Fortiden dræber

Fortiden dræber

En kraftig skikkelse stod i skyggen i den stærke regn.

Man kunne se silhuetten på afstand, på grund af den store lampe over hoveddøren.

Pæren blinkede og havde et hvidgult skær over sig. Den havde ikke lang levetid tilbage.

Skikkelsen var dækket af en lang mørk regnjakke, der var blank af regnen.

Man kunne ane store soldaterstøvler og beskidte slidte og hullede militærbukser under regnjakken.

I mørket skjulte hætten hele hovedet. Regnjakken gik ned til knæene.

Hoveddøren var en meget stor dobbeltdør, karmene var af kraftigt træ, og vinduespartiet var i dobbeltglas med ståltråd imellem.

Malingen på karmene var forfalden og skallede af flere steder.

Det var tydeligvis ikke blevet passet gennem tiderne.

Nogen havde ladet stå til.

De store messinghåndtag var matte, og lige så triste som resten af bygningen.

Skikkelsen så skulende til, mens den lille minibus kom kørende op af alléen i et langsomt, søgende tempo.

Man kunne følge skyggen, og se vedkommende bøje hovedet med rynkede bryn og en stram lille mund. Der var mange tanker - om fortiden.

Depressionssyge tvangstanker, fik det til at ryste i kroppen.

Hovedet var fyldt med mørke skyer.

Blikket var sprængtfyldt med tanker om retfærdighed og hævn.

Som en film i slowmotion fór fortiden gennem hovedet.

Tiden var ikke til landets love. Nu var der kun én der bestemte.

Det ord der var skyggens egen lov skulle for retten.

Til tider kunne det være svært, at finde løsningen, men som oftest stod det helt klart. Dommen var afsagt. Det var tid til at eksekvere.

En hånd blev løftet op til panden. Det sitrede i hovedet på skikkelsen.

Det hele stod lysende klart. Hvorfor - hvem og hvordan!?

En spytklat blandet med hvidt skum og mørkerødt blod, landede i en stor sort bølgende vandpyt foran døren.

Tankerne fór tilbage på det sidste besøg hos lægen.

Ordene kom som en tidløs krigsmaskine, der kun ville knuse alt omkring sig.

 

 

- Prøv at høre her. Jeg ville ønske, at jeg havde bedre nyheder. Men vi har set de sidste resultater grundigt igennem. Det ser desværre ikke så godt ud. Jeg tør ikke love dig mere end nogle få måneder. Jeg er ked af det. Har du planer for fremtiden, så skal det vist gøres nu. Måske skal du informere din familie. Måske er der steder du vil nå at se. Mennesker du vil nå at tale med.

Det virkede ikke kun som den dødsdom det reelt var.

Det var lige så meget, at de sidste ugers planlægning skulle fremrykkes. Raseriets idéer skulle udføres. Døden ville indfinde sig.

Blodet skulle løbe i striber fra den dømte.

Faktisk ville bødlen male sit værk på livets sidste lærred. Kun i rødt.

Én skulle i hvert fald dø, i smerte om muligt, men bare dø.

Hvis andre stod i vejen for det nødvendige, måtte de tage et skridt til side, eller bukke under som de ligegyldige bump på vejen de var.

Den ene hånd knugede om værktøjet i lommen, mens den anden hang løst ned langs siden.

Der hang en kraftig kæde fra hånden, med en hængelås for enden.

Hverken nogen eller noget, skulle stå i vejen for det der skulle ske.

Ingen skulle forhindre det, der ville blive et kærkomment møde med fortiden.

Hovedet blev løftet igen da minibussen nærmede sig.

Skikkelsen forsvandt imellem bygen og skyggerne.

Læsegruppen:

Clara Willemoes var en praktisk, umoderne, singlepige på 28 år.

Hun var blevet født med autisme i mild grad, men var i stand til, at kunne klare sig selv, i hvilken som helst situation.

Hun blev ikke medicineret mere.

Der var dog dage, hvor et besøg hos hendes elskede moster, Trine, havde kunnet gøre det ud for mere end piller.

Så fik de talt tingene igennem. Det var en lettelse, der ikke kunne beskrives. En tilstand, hvor vægten fra hendes skuldre synes at forsvinde, mere eller mindre.

Clara bar tykke briller og kunne stort set ikke se andet end skygger uden.

Hun var moden af sin alder og i sin opførsel. Altid seriøs med sine studier.

Clara var en decideret læsehest.

Hun fulgte med til forelæsningerne, og brugte næsten alle de lyse timer på universitetet.

Hendes mål med studierne, var som de fire andre i gruppen, at læse til psykolog, med speciale indenfor bioeksentiel psykoterapi.

Være i stand til, at kunne skelne mellem gøren og væren, med kroppen i fokus.

Clara havde styr på sig selv. Måske kunne hun også hjælpe andre.

Kunne gøre en forskel.

Det var hendes usagte mål med uddannelsen.

Hun brød sig ikke om, at være midtpunkt.

Ville ikke gøres stads af, på grund af det hun læste.

Hun hadede hvis hendes mor pralede af hende blandt vennerne.

Hun var næsten altid praktisk klædt. Gjorde ikke meget ud af tøjet.

Forstod sig ikke på, at tage sig godt ud, med f. eks en kjole og høje hæle.

Clara havde det lige så fint med sine sundhedssandaler, og sine lune lysebrune fløjlsbukser som hun selv havde syet.

Hun sås ofte i sin elskede hjemmestrikkede grå cardigan.

Den var til dels var for stor, men var også ved, at løbe i trådene flere steder.

Hun var med sine 178 centimeter en forholdsvis høj pige.

Hun havde mørkt halvlangt hår, med et spænde til at holde pandehåret fra øjnene.

Hun var ikke en pige, som de fleste drenge ville vende sig om efter.

Ikke desto mindre gemte der sig et kønt ansigt, bag de stærke briller.

Til gengæld var hun intellektuelt på et højere niveau end de andre i gruppen.

Clara havde ikke været single altid.

Hun blev det på tredje år, efter et afsluttet forhold til den noget ældre Rasmus.

Han var høj og mørk og havde brune øjne.

Han var charmerende uden at være pågående, og så kunne han tale og fokusere på det aktuelle.

Rasmus havde stor interesse for universitetet. Han kom der ofte.

Også inden Clara var startet på sine studier. Flere år før faktisk.

Han læste tysk litteratur og kunne sproget flydende.

Men Rasmus havde fundet nye græsgange på universitetet, og en yngre model.

Han prøvede, at skjule det til at starte med, dog uden held.

Et efterladt brev i en bukselomme og en sms, som Clara ikke skulle have set, gjorde udslaget.

Til at startede med, tog Clara det med ophøjet ro, men hun var dog trist.

Med smerter i hjertet, tog hun pænt afsked med ham.

Hun pakkede hans gamle brune kuffert, en dag han kom sent hjem.

Han måtte have set det komme, for han var ikke særlig overrasket over hendes reaktion.

Han forsøgte, at bevare fatningen da hun bad ham gå.

Den sved i hans selvværd, og han måtte sukke dybt et par gange, inden han gik ud af døren.

Et par uger efter havde han droppet den yngre model.

Han ringede til Clara og bad om forsoning. Men Clara gav ikke efter.

Noget der havde lettet Clara gevaldigt var, at hun så slap for Dennis, Rasmus’ yngre bror.

Han rendte rundt efter hende alle vegne.

Ringede i tide og utide og sendte hende blomster.

Hun afslog hver gang han inviterede hende ud. Men lige meget hjalp det. Han blev insisterende ved. Han var som besat og ville ikke give op.

Han sendte hende billeder af sig selv i forskellige absurde situationer.

Men det fremkaldte ikke det ønskede smil på Claras læber.

Clara havde til sidst sendt et brev til ham, skrevet i vrede.

Hvor hun forklarede ham, at hun ikke var interesseret.

Så blev der stille, og Clara følte sig endelig fri.

Der var dog tidspunkter, hvor hun følte sig overvåget. Men hun slog det hen.

Hendes stærke psyke kom hende til gode.

Hun lod sig ikke sådan slå ud, over følelsen at være overvåget.

Men hun var på vagt, selvom hun hvilede i sig selv.

Helle Ravn var, meget modsat Clara, ikke seriøs med sine studier.

Hun var på universitetet og med i gruppen af helt andre årsager.

Hendes forældre, der begge havde videregående og store uddannelser bag sig, havde større forventninger til datteren, der gerne skulle indfries.

Helle følte det som et kæmpe pres, der var meget hårdere end hun næsten magtede. Men det var ikke til diskussion.

Helle havde forsøgt, at tage kampen op.

Men faren, der var udstyret med et stift nedstirrende blik, havde talt med sine øjne, så ord blev overflødige.

Hun kendte hans synspunkt, kun alt for godt.

Helle havde hverken psyken eller styrken til at tage kampen op.

Også set i lyset af hans bekendtskab med universitetets ledelse, havde han de største forventninger. Han kunne finde på, at dukke op til forelæsningerne, for at se om Helle passede sine studier.

Studierne var tunge og hun havde svært ved, at holde trit med de andre i gruppen.

Hun havde slet ikke evnerne eller intelligensen.

Det var ikke lysten der drev værket, men tanken om forældrenes andet alternativ. Et ophold på en fransk husholdningsskole, i op til tre år.

Alene tanken var uudholdelig for hende.

Hun tiggede og bad dem om ikke, at sende hende af sted.

