lederen den anden. Fra skyggerne kom en stor hund løbende.


På en fashionabel natklub dansede Portlands ungdom vuggende til musikken. Der var tæt pakket, og blinkende lys i alle farver. En tung bas bankede i dansegulvet, mens en dj stod oppe på noget der kunne minde om en talerstol og styrede musikken. Ved døren stod der brede udsmidere og bestemte hvem der kunne komme ind. Der var spejle på væggene, men de afspejlede ikke ham, der netop var gået ind.
Han svævede rundt blandt de unge, indtil han landede lige foran Kathleen. Hun var høj og slank med fine linjer. Han var klædt i en stramtsiddende rød sag, der ikke overlod meget til fantasien. Kathleen blev ved med at danse foran ham, selv om hun ikke var alene. Den 28 årige advokatsekretær var i sit es på dansegulvet, efter adskillelige drinks. Bagfra kom en bredskuldret bryder, der var stolt over at have været på landsholdet.


- Find dig en date selv sømand. Hende her er min i aften.
Den høje mand nøjedes med at vende sig og tage fat i bryderens overarm. Han knuste den ved at trykke den sammen en enkelt gang. Bryderen skreg af smerte, og sank sammen på gulvet. En udsmider kom løbende og smed ham ud.

Handlingen tændte Kathleen. Den høje tynde mand i den lange læderfrakke havde ordnet bryder som var han ingenting. Hun blev ved med at danse foran ham, i en rytme der ikke var til at misforstå. Hun lod tungen køre rundt, så den fugtede hendes læber. Den tynde dansede ikke. Han åd hende med øjnene. Hun rakte ud efter hans solbriller, men han greb hendes hånd.


- Tag det roligt. Jeg vil bare vide hvordan øjne ser ud, skreg hun.
- Jeg tåler ikke så godt det stærke lys, hviskede han.
Hun kunne høre hans ord alligevel. Han lænede sig frem mod hende, mens hans negle voksede. Da han var helt tæt på, løftede han på brillerne.


- Hvad gør vi hvis de kommer, spurgte Natalie og rystede over det hele.
- Så bliver vi herinde i kirken. Her er vi sikre. De kan ikke komme ind.
- Det er jo bare en gammel ruin. De kan jo bare vade ind, ligesom vi gjorde.
Sorensen åbnede sin skuldertaske og tog bogen.
Han viste Natalie et tegnet billede, hvor en af dem havde forsøgt at gå ind i.
Tegningen viste tydeligt hvordan den brændte op.
- Det var ligesom ham der stod foran mig, udbrød Natalie.
- Præcis. De kan ikke tåle kirker. Her er vi på Guds jord. Den er hellig. Også for dem.
- Hvordan kommer vi nogensinde ud herfra?
- Ved at vinde over dem. Ved at lokke dem herhen, men det kan tage tid.
Sorensen kørte en hånd hen over Natalies hoved i omsorg.
- Det virker kaotisk lige nu, ikke?
- Jo det virker håbløst.
- Tro mig. Jeg har set meget mærkeligt i mit liv, men det gør det ikke bedre. Men der er en løsning på næsten alt. Vi venter til det bliver lyst, og så forstærker vi os.
- Hvordan det?
- Jeg har et par idéer.


Jason kom hen foran dem. Konditionen var ikke hvad den havde været en gang.
Han pustede og stod foroverbøjet.
- Det er også de skide smøger. Jeg er ellers stoppet, men det er ikke så længe siden.
- Cigaretter er også møg usunde, sagde Natalie.
- Hele livet kan være usundt, unge dame, svarede Jason.
Han så på Sorensen, der sad med sin bog i hånden.
- Jeg tænker om du har en eller anden idé?
- Ja det har jeg faktisk. Jeg har flere, men vi er nødt til at vente til det bliver lyst. Der er noget vi skal have fat på.
Jason nikkede og så sig omkring.


Kathleen gik usikkert på de høje hæle. Alle drinksene havde gjort sin virkning. Hun sang og lo beruset til den høje mand. Hun anede ikke hvor han førte hende hen. Hun gik bare med, for det havde hans øjne sagt.
- Du har stadig ikke svaret på hvad du hedder og hvor du kommer fra?
Han smilede til hende.
- Jeg hedder Dominic, og kommer fra Sydamerika.
- Dominic, gentog hun.
Kathleen så sig omkring. De var gået ind i en gyde. Der var mørkt og stille. Kun en enkelt gadelampe blinkede hvidgult. Den gik ud da Dominic så på den. Kathleen grinede højt, uden rigtig at vide hvorfor.
- Kan du overhovedet se noget i mørket med de solbriller på.
Hendes tykke blodåre bankede i halsen mens hun snakkede.
- Jeg kan se præcis det jeg vil se. Det er rigeligt.
Kathleen var ved at falde over en regnvåd papkasse der lå på jorden. Så hun så ikke forvandlingen bag sig. Det knækkede højt, som når knogler knækker. Det knasede som når man trådte på tørre blade i skovbunden. Det var først da hun så på ham igen, at hun kunne se den ægte Dominic. Uhyret var over hende før hun kunne nå at skrige.
Det bed og det drak, og det tømte hende for blod.

Kun få minutter efter, lod uhyret den blege Kathleen falde til jorden. Det vendte sig mod den store hund der kom listende bagfra. Det så på den med sine hvide øjne.
- Du kan tage dig af resterne, hviskede uhyret.


Natten var ikke længere ung, og der var kun få timer tilbage. To af Dominics disciple vendte tilbage med to nye børn. To små piger med ens frisurer. De havde ens blå kjoler på og holdt hinanden i hånden. Tvillingepigernes øjne var hvide som nyfalden sne. Da Dominic landede så han pigerne og var tilfreds. En stor vild og våd hund kom piskende gennem kloakkerne. Den havde en lårknogle mellem tænderne.


En rød Plymouth Fury kørte stærkt gennem de regnvåde gader da solen stod op. Den blev efterfulgt af en Buick 8, der også havde en højere hastighed end nødvendigt. For Portland var det en ny travl hverdag der ventede. Der var larm fra de mange biler og lastvogne til og fra havnen. Der var industrien der vågnede, og gav lyd fra sig. Men der var også sirener flere steder i byen, fra både politi og ambulancer.


