Det år de andre døde - del 3

Det år de andre døde - del 3

 

 

3. Del

 

Festen var startet, og gamle fortællinger om skoletiden fór gennem lokalet. Der blev grinet bredt hos alle. De havde alle sammen noget at byde ind med. En eller anden sjov anekdote, som de andre havde glemt.

På bordene stod der tændte fyrfadslys og kastede om sig med lys og hygge.

Mettes telefon blev brugt til musik, og Sort Sol bragede ud i lokalet, med en lidt dyster tung rocksang. Ikke alle var lige begejstret for valget.

 

Frede kom ind i klasseværelset efter at have besøgt et af de små toiletter ude på gangen. Han startede en mærkværdig dans for sig selv til rocken.

Mette skreg af grin, mens hun forsøgte at tage en tår af sin billige Vodka.

Den smagte afskyeligt, men den havde sin virkning. Hun var allerede ved at være godt fuld. Der skulle ikke så meget til.

Marie spiste en sandwich som hun havde smurt hjemmefra. Så var aftensmaden også reddet. Hun havde svært ved at tygge, og grine af Frede samtidig.

Nete hang over Danny på en nærmest vulgær måde, der indikerede at hun til hver en tid ville voldtage ham, også gerne foran de andre. Hun var ligeglad.

Danny sad helt stille og lod hende kravle rundt som det passede hende. Alt imens han sad og berettede om sin succesfulde tid på skolens basketballhold.

Brian havde fire tomme øldåser stående foran sig. Han kunne ikke drikke mere.

Lige så stille som et barn, var han faldet hen. Han hørte hverken musikken eller fortællingerne, eller så Fredes dans, der ellers var et syn for guderne.

Vermouthen havde gjort sin virkning. Frede var påvirket. Der var ikke mere citronvand, så han drak den rent fra flasken.

 

Udenfor havde mørket endelig lagt sig ind over skolen. Aften og natten ville gøre sit indtog. I skolegården var der lige så stille som fisen fra en kloakrotte.

Stjernerne glimtede om kap på himlen, mens månen mindede om en svag sol, der dog alligevel gav lys over Lillegrønskolen.

 

Festen blev holdt på første. Holger lå død på anden. I kælderen sad en person og græd. Kun al for tydeligt mindedes de rammende ord.

- Du er ikke som os andre. Du kan ikke det samme som os. Vi vil dig ikke.

 

Det var ikke længere morgen. De timer var for længst fløjet forbi. Formiddagen sang på de sidste toner, mens solens stråler strålede ned over den gamle skole.

Der var stille i gården og ved Dragen, ved alle ribberne i gymnastiksalen og op og ned ad gangene. Enkelte fugle havde fundet sig en plads på taget, hvor de rensede deres vinger, og nød udsigten.

 

Marie var den første der åbnede øjnene. Hun havde ikke drukket, og vågnede først nu, fordi det var blevet ud på de små morgentimer, før trætheden havde taget over.

Hun vendte sig og brokkede sig stille over det hårde gulv, der ret tydeligt kunne mærkes gennem soveposen.

Hun lod blikket glide rundt på de andre. Dem hun kunne se. Danny og Nete var der ikke. Hun mindedes pludselig hvordan Nete havde trukket af sted med Danny.

Marie ville ikke tænke tanken til ende. Hun ville hellere beholde sin maves indhold i sig. Ikke fordi hun fik billeder af hvad de skulle, men fordi det var Nete.

 

Gulvet flød med udbrændte fyrfadslys og tomme flasker. Delvist tømte chipsposer, hvor resten af chipsene lå udtrådt ved siden af. Der var også blevet danset.

Marie grinede da hun så sig selv danse med Frede, der havde svært ved at stå stille efter en halv flaske Vermouth. Han ville også kysse. Hæmningerne var væk, men det blev der nu ikke noget af. Han måtte nøjes med et kram.

 

Tavlen på væggen var fyldt med forskellige budskaber. Dels den hele store kærlighed fra Nete til Danny. Tegnet med hjerter og en pil igennem.