Hendes eneste holdepunkt i gruppen var, Robin. Hendes kæreste gennem et par år.

Hun gjorde alt hvad hun kunne, for at holde på ham, og løj hvis det var nødvendigt.

Hun skyede ingen midler, og Helles samvittighed var stort set ikke eksisterende.

Der var ikke noget, der sagde inde i hende, at nok var nok.

Hun tog alting for givet, så længe Robin forkælede hende med gaver.

Den unge piges ansigt, var sminket mere end nødvendigt.

I et forsøg på, at skjule sin urene hud, brugte hun timer foran spejlet.

Det lykkedes ikke særlig godt.

Hun var ikke så slank og velbygget, som hun gerne ville være, og hun vidste det.

Hendes skulderlange rødfarvede pagehår, var tyndt, og forsøgt reddet med ekstension.

Hendes last med løgne tog overhånd.

Hun havde et ekstremt stramt bånd i Robin.

Hendes seneste påstand var, at hun atter var gravid.

Hun var gået over tiden påstod hun, i en tilstand af raseri og sygelig jalousi.

Robin havde smilet til en anden pige på universitetet.

Helles påståede graviditet var ikke den første.

Hun havde faktisk "ventet" sig før.

For flere år siden, før hun mødte Robin, var hun rent faktisk blevet gravid, efter en tur i byen.

En enkel overnatning med en ung fyr, havde resulteret i morgenkvalme og opkastninger.

Hun frygtede det værste, og den var god nok.

Hun skjulte det så længe hun kunne.

Så længe, at det til sidst ville være ulovligt, at få fosteret fjernet.

Det allerværste var, at skulle indrømme det overfor sine forældre.

Helle var bange og frygtede det værste.

Hun kendte om nogen faderens vrede.

Hun måtte gå på listefødder da hun en morgen indrømmede det til sin mor.

Moren begyndte at græde.

Med familiens omgangskreds, ville et barn udenfor ægteskabet nærmest være en skandale.

Helle fik to valg. Enten skulle hun skynde sig, at gifte sig med den unge mand, eller også måtte de bortadoptere barnet.

Det blev det sidste.

Den unge fyr, Jan, ringede flere gange.

Han havde fået oplyst, efter de gældende regler, at hans lille datter blev bortadopteret.

Han hverken kunne eller ville tilgive Helle. Han var rasende så det kogte.

Han ringede dag og nat og råbte og skreg.

Hun skiftede nummer og blokerede ham alle de steder hun kunne.

Han sendte breve med tegninger af Helle, der endte i Helvede for sine gerninger. Efter et stykke tid holdt det op.

Men hun havde en følelse af frygt indeni. Hun holdt det for sig selv.

Robin Smith var med i gruppen på grund af Helle.

Han var på universitetet, fordi Helle var der.

Hun betød noget for ham, og var hans trofæ i livet.

Robin var, og havde altid været pigernes ven.

Der var ikke mange piger, han ikke kunne charmere, med sit vindende smil og klare blå øjne.

Så at han holdt sammen med Helle, var for mange, en gåde.

Men han var ustabil og svigtede sine studier, for at finde tid til, at kunne opvarte Helle.

Der var regler mellem de to. Helles Regler.

Han havde slet og ret valgt den vej, kun for Helles skyld.

Studierne var tunge, men hans syn på det var, at efter seks år på universitetet, ville pengene rulle ind på kontoen.

Det handlede for ham, slet ikke om, at kunne kalde sig Cand. Psych. på et tidspunkt.

Det var prestigen i det. Tanken om den status han ville opnå.

Og til den tid, ville Helle blot være et minde - én han havde brugt for at opnå succes.

De skulle være der den weekend, for at diskutere deres første fag - socialpsykologi.

Et pensum på to til tretusind sider.

Alene tanken ville tage pusten fra mange. Robin var en af dem.

Hans familie havde, ligesom Helles, penge.

Det havde åbnet et par døre for ham.

Han havde egentlig ikke kvalifikationer til universitetet.

Han klarede sig kun lige med nød og næppe gennem gymnasiet, med venners hjælp.

Han havde et ekstrajob som bartender i weekenderne, for at kunne skrabe penge sammen, for at opfylde Helles ønsker og dyre vaner.

Samtidig kunne han leve noget af det liv han savnede.

Han var, i sin egen overbevisning, en tro kopi af fodboldspilleren Christiano Ronaldo.

Han elskede spejle, og missede ikke en eneste mulighed for, at se sig selv, og dyrke sit udseende.

Han var 26 år, men med en infantil opførsel, der kunne minde om én, der var noget yngre.

Han var alene med sin mor, der besad en stor stilling som koncerndirektør i et investeringsfirma, og hun forgudede ham grænseløst.

Han havde dog endnu ikke fortalt sin mor, at han havde gjort Helle gravid.

Det passede heller ikke ind i hans egen verden.

Robin havde, uden Helles og morens viden, taget et lån hos en kunde en aften på baren.

Han var midlertidig ikke i stand til, at betale lånet tilbage.

Kunden havde henvendt sig flere gange, dog uden held.

Der var gået et par måneder, og kunden havde henvendt sig igen.

Pengene skulle falde til den første.

Robin var presset. Han ville ikke gå til hans mor.

Hun ville føle sig svigtet af sin søn, som hun troede fuldt og fast på.

Han kunne ikke spørge Helle. Det var hende han skulle bruge pengene på.

Til det sidste møde med kunden, var der nævnt ord som ”dummebøder”.

Robin var skræmt.

Han vidste han ville blive opsøgt på et tidspunkt.

Kunden havde ringet dagen før de skulle af sted.

Men Robin havde ikke nogen penge, og anede ikke hvordan han skulle skaffe dem.

Peter Nymark var den ældste i gruppen.

Han var 35 år og var på sin egen måde, måske den mest erfarne.

Han var startet på universitetet tre gange før, dog uden at gøre det færdigt.

Han startede med at læse jura.

Det holdt i en uge, fordi pensummet, i hans øjne var kedeligt.

Det bestod ikke af mordsager fra første øjeblik.

Året efter hed det litteratur.

Her havde han for en stund læst med Claras tidligere kæreste, Rasmus.

Men heller ikke denne gang gik det som forventet.

Rasmus var langt foran ham i studierne, hvilket fik Peter til at droppe ud igen.

Det gik ud over hans egne forventninger til ham selv.

Det kostede på selvværdskontoen.

Tredje gang startede han op på studierne til psykolog.

Det fangede ham, men problemer på hjemmefronten, standsede ham, også denne gang.

Peter var selvbevidst om sine egne talenter.

I hvert fald efter hans egen opfattelse.

Han vidste lidt om mange ting, men kun lidt om det, der virkeligt var noget håndgribeligt - deres fag.

Hans armbevægelser var større, end hans reelle egenskaber.

Han ville en masse, men det var mere ord, end det var handling.

Det var en lang snoet vej med forhindringer, uden de store succesoplevelser.

Peter kom fra et ægteskab med Lotte.

Det var godt i de første par år - de var gift i godt ti.

Det var et barnløst ægteskab, præget af uenigheder og voldsomme skænderier.

Peter havde sine meninger, men det var Lottes ord og beslutninger, der skar igennem. Hvis han havde en idé, blev den radikalt ændret af Lotte.

Det var et porøst ægteskab.

Der skulle ikke så meget til, før verden stod på den anden ende, hvis ikke Peter makkede ret. Lottes ord var lov.

Hun var en stor og kraftigt bygget dame, på små 250 pund.

Hun var fed og svulmende, men ikke uden styrke i armene.

Hvis Peter en enkelt gang rettede sig op, og stod ved sin mening, kunne det starte som en diskussion, og ofte ende ud i noget der var meget værre.

De råbte til hinanden men Lotte råbte højest.

Det sidste års tid i deres forhold havde det taget overhånd.

Hun havde taget fat i ham.

Én gang havde hun løftet ham i kraven.

Hun slog til uden, at han gjorde modstand.

Bagefter gemte han sig under undskyldninger af, at han ikke slog på kvinder. Sandheden var, at han ikke turde og kunne.

Noget inde i ham låste ham. Han var skrækslagen.

Han kunne ikke løfte hånden.

Lotte var stærkere end ham.

De sidste par skænderier, var endt ud i kraftigt håndgemæng.

Peter havde måttet tage forbi skadestuen. Syv sting ved det ene øjenbryn. Overfor naboer og andre, havde han brugt den klassiske undskyldning med døren.

Han håbede hans forklaring blev accepteret, men han så ikke deres blikke, når han vendte sig og gik, med næsen i sky.

Peter var spinkelt bygget. Han så sig selv som muskuløs.

En mening han var ene om at have.

På universitetet gik han under tilnavnet, ”det vandrende skelet”.

Hans hud var nærmest papirtynd.

Han var ikke typen der fik farve om sommeren. Han var ikke bare bleg.

Han var kridhvid så det så sygeligt ud.

Hans røde hår skar igennem, med begyndende grå stænk i tindingerne.

En aften hvor Lotte var til møde i vælgerforeningen, var han stukket af,

Det var den måde, han var sluppet væk på.

Lise Jensen var den sidste i gruppen.

Hun sad for sig selv og sagde ikke meget.

Hun så ud gennem bagruden på bilen, og stirrede ned på den vej de tilbagelagde.

Lise læste psykologi, for at få indsigt i sin egen situation.

