Huset - Vennerne på stranden - del 3

HUSET

Vennerne på stranden del 3

 

 

- Jeg hader klovne, udbrød Laura. Hun rystede over det hele ved tanken om ham.

- Jamen det var jo ikke ham der var den onde, til at starte med i hvert fald.

- Nej men til sidst. Nu går han rundt i skovene og på markerne ude på landet.

- Ja hvis man tror på historien, sagde Ditte med et skævt smil.

- Jeg hader klovne alligevel. Ikke flere klovnehistorier, please, sagde hun højt.

 

En af dem sad lidt i sin egen verden. Hun havde en historie, men havde svært ved at huske det hele. Der var også det, at den historie rent faktisk var mere end fiktion.

Den omhandlede en hændelse hun havde læst om engang. Noget der skete for flere år siden, ikke langt fra industrikvarteret og havnen i Liverpool.

Det var engang i 60érne, mens fire langhårede knægte fra byen var ude i verden og synge deres sange, så pigerne hvinede og nogen besvimede.

 

I baggrunden florerede historien om klovnen stadig i folks hoveder. Der blev talt højt på kryds og tværs hen over flammerne.

- Lad os nu bare blive enige om at det var en historie, ok? Han findes ikke i virkeligheden, sagde Anders.

- Gør han ikke, spurgte Ditte, og smilede stadig skævt.

- Det håber jeg sgu ikke, sagde Søren.

 

Louise brød snakken om den store klovn, og rejste sig og satte sig hen på stubben.

De andre vidste at der ville komme en ny historie, og gjorde sig klar. Drikkevarer blev åbnet, og enkelte smøger blev slukket i sandet.

Katinka så på Louise. Hun foldede sine hænder som om hun ville bede.

- Ikke den om krybekælderen, vel. Jeg hader den, og jeg kan ikke sove hver gang jeg har hørt den.

Louise rystede på hovedet. Hun smilede til Katinka og blinkede med øjet.

- Nej det er ikke den. Den fortæller jeg en anden gang.

Ditte nåede lige at komme tilbage, efter at hun havde ladet vandet i en busk i nærheden. Da alle sad stille begyndte Louise sin beretning.

 

Fortællingen

 

Kære venner. Den historie jeg nu vil fortælle, er muligvis kun en opdigtet historie, men der er en risiko for at det skete i virkeligheden.

Jeg er ikke sikker på at det ikke kan ske, for den slags ved jeg ikke ret meget om.

Men den kommer fra en artikel jeg læste engang, om noget der skete i England, engang i 60érne. Vi vil så gerne tro at vi ved det hele om alt muligt, men ind imellem sker der ting omkring os som ikke kan forklares. Ting som vi helst er foruden.

Hvis det ikke kan forklares på en naturlig måde, så tror vi ikke på det.

Sådan er mange af os indrettet. Når der så alligevel sker noget uforklarligt, så fornægter vi det, og kommer med diverse gætterier.

Nu kan i jo selv gætte om det er løgn og latin, men noget skete der dengang. Jeg kan ikke forklare det. Måske kan i.

 

Det startede en aften, hvor himlen havde valgt at lade sig skjule bag et par tunge gedigne mørkegrå skyer. Vejret var typisk engelsk, til trods for at foråret var på vej.

Det regnede så stærkt at det var svært at orientere sig mere end ti meter frem.

John og Cynthia kom løbende gennem kvarteret. Regnen havde allerede gjort dem drivvåde. Håret sad klistret til hovederne på dem, men smilene var brede og de var glade for hinanden.

Ind imellem stoppede de op i regnen, kun for at nyde hinandens selskab og kysse.

 

De var nået et stykke gennem industrikvarteret, og ud på den anden side. Cynthia så ned af sit tøj. Hun rystede sin nederdel, men det var håbløst.

Hun kørte en hånd gennem håret. Det gjorde heller ikke noget godt for hende.

John så det og grinede. Han drejede sit hoved fra side til side, og vandet fløj af.

Ingen af dem havde rigtig set hvor langt de var nået. Det var mørkt og regnen var stærk. I deres kådhed havde de mere travlt med hinanden, end verden omkring dem.

John tog hende i siden og løftede hende højt. Hun skreg og grinede.

- Pas nu på vi ikke vækker nogen, sagde hun.

- Der bor ikke særlig mange her i området, sagde han.

Cynthia stoppede og pegede på et hus hun lige havde fået øje på.

- Hvad så med der? Der kunne da godt bo nogen der.

John vendte sig og så på det. Han kendte det ikke. Han var også forholdsvis ligeglad.

 

Huset var stort og gammelt. Det så ud til at have mere end hundrede år på bagen.

Det var bygget i røde mursten, og med blyindfattede farvede vinduer. Taget var irret grønt med tiden. Det lå øverst på en mindre bakke, sådan lidt for sig selv.

Haven omkring huset var ikke passet. Græsset og ukrudtet var næsten en meter højt.

Stakittet ved huset så ud til at været sparket til masser af gange, sikkert af alle de mange unger der løb og legede i området til daglig. Alle dem der havde en far der arbejdede ved havnen eller ved skibsværftet.

 

En vind tog til og et lyn kastedes fra den mørke himmel. Det lyste huset op.

Cynthia blev forskrækket. John morede sig, og syntes bare at det var fedt at hun klamrede sig til ham.

