Mor sagde der ikke fandtes monstre

Mor sagde der ikke fandtes monstre

Efter en idé af Katinka Lindén

Mor sagde der ikke fandtes monstre. Gud ved om hun selv vidste hvad hun talte om?

Jeg har ellers mødt nogen stykker. De værste af alle dem jeg kunne møde.

Hvis mor tænkte på store grønne monstre, der bare står savlende og venter i skyggen på at komme frem om natten, kun for at æde alle børn, så havde hun sikkert ret.

Dem har jeg i hvert fald aldrig mødt. Jeg Det her er min historie. Om mig og de monstre der kom til at præge mit liv.

 

Jeg blev født en råkold novembermorgen tilbage i halvfjerdserne engang.

I et belastet område der hedder Tingbjerg, lå jeg og skreg i en blodpøl på min mors seng. Hun måtte have hjælp til at få mig fjernet. Selv var hun ikke i stand til noget som helst. Fordi hun var både stiv og skæv af sprut og stoffer.

Det siges, at hun bandede mig langt væk med en smøg i kæften idet hun meget mod sin vilje pressede mig ud af hendes skød.

Jeg ødelagde vist hendes drukaften med en af de lokale gutter. En grønlænder der hed Anker. Sikkert et langt mere charmerende selskab, end sin nyfødte søn tænker jeg.

 

Min mor var det første monster jeg mødte, men ikke det sidste.

Jeg så ikke min mor igen før flere år senere. Det står til gengæld stærkt i erindringen.

Hun gav mig væk til sin søster da jeg var to dage gammel. Jeg har sikkert skreget som en stukket gris. Det aner jeg ikke noget om.

Der er dog en ting jeg ved med sikkerhed. Det var ikke sidste gang jeg skreg.

 

Min moster var en dame på knapt 40. Hun boede i et mindre hummer på Vesterbro, og tjente til dagen og vejen ved at gå på gaderne om natten.

Den ene kunde overlappede den anden. Min moster var en af gadens løse fugle.

Med en skæbne som en tændstik, der var ved at være brændt op.

Det tærede på hende og ødelagde hende psykisk, og ganske givet også fysisk.

Ofte kom hun hjem tidligt om morgen, forslået og udmattet og hev efter vejret.

Jeg kan ikke huske det, men hun har vel smilet til mig en gang eller to.

 

Når jeg skulle have noget at spise, fik min moster hjælp fra en veninde der hed Lone.

Det eneste ordentlige menneske jeg nogensinde har mødt.

Hun forsøgte at behandle mig som det jeg var. Bare et lille menneske. En lille sjæl uden personlighed.

Sådan foregik de første fem år af mit liv. I selskab med Lone.

 

En aften kom min moster hjem fra gaden. Hun fulgtes med en ækel gammel stodder, der hed Frede. Et ægte monster. Den værste af sin slags.

Min moster var skidefuld og kunne dårligt stå på benene. Hun var tvunget til at læne sig op af væggen, inden hun brækkede sig ned af sit tøj.

Dagen før havde jeg haft fødselsdag, og havde lige rundet de 6 år.

Det var selvfølgelig ikke noget der blev fejret. Jeg er ligesom aldrig blevet fejret.

Det var kun Lone der mindede mig om dagen, men hun havde ikke råd til, at give mig andet end et par nye strømper. Jeg var glad for Lone, og hun lærte mig at smile. Hendes selskab var også mere end rigeligt. Hun var en gave i sig selv.

 

Denne Frede var stor som et ulækkert rumskib. Han stank langt væk af sure cigarer.

Han savlede noget brunt substans fra den ene mundvig husker jeg.

Jeg havde simpelthen svært ved at slippe synet af den gamle stodders ulækre mund.

Jeg var alene hjemme, og sad i sofaen og så en gyserfilm, der selvfølgelig var dybt uegnet for en størrelse på 6 år. Det ragede vist min moster så ganske langsomt.

 

Jeg var allerede bange for ham da han trådte ind i stuen, men det ændrede sig heller ikke da han satte sig lige ved siden af mig.

Det klammeste svin man kan forestille sig, lagde sin store ridsede, revnede og grove hånd på mine små lår. Jeg begyndte at ryste, uden at vide hvad jeg skulle frygte og vente. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg var bange, så mit lille skelet rystede.

