En seriemorders dagbog

En seriemorders dagbog

Til min dagbog! Den 24. april 2005.

 

Det er søndag i dag. Det er vigtigt. Jeg myrder aldrig om søndagen.

Det er ukristent.

Jeg sidder ved køkkenbordet og skriver.

Det er nu her jeg elsker at fortælle mine historier. Til dem der engang skulle have lyst til at læse dem.

Du er min dagbog nummer syvogtyve. En om året, i syvogtyve år.

Jeg er altid tillid til dig, min kære dagbog.

Du er den eneste, den eneste, der ved alt om mig.

Jeg husker stadig, da jeg startede med at skrive i min første dagbog.

Det var efter en episode der startede i Dyrehaven. Klassen var på tur i skoven.

Jeg tror vi gik i femte.

De andre morede sig med at finde ting i skovbunden. Jeg kedede mig bravt.

Jeg syntes det var tåbeligt at tage ud i en skov, bare for at lede efter et firkløver, eller en gren der var faldet af et gammelt træ.

Den dag i dag synes jeg stadig idéen er fuldkommen meningsløs.

Man ved de er der. Hvorfor så søge dem. Er fundet en glæde i sig selv?

Man kan undre sig.

Efter et par timer i skoven, havde jeg endelig heldet med mig.

Lykkens gudinde smilede til mig for en kort stund.

Jeg havde fanget et egern, der ikke nåede hen til træet, for at stikke af fra mig.

Mens jeg var i færd med at skære livet ud af det lille egern, blev jeg opdaget af Pia Olesen.

Hun sladrede, og jeg blev straffet hårdt.

Tæsk af både klasselæreren, og senere af alle klassekammeraterne blev hverdag. Kort efter måtte min mor tage mig ud af skolen. Jeg måtte skifte skole igen, for gud ved hvilken gang. Hver gang med efterfølgende mærkbare tæsk af min stedfar.

Pia Olesen var dengang klassens kønneste pige. Det holdt hun dog op med at være, efter jeg, en aften fangede hende. Hun var på vej hjem fra ungdomsklubben. Hun kom cyklende på sin flotte røde cykel, med sin smukke gule sommerkjole på. Jeg beundrede hende fra mit skjul. Hun var vitterlig en køn pige.

Hun skreg da jeg kom løbende frem, og skubbede hende af cyklen. Det gik hurtigt.

Da jeg syntes at jeg var færdig med hende, lå hun stille på fortovet.

Hendes ansigt var dækket af blod. Hendes gule kjole var revet itu.

Det var nu synd for den pæne kjole. Pia lå der foran mig, dybt bevidstløs.

Hendes bryster var blottede. Hvilket var et specielt syn for mig, når jeg tænker nærmere efter. De eneste blottede bryster jeg før havde set, var dem min mor yndede at vise frem, når hun havde sine ”kunder”.

Pia kom sig igen efter mit overfald. Hun måtte dog igennem adskillelige operationer for at få rettet op på sit ansigt. Hun blev aldrig rigtig klassens kønne pige mere.

Det skal dog siges, at jeg er sikker på hun blev glad for de kunstige tænder hun måtte bære fremover. Det gav ligesom hendes smil noget andet. Men nok om min barndom. Den kan vi altid vende tilbage til, kære dagbog.

Som du ved min elskede ven, så er jeg taxichauffør. Jeg kører altid om natten.

Det er da vist det bedste tidspunkt på døgnet. Jeg elsker mørket. Det er der jeg holder og venter, når de kommer.

Jeg kan slet ikke lade være. Hvad skal jeg gøre? De sætter sig selv ind.

De vader direkte ind i min vogn, og smiler eller er sure. De hiver efter vejret, eller værre, så bøvser de i min vogn.

Så hader jeg dem, og dræber. Hvordan skal jeg have respekt, hvis ikke de har? Livet er forunderligt. Jeg elsker det, men det har ikke altid elsket mig.

Ikke når jeg tager det.

Jeg er Guds mand på jorden, synes jeg. Jeg gør ham en tjeneste, og fjerner al skidtet og ukrudtet fra gaderne.

Der er meget af det. Travle forretningsfolk vælter ind og ud af min vogn.

Her sidder de så, og fortæller højt, hvordan de lige har snydt ham de lige var til møde med. De kalder det en god forretning.

De tjener mere end mange andre, og svindler sig gennem livet. Det gør jeg ikke.

Jeg tjener kun Gud.

Til min dagbog! Den 4. maj 2005.

Jeg ved godt at jeg lider af manglende medfølelse. Jeg er én stor karakterafvigelse. Jeg vender mig bort fra den personlighed, jeg vel nok burde være i besiddelse af. Alt i alt, kan man samle disse linjer i et ord. Psykopati!

Jeg er syg, ja. Men hvem kan helbrede mig, hvis ikke gud kan?

Når jeg fortæller dig, min kære dagbog, at jeg godt ved jeg ikke ejer sand medfølelse, så hænger det sammen med en oplevelse fra i går nat.

Jeg havde netop overtaget bilen, og skulle til at starte min arbejdsdag, eller nat.

Jeg trillede rundt inde ved Hovedbanegården. Der kommer altid en tur derinde fra.

I Reventlowsgade, lige ved Jernbane Caféen, blev jeg vinket ind af en ældre dame.