Dels var der en større udregning med en stor ligning. Ganske givet noget Frede havde stået for. Det ville ligne ham.

 

Frede sad og sov op af væggen, med hovedet hængende gyngende foran brystkassen. Brian og Mette lå sammen, som et gammelt ægtepar, med ryggen til hinanden. Mette ville vist gerne, men Brian havde været for fuld.

De tre andre var langt væk, så Marie besluttede at liste ud af soveposen og ud på gangen. Så ville hun gå en tur for sig selv rundt på skolen. Måske nyde stilheden.

Hun kunne også kravle ud af vinduet i kælderen og hente morgenmad til alle.

 

Der var ingen der hørte da hun lukkede sig ud af klasseværelset. Hun kunne ikke se Danny og Nete nogen steder. Der var stadig mørkt på gangen.

Sollyset havde stadig svært ved at trænge igennem de tykke spånplader, og så videre ud på gangen.

Marie nåede trappen, og blev mødt af en forfærdelig stank. En blanding af tis og bræk og råddenskab. Hun tænkte på spritteren der og sov ovenpå.

Hun ville ikke tænke på ham, og skyndte sig ned af trapperne.

Inden længe stod hun foran den lange gang i kælderen. Hun hadede den, og den var mørk. Der var heller ikke noget lys for enden af den. Det virkede som én lang tunnel der ingen ende ville tage. Den lokkede ikke.

Hvis Marie ville ud eller til gymnastiksalen, var hun tvunget til at gå ned af gangen.

 

Hun tog hænderne op til ansigtet og holdt dem som skyklapper. Så løb hun.

Det var i virkeligheden ikke verdens længste tur. Den føltes bare sådan.

Døren op til gården var bag en anden dør, mens turen mod gymnastiksalen var lidt længere henne. Marie tænkte på gymnastiksalen, og foretrak den vej først.

Hun kom ind, og der en smule mere lys. Salen havde små vinduer for oven, hvor solen kunne trænge ind. Det gav lidt frihed til øjnene, tænkte hun.

Marie mindedes de mange håndboldkampe hun havde spillet i den sal. Den havde været en af hendes fortrukne steder på skolen. Her følte hun sig hjemme.

 

Marie kom til sig selv, blandt gamle minder og forlod salen med et smil. Hun sendte den en venlig tanke, mens hun begav sig mod døren op til gården.

Hun gik i stå og stoppede sine tanker. Døren op til gården var barrikaderet.

Marie kunne ikke få det til at passe. Sådan var det ikke i går. De havde ikke sat noget for døren. De var bare kravlet ind.

Hun rystede på hovedet og prøve at spole tilbage. Var der noget hun ikke kunne huske? Hun havde kun drukket sodavand om aften og natten.

- Hvad fanden sker der, sagde hun højt for sig selv.

 

Tilbage i klasseværelset var ingen af de andre vågnet endnu. Heller ikke selv om der stod en person og stirrede på dem. Personen fjernede alle taskerne, lige så stille så ingen kunne høre det. Den triste maske listede ud af lokalet igen.

 

Frede vågnede med chok da Marie kom løbende ind i klasseværelset. Hun råbte.

- Vi er lukket inde. Døren i kælderen er barrikaderet.

Mette satte sig op og gned sine øjne, og så kiggede hun forundret på Marie.

- Hvor ved du det fra? Har du været dernede?

- Ja jeg kommer lige derfra. Jeg ville kravle ud og hente morgenmad til os. Men vi kan ikke komme ud. Marie lød skælvende i stemmen. Det var ikke sjovt det her.

Hun så rundt i lokalet, og igen kunne hun slet ikke få det til at passe. Hun blev irriteret, og tænkte straks på drillerier fra en eller anden.

- Hvor fanden er vores tasker? Det gider jeg altså ikke det her.

Mette rejste sig og kom på benene. Hun så rundt, og skubbede med foden til Brian.

