Når der bliver mørkt i skoven

Når der bliver mørkt i skoven

Camilla løb gennem forhindringsbanen i ny tid. Hun slog sin egen rekord igen.

Den unge spændstige krop blev strukket helt ud, og måtte yde det yderste.

Åndedrættet var på plads mens hver en fiber i musklerne blev trænet hårdt.

Hun nærmede sig graven. Det to meter dybe hul var få meter foran hende.

Erindringerne om det irriterende springerknæ, der holdt hende ude af konkurrence,

i det meste af et år, dukkede op på nethinden.

Hun glemte aldrig den dag.

Hun lå forrest i feltet og kunne lugte guldet. Hun smilede den dag. Alle skænderierne tidligere på året med Jarl var glemt lige nu. Det hele var indenfor rækkevidde.

 

Hans eskapader med tøsen fra arbejdet, lå i en boks i baghovedet. Det var ikke glemt, men hvis hun vandt, kunne de måske komme videre.

Den dag manglede hun kun graven, og de sidste to hundrede meter i mål.

Hun lå godt til, en meter før graven. Så skete det. Det gav et smæld i knæet. Camilla kunne mærke det med det samme. Den var gal. Hun landede forkert i graven, og blev liggende. Hun skreg af smerte og vrede.

Hendes efterfølgere kom i graven og overhalede hende. Først den ene så den anden. Hun nåede helt ud af medaljerækken. Hun fik intet den dag.

Men det var dengang, nu var det nu. Det måtte briste eller bære. Graven var lige foran hende. Hun sprang og landede. For et øjeblik stod tiden stille. Sagde det noget i knæet? Skete der noget? Der var ingen lyde og ingen smerter. Det holdt. Perfekt.

 

Med en let og elegant bevægelse tog Camilla tilløb og var hurtigt oppe af graven. Hun spurtede de sidste to hundrede meter, og klarede turen. Det var den fedeste oplevelse længe. Smilet var bredt mens glæden voksede sig større sekund for sekund.

Hun strakte ud og løb de sidste tyve meter mod omklædningen.

Lige før den sidste dør, blev hun mødt af Bjarke. Holdets træner. Han smilede.

- Det gik godt kan jeg se på dig, sagde han.

Han lagde tungt sin hånd på hendes skulder.

- Jeg rev endnu et sekund fra min egen rekord, sagde Camilla.

- Det er flot. Jeg er glad på dine vegne.

 

Bjarke var en mand på mindst to hundrede tyve pund. Han havde aldrig selv løbet en meter, men han vidste hvad han gjorde når han trænede andre.

Hans store røde hår strittede til alle sider.

Hans fuldskæg havde heller ikke set en kam meget længe. Han lignede i det hele taget noget der var løgn i alles øjne.

Men han var vellidt. Alle kunne lide den store træner, der samtidig havde opnået resultater med sine hold.

Han nikkede til Camilla. Et sekund mere fra hendes rekord kunne alle bruge.

- Du er med på holdet igen, sagde han og måtte tage imod et kæmpe kram.

 

Fra ilden til asken og fra asken til ilden, rejste de sig i mørket. Tusinde sjæle skreg da de åbnede deres øjne, løftede låget og steg ud i skoven.

Der var fugtigt, for duggen faldt tæt. De nøgne træer var sorte og blanke og bladene lignede blækklatter på de ensomme stier.

Det var efterår og aftnerne blev længere, køligere og mørkere.

Deres øjne flammede som nytændte fakler. Deres hud var som tørret kød.

Sindet var i kog. Som i et kontrolleret raserianfald. Der var snerren og umenneskelige lyde fra struberne.

Et for længst glemt sprog, som intet menneske kunne forstå.

En hånd med lange skarpe negle blev strakt frem mod et mindre birketræ.

Et tegn blev ridset. Et tegn der kunne minde om et V.

Den ene af de to rettede sig op og stod udstrakt. Det knasede i hver en knogle.

Et dæmonisk udtryk i ansigtet begyndte en forandring. Fra monsterlignende til menneskeligt. Fra en stor frådende mund med usandsynlige lange mørke tænder, til en mund med røde læber og et perlebesat smil.

 

Samme dag

 

Camilla Munch sad spændt som en flitsbue til holdmødet. En træningslejr lå forude. Hele holdet sad samlet i Bjarkes stue, der bar præg af halvfjerdser stil.

Kaffestellet var af stentøj og tapetet var lige så storblomstret som Bjarkes forsagte kones kjole.

Hun sad for sig selv ovre i et hjørne, og deltog kun hvis hendes elskede mand sagde noget morsomt.

Bjarke selv sad stille med holdkortet. For at støtte klubben var han iført en træningsdragt, med logo på ryggen og over venstre bryst.

Den var for lille, og Bjarke vidste godt, at de grinede ad ham bag hans ryg. Men der var intet ondt i det. De holdt af ham, som en kærlig omsorgsfuld onkel.

