Helvedesbussen

Helvedesbussen

Philip steg på toget ved Brøndby Strand. Det var allerede blevet sent, og han vidste han ville komme for sent. Leonora måtte vente igen og det ragede ham snart en høstblomst. Det hele var sgu snart så tilrettelagt, kun efter hendes snorlige arrangementer. Det kedede ham, grænseløst. Der skete aldrig noget nyt. For hende var livet et eventyr, men det var begrænset, hvad gøremål hun tog favntag med. Det var sjældent noget, som Philip var interesserede i.

 

Toget forlod Brøndby Strand, og nærmede sig Vallensbæk. Et område som Philip fandt ufatteligt kedeligt. I det hele taget den københavnske vestegn. Den var kun et midlertidigt bopælskvarter for ham. Det var heller ikke noget der huede Leonora. Hun havde endnu ikke sagt til sin far, at hendes kæreste boede i Brøndby Strand. Ifølge den lille hvide, kom han fra det finere Frederiksberg.

Egentlig var Philip ligeglad, men han måtte da give hende ret i, at vestegnen var det tristeste at bo i.

 

Toget ramte Ishøj. Det blev endnu mere sørgeligt end Vallensbæk. Nu manglede han kun at køre forbi Hundige. Hvor han endda var tvunget til at stige af, og tage bussen.

Philip forestillede sig, at hvis man ikke allerede var deprimeret, så blev man det af at bo i Hundige.

Beton på beton, i et andet etnisk samfund. Det kunne vel dårligt blive værre, efter hans mening.

 

Det var ikke snobberi. Det var hele situationen, efter skilsmissen fra Tina. De var ikke engang gift, men ringen havde da siddet i tre år. Lige indtil hun fandt ud af, at hendes eget køn var mere spændende. Havde hun dog bare sagt det, i stedet for at han skulle opdage det.

Det var fortid, og det ragede heller ikke ham mere. Men et eller andet sted, gjorde den stadig ondt indeni. En ting at blive forladt, men at ens forlovede skrider, fordi man pludselig ikke piget nok.

 

 

Leonora er trøstespisning lige nu, sagde Josephine. Og hun havde jo nok ret, den kære veninde, der i øvrigt altid havde holdt hånden lidt over ham. Hun var en veninde af de sjældne. Philip kunne ikke forelske sig i hende, men han elskede hende for den hun var. I øvrigt var hun godt gift med Robert.

 

Leonora havde Philip mødt på Café Moccador på Frederiksberg. Hun stod og så godt ud, og Philip var ulykkelig. Han gjorde kort kur, og så slog hun til.

Philip nåede ikke at reagere og tænke over situationen, før det var for sent.

Der gik ikke mange dage, før han skulle med til Roskilde, og vises frem.

Foran hendes rige far og hendes stedmor, med de små skarpe øjne og de meget stramme silkekjoler, i kongeblå.

 

Et hjem med folk til at servere maden, fordi man ikke gad selv. Folk til det ene og det andet. Kør lige bilen frem James. Philip grinede af det da det gik op for ham. Det passede ikke lige Leonora.

Det hele var så anderledes, end hvad han kom fra. Philips barndomshjem var socialdemokratisk. Hans far var lærer, og moren var tidligere journalist. Nu skrev hun bøger, og boede i deres sommerhus ved Klitmøller Strand, med en anden mand. Faren vidste det, men han så stort på det. Han havde sit job og sin gang i bankohallen hver torsdag, og så havde han i øvrigt mødt en dame der hed Irene. Han manglede ikke noget. Philip grinede lidt af det hele, men indså, at ingen af dem savnede.

 

Han savnede ind imellem Tina, men efter at frøken Lindbæk havde mødt den østtyske håndboldspiller, savnede han hende mindre. Bare det, at han havde set dem sammen, gjorde ham bitter.

Han var sur over det savn, han ikke ville lide mere. Det kunne få ham til at bande af sit spejl.

