Kattene fra mosen

Kattene fra mosen

Barry var ikke bare spændt. Han var mere end det. Han havde for nyligt fået sin uddannelse. Han var nu officielt læge.

Titlen ringede for hans ører. Den gjorde ham glad. Syv års hårdt arbejde på universitetet, havde nu båret frugt. I netop disse minutter, mens han kørte mod sin egen lille første praksis, beliggende i den lille by, Yorks Hope, i netop dette sekund kunne Barry ikke være mere glad.

Hans mor græd af glæde da han stod med sit bevis. Hun krammede ham og kyssede ham, som var han stadig, den buttede lille dreng hans brødre ikke troede, skulle blive til noget. Men det lykkedes. Han fik det bevist, for alle og enhver. Det var en glædens dag. En dag, man skulle bemærke og huske. En dag der aldrig kom igen. Man skulle nyde den.

Familien stod samlet på den gamle kirkegård, på morens befaling. Barrys far, der tre år forinden var blevet et af mange ofre da terroren blev sluppet løs i New York den septemberdag, og ikke klarede den, skulle også delagtiggøres i glædens dag. Barrys søster, Hannah syntes det var en dårlig idé. Hun hadede stedet Hun stod med armene over kors, og sukkede dybt. Hun ventede kun på at de tog hjem. Familiens ældste bror, Peter stod og holdt om moderen. Han var der for hende, ikke for Barry.

Den anden bror til den nye læge, John Junior lagde en hånd på Barrys skulder og smilede ned til ham. Han nikkede anerkendende. Han havde tvivlet, men lillebroren havde klaret det, mod alle odds.

 

- Det ville have glædet din far meget min dreng, sagde moren.

Barry havde svært ved at holde tårerne tilbage, mens moren stod og talte.

Alle de gamle minder, om en forholdsvis fredfyldt barndomstid væltede frem. En tid hvor faren kom hjem, og altid blev mødt af en glad lille dreng med store krøller og huller på knæene, der stod med sin nye brandbil i hænderne. En del af krøllerne var skjult af en rød brandmandshjelm, der var for lille. Den var der for at dele farens glæde ved sit job ved korpset.

Barry fik altid en svingtur, og der var smil fra far til søn. Ind imellem kunne Barry stadig se sin far komme ind af døren. Men det var kun i drømmene.

Den slidte lyseblå Ford holdt stadig farten, mens skyerne lod sig samle på himlen. De greb hinanden i favnen og smeltede sammen til én stor candyfloss. Det gav et øjebliks skygge fra den brændende sol. Det passede Barry fint. Sommeren var usædvanlig varm. Den holdt sig ikke under de tredive grader. Selv her sent på dagen, hvor solen snart skulle træde tilbage, og give plads til den store hvide måne, der havde sit blålige skær mens den stirrede ned mod jorden. Bilens ruder var alle rullet ned, grundet den manglende aircondition. Bilen havde adskillige år på bagen. Den var nærmest et familiearvestykke, som John Junior havde kørt i engang, og Peter før ham.

Barry havde drømt om sin egen bil en dag.

Praksissen skulle lige op at stå, og det hele skulle på plads. En vis levestandard skulle det nok blive til, og med tiden en bedre bil.

 

Chancen med Barrys egen lille klinik, var kommet som et kald fra oven. Et lykkekald til én de andre ikke troede på. Pludselig stod Barry der, med brevet der fortalte at han inden længe var læge med egen praksis. Den krøllede lillebror, som opnåede det mere, end både Hannah og John Junior.

Søsteren der aldrig nåede længere end til pladsen som kassedame i byens lille lokale supermarked. Eller Junior, der nåede syv lærepladser, inden han måtte tage til takke med et halvdagsjob, på værkstedet.

Det var kun Peter, der nåede det han drømte om, når han trådte ind på sit advokatkontor. Det var hans drøm, og han levede den fuldt ud. Han nød sin status, og tøvede ikke med at prale af den, overfor alle der gav sig tid til at lytte.

Nu kom den yngste også i mål, og det nagede ham en smule. Morens store dreng var ellers familiens store håb. Nu var der også Barry. Peter ville ikke dele popularitet. Han havde altid kunnet nyde sin mors mange rosende ord.

Lægen og hans Ford kørte ud af staten New York. New Jersey var en mellemstat på turen, der skulle vare ca. tre timer. Yorks Hope lå i udkanten af Pennsylvania. Barry have været der en enkelt gang før, på et lille visit for at se lokaliteterne til klinikken. Alt var som det skulle være. Han kunne ikke være mere tilfreds. Prisen var ikke for høj, og de blev hurtigt enige.

Byen var ikke stor, og havde kun små trehundrede indbyggere. Den lå mellem naturskønne områder af en bred stor granskov med en ferskvandssø i midten. Der var klippeområder, der kunne berette historier om stenskred fra ældre tider.

Yorks Hope var en sommerby, pralede den af. Det var her den havde det meste af sin indtjening, af turisme fra det meste af Amerika.

Flere velstående familier havde huse langs søen. Huse der primært var besøgt om sommeren.

Fra de ca. tre hundrede indbyggere, der normalt boede i byen, blev tallet fordoblet om sommeren, når turisterne gjorde sit indtog.

Jernbanen løb gennem skoven og henover klippeformationerne. Som oftest var det kun godstoge der passerede byen. Store som fortidens øgler, kom de væltende ud af skoven, med enten trælast i form af gevaldige bjælker, eller kul, der stadig var en stor industri. Der var ikke mange toge, der standsede ved det lille trinbræt, der trods alt hørte med til Yorks Hope. To om ugen, for at være helt nøjagtig. Der var sjældent nogen der stod på og af.

Størstedelen af byens huse bestod af træ. Smukke huse, som oftest i tre etager.

De var alle bygget i en gammel stil der ikke havde ændret sig i mange år. Med hvide vægge og det obligatoriske røde tag. Og så en veranda foran huset, hvor der lige var plads til et par stole, eller en lille hvid bænk, hvorfra man kunne følge med i livet hos de fleste på hovedgaden, Yorks Avenue.

Alle kendte alle, og havde et forhold til hinanden. Man vidste det meste om naboen, og hvad der måtte være værd at vide. Man kendte til diverse ægteskaber, og hvad de måtte indeholde af gode og dårlige sider. Næsten alle kendte de små hemmeligheder, der opstod mellem de unge mennesker, der mødtes, inden de forlod byen, for at søge uddannelse og arbejde i de større byer.

 

Den ældre generation i byen, var dem der stod last og brast med hinanden.

De havde ikke længere flertallet, men det var dem der kunne binde byens historie sammen. Alle de gamle skrøner og fortællinger, om dengang bagerens Lana løb med jernbanearbejderen, der ellers havde lovet sit hjerte væk til stuepigen Agnes.

Eller da bankdirektøren havde en kortvarigt forhold, til en af sine ansatte, så hun var tvunget til at få en abort. Der var nok af dem, de gamle sagn hang ved.

Og der var stadig nogen, der kunne huske dem alle sammen. Både dem der ikke havde fundet sted, og alligevel kun var en skrøne, og så dem der nok var sande til trods.

 

Yorks Hope kunne godt virke som en søvnig lille by, hvor der måske ikke var det største behov, for bevågenhed udefra. Men der var bevågenhed, bare ikke udefra. Den var på vej. Den ankom snart.