Trisha McFarland kom trissende gennem bygerne på sin nye cykel. Hun havde en konkurrence med sig selv, og det gjaldt om at blive våd. Hvem ville blive mest våd, hende eller cyklen. Hun ville også gerne slå Tom Gordons rekord. Det lykkedes ham altid at blive drivende våd, og aldrig få skæld ud. Trisha fik skæld ud hver gang.
Det irriterede hende, at hendes bedste ven aldrig fik bøvl når han kom hjem. Hun fik aldrig andet, lige meget hvad. Om hun så havde slået hul på knæet, så var det også galt. Der fik Tom bare støtte og omsorg. Det var rigtig snyd var det.

Trisha trådte alt hvad hun kunne i pedalerne. Retningen havde ikke den store betydning, så længe der var plads nok. Heldigvis holdt den 9 årige pige sig væk fra de store befærdede gader. Hun holdt sig til det kvarter hun kendte. Der hvor hun og Tom Gordon var vokset op. Hun var oppe at stå og brugte alle sine kræfter. Ned gennem sidegaderne og forbi nogle af gyderne. Hun skulle bare nå den sidste gyde, så var målet nået. Men på et tidspunkt måtte hun træde alt hvad hun kunne. Der bremsede hun så hårdt at dækket næsten brændte. Lige foran hende, i den sidste gyde hvor målet var. Lå der resterne af noget hun dårligt kunne se, hvad var. Det var eller klædt i en rød sag, der ikke overlod meget til fantasien. Der gik ikke så længe, før Trisha så hvad det egentlig var. Der skreg hun så højt, at hele Portland måtte have hørt hende.
Eller Tom Gordon forhåbentlig. Det håbede hun i hvert fald. Da skriget fra den lille pige gav genlyd i gyden, vågnede Natalie med et sæt. Ikke så meget fordi hun hørte pigen, det var mere på grund af mareridt. Sorensen sad ved siden af hende, og lagde en beroligende hånd på hendes.


- Tag det roligt unge ven. De kommer ikke her, og slet ikke nu.
Natalie forsøgte at finde sin egen vejrtrækning. Hun så sig nervøst omkring.
- Hvor er Jason?
- Han fik en opringning på sin mobiltelefon. Han er gået i nogle timer.
- Men han kommer tilbage?
- Det går jeg stærkt ud fra.
- Du skulle også noget i dag. Det snakkede du om i går. Det hørte jeg da.
- Ja men jeg venter til Jason kommer tilbage. Han skal hjælpe mig.


Gaderne var næsten oversvømmet, og det stod stadig ned i stænger. Der var et massivt politiopbud i den mørke gyde. Elliott Nobles var også til stede, og stod med en paraply og så på liget. Det der nu var tilbage, blev lagt på en båre af et par mænd. En politimand i civil forklarede at det blev fundet af en lille pige på 9 år.
- Hvordan fanden er hun kommet til at se sådan ud?
Elliott stillede spørgsmålet ud i luften, og forventede ikke noget svar. Der var teknikere til stede, der i regnen forsøgte at finde det mindste bevis. En skikkelse dukkede op i baggrunden.


- Jeg regner ikke med at du vil have min teori, Elliott.

FBI direktøren vendte sig og Jason skarpt i øjnene.
- Nej. Jeg vil have dit skilt og dit våben. Du stopper nu. Jeg vil ikke have dig rendende rundt her og lave ballade. Jeg havde byens politimester i røret. Du går langt ud over dine grænser, Jason. Det er ikke sjovt mere. Det har det faktisk aldrig været.
- Du kan sagtens få mit skilt og mit våben, og det her er ikke for sjov. Jeg stopper ikke her. Jeg ved hvad det er, men det vil jeg ikke trætte dig med. Du vil alligevel ikke tro på mig. Ligesom den sag i Oregon. Jeg ved jeg havde ret den gang, men det her er værre, Elliott. Det kan din fantasi slet ikke overkomme.
- Nu stopper du simpelthen med dit pladder. Jeg orker dig ikke. Jeg har ringet og talt med justitsministeriet. Jeg får dig smidt ud af korpset. Omgående. Hører du?
Jason rakte ham sit skilt og sit våben. Han smilede ikke, selv om det var det mest naturlige, fra netop Jason. Men smilet udeblev.
- Det her våben kan alligevel ikke gøre nogen forskel, overfor det vi er oppe imod. Og det lig der lå der, har helt sikkert noget med børnenes forsvinden at gøre.
Elliott kiggede længe efter Jason da han vendte sig og forlod gyden.
Han forstod ikke et ord af hvad han sagde, men han var glad for, at han fik sagt sin mening, og at han havde fået Jasons skilt og våben. Jason var ikke længere hans ansvar. Alligevel greb han sin mobil mens han trådte et par skridt til siden for sig selv.
- Det er Elliott her. Vi har en gammel sag liggende fra Oregon. Jeg vil gerne have du åbner den igen, med det samme. Jeg kigger selv på den når jeg kommer hjem.


Toogtyve små børn stod helt stille i rad og række. Der var ikke en af dem der rørte sig. Deres ansigter var som statuer. De var kolde og uden træk. Deres øjne var hvide, og de blinkede ikke med dem. Dominic og de syv andre hang fra loftet med vingerne omkring sig. Store kløer i stedet for fødder havde et fast greb om nogle rør. Deres øjne var lukket, og der var forholdsvis stille. Den eneste lyd der trængte gennem stilheden, var en stor savlende hund, der lå og slikkede på en knogle.


