Dukkemageren


Dukkemageren


Den første fortælling foregår i Tyskland. Så læn jer godt tilbage, og lad mig fortælle jer en historie om en dukkemager. Nu begynder jeg, så hver forberedt, på alt.


Anton så Emilie i øjnene, og kyssede hende på kinden. Han lænede sig ind over hende og plantede sin pande mod hendes. Han kørte hovedet fra side til side.
- Vi ses i aften, hviskede han og nød det sekund han håbede ville vare forevig.
Han vendte sig og gik mod døren. I inderlommen fandt han sine solbriller frem. Anton begyndte at grine. Han grinede højt, og vendte sig igen mod Emilie.
- Jeg ved det godt. Jeg ved hvad du vil sige. Skal du nu have solbrillerne på igen?
Han nikkede og tog dem på. De var store og meget mørke.
- Ja jeg skal. Jeg kan bedst lide det sådan.
Anton rakte tunge af sin søster, og forsvandt ud af døren. Det var deres leg. Deres indbyrdes humørfyldte dagligdagstone. Der ville vare timer før solen gik ned over Stuttgart. Solbrillerne var velvalgte og ikke uden nytte.

Anton tog gerne forbi butikken, også efter lukketid. For at se at ingen brød ind. Det var sket flere gange. Porcelænsdukker kunne have en høj værdi, for de rigtige samlere, hvis dukkerne var sjældne og smukke. Han havde på det seneste fået sat et stålnet op foran vinduet. Det havde givet resultat. Ingen smadrede vinduer og ingen røverier. Nettet havde været dyrt, og det var tungt at sætte op hver aften og tage ned igen hver morgen, men det var pengene værd. Hvad der var sparet var tjent. Det var familiens motto. Det havde deres far printet ind i hovederne på Anton og Emilie da de overtog butikken fra forældrene.

Faren havde i mange år arbejdet ved siden af, som vagt ved byens store fodboldstadion. Mercedes-Benz Arena på Mercedesstrasse. For at få det til at hænge sammen økonomisk. Deres mor syede små kjoler til dukkerne i butikken. Eller reparerede dukkerne hvis de var slidte. I weekenden tog familien på tur rundt på markeder, for at lede efter gamle dukker der kunne samles og sælges i butikken. De holdt sig meget for sig selv, familien. Blandede sig sjældent med andre. De blev dog kendt for at være høflige overfor alle de mødte, og talte generelt pænt til alle. Nogen omtalte dem som værende, den høflige familie, sådan lidt for sjov. Det var kun moren og børnene der oplevede farens voldsomme temperament. Ind imellem gik det over gevind, men efterfølgende fik de altid af vide, at de skulle tilgive ham. Der var ikke nogen vej frem eller tilbage. Tilgiv, eller temperamentet blussede op igen. De tilgav hver gang. Sådan gik det år efter år.

Timerne var gået og solbrillerne var gledet ned i lommen igen. Butikken lå i en butiksrig gade, lige nede under en kraftig gadelampe og var godt oplyst. Anton smilede veltilfredst. Han ruskede i stålnettet, og det sad fast. En ældre kone gik forbi ham, og Anton bukkede og hilste høfligt. Hun smilede og hilste tilbage. Hun genkendte ham. Dukkemagerens lille dreng der var blevet voksen.

Vilma var ikke bare en køn pige. Hun var inderligt indtagende, på en måde så selv de smukkeste blomster måtte bukke i ærbødighed når hun passerede dem. Det lange lyse hår. Hendes glatte ansigt og de klare blå øjne. Blandet med en atletisk figur, hvor der ikke sad et eneste gram fedt forkert. Nogen ville mene at det var uretfærdigt, for Vilma gjorde ikke noget for at komme til at se så godt ud. Men der var gode gener fra en mor der havde dyrket gymnastik fra en ung alder, og en far der engang havde spillet bundesligafodbold.
Vilma smilede til månen da hun trådte ud på gaden. Veninderne stod klar til at tage imod hende. Håret var sat og tøjstilen var lårkort og høje hæle. Der blev grinet og pjattet hen ad gaden, mens et sæt øjne fulgte dem på vej.

Natten blev lidt ældre og diskoteket var fyldt til bristepunktet. Der lød en bombende lyd fra store højtalere i loftet, ca. hvert andet sekund som en del af den teknomusik alle de unge dansede til. Der var lysshow der blinkede på livet løs, så ingen kunne rigtig orientere sig. Vilma dansede alt det hun havde lært i vuggende bevægelser sammen med et hav af andre unge. Ingen vidste rigtig hvem der dansede med hvem.

I løbet af natten skiftedes pigerne til at gå ud og nette sig. Vilma var ingen undtagelse blandt alle de unge. Hun var ikke anderledes end alle andre, hun var bare kønnere.
Det hele var som det plejer, indtil hun stod foran spejlet og bemærkede den voksne kvinde ved siden af hende. Hun passede ligesom ikke ind i billedet. Et kort øjeblik efter var der kun de to tilbage ude ved toiletterne. I nogle sekunder var det stadig som det plejer, indtil Vilma mærkede et stik i låret. Pludselig gik lyset ud for hende. Hun nåede at se den voksne kvinde stirre grænseløst ondt på hende.