Huset havde første sal på, og to store vinduespartier kunne godt minde om et sæt store øjne der skulede ud over området. Man kunne svagt ane gardiner i vinduerne, men ikke om der stod nogen bag dem.

- Skal vi ikke gå derind, i ly for regnen, sagde John, der havde flere planer med pigen.

- Hvad hvis der er nogen derinde?

- Det er der helt sikkert heller ikke. Prøv at se på huset. Der har ikke boet nogen derinde i masser af år. Jeg banker på først. Kom nu, bad han.

 

Cynthia var let at lokke, når John bad hende. Hun håbede af hele sit hjerte at hendes fremtid lå i hans arme. Hun ville gøre alt for ham. Også gå ind i et gammel forladt hus, hvis han mente at der ikke var nogen derinde.

Ikke længe efter var de foran døren. John var selvsikker. Han smilede ned til pigen mens han bankede på. Der skete ikke noget. Han bankede igen lidt hårdere.

Han tog i håndtaget. Der var låst. Han prøvede med en skulder, men der skete ikke noget. Han gik et skridt tilbage, og sparkede hårdt på døren.

Cynthia tyssede på ham. Han skulle nødig vække hele kvarteret med sine spark.

 

De vendte sig og så væk fra huset, mens regnen ingen ende ville tage. Pludselig gik døren op bag dem. Cynthia gispede og blev en anelse bange.

Døren åbnede sig med en høj knirken bare lidt. John skubbede til døren med et par fingre. Den åbnede sig helt. Der var sort indenfor. Ikke bare mørkt. Der var helt sort.

- Er der nogen? Vi vil bare i ly for vejret, råbte John. Cynthia tyssede igen.

Det kom lige så langsomt, lyset inde fra stuen. Det lugtede som en gammel petroleumslampe der blev tændt. En varme bredte sig i huset, og det lød også som om der var musik inde fra huset. John og Cynthia listede ind i huset. Døren smækkede bag dem. Resten af natten skreg de og kæmpede for deres liv.

 

Dagen efter, hvor solen skinnede over byen, og på den mindre bakke, kunne man ikke se huset. Det var som om der slet ikke var noget hus. Bakken var tom.

Der var masser af liv ved havnen, hvor arbejdslivet summede som en bistade.

Skibe lagde an, eller forlod det fortravlede område.

Hen af eftermiddagen lød der et tågehorn, og en samlet flok mænd klædt i blå kedeldragter forlod området. Nogen for at gå hjem og være noget for familien. Andre gik på det lokale værtshus, for at diskutere dagligdags problemer, og ægteskaber.

 

Senere på eftermiddagen, da aftenen nærmede sig, dukkede huset op på bakken igen.

Det lå lige så fint der med ro omkring sig. Der var ingen lys derinde, eller musik.

I et sælsomt øjeblik fik en rotte gnavede sig gennem murene og løb tværs gennem stuen. Lyset tændte og musikken begyndte. Rotten fik kun et øjeblik til at tænke.

Det var slet ikke nok. Den var dødsdømt på forhånd. Uanset hvor højt den skreg.

I det øjeblik livet endte for rotten, slukkede lyset og musikken forsvandt.

Liget af det lille pelsdyr blev trukket væk i mørket, og fortæret.

 

Tre gutter der havde siddet lidt længere på værtshuset, var efterhånden ved at være godt ramte af alkoholen. Pete, Daniel og Simon sad med hovederne inde over bordet.

Ingen af dem kunne hverken se lige eller høre skarpt.

De var alene alle tre, og havde ikke forpligtelser at komme hjem til.

Pete var en anelse skeløjet, og antallet af øl gjorde det ikke lettere for ham at se.

Simon var overvægtig, og havde kæmpet med vægten i hele sit liv, uden at han havde haft større succes med den kamp.

Daniel havde engang været en talentfuld fodboldspiller, men spildte talentet væk på byture, piger og alkohol. Nu arbejdede han på værftet, og så ikke ud til at komme videre. Som ung var han en de andre så lidt op til, men det var dengang.

 

Bartenderen lænede sig ind over bordet. Han bad dem gå hjem. Det var tydeligt at de havde fået nok nu. De kunne muligvis ikke se det selv, men det var ret tydeligt for alle andre.

Simon forsøgte at modargumentere, og at de lige skulle have en til. Men der var lukket, sagde bartenderen. De skulle ikke have mere de tre.

Meget mod deres vilje rejste de sig og slingrede ud af døren.

Ude foran værtshuset brækkede Daniel sig. Maven kunne alligevel ikke have mere.

Pete skulle pisse, og fumlede med lynlåsen, hvorfor det meste endte i bukserne.

 

Ingen af dem havde retningssans fordi de var for fulde. De anede ikke hvad vej de gik. De kunne have gået alle veje. De kunne have været hoppede i havnen for den sags skyld. Daniel havde allerede afleveret noget af mavens indhold, og var måske to øl mere ædru. Ikke at det havde den største virkning. Han kunne stadig ikke se ret meget. Måske mere end Pete, hvis øjne der efterhånden sad helt inde i hovedet på ham. Pete stoppede op og grinede højt af sig selv da han opdagede at han havde pisset i bukserne.

 

På deres vej gennem kvarteret kom de til en mindre bakke, og der lå et hus.

Hvad der præcist gik gennem hovederne på dem er usikkert. Måske var det trangen til bare at bryde ind. Måske var det for at finde et sted at sove, fordi de næsten ikke kunne stå på deres ben mere.