 

Bussen kørte gennem Tune. Han nikkede på hovedet. Dagen på kontoret havde virket lang i dag. Fredagen var normalt den korte dag. Men selvfølgelig skulle Svendsen lige komme med en stak rapporter, der skulle skrives rent, inden de blev scannet. Det var aldrig Larsen eller evigt heldige Mathias B. Det var altid gode gamle Philip, der aldrig sagde nej. Ham i en nøddeskal.

 

Sad han dog blot hjemme hos Josephine nu. Hun var der altid med en skulder, hvis det var nødvendigt. Eller bare gæstfrihed i det hele taget. Hun stod altid i døren, og tog imod med et smil og forstående blikke. Hun kunne læse ham bedre end nogen andre. Han behøvede ikke sige et ord, så fik han et kram, og besked på at blive et par dage. Det kunne han godt bruge lige nu, i stedet for at sidde i bussen, på vej mod Leonora, og hendes forventninger om guldringe og en stor lejlighed lige ved siden af Amalienborg. Det hele var nærmest låst på forhånd, og Philip hadede det. Han hadede ikke Leonora. Men hvorfor kunne de ikke bare være kærester som andre. Hvorfor så travlt?

 

Han så sig i vinduet. Mørket havde ramt Sjælland, hvilket gjorde det muligt, at spejle sig. Bussen var ved at snige sig ind i Roskilde. Philip rejste sig, med et suk.

 

Den høje pige, med sit karakteristiske Charlotte Sparre-tørklæde om halsen, stod og ventede på ham. Intet var overladt til tilfældighederne i hendes påklædning.

Man skulle ikke undre sig over prisen, sagde hun. Man købte bare.

Hun smilede bredt og vinkede ham over. Hun havde sådan en nonchalant måde at vinke på. Man var ikke i tvivl. Man parerede ordre.

- Er du ikke blevet kørt af James, spurgte Philip med et skævt smil.

- Min far har møder inde i byen, og jeg ved godt, at du prøver at være sjov, svarede Leonora.

- Nej jeg gør da ej, løj Philip helt åbenlyst, og kyssede hende på kinden.

- Han hedder Iversen og ikke James. Ja min familie har mange penge, og servicefolk, men det må du bare lære at leve med lille skat.

 

Han var aldrig i tvivl om hendes tanker, når hun sagde de ord. Det var langt fra første gang hun nynnede dem højt. Hun kunne lide det, at gøre ham opmærksom på hendes families status.

- Hvad skal vi lave i aften, spurgte Philip, stadig lun på at drille hendes højhed.

- Min far har en gave til os, sagde hun tilfredst, og rettede på hans skjortekrave.

Leonora lod et blik glide oppefra og ned. Han sukkede af de slidte sejlersko, og rystede på hovedet.

- Lad mig gætte. Vi skal pudse sølvtøjet i aften, sagde Philip.

- Du er sød skat. Tro mig, du vænner dig til vores liv en dag, kommenterede hun.

Philip så omkring sig, og lod tankerne få frit spil. Det tror jeg sgu ikke, tænkte han.

 

Leonora kommanderede taxichaufføren til familiens adresse. Han var ikke dansk, og afgav en skarp lugt af hvidløg. Philip håbede det ikke ville ske, men selvfølgelig skete det.

- Undskyld chauffør, har vi mulighed for at åbne vinduerne? Her lugter lidt sydlandsk.

Philip krummede tæer. Han kunne ikke fordrage når hun talte til folk på den måde.

Men det rørte hende ikke. Hun var anderledes vant hjemmefra. Det gav hende visse fordele, var hun overbevist om. Hun kendte ikke modspil, og accepterede det heller ikke.

 

Foran den kæmpe villa, ventede herren ved foden af trappen. Han stod med hænderne på ryggen. Han smilede bredt, da datteren steg ud af vognen. Han smilede mindre bredt da Philip hoppede ud.

- Har du fortalt din ven, at jeg har en lille gave til jer, spurgte han højt.

Hvor var det dog typisk af ham at sige sådan. Hendes ven. Det var altså den status Philip havde i huset. Ikke kæreste, eller noget andet romantisk. Han var hendes ven.

