Guds vrede åndedræt

Guds vrede ånderæt

 

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg svagt en voksen fortælle mig, at den dag kommer en dag. En dag hvor de vender sig mod os, og tager magten tilbage.

Hævet deres hoveder og løfter sig i samlet flok, og angriber.

Hvad der startede det, aner jeg ikke. Jeg tror ikke ret mange ved det. Nogen gættede på den gule sky, der lagde sig rundt om hele verden, som én stor truende ildevarslende begyndelse, på en ny tid, hvor mennesket ikke længere havde noget at skulle have sagt. Var det en realistisk risiko? Alle nægtede at tro på det.

Ikke før det skete, som lyn fra en klar himmel, vendte virkeligheden sig på hovedet.

 

Det der startede med en gul plet på himlen, viste sig hurtigt, at være noget helt andet.

En dommedagsprofet kaldte det et åndedræt fra en vred gud, der så hvad vi havde gjort ved hans smukke jord. Hvordan vi havde behandlet hans mesterværk.

En anden sagde, at det var den dag Gud døde. Han lod os tage vores straf, alene.

Der var mange idéer og gætterier, men sandheden var, at ingen vidste hvordan og hvorfor. Den gule plet voksede sig større, til en umiskendelig stor masse.

Den bredte sig i alle retninger, og jo mere der blev af den, jo mere mindede den om en stor ondskabsfuld skyformation, der stirrede ned på alle os der intet vidste.

 

Hvornår det første angreb fandt sted ved jeg ikke, men jeg hørte om en flok dykkere, der undersøgte et koralrev et sted nede sydpå.

Pludselig var der uro i vandet da en større samling delfiner vred sig i vandet, og vendte sig mod dykkerne.

De angreb uden forvarsel. De bed og dræbte de intetanende dykkere indtil blodet flød i vandkanten. De kom ikke for at æde. Kun for at dræbe og svømme videre.

Det var det første kendte angreb, men det var langtfra det sidste.

 

I tråd med, at skyen voksede, voksede dyrenes aggressivitet. Både store og små fugle begik kamikazeangreb fra luften. Direkte ned i hovedet på voksne og børn.

Diverse pladser, der tidligere på fredeligste vis, havde været besat af duer, lignede fra det ene øjeblik til det andet en krigsskueplads.

Ingen, som i slet ingen mennesker, kunne være i fred nogen steder.

Hunde og katte gik amok på deres ejere.

 

Jeg hørte alle mulige forfærdelige historier, om mareridtagtige blodtørstige små puddelhunde, der startede med at snerre, for derefter at kaste sig over de mennesker der før stod dem nær.

Jeg bryder mig ikke om at tænke på dem, der måtte have haft de større og tungere hunde. Jeg kan se det for mig, men jeg prøver at skjule billedet.

 

Jeg hørte om en mand, der havde gået og fejet inde hos elefanterne i en zoologisk have. Da skyen spredte sig gik de store dyr hen imod ham.

Efter sigende kunne det andet personale ikke kende deres kollega da de kunne gå ind til ham. Det var først da elefanterne var blevet skudt.

Jeg hørte at han var trampet til ukendelighed.

 

Over hele verden dukkede flere og flere historier op. Historier om, at nogle dyr søgte ud af junglerne, for at finde flere mennesker at angribe.

I de fattigste lande i Afrika var det hverdag, at små landsbyer blev udslettet.

Større flokke af løver og gorillaer blandt andet, kom løbende ud af skoven.

De gik til angreb uden forvarsel. Indtil der ikke var mere liv at tage.

 

Det hele var som ét stort bizart apokalyptisk show, der kun handlede om menneskets undergang. Det var for uvirkeligt til at være virkeligt.

Det hele kom så uventet, at diverse lande først sent sendte militæret i aktion.

Inden da, var hundrede tusindvis, måske endda millioner allerede døde.

 

Folk fik besked over radioen og fjernsynet på at blive inde, og ikke bevæge sig ud.

Enkelte forsøgte selvfølgelig. Ofte endte det skæbnesvangert.

