Frygt

Frygt

 

Sveden løb ned ad panden fra hårrødderne under det lange sorte hår.

En perle trillede langsomt ind i hendes venstre øje. Det sved og smertede som bare helvede, men hun var ikke i stand til at gøre så meget ved det.

Hun prøvede at ryste på hovedet, men en gummislange rundt om halsen gjorde det næsten umuligt. Hun kunne stort set ikke bevæge sig.

Der var sorte rander under øjnene. Mascaraen var løbet i gråd, sved og blod.

Hænderne var spændt fast til armlænet på stolen, med strips der gav røde blodige mærker om håndleddet, hver gang hun bevægede sig.

Det samme gjaldt hendes ben. Anklerne var sat over kryds, og benene sov.

 

Hun kunne ikke lukke øjnene. Øjenlågene var voldsomt hægtet fast, med fiskekroge.

Stolen var en gammel kørestol, fra fordums tid.

Den var lavet af bambus og bundet sammen af et tyndt gammelt slidt reb.

Hun var kneblet med en klud i munden. Den gav voldsomme kvælningsfornemmelser.

Hun kunne næsten ikke få luft, og var ved at besvime flere gange.

Men hun fik ikke lov. Så fjernede han kluden, og så brækkede hun sig.

 

Carmen var fuldblods italiener. Hendes hår var kulsort. Hendes øjne var brune.

Hendes hud havde en glød, der kunne minde om lys indbydende chokolade.

Neglene var røde og lange. Kjolen matchede farven på neglene og læberne.

Hendes temperament var sydlandsk. Hun kunne være vild og varmblodig i sin dans, og blid og elskovssyg i sin seng, med hvem hun tillod adgang om natten.

Hun var single, og levede livet, fri som en fugl der ville have det hele.

 

Om dagen hjalp hun sin mormor og morfar i deres bageri.

Det lå i udkanten af det italienske kvarter, Little Italy på Manhattan i New York.

Om natten var hun dansegulvenes dronning. Dér var hun den, hun drømte om.

 

Aftenen var startet godt.

Et par unge fyre havde budt hende op, men ikke mere end det.

En moden herre havde budt på drinks. Han så godt ud. Charmerende.

Dyrt jakkesæt og skinnende sko. Lækkert sort hår, med grå tindinger og flotte tænder.

De grinede og drak lidt mere, indtil hun blev dårlig. Han hjalp hende ud til bilen.

Mere huskede Carmen ikke, før hun vågnede og var spændt fast.

 

Carmen hev efter vejret. Hun kunne høre skridt bag sig. Hun begyndte at ryste.

Der var noget der lugtede brændt, som løg på en oversvitset pande.

Hun ville skrige, men kluden gjorde det svært. Da hun så ham, gispede hun.

Han bøjede sig ind over hende, og stønnede.

Han stank af dårlig ånde og gammelt sved.

Hans hullede netundertrøje var gullig og skjoldede under armene.

Han fjernede kluden, og Carmen skreg.

 

Han havde barkede næver i tykke arbejdshandsker. Hans arme var behårede og arrede.

Carmen prøvede at fjerne blikket fra hans ansigt. Hun var rædselslagen og skræmt til det yderste.

Men han tog hårdt fat i hende, rev hende i håret, og tvang hende til at se ham i øjnene.

Han grinede og savlede fra en mund, uden ret mange tænder.

Der var kun stumper af brune og sorte tandstykker tilbage i munden på ham.

Hovedet var nærmest ovalt.

Han var skaldet, med enkelte lange trevler, som hos en kræftramt efter en kraftig kemobehandling.

Et langt bredt ar ned ad kinden "prydede hans ansigt". Det var gammelt og skævt.

Øjnene var grågrønne og sad helt inde i hovedet på ham.

Der var store brændemærker på hans arme, og på det af kroppen man kunne se.

 

Han lænede sig yderligere frem mod Carmen. Hun kunne lugte hans ulækre mund.

- Hvad føler du lige nu, hviskede han.

Han lod sin tunge køre rundt om hendes øreflip, og bed hende blidt.

- Fortæl mig hvad du føler. Sig ordet og du kommer hjem.

Han hævede stemmen. Lød straks mere aggressiv. Han så vredt på hende.

Det eneste Carmen kunne, var at hive febrilsk efter vejret. Hun stammede nervøst.

- Hvorfor gør du det her? Må jeg ikke nok komme hjem, hviskede hun.

Det var ikke det svar han ledte efter. Slet ikke.

Hans store hånd kom farende gennem luften. Hendes ansigt fløj til side.

Straks viste der sig et mindre sår på kindbenet. Blodet piblede ned ad kinden.

Den ene fiskekrog rev sig løs, og Carmen blev blændet af blod.

Han sukkede og gik bag om hende igen. Hun kunne ikke vende sig.

Carmen kunne høre noget metal, uden at kunne se det.

Hun kunne mærke noget varmt nærme sig. Noget rigtigt varmt.

 

Da hun så ham igen, havde han en tang i hånden. I tangen sad der et stykke glødende kul. Han jog tangen hen imod hende. Carmen skreg i skræk.

Hun frygtede det værste, og kunne næsten allerede mærke smerten.

- HVAD FØLER DU LIGE NU, råbte han så mundvandet sprøjtede.

Carmen skreg igen, og blev ved.

Hun sprællede i stolen, og turde ikke kigge på det glødende kul, der hang foran øjnene på hende.

 

Den smerte der satte sig fast på låret af hende, og brændte hul i hendes hud, var den første af mange. Han pinte hende i timevis, indtil hun ikke længere skreg.

 

Det blitzede fra et gammelt kamera da han tog et billede af hendes lig.

Senere på dagen hængte han billedet op på en revnet opslagstavle, der hang på væggen i et værksted i en gammel lade.

Midt i værkstedet stod der en rød og hvid Plymouth Fury.

Carmen sad stadig bundet i stolen.

Den ene fiskekrog tvang stadig hendes ene smukke brune øje til at være åben.

Men det så ikke noget mere. Det var koldt og dødt.

Der var indtørret blod og brandsår alle steder.

Andre steder, havde den røde nylonkjole brændt sig fast i huden på hende.

Neglene var brutalt flået af fingrene, hvor der langsomt dryppede blod fra.

På gulvet ved siden af hende, lå der en stor svensknøgle. Den var smurt ind i blod.

Han havde tæsket hendes knæskaller åbne, mens hun endnu kunne skrige.

Carmen nåede kun at blive enogtyve år.

 

Solen skinnede i Hudsonfloden, som en klar spotlight trods det sene tidspunkt på eftermiddagen. Der var ikke mange timer til at New Yorks aften og natteliv, kunne starte sin fest blandt unge og voksne der endnu havde et par år, inden danseskoene skulle sættes på hylden.

 

Sonny Parker sad på en lille bar for sig selv. Han bladrede i sin notesbog, og sukkede.

Forgæves havde han brugt de sidste fjorten dage på at holde liv i sin næste bog.

Men historien hang ikke sammen. Det pinte ham voldsomt.

Han manglede den røde tråd, der kunne forbinde politiet til morderen.

Sonny havde allerede skrevet et par kriminalromaner, med middelmådig succes.

Det var blevet til et par oplæsninger på bibliotekerne. Ikke meget mere.

Han ville det her, frem for alt andet. Hans redaktør havde da også rost ham - engang.

Men det var længe siden. Bog nummer to var blevet rakket godt og grundigt ned.

Viljen til at ville, var ikke længere nok. Han måtte komme op med noget nyt, hed det sig. Hvad fanden skulle det så være, havde han spurgt sig selv.

 

Sonny var toogtyve år gammel. Han havde villet skrive siden de helt unge teenageår.

Det var det eneste han havde lyst til. Men han kunne ikke leve af det.

Når han ikke skrev, arbejdede han på et vaskeri, hvor han vaskede duge for caféer og restauranter. Det gav lige til dagen og vejen. Men også kun lige.

Sonny havde for et par år siden taget springet, og rejst fra sin hjemby i New Jersey til New York. Han havde store forhåbninger om at kunne slå igennem i storbyen.

Der var de to bøger, men derved blev forhåbningerne.

Det store gennembrud var endnu ikke dukket op.

 

For enden af baren kørte et lille fjernsyn, lige oven over tjenerens sparsomme frisure. Barney stod der i sin hvidgule skjorte og pudsede glas, og lignede én, der mere og mere glædede sig til pensionen, end til at åbne den lille bar hver dag.

Han var femogtres og havde allerede oplevet det meste. Han så træt ud, med poser under øjnene og daggamle skægstubbe.

Røgen hang tæt under de grønne lamper. Det brune gulvtæppe var plettet, efter adskillige øl og drinks var tabt derpå. Eller bræk fra kunder, der lige havde fået en tår over tørsten.

Toilettet var ikke for de sarte. Der var overtegnet på væggene, og toiletbørsten var aldrig blevet brugt. Kummen var ikke kun gul og brun i kanterne.

Der var en lille håndvask, men hanen virkede ikke. Til gengæld kunne man trække en pakke kondomer fra en automat på væggen.

 

Men Sonny kunne lide at komme der. Det gav ham den fornødne ro til at tænke.

Stamkunderne var få, og folk lod hinanden være i fred. Næsten alle kendte alle.

To gamle truckere stod og spillede billard bagerst i lokalet. De var en smule højrøstede.

Barney bad dem dæmpe sig - på sin helt egen facon.

Truckerne var udenbys fra. Til at starte med bad de ham holde kæft. Men Barney var ikke til at spøge med. Han var almindelig kendt, for at have været en slagsbror i gamle dage. Han var fra Hells Kitchen området. Hans flade næse og sammentrykkede ansigt kunne fortælle historier, om en tid hvor den stærkeste var ham der stadig stod op.

Ikke længe efter skred Truckerne. Den ene blødte lidt fra næsen, mens han hjalp sin makker med at gå ordentligt.

 

Sonny sukkede og tømte sin Johnny Walker i et drag. Det skar i halsen.

Han manglede den forbandede historie. Hvor var den?

Han havde egentlig besluttet sig for at gå hjem, da nyhederne kom på skærmen.

Til at starte med handlede det mest om krigen i Irak. Der var ingen der fulgte med.

Han havde rejst sig, og kastede et kort ligegyldigt blik op på skærmen.

Han havde allerede nikket til Barney. Som en vi-ses-hilsen.