Fra et sted, selv byens ældste ikke kendte, dukkede de op, fra jordens inderste mose.

Fra en tradition, som end ikke beboerne på De Gamles Hjem kunne huske, kom de listende frem. De blandede sig med menneskerne, så man troede, at de var gode, men inderst inde var de noget andet. Noget helt andet.

De fandt nogle ensomme individer, som ingen kendte, og tog det de ville. De begav sig ud i mørket. Den snigende mørke stund der stod for døren. De var ikke det man troede, når man først plantede sine øjne på dem. Kun når døden indtraf, kunne man se det, de engang havde været. Mennesker fra en svunden tid. Fra før den modernes tidsregning. Før sproget, og før de følelser man kendte i dag. Før de blev det, man kunne se dukke op fra skyggerne i skoven. Nogle af deres yngste løb for sig selv, ned mod den landevej, der var vejen ind mod byen.

To små størrelser, begav sig mod landevejens truende adfærd, med hurtige biler.

Flere og flere lys tændtes i Yorks Hope. Også hos den aldrende Mortimer Richards. Mortimer passede jernbaneoverskæringen. Han boede alene, og havde levet sådan i mere end fyrre år. Der var ikke nogen i byen, der tog notits af den gamle jernbanemand.

De fleste vidste at der var én, men ikke ret mange havde vitterligt talt med ham. Han var stort set ukendt i Yorks Hope.

To af de yngste fra skoven, løb mod vejen. Mens tre af de ældre gik mod overskæringen. De stirrede på huset, der ikke var meget større, end et forvokset kolonihavehus, på en dårlig sommerhusgrund.

Motorvejsbetjenten, Lance Stewart holdt pause for en kort stund. Vandet skulle lades, og den støvede landevej kunne være lige så god, som de offentlige motorvejstoiletter han sommetider brugte.

Den kakifarvede uniform var varm, til trods for at månen havde overtaget himlen fra den bagende sol. Skjolder på ryggen og under armene pyntede ikke etatens tøj, men Lance's temmelig store overvægt, gjorde det ikke lettere. Sveden piblede ned af nakken på ham, fra den sparsomme hårpragt. Hatten var ikke i stand til at tage det hele. Svederemmen prøvede ihærdigt, men tabte kampen.

Hans solbriller sad tæt ind på ansigtet. Nærmest klistret fast til øjenkrogene. Det hjalp ham mod den salte sved, så det ikke ramte øjnene. Resten af ansigtet var blankt som søen.

 

Han rystede sig, og bandede over at de tre sidste dråber alligevel altid endte i undertøjet. Han så ned ad sig selv. Det kunne ikke ses, og det var tilfredsstillende. En lille sjat havde ramt venstre støvle. Lance klarede den, ved at tørre støvlen i højre knæhase. Han løftede den stramtsiddende hat og tørrede panden med håndryggen. Igen bød livet på irritation. Hans hænder lugtede fælt af tis.

Barry kunne mærke trætheden i øjnene. De tre timer på motorvejen, havde gjort sin virkning. Det føltes som var der grus i øjnene. Gudskelov havde han passeret statsgrænsen, og var kørt ind i Pennsylvania. Der var ikke så pokkers langt igen. Landevejen var lang lige og mørk, som hvis himlen ingen stjerner og måne havde. Gadelamper var noget man kun kunne tænke sig til.

Der var stiplede linjer på vejen. Bilens forlygter kastede sig ud over belægningen. Det gav et monotont blik i de trætte øjne, indtil der pludselig var et fremmed sæt øjne, der blev fanget i lyskeglen. Det gav et hult dunk i bilens højre forskærm, og et skrig som Barry ikke hørte.

Men han nåede at se noget ryge op på kølerhjelmen, kun for at fortsætte hen over taget, og lande flere meter bag den gamle Ford.

Barry blokerede bremsen så hårdt han kunne, og kom i samme sekund til at tænke på, at det var på tide at få skiftet de slidte dæk, hvor man næsten ikke kunne se mønstret mere.

Heldigt for ham, skinnede månen på sit kraftigste. Barry fandt sin lommelygte i handskerummet. Han slyngede lyset mod det der lå på jorden.

Kroppen var forvredet i en unormal stilling. Barry kunne ikke forestille sig andet, end at døden måtte have indtruffet øjeblikkeligt. Han kunne både mærke og se, det ene ribben på siden af katten.

I bagagerummet fandt han en flettet kurv. Han tog et par hvide gummihandsker fra sin taske. Lægen lagde liget af en død kat i kurven. Dens øjne var åbne endnu, og munden så ud til at lægge an til et skrig. Barry kørte en hånd ned langs kroppen på den. Han kunne mærke de knuste knogler.

- Jeg er ked af det lille skat. Jeg har ellers et stort dyrehjerte, men pludselig stod du der.

Han lagde forsigtigt kurven i bagagerummet og lukkede døren.

Tilbage på vejen stod der endnu en kat. En ung en af slagsen. Den så bilen forsvinde, og skreg.

Det kradsede på Mortimers dør. Som en lille hund der stod derude og ville ind. Hans ryg gjorde ondt, og det var besværligt at komme op fra den slidte gamle sofa, med gaffatape i siderne, for at den stadig kunne holde stand. Han måtte støtte sig til en af de to spisebordsstole, der stod lænet op af bordet. Bordet var en dør ovenpå otte ølkasser. Det var ikke udseendet der virkede, men det fungerede for Mortimer.

Da døren gik op, skar de lysende øjne. Der var kløer og der var spidse tænder. Der var mange.

Lance vendte sig for at gå mod patruljevognen. Det gav et sæt i ham da en lille ung kat sad på kølerhjelmen, og stirrede på ham. Øjnene var klare og gule. De fulgte hver en bevægelse Lance lavede. Da han trak sin tjenestepistol, for at skræmme dyret væk, var katten hurtigere end som så. Den gjorde en manøvre, der ikke var menneskeligt muligt. Den skreg på hjælp, og hjælpen kom, hurtigt.

Barry låste sig ind i det lille hus, der fulgte med klinikken. Det mindede om et lille sommerhus, men det var hans tjenestebolig. Det var en del af aftalen, med at købe praksissen. Det var ikke stort, men han var yderst tilfreds. Han var ikke sen til at få kufferten, og anden bagage slæbt ind.

Det var sent, og Barry havde længe tænkt på en dejlig blød seng. Og en seng var der dog, til trods for at det lille hus var sparsomt møbleret. Der var et værelse, der kunne virke som soveværelse. Stuen stødte sammen med køkkenet. Entréen havde to døre. En til stuen, og en til konsultationsrummet. Klinikken passede i størrelse, til et mindre landsbysamfund. Det var det der stod i annoncen, og det passede. Det var perfekt for en nystartet læge, der ønskede sin egen praksis.

Barry gad ikke at pakke det hele ud nu. Han var for træt. Han lagde sig på sengen, med tøjet på, og lod tankerne glide hjem til New York. Hvor hans mor havde vinket farvel, med et lommetørklæde i hånden. Det gav en klump i halsen at tænke på.

Han vinkede tilbage, med armen hængende ud af vinduet, alt imens en ældre mand var gået forbi, og havde smilet så mærkeligt til ham.