Sorensen stod foran ruinen og ventede da Jason kom gående.
- Er du klar, spurgte Jason.
- Ja det er jeg. Pigen sover, og jeg har givet hende besked.
- Jeg tænker du ved hvor vi skal hen?
- Til det nærmeste hospital, og vi skal ikke opdages. De vil aldrig kunne forstå vores ærinde. Så lad os gøre det stille og roligt.
- Lige præcis.
- Vi skal også forbi et par butikker. Vi er nødt til at få noget at spise og drikke. Og så skal vi også selv have noget søvn. Det kan blive en lang nat.
Der gik et par utroligt lange sekunder, hvor de to mænd bare så hinanden i øjnene.
Det de var i færd med at skulle kæmpe imod, ville overgå manges fantasi, og mange ville slet ikke kunne forstå det. Men de fandtes, og skulle nedkæmpes. Utraditionelle metoder måtte tages i brug, så de var klar når solen gik ned. Jason og Sorensen forlod kirken uden at sige noget til hinanden. Regnen stod ikke stille, og floden i kloakken var ved at løbe over sine bredder. Sent hen af eftermiddagen var trioen atter samlet i den gamle kirke.


Sorensen sad med en beroligende arm om Natalie. De var søgt ind den del af kirken, hvor taget stadig holdt dem i ly for regnen. Jason tog sig et hvil på en bænk, mens Sorensen forsøgte at forklare Natalie hvad de havde tænkt sig. Natalie rystede på hovedet.
- Kommer det til at virke? Det er som et levende mareridt det her.
- Det skal virke, og nu er i vi i hvert fald forberedt.
- Jeg tænker stadig på alle de børn. Stakkels små størrelser.
- Det kan jeg godt forstå, Natalie. Men de er ikke børn mere. Det skal du huske hvis vi ser nogle af dem. De er forvandlet til noget andet.
Natalie knugede sine hænder om sit kors. Sorensen lagde mærke til det, og nikkede til hende.
- Det er dit stærkeste våben nu. Du må ikke slippe det.
Natalie så på ham, og prøvede at forstå.


Aftenen nærmede sig og mørket lagde sig tungt ind over Portland. Store tykke mørkegrå skyer dækkede for månen, mens regnen holdt pause. Det virkede, som var det en mystisk dødelig symfoni blev spillet fra kloakkerne og op af ristene i gaderne, hvor et antal skinnende hvide øjne kiggede frem, og gjorde sig klar til at gå til angreb.

Dominic stod foran sine syv drabelige engle. Flere af dem havde ikke drukket i dagevis, og de havde en tørstig længsel. Han sendte fire af dem af sted. Sluk jeres tørst og kom tilbage. Lederen gik hen foran sin hær af børn, og smilede. Han vendte sig mod verden, og følte sig klar til at indtage den.


Senere ud mod aften, da klokken var ved at runde midnat, kom fem unge mennesker gående. Der var en løftet stemning blandt de unge. Den ene af dem var en pige i starten af tyverne. Hun var faldet for de fire unge gutters charme, og de havde lokket hende med søde ord om hendes udseende. Carrie gik ellers aldrig alene i byen, men denne aften var anderledes. Hun havde haft et voldsomt skænderi med sin mor, og dette her var hendes oprør. De fire unge mænds udseende, mindede meget om hinanden. Deres hår var sort, og de havde sydlandske træk i ansigtet. De talte med accent, og Carrie var faldet for det. Derudover havde de lovet at følge hende hjem.
Det var allerede blevet ret sent, og hun vidste at hendes mor ville blive endnu mere gal, og der var ingen grund til at gøre det værre. Drengene smilede til hinanden, mens Carrie talte mest med den ene.

- Hvorfor vil du ikke fortælle hvorfor i alle fire har solbriller på.
- Vi kan bare ikke tåle stærkt lys.
- Der er ellers helt mørkt her. Der er ikke ret meget lys.
- Vi har helt almindelige øjne. Sådan nogen har du set før.
- Har du brune øjne?
- Det har vi alle fire. Vi er brødre. Det fortalte jeg dig jo.
- Går i altid sammen?
- For det meste.


Carrie spurgte også fordi hun havde lyst til at kysse ham. De andre behøvede ikke at være der. Fra det ene sekund til det andet, var der noget der tiltrak drengenes opmærksomhed. De stoppede alle fire og løftede ansigterne, og trak vejret dybt. Carrie forstod det ikke, og kiggede forundret på dem. Hun prøvede det samme, men kunne ikke fange den duft som de kunne. Ham hun håbede på, kiggede på hende.
- Jeg lover at finde dig en anden dag, men vi er nødt til at løbe.
- Kommer du tilbage?
- Det lover jeg Carrie.
- Jeg er i Green Memorial Kirke hver søndag. Den ligger på Sheridan Street. Jeg hedder Carrie White. Jeg håber du kommer.
Hun smilede forventningsfuldt til ham. Han trådte et par skridt tilbage. Han kunne ikke smile tilbage. Carrie så længselsfuldt efter ham da de løb. Hun spekulerede slet ikke på, at drengene løb ufatteligt stærkt.


Det dryppede fra en klar pose og ned på den fugtige gade. De fire drenge stoppede samtidig deres løb foran et gammelt faldefærdigt stakit. Indholdet så sort ud i mørket, og der var ingen gadelamper der virkede der. Der trang var for stor, og de kunne ikke styre sig. De smed deres briller fra sig, og begyndte deres forvandling.

På afstand fra mørket på den anden side af gaden blev der taget sigte En bue var spændt i en armbrøst. Der blev skudt men ingen af de fire uhyrer hørte noget. Det var ikke før, den ene af dem så ned af sig selv, at de bemærkede noget. Han var ikke længere noget uhyre, men en ung fyr igen. Han så den spidse genstand, der havde gennemboret hans krop.


Han begyndte at gå i opløsning, og skreg for sit liv. De tre andre kunne ikke gøre noget, og måtte bare se det ske. Endnu en pil blev affyret, og endnu en gik til. De rystede over det hele, inden de drattede om. De to sidste så deres brødre begynde en transformation. Det forvandlede dem ikke til uhyre, men til aske.

En forberedt trio trådte frem fra skyggerne med kors i deres hænder. De to sidste gik baglæns, men kun for at træde ind på kirkens område. Det brændte helt ind gennem kroppen på dem. Flammer stak ud af deres øjne, mund og ører. På kun et øjeblik var det forbi. Til sidst var der ikke mere der kunne brænde, og der blev stille.

Jason så på sine to nye venner med en armbrøst i hånden. Natalie nikkede med sit kors hævet i hånden.
- Nu kan vi vinde, sagde Sorensen.


