Jeg er ond

JEG ER OND!!!

Inden du bare stiller dig op og glor på mig, skal du vide én ting. Jeg er ond!!!

 

Hvad er definitionen af et menneske? Det kunne mange sikkert sidde og spørge sig selv om, i deres stille sind.

Der findes sikkert stadig folk, der spørger sig selv om så mange ligegyldige ting, vel fordi de ikke har andet og mere fornuftigt at tage sig til.

Hvorfor spørger jeg nu om det? Det gør jeg fordi der var en læge her på afdelingen der spurgte os i sidste uge, om nøjagtig det samme. Jeg synes det virkede som et latterligt emne at bringe på bane. Jeg blev så irriteret over spørgsmålet at jeg straffede lægen. Han er vist indlagt endnu, og kommer ikke hjem foreløbig så vidt jeg ved.

 

Ok, fair nok. Hvis der så sidder et eller andet individ derude, der gerne vil vide hvad min definition af et menneske er, så for min skyld ingen alarm.

Et menneske er en organisk livsform. Mig bekendt den eneste af sin slags der påkalder sig at være civiliseret. Det er den største løgn, siden den om Jesus der gik på vandet. Ja undskyld, religion er ikke rigtigt noget for mig. Det kommer fra gætterier af oldgamle skrifter. Skrevet på et sprog som ingen længere forstår sig noget af.

Et menneske er af kød og blod.

 

Vi mennesker er skabt med en hjerne. Det giver os mulighed for at tænke og føle.

Nogen er så igen skabt med en masse tanker og en masse følelser. Personligt er jeg ikke en af dem der er fyldt med en pokkers masse følelser. Jeg er mere køligt anlagt.

Vi mennesker er kommet i flere forskellige størrelser, nationaliteter og udseender.

Mit eget udseende er irrelevant, men der er nogen af dem, der som jeg bor på denne institution, der har måtte stå langt tilbage i køen da der blev uddelt ansigter.

Jeg gider ikke at bruge tid på at have ondt af dem, men jeg gider heller ikke bruge tid på at være i selskab med dem. Ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald.

Jeg skal også kunne spise, og kunne holde maden i maven.

 

Nationaliteter er der mange af. Jeg er selv vokset op i et multietnisk samfund som Hundige i Greve. Der er vel flest danskere, sådan præcist talt op. Men Hundige er også belagt med så mange andre mennesker af fremmed herkomst at stedet mest af alt kommer til at minde om en god gammeldags ghetto.

Sprogene er mange, ligesom de kriminelle handlinger der bliver begået der.

Der tales alt, lige fra tyrkisk, pakistansk, arabisk, serberkroatisk og i nogle tilfælde også spansk. Ved højlys dag kan man være i flertal som dansker, men om natten...

 

Hvad er definitionen af et menneske? Vi er et væsen der har indtaget jorden. Vi har gjort os til herskere over den, selv om vi ikke er særlig dygtige til det.

Det er sindssygt. Jeg sidder her og gør mig klog på et spørgsmål som en læge stillede os i sidste uge. Jeg sidder og spilder min tid, selv om jeg har masser af tid.

Jeg lever nemlig på den lukket afdeling. Hvorfor? Fordi jeg er ond.

 

Jeg blev født engang i tresserne, som den mellemste af en børneflok på syv. Jeg sled mine barnesko i Mimersgade på Nørrebro, i en lejlighed der var alt for lille til ni mennesker. Min mor gjorde rent på Stevnsgadeskole og min far var, for det meste, arbejdsløs alkoholiker. Så der var ikke de store penge i mit barndomshjem.

Dem min mor tjente drak min far op. Når der så ikke vare flere penge, så fik mor høvl af far fordi hun tjente for lidt til hans drukture. Det var ikke nogen romantisk barndom, og det var ikke noget kønt syn, men vi lærte af leve med det. Vi havde ikke andet. Hvis vi unger bare engang imellem lagde os imellem vores forældres skænderier, så fik far sådan et vildt udtryk i ansigtet, og så tog han livremmen af.