Anton sad stille foran sine forældre. Stilheden og respekten herskede ved bordet. Selv efter alle de år, sad de stadig samlet stille og roligt med faren for enden af bordet. Hænderne var foldet til en lille bøn inden frokosten. Da ordene var sagt, kiggede Anton på sin far med bedene øjne.
- Ja far. Jeg gør alt hvad jeg kan for butikken og dine dukker. Jeg ville ønske at du en dag havde lyst til at komme forbi og se hvad jeg har opnået. Emilie syr utroligt meget fint tøj til dem alle sammen. Mor har været forbi et par gange på det sidste. Det ved du. Men det skal selvfølgelig være når du har tid og lyst.
Anton bukkede hovedet og knyttede næverne under bordet. Han frygtede det værste. Han kunne ikke vide sig sikker. Måske ville det ende med en kraftig irettesættelse. Men det var ikke sikkert at faren ville nøjes med det. Det kunne også udarte sig til en dissideret lussing. Moren sagde ikke noget. Det gjorde hun aldrig.

Anton var, og havde altid været bange for sin far. Selv med sin voksne alder var han mindre i både sind og størrelse end ham. Anton lukkede sine øjne. Han gjorde alt hvad han kunne for at vise sin dybe respekt og ikke virke skræmt, selv om at han rystede fra inderst til yderst. Han ville skjule det for alt i verden, men hans øjne var fugtige den aften da han satte sig foran Emilie. Han nikkede hen til hende.
- Vær du glad for at du ikke var hjemme ved middagstid. Far var sur. Jeg gør alt hvad jeg kan, det er bare aldrig godt nok. Og ja jeg fortalte ham at vi passer godt på butikken, og at du syr på livet løs alle de smukkeste kjoler.
Anton så op på sin søster. Han fik øje på hendes tænder, som om hun grinede.
- Det er ikke sjovt. Tænk hvis jeg fortalte ham at jeg ikke har været til kor i flere uger? Han ville blive sindssyg og slå mig igen.

Senere ud på natten vågnede Vilma. Hun var bange. Hun begyndte straks at græde. Noget af det første hun oplevede, var at hun lå ned og var fastspændt. Hun sprællede, men det hjalp ikke. Hun var forsvarligt spændt fast med læderremme om håndled og ankler, og et større bælte om livet. Hun havde ikke noget for munden, og begyndte at skrige så højt hun kunne. Hun håbede at nogen ville kunne høre det, og komme hende til undsætning. Men det eneste hun oplevede, var at skrigene gav genlyd. Det nærmest rungede, som om hun lå inde i en stor hal. Fra det mørkeste hjørne dukkede en skikkelse op. Det mindede om en voksen kvinde.

Anton kunne allerede høre sin far råbe inden han gik ud af døren. Han sukkede.
- Ja far jeg skal nok huske at købe sukker.
Han vendte sig og så hen mod moren. Han himlede med øjnene, og det turde han også kun når faren ikke så det. Moren sagde ikke noget. Hun smilede lidt til ham. Anton så hende i øjnene.
- Du kom sent hjem i går. Var der så meget at gøre?
Moren behøvede ikke at svare. Anton vidste besked. Der var altid rigeligt at gøre, når man gik ud hos fremmede og gjorde rent i de riges hjem, og kun tjente en skilling.
Det var desværre nødvendigt. Familien havde ikke meget at gøre godt med. Butikken gav ikke det store overskud, og faren var holdt op med at arbejde.

Mira havde lige rundet de tyve. Hun var slank og sportstrænet, og sad på sin racercykel på vej hjem fra træning. Badet havde gjort godt. Hun havde været blandt de sidste under bruseren. To unge piger og en voksen kvinde der stod og stirrede på hende havde gjort hende selskab.

Solen var ved at gå ned over Stuttgart. Et par lavt hængende skyer sneg sig op på siden af den, mens månen gjorde sin entre. Der var stille og fredsfyldt på den lille villavej da Mira kom cyklende hjem. Der stod de sædvanlige biler parkeret. Dem der altid kunne berette om hvem der var hjemme, og hvem der var kørt på weekend eller ferie. Området var et primært beboet af folk, der enten allerede var gået på pension eller skulle til det. Hendes familie var en af undtagelserne.

Den grønne folkevogn, der havde en hel del år på bagen, stod der som en selvfølge. Det var Müllers bil. Det kære ældre ægtepar, der levede af trofast kærlighed og kildevand til hinanden. De havde ingen børn og kun hinanden at passe på. Den sølvgrå Mercedes, der tilhørte direktør Spiegelhauer, der ejede et af byens største huse, fordi manden var et computergeni, og havde bygget et enormt firma op fra bunden. Den sølvgrå Mercedes var bare en af hans biler. Konen og datteren, Lida havde tilsvarende store biler. Længere henne ad gaden stod der en lille lyseblå Citroen. Mira genkendte den og smilede. Den tilhørte Emmas mor. Emma var hendes gode veninde op gennem skoleårene. De havde fulgtes ad gennem tykt og tyndt, indtil Emma fik den idé at hun ville til Spanien og studere sprog.

Det var ikke før til sidst, eller da det var for sent, at det gik op for Mira at der holdt en mørk varevogn lige foran hendes eget hus. Hun kendte den ikke. Det var hverken farens, eller brorens vogn. Det kunne have været Manfreds vogn. Han var selvstændig tømrer, men hans vogne så anderledes ud. Manfred var en god storebror, på flere områder. Han havde altid passet på hende, og kom ofte med gaver. Han passede sit arbejde men var sjældent hjemme. Derfor kunne Mira heller ikke få det til at passe med at det var en af hans biler. Hendes far kørte, og havde altid kørt i Audi. Ikke en af de dyreste. Det skulle bare være Audi. Han var konservativ hvad det angik.

