Dråben

Dråben

(Når nok er nok)

 

 

En haltende ældre mand, i grøn militærjakke, gik med langsomme skridt ad hovedvejen.

Han slæbte det ene ben efter sig.

Den ene arm var bøjet, og sad fast på kroppen af ham. Den var lam.

Ryggen var krum.

Hans ansigt var arret, fra det venstre øjenbryn og tværs ned over ansigtet.

Arret sluttede lige under mundvigen i højre side.

 

Det var et ansigt der fortalte historier.

Historier om en barsk ungdom i Bronx, og historier om en tilfangetagelse i en mørk jungle i Vietnam engang under krigen.

Fuldskægget og det lange hår var for længst blevet gråt.

På højre skulder af jakken sad det amerikanske flag, syet på.

Trods tabet af troen på myndigheden og regeringen, herskede der stadig en ægte national følelse bag jakken.

 

Ikke bare en almindelig national følelse. Nærmere en stærk nationalistisk følelse. Han elskede sit land, og amerikanerne.

Han hadede at landet blev overrendt af illegale indvandrere fra den mexicanske grænse.

Efter at to fly ødelagde New Yorks to stoltheder den 11. september 2001, stolede han ikke på folk der ikke så amerikanske ud.

Var de mørke i huden og talte gebrokkent engelsk, kunne man ikke stole på dem. Det var ikke som med hans nabo mr. Lorry.

Han var født sort af amerikanske forældre.

Han kunne godt lide mr. Lorry, og hilste altid pænt på ham.

Det var så også den eneste kontakt han havde med andre mennesker.

Han var en enspænder der passede sig selv.

Han gik sine ture og hilste ikke på nogle.

Kun mr. Lorry, når han stod ved sin gamle Plymouth og kæmpede en kamp for at gøre den i stand.

 

Han nærmede sig det sociale boligbyggeri, han havde boet i de sidste tyve år.

Som en ensom gammel puma, listede han rundt blandt de forskellige blokke.

Indtil han kom forbi en mindre legeplads.

Der var tre opgange der stødte ud til legepladsen.

Han boede i den første, i stueetagen.

Lige inden han gik ind, vendte han sig og så på de fire store drenge der hoppede rundt på legepladsen.

De var omkring seksten år alle fire, og altså for gamle til at hoppe rundt der.

Den ene fik øje på ham og stoppede sin gøren og laden.

Så pegede drengen over på ham, og råbte noget på arabisk.

De tre andre rejste sig og stod ligeledes og stirrede på ham.

Så begyndte de at grine.

De opførte sig som en flok chimpanser, og lavede ansigter.

Der var ingen respekt for alderdommen, og flaget på jakken.

 

Der stod Tim Jackson på døren. Han var hurtigt inde og henne ved vinduet.

De stod der stadig, og grinede.

De havde været der før, for at grine ad ham, og håne ham. Hans øjne lynede.

Hadet brændte i hans sind og sved i hans hjerte, over at se de fire udenlandske drenge gøre grin med ham.

Hvad betød de medaljer han havde modtaget for aktiv krigstjeneste, når man flere år efter, bare blev gjort til grin pgra sine krigslidelser? Var det takken?

Han kogte og stegte inden i.

Han bandede ad dem, men de kunne intet høre.

To snit i struben under vietnamesisk totur forhør, gjorde det umuligt for ham andet end at hviske.

Han ville råbe og skrige hvis han kunne. Men der kom ikke en lyd.

 

De stod der en time, og så forsvandt de.

Med brede smil og med ”fingeren” i vejret.

De følte sig overlegne, de fire små skiderikker.

Som yngre kunne han have knust dem alle fire, på én gang.

 

Jacksons indre var i oprør. Et raserianfald var på sit højeste.

Det var som om han atter var tilbage i junglen, hvor loven var en anden.

Den stærkeste vinder til sidst.

Han sloges for sit land, men De ødelagde det. Hvad betød De for ham?

Da han kom hjem fra krigen, blev han mødt af unge demonstranter der kaldte ham krigsliderlig og barnemorder.

Nogle af dem havde spyttet efter ham.

De takkede ham ikke, til trods for, at han blot adlød ordrer.

Det var hans handlinger, men ikke hans vilje.

 

Hen ad aften faldt han ned igen. Han sad i sin sofa i stuen.