Skæbnen var at de pludselig stod foran huset. De behøvede ikke engang at bryde døren op. Den åbnede selv. Men den smækkede også hårdt efter dem da de var inde.

 

Pete grinede bare af det. Simon kunne hverken stå eller gå, så han faldt. Daniel trådte yderligere et par skridt frem. Da kom lyset, og musikken.

Flere døre åbnede sig, mens Pete stillede sig op af væggen, men der skete noget andet end han eller nogen andre kunne forstille sig. Væggen var blød. Den rørte på sig.

Han forsøgte at skubbe væggen fra sig, men det var som om den tog ham til sig.

En sprække i væggen blev dybere og større, og bed sig fast i hans hånd. Han ville trække den til sig, men det var umuligt.

 

Simon kunne falde i søvn til hvad som helst. Det gjorde han også. Sådan så det i hvert fald ud. Han lå helt stille på gulvet og rørte sig ikke.

Daniel tog fat i ham og ville ham op at stå, men han sad fast på gulvet.

Inde for kort tid skete der en række hændelser, der gjorde det umuligt at komme ud.

Pete havde mistet en hånd, og ville kaste en stol gennem vinduet og kalde på hjælp, men der var ingen der så eller hørte ham, og vinduet kunne ikke knuses.

Gulvet åd mere og mere af Simon. Det slugte ham råt.

Daniel forsøgte at nå døren, men blev hevet tilbage af en stærk usynlig kraft.

De tre drenge var dømt på forhånd da de trådte ind. De var bare ikke i stand til at forstå det. Huset var dødbringende. Der var blod og der var skrig, og der var ingen vej ud. Ingen af dem så dagens lys da solen stod op. Der var huset væk igen.

 

Der var nogen der savnede de unge mennesker. forældre og søskende. De blev efterlyst, og politiet ledte efter dem, men der var ingen der fandt dem.

Der blev brugt uger og måneder på at lede i havnen. Men der var ikke eneste spor efter dem. Deres forsvinden forblev en gåde. I hvert fald for en tid.

Der var en masse løse rygter, men ikke noget med hold i.

 

En styrke uden ansigt var klog og dygtig nok til at holde sig skjult i et par år.

Indtil mennesket var kommet videre, i sin søgen efter en viden de ikke kunne magte.

Ingen af ofrene havde kendt dens svaghed. Styrken lærte de først at kende, når det var for sent. Hvad den var i stand til, var umenneskeligt, og nærmest uovervindeligt.

 

Abigail dansede for sig selv på sit værelse. Tidens toner fyldte hendes verden lige nu.

The Beatles var større end nogensinde før, og amerikanerne havde nu også taget dem til sig. Det kunne ikke blive bedre. Bare drengene så også ville komme hjem engang imellem, og spille i Liverpool.

Abigail var 14 år. Hendes hår var rødt og gik til skuldrene. Hun havde et ordentligt strejf af fregner i hele ansigtet. Hun bar stærke briller, og havde bøjle på tænderne.

Hendes væg var klistret til af hendes eneste interesse. Bandet over dem alle.

Når hun var alene på værelset, havde hun masser af fantasier om fremtiden, og der var stort set ingen grænser for hvor langt hun kunne nå i livet.

Når hun var på skolen, sammen med alle de andre piger i klassen, var hun tilbageholden, og åbnede sjældent munden.

 

Kate var en lille buttet pige. Hun gik i klasse med Abigail. Hun var ikke mere end halvanden meter høj. Til trods for sin størrelse var hendes stil stramt tøj. Kate var ikke helt med på, om det var moderne, men det var nu det hun foretrak.

Kate var dygtig i skolen, men her kunne hun ikke gå klædt som hun ville. Der var skoleuniformer og de var alle ens.

Kate havde en drøm om at blive slank en dag, men hun kendte også sin egen trang til søde sager. Det ville blive en kamp, som hun måske ville have svært ved at vinde.

 

Annabelle var måske skolens flotteste pige. Hun vidste det bare ikke selv. Hun tillagde ikke udseendet noget særligt. Hun ville blive til noget og var grundig i skolen. Annabelle havde en drøm om at blive advokat en dag. At føre sager for voldsramte kvinder. Det stod hende nær. Sikkert set i lyset af hendes egen mors historie. Hun var alene med tre børn, og kendte noget til voldelige ægtemænd.

De tre børn havde hver deres far. To sømænd og en lastbilchauffør.

Annabelle var heller ikke blind for at hendes mor var løs på tråden, hvis en herre gjorde sig til. Hun havde været gravid et hav af gange, og tabt flere end sundt.

Tre gange var det lykkes hende at beholde barnet, men manden var skredet.

 

Molly var en høj pige. Hun var slank, men så slank at hun nærmest var tynd.

Hendes ribben var tydeligt synlige. Barm var der ikke meget af. Der var i det hele taget ikke meget kød på det pigebarn.

Molly havde kort hår. Hun var sin egen modeskaber, i sit eget hoved. Det var den vej karrieren skulle skabes. Inden for mode. Her lå hele hendes interesse.

Hun var heller ikke synderligt interesserede i de andre piger, men i et kort svagt øjeblik havde hun alligevel gået med til at gå med dem i aften. Hun kunne ikke fordrage svaghed blandt mennesker. Hun så sig selv som en leder, og så sig selv som en kommende selvstændig karrierekvinde en dag.

