Bilkirkegården


Bilkirkegården


Vinden fik støvet til at løfte sig og stryge hen ad landevejen som en gylden sky fra kornmarkerne. Noget af støvet lagde sig på de gamle slidte døde biler, der havde mere end hundrede levealdre bag sig. Biler der var efterladt for at ruste og gå til. Man kunne se livet passere dem, gennem de knuste ruder eller de store og uhelbredelige rustpletter, der var på de fleste af de gamle lig, der engang havde levet og fungeret som fortræffelige befordringsmidler fra A til B og hjem igen. Men det var fra en anden tid, fra før de blev skrottet på bilkirkegården, hvor de kunne stå og dø alene.
På afstand kunne ligene skimte solen lige over oven kornmarkerne. Den red på lave skyer og var ved at give slip. Der var stille. Vinden var også ved at lægge sig. Månen stod på spring til at tage over. Nogle få skygger sneg sig rundt om de stille rustbunker indtil månen var på plads. Så var der stille. Stille, som i rummet rundt om månen. Ikke en eneste lyd trængte helt ned på pladsen. Det var stilhedens alter, og tilhørende var allerede mere end døde. Enkelte af dem gabte fra maskinrummet, hvor gravrøvere havde været forbi og stjæle de dele de selv skulle bruge, for at holde deres biler i live, inden de også skulle stilles og glemmes for evig tid.
Millioner af lysår derfra, var de sidste overlevende fra en døende planet ved at blive opslugt. De gav deres sidste liv i håb om at opnå det uopnåelige. En håbløs kamp om liv og død fik en drastisk og brutal afslutning. På en gold slette stod den sidste overlevende, med et enkelt håb om at forhandling var en mulighed, men det var for sent. Kun et øjeblik efter var også den sidste drænet for overlevelse.
Fra en planet der end ikke havde noget menneskeligt navn men kun et langt nummer af stjerner, set fra jorden, lød der et øredøvende brag, der kunne have sprunget tusind hørehinder på samme tid. Det satte flammer i resten af planeten, der brændte op i løbet af få skrækkelige øjeblikke. På millioner af kilometers lang afstand kunne det bare minde om et stjerneskud da planeten eksploderede.
Et unaturligt stort lyn slog ned fra en ellers skyfri himmel. Det hamrede ned i den tørre jord og gav et krater på størrelse med et par meter i diameter. Lynets indhold rullede og drejede rundt om sig selv i jorden, og fik lukket hullet så krateret forsvandt. Det krøb hen mod kirkegården hvor det atter kiggede op, så det slog gnister mellem alle ligene og fik gødet den muld under ligene, der var sort som natten, og stod klar til at bringe til live hvis muligheden skulle opstå. Det ulmede under jorden og begyndte at ryste. Et lig der for længst havde fået fred, havde mod alt sund fornuft stadig en forlygte, og i et sælsomt øjeblik i løbet af natten begyndte den at lyse. Først lidt sløvt og ikke særlig langt. Men lyskeglen blev stærkere, og en lang lige strækning var godt lyst op. Der kom rotten styrtende med benene på nakken i en flugt for livet. For ikke at den langhåret slanke og hurtige kat fra den nærliggende gård skulle sætte tænderne i den. Den lange fede hale blev ramt af lyskeglen. Det gav katten en fordel, selv om synet i mørket ikke fejlede noget. Den strøg hen over støvet og var tæt på med en pote fyldt med lange klør. Rotten havde endeliggyldigt tabt den kamp, hvis det var lykkedes. Der var kun få meter mellem dem da rotten hoppede op på et rusten lig, der knap nok kunne stå oprejst. Den vendte sig og så efter den mulige dræber. Den nærmede sig, og rotten tog en hurtig beslutning. Den sprang ned på en slidt og hullet gearkasse i maskinrummet. Idet samme lukkede motorhjelmen med et ordentligt smæk. Katten blev fanget i lys da den anden forlygte også begyndte at lyse. Rotten var væk, og katten drejede rundt på stedet og forsvandt i retning af sin gård. Kort efter slukkede liget forlygterne igen, og så blev der stille. Så stille at selv ikke den mindste og sidste lyd fra den kvaste rotte nåede ud af maskinrummet.
End ikke da blodet silede ned af gearkassen og dryppede ned på den sorte muld, kunne man høre det. Mulden drak det levende. Slugte hver en dråbe der kom.
På taget af et af de mange andre lig sad der to gamle krager og så det ske. De blinkede til hinanden inden de baskede med vingerne og lettede. De forsvandt i mørket ind over marken mens de skreg som to vidner, der kunne fortælle en unaturlig historie om nattens hændelser på bilkirkegården.
Ben så irriteret på Maggie da hun for gud ved hvilken gang rystede posen med chips. Der var for fanden ikke flere i. Han greb den ud af hånden på hende og kylede ud af vinduet. Han sendte hende et vredt udtryk, der burde sige det hele. Men nej.
- Hvorfor gør du det? Den var ikke tom endnu.
- Jo den var. Det har den været de sidste to kilometer. Du roede bare rundt i en tom pose. Du fik jo ikke noget op derfra.