 

For os syv søskende var skoletiden noget nær en pose blandet bolsher. Min søster, Marianne, som er den ældste af os, var noget af en stræber i skolen. I dag sidder hun på et advokatkontor som fuldmægtig. For lige at sammenligne, så er jeg ordblind. Så duer jeg ikke til tal og matematik. Jeg er dårlig til det sproglige, og så var mit temperament kun til at gå i specielklasse. Det gjorde ikke min skoletid nemmere.

Det var kun i idræt at jeg kunne gøre en forskel. Jeg var fysisk stærk. Det er jeg i øvrigt stadig. det fandt lægen da ud af.

 

Jeg kunne bruge en masse spildtid på at fortælle hvordan tiden var for os alle syv.

Jeg kunne male et farverigt billede af os alle sammen. Fortælle lykkelige og ulykkelige historier, men så meget tid gider jeg heller ikke at spilde.

 

I skolen var jeg ikke den der havde mange kammerater, tværtimod. Jeg var en enspænder. Det er jeg stadig. Jeg trives ikke i andres selskab.

Allerede i første klasse gjorde jeg mig grundigt bemærket med et par ondskabsfulde handlinger. Når drengene fra klassen ville løbe om kap, så spændte jeg ben.

Hvis de ville skubbe så slog jeg. Hvis det var vinter, var der sneboldkamp. Hvis der var en der ramte mig, så ødelagde jeg deres cykel. Hvis det var en af de heldige dage, så var der nogen der ville slås. Der vandt jeg. Jeg havde mine egne regler. Dem var der ikke nogle af. Alt var tilladt.

Drenge i første og anden klasse forstår ikke at slås. De var bare bryde. Jeg sparkede, slog, rev og bed. Jeg sloges for alvor. Jeg gjorde det for at skade.

 

Efter et godt slagsmål i skolen engang, jeg tror jeg gik i anden klasse, ringede det på døren en aften hjemme i Mimersgade. Det var faren til drengen jeg overfaldt. Han stod med sin lille snotunge af en søn i hånden. Han var helt rød i hovedet af raseri.

Han brølede til min berusede far at jeg burde indlægges.

Svend, som drengen hed, havde flere voldsomme mærker i sit ansigt, efter min leg.

Der var rifter i hans pande og han var helt sort rundt om det ene øje.

Der stak vat ud af hans næsebor, hvor blodet tidligere på dagen havde løbet. Det gav ham et noget bøvet udtryk, hvilket fik mig til at grine højlydt i entreen da jeg så ham.

Bag Svends ene øre var der to bidemærker. Det kunne man ikke se. Jeg vidste det bare. De var dybe og fik ham til at hyle som en stakkels stukken gris.

 

Jeg husker det stadig ret tydeligt. Det står nærmest printet i min hukommelse.

Inden jeg sluttede mit overfald den dag, tog jeg hårdt fat rundt om halsen på ham.

Jeg klemte så hårdt at Svend næsten besvimede, men så kom der en lærer rendende.

Han så hvad jeg havde gang i og blev tosset som en hidsig tyr. Han løftede mig i hårrødderne og gav mig et par mærkbare lussinger, hvilket så igen fik mig til at spytte ham i ansigtet, inden jeg vristede mig løs og stak af.

 

I entreen kunne min far dårligt stå på sine ben. Så fuld var han også den dag.

Han slingrede og måtte holde fast i dørkarmen.

Mor og far havde netop afsluttet et større skænderi, fordi far var blevet set med vaskekonen fra det lokale vaskeri, Ulla. Svends far stod stadig i døren og råbte og skreg som en besat, indtil min far kom til sig selv. Så smækkede han døren hårdt i.

Far vendte sig og stirrede på mig. Han var vild i øjnene.