Mira ville trække cyklen om forbi den mørke varevogn og sætte den ind i carporten. Idet samme gik sidedøren op. Mira nåede ikke at tænke så mange tanker, før en voksen kvinde trådte ud af vognen. Mira genkendte hende hurtigt. Kvinden der havde stået og stirret på hende under bruseren. Det havde virket besynderligt fordi at de andre havde været nøgne i bad, men denne kvinde havde badedragt på. Mere nåede Mira ikke at tænke på. Så blev lyset slukket. Hun så det ikke komme. Som lyn fra en klar himmel løftede kvinden armen. Noget der var hårdt som jern, ramte Mira i tindingen. Hun strøg til jorden med det samme. Kvinden slæbte den unge pige ind i varevognen, og lukkede døren indefra.

Anton sad og redte sin mors hår. Han sad bagved hende og havde lagt en hånd på hendes skuldre på en trøstende måde.
- Jeg forstår det bare ikke, mor. Han skælder dig ud, til trods for at du arbejder hårdt hver dag. Du kommer sent hjem hver aften. Du virker træt og slidt. Du har ondt i ryggen, og det ender med at Emilie og jeg skal se dig svinde hen. Hvad skal det ende med, mor? Kan du virkelig ikke sige nej tak, bare en gang imellem? Hvor meget skal du gøre for ham, mor?
Anton var vitterlig bekymret. Han elskede sin mor så højt, at hvis jorden gik under, betød det ikke noget, så længe han kunne være ved hendes side.

Senere den aften, få minutter før midnatstimen, sad broren hos sin søster. Han skjulte sit ansigt, mens han hviskede alle sine bekymringer til hende. Antons kærlighed var ikke mindre til sin søster. Hun var hans et og alt. Men ikke på en måde der kunne og skulle misforstås. Hun var den støttepille han havde i livet. Den han altid kunne læne sig op af, når det hele blev svært. Hvis faren havde været efter ham igen, med bæltet i hånden. Emilie var den, der altid havde, kunne få faren ned igen. Få ham til at indse at Anton bare var en usikker størrelse, uden selvtillid og den styrke som faren havde.
Men faren havde aldrig ville acceptere det. Anton var en mand som ham selv. Han måtte kunne klare de klø han selv havde, måtte modtage som barn.

Et øde sted fyldt med store rum og vægge skabt af beton, kom Mira til sig selv. Hun lå på en briks og var spændt fast med læderremme. Hun sprællede som en fisk der var landet på dækket. Men lige lidt hjalp det. Hun skreg og råbte alt hvad hun kunne, men det eneste hun oplevede var, at det rungede for hendes øre. Det smertede i hovedet på hende og hun følte sig klistret ned langs kinden. Hun forsøgte at orientere sig i mørket. Det var stort set umuligt. På afstand kunne hun høre fodtrin komme nærmere. Hun råbte igen. Et stærkt spotlight blev tændt lige i hovedet på hende. Hun blev blændet med det samme. Hun måtte blinke med øjnene flere gange, før hun kunne se det mindste. Hun så den voksne kvinde læne sig ind over hende. Hun talte til Mira, men ikke med en stemme som hun havde forventet. Det lød som en ældre mand. Mira vendte og drejede hovedet. Nu kunne hun bedre se hvad der omgav hende. Det syn der mødte hende, gjorde hende skrækslagen. Hun samlede al sin luft i lungerne og skreg som et skræmt lille barn. Månens klare hvide lys var væk for et øjeblik. Dækket af en håndfuld større skyer. Himlen var grå, som gerningen i betonhallen.

Anton åbnede butikken. Udenfor stod der en ældre dame og en pige der ikke så ud til at være mere end tretten. Anton smilede høfligt og bød dem indenfor. Pigen var en tæt lille størrelse. Bred om hofterne og med en mave hun havde svært ved at skjule. Man kunne hurtigt få den fornemmelse, at hun var meget ung, men ind imellem ville hun være ældre end hun var. Hun stirrede længe på alle dukkerne, som et nysgerrigt lille barn. Samtidig var hun en smule udfordrende klædt. I lårkort nederdel og nedringet skjorte. Pigen havde en gevaldig barm i forhold til sin alder. Hun ville gerne vise den frem. Måske irriterede det hende at Anton ikke stod og gloede på hende hele tiden.

Anton stod og pakkede en ældre dukke ud. Den havde en slidt lyseblå kjole på, der trængte til at blive syet. Han ville tage den med hjem, så Emilie kunne ordne det. Dukken havde fine træk i ansigtet, og et sæt øjne der fulgte en uanset hvor man stod.
Anton var begejstret. Han havde fundet den på et marked i Lübeck. Han havde ikke givet alverden for den, men var sikker på at den kunne indbringe en god skilling.