- Jo der var smulder på bunden. Du kan da ikke bare tage den ud af hånden på mig og smide den ud af vinduet. Det er også noget miljøsvineri. Godt min far ikke så det.
- Din far har aldrig kunne lide mig, og den pose var fucking tom.
Maggie lignede en sur hønserøv i ansigtet. Hun så ud af sideruden, godt utilfreds.
- Hvornår er vi der?
Ben himlede med øjnene. Han vidste bare det ville komme. Han stønnede med vilje højt og tydeligt.
- Om cirka tre timer.
- Det sagde du også for en time siden. Det er irriterende. Bliv nu enig med dig selv.
- Nej. Der sagde jeg fire timer. Jeg er ganske givet ikke noget hit i dommerens øjne, men min hukommelse fejler ikke noget.
- Skal du absolut kalde min far det hver gang du omtaler ham?
- Er han måske ikke dommer mere?
- Højesteretsdommer hvis det endelig skal være korrekt om jeg må bede.
- Så må frøken sandelig undskyld, men det ændrer ikke ved at han ikke kan lide mig.
- Det har han aldrig sagt noget om.
- Det behøver han heller ikke. Hans har et gennemborende blik der siger alt. Jeg kommer ikke fra en familie med penge, og det passer ikke herren. Men jeg er god nok når jeg gider køre hans datter fem hundrede kilometer for at hun kan komme hjem.
- Hvor er du tarvelig at høre på.
- Det er muligt, men jeg har ret. Det ved du også godt.
Maggie vendte sig mod bagsædet hvor køletasken stod. Hun greb en cola, og åbnede dåsen og kørte det meste ned i et drag. Hun lettede sig med et ordentlig langt ræb.
- Så tak. Det skulle dommeren lige have hørt.
Det lettede stemningen. Maggie kunne ikke lade være med at grine med cola i munden. Det løb ned af hagen på hende. Hun vidste at Ben havde ret. Hendes far var blevet rasende hvis han havde hørt det. Det hørte sig ikke til i de finere kredse.
Bens gamle Ford havde kørt yderligere halvanden time igennem et støvet landområde da Maggie gav lyd fra sig igen. Urinen trængte sig på efter flere kolde colaer.
Ben var ved at sukke højlydt igen, men pausen tilkom faktisk meget godt. Ryggen trængte til at blive rettet ud, og så kunne han også lige så godt lade vandet. Så kunne de måske få kørt den sidste halvanden time uden pauser. Det var ikke så tosset endda.
Han satte det lange lys på, og øjnede muligheden forude.
- Der holder nogle biler længere fremme. Det ligner en bilkirkegård. Der tænker jeg lige at vi kører ind og holder pause. Så kan vi godt få kørt resten af turen uden flere pauser, ikke?
Maggie nikkede. Bare han snart ville stoppe bilen. Hun var ved at eksplodere i blæren. Ben drejede bilen ind på pladsen. Maggie råbte at han skulle stoppe, NU. Ben grinede af hende og kørte et par meter længere end nødvendigt. Han måtte modtage et slag på skulderen som betaling. Han nåede også kun lige at standse Forden da Maggie sprang ud med en toiletrulle i hånden. Ben skreg af grin og slukkede motoren. Han steg langsomt ud og ryggen knirkede. Han strakte sig, stadig med et smil på munden.
Maggie trak bukserne ned og satte sig godt på hug. Det var næsten så hun blev skeløjet af lettelse. Så godt var det at tømme blæren. Så kunne hun trække vejret igen.
Hun lukkede øjnene og pressede alt hvad hun kunne, men der var noget der skinnede gennem øjelågene da et sæt forlygter tændte lige foran hende.
Ben kom til sig selv da han hørte Maggie skrige fra et sted i mørket. Han løb hen i nærheden af hvor han kunne lokalisere hendes skrig. Han stoppede brat sit løb da han nåede hen til liget med de lysende forlygter. Han så hvad der var ved at ske. Så skreg Ben. Et af de andre lig kom trillende hen mod ham bagfra.
Mulden blev gødet godt og grundigt, og den drak. Natten skjulte sine spor. En kranvogn med mange år på bagen trak Bens gamle Ford ind blandt de andre lig. Nogle af de andre gamle lig rørte på sig. En stigende sult skreg også fra deres maskinrum. De stillede sig til rådighed for det der var under jorden. Kort efter blev der stille på pladsen igen. Helt stille. Månen sejlede hen over en skyfri himmel. Den langhåret slanke kat stod på den anden side af landevejen. Månen skinnede i øjnene på den mens den slikkede sin pote og to gamle krager fløj ind over marken og skreg endnu en historie.
Mulden rørte på sig ikke langt fra katten. Det kiggede op fra dybet og i et øjeblik så de hinanden i øjnene. Med en hastighed der ikke var jordisk mulig var katten færdig. Resterne af den blev liggende på jorden, tømt for hver en dråbe var den bleg og død i øjnene. Inden længe ville ormene og rovfuglene strømme til for at spise af det friske kød, men blod var der ikke mere af.
