Den sidste ejendom

Den sidste ejendom

En personlig fortælling


Dan kørte tændstikken hen over svovlet på æsken. Det var den tredje.

Han stod helt stille og holdt vejret, og så sig langsomt over skulderen.

Der var ikke nogen. Kun ham selv og hans tanker.

Gardinerne var trukket for og lyset var slukket. Der var mørkt i den lille stue.

Det var en stue fordi sovesofaen var slået sammen.

Så kunne det minde om en lille stue.

Med et skrivebord i hjørnet og en enkelt bogreol.

Med et reolarrangement på den modsatte væg, med et lille fjernsyn i midten, var værelset fyldt op.

Sofabordet måtte skubbes frem og tilbage hver dag, når sengen skulle frem.

 

Hummeret var ikke større end et hotelværelse, og det var en del af Dans sygdom. Hans depression blev ikke bedre under disse kummerlige forhold.

Flammen på tændstikken var stille, endnu.

Dan prøvede at trække vejret langsomt.

Fra den ældre dame ovenpå, kunne han høre toilettet blive trukket ud.

Endnu en charmerende oplevelse i den gamle ejendom, der før havde været et plejehjem.

Det eneste han kunne høre nu, var hans egen stille vejrtrækning og måske hans hjerte, der hamrede som var det på overarbejde.

Blodet listede sig gennem hans årer. Nærmest som om det kun lige holdt ham kørende, gennem hans livs krise.

 

Tændstikken gik ud.

Der var ikke noget eller nogen der pustede den ud.

Flammen gik ud, selv om den kæmpede til det sidste.

Dan satte sig på sofabordet. Han rystede på hovedet.

Han kunne hverken grine eller græde. Han vidste dårligt hvor han havde sig selv.

Eller hvad der var normalt længere.

Han kørte en hånd gennem håret og sukkede dybt.

Hans angstanfald blev værre. Han var ikke kun bange for at blive mere tosset, end han allerede følte sig. Han var også bange for at dø alt for tidligt.

Men de sidste par dage, havde altså også budt på endnu en oplevelse.

Noget uhåndgribeligt. Noget han ikke bare kunne fjerne.

Selv om det var et meget stort ønske og håb. Et inderligt håb.

Nok mere end det var en tro i virkeligheden.

På bordet stod der en lille bakke med en stribe stearinlys. Dan tændte dem alle.

For et kort øjeblik forlod han stuen. Ude på badeværelset så han sig helst ikke i spejlet, i øjeblikket.

Han kunne ikke holde ud at se på sig selv.

 

Det var naturligt i hans tilstand, sagde lægen. Når man har en depression.

Han fyldte håndvasken og dyppede sit ansigt. Det var koldt og forfriskende.

Ikke mange minutter senere stod han i stuen igen. Men den var ændret.

Der var koldt. Koldt som ude i efterårsvinden der blæste kraftigt, mens regnen slog ind på ruderne. Gardinerne var trukket til side. Aftenens mørke væltede ind.

Alle lysene var gået ud. Der var end ikke røg eller gløder tilbage.

Dan stoppede næsten med at leve lige dér. Hans hjerte slog kun lige i takt.

Blodet ville dårligt dryppe, hvis han skar sig nu.

 

Det værste var tilbage. Den ækle stank af sur og rådden cigar bredte sig i stuen.

Den stak i næsen og brændte sig ind under huden på ham.

Dan turde ikke andet end at hviske. Men han hviskede højt.

- Så er du her igen.

 

Dan stod og kiggede ud af vinduet i den mørke nat.

I håb om at få øje på noget, der kunne minde om et øjebliks fred i hans skrøbelige og næsten knuste sind.

På afstand dansede den nøgne måne bag en efterårsbirk uden blade.

Han stod med hænderne i lommen og med skuldrene oppe om ørene, og forsøgte at holde alle lyde ude. Han prøvede at holde fokus på de løse blade der hvirvlede dansende rundt i den stærke vind udenfor. Men det var svært. Næsten håbløst.

Ind imellem lukkede han øjnene, og forstillede sig, at det hele var væk når han åbnede dem igen. Men det var ikke væk. Den ækle stank var der endnu.

Den ækle stank af en sur cigar, der blev pulset kraftigt ud i det lille lokale.

Den hang i hans lille stue, når den var en stue. Den hang der også når det var et soveværelse.

 

Ind imellem var der ikke noget. Så lettede det for ham. Og smerterne forsvandt.

Men det kom tilbage. Det kom altid tilbage. Det var bare blevet værre på det sidste.

Lys var begyndt at blive pustet ud. Der blev pludselig koldt, selv om der var skruet op for varmen. Gardinerne blev trukket til side, selv om de var trukket for.

Der blev hvisket, men der var ingen forståelige ord. Det hele var bare blevet værre.

Der var ingen pludselige bevægelser. Det hele kom snigende langsomt som en slange før den ville hugge. Noget ville ind, for at blive inde.

Noget stod og stirrede på ham konstant, mens det stank af noget råddent, der pustede lysene ud, trak gardinerne til side og lukkede kulden ind.

Dan så det aldrig ske. Men han kunne både lugte, mærke og høre det.

Han kunne se forandringerne, når de var sket, men aldrig selve handlingen.

 

Han frygtede det værre end døden, selv om han ikke kendte dets omfang.

Han hadede sit hjem og hvad det indeholdt.

Alt imens han sloges med sit sind og sin depression.

Var det indbildning? Og i så fald, var han så mere sindssyg end han selv ville være ved?

Tankerne gjorde ham syg af angst. Han led når det stod på.

Han kunne gå i knæ med tårerne strømmende ned af kinderne, mens stanken spredte sig igen. Det ændrede ingenting. Det gik det ikke væk af.

Dan kunne skælde ud og råbe ud i lokalet, og bede det skrubbe af helvede til.

Men der var det måske allerede. Intet hjalp. Der var ikke nogen, at råbe på.

 

For hvad hjælper hvis det virkelig ikke er der? Hvis han bare var tosset allerede.

Der var tider, hvor tanker om, at tage sig selv af dage listede sig ind i hovedet.

Han havde allerede set sig selv i spændetrøjen.

Fikseret i en seng, ligge og stirre op i loftet, og ikke kunne andet.

Til han skulle have den næste afslappende sprøjte.

Jamen hvis det er det der skal til, sagde han ofte til sig selv.

Var det et liv? Det var vel ikke det liv han drømte om. Han turde ikke drømme mere.

Men han drømte heller ikke om et liv med kulde, stank, mørke, hvisken og stirren.

Lige nu sad han på gulvet og tørrede sine øjne.

Han glemte alt det liv han håbede på.

 

I fordums tid, havde det sikkert stået i bøgerne, at han skulle leve et almindeligt liv, med kone og børn. Han havde ingen af delene. Den tid var for længst forbi.

Dan havde to forliste ægteskaber bag sig.

Første gang var han ung og kåd. Det var et eventyr som i børnebøger.

De var så unge begge to, men lykkelige i mange år.

Til sidst var ægteskabet brugt op. De voksede fra hinanden, og det sled på dem begge. Hun forblev en af hans nærmeste venner, selv om kontakten ikke var så stor mere. De kunne skrive beskeder til hinanden, men det blev ikke til meget mere - hans "nye" kone ville ikke have det...


Anden gang skete der det, der sikkert ofte sker når mænd bliver alene.

Han forhastede sig. De fandt hinanden på nettet.

Hun var klar, men det var Dan slet ikke!

Hun var dominerende og manipulerende, og han havde været svag nok til, at lade sig styre. Det havde været håbløst fra starten. Hun jog hans familie og venner væk.

Han så det ikke, før det var for sent. Hun forbød ham, at se nogen andre end hendes egen familie. Dan var ikke mand nok til, at sætte hende på plads.

Ikke før til sidst.

 

Han holdt vejret den aften, og sagde det højt mens han rystede.

- Jeg synes ikke vi fungerer som ægtepar. Vi kan kun være venner.

Hun græd i flere dage. Men han havde endelig stået fast! Han ville ikke mere.

Det var en anden slags helvede, men han kom dog igennem.

Han kunne dårlig mindes de sidste to år. Her havde han boet for sig selv, i en lille død by, der ikke ville ham noget godt. Sådan føltes det.

Men han fortrød ikke skilsmissen - aldrig - den var det bedste der var sket for ham - trods alt!

 

Han mindedes svagt en aften, hvor han vågnede med en gevaldig hovedpine.

Det føltes som om det brændte i Helvede rundt omkring ham. Det hele stod ud i ét.

Flammerne slikkede op af væggene. Gnisterne kastedes rundt.

Røgen var sort som natten. Man kunne ikke se en hånd for sig, og alligevel så han det hele.

Ilden åd det hele. Hans møbler. Hans lille hjem. Hele hans tilværelse.

Det var døden i helvede der brændte, og smerterne var ulideligt store.

Han prøvede at skrige, og flygte fra det. Men han løb af sted som en levende fakkel hen ad gangen.

Med et kom Dan til sig selv, og tænkte atter tilbage på det liv han havde levet.

Det var som om han trådte ud af sin egen skygge den dag.

Han vågnede, nærmest i live. Nærmest død. En skygge uden sjæl.

Krop uden indhold. Kun tanker.

