De skulle skrabes ned


De skulle skrabes ned


Michael så på kødet på tallerkenen. ”En stor saftig bøf”. Det var det han havde bestilt. Så lå der et par overkogte hvide kartofler, en smule grønt og en brun klistret sovs, der helt sikkert ville få det hele til at hænge sammen.
Ok, det var heller ikke den dyreste restaurant. Det var sådan en blanding af café og beverding for de lokale helte, af den slags man ikke svarede igen.
Michael så rundt på dem inden han satte tænderne i den store saftige bøf, der dog var alt for rå, og ikke kun pink inde i. Den var postkasserød. Michael rystede på hovedet og levede med det. Den gled vel ned i selskab med den sure billige rødvin der stod foran ham. Han havde allerede kvalt det første glas. Vinen var overordentlig tør. Det hele snørede sig sammen på vej ned i svælget på ham. Han kunne også mærke hvordan drikken satte sig fast på emaljen af hans tænder. Hvis han pustede ud nu, ville der sikkert komme rødt støv ud af munden på ham. Sådan føltes vinen.

De havde ikke forandret sig meget, idioterne. Hverken Thomas, Eddie, Bruno eller ham de kaldte Sørensen, med de grimme tænder. De stod sammen oppe ved baren og diskuterede noget så ligegyldigt som Yvettes patter. Yvette skreg af grin bag baren.
Michael sukkede højlydt, men det kunne de ikke høre, idioterne deroppe. De havde garanteret heller ikke kunne høre deres mobiler ringe i lommen, hvis deres koner havde den frækhed at ringe for at høre hvornår de kom hjem.
Yvette var en ret så rimelig rund pige i starten af tyverne. Hendes intelligens var ikke noget at ringe hjem efter. Hun var vel nærmest imbecil. Hun kunne dog lige finde ud af noget så simpelt som kasseapparatet, der sørgede for at pigen ikke skulle bruge indersiden af hovedet. Til gengæld kunne hun drikke de andre under bordet. Yvette var allerede trods sin unge alder, en hærdet alkoholiker. Det kunne så også både høres og lugtes på afstand. Hendes lange røde krøllede hår var lige så fedtet som en skøjtebane på en råkold januardag. Det var almen viden at der var lort under Yvettes lange negle, som hun dog plejede at skjule bag rød neglelak. Nogen gange med mere held end andre gange. Det var ikke så meget det at Yvette var en såkaldt tusindpiktøs. Det var mere det at hun pralede af det. Hun var ligeglad med hvem det var. ”Hullet” var altid åbent. Der var ingen faste åbningstider, man kunne bare komme forbi.
Michael takkede de højere magter for, at Yvette ikke også skulle stege bøffen, også selvom den nærmest allerede var rå. Den havde hun da helt sikkert kunne ødelægge.
Bag baren ude i køkkenet stod Carlo, garanteret som amen i kirken i bare arme. Derfor ville det heller ikke være nogen overraskelse hvis man fandt et par hår i sin mad. Carlo havde de mest behårede arme man kunne forestille sig. Lange sorte hår, der dækkede det meste af hans hud. Det gik helt ud til fingrene. Michael kunne ikke døje at se på det. Han vidste det, og det var rigeligt.
Thomas slog en latter op der kunne høres i hele det center beverdingen lå i.
Michael lagde hovedet på skrå og slyngede et flygtigt blik efter ham, mens han langsomt sank en halv kartoffel, der var smurt ind i sovs. Han skyllede mundfulden ned med vin og lukkede øjnene. Mange minder kørte som en film for hans indre.

Michael havde mere end svært ved at skjule sit had til det fede svin oppe i baren. Han ville aldrig nogensinde glemme den aften. Den stod desværre printet dybt i ham, hvor ydmyget han blev foran alle de andre i klubben den dag for mange år siden. For Thomas havde Michael bare været endnu et offer, men for Michael satte det dybe uslettelige spor, der aldrig ville gå væk.
Det var en helt almindelig torsdag aften. Musikken kørte ud af højtalerne, leveret af aftenens diskjockey, Bøsse-Bjarne, som han blev kaldt. Michael havde gjort lidt ud af sig selv. Redt håret og taget en pæn bluse på.
Det hele ændrede sig da Thomas trådte ind i klubben. Hans humør var på nulpunktet. Det osede ud af ham. Han manglede bare en at lade det gå ud over. Michael var den første han fik øje på. Det var svært at huske hvordan det startede, men pludselig lå Michael på gulvet og blødte ud af ansigtet. Hans bukser var trukket ned, så alle kunne skrige af grin af ham. Michael lå der og græd af smerte og ydmygelse.
Thomas stod i baggrunden og viste sine overarme til en tynd lille tøs der var imponeret. Hun havde nok ikke hjerne til at forstå Michaels følelser som han lå der.