Jeg var egentligt ikke i humør i går. Så jeg havde faktisk besluttet mig for at lade hende leve, de måske tredive år, hun vel nok havde tilbage.

Hun fik sat sig ind i taxien. Jeg fik set rigtig på hende, og blev gal. Jeg tændte af. Hun var svært overvægtig. Hun svedte så det stank kraftigt i hele vognen.

Hendes smil viste mig et tandsæt jeg troede var løgn.

Hun lugtede som et helt værtshus.

Jeg havde kendt denne dame i ganske få sekunder, og afskyede hende allerede. Hendes fedtede røde hår, den alt for stramme nylonkjole. Hun lignede min mor.

- Jeg skal til Holbergsgade, nærmest bøvsede hun i ansigtet på mig.

Jeg var ligeglad med hvor hun skulle hen, hun satte sig bare i den forkerte taxi.

Ved en af de nærliggende små mørke sidegader, vendte jeg mig og gav hende to knytnæveslag i ansigtet.

Det var nok til at få hende til at gå ud som et lys.

Hun sov som et ækelt lille spædbarn, mens vi kørte mod Nordsjælland.

Hen til en skov, hvor jeg vidste vi kunne være i fred.

I morges brugte jeg en time på at overbevise min vognmand om, at jeg havde ramt et dådyr, der efter sammenstødet var løbet videre ind i skoven.

Det var derfor der var blod på bilen i morges.

Derfor skulle jeg vaske kofangeren og den ene forskærm.

Den afskyelige gamle kvinde finder man aldrig.

Jeg får det altid til at se ud som en ulykke. Det er derfor jeg ikke er kendt i medierne. Hvis de vidste hvor mange, var der ingen på gaderne om natten.

Ikke nogen at lege mine lege med.

Kære dagbog, jeg retter lige mig selv. Selvfølgelig kan de finde kvinden. Måske. Altså hvis de leder i Hundested Havn, Helsingør Havn og i et skovområde ved Sorø.

Medierne og myndighederne har dog et helt andet problem. Mig!

Mig finder de aldrig. Dér er jeg en kende for skarpt tænkende.

Jeg er simpelthen for intelligent.

Men mit problem, kære ven er, at jeg kun har dig at dele det med.

Kender ingen andre der som du er god til lytte, når jeg fortæller mine eventyr.

Jeg er ikke et socialt menneske, der fungerer blandt andre.

For mig er de ligegyldige individer der går forbi mig på gaden.

I min verden eksisterer der kun tre slags mennesker.

Først er der dem der er flest af. Dem der ikke siger mig noget.

Dernæst er der dem jeg bruger som mit legetøj.

Til sidst, som det tredje slags menneske, er der mig.

Den overlegne menneskerace.

Hun er her ikke længere. Den gamle ulækre kvinde, der lignede min mor.

Til min dagbog! Den 3. juni 2005.

Min elskede ven, har jeg nogensinde rigtigt fortalt dig, om forholdet mellem min stedfar og jeg?

Den stedfar der gav mig så mange oplevelser, i kælderen.

Jeg var ni år første gang.

Jeg blev ”inviteret” ned at se hans værksted, og hvad der ellers måtte være i dette aflåste kælderrum, der pudsigt nok var gjort lydtæt. Med æggebakker på væggene.

Kære ven. Jeg går ikke i detaljer.

Det vil ikke glæde nogen at høre, hvad jeg måtte gennemgå, når det passede min omsorgsfulde stedfar.

Du kan måske godt forstå min ven, jeg græd og skreg af smerte, som de fleste børn vist ville have gjort i mit sted.

Alt andet er nok utænkeligt, mon ikke?

Jeg husker alt!

Den stærke lugt af sved og hans uendelige mange cerutter.

Ikke mindst hans stærke arme, med de store hænder der greb mig om livet.

Store hænder, der blev til jernhårde knytnæver, når jeg dristede mig til at sige nej tak.

Ofte måtte jeg blive hjemme fra skole, for at skjule mærker rundt omkring på min krop.

Det var ikke ualmindeligt at man så mig med et plaster i ansigtet, der lige skulle dække et flækket øjenbryn eksempelvis, eller et mærke på kinden, fra hans store ring.

Skoletandlægen undrede sig godt nok over mine tænder, der ofte var skæve, eller bare manglede.

Jeg turde ikke fortælle ham hvorfor de så sådan ud.

Det ville have kostet mig en tur mere, i kælderen.

Flere af mine forskellige klasselærere, fra de forskellige skoler, drillede mig med mine sorte rander under øjnene. De vidste ikke bedre.

De troede jeg bare var træt.

Hvordan skulle jeg have forklaret dem, at de kom fordi jeg græd mig i søvn hver nat?

Engang blev jeg sendt til en skolepsykolog, Marianne hed hun.

Her oplevede jeg for første gang i min barndom, et menneske der forstod mig og kunne snakke med mig.

Det var nogle lykkelige uger, da jeg kom hos Marianne. Hun var utrolig sød ved mig. Jeg kunne græde ud på hendes kontor, fortælle hende alt, og det hjalp mig meget.

Da jeg så havde fortalt hende det hele, ville hun tage affære.

Desværre hjalp det mig ikke noget. Tværtimod.