Det virkede næsten som om han forlod sit eget jeg, midt i alle flammerne.

Han rejste sig fra ilden og asken, og så ud over sin egen tilværelse.

Han følte sig både levende og død på samme tid. Han mærkede smerterne men vred sig ud af dem.

 

Væk fra alle de uhyggelige tanker om livet og døden, mindedes han igen sig selv.

Børn var der aldrig kommet. En tanke han tænkte på med trist sind.

Det var en sorg han næsten lærte at leve med. Men også kun næsten.

Inderst inde gjorde det ham ondt, at han aldrig skulle opleve en lille størrelse gå ham i møde. Bare hører en søn eller datter kalde ham far en enkelt gang.

Mærke en lille hånd i hans, eller følge dem i skole den første dag.

Alle de glæder, der naturligvis ville følges med et barn. Dem fik han aldrig.

Nu var det for sent. Alderen var ikke længere til børn. Den tid var passé.

Dan så ind i væggen og tænkte ved sig selv, at som han oplevede livet lige nu, ville det heller ikke være hensigtsmæssigt, at byde nogen det liv han måtte leve med sig selv.

Tiden var løbet fra ham. Han ville blive gammel og begynde at visne, når de var klar til at springe ud som smukke unge mennesker med hele livet foran sig.

Se deres begyndelse, før hans egen endelse.

Hvad ville han kunne tilbyde et barn nu? En mand på et halvt hundrede år.

Forgældet til op over begge ører, i en lille tarvelig etværelses.

I hans sindstilstand. Fyldt med depression og angst, og hvad der ellers fyldte hans triste tanker. Derudover de uhyggelige fantasier han havde, med en tilbagevendende kulde og stank af noget råddent.

 

Dan besøgte Trine, under påskud af, at der bare var hyggeligere hos hende, hvilket heller ikke var løgn. Hun havde en meget større lejlighed, der var lækkert indrettet. Men det var ikke derfor han var der. Hun vidste det godt, men sagde ikke noget.

Dan prøvede at skjule sin betagelse af Trine. Når hun vendte sig om, eller bare så den anden vej, kastede han et altfortærende blik efter hende. Han var vitterligt ramt.

Trine var ikke særlig høj, men hendes kønne ansigt kompenserede for de manglende centimeter. Dan plejede at sige, at der var stjerner i hendes øjne.

Men han sagde det aldrig højt. Han ville så gerne. Men frygten for, at han skulle blive afvist holdt ham tilbage. Han ville gerne gribe hende, og skænke hende alt hvad han magtede. Men han magtede ikke noget.

Det var ham der skulle gribes, men han ville ikke vise sin svaghed.

Det var ikke mandigt. Trine fortjente en rigtig mand. Ikke en svækling.

Hans lave selvtillid og manglende selvværd og selvbebrejdelser gennem det meste af livet, var ikke noget for Trine.

Det var han overbevist om. Hvad skulle hun med ham, når han vidste, at hun bare kunne pege på alle hylder? Hvem ville så vælge fra nederste hylde?

 

Trine var slank uden at være tynd. En smule på lår og baller gjorde hende kun charmerende. Hun var noget af det smukkeste, Dan nogensinde havde set og talt med.

Hovedet fejlede ikke noget. Hun var skarp og intelligent.

Hun var veltalende, og vidste generelt hvordan man gebærdede sig.

Hun var mere moden end ham.

Hun kunne altid læse ham i hans øjne og blik. Var der det mindste, vidste hun det, inden han sagde noget.

Hun var en drøm han dårligt turde håbe på. Hun var i hans øjne, meget mere end han sikkert kunne forvente, at kunne etablere et forhold til.

Hun var single som ham selv, men modet til at spørge om hun var interesseret, eksisterede ganske enkelt ikke.

 

Det eneste Dan kunne byde på, var betingelsesløs troskab og en kælen lidenskab.

En troskab, som også fra starten af, havde haltet lidt...

Han havde såret Trine, ved at have kontakt til flere kvinder på én gang, og det fortrød han så bitterligt! Han håbede at hun kunne tilgive ham - men var ikke sikker.

Dan sukkede højt for sig selv. Gid man dog var i stand til det, og fik lov, tænkte han.

Men hvorfor skulle hun nøjes med ham? Var han værd at samle på?

Han kendte ikke hendes tanker, men han havde sine drømme og håb, også på det område. De lå langt fra virkeligheden. Det var han overbevist om.

Så da Dan fik muligheden for, at få hende som ven, tøvede han ikke et sekund.

Han ville alligevel gå gennem ild og vand for hende. Hvis det blev krævet, at han skulle dø for, at hun skulle leve, ville han lægge sig med det samme.

Endnu havde det dog ikke været nødvendigt.

 

Trine kendte godt hans situation, men vidste ikke hvor skræmt han var og hvor virkeligt det virkede på ham. Hun vidste ikke, at han var ved at dø indeni.

Noget af ham, var måske allerede død. Måske havde hun allerede gættet det.

Det eneste der holdt ham i live, var håbet om en fremtid med hende.

 

Trines lille kat løb rundt med en snor i munden.

Den ville lege. Den hoppede op på Dans knæ og bad ham tage fat i snoren.

Den stak poten frem, i håb om kontakt.

Men Dan var træt og uengageret. Han så knapt nok katten.

Det gav et sæt i ham da Trine lagde en hånd på hans skulder.

- Bertil ville vist bare lege, sagde hun og pegede på katten.

Dan så ned på katten, der havde sat sig og kiggede den anden vej.

- Hvad er der galt, Dan? Kom nu, tal til mig. Har du det dårligere?

- Nej det har jeg såmænd ikke. Måske vender det snart, løj han.

Men det blege ansigt, der nærmest var hvidt som sne, og de mørke rander under øjnene røbede ham. Han var ikke så svær at læse.

 

Trine så på ham. Hun kunne læse ham. Hun kunne se, at noget var galt.

Hun satte sig på knæ i sofaen som hun altid gjorde. Hun tog fat i nakken på ham og vendte hans ansigt mod hende, og så ham i øjnene. Han hadede når hun gjorde sådan. Hadede og elskede det.

Dan ville ikke gengælde blikket. Han så ned i gulvet. I et desperat forsøg på at undslippe hendes skarpe øjne, der nærmest kunne se gennem ham, og læse alt hvad der stod skrevet på indersiden af hans inderste vægge.

 

Trine var stærkere end ham. Hun havde altid været stærkere end han havde.

Ikke fysisk, men psykisk var hun typen der kunne gå længere end de fleste.

Dan kæmpede med klumpen i halsen. Han kæmpede med sig selv og lænede sig frem og tog Bertils legetøj, men katten var gået.

Den havde vendt ham ryggen da han ikke ville lege. Der var ikke andre muligheder end Trine lige nu.

Han var bange for at se hende i øjnene. Han var bange for at knække grædende sammen, og for at vise sin svaghed overfor hende. Han ville vise, at han trods alt var en mand, eller noget der lignede. Mere var han vist ikke.

Han rystede på hænderne og prøvede at kalde på katten, men der kom ikke nogen redning, og Trine sad der stadig. Han vidste han måtte gengælde det blik.

Da han gjorde det, skete det uundgåelige. Tårerne trillede ned af kinderne på ham.

 

Dan fortalte det hele, som han oplevede det. Om stanken og kulden.

Om det at føle sig overvåget af noget han ikke kunne se.

Han så ikke på Trine mens han fortalte, men han stolede blindt på, at hun troede på ham.

- Var lysene pustet ud og gardinerne trukket til side da du kom ind i stuen igen?

Dan nøjedes med at nikke da han svarede. Kort efter hviskede han kort.

- Ja, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Han sukkede dybt, og ledte efter svar i den lune stue. Han havde dem bare ikke.

Dan troede, at det ville lette hans sind når han fortalte sandheden til Trine.

Men han følte sig stadig tung i hovedet da han sad på hendes sofa, og skulle gøre sig klar til at sove.

Forinden skulle han dog have sin antidepressive medicin. 40 mg Citalopram.

Eller "Lykkepiller" som de så populært kaldtes i folkemunde.

Han var ikke stolt af at skulle tage dem. Men det var en nødvendighed, sagde lægen.

Dan syntes ikke de havde den store virkning. Han kunne stadig vågne om natten, og være bange helt ind i sjælen. Hvad virkning havde pillerne så gjort?

Han var askegrå i ansigtet og hans negle var længere end normalt. Han havde daggamle skægstubbe, og lignede i det hele taget et sørgeligt tilfælde i øjeblikket.

 

Han lukkede øjne og så sin stue foran sig. Det der var der, hvad det så end var, var der sikkert endnu. Det svævede muligvis rundt i hans lille bolig, og bare ventede på, at han igen skulle træde indenfor.

Det var som et tåget tunnelsyn. Men der var ikke lys for enden af tunnelen.

Der var mørke lige meget hvor langt fremme han prøvede at se.

Der var kun en sort masse.

Det var næsten som om han hørte sig selv råbe og skrige på hjælp, nede fra en dyb og ulækker brønd, hvor han var lukket inde.

Men der var ikke nogen der hørte ham, og så blev der stille til sidst.

 

Dan åbnede øjnene og rystede på hovedet. Han ville væk fra brønden og stilheden.