Tilbage ved den smagløse rå bøf og sure vin på beverdingen. Michael nippede til vinen igen, mens Bruno gik forbi ham og ud på toilettet. Michael kiggede efter ham.
Igen kørte minderne frem i hovedet som en film, fra den aften hvor Bruno var en kæmpe lort, og ødelagde en aften som Michael havde set frem til med glæde.
Bruno var lærling hos en maler og ofte lånte han mesters bil med hjem. Han var noget ældre end de andre og kom ikke i klubben. Det gjorde ham ikke til et mindre møgsvin. Han var vel bare skabt ondskabsfuld hjemmefra.
Den aften havde Michael fået en aftale i stand med en sød pige. Han var spændt som en fjeder og havde sågar været hos frisøren og fået klippe sit lange hår, fordi pigen havde nævnt det. Han kunne ikke skjule at han nok var lidt forelsket der.
Aftalen var at de skulle mødes ved stationen, og tage toget ind til byen og gå i biografen. Men det var lige præcis den aften hvor Bruno havde fået røget noget dårligt hash. Det gik selvfølgelig ud over Michael.
Af en årsag, som Bruno vel ikke engang selv kunne huske, fik han fat i den noget yngre knægt, og slæbte ham med ned i en cykelkælder og overhældt med hvid maling. Michael sprællede alt det han kunne og råbte i vilden sky, men lige lidt hjalp det. Bruno var skæv og humøret var ondt. Da Michael endelig slap fri, var der gået et kvarter. Han spurtede ned på stationen, men pigen var væk. I mindefilmen kunne Michael tydeligt huske de mange tårer mens han gik hjem.

Så var der Eddie, den langhårede skiderik. Han havde kun beholdt det lange hår, fordi et eller andet pigebarn engang havde rost ham for det.
Igen flimrede filmen bag Michaels øjne.
Gud ved om Eddie havde hjerne nok til at forstå hvordan man spillede fodbold den dag i dag? Nok næppe. Michael gik i klasse med ham, og spillede fodbold i samme klub. Det var hans uheld den sommer.
Michael havde et hurtigt optræk når han løb. Han var altid den første på de første meter. Det passede Eddie dårligt den dag. Han kunne ikke fange Michael. Det pinte ham, og så kendte han kun et eneste trick, der kunne gøre det.
Idioten kom flyvende med knopperne først. Resultatet var at Michael aldrig kom til at gå normalt. Så var der selvfølgelig noget mere de kunne genere ham med. Aldrig så meget som en lille undskyldning fik han fra Eddie. Der var kun hån og latter.

Den sidste var ham de kaldte Sørensen, med de grimme tænder. Michael kendte ham ikke personligt, men det gjorde hans søster, for en tid. Birgit var skolens ubestridte håndbolddronning. Det vidste alle, og det fremkaldte noget opmærksomhed, også fra drengene. Hun var en slank velbygget pige, der vidste hvad hun ville, og for en tid troede hun det skulle være i selskab med denne Sørensen, med de grimme tænder.
Lige indtil en aften, hvor Michael kom haltende ind i stuen og så sin søster sidde i deres mors favn, helt opløst i gråd. Da forstod han hvor hårdt et hjerte kan smerte.

Efter alle episoderne gik Michael ud af skolen. Han fik sig en uddannelse og lærte en masse om teknik. Han røg videre på en fabrik, der snildt kunne bruge hans viden.
Michaels syn på de mennesker oppe i baren ændrede sig aldrig nogensinde. Hans had voksede jo mere han så til dem. Når de så var samlet, så ulmede det inde i ham. Det brændte og sved, så det smertede i hovedet på ham. De var alle sammen blevet boende i det samme kvarter, på den københavnske vestegn.