Men han var glad og lykkelig nu. Han havde sit eget. Øjnene var tungere nu. Han havde valget mellem at rejse sig og klæde sig af, eller bare lade søvnen overtage. Men der var en erindring der prikkede ham i siden.

Katten...

Den lå stadig helt stille i kurven. Barry satte kurven ind på klinikken. Han var for træt til at nærstudere katten nu. Han ville spørge rundt omkring i morgen, om der var nogen, der savnede en kat.

Barry kom også til at tænke på den aftale han havde med en mrs. Gladys Winther, der skulle komme og give klinikken en overhaling med sæbe og vand. Det hele skulle gerne komme så godt fra start som muligt. Det hele var nyt og lige begyndt. Eventyret stod for døren, og Barry var klar til at tage imod. Han faldt hurtigt i søvn.

Det gjorde Lance og Mortimer ikke. Men det vidste byen ikke noget om - endnu.

 

Da solen, efter den korte sommernat, atter gjorde sin entré, var kattene forsvundet ind i skoven igen. De tålte ikke de klare stråler. Det brændte i de små skarpe gule øjne. De gemte sig i skyggerne, til der igen var til at være, i den trætte lille by.

Gladys var en glad lille rund kone. Hun var alene på ottende år, efter at Stephen havde fundet nye græsgange i sin unge assistent, miss Kate Reilly. Sammen havde de forladt byen, i Stephens tro på at lykken ville smile til ham og hans nye unge trofæ. Det hele var dog ikke gået, som han havde drømt om.

To år efter havde han skrevet til Gladys, "tag mig tilbage min skat". Men døren var lukket for bestandigt.

Den lille kone levede af at gøre rent. Dels hos frisøren, den svenske mr. Nilsson, og dels hos den nye unge læge. Hun var glad for at hun kunne være en del af aftalen, og at lægen havde accepteret hende. Hun ville gøre sig umage denne dag.

Doktor Lester skulle have et godt indtryk, på sin første arbejdsdag i byen. Hun vidste godt, at han ikke var så meget på klinikken i dag. Han var rundt på præsentationsrunde. Byen skulle møde Barry Lester. Gladys låste sig selv ind på klinikken.

Der var en smule indelukket, og så var der en ny lugt hun ikke genkendte.

Hun stoppede foran den knuste kurv på gulvet, og gispede efter vejret med udspillede øjne.

Historielæreren, Glenn August underviste den ene af byens to klasser da Barry trådte ind af døren, efterfulgt af skolens inspektør, Mary Little.

Inspektøren så skarpt ud over klassen. Det var den store klasse, med byens håbefulde teenagere. Der var ingen der rejste sig. Den tid og respekt var overstået. Der var ikke mange der løftede blikket da Barry nikkede ud mod de unge. Kun en ung pige på bagerste række. Hun så ikke ud til, at være meget yngre end Barry. Det var Diane Jones. En ung pige med kastanjebrunt hår og smukke brune øjne.

Diane blev anset for at være klassens særling af flere af de andre i samme lokale. Hun passede sig selv, og fulgtes ikke med andre. Hun spiste sin frokost alene, og havde altid favnen fyldt med bøger, der ikke interesserede de andre. Diane boede hos sin tante, efter at hendes forældre var blevet dræbt i en trafikulykke tre år før.

Byen var udstyret med to klasser. Den yngre og den ældre.

Skolen havde simpelthen ikke kapacitet til mere.

Engelsklæreren var også matematiklærer, og litteraturlæreren stod også for idræt.

Historie og samfund stod Glenn for. Når eleverne så ville læse videre, var de tvunget til at søge udenbys. Ind til de større omkringliggende byer.

Der var kun ca. ti elever i hver klasse. Nogen gange færre, men aldrig flere. Med byens indbyggertal, var der ikke behov for flere klasser.

 

Der var de børn og unge, der voksede op i byen, og dem der flyttede til, men det var ikke mange. Det var ikke et stort antal af folk, der rent faktisk valgte at bosætte sig i Yorks Hope. Byen var vel nærmest en mellemstation. Man kom, man så og man drog videre. Næsten ingen blev. For de store fremtidsforhåbninger, om en større industri og store idéer, lå ikke i byen. Den havde dog engang fået et bevis, som man var voldsomt stolt af.

Årets sommerby, nitten-hundrede-et-eller-andet!

Ingen kunne efterhånden huske hvad år det var. Men ved byens meget lille og beskedne rådhus, for enden af Yorks Avenue, hang beviset stadig, i glas og ramme. Halvdagsborgmesteren, Clark Robertson holdt stadig sin lille tale ved beviset hvert år den fjerde juli, selv om forsamlingen af lyttere, efterhånden kun bestod af folk fra De Gamles Hjem.

Præsentationen var hurtigt overstået. Barry gik smilende igen, i selskab med inspektøren, Mary Little. De nåede udgangen af den lille skole, da en lille rund forpustet kone kom løbende dem i møde.

- Hvor er det godt jeg fandt dem doktor Lester, stønnede Gladys.

- Bare kald mig Barry, smilede lægen høfligt.

- Der ligger nogen hjemme på klinikken. På gulvet ved siden af operations-bordet.

- Noget, ikke nogen. Ja, der ligger en kat. Jeg var så uheldig at køre den ned i aftes.

- Nej doktor Lester. Der ligger ikke nogen kat. Jeg tror De misforstår. På gulvet ved siden af bordet, der ligger ikke nogen kat. Der ligger en lille pige. Jeg tror hun er død!

Hun lignede et barn, med et voksent udtryk i ansigtet. Hun så ikke ud til at være blevet mere end 12. Munden var stadig åben, som om den skreg endnu. Man kunne ane tænderne, der virkede for store til den lille mund. Det gav hende nærmest nogle gorillalignende karaktertræk, i det lille hoved.

Kindbenene var trukket skarpt op, omkring den grove mund. Øjnene var åbne, men sad langt inde i øjenhulerne. Man kunne kun skimte farven omkring pupillen, den var mat og gul som rav.

Hendes hår var langt og filtret. Det nåede længere ned end skuldrene. Ned til midt på ryggen.

Det var stribet, mørkt og gråt. Hårgrænsen stoppede ikke i panden, som på de fleste mennesker. Den fortsatte ned langs kinder, og længere ned af hagen.

Dele af ansigtet og store dele af den lille piges krop, var dækket af fint tyndt hår. Håret dækkede ikke meget, men det var der, helt ud til fingerspidserne og tåneglene. Hendes fingre og tæer var udstyret med længere negle end normalt. De var slidte og snavsede. Håndfladerne var ru, og således også fødderne. Ikke som på et normalt barn på ca. 12. Ikke som på ret mange andre mennesker overhovedet.

I området ved brystkassen og mavesektionen var der store mørke pletter, der kunne se ud til at stamme fra et kraftigt stød. I højre side var der sort størknet blod. Man kunne svagt se spidsen af et ribben stikke lidt ud. Der var også blod på gulvet, hvor pigen lå, lige så stille.

