Dyr eller monster

Dyr eller monster

 

 

Paul Larsson var måske ikke helt appelsinfri den aften da han skulle køre den sidste tur. Diskussionen havde kørt lidt på overtryk hen over spisebordet, bare fordi hun ikke ville give ham ret. Det var det sædvanlige pladder om økonomien og fyret der skulle renoveres. Hun havde sgu altid så mange idéer.

Pauls udsyn var sløret. Ikke kun på grund af de seks bajere han havde konsumerede hjemmefra, men også fra den begyndende regnbyge, der lagde sig som små perler på forruden, inden regnen fik forruden til at ligne en grynet hinde.

Paul gumlede på et stort stykke tyggegummi, der som altid kunne tage det værste af hans sprutbelagte ånde.

Smøgen sad i mundvigen, og røgen kom langsomt snigende rundt i førerhuset.

Som en slange der lister sig ind på sit bytte, for at kvæle sit offer og dræbe og æde.

Paul var uopmærksom. Han så det ikke før det skete. Da lastbilen skred rundt, og han selv blev kastet rundt, og fik sit ansigt knust mod forruden da ulykken kulminerede.

 

To ældre damer i storblomstrede kjoler, sjal og tørklæder over deres sølvgrå hår satte sig sammen ind i en lille Volvo. Stemningen var blandet. Den ene var højtflyvende mens den anden var en anelse mere skeptisk.

Maggie og Dorothy var langt inde i deres samtale om det netop overstået bankospil.

Dorothy havde haft heldet med sig. Aften havde tilsmilet hende, og nettet var fyldt med gevinster. Flasker, chokolade, gavekort til lokale slagter og en fin krukke fyldt med søde sager.

Maggie havde været knapt så heldig, og var af den mening at hun burde haft glæde af nogle af alle de gevinster i nettet. Derom handlede deres snak i bilen.

Maggie kørte bilen. Regnen slog til og det passede Maggie dårligt, også fordi den kom samtidig med de damers heftige snak.

Der var øjeblikke, hvor Maggie og Dorothy kiggede på hinanden. Et af de øjeblikke kom skæbnesvangert da ingen af dem så den skridende lastvogn på vejen.

de blev begge slynget ud af bilen da sammenstødet fandt sted.

Dorothy fik hovedet flået af i ulykken. Det var ikke tilfældet med Maggie. Hun landet direkte under lastvognens førerhus.

 

I en skæbnesvanger ulykke, hvor alting, og fremtiden ville ændre sig, skete der noget som ingen kunne forestille sig. Da noget blandede sig i naturens naturlige gang.

 

Skoven lå badet i regn. Så voldsomt at dråberne ikke bare dalede fra oven.

Det silede mod skovbunden, og lagde den mere end bare blød og svampet.

Det gjorde den også ufremkommelig. Måske specielt i bare tæer.

Mudderet trængte op mellem tæerne på hende, mens hun famlede sig frem i mørket. Hun havde indset at det var nyttesløst at skrige på hjælp. Der var ingen.

Hun sank i knæ, nærmest opgivende. Rystende og klynkende.

 

Hun kneb øjnene sammen i et håbløst forsøg på at se ud i det mørke der omkransede hende. hendes forfølger var lige i nærheden. Det vidste hun. Hun kunne, hvor end hun helst ikke ville, ikke forestille sig andet.

Hun havde set den komme kravle op af jorden da hendes bil var gået i stå på landevejen. Hun havde set den trampe hen oven bilen, og knuse ruderne som var de skabt af det tyndeste glas.

Amelia tabte sine sko da hun løb skrigende væk, og ind over marken, mod skoven.

Hun vendte sig kun en enkelt gang, men det var nok til at se at den var på vej.

Det stak i den bløde jord ved hvert skridt den tog, mens den nærmede sig hende.

 

På en sen grå eftermiddag var Amelia kommet kørende i et adstadigt tempo, helt i sine egne tanker. Tankerne fløj gennem hovedet på hende.

Lige fra hendes utro kæreste, til den gamle lortespand, der kørte af helvede til.

Da det begyndte at regne, kunne vinduesviskeren dårligt følge med. Som om resten ikke var nok. Hun bandede det hele langt væk, mens bilen begyndte at hoste.

Hun manglede kun et par kilometer. Den lille by med det høje vandtårn kunne anes et stykke fremme. Og så satte bilen ud imens tunge skyer på himlen stjal det sidste lys.

Amelia slog hårdt i rattet. Fortvivlet råbte hun på sin far. Hun vidste at han ventede hende med længsel. Han skulle nok ordne det hele, som han havde gjort så mange gange før. Han var hendes supermand.

Da bilen havde givet sit sidste grynt, steg hun ud.

 

Regnen ville ingen ende tage. Det var umuligt for Amelia at se noget rigtigt i skoven.

Hun klemte sig op af træet. Hun kunne ikke høre den, men hun havde set ude på marken at den nærmede sig.