Hun drømte om, at kunne se farver i sit eget mørke sind.

Kunne åbne op for verden, og dens tillid.

Hun var nervøst anlagt med en skrøbelig facade.

Så sig hele tiden over skulderen.

Kunne have tendens til, at føle sig forfulgt af noget man ikke kunne se.

Hun levede med en angst for et forskruet liv. Med det uvirkelige og unormale.

Hun ønskede som det højeste, en retvendt virkelighed, som hang sammen for hende.

Så hverdagen ikke kom ud af rytme.

Lise blev nemt skræmt af det mindste.

En skygge hun ikke kendte, eller hvis lyset gik ud på opgangen hjemme i Ballerup. Så stivnede hun og gik i panik.

Det var en lejlighed hun fik med hjælp fra kommunen, da hun havde stukket af fra fortiden.

Hun flygtede i nattens mulm og mørke.

Hun hadede mørke, eller hvis folk hviskede til hende.

Hun rystede ved tanken om, at det hun stak af fra, ville indhente hende en dag.

Lise havde i nogle år, delt en tilværelse med Karin, på en nedlagt landejendom.

Hun havde siden sin barndom, altid følt sig anderledes.

Havde ikke mange venner i skolen.

Fulgtes sjælden med nogen, og delte generelt ikke de andres interesser.

Hvis de hørte moderne popmusik og snakkede om datidens store idoler, sad Lise for sig selv og læste tykke bøger om diverse trosretninger og om kutteklædte munke.

Dem der tvang andre landes befolkninger til, at dele deres tro, eller brænde i Helvede. Lise følte sig fanget af den slags dokumentarer.

Hun var bare ikke som unge var flest, i de tidlige skoleår. Hun skilte sig ud.

Da hun nåede teenagealderen, løb hun ind i Karin, der åbnede døren til en ny verden for hende.

Karin var ikke særlig høj. Temmelig kraftig, og nærmest flommede.

Men hun var stærk som en okse, og kunne løfte det meste.

Hun var en drenget pige, der var et par år ældre end Lise.

Karin vidste absolut intet om det kvindelige ydre, og tøj og stil.

Hun var til jeans, der ofte var et nummer eller to for store.

En stor tyk trøje og kraftige støvler. Håret var kort og fedtet.

Modsat Karin, var Lise en smule mere feminin.

Hun var stort set altid i sort tøj, men havde dog kjoler og nederdele.

Hun gik aldrig med høje hæle, og kunne ikke se meningen med det.

En aften sidste år, var Lise og Karin endt i et voldsomt skænderi.

Det handlede om det nedlagte landsted.

Karin knoklede fra tidlig morgen til de mørke timer, og synes ikke, at Lise bidrog med ret meget.

Lise sad ved et stearinlys og læste, og var af den opfattelse, at Karin forlangte for meget. De skændtes og det tog overhånd.

Karin blev korporlig og tog fat i Lise. Hun langede lussinger ud i hidsighed.

Lyset væltede og flammen fik fat i gardinerne. Det hele gik meget stærkt.

Det varede ikke længe før flammerne havde spredt sig i stuen.

Lise flygtede ud af huset. Hun stak af og så sig aldrig tilbage.

Hun fantaserede sig til, at Karin måske var død i flammerne.

Hun nærmest håbede det.

Hun kunne samtidig ikke lide tanken om det uhyggelige.

Hun væmmedes ved det. Hun var skræmt fra vid og sans.

Kirkemøllegård

Stedet lå afsides og mindede mest af alt om en lille gammel skole.

Den var blevet bygget i fyrrene, og renoveret igen engang i tresserne og halvfjerdserne, men ikke siden da.

Den var beklædt med røde mursten og mørkegrå betonfacader til lige under vinduerne.

Alle vinduer var udstyret med trådnet af stål mellem glassene.

Der var kælder, stue og første sal.

I stueetagen lå der flere kontorer og en stor spisesal.

Der var to mødelokaler og tre sengestuer, fortrinsvis til personalet.

Køkkenet var et forholdsvis stort industrikøkken, med flere ovne og skabe til gryder.

Interiøret var fortrinsvis i mørkt træ. og blankt stål.

Fra køkkenet op til første sal var der en madelevator.

Linoleummet på gulvet var blåt.

Der var lange gange, og i loftet hang der store flade lamper.

De fleste virkede. Enkelte blinkede.

Trappen op til første sal knirkede kraftigt. Et enkelt trin sad løst.

Patienterne til den lukkede institution, var installeret på første.

Der var tolv værelser, simpelt indrettet, og to fikseringsrum med læderbælter på sengene.

Væggene var belagt med et tapet med to farver. Orange og mørkegrøn.

Datidens forsøg på en lysere stemning for de anbragte.

Turen ned i kælderen foregik fra køkkenet.

Bagerst i lokalet var der en vindeltrappe, der af uransaglige årsager var malet grå.

Det var muligt at komme i kælderen udefra.

Fra parkeringspladsen var der en mindre trappe ned, til en større ståldør.

I kælderen var der dryppende haner og utætte rør.

I loftet hang der store tykke guirlander af spindelvæv.

Husets beboere havde haft frit spil til at spinde i fred.

Malingen skallede af på de fugtige vægge, der var grålige og mørke.

Der var striber på væggene og de bar præg af manglende vedligeholdelse.

Der var riste i gulvet.

Ved flere af dem stod vandet op til lige under risten.

Det kraftige skybrud udenfor gjorde, at de næsten ikke kunne følge med.

Kirkemøllegård var i det hele taget i forfald.

Stedet var blevet lukket på grund af manglende midler til renovering.

Bestyrelsen havde derfor taget den tunge beslutning, at lukke ned. Personalet blev sagt op. De var alle i oprør, og følte sig udelukket.

Tilbageværende patienter var blevet rykket til nyere faciliteter andre steder i landet.

Lukningen af Kirkemøllegård var meget omtalt i medierne.

Også fordi man forbandt det med tre uopklarede mord, begået mod tre psykisk syge patienter.

En eller anden havde trængt ind til dem i løbet af natten og stukket dem ned.

Morderen blev aldrig fundet, og Kirkemøllegård lukkede.

Sagen lå stadig på Politigården i København.

Gemt væk i kælderen, som noget man skammede sig over.

Fra øverste myndighed hed det sig, at morderen var blevet pågrebet.

Hvilket var nogenlunde lige så meget løgn, som når en kommende regering holdt alle deres løfter. Det var stående joke.

Men det var mordene ikke.

I en årrække havde man sat en specielstyrke til at fange og finde en skyldig.

En psykisk syg forvirret yngre mand blev tilbageholdt.

Man havde fundet en syndebuk. Men man fandt aldrig morderen.

Det kostede en politikommissær jobbet og karrieren. Det blev slået stort op i medierne, men det døde dog hen efter en tid, efter at folk mistede interessen.

Men kommissæren glemte det aldrig.

Det brændte sig fast under hans hud.

Karsten Jørgensen sad tilbage, som en inderlig bitter mand, efter den strid.

Han bosatte sig ude på landet, hvorfra han gik på jagt.

Han havde ikke yderligere kontakt med nogen.

Ankomst

Robin var den første ude af vognen.

Han så mod himlen, der overdængede hans nyindkøbte tøj med regnens våde element.

Det regnede stærkt. Skybruddet var lige over dem.

Det var en regulær skylle, der hamrede på vognens tag.

Alt imens hjalp Robin Helle ud af vognen.

Hun begyndte straks at klage sin nød.

Først og fremmest gik det ud over hendes hår.

Hun havde sat det op hjemmefra - så godt hun nu kunne med sit korte pagehår.

Det var kun øjeblikke fra, at falde sammen.

Det passede hende ualmindeligt dårligt.

Robin fik lov at høre for, at han ikke havde medbragt en paraply, for hendes skyld.

Han nåede ikke at svare, før endnu en sætning forlod Helle.

Det er sgu da smart, at vi skal herop i det lortevejr, sagde hun højt, hun rystede opgivende på hovedet.

Clara steg ud af vognen lige efter Helle.

Hun himlede med øjnene, og ønskede, at Helle ville holde kæft.

Bare et øjeblik.

Clara havde, ligesom de andre i vognen, måttet lægge øre til nogle af Helles ligegyldige oplysninger, hele vejen op til Kirkemøllegård.

Stedet lå afsides, uden naboer til nogle af siderne.

Ikke langt fra en stenet strand.

Det havde været en lang tur, med Helle i bilen.

Peter havde det heller ikke nemt med Helle. Han afskyede hende nærmest.

Så længe hun holdte sin mund lukket, generede hun ikke ham, men når hun, som i dag, havde siddet i vognen og kaglet som en fuld høne, hele vejen fra København, så føltes turen længere end normalt.

Lise sagde ikke noget til nogen.

Hun passede sig selv og slæbte på sine to tasker.

Hun havde ikke rigtig noget at sige til nogen - hun var uinteressant og yderst kedelig, så det blev en stille tur, for hendes vedkommende.

Hun stod stille i regnen, som om hun med vilje lod sig rense fra fortiden.

Peter havde en nøgle med. Han havde haft kontakten med den ansvarlige.

Clara havde fået idéen til weekenden, for at gruppen kunne læse sammen på deres materiale.

Peter følte sig vældig stolt da han fandt nøglen frem.

Han havde en leder i maven. Men dér blev den.

Evnerne strakte ikke til, at udleve drømmen.