Jeg blev atter hevet ud af skolen, hvorefter vi flyttede til en anden kommune.

Jeg så aldrig Marianne igen.

Det eneste lyspunkt i min barndom, som jeg husker det.

At jeg havde sladret til skolepsykologen, kom selvfølgelig til at koste mig - dyrt.

Min mor og stedfar havde købt et lille hus, ude på landet.

Der var ikke kælder, men en faldefærdig garage, hvor bilen alligevel ikke kunne stå. Når min mor ikke havde ”kunder”, havde hun fået sig et job på et cafeteria.

Det holdt hende væk i flere timer. Ikke at jeg tror det betød noget, for min stedfars gerninger.

En dag kom han ind på mit værelse, med en kammerat. Han hed Tage, husker jeg.

- Vi skal lige en tur i garagen, råbte han i hovedet på mig.

Jeg blev bange, og begyndte at græde med det samme. De var ligeglade, begge to. Det tog flere timer. Jeg var gul og blå over det hele, da de var færdige.

Sommetider skete det såmænd, når min mor sad inde i stuen og så fjernsyn.

Min mor, den kvinde der gav mig livet, tog det også fra mig. Hun så den anden vej.

Til min dagbog! Den 14. juli 2005.

Hej min ven, så er jeg her igen.

Jeg har savnet at skrive, men har ikke orket det de sidste par dage.

Jeg har været træt, og trænger til lidt ferie.

Jeg har taget fri i dag og i morgen, og så er det jo lørdag og søndag.

En forlænget weekend, det kan man godt bruge en gang i mellem.

Jeg har bestilt et ophold på Bornholm, der har jeg været mange gange.

Jeg vil altid komme tilbage til denne skønne ø, der har givet mig nogle gode oplevelser.

Her kan jeg lade op, slappe helt af, inden storbylivet igen kalder mig tilbage.

Det holder mig dog ikke helt fra, at være den jeg er.

Der er jo en grund til, at jeg er sat på denne jord.

Gud må jo have en mening med mig.

Min usle barndom kan ikke være den eneste grund til at være her.

Der må være mere.

Jeg husker med et lystigt smil en weekend på Bornholm.

Det lykkedes mig at nappe to liv. En tysker og en svensker.

Ja det lyder som en vittighed.

Tyskeren var en ung teenager, der en regnvåd eftermiddag, næsten var nået helt op ad trapperne, ved Jons Kapel. Han var faktisk hurtigere nede igen.

Et spark på hans pande, gjorde at han besvimede inden han faldt.

Der var derfor ingen der hørte ham skrige på vej ned.

Mit held var selvfølgelig, at vi var de eneste tilstede den dag.

Samme aften mødte jeg en ung svensk pige. Hun var vel i starten af tyverne.

En køn lille en. Pernilla hed hun.

Hun var smuk med sit lange lyse hår, og klare blå øjne.

Pernilla kunne ikke tåle alkohol, ikke ret meget i hvert fald.

Jeg brugte naturligvis det meste af aftenen, og det halve af natten, på at hælde spiritus i hende. Resultatet var det jeg ønskede.

Den unge pige gik kold, og faldt i søvn i mine arme.

Med gaffatape om hænder og mund, lå hun der i den kulsorte skovbund.

Ingen havde set mig slæbe hende ind i skoven, klokken var halv fire om natten.

Der var stille, som i graven. Jeg har godt nok ikke været der selv, men det er et kvalificeret gæt, ikke?

Pernilla var ved at vågne, hendes øjelåg bevægede sig.

Jeg lod hende få et glimt af mig, inden jeg smadrede hendes hoved med en sten, jeg dårligt kunne bære.

Bagefter smed jeg hende ind i den varevogn, jeg havde lejet i København.

Resten af det døgn, brugte jeg på at sove sødt som et barn, på mit hotelværelse.

Dagen efter var det søndag, jeg var i kirke, som altid.

Det var dejligt at høre herrens ord blive forkyndt.

Præsten talte så smukt om livet i paradis.

Senere den dag, var der en masse i radioen om en ung svensk pige, der var blevet væk fra sin unge svenske kæreste.

Han kunne måske også have passet bedre på hende.

Pernilla kom med til Bornholm, hvor hun forsvandt i nogen sorte sække, under det man kalder småt brændbart.

Jeg havde haft en dejlig weekend på Bornholm, og nu skal jeg altså derover igen. Du min kære ven, skal selvfølgelig med.

Jeg vil tage dig med rundt på øen, vise dig det hele. Jeg vil fylde dig med oplevelser.

Lige nu eksisterer min barndom ikke, den har aldrig fundet sted.

Jeg er et lykkeligt voksent menneske, der smiler hver aften, når livet tænder sine lys.

Til min dagbog! Den 21. juli 2005.

Lykken kan sommetider overgå al forstand.

Det ved du kære ven, gennem de seksogtyve dagbøger før dig.

Du ved jo alt om mig, som den absolut eneste.

Min tur til Bornholm er lykkelig, og det er sommer i Danmark.

Solen skinner klarere end jeg kan huske den har gjort før.

Sommer betyder turister, mange mennesker der invaderer vores smukke lille land.

Jeg drømmer dog om en ferie sydpå til august. Til Spanien eller Grækenland.