Den ældre dame skyndte på pigen. Hun var træt og hendes ben smertede.
- Kom nu Lise. Skynd dig nu. Mormor er træt og mine ben gør ondt.
Anton var ikke sen til at finde hende en stol, og tilbød hende at sidde ned.
- Ja ja. Jeg skal sgu lige se dem alle sammen, nærmest råbte pigebarnet.
Anton så vredt på hende. Sådan skulle han lige have talt til sin mor eller far. Så faldt hammeren, og han ville kunne ømme sig i flere dage. Mage til uopdragen unge. Mormoren sukkede da hun satte sig på stolen. Hun smilede forlegent til Anton. Han trak vejret dybt. Han fik ondt af den ældre mormor. At pigen ikke kunne opføre sig pænere forstod han ikke. Anton gik helt hen til Lise, og stillede sig lige bagved hende.
- Måske den unge dame hellere vil komme tilbage senere? Når mormor kan sidde derhjemme og slappe af. Så kan jeg fortælle dig en historie om alle dukkerne.
Lise vendte sig om og så direkte op i Antons øjne. Antons øjne hvilede bevidst på Lises bryster. Det passede hende på en måde godt. På den anden side var der også noget med mandens øjne. Den måde han stirrede på. Det virkede ikke som de unge knægte der altid gloede efter hende i skolen. Det var noget andet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Hun blev usikker.
- Det ved jeg ikke rigtig. Måske. Hvis jeg må for min mormor.
Anton vendte sig mod den ældre dame i stolen. Hun rystede på hovedet.
- Vi skal nå så meget i dag lille skat. Vi skal også på kirkegården og lægge blomster.
Ikke længe efter gik de. Lise brokkede sig. Hun fik ikke nogen dukke.

Anton stod i baglokalet og så sig i spejlet. Hvad pokker skete der lige der? Han rystede på hovedet, og skjulte sit ansigt i hænderne. Han ville irettesætte en irriterende møgunge, og så endte han med at stå og flirte med hende. Stirre på hende, som om hun skulle have lyst til ham. Anton havde aldrig kunne det med unge piger.
Det blev heller ikke bedre jo ældre han blev. Faktisk blev det aldrig. Ikke fordi han ikke ville. Heller ikke fordi han ikke så godt nok ud. Anton var høj og slank. Velbygget over skuldre og arme, uden at han havde gjort noget ved det. Han havde aldrig dyrket sport. Hans ansigt var glat som en ål. Hans hår var knaldsort. Han var virkelig en pæn mand, der kunne hvis han ville være stolt af sit udseende. Det var det psykiske. Det var hans manglende selvværd. Al hans usikkerhed. Det eneste han var sikker på, var at de ville takke nej hver gang. Han havde heller aldrig budt en pige op at danse. De eneste han havde danset med, var Emilie, hans mor eller tykke tante Olga når der var østrigsk familiefest i tyrolertøj.

Frieda var gal. Hun kogte mens hun skiftede tøj. Hun kunne ikke skjule at hun var rød i ansigtet. En følelse af uretfærdighed brændte inde i hende. Hun gjorde hvad hun kunne, og hun vidste hun kunne. Hun havde talentet. Hvorfor fanden kunne træneren så ikke se det. Hun var måske ikke den bedste, men hun var sgu heller ikke den dårligste. Hun fik bare aldrig nogen roller. Det var noget lort. Træneren hadede hende. Det var hun sikker på. Det måtte være det der var forklaringen. Selv hende den fede Leonora fik roller. Hun dansede af helvede til, og så latterlig ud i sin trikot.
Dybt uretfærdigt. Hvorfor helvede skulle hun så træne ballet i flere timer to gange om ugen.

Frieda smækkede med døren da hun gik. Hun løb ud til sin cykel og satte sin taske fast. Låsen drillede og hun råbte højt. Fuck hele verden lige nu. Hun sparkede til cyklen, flere gange. Hvorfor satan var der ikke noget ville lykkes lige nu? Hun spyttede af raseri. Hun kunne mærke en begyndende klump i halsen. Hun vendte sig og foldede sine arme. Og så trillede hendes tårer. Lige så stille som en fugl der svævede hen over husene, kom en voksen kvinde langsomt gående hen mod hende. Frieda var slet ikke i humør til at tale med nogen lige nu. Hun håbede at kvinden bare ville gå forbi hende. Hun lod sit blik glide forbi kvinden. Kvinden drejede sig et par gange. Der var ikke andre på parkeringspladsen og ved cykelstativet. De var alene. Så gik hun med raske skridt hen mod Frieda. Hun nåede at se kvinden løfte hånden og knytte næven, og så faldt slagene.

Det var en enorm bygning i beton. En fabrik der blev lukket for flere år tilbage. Det hele var gråt i gråt. Med mørke skjolder op og ned af væggene. Der var fugtigt og der lugtede råddent. Nogle af de få lyde der trængte igennem, var når der dryppede bakteriefyldt vand fra rustne rør, eller når de omkringløbende rotter skreg eller tog kampen op mod en forbipasserende baggårdskat. Udenfor havde ukrudtet for længst vundet kampen over asfalten, og var trængt igennem og stak op mange steder ved indkørslen til den lukkede fabrik. Hele området omkring fabrikken var indhegnet af pigtrådshegn. Det var dog faldefærdigt flere steder. Selve porten var brudt ned for flere år siden. Ved siden af porten stod der en blinkende lampe med en hvidgul pære, og kæmpede for sit liv. Den forsøgte forgæves at lyse op ved indkørslen, men det var også forgæves. Den havde ikke tidligere tiders magt længere. Nogle af de steder hvor fabrikkens entreprenører i tidernes morgen havde sat vinduer i, var der kun knuste rester tilbage. Et levn fra utilpassede teenageres leg.

Solen stod lavt på himlen. Det var sen eftermiddag, og der herskede en fugtig lummer varme over Stuttgart. For de fleste var det næsten for meget. De ventede med spænding på det lovede tordenvejr, og den efterfølgende regnskylle, så man kunne få renset luften. Radioen skrattede og der poppede en ekstra nyhedsudseendelse ind.
- Politiet beder alle om at være ekstra forsigtige når de bevæger sig ud efter mørkets frembrud. Foreløbig er der ingen spor af de tre unge piger der savnes. Nogen er af den opfattelse, at der kan være tale om organiseret kriminalitet og at de er blevet kidnappet for så at blive solgt som sexslaver i fremmede lande, men det er for tidligt at kunne sige noget om det. Politiet vil ikke ud med for meget, men meget tyder på at de er på bar bund i denne her sag. Vi skal tilbage til en sag om et gravrøveri.