Ved middagsbordet, lige efter at tjener Olsen havde serveret Filet Mignon, rakte faren sin datter en kuvert.

Leonora åbnede den, og havde sin egen måde at virke overrasket på. Endnu en gave.

 

Jorden skælvede, mens hundredvis af lyn slog ned, på ganske få sekunder. Sandet i den røde ørken samlede sig til et bjerg. Fra et krater i den dybe afgrund, blæste der en storm, som kom det fra en tung vejrtrækning. Det ustoppelige viste tænder og vrede, og sit frygtindgydende sande ansigt.

Med en styrke som naturens, blev sandbjerget hvirvlet rundt, som en tornado der brølede. En figur rejste sig, fra det mindste korn til det største skælv. Uvejret åd det hele, og himlen vendte sig bort.

En vej med brændende og smeltende sort asfalt, delte den røde ørken i to. Men dyret kendte vejen.

 

Syv store ravne sad på et nøgent træ. De stirrede på dyret, der nærmede sig, som et bjerg.

Alt blev anderledes, som fra bidende vinter, til dræbende varm sommer, og så smilede dyret. To af ravnene forsøgte at lette, men nåede end ikke de beskyttende vinde, der skulle bære dem i sikkerhed, før deres vinger var i flammer. De skreg, men skrigene døde hen, inden de ramte den golde jord. Endnu to ravne kiggede den anden vej, men inden sekunderne havde flyttet sig, poppede øjnene ud af de døde kadavere.

 

Den sidste ravn kiggede dyret i øjnene. Den kunne ikke flytte sit blik. Dyret havde den i sin magt.

Inden for få øjeblikke, forvandlede den røde ørken sig. Der var ingen bjerge og lynnedslag længere.

Dyret forsvandt men ravnen blev. Den havde en mission, med en dæmon i hjertet.

 

Palle steg op i bussen. Han følte sig træt, ikke som han plejede, at være på toppen af verden. Dagen virkede anderledes på ham. Solen skinnede ham i ansigtet, men han prøvede at skjule det, med sine solbriller. Det var generende, synes han. Han svedte kraftigt under skjorten. Godt han havde undertrøjen på, selv om han allerede fornemmede pletter under armene. De hundrede og tyve kilo gjorde det heller ikke nemmere. Han hev efter vejret. Han havde fået tanken om morgen, var det forsvarligt at køre, når han ikke var på toppen? Ganske vist havde han sin faste makker, Jimmy med på turen, og han kørte jo, når pauserne tillod det, efter de forskrevne regler.

 

Jimmy havde ringet aften før. Han var klar til turen. Den sagde ham en masse. En flok forkælede teenagere, der skulle et smut til Spanien. Jimmy elskede de ture. Dels var der masser af drikkepenge, og dels så nogle af de unge mennesker som regel ret godt ud. Chaufføren var som ofte i høj kurs, hos nogen af dem. Jimmy var en playboy, i det omfang han havde råd til det. Det var slet ikke Palle det der. Han havde sit job, og det var det han gjorde det for.

Han var fløjtende ligeglad med de unge mennesker. Rigmandsunger, kaldte han dem, og det var de, ikke andet.

Han så sig i spejlet. Ansigtet var helt blankt. Han greb mobilen i lommen. Han ville ikke med. Der var noget galt. Han kunne ikke trække vejret uden smerte. Hjertet hamrede derudaf. Han måtte læne sig ind over instrumentbrættet. Hans syn forvirrede ham. Det hele var dobbelt, mens det blev varmere omkring ham. Han brændte ligefrem. Han begyndte at ryste, eller også var det bussen der rystede. Han kunne ikke bestemme sig.

 

Det var som om, at den måneformørkelse fra aften før, og så den forbandede ravn, der pludselig havde siddet i hans lille have i rækkehuset på Svendstrupvej, havde noget med hinanden at gøre. Der var en sammenhæng, men han kunne ikke se den. Den åndsvage fugl havde stirret på ham, lige i øjnene. Den forsvandt først da månen viste sit lys igen. Fra det ene øjeblik til det andet, var den væk. Palle så den ikke engang lette. Men det føltes, som var der noget der bed ham, indefra. Smerterne var uudholdelige. De skreg til ham, og skar alle andre tanker bort. Så faldt han bagover.