Hun drejede hovedet flere gange, i et forgæves forsøg på at kunne holde sig på afstand af den. Tårerne fik frit løb. Hun kunne slet ikke holde tilbage.

Hun rystede. Så meget at hun næsten kunne mærke sine knogler rasle.

Amelia hviskede en bøn. En gammel en hendes far havde lært hende.

 

En gren knækkede et sted i nærheden. Amelia kunne ikke holde et skrig tilbage. Hun vendte og drejede sig stadig.

Hun så hvad det var for et monster der kom op af jorden. Hun frygtede det med samme. I de sekunder hun fik øje på den, vidste hun hvad hun kunne risikere.

 

Et lyn flækkede himlen og kastede lyn over området i et kort sekund.

Det var i det øjeblik at det gik op for hende, at monstret stod lige foran hende.

Amelia skreg. Monstret angreb. Hun blev gennemboret, og nåede ved lyn nummer to at se sine egne tarme vælte ud af hende.

Monstret satte et nyt og vedvarende angreb ind, indtil Amelia var splittet ad.

Da regnen stoppede den aften, havde monstret gravede sig ned under jorden. Den havde taget resterne af Amelia med sig. Der var næsten ingen spor.

Kun et par sko på marken og en knust bil på landevejen.

 

Små tyve kilometer længere nordpå, i en mellemstor by, sad sherif Alan Norton og så træt på bunken af nye sager på hans skrivebord.

Han havde et næsten opgivende blik, og havde ikke svært ved at tænke på at pensionen lå lige om hjørnet. Han havde to uger tilbage, og de to uger kunne ikke gå hurtigt nok. Faktisk havde Norton mest lyst til at ignorere sagerne de sidste uger.

Men det behagede ham ikke at bunken foran ham var steget inde for de sidste fireogtyve timer.

To ældre damer var meldt savnet. Tyverier ved det lokale supermarked. Hærværk på skolen. En lastvogn var også meldt savnet, hvordan fanden det så kunne lade sig gøre. Chaufføren meldte i hvert fald ikke tilbage på fabrikkens opkald. Knust bil fundet på landevej små tyve kilometer længere sydpå.

Derudover lå der stadig diverse småsager som Norton sjældent selv havde noget med at gøre, men på grund af det sædvanlige problem med personalemangel, hobede de bare op.

 

Nogle kilometer derfra stod en skolebus stille på en indfaldsvej mod byen. Det var hen ad aften, og den var tom for elever, men chaufføren, den aldrende Nat Duke stod alene og tissede i vejkanten.

Nat var andetsteds i tankerne, og ænsede ikke omgivelserne omkring ham.

Ikke før noget ekstraordinært stærkt greb ham om anklen, og trak.

Han vendte sig og så monstret. Han skreg i forfærdelse og kæmpede det bedste han i tidernes morgen havde lært i junglen i Vietnam.

Nat sparkede så hårdt han kunne, og ramte grundigt, men lige lidt hjalp det.

Et panseret skjold var nærmest ugennemtrængeligt.

Nats mørke skind blev flænset. Han rystede og blødte kraftigt ud over jorden.

Inden alt for længe, blev Nat trukket langsomt med under jorden.

 

Sherif Norton var i færd med at uddelegerer nogle af opgaverne da en ung sekretær trådte ind på hans kontor. Hun se bekymret på ham, men ville ikke afbryde mødet.

Da Norton var færdig, kastede et hurtigt blik på sekretæren. Han vinkede hende hen til sig, og kastede et træt blik på hende.

- Hvad så?

- Du må undskyld at jeg kommer og forstyrrer dig, men det er vigtigt.

- Ja det håber jeg. Jeg gider ikke noget pis nu. Jeg skal bare have de to sidste uger til at gå. Ikke flere opgaver nu.

Der var sorte rander under hans trætte øjne. Han sukkede højlydt, og forventede ikke noget positivt. Det havde været hans hverdag i mere end tredve år, og havde også tæret på hans skrantende helbred.

- Den knuste bil på landevejen. Der er spor, men ikke noget vi har set før. Desuden har Nats datter ringet. Hendes far er ikke kommet hjem. Jeg sendte en patruljevogn ud på hans rute. Bussen er fundet, men ikke nogen Nat. Men der er spor. Jeg er nødt til at sige, det ser ikke rigtig godt ud.

 

Norton havde taget sin egen bil. Han parkerede foran bussen, der så ud til at være efterladt med døren åben.

Sagen irriterede Norton. Som om der ikke var rigeligt at se til. Det irriterede ham også at han selv var nødt til at tage af sted. Der var ikke flere vicesheriffer eller assistenter at sende af sted.

 

Der var ikke noget at se inde i bussen. Den var tom, og mere var der ikke i det.

Det var ikke før at Norton kom ud og stod foran bussen, at han kunne se noget, der ikke passede ind i billedet.

Der var slæbespor i jorden og blod på asfalten. Meget blod. Slæbesporene førte hen til et større hul i jorden. Norton var rystet, og havde ingen forklaring.