Nyhedsoplæseren, der muligvis var over fyrre, men sminket som en tyveårig, kiggede alvorligt ud på seerne. Det var som om hendes ansigt skiftede kulør.

 

- Politiet bringer en efterlysning.

Det drejer sig om den enogtyvårige Carmen Liotta. Hun er sidst set på den fashionable natklub, Twilligt, hvor hun var i selskab med en herre i mørkt jakkesæt. Ham vil politiet gerne i kontakt med.

Miss Liotta har nu været forsvundet i tre dage, hvor ingen har hørt noget fra hende. Hendes forældre er meget bekymrede og frygter, at der er tale om en forbrydelse. Politiet vil endnu ikke udtale sig om Miss Liottas forsvinden, eller om det hænger sammen med de foreløbig 8 andre unge mennesker, der også er meldt savnet.

 

Sonny gik hen mod skærmen, han bad Barney om at skrue op. Det fangede hans opmærksomhed med det samme. Måske var det netop det han søgte til sin næste bog. Samtidig ville han ikke såre nogen ved at bruge navnene på de unge mennesker, hvis ansigter poppede op på skærmen.

Tilfældigt udvalgte unge mennesker, der umiddelbart ikke havde noget til fælles.

Her kunne Sonny måske få det plot han søgte efter med lys og lygte.

En serieforbryder. Måske endda en seriemorder. Kunne det blive bedre?

Tanken om de stakkels unge overskyggede alligevel idéen om plottet.

Han fik det dårligt med at få den idé, at bruge deres ulykke til at skrive en bog.

Han sukkede og så ned i gulvet. Det var jo forfærdeligt, og alligevel fangede det ham.

 

Jeff Stoltenberg stod foran spejlet på sit værelse. Han smilede til sig selv.

Selvsikkert og en anelse narcissistisk. Han vidste hvad han var værd, og kendte aftenens udslag.

Som så mange gange før. De ville stå i kø. Han vidste det og slog sig på røven.

Han sukkede smilende og så i sine egne øjne og blinkede.

Håret skinnede, var fyldt med gele, og var sat i den rette vinkel.

Ansigtet var smurt i det dyreste ansigtscreme og en velduftende aftershave.

Jeff dansede foran spejlet. De sidste nye trin skulle prøves af.

Bukserne sad stramt. Jeff ville have svært ved at skjule sin begejstring, hvis den rette dukkede op. Pressefolderne var knivskarpe. Hans mor kunne bare det der.

Skjorten var knappet op til midt på brystet. De to guldkæder hang som de skulle.

Hvem kunne stå for byens hug, når han selv skulle sige det?

På væggen hang der en plakat af en model i undertøj. Jeff kyssede ham på maven.

 

Et andet sted på samme tid, lige udenfor staten New York, på et gammelt lukket autoværksted, et godt stykke ude på landet, gjorde Larry Drake sig også klar.

Håret sad på sin plads, efter at han havde fundet den rette paryk. Den var glat og sort med grå tindinger.

Der var indtil flere glas med tænder at vælge imellem. Larry valgte et sæt og satte det i munden. Han smilede til sig selv. Tænderne var kridhvide.

Fra en mindre æske, fandt han kontaktlinser i alle farver. Han valgte de brune.

Med en vis erfarenhed jog Larry fingrene i sminkedåsen. Han lagde et lag i ansigtet, og begyndte at smøre det rundt. Arret blev skjult.

Fra det ene øjeblik til det andet, ændrede han personlighed. Han lignede en charmerende moden herre i fyrrene, med et smil man lagde mærke til.

Fra et skab henne i hjørnet af værkstedet, tog han et af de helt ens jakkesæt der hang.

Skoene skinnede, og Larry var klar til at gå i byen.

 

Da hans bil kørte ud fra grunden, støvede det fra gruset i indkørslen.

Han var høj af fartglæde. Alle fibre i kroppen var spændt til det yderste.

Under et mægtigt nåletræ, og mellem afknækkede små grene og grus og jord, stak en hånd frem. Der var ingen negle på fingrene, men huden var gylden som indbydende lys chokolade.

 

Sonny stod under bruseren. Han kunne alligevel ikke slippe tanken. Hvis han nu skrev en bog om en ægte seriemorder? Ville forlaget acceptere det?

Skulle han ikke bare prøve, at skifte genre? Hvorfor ikke?

Naturligvis tage udgangspunkt i virkeligheden, og så bygge på siden hen.

Han havde aldrig rigtig stiftet bekendtskab med horrorgenren. Det handlede altid kun om et enkelt mord, om kærlighed, jalousi eller gæld. Det her var noget nyt.

Han var fængslet af idéen. Han hverken kunne eller ville slippe den.

Det skulle bare ikke gå ud over nogen efterladte. Han ville ændre navne - selvfølgelig.

 

Da han stod foran spejlet og barberede sig, kunne han ikke holde smilet tilbage.

Det var næsten som i begyndelsen. Da han arbejdede med den første bog -

han var helt opslugt. Den glæde havde han igen. Han brændte for det.

Ingen, som i slet ingen, skulle stoppe dette her. Han ville skrive den fedeste historie om en seriemorder. Måske en, hvor man endda fik sympati for morderen.

Måske var det slet ikke umuligt.

Sonny var med sine 189 centimeter, ikke nogen lille fyr - han var slank og veltrænet.

Som forhenværende spiller på collegeholdet hjemme i New Jersey, lå det ham ikke fjernt for at holde sig i form.

Han havde stunder, hvor han ofte besøgte det lokale fitnesscenter. Der gav han den max gas, og smed hurtigt det unødvendige på sidebenene.

Men var han inde i en skriveperiode, kunne han ikke holde det ved lige.

Sonny var udstyret med et halvlangt lyst hår, klare blå øjne, og markerede kindben.

Han havde kløft i hagen, hvilket gav ham et lidt ældre udtryk end de toogtyve.

Han så godt ud, selv om han ikke barberede sig så tit. Han kunne bære det.

Hans tøj var afslappet, med jeans og en løsthængende skjorte, og så hans uundværlige brune ruskindsjakke, hvor notesblokken og kuglepennen altid var i inderlommen.

 

Han var parat til at tage en tur i byen. Måske kunne man snuse lidt research op på gaderne? Han regnede nu ikke med noget.

Måske ville han også lægge vejen forbi Barney's, og få en enkelt inden han tog hjem.

Det var ligesom også bare for at snuse til byen. Et eller andet sted skulle han jo starte.

Sonny havde ikke så mange kontakter og kilder han kunne ty til.

En af dagene ville han besøge biblioteket, og slå emnet op. Det var et sted at starte.

Da han skrev sin første bog, havde han interviewet en kriminalbetjent.

Han kunne jo prøve at ringe til hende igen. Det var i hvert fald en idé.

Han bandt sine hvide kondisko, og strøg ud af døren.

 

Jeff stod og så sig omkring i køen foran natklubben. Der var flere potentielle fyre, der ville kunne glæde ham. Tilfredsstille ham, hvis de var i stand til det.

Der var alle aldre og typer. De besøgende var dog ikke yngre end enogtyve.

Men også ældre og mere modne herrer havde lusket sig frem af mørket.

Enten helt åbenlyst, eller som flere, delvist tildækket.

Fordi de ikke ville skilte med deres seksualitet. Eller af angst, fordi de endnu ikke var sprunget ud, og havde offentliggjort det, foran familie, venner og kolleger.

Skiltet over klubben lyste gaden op. HAPPY BOYS NIGHTCLUB, stod der.

Interiøret var med spejle overalt. Lyserødt plys på alle sæder i sofaerne og lænestolene.

Dansegulvet var skabt med plexiglas, med alle farver på samme tid i takt til den vuggende musik. Lige fra firserdisko til nyere toner.

I køen stod der også en moden herre i mørkt jakkesæt. Skoene skinnede og håret var sort og glat. Han havde brune øjne og et kridhvidt smil.

 

På politiets Station 15, midt i New Yorks indre centrum, ringede telefonen hos kriminalpolitiets drabsafdeling.

Det var ved at være sent på aftenen. Mørket havde for længst lagt sig ind over byen.

Men fyren med telefonen i hånden vidste at Kathleen Baker arbejdede sent.

Hun havde altid aften og nattevagter. Hun var single, og havde det bedst sådan.

Han vidste, at hun alligevel ikke kunne sove om natten. Det havde hun røbet da de sidst mødtes for at sludre.

Han havde hendes direkte nummer, og ventede bare på at høre hendes sprøde stemme. Sonny måtte indrømme, at hvis muligheden bød sig, ville han ikke tøve et sekund med at invitere hende på kaffe og croissant på en hyggelig café.

 

Kathleen løftede røret, og Sonny åndede lettet op.

- Godaften Kat, sagde han, og benyttede hendes kælenavn på stationen.

- Hej Sonny. Hvad kan jeg gøre for dig, sådan lidt hurtigt? Jeg sidder midt i rapporter til halsen.

- Jeg tænkte om vi ikke kunne mødes? Jeg laver research til en ny bog, og du er skide god at have med på sidelinjen. Du har hjulpet mig før.

- Jeg har sgu lidt travlt Sonnyboy. New York ligger ikke på den lade side, bare fordi du skal skrive dine bøger.

Sonny elskede hendes måde at kalde ham Sonnyboy på. Hendes let hæse stemme, og hvordan hun garanteret slog med håret mens hun sagde det. Alt imens hun helt sikkert slog med blyanten ned i blokken.

 

- Jeg ved, at I leder efter Carmen Liotta, og frygter, at der kan være tale om en seriemorder. Har jeg ikke ret? Og jeg har hørt om de 8 andre forsvundne unge mennesker. Jeg tænker der er en sammenhæng. Emnet interessere mig, og jeg kunne tænke mig at skrive om det. Hvad siger du? Kan vi mødes?

Han kunne høre hende stønne i baggrunden. Lettere irriteret. Han hørte blyanten.

- Jeg kan jo ikke udtale mig om sagen Sonny. Den kører på højtryk på alle stationerne i byen. Jeg kan ikke sige noget nu. Hverken til dig eller pressen, som også render os på dørene hele tiden.

- Men en kop kaffe en dag, hvad siger du det til, sagde han smilende.

Han hørte hende grine kort. Han var selvfølgelig allerede luret.

- Du er sød Sonnyboy, men jeg har vitterligt travlt. Men måske en dag.