Anton slukkede radioen og så sig i spejlet. I baggrunden kunne han se sin fars ansigt.
En kraftig brysk stemme brød stilheden efter nyheden.
- De er garanteret bare stukket af. Sådan et par flabet møgtøser.
Anton så hen på sin mor. Han var ikke enig med sin far. Det var moren heller ikke.
- Det ved vi jo ikke. De kan jo være hvor som helst.
Anton havde aldrig turde bryde ind når forældrene var midt i en samtale. Sådan var han opdraget med hård hånd. Man afbryder aldrig nogensinde.

En lille halv time efter var der hverken nogen stemme fra den ene eller den anden.
Anton stod og trippede. Det var lige før han rakte en finger i vejret for at bede om ordet. Han kunne næsten høre sin far stønne og sukke dybt, mens han hviskede.
- Hvad skulle knægten nu have ordet for? Han kunne vel vente.
Anton trådte et skridt frem. Han holdt vejret i tredve sekunder inden han greb ordet.
- Jeg tror jeg tager Emilie med ud at køre en tur, hvis det er i orden med jer.
Anton så hen på sin mor, Indtil en stemme fra en voksen kvinde rømmede sig lidt.
- Gør du bare det. Hun trænger til lidt frisk luft.
- Men du ser dig krafteddemig for dreng, lød det med farens stemme.
Typisk at faren stadig skulle kalde ham for dreng. Anton var 32.
- Måske har i lyst til at køre med begge to, sagde Anton og så på dem.

Emilie var tre år yngre end Anton. Hendes smukke ansigt, det korte lyse hår og hendes store blå øjne, ville have fået de fleste unge mænd til at vende sig, men hun var ikke særlig høj af sin alder. Hendes krop var fra naturens hånd ikke skabt særlig lang, men det fremgik også ret tydeligt fordi hun sad i kørestol. For et halvt år siden ville hun løbe over gaden da Anton kaldte på hende, men ingen af dem så den bil der kom kørende. Den smadrede direkte ind i hende, og hun blev slynget hen ad gaden.
Anton gik i chok, og var ikke i stand til at gøre noget. Efter lange operationer endte hun i kørestolen, og der skulle hun sidde i resten af sit liv. Efter at han var kommet ud af sin chokreaktion, brugte Anton måneder på at love Emilie at det nok skulle blive godt igen. Faren havde mere end svært ved at tilgive Anton, og gav ham skylden for ulykken.
- Hvorfor passede du ikke bedre på din lillesøster, råbte han.
Anton græd sig i søvn i flere uger, mens han hviskede undskyld tusind gange.

Anton kørte forbi butikken, der var lukket timer forinden. Udenfor stod der en pige og kiggede ind gennem vinduerne. En kraftig lille pige med store bryster. Anton genkendte hende straks, og over hundrede tanker fór gennem hovedet på ham. Hun er for ung, Anton. Det er ikke noget for dig. Hvad skal du med hende? Han så sig i bakspejlet, og standsede bilen.

Da Anton var nået frem til det hyggelige sted, som han havde udset sig, hjalp han Emilie ud af bilen. Han fortalte hende om stedet og om fremtiden, og om hvordan de to kunne drive butikken videre uden forældrenes hjælp. Han så hende i øjnene og kyssede hende på kinden. Han smilede bredt.
- Det hele bliver godt en dag. Det lover jeg dig.

Frieda lå på et koldt bord med armene ud til siden. Hun havde fået gaffatape for munden. Hendes skrigeri irriterede koncentrationen. Hun sprællede ikke mere. Hun havde ikke flere kræfter i kroppen. Hun var svedig, forpustet og udmattet, og hendes næsebor var udspilede mens hun hev efter vejret. Hun havde set hvad hun havde set, og hun var skrækslagen. Hun rystede på hovedet flere gange. Det hele kunne ikke passe. Det var for uvirkeligt til at være sandt. Det her skete kun i gyserfilm. Det kunne sgu da ikke ske rigtigt. Midt i sin angst, forsøgte hun at samle tankerne.
Hendes sanser blev skærpet. Hun kunne høre det hele. Men hvad var det så hun kunne høre? Hun kunne høre nogen tale sammen. Der var helt sikkert flere. Hun kunne høre en kvinde, måske to. Og en ældre mand, med en mørk og kraftig stemme. Der var vist også en anden mand, med en lysere stemme. Det lød som om han undskyldte hele tiden. Han lød til at være bange. Ind imellem røg sanserne ud til siden. Så smertede det i Friedas håndled. Hun var spændt hårdt fast, og havde kæmpet længe. Hun hørte fodtrin. Nogen nærmede sig, og Frieda holdt vejret. Hun turde dårligt nok kigge. Hun frygtede det værste. Hun glippede med øjnene, og hendes syn blev sløret mens hun nærmest så gennem hendes øjenvipper. Det var en voksen kvinde der kom tættere.
Frieda så noget af hende da hun lænede sig ind over bordet.
- Nå, du er vågen lille skat. Ja nu har du set noget af det vi gør, så jeg vil ikke lyve for dig. Det her kommer virkelig, virkelig til at gøre ondt.