Væk fra der, hvor det ikke længere nyttede noget, at råbe og skrige på hjælp.

Væk fra alt det rådne og ulækre nede i det dybe.

Væk fra den modbydelige grav i brønden.

 

Han sad i Trines lædersofa. Der var lagt rent sengetøj på sengen, og han skulle bare lægge sig. Men spørgsmålet var om han kunne falde i søvn. Turde han at lukke øjnene?

Han vidste det knapt nok. Han ville vente til han slet ikke kunne holde sig vågen mere.

Måske kunne han bare ligge og stirre op i loftet. Og vente på, at øjenlågene blev tonstunge. Til sidst gav kroppen jo op. Den tiltro havde han dog.

Han håbede ikke, at han ville drømme. Han ønskede så meget en rolig nat, uden stanken af en sur cigar, eller kulden, eller fornemmelsen af nogen eller noget der stirrede på ham konstant, mens mørket væltede ind i lokalet, og lysene blev unaturligt pustet ud. Han ønskede og håbede, men turde dårligt nok tro på det.

Hvorfor skulle det være anderledes nu. Måske fordi han ikke var hjemme.

 

Dan lagde sig, og pludselig virkede alle lyde ekstra høje i hans ører.

Måske var hans sanser bare på vagt, og valgte at lægge sig på ydersiden af hans eget åndedræt.

Han hørte katten trisse hen over gulvet.

Ud mod køkkenet for at slubre en tår vand i sig inden den gik til, ro med sin mor i soveværelset. Det var ikke unaturligt.

Men det var lyden af lille Bertil, der knapt nok vejede mere end fire kilo.

Dens skridt lød tunge som hos en stor rottweiler på halvfjerds kilo.

Lyden gav ekko i Dans ører. Det rungede kraftigt og han bed tænderne sammen.

Han vidste det regnede blidt udenfor. Men regnen hamrede på terrassedøren som store hagl. Det larmede som en buldrende torden i Dans depressionssyge sind.

Hans blik var sløret og det kørte rundt for ham.

Tanker om andre sindssyge ansigter dukkede op på hans nethinde.

Fra en udsendelse han havde set for ikke så længe siden.

Han græd og skreg, men der kom ingen lyd.

 

Dan kom til sig selv med en trykken for brystet.

Han følte sig bange med det samme. Han troede det stadig var nat.

Men der var lyst omkring ham.

En varm luft spredte sig om hans ansigt. Han turde dårligt åbne øjnene.

Men kunne dog smile da han gjorde det.

Han havde endelig fået en god nats søvn - uden ubehagelige forstyrrelser - på sofaen.

 

Bertil lå ovenpå ham, og ventede bare på, at han skulle vågne.

Så var der én at lege eller kæle med.

Der var ingen indre dæmoner at slås med, eller gespenster der skræmte ham.

Da det gik op for katten, at Dan havde fået øjne, hoppede den ned og hentede sit yndlingslegetøj - snoren. Dan slap ikke. Der skulle leges.

 

Trine havde været i bad og kom ud med et håndklæde omkring sig.

Hun smilede da hun så de to ligge og lege på gulvet.

- Det er så rart at se dig smile igen, sagde hun.

- Det er også noget siden sidst, sagde Dan tilbage.

 

Trine gik i soveværelset og tog tøj på men var hurtigt tilbage.

Hun satte sig på hug ved siden af Dan. Hun så ham alvorligt i øjnene.

- Jeg har tænkt over noget. Jeg tror på alt hvad du siger. Jeg tror også der er mere mellem himmel og jord, end vi to lige går og ved noget om. Men jeg tror det er din depression, der måske giver dig hallucinationer. Hvad siger du?

Dan rettede sig. Han så nærmest skuffet på Trine.

Hun troede på ham, og alligevel tvivlede hun. Hvad fanden tog hun ham for?

En løgner?


- Det er sgu ikke noget jeg bilder mig ind, Trine for helvede.

Hvis du ikke tror rigtigt på mig, er du mere end velkommen til at komme med hjem. Jeg ryger ikke cigar. Jeg hader den stank, det ved du. Jeg puster ikke mine egne lys ud. Jeg skruer ikke op for varmen, for så at kunne mærke kulden, og jeg river ikke gardinerne til side når jeg først har trukket dem for. Sådan fungerer jeg ikke. Ja jeg har depression inde i mit hoved, men det andet er ikke mig. Du skal være så fandens velkommen derhjemme, snerrede han.

Trine lagde en hånd på hans skulder. Hun ledte efter ordene. Der var ikke mange.

- Jeg tror på dig Dan, sagde hun. Men jeg tror samtidig din depression gør det hele værre.

 

Det var sent fredag eftermiddag.

Mørket havde lagt sig ind over landet, som en stor mørkegrå masse.

Bussen kørte langsomt trods den beskedne trafik ude på landevejene.

Bussen var et nødvendigt onde da Trines elskede lille lyseblå Citroen var på værksted.

Dan var ikke håndværker, eller noget der lignede. Men ville have elsket, at kunne skifte det oliefilter for hende. Hun havde end ikke spurgt ham - for venner havde fortalt, at han var sandelig ikke en rigtig mand, som kunne den slags.

Det passede ikke - men Trine ville ikke gøre ham utilpas ved at spørge.

Der skulle gå noget tid, før hun forstod, at han var præcis så meget mand, som hun havde brug for!

Regnen slog hårdere nu end tidligere. Det stod ned i stænger.

Vandpytterne slog tilbage når dråberne landede med skomagerdrengestørrelse.

Der var stille i det lange køretøj.

Dan sad og så ud på en cyklist, der kæmpede sig op af en bakke.

Det var et tungt tråd. Det så ud til at rytteren ikke var helt ung.

 

Trine sad med Bertils transportkasse på skødet, mens hun balancerede med en kildevand. Skruelåget var røget fra hende, og var på vej ned i den anden ende af bussen.

Hun gav et højlydt suk da hun opdagede det. Hun så bedende på Dan, der straks rejste sig for at hente låget.

Han fangede det mellem fire små lyserøde gummistøvler.

Han rejste sig og prøvede at smile til et sæt tvillingepiger med blondt hår og blå øjne.

I det samme blev himlen flækket af et gevaldigt lyn, der lyste det meste af området op i nogle få sekunder.

Man havde ikke kunne nå at tælle mange kilometer, før braget fra tordendrønet også sendtes fra oven. Dan vendte sig og så ned på Trine. Hans smil var væk.

- Velkommen hjem til mig.

 

Døren var prydet med to små flag fra tidligere på året.

Dan havde rundet det halve århundrede, og havde også spekuleret på, om det kunne være grunden til hans personlige krise. Han havde dog skudt tanken væk igen, og alligevel ikke helt.

Kommer der ikke en krise, i ethvert menneskes liv, tænkte han stille for sig selv.

 

Trine smilede da hun skulle indenfor.

Der havde altid været så hyggeligt, syntes hun. Samtidig kom hyggen fra hendes initiativ omkring nye planter og møbler osv. Men det forstod hun ikke.

Men Dan viste ingen vilje eller trang til, at lade mundvigen dreje opad i et lystigt øjeblik.

Han drejede nøglen mod venstre, mens endnu et drøn fór hen over himlen.

Da døren gik op, føltes det som et tungt åndedræt, der gik dem i møde.

Dan kunne næsten høre det. Mærke det som en tonstung sky i sindet.

 

- Her lugter godt nok indelukket, hvad? Nu skal jeg klare den, sagde Trine.

Dan så sig nervøst omkring da han trådte ind i den lille stue.

Er du her, tænkte han.

Trine trak gardinerne til side og åbnede vinduerne på klem.

En kølig vind spredte sig hurtigt i den lille bolig.

Den fløj fra stuen ud gennem entreen, der samtidig agerede køkken, og videre ud på badeværelset.

Vinden landede som en kold klam hånd på Dans skuldre, mens han for en sjælden gang skyld så sig i spejlet.

Det var som om billedet i spejlet ændrede sig. Hans øjne blev mørke og dybe, og så ud til at forsvinde. Dan holdte op med at trække vejret, for et øjeblik.

Det gav et kraftigt sæt i ham, da det bankede på badeværelsesdøren.

Det forvrængede billede i spejlet forsvandt med det samme.

 

Trine trådte ud med en godt våd kat. Det havde regnet gennem transportkassen.

Hun tog et håndklæde og gik på knæ.

- Han skal vist lige tørres inden han kaster sig på din sofa. Der kan være meget vand i sådan en pels. Du skulle åbenbart herud med det samme? Hvis du ikke mangler noget, så går jeg så småt i gang med at forberede aftensmaden. Men jeg tjekker lige dine skabe og køleskabet, ok?

Dan sagde ikke noget. Han nøjedes med at nikke. Med tankerne et helt andet sted.

 

Dan gik langsomt ind i stuen men han kunne ikke fornemme noget.

Han så til alle sider og hjørner og kroger, men der var ikke noget at se.

Ikke ud over det efterhånden kraftige og støvede spindelvæv, der var blevet spundet i de sidste ugers forløb - det var så som så med rengøringen.

 

Trine var gået til den lokale købmand. Hun kendte området godt.

Hun havde besøgt Dan flere gange denne sommer, før hans liv tog en drejning.