Fjernsynet kørte som altid, men han så det ikke.

Han så på billeder af gamle militærkammerater. De var seks på billedet.

Jackson var den sidste tilbage.

Det sidste levn fra en anden tid, da der var noget at kæmpe for.

 

Billy Smith var bare en stor dreng på nitten år.

Han døde om natten, mens han lå på en regnvåd mark og holdt sig på maven hvor en kugle var gået igennem ham og havde ødelagt hans indre organer.

Han skreg af smerte, og på sin mor. Han ville gerne hjem nu.

To dage efter sin fødselsdag, var han rejst fra USA.

Han troede at han skulle være sit lands store helt.

Men da han lå på den mark og græd, var han bare en dreng der døde.

Han blev aldrig nogen helt. Det blev ingen af dem dengang.

De kæmpede, og mange af dem døde. Noget inde i Jackson døde også dengang.

Billys mor fik bare et standardbrev.

Deres søn er desværre død i krigen, men han kæmpede heroisk som en sand patriotisk nationalhelt mod overmagten, stod der med få ord.

 

Peter Jones og Frank Brown blev begge skudt ned mens de sad i en helikopter, lige inden de nåede at forsvinde fra et eksplosivt område med mange kampe.

De jublede da de nåede helikopteren. Den var vejen væk fra dette krigshelvede.

Men de nåede ikke at komme væk.

 

Amerikanerne fik store klø den dag.

Der var mange børn der mistede deres far, mange koner mistede deres mænd og der var ligeså mange mødre der mistede deres sønner.

De fik alle sammen et brev. Ligesom Billys mor.

Der stod ikke noget om i brevet, at Frank Brown havde voldtaget to små vietnamesiske piger i en lille landsby, inden han var med til at brænde deres by ned.

Det stod ikke skrevet nogen steder. Frank var en helt, i sin mors øjne.

 

Morgan Thompson var en dygtig soldat. Født og opvokset i London England.

Som voksen var han taget til USA for at studere jura.

Han blev gift med en amerikansk pige af god familie.

Pigens far havde et stort advokatfirma, og det lå i luften at Thompson skulle overtage firmaet en dag.

De fik en lille pige lige inden krigen brød ud.

På vej til Vietnam havde Thompson flere gange vist et billede frem af sin kone og deres datter.

Thompson trådte på en landmine i 69. Få år senere døde hans kone af cancer.

 

Sgt. John Anderson ofrede sig for nogle af sine soldater.

Han blev tilbage i junglen med sit våben og skød ind i mørket, for at hans ”drenge” kunne stikke af.

Det varede kun minutter. Så hørte man ikke mere skyderi.

Det var samme nat hvor Jackson blev taget.

Han blev fanget i krydsild og var tvunget til at stoppe sit løb.

Han så flere kammerater forsvinde i natten. De løb for livet.

Han blev brutalt kylet ind i et bur af bambus, hvor han de næste fjorten dage, nærmest blev brugt som et levende toilet.

De ydmygede alle følelserne ud af ham.

 

Han så en ung fyr med lyst hår blive pisket til døde.

Den unge soldat kæmpede for sit liv i flere dage, men til sidst måtte han bukke under.

Han lå og flød på jorden, i flere dage, med åbne øjne.

 

Jackson havde dagligt besøg af rotter, der kom svømmende fra de beskidte floder, for at tilse de åbne blødende sår der lugtede fælt.

Det var overlevelseskamp som han til sidst håbede at han ville tabe.

Da de fjorten dage var gået, blev han trukket ud af buret.

Jackson havde glemt alt om tid og sted.

Han anede dårligt nok hvor han var, og hvorfor.

Hans fangevogtere havde drukket tæt den aften.

Deres øverstbefalende var ikke i lejren.

Dem der var tilbage, havde i en rus af stoffer og alkohol besluttet sig for at afhøre Jackson, på deres egen måde.

Han blev betragtet og behandlet, som et levende toilet.

En oplevelse, der aldrig blev slettet.

 

Selv nu, mange år efter, huskede han ikke hele episoden.

Han kunne huske de mange slag og de store knive.

Han kunne huske smerten og sine egne skrig.

Flere måneder efter, vågnede Jackson op på et militærhospital, som krøbling.

Han græd i ugevis.

Han var engang en pæn ung mand med et kønt ansigt, men ikke mere.