Han passede på sine unger, som han kaldte dem.

Sønnerne og døtrene.

Måske set i lyset af, at han ikke selv havde nogle børn med sin lille forsagte hustru.

I hvert fald ikke mere. Det var engang i den forsagte fortid.

Han grinede gennem skægget, og når han grinede skreg alle af grin. Han havde en pudsig måde at knirke på når han lo højt. Det mindede dem om skipper Skræk.

Camilla sad og studerede de andre løbere. De var fem, og de var forskellige hver især. Der var næsten alle slags.

 

Holdets popdreng var Jimmy. Høj stærk løber. Kunne sine ting og så godt ud.

Han vidste det også godt. Han var en tand for selvfed, syntes Camilla.

Jimmy var hundrede halvfems centimeter høj. Han gik ikke nogen steder uden sin toilettaske, der næsten udelukkende bestod af ansigtscreme, og kilovis af gele til håret.

Hans beklædning var simpel, som resten af holdets. Poloshirt og træningsbukser.

Han havde det svært med spejle sagde han. De jagtede ham.

 

Holdets sminkedåse var Lisbeth. En pige med kort mørkt hår. Man kunne dårligt ane hendes egne ansigtstræk, på grund af pudder og creme. Hun var smurt ind, så det grænsede til det ulækre. Hun og Jimmy plejede at slås om pladsen foran spejlet. Hun var et luksusdyr i Camillas øjne. Det ville være umuligt for hende, at tage på træningstur og ligge i telt. Hun ville forlange et hotelværelse for sig selv.

Hun ville ikke dele værelse med nogen som helst da de var i Sverige for at træne.

Hun var langt fra Camillas kop te. De var så store modsætninger, at det osede langt væk.

Lisbeth løb ikke uden handsker, for at passe og pleje sine lange kunstige negle, som hun ofte betalte en formue for at få sat på igen, og for at passe sine små bløde funktionærfingre, som David altid konkluderede. Den eneste på holdet som Camilla havde lidt til overs for. Klovnen der altid var rap i replikken.

 

David var ikke særlig høj, men han var hurtig på benene og stærk i armene.

Han elskede at hænge sig i alt muligt. Han kunne ikke se en ribbe eller et reb i hallen, uden at han piskede derover og klatrede op som en anden chimpanse, og lavede lyde derefter. De fleste skreg af grin, undtagen Lisbeth, der ligesom havde nok i sig selv.

David var ikke nogen skønhed.

Hans hår var langt på en umoderne måde.

Han bar pandebånd med nitter i, fordi han havde set et billede af sin far fra sidst i tresserne, med et pandebånd der lignede.

Et besøg hos en tatovør havde resulteret i en skæv ørn på overarmen.

Hvilket var grunden til, at David altid foretrak langærmede bluser.

Træningsbukserne var altid for lange. David havde korte ben, og bukserne var derfor altid stoppet ned i strømperne. Han holdte fast i, at det havde været moderne engang.

Han var stolt af sit lille skæg rundt om munden, hvilket han havde brugt årevis på at udvikle. Jimmy havde foreslået ham, at tage det af. Men den lille hurtigløber nægtede hver gang. Han var overbevist om, at det gav ham et distingveret udtryk.

 

Den sidste på holdet, var Maria. Måske den mest underlige, tænkte Camilla.

Maria havde knaldsort hår til skuldrene. Hun bar sort øjenskygge og troede på det okkulte og mystiske i alt. Hun gik ofte for sig selv og opsøgte stort set ikke de andres selskab. Man så hende næsten aldrig, uden en tyk bog under armen.

Hun interesserede sig for trolde og forhistoriske uhyre, og Goth-stilen som ofte var offer for en af Jimmys nedladende bemærkninger om holdkammeraten.

På banen var Maria på det jævne. Hun var mest med på grund af afbud.

Hun kunne dog løbe når det gjaldt. Hun havde bare ikke nogle imponerende tider.

Hun var den langsomste på holdet, men altid bedre end at skulle melde afbud.

 

Torsdag aften

 

Det var torsdag, og det regnede i en lind strøm. Der var ikke nogen blå himmel over landet. Der var i det hele taget ikke meget sommer, den sommer.

Solen var noget man ofrede sparepenge på og rejste ned til, under varmere himmelstrøg. Den var ikke synlig for de seende. Kun når den ind imellem sendte lidt lunere kærtegn på de små røde kinder. Men det var sjældent.

Formiddage lignede til forveksling eftermiddage, som hurtigt mindede om tidlige aftner, hvor gaderne alligevel var mennesketomme.

 

To skygger ramte de blanke gader om aftenen. Med et skarpt øre, havde man ikke kunne høre deres fodtrin, der ikke engang kunne anes som en hvisken i mørket.

En sulten baggårdskat under en bil, fornemmede noget skælvende, og løb hvæsende bort i hast.

På et for længst glemt sprog, lød kommunikationen.

- Skil dig ikke ud for hurtigt. Vi tager hvad vi skal bruge, og forsvinder.