- Skynd dig nu. Jeg bliver pissevåd, råbte Helle.

Peter kunne have kvalt hende, alene for de ord.

Han skulede hen over skulderen.

Kort efter var døren låst op, og Helle kunne komme i tørvejr.

Peter gik naturligvis først ind af den store dør.

Den var tung, men han var ikke høflig nok til, at ville holde den for de andre.

Helle brokkede sig hviskende til Robin, der ikke kunne stille noget op.

- Der er tre værelser her på stueetagen. Vi skal i hvert fald bruge fire. Personligt er jeg ligeglad. Jeg kan bare tage et af værelserne oppe på første. I to vil vel gerne dele værelse tænker jeg, sagde Clara og pegede på Helle og Robin.

- Ja jeg ligger sgu ikke alene. Ikke her. Det er helt sikkert, svarede Helle.

Peter havde mere end svært ved, at skjule sin irritation.

Lise sagde stadig ikke noget. Hun stod i baggrunden og så ned i gulvet.

Robin ville ikke sige sin kæreste imod.

Han vidste af erfaring, at de bedste resultater kom, hvis hun fik sin vilje.

Han nøjedes med at nikke og stille sig tilfreds.

Han hankede op i sine og Helles tasker, inden han slæbte det med ind på et af værelserne.

Helle fulgte med, med næsen i sky. På sin egen snobbede måde.

Inden de andre blev enige om hvor de ville sove, kunne de høre Helle brokke sig igen.

Hun brokkede sig over, at der ikke var nogen nøgle til værelset.

Peter knyttede næverne mens han hviskede for sig selv.

Clara stod og smilede lidt for sig selv. Hun havde ondt af Robin.

Lise rystede stille på hovedet. Hun trådte et skridt frem mod Peter.

- Må jeg tage et af de værelser, der er hernede, spurgte hun forsigtigt.

Peter sagde ikke noget. Men Clara lagde en hånd på hendes skulder.

- Selvfølgelig må du det. Så kan Peter tage det sidste værelse hernede. Jeg sover bare ovenpå. Jeg er ikke så bange af mig. Det er jo ligegyldigt. Vi er her for, at læse sammen. Vi er ikke på ferie. Det er to nætter. På søndag tager vi hjem.

Lise virkede lettet, og forsvandt ind på sit værelse.

Peter nikkede til Clara idet han gik forbi hende.

Clara ville gå hen til trappen da hun pludselig fik en mærkelig fornemmelse.

Det var sådan en stikkende en af slagsen.

Som en instiktiv følelse af, at nogen stirrer på én.

Et furet ansigt med brændende onde øjne så ind gennem det ene vindue.

En hætte skjulte det meste af hovedet i mørket.

Man kunne ikke se det gennem vinduet, men regnjakken var blank og våd.

Nogle slidte soldaterstøvler stod plantet midt i en stor vandpyt.

Vedkommende rørte ikke en muskel.

Der var et dirrende had og et flammende ønske om, at weekenden skulle ende smertefuldt for en af de studerende.

Flere hvis det var nødvendigt.

Det var et onde, man måske ikke kunne komme udenom. Det var ligegyldigt. Hvad betød det, som sagen var?

Et lyn flækkede himlen på tværs.

Det lysnede op, og man kunne ane en bred skikkelse i mørket. Vedkommende fjernede sig fra vinduet, alt imens Clara vendte sig.

Skyggen nåede, at se hende. Clara så ikke skyggen.

Lynet fik Helle til at skrige. Clara sukkede og gik op ad trapperne.

Hun tillagde det ikke andet end, at vejret også kunne forskrække stakkels Helle.

Robin havde travlt med at trøste. Peter bandede inde på sit værelse.

Var der ikke det ene, så var der det andet, tænkte han.

Lise var i færd med at pakke ud.

Hun så sig hele tiden nervøst omkring, som om hun kunne mærke, at nogen stirrede på hende.

Der var bare ikke nogen at se.

Hun trak gardinerne for, lige før en skygge strøg forbi hendes vindue.

Hun nåede ikke at se den våde hånd, der plantede et aftryk på vinduet.

Det gav striber, der løb ned langs karmen.

Endnu et rabalder fra himlen. Et af de større.

Der var knapt nok kommet noget lyn først.

Det var tæt på, nåede Peter at tænke.

Han tog sig selv i, at sætte sig på sengen. En anelse forskrækket.

Han holdt vejret, og bildte ikke nogen ind, at vejret ikke påvirkede ham.

Helle skreg igen. Lise stod stille da braget kom.

Der var et virvar af følelser og bange anelser fra værelserne i stuen.

Clara tog det mere køligt. Hun lå allerede på sengen med en bog i hånden.

Hun havde selvfølgelig observeret himlens store udbrud, men så var det heller ikke værre.

Der skulle mere til at skræmme hende.

Ståldøren ind til kælderen blev hevet op. Det knirkede og knasede.

Låsen var brudt op, timer før de ankomne viste sig på Kirkemøllegård.

En støvle trådte indenfor, alt imens vandet fra trappen løb ind i kælderen.

Et bredt vådt fodaftryk blev synligt.

Et blev til flere, mens støvlerne nærmede sig vindeltrappen.

Et dybt suk efter en smerte i maveregionen.

Det fik skikkelsen til at stoppe sin gang. Hold ud, lød tankerne.

Du er så tæt på nu. Hold nu ud.

Blodet løb til munden.

Det smagte salt, og strøg ind i skyggerne under trappen i en spytklat. Skikkelsen rettede sig op igen.

En støvle blev plantet på trappens første trin.

Satan og Helvede med den smerte.

I det samme blev døren til køkkenet åbnet.

Lyset tændtes efter flere blink, og de fleste lamper lyste op.

Skikkelsen blev stående på første trin.

Lise trådte ind med et tæppe omkring sig. hun havde bare tæer.

Hun havde godt bemærket det kolde gulv, men bed det i sig for at holde sig vågen. Derudover havde hun det bedst i bare tæer.

Stedets beliggenhed, blandet med dets triste farver og en næsten larmende stilhed, havde alligevel gjort sit indtog i hendes sind.

Den nervøst anlagte buttede pige, var alligevel bange, men hadede at stå ved det.

Hun kunne ikke fordrage, når hendes bror drillede hende med det da de var små.

Han elskede at stå i skyggen og hviske hendes navn.

Ofte endte det i skænderi, efter at Lise havde tisset i bukserne.

Hun ville være stærk, men havde svært ved, at skjule det modsatte.

Hun blev knaldrød på halsen og fik varmen unaturligt.

Hun var skrækslagen.

Der var en episode fra dengang, hvor Lise havde overfaldet broderen med slag og spark, til han lå vrælende på gulvet.

Hendes mor havde efterfølgende straffet hende med en måneds stuearrest.

I skabet under trappen - der ikke var større end et kosteskab.

Lise tilgav aldrig sin mor, og der var ikke nogen kontakt med familien herefter.

En skygge nærmede sig hende bagfra. Hun hørte og bemærkede ingenting.

Hun var helt i sin egen verden, omkring sin hjemmesmurte sandwich.

Først da skyggen lagde en hånd på hendes skulder, og hun kunne mærke sine inderlår blive varme og fugtige, gik det op for hende, at hun ikke var alene.

Hun tabte sin rygsæk, der indeholdte mere end én af hendes velsmurte sandwicher.

Peter bemærkede ikke, at Lise stod og rystede.

Hun var for chokeret til at kunne sige noget.

Han gik lige forbi hende, med sin egen taske.

- Hejsa, ja jeg skal også lige have lidt at spise. Jeg hader at gå i seng på tom mave. Kender du ikke også det?

Lise sagde stadig ikke noget.

Havde han dog bare sagt noget da han kom ind.

Peter plantede sin sportstaske hårdt på bordet, efter at den havde måttet ud på en svingtur.

Han vendte sig mod Lise, der febrilsk forsøgte at samle sig.

Hun kæmpede med at få tæppet til at dække benene også, mens hun skammede sig.

- Har du tænkt over, at tre mennesker blev slået ihjel heroppe? Det er da lidt spooky at tænke på, ikke?

Den buttede pige var i færd med at samle sin rygsæk op, samtidig med at hun skulle holde på tæppet. Det var sværere end som så.

Hun nøjedes med at nikke. Hun havde ikke selv tænkt over det.

Hvorfor skulle han nu også fortælle den historie?

Hun trak vejret dybt og holdte det inde.

En øvelse hun havde læst om i én af sine studiebøger.

Jeg nægter at blive bange, tænkte hun for sig selv, mens trusserne i skridtet føltes ulækre og våde.

Men der var ikke nogle øvelser for det. Hun kendte dem ikke.

Døren gik op igen, og en Robin i panik kom nærmest småløbende ind.

- Godt at der er nogen herinde. Jeg er gevaldigt på skideren. Helle har lige opdaget, at der ikke er nogen dækning på mobilen heroppe. Hun er rasende. Men som om det ikke er det eneste. Der er kun koldt vand i hanerne på badeværelserne. Jeg er fucked, hvis jeg ikke kommer op med en løsning, og det skal være nu.

Skyggen på vindeltrappens første trin blev stående.

I venteposition. Ophidset!

Den eneste bevægelse i kælderen, var en lusebefængt gammel rotte, der var flygtet fra kloakkens mængder af vandmasser.

Den snerrede aggressivt, lige inden en soldaterstøvle trampede den hårdt i nakken, så det knasede.