Hun kunne ikke se de andre som ret meget, andet end det de var allerede.

 

Liverpool var mørk da de fire unge piger vandrede gennem byen. I virkeligheden var de for unge til at bevæge sig rundt alene, men der var ikke rigtig nogen, der havde sagt dem imod da de gik hjemmefra.

Molly var nogle få år ældre end de andre. Hendes forældre stolede blindt på hende. Hun styrede nærmest reglerne selv derhjemme.

Kate boede alene med sin far, der mest af alt boede på det nærmeste værtshus, og kun sjældent var hjemme. Og det var kun for at lede efter flere penge at drikke for.

Abigail havde stukket en løgn for at komme af sted. Hun vidste at hvis de fandt ud af det, ville der falde brænde ned. Hendes mor kunne blive edder rasende. Det var altid hendes far der glattede ud når skideballerne var for meget.

I Annabelles hjem var der stort set ingen regler. Man kunne gøre som man ville.

Det havde moren altid gjort. Og det var datteren opdraget med.

 

på en bakketop kom det langsomt til syne. Det voksede mens det ænsede noget komme nærmere. Det lod sig selv stå fremme til offentligt skue, så alle kunne se hvad det var. Alle ville kunne se tænderne og kløerne. De lange fangarme.

De mørke lyde kunne tydeligt høres blandt aftens andre lyde, som en mørk torden.

Dets øjne skinnede om kap med månen, mens magien svævede som små stjerner i ring om det dæmoniske uhyre det reelt var.

Det var først til sidst, at det forvandlede sig til et hus.

 

Molly gik forrest, som altid. Hun var den ældste af de fire teenagere, og det var naturligt at hun ledte an. Hun gjorde det med glæde og som det mest naturlige.

Der var en stolthed over hendes gang. En der kunne gøre enhver dronning misundelig. Med løftede hoved og sine lange ben gik hun lige det hurtigere, end Kate kunne klare.

De fire tøser kendte alle områderne som deres egen bukselomme, alligevel havde de nærmet sig et område, de kun kendte ved højlys dag.

Det var som om der var noget der greb deres underbevidsthed, og førte dem gennem en usynlig tunnel, og videre ind i et forholdsvis ukendt område, hvor der var mere end bare mørkt.

 

De grinede og fjantede, tre af dem. Molly synes de var barnlige på en irriterende måde. Hun gad dem reelt ikke mere. Hun følte sig hævet over deres ubetydelighed.

Hun var få skridt for at være en rigtig kvinde, i sine egne øjne. De var stadig kun børn. Rollinger, der hang i hendes skørter for at virke ældre.

 

Pigerne nåede til et sted ikke langt fra industriområdet og havnen. Der var kun få boliger, med lys bag tykke gardiner.

De stoppede for enden af en bakke. Molly skulle tænde endnu en cigaret. Hun kunne egentlig ikke fordrage at ryge, men det så godt ud. De piger der var ældre end hende gjorde det alle sammen.

- Er der nogen der ved hvor vi er, spurgte Abigail højt.

- Jeg kan ikke huske hvad vej vi gik, svarede Kate.

Annabelle vendte og drejede sig, også uden at vide hvor de befandt sig.

- Er det ikke ligegyldigt? Det er vores by og vi finder altid hjem, udbrød Molly.

Hun hostede efter det første sug i cigaretten. Hun var ikke nogen erfaren ryger.

 

Som det mest naturlige begyndte de at gå op af bakken. Der var ikke mange gadelygter tændt. Kun nogle ganske få. En af dem slukkede da pigerne passerede den.

Ud af ingenting, som en ond drøm, trådte en mørkklædt skikkelse.

Han lugtede fælt og bar en lang sort læderfrakke, der slet ikke passede til årstiden.

Det var svært at se hvor han kom fra. Han dukkede bare op, som var han netop kravlet op af rendestenen, eller om han bare trådte ud af skyggerne.

Måske boede han i skyggerne, og aldrig så dagens lys. Måske var han et gespenst, der kun viste sig når der var grund til det.

Han var mørk i huden, og var næsten sort i det blege aftenlys som de få gadelamper kunne kaste af sig. Han øjne skinnede da han så på pigerne.

 

Kate stillede sig bag Abigail, der stillede sig bag Molly, der uden at ville være ved det, var lige så skræmt som de andre.

Kun Annabelle stod ikke bag nogen. Men hun var stiv af skræk.

 

- Skal i op til huset? Hvis i går op af bakken kommer i til huset. Hør på mig, lad være med at gå ind i huset. Bliv udenfor. Det er ikke et hus for jer. I skal ikke spille modige, tøser. Jeres forældre kommer til at savne jer. Jeg ved hvad det er. Det er ikke et hus. Hold jer væk.

 

Han trådte to skridt tættere på pigerne, så hans ansigt rigtigt kom til syne.

Han var arret hen over næseryggen. Hans hud lignede et månelandskab.

Han stank svært råddent ud af munden når han talte.

 

- I bestemmer jo selv. Hvis I er nogen seje tøser går i ind. Men hvis I er nogen små skræmte får, så hører I på mig og bliver væk. Det er jeres valg.

 

Ikke en af pigerne turde kigge væk fra ham. De ville alle sammen gerne vende sig og løbe, men der var ikke nogen der rørte en muskel.

Selv ikke Molly, der under normale omstændigheder ikke ville stå tilbage for en udfordring. Normalt ville hun have skudt brystet frem og bandede af situationen.