Da jeg kom i skole tre dage efter, havde jeg et ar ned langs højre kind. Et minde fra min fars raserianfald. Det var min straf for min hyggestund med Svend.

 

Sådan oplevede jeg skoletiden. Jeg røg ind og ud af flere opgør. Også tit med drenge fra de større klasser. Dem havde jeg sværere ved at lægge ned, men jeg fik altid efterladt et mærke, lavet med tænderne eller neglene.

 

Efter at vi havde brugt en del af min barndom på Nørrebro, flyttede hele familien til Hundige i Greve. Der var dukket en masse nybyggeri op derude. En by bygget i beton. Det skulle senere blive overdænget med mennesker af fremmed herkomst.

I syvende klasse, efter at jeg havde skiftet skole for femte gang, mødte jeg en pige. Linda Holst. Hun troede for en stund at vi skulle være kærester, fordi vi var på lejrtur med skolen, og fordi vores telte stod ved siden af hinanden. Linda tog dog fejl.

 

Det var en forholdsvis rolig tid i mit liv. Jeg gad ikke at slås hele tiden, og jeg gik heller ikke rundt og smadrede butiksvinduer eller biler konstant. Hvorfor husker jeg ikke. På lejrturen havde Linda irriteret mig et par gange, ved at lægge armen rundt omkring mig. Jeg bad hende flere gange om at flytte sig, men Linda var vist ikke så skarp. Hun fattede det i hvert fald ikke.

Hun havde bøjle på tænderne, bar briller og var skeløjet. Alene det var nok til at jeg havde lyst til at være ond ved hende.

 

En aften havde jeg fået nok. Tøsen havde vandret rundt til alle de andre der var med på turen, og sagt at vi allerede var blevet kærester. Det tændte mig af.

Da alle var krøbet i soveposerne stod jeg op og listede over til Lindas telt. Med et par velvalgte ord fik jeg lokket pigen ud af teltet.

Et lille stykke fra teltlejren stod der stod der en samling større træer. Et lille mørkt skovområde hvor vi kunne være i fred. Her kunne jeg gøre hvad jeg ville.

 

Linda fortalte aldrig til nogen hvad der skete. Jeg tror ikke hun turde. Fint med mig.

Måske var det da jeg holdt hende om halsen, og truede med at banke hende ihjel, mens jeg trængte op i hende igen og igen og igen. Måske var det der gjorde at hun aldrig sladrede til nogen.

I Lindas øjne var vi ikke kærester mere efter den nat. Så slap jeg også for at have hende rendende i røven hele tiden. Det var min første voldtægt, men ikke den sidste.

 

Jeg gik ud af skolen engang sidst i halvfjerdserne. Et par af mine ældre søskende var allerede flyttet hjemmefra. Jeg var dybt misundelig. Det gjorde mig gal at jeg ikke også havde den mulighed.

Jeg lavede alt muligt ballade for at mine forældre skulle smide mig ud hjemmefra.

Det lykkedes mig ikke rigtigt, endnu.

 

Min far havde fået job på en fabrik. Han arbejdede i treholdsskift. Det betød dog ikke at han drak mindre. Det betød bare at han kom fuld hjem fra arbejde nu og da.

Da jeg var knægt på Nørrebro, sad far primært derhjemme og drak. Når han altså ikke var på vaskeriet og hygge sig med Ulla.

Far var også blevet ældre. Han var holdt op med at slå mor hele tiden. Der var også længere imellem de høvl vi unger måtte lægge ryg til.

 

I 1981 blev jeg 18 år. To måneder efter fik jeg min første fængselsdom, for voldeligt røveri i en lille kiosk. Jeg husker det kun med et hånligt smil.

Jeg var en tur hjemme og besøge det gamle kvarter på Nørrebro. Det lignede sgu sig selv. Det havde ikke ændret sig synderligt meget.

Jeg havde røget lidt hash og drukket tæt den dag. Jeg var virkelig i ondt humør.