Der var absolut ingen spor efter Nat. Ikke før Norton greb sin lygte og lyste ned i hullet. Han observerede det og gik baglæns. Han holdt sig for munden og trak ikke vejret. Det var han for chokeret til.

Norton så ikke ned i hullet igen. Han skyndte sig hen og satte sig i sin bil.

Han forsøgte at samle sig, mens han tænkte over sit fund.

 

Hullet var fyldt med knogler, og rester af noget tøj, der godt kunne minde om det som Nat altid spankulerede rundt i. Den gamle grønne slidte armyjakke, der var flået i stykker. Den lå der i hullet. Hullede og blodig.

 

Den gamle sherif sad i bilen og rystede. Pensionen var lige pludselig langt væk. Tanken om at han skulle kunne slappe af om fjorten dage, var lige med et uoverskuelig. Han anede ikke hvad de stod overfor. Det virkede ikke menneskeligt.

Det kunne ikke bare være et sygt menneskes værk det der. Det var noget andet.

Det rykkede i hele kroppen på ham da telefonen ringede i lommen.

Det var sekretæren. Norton magtede næsten ikke at tage den. Han frygtede det værste. Et eller sagde ham, at beskeden ikke ville bringe noget positivt med sig.

 

- Vi har haft en vogn ude at se på den efterladte knuste vogn på landevejen. Det ser mystisk ud. De har åbenbart også fundet et par damesko på en mark ikke så langt derfra. De mænd der blev sendt derud fandt noget andet, Norton.

- Hvad er det, spurgte han chokeret, og havde egentlig ikke lyst til at høre svaret.

- Jeg kan ikke forklare det rigtigt, men de herrer gik længere efter nogle fodspor på marken. De forsvandt ind i en skov.

- Og hvad fandt de der?

Norton hadede det, fordi han allerede forventede et eller andet han ikke kunne få eller finde nogen fornuftig forklaring på.

I mange år havde den gamle sherif opklarede masser af sager, hvor der altid var en rimelig naturlig årsag til. Men ikke denne her gang.

- De fandt et større hul i jorden.

- Lå der noget i det hul?

- Da mændene ringede til mig, var de begge i færd med at brække sig, og ja det gjorde der. Rester af et lig. En masse knogler og noget tøj der var flået i stykker.

Norton blev bleg i ansigtet. Han fik øje på sit eget blik i spejlet. Øjnene flakkede rundt. De skiftede retning hvert sekund, men de så ikke rigtigt noget.

 

Dwayne Steg ud af bilen først. Han så med et forundret blik på den væltede lastvogn.

Han satte hovedet på skrå og kløede sig i sit kraftige røde fuldskæg.

Foran førerhuset på lastvognen stod der resterne af en mindre bil. Den var nærmest trykket til det halve i størrelse.

Der var spækket med glasskår rundt omkring på kørebanen. En del af skårene var smurt ind i blod. Der var i det hele taget utroligt meget blod.

Dwayne gik rundt om de forulykkede køretøjer. Der var noget der ikke passede.

Da Robert endelig kom ud af bilen, gik der heller ikke så forfærdelig længe, før de to vicesheriffer så hinanden i øjnene.

 

Ulykken var helt ny. De havde netop fået beskeden om at køre herud, så de kunne berette om skadens omfang, og eventuelt kontakte ambulancer og sygehuset.

- Der er ikke nogen her. Hverken chauffør til lastvognen eller den lille bil.

De sagde det næsten i kor. De to makkere kendte hinanden bedre end deres egen bukselomme. De var i tidernes morgen startede samme dag.

Men uanset hvad, der var ikke nogen tilskadekomne ved ulykken.

 

Robert brød tavsheden. Han vidste ikke besked, men gættede.

- Har der været nogen før os? Var vi ikke de første der blev sendt herud?

Dwayne vidste det ikke, og nøjedes med at hæve og sænke skuldrene.

- Gider du at gå rundt og undersøge stedet nærmere, så ringer jeg lige til kontoret og hører hvad fanden det her er for noget. Jeg gider ikke spilde min tid.

Makkeren nikkede og gik rundt om lastvognen igen.

 

Robert kunne ikke få fat i Norton. Det irriterede ham og han smækkede hurtigt sin mobil sammen igen.

Det var Dwaynes tur til at bryde tavsheden. Han skreg, som en stukken gris.

Robert sukkede. Hvad fanden var der nu galt? Han kendte Dwayne. Han kunne lave et stort nummer ud af ingenting. Som dengang hans kone skulle føde. Man skulle næsten tro at det var ham der havde alle veerne, og kunne mærke hans kones smerte.

Robert slentrede fra deres bil, først langsomt, men Dwayne blev ved med at skrige.

Jo tættere Robert kom, satte han farten yderligere op.

Måske var det ikke kun hysteri, men så var det vel heller ikke værre.