Men hun stod stille og sagde ikke en lyd.

Den berømte knappenål ville have larmet i forhold til pigernes åndedræt hvis den landede på jorden foran dem.

 

Manden begyndte at gå tilbage. Tilbage til sine skygger hvor han kom fra.

- I bestemmer selv jeres skæbne.

Han kom ud af ingenting, og forsvandt på samme måde.

 

Sekunderne blev uendeligt lange og ingen af dem sagde noget. Den eneste lyd der var, var da endnu en af gadelamperne gik ud. Pæren blinkede et par gange, og lyset forduftede. Der var nu kun to sølle lamper tilbage. De stod øverst oppe på bakken.

Nederst var de alle gået ud, og havde lagt resten af den lille bydel i kulsort mørke.

 

Abigail tog sine briller af og tørrede øjnene. Alt det mod hun troede hun besad, forsvandt fra det ene øjeblik til det andet.

Molly trak vejret dybt. Hun gjorde det igen, og søgte inde i sig selv, efter nogle fornuftige ord, men der kom ikke nogle.

Hun søgte atter dybt, men selv om hun ledte helt inde, så var der ikke noget.

Annabelle, der under normale omstændigheder heller ikke stod bagerst da de uddelte mod, turde dårligt røre sig. Hun ville gerne, men benene lystrede ikke.

Meget mod alle naturlige hændelser, var det Kate der brød tavsheden.

 

- Er der nogen der vil være så venlige at fortælle mig, hvad der lige skete her? Og eventuelt fortælle mig hvem han var?

Der var ikke nogen der svarede. De kiggede på hinanden og rystede på hovedet.

De var så småt ved at komme til selv, efter at de havde fundet deres indre mod frem.

Molly var irriteret over sig selv. Hvorfor fanden havde hun ikke reageret da den gamle klovn trådte frem? Hvorfor skulle han overhovedet dukke op og skræmme hendes veninder. Tøserne kunne ikke tåle den slags. Det vidste hun.

Molly følte sig ikke selv skræmt. Hun ville i hvert fald ikke være ved det.

 

På bakketoppen begyndte lyset i huset at blinke. Huset blev lyst helt op, og ganske svagt kunne man ane musik i det fjerne.

Ingen af pigerne lagde mærke til det til at starte med. Ikke før et usynligt slør af et net spundet af den rene ondskab, kastedes rundt omkring dem.

Det fik dem til at vende sig, og begynde at gå op af bakken. De sagde ikke noget til hinanden. De gik bare langsomt samme vej.

Som fire hypnotiseret zombier uden sanser for andet, end huset på bakken gik de op.

De nåede helt op til havelågen da en stemme fik vækket dem fra deres trance.

- I bestemmer selv jeres skæbne.

 

Manden var trådt ud af skyggen igen. Han så på dem med sine skarpe øjne.

Der var et eller andet over ham, der tiltrak fornuften i de fire piger.

Abigail trådte et skridt væk. Hun rystede på hænderne og forstod ikke noget af det.

Molly rettede sig op. Hun hørte godt hvad han sagde, men prøvede at lade som om at det ikke ragede hende. Den lille buttede Kate tænkte heller ikke på mode lige der. Hun forsøgte at gemme sig lidt bag Annabelle, der rystede på hovedet og forsøgte at samle tankerne igen. Det hele virkede forvirrende.

Fra det ene øjeblik til det andet, havde hun været langt væk. Nærmest i en flyvende tilstand, hvor hun så det hele ovenfra. I tankerne havde hun forgæves forsøgt at kalde på veninderne, men de svarede ikke.

 

Den mørke viste sig kun kort, inden forsvandt lige så pludseligt som han var kommet.

Idet samme gik havelågen op af sig selv. Musikken i huset blev højere og lyset blev tydeligere. Det ville utvivlsomt have tiltrukket enhver nysgerrig sjæl. Det tiltrak i hvert fald Molly. Selvsikkert trådte ind i haven. Hun vendte sig og så på de andre.

Hun fnyste af dem. En flok tøser og barnlige unger.

- I tager sgu da ikke den gamle spritters ord for gode vare, gør i?

Molly traskede op mod huset. Hun skulle nok vise dem hvem der var den store.

Jo nærmere hun kom huset, jo mere åbnede døren for hende. Hun smilede selvsikkert.

 

Annabelle vidste knapt nok selv hvor modet kom fra. Måske var det provokationen fra Molly der gjorde det, men hun tog Kate i hånden og gik efter Molly ind gennem havelågen. Abigail turde ikke stå alene. Hun listede langsomt med, men hun var ikke stolt af situationen. Og hvad i alverden skulle de også op til det åndssvage hus efter.

 

Huset, eller det der besad det og ejede det, trak vejret tungt, og holdt det. Det ventede til den sidste var kommet igennem både havelågen og døren, og så lukkede begge dele efter de fire piger.

En lugt af petroleum borede sig dybt i pigernes næser, mens en dæmon med en uhyggelig styrke gjorde klar til at gøre sin entre.

udefra så det ud som om at lyset gik i huset. Det var mørkt, og stod atter som det store faldfærdige gamle ensomme hus på en bakketop.

 

Pigerne var ikke alene, men det var ikke gået op for dem endnu. Der var skygger der vandrede rundt i hjørner og afkroge. Sjæle, der uden viden havde bevæget sig lige i armene på et uhyre.