Før hans depression.

Da han nåede til sin midtvejskrise i livet, stoppede han med at se det lyse i livet.

Det der før kunne være en mening med at leve, gav pludselig ingen mening.

Om det var hans egen ubevidste fantasi, der opfandt det han troede svævede rundt i hans hjem, kunne han ind imellem være i tvivl om. Men det var så stærkt, at han tvivlede. Det var derfor han havde inviteret Trine. Hun skulle overbevise ham om, at han ikke bare var sindssyg, og klar til indlæggelse. Hvis det var muligt.

 

Der var helt stille i stuen. Gardinerne blafrede ikke og lysene lyste lystigt på livet løs.

Bertil lå på sofaen på et tæppe og slappede af. Han havde lukkede øjne og så nærmest ud som om han sov. Dan tog det som et tegn på, at der ingen fare var.

Hvis der var noget, ville han kunne mærke det. Katte kunne mærke den slags.

Det var han overbevist om. Hvorfra vidste han ikke?

Måske var det kun i historier og på film, at det virkede sådan.

Men Dan følte, at han var nødt til at læne sig op af en eller anden virkelighed.

Sand eller ej.

Han havde brug for noget at læne sig op ad.

Virkeligheden virkede uvirkelig, og Dan skulle gøre op med sig selv, om det var ham eller hans omgangskreds, der var ved at miste jordforbindelsen.

Ind imellem så han sig selv fra en svævende position, nærmest som et spøgelse i live.

 

Dan rystede på hovedet, nærmest af sig selv.

Han trådte ud af sin egen skal og forsøgte at læse sine tanker. Men de var for mange.

Han sænkede paraderne og lod tidligere tiders afslappede holdning tage over.

Han kastede et smil til ansigtet i stuevinduet, der straks besvarede med et tilbage.

Via sit spejlbillede, kunne han i baggrunden se Bertil langsomt komme til sig selv.


Han satte sig op i sofaen og strakte sig, og viftede med halen. Det gjorde Dan tryg.

Det hele foregik som i slowmotion. Da lysene gik ud og der pludselig blev koldt.

Dan kunne mærke det, men han kunne ikke ændre på det.

Han kunne se sin egen ånde.

Han åndede ud, og straks ændrede hans synlige ånde sig til et kranie.

Stanken kom snigende lige så kvælende som en slange rundt om halsen på ham.

Han så på sit eget billede igen, der ikke længere lignede sig selv.

Hovedet havde sænket sig og smilede ondt tilbage.

Han vidste, at det ikke var det ansigt han havde lige nu. Hans blod frøs til is.

Sådan føltes det. Han var mere end skrækslagen.

Bag sig kunne han høre Bertil reagere. Endelig, tænkte han.

Hans hale var kraftig og tænderne var blottede. Han snerrede mod vinduet.

Han kunne mærke det, uden at vide hvad det onde var, og hvad det onde ville.

 

Gespenstet i vinduet snerrede tilbage, mens ruden blev mere og mere dugget.

Det væltede rundt i Dans hoved, der ikke vidste om det hele bare var en dårlig drøm.

Han prøvede at råbe på Bertil men der kom ikke nogle lyde.

Stuen var en karrusel, der ikke kunne stoppe.

Man var tvunget med på turen, og man kunne ikke springe af i farten.

Dan fægtede med armene. Han kunne dårligt stå.

Han skreg igen mens han tog sig til tindingerne. Han kunne knapt nok høre sig selv. Han lagde dog mærke til tonen fra Bertil, der havde ændret sig markant.

Han snerrede ikke så højt mere. Tværtimod. Han peb nøjagtigt lige så skrækslagen og i angst som Dan selv.

Katten rystede som et espeløv i sit lille skelet.

Dan greb Bertil og tog den til sit bryst, for at beskytte den.

Han så væk fra vinduet og gik på knæ.

 

De lukkede deres øjne begge to. Dan havde en fornemmelse af noget iskoldt, der nærmest klistrede sig til hans nakke og videre rundt om hans hals, og begyndte at

klemme.

Stanken blev værre. Det var tydeligt. Noget uhyggeligt skræmmende skreg til hans følelser. Det ville ham til livs, hvis han da ikke allerede var død, tænkte han.

Katten skreg ham i ørene i vilden sky. Den snoede sig ud af hans greb og løb ud mod døren.

Det iskolde fortsatte ned af rygsøjlen. Dan lå på alle fire. Stiv af skræk, og ønskede at han kunne skrige på hjælp. Men en stærk energi forhindrede ham i det.

Det holdt ham nede på gulvet, uden at kunne sige noget. Fanget i et jerngreb.

Fra det ene øjeblik til det andet, drattede han om.

Der blev stille i stuen.

Lysene blev tændt og duggen var væk fra ruden, og der var lunt igen.

Trine låste sig ind og smilede til Bertil, der var lettet over at se sin mor.

 

- Hej med jer. Her kommer jeg. Har i leget? Du ser lidt træt ud Dan. Jeg laver mad lige om lidt, dækker du så bord i mens?

Dan rejste meget langsomt. Han vendte sig og turde knapt nok kigge på ruden.

Af frygt for sit eget spejlbillede. Han trak vejret hurtigere end normalt.

Han hyperventilerede, mens han flåede gardinerne fra og skævede mod lysene.

Hvordan skulle han forklare det der netop var sket, og hvorfor skulle hun tro på ham?

Lille Bertil kom listende ind i stuen bag ham. Dan satte sig på hug ved siden af den.

Det var som om der opstod en forståelse mellem de to.

De behøvede ikke, at tale sammen. De vidste godt begge to, at der var noget.

Noget der var ondt.

Dan så tilbage mod ruden. Han kunne ikke lade være med at hviske højt for sig selv.

- Hvad fanden er du her for? Jeg har aldrig gjort dig noget. Lad mig dog være.

Han følte på sin hals, hvor det tidligere føltes som om et iskoldt reb ville kvæle ham.

 

Måske skulle Trine prøve at være alene i lejligheden? Men hun skulle ikke igennem et helvede for hans skyld. Men han måtte prøve, at overbevise hende.

De spiste og så nyhederne, og herefter en film. Gudskelov en romantisk komedie.

De sagde ikke meget til hinanden. Trine smilede ind imellem til Dan.

For Dan betød det alverden, at kunne sidde i arm med Trine.

Dan fulgte ikke med i filmen. Tankerne var andetsteds. Udenfor vinduet.

I en ukendt verden, der ikke lignede hans egen. Kold, mørk og uvelkommen.

Måske endda dødelig. Hvem vidste hvordan døden dræbte, når den gjorde det?

Dan sad langt væk i tankerne idet han blev vækket af et klem i armen.

Hendes kønne øjne så direkte i hans.

 

- Jeg mangler smøger. Skal vi ikke køre i kiosken, spurgte hun med hæs stemme.

- Den klare jeg, sagde Dan hurtigt og greb chancen.

- Klæd dig godt på. Det er koldt udenfor.

Dan tænkte for sig selv. Det er det også indenfor.

Regnen havde lagt sig men det blæste stadig. Langt borte kunne man stadig høre tordenbrag buldre henover himlen.

Han rundede hurtigt den lille skole, for ikke at gøre turen for lang.

På vej tilbage gik han om på den anden side af ejendommen.

Dan stod stille et øjeblik og kiggede op mod sit eget vindue ind til stuen.

Trine formentlig var ved at forvandle den til et soveværelse.

Med mindre hun oplevede noget uhyggeligt. Noget stinkende og kvælende.

Tanken gøs gennem ham, og Dan betænkte sig ikke yderligere.

Han løb op af trapperne og hen af gangen.

 

Der var ingen der skreg bag døren. Han fumlede med nøglerne, døren gik op og en smilende Trine tog imod.

Hun stod med en af Dans T-shirts på.

Den var alt for lang til hende og gik ned til knæene. Men på en eller anden måde, så hun sød ud med den på. Som en lille pige. Hun manglede bare de røde kinder og rottehalerne.

 

Dan sad på sengekanten. Han så ned i gulvet. Han ville spørge, men det skulle lyde rigtigt. Han trak tiden så langt han kunne.

- Jeg skal også lige have min tossepille, sagde han og rejste sig.

- Du er jo ikke tosset Dan. Det er piller der skal hjælpe dig. Du må kalde dem noget andet. Jeg kan også mærke på dig, at der er noget du vil sige. Du skal altså ikke holde noget tilbage for mig. Det ved du da. Kom nu med det.

Dan vendte sig og så hende i øjnene.

- Da jeg gik i kiosken, oplevede du så noget, unaturligt her? Noget der ikke kan ske i virkeligheden? Jeg ved det lyder åndssvagt, men alligevel.

- Nej Dan, jeg oplevede ingenting, sagde Trine og rystede på hovedet.


Hendes bekræftelse på, at der netop ingenting var sket, var næsten det værste.

Det overbeviste Dan om, at det var ham, der var ved at miste det sidste af sin forstand. Han sad op i sengen med hovedet i hænderne.

Han vidste hverken ud eller ind. Han ville græde, men holdt det i sig.