 

Barry kunne ikke sige noget. Hans mund var godt nok åben, men der kom hverken luft eller lyd. Halsen var snøret sammen, som én stor tør garnrulle. Hans øjne var så udspilet som de kunne blive. Det var kun få minutter siden, at sveden havde trillet ned af ryggen på ham, under den hvidgule skjorte, han selv syntes var den pæneste han havde.

Men nu. Nu var der knastørt på kroppen af ham. Han nærmest frøs, mens han stod og så på hende på gulvet foran sig. Han rystede på hænderne. Han kunne ikke finde nogen logisk reaktion på situationen. For et øjeblik, drømte han, at hans elskede far ville komme ind af døren, og give ham en svingtur. Men døren var lukket bag Gladys.

Barry stirrede rundt på gulvet, efter spor fra katten. Men der var ikke nogen. Der lå kun en død pige.

Kurven var splintret, og lå halvt under liget på gulvet.

 

- Gladys, hvor er katten som jeg bar herind i går aftes?

Lægen spurgte uden at fjerne blikket fra pigen. Han var begyndt at trække vejret igen, men kunne ikke komme sig over synet. Han rørte stadig ikke en muskel. Han turde faktisk ikke. Billedet af pigen printede sig ind i sindet på ham, og blev siddende. Der var ikke noget i ham der sagde, at han skulle gå frem til hende. Tværtimod skreg det til ham. Hold dig væk. Du har gjort nok.

- Der var ikke nogen kat doktor Lester. Der lå kun hende der, svarede Gladys.

- Det kan ikke passe, hviskede Barry tilbage.

Barry tog sig sammen, efter grundig selvransagelse, og vendte sig. Han lagde en hånd på den lille kones skulder. Så rystede han på hovedet.

- Jeg satte en kurv på gulvet med en død kat i. Jeg lagde ikke en død pige der. Derfor spørger jeg dig igen. Hvor er katten? Og endnu vigtigere, hvad gør vi nu?

Gladys gik et par skridt frem, og tog Barry under armen. Hun så op på ham, rystende på hænderne.

- Skulle vi ikke ringe til Lance Stewart? Han er vores lokale myndighed her i byen. Han er egentlig motorvejsbetjent, men han besøger byen en time hver dag. Han har et kontor nede på rådhuset, men jeg har hans nummer.

- Det er en god idé. Så ringer vi til ham. Men ved du hvad? Jeg ved tilfældigvis at der er en amtslæge der hedder Scotty Moore. Ham ville jeg gerne have fat i. For hende der, hun ligner ikke en, jeg kan eller skal obducere alene. Jeg prøver Scotty hvis du ringer til betjenten. Og en ting mere Gladys. Jeg hedder Barry. Du behøver ikke kalde mig doktor Lester.

Barry løftede den unge pige op på bordet. Forsigtigt lagde han hænderne på hendes ansigt. Med et par fingre åbnede han hendes venstre øjelåg. I de samme sekunder, forlod rester af den sidste luft hendes lunger, og sivede lige ud i ansigtet på lægen.

- Du har godt nok drageånde lille ven, sagde Barry og gik et skridt tilbage.

 

Kort forinden havde han brugt ti minutter på at se rundt om huset. Der måtte være en kat et sted. Han havde bedt Gladys om at spørge dem hun mødte, om der var nogen der kendte noget til en kat, der var savnet. Den lille kones reaktion havde undret ham. Der var ingen katte i byen, sagde hun.

Det havde der faktisk aldrig været, i hendes levetid. Gladys var vokset op i Yorks Hope.

Barrys mobiltelefon lå på et bord og summede. Han var i færd med at få fat i amtslægen. Han ventede på, at Gladys skulle komme tilbage, med besked på at hun havde fået fat i betjenten. Men der kom ikke nogen. Det trak ud, mens lægen stod ind over pigen på bordet.

Fra skovens inderste skygger var der oprør. De manglede en. En af de yngste. De snerrede af hinanden og kløerne var fremme. En han, der bar et ar ned over venstre side af ansigtet, trådte frem i forsamlingen. Det ene øre hang i laser, mens det højre øje skinnede kraftigere gult end det andet. Han så på de andre, men sagde ikke noget. De havde ikke noget sprog, som det de var nu.

Han var den ubestridte leder. Det var de andre ikke i tvivl om.

Ingen gjorde antræk til at forsøge, at tage hans position. Han var stribet langs ryggen. På brystet var han hvid med et kryds. Med en hurtig bevægelse, lavede han et dybt snit i barken på et gammelt træ. I træet var der tegnet noget der kunne minde om et kort. Kortet lignede Yorks Hope til forveksling.

Efter en kort hilsen, stod de to læger sammen. Scotty var kommet så hurtig han kunne. Andetsteds i byen, løb sladderen hurtigere end en steppebrand. Både bageren og slagteren og byens frisør, havde allerede hørt om den nye læge, og pigen på gulvet, i stedet for katten. Jo, Gladys var ikke stor, men det var snakketøjet. Det gik stærkt i den lille by, når det først det gik.

- Og du siger, først var der en kat, og så lå der en pige, spurgte Scotty.

Han så på Barry, med et blik der ikke var til at tage fejl af. Han troede ikke en døjt på ham. Den mere erfarne amtslæge kunne ikke tage tanken, at der måske var en yngre læge, der kunne berette noget, som han ikke allerede vidste selv. Den nye generation af uddannede læger havde i hans øjne, et skævt syn på virkeligheden. De havde lært faget på en anden måde end han. Men det gjorde dem ikke bedre. Her stod der en læge, fra lille Yorks Hope, med et fund af en pige, der så markant anderledes ud. Hvorfor fanden var det ikke ham der havde fundet hende?

 

- Ja jeg ved godt det lyder helt tåbeligt. Jeg tror heller ikke selv på den historie. Men sandheden er, at jeg kørte en kat over i går aftes, og her til morgen ligger der en pige. Jeg siger ikke at det er den samme, men hun ser ud som en, der ikke findes i vores tid. Nærmest som et menneske fra en for længst overstået tidsregning, der pludselig dukker op, ud af ingenting. De må give mig ret i, at hun ikke er en man ser hver dag.

Scotty var ikke meget for det, men måtte modvilligt give knægten ret. Amtslægen åbnede pigens mund, og studerede tænderne. Så løftede han hænderne og kiggede på håndfladen.

- Vi skal have taget tandaftryk og fingeraftryk. Så kan Lance sætte en eftersøgning i gang. Der må jo være nogen der kender pigebarnet.

I det samme gik døren op bag dem, og Gladys kom til syne. Hun rystede nervøst på hovedet.

- Jeg kan desværre slet ikke få fat i Lance Stewart. Han svarer ikke sin telefon.

Formiddagen var hurtigt blevet til tidligt eftermiddag. Solen både stegte og bagte og brændte. Der hang en stærk sol over byen. Stærkere end sommeren selv.

Scotty forlod Barry med nogle prøver han kunne gå videre med.

På vej ud til bilen blev han mødt af mekanikeren, William Jackson.

Scotty sendte et blik mod William da han nærmede sig.

- Hvad kan jeg gøre for dig, spurgte han, og kom William i forkøbet.

- Ja det er lidt mærkeligt doktor. Men der tales rundt omkring i byen om den nye læge. De siger han er lidt skør, og ser katte rundt omkring. Jeg ved sgu ikke helt om jeg tør stole på ham. Men jeg har nogle problemer i skridtet. Jeg tænkte om du lige kunne se på mig?