På et kontor hvor det umulige var hverdag, og det usandsynlige kunne ligne et kedeligt skoleskema, væltede det ind med oplysninger på en skærm hvor ingen den dag var speciel opmærksom. Fra en højtaler ved siden af skærmen knasede det højt. Små røde lamper lyste og blinkede med en advarsel, der ikke skulle overses. På tre køjer lå der tre knapt så erfarne medarbejdere. Vagten havde været lang, og havde for gud ved hvilken heller ikke budt på noget interessant denne her gang. Døren gik op og en herre med flere års erfaring i bagagen trådte ind. Han kørte hånden gennem sit sorte hår indtil han fik øje på lamperne og skærmen, og reagerede.
- Så kan i eddermame hoppe ud af køjerne, råbte han.
En af dem lettede hovedet sløvt og fik øje på Jack. Han rejste sig hurtig og så undskyldende på ham med søvnige øjne.
- Det må du sgu undskyld Jack. Der har selvfølgelig ikke været noget.
- Nej men der er der nu, og det er den store pakke der skal rykke ud. Det kan jeg da se. Militæret skal også kontaktes. Det gør jeg. Jeg får fat i general Masterson, og i står op lige med det samme og holder vågne øjne på skærmen. Jeg kan se på en af skærmene at det er i Oregon, et sted ude på landet, hvor fanden det så ellers er.
Doktor Jack Denver var i sin bedste alder og kommandør af højeste rang, selv om han endnu ikke havde opnået sin store drøm, selv om han fysisk stod klar til den.
Jack var den højest uddannet på sit felt, og stod som en af de næste i rækken, der skulle forfølge sin drøm om en rejse langt op og ud i det stille, hvor alt kan ske.
Det var den drøm han havde arbejdet for hele sit liv, op gennem rækkerne. Jack havde lagt vennerne fra skoletiden i skuffen, for at få dem til at forfølge deres drømme. Trods flere tilbud, var Jack stadig single. Ikke fordi han ikke kunne se det smukke i en kvinde, men med det kom der også andre ting der kunne forstyrre hans livsdrøm, og den måtte der ikke komme noget i vejen for.
Jonathan kunne ikke holde sin begejstring tilbage. Endelig skulle de af sted, og det var mere end han kunne holde tilbage. Han skreg ud af sideruden og slog på bilens tag mens de drønede ud af den støvede landevej.
Kathleen sad uroligt på bagsædet ved siden af den mørkgløde Bobby, der svingede i takt med den musik han havde i ørene. Han irriterede hende, men hun elskede ham. Der var heller ikke mere end fire uger til at han skulle far til den lille dreng hun havde i maven. Hun skubbede til ham, og han blev opmærksom på sine bevægelser. Han smilede og viste sit kridhvide tandsæt. Han lagde sin hånd på hendes mave og sang med på den sang der var hans ører. Bobby havde meget at komme med, men ikke sin sangstemme. Kathleen skreg af grin.
Ved siden af Jonathan foran sad Linda. Hun vendte sig og så på Kathleen, og delte hendes latter. I det hele taget var stemningen aldeles god i bilen. Weekenden skulle byde på fest ved bålet, øl i spandevis og måske lidt ekstra romantik. Det skulle bare være en af de weekender de altid havde talt om, og kun havde dyrket da de var teenagere. Det var længe siden de havde været af sted sidst. Tiden som teenager havde de ligesom rundet af. De var unge mennesker, men med arbejde, hjem og ansvar for dem de allerede havde fået. Jonathan og Linda havde allerede to børn, der blev passet af farmor og farfar i weekenden. Kathleen og Bobby ventede deres barn nummer to. Hvor Jonathan var den mere udfarende og måske en anelse infantile unge mand, var Bobby under normale omstændigheder den noget mere seriøse. Han havde en helt klar mening om hvad vej han skulle gå. Han læste stadig på universitet for at gøre sine jurastudier færdig, hvor Jonathan var tjener på sin fars diner. Linda var frisør med sin egen salon, og Kathleen var hjemmegående i øjeblikket.
Bilen svingede ned af en støvet landevej, der skulle byde op til andet end dans og glæde. Overraskelserne kunne næsten ikke vente på dem, selv om solen slet ikke var gået ned endnu. Der var endda timer endnu.
De manglede måske kun en halv times kørsel. Forbi markerne og væk fra støvet.
Så ville skovens tætte veje vente på dem, og ikke længe efter lå hytten der, som den havde gjort i årevis. Bortset fra Kathleen ville de andre ganske givet drikke sig i hegnet allerede den første aften og det kunne hun godt leve med.
De nærmede sig bilkirkegården, og det vågnede. Det kunne lugte dem på afstand og roede rundt i jorden. Mulden løftede sig og det kom til syne. Det spottede dem på afstand og gjorde sig klar. Det stirrede rundt på ligene omkring sig. Lynene fløj fra den ene rustbunke til den anden. De åbnede deres motorhjelm alle sammen. Så var de klar. Det stirrede ud mod landevejen, og krøb frem.
Ved en af de skrottede biler kunne man ane resterne af Maggie. Kroppens knogler stak ud forskellige. Kødet var efterhånden tørret ud. Ved siden af en lårbensknogle sad resterne af hendes ansigt, klemt fast mellem to gamle fjedre. Maggies kolde øjne så ud til at se mod himlen midt i en sidste bøn om hjælp.