- Prøv at høre her, Dan. Jeg kan godt høre hvad du siger. Hvis du siger, at du oplevede noget kvælende rundt om din hals, mens jeg ikke var her. Så har du helt sikkert oplevet det. Men så siger du, at Bertil også kunne fornemme det. Så kan jeg ikke følge med mere. Han er en lille kat og du er en voksen mand. Jeg støtter dig hundrede procent. Men prøv nu, at hør på mig bare et øjeblik. Du har en svær depression. Du oplever kun alt det grimme når du er alene. Jeg har også været her alene. Her var lunt og behageligt, og der skete ingenting. Der kom ikke noget ind af vinduet. Jeg er virkelig ked af det, Dan. Men jeg tror det er din sygdom der starter din fantasi.

 

Dan rejste sig fra sengen. Alle følelser kastedes rundt i hovedet på ham.

Både vrede og skuffelse. Han var ked af det. Det hele pegede hen mod én ting, som han så det.

- Jeg er vel klar til indlæggelse, sagde han kort.

- Det ved jeg ikke, Dan. Men du skal nok tale med en professionel om det.

Dan så rundt i stuen. Alt så tilsyneladende normalt ud. Og dog.

- Plejer Bertil ikke at ligge på sin egen pude på sengen om natten, spurgte han.

- Jo det gør han nemlig, svarede Trine , mens hun vendte sig og så efter ham.

- Hvorfor ligger han så under sengen og ryster?

 

Trine var faldet i søvn, med Bertil på maven - det var heller ikke normalt.

Hun havde drejet sig, så de nærmest lå i ske.

Hun havde en beskyttende arm om katten, der sov roligt.

Dans fortvivlelse var ikke blevet mindre. Han var end ikke træt.

Han stirrede mod gardinerne, der var trukket for. Der var lunt og behageligt.

Måske fordi Trine lå ved siden af ham, eller også fordi hans sygdom ikke ville røre ved hans psyke lige nu.

 

Der var ikke koldt og der stank ikke af den sædvanlige sure rådne cigar.

Men han følte sig dårlig. En kvalmende fornemmelse bredte sig i maven på ham.

Han satte sig langsomt op for ikke at vække Trine.

Han rakte ud og tog en slurk vand fra glasset på skrivebordet. Det var lunkent.

Det sved i øjnene. Først kun lidt, og så lidt mere. Det irriterede mere end nødvendigt.

Dan gik ud på badeværelset, men han kunne dårligt se noget.

Han var nærmest blændet. Han kendte den korte tur, så han vidste, at han stod foran spejlet.

Det føltes som om øjnene løb i vand, men da Dan så sig i spejlet var det blod der trillede ned af kinderne på ham.

Den kølige vind lagde sig på hans ryg. Først var han stum af chok, og så skreg han.

Han stoppede først da han mærkede en varm hånd på skulderen. Det var Trine.

Hun tog hans ansigt i hænderne og kaldte på ham. Hun prøvede at se ham i øjnene.

Dan så på sine hænder. Der var ingen blod. Det var rent koldt vand.

Han holdt op med at trække vejret.

Chokket havde stadig overtaget. Trine holdt stadig fast i ham og prøvede febrilsk at fange hans blik.

Men det flakkede fra side til side, mens vejrtrækningen langsomt vendte tilbage.

Men han hyperventilerede. Han var ikke i stand til at sige et eneste ord.

- Dan for helvede. Hvad sker der, råbte hun mens hun tørrede hans ansigt.

 

Dan havde haft følelsen før, hjemme hos Trine. At alle lyde blev kraftigere.

Han kunne høre vandhanen dryppe tydeligt. Hver en dråbe klaskede hårdt i vasken.

Trines stemme lød som en mørk mumlen i hans ører. Han forstod ikke ordene.

Han kunne næsten fornemme og høre den vind, der tidligere havde lagt sig på hans ryg, svæve fra badeværelset og ud i entreen og videre ind i stuen.

Det var først da de begge hørte Bertil snerre, at lydene virkede normale i Dans ører.

Trine rejste sig. Hun virkede først irriteret på sin kat. Hun bad den om at tie stille.

Men så peb den, skingert i skræk og rædsel.

Trine løb ind til sin kat. Hun betænkte sig ikke et sekund. Hun løftede den.

Hun stod med ryggen til vinduet, med sin rystende kat i armene.

 

På badeværelset kom Dan langsomt på benene. Han vaklede lidt.

Han nægtede at se sig i spejlet. Han lænede sig op ad væggen.

Han tørrede hele tiden sit ansigt og så på sine hænder. De var blanke af vand.

Der blev skreget fra stuen igen, men det var ikke fra Bertil. Trine skreg højt.

Dan samlede sine kræfter og prøvede at mande sig op.

Trine sad på knæ og stirrede stift på vinduet. Hendes mund var åben men hun sagde ikke noget. Hun skreg ikke mere. Hun gjorde ingenting. Der var iskoldt i stuen.

Bertil var krøbet ind under sengen. Han peb stadig ganske stille.

Dan gik på knæ foran Trine, mens hun løftede højre hånd og pegede.

Han vendte sig, og de så det sammen. Gardinerne var trukket til side.

Der var dug på ruden. Nogen eller noget havde skrevet en besked.

Duggen drev ned ad vinduet, nærmest som blod fra et sår.

Der var en kort besked, der ikke kunne misforstås.

 

I SKAL UD INDEN BRANDEN TAGER JER!

 

Dan så atter på Trine, hvis rødbrune hår havde fået en grå stribe ned langs højre side.

- Jeg så de ord blive skrevet, men der var ikke nogen hånd, hviskede Trine.

- Måske er det ikke bare noget jeg bilder mig ind, sagde Dan.

 

De sad sammen som to skræmte børn, arm i arm. Bertil lå stadig under sengen.

De sagde ikke noget til hinanden.

De stirrede på de gardiner som Dan havde trukket for.

Duggen var drevet væk igen. Der var lunt i stuen igen. Lysene var tændt, af Dan.

Det var som om det lettede noget inde i Dan, da det gik op for Trine, at det ikke bare var noget han bildte sig ind. Men samtidig vækkede det en vrede i ham.

Det skulle jo ikke gå ud over hende. Det skulle lade hende være.

Det der nu var, havde overbevist hende. Dan havde ret. Så langt så godt.

Så var det ikke kun hans sygdom, der spillede med og gjorde det umuligt at leve normalt.

 

Om få timer ville lyset bryde gennem mørket. Trine var for chokeret til at sove.

Dan kørte en hånd rundt i håret på hende, som så ofte før.

Den grå stribe var tydelig. Hun havde ikke selv set den endnu.

Hendes blik var fastlåst på vinduet.

Dan ville rejse sig, men Trine holdt om ham. Hun ville ikke slippe.

- Jeg skal op og stå, mine ben gør ondt, hviskede han beroligende.

Hans tanker om retfærdighed gjorde ham gal. Han stillede sig med ryggen til vinduet.

Han trak vejret dybt, og ledte dybt inde i sig selv, efter noget mod til at mande sig op, mod det ukendte, der nu også havde skræmt den pige, han elskede betingelsesløst.


- Det kan sgu ikke være rigtigt. Det er min lejlighed det her. Jeg betaler for at bo her. Jeg vil sgu ikke skræmmes væk. Ja, jeg er også skide bange, for jeg ved ikke hvad det er. Jeg er også ved at gå til af angst, men jeg vil sgu ikke smides ud af noget jeg ikke ved noget om. I morgen vil jeg vide besked.

 

Trine havde rykket sit blik over på Dan. Der var noget i den måde han sagde det på. Hun så ham i øjnene. Det var tydeligt, at Dan mente hvert et ord.

Hun kendte ham bedre end mange andre.

Trine kunne tydeligt se, at der både herskede frygt og en inderlig vrede i ham.

 

Med rystende bevægelser, tog Dan fat i gardinerne. Han rev dem hårdt til side.

Trine krøb sammen på sengen. Hun frygtede noget, der var værre end døden.

Noget man ikke kunne se. Men det gøs i hende da hun så vinduerne igen.

- Jeg vil skide på hvem du er, men det her, det er mit hjem, råbte Dan.

 

I det samme lyste himlen op.

Et lyn tæt på, slog ned i det store gamle træ ude på plænen.

Det antændte træet, der straks stod i flammer, der åd sig vej ned til rødderne.

Gnister fløj fra træet til alle sider. Nærmest som var det træet der åndede ud, gennem de små lysende ildkugler.

Skygger af skikkelser gik forbi træet.

Uden at de lod sig skræmme af flammerne. Med langsomme skridt gled de sorte figurer ud af ildens billede og ind i mørket.

Dan så det, men kunne ikke se det tydeligt. Men han vidste det var derude.

En af skikkelserne lignede mest af alt en levende fakkel.

Den gav et indtryk af, at kigge ind på Dan.

Dens øjne lyste.

Det var det mest uhyggelige Dan havde set, nogensinde i sit liv.

Først tænkte han, at han ville sige det til Trine. Men opgav tanken alligevel.

Hun skulle ikke udsættes for mere.

 

Trines søvnløshed havde alligevel måtte give op.

Hun var faldet hen kort før de tidlige lyse timer skulle til at vise sig på himlen.

Hun vågnede med et sæt og satte sig hurtigt op.

Dan stod ved vinduet og så ud.