- Kom nu Kat. Hvad skal jeg gøre for at charmere dig til et kort møde?

- Hvad som helst, forsøgte Sonny sig, med et smil på stemmen.

Du kan starte med at finde mig en morder, eller kidnapper, eller hvad han er. Nej spøg til side. Det må du hellere lade os om. Foreløbig må du skrive på din bog. Jeg kan ikke hjælpe dig mere, Sonny. Hvor gerne jeg end ville.

Samtalen sluttede i en god tone. Der var en gensidig respekt omkring deres arbejde.

Sonny var forbandet ramt, mere end han nok ville indrømme, hvis nogen spurgte.

 

Kathleen lagde røret på, og smilede også. Knægten var sgu meget sød, sagde hendes tanker. Hun var nogle år ældre end ham, og ramte snart de tredive.

Kathleen var ikke særlig høj. Hendes lange mørkebrune hår var altid sat op i en hestehale. Man skulle ikke tage fejl af de manglende centimeter. Kathleen var en stærk kvinde, der kunne sin kampteknik på gaderne.

Hun var ikke typisk feminin, med nederdele og lange negle, og ansigtet glattet ud med diverse cremer og make-up.

Hun holdt den naturlige stil, og havde alligevel et ansigt der kunne slå fødderne væk under de fleste. De dybe blå øjne og de glatte kinder. De lyserøde læber, lige under hendes yndige lille spidse næse.

Kathleen var typisk klædt i stramme jeans. En stribet skjorte, der var pakket ned i bukselinningen, havde mere end svært ved at skjule hendes velformede barm.

 

På natklubben var musikken høj. Der blev danset og vugget, og kysset i krogene.

Drinksene fløj hen over disken, i diverse farver med paraplyer og sugerør.

Dj'en var en mørk mand med brede skuldre og mave. Ind imellem råbte og skreg han i mikrofonen, inden han præsenterede den næste sang.

I mørket sad en mand alene. Han stirrede ud på dansegulvet og alle de unge fyre, der nærmest gned sig op af hinanden.

Hans øjne hvilede på én bestemt. Jeff havde bare ikke set det endnu.

 

Sonny slentrede hen ad gaden i sine egne tanker. Biblioteket var lukket for længst.

Der var ikke så mange steder, at opsnuse research lige nu.

Han måtte se sig selv dyrke en af sine andre hobbyer. Se på mennesker.

Hans øjne var på stilke, og kunne til tider virke som et skarpt kamera. Han sorterede billederne inde i hovedet. Havde det ingen interesse, slettede han det igen.

Sonny havde fra barns ben af, arvet en god hukommelse. Det han så, kunne han hurtigt gengive. Det skabte noget, som et maleri der stod foreviget.

Én gang så han en mand spille guitar i en times tid. Da han kom hjem spillede han en af melodierne for sin mor. Han havde aldrig rørt en guitar før.

 

Der var alle slags på gaderne. De grimme, de smukke og dem der måske ikke skilte sig synderligt meget ud, men alligevel kunne have noget over sig.

De kunne sommetider give ham en lille historie i sig selv. Alle havde hver deres skæbne, og måske en byrde at bære på. De havde alle sammen en historie.

Deres udseende var ikke nødvendigvis det bærende. Hvad der skjulte sig under huden, og bag de sammenbidte læber og nedafgående mundvige var mere vigtigt.

Hvad der gemte sig bag panderynkerne, og de halvt lukkede øjne, det kunne være interessant. Det var ofte dér historierne lå og hvilede.

 

Sonny så dem alle sammen på gaderne i New Yorks centrum, som han gik rundt der, med hænderne dybt begravet i lommerne, og en smøg hængende i mundvigen.

Den ældre dame, der altid talte med sig selv, mens hun skubbede rundt på en barnevogn, fyldt med skidt og ragelse som hun fandt på gaderne.

Hendes tøj hang i laser, og hun havde to forskellige sutsko på.

Håret var hvidt, krøllet og fedtet. Hun havde helt sikkert ikke set et bad i årevis.

Men måske var hun lykkelig, i sin egen lille verden, der måske ikke indeholdt alverden. Men for hende var det måske nok. Det var det hun kendte, og huskede.

 

Der var de hastige forretningsmænd i deres mørke jakkesæt og skinnende hvide skjorter, der piskede ind og ud af de enorme kontorbygninger, for lige at tjene en million mere.

Uden at spekulere på, om damen med barnevognen kunne klare sig med brød og vand, i op til en måned af hvad de kunne tjene på to minutter.

Dem der ikke skænkede andre en tanke end dem selv og deres karriere. Inden de måtte trække sig tilbage, med stress og et haltende hjerte, der slet ikke kunne følge med i deres tempo.

 

På vej gennem en af de mørkere gader, var der luderen der stod op af væggen, for måske at kunne lokke en forbikørende til at stoppe, så hun kunne tjene til det næste fix. Hun var sort som natten. Sonny havde set hende før, flere gange.

Hun smilede til ham, og han nøjedes med at sende hende et blink med øjet.

Han kunne godt føle med hende. Hendes skæbne var lagt i de nætter, hvor hun måtte knokle for at kunne betale sin datters skole.

Loretta var midt i fyrrene, men forsøgte forgæves at se yngre ud.

 

I en anden gade var der moderen, med to skrigende unger, der kom ud af et indkøbscenter. Slæbende på to fyldte brune papirsposer, mens hun måtte holde det ene barn i hånden. Hun havde også en historie. Hvor var manden henne? Havde hun overhoved nogen mand? Stod hun for det hele selv? Der var altid noget ved nogen. Enhver bar rundt på sin historie. Sonny skulle bare se det. Måske var der noget.

 

På natklubben var der skabt kontakt. En drink var blevet sendt over til Jeff.

Tjeneren pegede over mod hjørnet, hvor en moden herre sad for sig selv i mørket.

Jeff smilede for sig selv. Den var hjemme. Endelig var der bid. Aftenen var reddet.

Han måtte sno sig gennem klubben, mens herren rejste sig og rettede på tøjet.

Han kom hen, stadig dansende og vrikkende med underlivet.

Jeff tømte glasset, og lod tungen køre rundt på kanten.

- Kan du tåle en til, spurgte den modne herre med de smukke brune øjne.

Jeff kunne slet ikke skjule sin begejstring. Han nøjedes med at nikke, for ikke at juble.

 

Sonny var langt væk i sine egne tanker. Han anede knapt nok hvor langt han havde gået. Han så på sit ur. Det var næsten midnat. Han ville til at trække hjemad.

På himlen trak skyerne til. Det lignede en kommende byge, fra skyer der var mere grå end asken fra hans sidste smøg.

Det buldrede svagt fra et mindre tordenvejr ude over Hudson. Sonny havde ikke set det lyne. Han stod ved kantstenen og ventede på en taxi. Der var mange, men de var optaget. De gule vogne prydede ofte billedet i storbyen. Men når man stod og skulle bruge en, var de typisk altid optaget.

Sonnys observationssans var aldrig helt slukket. Han lod blikket glide rundt på dem der enten gik forbi ham, eller bare stod stille som ham selv.

 

En taxichauffør stod og diskuterede med et par unge fyre og en ung pige, der mente, at han var kommet med upassende tilbud til pigen. Skænderiet var ved at tage til.

Sonny blandede sig ikke. Det var deres sag, ikke hans.

Et andet sted gik et forelsket par hånd i hånd, indtil hans mobil brummede i lommen igen. Han påstod at det var vigtigt, og endnu en diskussion var under opsejling.

Den sene aftentime havde mange ansigter.

Der var også dem der smilede.

Ved en blomsterstand, sendte den ældre sælger en mand af sted, med en smuk buket, og bad ham hilse konen. Manden smilede og viste ham en æske med en ring.

Foran en natklub stod en moden herre og hjalp en yngre fyr i stramme bukser.

Fyren så ud til at være dårlig. Han holdt sig til maven, og var svimmel.

Herren, der var iklædt et mørkt jakkesæt og skinnende sorte sko, hjalp ham ind i en bil. Sonny så ham smile bredt, med et tandsæt der var udsædvanligt hvidt.

Sonny kunne umiddelbart ikke se noget i deres historie, og lod blikket glide videre.

Ikke længe efter kom hans taxi. En chauffør forbarmede sig, og lod Sonny være dagens sidste tur.

 

Jeff holdt sig til maven mens bilen kørte. Han var dårlig, og smerterne var næsten ikke til at holde ud. Han havde opkastningsfornemmelser.

Det var næsten så han savlede. En enkelt dråbe eller to, forlod mundvigen.

Den landede uden en lyd i bunden af bilen. Chaufføren så det godt, men sagde ikke noget. Han havde lagt en beskyttende arm om Jeff.

- Det er virkeligt sødt af dig, at du vil køre mig hjem, fremstammede Jeff.

- Du skal ikke være bange. Ikke endnu, svarede herren.

Jeff kiggede op på manden. Ikke endnu. Hvad mente han med det?

Han skulle til at spørge, men han nåede det ikke.

En arm røg gennem luften. Herrens arm. Noget metallisk ramte Jeff i panden. Han nåede dårlig at mærke det. Det lynede for hans øjne, og så blev alt sort.

 

Sonny vågnede sent dagen efter. Han havde rundet Barneys. Det var blevet til flere drinks end han normalt gjorde sig i.

Han drak sjældent ret meget. Men en lille én i ny og næ var nu hyggeligt nok.

Hovedet dunkede. Han hadede det. De kom altid forbi, de forbandet tømmermænd.

 

Kun fordi en gæst, han i øvrigt aldrig havde set før, ville diskutere politik, var han blevet siddende. Han gad egentlig ikke, at diskutere politik.

Men fyren havde slet ikke sine argumenter i orden, så det var nemt.

Han var tydeligvis ikke demokrat, som Sonny. Men han havde heller ikke nogle seriøse bud på, hvordan fremtiden kunne gøres bedre.

 

Sonny holdt sig til hovedet. Han ville helst undgå at ryste for meget på det.

Han havde faktisk besluttet sig for, at runde fitnesscentret.

Men den plan kunne også udskydes.

Hvorfor gøre noget i dag, når man lige så godt kunne gøre det i morgen.

Han lod sig falde bagover. Dynen var stadig varm og blød.

 

Larry Drakes barndom.

 

Der var ikke nogen ude på landet, der hørte drengen skrige.