Peter lå på en skibsbriks.

Halvt i søvne og delvist i en tilstand, hvor man næsten vågner.

Han lå uroligt med et angstpræget ansigtsudtryk.

Lotte stod foran ham, med hævede knytnæver.

Hun ville smadre hver en knogle i hans tynde ansigt.

Han hørte sig selv skrige på hjælp, men han kunne ikke gøre noget.

Han kendte straffen, fordi han dengang stak af fra hende.

Den ville være nådesløs.

Den ville være mærkbar, som et åbent blødende sår.

Hendes øjne lynede i hans, mens hendes dårlige ånde stak i hans næsebor.

Peter prøvede at trække sig tilbage. Det var umuligt.

Lotte havde fat i ham i et jerngreb. Smerterne nærmede sig.

Han prøvede at kalde på hende. Tale hende til fornuft.

Men han kunne se i hendes øjne, at der ikke var mere at tale om.

Så kom de, knytnæverne, buldrende i hovedet på ham.

Peter kom til sig selv, badet i sved, alt imens en hylde med bøger over sengen røg ned fra væggen.

Omkring Kirkemøllegård, stod der en stribe ældre bøgetræer, ved en grussti.

Efteråret havde efterhånden flået de fleste af de rustrøde blade brutalt af.

Træerne var gamle nok til, at kunne berette om de forskellige skæbner, der gennem tiden havde været ind og ud af stedet.

De kunne have oplevet tiden gå i stå.

Have været vidne til behandlinger, man ikke læser om på universitetet. Alternative metoder, der blev taget i brug, i afmagt.

Fiksering af patienter, der reelt ikke fejlede noget.

Men måske bare manglede den rette medicin og pleje og omsorg.

Det var dengang det var før. Det var da man ikke vidste bedre.

I de gamle dage.

På bagsiden af huset, var der to garager, og bag dem igen et gammel skur.

Det var indrettet som et gammelt værksted.

Til at kunne ordne den endnu ældre traktor, der stod i den ene garage.

Der var også haveredskaber til en mindre køkkenhave.

Et stykke jord som Kirkemøllegård havde købt af den lokale gårdejer.

Stedets nabo. Der var save, koste, river og skovle.

I det hele taget manglede der ikke noget.

Man havde været udstyret til det meste havearbejde.

Det kunne også have været en del af terapien. Udendørsaktiviteter.

Den anden garage burde stå tom. Men ikke i dag.

Der stod en Volvo der havde set bedre dage.

Mørkeblå, med mudder op af siderne.

Dæk der var slidt næsten ned til mønstret. Ridser revner og buler.

Forruden havde den en flænge, der gik fra nederst i venstre og til øverst i højre side.

På sædet ved siden af chaufføren, lå der sorthvide billeder af en gruppe personer, der studerede på universitetet.

Der var en rød ring om en bestemt person på billederne.

Tegnet med læbestift.

Skikkelsen der sad ved rattet var ligbleg i hovedet. Dødeligt ramt af Cancer. Der var ikke mange uger tilbage.

Men der var en vilje om en plan, der skulle udføres.

Vedkommende kunne dårligt trække vejret, uden at det gav smerter.

Inde på fællesstuen sad gruppen. Der var stille som stilheden før stormen.

Clara sad som den eneste med en bog i hånden.

"Psykologiens videnskabsteori".

Hun havde læst den halve nat, når der ellers ikke havde været uro på gangene nedenunder.

Enten fordi Helle ikke havde noget dækning på mobilen, eller fordi Robin ikke kunne skaffe varmt vand til hanerne.

Clara havde læst så længe hun magtede. Inden søvnen tog over.

Første pensum skulle minimum være på sammenlagt 2 til 3 tusind sider.

Det ville blive ufattelig mange sider, i løbet af de seks år, det ville tage at læse uddannelsen færdig.

Clara var klar til opgaven. Hun var målrettet.

Ud på natten var der endelig blevet stille.

Helle havde fundet sig tilfreds med, at Robin havde kogt adskillelige gryder vand. Så hun i det mindste kunne vaske håret.

Det eneste man hørte til Robin var, når hans kondisko piskede fra køkkenet og ud på badeværelset, hvor Helle ventede sukkende og utålmodigt.

Clara havde også kunnet høre Lise liste rundt.

Der var lydt, og hun kunne ikke undgå at høre, at Lise var trist.

Hun vidste ikke hvorfor.

Peter talte højt med sig selv. Vanen tro. Han dyrkede sit eget selskab.

Sikkert set i lyset af, at han endelig var sluppet ud af ekskonens spidse klør.

Det sidste Clara hørte, inden hun faldt i søvn, var en der liste rundt på gangene.

En med støvler og slæbende skridt. En der trak vejret dybt.

Clara tillagde det ikke noget. Hun faldt i søvn og drømte om psykologiens ord.

- Er der nogen af jer, der har læst noget overhovedet, spurgte Clara.

Hun kendte allerede svaret og spurgte i en irriteret tone.

Hun vidste, at hun var den eneste, der ville gøre så meget ud af det.

Ingen af de andre åbnede munden.

Endelig var der én der sagde noget - det var Helle.

- Ja undskyld jeg siger det, men jeg synes her er dødssygt. Ingen mobildækning og ikke noget varmt vand. Det passer mig dårligt.

Peter himlede med øjnene men sagde ikke noget. Han nøjedes med at tænke.

Lise havde ikke modet til at tage diskussionen op.

Clara lænede sig frem i stolen. Hun plantede blikket direkte i Helles øjne.

- Jeg er ret ligeglad med din telefon, og jeg kan sagtens klare mig med kogt vand til i morgen. Og så spørger jeg igen, og jeg spørger dig, Helle. Har du læst noget af det vi havde aftalt på forhånd? Bare lidt af det? Noget som helst?

Robin forsøgte at forsvare, idet Helle kiggede stramt på ham.

Nu havde han bare at stramme sig op. Hun var ikke vant til den tone.

Hun puffede til ham under bordet.

- Jamen altså vi har da taget bøger med. Det er da ikke det. Vi fik bare ikke læst så meget i går. Men det skal vi da i dag, sagde Robin stille.

- Jeg har læst lidt, brød Lise uventet ind, og følte sig pludselig mere modig.

- Jeg har netop fundet et par bøger frem, sagde Peter og følte sig vigtig.

Udenfor bød efteråret ind med endnu et regnvejr. Det var stille men tæt.

Tætte skyformationer gjorde området gråligt.

Der var ikke et eneste hul i himlen.

Solen havde strenge tider.

Den var ikke stærk nok, og lyset var svageligt.

Vinden var let, og kunne knapt nok rive fat i bøgenes store grene.

Kun de små kviste svajede blidt.

Indenfor sad Peter stadig i fællesstuen.

Bøgerne lå foran ham, mens han sukkede højlydt.

Stoffet var tørt, men det var hans eget valg.

Helle og Robin sad på deres eget værelse.

Hun var naturligvis utilfreds med Claras opsang.

Det måtte Robin lægge ører til.

Men han hørte ikke rigtigt efter.

Han havde andre og sværere problemer, at tænke på.

Noget der ville koste ham dyrt.

Han sad med et brev i hånden. Det var blevet dumpet hos ham kort før de kørte fredag aften.

Det var en meddelelse om skyld, og straffen for ikke at betale.

Clara og Lise sad i køkkenet sammen.

Lise sad med en bog i hånden, mens hun forsøgte at skjule nogle piller i den anden hånd.

Hun tog dem hurtigt i munden, og skyllede efter med et koldt glas vand.

Clara så det godt, men undgik at kommentere det.

Hun havde også godt set pilleglasset: Prozac, stod der på det.

Mod svær depression.

Clara havde tændt en gasovn.

Hun ville bage en kage, for at lette lidt på det sure indtryk, der herskede gruppen imellem.

Døren gik op til køkkenet og Peter kom til syne.

Han havde taget en regnjakke på, og nikkede ud af vinduet.

- Jeg går en tur i regnen. Jeg har sådan en fandens hovedpine. Måske kan det lette lidt med en smule frisk luft. Jeg er tilbage igen om en halv timers tid. Jeg har sgu svært ved at læse, når jeg har det sådan.

Clara nikkede forstående, mens Lise nøjedes med at se på ham.

Ude i den ene garage, havde skikkelsen fået styr på smerterne.

Nok til, at kunne kravle ud af bilen.

En hætte på en lang regnjakke blev taget op.

Et par grove hænder med arbejdshandsker tog en hammer på væggen, og andet værktøj der hang på søm.

Hammeren blev slynget gennem luften, som fiktive slag.

Til sidst landede den hårdt på et hjemmelavet træbord.

Den fik bordet til at ryste, så støv og rustne søm og skruer fløj fra den.

En stram mine i ansigtet, og et rasende blik i øjnene.

En krop der var døende af dødbringende svulster.

Livet var for kort, til at tænke på resten af det.

En dør gik op i garagen.

Peter trådte ind og stod et øjeblik og beundrede den gamle traktor.

Gamle minder om barndommens ferier hos morfar på Fanø, dukkede op. Tider hvor han sad på skødet, mens kornmarkerne blev ryddet.

Han var opslugt af drømme og minder.

Han lagde en hånd på den gamle maskine, og smilede over hele hovedet.

Han ville dele det med gruppen.

Måske kunne det bringe et smil frem hos nogen.