Michael så godt, at en af dem nikkede ned mod ham. Det var tydeligvis en af de sætninger der ville lyde, ”kan i huske ham der”? Og så brølede de af grin igen.
Michael knugede bestikket så hårdt at hans knoer var hvide.
Han skar det sidste stykke kød fra en tyk fedtkant og spiste det. Han skyllede efter med den sidste slurk vin.
Han bukkede sig ned og åbnede rygsækken. Han satte et ur til femten minutter. Det var rigeligt. Så rejste han sig og gik op i baren. Han var rolig. Ikke noget med at hidse sig op, bare fordi Eddie grinede da Michael kom haltende. Bare helt rolig.
Michael betalte for sin mad og sin flaske vin. Selv om det nok var det mest elendige behårede måltid han nogensinde havde spist. Han nikkede til alle i baren mens tiden gik. Han lagde nogle hundrede kroner på disken, og bad Yvette give alle en stor fadøl på hans regning. Der blev jublet, selv om ingen af dem forstod hvorfor.
Michael gik ud af døren med et lille smil. Der var ingen der så at han efterlod sin rygsæk. Michael nåede ud til taxaholdepladsen. De nåede at køre et par kilometer væk da det gik løs.

Ti år tidligere
Michaels nye mester var glad for ham. Her var der ingen der grinede af ham. Branchen var ganske vist noget andet end det han var uddannet til, men her kunne de altid bruge en mand der havde teknikken i orden. Michael lærte en masse om hvordan, hvornår og specielt, hvor langt skulle man være væk når det gik løs.
Med årene tog han en lille smule med hjem hver dag, og en plan begyndte at tage form. Han begyndte at samle en masse små skruer og søm i en kasse. Han blandede det med glasskår i forskellig størrelse. Hans garage ved siden af hans lille hus var omdannet til værksted. Hans kone og to børn vidste ikke noget,
Han havde to skuffer fyldt med fint sort krudt. En skuffe fyldt havde sikkert været rigeligt, men han ville bruge begge to, for at være sikker i sin sag. Det var enkelt at samle med en tænding, et par kabler og et æggeur.
Rygsækken var forholdsvis tung da han slæbte den med på beverding den aften, men det var ok. Han skålede til spejlet og sendte en venlig tanke til Finn Hansen. Hans mester på krudtfabrikken der ansatte ham. Til Grethe i kantinen, der altid smilede så sødt. Til Bent, hans makker, der aldrig havde været bleg for at give en hånd med, og til sin søster Birgit, der ikke længere skulle være ked af det med ham Sørensen, med de grimme tænder.

Flere måneder efter ledte politiet stadig efter spor, men der var ikke nogen. Eksplosionen havde været så kraftig, at det ikke kun var gået ud over beverdingen. Både skobutikken og bageren på begge sider var røget med. Der havde der dog ikke været nogle på det tidspunkt. Selv de kameraer der sad i centret var røget med, så man kunne ikke lokalisere gerningsmanden på noget billede.
Michael fik hvad han kom efter, og det hedder sig, at Carlo, Yvette, Thomas, Bruno, Eddie og ham Sørensen, med de grimme tænder, skulle skrabes ned af væggene.

Michaels to børn var nået til skolealderen. De startede som to glade børn, på den samme skole hvor Michael havde trådt sine barnesko. Stoltheden lyste ud af ham.
Han kørte dem i skole hver dag. Han kyssede dem på kinderne inden de stod ud af bilen, og de smil de gav tilbage, var mere værd end hele verdens guld.
Herefter kørte han på arbejdet på arbejdet, og nød sin tid med gode kolleger. Livet var godt på alle fronter. Han havde fået en kone der elskede ham, trods hans handikap. Solen og månen, og alle andre himmellegemer smilede sammen med ham.
Lige indtil den dag, hvor hans søn, Rasmus kom hjem fra skole, og var blevet drillet.
Michael tog ham på skødet og trøstede ham. Han fortalte ham, at hvis det blev ved, skulle han komme hjem og sige det. Han så ham dybt i øjnene, og hviskede.
- Der var også nogle der drillede mig engang. Det gør de ikke mere.