De så mod himlen, og smilede. De perlebesatte mundvige skinnede i det tætte skytæppe.

Månen var bleg, og borte var de klare stjerner, der kunne virke beroligende.

 

Samme aften

 

Der var stille omkring den lille minibus, som Bjarke havde lånt. Himlens grå nuance havde samme farve, som den lille forsagte kones hår.

Hun skulle ikke med på turen. Det var et af de sjældne øjeblikke, hvor hun måtte vige fra sin mands side. De hang sammen som ærtehalm, forbundet i kæder.

 

Hun så op til ham på flere måder. Han var mere end bare hendes elskede mand.

Han var et idol på størrelse med de største, i hendes øjne. Han var mere værd for hende, end penge for de fattigste. Han var hendes liv.

Bjarke var et hoved højere end hende. Hun lagde sine arme omkring hans hals.

- Skynd dig hjem min ridder, hviskede hun.

 

Han smilede til hende, gennem en lille tåre. Hun havde ikke kaldt ham ridder siden dengang. Da en bil på en frostkold morgen, overså farligheden ved de glatte veje.

Bjarke kom cyklende, med lille Lukas bagpå. Drengen var lige startet i 1.B.

Det hele gik så stærkt.

 

Den dag var der ingen gud, sagde man senere i kirken, før de bar Lukas ud.

De mistede Lukas fra det ene sekund til det andet.

Ridderen kunne ikke slå dragen ihjel - Bjarke kunne ikke standse bilen. Den ramte dem frontalt og skæbnesvangert.

En lovende sportskarriere blev ændret til en dygtig træner, efter en knust hofte.

Konen, der før var en selskabsdame, der kunne løfte enhver fest med sang, gik hen og blev forsagt. De mistede deres søn. Hun lukkede sig inde i sig selv.

Hun smilede kun til ridderen.

Bjarke fik sit trænerjob, og kastede sig over det, så der var mening med livet.

 

Maria sad bag sin mor i hendes bil. Hun satte sig aldrig foran.

Ikke siden den aften. De sad sammen, uden et ord.

På bilens tag kunne man høre den monotone sang fra regnens trommen.

Moren sad ved rattet og røg. Hun pustede irriteret og kraftigt ud.

- Hvorfor har du ikke været hos lægen de sidste to gange?

Du lovede mig.

Ordene gjorde indtryk på Maria. Hvorfra vidste hun det?

Hun så ned i bunden af den gamle Volvo. Der var støvet. Hun sukkede.

 

- Han ringede til mig. Du overholder ikke dine aftaler, Maria.

Jeg troede vi havde en aftale.

Det er derfor jeg betaler dyre regninger, for at du kan gå hos den psykolog.

Du ved jeg har måttet tage ekstra arbejde for at få råd til det.

 

Maria sagde stadig ikke noget. Hun kiggede ud af vinduet.

Hun så Bjarke med konen foran bussen.

Gid hun sad ovre i bussen nu, tænkte hun.

- Det var ikke min skyld, det der skete. Det håber jeg du ved.

- Orla var min stedfar.

- Han forgreb sig også på mig.

- Jeg var fjorten år dengang.

- Han var et svin og det var ulækkert, men jeg havde ikke nogen venner dengang.

- Jeg måtte ikke gå til sport for min Mor.

- Der var ikke råd.

- Det er der egentlig heller ikke i dag.

- Men jeg gør alt hvad jeg kan for dig.

- Jeg betaler din sport.

- Jeg køber alle de mærkelige bøger du vil have, og jeg betaler også den dyre læge.

 

Maria kunne næsten ikke holde ud at høre mere. Hun gemte det inde i hovedet. Fortvivlet og indebrændt. Hun ville ikke erkende det rigtige i morens ord. Hun så kun selve handlingen. Alt det væmmelige og smertefulde.

Den aften til familiefesten, hvor hun var gået tidligt i seng, med en bog om hekse og trolde i det sydlige Spanien i det forrige årtusinde. Den aften hun gik i stykker.

 

Hun var faldet hen. Bogen var landet på gulvet uden at vække hende, det samme var hendes dyne. Det var en varm sommeraften, hvor varmen smøg sig ind gennem nøglehullet til hendes værelse oppe på kvisten.

Hun vågnede ikke af de mørke drømme om ækle gamle kvinder, der blev brændt på bålet, fordi man troede de var hekse, men i stedet var kloge koner med hjemmebryg.

Maria vågnede, fordi en gammel mands hånd kørte op og ned af hendes inderlår.

Hun stivnede og turde ikke trække vejret. Den gamle mands ansigt smilede.

Hans tænder og ånde var dårlig, huskede hun kun alt for godt.

Det var derfor hun begyndte at løbe. Hun løb fra alt det grimme og ækle. Hun havde aldrig haft et forhold til en fyr. Hun ville ikke blotte sig for nogen.

Resten af det fra den aften var klamt og grimt. Disse billeder, lå gemt bag de sorte lokker.