Han vendte sig for at gå ud. Lyset gik ud. Det gav et sæt i Peter.

Pæren sprang.

Bag ham, og nu ansigt til ansigt, stod der en tætpakket person, med en lang regnjakke på. Man kunne ikke se ansigtet.

Man kunne kun skimte et stribet halstørklæde. Blå og grønt.

Han kunne ikke at se det smil der var i skyggen.

Peter nåede ikke at sige noget. Han reagerede slet ikke.

Så det ikke komme.

Han lagde heller ikke mærke til den hammer, der kom tyrende ned i hovedet på ham.

Det var først da han lå ned, at han gennem et blodrødt syn så, at hammeren blive slynget i hovedet på ham igen og igen og igen.

Der var gået en time.

Uden at nogen lagde mærke til det, slentrede tiden hen imod de to.

Regnen var stilnet af. De fleste var optaget af at læse.

Robin gik rundt med Helles mobil, for at se, om han kunne fange et signal nogen steder i huset. Men det var forgæves.

Clara havde foreslået telefonerne på kontorerne, men de var også døde.

Der var ingen lyd, eller kontakt med omverdenen.

Der var en aftale med chaufføren der kørte dem derop, at han skulle hente dem om søndagen, ved sytten tiden. Helle var fortvivlet.

Hun havde sendt Robin i køkkenet igen for at koge vand. Meget vand.

Hun ville bade, med fandens vold og magt. Robin havde selvfølgelig lystret.

Lise sad lige ved siden af Clara, som om hun havde fundet en slags lidelsesfælle.

Hun kunne bedst forlig sig med hende. Clara var så stille og velafbalanceret.

Hun håbede, at hun selv kunne nå dertil engang.

De foretog sig det, de var taget derop for. De læste sammen.

Ind imellem spurgte Lise ind til stoffet.

Hun var helt bagud i psykologiens verden, i forhold til Clara.

Hun tog sig selv i at sidde at stirre instinktivt på hende.

Gamle følelser og tanker, om lidenskaben med sit eget køn, blev vækket jo mere hun så på Clara.

Hun troede dog ikke mere på sig selv, end at hun godt vidste hun aldrig ville turde spørge.

Clara så sig omkring i fællesstuen.

Med et søgende blik, kunne hun ikke få øje på Peter.

Ville han ikke gå en tur?

Var hun den eneste der ikke havde set ham komme tilbage?

 

- Hvor er Peter egentlig henne? Har nogen af jer set ham komme tilbage? Det er snart to timer siden han ville gå en lille tur.

- Jeg ved det ikke, hviskede Lise og så ned i sine bøger.

Helle kom til syne. Peter ragede hende langsomt.

Hun kunne dog lige tage sig sammen til at få presset et svar gennem læberne.

- Aner det ikke.

Clara så rundt på de andre.

Det undrede hende, at de kunne være så ligeglade.

Hun rejste sig og gik ind på hans værelse. Der var selvfølgelig ikke nogen. Ikke andet end en boghylde, der helt tydelig havde taget turen fra væggen.

Da hun kom ud stod Helle med hænderne i siden. Nærmest oprørt.

- Det er sgu da tarveligt hvis han bare er skredet. Vi andre kan ikke komme nogen steder. Vi er nærmest bundet til det her lortested til i morgen.

Clara sukkede i hovedet på hende.

- Så kunne du for eksempel bruge tiden på at læse. Det er ligesom derfor vi er taget herop. For at kunne arbejde i en gruppe, og hører hinanden i stoffet. Ikke? Men jeg kan så informere dig om, at Peter ikke bare er skredet. Hans ting ligger inde på hans værelse endnu. Men du må da undskylde mig, at jeg, måske som den eneste, bekymrer mig om andre.

- Det gør jeg da også. Jeg kan ikke trække vejret, uden at tænke på Robin.

- Det eneste du tænker på, er at Robin skal stå parat når du udstikker ordrer.

Den sidste bemærkning gjorde indtryk.

Helle holdt vejret, inden hun hurtigt forsvandt ind på sit eget værelse.

Ude i køkkenet stod Robin alene. Vandet kogte ikke endnu.

Men han havde sine egne problemer at tænke på.

Sin gæld til de forkerte mennesker, for eksempel...

Han var bange. Mere bange, end han ville vedkende sig.

Han var faktisk rystende nervøs.

Hvad ville hans mor sige, hvis hun vidste han havde gæld?

Måske ville det knække hendes syn på ham.

Hun ville bryde sammen. Hun ville for første gang blive alvorligt gal på ham.

Han vidste slet ikke, om han kunne tage det, at se sin mor sådan.

Han prøvede at rette sig op, og fik med det samme øje på sig selv i en blank bakke der hang på væggen.

Et spejlbillede var ikke til at tage fejl af. Han smilede skævt.

Det smil han så mange gange før, havde kunnet score pigernes gunst på.

I det samme kom også en anden skikkelse til syne i spejlbilledet.

Robin vendte sig om, og fik øje på en rusten køkkenkniv.

Han så en lang regnjakke, et stribet halstørklæde og soldaterstøvler.

En hånd lagde sig på hans mund, mens kniven blev boret ind, mellem anden og tredje ribben i venstre side.

Kniven gik dybt og Robin bukkede sammen.

Personen lagde stille Robin ned. De andre skulle ikke høre noget, om muligt.

Robin nåede at vride sig. Med hånden for munden kunne han ikke råbe.

Kniven blev trukket ud, og der blev stukket igen. Flere gange. Grundigt.

Da Robin var stille, blev han trukket med ned i kælderen.

En enkelt plet blod blev hurtigt fjernet.

Så forsvandt skikkelsen under regnjakken.

Der skabtes en stemning i huset, der under tøjet var mere nervøs end nogen ville ved. Der var stille. Pigerne talte knapt nok sammen.

Alligevel kunne man høre dem. Især Helle, der vandrede irriteret rundt.

Hendes tøj var løsthængende.

Ikke som normalt, når hun yndede, at lade det sidde stramt så man kunne følge hendes krops bevægelser.

Hun ventede på det lune vand fra Robin, og lagde ikke mærke til tiden.

Hun slog ud med armene og sukkede højlydt.

Hun havde ikke rigtigt nogen intentioner om, at ville læse en linje af det aftalte, bare fordi Clara havde foreslået det. Hvad bildte hun sig ind.

Vidste hun da ikke hvilken familie hun kom fra!?

Helle følte sig hævet over de fleste.

Clara havde gået alle værelser igennem. Hun tænkte det hele igennem.

Hun prøvede at slå det hen, men havde alligevel en tanke og en følelse, der sagde noget andet.

Hun havde indset, at idéen med at tage på tur for at læse sammen, alligevel ikke ville blive til noget.

Helle gad ikke. Peter var gået og var ikke kommet tilbage.

Det i sig selv hang ikke sammen. Hans tøj var der endnu.

Lise var en skygge, der ikke gjorde meget væsen af sig.

Hun læste dog trods alt.

I baggrunden kunne Clara høre Helle begynde at råbe.

Hun kunne ikke finde Robin.

Lise kom til syne fra sit værelse, med en bog i hånden.

Hun lignede en der havde sovet, med håret der strittede til alle sider, og søvnige øjne.

Udenfor havde skyerne fået så meget overtag, at himlen ikke havde mulighed for at vise så meget som en enkelt hvid stribe. Solen tabte sin kamp.

Mørket var på vej, og ville komme snigende ind over det meste af Sjælland, og så vil det være sort udenfor, på det nærmeste.

Det var som om blæsten fik det til at ruske i trætoppene.

Det lød som en dyster gammel sang, for det uundgåelige der var på vej og det der skulle ske.

Det begyndte at smådryppe igen.

Først så sagte, at man ikke kunne høre det fra træernes sang.

Senere tog det til.

Det blev til dystre sange, blandet med trommehvirvler på taget af huset.

Helle var ved at blive hysterisk. Hun var også bange. Hun græd åbenlyst.

Hun stod midt i fællesstuen og kunne ikke bevæge sig. Robin var der ikke.

- Helt ærligt, ved I hvor han er, spurgte hun med gråd i stemmen.

Men hverken Lise eller Clara vidste besked. Men der emmede af undren.

- Der er noget der ikke stemmer. De skrider jo ikke bare begge to. Jeg foreslår vi lige runder huset udenfor, sammen, for at se efter dem.

Clara var snarrådig.

Hun kunne ikke lide situationen, men var psykisk mere ovenpå, end de andre.

Lise rystede på hænderne. Tankerne var få. Hun holdt vejret, gispende.

- Bare der ikke er sket dem noget, hviskede hun.

Clara rystede på hovedet og forsøgte med en trøstende tone.

- Lad os nu lige se. Jeg kender hverken Robin eller Peter særlig godt. Men hvad skulle der være sket?

- Hvis Robin laver sjov, så pander jeg ham en, råbte Helle skingert.

Det gjorde ikke situationen lettere for Lise. Var det hele bare en joke?

Troede drengene bare, at det var en lejrtur for teenagere?

Hun var ikke til den slags. Minder om hendes bror og hans dødssyge idéer dukkede op. En klump pressede sig på.

- Jeg går altså ikke med udenfor. Har du set vejret? Jeg går selv i køkkenet og koger noget vand. Og så går jeg i øvrigt tidligt i seng. Denne her tur har været dødsdømt på forhånd. Jeg har ikke fået læst en linje. Jeg gider egentlig heller ikke. Jeg venter kun på, at det bliver søndag, så jeg kan komme hjem.