En voksen mand med en bajer i hånden, havde netop slukket sin smøg, på låret af sin elleveårige søn.

Fordi han tillod sig at spørge om en portion mere.

Drengens skoletid var meget begrænset, han havde derfor aldrig hørt om Oliver Twist, men der var en vis lighed.

Han var bare sulten efter otte timers hårdt arbejde i marken med sin far, der dog tillod sig selv lange pauser.

Men det skulle da lige mangle. Magen til uvorn møgunge. Vorherre bevares.

Knægten havde allerede spist to skiver tørt brød og en halv pølse. Blandet med en smule salat, og en sammenkogt mørkegrå masse, der skulle gøre det ud for sovs.

 

Faren bøvsede så han savlede ned af sin hvidgule undertrøje, og var ikke så lidt stolt af sig selv. Han var en rigtig mand, som mænd burde være - ifølge ham selv!

Han slog sig på maven, og lod en sivende gasart forsvinden fra endetarmen.

Han grinede højt. Så tog han fat i drengens hår og rev til.

 

Beau Drake var den værste karakter man kunne finde i miles omkreds.

Men han så sig selv som en verdensmand, der havde styr på tilværelsen.

Men hans kendskab til noget som helst var hvad han samlede sammen

hver aften på byens lokale værtshus, i selskab med andre rigtige mænd.

De drak, spillede poker, sloges og var deres koner utro, hvis de altså ikke var hjemme og pinte deres børn, eller tævede konen. Bare fordi...

 

Beau Drake var dog det største svin. Han tillod sig selv hvad som helst.

Konen var bukket under for sygdom. Hun havde ligget på intensiv i en uge.

Lægerne havde bebrejdet Beau, at han ikke havde sendt hende til læge tidligere.

Eventuelt da hun første gang mærkede smerten i det nederste af armhulen lige ved siden af brystet. Men Beau syntes ikke det var nødvendigt.

Tingene i deres lille slidte træhus ordnede ikke sig selv, og det vidste hun også godt.

Der kom ikke nogen til begravelsen. Drengen og hans søster var i marken og Beau trøstede sig selv, i armene på en af gutternes koner.

 

Drengen - Larry, og lillesøsteren Beth på knapt otte år, var alene med deres far.

Pigen gik ofte rundt for sig selv, med en hovedløs dukke i hånden.

Hun var nøgen. Ikke af nogen grund, men det var varmt.

Hun kunne ikke tælle til fire. Hun kunne heller ikke læse. Men hun kunne arbejde i marken!

Larry forsøgte nogen gange at lære hende at læse.

Men hvis Beau opdagede det, slukkede han sin brændende smøg igen - og på hvem?

 

Larry fandt den ene af sine to trøjer frem. Han gav pigen den på. Han ville ikke have, at hun skulle gå rundt sådan. Han så hende i øjnene.

- Hvis far spørger, så har du selv hugget den inde i skabet, ikke?

Beth grinede bare. Hun løftede i den lange trøje, og blottede sin lille numse.

Larry trak den ned igen. Dengang havde han stadig en samvittighed.

Han følte med søsteren, og led hellere selv. Hun var den eneste han følte noget for.

Hun var en åbenbaring i hans øjne. Han ville dø for hende, hvis det var nødvendigt.

 

Larry gik selv rundt i hullede shorts, og en trøje han havde arvet fra sin far.

Den var tre numre for stor, men det var det han havde.

Han havde tre par underbukser, der kunne skiftes med, når de havde ligget lidt.

Strømperne var slidt op for længst. Så støvlerne gnavede i hælene.

Det blødte ofte, men det kunne ikke nytte noget at klage til faderen.

Det ville være et tegn på, at han lavede ballade. Smøgerne gjorde virkelig ondt.

Larry kom kun sjældent i bad. Derfor nød han når det var regnvejr. Så greb han søsteren under armen, og stillede sig udenfor. Der kunne de stå og grine sammen.

Men der var også lange perioder med tørt vejr. Hvor støvet fra grusvejen hang dem i næserne. Beth havde pollenallergi. Hun fik ikke medicin, men Larry bandt et tørklæde rundt om næse og mund på hende, så det ikke ramte hende så hårdt.

 

Eftermiddagen var ikke bare varm på denne årstid. Den var stegende.

Larry havde alligevel fundet et stykke stof, der kunne gøre det for en nederdel til Beth. Han havde klippet ærmerne af trøjen, så den ikke var så varm til hende.

Ind imellem kunne han finde på at klæde hende ud.

Stoffet fra de gamle gardiner, der alligevel var røget ned, kunne bruges.

Selvfølgelig måtte han ikke for sin far. Det kostede. Sidste gang fire slag i hovedet.

De morede sig kongeligt, udenfor huset. Beth løb rundt med sin dukke.

Hun havde døbt den Sussasa. Hendes eneste stykke legetøj.

Larry sad på verandaen og slappede af i benene. Faren var kørt til byen.

 

Ved indkørslen stod der en del nåletræer. Gamle høje træer, der havde stået der i årevis. Fra før familien flyttede ind, og havde drømt om en fremtid på landet.

Under træerne var der tusindvis af nåle og afknækkede små grene, der skjulte bunden.

De skiftede farve med årstiden. I øjeblikket var nålene røde, indtil de forvandlede sig, og blev en del af områdets tørre jord.

Huset var slidt og misligholdt. det havde været grønt engang. Men malingen skallede af flere steder.

Flere steder var der knuste vinduer i huset. Beau havde klaret det med et stykke stof.

Det kunne man snildt fjerne når varmen var trykkende.

Ved siden af huset stod der en lade. Der var værktøj og en gammel traktor.

Her kom der rotter i flæng, hvis Beau lod sine kartofler ligge for længe.

Dem som Larry havde gravet op, når han lå på knæ ude på marken, med en lille håndskovl. Beau brugte sjældent værktøjet. Han havde Larry - og han lystrede.

 

Beth grinede mens hun løb rundt. Hendes latter var smittende. Larry grinede med.

Hendes øjne skinnede i sollyset, som vandet i havet.

Larry havde ganske vist aldrig været ved vandet, men han havde set det i en bog.

På et tidspunkt vendte Beth sig mod Larry. Hendes ordforråd var begrænset.

Der var dog et ord hun kunne huske.

- Far, sagde hun og pegede over skulderen på Larry.

Drengen rejste sig hastigt og i panik. Han havde ikke hørt bilen komme.

Hans øjne mødte farens. De så på hinanden i ti sekunder.

Det føltes som timer. Larry turde ikke sige noget.

Beau kastede et blik over på den lille pige, og hendes hjemmelavede nederdel.

Så tog han fat i Larry og slæbte ham indenfor.

 

Larry skreg til ingen verdens nytte. Der var ikke nogen, der kunne høre ham alligevel.

Brændemærkerne var voldsomme, og smerterne fra slagene, der haglede ned over ham, tog gudskelov af da han besvimede, første gang.

Beau nåede at brække to af drengens ribben. Han mistede tænder og et øje der var hævet i over en uge. Han fik et ar ned langs kinden.

Han var slemt tilredt da han langsomt kom til sig selv. Mere død end levende.

 

Verden havde ændret sig i drengens øjne. Han var slået i stykker inden i.

Hans personlighed var ikke længere den samme. Han var syg. Meget syg.

Den omsorgsfulde dreng, der passede sin lillesøster så godt han kunne, var rejst væk i selskab med en kuffertfyldt af tæsk.

Han var knapt nok tolv år, og kunne ikke selv gå på toilettet i månedsvis.

Beau hjalp ikke drengen. Han skældte ham ud, hvis han havde haft et uheld i sengen.

 

Sådan var virkeligheden og livet for Larry og Beth de næste seks år.

En aften, hvor Beau havde haft besøg af nogen af værtshusets gutter, gik det helt galt.

Det blev et vendepunkt for Larry. Det var her hans liv tog en drejning.

Der blev drukket tæt mellem mændene. Der var øl og Whisky bordet.

Der blev spillet poker, spyttet og bandet til langt ud på natten.

Larry vågnede med smerter i hovedet, efter endnu en gang prygl, med livremmen.

Det bankede og smertede, mens humøret led et svært knæk.

Et stort mørkeblåt mærke på venstre side af ribbenene smertede også.

Det kneb med luften. Men han skulle ikke klage. Hvorfor og til hvem?

Han havde fået sig et brændemærke mere. På højre underarm.

Larry kunne stoppe blødningen med et stykke lagen. Men det fjernede ikke smerten.

 

Han kunne høre midt på natten, at farens venner var kørt. Der var stille.

Han sneg sig til at kigge gennem nøglehullet. Der var tomt i stuen.

Han turde ikke gå ud af værelset, men pludselig gik døren op inde fra søsterens værelse. Beau kunne dårligt stå på sine ben.

Han vraltede hen til bordet, og drak den sidste Whisky i flasken.

Han var ved at falde flere gange.

Larry åbnede langsomt døren. Beau vendte sig og så sønnen i øjnene.

- Du skal ikke gå ind til Beth. Hun sover, sagde han.

Han faldt nærmest af sig selv. Han væltede rundt på gulvet og kunne ikke komme på benene. Han så bedende på Larry. Hjælp mig, sagde hans blik.

Larry turde ikke andet. Det var ikke første gang.

 

Larry fik slæbt faren hen til en storblomstret lænestol, der havde været pæn engang.

Beau sov allerede inden han landede i stolen. Han stank af spiritus, smøger og sved.

Larry ville tisse og gå i seng. Han gik forbi døren ind til Beth.

Normalt ville han altid kunne høre når hun sov.

Hun havde sådan en sød og sjov måde at snorke på. Han elskede den lyd.

Ofte skete det midt på natten, at Larry stod op og kravlede ind til hende.

Hvis han ikke selv kunne sove, ville han ligge og nyde hendes lyde.

Så lå han og legede med hendes hår mellem sine fingre.

 

Men han kunne ikke høre hende. Der var stille derindefra. Helt stille.

Larry kiggede hen på faren, mens han langsomt åbnede døren ind til Beth.

Hun lå stille på sengen. Men hun sov ikke. Hun lå der bare.

Månen skinnede ind gennem det knuste vindue. Den lyste op.

Hendes øjne var åbne og kolde. Hun havde blødt fra underlivet. Munden stod åben.

Et chok kørte gennem kroppen på Larry. Han skreg hendes navn, og fór hen til hende.

Han løftede hende og ruskede hende, mens han græd.