Resten husker jeg desværre alt for tydeligt, i selskab med brødrene "Gråd & Smerte".

De to gutter mødte jeg flere gange senere i livet.

Det kvindemenneske der beklageligvis var min moster, stod og grinede i baggrunden.

 

Således forløb de næste tre år, med jævne mellemrum. Jeg fulgtes med brødrene.

Jeg blev aldrig meldt ind i nogen skole. Der var vel ikke ret mange der vidste jeg eksisterede. Jeg var knapt nok til, og levede i min egen lille fantasiverden, hvor jeg levede et andet sted. På en øde ø, hvor ingen kunne finde mig. Heller ikke brødrene.

 

Jeg blev brugt til at købe ind og løbe andre ærinder, eller som det var flere gange om ugen, for at underholde de to.

Jeg var cirka 8 år da min moster bad mig tilfredse hende første gang.

 

Jeg var 9 år da jeg røg den første smøg og 10 da jeg første gang drak en halv liter Whisky. Kraftigt presset af den kælling der grinede hånligt hver gang Frede kiggede forbi. Jeg brækkede mig ustandseligt i over en time, inden jeg besvimede.

Da jeg vågnede havde den ene bror fat i mig. "Smerte" rev smertefuldt fat i mig.

Frede tilkendegav, at jeg mere og mere mindede om en ægte mand.

Som 12 årig var jeg fuldbyrdet alkoholiker. Jeg kendte ikke andet. Det var mit liv.

 

Dagen før min 13 års fødselsdag stod jeg nede i en cykelkælder. Den dag i dag kan jeg knapt nok huske hvad jeg skulle derned efter.

Jeg var spinkel af størrelse og så ikke ud af meget. Heller ikke da tre indvandredrenge trådte ind i cykelkælderen.

De kom ikke derned for at se til deres cykler. De ledte bare efter et nemt offer. De fandt mig, og det skulle jeg bøde for.

 

Efter sigende tilbragte jeg mere end en måned på hospitalet. Noget af tiden i koma.

Da jeg blev udskrevet manglede jeg nogle af mine tænder.

Det ændrede mit ansigtsudtryk, og indtryk af andre mennesker generelt.

Jeg blev kold indeni. Alle ting ændrede sig omkring mig.

"Gråd & Smerte" var der ikke mere. Jeg mærkede ingenting. Jeg følte ingenting.

Der var ikke flere tårer. Smil havde der ikke været ret meget af. Kun fra Lone.

Jeg tror der var noget der gik seriøst i stykker inde i hovedet på mig den dag nede i cykelkælderen.

 

Da jeg trådte ind af den dør der hedder 15 år, ændrede mit liv sig radikalt igen.

Dengang levede jeg af sprut og stoffer, og madrester jeg kunne finde rundt omkring.

En aften var jeg høj af et dårligt fix. Jeg kunne slet ikke tænke ordentlig.

Hen ad gaden uden sine to venner kom en af de tre indvandredrenge slentrende.

Han lignede bare en stor dreng, som mig selv. For mig var han noget helt andet.

Jeg fulgte efter ham indtil jeg så mit snit til, at skubbe ham ind i en mørk port.

Han kunne ikke genkende mig. Febrilsk forsøgte han at skubbe mig væk. Han var ikke så hård i filten mere.

 

Jeg blev som en robot, med en masse løse dele inde i hovedet. Det hele var rodet.

Jeg havde nul følelser. Kun handlinger besat af et vredesudbrud.

Jeg så ham ikke som et menneske. Han var et stykke ukrudt, som jeg var nødt til at fjerne. Jeg var nødt til at slette den plet i mit liv.

Den sidste halve time af hans liv, brugte jeg på at sparke ham ihjel. Jeg brugte vel nok ti minutter på kun at hoppe og trampe ham i hovedet. Indtil det var slut.

Jeg følte ingenting. Jeg var lige så ligeglad med hans død, som jeg var med mit eget liv. Det var ingenting værd alligevel.

 

I en tilstand som jeg var ude af stand til at give en seriøs forklaring på, vandrede jeg rundt i gaderne. Jeg anede ikke hvor jeg var. Kun at en indre vrede havde samlet sig som én stor klump i mit hoved.