 

Hun svarede stadig ikke moren. Hun åbnede langsomt bildøren. Moren vendte sig.

- Hør her Maria, lad det ikke æde dig op indefra. God tur skat.

Maria lukkede bildøren, men ikke hårdt.

Hun hadede ikke moren. Hun kunne bare ikke forklare hvad det var.

Måske ville hun give det en chance når de kom hjem.

 

Jimmy og hans far kørte ind på parkeringspladsen. Den sorte Audi var ny.

Faren var i træningstøj ligesom Jimmy. Han nikkede hen mod minibussen.

- Er det den der gamle sag i skal køre med, spurgte han nedladende.

- Ja, det er én Bjarke har skaffet, svarede Jimmy.

- Bjarke. Det lyder som en bonderøv fra fjerde række i roerne.

Jimmy så meget irriteret på sin far. Han kunne ikke lide når nogen kritiserede træneren. Men han sagde ikke noget. Han turde ikke.

 

- Jeg håber du kommer hjem med opløftende resultater, snerrede faren.

- Ja det skal jeg nok. Jeg gør alt hvad jeg kan.

- Jeg det håber jeg sgu også. Ikke ligesom dengang I var i Sverige.

Jimmy sukkede og så ud af vinduet. Han vidste det ville komme. Igen og igen.

 

- Du blev slået af en pige. Tror du det var pinligt at fortælle det inde på kontoret?

Det ville det have været. Jeg bildte dem ind at du vandt. Men det gjorde du jo ikke, Jimmy. Du blev slået på stregen af en tøs. Ikke engang din mor ved det.

Jeg skulle ikke fortælle noget. Jeg håber du var stolt af dig selv.

- Det var jeg ikke, hviskede Jimmy højt og nervøst.

- Nej, det kan jeg fandeme godt forstå. Mit håb for dig, Jimmy, var at få en ægte

atlet i familien igen, siden jeg selv slog mine folder på banerne.

Så skal du jo ikke komme hjem, med store blanke øjne, og fortælle mig, at en tøs slog dig på stregen. Det gider jeg simpelthen ikke høre. Er du med?

- Ja far, sagde sønnen sagte. Med en blanding af hvisken og talen.

 

Jimmy ville så gerne sige en masse, for at sætte sin far på plads.

Men modet svigtede igen. Faren var bred som en ladeport og hænderne var store og behåret.

Jimmy vidste, at faren ikke ville tøve et sekund med at klappe ham en, hvis han troede, at det ville gøre sønnen til en bedre atlet.

Farens ambitionsniveau lå højre end Jimmys talent. Men kun Jimmy vidste besked.

 

- Hende der slog dig dengang i Sverige, er hun også med på denne her tur?

Jimmy nøjedes med at nikke, mens han så Maria stige ud af en gammel Volvo

- Du smadrer hende denne her gang. Det ved jeg bare du gør. Jeg kan stole på dig, er det ikke rigtigt? Ellers skal du ikke komme hjem.

Jimmy nikkede igen, og steg ud af den nye sorte Audi.

 

David havde fulgtes med sin mor i bussen, der havde stoppested lige ved skolen, og parkeringspladsen. Det passede ham som sædvanligt dårligt, at hun var med.

- Du behøver altså ikke at følge mig helt hen mor, sagde han beklagende.

- Jamen jeg vil bare gerne se min dreng komme godt af sted, sagde hun.

 

Min dreng. Nu sagde hun det igen. Han kunne ikke fordrage det, når hun sagde det. Det var pinligt.

- Det er altså ikke nødvendigt, mor. Bjarke tager sig godt af os.

David var forkælet mere end han selv brød sig om. Moren var overbeskyttende. Det grænsede til noget kvalmt. I hvert fald foran andre.

Helt fra en ung alder, havde hun hængt over ham. Faren var død efter kort tids sygdom, men det var ikke grunden alene.

Helt fra de små klasser, havde David det svært i skolen. Han var stærkt ordblind, og kunne næsten ikke læse. Han forstod sig ikke på tal. Kunne ikke regne selv de letteste stykker ud. Han kom hurtigt bagud i de fleste fag, og blev groft generet med det.

 

Han var ofte dybt ulykkelig når han kom hjem fra skole.

Han kunne ikke fortælle sin mor om det. Heller ikke drillerierne, der ofte slog ham psykisk ud.

Skammen var større end selve nederlaget. Men skoledagene var meget lange.

 

David vendte sig ved busstopstedet og tog sin mor i armene. Han krammede hende.

- Det er ok mor. Jeg skal nok klare mig. Det er pænt af dig, at følge mig hertil, men du behøver altså ikke følge mig længere.

Moren kørte en hånd gennem hans lange hår. Hun smilede overbærende.

- Du skal ikke blive flov min dreng. Jeg bliver her til min bus kommer.

 

Han elskede sin mor. Hun var der altid for ham. Hun forsøgte i hvert fald.