 

Jimmy stod klar ved Ålekistevej, som sædvanligt. Han smilede over hele hovedet, da bussen nærmede sig. Han var mere end klar til eventyr i Spanien. Håret var sat, med overdådigt meget gele. Han vidste godt, at Palle sikkert ville kalde ham Ronaldo igen. Kun for at han kunne referere til den portugisiske fodboldhelt, og hans hår. Men Jimmy var ligeglad. Han duftede langt væk, af alle de nyeste mærker på markedet. Han nærmest skreg, på opmærksom, hos den yngre generation, sine fyrre år til trods. Figuren var heller ikke hvad den var engang, men han havde det stadig, sagde han.

 

Selvtilliden manglede ikke noget. Når han dansede med de unge, kunne han stadig alle trinene.

Bussen standsede. Jimmy åbnede et af bagagerummene og smed sin sportstaske ind. Han smilede til en ung pige med røde sko og store bryster, der så kunstige ud, inden han hoppede op i bussen.

Han så slet ikke på Palle. Han løb forbi ham idet bussen satte i gang igen, kun for at se pigen igen.

- Hold da kæft. Så du de kasser der. De var fandeme ikke ægte, men hvad rager det mig. De var da for lækre, råbte han og rettede sine bukser i skridtet.

Bussen kørte hurtigt ad Ålekistevej. Hurtigere end det tilladte, bemærkede Jimmy.

- Du Palle, køre du ikke lidt hurtigt? Vi skal først være i Roskilde om et par timer. Rolig nu.

 

Jimmy havde sit eget sprog. Han mente at det lød ungdommeligt.

Han vidste at Palle var en anden type.

Men alligevel kunne han lide at køre med ham. Han var normalt en rolig fyr, der kørte godt.

Bussen kørte hurtigt ud af Roskildevej. Den passerede et kryds, og kørte over gult.

Jimmy sad stadig på bagsædet. Han så et ældre ægtepar vinke af den hurtige bus, med den hasarderede kørsel. Han rystede på hovedet og råbte af sin ven igen. Han rejste sig for at gå op til ham.

Palle stod lige foran ham. Bussen kørte af sig selv. Øjne var hvide, og ikke andet. Der var ikke den klare brune farve, der normalt var. Der var slet ikke nogen pupil. Der var hvidt.

 

Bussens vinduer duggede til, på ingen tid. Ingen kunne kigge ind, og ingen kiggede ud.

Jimmys hår var hvidt, da Palle smed ham ud af bussen. Den holdt stille for en kort stund, ikke langt fra Hareskoven.

Området var mørkt, uden at det var aften. Store tætte træer skjulte for enhver, Palles gerninger.

Jimmy lå stille på jorden. Han levede endnu, næsten. Jorden rystede under ham. Græstæppet begyndte at skille sig ad. Som en stor sulten mund, lukkede gabet sig op, og slugte Jimmy. Han skreg det sidste skrig.

Jorden samlede sig igen, og blev tæt. Den følelseskolde besatte chauffør med de hvide øjne, steg op i bussen igen.

 

Philip så på den skare der skulle med. De så ens ud, alle sammen. Rige forældres mere eller mindre forkælede unger, på vej til Spanien, på en tur hvor ingen af dem kom til at bruge en krone selv. Det hele var betalt på forhånd. Han måtte da indrømme, at turen tiltalte ham, men gud hvor de dog kedede ham, stort set hele flokken. De koncentrerede sig kun om sig selv. Deres udseende, og hvad de ellers havde fået. Ikke en af dem, havde nogensinde haft noget, der bare kunne minde om et arbejde.