Krigen startede i 1959 og varede helt til 1975.

Det var vel nok USA's største fejltagelse.

Jackson blev erklæret invalid da han kom hjem, bitter og alene.

Med angst i kroppen og dyb depression.

 

Mørket havde lagt sig tæt ind over det sociale boligbyggeri. Der var stille udenfor. Der var næsten for stille, tænkte Jackson. Det var som stilhed før stormen.

Som en tradition gennem de sidste tyve år, gik han en aftentur.

Ved en parkeringsplads foran et stort supermarked, stod en enlig gammel Plymouth parkeret.

Ved siden af den stod der en ung knægt og rodede med vinduet.

Det var ikke bilens ejer.

Han var mørkglødet i huden. Han hed Asmir og var seksten år.

Han var af tyrkisk afstamning.

Hans forældre var flygtet fra Tyrkiet til Europa, men efter at være blevet smidt ud af indtil flere lande, grundet sønnens aktiviteter, var de taget til USA.

Hvor man af ukendte grunde, tog imod snart hvem som helst.

Fortid eller ej, velkommen til mulighedernes land.

 

Vreden tændtes hos Jackson.

Han kendte bilens ejer, og kunne lide ham.

Det var som om den krumme ryg blev rettet op for en stund.

Den skæve arm blev pludselig stærk som den anden.

Nok er nok, tænkte Jackson. Junglens love blev et billede i hans indre.

På sin egen måde og med sine egne skridt, gik han hurtigt mod bilen og knægten.

 

Mr. Lorry forlod sit kontor kl. 21.00 præcist den aften.

Han slukkede lyset og låste kontoret af.

Han gik langsomt ud af bygningen mod parkeringspladsen.

Lorry var en overvægtig mand, med et charmerende kridhvidt smil.

Han var lykkelig gift med mrs. Lindsay Lorry på toogtyvende år.

Tilsammen havde de tre børn, og to børnebørn.

Den yngste af de tre var i militæret for øjeblikket.

Jackson havde hilst på ham.

Det var dog som om, at den unge Lorry ikke rigtig troede på, hvordan det var at være soldat i Vietnam, tilbage i tresserne og halvfjerdserne.

Han var bare en ung fyr med masser af mod og karseklippet hår.

Han ville gøre en forskel, sagde han.

Det troede de også de gjorde i tresserne, tænkte Jackson.

 

Jackson stod på badeværelset om morgenen og vaskede sine hænder, og sin gamle bajonet.

Vandet blev blodrødt inden det forsvandt ned i risten. Han så sig i spejlet.

Han var tilbage til den han var engang. Både i Bronx og i junglen.

Der var kun én lov - Jacksons!

 

Om eftermiddagen gik et tyrkisk forældrepar rundt nede ved legepladsen.

De ledte efter deres søn.

De fulgte med hans kammerater, der ikke anede hvor han var.

De spurgte alle om de havde set noget.

Også den lille kinesiske kone der styrede vaskeriet, og kun talte dårligt engelsk. Hun vidste ikke noget.

Det er heller ikke sikkert at hun ville tale hvis hun gjorde.

De fire drenge havde tit generet hende på det groveste.

Kastet sten gennem ruden til vaskeriet, eller væltet hende omkuld når hun kom gående med favnen fuld af indkøbsvarer.

Selv den ensomme ældre mand, der haltede af sted for sig selv spurgte de, men han rystede bare på hovedet. Så forsvandt de igen. Men de fandt aldrig Asmir.

 

I 1971, havde en gruppe hvor Jackson var med, fanget en højtstående vietnamesisk officer.

De forhørte ham i tre timer, uden resultat.

Jackson huskede hvordan specielt Peter Jones, havde været brutal i sine metoder. Da de var færdige med ham, blev han begravet i et lille skovområde nær en lille by.

Buske og grene med store blade blev lagt over ham, for at skjule det blodige lig. Ham fandt de heller aldrig, tænkte Jackson i sit stille sind.

 

Et par dage efter stod mrs. Cheng foran sit vaskeri.

Det var blevet sen aften.

Skodderne blev trukket ned og en hængelås blev sat på.

Hun var ved at vende sig for at gå, da en flaske pludselig knustes ved siden af hende.

Hun fór sammen.