 

Hvis solen havde vokset sig større den dag, havde det måske været et helt naturligt syn for Robert, men da han så Dwayne ligge på jorden og blive revet fra side til side af et monster på størrelse med en lille bil, så var det pludselig ikke så naturligt mere.

Robert stivnede i både bevægelse og sind. Han hørte godt Dwayne skrige, men var på det nærmeste ude af stand til at gøre noget.

Dwayne hylede og skreg fortvivlet, mens smerter fór gennem benene ham.

De var ved at blive flået fra hinanden. Han så ude af øjenkrogen af Robert var kommet til syne, og råbte hans navn igen og igen.

- ROBERT, hjælp mig! Så hjælp mig dog! Skyd den for helvede!

 

Det gik langsomt op for Robert at monstret begyndte at bevæge sig baglæns, med hans makkers blodige ben i nogle stærke kløer.

Det vækkede ham en smule fra hans trance, og han trak sit våben. Men han var bange for at nærme sig, og bange for at ramme Dwayne med et eller flere skud.

 

Dwayne havde ikke kunne nå at trække sin pistol. Han blev trukket hen ad jorden, mens han forgæves forsøgte at holde tilbage med sine fingre.

Men overmagten og monstrets styrke var umenneskelig stor. Dwayne havde ikke en chance. Han kunne ikke standse forløbet.

 

Robert gik et par skridt tættere på, stadig med pistolen hævet mod det uhyggelig syn.

Han kunne ikke sige noget, eller trøste sin makker med et par ord om at det nok skulle gå. Det havde han allerede tænkt sig til at det ikke ville.

I et øjeblik mødtes de to makkeres blikke. Det var mens dyret var ved at krybe ned i et hul i jorden. Robert så Dwayne dybt i øjnene, og forstod godt hans bøn mellem alle hans smerteskrig.

- Skyd mig, Robert! Skyd mig nu!

 

Robert rystede på hovedet. Hans blik flakkede rundt. Kunne han det? Kunne han skyde og dræbe sin bedste ven? Der var kun sekunder at betænke sig i nu.

Han hævede sin pistol og pegede på Dwayne. Makkeren nikkede. Det var ok.

Robert skød to gange. Dwaynes hoved fløj tilbage. Han nåede aldrig at mærke det.

Monstret og Dwayne var væk, og lige med et blev der stille.

Robert stod og rystede på hænderne. Han kunne ikke holde et par tårer tilbage.

Han gik hen til hullet, og glemte helt sin frygt. Han kunne ikke se noget dernede.

Han tømte sin pistol ned i hullet, i håb om at ville ramme bare et eller andet.

 

Robert stormede ind på Nortons kontor. Han var helt hvid i hovedet, og rådvild.

Norton smækkede skuffen hårdt i, for at skjule flasken dernede.

- Vi har et alvorligt problem, sagde Norton inden Robert nåede at sige noget.

- Vi har mistet Dwayne, sagde Robert. Han rystede stadig på hænderne.

- Hvad er det du siger? Hvordan det? I kørte af sted begge to.

Robert lod sig glide ned i stolen overfor sheriffen. Han forsøgte at fatte sig.

- Hvorfor ringede du ikke efter hjælp, spurgte Norton.

I det samme buldrede godstoget forbi kun et par hundrede meter derfra.

Det kom som tradition kun en gang om ugen, og beboerne spekulerede ikke på det mere. For år tilbage havde det været til gene for flere i byen.

- Jeg var nødt til at skyde ham, chef. Inden det monster havde dræbt ham. Jeg kunne ikke gøre andet. Han bad mig om det.

Robert tog sin pistol og sit skilt og lagde det på bordet. Han græd igen.

 

Norton satte sig hen ved siden af Robert. Han tog hans hånd og så ham i øjnene.

- Inden jeg fortæller dig hvad jeg frygter, så fortæller du mig nu hvad der skete.

Robert berettede lavmælt sine oplevelser.

Norton kendte Robert rigtigt godt, og vidste at han altid havde været til at stole på.

Han hørte historien til ende, og rejste sig og greb sin telefon. Han så på Robert.

- Hvis det du siger er sandt, så har vi stærkt brug for forstærkning. Det her er mere end vi selv kan magte. Imens tager du hjem til Dwaynes familie. Vi ses her senere.

 

Himlen var lyseblå som et par slidte jeans. Det var koldt i vejret. Efteråret bed fra sig.

Der var en kølig vind, der kunne minde om at vinteren snart ville melde sin ankomst.

Kraverne var slået op og handskerne fundet frem, men det var ikke det der optog byen mest. Det var nok mere den kendsgerning at militæret havde indtaget byen.

Der var lagt en jernring omkring byen at bevæbnede soldater, og deres store motoriserede larvefødder med et førerhus på toppen.

Man kunne høre råb fra den ene officer til den anden konstant. Ind imellem var der en stakkels soldat, der ikke havde hørt ordentligt efter. Så måtte han modtage en røffel fra en højerestående soldat.