Hun oplevede ikke alle nederlagene, men hun kunne se, at de var der.

I skolen var der kun ét fag, der kunne give en smule opløftende trøst - idræt!

 

Pigerne lagde ikke mærke til den lille fyr med det lange hår. De så ham, men ikke mere.

Det var ikke før han begyndte at klovne i hallen, og kunne vise sine evner i rebene. Han var klovnen, og de grinede, men han fik opmærksomhed.

Men det ændrede sig ikke, den sommer hvor han håbløst forelskede sig i Cecilie, der med sit lyse hår og sine åbenlyse fortrin var en man lagde mærke til.

Hun værdigede ham ikke et blik. Klovnen stod tilbage med fugtige øjenkroge.

David forblev tro mod den han var, og så ned i jorden.

Han kyssede sin mor på kinden og vendte sig mod den lille bus.

Alt imens så han Jimmy stige ud af en sort Audi.

Han vinkede og smilede. Cecilie var glemt, for nu.

 

Lisbeth var rasende da hun kom kørende i en taxi. Det hele var mislykkedes.

Hendes egne forventninger, til det hun kaldte indre skønhed, sad ikke lige i skabet.

Lisbeth havde store forventninger til sig selv. Presset af sig selv, fordi hun så op til storesøster, og hendes modelkarriere.

Hun vidste med sig selv, at hun kunne klare det samme. Hun kæmpede for sit udseende, til dels med sin sport på banen. Hun havde trods alt den fornødne viden, og sporten gjorde noget godt for hendes krop.

Men hun følte sig hævet over de andre. Søsteren havde været på samme måde engang da hun slog igennem som model, i Daells Varehus. Det var hendes højdepunkt.

 

Lisbeth ville nå højere. Hendes egne grænser ville ingen ende tage. Der var intet loft for hvor det ville slutte. Hun skulle bare finde de rette stier.

Søsteren havde prøvet, at forklare at det ikke var så sukkersødt alt sammen. Det var slet ikke så glamourøs en verden alligevel. Men Lisbeth lyttede ikke.

Hun vidste bedre. Hun havde allerede sendt flere billeder af sted til diverse modelbeauruer. Hun havde ganske vist ikke hørt noget længe, men det måtte jo komme.

Søsteren havde set på hende mens hun ihærdigt prøvede at lægge makeuppen rigtigt.

- Hvorfor opgiver du ikke bare den drøm? Det er slet ikke det liv du tror.

- Hold nu bare kæft. Jeg når mine mål, skreg hun fra badeværelset.

 

Hun ville opgive sporten når hun kom hjem fra træningslejren. Hun ville påbegynde sin rejse ind i eventyrland. Hun stod på vippen og var klar til at springe.

I taxien var den ene negl knækket af. Hun kogte. Det måtte bare ikke ske.

Hun fandt sine hvide læderhandsker frem og tog dem på. Handsker hun i øvrigt havde stjålet fra sin søster. Hun skulle ikke bruge dem mere. Modelkarrieren var indstillet.

 

Virkeligheden var også, at deres forældre var skilt. De boede i en simpel lille treværelses lejlighed i Rødovre. Det skulle hun i hvert fald ikke have sagt til nogen.

Når hun gik i byen, bildte hun altid fyrene ind, at hun allerede var model. Når hun så var hjemme, boede hun i en store lejlighed i Hellerup.

Men når hun troppede op hjemme i Rødovre, hvor faren sad i stuen og drak og søsteren sad og stirrede på gamle slidte kataloger for at finde sig selv, blev billedet vendt.

Hun lukkede øjnene og forestillede sig noget andet. Hun teede sig som en lille forkælet tøs, indtil faren gav efter.

Hun betalte chaufføren og gav gode drikkepenge. Hun havde ikke råd men det så godt ud. Hun så ikke chaufføren vifte med hånden foran ansigtet da hun steg ud.

Hun kunne ikke lugte pudder og parfume, hun så kun David og hans mor.

 

Jarl havde kørt Camilla til parkeringspladsen, hvor alle skulle mødes ved bussen.

De havde holdt der et stykke tid og set alle komme. Der herskede en anstrengt tavshed i bilen. Fremtiden sammen var nærmest ikke eksisterende.

Camilla havde godt set det komme. Det ødelagde hende ikke indvendig. Men det irriterede hende, at hun næsten altid havde ret.

 

Jarl forsøgte forsigtigt at lægge armen over på Camillas ryglæn. Hun så på ham.

- Det er vist for sent Jarl. Jeg tror ikke der kommer noget godt ud af det.

- Kom nu baby, vi kan stadig nå at finde hinanden, sagde han hæst.

Hun lænede sig frem og rystede på hovedet. Hun ville ikke mere.

- Er der en anden? Er det en af de klaphatte på holdet, vrissede Jarl.

Camilla vendte sig mod ham og så ham skarpt i øjnene.

- Jeg tror vi holder her. Mine venner skal du ikke svine til.