 

Udenfor stod den gamle mørke mand. Han stirrede på huset, og hviskede højt.

- Jeg ved hvad du er. Jeg vil advare alle der nærme sig. Jeg vil bede dem huske, at de selv bestemmer deres skæbne. Går de ind, kommer de ikke ud. Jeg håber at nogen en dag vil knuse dig, og fjerne dig fra jordens overflade. At Gud en dag vil sende en, der kan jævne dig med jorden. Jeg ved hvad du er.

Den mørke mand løftede en knytnæve og rettede den mod huset.

 

- Det er godt nok et gammelt uhyggeligt hus det her, udbrød Kate.

- Er der nogen hjemme? Der må da være nogen hjemme, sagde Molly højt.

Annabelle så rundt i den gamle stue. Hun fattede stadig ikke, hvorfor hun overhovedet stod derinde. Hun havde Kates hånd i sin. Hun kunne mærke at Kate holdt hårdt, og gav hende et klem, for at berolige hende.

 

Abigail var ikke nået ind i stuen. Hun stod stadig ude i entreen. Hun følte at nogen eller noget så på hende. Det var som om væggene trak sig sammen om hende. Pladsen blev mindre. Der var et maleri på væggen. Det forestillede en lille pige der stod foran en dør. Hun vinkede med fingrene, som om hun bad alle om at komme tættere. Abigail trådte et skridt nærmere, og pludselig rakte pigen hånden ud efter hende. Hun blev levende fra det ene øjeblik til det andet. Maleriet blev tydeligere.

Abigail så at pigen havde tårer i øjnene. Hun kunne næsten høre hende kalde.

- Kom og hent mig. Jeg er nede i kælderen.

Pigen skreg og løb ind i stuen til de andre. De virkede rolige. Det gjorde Abigail ikke.

 

- Hvad fanden er det her for et hus, sagde Annabelle, og slap Kates hånd et øjeblik.

Der var ingen der svarede. Molly følte sig stadig større og modigere end de andre.

- Hvorfor går vi ikke rundt i huset? Her må være et hav af værelser, og der må sgu da bo nogen her. Lyset har vel ikke tændt sig selv.

Kate så op på Annabelle. Hun trak hende i ærmet, og følte sig samtidig flov over det.

- Jeg vil altså følges med dig.

 

Abigail ville ikke være alene. Hun stolede på Molly, der trods alt var den ældste.

Hun havde svært ved at ryste oplevelsen fra entreen fra sig, men forsøgte at sige til sig selv, at det måtte være syn hun bare havde set, på grund af hendes frygt for kældre. Hun hadede dem. Der var mørkt, og man vidste aldrig hvad man kunne møde dernede. Hun troede og frygtede det værste i en kælder.

Det værste var hvis hendes mor sagde at hun skulle hente vasketøjet dernede.

Hun rystede hver gang hun gik ned af trapperne, og ved en enkelt lejlighed havde hun tabt lygten. Hun havde fået en skideballe så stor af sin mor, indtil faren kom og trøstede hende.

Hun kørte tungen hen ad sin bøjle, hvilket hun altid gjorde når hun var nervøs. Og så trodsede hun sine følelser og gik lige i hælene på Molly.

 

Molly gik med usædvanligt raske skridt ud i entreen. Hun prøvede med et par kald at fremkalde en eller anden reaktion. Nogen måtte der være i huset.

Rundt om hjørnet og for enden af en længere gang med masser af døre var der en trappe. Molly smilede, overbevist om at dem der boede her vel bare var ovenpå, og derfor ikke havde hørt nogen komme ind.

- Lad os gå op af trappen. Måske er der nogen deroppe. Og hvis der ikke er, så er der måske noget af værdi.

Hun smilede bredere ved sin egen nye idé. Noget af værdi. Noget kunne måske bruges, eller sælges, så hun kunne få flere penge til moderigtigt tøj.

 

Annabelle og Kate stod tilbage i stuen. Fornuften var ved at vinde indpas i hovedet på Annabelle. Hun fattede stadig ikke hvad pokker de skulle i det hus.

- Jeg synes vi skal ud herfra. Der er et eller andet skummelt ved det her hus. Hvad skulle vi egentlig ind efter? Kan du svare mig på det?

Kate svarede ikke. Han anede det ikke. Hun havde bare fulgt efter dem der var modigere end hende selv.

Hun så veninden begynde at gå ud af stuen, men i det samme var der noget der trak hende i den modsatte retning. En sang fra et gammelt støvet lydapparat fangede hendes opmærksomhed. En sang hun syntes hun kendte med hendes eget navn i.

Hun blev stående i stuen og lyttede.

Sangen handlede om at man skulle gøre hvad man ville. Gå klædt som det passede en bedst. Det var jo præcist det hun drømte om.

 

Mens Kate var ved at blive paralyseret forsvandt Annabelle ud i entreen. Hun nåede et par skridt indtil en usynlig kraft fik hende til at standse ved et maleri på væggen.

Hendes ben standsede brat og hun vendte sig uden at ville det.

Hun stirrede stift på maleriet. Hun kunne ikke rykke hovedet fra side til side.

Hun kunne mærke modet var ved at svigte, og tårerne trængte på i øjenkrogen.

Hun ville kalde på Kate, men der ikke en lyd. Lige nu ville hun virkelig gerne ud.

Annabelles øjne var låst til maleriet, der forestillede fire unge piger foran et stort hus.