 

Nogen af dem, kunne knapt nok prale af et længere skoleforløb. Ikke desto mindre, var de alle sammen arvinger til store virksomheder, som skibsrederier eller advokatkontorer. Det virkede kunstigt i Philips øjne. Nærmest forargeligt, når man tænkte på, at nogen af dem måske ville ende, som en man skulle stole på en dag. Måske endda i folketinget. Tanken var kun til at grine af.

 

Leonora gik rundt og pjattede med sine venner. Ind imellem pegede hun over på Philip, der havde fået besked på at smile tilbage. Han blev præsenteret på den måde, og han hadede det. Det hele.

Middagen hos Leonora, med de stive regler og tjener Olsen. Hendes blik på ham, når han igen ikke havde klædt sig passende. Den krøllede skjorte ud over bukserne, og de slidte sejlersko. Det passede hende dårligt, og alligevel gjorde han det hver gang, for at irritere.

 

Philip kunne fordrage hendes affekterede venner, og deres måde at nedstirre ham på. Hvad fanden havde han gjort dem? Han fattede det ikke. Han vidste godt, at han skilte sig ud, og ikke var som dem. Men Leonora havde altså valgt ham. Problemet var, at nu ville hun ændre alt ved ham.

- Undskyld, ved du hvor man skal gøre af bagagen, spurgte en stemme bag ham.

Philip vendte sig, og så ind i et usædvanligt behageligt ansigt, med langt lyst hår og blå øjne.

 

- Jeg kunne forestille mig, at chaufføren kommer ud og hjælper med bagagen når han kommer. Så hvis du bare stiller den, så går det nok. Jeg skal nok hjælpe dig, hvis han ikke gør. Jeg hedder i øvrigt Philip Vincent, sagde han og rakte hånden frem.

- Hej, jeg hedder Michelle Markussen, sagde det venlige ansigt, og modtog smilende hånden.

De kiggede på hinanden, i stille sekunder, der føltes som timer. En gensidig sympati bankede på.

- Er det dig der er Leonoras kæreste, spurgte Michelle, og kørte en hånd gennem håret.

- Ja, det kan man sige. Men hvis du spørger hendes far, er jeg vist kun en ven.

Philip havde et ansigtsudtryk, der kunne minde om en ung mand, der havde fortrudt sit valg.

 

En anden ung dame henvendte sig, uden at undskylde sin afbrydelse af Philips samtale med Michelle. Hun sendte dem begge et ligegyldigt blik. Specielt Michelle blev nøje målt og vejet.

- Hej med jer, nå du er så Leonoras nye, ja vi har hørt om dig, sagde hun.

 

Der var ingen tvivl om, at Michelle var hestehoveder foran hende i udseende. Det passede hende dårligt. Stemningen lugtede langt væk af misundelse. Hendes eget look var ikke noget at prale af. Hun var alt for tynd, og lignede mest af alt Victoria Beckham, hvilket sikkert passede hende fint.

 

Philip hilste med et svedent smil. Han gad egentlig ikke, men ville heller ikke gøre oprør endnu. Når sandheden skulle frem, så havde han faktisk allerede besluttet at forlade Leonora. Han måtte dog indrømme, at fordi han ikke havde en krone at holde ferie for selv, tog han med på turen.

Victoria Beckam-kloningen så på Michelle, stadig irriteret over hendes forbandet gode ansigtstræk.

- Ja jeg hedder jo Amalie. I har sikkert hørt om mig. Mig og min fyr Peter sidder med en skøn fyr, der hedder Sidney. Du er da velkommen til at sidde sammen med os, hvis det er, sagde hun, og lod stadig blikket glide op og ned af den lyshårede skønhed overfor sig.

 

- Det er sødt af jer, men jeg ved ikke rigtigt, svarede Michelle, og så over på Philip.

Svarede passede åbenbart ikke Amalie. Hun vendte om på hælen, og skred uden et ord.

Philip kunne slet ikke holde et bredt smil tilbage. Han var ved at klappe i hænderne, af fryd.

- De er vist ikke rigtigt mine typer, sagde Michelle stille.