 

I baggrunden kom Danny ind af døren. Han lignede én stor hovedpine der ikke havde det rigtigt godt. Hans T-shirt hang over skulderen på ham.

- Nete er lige ude og brække sig. Hun kan vist ikke tåle at drikke. Hvad råber i sådan for? Det larmer af helvede til, og jeg har tømmermænd.

Forklaringen var kort og højlydt. Der blev snakket på kryds og tværs og nogen bandede af andre. Nogen havde teorier om den unge tyrker og andre om spritteren.

 

Marie var træt af al den råben og greb ordet på et tidspunkt hvor ingen sagde noget.

- Prøv lige at hør her. Måske kan nogen af jer drenge gå ned og fjerne det der står for døren. Jeg kan i hvert fald ikke. Og hvis nogen har lyst til at gå op til ham spritteren, så fred være med det. Men det er fandeme ikke i orden at nogen stjæler vores tasker. Det er altså noget pis.

I baggrunden kom Nete til syne. Hun hørte det med taskerne, og blev straks hysterisk. Hun råbte op om sin dyre sminke og hendes nye neglelak.

Marie kunne ikke være mere ligeglad med al hendes lort.

 

- Hvor fanden er min mobiltelefon, brød Frede ind og så sig omkring.

Der var ikke nogen der havde sine ting, og Nete råbte endnu højere.

- Hold nu kæft et øjeblik, råbte Danny, og så Nete i øjnene.

Marie kunne ikke lade være med at føle en lettelse da hun endelig blev stille.

Nete begyndte at græde, mens Brian kom på benene.

 

Der var samling på flokken da de gik hen ad gangen. Der var vrede miner og der var tårer. Mest fra Nete, der var ked af Dannys reaktion.

Et stykke henne stoppede Frede. Han så på rammerne. En af dem var knust.

De to masker han lavede som barn var væk. Han så på den andre.

- Vi er ikke alene på skolen.

 

Danny knyttede næverne. Han tyrede en knytnæve ind i væggen i vrede.

- Hvis det er ham den lille tyrker, så smadrer jeg ham. Det er hundrede procent.

- Hvad hvis det er spritteren, spurgte Brian.

- Så losser jeg ham i hovedet, svarede Danny.

Henne ved trappen blev nogen enige om at gå op på første sal, mens andre hellere ville ned i kælderen. Marie prøvede at holde flokken samlet.

- Er det ikke bedre hvis vi følges ad, spurgte hun forsigtigt.

- Føj for helvede hvor her stinker. Det er garanteret ham spritteren, udbrød Nete.

 

Et stykke derfra var der en der smilede under en smilende maske. Endelig skulle der hævnes fra dengang. Dengang man ikke måtte være med.

Da man bare var en de andre kunne grine af. Snart var der ikke mere at grine af.

 

Nattens alkohol og alt for mange chips ulmede stadig i Netes mave. Hun skulle brække sig igen. Hun begyndte at gå hurtigt tilbage ad gangen. Danny tog sig selv i at grine lidt af hende.

Marie sukkede højlydt. Mette synes også det var irriterende. Hun begyndte at gå op af trappen. Marie fulgte med. Hun tog sin bluse op foran næse og mund.

Danny prikkede til Brian. Han nikkede mod kælderen. De tog turen.

Frede blev stående. Han havde svært ved at tage en beslutning lige nu.

Det hele var så underligt. Han gik tilbage og så på den knuste ramme, og en ting undrede ham. Hvorfor var der ingen glasskår?

 

Nete rettede sig op da hun var færdig med at brække sig. Hun gik hen for at se sig i spejlet. Selv med sit bedste ansigtsudtryk, kunne hun ikke få det til at se bedre ud. Hun stønnede højlydt, og kunne stadig mærke kvalmen sidde i kroppen.

Sprut og chips i overflod var en dårlig kombination. Det vidste alle, undtagen Nete.

Hun brugte sit ærme til at tørre sin mundvig. Læbestiften blev smurt ud på kinden.