De betyder mere end du gør. Er du med? Fremover holder du dig langt væk.

Nøglen til min lejlighed kan du smide i postkassen. Du har ikke noget at gøre derinde alligevel.

Jarl lænede sig frem og åbnede hendes dør. Regnen slog ind.

- Du kan bare skride. Det er vel ham der den høje lyshåret, ikke? Det er til grin. Hvad har han som jeg ikke har? Eller er det ham den lille med det skæve lange hår. Han er også for lækker. Føj for helvede.

 

Han var i færd med at miste al sin selvrespekt med sine udtalelser. Men han var ligeglad. Han mistede mere end hende. Camilla kunne klare sig. Det kneb for ham.

Hun steg ud af bilen i hast. Hun havde sin sportstaske. Hun smækkede døren i med et smæld. Jarl slog i rattet. Han var hidsig. Han startede motoren og dækkene hvinede.

- Du kan bare kneppe dem alle sammen. Hvad rager det mig, råbte han.

Camilla sukkede og rystede på hovedet da hans bil forsvandt.

Holdet var samlet og alle steg ind i bussen, med hver deres lille historie.

 

Samme regnvåde aften

 

Charlotte var mere end beruset, og det var ikke første gang. Det triste liv hun levede med nederlag på alle fronter, havde sat sine spor med furer i de hængende rødmossede kinder. Hun forsøgte ikke at savle når hun drak, men det var svært. Næsten umuligt.

Der var udsmurte mærker af læbestift på hendes glas. Hendes syn var som sædvanlig sløret og bevægelserne derefter. Hun kunne dårligt sidde på barstolen.

Hun småbøvsede mens hun så rundt i lokalet. Det var de sædvanlige bumser der sad og hang i hjørnerne. Leo, Palle, Sylvester og Birger. Dem var hun ligeglad med. Men i det andet hjørne sad der to og smilede til hende. Deres smil var perlebesat.

 

Minibussen kørte langsomt derudaf. Der var langt endnu og turen ville tage det meste af aften. Nyheden om træningslejrens opholdssted havde irriteret Lisbeth. Hun havde prøvet at brokke sig, men Bjarkes beslutning var taget.

Turen gik mod det nordjyske, i et øde skovområde, hvor der lå en gammel forhindringsbane, der tidligere var blevet brugt af militæret. Nu var der bare endnu en nedlagt kaserne. Der var to sovesale, en til piger og en tilsvarende til drenge.

Lisbeth havde selvfølgelig spurgt om der ikke var et tidligere område for officerer, hvor hun kunne være alene. Sovesale var under hendes niveau, mente hun.

Hendes reaktion havde dels fremkaldt latter, og dels irritation.

Camilla sad stadig og bandede over Jarl.

Hun kunne ikke lade være med at sukke dybt og højlydt over Lisbeths ligegyldige skaberi.

Maria sad for sig selv og så ud af vinduet. Alt det hun løb fra dukkede op på nethinden foran hende. Hun kradsede sig i håndleddet, næsten til det blødte.

David prøvede at bevare sit brede smil over Lisbeths udtalelser, men han savnede sin mor. Han ville bare ikke være ved det overfor andre.

Jimmy var lettet. Han var sluppet af sted uden sin far.

Han håbede, at han ikke kom hjem igen uden resultater.

Lisbeth sad med armene over kors. Hun kogte over Bjarkes beslutning.

Hun ænsede ikke de andres reaktioner. Hun fnysede af dem. Hun var stadig meget mere værd end dem.

Bjarke sad og smilede og sang. En gammel vise om fred og fordragelighed.

Det var så moderne i hans unge dage. Men inderst inde tænkte han på lille Lukas, og den dag.

Bussen trillede i højere tempo ude på motorvejen. En stor del af Sjælland var tilbagelagt nu. De nærmede sig broen, mens klokken var tæt på ni om aften.

 

I et skovområde tæt ved en gammel kaserne

 

Charlotte gik dårligt i det sumpede skovområde. Hun var så småt ved at komme til sig selv. Hun vidste hvad hun lavede, men kunne ikke ændre det.

Der var noget dragende ved hendes følgesvende. Den måde de så på hende.

Deres øjne. De virkede som magneter på hende. Hun forstod det ikke.

Kunne ikke sætte ord på. De sagde ikke så meget. De tog hendes hænder, og hun fulgte med.

De nærmede sig et område med ståltrådshegn omkring. Men drejede af og gik mod skoven. Ad snoede stier fulgte de hende. De smilede hele tiden, perlebesat.

Den ene var umådelig smuk, syntes hun. Gyldenbrun i huden, og store brune øjne.

Hun tænkte de var sydlandske, men Charlotte var ikke fordomsfuld.

Den yngste af de to havde skarpe træk i ansigtet. Håret var knaldsort.

Han bar læderbukser.