Jeg har derfor taget nogen ekstra ture i vognen, og kører nu også om dagen.

Det er selvfølgelig for at tjene lidt ekstra penge til ferien. Jeg er jo den jeg er.

Der har dog ikke rigtig været noget på det sidste.

Man kan med et glimt i øjet sige, det har været lidt dødt. Den sidste var for over en uge siden.

En gammel tyk forretningsmand, der vistnok hed Kaj, havde forvildet sig ind i min vogn. Han var med det samme uhøflig.

Vred over at jeg ikke ejede en mobiltelefon, og over at hans egen var gået i stykker.

- Ryesgade for helvede, skynd dig, vrissede han.

Jeg kørte af sted, men åbenbart ikke hurtigt nok. Derefter begik han en stor fejl.

- Kan du ikke køre hurtigere dit fjols? Han skubbede mig på skulderen.

Jeg kørte ind til siden og vendte mig om.

Under det ene forsæde har jeg altid en kort jernstang liggende, i tilfælde af overfald. Jeg svingede det, men han besvimede ikke ved første slag.

To efterfølgende slag mod tindingen, fik ham dog ned med nakken.

Hvor så han dog dum ud, som han lå der i min taxi.

Helt krøllet sammen på bagsædet.

Fra et hul over det ene øjenbryn, fra første slag, piblede der blod ud på sædet.

Det er gudskelov lavet af læder, og lige til at rense.

Jeg sad lidt og kiggede rundt, men der var ingen der kunne have set os der.

Igen havde min hjerne tænkt sig godt om.

Den er som sagt lidt skarpere end de flestes.

Jeg sad og funderede over, hvordan jeg skulle få det til at ligne en ulykke.

Jeg kunne selvfølgelig gøre som jeg havde gjort så tit.

Parterer ham, og smide ham rundt omkring.

Det ville være den nemmeste løsning i virkeligheden. Men nej.

Min, i nogens øjne, noget syge hjerne, fik en anden idé.

En idé der gav mit ansigt et bredt smil, og gjorde mig lykkelig.

Den gjorde mig sommerglad.

Jeg var træt af at være ukendt.

Jeg ville, inden mine dage var omme, være kendt for noget.

Faktisk uanset hvad. Nu har jeg jo et ubestridt stort talent.

Større end mange andres i min branche, tør jeg nok sige.

Danmarks, hvis ikke første, så farligste seriemorder.

Jeg ville skrive mit navn med blod.

På kryds og tværs af mit lille land, skulle jeg gøre mig "verdensberømt" i Danmark. Berømt som ham de aldrig fangede, og som ham der aldrig stoppede.

En eller anden ville en dag få min historie, så vedkommende kunne berette det hele. Jeg kan fortælle, at da jeg traf denne beslutning, havde jeg allerede sytten menneskeliv på samvittigheden. Heriblandt fjolset på bagsædet.

Til min dagbog! Den 25. juli 2005.

Alle landets aviser har mig på forsiden, ikke med billede naturligvis.

De ved jo ikke hvem jeg er. Det finder de heller aldrig ud af.

Medierne er ikke på mit niveau.

Jeg deler min berømmelse med dig min kære ven.

Du, min elskede dagbog, min eneste rigtige sande ven.

Den eneste jeg stoler på, ud over Gud.

Jeg er blevet godt fjernsynsstof.

Selveste justitsministeren har udtalt sig om mig.

Det var dog ikke i særligt pæne toner. Jeg kunne ønske mig at komme tæt på ham.

Jeg nævnes næsten i hver eneste radioavis, og jeg glædes ved det.

Medierne kender dog kun til de to sidste mord.

Den uhøflige kunde, Kaj, i min taxi, som jeg i øvrigt om natten slæbte ned i en vaskekælder på Østerbro, og kvalte ham langsomt.

Den anden var en nittenårig gymnasiedreng fra Hellerup.

Han var dog en større nydelse, må jeg sige.

Jeg var ved at køre ham hjem, da han pludselig smilede bredt til mig.

Jeg lagde ikke noget i det, og betalte tilbage med et smil.

Det opfangede han dog forkert.

Pludselig kunne jeg mærke hans hånd på mit lår. Det gøs i mig.

Jeg blev svimmel og fik kvalme.

Jeg måtte skynde mig at køre ind til siden, hvor jeg fór ud af bilen, og kastede op.

Alle minderne om min stedfar, hans kammerat Tage, kælderen og garagen spurtede rundt i hovedet på mig.

Min ligegyldige mor, der så til fra sidelinjen, var der også.

Den unge mand var steget ud af bilen, han stod nu ved siden af mig.

Han lagde en arm om mig, sådan lettere trøstende.

Det var hans sidste bevægelse.

Et greb om halsen med den ene arm, og et vrid i hans hoved med den anden, gav et vældig knæk i nakken på ham.

Med et, var mine billeder borte.

Jeg lavede min signatur på ham, da han lå der på jorden foran mig.

Et kryds i panden med en hobbykniv. Så var ingen i tvivl om hvem der havde gjort det.

Ja, du har ret min kære dagbog. Det er barnligt med det kryds.

Det er jo vigtigt for mig, at folk ved, at det er den samme morder.