Et ungt par listede ud en aften i Dublin, uden at kende risikoen.

Inden de så sig om, blev de jagtet gennem gaderne, af de gale hunde og vilde katte, der var stukket af fra deres hjem.

Hundredvis af rotter kom listende op af kloakkerne, kun for at tilslutte sig jagten på det unge par. Til sidst var de trængt op i en krog.

Min far fortalte mig det så malerisk, at jeg mere end tydeligt kunne se det for mig.

Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at undgå at forestille mig deres sidste skrig.

 

Jeg var dog sikker på, at det ikke ville ske hvor vi boede. Vi følte os forholdsvis sikre, til at starte med i hvert fald. Vi forsøgte at leve så normalt som muligt.

Der kunne ikke ske os noget. Det sagde min far, og jeg troede på ham.

 

Nogle af de få sikre steder man kunne være i sikkerhed, efterhånden som dyrenes angreb blev flere og flere, var på militære områder. Hvor mennesker kunne slå fra sig. Eller på et krigsskib på havet.

Der var naturligvis ikke plads til hele jordens befolkning. Så folk måtte som oftest selv finde steder at skjule sig. Hvis det var muligt. Det var langtfra muligt for alle.

 

Blodet flød, både i byer og på landet. Det drev ned ad gader og stræder, som antallet af lig hobede sig op.

En stank værre end noget menneske sandsynligvis kunne tænke sig til, steg til vejrs.

Duer side om side med måger og krager og andre fugle jeg ikke kender navnet på, sad på alle de lemlæstede lig og hakkede deres øjne ud, hvis der var nogle tilbage.

Jeg er glad for, at det kun var et grimt rygte jeg havde hørt. Jeg ville give min højre arm, for at kunne undgå det ulækre syn.

 

Diverse rygter og historier opstod flere steder rundt omkring i verden. Om de vitterlig var sande vidste jeg ikke.

Der kommer jo ikke røg, uden at der ikke også er en ild siger man. Nogle af alle de beretninger skal nok passe. Som for eksempel da en flok ulve gik til angreb på en mineby i Canada. Eller da to brunbjørne kom stormende mod en familie på skovtur i en af de nordamerikanske skove.

Selvfølgelig kunne det passe, men det var bare ikke alt jeg ville tro på. Det var for skræmmende. Også fordi det ikke gjaldt om at overleve af sult.

Det gjaldt for dyrene kun om at dræbe.

 

Den gule sky, som stadig ingen havde nogen seriøse teorier om, voksede sig tættere.

Det var efterhånden svært for solen, at trænge gennem det gule tykke tæppe.

Folk så mod himlen, og frygtede at man aldrig ville se solen mere, mens lyset blev svagere og svagere som dagene skred frem.

Det lignede en efterårsdag, med en kommende regnskylle, der ville kunne skylle selv de mest velmenende håb overbord og ned i de mørke kloakker.

Der kom bare ikke noget regn. Det var forår, og solen burde skinne fra en skyfri lyseblå himmel. Man burde kunne høre fugle synge og bierne brumme i fred og fordragelighed. Der var bare ikke nogen fred.

Der var kun de dyr, vi ikke længere kunne fordrage.

 

Det siges, at forskellige mennesker fandt sammen i grupper. Enkelte med våben i form af geværer og pistoler. Andre med slagtøj. Økser og baseballbat blandt andet.

Faren var der alligevel, så snart man begav sig udenfor.

Antallet af blodtørstige dyr kunne ikke tælles. Det kunne man kun med lig i gaderne.

 

Min egen historie var ikke mindre dramatisk. Ikke mindre blodig. Tværtimod.

Jeg var, siger jeg, for hvad er vi mennesker efterhånden? Jeg var fisker og sælfanger sammen med min far oppe i Grønland.

Det var dengang, før vi pludselig skulle se os selv som nederst i fødekæden.

Jeg husker kun al for tydeligt den dag da vi kom sejlende ind i havnen. Der var panik overalt. Folk løb skrigende rundt. Enten forfulgt af drabelige fugle, eller slædehunde.