Uden at tænke over hvor moderne det var, syntes Charlotte, at det så godt ud til ham. De sad som klistret på ham. Han var slank og tydeligvis i god form. Trods vejret, var hans overkrop kun dækket af en stramtsiddende T-shirt.

Charlotte kunne slet ikke få øjnene fra ham. Han var ganske enkelt, det lækreste stykke mandfolk hun nogensinde havde set.

Der ville blive noget at fortælle om fredagen, når hun mødte på arbejdet for at gøre rent. Pigerne skulle bare vide, hvad Charlotte var rendt ind i.

Den anden så ældre ud. Med grå tindinger i det skinnende sorte hår.

Han så på hende på en anden måde. Charlotte følte sig næsten klædt af med hans øjne.

Hun tændte ikke mindre på ham. Han var en voksen mand at se på.

Han vidste besked, tænkte hun. Vidste hvordan han skulle tilfredsstille.

Charlotte blev varm ved tanken. Hun tilgav hurtigt turen, selv om regnen tog til.

Det styrtede ned. Vandet drev ned af hendes tøj og hår.

For et øjeblik glemte hun sit følgeskab, og trådte ind under nogle store kroner, der skulle kunne give lidt læ.

 

Hun ville tænde en cigaret, men det var for vådt. Hun klagede sin nød til herrerne.

- Kan vi ikke lige stoppe lidt? Jeg vil gerne ryge, sagde hun.

Hun så sig omkring. Hun kunne ikke få øje på dem. Lige så pludseligt de var dukket op nede på hendes lokale værtshus, lige så pludseligt var de forsvundet i skoven.

 

Charlotte kaldte et par gange. Men der var ingenting. Ingen lyde, ud over regnen. Hun var gennemblødt og begyndte at fryse. Hun kunne ikke lide det.

Var det kun en drøm? Havde hun vitterligt mødt to lækre mænd nede i byen, og fulgt med dem ind i skoven? Hun begyndte at tvivle på sine egne tanker.

Hun kørte en hånd gennem det drivvåde hår og lod sit ansigt skylle i aftenregnen.

Hun grinede ad sig selv og sin tilstand. Hun så rundt igen. Hun var alene.

Hun krøllede de våde cigaretter sammen og smed dem fra sig.

De var ikke til megen nytte.

 

Hun rystede på hovedet og ville vende sig for at gå hjem. Der stod de.

Hun så ham lige i øjnene, den unge af dem. Han skulede.

Hans øjne havde ændret sig. De var ikke længere brune og varme.

De var nærmere en blanding af gul og grøn. De lignede katteøjne til forveksling.

Han smilede ikke til hende mere. I baggrunden stod den ældre.

Ingen af dem sagde noget.

Hun fik et chok og trådte tilbage. Hun rystede på hænderne. Noget var galt.

Hans mund var ikke perlebesat mere. Noget var helt galt.

Charlotte skreg i vilden sky. Kun for en kort stund, så døde skriget hen.

De kom listende til byen, og tog hvad de ville have. De tog og gjorde det de gør.

Ved et lille område, udenfor kasernen og udenfor ståltrådshegnet, gik de tilbage.

Skovens jordbund skælvede da det nødvendige steg op. Aften var nat, og snart var det dag.

 

Camilla løb ved siden af Maria. De havde ikke meget tilfælles, ud over morgenturen.

De sagde ikke meget til hinanden. De passede deres rytme og vejrtræning.

Camilla nød turen gennem skoven. Langt væk fra Lisbeths evige hysteriske optræden.

Det havde været et cirkus dagen før, da de nåede frem.

Vejret var dårligt og hun kunne ikke få den soveplads hun ville have.

Alt og alle var imod hende. Hun var til grin. Lisbeth kunne bare ikke se det selv.

Camilla bandede hende langt væk. Hun sagde det bare ikke højt.

Men ingen var i tvivl. Hverken Maria eller Camilla gad at spørge da de stod op for at løbe. De ville ikke have hende med. Hun kunne passe sig selv, stod det til dem.

 

De løb langs de snoede stier. Skovbunden var stadig meget blød og fugtigt. De satte aftryk, Marias spor afslørede en billig efterligning af et par Adidas.

Camilla satte aftryk hvor der tydeligt stod Reebok.

Ved et hjørne på stien lå der en større vandpyt.

Camilla sprang, og nåede at tænke tanken.

Knæet skal holde. Det holdt fint og tankerne blev vendt til noget til positivt.

Der var kun en kilometer tilbage. De satte farten op, uden at aftale det på forhånd.

Maria var ikke i Camillas form. Hun måtte kæmpe mere for det.

Hun kunne ikke holde tempoet. Hun begyndte at falde bagud.

Camilla var for stærk.

Ved et par store kroner stoppede Maria sit løb. Hun stillede sig op af et træ, for at strække ud.

Camilla var allerede ved porten ind til kasernen. Hun ventede ikke.

Maria stillede sig i en position som om hun kunne vælte træet.

Der var noget der skinnede i en vandpyt. Noget der fangede hendes øjne.