Et lyn og et tordenbrag så stort, hurtigt efterfulgt af en regnskylle, der måske ville vare hele natten. Stuttgart sukkede. Endelig kom det. Så kan vi få renset luften.
Klokken var ikke mere end syv om aften da vognens sidedør blev åbnet. En lille kraftig pige lå inde bag i. Hun var bevidstløs og hendes hænder var bundet på ryggen. Kort forinden havde det lydt som et brøl af en ordre.
- Anton, hent det pigebarn der ligger ude i vognen.
- Jamen far, hvad skal der ske? Jeg forstår det ikke.
- Jeg er lige glad med om du forstår det. Gør hvad du forstår besked på, nu!
Anton løftede Lise op på skuldrene, og lukkede vognens dør. Han var knapt nok nåede indenfor da hans mobiltelefon summede i lommen. Han lagde forsigtigt Lise på det kolde stålbord. Hun blødte lidt fra panden. Han tog sin telefon og så på den inden han trykkede på det grønne rør.

Det var Zelda. En unge dame fra sangtimerne, der altid rendte efter ham. Sådan følte han det i hvert fald. Måske var hun bare venlig, men Anton magtede det næsten ikke.
- Ja det er Anton, sagde han da han trods alt tog telefonen.
- Hej, det er Zelda. Hvordan går det? Det er lang tid siden du har været her og synge med os. Vi savner dig, Anton.
Anton sukkede. Hun var sød nok, men det passede bare dårligt lige nu.
- Jeg er vist rendt ind i noget. Måske en virus, så jeg ved ikke lige hvornår jeg kommer. Det kan godt tage lidt tid.
- Nå, det er ærgerligt, men så må vi klare os uden dig. Vi skal ellers lave en musical, med masser af sange i, og du er altid drøn god at have med til den slags.
Anton kunne høre en lyd bag sig. Han vendte sig hurtigt og så at Lise var ved at rejse sig fra bordet. Med hurtig bevægelse greb han noget fra et andet bord, og slog hende hårdt i hovedet. Hun strøg bagover igen, og landede tungt. Hendes øjne var helt åbne. Så kiggede Anton på den blodige hammer han havde i hånden. Han var skuffet. Lise var allerede død. Det ville hans far ikke bryde sig om. Måske ville hans mor også blive trist til mode. Det gjorde ham ked af det.
- Hvor er du henne, Anton, spurgte Zelda.
Han havde allerede glemt samtalen, fordi han pludselig fik travlt med Lise.
- Det runger når du taler. Er du ikke hjemme? Jeg forstyrrer måske.
Anton skulle lige samle sig, og holde sig til det han var i gang med.
- Ja, øh nej, det er jeg ikke. Hvad var det for en musical du snakkede om?
- Det ville være så fedt hvis du kunne være med, Anton. Det er en musical om livet og døden. Jeg kender den ikke, men du ville være genial at have med.
- Nå, det ved jeg såmænd ikke. Jeg er vel ikke bedre end alle andre.
Anton blev lidt forlegen. Han var ikke vant til ros.
- Jo du er, for du kan spille alle roller. Du er så god til at lave stemmen om.

Anton så stadig skuffede på Lise der bare lå død der på bordet. Så rettede han sig op.
- Du Zelda, skal du lave noget i aften?

Zelda skilte sig ud. Ikke fysisk. Men hun gik anderledes klædt, og kunne lide at farve håret i alle farver. Den ene dag var det grønt, for så at være lyserødt ugen efter. Hun gik ofte i militærstøvler året rundt, og to forskellige farver strømper. Zelda var i det hele taget meget farverig i tøjet. Med lange blomstrede nederdele i alle farver, ud over et par røde bukser. Hendes bluser var altid et nummer eller to for store. Zelda havde sin egen stil. Hun gik ikke på kompromis med noget som helst, og slet ikke tøjet. Hun gik ikke op i mode. Det kunne bare godt more hende, hvis nogen vendte sig efter hende i bussen. Det var ikke en forelskelse, der lokkede hende til at mødes med Anton, men mere en interesse for ham som person. Hun så op til ham, med det han kunne med stemmen. Hvis hun selv havde haft de talenter, med at kunne synge og lave stemmen om, og klæde sig ud så han vitterlig lignede, så det passede til den stemme han lavede, så ville hun havde udnyttede det til fulde og fået en masse ud af det. Sådan virkede Anton bare ikke. Han var anderledes, og det interesserede hende.

Da de en lille time efter mødtes foran en café midt i byen, virkede han rastløs.
- Du må undskylde at det blev så sent, sagde han stille.
- Nej det gør da ikke noget. Jeg går altid sent i seng. Ofte først langt ude på natten.
De snakkede videre om løst og fast, og om uvæsentlige småting. Anton hørte ikke rigtig efter. Han blev forstyrret af et fjernsyn der kørte i baggrunden. Han lagde mærke til at det der blev sagt på skærmen, fangede de andre kunders opmærksomhed. Han kunne ikke høre det. Et øjeblik efter kørte der en rulletekst hen over skærmen. han læste det mens Zelda fortalte om musical. Han hørte ikke et ord af hvad hun sagde.