De to sidste døde, kunne jo ellers lige så godt være begået af to forskellige mordere.

Nu havde de begge mit kryds i panden.

Mens jeg sidder og fortæller dig mine oplevelser, kære ven.

Så ligger der en avis foran mig. Ekstrabladet har fået lavet en fantomtegning af mig. Jeg griner hver gang jeg ser på avisen.

Der er ingen der har set mig, og heller ingen får mig at se.

På tegningen har jeg nærmest hugtænder, og en meget stor kniv i hånden. Latterligt.

Man tror at man kan opklare mine mord, men man gør mig kun mere berømt.

Alle de andre store, dem jeg ser op til.

Folk som Jack The Ripper, Ted Bundy og John Wayne Gacy, de vil kigge op fra helvede, og beundre min kunnen.

Når jeg er færdig engang, vil deres evner ikke engang nå mig til sokkeholderne. Man siger, at misundelse er en grim ting, men jeg forstår dem godt.

Min egen mor, det forfærdelige menneske, sagde engang, at jeg aldrig ville nå noget som helst.

Hun tog dog fejl!

Det ville jeg ønske hun kunne se i dag.

Det er hypotetisk tankegang, eftersom hun ligger begravet, med et flækket kranie.

Til min dagbog! Den 1. august 2005.

Jeg var i kirke i går, det var vidunderligt.

Jeg blev ligesom befriet for nattens stemmer, de stemmer der sådan er begyndt at komme til mig, nu og da.

Det begyndte for et par dage siden.

Jeg vågnede badet i sved, og hørte stemmer.

De sagde at jeg ikke var uovervindelig. Det ved jeg gudskelov er noget sludder.

Jeg er glad for at jeg har kirken, og altid har haft den.

Jeg har i hvert fald haft den siden jeg var seksten.

Det var der mit kristne liv startede.

Sommetider tænker jeg, tænk hvis den ikke var der.

Så var jeg nok blevet sindssyg.

Jeg var nok blevet mere syg, end nogen måske kunne mene jeg er nu.

For mange mange år siden, brød jeg ind i en kirke om natten. Det var nemt.

Det var en provinskirke i nærheden af min mors hus.

Det første der betog mig derinde, var stilheden.

Jeg listede ned gennem kirken, mod alteret.

Jeg var egentlig gået derind fordi jeg frøs. Jeg søgte bare en smule varme.

I det øjeblik jeg trådte ind i Guds hus, var min sjæl solgt til herren. Jeg blev troende.

Jeg satte mig roligt på første række, og stirrede længe på et maleri.

Det forestillede Jesus og den sidste nadver.

Han så på mig, og mit blik fangede hans.

Alle de ugerninger, jeg måtte have begået på det tidspunkt, blev øjeblikkeligt tilgivet.

Det var som om, at de smerter jeg måtte gennemgå, forsvandt gennem Jesus.

Han tog dem fra mig. Jeg kunne ikke længere mærke de pinsler min stedfar havde tilført mig.

Kære dagbog. Det er svært for dig at forstå, det ved jeg.

Du er min ven, men du er også kun en bog. Den syvogtyvende i rækken.

Den nat blev jeg siddende i kirken, til jeg faldt om af træthed.

Jesus blev min følgesvend, fuldkommen som du er det min ven.

Næste dag blev jeg vækket af præsten, og et par betjente.

Jeg blev selvfølgelig taget med.

Efter at man havde fundet ud af, at jeg på det tidspunkt, var helt alene i verden, kom jeg i nogle år ud til en plejefamilie.

De var såmænd søde nok ved mig. Jeg røg dog ud efter to år.

Set i bakspejlet, havde det nok også noget at gøre med, at jeg havde overfaldet plejefamiliens biologiske søn.

Han var to år yngre end jeg, og et nemt offer.

En irriterende lille møgunge, der blev ved med at spørge til min egen familie.

Efter at jeg blev smidt ud derfra, og efter overfaldet, søgte jeg tilbage til kirken.

Det var det eneste sted, hvor jeg virkelig befandt mig godt.

Han var den eneste, der elskede mig, som den jeg er, og var. Min gud, er Gud.

Selvfølgelig tilgav Jesus mig, han kendte mig, og kender mig stadig.

Han ved godt, at der ikke er skabt noget ondt i mig.

Det jeg går rundt og gør, ved jeg godt er ondt for nogen. Det ved Jesus også. Alligevel tilgiver han mig hver gang. Det ville han vel ikke, hvis det var helt forkert. Det er jeg sikker på min ven.

Lige nu, mens jeg sidder her og skriver til dig, begynder det at banke i mit hoved. Det er som om der er nogen der hvisker bag min ryg.

Jeg kan mærke mit sind blive ondt nu.

Jeg ved min hobbykniv ligger i min jakkelomme, og at jeg vil bruge den i aften. Mine smerter i hovedet, stemmerne, det skal gå ud over en eller anden.

Jeg går bare i kirke på næste søndag. Jesus tilgiver alligevel alt.

Til min dagbog! Den 8. august 2005.

Jeg er nu officielt en seriemorder!

Det kendte antal er nu oppe på fire ofre, med mit kryds i panden.

Jeg kaldes simpelthen for Krydsmorderen.

Det morer mig hver dag at læse aviser, se fjernsyn og høre radio.