 

De fleste af byens børn, og andre nysgerrige sjæle, trykkede næserne flade mod ruderne, efter strenge ordrer om at blive indendørs.

Sherif Nortons kontor var blevet indtaget af oberst Jack Rockson. En officer af den gamle skole, der bar et kraftigt overskæg, der ville gøre de fleste skægbærende herrer drønhamrende misundelige.

Han havde fået forklaret sagens omfang. Han tog den ikke alvorligt, og troede heller ikke rigtigt på det. Han kunne dog, blot ved sin alvorlige mine få det til at se ud som om at han troede på hvert et ord. Men når alle kiggede væk sukkede han dybt.

Hans højrehånd, løjtnant Pete Mattson, stod lige ved siden af skrivebordet, og afventede flere ordrer.

 

- Pete, er der noget som helst, der taler for at det ikke bare er en sulten aggressiv bjørn der har angrebet et par gange her i området?

Den noget yngre løjtnant rømmede sig inden han udtalte sig. Han lagde et billede på skrivebordet. Et billede af et fuldstændigt afpillede skelet.

- Efter de indberetninger vi har modtaget de sidste par dage, og efter de rester politiet har fundet er der ikke noget der tyder på en bjørn

Obersten sukkede. Han satte sig ned. Han gad ikke denne her opgave, fordi han ikke vidste hvad de var oppe imod.

Oberst Rockson var vant til kampområder med en modstandere der også var bevæbnet. Det var til at tage og føle på, men ikke det her.

Meldinger om et monster, der ikke bare angreb og dræbte, men også gravede sig ned. Desuden skulle det være på størrelse med en lille bil. Det lød for utroligt til at være sandt. Obersten var stadig af den tanke at de spildte deres tid her.

 

Der herskede en sjælden ro i byen. Faktisk ualmindeligt stille, efter at militæret havde beordret alle beboerne indenfor.

I et område ikke så langt fra byens centrum, faktisk lige ved siden af kirken, boede pastor Julian White. Han var alene, efter at hans kone gik bort for et par år siden efter længere tids sygdom. Det havde sat sig på pastorens psyke. Han var ikke sig selv mere. Noget var gået i stykker inde i ham.

Pastorens hus var forholdsvis stort. Der fulgte naturligvis have til huset, men det var ikke bare en have. Det var et område på en hektar jord fyldt med frugttræer.

Æblerne og pærerne var ved at leve på lånt tid. Deres sæson var ved at rinde ud.

Det var en blanding af nye og unge træer, og enkelte gamle, der havde mere end en menneskealder bag sig. Fra en tid før maskinerne og elektronikken.

Bagerst i haven var der et mindre område uden træer. En bar plet hvor der var mere mos end græs.

Under det grønne område ulmede det i jorden. I en hule et par meter nede.

 

En patrulje på fem menige soldater og en sergent gik rundt i byen, med hævede våben, men samtidig en idé om at det hele var en ligegyldig øvelse.

Der blev snakket og grinet soldaterne imellem.

Sergent Jones var forholdsvis nyudnævnt, og uden den store erfaring. Han forsøgte at tage situationen alvorlig, men med fem hårdføre soldater under sig, der tidligere havde kæmpet i Afghanistan var det ikke den letteste opgave.

Byens huse, og deres have blev gennemgået af flere patruljer, undtagen pastorens.

Jones og hans mænd var nået til kirken. der blev joket højt. Måske var der et monster i kirken. Det var mere set i lyset af at ingen af de fem var religiøse.

Jones vendte sig mod to af sine mænd. Han pegede i retning af pastorens have.

- I to går ind i haven. Måske er der ingenting, men tjek alligevel haven.

Der blev hvisket højt om hvorvidt de reelt gad at bruge tid på det.

- Sergenten er sgu en morakker. Der er ikke en skid her i byen, sagde den ene.

 

Et monster uden lige kom til syne bagerst i pastorens have mens solen var ved at glide ned bag et skovområde længere vestpå.

En halvmåne ville gøre sin entre. Og et væld af spredte stjerner ville snart blinke svagt på himlen.

Jorden rystede under den lille plantage, mens et væsen med seks lange ben og et par kraftige kløer foran sig kom kravlende op. Sulten efter mere frisk kød.

Med en mund omgivet af et stort næb, og et panseret skjold omkring sig.

Det snerrede. Ikke højt, men så man lige kunne ane det i det begyndende mørke.

 

Menig Dylan sukkede højlydt af utilfredshed. Han vendte sig og så at de andre var ude af syne. Han stoppede sin gang og satte sit våben op af et træ. Han rystede på hovedet. Det her gad han ikke.

Han satte sig på græsset og flåede sine cigaretter frem.

- Det her er sgu for latterligt. Hvad sker der i denne her by? Ikke en skid.

Hans makker, menig Owen nikkede på hovedet. han var helt enig.