Det nærmede sig landevejen og de nærmede sig bilkirkegården. Det skæbnesvangre møde var uundgåeligt. Der var lagt op til et blodigt, og måske knusende og kvasende møde, som ingen af de unge mennesker var gearet til.
Jo tættere Jonathans firehjulstrækker kom kirkegården, jo langsommere kørte bilen.
- Hvad fanden sker der. Der er masser diesel på vognen.
Jonathan trampede på speederen, men det gav ikke det ønskede resultat. Bilen stoppede, som om det var planlagt, lige ud for kirkegården. Linda så lidt irriteret på Jonathan. Hun begyndte at tale højt til ham. Han slog i rattet og blev vred.
- Det er fandeme ikke min skyld. Bilen var i orden da vi kørte hjemmefra. Den fejler ikke en skid. Den har også lige fået ny karburator.
- Prøv at lade motoren være et øjeblik Jonathan, og drej nøglen igen om et øjeblik. Måske er det ikke noget særligt. Den trænger måske bare til en lille pause.
Bobby kunne sige det på en rolig måde så ingen ville hidse sig op over det.
- Så kan vi da også lige få strakt vores ben. Tag det nu roligt. Så drikker vi lige en øl og griner af det her. Det bliver da bare noget vi kan fortælle vores børn.
Bobby hoppede ud af bilen og støvet lagde sig roligt på vejen bag dem. Han så mod solen, der af unaturlige årsager begyndte at sænke sig ude på afstand bag markerne.
Snart ville skyggerne blive lange, og omslutte dem alle og liste sig tættere på alle dem, der egentlig ikke ønskede at være der. Snart ville månen gøre sin entre, og skinne fra en næsten skyfri himmel. Som om det stod skrevet i de mørke kapitler af den slags, som nogen hellere ville springe over, af frygt for hvem der kunne finde på at vise sit sande ansigt i den mørke stunds allersidste time.
Snart ville de gamle krager skrige endnu en historie igen. Hvis døden ville banke på døren, og smile sit smil og hæve sin le.
- Der ligger sgu da en bilkirkegård. Lad os gå over og kigge.
Bobby roede i sin taske. Her kunne han dyrke en af sine andre lidenskaber. Bobby havde altid været en habil fotograf. En interesse der havde grebet ham i en tidlig alder. Siden var der ikke gået et år, uden at han have fået taget et hav af billeder. Som dreng måtte han altid tigge sin mor om at få dem fremkaldt, selv om han kom fra en familie med begrænsede midler. En far der ofte havde svært ved at få arbejde, næsten alene på grund af sin farve, og hans mor der havde arbejdet på det lokale vaskeri fordi det var de eneste der ville ansætte en sort kvinde.
Bobby tjekkede blitzen og den fungerede perfekt. Han tog Kathleen i hånden og trak hende med over på den anden side af gaden. Hun smilede lidt og gik med lidt mod sin vilje, men hun kendte også Bobbys passion for det fotografiske og kunstneriske udtryk, hvis han kunne finde det, og det gjorde han ofte på de mærkeligste steder.
Jonathan åbnede kølerhjelmen og stirrede irriteret på motoren. Han kløede sig i nakken. Det kunne simpelthen ikke passe. Den bil fejlede sgu ikke noget.
- Jeg fatter det ikke, hviskede han højt.
Linda steg ud af bilen med to øl i sine hænder. Hun rakte den ene til Jonathan mens hun selv åbnede den anden. Hun bad ham tage det roligt og lagde en arm på hans skulder og kyssede ham kærligt i nakken.
- Vi kan da altid ringe efter hjælp hvis vognen ikke gider.
Modsat Bobby kom Linda fra en lidt bedre velstående familie, hvor de ikke behøvede at spørge om prisen. Hendes far var en succesfuld advokat og hendes mor havde i årevis tjent godt på at skrive kriminalromaner. Linda var enebarn, så hun havde aldrig skulle dele gaver med nogen. Hun var ganske godt forkælet, og havde nydt godt af det. Derfor lå det heller ikke lige i luften at hun skulle møde og forelske sig i fyr som Jonathan. Han kom fra en arbejderfamilie, hvor alle havde givet en hånd med. Han havde fem søskende, der alle hver i sær havde arbejde på forskellige fabrikker. Jonathan var den eneste der havde forsøgt at læse videre. Han ville gerne noget med sit liv, og det var på skolen at den unge mand havde set Linda. Det lange lyse hår og de blå øjne samt den slanke talje havde næsten været mere end Jonathan kunne klare.
Han havde rendt efter hende i ugevis inden hun gav efter. Sidenhen så man aldrig den ene uden at den anden også var der. De gik nærmest i et med hinanden.
Bobby var ved at sætte den rigtige linse på. Kathleen var nået hen til det første lig af en gammel rustfyldt Dodge. Hun stillede sig op af den og smilede tilbage til Bobby.
- Er det ikke sådan du gerne vil have jeg skal stå på dine billeder.