På et hotelværelse inde midt i byen kunne Elliott ikke sove. Han vandrede hvileløst op og ned af gulvet, iklædt en pyjamas med pandaer. Han kunne ikke slippe Jasons ord. Hvorfor fanden havde han ikke bare sagt hvad det var? Nej selvfølgelig skulle han lyde kryptisk. Hvad pokker havde det maltrakteret lig med børnene at gøre?
Hvordan kunne han sige det så sikkert? Han blev ved at spørge sig selv, men han kunne ikke finde svaret. Nu havde han fyret ham, så nu ville Jason helt sikkert ikke tale med ham.


Da solen var ved at gå op herskede der en urolig uro i lejren nede i kloakken. Dominic sparkede til en forbipasserende rotte. Den var allerede død inden den landede i det forplumrede ulækre vand i floden. Han snerrede og viste sine lange tænder og lynede med øjnene. Hvorfor var de ikke kommet tilbage? Brødrene burde være tilbage nu, inden solen viste sig helt på himlen. De tre tilbageværende disciple turde ikke reagere på hans raseri. Den store hund gøede, lige indtil Dominic pegede på den. Så lagde den sig og peb. Han måtte gå ud fra, at de havde mødt en hidtil ukendt fjende, og var gået til. Han startede sin egen forvandling og ændrede sig.


Hans knoglestruktur brækkede sig i stumper så det knasede fra hans ryg. Dominic strakte sine arme ud til siden, og hans vinger kom langsomt til syne. Hans hænder med de lange kraftige negle tog sig anderledes ud som kløer.

Andetsteds i byen lagde Sorensen et tæppe over Natalie. Den unge dame var faldet helt hen, og kunne ikke holde sig vågen mere. Sorensen kunne ikke holde et smil tilbage. Jason stod ude ved det faldefærdige stakit og så solen stå op. Deres våben var gemt væk, i de næste mange lyse timer i hvert fald.


På sit eget hotelværelse sad Dolores og skrev rapporter, efter ordre fra chefen. Hendes hår stod til alle sider efter en tur under bruseren. Klokken var ikke mere end syv da det buldrede på hendes dør.
- Du kommer til at være alene et par dage Og i den tid vil jeg have at du får fat i Jason. Få ham herhen på hotellet og snak med ham.
- I Jason sir? Jamen er han ikke lige blevet fyret?
- Jo, og det piner mig af helvede til, men vi kommer ingen vegne. Jeg er nødt til at vide hvad han tror det er. De unger skal findes, levende eller døde.
Elliott var på vej ud af døren igen, og så vendte han sig.
- Skulle fanden stå i at Jason har ret. Jeg ville hade det.
Dolores trak svagt på smilebåndet.
- Du smiler ikke på grund af ham, det kan jeg godt fortælle dig. Forstået!
Elliott pegede på Dolores et par sekunder inden han forsvandt ud af døren.


Jason stod foran kirken og så en vogn med fejebørster køre forbi. Den tog alt med sig og fejede det mod rendestenen, og i ristene. Sorensen kom hen ved siden af ham, og kunne nærmest høre hvordan Jason tænkte højt for sig selv. Han lagde en hånd på skulderen af ham.
- Hvad tænker du Jason?
- Jeg tænker på hvor de er om dagen. Mit første bud ville være nede omkring havnen, men det skal være et sted hvor der er mørkt hele tiden.
- Det kan vel være hvor som helst.
- Det kan det sikkert sagtens. Men det er i hvert fald her i byen. Det kunne i princippet hvor som helst i Maine, men det var hurtigt, at de fire væsner dukkede op i går aftes. Og der er garanteret flere hvor de kommer fra.
- Der kan vel være mange. Vi ved det jo ikke med sikkerhed.
- Jeg har en idé, men den er risikabel, Sorensen. Den er eddermame risikabel.
- Hvad vil du?
- Jeg vil gå på jagt, i kloakkerne. Der er konstant mørkt. Det er et perfekt sted for dem at gemme sig om dagen.
- Ja den er risikabel. Der er også noget andet. Ingen af os er unge mere. Vi er ikke trænet soldater til sådan en opgave, Jason. Jeg ved sgu ikke rigtig.
- Jeg beder dig ikke om at gå med, men jeg er nødt til at prøve. Jeg vil stoppe det her. Ellers bliver de ved. Det ved du. Hvis jeg ikke tager fejl, så er de svagest om dagen. De regner ikke med at der kommer nogen, netop derfor.
Sorensen så sig omkring og trak vejret dybt. Han rystede på hovedet.
- Ok Jason, men Natalie bliver her.


Kloakken omkring Portland var enorm, og ingen af dem havde en idé hvor de skulle starte. De havde skaffet sig et kort, og et par stærke lommelygter. De så på hinanden inden de kravlede ned. Et par sælsomme sekunder varede som en evighed. Nogen var nødt til at handle. Jason havde jo ret. Sorensen kyssede et billede af sin kone, inden han gik ned. Jason var ikke overdrevent troende. Alligevel gjorde han korsets tegn. Natalie sov roligt. Lykkeligt uvidende.


Børnene stod der stadig, men nogen af var urolige. De var sultne. De fire uhyrer sov på hovedet med kløerne om nogle rør. Hunden løftede hovedet. Dens hørelse var stadig skarp. Den rejste sig på alle fire, og løb en retning af noget lyd. Ingen af de fire uhyrer hørte noget.


- Ja det ville være løgn at sige, at der dufter af violer hernede.
Jason lo hviskede af Sorensens kommentar.
- Ja den er ikke helt god, men ved du hvad, jeg er vokset op på landet. Og der lugter heller ikke altid godt når der bliver spredt gylle på markerne.
De grinede begge to, selv om situationen krævede deres fulde opmærksomhed. De gik langsomt videre, mens Jason studerede kortet med lommelygten på.
- Om en kilometers penge er vi fremme ved nøglepunktet. Herfra samler kloakken sig og løber nærmest ud som en flod til vandanlægget, hvor det hele bliver renset.