Som mørke skygger, stod flere af ejendommens beboere ude på plænen, ved det udbrændte træ.

Der var kun rester tilbage. Det var sort og mindede mest af alt om en spids knogle, der stak ud af et ben, ved et åbent smertefuldt knoglebrud.

Det småregnede. Ikke tæt, men nok til at gøre træstumpen blank.

Dan vendte sig og så Trine i øjnene. De var smukke men sørgmodige.

Han så for én gang skyld ikke trist ud. Hans blik fortalte, at han var mere rasende end han længe havde været, Han ville ikke længere acceptere tingenes tilstand.

Han ville vide besked. Det skulle ikke gå ud over nogen han holdt af.

I sine lommer knyttede han næverne så hårdt, at det næsten knasede i håndryggen.

Det kogte i hans ellers følsomme sind. Men han følte sig mere klar end nogensinde, til at tage kampen op mod det ukendte, uden at vide hvordan.

 

Det havde vækket hans vrede da det også gik efter Trine.

Selvom det tilfredsstillede ham, at hun selv fik syn for sagen, skulle hun ikke skræmmes fra vid og sans.

På den ene side trist og gal. På den anden side ok med, at hun vidste besked.

Hun skulle bare overbevises om, at Dan ikke var sindssyg. Det vidste hun godt nu.

Han satte sig på sengekanten og tog hendes hånd.

- Er du ved at komme dig, spurgte han selv om han egentlig kendte svaret.

Trine svarede blot med at ryste på hovedet. Et par tårer trillede langsomt ned af kinden på kinden på hende. Dan tørrede dem omsorgsfuldt bort med en finger.

 

- Jeg går ud og taler med nogen af ejendommens andre beboere. Jeg vil vide hvem der har boet her før mig. Der må være nogen der ved noget. Tør du være her alene, eller vil du med?

Ikke meget mere end ti minutter efter, var de begge to på vej ud til det afbrændte træ.

Græsset omkring træet var blødt og gav dybe spor når man trådte ud på plænen.

Dan gik forrest hen mod en lille samling, der stod nærmest resterne af det forhenværende træ. En ældre lille tætbygget herre, der så ud til, at have rundet de første tres, kom Dan i møde. Det var Dennis. Ejendommens formand.

Under normale omstændigheder, ville Dan have smilet en smule da han fik øje på formandens fødder. Men denne morgen var ikke normal. På ingen måde normal.

 

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Har du, spurgte Dennis.

Dan svarede med at ryste på hovedet. Uforstående og alligevel mistænksom.

Han ville stille specifikke spørgsmål til Dennis, om den tidligere lejer, men Dennis kom ham i forkøbet. Han pegede på resterne af træet.

- Det så voldsomt ud. Så du det ikke? Det var lige foran dit vindue.

- Jo vi så det godt. Vi har heller ikke set den slags før. Kun på film.

Dennis var ved at vende sig for at slutte sig til samlingen af flokken.

- Hvad mener du med, at vi så det godt? Boede du ikke alene?

Dan drejede en halv omgang og viste sin veninde.

- Det er Trine, sagde han roligt men fattet.

Men Dennis hørte åbenbart ikke efter. Han var allerede på vej over mod flokken.

Trine rystede uforstående på hovedet.

- Hvad sker for folk herude på landet? Er jeg usynlig eller hvad? Og hvorfor sagde han at du boede alene? Du bor her da endnu. Gør du ikke, spurgte hun.

Det var umuligt for Dan at svare på. Han slog med skuldrene.

- Hvad gør vi nu, spurgte Trine og så mod himlen og regnen.

- Hvad med at gå en tur rundt i byen? Nogen må da vide noget, svarede Dan.

 

Der var stille i det lille lokale søvnige provinssamfund. Ikke mange følte sig fristet til, at bevæge sig udenfor i det silende regnvejr.

Enkelte gjorde det kun af pligt når hunden skulle luftes. Andre af andre årsager selvfølgelig, men ikke mange.

Gaderne var tomme og skyerne var mange og mørke.

Byen lignede så mange andre småbyer.

Sikkert charmerende, også på denne årstid.

Et ungt par kom gående hånd i hånd. De hilste flygtigt kun på Dan uden at smile.

Han var ny og ukendt for alle. Derfor den korte hilsen.

Trine så på Dan. Spørgsmålet stod skrevet i ansigtet på hende.

- Det er meget naturligt. Lige da jeg kom hertil var alle venlige, men når de lærer en af kende, stopper de med at hilse. Man skal være født her for rigtigt, at være med i kredsen.

Trine, som selv var vokset op i en lille provinsby på Bornholm, forstod med det samme. Emnet var ikke ukendt.

 

Dan tog det med sindsro. Det kunne ikke hidse ham op, at ingen sagde hej mere.

Med den tilstand han var i, rent psykisk, var det bare hverdag.

Ingen smil og lutter triste miner. Det eneste lyspunkt i hans liv, var Trines støtte.

Ved et hjørne, hvor vejen skilte sig i ud i tre forskellige retninger, stoppede de lidt.

Der var en retning mod marker, næsten så langt øjet strakte, uden tegn på liv.

En anden gik mod skoven. En mindre granskov, men dog tæt alligevel.

- Vi kan gå en tur i skoven, men vi finder nok ikke nogle svar der.

Dan pegede i retning af det grønne område og slog med hovedet.

Trine rystede på hovedet, og Dan vidste hun ikke ville gøre det.

Idéen var også mest ment i desperation. Han ønskede svar, men vidste ikke hvor han skulle begynde.

- Nej, jeg kan ikke lide skoven. Jeg bliver utryg når der bliver mørkt i skoven.

 

Trine var bestemt i tonen. Den tredje vej førte over til den lokale Brugs.

Stort set det eneste sted i byen hvor det var muligt, at handle. Når man så bort fra kiosken, hvor man betalte overpris for sodavand og lidt sødt til ganen.

- Jeg kan gå derind og spørge. Måske er der nogen der ved noget.

Dan sukkede opgivende over sit eget forslag. Han fortrød allerede, at have foreslået det, men gik ind alligevel.

Regnen stilnede lidt af mens Dan forsvandt ind i butikken.

Blandt brød og kaffe, stod Benny. En mand nogenlunde på alder med Dan.

Han var ligeledes alene og boede i ejendommen.

Han var høj og ranglet og havde for vane at svinge rytmisk med armene når han gik.

Ind imellem kunne det minde om en orangutang, der kom gående.

Det kunne virke komisk, når man var ny i byen.

Dan nøjedes med at hilse med et nik.

- Så du branden i træet i nat? Det var lige udenfor dit vindue, spurgte Benny.

Det var ejendommens store samtaleemne. Måske hele byens.

I en stille by, hvor der ikke skete alverden, skulle der ikke meget til, for at rykke i ubalancen.

- Ja vi så det godt, min veninde og jeg, svarede Dan.

- Vi? Du boede da alene gjorde du ikke?

 

Dan vidste ikke hvad han skulle svare. Der var det igen. Han sagde også, "boede". Som om Dan ikke var i ejendommen mere. Hvad fanden gik det ud på, tænkte han.

- Jeg bor der nu stadig, Benny. I øjeblikket har jeg en veninde på besøg.

Dan kunne høre sig selv sige det. Men noget inde i ham, ville også have tvivlet, hvis andre havde sagt det på samme måde. Det virkede ikke overbevisende.

Benny sendte et blik, der så ud til, at han ikke troede på hvad han hørte.

Han vendte ryggen til Dan og begyndte at gå videre rundt, som gik han rundt i sine egne tanker. Dan gik efter ham.

- Du Benny, sig mig engang. Hvem har boet i min lejlighed før mig?

Den lange tynde mand svingede med armene da han vendte sig. Han smilede.

- Der har jo været flere med årene. Vi kommer og går som du ved. Det er jo sådan en mellemstation, inden vi skal videre, ikke? Hvem vil blive boende der? For nogen bliver det jo, den sidste ejendom, sagde han og blinkede kunstigt.

Dan forstod ikke et muk af det han sagde. Han sukkede og prøvede igen.

- Jamen ved du noget specielt om min lejlighed? Har der boet nogen, der ikke ville flytte, men blev smidt ud alligevel?

Benny løftede hovedet og så på loftet. Han trak vejret tungt mens han tænkte sig om.

 

Så rettede han pludselig blikket mod Dan. Han så alvorligt på ham.

- Har du oplevet noget ikke særligt rart? Er du blevet truet eller skræmt?

Dan gik et par skridt tilbage. Spørgsmålene kom som et slag i maven. Som en kraftig storm, der fik ham til at vakle på benene.

- Hvordan kunne du vide det, stammede Dan.

Benny gik et skridt nærmere og sænkede stemmen. Han så lige i øjnene på Dan.

- Der har været flere i din lejlighed. De fleste er som regel kommet videre hurtigt. De kan ikke lide, at være der. Du er den der har været der længst.

- Hvad er der med min lejlighed, spurgte Dan.

Dan var så usikker, at han dårligt vidste om han ville have svaret.

Han var bange men nysgerrig. Det var skræmmende. Han lænede sig frem mod Benny, med en rystende angst i kroppen.

Hans hjerte hamrede i brystet på ham.

Han holdt vejret mens blodårerne pumpede på livet løs.