Kioskejeren var en gammel bekendt. Vaskerikonen, Ulla.

 

Ulla var blevet en stor kraftig dame, med store fyldige bryster. Jeg bad hende om et par øl til at gå videre på, men jeg havde ikke nogle penge.

Jeg fortalte hende hvem min far var, uden at det havde nogen større virkning.

Hun var ligeglad. Hun grinede af mig, og begyndte at skubbe til mig.

Da jeg skred fra kiosken, lå Ulla stille på gulvet. Hun blødte lidt ud af munden. Hendes ene øje var hævet og hendes tøj var revet itu.

 

Jeg havde en følelse af at jeg havde hævnet på min mors vegne. Min mor så lidt anderledes på det da det kom frem i retten at jeg både havde slået hende ned, og voldtaget hende. Jeg havde med andre ord været oppe i den samme kvinde som min far. Lidt ulækkert at tænke på, men hvad fanden. Livet er andet end opture.

 

Dommen var sgu en tand for lang efter min smag, men sådan viser livet sine sorte sider engang imellem. Jeg fik ikke de store chancer, men det gjorde Ulla heller ikke.

Fængselstiden var præget af vold og mere kriminalitet, end jeg havde regnet med.

Der går ganske givet stadig folk rundt ude i samfundet, der tror at det at sidde i fængsel gør at man bliver et bedre menneske. Hvor tager de dog fejl.

I Vestre sad jeg tit i isolation. Jeg røg ind og ud af det ene slagsmål efter det andet.

Jeg fik skabt mig et ry, som gjorde at man ofte lod mig være. Det passede mig fint.

 

Der var en hærdet narkohandler derinde. Han sad for salg af heroin til unge på diskoteker. Han præsenterede mig for det vilde sus man fik ved en enkelt stribe.

Jeg blev helt vild og slog vildt omkring mig. Alle der krydsede min vej i de 24 timer fik tæsk så de aldrig ville glemme det.

To måtte indlægges. Den ene fik sprængt milten, men klarede den alligevel. Det har jeg senere fået fortalt. Man kan jo ikke vinde hver gang.

Det forlængede min dom yderligere. Resten af tiden i Vestre sad jeg i isolation.

 

Jeg havde ofte hørt om dem der var så heldige at de blev hentet foran fængslet, af familie eller venner. Jeg var ikke en af dem, tværtimod.

Da jeg gik ud af porten var der ikke nogen. Det regnede, og det var mandag. Busserne var fyldt med sure ansigter, men der var ikke nogen der hentede mig. Ingen.

 

Jeg søgte mod Hundige, og på stationen mødte jeg min lillebror, Jan. Han så på mig med store triste øjne. Der var noget han havde svært ved at få sagt. Det kunne jeg tydeligt se på ham. Han skulle til at åbne munden og sige noget, og så knækkede han.

- Mor er død, fik han fremstammet, og min verden stod stille.

Ordene kom som et chok for mig. De var mere end uventet. Min eneste tanke var, så fik min far alligevel slidt hende ihjel. Det var vitterligt min eneste tanke.

 

Jeg fik af vide af min lillebror at mor var død af kræft. En svulst havde siddet fast i et stykke. Hun havde garanteret døjet med smerter, men ikke ville ligge nogen til last med det. Der var ikke noget at gøre, sagde Jan.

Jeg havde kun en tanke i baghovedet. Min far skulle betale en gæld.

Jeg fortalte Jan at jeg ville forlade Hundige for altid, og forsvandt med toget igen.

Jeg er sikker på at Jan stod der længe efter at toget var kørt, og græd.

 

inde midt i København begik jeg et røveri mod en kiosk. Ejeren var ikke dansk.

Jeg nøjedes med et stikke ham et par på hovedet. Udbyttet var et par tusind kroner, nogle cigaretter og en flaske snaps.