Clara havde været fornuftig og taget en tung jakke med.

Lise havde trods alt en frakke med.

Den var sort med hvide prikker, og gik næsten ned til hælene.

Clara, der ikke selv var moderigtig, kunne ikke lade være med at smile en smule af frakken.

Hun tænkte at frakken kunne have været et arvestykke.

Den var sikkert ikke fra nyere tid.

Hun stirrede på den da de nærmede sig hoveddøren. Lise så hendes blik.

- Jeg har fået den af en veninde jeg havde engang. Hun var en del større end mig. Meget bredere. Derfor går den så langt ned.

Helle hørte den store dør gik. Hun rystede på hovedet. Tænk at de gad.

Når Robin kom ind, ville han få sit livs skideballe.

Det her skulle han ikke prøve en gang til. De havde en aftale.

Du bliver ved siden af mig.

Hun fik med megen møge og besvær, sat vand over.

Gryden var tung, og for at det ikke skulle være løgn, havde hun netop knækket en negl. Typisk.

Hun hørte den store dør gå igen. Den smækkede hårdt.

Med mindre det var Robin var hun ligeglad. De andre ragede hende.

Hun skulle til at forlade køkkenet da hun fik øje på noget på gulvet.

Noget der skinnede i lyset. Noget der alligevel ikke var tørret helt op.

Hun satte sig på hug og kiggede under et rullebord. Så stod tiden stille.

En bred soldaterstøvle satte våde fodspor i gangen.

Det dryppede fra den lange regnjakke.

Et stykke kraftigt værktøj vejede tungt i hånden på skikkelsen.

Skridtene bevægede sig langsomt mod køkkenet, hvor man kunne høre Helles lette fodtrin. Værktøjet blev svinget gennem luften.

Det skulle give resultater.

Et tungt åndedræt, og en næsten uudholdelig smerte fra maveregionen.

Et sind der kogte i raseri. Et anfald af tanker om fortiden. Ond i blikket.

Helle kom løbende ud fra køkkenet. Hun skreg om blod på gulvet.

Hun så ikke frem for sig.

Blikket var mod gulvet, mens hun prøvede at styre stiletterne.

Hun havde blod fra hænderne, fra en mindre pøl på gulvet.

Fire meter foran hende stod der en skikkelse foroverbøjet.

Idet hun fik øje på det, gik hun i stå.

Hun stoppede sine vaklende skridt, mens skikkelsen rejste sig.

Øjnene mødtes i sekunder før selve handlingen. Forvirring og målbevidsthed.

Helle vidste ikke hvem det var. Hætten var røget ned på regnjakken.

Det var ikke en hun kendte, og hun kunne ikke se værktøjet.

Forundret i blikket vidste hun ikke hvad der skulle ske.

Hun vidste ikke hvilket ben hun skulle stå på. Skulle hun gå frem og hilse? Og hvem var det?

Det var et træt forpint ansigt med små sammenknebne øjne.

En mund der stod halvt åben, så man kunne et tandsæt der bed sammen.

Udenfor i regnen gik Clara og Lise langsomt af sted.

De talte om studierne, og anede ingenting, om det hændelsesforløb der løb af stablen indenfor.

- Jeg synes faktisk socialpsykologi er spændende, sagde Lise.

Hun måtte nøjes med at håbe, at Clara kunne høre hende.

Blæsten og træernes toner, der mest af alt kunne minde om en cellos sidste melodi, før døden, gjorde det svært at overdøve.

- Klinisk psykologi er også spændende. Jeg har læst om det.

De nærmede sig garagerne. Der var lys i den ene. Clara stoppede sin gang.

Hun lagde en arm foran Lise. Hun så mistroisk på garagen.

Det var unaturligt.

- Hvorfor er der lys derinde? Der er noget der ikke stemmer, Lise. Drengene laver ikke bare sjov. Det er jeg sikker på. Skal jeg gå ind først?

Lise stod stille. Hun så nervøst på Clara. Men hun var ikke enig.

Hun var bange.

- Jeg vil godt med, uanset hvad der er derinde. Jeg vil ikke stå herude helt alene. Så vil jeg hellere med dig.

Skikkelsen nærmede sig Helle.

Med langsomme skridt, og et ben der slæbte efter det andet.

Et halstørklæde blev løsnet.

Da fik Helle øje på værktøjet.

Hun skreg i små ti sekunder, og så blev hun ramt.

Den flade side af øksehovedet sad lige i tindingen på hende.

Hun fløj bagover.

Skikkelsen slæbte af sted med hende. Helle var dybt bevidstløs.

I den garage der var lys, åbnede Clara forsigtigt porten.

Hun fik øje på den gamle og mudrede Volvo.

Den stod der, mørk og uhyggelig.

Lise stod lige bag ved Clara. Hun turde ikke røre sig ud af flækken.

Hun kunne skimte bilen, men ikke andet. Hun holdt vejret i spænding.

- Hvad er det, hviskede hun.

Clara nøjedes med at ryste på hovedet. Hun vidste det ikke.

Hun kendte ikke bilen eller dens ejer. Hun anede ikke at den stod der.

- Bliv her mens jeg kigger ind i bilen, sagde hun.

Clara åbnede bildøren, så lyset i kabinen blev tændt.

I det samme væltede Peters døde krop ud.

Han så på Clara med sine stearinhvide døde øjne.

Hans ansigt var dækket med blod, fra et åbent sår midt i panden.

Clara kunne ikke forhindre, at Lise kom hen til hende.

Hun håbede det ikke.

Lise skreg hysterisk.

Så højt, at det ikke kunne undgås man kunne høre det inde i huset.

Clara tog fat i hende. Hun var ved at falde om i chok.

Lise kunne slet ikke styre sine bevægelser. Hun skreg som besat, hele tiden.

Indenfor, oppe på første sal, stoppede skikkelsen sine gerninger.

Der var et sjældent smil på læberne.

Et skrig der var let genkendeligt kunne høres udefra.

Helle lå fikseret, spændt fast med læderremme til sengen i det rum, der var indrettet til det.

Hun var endnu ikke kommet tilsig selv fra sin bevidstløse tilstand.

Clara forsøgte at få styr på Lise.

Hun drejede hendes hoved, for at få hende til at se væk.

Imens kiggede hun selv ind i bilen. Hun fik øje på billederne.

Hun skimtede dem hurtigt og fik øje på gruppen.

Der var en ring omkring Lise.

En rød ring tegnet med læbestift.

Så vendte hun sig og så Lise direkte i øjnene. Hun holdt hendes ansigt fast.

- Hvem er det, Lise? Hvem har gjort det her? Det er en der også er ude efter dig. Kan du svare mig? Er du i stand til det? Vedkommende har slået Peter ihjel. Og hvor er Robin? Lise for fanden, hvem er det?

Men Lise var ikke i stand til noget.

Hun gik rystende i knæ, og græd højlydt.

Clara kunne mærke sin egen nervøsitet stige.

Det var ikke muligt at ringe efter hjælp. Der var langt at løbe i det vejr.

Man kunne næsten ikke se en hånd for sig.

Et lyn efterfulgt af et gevaldigt tordenbrag brød stilheden inde i huset.

Helle lå så småt og rystede. Hun var ved at komme til sig selv.

Det første hun bemærkede, var en kæmpe smerte hovedet.

Hun måtte lukke det ene øje for at koncentrere sig.

Hun stønnede i smerte, og kaldte på Robin. Kun svagt.

Men han var ude af stand til at høre hendes kald.

Den rustne køkkenkniv sad stadig i brystet på ham.

Helle åbnede begge øjne. Hun mærkede, at hendes arme og ben var låst fast.

Hun sprællede desperat, men uden effekt. Hun kunne ikke røre sig.

Langsomt kom et ansigt til syne.

En person med et fedladent ansigt smilede til hende.

Ansigtet var blankt af sved, og bar præg af dårlig ånde.

Det var arret på hele den ene side.

Et brandsår der var flere år gammelt, havde sat sig fast, og gjorde udseendet mere uhyggeligt.

- Skrig så, så de andre kællinger kan høre dig. Skrig, inden jeg hugger hovedet af dig, din lille ligegyldige møgluder.

Det lød som en høj men hæs hvisken.

Helle var ikke i tvivl om, at vedkommende mente det.

Hun skreg af fulde hals. Ingen ord, der var forståelige. Hun skreg for sit liv. Hun græd og skreg, inden hun så øksen falde mod hendes hals.

Clara holdt fast i Lise, mens de begav sig mod huset. Vejret var imod dem.

På vej mod huset, fik Clara øje på kælderdøren og de få trin derned.

Hun tænkte for et øjeblik på, om det var en mulighed, at gå ind den vej.

Hun ville ikke dele tanken med Lise. Ikke til at starte med.

Det var rigeligt, hvis hun kunne få hende ind i tørvejr.

Men hvem ventede derinde.

Måske en, der ikke forventede, at de ville gå gennem kælderen.

I det samme kunne de høre Helle. Hun skreg flere gang. Så blev der stille.

Clara fik hevet kælderdøren op. Den knirkede så det knasede.

Lise forsøgte at stå i baggrunden. Hun rystede, men kunne sige noget. Chokket havde taget i hende. Synet af Peter.

Det var første gang hun så en død.

Ikke engang da hendes forældre gik bort, var hun til stede.