Scotty så smilende på William, og rystede på hovedet. Han svarede ikke på henvendelsen. Han satte sig ind i sin bil, stadig grinende. Mekanikeren stod og så efter lægen, der drejede ud, og kørte væk.

På den anden side af gaden, var der et sæt øjne der stirrede på Barrys lille hus. En person der vidste besked. En der kendte de gamle historier, og ikke troede på, at den nye læge var helt ved siden af.

At en kat pludselig dukkede op på landevejen, blev kørt over, og forvandlede sig til en pige. Det var unaturligt, men ikke umuligt, i Yorks Hope. Byen havde en ældre historie, end den der stod i de ældste bøger. Kun nogle ganske få optegnelser, beviste denne påstand.

Skyggerne kastedes anderledes, jo længere frem eftermiddagen kom. Gladys begav sig mod sit hjem, efter en særdeles begivenhedsrig dag. Skridtene var hurtige og rytmiske. Den lille kone, og hendes historier fulgte hende som altid. Hun var ikke mere end lige drejet fra det ene hjørne til det andet, så stod der en ny der ville have historien igen.

Gladys var dagens budbringer, mere end den lille lokale avis, Hopes News.

Gladys hus lå i udkanten af byen, og starten af skoven. Det lå nærmest isoleret i den ene ende af byen. Hen ad eftermiddagen, da solen ramte byen fra vest, lå hendes hus i skygge. Et mindre klippeområde fangede lyset, og fik solen til at kaste sine stråler hen over byens tage, og tegnede et nyt billede af Yorks Hope.

Et anderledes, men ikke mindre smukt et af slagsen, hvor størstedelen af de ens træhuse, fik et nyt skær, og fremstod næsten mere indbydende og venlige. Sommervenlige, som Hopes News altid reklamerede med.

Gladys låste sig ind, og startede med at tænde sit fjernsyn, traditionen tro. Hun fandt sin vanlige pakke cookies og satte vandet over til kaffe. Det varede ikke længe, før dagens højdepunkt begyndte.

Lykkehjulet, og muligheden for at se, hvad andre kunne vinde, og se deres drømme blive til.

 

Der var bevægelse i stuen mens Gladys sang i køkkenet. De dukkede op fra sprækken i væggen, og på få øjeblikke, sad og stod de overalt. I sofaen, på reolen, på spisebordet, på sofabordet ved siden af kagerne, og i den slidte lænestol. De stirrede mod døren, hvor sangen kom fra.

Det var ellers sådan en sød lille sang, om kærlighed og blomster på en sommerdag. Fred og fordragelighed i hverdagen.

De lignede tøjdyr med kunstige glasøjne, og pels af polyester, og påsyede bløde kløer. Men de var særdeles levende. Fra sprækken kom endnu en. Med striber på ryggen, og et kryds på maven.

Gladys kom syngende ind i stuen, men så standsede sangen. Den blomstrede kaffekande knustes da den ramte gulvet. Sukkerskålen klarede den, men indholdet bredte sig fint ud over det blåviolette gulvtæppe. Resterne af det fine kaffestel, som Gladys havde arvet fra sin mor, landede og endte sine dage under sofabordet, uden at blive brugt en sidste gang.

Ingen kunne høre lydene fra det ensomme hus for enden af gaden. Skrigene døde hen i det uvisse. Den sidste stund var smertefuld, mens sukkeret blev farvet rødt. Det stoppede ikke før den stribede leder snerrede for sidste gang.

De kom for at tage, og de tog hvad de kom for. Da de forlod huset igen, manglede der det de tog. Dem der ikke var tøjdyr forlod sprækken, uden at se sig tilbage. Lederen var den sidste der krøb ud. Han rundede Gladys en gang til, inden han gik ud mod skyggerne, for at krybe langs huset.

Han hoverede da han forlod huset. Han snerrede mod himlen, og følte sig usårlig. Intet kunne ramme ham. Han flåede og bed, og sejrede.

Skyggerne var ved at blive længere, mens byens historie skulle til at ændre sig, for bestandig. Blomsterne langs vejsiden af Yorks Avenue, kæmpede for at få dagens sidste stråler med, inden de måtte tage til takke med lyset fra månen og stjernerne.

Et godstog kom buldrende ud af skoven med en hastighed, som selv den mindste kat ikke kunne forudse. Flokken havde forladt hulerne, for at gå mod byen, men den mindste nåede ikke over skinnerne. Toget kastede grus til alle sider, mens en stribet leder kom løbende tilbage, kun for at se den lille forvandle sig. En lille dreng, med hår over hele kroppen kom til syne, lige så død, som lederens ene øje. De snerrede efter toget, der kørte mod klipperne, for så at forsvinde på den anden side.

Beau Koppelson trodsede sin mor igen. Han var et frygtløst barn, på fjorten år. Der lå et drys af fregner hen over næsen på ham. Hans røde hår skinnede i solen, som han stod der på klippen, og så ned mod jernbaneoverskæringen, og det lille skur der lå ved siden af. Han elskede at se solen gå ned, selv om det som regel altid kastede en skideballe af sig, når han atter viste sit ansigt i hjemmet igen. Beau boede alene med sin mor.

 

Darleen Koppelson serverede på byens eneste bar, Stellas Bar and Steakhouse. Hun var drikfældig, og var ofte senere hjemme, end andre enlige mødre. Beau passede derfor sig selv, og klarede sig. Han havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange, han havde måttet slæbe sin mor hjem fra baren. Men livet gik sådan for ham, og han lærte at tage det som det kom. Han klagede aldrig. Kun hvis Darleen slæbte mandfolk med hjem. Så troede de ofte en hel masse. Men det endte ofte med, at Darleen viste dem døren efter et par dage.

Der var noget der trak i Beau, for at gå ned til det skur. Han havde været der før, men aldrig indenfor. Han havde godt set den gamle jernbanearbejder, når han havde provianteret nede i byen. Men han havde ikke hilst på ham. Men den gamle havde noget, der interesserede Beau. Togene. Drengens store passion var toge, i alle afskygninger. Han havde små legetøjstoge, i flere forskellige størrelser, som Darleen på en god dag i ædru tilstand, havde bestilt hjem til ham.

 

Beau stod altid parat, når de store trælastvogne kom susende forbi. Så stod han der, som han havde gjort det, siden han var en lille dreng på syv. Det var dengang Beau havde en far.

En jernbanemand der hed Calvin. Han havde engang glædet Beau, ved at forære ham sin jernbanekasket. Han havde den endnu. Faktisk hang den altid i baglommen på ham. Så tog han den på når togene kom, og vinkede ivrigt til togføreren. Ind imellem jog de armen ud og vinkede igen, så var dagen redet. Beau kendte alle vognene. Hvor meget de kunne bære eller indeholde. Han kendte til alle lokomotiverne. Hvor meget de kunne trække og hvor meget de vejede. Der kom sjældent en vogn, som han ikke kendte. Når der så kom vogne med passagerer, så var han der også, med kasket på. Så vinkede han igen. De fleste var søde og vinkede tilbage, mens andre var sure og trætte, gættede Beau.