- Vi rykker hele styrken ud, fordi en vicesherif tror han har set et uhyre. Hvor dumt lyder det lige? Det her er sgu ikke en opgave jeg har tænkt mig at prale af til mine børnebørn. Hold da kæft mand.

 

Owen så mod himlen. Nu kunne han have ligget hjemme hos kæresten, i hendes arme og varmet sig, i stedet for denne her åndsvage tur.

Det var kun Dylan der nåede at vende sig da en gren knækkede, men det var også ham der så noget, der kunne minde om gren der borede sig gennem Owens krop.

Soldaten blev løftede i vejret med et skrig, mens blodet sprøjtede til alle sider.

Dylan nåede at se klo bide sig fast rundt om Owens ene ben, inden det blev bidt af og landede på jorden foran ham.

Som en erfaren soldat kom han op at stå. Han greb sit våben og pegede, klar til at fyre en salve af, mens livet ebbede ud af Owen. Han skreg ikke mere.

men da Dylan var klar stod monsteret alt for tæt på. Det så ham tydeligt og lige i øjnene. Med en hurtig bevægelse med den anden klo slog det våbnet ud af hænderne på soldaten. Dylan kastede sig baglæns. I samme bevægelse fik han sin pistol ud af hylstret og skød.

 

Resten af den lille patrulje stod bag kirken. De hørte skuddene, og sergenten var ikke sen til at råbe gruppen an. De løb sammen i retning af lyden.

Da de nåede frem var der stadig skud. De så Dylan ligge på jorden. Han havde netop tømt sit tredje magasin med pistolen, men der var ikke nogen eller noget andet at se.

De piskede frem med våben og lygter hævet.

- hvor er den, råbte en af de menige.

Men Dylan var dårligt i stand til at svare. Da de fandt ham var han hvid i hovedet.

Han gispede efter vejret og rystede over det hele.

De andre greb fat i ham. De undersøgte ham, men han havde ingen yderligere sår.

Sergenten ruskede i ham. Han råbte spørgsmål til ham.

- Hvad var det? Hvad skete der? Hvor er Owen?

Det eneste Dylan kunne var at pege. De andre så i den retning han viste. Hen mod et hjørne af den store have. To af soldaterne løb af sted.

- Den tog Owen, hviskede han.

Sergenten så ham i øjnene.

- Hvad tog Owen? Hvad var det, Dylan?

- Det var et monster, sergent. Et ægte monster.

 

Ingen af gruppen fandt noget monster. De fandt et stort hul i jorden. De fandt rester af Owen. Et ben og en hånd, og masser af blod, men ingen Owen.

Der var også andet. En bunke slim midt på græsset. Monsteret havde mistet noget af sit indre da Dylan skød på den.

Der blev slået alarm, og en større indsatsgruppe blev sat ind ved pastor Whites have.

Dylan blev kørt væk til yderligere observation og afhøring.

 

Der opstod hurtigt en mindre panisk stemning blandt de menige soldater, mens officererne forsøgte at opretholde en kølig facade.

Men ikke ret mange vidste noget som helst. Nogen vidste lidt, men kun ud fra en chokeret soldats melding om et monster der tog hans makker.

Rygter opstod hurtigere en mange kunne nå at lade deres våben. Der var hurtigt dannet alle mulige historier om diverse dinosaurer, der vandrede rundt i byen.

Der var dog kun to, der reelt havde set monstret. Vicesheriffen, Robert og den menige soldat, Dylan.

 

Bilen og lastvognen lå stadig på vejen. Der havde ikke været tid til at fjerne dem da byen pludselig stod overfor et nyt problem.

Sherif Norton stod sammen med en lille gruppe soldater og så på lastvognen.

Han rystede på hovedet. Hvorfor fanden havde han ikke fået besked om det endnu?

Det var hans første tanke. Men slog det hen da tanker om angrebet dukkede op.

Det var ikke bare en lastvogn. Det var en tur med farlige kemikalier. Indholdet var væltede ud da den store vogn var drønet om på siden.

Det var tydeligt at indholdet var blevet spredt ud over et område i en grøft.

Det stank endnu, surt og råddent, til trods for at det var flere dage siden.

Norton stod med hånden for næse og mund og kiggede på jorden.

Det lignede mest af alt et bølgende hav i alle farver der gav genskær i solens lys.

 

Midt i byen gik en ensom person rundt. Han trodsede soldaternes ordrer om at blive indendørs, for han vidste hvad der ramte dem, og hvad der var på vej.

Pastor Julian White gik rundt med et stort kors foran sig. Han talte højt for sig selv.

- Han er på vej. Det er Lucifers komme på jord. Han viser sig snart. Vogt jer.

Der var ikke rigtig nogen af soldaterne der tog notits af ham. De så ham dårligt nok.

Men alle byens beboere sad i vinduerne. De bemærkede ham alle sammen.

White råbte til sine får, at han ville gøre alt for at vogte dem, som den hyrde han var.

Han skræmte de børn der så det ske, og nogen forældre råbte tilbage og skældte ud.