Vi stod i chok og så det ske. En mand kom spurtende hen mod vores kutter, med blodet flydende ned af ansigtet. Han vinkede panisk med armene.

Hans skridt blev langsommere idet han var så tæt på, at vi kunne se hans grædende øjne. Han mindede mest af alt om en zombie, som han langsomt kom vraltende ud af bådebroen. Jeg så ham gå i knæ inden han livløst faldt om.

 

Jeg greb min far i armen, mens jeg tænkte på min mor, og Asger. Min lillebror.

Far var en stor mand. Han reagerede hurtigt og skubbede mig ind i styrehuset.

Jeg så ham hoppe ned på broen, og piske hen mod manden, der lå stille og død.

Han så slet ikke hvad der skete inde på land. Det gjorde jeg.

Jeg råbte så højt jeg kunne. Hysterisk højt. Jeg tror ikke han hørte hvad jeg råbte.

Han så hen over liget på bådebroen, og fik øje på de seks store slædehunde, der med fråde og blod om munden kom løbende mod ham.

Jeg er sikker på, at min far så det for sig. Det uundgåelige resultat af det der ville ske.

Han vendte sig og så mod mig på båden. Han fangede mit blik, og jeg kunne læse det i hans øjne. Sejl væk, og red dig selv.

 

Inden jeg så hvad der skete, gik jeg på hug og skjulte mig. Jeg ville så gerne have undgået de skrig jeg desværre hørte.

Jeg græd åbenlyst, men forsøgte også at holde mig for munden, så dyrene ikke kunne høre mig. Det føltes som en evighed, inden jeg turde rejse mig igen.

Jeg nægtede at se ud på broen. Jeg vidste hvad der var sket, men jeg ville ikke se det.

Der var ikke nogen dyr at se, eller høre.

Langsommere end en snegl kunne krybe, listede jeg hen og tog rebet af broen.

Jeg ville kunne sejle væk. Der var ikke noget der bandt mig til land mere.

 

Jeg fik gang i motoren, og den brummede sløvt. Jeg bakkede væk fra land.

Der var stadig folk der skreg længere inde på land, men jeg så ikke deres vej.

Jo længere væk jeg kom, jo mindre hørte jeg skrigene derindefra.

De virkede som en ond dæmon i mit hoved. Den rakte ud efter mig.

Mine tårer trillede om kap ned af kinderne på mig, alt imens jeg nyttesløst kaldte på min far, selv om jeg godt kendte udfaldet af dyrenes angreb på ham.

Jeg turde næsten ikke tænke på min mor og Asger. Den skæbne der eventuelt måtte have ramt dem. Hvordan det end måtte have været. Jeg lukkede mine øjne og satte motoren på fuld kraft. Langt væk fra land. Uden nogen destination.

 

Vi bor, eller boede. Hvad skal man sige efterhånden? Vores hus lå i hvert fald et stykke inde i landet. En lille times kørsel fra havnen.

Jeg kiggede slet ikke ud af styrehuset. Jeg lod båden selv bestemme retning. Lod bølgerne og roret selv styre mig hen, hvor min skæbne ikke allerede var bestemt på forhånd. Jeg sad på gulvet, der var fedtet og beskidt. Dels fra resterne af skidtfisk, og hvad vi ellers havde måtte nøjes med at hive op, og dels fra motorolie, der altid sad klistret fast til min fars gummistøvler.

 

Min mors kærlige øjne vækkede mig til live igen som jeg sad der. Som hun altid så på os når vi tog ud på vandet. Aldrig med bekymret mine, for hun vidste hvor dygtig far var. Der var aldrig grund til, at være den mindste smule nervøs.

Hun skulle kun koncentrere sig om Asger. Den lille krudtugle af en dreng, der altid elskede at løbe over til hundene. Selv om mor sagde han skulle lade være.

Pludselig kunne jeg høre min mor råbe på ham. Hun skreg og råbte i vilden sky.

Af frygt for hans liv, havde hun garanteret se dem gå på ham.

Den fløj ud af mig da jeg kastede op. Jeg holdt mig for øjnene og bad til, at disse syn måtte lade mig være.