De kunne ikke høre det endnu, men fire store poter tæskede gennem vandet, deres retning. Den var vild i øjnene og tænderne var blottet. Pelsen stod til alle sider. Den havde kun én ordre. Pas på din herre, uanset prisen. Den var forblændet for alt andet naturligt.


- Kan du høre noget, spurgte Jason og stoppede sin gang.
- Vi vader i en å af pis og lort, og jeg prøver at undgå at brække mig. Det eneste jeg kan høre, er vores nyindkøbte gummistøvler i vandet, hvor mine i øvrigt er et nummer for små. Nej jeg kan ikke høre noget specielt.
- Der er noget der nærmer sig. Vi skal være forberedte, Sorensen.
- Kan du ikke gøre mig en tjeneste?
- Jo selvfølgelig. Hvad er det?
- Kald mig Michael. Det andet lyder så fornemt.
- Det bliver Michael fremover.
- Tak skal du have, Jason.

I netop det sekund kom den farende imod dem. Den snerrede hidsigt. Jason lagde an til skud. Den første var en misser. Pilen flød lige forbi hundens øre. Han ladede armbrøsten igen og gjorde en pil klar. Han satte sig på knæ, og sigtede. Hunden var kun få meter fra Jason, og så skød han.

Hundens hjerte blev gennemboret, og den lå stille i åen foran dem.
- Det var sgu tæt på, Sorensen.
- Michael.
- Hvad? Nå ja, Michael.
- De er tæt på nu, Jason. Det læste jeg i bogen. Lederen af uhyrerne skaffer sig altid en følgesvend. I det her tilfælde har det helt sikkert været den hund.
Jason løftede hundens øjenbryn. Øjet var helt naturligt brunt igen.
- Den bliver ikke til aske. Skal vi lægge noget i det?
- Den er ikke blevet forvandlet ved bid. Den døde som enhver hund ville.
Jason tog fat i hundens navneskilt.
- Det må du undskyld Cujo. Det var dig eller mig.
Jason rejste sig og så på Michael.
- Hvad med alle børnene. Er de blevet bidt.
- Det tror jeg ikke, men det er noget andet med dem. De dør ved solen, hvis de ser den. Jeg er ikke en gang sikker på at de dør ved pilene.
Jason sank en større klump.
- Shit. Men vi må altså finde uhyrerne først.
Michael nikkede og begyndte at gå videre.


Tre af de fire dræbere sov stadigt. En af dem var blevet vækket. Han stod uroligt og så sig omkring. Transformeret om til et menneske. Han tog sin lange læderfrakke på, og snusede indad. Han havde ikke samme styrke som om natten. Han var urolig. De hvide øjne søgte i alle skyggerne, men han kunne ikke finde sin hund.

- Vi lokker dem igen. Er du klar?
- Har du spændt buen, og har du pile nok, mon?
- Jeg er klar.
- Hvis alt andet går galt, så vender vi om og løber tilbage mod kirken.
De nikkede til hinanden.


Dominic vækkede sine tre bevingede venner. Gå på jagt. Her lugter af blod. De lystrede hans mindste vink, og gik samlet. Forvandlet som mennesker, og ikke med samme styrke.

De mindede til forveksling om tre helt almindelige unge mennesker. Hvis ikke det var på grund af deres hvide øjne, kunne de sagtens have været tre udvekslingsstuderende fra Sydamerika, der bare kom gående. Men de gik i kloakkerne, og de var ikke bare tre studerende. De stoppede alle tre da de kunne lugte blodet. De smilede. Den ene af dem var en pige, der engang havde været 19 år.
Rosa var kommet gående ved sine forældres vinmarker i Argentina. Lykkelig for livet havde hun sunget i sin egen verden, for over to hundrede år siden. Solen var for længst gået ned, men der var ingen farer, for hun levede som datter hos en af de bedre stillet familier i omegnen. Hun var en af de smukkeste piger i miles omkreds, og var ofte ombejlet af områdets mange unge mænd, men Rosa var sin egen. Hun stoppede ikke før en høj tynd mand stod foran hende, i en lang sort læderfrakke. Han bed hende, og drak. Rosa døde hurtigt, indtil han bed sig i håndleddet, og lod hende få lidt af hans blod. Hun forvandlede sig, og gik med Dominic hjem og dræbte hele hendes familie.


De tre disciple nåede til et sted i kloakken, hvor der hang en pose med blod. Ved siden af hang der en lommelygte der lyste stærkt deres vej. De nærmede sig og blottede deres tænder. Den første pil gennemborede Rosa. Hun skreg højt og hylende.
Hun så fortvivlet på de andre. Hun faldt om, og ændrede sig. Michael trådte frem i lyset, med et stort kors i armene.


Dominic kunne høre skrigene. Han kunne lugte brændt kød. Røgen spredte sig hurtigt i kloakkernes gange. Han havde svært ved at ændre sig til det han var. Han måtte flygte og løbe hurtigt en anden retning, alene. Børnene skreg unaturligt, med dybe mandestemmer.

- Vi skal væk herfra, nu, råbte Michael.
- Det var tre mere.
- Men der kan komme børn, Jason. De er ikke bange for korset.
- Satans også. De forbandede børn. Ok vi smutter tilbage til kirken.


Aske fra de tre uhyrer flød mod floden, mens hunden blev liggende stille.

Eftermiddagen lignede hurtigt aften, på grund af det tætte skytæppe. De fleste gadelamper var tændt overalt i Portland. Det dæmpede lys kastede lange skygger langs de mange mørke gader. En enkelt skygge listede sig frem fra kloakken, da solen ikke længere kunne kaste sine farlige stråler mod solen. Han var nødt til at drikke for at genvinde sin styrke. Jo før jo bedre.