- Det var nogen der skete noget med. Vist nok ret mange. Det var uhyggeligt. En aften var der én eller anden, der faldt i søvn med en tændt smøg. Der gik ild i det hele. Også rygeren, der løb ned af gangen med flammer der omsluttede hans krop og hår. Der skete en masse, men jeg ved ikke det hele. Det er som sådan ikke noget vi taler så meget om her i byen. Det var et inferno af ild lige pludselig. Sådan hedder det sig i hvert fald.

 

Dan vidste ikke hvad han skulle sige. Han var ved at besvime og var usikker på benene. Han ledte efter ordene. Han prøvede at trække vejret. Det var svært.

Det var som i drømmen. Han havde set det ske. Men hvornår?

- Jamen ejendommen står der da endnu, hviskede han hæst.

Han var ikke i stand til andet. Han kunne dårligt få ordene ud af munden.

Han vendte sig og så ud mod Trine. Hun stod stadig derude. Hun lignede én der frøs. Hun havde armene over kors og stod med en smøg i munden.

Dan ville lige sige hej til Benny, inden han gik ud til hende.

Men da han vendte sig mod ham var han væk.

Dan kiggede rundt i butikken. Han kunne slet ikke få øje på ham. Nogle steder.

- Det rabler mere og mere for mig, hviskede han, og vendte sig og gik ud.

 

På vej tilbage til den lille lejlighed kiggede Dan konstant ned i jorden.

Han prøvede, at samle tankerne. Det var mere eller mindre umuligt.

De var grå og falmede. Én stor pærevælling. Det flød sammen.

Der var hverken hoved eller hale i noget af det. Det gav starten på en sønderrivende hovedpine og kvalme.

Han sendte et opgivende blik mod Trine, og forsøgte, at finde løsningen i hendes klare øjne. De smukke øjne så tilbage på ham, med en tydelig forståelse og empati.

- Gid jeg vidste hvad jeg kunne gøre for dig, sagde hun. For os...

 

De havde ikke været der så længe, før Trine brød stilheden.

- Jeg er nødt til at tage hjem, Dan. Jeg føler mig ikke godt tilpas her. Måske skulle du tage med hjem i nogle dage, til du har det bedre.

Dan rejste sig. Han skjulte ansigtet i hænderne. Han var både træt og trist.

Han greb ud efter Trines hænder, mens han rystede på sine egne.

- Jeg er nødt til at blive her, Trine. Jeg vil vide hvad der skete. Prøv at ring til mig om et par dage, eller bare kom og kig forbi, hvis du har tid og lyst.

- Det skal jeg nok. Lov mig nu, at du passer på dig selv, Dan.

- Ja det er ok. Jeg skal nok passe på mig selv, hvis jeg bare vidste hvad det var.

 

Dan stod midt på vejen da Trines bus kørte ud af byen. Det var alligevel tungt at se hende køre. Hun havde måttet lide under sit besøg hos ham. Det smertede i hans følelsesregister. Han hadede, at hun overhovedet havde oplevet det unaturlige. Selv om det også tilfredsstillede ham, at hun kunne se, at han ikke bare var tosset.

Hvordan skulle han kunne forklare det her for andre? Alle andre ville diagnosticere ham som lettere sindssyg. Eller måske helt klar til indlæggelse og fiksering.

 

Dan var heller ikke længere selv klar over hvor han stod. Han kunne stille sig selv tusind spørgsmål. Men hvor skulle han hente alle svarene fra?

Hvis det hele bare var en ond drøm, hvad så? Hvor kom så alle smerterne fra? Stanken, kulden og ordene på vinduet. Der var nok at tænke igennem. Men han kunne næsten ikke rumme mere. Han ville ikke rumme det. Det var uvirkeligt.

 

Med langsomme skridt begav han sig mod ejendommen. Han så slet ikke op.

Han vidste hvordan den så ud.

Denne store røde murstensejendom, der havde så mange år på bagen.

Den der kunne berette så mange historier, og måske også gjorde det, på sin helt egen måde.

Måske var det hele bygningen der var ond. Måske var det hele bare ét stort mareridt.

Da han nærmede sig, var det som om, at noget stak ham i ryggen.

Tog fat i ham og bad om hans opmærksomhed. Han vidste ikke hvad det var.

Som en tung hånd på hans skulder, fik det ham til at vende sig, og se over på kirken.

Den hvidmalede kirke med det røde tag var ikke stor, men passede til byen.

Der var også en mindre kirkegård, med et par hundrede gravpladser.

Det var ikke fordi kirken ringede med klokken. Der var stille derovrefra.

 

Dan var ikke overdrevet religiøs. Han følte sig overbevist om, at der nok var mere mellem himmel og jord. Specielt efter de sidste dages oplevelser.

Men om Gud vitterlig fandtes, havde han endnu aldrig fundet et seriøst bevis på.

Han havde søgt i kirken efter svar og bevis, for år tilbage.

Men han havde aldrig fundet det endelige syn for sagen.

 

Kirketårnet ragede op blandt andre nærtliggende bygninger.

Ikke langt derfra lå en stribe rækkehuse, af ældre datoer.

Slidte og med små tarvelige haver til.

På den anden side af gaden, ikke langt fra Dans ejendom, lå der primært større og mindre villaer. Ikke noget prangende.

Noget af det var da præsentabelt, men så heller ikke mere.

Lige ved siden af ejendommen, lå der et vognmandsted.

Brians Garage, hed det.

Meget originalt opkaldt efter indehaveren. En rødmossede overvægtig herre på cirka tres, med skæg som en hvalros, og tænder der tilfældigt var kylet ind i munden som barn. Dan havde tænkt for længe siden. Stakkels dreng, engang.

 

Kirken, og måske endda kirkegården, virkede dragende på ham.

Den skreg næsten til ham. Det var som om, de stakkels sjæle der lå derovre, ønskede hans gang.

Det flåede i hans sanser. Hans tanker og sind var i stormvejr.

Skulle han gå derover, og få stillet sin nysgerrighed? Han følte ikke for det.

Han kunne generelt ikke lide kirkegårde. De var skræmmende.

Han frygtede det værste, hvis han nærmede sig. Han kunne ikke.

Han måtte presse sig selv, til ikke at gøre det. Han tog fat i sit indre jeg.

Han brølede hviskende, næsten så højt, at alle ville kunne høre det alligevel.

- Kom nu for fanden. Hvad skal du derover efter? Gå nu ind til dig selv.

 

Dan vendte sig igen mod ejendommen. I det samme kunne han høre den knirkende jernlåge ved indgangen til kirkegården. Hvor han hadede den lyd.

Han turde næsten ikke se derover, men den nysgerrighed han havde arvet fra sin mor, gennemborede hans hjerte alligevel. Han ville bare ikke tages i at stirre.

Ud af øjenkrogen kunne han se skikkelsen af en dame gå ud.

Han kunne lige skimte en lang brun frakke. I hånden havde hun en klud som hun brugte til øjnene.

Det var umuligt at se hendes ansigt.

Men Dan følte straks medlidenhed med hende.

Han havde selv prøvet at miste nogen han holdt af. Det var det værste.

 

Damen nærmede sig sin bil, der som den eneste der holdt parkeret ved kirken.

En lille lyseblå Citroen, så vidt man kunne se.

Dan gættede at hun var alene, måske med et par børn, højst.

Han stod og tog sig selv i at stirre alligevel - hvorfor vidste han ikke.

Måske var det empatien der greb om sig.

Hun stod stille ved bilen. Hun rystede på skuldrende.

Som hvis nogen oplever noget uhyggeligt. Så vendte hun sig og så direkte over på ejendommen.

De øjne og det ansigt var ikke ukendt, men det var uventet.

Chokket kom ikke snigende. Det kom buldrende og bragende som en kanon i krig.

Dans verden stod stille i de sekunder. Hans verden drejede slet ikke rundt.

Hans blod frøs til is og hans knogler følte dødsstivheden da han så hendes ansigt.

Det var Trine!!!

 

Det var hans elskede, der satte sig ind og kørte forbi ham.

Dan hørte sit eget skrig da han råbte hendes navn, men bilen forsvandt med hende.

Der gik vel ikke mere end nogle få minutter, men det føltes som timer i en film der kørte for langsomt.

 

Han løb ud midt på gaden og så efter bilen. Den lille lyseblå Citroen.

Men det var for sent. Han ville løbe efter den, hvis han kunne.

Det eneste han så, var en lille dreng der kom cyklende mod ham.

Dan kendte ham godt af udseende. Han ville flytte sig for ham, men drengen havde mere fart på, end Dan lige var forberedt på.

Han prøvede at råbe drengen an, og forberede ham på et eventuelt sammenstød.

Men drengen hørte ikke noget. Han havde kurs direkte mod Dan - det var uundgåeligt.

Men det der skete, skulle ikke kunne ske i virkeligheden.

Men hvad var efterhånden virkeligheden?

Havde han ikke netop oplevet noget usandsynligt?

Drengen kørte gennem ham. Han ænsede slet ikke Dan. Så og mærkede ham ikke.

 

Dan gik i knæ midt på gaden. Han græd hysterisk og rystede over det hele.

Hvorfor? Hvad var han efterhånden? Var han der overhovedet?