Hun lænede sig ind over vognen og strittede med røven, som hun havde gjort tusindvis af gange før. Bobby grinede mens Kathleen holdt sig på sin mave.
Hun var allerede lænet helt ind over motoren da hun pludselig mærkede bevægelse.
Hun rettede sig op idet samme sælsomme øjeblik som den gamle motorhjelm fór ned og smækkede i som et brag. Kathleen drejede rundt på stedet og skreg og beholdte hånden på maven. Hun gik baglæns. Hun trådte flere skridt, indtil hun mærkede Bobbys hånd på skulderen.
- Tag det roligt skat. Det er noget bare noget gammelt lort. Den er ved at ruste op og du gav den lige det sidste dødsstød.
Kathleen så ham i øjnene og lænede sig ind mod ham. Hun rystede på hovedet.
- Jeg blev bare skide forskrækket. Jeg hader det, men jeg mærkede et lille spark i maven. Der er en der snart gerne vil ud.
Hun smilede lykkeligt og kyssede Bobby. Han lagde sine brede arme omkring hende.
Han plantede sin mørke hånd på hendes mave. Der var en derinde der rørte på sig.
Linda kom hen til dem med en pose øl i hånden.
- Der var en der skreg. Hvad sker der? Er her fest, så vil jeg være med.
Kathleen begyndte at forklare og de grinede alle tre. Bobby pegede på den gamle bil.
- Den var sgu ved at tage en bid af min dame.
Det bragte latteren et niveau højere op så tårerne trillede ned af kinderne.
Ude på ved bilen stod Jonathan alene med hovedet ind over motoren og med armene dybt begravet deri i håb om at finde grunden til at de gik i stå.
Han så ikke den tørre jord smuldre i en lige lang stribe hen mod ham. En halv meter før bilen dukkede det op af jorden. Det var bag bilen og Jonathan havde ikke en chance for at se det. Det så på bilen og dets øjne sendte et lille lyn, og borede sig ned i jorden igen.
Jonathan lå nærmest helt ind over den store motor og bandede.
Det lød metallisk da to gamle krager landede på taget af en gammel bil inde på pladsen. De skreg i kor og vækkede Lindas opmærksomhed med en skinger lyd, der kunne minde om et varselsskrig, der fløj hele vejen fra kragerne og ned gennem Lindas ører og ned til hjertet. Hun begyndte at ryste. Det var så mørkt over det hele og hun ikke se Jonathan ude ved bilen. Linda tog fat i Bobbys arm da kragernes skrig havde lagt sig. Hun så ham i øjnene.
- Er du ikke sød at gå ud til Jonathan?
- Tror du ikke han kan klare det alene?
- Jeg ved ikke, jeg syntes bare jeg mærkede et eller andet. Vi skal også videre.
- Jeg kan gå derud. Jeg trænger til noget vand, sagde Kathleen.
Kathleen havde ganske vist en lygte med, men det var ikke så let at se noget ude ved landevejen alligevel. Lygten begyndte at blinke, og der var mere end stille ved bilen.
Hun kaldte på Jonathan et par gange men han svarede ikke. En smule lys viste hende hvad vej hun skulle gå for at komme hen foran bilen.
Inde på pladsen havde Bobby sat sig op på kølehjelmen af en gammel kranvogn med en øl i hånden. Han var i færd med at tømme sin øl i ét drag da det startede.
Jorden rystede under hele pladsen. Kathleen skreg ude på vejen. Kranvognens arm med en tung krog drejede rundt og bankede hovedet af Bobby, mens den tørre jord under Linda pludselig føltes som kviksand. Hun sank langsomt med sikkert og var ude af stand til at flå fødderne op af jorden. Hun skreg fortvivlet, men der var ingen der kunne høre hende. Alle de gamle lig tændte deres forlygter og brummede i de gamle slidte motorer. Jonathan var klemt ned mellem motordele så hans overkrop og hoved lå knust mellem gearkasse og karburator. Under bilen flød der blod ned i jorden. Det drak mens det fik Linda til at synke endnu mere i. Kathleens lygte lyst skarpt da hun vendte sig og så ind på pladsen. Hun kunne ikke se Bobby mens hun så ret tydeligt, at Linda var sunket i jorden. Hun skreg af smerte inden hun begyndte at bløde ud af munden. Linda så bedende mod himlen og skreg det sidste hun magtede, kort efter faldt hun forover mens resten af hendes tynde krop sank hurtigere i.
Kathleen rystede over det hele inden hun begyndte at gå baglæns ind over marken. Hun var ved at træde på en tynd død kat og var ved at kaste op. Kragerne skreg deres sidste sang inden de lettede.
Det dukkede op af jorden og sendte et lyn gennem luften ind over marken. Det krøb hen over jorden mod kranvognen. Det greb fat i Bobbys døde krop og trak ham med ind under vognen hvor det drak ham.
Kathleen løb alt hvad hun kunne med sin store mave. Hun mærkede et stik i ryggen, og tog sig til lænden men det stoppede hende ikke. Hun skreg alt hvad hun kunne mens hun løb, og havde ikke i sinde at stoppe sit løb. Hun havde tidligere i livet været en hyppig løber med et par medaljer hængende hjemme på væggen, men det var stadig noget andet i en tilstand af chok, forvirring, og godt ni måneder henne.