 

Over telefonen fik Norton besked om pastorens vandring i byen. Han rystede på hovedet og bandede af beskeden. Hvad fanden gik der nu af ham?

Midt i hans irritation dukkede der noget op bag Norton og soldaterne. Et monster.

Det var ikke stille i sine bevægelser, og en af soldaterne opdagede det hurtigt.

Han råbte de andre an, og alle vendte sig og skød. Selv Norton greb sin pistol og tømte sit magasin mod monstret.

Det kraftige skjold var alligevel gennemtrængeligt, og slim fra uhyret fløj til alle sider. Den rystede over det hele, mens kuglerne var ved at dræbe den.

Soldaternes angreb blev afsluttet med en håndgranat, der fik resterne af monstret til at knuses og spredes til alle sider. Norton sukkede. De havde sejret over det, der havde skræmt og dræbt nogen af byens borgere.

 

I de samme sekunder rystede jorden flere steder ikke langt fra hinanden, midt i byen.

Monstre dukkede op og fik folk og soldater til at løbe skrigende til alle sider.

Nogen soldater, og nogen officerer nåede ikke at løbe væk. De blev taget.

Krigen mod det uventede grimme monster startede, og skuddene lød alle steder.

Obersten og løjtnanten stod på sheriffens kontor da det startede.

De var ikke sene til at piske ud af døren, og observere hvad alle andre nu vidste.

Obersten holdt vejret. Han troede ikke på det, men nu skete det, lige for næsen af ham. Løjtnanten trak sit våben da asfalten pludselig blev brudt midt på gaden, lige foran politistationen. Endnu et monster dukkede op, og lod sine øjne hvile på de to.

Pete Mattson tømte sin pistol. Hurtigt og erfarent skiftede han magasin og tømte det også. Monstret lå stille på vejen. Der silede slim ud af den.

 

Norton sad i en militærvogn på vej mod byen da han hørte hvor slemt det stod til. Han var rystede, men samtidig var der noget der ringede for ham.

Lastbilen der var væltet. kemikalierne der var blevet spredt ud over jorden.

Måske var tanken helt åndsvag, alligevel kørte det rundt i hovedet på ham.

Militærvognen nærmede sig byen, og Norton kunne høre skuddene og granaterne der sprang omkring dem. Det var som en krigsskueplads.

Sheriffen råbte til chaufføren at han skulle finde oberst Rockson. Norton havde en mistanke han var nødt til at dele med den øverstbefalende.

 

Pastor White var nået hen til jernbanen. Han råbte stadig. Med sit kors i hænderne gik han ud på skinnerne. Han rettede blikket mod himlen, og bad de højere magter om hjælp til at redde byen.

Fra en skygge i nærheden, kom det krybende mod ham. Det var såret af skud, men havde nået at flygte. Det var rasende og sulten, og pastoren lignede det næste offer.

White så ikke noget. Heller ikke det andet der nærmede sig.

På samme tid kom det buldrende frem mod ham, med kløerne hævet. Klar til at sakse og bide ham i flere dele. Klar til at slæbe ham med under jorden, hvor det kunne fortære resterne af ham.

Monstret så ikke det andet der kom tættere. De havde kun sine øjne rettet på White.

 

Togfører Albert Hansen fik måske sit livs forskrækkelse da han så hvad der var på skinnerne. Hastigheden var for høj. Han ville ikke kunne nå at gøre noget.

Godstoget smadrede direkte ind i pastor Julian White og monstret.

Hansen trak bremsen, men bremsesporet ville trække sig flere meter.

 

Efter en bølge af uforudsete hændelser, blev der lige med et stille i byen.

Der lød hverken skud eller eksplosioner.

Norton stod sammen med obersten og løjtnanten. Han forklarede sin teori, selv om han godt vidste at den lød utroværdig.

Kemikalierne fra lastvognen havde forvandlet et insektbo til store uhyggelige monstre. Det lød tosset. Selv for sheriffen, men det var den eneste forklaring.

Oberst Rockson lyttede til forklaringen, og troede selvfølgelig ikke på det.

Løjtnanten var mere lydhør. Han ville samtidig sætte en eftersøgning i gang, efter flere af de uhyre. Måske kunne de fange et og undersøge det.

 

Der lå lig af døde soldater og knuste monstre rundt omkring i gaderne. Det var grimt at se, selv for en erfaren soldat. Flere af dem gik rundt og brækkede sig.

Alle gaderne blev grundigt tjekket for liv, der ikke mindede om mennesker.

Grupper af soldater var større end tidligere. Tungere våben blev fundet frem.

 

Rockson havde en lettere rødlig farve i ansigtet. Også fordi han ikke troede på Nortons teori. Han var irriteret. Han kunne ikke selv komme op med nogen naturlig forklaring. Måske kunne det være et hemmeligt militærprojekt der var sluppet løs, men den teori var han også selv i tvivl om.

Han bandede det hele af helvede til og sparkede til en stol på sheriffens kontor.