- Kom tilbage Beth. kom tilbage til mig, sagde han gennem tusind tårer.

Men hun var væk. Væk for altid. Væk fra det miserable liv de levede.

Larry stønnede mens han holdt hendes tynde krop hårdt ind til sig.

Han løftede hovedet og skreg så højt han kunne.

Han tømte sine lunger i et langt skrig.

Dette her var den værste smerte han nogensinde havde mærket.

Det var porten til Helvede, før det var noget som helst andet.

 

Udenfor var det begyndt at regne. Først svagt, og så tog det til.

Månen var ikke længere så synlig. Den var skjult bag et skytæppe, der om natten mest lignede sorte stykker af vat, af den slags Larry huskede fra deres mors tid.

Kartoffelrækkerne havde godt af vandet. De var tørstige og havde hungret efter vand et stykke tid. Salget af kartofler var dalet.

Vinden var også taget til. Det var ikke koldt, men heller ikke bagende som det kunne være. Vejret var omskifteligt.

Et større lyn flækkede himlen i to. Det slog ikke ned i området.

Måske i nærheden af de omkringliggende gårde. Måske kunne det starte en brand.

Men med den regn, ville flammerne sikkert gå hurtigt ud.

 

Et tordenbrag af de store vækkede Beau fra sin søvn.

Sløvt og en anelse forskrækket åbnede han øjnene, og så mod den åbentstående dør.

Han råbte på Larry, og bad ham lukke døren. Han gad ikke at rejse sig.

Der skete ikke noget. Han kaldte igen. Stadig ikke noget.

Da fandt han ud af, at han var bundet til lænestolen.

Rundt om brystet, benene og hænderne. Han kunne ikke bevæge sig.

Han råbte igen, mens han sprællede i stolen.

- Hvad fanden sker der? LARRY, skreg han så højt han kunne.

Han stirrede ud gennem hoveddøren.

Han kunne på afstand se bevægelse ude ved træerne.

 

Jorden var blød, så det var forholdsvis nemt at grave i den.

Larry var efterhånden nået en halv meter ned, da han hørte sin far råbe.

Han kravlede op af hullet, og tog et andet stykke værktøj.

Han gik langsomt mod huset, med et koldt ansigtsudtryk.

Hele hans liv ændrede sig nu. Følelser og tanker var langt væk.

Han stillede sig i døråbningen og så på sin far, der stadig sad og sprællede.

Beau var hidsig, men han kunne ikke bevæge sig.

Han gjorde alt hvad kunne, for at rejse sig, og vriste sig løs, mens drengen nærmede sig. Hans øjne var på vid gab, og hans sure ånde nåede ikke længere end til halsen.

 

Larry lænede sig ind over sin far. Han så ham dybt i øjnene.

- Hvad føler du lige nu, spurgte han.

Beau svarede ikke. Han gjorde ikke noget. Han sad der bare.

Han turde end ikke, at love drengen tæsk. Hvilket ellers ville have været normal kutyme, i den slags situationer.

Men han havde aldrig været i den situation før. Fastspændt og chanceløs.

- Er du bange? Kan du mærke det? Kan du mærke det, som du bød os, i alle de år? Kan du stave til frygt? Kan du det?

Beau prøvede at dreje hovedet. Der var noget anderledes ved drengens øjne.

Han hviskede, men havde svært ved, at få ordene frem.

- Larry min dreng, prøv at høre her. Kan vi ikke snakke om det?

Larry pressede panden mod sin fars. Så rystede han på hovedet.

- Hvad gjorde du ved Beth? HVAD GJORDE DU VED BETH, skreg han.

 

Larry gik et par skridt tilbage. Han løftede værktøjet.

Beau så øksen skinne i mørket. Han så hovedet af den, komme farende mod hans hoved. Men han mærkede det kun kort da den hamrede ned gennem hovedet på ham.

Larry slog to gange, for at være helt sikker.

Det sprøjtede kraftigt med blod fra Beaus hoved. Ud over Larry, der var sølet til.

Farens hjernemasse blev siddende på øksehovedet da Larry løftede den.

Han skar rebene over, og slæbte sin far over i laden.

Der lod han resterne ligge til rotterne.

 

I løbet af natten begravede han sin elskede Beth, lige under nåletræerne.

Larry kunne ikke nogle sange, eller smukke ord at sige.

Men han så mod himlen med blanke øjne, og Beth smilede tilbage.

 

Larry tog sin fars rygsæk, og gik ud mod vejen. Han græd da han gik. For Beth.

Han gik på landevejene i en uge for sig selv, uden mad og drikke.

Han gik til han dejsede om af træthed.

En lille familie kørte forbi og fandt ham.

De kørte ham til den nærmeste politistation, der tog sig af ham.

De kunne ikke straffe ham for noget. Man fandt aldrig, hverken Beth eller hans far.

Han sagde ikke et ord.

Det var som om, at han var tom indeni.

Fysisk havde han en del skavanker, men klarede sig gennem livet alligevel.

Han havde ingen venner, og holdt sig altid for sig selv.

 

Han kom i skole og lærte mere. Men havde svært ved at tilpasse sig blandt andre.

Efter skolen forsøgte han at komme ind på teaterskolen. Det fangede ham.

Specielt med udklædningen og sminken. Med skuespillet havde han ikke det store talent, men han var god til at hjælpe bag tæppet, når de skulle sminkes.

Efter et par år dér, vendte Larry tilbage, til det slidte gamle grønne træhus.

Med grusvejen og de store nåletræer, og laden med værkstedet.

Han var kommet hjem. Hjem til det eneste han kendte. Hjem til Beth.

Men der skete noget i hovedet på ham da han trådte ind gennem døren.

Alt det der før var lyst og sommerligt, døde den nat da søsteren gik bort.

 

På en café i vores tid.

 

Sonny sad alene og drak kaffe.

Hans tanker var ikke omkring hans bog og research.

Han ærgrede sig over de mange drinks aftenen før.

Det buldrede i hovedet på ham. De forbandet tømmermænd. Skrid nu.

Man kan ikke sige, at han sad i sine egne tanker. Knolden var øm, og tanker fyldte for meget lige nu. Han forsøgte at lade være.

En hånd på skulderen fik ham til at fare sammen, som en skræmt lille dreng.

Kathleen smilede til ham, og satte sig overfor ham.

Hun så forbandet godt ud. Håret var ikke sat op, som hun ellers plejede.

Sonny gjorde hvad han kunne, for at rette lidt op på sig selv.

- Jeg kørte forbi og så at du sad herinde helt alene, sagde hun.

- Det var da en behagelig overraskelse, fjumrede Sonny.

Kathleen vrængede smilende på ansigtet.

- En behagelig overraskelse? Det lyder som noget din far lærte dig lige inden du tog hjemmefra. Får du i øvrigt skrevet noget?

Sonny grinede. Han kunne godt selv høre, at det lød gammeldags, og måske lidt tåbeligt. Men han kunne ikke finde på andet lige der.

- Ikke så forfærdeligt meget. Jeg er gået lidt i stå.

- Siden hvornår? Det var du da ikke da du ringede til mig sidst.

Sonny smilede og så ud af vinduet. Hun var skarp. Smuk og skarp.

- Ja ok. Hvorfor er du her? Hvorfor sover du ikke? Du har alle nattevagterne. Du burde sove nu, og så ser du bare skide frisk ud.

 

Det var Kathleens tur til at grine. Han kendte ikke hemmeligheden.

Kathleen havde lært sig selv, at kunne nøjes med to timers søvn, og at det kunne gøre det ud for mange hvis man gjorde det koncentreret.

Så sov hun to timer igen, inden hun tog på arbejde. Hun fik udlignet timerne.

Hun satte hovedet på skrå og så på ham.

- Du ville spørge om noget.

Sonny magtede ikke at sidde med kuglepennen og blokken nu. Ikke i dag.

- Ved du hvad, jeg har en meget bedre idé. Hvad med, om vi finder en hyggelig restaurant og spiser en frokost sammen. Jeg gider ikke research i dag.

 

Jeff kom til sig selv, med en gevaldig hovedpine. Men smerterne stoppede ikke der.

Det trak i øjenlågene, og sved rundt om hans håndled og ankler.

Han var bundet fast til en gammel kørestol, med tynd nylonsnor.

En enkelt dråbe blod trillede ned af kinden på ham. I højre side.

Ved venstre øjenlåg var der sort størknet blod.

Han trak vejret hurtigt, og anede ikke hvad han skulle gøre.

Han græd og stønnede, og forsøgte at råbe.

- Er her nogen. Åh gud er her nogen. Jeg vil gerne op af stolen nu.

Men det var umuligt. Han var spændt grundigt fast.

- Det er ikke sjovt det her. Må jeg ikke gerne komme fri, råbte Jeff.

Han fik rykket på hovedet, så blodet igen løb fra øjenlågene.

Jeff råbte og ømmede sig. Han råbte på hjælp, men der var kun én der hørte ham.

 

Udenfor stod Larry og huggede brænde. Han svingede øksen, som i gamle dage.

Han flækkede de store grene på tværs så let som ingenting.

Han stoppede op, og lyttede til Jeff, der sad indenfor og skreg.

Han svingede øksen igen, og satte den dybt i træet.

Han lod den stå, mens han gik ind mod laden.

- Jeg kommer nu min ven. Nu skal du ikke vente mere.

Som eftermiddagen skred frem, døde alle Jeffs skrig ud. Han gættede ikke ordet.

Han lå blodig og død på jorden i laden - mens Larry gik ud for at grave et hul.

Under et af piletræerne.

 

Sonny og Kathleen havde aftalt at mødes lidt senere. De ville begge to hjem først.

Sonny var glad for aftalen. Han kunne nå i bad og blive barberet.

Kathleen var inde og vende på politistationen. Rapporterne lå der stadig.

En dame på cirka tres stod forsigtigt ved modtagelsen på stationen.

Hun vidste ikke hvem hun skulle tale med. Kathleen var bare den første hun mødte.

- Må jeg ikke godt spørge om noget, startede hun forsigtigt.

Kathleen havde egentlig ikke tid, men ville ikke skubbe hende væk.

- Min søn var i byen i går, og jeg ved godt at det er hurtigt at komme, men han kommer altid hjem, senest om formiddagen dagen efter. Man hører så meget, ikke? Men jeg har slet ikke hørt fra ham endnu.