- Heller ikke mine. Jeg passer vist ikke ind. Jeg er kun med fordi jeg kender Leonora. Det der med kæresteriet er såmænd også på vej ud. Jeg kommer heller ikke fra nogen velhavende familie, som de fleste andre vist gør på den her tur.

 

- Det gør jeg heller ikke. Jeg læser latin på universitetet. Min far er vuggestue pædagog og min mor er lagerforvalter. Jeg kender Leonora gennem nogle andre venner. Jeg er ikke klar over hvorfor jeg overhovedet blev inviteret.

 

De mange forskellige samtaler blev afbrudt da bussen drejede ned af villavejen. Philip så på den. Forlygterne mindede ham om en ond drøm han havde som barn. En drøm om et kæmpe monster, der kom kravlende hen ad gaden, for at æde alle. Han hadede drømmen, og kunne ikke lide Bussens forlygter. De lyste anderledes, uden at han kunne se hvad der var galt.

 

I baggrunden begyndte Leonora at kommandere rundt med folk, mens Philip smilede til Michelle.

Chaufføren bar store sorte solbriller. Hans ansigt bar ikke præg af følelser. Det var et stenansigt. Han så ikke ud til at have kontakt med omverden, da Leonora talte til ham. Han svarede ikke.

Han åbnede ind til bagagerummet og gik op i bussen igen.

Inde i bussen var der varmt. Philip startede med at smide sin jakke over ryggen på sædet. Imens havde en ung dame med lyst hår sat i sig, lige ved siden af ham, på den anden side sæderækkerne.

 

Duggen drev ned af vinduerne i bussen, mens det kun var omkring de sytten grader udenfor.

Leonora havde for travlt med sine venner, til at kunne finde sin plads. Det gav et ryk i hende, da bussen satte i gang. Hun var ved at falde. Hun vendte sig for at fange Philips blik, men han ledte ikke efter hendes. Han havde fundet et andet.

Han var ikke helt tilfreds med, at blive ignoreret, men på den anden side, rørte det ham ikke synderligt meget.

 

- Er der ikke noget galt med den her bus? Det føles som om der er syvhundrede grader herinde. Det er ikke så varmt herinde, sagde Philip henvendt til Michelle.

- Her er godt nok lunt herinde, sagde hun tilbage.

En fyr med store arme, og alt for stram T-shirt på, henvendte sig til chaufføren. Det gav en uventet reaktion. Men ikke alle nåede at se det.

 

Det virkede som om en søvndyssende vind lagde sig ind over passagererne. De lukkede øjnene, uanset hvor de sad eller stod. Folk faldt om som fluer.

Kun den stramme T-shirt foran chaufføren så hvad der skete.

Bussen kørte af sig selv. Den styrede af de nødvendige veje, uden at tage hensyn til andre trafikanter. Den buldrede gennem gader og stræder, og stoppede ikke trods ulykker. Den efterlod sig et indtryk af dødsensfarlig styrke, hvor den end viste sig.

 

Den stramme T-shirt, der i øvrigt bar navnet Sidney, stod og måbede da chaufføren rejste sig, og bussen kørte videre. Chaufføren var næsten to hoveder mindre end Sidney, men da han fjernede sine solbriller, var der ikke kun styrkeforhold. Der var andre tilhørsforhold, end det sølvkors som Sidney bar i kæden om halsen.

En hånd, der var stærkere end menneskeligt muligt, greb Sidney om halsen. Den klemte kort, mens et sæt hvide øjne stirrede direkte i et sæt med farve og pupiller. Sidney fløj baglæns, og satte sig fast på bagruden, nærmest klistret fast. Hverken død eller levende.

 

Chaufføren, tidligere kendt som Palle, vandrede mellem sovende uvidende passagerer ned bagerst i bussen. Han knyttede hånden og kastede den ind i Sydneys mave, og flåede hans hjerte ud. Det slog stadig, mens det lå i hånden på chaufføren og pumpede. Det åbne sår i maven, lukkede sig selv igen.

Sidney åbnede øjnene igen, mere død end levende. Og dog var øjnene klare, og kridhvide.