- Er det i bund og grund ikke ligegyldigt hvor de kommer fra, bare vi får dem alle sammen. Om de er skabt af et uheld med kemikalier, eller de er stukket af fra et hemmeligt anlæg, det er underordnet. De er til stor fare for alle. De har allerede kostet alt for mange menneskeliv. Lad os jage og dræbe dem, hver og en.

Norton og oberst Rockson stod helt stille, mens Pete Mattson havde løftet stemmen.

 

Det var blevet aften og nat i byen. Der var stille. På en måde. Der var ikke nogen der skreg, og der lød ingen skud og brag fra granater.

Den lyd der prydede byen i mørket, var lyden af larvefødder der kørte tanks rundt.

Beboerne kunne ind imellem også høre soldatertramp fra store grupper mænd.

Tidligt ud på morgen begyndte soldaterne også at undersøge hver en kælder i byen.

Der var umiddelbart ikke flere monstre at få øje på.

Resterne af de døde væsner, var ved at blive kørt væk i lukkede lastvogne.

Det meste af verdenspressen havde hørt om angrebene, og flere og flere helikoptere fra de store tv-selskaber dukkede op på himlen. Hele verden var interesserede i at følge med.

 

Ugen efter var byen ved at finde sig selv igen. Men soldaterne var der endnu.

Norton sad alene på sit kontor. Det hele havde været et mareridt han lige skulle sluge. Der var ingen fornuft i den oplevelse. Intet normalt i den.

Flasken var fundet frem fra skuffen. Han skjulte det ikke engang mere. Pensionen stod udenfor døren. Han skulle bare pakke sine ting i en kasse, og fjerne sit navn på døren, men det kom der måske nogen og gjorde for ham. Han vidste det ikke, og det ragede ham også langsomt.

Løjtnant Pete Mattson kom ind på kontoret. Med en hurtig bevægelse tog han hatten af og satte den under venstre arm.

- Undskyld sherif Norton, jeg kan ikke finde oberst Rockson. De har forsøgt at kontakte ham fra Pentagon. De vil vide besked. Har De set ham?

Norton kunne bare ryste på hovedet. Heller ikke det kunne bringe hans pis i kog.

 

Oberst Rockson stod alene et stykke udenfor byen, hvor ulykken med lastvognen var sket. Den lå der stadig, lastvognen. Tømt for kemikalier.

Den aldrende officer havde ry for at leve sundt, men stod alligevel med en smøg i hånden. Det var en af hans hemmelige laster.

Han sugede nikotinen langt ned i lungerne, og det gav ham et roligt øjeblik. Et øjeblik hvor han syntes at han kunne tænke klart, i en stille stund for sig selv.

 

Han gennemtænkte hele scenariet og rystede på hovedet af det. Hvad fanden var det for en situation? Hvordan kunne det her ske?

Når mennesket dummede sig og begik fejl, og forvandlede naturen og dens beboere til levende monstre, så skulle de absolut hidkalde den mest erfarne soldat af dem alle.

Det var for helvede ikke ham der begik den fejl, men det var ham der mistede soldater under sin befaling. Ham der blev stillet til ansvar, hvis det ikke var gået gnidningsfrit. Det var det lige netop ikke. Der var flere døde. Også nogen de aldrig fandt igen. Der var tab af civile. Det havde været kaos.

En eller anden ville jo skulle stå ret foran Pentagon, og fortælle omverden hvad der var sket. Rockson kendte rutinen, men ikke denne her gang. Det var selvfølgelig anderledes. Der havde ikke været nogen fjender. Det var bare et fucking dyr.

Dyret gjorde bare hvad dyr gør. Det jagtede og det dræbte for at spise og overleve.

 

Obersten smed resterne af sin smøg på jorden og trådte på den. Han vendte blikket mod himlen, og sendte en kærlig tanke til Erika. Den smukkeste kvinde han nogensinde havde danset med.

De nåede at få mere end tredve gode år sammen, inden kræften skilte dem ad.

Han smed hende et håndkys. Noget han altid havde gjort også mens hun levede.

 

Bag ham rykkede hans jeep sig, mens Rockson var klar til at køre tilbage til byen.

Obersten vendte sig mod sit køretøj. Men den var blevet rykket til, men der var ikke nogen i jeepen. Han var alene på turen.

Det var heller ikke jeepen der var hans største bekymring lige nu.

Det var de tre store monstre der havde gravet sig op af jorden. De stod lige foran ham. Rockson bed tænderne sammen. Han kunne hurtigt regne ud, at han ikke ville kunne nå at skyde dem alle tre. De ville tage ham, splitte ham ad og æde.

Han lod sin pistol sidde i hylstret, og så mod himlen igen. Han smilede gennem tårer.

- Jeg kommer snart Erika. Så skal vi danse igen.

De tre monstre fór frem.

 

Dyrene gjorde hvad dyr gør. Det jagtede og det dræbte for at spise og overleve.