På Vesterbro lejede jeg et hotelværelse for et par dage, og drak mig for sans og samling. Jeg var efterhånden blevet en hærdet alkoholiker. Det var jeg blevet i fængslet. Folk aner ikke hvad man drikke derinde, for at blive kraftigt påvirket.

Jeg tømte næsten hele den flaske, og så besvimede jeg.

 

De næste par måneder brugte jeg på at drive rundt i gaderne. Farlig for mine omgivelser. Jeg var ikke et selskab man opsøgte.

Ind imellem ordnede jeg en kiosk eller en tankstation, og så var der penge til druk og narko. Når jeg var påvirket af flaskernes giftige indhold var jeg rolig, som oftest bedøvet og blid som et ligegyldigt lille lam.

Når jeg havde held med mig til at få fat i lidt pulver, var jeg et vilddyr. Utilregnelig.

 

En aften blev jeg stoppet af en luder fra Skelbækgade. Det var en pige der hed Pia. Jeg kendte hende godt. Hun var såmænd ok overfor mig. Ind imellem kunne jeg besvime hos hende, hvis regnen væltede ned eller hvis sneen fyldte Vesterbros gader.

Det var vel egentlig synd for Pia, men hun mødte mig efter et dårligt fix.

Da jeg forlod Vestre anden gang, var det samtidig med at Pia blev udskrevet fra Riget. Det har jeg i hvert fald hørt. Jeg hørte desværre også at hun døde året efter.

Det havde hun sgu ikke fortjent.

 

Der var en tanke der stadig plagede mig. Min far, der havde en regning hængende over hovedet. Min mors liv. Det skulle han betale for.

Jeg drev stadig rundt inde på Vesterbro. Det holdt jeg dog op med da jeg fandt ud af hvor upopulær jeg var blandt ludere og alle mulige andre mennesker, efter overfaldet og voldtægten af Pia.

Jeg var rent ud sagt en jaget mand i det meste af København. Ofte måtte jeg flygte for livet, hvis en gruppe af de kedelige typer fik øje på mig.

 

Jeg bumlede med toget til Hundige for at se om der var liv i den gamle familie.

I fængslet var jeg nærmest blevet tørlagt og narkofri, måske også fordi jeg sad hele min tid i isolation, efter eget valg.

Jeg følte mig bedre tilpas. Jeg gik stadig rundt med en vrede inde i mig, men fysisk var jeg ovenpå. Jeg var 37 år på det tidspunkt. Det er fire år siden nu.

 

Jeg havde prøvet det meste af alt det kriminelle på det tidspunkt. Det eneste jeg endnu ikke havde bevæget mig ind på, var at slå et andet menneske ihjel. Det havde været tæt på et par gange, men de havde klaret den hver gang.

Det gik sgu lidt vildt for sig dengang, med Pia eller fars gamle elskerinde, Ulla.

Jeg tænker på det med et skævt lille smil på læben.

 

I Hundige var der ikke nogen jeg kendte mere. Jeg fik af vide af naboen at resten af mine søskende endelig var flyttet hjemmefra, og at min far var flyttet ud til en yngre dame i Rødovre.

Jeg tændte af og blev rødglødende rasende da jeg hørte det om min far. Så rasende at jeg smed en stor sten gennem sideruden på en parkeret Volvo.

Jeg var ved at forlade stedet da ejeren pludselig kom rendende. Han var helt hvid i hovedet. Han råbte og skreg at bilen var ny, som om det ragede mig.

Jeg var hurtigere og stærkere end ham. Inden han kunne nå at reagere havde jeg sparket benene væk under ham. Resten af det lille slagsmål var en formalitet.

Han peb og hylede som en lille snothvalp, mens jeg sparkede til ham. Jeg stoppede ikke før han lå helt stille og ikke sagde mere.

 

Ved stationen stjal jeg en cykel. Sådan en fin racercykel, som en knægt på 17 ikke nåede at låse, før jeg kastede mig over ham. Knægten var skræmt fra vid og sans.