Det buldrede og bragede i min hjerne. Som et vanvittigt ustoppeligt tordenvejr fyldt med tusindvis af lyn, der kastedes rundt til alle verdenshjørner.

En orkan ude af kontrol, der tydeligvis ikke havde i sinde at holde mig tilbage.

 

Ude at tænke over de naturlige kommende konsekvenser, gik jeg videre ud af min blodige sti. Jeg tror ikke en gang jeg mærkede mig selv.

Jeg var en zombie der trådte en andens drengs skridt. Et spøgelse der dårligt kunne, eller ville huske det liv jeg havde engang. Hvis det var et liv.

Jeg prøvede at tage mig til hovedet. Forsøgte at finde en mening med det der skete, men der var hverken hoved eller hale i noget af det.

Jeg kunne ikke lave det om. Selv om solen havde skinnet, havde det regnet kraftigt.

 

Jeg trådte ind af døren derhjemme. Hjemme. Hvad er det? For mig var det sgu et torturkammer, når det passede de voksne.

Det havde altid været en ordre, at jeg aldrig måtte gå ind i stuen uden at banke på først. Jeg husker ingenting. Jeg gik bare ind. Det var den første hjemlige regel jeg brød nogensinde. Vist nok ikke den sidste.

 

Min moster lå og sov på sofaen, mens det ulækre fede møgdyr til Frede sad og onanerede ved siden af hende, mens han sad og så en pornofilm.

Pludselig fremkaldte det følelser i mig. Jeg oplevede det hele igen. Jeg mærkede det.

Jeg begyndte at græde. Jeg forsøgte ikke at holde det tilbage. Det kunne jeg ikke.

 

Skæbnen ville, at min moster havde en gammel støvet krystalvase stående i vinduet.

Jeg greb den uden at tænke over det. For mig var det ikke en vase på det tidspunkt.

Det var et tungt slagvåben.

Jeg smadrede den i nakken på Frede. Jeg græd højlydt, selv efter femte slag.

Blod, og hvad der ellers var i hans grimme hjerneskal fløj til alle sider.

Først ved syvende slag knustes vasen. Ellers var jeg sikkert blevet ved med at slå.

 

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men min moster vågnede ikke. Hun var vel både skæv og stiv. Hun lå bare der med åben mund og tunge øjenlåg.

Hun var ikke min moster som hun lå der. Bare en ulækker gammel kælling, der ikke længere havde noget at leve for.

 

Jeg gik ud i køkkenet og tog den største køkkenkniv jeg kunne finde. Jeg kunne fornemme, at min krop gik ind og satte sig på hug overfor kællingen.

Tårerne var stoppet, og jeg kunne ikke græde mere.

Den tunge gråd var vendt til noget andet.

Jeg lænede mig frem og så hende tæt på. Og så gik jeg amok.

Da jeg forlod min mosters lejlighed var der blod over det hele. Også ud over mig.

 

Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvordan jeg så ud, men da jeg gik rundt på gaden kort efter, flygtede folk til alle sider. Der var ingen der kom tæt på. De enten skreg, eller vendte cyklen og drønede den anden vej.

Ikke før jeg stoppede foran et stort butiksvindue. Jeg var næsten helt alene i gaden.

Jeg anede en lille gruppe unge mennesker på den anden side af gaden, bag mig.

Ham jeg så i genspejlet, var smurt ind i blod. Hans ansigt var helt rødt. Tøjet var sprøjtet til. Han så forfærdelig ud. Derudover stod han stadig med den store køkkenkniv i hånden.

 

Jeg stod som i trance. Jeg tror jeg var tømt for tanker og stod bare der uden ord.

Jeg tror ikke en gang, at jeg på det tidspunkt vidste hvad jeg havde gjort.

Min verden gjorde som tiden. Den stod helt stille. Jeg kunne have stået der i tusind år.

Virkeligheden var bare en anden.

 

Hvad der vækkede mig til live igen er jeg usikker på. Måske var det lyden fra nogen af de store drenge på den anden side af gaden.

Jeg fik samlet mig, og så nøje efter i butiksvinduet. Der stod de. De to sidste af dem der overfaldt mig i cykelkælderen. Jeg så deres ansigter tydeligt.