 

Bussen bevægede sig gennem landskabet, og trillede ind i et område, som ikke mange troede muligt. Fra den døsige tilstand, begyndte nogen at finde sig selv igen. Den første var Leonora.

Philip kom helt til sig selv, da Leonora skreg. Han røg op af sædet, og så årsagen til skriget. Han havde ingen ord. Chokeret over synes kom der ikke et ord. Han så rundt i bussen, hvor der øjeblikkeligt herskede kaos. Philip så hen mod Michelle, der sad med sin taske på maven og græd.

 

Sidney hang på bagruden og snerrede som et vildt dyr. Hans tænder var spidse. Tungen var splittet som en slanges. Han negle var lange, og hans blik var vanvittigt og hvidt.

Chaufføren kastede rundt med dem, der gerne ville ud af bussen. Amalie prøvede at argumentere foran ham, men han forstod ikke det menneskelige sprog. Han tog fat i hendes ansigt, og maste det sammen, så det sprøjtede. Resten af Amalie faldt sammen som en kludedukke.

 

En fyr der hed Peter, kastede sig frem mod den lille chauffør, men et usynligt kraftfelt pressede ham tilbage. Der var flere der skreg. Det hele var en stor krig af reaktioner, på noget der ikke eksisterede i de fleste menneskers almene viden.

Philip så ud af ruden, da han havde tørret duggen af med ærmet. Han vendte sig mod Michelle.

 

- Hvor fanden er vi henne, råbte han til hende.

Michelle sad med sin bibel, og kastede et kort blik ud af vinduet. Så nikkede hun med tårer i øjnene. Hun forstod ved hjælp af sin stærke tro.

- Lige netop. Det var det jeg frygtede mest. Nu er vi der, sagde hun stille.

- Hvad mener du, råbte Philip panisk og rystede i kroppen.

- Det ligner Helvede. Hvis det hele ikke kun er ét stort væmmeligt mareridt.

 

Philip stirrede ud af vinduet igen, og så den røde ørken. Der stod nøgne træer med store ravne på grenene. Ravnenes øjne hvilede på bussen, og ventede bare på at den skulle stoppe, så der kunne blive serveret.

En dødsrus af ædelse, af døde menneskekroppe.

 

- Det kan da ikke passe. Hvordan kommer vi ud af det her, sagde Philip.

Michelle lænede sig forsigtigt frem mod Philip. Hun greb ham hårdt i armen. Stemmen var fast.

- Tror du på Gud Philip? Gør du? I så fald, kan det her ikke ske. Det er ikke Guds vilje.

Philip vendte sig mod Michelle, mens resten af bussen passagerer skreg, og kæmpede for sit liv.

 

I bagruden sad Sidney stadig fast, og snerrede som en tirret tiger. Med den ene arm, forsøgte han at gribe ud efter dem, der løb rundt i helvedesbussen.

Philip og Michelle tog hinanden i hænderne. De tænkte den samme aftalte tanke, og så på hinanden. Så begyndte de at bede.

 

Chaufføren stod med åben mund. Mørke og rungende lyde væltede ud af ham.

- Han kræver at vi bliver Satans børn, sagde Michelle, og så Philip dybt i øjnene.

- Vi gør det igen, råbte Philip, og tog hendes hånd.

De samme aftalte sætninger. Den samme bøn, til dem de lagde deres lid til.

 

Bussen satte farten ned mens duggen forsvandt fra vinduerne.

Den røde ørken fik andre farver, mens ravnene drattede ned fra træerne.

Ruden bag Sidney knustes, og fik ham til at falde ud af bussen, hvor han hurtigt døde på vejen.

- Så er det nu, råbte Philip og rejste sig.

Han tog fat i Michelles arme, og slæbte hende efter sig. De kravlede op til ruden, og sprang.

 

Bussen kørte skævt, i de samme sekunder som Palle kom til sig selv. Han nåede at græde da han så resultatet af sin besættelse. I det samme kørte bussen ud over en kløft. Den dalede i høj fart mod en dal af klipper. Det var et brag uden lige. Kun svagt hørtes Palles sidste skrigende dødskamp.