På et hotelværelse lagde Dolores telefonen fra sig, og vendte sig mod Elliott.
- Jeg har lige hørt nyt om sagen vedrørende kvinden i det røde tøj. Hende som du så resterne af i gyden.
- Og hvad er det nye så?
- Hun hedder Kathleen Bogart. Hun er 28 år, eller var 28. Hun er advokatsekretær i et større firma her i byen. Hun blev sidst set da hun forlod natklubben med en høj tynd mand i en lang sort læderfrakke, og solbriller.
- Ved vi noget om ham?
- Ikke på nuværende tidspunkt. Men en bryder ved navn Kent prøvede at stoppe ham, fordi denne Kent mente at Kathleen var hans pige. Den høje tynde skulle have taget fat i Kents arm, og knust den med et enkelt tryk. Han er tydeligvis ualmindelig stærk.
- Hvor stor er denne bryder da?
- Han er på landsholdet, i den tunge klasse.
- Det kan da ikke lade sig gøre, ved et enkelt tryk, bare at knuse hans arm.
- Jeg tænkte præcis det samme. Derfor har jeg selvfølgelig rekvireret en lægerapport om fyrens arm. Den er her om kort tid.

Elliott rejste sig fra stolen, og så beundrende på Dolores på afstand.
- Hvordan bærer du dig egentlig ad, Dolores?
- Med hvad, sir?
- Med at tænke så hurtigt, og hele tiden være en tanke foran mig.
Dolores skjulte et smil og så ned i gulvet.
- Jeg tror jeg vil forbeholde mig retten til ikke at svare på det spørgsmål sir.


Under en svag gadelampe i et gustent kvarter, stod Holly. Hun havde en smøg hængende fra mundvigen, der snart gik ud af sig selv. Holly var et af de sørgelige tilfælde, af nattens løse fugle. Hun tjente til dagen og vejen, hvis der endelig var nogen, der ikke kunne holde sine lyster tilbage. Det var desværre sjældent i hendes tilfælde. Hun var ellers ihærdig nok, og spurgte alle der kom forbi.
- Vil du ikke med op? Jeg klarer det hele for en halvtredser.
Der var sjældent nogen der svarede, eller bare kiggede hendes vej. Det var også kvarteret, der kom ikke ret mange den vej. Holly havde såmænd prøvet at skifte til bedre faciliteter, andre steder. Men de jog hende væk. De steder blev styret af dem der var organiseret. Man kunne nemt ende sine dage, og blive fundet dagen efter i en gyde. Hvis man ikke fjernede sig omgående, og blev væk.

Denne aften var meget lig alle andre. Der kom sjældent nogen der. Og alligevel så hun en skygge nærme sig. Men den skygge så ikke en den anden skygge, der nærmede sig. Dominic trådte helt hen foran Holly. Hun så op på ham.
- Vil du ikke med op? Jeg klarer det hele for en halvtredsser.
Han løftede på brillerne og hviskede til hende.
- Vi kan klare det hele lige her.


Han forandrede sig, og spredte sin vinger og hvæssede sine kløer. Han bed og han drak, og han genvandt noget af sin styrke. Han lod Holly falde om på jorden, som en kludedukke. Hun var tømt, og han var beriget. Dominic slog vingerne ud til siden, og han lettede fra jorden. Den anden skygge så det ske, men ville ikke rigtig tro sine egne øjne. Lille Joe var kun 11 år. Han var en forældreløs tigger uden noget hjem. Han var for nylig stukket af fra børnehjemmet igen, fordi forstanderen ikke var sød ved ham. Han slog når det passede ham, og andre gange gjorde han andet. Det var heller ikke rart. Joe trykkede sig hårdt ind til væggen, for ikke at blive set. Men han så manden forandre sig, og hvad han forandrede sig til. Han så den døde kvinde på jorden, og forstod at hun var død. Så løb han alt hvad han kunne, mens han skreg i vilden sky.

Dolores bankede på Elliotts dør, og han råbte at hun skulle komme ind.
- Vi bliver hentet af politiet lige om lidt, sagde hun.
- Hvorfor er det præcis vi gør det?
- Fordi de står med en lille dreng på en politistation i nærheden, som taler i vildelse. Han har set et mord blive begået, men det var ikke det eneste. De ville gerne have at vi kom. Det lyder mærkeligt, og så har jeg i øvrigt bedt Jason Cameron om at møde os derhenne.
- Han sagde vel nej, tænker jeg.
- Ikke når det er mig der spørger.
- Ok godt så. Vi går ned i lobbyen og venter, og så kan du i øvrigt godt fjerne dit fjogede smil. Jeg kan stadig ikke lide den mand.


En kvindelig betjent sad på knæ foran Joe. Hun havde sine hænder på hans skuldre, der rystede af skræk og angst. Drengen græd åbenlyst, og kunne dårligt sige noget.
Han kunne næsten ikke trække vejret og hyperventilerede.

Elliott fik øje på Jason, og sendte ham kun et køligt blik. Jason gik lige forbi Elliott, og nikkede høfligt til Dolores. Dolores pustede sin barm lidt op, så den øverste knap var ved at ryge. Den tynde hvide skjorte skjulte i forvejen ikke så meget. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring for manden med det hvide hår.

Jason satte sig også på knæ foran Joe.
- Det giver desværre ikke meget mening det han ævler om, sagde politikvinden.
- Nå, hvad siger han da?
- Han taler om et uhyre med vinger, der slog en kvinde ihjel. Vi har ganske rigtigt fundet kvinden, og det var ikke kønt, mildt sagt.
Joe trak vejret tungt og så på Jason med bedende øjne.
- Det er rigtigt. Det var det jeg så. Han bed hende, og så fløj han sin vej.
Joe skælvede i stemmen, mens Jason kørte en hånd hen over håret på ham.
- Men de tror ikke på mig. De tror jeg lyver, og så sender de mig tilbage på børnehjemmet, og det vil jeg ikke.
Jason nikkede forstående. Han så på kvinden ved siden af sig.
- Jeg tager den herfra.
Hun rejste sig og trådte tilbage.


- Hvad hedder du?
- Jeg hedder Joe, og jeg er 11 år. Det er rigtig det jeg så.
- Hvad var det for et uhyre du så? Kan du fortælle mig det?
- Det lignede mest af alt noget fra en film. Han forvandlede sig til en stor, flagermus.