De så triste ud, mens husets dør var ved at forvandle sig til en stor mund, der kunne æde dem alle fire. Munden havde store sylespidse tænder, der rigtig kunne knuse dem før de blev slugt.

 

Abigail var ikke lige så hurtig som Molly. Hendes ben bevægede sig, men det føltes som om hun gik i mudder. Det gik langsomt. Hun nåede dog trappen.

Molly var allerede oppe på første sal da Abigail trådte på trappens første trin.

Hun tog fat i et gammelt faldefærdigt gelænder, hvor malingen var skaldet af for flere år tilbage. Sådan så det i hvert fald ud.

Hun hev sig op, mens hendes ben føltes tonstunge. Hun så efter Molly, og kunne knapt nok få øje på hende. Hun kaldte på hende, men veninden hørte åbenbart ikke efter. Molly vendte sig end ikke og så efter hende.

Hvad der føltes som uendeligt mange lange timer tog det Abigail at komme bare halvvejs op. Hun slæbte sig af sted, og nåede endelig helt op.

 

Molly stod stille på en lang gang. Der var kun en dør. Den stod halvt åben og var for enden af gangen. Det gav ingen meningen, tænkte hun.

Hun vendte sig og så efter Abigail, men kunne slet ikke få øje på hende. Hun var overbevist om at den yngre pige rendte efter hende. Nu tvivlede hun.

Tapetet hang i laser på væggene og gulvtæppet lugtede af mug. Hun var allerede ved at miste lysten til at se mere af huset. Hun fortrød at hun var rendt op.

Molly vendte sig og ville løbe ned af trapperne, men da hun nåede rundt var trappen der ikke mere. Der var en væg. Der var slet ikke nogen trappe. Molly skreg.

Den høje tynde pige var ikke modig mere. Hun græd helt åbenlyst. Hun var pludselig bare en lille pige der ville hjem til sin mor og far.

 

Abigail hørte ikke noget. Hun nåede op for enden af trappen, men kunne ikke se Molly nogle steder. Hun kaldte flere gange, lige indtil en dør gik op nede for enden.

Det kunne godt lyde som Molly der svarede hendes kald. Der var en stemme.

- Jeg er her. Er du sød at komme og hente mig.

 

Annabelle hev efter vejret så meget hun overhovedet kunne. Hun trak det så dybt ned i lungerne at det næsten smertede, og så skreg hun, højt og længe.

Men der var ikke nogen der hørte hende. De var alle fire i hver deres egen lille lukkede hæslige situation.

Fra et næsten umuligt greb fik Annabelle vredet sig fri. Hun ville løbe mod døren, men blev prompte stoppet som stod der en tyk glasplade foran hende. Hun kunne se døren, men kunne ikke nå derhen. Hun råbte på de andre piger, men ingen svarede.

Hun løb tilbage mod stuen, kun for at få det næste chok.

 

Musikken var blevet højere inde i stuen. Hysterisk høj, men Kate havde ikke ænset det. Hun hørte bare sangen, hvor hun syntes det var så rigtigt.

Som en marionetdukke var der noget der fik hende til at danse rundt. Hun svingede og svajede til alle sider, og smilede til hele verden.

Hun svævede rundt i stuen. Til sidst rørte hun slet ikke gulvet. Musikken blev vildere, sangen blev højere, og Kate blev kastet fra side til side. Hun ænsede stadig intet.

I et hjørne af stuen stod der en stor kurv med strikketøj fra en svunden tid.

Låget løftede sig, og alle strikkepindene kom til syne.

En umenneskelig stor hånd lukkede sig rundt om Kates krop, og kastede hende op på væggen. Sekundet efter fløj alle strikkepindene gennem luften, og korsfæstede hende.

To efterfølgende strikkepinde gennemborede hendes øjne, og satte sig fast i væggen.

Kate døde med et smil på læben. Uden at vide hvad der ramte hende.

 

Molly vendte sig og ville løbe ned til den åbne dør. Måske var der en udgang der.

Men lige foran hende, stod der tre unge fyre. De var mere eller mindre revet i stykker, og blodet løb fra dem. De var kolde i deres ansigtsudtryk og øjnene var lyseblå.

Den ene af dem havde fået revet halvdelen af ansigtet af.

De nærmede sig hende, og Molly skreg højere. Hun gik i knæ, og drengene bøjede sig ind over hende.

Det var som om hun kunne høre dem hviske i kor, inden de begyndte at bide i hende.

- Du nåede ikke ud af huset. Du nåede ikke ud af huset.

 

Annabelle nåede ind i stuen, og så Kate hænge på væggen. Hun skreg og holdt sig for øjnene. Det var et endeløst mareridt, og hun havde meget lyst til at vågne nu.

Men det var for livagtig til kun at være et mareridt.

Hun kaldte på de andre, men der var stadig ingen der svarede.

Hun så mod vinduet, og til sin overraskelse fik hun øje på den mørke mand udenfor.

Hun så han bevægede munden, men hun kunne ikke høre ham.

Så gjorde han korsets tegn, og forsvandt.

 

Abigail kørte atter tungen mod bøjlen i munden, og gik ned mod døren for enden af gangen. Hun kaldte på Molly, men huset ville ikke lade hende vide at det for sent.

Der var bælgmørkt inde bag døren. Abigail var dog fortrøstningsfuld. Hun gik ind.