Lindas tynde krop dukkede op fra jorden igen, som om mulden bredte sig og hun blev leveret tilbage. Hun var bleg i ansigtet og slap i kroppen. Hun lå helt stille der med åbne øjne der hvilede dødt på stjernerne. Bobbys hoved lå tyve meter længere henne. Han havde aldrig kunne nå at opfatte hvad der var ved at ske, så det så ud som om han smilede let inden det afgørende stød magtfuldt blev sat ind.
Der blev stille og mørkt på bilkirkegården. Kun svagt kunne man høre den gamle kranvogn trille i frigear ud på landevejen og hente Jonathans firehjulstrækker.
Sherif Niels Olsson havde mere end fyrre år bag sig i tjenesten. Så han så frem til at skulle på pension i næste måned, så vidt han da vidste.
Han sad på kontoret og havde lige lagt røret på, og så mere end desorienteret ud i ansigtet end han nogensinde havde gjort før. Overfor sad Brett Douglas. Ikke den eneste men den mest trofaste vicesherif, der havde haft pladsen næsten lige så længe som Niels. Han så på sheriffen med et spørgende blik og slog med armene.
- Hvad sker der?
- Jeg har lige fået et opkald fra den øverste myndighed. De er sgu på vej med militæret. En større deling i øvrigt.
- Hvad fanden betyder det? Er der udbrudt krig eller hvad?
Niels rystede på hovedet uden rigtig at fatte hvad der var udbrudt.
- Det er svært at svare på hvad der sker, men en ting er sikkert, der er vist ikke brudt en helt almindelig krig ud. De har sgu folk fra NASA med. Vi skal kalde alle folk ind, uanset hvad de laver lige nu. Alle skal med ud og dirigere trafikken.
Der herskede et larmende roligt øjeblik på kontoret hvor de to politimænd så hinanden i øjnene, uden at fatte hvad det gik ud på. Det eneste der brød stilheden, var da telefonen ringede igen. Niels greb den hurtigt og lyttede intenst, inden han satte et træt ansigt op. Han rystede på hovedet og satte sig tungt.
- Nej Peter. Nej, det kan vi altså ikke tage os af. Hun er vel ved at få en abort. Ring op igen, og bed om en ambulance. Hysteriske kvinder der har set syner er altså ikke mit bord. Hvad siger du? Hvor din kat er, hvor fanden skulle jeg vide det fra?
Niels lagde irriteret røret hårdt på igen og slog i bordet.
- Nu må folk eddermame tage sig sammen altså.
- Hvad nu?
- Det var gamle Peter Johnson du ved nok ude ved markerne. Han står med et eller andet hysterisk forvirret kvindfolk, der mener at have set sine venner blive spist af de gamle lig ude ved bilkirkegården.
Brett rystede på hovedet. Han tænkte på Peter Johnson, der har adskillelige år bag sig som alkoholiker. Måske var det en idé hvis han fandt sig en ny kone igen, selv om det kun var to år siden han havde begravet Olivia.
Peter vendte sig om mod Kathleen, der stod og rystede ind over hans spisebord.
- De vil sgu ikke tro på mig. Tror du ikke jeg skulle ringe efter en ambulance lille skat? Du ser da rigtig sløj ud. Jeg mangler også min kat, George.
Kathleen begyndte at skrige igen. Hun tog sig til maven som om den ville springe. Hun bukkede yderligere og smerterne tog til. Bag hende stod Peter og vidste ikke hvad han skulle gøre. Kathleen gik i knæ og lyden af hendes skrig fyldte hele huset.
Der lød et knæk fra hendes krop. Først et og så flere. Blodet bredte sig midt på maven af Kathleen. Hun så det ske og var i chok. Hun rystede unormalt meget.
En lyd som når skind bliver flået fra hinanden nåede Peters ører mens den unge dame faldt om på gulvet. Inden for et kort øjeblik flød der en større pøl ud på gulvet.
Noget der lignede en forstørret baby kravlede ud af Kathleen. Det skreg mens moren døde af smerter og blodtab. Peter kunne bare stå og se det ske. Han holdt sig for munden da babyen rejste sig op og så på ham. Det løftede navlestrengen og bed den over. Så vendte det sig mod Peter og smilede og lynede med øjnene.
Midt i dette vanvid skiftede himlen farve. Skyerne trak sig sammen ind over bilkirkegården og månen lyste i en sjælden orangerød farve der brød gennem skyerne. En buldrende torden brød stilheden henover området mens en karavane af militærbiler i alle størrelser og store hvide lastbiler med NASA stående hen langs siden nærmede sig bilkirkegården.
Det var som om det hele var planlagt på forhånd, og så alligevel ikke. Nervøse Soldater der var kampklædte med våben og masker på hoppede ud af bilerne og listede ind på kirkegården. Der var stille blandt de gamle rustne lig men lige under jorden ulmede ondskaben, og det væsen som ingen rigtigt havde set. Inden længe var der sat enorme projektører op, der lyste hele området op. Der blev lagt en ring af soldater om kirkegården. Inde på pladsen gik NASA rundt i sølvklædte heldragter og målte og lyttede til jorden.