Han stod foran skuret, og bankede forsigtigt på, der kom intet svar. Han bankede igen, lidt hårdere. Døren gik langsomt op idet drengens knytnæve ramte døren. Man kunne ikke se noget. Ikke før man gik lidt længere ind. Det skulle Beau ikke have gjort, men det gjorde han, og så skreg han.

Linda Frances sad midt i sin daglige telefonsamtale med søsteren Erika, da forbindelsen røg. Linda kaldte søsterens navn flere gange, men der var ikke noget svar. Hun så på røret og trykkede på afbryderen adskillige gange, men uden resultat. Så gik strømmen i hele huset. Hun så sig omkring.

Linda var en stor dame, med brede hofter, buttede kinder og en gevaldig barm. Hun pustede og stønnede højt da hun rejste sig fra sin uundværlige lænestol. Hun fandt en lommelygte i entréen, og åbnede døren. På siden af huset sad boksen med ledninger til alt i hjemmet. Linda vidste godt, at hun for mange år siden, skulle have fået låst den boks, så ingen kunne komme til ledningerne.

- Hvordan er det sket, spurgte hun sig selv højt, mens hun så på de overrevne ledninger.

Hun rejste sig for at gå ind igen.

Kattelemmen i køkkendøren, der aldrig blev brugt, blev brugt flittigt nu. De væltede ind i huset. De var mange, og gale. Linda kunne se dem, og det måtte hun ikke.

Den store dame stillede sig midt i stuen, med en lighter og et stearinlys, godt irriteret.

Da lyset bredte sig, fik hun øje på de mange blanke øjne, der stirrede på hende. Linda var helt paralyseret. Hun anede ikke sine levende råd. Hun havde ikke set så mange katte før. Hun prøvede at gå langsomt baglæns mod døren. Men én bestemt hankat, snerrede lige med et. Så skreg hun.

- Hvem var det der skreg, spurgte Paula. Hun rejste sig fra spisebordet, midt i kartoffelmosen.

- Jeg hørte ikke noget, svarede Benny, og fortsatte med at skovle mad indenbords.

- Jo, der var en der skreg, hørte du ikke det? Jeg hørte det tydeligt. Var det mon Linda?

- Det ved jeg ikke. Sæt dig nu bare ned og spis. Hun har vel fået øje på en rotte eller en vaskebjørn i haven. Kan du ikke huske sidste år, da hun pludselig hylede op, fordi et egern piskede rundt på hendes veranda? Jeg gider ikke at gå over til hende. Sæt dig nu bare ned og spis.

Paula kunne alligevel godt huske situationen, og smilede bredt til sin mand, der altid vidste bedre.

Hun priste sig lykkelig over sit liv med Benny. Han var aldrig i tvivl om noget, og han vidste det meste.

Beau kom løbende af fuld kraft. Han var skrækslagen. Han havde set, hvad de havde gjort ved Mortimer, og han var ikke så frygtløs mere. Men han vidste ikke hvem de var, eller hvad de var for nogen. Han vidste ikke hvad han skulle frygte. Han var en lille dreng på fjorten år, der frygtede at han ikke skulle blive ældre. Han ville elske, at se solen stå op igen, og at være hos sin mor lige nu.

Han græd mens han løb, og råbte på sin mor. Det gav en lyd som sang for kattene. En ensom stakkel, der troede det var sikkert at bevæge sig ud i mørket.

De stod på verandaen ved Leslie Hopper. En pensioneret kørelærer, der få år forinden havde mistet sin kone. Han var på nippet til at skulle flytte i De Gamles Hjem. En kat af de yngre, stod og kradsede på døren, i håb om, at det skulle fange kørelærens opmærksomhed. Den stod med kløerne på døren, da lyden af en skræmt lille dreng fangede lederens ører. Han snerrede. Her var der endnu et muligt offer. Alle kattene fra skoven, så mod lederen, og ventede på ordren.

Beau løb forbi et butiksvindue i det gamle kvarter i byen. Han fik øje på sit eget spejlbillede. Noget i vinduet fangede hans blik. For et kort øjeblik stoppede han sit løb, og vendte sig.

De kom stormende mod ham, med en stor hankat forrest. De snerrede, og blottede deres tænder.

Beau så sig hurtigt omkring, og uden at tænke videre over det, løb han mod det nærmeste hus.

En lille halv time tidligere, havde det banket på Barry Lesters dør. Han havde åbnet, med en telefon hængende mellem skulder og ører. Han var en anelse forbavset, over at se Diane Jones udenfor.

Barry gjorde samtalen færdig og lagde på. Han så på Diane, og smilede.

- Hvad fejler du unge dame? Skal du være min første patient, spurgte han.

- Jeg vil spørge dem doktor Lester, må jeg se kattepigen, spurgte Diane.

Barry rystede på hovedet. Hun var ikke den eneste der havde spurgt.

Efter at Gladys havde spredt budskabet, havde adskillige været og banke på, kun for at få lov til at se pigen. Men Barry var professionel. Pigen var ikke et udstillingsstykke man viste frem. Man skulle respektere de døde.

Diane var lige ved at se døren blive lukket foran sig. Hun trådte et skridt frem.

- Må jeg ikke nok doktor Lester? Jeg ved at hun var en kat da De kørte hende ned.

Ordene gjorde indtryk på Barry. Han stoppede døren, og så atter på Diane. Han sagde ikke noget.

Den unge pige gik forbi Barry og ind i huset.

 

- De har engang været mennesker. Engang før mennesket som vi kender det, blev skabt. Det var dem der herskede på jorden. De var den førende race, hedder det sig.

- Hvor har du det fra, spurgte Barry, der lod Diane stå og kigge på pigen på bordet.

- Fra gamle optegnelser der ikke står i nogen bøger. Det står ikke nogen steder, fordi en masse mennesker ikke ville tro på det. Men det gjorde vi, svarede Diane.

- Vi, hvad mener du med vi, spurgte Barry, og lagde en hånd på hendes skulder.

Diane vendte sig mod lægen. Klassens særling, var ikke mere særling, end at hun vidste besked.

 

- For mange år siden, levede folk som mig i reservater. Er du med? Jeg er apacheindianer.

Barry nikkede. Han lukkede døren ind til klinikken. De satte sig midt i den lille stue.

- Fortæl noget mere. Hvem er de, og hvorfor tror du, at de dukker op nu?

- Jeg tror ikke noget doktor Lester. Jeg ved at jeg har ret. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så kommer de tilbage til byen, for at hævne sig, svarede Diane.

- Så din teori er altså, at fordi jeg kører en kat over på landevejen, så kommer der en stor flok katte ind til byen, og skræmmer os alle sammen, sagde Barry.

- Som sagt doktor Lester, jeg tror ikke noget. Jeg ved det sker. De kommer, hvis de ikke allerede er her. De har været mennesker engang, og de forvandler sig til mennesker igen, når de dør. De kørte en kat ned, så døde den, og derfor har de nu en ung pige liggende derinde.

Diane åbnede sin taske, og tog et gammel stykke læder op. Der var tegnet på det. Det lignede hulemalerier, men det var tydeligt at se hvad det forstillede.

- Følg tegningerne doktor Lester. Mennesker der levede engang. De så anderledes ud end os. Kan De se den lille pige der forneden, hun ligner hende der ligger inde på klinikken.