En skikkelse i form af en meget beruset ung knægt dukkede op foran hende.

Han var usikker på benene og sløv i sine øjne.

Han talte højt, men dårligt engelsk.

Mrs. Cheng trak sig nervøst sammen, og begyndte at ryste.

Faruk, som knægten hed, gik frem mod hende.

Pludselig stoppede han sine skridt.

En skikkelse mere kom frem af skyggen bag ham.

En skikkelse der kun hviskede knægtens navn.

Den aften lagde mrs. Cheng sig roligt i sin seng og faldt i søvn.

 

Nætterne gik, og så var der to i stedet for fire.

Om aftenen sad der to unge knægte derhjemme, og var nervøse.

Deres venner var borte. Måske var de rejst, men næppe.

En aften besluttede de to at gå ud og lede efter deres venner. I fællesskab.

 

Der var ingen at finde ved boligerne. Legepladsen var også tom.

Der var tomt ved vaskeriet. Den eneste de fulgtes med, var en duft af ensomme sjæles sidste sang.

Mike så sig hele tiden over skulderen.

Han følte sig forfulgt af noget han ikke kunne se.

Han vidste at der var nogen, eller noget. Men han kunne intet se.

Han stoppede pludselig sin gang. Han hørte noget.

Noget der nærmede sig. En skygge måske, men dem kan man ikke høre.

 

- Slap nu af Mike, sagde makkeren og slog ham på skulderen.

- Jeg ved der er noget ude i mørket, svarede Mike.

- Du ser spøgelser din klovn. De to narhoveder er vel taget til Manhattan.

- De tager aldrig nogen steder uden os. Det ved du, svarede Mike.

Han vendte sig hele vejen rundt. Hans inderste intuition sagde ham noget.

- Nu går jeg over og pisser op af supermarkedet, kom det højt fra Mikes makker.

 

Han forsvandt, og Mike var alene. Helt alene.

Han følte en stærk trang til at stille sig ud midt på parkeringspladsen.

Her kunne han frit kigge til alle sider, i den tro at han var sikker.

Med sig havde han en kort jernstang.

Hans knoer var hvide mens han holdt hårdt fast i sit våben. Den skinnede i mørket. Gav tryghed.

 

Der gik fem minutter, og der gik ti minutter.

Ingen makker. Der gik yderligere et kvarter. Stadig ingen makker.

Mike råbte på ham. Både på engelsk og på det hjemlige sprog.

Men Mike kunne kun høre sig selv, og den blæst der var ved at trække ind over New York.

Med den efterhånden kraftige vind, kom også de første dryp.

Regn og blæst stod ind i ansigtet på den unge knægt.

Det gjorde ham uopmærksom.

Mens Mikes makker lå død i en trækvogn bag supermarkedet, havde den nu ensomme knægt kun sig selv.

Han var trukket ind under et halvtag, idet regnen tog yderligere til.

Han rystede over det hele. Ikke fordi han frøs, men af angst.

Hans makker havde nu været væk i over en halv time, uden at give lyd fra sig.

Mike så den ikke komme, men lige med ét havde en jernnæve låst sig om hans hals.

 

Det regnede ikke bare. Det stod ned i stride strømme. Tagene var som spejle. Regnen var tæt over hele staten. New York var indhyllet i vand fra top til tå.

Man sagde, at Hudson kunne gå over sine bredder.

Nogle troede at Manhattan ville synke.

Men det var vist mere skrøner end virkelighed.

 

Jackson gik rundt i et lille skovområde.

Med en lille økse huggede han grene med store blade.

Der var styrke i den dårlige arm, lidt endnu. Han kørte på viljestyrken og dråben. Den der fik ham til at handle som han gjorde.

 

En snes kilometer derfra var der masser af politi.

Nogle nervøse forældre havde efterlyst deres fire sønner.

Politiet ledte alle vegne og spurgte alle mennesker.

Men ingen vidste noget og ingen havde set noget. Ingen ville se noget.

To patruljevogne med fire betjente gik rundt med den lokale sherif i området.

- Jeg tror ikke vi finder dem her i området, sagde den lokale.

- Hvorfor ikke, spurgte en af betjentene.

- De var alle fire meget jagtinteresserede.

Jeg tænker at de kunne være taget op nordpå og gået på jagt.

De var et par hårdføre drenge.