Tilbage i Peters hus lå den gamle gårdejer og Kathleen døde på gulvet. De var tømt for alt hvad der kunne minde om blod. Fra Peters døde krop og ud af huset, kunne man se små blodige fodaftryk, i retning af markerne og ud mod det stærke lys.
På en god afstand af det hele stod Niels Olsson sammen med Brett Douglas. De havde fået samlet deres lille lokale styrke, og de havde fået stoppe trafikken, og dirigeret den en anden vej udenom området.
- Du, jeg står og tænker på Peter Johnson. Det var måske lidt synd for ham. Kan du ikke tage en af gutterne med, og så køre forbi ham, bare for at se hvad det var han talte om? Måske er det ikke noget, men jeg vil gerne vide besked.
Brett nøjedes med at nikke, hvorefter han fik fat i en af de lokale betjente og kørte.
Der havde været stille under jorden længe, indtil det hele begyndte at ryste. Jorden smuldrede og det viste sig for første gang. Et blodrødt dæmonisk væsen der hævede sit hoved som en enorm slange, der hvæssede ud mod fjenden og sendte flere små lyn med øjnene mod de gamle biler på kirkegården. Bilerne begyndte at røre på sig. De gamle slidte motorer brummede og forlygterne lyste ekstra skarpt.
Brett Douglas og den lokale betjent nåede ud til Peter Johnsons hus. Han slentrede langsomt op og bankede på. Ingen svarede, og som en gammel vane åbnede Brett selv døren og trådte ind. Han så og han skreg, og han fumlede med sin mobiltelefon.
På bilkirkegården bragede menneskets våben mod den ukendte slange af et uhyre.
Et par soldater nåede ikke i sikkerhed, før slangen havde grebet dem, og bidt og drukket dem. Flere og flere ordrer blev råbt, og soldaterne skød, og slangen kunne kun mærke og se det ske. Den bukkede under for angrebet, inden en sidste granat blev skudt i hovedet på den, og hovedet eksploderede. Det larmede og det sprøjtede.
Slangen bukkede kroppen sammen og landede tungt midt på pladsen.
Da larmen havde lagt sig, kunne Niels Olsson endelig høre sin telefon i lommen.
- Det er Brett. Jeg kan ikke sige hvad der er sket, men skynd dig herover, og tag nogle af de der eksperter med, for det her, det er eddermame ikke normalt.
Brett var dybt rystet og råbte ind i telefonen mens den lokale betjent dukkede op i baggrunden. Han holdt sig for munden da han så Peter og Kathleen på gulvet.
Et barn, der var vokset et hoved højere, stod nøgen midt på Peter Johnsons mark. Det så mod himlen, og skyerne bredte sig og den klare måne kunne lyse ned over marker og huse, støvede landeveje, og bilkirkegården. Barnet snerrede da to gamle krager kom flyvende og skrigende om de sidste dages begivenheder. Det lynede nedefra og den ene krage styrtede mod jorden. Barnet tog det og knuste fuglen med den ene hånd. Det pressede sine lange negle ind gennem fjerdragten, og blodet piblede frem.
Barnet drak, og smed resterne fra sig. Det slog sig på brystet og voksede i styrke og størrelse. Det bevægede sig langsomt nærmere det stærke lys ude ved kirkegården.
Sherif Niels Olsson havde to af de lokale betjente med i bilen over til Peters hus. Med i bilen var også en af NASAs folk. Han var træt da han steg ud af bilen. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag allerede. Han ventede sig nu ikke noget særlig ved at træde ind af Peters dør. Der stod ganske vist en lokal betjent og brækkede sig udenfor døren. Han lagde en hånd på hans skulder da han trådte ind.
- Brett, hvor er du, kaldte han da han åbnede hoveddøren.
- Jeg er ude i køkkenet. Skynd dig herud, og forbered dig. Det her er ikke kønt.
NASA eksperten trådte et skridt foran Niels. Et skilt på hans hvide uniform røbede hans navn. Dr. Jack Denver. Han så undskyldende på sheriffen.
- Er det ok at jeg går forrest? Vi ved ikke hvad dine folk har set.
Niels nikkede lidt modvilligt og pegede hvad vej han skulle gå. Jack Denver havde et måleapparat med og han tændte mens han langsomt gik videre gennem huset. Han så hele tiden på apparatet, om måleren ville vise nogen former strålinger, men det gav ingen udsving. Maskinen skrattede hele vejen ud i køkkenet, men der var ikke noget.
Ved siden af de to lig ude i køkkenet sad Brett Douglas stille, helt bleg i ansigtet. Jack målte på de to lig, men der var stadig ingen målinger. Nålen rørte sig ikke.
Kathleen lå på ryggen med et stort åbent sår midt på maven. Flået op indefra.
Synet var voldsomt og ville få enhver anden til at blive chokeret, men ikke Jack. Han havde arbejdet for NASA i mere end femten år. Han havde set det der var værre, men det var aldrig blevet offentliggjort. Han satte sig på hug ved siden af Brett og så ham i øjnene. Han lagde en hånd på hans skulder.