- Hvad hedder deres søn?

- Jeff - Jeff Stoltenberg.

 

Sonny stod og ventede forventningsfuldt foran restauranten.

Han havde gjort lidt ekstra ud af dresset, i dagens anledning.

Det havde lykkedes ham, at invitere byens smukkeste pige på frokost.

Han hoppede lidt på stedet, som en glad lille dreng, der venter på en julegave.

En bil kørte ind til siden, i lidt højere fart end nødvendigt, men sikkert alligevel.

Kathleen hoppede ud, med et lidt anstrengt udtryk i ansigtet.

Ikke længe efter sad de inde på restauranten. Ingen af dem sagde noget.

Sonny ville gerne bryde isen. Han skulle bare lige have de rette ord i munden.

De afbrød hinanden, og Sonny grinede og undskyldte, han pegede på hende.

- Start du bare. Undskyld jeg var ved at afbryde.

- Jeg må ikke fortælle dig det her, Sonny. Og måske er det slet ikke noget endnu. Men for en time siden mødte jeg en bekymret mor, der savner sin søn.

Sonny stoppede med at smile. Han anede ikke hvad han skulle sige.

 

De skyndte sig at spise deres frokost, og fandt derefter en stille café.

De satte sig i en uforstyrret bås i et hjørne.

- Alt personale er kaldt ind. Både morgenvagterne og aftenvagterne. Alle er på arbejde nu. Og vi har ikke rigtig en skid.

Sonny glemte alt om, hvor smuk han synes Kathleen var lige nu.

- Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde her med dig, forstår du.

Han forstod. Virkeligheden kom sgu tæt på nu. Det var skræmmende.

- Som sagt, det er ikke sikkert at det er noget. Vi er bare nødt til, at undersøge og arbejde på livet løs.

Sonny var ved at rejse sig, lidt ærgerlig over, at dagen sluttede sådan.

Kathleen lagde et billede på bordet. Et billede af Jeff Stoltenberg.

- Hans mor savner ham her, sagde hun og brød politiets regler.

 

Sonny satte sig igen. Han blev fjern i blikket. Hans tanker kørte i ring. Han prøvede at spole tilbage i hukommelsen.

- Jeg har set ham der før. Det var i går aftes. Ude foran sådan en natklub for homoseksuelle. Han stod sammen med en voksen mand med mørkt tøj. Jeg så dem sætte sig sammen ind i en bil. Ham der den unge var vist dårlig.

Kathleen stod og stirrede på Sonny, som én der lige var landet på månen.

- Jeg lagde ikke noget i det, til at starte med. Men bilen var interessant. Fordi manden lignede sgu en millionær, og satte sig ind i en gammel grøn slidt firehjulstrækker, der i øvrigt lignede lort, med mudder op af siderne.

 

Sent ud på aftenen sad Sonny endelig alene. Han var træt.

Han havde siddet sammen med Kathleen, på hendes kontor og afgivet afklaring.

Han var pludselig et vidne. Bilen var interessant.

Han havde gransket sin ellers gode hukommelse, for nummerpladen.

Havde han kunne huske noget af den, var de pludselig tættere på noget, der kunne minde om et spor.

Natklubben var også heftigt besøgt, af politiets tekniske afdeling.

Alle de glas, der ikke allerede var blevet vasket op, skulle gås nærmere efter for fingeraftryk. Men Kathleen regnede ikke med noget der.

Der var altid nogen der vaskede glas op, sagde hun.

 

Alt personalet hos natklubben blev indkaldt til afhøring.

Hvem havde set Jeff Stoltenberg? Hvem gik han med? Hvordan så den fremmede ud?

Hvor længe var de der sammen? Kom de samtidig? Hvem havde set dem sammen?

Alt hvad der kunne have interesse, skulle der spørges om.

 

Sonny havde prøvet at lave en ny aftale med Kathleen, men han vidste også godt, at det ville blive svært. Hun havde travlt nu.

Alle dem der ejede en grøn slidt firehjulstrækker, ville blive undersøgt på kryds og tværs. Det var et skud i tågen, men det var et spor.

Endnu vidste pressen ikke noget, men det var sikkert en kortstakket frist.

De var som regel ikke længe om, at rykke ud.

Det lå i luften, at flere nyhedsmedier lyttede med på politiradioer, og derfor havde mulighed for, at kunne rykke hurtigt ud, når nyheden var der.

 

De næste par dage var der stille i Sonnys liv.

Han fik ikke skrevet noget, og kontakten til Kathleen var næsten ikke-eksisterende.

Han havde dog været inde til en ekstra afhøring, for at høre om han alligevel ikke kunne huske den nummerplade.

Men Sonny havde ikke tillagt den større betydning. Derfor ikke.

 

Larry sad ved et hjemmelavet sminkebord.

Som forvandlingen skred frem, smilede han til sig selv.

Forandringen var fuldendt, og han mindedes de dage for mange år siden.

Da han lærte at sminke sig. Til han var ukendelig.

Tænderne blev sat på plads, og øjnene skiftede farve. I aften skulle de være klare blå.

Larry lignede ikke sig selv da han kørte ud fra grunden.

Kun bilen ville skille sig ud. Den gamle grønne firehjulstrækker trak af sted.

 

Larrys sind var sort som de hængende skyer over byen.

I jakkesættets inderlomme lå der en lille flaske.

Et afføringsmiddel til dyr han engang fandt på skolen, for mange år siden.

En lærer havde fortalte eleverne om det. Han viste sig samtidig, at være en lærer, der forstod sig på afstraffelse af de elever, der havde svært ved at sidde stille.

En tynd bambuspind skar igennem luften, mens han korporligt slog, og nød sin magt.

 

En nat brød Larry ind på lageret. Han fandt en kasse fyldt med små flasker.

3 små dråber ville være nok, til at få en voksen mand til at blive dårlig.

Larry kravlede ind gennem lærerens vindue.

Den nat var han kold som is, mens han straffede læreren.

Dagen efter fandt man en tom lille flaske på gulvet ved siden af sengen.

Læreren straffede aldrig nogen igen. Han så aldrig solen stå op dagen efter.

Det havde været smertefuldt da Larry havde tvunget hele flaskens indhold i halsen på ham. Bundet til en stol, som Larry år forinden havde straffet sin far.

 

Politiet havde aldrig fundet nogle beviser, og kunne ikke finde synderen.

Der stod seksogtredive drenge og så på, at ambulancen kørte væk med læreren.

De havde alle smagt bambuspinden. Alle hadede ham, og ønskede det samme.

Men det var Larry, der ikke følte noget for døden mere.

Det var så let. Man kunne bare blive ved.

Læreren kendte garanteret ikke engang ordet, frygt.

Larry kendte det, og ville lære fra sig.

 

Da han forlod skolen, var han alene med sine tanker om livet og døden.

Han vidste hvor han skulle hen, og hvad han ville.

Det eneste sted på jorden, han nogensinde havde følt sig hjemme, var hjemme på gården. Hvor livet og døden herskede side om side, med smerte og gråd.

Månen stod højt på himlen, og skinnede ned gennem tynde trætoppe.

Det var sent på efteråret og bladene havde forladt nogle af træerne.

Nåletræerne stod samlet ved indkørslen. Larry havde savnet dem.

Han gik ind imellem dem og så i jorden. Han hviskede hendes navn - Beth.

 

Sonny forsøgte at hive sig selv i hårrødderne. Han ville komme i gang med at skrive.

Han gjorde hvad han kunne ved tastaturet. Det var da også blevet til en begyndelse.

En indledning var under opsejling. Men der skulle bygges på.

Kathleen havde ikke givet lyd fra sig de sidste par dage. Det ærgrede ham.

Den smule kontakt der var ved at blive til lidt mere, kunne mærkes i brystet.

Han sukkede efter hendes smil, når hun satte hovedet på skrå og sagde hans navn.

Han sad med en kop te, og blev igen ukoncentreret.

Han blik flakkede fra skærmen med alle ordene, til rundt i stuen.

En rastløshed fór rundt i kroppen på ham. Der skulle ske noget.

 

Ikke længe efter vandrede han igen gennem byens gader. Historiens indhold måtte være derude. Et eller andet sted, gemt væk under skyskrabernes mørke skygger, måtte der ligge den inspiration han længtes efter til at kunne komme videre.

Det var uundgåeligt. Det var kun at vente. Han vidste det ville komme.

Hvis han bare ventede længe nok, og søgte de rigtige steder.

 

Det var begyndt at regne en smule. Til at starte med kun dryp fra oven. Men det tog til. En byge satte ind og de fleste forsvandt fra gaderne.

Selv luderne, der ellers altid hang ud på hjørnerne, og aldrig var bleg for at byde sig til, når Sonny kom gående.

Han kendte de fleste, og nøjedes altid med at stikke dem et smil.

Han havde dog forbarmet sig over Loretta en enkelt gang. En vinteraften hvor hun stod og rystede af kulde. Men han gik ikke i seng med hende.

Han bød på en kop lun kaffe og varm tærte på en lille café. Så stak han hende tyve dollars og ønskede hende det bedste fremover.

Loretta gav ham et kys på kinden og smilede gennem tårer.

 

På hjørnet af 42. gade lå der en lille beverding. Sonny kendte den godt.

Stedet var godt besøgt, af alle typer. Der var dem der var vant til at komme der og hænge ud, med en enkelt fyraftensdrink efter jobbet.

Så var der dem der blev hængende, og måske ikke havde noget at komme hjem til.

Sonny passede sig selv og tillagde de andre megen opmærksomhed.

Han satte sig i baren kun i selskab med en fadøl.

Spejlet overfor ham kastede et billede tilbage af dem der sad i båsene.

 

Sonnys tanker strejfede Kathleen idet han fik øje på et andet velkendt ansigt.

Loretta sad i en af båsene. I selskab med en herre. Sandsynligvis en kunde.

Sonny smilede for sig selv. Så havde hun da held med sig. Godt for hende.

Han vidste, at hendes vennekreds var beskeden. Derfor var gætteriet ikke så svært.

Hun så ikke Sonny og han ville heller ikke forstyrre hende i arbejdet.

I baggrunden blev der råbt og skreget op mod en tv-skærm på væggen.

En boksekamp med en lokal helt havde fanget nogen bikeres opmærksomhed.

Kampens udfald faldt ikke i god jord. Den lokale helt tabte.