Jeg havde ikke selv set det på tidspunkt, men det viste sig at der var blod op og ned af mine bukser og støvler.

Jeg havde aldrig haft en cykel og nu havde jeg en. Det føltes stort, tænkte jeg.

 

Da Hundige forsvandt bag mig var der masser af sirener rundt omkring mig.

For at skabe lidt mere ballade og skræk i folks hoveder, ringede jeg til politiet

og sagde at der var en bombe på stationen. Jeg skreg af grin da jeg cyklede væk.

 

Efter et par timer var jeg i Rødovre. Jeg havde kun stoppet to gange. En gang for at tisse, og en gang for tæve en grønlænder som jeg genkendte inde fra Staden.

Han skyldte mig tyve kroner.

 

Jeg havde fået en adresse af vores tidligere nabo og jeg var ikke længe om at finde den. Kort efter at jeg var nået frem, fik jeg nok mit livs største chok.

Min far, den gamle idiot, kom valsende hen ad gaden med en barnevogn. Helt sikkert hans nye kællings lille unge. Da jeg så det blev jeg dårlig.

Jeg er helt sikker på at han aldrig har gået med mig da jeg lå i barnevogn.

Jeg blev dårlig. Jeg troede jeg skulle kaste op. Det hele vendte sig i hvert fald i maven på mig. Hvis jeg havde kunne se mig selv, havde jeg ganske givet været ligbleg i ansigtet. Det var første gang jeg vitterlig stod og græd.

 

Jeg blev så gal, rasende, hidsig og ond på samme tid. Jeg stod og rystede over det hele. Det var et held at ingen henvendte sig til mig på det tidspunkt. Det havde de næppe overlevet. Lige nu var klar til hvad som helst. Ligegyldig hvad.

Jeg holdt mig på behørig afstand så den gamle ikke opdagede mig. Jeg blev dog så tæt på at jeg stadig kunne se hvor han gik hen.

 

Det var ulækkert at se hvordan han gik og smilede ned i barnevognen. Al den overskud han pludselig havde til den snotunge. Hvor var den da jeg var barn?

Manden vandrede rundt i en times tid før han var hjemme igen.

 

Ud på aften blev det køligt. Ikke langt fra min fars nye bolig var der en stor fælles parkeringsplads. Her stod der en campingvogn der stod stille for efteråret og vinteren.

Det var ufatteligt nemt at bryde ind, og så havde jeg et sted at falde om.

 

Næste dag var det en almindelig hverdag. Jeg havde midt i nattens mørke fået den ondeste idé. En idé der gør, og gjorde at jeg skal blive her resten af mit liv.

Jeg ville komme med en manifestation omkring min utilfredshed. Jeg ville foretage den ondeste handling, jeg nogensinde havde foretaget mig. Jeg ville virkeligt slå til.

 

Klokken var ikke ret mange da jeg så min far køre af sted med barnevognen igen.

Jeg skar tænder da jeg så det. Snerrede som en ond gammel køter.

Ikke så langt fra hvor han boede afleverede han ungen i en børnehave. Jeg var glad for at jeg var fulgt efter ham, og set hvor børnehaven var. Her skulle jeg slå til.

Da manden, som min mor engang forelskede sig i, forlod børnehaven fulgte jeg efter ham igen. Kort før han nåede sin opgang stillede jeg mig ind foran ham.

Han gjorde store øjne, og så noget forbavset ud da han så mig. Hans ur gik vist i stå kan man sige.

 

Han skulle til at åbne munden og udtrykke et eller andet meningsfyldt da jeg plantede et knytnæveslag lige i synet på ham. Han gik ned med det samme.

Han nåede ikke engang at råbe op. Han fik ikke vækkede hele nabolaget med skrig om hjælp. Det var så mit held. Ellers skulle jeg slås med dem også.

 

Ved en nærtliggende kældertrappe trak jeg ham ned. Jeg var slet ikke færdig med ham. Jeg sparkede døren op til kælderen og slæbte ham indenfor.