- Det er bare ikke hvad deres forældre siger, brød den ene betjent ind.

- Vidste dine forældre altid hvad du lavede da du var knægt, spurgte den lokale.

Der kom ikke svar, bare et skævt smil og et ryst på hovedet. Det var vist svar nok.

- Jeg har flere gange hørt dem tale om at tomle til Canada.

Der kan de gå på jagt og fiske i ugevis hvis det passer dem.

Så hvis vi ikke hører fra dem inden fjorten dage, så lad os kontakte politiet i Canada, sagde den lokale.

- Det er måske ikke så tosset en idé, sagde den ene betjent.

 

De to vogne kørte tilbage uden udrykning, i normal fart.

Der blev dog givet besked om at politiet oppe nordpå skulle kigge efter drengene deroppe.

Forældrene til drengene var ikke overbevist om Canada.

De samledes hver aften for at gå rundt og lede efter deres fortabte sønner.

De fandt dem aldrig.

De mødte aldrig andre end en lille kineserkone og en gammel haltende mand.

Sommetider mødte de mr. Lorry, men han vidste heller ikke noget.

Den gamle Plymouth var næsten lige så smuk som da den var ny.

Den var lyseblå som himlen og spandt som en mis.

Mr. Lorry var stolt. Han pudsede og plejede den som var den hans barn.

Han smilede over hele sit mørke hoved.

 

- De har fået Dem en flot bil, hviskede Jackson så højt han kunne.

- God morgen Jackson. Ja jeg kan ikke helt lade være med at være lidt stolt af den. Den har også været længe undervejrs.

- De er kommet ud med et fint resultat mr. Lorry.

- Nu håber jeg bare at den kan få lov til at stå i fred. Forstår De hvad jeg mener Jackson?

At der ikke kommer nogle rødder og bryder ind i den.

- Mon ikke at den får lov til at stå i fred nu mr. Lorry.

Der har været roligt her i kvarteret det sidste stykke tid.

- Ja her har været rimeligt stille, efter at de fire gutter forsvandt.

- Sagde man ikke at de tog til Canada, spurgte Jackson.

- Jo det sagde man vist.

Og der kan jo ske dem hvad som helst i de store canadiske skove.

Det har man da hørt før, svarede mr. Lorry.

- Ja det har man da, sagde Jackson. Mens han stirrede på mr. Lorry.

 

Der blev ikke sagt mere. De to aldrene herrer så på hinanden og forstod.

Jackson vendte sig for at gå langsomt hjem.

Mr. Lorry lagde en hånd på hans skulder.

Han sagde ikke noget. Ikke en lyd. Han mimede ordet, tak.

 

Før i tiden kunne man dårligt gå i fred, i det sociale boligbyggeri.

Det var der ikke problemer med længere. Nu var der andre børn på legepladsen. Amerikanske børn.

 

Solen skinnede igen og blomsterne stod i flor.

Jackson behøvede aldrig mere at vaske sit eget tøj.

Det blev gjort på det kinesiske vaskeri hos mrs. Cheng. Ganske gratis.

 

Den lokale sherif kørte rundt og var så glad for sin kone og sine børn, og for sin smukke polerede lyseblå Plymouth, der skinnede som solen på himlen.

Der blev aldrig fundet nogen unge knægte i de canadiske skove.

Men året efter skød man en stor brun bjørn.

Den kunne have taget dem, men gjorde det ikke.

Tænk nu hvis det vitterlig var bjørnen.

 

Hjemme hos sig selv sad Jackson.

Han sad med sine medaljer i hånden.

Han følte endelig, at de havde båret frugt.

Noget der gjorde en forskel for andre.

Der var ikke nogen der spyttede efter ham.

Han havde mødt ordet, tak. For første gang i umenneskelige tider.

Ingen så ned på ham, eller så skævt til ham.

Om han henrettede de fire knægte, eller ej, betød ikke noget mere.

Luften var blevet renere siden.

Bajonetten sad stadig i dens skede, og i hans inderlomme.

Den var ikke rød mere. Den var blank.

Jackson så på billedet af sine venner fra krigen.

Hans blik holdt ved. Det var som om de så tilbage på ham, og var enige.

Han tænkte højt. Der var kun én regel. Knivens og junglens.

De fire knægte var bare dråben. Dråben i et dybt hav af synkende skuder.