- Så du det ske?
Brett kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Han lukkede sine øjne og sank.
- Hvem gør den slags, hviskede han.
Jack så hen på Kathleen Hendes ansigt var stadig fordrejet i skræk og skrig.
- Jeg er bange for at det ikke handler om hvem der har gjort det, men hvad?
Brett så på Jack. Han fattede ikke et ord. Selv om han ledte efter en forklaring.
- Mener du at det er et dyr der har gjort det? En ulv eller en bjørn måske. De er før blevet set her på egnen, ikke så langt herfra.
Jack så på Brett og rejste sig op.
- Ulve og bjørne kunne sagtens gøre det her, men de efterlader sig ikke spor efter små menneskefødder. Vi skal lede efter noget andet, og det skal gå stærkt. Med våben.
Ude ved bilkirkegården blev der lagt en jernring rundt om det store uhyre fra rummet. NASAfolk i hvide dragter undersøgte væsnet mens militæret havde travlt med at brænde de brummende gamle biler. Ved alle ligene, der stadig lyste fra forlygterne, stod der en soldat med en flammekaster. Ind imellem forsøgte en bil at røre på sig, men det kastede en ordentlig salve af sig med både patroner og granater, og inden længe brændte liget ud.
På afstand stod der en lille dreng og så det ske. Han forsøgte at kalde på sin mor med umenneskelige lyde, men hun svarede ikke. Hun var ved at blive skåret i flere dele af mennesker i hvide dragter. Drengen bed tænderne sammen og gik i knæ. Han bankede knytnæverne ned i jorden, så jorden rystede et par meter omkring ham. Hans øjne skiftede farve til smalle gule, der gjorde hans syn anderledes. Det flammede i hans øjne og hans hud begyndte at flække, først på benene men også langs armene.
Han samlede benene og de blev til ét stykke. Drengen skreg og vred sig på marken.
Den lille drengs maveskind flækkede og en grøn og rød ternet slange kom til syne. Der var kun skelettet og skindet fra en lille dreng da slangen krøb nærmere det store område. Der var store spotlights og bål flere steder som slangen ikke kendte til. Den forsøgte igen at kalde på sin mor, men der var stille derfra.
Jack Denver løb med en kraftig lygte i spidsen for en lille flok. Niels Olsson havde svært ved at holde tempoet og løb i baggrunden og pustede. Det første han så på marken var en død krage. Jack stod stille og lyste ud over marken, og skreg ordrer i en walkie-talkie. Så var der flere der vidste besked.
Han løb videre foran alle de andre. Sheriffen var først lige nået hen til kragen. Sveden piblede ned af panden af ham og han rystede på hovedet.
- Jeg kan sgu ikke følge med. Løb i efter ham, og giv ham min revolver.
Jack løb hurtigt og næsten alene med lygten søgende på jorden foran sig.
Slangen var nået til den støvede landevej. Den viste spidse tænder og snerrede af det den så. Dens spidse spaltede tunge strøg i alle retninger.
Et stykke bag slangen var Jack nået til resterne af den lille dreng. Han indså hurtigt at ikke var drengen han skulle finde. En af de lokale nåede op til ham og gav ham sheriffens revolver, og Jack løb hastigt videre. Den lokale betjent så det der var tilbage af drengen, og besvimede.
Slangen nåede ikke helt over landevejen, før Jack var oppe på siden af den. Han pegede på den med sheriffens gamle revolver. De så hinanden i øjnene et kort øjeblik.
Da blev en mægtig projektør tændt lige over på dem. Soldater trådte frem i lyset, godt forberedt med masker og skjold. Slangen så forvirrede rundt på dem alle sammen.
- Jeg tror ikke du skal længere din forvoksede regnorm, sagde Jack
Han trådte tilbage og soldaterne trådte tættere på, og så bragede skuddene højt. Flammekasteren flammede hen mod det døende uhyre. Slangen nåede ikke at forsvare sig. Det kastede et sidste bedende blik hen mod Jack, inden flammerne åd dens hoved. Jack løftede revolveren og skød slangen én gang lige i hovedet.
Ud på morgen da solen atter brød frem igen, var NASA slet ikke færdig på stedet. Der blev sat flere telte op, og et hegn for at holde nysgerrige væk. Alle de gamle lig blev kørt til den nærmeste ophugger, når NASA havde fjernet alle menneskeresterne inde i dem. De brændte slanger blev kørt væk i hvide lastvogne.
Vicesherif Brett Douglas stod sammen med Jack og så lastvognene køre. Han så på ham med et lettelsens blik.
- Denne her nat glemmer jeg aldrig, sagde Brett.
- Nej, det er der vist ikke nogen der gør.
Brett nikkede mod lastvognene.
- De uhyrer må jo være svaret.
- På hvad?
- Om vi er alene i rummet.
Jack smilede og blinkede til Brett og lagde en tung hånd på hans skulder.
- Det her, det har du ikke fra mig, men det har vi altså vidst i flere år.
Brett stod med åben mund og et chokeret ansigt.
Jack rakte sin hånd frem med sheriffens revolver.
- Hils din chef og sig tak for lån, og hav så en god sommer.