Politiet leder fortsat efter de tre unge piger, og nu savnes endnu en, men man har spor i sagen. En bekymret mormor fortæller at hendes barnebarn var taget af sted for at mødes med én bestemt, og ham leder politiet nu efter. Politiet ville endnu ikke sætte navn på den mistænkte.
Anton rejste sig og så på Zelda. Han smilede lidt nervøst.
- Skal vi ikke køre et andet sted hen? Jeg ved hvor der kunne være hyggeligt.
Zelda var ikke som sådan en naiv pige, men hun fulgte med på grund af sin fascination af Anton. Hun kunne ikke forestille sig, at han kunne være en anden helt privat. Hun satte sig ind ved siden af i varevognen. Hun lagde mærke til at Anton trak vejret tungt. Han sukkede inden han startede vognen. Han så på hende og lagde en hånd på hendes skulder. I et kort sekund, fik Zelda den tanke, at han måske lagde mere i det, end det reelt var. De var jo kun venner. Hun var slet ikke interesseret i mere. Det varede kun til det sekund han greb hende i nakken, og slog hendes hoved ned i instrumentbrættet. Zelda røg tilbage i sædet, med en smerte i hovedet. Hun var stadig ved bevidsthed, men hun sad helt stille. I chok og af frygt.
Uden at turde sige noget og uden at åbne øjnene, kunne Zelda mærke at Anton satte vognen i gang og kørte af sted. Udenfor væltede regnen ned. Den slog hårdt på vognens ruder, og kastede en monoton lyd fra sig. Zelda kunne mærke at Anton kørte stærkt. På en eller anden måde, fornemmede hun at han ændrede karakter, fra den stille type han altid havde virket som, til en anden, og måske flere. Hun forstod ikke noget af det. Hvad var der galt med ham? Hvor var den stille, sympatiske fyr hun havde lært at kende? Og hvorfor skulle han slå hende lige pludselig? Hun havde mest lyst til at åbne øjnene og spørge ham. Der skete noget andet. Noget hun ikke kunne have forudse.

- Hvad fanden laver du dreng, lød det fra en mørk brysk stemme.
- Anton, hvad har du gjort, lød det som fra en kvinde.
- Jeg vil gøre jer stolte, begge to. I får Emilie tilbage. Det lover jeg.
Zelda rystede på hænderne, men hun ville ligge stille, uanset hvad. Hun kunne godt regne ud, at hun havde en større chance for at klare sig, hvis hun kunne slå fra sig. Hun kunne svagt mærke at Anton blev usikker i sin kørsel. Han sad og græd højlydt, mens han slog i rattet flere gange.
- Hvorfor skulle du også ringe til mig, Zelda? Hvorfor lod du mig ikke være i fred. Jeg havde det hele under kontrol, men så døde den møgtøs lige da du ringede.

Vognen drejede ind på et gammelt industrikvarter. Den kørte gennem porten ved en gammel betonfabrik. Anton satte farten ned. Zelda kunne stadig høre at han talte til sig selv, med flere forskellige stemmer. Den ene stemme skældte ham ud, den anden var mere trøstende. Han græd stadig.

Hun vidste ikke selv hvordan, men hun havde forberedt sig på at døren ville blive åbnet, og der reagerede hun. Zelda svingede begge ben ud og sparkede fra sig.
Hun ramte Anton lige i brystet og han faldt bagover, nede på den våde jord. Hun kastede sig ud af bilen og løb. Hun piskede gennem regnen. Hun kunne dårligt se noget. Der var mørkt og regnen gjorde det ikke lettere. Hun var ved at falde gentagne gange, men holdt sig dog oppe. Hovedet smertede. Hun kom tættere på nogle af bygningerne og løb ind, med den idé om at hun kunne gemme sig derinde. Hun var bange. Hun hev efter vejret flere gange, og stedet virkede uhyggeligt. Zelda anede ikke hvor hun var, og hun kæmpede med at lede efter sin mobiltelefon i lommen. Hvorfor fanden kunne hun nu ikke få fat i den?

Et stykke bag sig kunne hun høre Anton. Han råbte højt, men det var ikke til hende.
- Far, hjælp mig. Hun løb fra mig. Kom nu far. Du må ikke slå mig. Hjælp mig.
Zelda fandt et sted hvor der var kulsort. Hun stod stille og holdt vejret da Anton løb forbi. Hun kunne endelig mærke den, telefonen. Hun flåede den op af lommen. Hun var rystende nervøs. Hun kunne ikke fortælle nogen hvor hun var. Hun anede det ikke. Hvor skulle hjælpen komme fra?
Zelda listede ud i regnen igen for at orientere sig. Det gik langsomt. Hun ville ikke risikere for meget. Hun gik langs husmuren, indtil hun så noget lys blev tændt, så stod hun stille. Det var ikke så langt fra hvor hun stod. Hun havde ikke modet til at trække vejret lige der, men hun stod med mobilen i hånden. Det var lige før hun ville trykke nummeret. Hun så op mod regnen, og så kunne Zelda ikke længere holde tårerne tilbage. Hun trykkede nummeret, i samme øjeblik hun fik lyset fra en stor lygte i hovedet.
- Hvor skal du hen, Zelda?
Zelda sprællede alt det hun kunne, men Anton var ikke så svag endda. Han holdt hende fast mens han førte hende nærmere mod lyset. Hun holdt stadig sin telefon i hånden, men hun kunne ikke sige noget i den.
- Hvad laver du Anton, skreg hun.
Han svarede hende ikke. Han holdt hende hårdt med armene omme på ryggen. Da de kom helt tæt på lyset, kunne Zelda ikke holde et langt skrig tilbage.

Ved noget der kunne minde om et spisebord, så det ud som om der sad to mennesker.
Men det var tydeligt at det ikke var et almindeligt syn. Menneskerne kunne sidde ved bordet fordi de blev holdt oppe af snore. Zelda kunne tydeligt se deres ansigter. Kvinden sad med åben mund og tungen stak ud. Hendes øjne var åbne. Mandens hoved sad lidt på skrå. Man kunne se at hans hals var skåret op.
- Sig pænt goddag til mine forældre, hviskede Anton.
Zelda strittede imod. Hun ville helst ikke tættere på. Hun havde set rigeligt.