De fortæller på livet løs. De gætter og tror, men ved ingenting.

Tænk hvis de vidste alt.

Man har sågar sat en specielstyrke ind i kampen for at finde mig.

Hvilket de jo aldrig gør. Det ved de bare ikke.

Hvordan skulle de dog også kunne vide det.

Mit problem er, at det nu er sværere at komme ud af landet.

Jeg ville jo gerne på ferie, du ved.

Rejsebureauerne holder lidt igen på rejserne, efter ordrer fra myndighederne.

Indtil videre passer jeg mit arbejde i min taxi.

Der er ellers ikke meget at køre med om natten.

Der er ingen der tør gå uden for sin dør. For det meste triller jeg rundt alene.

Der kan komme en flok unge mennesker, på vej hjem efter en tur i byen.

Der er stort set ingen der går rundt alene.

Nu kommer der dog alligevel en lykkelig historie min egen ven.

Det hændte forleden aften.

Jeg var netop startet på arbejdet, og kørte ud i natten.

Jeg var lige opsat, på et kryds mere. Der skulle bare melde sig en eller anden. Mand, kvinde, dreng eller pige, jeg var ligeglad, så længe vi kunne være alene. Ved det Kongelige teater, stod der foran mig, en ældre dame.

Jeg stoppede naturligvis. Jeg havde allerede besluttet, at hun skulle i havnen, med hænderne bundet på ryggen. Hun satte sig ind på bagsædet, og jeg vendte mig. Jeg fik et chok, af de gode.

Marianne, er det dig? Nærmest råbte jeg af glæde.

Min gamle skolepsykolog lyste op i ansigtet. Hun genkendte mig med det samme.

- Jamen herregud Allan, er det dig der sidder der? Smilede hun tilbage.

Det viste sig at Marianne boede i en lejlighed på Vesterbrogade.

Vi snakkede meget sammen, hele vejen hen til hende.

Jeg satte bilen fra mig, og fulgte hende op.

Hun bød mig indenfor, og jeg takkede mange gange ja.

Godt nok var min skolepsykolog blevet gammel af ydre, men ikke i sind.

Vi satte os i hendes lille stue. Hun spurgte og jeg fortalte.

Ind imellem måtte jeg stoppe, fordi hun græd.

Hendes tårer trillede ved tanken om hvilken barndom jeg måtte have haft.

Hun vidste meget af det i forvejen, men ikke det om kælderen og garagen.

Jeg fortalte hende heller ikke om alle mine mord.

Jeg skammer mig ikke over dem, det er jo den jeg er, det ved du, men de historier behøver Marianne ikke at høre.

Det ville skuffe hende dybt, tænker jeg.

Det ville sikkert ødelægge det indre billede hun havde, af en stakkels lille dreng, hun engang mødte.

Jeg så længe på hendes bedrøvede øjne, mens hun så på mig.

Vi mødtes nærmest i et kærligt blik. Hun fangede mig faktisk i et svagt øjeblik.

Hvis politiet var kommet ind af døren nu, kære ven. Så havde jeg røbet det hele. Jeg havde fortalt dem hvem jeg var, og er.

Det ville have såret Marianne endnu mere.

Jeg vil gøre alt for, at hun aldrig finder ud af hvem jeg i virkeligheden er.

Da jeg forlod hendes lille lejlighed den nat, gik jeg direkte ned i min vogn, og græd.

Til min dagbog! Den 12. august 2005.

Jeg vil springe lidt i min historie min ven.

Jeg vil fortælle dig lidt om dengang jeg forlod mit ”hyggelige” barndomshjem.

Det var to dage efter min seksten års fødselsdag.

Den fødselsdag, der naturligvis var blevet fejret i garagen, af min sataniske stedfar og hans kammerat Tage.

Den sidste mishandling af mig, havde tændt en kontakt inde i mit hoved.

De ansigter jeg så foran mig, så jeg nu gennem et par blodrøde øjne.

Jeg tænkte ikke tanker mere.

Jeg var kold, blottet for følelser.

Jeg var på det tidspunkt, ikke længere i besiddelse af hverken tårer eller smil.

Mit nye jeg, kom til sig selv, da jeg lå og flød på garagens stengulv.

Mit underliv var blottet og min T-shirt revet itu.

Stærke smerter i ansigtet og på mine ribben, mindede mig om de tæsk jeg plejede at få, inden deres leg startede.

Jeg kom på benene, fik vaklet hen i hjørnet af garagen, hvor jeg fandt mine bukser.

Udenfor kunne jeg høre min stedfar tage afsked med Tage, der satte sig ind i sin bil, og forsvandt.

I mørket ledte jeg efter noget at forsvare mig med, når min stedfar kom ind igen.

Jeg fandt en hobbykniv.

Ja min ven, den selv samme hobbykniv der stadig ligger i min jakke.

Den har givet mig så mange gode og fine stunder.

Jeg fandt også en hammer, en tung sag jeg dårligt selv kunne bære.

Jeg nåede at gemme mig, inden garagedøren gik op.

Min dødsfjende nummer et stod nu foran mig.

Han var ved at sige noget, da jeg ramte ham første gang.

Det var som sagt en tung hammer, så det undrede mig, at han ikke gik ned på første slag.