Men da hun gik ind snublede hun over dørtrinet, og tabte sine briller.

Abigail var næsten blind uden. Hun kunne kun ane skygger, og intet andet.

Mens hun lå på gulvet og roede efter sine briller, var der noget der bevægede sig mørket. Hun kunne ikke se det, men hun kunne fornemme at det var et koldt og fugtigt rum hun var i.

I små to sekunder blev der lyst, og der kunne hun se sin mor tydeligt, uden briller. Hun stod i vaskekælderen og skældte ud. Hun råbte højt af datteren, der lå der på gulvet. Abigail skreg indtil lyset gik ud igen. Så turde hun dårligt trække vejret.

Hun holdt vejret så længe hun kunne. Lige indtil hun var ved at sprænges.

Så kom lyset igen. Hun var ikke alene. Der så to unge mennesker henne i hjørnet.

De holdt hinanden i hænderne. De så med triste øjne på hende. De var helt hvide i ansigterne. Deres tøj var revet i stykker.

Abigail tømte sin lunger i et skrig. Chokket ville åbenbart ingen ende tage.

- Vi vil ikke dø alene herinde, sagde de to unge.

Ingen hørte Abigail skrige igen da døren smækkede i bag hende.

 

Annabelle stod grådkvalt midt i stuen. Hun så sin veninde hænge på væggen, og de andre reagerede stadig ikke på hendes kald. Hun rystede over det hele.

På en eller anden måde vidste hun bare at de ikke ville komme, lige meget hvor meget hun råbte. Hun så rundt i stuen. I hendes tilstand af chok vidste hun ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun knyttede næverne og råbte rigtigt højt.

- Dit forbandet lortehus. Hvorfor fanden skulle vi også ind i dig? Hvad er du for noget? Hvad er det du vil? Hvad vil du have? Hvad forlanger du?

Det var ikke bare som en grynten fra en kæmpe bjørn eller en sulten tiger. Den var mørkere, lyden der svarede.

- Jeg vil have dit liv!!!

 

Annabelle var ikke bare i panik. Det var værre. Hun var ved at falde om da væggene begyndte at røre på sig. De rykkede sig sammen. Ting væltede ned på gulvet og gik itu. En tyk bog landede lige for fødderne af Annabelle. Hun så ned og fik øje på den.

Det var ikke en planlagt idé. Nok nærmere en indskydelse.

Hun tog bogen op og kylede den hen mod en stor petroleumslampe. Hun ramte og lampen vælten. Lige med et var flammer på gulvet.

 

Ilden spredte sig hurtigt i den gamle stue. Alt var brændbart. Væggene rykkede sig tilbage igen. Flammernes lange arme fik fat i dørkarmen, og alt ude i entreen blev hurtigt rødglødende.

Annabelle indså hurtigt at den eneste vej ud af huset, var gennem vinduet.

Hun greb en stol og kastede den mod glasset. Der skete ikke noget.

Annabelle havde kun en eneste mulighed tilbage. Alt andet stod i flammer.

- Kære Gud, hjælp mig nu, hviskede hun og løb mod vinduet og kastede sig selv.

 

Dæmonens reaktion lød som et godstogs rumlen hen over himlen. Den snerrede.

Det varede ikke mange øjeblikke, før hele huset stod i store røde altædende flammer.

 

Annabelle kom til sig selv da hun mærkede at nogen slæbte hende væk fra det brændende hus. Først kunne hun i mørket ikke se hvem det var.

Ikke før hun rigtig fik øjenkontakt med den gamle mørke mand.

Hun kom på benene og vendte sig mod det besatte hus, og så græd hun trøstesløst.

 

En lille time efter var huset mere eller mindre brændt helt ned. Murene begyndte at falde fra hinanden.

Den mørke mand stod med armen om Annabelle.

- Du fandt nøglen til at bekæmpe den, sagde han til hende og nikkede med hovedet.

 

25 år senere

 

Annabelle stod med sin bibel i hånden. Hun havde netop læst dagens daglige vers for sig selv. Intet var glemt og alt var husket fra dengang hun mistede, men vandt.

Hun boede i et rækkehuskvarter, med mand og tre børn. Ikke mindre end tre piger.

Molly, Abigail og Kate.

Himlen havde et pudsigt rødt skær over sig. Der var et strejf og tynde skyer.

Det varede ikke længe før solen ville give plads til månen, og forhåbentlig ville der være millioner af stjerner foroven. Hun elskede at stå og se på dem når familien sov.

Der var en let vind der strøg gennem et åbent vindue. Den kildede hendes nakke.

Annabelle smilede da hun stillede sig ud på terrassen. Hun nød vinden og vejret.

Hun havde stadig sin bibel i hånden. Hun var sjældent nogle steder uden.

Hendes mand skulle tidligt op, og var allerede gået til ro. Pigerne var puttet.

 

Det der knuste hendes ungdom dengang led et nederlag. Måske fordi nogen, eller noget holdt hånden over hende.

Den gamle mørke mand var død for år tilbage. Hun gav ham en buket hvert år.

Da Annabelle trådte ind i sit eget hus igen, smækkede alle dørene på én gang.

Der lød et sus gennem luften da en køkkenkniv kom farende. Den gennemborede hendes bibel, der satte sig fast i væggen. Annabelle så sig nervøst omkring.

Hun nåede ikke at sige og tænke ret meget, før der lød en mørk skummel hvisken.

- Så mødes vi igen, Annabelle.