Det hele endte i en eksplosion, og en blodrød ildsøjle der ikke kunne være menneskeskabt.

 

Philip og Michelle lå på vejen med brækkede knogler. Foran dem kom en mand gående, med et smil.

- Han vandt i dag. Men jeg vender tilbage. Så længe der er en gud, er jeg der også. Husk det.

 

Kirken var fyldt til bristepunktet. Der var ikke plads til en eneste til. Den var blomsterklædt i smukke farver. Der var hundredvis af levende lys, og et kirkekor der sang de kønneste toner fra salmebogen. Der var røde roser og Brudeslør i buketten. Ringene var glatte, gyldne og enkle.

Der var brudepiger og brudesvende, en forlover og fire forskellige svigerforældre. De to familiers forening, var lutter smil og glæde, trods tidligere så mørke tider. Det lå i fortiden nu.

 

Præsten gik frem, og så på de to foran sig.

- Hvordan det lykkedes jer, at overleve den grimme busulykke. Det ved jeg ikke. Men jeg tror vi skal takke vores gud i det høje. Det er mig virkelig en stor glæde, at se Michelle Markussen og Philip Vincent sammen her i dag. Og jeg glæder mig meget til at stille jer to, det måske vigtigste spørgsmål i jeres liv. Er i klar til at indgå ægteskab med hinanden?

Philip og Michelle smilede lykkeligt til hinanden, hånd i hånd, fra hver deres hospitalsseng.

Det tog flere måneder, og adskillige operationer, før de kunne forlade hospitalet.

 

Foran Sankt Jacobs kirke, ved caféen på hjørnet, sad der to herrer og nød en frokost udenfor. De var ikke venner, snare fjender. De respekterede dog hinanden. For de vidste, at ingen af dem ville eksistere, hvis den anden ikke også var der.

 

Solen bagte ned over København fra en skyfri himmel. Sommeren varmede som den skulle, ikke unaturligt meget, men rigeligt. Der var skyer men de var få, og lignede kun små tynde stykker vat.

Den ene mand havde klare azurblå øjne. Han smilede bredt til en mor der gik forbi caféen, med sin barnevogn. Hans hår var langt og sort som hans skæg. Han var ikke gammel og ikke ung, men søn af den højeste. Han havde fred i sit ansigt, og rolige bevægelser.

 

Han sad med et glas vandet i hånden, og velsignede hver en tår han tog. Men da han lagde sit blik, på manden overfor sig, blev han alvorlig. Der var ingen fred længere. Der var beslutsomhed.

- Rør mine får igen, og jeg vil knuse tusind af dine, sagde han.

- Jeg vil være her altid, og du kan ikke dræbe mig, sagde den anden.

- Du kan ikke kun stole på din styrke, så længe min far regere, sagde den første.

- Måske er det på tide, at jeg får lov til at regere lidt. Giv du den besked videre deroppe.

 

De to herrer så hinanden i øjnene. De azurblå kunne spejle sig i et par mørke solbriller.

- Hvorfor viser du ikke dit sande ansigt Lucifer, spurgte de azurblå øjne.

- Fordi verden ikke er klar til at se mig som den jeg er, svarede solbrillerne.

Den ene dyppede sin finger i sit vand, og tegnede et kors på den hvide dug, mens en stor ambulance kørte af sted med to lykkelige mennesker ovre fra kirken. De azurblå så på solbrillerne.

- Lige nøjagtig de to, dem lader du være. Er du med? De har slået dig før, ikke?

 

Solbrillerne sukkede. Han så mod himlen, og rystede på hovedet. Med en hurtig bevægelse tog han brillerne af. Hans hvide øjne stirrede mod de azurblå.

- Jeres forbandede sol er skarp i dag. Jeg er nu mere til den mørke side, nede hos mig. Men ved du hvad, jeg har mine små lege, og du kan tegne dine små kors. Jeg vinder til sidst.

De azurblå øjne greb Lucifers hånd, og klemte til. Han klemte til der kun var aske tilbage.