Jeg tror, at jeg nåede at tælle fem slag i baghovedet, inden jeg ikke længere kunne høre hans dybe uhyggelige åndedræt.

Jeg husker faktisk ikke rigtigt det næste kvarter, men jeg vil skåne dig min kære ven. Det var ikke noget kønt syn, der nu lå på gulvet foran mig.

Lad os bare sige det på den måde, der er meget blod i sådan en stor mand.

Det viste sig, meget mod min overbevisning, at manden havde et hjerte.

Jamen det passer kære ven, for da jeg kom til mig selv, havde jeg det i hånden.

Min mor kom aldrig i garagen, så jeg vidste, at jeg bare kunne lade ham ligge der. Det var nu to dage efter min fødselsdag, som jeg startede med at fortælle. Den dag jeg rejste bort, og blev væk.

Inden jeg ville rejse, var der lige et opgør der skulle gøres færdigt.

Min mor!

Det var en fredag, om formiddagen.

Jeg kunne høre at hun havde besøg, jeg vidste også godt hvem det var.

Den fede slagter Povlsen fra byen, han kom her jævnligt.

Jeg kunne høre min mor skreg hans fornavn hele tiden, Orla – Orla – Orla.

Hvor jeg dog kom til at hade det navn, og har gjort det siden.

Jeg ventede udenfor soveværelset, til denne Povlsen havde betalt og var forsvundet.

Jeg listede ind til min mor, da hun endelig var alene.

Jeg kløvede hendes hoved med min stedfars gamle økse.

Jeg begravede dem begge. De blev aldrig fundet siden.

Til min dagbog! Den 16. august 2005.

Jeg fortæller dig tit, kære ven, hvordan jeg oplever lykken.

Når solen smiler til mit ansigt, og gør hverdagen rigere for mig.

Dog er det ikke hverdag i øjeblikket. Stemmerne.

Jeg sover dårligt, når jeg ikke er lykkelig.

Når jeg ikke er lykkelig, holder jeg ikke min hverdag ud.

Jeg trækker persiennerne ned, og lukker alt ude. Både lys og mørke.

Så slukker jeg for alt, hvad der kan slukkes for. Lys, radio og fjernsyn.

Jeg gemmer mig, min ven. Mit humør ændrer sig, mens jeg bare sidder der i mørket og lytter til stilheden.

Jeg bliver hidsig, rasende på alt det jeg fornemmer og ikke kan undgå at høre.

Det kan være min overbo. En gammel tyk forretningsmand, der er så rig, at han aldrig vil kunne nå at bruge alle sine penge, i dette liv.

Han bor ikke i lejligheden, men bruger den som sit kontor, og elskovsrede.

Min nabo kan jeg også høre ind imellem. En kvinde midt i trediverne.

Hun bor alene, og har ganske givet aldrig boet sammen med nogen.

Hun virker ikke sådan.

Man kan sige, hun er ikke ligefrem køn fra naturens hånd, tværtimod desværre. Hun er en høj tynd bønnestage at se på. Der er hverken barm eller bagdel.

Til gengæld er der et gevaldigt overbid. Hun er altid venlig.

Hun kender mig selvfølgelig heller ikke.

Det er nok fint sådan.

Nu jeg er i gang min ven, kan jeg måske lige så godt præsentere dem alle i opgangen.

Oppe på tredje sal er der kun én lejlighed. Det er et ungt par der bor der.

Jeg tror de går meget op i politik. Man hører dem aldrig snakke om andet. Kedeligt.

Ved siden af forretningsmanden på anden sal, bor der en ung mand alene.

Han er vist nok forfatter, eller ville gerne være det i hvert fald.

Han taler med sig, højlydt. Det er derfra jeg ved lidt om ham.

Jeg tror han er meget alene, som jeg selv. Man møder ham aldrig med nogen.

Min underbo er en helt ung pige. Jeg tror hun vil være sangerinde.

Jeg hører hende konstant gå rundt og synge.

Sommetider har hun besøg. Jeg tror det er musikere.

Man kan høre instrumenter, og hendes sang. Det lyder godt.

Forleden sang hun en sang, jeg blev meget betaget af.

Det var en god gammel Police sang.

Murder by numbers, hed den. God titel.

Ved siden af den unge sangerinde, bor der en forstyrret gammel dame. Irriterende. Hver gang der er nogen på trapperne, dukker hun op i døren, og fortæller at hendes børnebørn snart kommer på besøg.

De kommer bare aldrig. Hendes mand døde sidste år.

Han faldt om på trapperne, med en blodprop i hjertet.

Jeg så det ske, men kunne ikke gøre noget for ham.

Jeg så ham dø for øjnene af hende. Hun gik i chok selvfølgelig.

Det er nok en naturlig reaktion tror jeg. Jeg ved det ikke. Det gjorde jeg nu ikke.

Nu er døden jo heller ikke noget ukendt begreb for mig.

Jeg kunne aldrig finde på at slå nogen af dem ihjel. Det er mig ganske enkelt imod. Der er et udtryk der hedder: Man skal aldrig skide i egen rede.

Jeg vælger at sige: Man skal aldrig myrde i egen opgang.

Til min dagbog! Den 22. august 2005.

Jeg er ikke rigtig glad mere, selv om jeg nævnes konstant i nyhederne.