På tegningen stod der en pige. Hun gik på alle fire, nærmest som en abe. Hun så mod jorden, der så ud til at åbne sig, som en kæmpe mund. Pigen skreg, så det ud til. Bag ved pigen, og foran en større flok, stod der en mand. Han stod næsten helt oprejst. På brystet havde et stort kryds.

- Hvem er han, spurgte Barry, og pegede på manden med krydset.

- Det er lederen. Det er ham der bestemmer hvad der skal ske.

- Mit næste spørgsmål Diane, er så, hvad har de med katte at gøre? Hvorfor blev de til katte?

Diane tog endnu et stykke læder op af tasken. Der var flere tegninger på. Hun rakte det frem.

 

Barry lagde det ud på bordet, og så nøje på det. På tegningen var der et område med en mose. De stod alle sammen rundt om mosen. Den store leder stod med en kat i hænderne. Mosen åbnede sig, og menneskene ofrede katten, til det de troede på.

- Diane, prøv at hør her. Hvis det passer hvad du siger, og jeg siger, hvis. Kan du så forklare mig, hvorfor de blev til katte? Eller hvorfor de lever endnu, hvis det er så mange år siden?

Diane skubbede læderet til side, og tog fat i lægens arm. Hun så alvorligt på ham.

- Jeg ved det passer. For nogle år siden var jeg på et museum på Chicago. De havde også samme slags læderstykker. Der står det hele beskrevet. De kommer fra jordens inderste, fra en mose et sted. En eller anden højere magt, jeg ved ikke hvilken, forvandlede dem til katte, fordi de ofrede katte til mosen. De blev dømt til at leve evigt. De kan godt dø, og de tåler ikke sollys i øjnene. De angriber åbenbart ikke, hvis man er flere sammen. Men færdes man alene, er man færdig. De er mange, og de flår og bider til man dør.

I det samme skar et skrig gennem byens gader.

Et skrig af smerte, fra Linda Frances.

Diane og Barry så på hinanden, og løb ud til døren. Barry åbnede den i tide, for Beau Koppelson.

Diane greb drengen i armene. Han var rædselslagen. En lille plet på de gule sommershorts røbede hans angst. Han så op i hendes ansigt, og græd helt åbenlyst. Han skreg på sin mor, og rystede.

Barry stod helt stille, chokeret over at se hvad der fulgte efter Beau. Han troede ikke på det. Noget inde i ham, sagde at det var noget han forestillede sig. En skrøne som ikke stod skrevet nogen steder, men kun var tegnet på gammelt læder. Han så noget nærme sig huset.

De stoppede få meter foran huset, og så snerrende på de tre ved døren. Lederen gik et par skridt længere frem. Han rejste sig og stod på bagbenene. Kløerne var lange, og røde. Han havde fråde om munden, og havde de kunne se det tydeligt, var der også blod på tænderne.

- Se hans kryds på maven råbte Barry.

Beau gemte sit ansigt.

Han ville ikke se dem. Han klamrede sig til Diane mens han råbte på sin mor.

Diane tog fat i Barrys arm. Hun ruskede i ham, til han vendte sig. Hun så ham i øjnene.

 

- Hvis det passer hvad tegningerne viser, så angriber de os ikke, fordi vi er flere, sagde hun.

Barry vendte sig igen og så på kattene. De var ganske rigtigt stoppet foran huset. De nærmede sig ikke mere. De snerrede af dem, men blev stående. Lederen stod på alle fire. Der var død i øjnene på ham. Han var rasende. Han fangede ikke drengen.

Menneskene og kattene stirrede på hinanden, indtil en anden lyd fangede kattenes opmærksomhed.

En bil nærmede sig huset. Stille kom den trillende hen ad gaden. Barry tog sig sammen og begyndte at råbe. Han forsøgte at fange chaufførens blik ved at fægte med armene.

 

- KØR VIDERE, KØR VIDERE, skreg han.

Han forsøgte panisk, at vise hvad Tommy skulle gøre.

Tommy Petersen så godt at lægen stod og viftede med armene. Han stoppede bilen. Og rullede vinduet helt ned. Den gamle militærmand så først for sent, hvad faren var.

Først da en rasende hankat hoppede ind i hovedet på ham, forstod han hvori faren bestod.

Tommy skreg som besat, mens de andre katte væltede ind i bilen.

I sine vilde bevægelser, fik Tommy hevet sin jagtdolk ud af handskerummet, og stukket en af kattene. Den røg ud af vinduet med et højt hyl, og så lå den stille.

Barry tog fat i Diane og Beau, og beordrede dem til at løbe med ham. De betænkte sig ikke, og løb så hurtigt de kunne, hen mod Barrys gamle Ford. Bilen var ikke låst og de var hurtigt inde i den.

 

- Vi skal have advaret andre i byen, inden de også bliver slået ihjel, sagde Barry.

Gudskelov startede bilen med det samme.

Der var stadig liv i den gamle øse. Mere end der til sidst var i krigsveteranen Tommy Petersen.

- Jeg var nede ved jernbaneoverskæringen. De har også været inde hos ham den gamle.

Beau sagde det gennem tårer, mens han gjorde alt for ikke at kigge ud. Diane krammede ham.

- Måske skulle vi begynde på baren. Der finder vi så mange som muligt, inklusiv hans mor.

 

Diane vidste besked om Beaus mor. Barry nikkede, og spurgte om vej. Bilen lavede hjulspind da de drønede forbi Tommys mørkegrønne jeep. Fra jeepens førersæde, løftede en hankat hovedet.

Månen så ned på aftenens begivenheder. Det var midnat, og der løb en stribe blod gennem byen i de mørke gader. Nogle steder døde skrigene ud, efter et kort angreb. Men de blev færre, skrigene.

Fra baren fik de advaret næsten alle. I hvert fald dem, der var til at få fat i. Hos Gladys og Linda ringede telefonerne også, men der var ikke nogen der tog dem.

Beau sad på skødet af sin mor. Han græd ikke mere, men han var chokeret, og stiv af skræk.

Senere ud på natten, dukkede der en nøgen ung mand op ude foran lægens hus. Han var død. I maven havde han et dybt stiksår fra Tommys jagtdolk.

Resten af natten, listede kattene rundt i byen. De ledte efter dem, der ikke var i selskab med nogen, og havde barrikaderet døre og vinduer. Men de fleste var allerede advaret, og ingen turde vise deres ansigt ude på gaden, alene.

Det gav en irritationsreaktion hos dræberkattene. De snerrede til hinanden. Lederen forsøgte at føre gruppen rundt i byen, efter mulige enlige ofre.

Henne foran hotellet, kom en enkelt beruset turist vraltende ud på gaden. Hotellet lå ikke langt fra baren, men man skulle dog gå et par hundrede meter. Han var alene, og var ikke blevet advaret.

 

En ferie i landlige områder, skulle få hans stres til at forsvinde, sagde lægen.

Mickey var sikker på, at en sidste drink inden han gik til ro, ville få byens tåbelige skrigeri til at stoppe. Det var ikke til at holde ud at høre på. Endelig var han på ferie fra kontoret, så ville han have ro. Det var vel ikke for meget at forlange.