Anton slæbte den Zelda hen mod en anden stol. Med meget besvær fik han sat hende i stolen. Med gaffatape fik han hende til at sidde stille. Anton var forpustet da han gik rundt om hende, og så hende i øjnene. Hun så chokerede op på ham.
- Anton, hvad vil du? Jeg har aldrig gjort dig noget.
Anton så sig omkring. Han trak vejret dybt, og så blev han alvorlig og lavede en grimasse og ændrede sit ansigt.
- Anton har altid været en svag dreng. Han kunne ikke noget i skolen, og han har aldrig forstået sig på piger. Jeg tvivler på, om han overhovedet er min knægt. De tæsk jeg har givet ham, har kun været til hans egen fordel.
Det hele blev sagt, så Zelda ikke var i tvivl om at Anton efterlignede sin fars stemme.
- Han har også lovet at jeg får min lille pige igen, sagde han med morens stemme.
Anton gik frem mod Zelda. Han satte sig på knæ foran hende, og smilede.
- Jeg holder af at arbejde med mine dukker her på den nedlagte betonfabrik. Jeg skal bruge noget mere til min næste dukke. Det bliver mit mesterværk, og du kan være stolt af at blive en del af det.
Zelda sagde ikke noget. Hun turde ikke, men hun forstod det heller ikke helt. Hun rystede på hovedet. Hvad end det var, kunne det ikke være godt.
- Jeg skal bruge din krop, Zelda. Jeg har allerede hænder og fødder og arme og ben.
Zelda var ved at skrige igen, men Anton lagde en hånd på hendes mund.
- Lad mig vise dig hvad jeg mener.

Anton rejste sig og forlod hende et øjeblik. Hun hørte ham nynne hele vejen. Da han kom tilbage trillede han et bord foran sig. Det var af metal, men det var mere rødt af blod, end det var noget andet. Zelda lukkede sine øjne. Hun nægtede at se det. Hun kunne ikke. Det var for forfærdeligt. Hun sad og kom til at tænke på, at hun fortrød så bitterligt at hun havde ringet til ham. Zelda kunne se kropsdele på bordet, og det vendte sig i maven på hende. Hun så at Anton løftede noget fra bordet.
Det var et hoved, og Zelda skreg igen.
- Nu skal du møde min søster. Det er Emilie. Stakkels Emilie var uheldig ude på vejen den dag. Hun blev taget fra os, og jeg fik skylden. Så jeg lovede min mor at skabe Emilie som den smukkeste dukke i verden. Og så kvalte jeg min mor. Hun kunne vist ikke rigtig forstå min tankegang. Min far blev vred og ville ringe til politiet. Det kunne jeg ikke tillade. Derfor skar jeg halsen over på ham. Sådan går det op og ned i livet. Men nu er vi alle sammen samlet her, som én stor glad familie.

Zelda var ikke overdrevent kristen, men lige der ville hun gerne have hjælp fra de højere magter. Eller bare en eller anden der kunne stoppe det her mareridt. Hun så at Anton gik væk igen. Han lod desværre bordet stå, så Zelda kunne se det. Der gik nogle lange minutter før han viste sig igen. Han havde skiftet tøj. Anton havde taget en hvid kedeldragt på, og store mørke gummihandsker. Med en kniv skar han gaffatapen op og slæbte af sted med Zelda. Lidt længere hen mod bordet hvor hans forældre sad. Han tog hende om livet og smed hende op på et andet bord. Han tapede hende fast igen, og flyttede en stor spotlight. Zelda tabte sin telefon og Anton lagde mærke til det. Han fór hen og tog den. I et raserianfald smed han den hårdt på gulvet, og trampede på den så den knustes.
- Der skal ikke ringes til nogen nu. Er du med, råbte han næsten så han savlede.
Han trådte to skridt tilbage. Zelda kunne ikke rigtig se noget, men det kunne hun ret tydeligt da han lænede sig ind over hende igen. Han havde en sav i hånden. Zelda skreg og bad for sit liv. Hun råbte hans navn. Men det hjalp ikke.

Det kom som et stort chok for Anton da der pludselig var en masse ekstra lys på ham.
Der blev råbt og skreget alle mulige ordre fra flere forskellige steder. Der lyste små røde prikker på hans hvide kedeldragt. De råbte hans navn hele tiden.
- Anton Brügge. Læg saven fra dig og træd tilbage.
Han stod helt stille med saven i hånden. Hans øjne var vilde og glødende. Anton ville ikke smide saven. Det kunne han ikke. Hvad med hans mesterværk? Han så ned på Zelda og græd helt åbenlyst højt, og så løftede han saven, og idet samme bragede skuddene.

Zelda sad senere og græd i en ung politimands arme. Hun kunne slet ikke lade være.
Bag hende var der et hav af politifolk og teknikere der arbejdede. Ligene og resterne af de andre piger, hans søster og hans forældre blev kørt væk. Anton lå stadig stille på jorden. Hans øjne var åbne. Den unge politimand så Zelda i øjnene. Han nikkede til hende.
- Du er en meget modig ung dame. Vi fik dit opkald, og vi kunne høre alt det der blev sagt. Vi sporede dit opkald hertil, og skyndte os så meget vi kunne.
- Tusind tak, sagde Zelda med gråd i stemmen.
- Hvad siger du til at vi får dig kørt hjem?
- Mange tak hviskede hun.