 

Det hele virkede som en uhyggelig film, der netop havde forbigået min nethinde.

Skrækindjagende havde det nu også nået vores smukke ørige.

Jeg havde hørt alle de grumme historier via fjernsynet og radioen, men jeg havde vel aldrig rigtig regnet med, at virkeligheden ville komme så tæt på.

Man kan kalde mig naiv, men hvem i alverden tror på, at en fremmed sky ville få dyr til at reagere som de gjorde. Ingen tænker jeg.

 

Jeg sad stadig på gulvet, og kunne høre motoren tøffe mig ud på det åbne hav.

Båden vippede grundigt. Bølgerne havde rejst sig, måske i vrede. Hvad ved jeg.

Jeg vidste at det ikke ville vare længe, før jeg løb tør for brændstof. Og hvad så?

Jeg anede bare ikke mine levende råd. Hvad skulle jeg gøre? Hvor ville jeg ende?

Jeg var stadig i chok, og sad bare der og rystede. Jeg var ret sikker på, at dyrene var på lang afstand nu, men hvad kunne jeg møde på havet?

Større var kutteren heller ikke.

Jeg fik de forfærdeligste billeder af en syg hval, der med største lethed kunne baske ind i kutteren, og smadre bunden til ukendelighed.

Så ville der ikke gå mange minutter, før fars gamle skude ville synke. Kun på et kort øjeblik faktisk. Så ville det være ude med mig også.

 

Jeg prøvede at fange synet af himlen fra min plads på gulvet. Der var ikke meget at se. Den var som en sen eftermiddag i oktober, sekunder før regnen ville vælte ned.

Der trængte ikke meget lys gennem.

Jeg var træt, men det hele havde været for overvældende og skrækkeligt.

Jeg turde knapt nok lukke øjnene, og slet ikke rejse mig op. Af frygt for, at jeg måske stadig var forholdsvis tæt på land. Jeg kunne jo have sejlet i cirkler.

 

Der var gået lidt mere end to døgn, og jeg havde vist været lidt væk. Mine drømme handlede om min mor og far, og lille Asger.

Pludselig blev de revet fra mig. Flået hårdt og brutalt og blodigt ud af mine arme.

Jeg kom til mig selv mens jeg slog og sparkede fra mig. Jeg råbte og skreg hysterisk.

Der var bare ikke nogen der svarede.

I min søvnige tilstand, var det som om jeg kunne høre nogen liste rundt udenfor, på rælingen. Jeg kunne ikke få det til at passe. Jeg vidste jeg var alene.

Jeg slog det hen og koncentrerede mig om at vågne. Jeg gned mine triste øjne.

Langsomt bevægede jeg mig rundt på gulvet. Jeg ville op at stå.

Jeg havde knapt nok hørt, at motoren var gået i stå.

Så var jeg desværre sluppet op for brændstof.

 

Jeg kom op på knæ. Det smertede i alle mine led. Jeg fik løftet det ene ben, og måtte gribe fat i bordkanten for at trække mig op.

Jeg så bagud fra styrehuset. Der var kun hav. Det var næsten hvad jeg frygtede.

Jeg vendte mig langsomt mod stævnen. Lige der, i dette endeløse sanseløse sekund så vi hinanden i øjnene. Den store bistre brede slædehund og jeg.

 

Et øjeblik der føltes som en evighed, stod vi bare der og stirrede hinanden i øjnene.

Den var formentlig kommet løbende hen mod kutteren idet jeg satte fra, ved bådebroen. Den var sikkert sprunget ombord, mens jeg lukkede mig inde i styrehuset.

Den snerrede som en besat, hvilket vel heller ikke var helt forkert.

Den blottede sine spidse tænder. Den var blodrød rundt om munden, og i et kort sekund kunne jeg ikke lade være med at tænke på. Er det mon min fars blod?

 

Havet var stille, og kutteren lå næsten helt stille og gyngede på de små bølger.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se en af min fars fiskeknive. Jeg havde ikke selv nogen, og havde altid været misundelig på hans. Når han stod med sine store barkede næver og ordnede fisk, mens han smilede til mig.