Ikke længe efter stod Jason sammen med Dolores. I baggrunden sad Elliott sammen med drengen, og fattede ikke noget.
- Du er nødt til at tro på mig, Dolores. De findes. De findes ikke kun i drengens fantasi. De er levende om natten. Jeg har set det selv, og jeg var ikke alene.
Den kraftige kvinde var for rystet til at kunne sige noget. Jason greb hendes hånd, og det varmede en smule.
- Det er dem der tager børnene. Det ved jeg. Men jeg kan ikke overbevise Elliott, men du må tro på mig. Eller tage med mig. Jeg kan beskytte dig.
Hun var ved at få sin vejrtræning igen, selv om det var svært.


Elliott kom til syne bag dem.
- Drengen er jo vanvittig. Han ender formentlig på den lukkede.
- Jeg tager drengen med mig, sagde Jason og så Elliott i øjnene.
- Ja det tænkte jeg nok du ville sige. Men det er fint nok. Så kan i begge to ende der. Kom så Dolores, vi har noget arbejde at gøre.
Dolores blev stående. Hun så på sin chef.
- Jeg tror jeg tager med Jason. Undskyld sir, men det vil jeg helst.
Elliott blev rød i hovedet på meget kort tid. Han hævede stemmen.
- Sig mig engang, er i blevet alvorlig tosset alle sammen? Hvad fanden er det her for noget? Hvis du går med den mand, så fyrer jeg også dig. Er du med? Jeg gider simpelthen ikke denne her leg mere. I er sindssyge alle sammen. Jeg skal nok klare denne her sag selv. Store flyvende uhyrer. Ofre der bliver flået i stykker, og børn der forsvinder. Jeg finder dygtige agenter hjemmefra. Rigtige eksperter, der ved hvad fanden der foregår. Jeg gider ikke jer to. I kan bare forsvinde.


Dolores og Jason alvorligt på Elliott. Der var ingen der smilede til ham. Elliott vendte sig mod kvinden i uniform.
- Vil du være sød at køre mig tilbage til mit hotel? Så jeg kan væk fra denne her galeanstalt. Her gider jeg sgu ikke være mere.
Kvinden parerede orde, og fulgte med Elliott.


Jason gik hen til drengen og lagde sin hånd på hans hoved. Lige så forsigtig.
- Du kommer med mig, Joe. Er det ok med dig?
- Ja det vil jeg gerne, fordi du tror på mig, svarede han.
- Ja det gør jeg nemlig, og du bliver aldrig sendt hen på børnehjemmet igen.


Ved den gamle kirke bag det faldefærdige stakit, stod Michael og Natalie og ventede.
De blev ikke så lidt overraskede, da Jason steg ud af en taxi, med sit følge. Michael gik frem og rakte Dolores sin hånd. Han hilste høfligt, og viste hende indenfor i ruinen. Natalie var sød at gå på knæ, for at tage imod Joe. Hun krammede ham, hvilket han tydeligvis ikke var vant til.
- Det er min nye ven Joe. Han har set hvad vi er oppe imod, sagde Jason.

Inde i en skygge under taget på et par bænke sad Michael og Dolores.
- Er det rigtigt hvad Jason fortæller, spurgte Dolores forsigtigt.
- Det er jeg bange for det er. Vi har set dem, og slået et par stykker ihjel.
Dolores skjulte sit ansigt i hænderne.
- Det er jo forfærdeligt. Det er jo ganske skrækkeligt.
- Jeg har en bog jeg kan vise dig. Der står der alt om dem. Hvor de kommer fra og hvordan de sover om dagen.


Ikke så langt derfra kørte Elliott og kvinden i en patruljevogn forbi. De kørte ned gennem et par mørke gader, for at skyde genvej til Elliotts hotel. Der lød en rumlen fra vognens motor, og al strømmen forsvandt. Vognen trillede et par meter, og så stod den stille.
- Undskyld hvad sker der, udbrød Elliott.
- Jeg må tilstå, jeg ved det ikke. Vognen fejler ikke noget. Den gik bare ud.
Hun gjorde hvad hun kunne for at starte den, men det var håbløst.
- Åh for helvede, så må jeg jo gå derhen.
Elliott skubbede døren hårdt op og steg ud.

Sekundet efter landede Dominic foran bilen. Han samlede sine vinger og det knasede fra hans ryg. Elliott så det ske, og stod helt stille. Han kunne ikke sige noget. Kvinden sprang ud af vognen og hævede sit våben. Hun havde ikke set forvandlingen, og begyndte at skyde. Men kuglerne havde ingen virkning på Dominic. Han gik roligt hen mod hende, og greb hende i håret. Han satte sine store spidse tænder i halsen på hende. Elliott løb alt hvad han magtede. Han skænkede ikke kvinden en tanke. Elliott var i chok og løb mens han forsøgte at finde sin telefon. Han så rundt omkring efter et skjulested, mens han skreg for sit liv. Han fandt Dolores nummer og trykkede.


Kun et par blokke derfra ringede Dolores telefon. Sekretæren havde ellers travlt med at lytte til deres beretning. Hun rystede på hænderne da hun så telefonen ringede. Hun tog den og trykkede, og lyttede til Elliotts råb. Så blev der stille i røret. Hun så på de andre.
- Nu tror han på os. Han har set ham der forvandlede sig til en flagermus.
- Hvor er han henne, spurgte Jason.
- Han har fundet en gammel forladt skolebus. Der vil han gemme sig
- Der er han ikke i sikkerhed, sagde Michael.
Joe trykkede sig længere ind til Natalie, der holdt godt fast i drengen.
- Hvad skal vi gøre, spurgte en fortvivlet Dolores.
Michael og Jason så på hinanden, og de sagde det i kor.
- Har vi mere blod?


Elliott satte sig på førersædet i den gamle skolebus. Der stank råddent i bussen, men det var bedre end at gå rundt derude. Det havde lykkedes ham at lukke døren, men ellers virkede bussen ikke. Gaden var mørklagt, og man kunne ikke se mange meter frem. Den overvægtige FBI direktør pustede og stønnede. Hans kondition var nærmest ikke eksisterende. Han turde dårlig nok at kigge ud af vinduerne, men det værste var nok også den stank der var i bussen. Der stank fælt af kloak. Til alt held var der ikke nogen flagermus i bussen. Men der dukkede toogtyve børn op bag sæderne. De grinede hult, som en flok sultne voksne mænd med mørke stemmer. De kravlede hen over sæderne alle sammen. Elliott kunne kun vende sig og se dem komme nærmere. Direktøren skreg, og skreg højere og mere fyldt med rædsel end nogensinde. Den skarpe lytter, ville kunne have hørt ham i miles omkreds. De kastede sig over ham, og lemlæstede Elliott til alle sider. Til sidst skreg han ikke mere, men der blev smasket i bussen. Alle børnene havde travlt med resterne af Elliott.