Kunne drengen overhovedet ikke se ham? Var han da endelig blevet helt sindssyg nu? Klar til den lukkede afdeling.

Dan så på sine hænder. De var nærmest papirtynde. Han kunne se gennem dem.

Han løftede hovedet og så mod himlen, hvor skyerne spredte sig en smule.

Solen kneb sig igennem, og kastede skygger hen ad gaden.

Han så rundt om sig. Han kunne ikke se sin egen skygge.

 

Noget vækkede ham fra hans trance af sindslidende tilstand.

Nogle af de gamle træer omkring kirkegården, synes at hviske i vinden.

De hviskede hans navn.

- Dan. Kom Dan. Kom ind til os, lød det fra de store trækroner.

 

Det var knapt nok ham selv, der fik ham på benene.

Det var helt sikkert heller ikke viljen. Men noget tog fat i ham. Noget tvang ham af sted.

Igen denne knirkende jernlåge. Han glemte alt om følelser for lyden.

Han ville ikke bevæge benene derinde, men han kunne ikke andet.

Perlegruset knasede under hans fødder. Han trak heller ikke vejret mere.

Han gjorde ingenting. Der var noget, der gjorde det for ham.

 

Ved en sten længst borte, stod en større flok samlet.

De stod og så alle sammen ned på stenen.

Det var en enkelt sten, med bare ét navn på. Foran den lå der en lille frisk buket blomster. Hvide roser og lidt grønt.

 

Først var flokken kun skygger af skikkelser.

Men da Dan kom tættere på, kunne han genkende dem.

Han var ikke længere præget af chok og gråd.

Han vidste ikke hvorfor.

Dennis stod sammen med Benny, der igen stod ved siden af den ældre dame ovenpå.

Hans nabo, Amir, der kun talte dårligt dansk, var der også.

Den gamle maler oppe fra tredje, Svend, var der også. De var der alle sammen.

Hele ejendommens beboere.

Også det par, som Dan og Trine havde mødt på deres tur.

De stod og kiggede stift på ham. Øjnene var ikke vrede. De var dybe.

 

Dan nærmede sig langsomt. Han holdt stadig vejret. Han svævede nærmest hen over jorden. For han følte ikke, at han bevægede sig overhovedet.

Alle var klædt ens, i sort tøj. Mændene i sorte jakkesæt og kvinderne i lange sorte kjoler. Men deres ansigter var markant ændret. Nærmest til levende zombier.

Huden var trukket stramt om knoglerne. Øjnene sad helt inde i hovedet på dem.

De så skeletterede ud, og Dan forstod det ikke.

- Hvad sker der, hviskede han, og håbede at de ikke ville svare.

Dennis trådte et skridt frem. Han pegede på stenen foran dem.

- Vi venter kun på dig Dan.

 

Dan stod nu helt henne hos dem. De så døde og skræmmende ud.

Han ville bestemt ikke, men kunne ikke undgå, at se ned på den enkle sten.

Der stod hans navn. Lige oven over Trines buket!

DAN, skrevet i bronze.

 

Dan tvang sine tanker og følelser ned i benene. Han ville ud og væk.

Det kunne ikke passe det her. Han var ikke død. Det var han bare ikke.

Det kunne Trine bevidne.

Hans lejlighed var hjemsøgt, eller det der var værre. Men der var ikke sket ham noget. Så ville han da vide det.

 

Han skreg mens han prøvede at flygte. Det hele gik i så langsomt et tempo, at et kravlende barn ville have overhalet ham, med største lethed.

Han turde ikke se sig tilbage. Han var sikker på, at de var der endnu, alle sammen.

De tynde ansigter. Hele situationen, Det var mere end han kunne kapere.

Han nåede lågen, men den var låst.

Gennem tremmerne kunne han se ejendommen.

 

Den var nedbrændt. Alle vinduerne var knust. De lignede uhyggelige sorte huller.

Ejendommens mure var helt tilsodede med mørke skjolder.

Træværket på alle vindueskarmene og på hoveddøren var brændt væk.

På taget var flere af teglstenene røget af. Det lignede en ruin fra krigen.

Ikke en beboelsesejendom.

Slet ikke et sted, hvor der tidligere på dagen havde boet nogen.

Det måtte have været en eksplosionsbrand, hvor det bare var gået uhyggeligt stærkt.

På den anden side af gaden, kunne man stadig ane stanken.

Den sure rådne stank, der mindede om en sur cigar.

Det var en spøgelsesbygning som den stod der. Og brølede på sine døde ofre.

 

Dan ruskede i jernlågen. Men den var uhjælpeligt låst, måske for evigt.

Han vendte sig, og så at de alle sammen stod lige bag ved ham. De hviskede i kor.

- DU GLEMTE CIGARETTEN DAN. DU GLEMTE CIGARETTEN DAN.

De messede og det blev højere og højere. Det lød som en mørk rumlen, eller et gammelt godstog der kørte hen over himlen.

Dan holdt sig for ørene. Han skreg og faldt til jorden. Han ville hellere dø nu.

Han gjorde alt for at holde det ude.


Gamle minder om en drøm dukkede op foran hans nethinder.

Om en hyggelig aften i Trines selskab.

Det der skulle have været deres store aften, hvor han endelig fik erklæret sin kærlighed til hende.

Billederne sprang frem for ham. Han så dem sammen, kysse og elske.

Han så hende kører hjem, efter et langt indtagende kys og et blik der sagde alt.

Han så det hele, og mere til. Og så, så han hvordan det hele sluttede.

 

Trine havde glemt sine cigaretter. Dan var egentlig holdt op for flere år siden, men trangen og nysgerrigheden voldte ham problemer.

Det sved i lungerne, for at prøve igen. Han kunne ikke.

Han kunne i hvert fald ikke lade være.

Den første cigaret var stærk, men god.

En til. Den var bedre. Han røg som en skorsten. Lige indtil han blev træt.

Så skete det. Da en cigaretglød fik fat i gardinerne. Det gik stærkt da det bredte sig.

Dan kunne ikke nå at reagere. I panik prøvede han at redde sig selv.

Som en levende fakkel løb han hen ad gangen, og spredte flammerne i den gamle ejendom.

Han råbte på Trine da han løb ud på græsset, hvor han løb ind i det store gamle træ.

 

Det blev ikke ramt af noget lyn. Det var Dan selv der antændte det.

Det kostede en masse menneskeliv. Alle dem på kirkegården.

Dem der stod og stirrede på ham, mens han lå der og skreg og vred sig i smerter og skræk. Et mareridt der aldrig ville ende.

Det hele var ét stort sammensurium af skrig, stank og mørke minder om død.

Som en masse flammende arme, der greb ud efter ham fra helvedes sorte dyb.

De flåede fat i ham og rev ham ned i jorden.

Ilden stak ham i ansigtet, mens øjnene smeltede i hovedet på ham.

Huden skallede af, og hans knogler stak frem. Som et forkullet skelet lå han der og så det ske.

Han kunne stadig høre sig selv skrige, selv om der efterhånden ikke var noget tilbage.

Det var Helvede, og ville måske vare i tusind år.

Det var ikke nogen horrorfilm. Det var virkeligt.

Selv om det ikke kunne ske, så skete det.

 

Uden varsel, blev Dan pludselig trukket op af jorden igen.

 

Ilden gik langsomt ud, mens svage gnister kæmpede til det sidste, for at holde liv i de små gløder.

Hans hud så ud til at samle sig igen, og svagt kom livet snigende tilbage.

Omridset af Trines smukke ansigt kom til syne.

Hun smilede til ham.

Var det så den sidste virkelighedsfjerne drøm, der ville hjemsøge ham?

Var det straffen for hans ulykke. Det var for fanden ikke med vilje.

Han faldt ikke i søvn med den smøg for at skade nogen.

Var det helt for sent at undskylde.

Trine kom mere til syne. Dejligt, men skræmmende. Dan forventede det værste nu.

 

Han skreg i rædsel, mens han kunne mærke sved og angst springe fra ham.

Han fægtede med armene, for at undgå det der uundgåeligt måtte komme.

 

Lidt mere af Trine.

Han så hendes arm og kunne mærke hendes hånd om nakken.

Ville hun råbe af ham?

Skamme ham ud og bede ham dø og brænde sin sjæl i Helvede.

Eller ville hun kvæle det sidste liv ud af ham med sine egne hænder.

I baggrunden kunne Dan ane sin lille stue.

Hvorfor nu det?

Var det så hans sidste lykkelige syn, inden verden ville bryde sammen under ham?

 

Han mærkede hendes fugtige læber på sin mund.

Han rystede og kunne fornemme sin skjorte klistrede til kroppen.

Han turde ikke bevæge sig, og stirrede stift på Trine.

Han forsøgte at sige noget. Men munden var tør og han var stadig skræmt fra vid og sans. Flere billeder af Trine, der sad stille på sofaen, med sin uldfrakke på.

 

- Hej skat. Jeg glemte mine cigaretter. Jeg slukker lige den, der ligger og gløder i askebægeret. Den skulle jo nødigt få fat i gardinerne, vel? Hvad siger du i øvrigt til, at jeg bliver natten over? Du kan vist ikke tåle at ligge alene - ved du godt, at jeg elsker dig!!!