Han stoppede sin gang, da han fik øje på kattene foran ham. Den der stod forrest, gik lidt frem mod ham. Den var helt rød i hovedet af blod. Den blottede sine tænder og snerrede dybt.

Fra barens vinduer så de scenariet og angrebet. De hørte Mickeys sidste skrig, og så skreg Beau også. Det var der flere der gjorde. Men der var ikke noget at gøre.

Længere ud på natten, fik de endelig fat i myndighederne. Da de endelig nåede Yorks Hope, var lyset ved at bryde frem. Solen kom listende hen over trætoppene, og inden der var gået længe, var der fyldt med folk i gaderne.

Der var mange der græd, når de fandt dem de holdt af. Nogen betænkte sig ikke, og pakkede bilerne med det samme, og forlod byen uden at tænke sig længe om.

Foran Barrys lille hus, blev to lig samlet sammen. Det ene så anderledes ud, end alle de døde beboere. Til gengæld lignede han pigen inde på bordet i klinikken. Et par betjente kiggede længe på ham, inden de hjalp til med at lægge ham op i en ambulance, der kørte langsomt bort.

Barry var også ved at pakke sin bil, da en ung trist pige kom gående. Hun havde en rygsæk med lidt tøj over skulderen. Barry kunne se, at Diane havde grædt, og gættede sig til resten.

- Du nåede ikke at få fat i din tante, vel?

Diane rystede på hovedet. Hun så mod himlen, i et forsøg på at holde tårerne tilbage. Det var svært.

- Der er en flok mænd der er ved at samle sig ovre på baren. De siger at de vil gå på kattejagt i skoven. Hvem ved, måske har de heldet med sig. Man har da lov at håbe, sagde hun.

Barry gik hen og gav Diane et kram. Det blev gengældt. Han kørte en hånd gennem hendes hår.

 

- Vil du med derudaf, spurgte han, og så hende dybt i øjnene.

- Hvor skal du hen, spurgte hun, og forsøgte at smile.

- Jeg tager hjem til New York. Hvor må jeg sætte dig af henne?

- Jeg har aldrig været i New York, sagde Diane.

- Jamen så er det der vi kører hen.

Barry tog hendes rygsæk og kastede den ind i bilen. Han holdt døren, mens Diane kravlede ind.

- Jeg er lige nødt til at tale med nogen fra politiet, inden vi kører.

Diane sagde ikke noget. Hun satte sig tæt og stille ved siden af Barry da de kørte af sted.

 

Ved rådhuset havde politiet og militæret lavet hovedkvarter. Barry og Diane gik begge ind.

Henne på baren sad Beau foran sin mor. Han foldede sine hænder, og bad hende hører efter.

- Mor, vil du ikke nok lade være med at tage med ud i skoven? De katte er virkelige farlige.

- Hold nu op Beau. Jeg følges med en masse store mænd med rifler. Jeg vil sgu heller ikke finde mig i deres lort. De kommer bare ind i vores by, og dræber alle mulige, og jager min søn gennem gaderne. De skal fandeme nakkes de svin, sagde Darleen.

Moren kørte en halv flaske øl ned, i et hug. Så tændte hun en smøg, og nikkede mod en af mændene. Hun var klar til at køre.

 

Skuddene bragede fra skoven idet Barry og Diane nåede rådhuset. Det gøs gennem pigen. Hun så sig over skulderen, og skulede mod skoven, som kunne anes i det fjerne. De var ved at være ved døren, da noget fangede Dianes opmærksomhed. En ulykkelig lille dreng gik rundt for sig selv.

Hans øjne var røde af gråd. Diane var hurtigt henne hos Beau.

- Min mor gik med i skoven, selv om jeg bad hende om at lade være, sagde han.

 

Kattene hvæsede og snerrede, mens de forsøgte at flygte for deres liv. En hvid hunkat forsøgte at gemme sig i træerne, men kun indtil Frankie fyrede sit første skud af. Kattens hoved fløj gennem luften. Resten landede tungt på jorden, og ville snart blive til en hovedløs ung dame fra en anden tid. Kattene havde ikke en chance mod jægerne der kom fra lyset. Som de døde mennesker aften før, heller ikke havde en chance.

Fra en hule som ingen havde fundet endnu, sad der en stor hankat og skjulte sig. Den så sin flok blive knust. Inden længe ville alle kende sandheden. Han kunne ikke skjule den mere.

Heldigt for ham, kendte han hulen bedre end de andre. Der var andre udveje. Dem søgte han mod.

 

To andre hankatte havde snydt jægerne. De lagde mærke til den ene jæger, der gik for sig selv.

Da jægeren var nået ind i skyggen, sprang de ned i ansigtet på hende.

Der lød en række skud, og nogen blev ramt, og nogen døde.

Jægeren lå på jorden, og rystede, mens blodet sivede fra hendes hals.

Hun lå med åbne øjne og forsøgte at fokusere.

De andre jægere kaldte hendes navn. Kattene lå ved siden af. De angreb ikke mere. Snart ville de også forvandle sig.

I byen var Barry ved at være færdig med politiet. Der var ingen af dem, der forstod et ord af det hele..

De troede ikke på historien, og gemte sandheden under sygdom hos dyrene fra skoven.

En jeep kom kørende hurtigt hen mod rådhuset. En jæger så nervøst på Beau. Han kunne ikke sige det. Diane gik hen til jægeren, og fik besked. Kattene fik Darleen.

Barry startede motoren. Diane åbnede døren, og hev Beau med ind i bilen. Han var i chok, over tabet af sin mor.

- Vi tager ham med til New York. Den håber jeg du er med på, sagde hun.

Barry så på Diane. Han forstod beskeden fra jægeren, uden at han havde hørt den.

Bilen ramte hurtigt landevejen, mens solen brændte fra en skyfri himmel. Diane holdt stadig Beau tæt ind til sig. Han græd stille, og hviskede sin mors navn.

- Er i indianere altid så kloge på gamle uhyggelige skrøner, spurgte Barry en smule ironisk.

- Vi tror måske bare mere på det der bliver fortalt af vores forfædre. Noget af det, er faktisk sandt. Vi er såmænd ikke klogere end alle jer andre, svarede Diane.

- Jeg hader katte, udbrød Beau pludselig med et ansigtsudtryk man ikke tog fejl af.

 

På landevejen, et par hundrede meter foran dem, dukkede der noget op på vejen. Solen skar i det ene øje der stadig virkede. Den sved og forblændede ham, den gamle så store leder, for den flok der ikke var der mere. Skuddene havde dræbt dem. Nutidens mennesker havde besejret ham.

Han snerrede mod det der nærmede sig. Han kunne ikke se hvad det var, men han blottede tænderne og viste sine spidse klør. Han rejste sig, og mødte modstanden stående.

 

- Hvad er det der står der, råbte Barry og pegede på katten foran dem.

- Det er en af de sataner, råbte Diane tilbage.

- Kør den ned. Dræb den Barry. Den slog min mor ihjel, råbte Beau af fuld hals

Den blå Ford fik knust den ene forlygte, men det var ikke det eneste. Kattens hoved blev mast itu.

 

Tilbage i skoven, stod der en lille kat og snerrede for sig selv. Den var ensom, og rasende. Den havde ikke den knuste leders styrke, men med vilje kunne man nå langt. Længere end mange mennesker turde og ville drømme om.