Det er ikke længere en tilfredsstillelse i sig selv, og være kendt.

I morges hørte jeg i radioavisen, at nogle vidner skulle have set mig i forgårs aftes.

De beskrev mig godt nok, så det lød som mig.

En taxichauffør med et stort rødt hår, dem er der jo ikke så mange af.

Jeg ved dog at jeg er så god, at jeg aldrig bliver opdaget.

Du ved min ven, jeg har den lynende intelligens, den kan ingen tage fra mig.

Heller ikke et par vidner, der tror de kan hjælpe politiet.

Men det er nu rigtigt, at jeg var på gaden i forgårs aftes.

Jeg nægter dog at tro at nogen kunne have set hvad jeg gjorde.

Der var ikke ret mange mennesker på gaden, det regnede en lille smule.

Det var lunt nok i vejret, men fugtigt.

Jeg trillede rundt på må og få, i håb om at finde mit næste offer.

Jeg fandt ham på Østerbro.

Jeg kørte hen ad Tåsingegade, da en kunde pludselig vinkede mig ind til siden.

Jeg gad egentlig ikke at køre taxi mere, men ren instinktivt stoppede jeg op.

Jeg fik vel nok mit største chok, da jeg steg ud af bilen for at hjælpe kunden ind i min vogn.

Foran mig så jeg et ansigt, jeg kun havde kunnet huske med rædsel, i mange år.

Min stedfars gamle ven Tage!

Han kunne ikke kende mig, det var tydeligt.

Ellers havde han nok ikke smilet sådan til mig.

Da slet ikke, hvis han kunne regne ud, hvad der nu ville ske med ham.

Jeg stod lidt og så på ham, studerede ham.

Lige med et, kom alle billederne tilbage.

Inden han nåede at sætte sig ind i bilen, slog og sparkede jeg ham, til han lå stille foran mig på fortovet.

Jeg så godt at der var lys i nogen nærliggende vinduer, men jeg var da sikker på ikke at blive set.

Jeg er jo ikke dum, vel min ven?

Jeg lagde den bevidstløse Tage om i bagagerummet, smækkede klappen i, og kørte af sted med et veltilfreds smil.

Som du ved min ven, så plejer jeg at forskåne dig for alle detaljerne.

Det vil jeg også gøre denne gang.

Jeg vil nøjes med at fortælle, at jeg kørte ned til frihavnen.

Her fandt jeg et område hvor der ingen var.

Jeg vil ikke fortælle hvad jeg gjorde, kun at jeg brugte fire timer, på at pine ham ihjel.

Jeg vil nu snart slutte fortællingen for i dag min ven.

Jeg kan mærke at jeg får det værre. Hovedpine, skidt tilpas.

Mit humør svinger, jeg er ved at miste grebet. Jeg hører stemmer overalt.

Jeg ser min døde mor danse foran mig, og min stedfar der griner, mens hans voldtager mig igen og igen og igen.

Jeg hører en masse biler standse nede på gaden, i et ellers stille kvarter.

Jeg hører en larm på trapperne. Det generer mig ellers aldrig.

Vi lader altid hinanden være, her i vores opgang.

Vi hilser kun på hinanden på gangen, ses aldrig privat.

Mine gardiner er trukket for og alt lys er slukket.

Jeg sætter mig på knæ, med ansigtet mod væggen. Jeg prøver at lukke alt ude. Alle fornemmelser, og lyden af stemmer.

Der er stemmer på den anden side af min hoveddør, men de taler ikke til mig.

Til min dagbog! Stadig den 22. august 2005.

Min kære elskede ven, jeg har svigtet. Jeg mistede overblikket.

Hovmod stod for fald. Som konen med æggene.

Der står nu ni betjente foran mig.

De peger alle på mig med hver deres skarpladte våben.

De står i ring omkring mig og skuler ondt på mig. Hvorfor ved jeg ikke.

De er klædt i sort fra top til tå.

De bærer hjelme og masker, og står nu med store støvler inde i min stue.

Det er vist ikke tiden at brokke sig over det nu. Eller hvad?

Ud over de ni betjente, er der også en leder af styrken.

Han har præsenteret sig som Kriminalkommissær Per Larsen.

Han har sat sig på en stol ved siden af mig, og fortalt mig at jeg er anholdt, mistænkt for at være den seriemorder de leder efter.

Jeg fortalte ham, at det var såmænd rigtig nok. De behøvede ikke at lede mere.

Ja du tænker nok, hvorfor røbe sig selv så hurtigt?

Kære ven, hvad kunne jeg gøre?

Denne Larsen, har givet mig lov til at skrive disse sidste linjer til dig.

Om lidt vil jeg rejse mig, og tage de seksogtyve bøger før dig.

Dem vil jeg give til politiet. På den måde kan de lære mig rigtigt at kende.

Mit sande jeg.

Når jeg senere i dag sidder spærret inde, i en isoleret fængselscelle, så vil jeg bede til Gud om tilgivelse. Jeg får den selvfølgelig, tilgivelsen.

For han er der for mig. Han ved, at jeg ikke er skabt sådan. Med et ondt sind.

 

Min kæreste dagbog, tak for dit utrolige venskab. Jeg vil altid huske dig.

Allan Overby Peter Kurten