Et par af de store drenge røg i clinch med hinanden. Der skulle sikkert ikke udveksles kindkys. Én røg indover et slidt billardbord, mens lyden af smadrede flasker bredte sig. Tjeneren prøvede at råbe højt. Men det var håbløst.

 

Sonny kunne se at det udviklede sig. Fadøllen blev hurtigt skyllet ned inden han tog sin jakke. Det var ikke det han søgte efter og gad ikke at bruge mere krudt der.

Han vendte sig mod båsene. Loretta og kunden var allerede gået. Det var hurtigt.

De var dog ikke nået længere, end at Sonny kunne se dem lidt længere henne ad gaden. Han tillagde dem ikke større opmærksomhed, til at starte med.

Kunden var ved at hjælpe hende ind i bilen, mens hun stod foroverbøjet op af den.

 

Det var ikke før, Sonny var nået nogle meter i den modsatte retning, at han vendte sig igen. Bilen. Dens udseende kastede en uventet reaktion fra sig.

Da han så, at den mand som han troede var en kunde i pænt tøj, smilende lukkede døren efter Loretta.

Der gik et gys gennem Sonny da han så den gamle grønne firehjulstrækker.

 

For helvede!!! Det er jo ham, tænkte han, og rodede febrilsk i lommen efter sin mobiltelefon. Han holdt øje med bilen mens han forsøgte at finde Kathleens nummer.

Han skreg efter manden, der var ved at sætte sig ind i bilen.

Han hørte slet ikke den kvindestemme, der et kort øjeblik efter kaldte hans navn i telefonen. Han lod den være i sin hånd, mens han gik hen mod bilen.

Sonny så manden vende sig. For et øjeblik stirrede de i øjnene på hinanden.

 

Larry stod stille ved sin firehjulstrækker. Han så den unge mand komme løbende hen imod ham. Selvsikkert blev han stående, mens Loretta vred sig på forsædet. I smerte.

Han var ikke uforberedt, så da den unge mand kom tæt nok på, svingende han sin svensknøgle gennem luften. Fyren røg hurtigt i jorden.

Larry tog fat i ham og lagde ham ind på bagsædet. Han så sig rundt.

Der var ikke så mange på gaden. Enkelte så optrinet, men de kendte ikke Larry.

Han var sikker på sig selv. Han var usårlig. De fik ham aldrig. Han havde magten.

Han satte sig ind i bilen. Loretta så op på ham, med et ansigt der både var chokeret og forvredet i smerte. Hun var ved at sige noget. Hun ville skrige

Men forinden blev hun blev ramt af noget metallisk, og drattede om i bilen.

Blodet piblede fra et hul i panden. Men der var stille. Larry kunne passe sit.

 

Kathleen blev ved med at råbe. Hun kunne høre der blev stille.

Det lød som om Sonny tabte sin telefon, men linjen var stadig åben.

Hun knipsede med fingrene med sin kollega. Hurtigt skrev hun på en seddel.

"Spor denne her samtale hurtigt".

Hun tog sin pistol fra skuffen og ladede den, med bekymret mine.

 

Larry havde godt set telefonen. Han tog den op og kiggede på den. Han smilede igen.

Han kastede den ind i bilen på bagsædet. Han havde en plan i sit eget hoved.

Han kunne allerede se det for sig. De skulle alle sammen lære ordet, FRYGT.

 

Kathleen stod med hænderne i siden. Hun var rastløs. På en eller anden måde vidste hun bare, at Sonny havde været ude for noget.

Midt i alle sagerne, og sagen over dem alle, havde hun ikke lyst til, at miste det eneste menneske, hun vitterlig talte godt med.

Hun var reelt bange for, at føle alt for meget for andre mennesker. Men det var noget andet med Sonny. Hun var sgu blevet grebet af ham. Han ødelagde hendes søvn.

Hun var en arbejdshest hos politiet. Men ikke mere end, at hun også var en kvinde.

Den måde Sonny havde set på hende, havde mindet hende om, at der også var et liv udenfor politiet.

 

Kollegaen kom løbende ind. De havde sporingen. han var åbenbart på vej ud af byen.

Måske endda på vej ud af staten.

Kathleen greb sin jakke. Hun bad kollegaen holde hende opdateret mens hun kørte.

Hun fik de første koordinater inden hun strøg ud af døren.

 

Larry kørte ikke så hurtigt på motorvejen. Hans to passagerer var bevidstløse, og gjorde ikke modstand.

Han glædede sig allerede til at lære dem, hvad frygt gik ud på.

Kathleen kørte stærkt, med sin kollega over radioen hele tiden, til at koordinere hendes retning.

Hun bed tænderne sammen og trådte hårdt på speederen.

Hun kørte ind og ud mellem bilerne, i en fart der kun var tilladt fordi hun havde blink på taget. Hun nærmede sig bygrænsen, og et skovområde hvor radioen ikke gik lige så klart igennem. Kathleen råbte og skreg. Men lige lidt hjalp det.

 

Larry var allerede over statsgrænsen, på vej gennem Maryland. På vej til sin egen gård, med nåletræerne og den store lade med værkstedet.

Larry drejede fra på landevejen. Han tænkte ikke engang på vejen. Han kendte den som sin egen bukselomme.

Fra bagsædet kunne han høre den unge fyr komme til sig selv. Han stoppede bilen og hoppede ud.

Han flåede Sonny ud og så ham i øjnene. Så plantede han et kraftigt knytnæveslag på kæben af ham. Sonny faldt om på den mudrede jord.

Loretta var endnu ikke kommet til sig selv. Larry håbede ikke, at han havde slået hende ihjel. Så havde hun knapt nok nået at frygte noget.

 

Et stykke tid efter nåede Kathleen til statsgrænsen. Hun bankede i rattet.

Hun havde ikke samme rettigheder udenfor staten New York.

Kollegaen i radioen var der ikke mere. Hun skulle gætte sig til resten af vejen nu.

Hun tog sit politiskilt op fra bæltet, kiggede på det i tre sekunder og kylede det om på bagsædet. Hun vidste bare inde i sig selv, at Sonny var i alvorlige problemer.

 

Sonny havde smerter i hovedet og på kroppen, da han kom til sig selv.

Han ville rejse sig, men det var umuligt.

Han fandt sig selv bundet på hænder og fødder, mens han lå på jorden.

Det var også mere lyden der skræmte ham. Det gøs gennem kroppen på ham idet han hørte en kvinde skrige. Han gættede på at det var Loretta.

Blodet løb ned ad ansigtet på ham fra et sår i panden. Han kunne smage det.

Han vred sig på jorden og forsøgte at vende sig.

Sonny prøvede at samle tankerne. De var tågede på grund af slagene.

Han kunne se tydeligt med det ene øje, og prøvede at danne sig et billede af hvor han mon var. Uanset hvor det var, stank der af råddenskab.

 

Langsomt gik det op for ham, hvad der var sket. Pludselig kunne han huske det.

Da han fik øje på den grønne bil, og løb hen imod manden. Da han kom tæt nok på, og så blev det sort. Det dunkede kraftigt i hans hoved.

Sonny blev skræmt ved sine egne tanker. Han frygtede det værste nu.

Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han befandt sig hos den seriemorder, som alle ledte efter. Men for helvede en situation, som han lå der, bundet på hænder og fødder.

Mens Loretta skreg som besat i baggrunden.

 

Han kunne ikke se hende. Men lyden var ikke til at tage fejl af.

Hun skreg på hjælp, og i smerte.

Sonny tænkte kort, skulle han råbe tilbage til hende?

Ville morderen så ikke bare tage ham også med det samme?

Han kunne også høre en mandsstemme. Morderens sandsynligvis.

Han begyndte at ryste, mens han stadig forsøgte at danne sig et indtryk af stedet.

 

Det lignede en lade, og et værksted på samme tid. I baggrunden stod der en rusten gammel traktor, der helt sikkert ikke var i stand til at køre en meter mere.

Ved siden af den, stod der en rød og hvid Plymouth Fury.

Dens kølergitter så uhyggelig ud, tænkte Sonny.

I et andet hjørne var der stablet kasser med gamle rådne kartofler, der stank værre end harsk smør. Det skar i Sonnys næse.

 

Loretta sad med åbne øjne. Hun var tvunget til det, med fiskekroge i øjenlågene.

Hun kunne næsten ikke skrige mere. Hun græd og bad til Gud på samme tid.

Hun blødte fra arme og ben, mens smerterne fordelte sig overalt.

Det gjorde ondt i hendes øjne. De var tørre, og gjorde ikke synet bedre.

Hun nåede at tænke på datteren flere gange. Hun var alene hjemme.

Han var ganske vist seksten, men ikke moden af sin alder.

Marie kunne ikke undvære sin mor. Og så skreg hun igen.

 

Foran Loretta stod der en mand. Hun havde aldrig set ham før.

Han lignede ikke den mand, hun tidligere havde fundet på den bar.

Ham hun mødte lignede en kunde med penge.

Ham her var skræmmende. Med sit ovale hoved og som han stod der og savlede.

Han råbte hende ind i ansigtet, at hun skulle sige hvad hun følte.

Han ledte efter et eneste ord, men Loretta kunne ikke gætte det.

Han slog igen og igen, for så at spørge igen. Hvad føler du lige nu?

Det lykkes Sonny at få vendt sig, så han kunne komme op på knæ.

Han rejste sig langsomt, og så noget af det han frygtede allermest.

Loretta var spændt fast til en stol, mens morderen var ved at pine livet ud af hende.

Sonny hev luft ind, og brugte det sidste mod han kunne finde, til at råbe højt.

- Lad hende være for helvede, skreg han af fuld hals.

Manden vendte sig mod Sonny. Han brølede noget uforståeligt tilbage og spyttede i jorden. Fra en skarp pære i loftet, fik Sonny øje på hans ansigt. Et monsteransigt.

Sonny så hvad han havde i sin hånd, lige inden han begyndte at tæske løs på Lorettas knæskaller. Svensknøglen fløj gennem luften, og den stakkels kvinde skreg igen.

 

Sonny bøjede hovedet. Han kunne ikke gøre noget ved det, og han kunne heller ikke holde ud at se på det. Han rystede over det hele, mens Lorettas ben blev slået i stykker. Det hele var uudholdeligt.

Han råbte hendes navn, selv om han næsten kendte udfaldet på forhånd.

Han ville pine hende ihjel, som han havde gjort på andre så mange gange før.