Hun kunne ikke, og skammede sig over det.

Clara vendte sig og tog Lises hånd. De fulgtes ind gennem kælderen.

Det gik langsomt, og en smule besværligt.

Lise var stiv i kroppen og hyperventilerede.

Clara kunne ikke lade være med at tænke på sin moster.

Hvor ville hun dog ønske, at hun var her lige nu.

Trine havde kunnet tænke klart.

Hun var ikke bange af sig, og kunne stå imod de fleste situationer.

Jeg trådte på noget. Jeg ved ikke hvad det er, hviskede Clara.

Uden at tænke på følgerne, gik Lise frem mod en kontakt på væggen.

En smule lys fra køkkenet ovenpå, havde røbet hvor på væggen den var.

Clara rakte ud efter Lise. Det var en dårlig idé.

Hvis der var én i huset, der ville slå ihjel, var der ingen grund til, at fortælle hvor de var.

Men lyset blev tændt. Lise skreg igen.

Clara kunne heller ikke holde et skrig tilbage.

Robin sad foran dem på gulvet.

En kniv med bred klinge, sad boret ind i brystet på ham.

Hans hoved var sænket mod gulvet, mens hele hans krop var smurt ind i blod.

endnu et tordenbrag af dimensioner fik Clara til at stoppe med at skrige.

I det samme gik lyset ud, i hele huset. Så blev der stille.

Clara tog fat i Lise og holdt hende for munden, mens hun selv holdt vejret.

Oppe på gangene trampede en skikkelse rundt.

De store støvler satte blodspor.

Skridtene var på vej mod køkkenet.

Med en enkelt lyskegle foran sig, begav skikkelsen sig ud midt i køkkenet, og hen mod vindeltrappen.

Med et stift blik mod mørket nedenunder, hvor der var stille.

Vedkommende satte sig på knæ, for bedre at kunne se noget.

Lyskeglen kastedes ned. Men der var ingen at få øje på.

Clara slæbte af sted med Lise, mens hun hele tiden bad hende være stille.

Hvem og hvorfor var ikke det vigtigste. Nu gjaldt det om at overleve.

Hun var helt sikker på, at Helle var død.

De havde hørt hende skrige. Helle havde helt sikkert mødt morderen.

Clara forsøgte at tænke klart. Hvor skulle hun gøre af Lise?

Hvis hun slap hende af syne, ville hun blive slået ihjel inden for kort tid.

Den eneste idé hun kunne komme i tanke om, var at bilen måske kunne køre. På den måde kunne de slippe væk.

Hun tog fat i Lise, og stirrede hende i øjnene. Hun pegede på garagen.

- Du er nødt til at gemme dig derovre. Så prøver jeg om bilen kan køre.

Lise fjernede ikke blikket fra Clara. Hun nikkede tøvende.

Uden rigtigt at forstå hvad der blev sagt til hende.

Clara listede ind af hoveddøren, med en hammer i hånden.

Hun ville ikke komme uforberedt.

Hun håbede at Lise ville blive i garagen, men hun tvivlede.

Der var sort som i en kulkælder inde i den store fællesstue.

Stilheden var næsten mere larmende end uvejret udenfor.

Clara kunne ikke få øje på nogen lyskegle. Hun kneb øjnene sammen.

Mørket omringede hende, var som et grusomt favntag, der kun ville knuse hende.

Hun lyttede intenst, mens hun synes hun hørte noget.

Der var for mørkt til at kunne se noget. Ikke engang en skygge af noget.

Ikke før lyskeglen ramte hende i nakken. Hun vendte sig, og blev blændet.

- Er det dig Lise, hviskede en ukendt stemme i mørket.

Et knytnæveslag på kinden fik Clara væltet omkuld.

Hun holdt sig dog ved bevidsthed. Men hun tabte sine briller.

Det kunne blive skæbnesvangert, hvis hun ikke flygtede.

Hun kunne ikke se ret meget andet end skygger uden sine briller.

- Lise var målbevidst i sin gang gennem regnen. Selvfølgelig var det Karin. Ingen andre kunne være så sindssyge, hun havde dog været overbevist om, at hun var død.

Derfor havde hun ikke tænkt på hende.

Hun smed frakken fra sig.

Et eller andet sted troede hun, at hun kunne tale Karin fra det.

Hun traskede ind af hoveddøren, og råbte hendes navn.

Hun kunne høre nogen løbe, men der var for mørkt til rigtigt at se noget.

Clara famlede sig frem, næsten i blinde.

Hun løb ind i bordet og væltede en stol på vejen væk fra morderen.

I baggrunden kunne hun høre en hul latter. Hun turde ikke vende sig.

Hun ville heller ikke kunne se noget klart alligevel.

Hun nåede trapperne ud fra hukommelsen.

Bag hende svingede øksen gennem luften.

Uden dog at ramme andet end væggen.

Det gav et drøn da den satte sig.

Hun nåede helt op idet hun hørte hoveddøren gå op.

Hun kunne ikke se det, men vidste alligevel, at det var Lise.

Hun hørte hende råbe et navn. Et navn hun ikke kendte.

- LISE!!! Skynd dig ud, råbte Clara, og frygtede det værste.

Lise stillede sig ud midt i lokalet.

Hun stod forholdsvis stille, til trods for hendes tilstand.

Hun var stadig i chok over synet af de døde.

Men nu vidste hun hvem det var. Hun mente, at hun kunne stoppe det.

- Karin, hvor er du? Stop nu det her. Hvad sker der for dig?

En kraftig fedladen kvinde gik hende i møde. Hun smed den lange regnjakke.

Hun lyste sig selv i ansigtet, og blottede sit ansigt.

- Kan du se mig nu? Kan du se hvad du gjorde? Du gik fra mig, og lod mig brænde. Du troede jeg var død, ikke? Men jeg er ikke sådan at slå ihjel, lille Lise. Jeg hader dig, mere end nogen anden nogensinde vil gøre.

Clara råbte igen oppe fra første sal, at Lise skulle skynde sig ud.

Men hun stod stille, og lod Karin komme tættere på. Koste hvad det ville.

- Jeg elskede dig engang, Karin. Du skal tro på mig. Der var engang, da du var den jeg ville dø for. Forstår du det?

Karin kom tættere på. Hun havde smidt øksen fra sig. De græd begge to.

Der var kun en meter mellem dem. Lyskeglen ramte kun gulvet.

Karin tog det sidste skridt hurtigt. Lise havde ikke set den rustne kniv i hendes hånd. Den der tidligere sad fast i Robin.

- Jeg elskede dig så højt, Lise. Så gik du fra mig, hviskede Karin.

Hun tog fat i Lise, og trykkede hende ind til sig, mens kniven borede sig dybt ind i hjertet på hende. Lise nåede ikke at skrige.

Hun gispede efter vejret, og faldt om. Karin lod kniven sidde i hende.

Clara havde i mørket famlet sig ind på et af værelserne.

Hun listede sig af sted med armene foran sig. Hun nåede en seng.

Hun tog sig til munden og holdt vejret idet hun mærkede Helles ben.

De var spændt fast med læderremme.

Hun fik en hurtig idé da hun hørte trin på trappen.

Hun lagde sig hurtigt på gulvet, og krøb ind under sengen, for at skjule sig.

Karin trampede op ad trapperne.

Hun vidste at hun også var nødt til at dræbe Clara.

Det kunne ikke nytte noget.

Hun skulle selv dø, indenfor kort tid, men hun ville ikke efterlade et indtryk af, at hun bare slog folk ihjel.

Hun ville bruge resten af weekenden på at rydde op.

Hun sparkede dørene op til alle værelserne.

Lyskeglen kunne ikke få øje på nogen.

Hun smilede ondskabsfuldt da hun fik øje på den hovedløse Helle.

Ude på gangen stod hun stille, en smule irriteret.

Hun vidste at Clara var løbet op, men kunne ikke få øje på hende.

Hun lænede sig frem mod gelænderet, og råbte hendes navn.

Hun stod stille for at lokalisere Claras tilstedeværelse.

Men der var stille overalt fra.

Clara krøb ud fra sit skjul.

Hun tog skoene af, for at være så stille som mulig.

Gudskelov knirkede døren ikke.

Men Karin stod lige foran hende, med ryggen til hende.

Hun kunne kun skimte hendes skygge.

Clara ville have glæde af overraskelsesmomentet.

Hun var formentlig ikke stærkere end Karin.

- Jeg er lige her, dit lede svin, sagde hun højt og løb frem mod hende.

Karin vendte sig, men ikke hurtig nok.

Hun kunne ikke nå at stoppe den fremadstormende Clara.

Karin mærkede et kraftigt skub i brystet, men hun mærkede ikke gelænderet give efter.

Sekunderne efter fløj hun gennem luften. Hun dalede mod fællesstuen.

Nakken ramte bordet inden hun ramte gulvet. Det gav et ordentligt smæld.

Clara sukkede højlydt.

Og så kunne hun ikke holde tårerne tilbage.

En time senere vandrede Clara ud gennem regnen.

Hun havde gået et stykke tid, indtil hun så på Helles mobil at der var dækning.

Telefonen ringede sent om aften et sted i Mørkhøj.

En velkendt stemme, som Clara elskede mere end hun kunne beskrive, svarede.

- Hej moster. Jeg er ked af det. Vil du ikke nok komme og hente mig?

- Hvor er du? Jeg er på vej skat!