 

Som et lyn fra den klare himmel, hele verden gik og håbede på at se, sprang hunden frem, og gennem vinduet. Det virkede som om det var i slowmotion, men det var det langt fra. Det var som en eksplosion i ansigtet på mig.

Den kastede sine store poter i brystet på mig, og væltede mig brutalt baglæns og i gulvet. Vi tumlede rundt, og jeg vidste hverken hvad der var oppe eller nede.

 

Som et virvar af skrig og brøl og knurren væltede vi om der. Jeg prøvede at gribe fat i hunden, men jeg kunne ikke ordentlig få fat.

Det første jeg mærkede, var et knivskarpt tandsæt i min overarm. Det borede sig langt ind gennem min regnjakke og min tykke trøje. En smerte jeg aldrig havde oplevet før jog gennem mig. Jeg prøvede at sparke fra mig, men hunden sad fast.

Den ruskede i mig hårdt og brutalt.

jeg så ned på min arm, og fik for et øjeblik øjenkontakt med dyret.

Den var vild i blikket. Der var blod på mit tøj, og jeg skreg igen. I smerte.

Det var som om kampen varede i evigheder. Den ville ikke ende, måske nogensinde.

 

Jeg ved ikke hvor kræfterne kom fra, eller modet for den sags skyld. Det lykkedes mig alligevel, at få kastet hunden fra mig og komme på benene.

Jeg kunne ikke ret godt bruge min arm. Den hang nærmest bare og dinglede fra kroppen. Blodet silede ned ad armen. Det var mere blod, end jeg nogensinde havde set før. På få sekunder snørede det sig sammen i halsen, og jeg var klar til at kaste op.

 

En ny smerte da det vilde dyr angreb igen. Denne gang i benet. Jeg kunne ikke skrige mere. Jeg havde næsten ikke mere luft i lungerne.

Jeg kiggede efter noget at kaste i hovedet på hunden. Det første var en af min fars tykke bøger. Optegnelser over havet. Den gjorde ingen virkning.

I det næste øjeblik fik jeg øje på kniven. Med min raske arm greb jeg ud efter den.

Jeg kunne næsten ikke stå op mere. Jeg var ved at falde da kniven nåede min hånd.

Nu kunne jeg bide fra mig.

 

Et vejrfænomen, som ingen rigtig kunne forklare, tog sin besynderlige drejning en forårsdag i april. Lige så pludseligt som den altdominerende gule skymasse var kommet ud af ingen ting, begyndte det at regne.

Det begyndte så småt at give huller på himlen. Og ægte mørkeblå regnskyer kom til syne. Det var som om, at nogen eller noget ville skylle de grusomme handlinger væk.

Dyrene så mod himlen og trak sig tilbage, til det liv de levede før.

 

Mennesket skulle næsten starte forfra. Der var store tab overalt i verden. Millioner af mennesker gik til. Millioner af dyr mistede også livet, fra dem der slog tilbage.

Mange byer var stort set mennesketomme. Overalt var der forladte huse og gårde.

Gaderne lå øde hen. Der var stille, næsten som i skoven om natten.

Det var umuligt at holde rede på det enorme mennesketab jorden led, i de uger skyen sad fast på himlen. Nogen forsvandt simpelthen, og blev aldrig fundet.

Der blev aldrig offentliggjort noget præcist tal.

 

Langt ude på åbent hav, fandt man for eksempel en gammel slidt kutter.

I styrehuset lå der en stor hund og en ung grønlandsk dreng. De var døde begge to.

Hunden havde en kniv i øjet, mens drengen formentlig var død af blodtab.

Sådan dukkede der mange triste historier op, overalt man hvor man søgte efter eventuelt overlevende.

 

En præst fra Vatikanet skrev i et notat til paven:

 

"Da Gud så hvordan vi behandlede hans mesterværk, blæste han os en giftsky. Han så, og vidste hvad følgerne ville blive. Han så os dø, og bøde for vores ligegyldighed.

Han lod os lide i ugevis, inden han løftede sit blik, og begyndte at græde".