Herefter ville det blive Sonnys tur. Han ville også komme hen og sidde i stolen. Og få tæsk. Det var den uhyggelige skræmmende virkelighed.

Men hvorfor? Hvad var han for et menneske? Hvorfor ville han vide hvad hun følte?

Han forsøgte at kigge forsigtigt over på Loretta, men sænkede blikket igen, og græd.

 

Larry var i sit es. Lige hvor han ville være. Kvinden i stolen frygtede for sit liv, selv om hun ikke kunne gætte ordet.

Han var ikke i tvivl om, at hun var bange helt ind i sjælen. Hun rystede mens hun skreg. Han kunne næsten høre sig selv som barn, når hans far brændte ham.

Når han selv mærkede smerten fra cigaretterne og slagene.

Når han gang på gang tog imod de prygl der utvivlsomt ville komme, hver gang faren kom hjem og havde drukket.

 

Pludselig kunne Larry se lille Beths ansigt for sig. Han stoppede med at slå på damen.

- Det er for din skyld lillesøster, hviskede han.

Damen i stolen var bevidstløs. Hendes hoved hang løst ned på hagen.

Larry løftede det og skreg hende i hovedet.

- JEG GØR DET HER FOR BETH, brølede han.

Han hørte ikke den unge mand bag ham, der lå og kravlede rundt for at binde rebene op om anklerne. Han ænsede kun sig selv og sin dom over andre.

Dem der for helvede ikke vidste hvad ægtefrygt var. Til Helvede med dem alle.

Larry løftede armene så højt han kunne. Han brugte alle sine kræfter på at tyre svensknøgle ned i hovedet på damen i stolen. Blodet sprøjtede til alle sider.

- Den her var til dig far, sagde han efter slaget.

Han var i sin egen verden. Hun var ligegyldig nu. Damen skulle jo dø alligevel.

 

Larry vendte sig og gik hen mod sit værkstedsbord. Han vidste at den unge mand lå på gulvet og ikke kunne bevæge sig, så han tog det roligt.

Han tog noget på bordet og gik tilbage til damen. Han stillede sig foran hende.

Han havde et gammelt polaroidkamera i hånden. Billedet kom efter få sekunder.

Larry gik tilbage til sin tavle og hængte billedet op.

 

Sonny kunne se morderen gribe en skovl. Han åbnede laden og gik ud.

Udenfor stod regnen ned i stænger. Et tordenbrag der ville vække de fleste buldrede hen over himlen. Det gjorde ikke omfanget af det uhyggelige mindre uhyggeligt.

Sonny kunne stadig se ham. På afstand så han ham stå og grave.

Et lyn flækkede himlen og lyste op. Det fik morderen til at grine højt og hysterisk.

Sonny stønnede højt og brugte alle sine kræfter, mens han skævede hen mod Loretta.

Han vidste hun var død, men han ville ikke tænke på det.

Morderen brølede højt ude ved træerne. Han måtte starte forfra.

Hvor mange ligger der derude, tænkte Sonny.

 

Der gik forholdsvis lang tid før Larry kom ind igen. Han var drivende våd og dækket af mudder på tøjet. Han havde en mørkeblå kedeldragt på.

Han kastede skovlen fra sig, inden han fandt en kniv for at løsne damen fra stolen. Han smilede stadig da han råbte højt.

- Det er dig næste gang, råbte han henvendt til den unge mand på gulvet.

Han så efter ham, og drejede sig flere gange. Men han var væk.

 

Sonny fik løsnet det sidste reb, mens morderen stadig var udenfor.

Han vidste at han ikke kunne nå at gøre noget for Loretta. Men måske kunne han stadig nå at redde sit eget liv.

Han kunne se ham nærme sig. Han rystede på hænderne og svedte så det drev fra ham.

Sonny var bange. Han hørte morderen råbe efter ham. Det var Sonnys tur.

Han rullede ind under et bord, og blev liggende helt stille.

Han så skovlen blive kastet hen ad jorden.

 

Larry drejede sig flere gange. Det var en uvant situation. Han blev rasende.

Han stod stadig med kniven i hånden. Han løftede hånden.

Sonny så kniven skinne i det skarpe lys, mens morderen råbte og skreg.

Han vidste ikke om han overhovedet turde bevæge sig.

Det gjaldt liv og død. Hvis han tabte ville han blive pint og slået til døde.

 

Laden stod åben og regnen slog ind, mens tiden stod stille for dem begge.

Endnu et lyn og endnu et tordenbrag brød den faretruende stilhed der herskede.

Sonny kunne høre morderen kalde et pigenavn han ikke kendte. En der hed Beth.

Måske var han slet ikke alene om det. Han så det hurtigt for sig.

En gruppe af galninge, der myrdede løs, af en årsag han ikke kendte.

Morderen kaldte igen. Som et spørgsmål råbte han ud i luften.

- Er det dig far? Det var det her du lærte mig. At få dem til at frygte.

 

Larry gik frem mod sit sminkebord. Han stampede i jorden og slog i bordet.

Han rystede på hovedet så regnvandet kastes rundt.

Hånden med kniven sænkedes, og et par dråber vand forlod hans ærme og trillede ned ad hånden, og videre ned ad skaftet på kniven. Indtil de fulgtes ad ned af den blanke kniv. Fra spidsen dalede de mod jorden. Kun få centimeter fra Sonnys hånd.

 

Larry gik væk fra bordet. Sonny kunne ikke se hvortil. Han lå spændt under bordet.

Han kunne stadig se kniven i morderens hånd.

Der gik et øjeblik, og så blev alt sort. Lyset blev slukket. Det var næsten det værste.

Sonny kunne ikke se en hånd for sig. Han rystede mens han langsomt kravlede ud.

Det var stadig kun vejret der gav lyd fra sig. Lynene og tordenbragene blev færre.

Men de blev hængende i luften. Ind imellem kom der et lysglimt.

Men det lød som om, at det var på vej længere væk.

 

Et lyn fra tidligere havde givet Sonny en idé om hvor i laden han var.

Han krøb langs jorden, indtil hans hånd fik fat i noget han endnu ikke vidste hvad var. Mens han lå og kravlede der, kunne han igen høre morderen kalde.

- Beth, er du med mig nu? Jeg tror far er her igen. Hjælp mig, Beth.

 

Et kraftigt lyn lyste hele laden op. Men det var ikke det eneste.

Sonny var kommet på benene, med skovlen i hånden. Men kun to meter foran ham, stod morderen. Han så på Sonny med hovedet på skrå, mens han smilede.

Sonny skreg da chokket tog over. Han nåede ikke at se morderen gå frem mod ham.

Der var mørkt igen. Sonny stod og slog om sig med skovlen.

Det var som en kædereaktion i rædsel. Da en stærk arm parerede et slag mod skovlen, og en stor hånd greb Sonnys hals og klemte.

De skreg begge to, mens et tordenbrag larmede mere end de tidligere brag havde gjort. Regnen larmede mens det slog hårdt mod jorden.

Morderen var usædvanlig stærk. Sonny var ikke nogen svækling, men det gjorde ondt i halsen, og han havde svært ved at få vejret.

 

Midt i det hele kunne han se over skulderen på morderen. En silhuet dukkede op i laden, med en lygte i hånden. Sonny frygtede, at det var denne Beth som morderen hele tiden kaldte på. Hans frygt steg til uanede højder.

Han forsøgte at skrige en sidste gang, men der var næsten ikke mere luft i ham.

Morderen holdt hårdt fast i halsen på ham. Han kunne næsten kun gurgle.

 

Det lød som to eksplosioner mens to lysglimt skinnede i øjnene på Sonny.

Morderen slap sit greb i hans hals.

Sonny faldt til jorden. Her gik det op for ham, at morderens lange kniv sad dybt i hans ene lår. Han samlede luft og skreg.

Han så morderen vakle et øjeblik. Men han faldt ikke. Han kaldte på Beth igen.

Han gik et par skridt hen mod personen ved porten.

Hun skød igen, og denne gang gik han i knæ.

 

Larry græd. Han så ned af sig selv, hvor blodet silede fra hans bryst.

Han så mod loftet af laden. Han rakte en hånd op.

- Jeg kommer nu Beth. Har du ventet på mig? jeg kommer nu, sagde han stille.

Så faldt ham om og landede tungt.

 

Sonny så ham falde. Han holdt fast i sit ben hvor kniven sad boret ind i ham.

Inden han nåede at tænke meget mere, var Kathleen henne hos ham.

Hun tog hans ansigt i sine hænder og så ham dybt i øjnene.

- Jeg fulgte efter din telefon, sagde hun.

Sonny hørte ikke mere. Så besvimede han.

 

En uges tid efter.

 

Sonny vågnede i en hospitalsseng. Benet var sat op i en slynge.

Kathleen stod og smilede for enden af sengen.

Sonny var træt, men havde dog styrke til at smile tilbage. Hun lignede en engel.

Ved siden af Kathleen, stod der en pige. Hun så ikke ud til at være over seksten.

Hun var alvorlig og trist i ansigtet. Man kunne se hun havde grædt.

Med en fjernbetjening kom Sonny op at sidde. Han stirrede på den unge pige, og så over på Kathleen. Hans blik var spørgende.

- Det er Marie. Hun er Lorettas datter. Hun ville gerne besøge dig.

Kathleen lagde en hånd på pigens skulder.

- Og ham der ligger der, det er Sonny. Han gjorde hvad han kunne for din mor.

Pigen gik frem mod sengen. Forsigtigt rakte hun en hånd frem.

Sonny greb den med det samme.

- Det gør mig virkeligt ondt med din mor. Jeg gjorde hvad jeg kunne, sagde han.

Pigen nikkede og der trillede en tåre.

Hun lænede sig frem og kyssede Sonny på kinden.

 

Efter en kort samtale og nogle flere trøstende ord, tog Marie af sted.

Kathleen blev tilbage og satte sig på sengekanten.

Hun nikkede mod døren da den gik i.

- Hun har en moster i Alabama der kommer og henter hende.

- Det er godt for hende. Så hun ikke får lyst til, at gå i moderens fodspor.

Kathleen så ned på Sonny. Hun kørte en hånd gennem håret på ham.

- Jeg har sagt mit job op. Jeg vil have et mere normalt liv. Jeg tænkte på at blive forfatter. Kender du nogen jeg kan arbejde sammen med?

Hun lænede sig frem og kyssede ham.