En kvinde i politiuniform kom vraltende hen ad gaden. Hendes skjorte var sølet ind i blod, men det rørte hende ikke. Hendes øjne var hvide, og hun gik efter en speciel duft. Noget hun trængte til, for at leve sit natteliv. Der var en større pøl på jorden foran en gammel ruin. Hun gik lidt hurtigere, i en rytme der til dels kunne minde om en zombies. Michael trådte frem foran kvinden, og hun så ham. Han vinkede hende ind til sig, og hun fulgte efter ham. Lige indtil hun var trådt ind på den forkerte side, af det faldefærdige stakit. Hun hylede mod månen, inden hun gik op i flammer.


De så det alle sammen, inde fra kirken af. Nu kunne Dolores også se det. Det var virkeligt. Natalie sad stadig med Joe i armene. Jason havde lagt armen om Dolores, der følte sig tryg der. Michael Sorensen sad og læste i sin bog, og ledte efter nyttig viden. Der var stille omkring kirken. Der var ikke nogen der hørte han landede. Det var ikke før han brølede højt udenfor. Jason så hurtigt hen på doktoren.
- Er du klar?
- Jeg tror det er deres leder, sagde Michael.
Jason nikkede og løftede armbrøsten.
- Han kan se den aske udenfor. Han leder efter sin nye partner.
Joe begyndte at græde igen, og Natalie begyndte at ryste.
- Nu gør vi det færdigt. En gang for alle, håber jeg.

Fra mørket i kirken trådte Michael ud. Dominic så vredt på ham, og snerrede. Han blottede sine tænder.
- Hvorfor kommer du ikke herind, råbte Michael.


Dominic krummede sig sammen, og rettede sig ud igen, med vinger. Ikke længe efter stod der en enorm flagermus foran ham. Det var svært at sige, hvor Michael fik sit mod fra. Han trådte yderligere et par skridt frem. Dominics hænder var forvandlet til et par store kløer. Hans negle var lange og spidse, men han kunne ikke gå længere frem.


- Jeg har noget til dig, råbte Michael, og trådte et skridt til siden.
Jason tog sigte og skød. Den første pil ramte Dominic i maveregionen. Han kiggede på pilen, og rev den ud. En pil mere ramte ham hårdt i brystet. Dominic stod som en stenstøtte, helt stille i natten. Buen blev spændt, og endnu en pil ramte hårdt. Vingerne på Dominic dalede og han gik på knæ. Han greb ud efter Michael men han kunne ikke nå. Inden han vidste af det, stod der fem mennesker foran ham. De havde hver et kors i hånden. Nogle af dem var hjemmelavet af træ fra stakittet. De gjorde deres virkning. Dominic skreg i smerte, inden flammerne åd hans sidste vilje. Det lyste op i hele gaden, og flammerne var høje. Et liv der var mere end fire hundrede år gammelt gik til i et inferno af ild. Fra han engang havde været stammehøvding fra en jungle. Til han brændte op denne nat, midt i en af Portlands gader.


De blev alle fem stående og så det ske, indtil der ikke var mere tilbage. Der var ikke nogen af dem, der sagde noget. De tog hinanden i hænderne, og bad en stille bøn.
De bad til at det var slut.


Timer efter begyndte solen at dukke op. Dens stråler gled langsomt fra gade til gade.
På et tidspunkt nåede den gaden, hvor en efterladt skolebus stod. Der var ikke mange der hørte de skrig fra børnene. De brændte op, og blev aldrig fundet. Bussen brændte helt ud, og endte som et grimt minde. Ingen var formentlig klar til at høre sandheden.
Sandheden om alle børnene fra Maine. Der var kun fem der vidste besked.
Fem der hver især vendte tilbage til et nyt liv.


Maines guvernør gik på talerstolen i den bedste sendetid.

- Hvad der har ramt os alle, og taget vores børn, ved jeg ikke. Om de bliver fundet igen, kan jeg kun håbe og bed til. De er alle i vores hjerter og tanker, og er stærkt savnet, hvert eneste sekund. Myndighederne har lovet os, at de gør alt hvad der står i deres magt, for lede efter dem, i hver en krog og hvert et hjørne de kan. Ligeledes er der et antal voksne, vi heller ikke kan lokalisere. De vil også blive eftersøgt, og også her har man lovet mig personligt, at man vil gøre alt for at finde dem.


Doktor Michael Sorensen vendte hjem til sin lille kone. Han kyssede hende på kinden, og smilede.
- Ind imellem overgår virkeligheden vores mareridt, hviskede han til hende.

Natalie vendte tilbage til sin egen egn, med en ny lillebror.
- Det her er Joe. Han skal bo her hos os, sagde hun, og de kunne se hun mente det.
De accepterede hendes valg, og for første gang i flere år, følte Joe sig velkommen.
Kort tid efter lukkede børnehjemmet, og forstanderen blev anholdt.

Jason stod og var ved at pakke sit kontor sammen da døren gik op. Dolores kom ind med et smil på læben.
- Han nåede aldrig at sende vores fyreseddel, og der er heller ikke nogen der ved hvor han blev af. Så indtil videre er du stadig ansat i FBI.
Hun lagde hans skilt på bordet.
- Jeg ved snart ikke. Måske er jeg blevet for gammel.
- For gammel til hvad?
- Med alt det du og jeg har set nu.
- Er du blevet for gammel?
Jason slog med skuldrene.
- Til det her arbejde måske, men ikke til alt selvfølgelig.
- Det er godt. Det er jeg glad for.
- Hvad mener du?
Dolores vendte sig om og lukkede døren og låste den. Så vendte hun sig mod ham, og begyndte at knappe sin skjorte op.