Specielt den ene af dem stod ret klart frem.

Jeg huskede hans latter mens de sparkede mig til bevidstløshed.

 

Jeg vendte mig hurtigt og gik med hastige skridt over med dem.

Jeg fandt hans blik. Ham den lattermilde. Han var ikke en skid højere end mig.

Han var bare ikke alene den dag. Den anden var noget større.

Jeg er ikke sikker på at de havde set kniven, for de stod stadig stille.

Gruppen spredte sig lidt idet jeg nærmede mig. De følte sig måske lidt overlegne, men måske var nogen af dem også lidt nervøse, på grund af mit udseende.

 

Jeg gik hen til den største først. uden at betænke mig et sekund, jog jeg kniven i halsen på ham hurtigt. Han nåede ikke at reagere. Han var chokeret til han faldt om.

Så vendte jeg blikket mod ham den leende. Han lo ikke mere.

Han stod lamslået og så sin ven forbløde på jorden, mens hans andre venner begyndte at flygte. Han nåede det ikke selv. Jeg greb ham i håret og så ham i øjnene.

Jeg sagde ikke noget til ham.

 

Jeg ved ikke om sådan et raserianfald kan give ekstra kræfter. Jeg ved i hvert fald ikke hvor jeg fik mine fra.

Jeg fandt en indre styrke til at tyre ham ind i væggen, med hovedet først. Han blødte straks. Jeg gjorde det igen og igen, og igen. Han kæmpede vildt et stykke tid.

Lige der var det mig der havde overskuddet. Jeg var den kæmpe som dværgen ikke kunne besejre. Jeg nægtede at stoppe.

 

Til sidst faldt han om ligesom en brugt karklud. Hans øjne var stadig åbne, så jeg troede han stadig levede. Så jeg greb kniven fra makkerens hals, og gjorde det forbi.

Så gik jeg stille min vej, mens skyerne trak sig sammen på himlen.

 

Jeg tænkte ikke klart, men jeg vidste hvor jeg var. Området var som min egen bukselomme. Jeg kendte hver en tomme.

Jeg vidste også hvor man altid kunne bøffe en cykel. Så det gjorde jeg, erfarent.

Jeg havde til sidst kun en tanke i hovedet. En handling mere. Det sidste skulle gøres.

Jeg var jury, dommer og bøddel i en og samme person.

 

Det var en brugt alkoholiseret kvinde der åbnede døren. Hun virkede gammel, hærget og slidt at se på. Hun lignede ikke sin søster.

Jeg havde fundet adressen på min mosters køleskab, og hun fortalte mig engang, at her boede min mor. Jeg kunne ikke læse, men spurgte om vej et par gange.

Dem jeg spurgte stirrede på mig, som om jeg lignede en der var stukket af fra den lukkede. De turde nok ikke andet, end at vise mig vej.

 

Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, og jeg gjorde det jeg gjorde. Det eneste jeg kunne.

Lige inden, så jeg hende dybt i øjnene. Jeg fortalte hende om mit liv.

Jeg berettede om mareridt, og om brødrene "Gråd & Smerte". Om monstrene der havde ødelagt mig. Jeg gav hende skylden, men hun nægtede.

Det sidste min mor sagde var, der findes ikke monstre.

 

Jeg satte mig ved siden af min døde mor, og så græd jeg. Jeg hulkede som det lille barn jeg stort set aldrig nåede at være.

 

Det er alt sammen seks år siden nu. Jeg bor nu på en lukket afdeling, som jeg aldrig kommer ud fra. Det er også ok tænker jeg.

Jeg lærte med tiden at læse og skrive, og hvad andre børn naturligt skal lære.

Jeg lærte, at sådan som jeg levede, skal man ikke leve. Jeg kendte bare ikke andet.

I dag er jeg en meget stille og rolig ung mand, der passer mig selv.

Jeg ser ikke mig selv som noget monster, men det gjorde man mig til.

De seks mennesker. Min mor, hendes søster, Frede og de tre indvandrere.

Jeg forsøger at glemme mit liv, og det jeg oplevede og mærkede.

Den eneste jeg husker, og vil huske, med en vis bitterhed, er min mor.

 

Mor sagde der ikke fandtes monstre.