Her gennembankede jeg ham til jeg troede han var død. Men desværre.

 

Oppe på tredje sal kom der en yngre kvinde til syne. Lisbeth hed hun. Jeg sagde ikke noget da hun åbnede døren. Jeg gik bare ind og tog fat i hende.

Lisbeth sprællede på livet løs, men forgæves. Jeg smækkede hende et par, og så var hun rolig. Jeg bandt hende til stolen og stak en strømpe i munden på hende.

Så fortalte jeg hende hvad jeg ville gøre, og jeg sagde det med et smil.

Lisbeth blev helt hysterisk. Hun fik spyttet strømpen ud af munden og begyndte at skrige op. Jeg var rød i hovedet af raseri. Jeg fór frem og stak hende en, så hun endte med at ligge bevidstløst på gulvet.

 

Jeg sad i sofaen og studerede den bevidstløse unge kvinde. Lisbeth så sgu meget godt ud. Jeg endte med at gøre det, som jeg havde gjort flere gange før. Jeg voldtog tøsen, og nød det tilmed. Det gjorde jeg ikke altid, men denne her gang var fedt.

 

På en tankstation i nærheden huggede jeg to plastikspande og fyldte dem med benzin. Klokken var cirka ni den morgen da jeg stod foran børnehaven, med meget onde idéer. Der var ikke nogen unger at se i vinduerne. Jeg tænkte de lå og sov, hvad ved jeg? Med en cykel og en masse møg og besvær fim jeg kravlet op på taget af institutionen. Det var temmelig besværligt med to plastikspande. Jeg tabte da også den ene spand. Den anden spand hældte jeg ud over taget. Så tændte jeg en smøg og kastede den fra mig. Det gik hurtigere end jeg havde regnet med.

 

Pludselig stod jeg oppe på taget, med min ene arm indhyllet i flammer. Jeg løb hen til kanten og kastede mig ud. Flammerne i min arm gik ud, men jeg brækkede min ankel i faldet. Det varede ikke længe før jeg kunne høre sirener. Men jeg kunne ikke høre nogen skrigende børn. Det var ligesom planen.

 

Min far skulle ikke have lov til at nyde den kællings møgunge, når han ikke havde behandlet os andre børn godt. Jeg ville brænde den lorteunge, og alle de andre unger i den børnehave. Jeg ville straffe min far på den hårdeste måde jeg kunne.

Først ville jeg slå ham ihjel, det troede jeg at jeg havde gjort, og så ville jeg tæske hans kælling og brænde ungen.

 

Desværre nåede jeg ikke at stikke af. Min brækkede ankel gjorde at jeg ikke kunne løbe ret langt. Mit afbrændte ærme og arm var heller ikke sådan lige at bortforklare.

Politiet fik fat i mig lige omkring Rødovrecentret.

Hvad jeg ikke vidste den dag, var at hele institutionen var på tur. Der var slet ikke nogen i huset da jeg brændte det ned.

Alligevel blev jeg dømt for drabsforsøg på tredve børn og personalet.

Jeg blev også dømt for drabsforsøg på min far, og voldtægten af Lisbeth.

 

Et liv på den lukket, i resten af mit liv. Det var straffen men jeg var ligeglad. Her sidder jeg så endnu. Jeg fik et flot langt ar på armen efter det med branden. Det ser meget cool ud alligevel.

Ind imellem får jeg sgu besøg af min lillebror, Jan. Han ved hvad jeg har gjort, men han kommer alligevel.

- Jeg ved godt du lavede noget skidt, men du er jo min bror, siger han hver gang.

Så tuder han, og så går han kort efter igen.

Jan er det eneste menneske der nogen sinde han behandlet mig ordentligt.

Derfor vil jeg aldrig nogensinde gøre ham noget.

 

I andre skal ikke føle jer for sikre. I ved jo godt, JEG ER OND!!!