Hun rejste sig og stod rigtigt op. Hun bukkede sig og tog det op.

Det var en damesko.

 

Camilla stoppede foran huset med omklædningen. Hun vendte sig men kunne ikke få øje på Maria.

Alt imens kom Jimmy og David ud, omklædt og klar til deres tur.

David var ved at flække af grin. Han pegede ind af døren.

- Nu skaber hun sig over omklædningen. Hun kan ikke få sit eget bad.

Det var Lisbeth, og Camilla vidste det med det samme. Hun kunne virkelig ikke udstå hende. De rystede på hovedet alle sammen.

Jimmy kunne heller ikke lade være med at grine. Men han grinede også fordi David havde en smittende latter. Det lød sjovt.

Camilla var mest irriteret, men havde også svært ved ikke at trække på smilebåndet.

Bjarke dukkede op med morgenhår, og så var der ingen der kunne holde på latteren.

 

Maria stod tilbage i skovkanten med skoen i hånden. Det var ikke nogen dyr sko, men den så heller ikke gammel ud. Sort med et spænde hen over vristen.

Hælen var ikke meget mere end fire centimeter høj. Maria gættede, at det ikke kunne være en ung dame der havde tabt den. Men det var ikke det eneste.

Hvem tabte den slags sko i skoven. Det var ikke et naturligt fodtøj i det terræn.

Maria kiggede ind i mørket af skoven. Der var ikke noget at se, andet end dryppende blade fra gamle kroner.

Maria vendte sig for at løbe videre idet noget fangede hendes øjne.

 

Camilla stod under bruseren da hun hørte én klage bag sig.

Det var Lisbeth igen.

- To af mine fucking negle er knækket. Fuck hvor jeg hader den her tur.

Camilla gad ikke a tkommentere hendes skaberi. Hun gjorde sig hurtigt færdig.

 

Senere på dagen

 

Kasernens forhindringsbane var meget lig dem de plejede at løbe på.

Den var fugtig efter vejret men ellers klar til løberne.

Bjarke havde gået banen efter. Der var ingen fejl og mangler.

Han deltog ikke selv, men kendte hver en forhindring og kendte banen som sin egen bukselomme.

Camilla stod og hoppede på stedet. Hun varmede fornuftigt sine ben op. Hun havde holdt en god pause efter hendes og Marias morgentur.

 

Maria stod stille for sig selv. Hun sagde ikke noget. Det var som om hun var draget af skoven. Hun stirrede på den, som om hun så den i øjnene.

 

Jimmy og David stod og talte med Bjarke.

Jimmy lovede rekord i dag. Han var overbevist om at dagen var dagen, hvor det hele gik op i en højere enhed.

Lisbeth stod med armene over kors og stirrede ondt på Camilla.

Munden var spids. Hun kunne ikke have, at nogen bad hende holde kæft.

Hun varmede ikke op. Hun var en dygtig atlet, i sine egne øjne.

Hun behøvede det ikke.

Hun synes de andre så åndssvage ud, med deres latterlige bevægelser.

Bjarke stod klar med stopuret. Han så på sine unger og sagde de sædvanlige ord.

- Er i klar unger?

- Ja, sagde David, Jimmy og Camilla i kor.

 

Starten gik, og Jimmy og Camilla lagde sig i front med det samme.

Med David i hælene. Maria løb ukoncentreret, men dog med en hæderlig fart alligevel.

Lisbeth haltede langt efter og blev hurtigt sat ud af spillet.

Hun havde en noget anderledes måde at løbe på, med armene flagrende ud til siderne.

De første forhindringer var barnemad for Jimmy. Han gav alt hvad han havde.

Han kunne høre sin far endnu. Han skulle ikke komme hjem uden gode resultater.

Han tæskede derudaf som en besat.

Det lykkedes ham at holde Camilla bag sig. Ikke som i Sverige da hun slog ham til sidst. Det nederlag pinte ham længe.

 

Camilla holdt sit tempo. Vejrtrækningen var god og knæet gav ingen problemer.

Jarls ord i bilen sad stadig i baghovedet. Hun brugte sin irritation til vrede, og lagde det hele i benene og armene. Det gav hende ekstra styrke.

David løb for sin mor. Han ville gøre hende stolt med et godt resultat.

Han vidste godt, at han ikke ville vinde. Det gjorde han aldrig. Men han var der, og han gjorde sit bedste. Mere forlangte ingen.

Marias hoved var fyldt med tanker om skoven. Hun løb alt det hun kunne, men hun løb ikke så stærkt. Mens hun løb hvilede øjnene på trækronerne i baggrunden.

Hendes mor og fortiden var ikke glemt, men noget fik den til at hvile.

Lisbeth kunne dårligt nok klare forhindringerne. Hun hylede og skreg, værre end tidligere. På et tidspunkt gled hun med foden og plantede sit knæ i en stor mudderpøl.

 

Hun gav op, selv om Bjarke stod og råbte at hun skulle komme op og videre.

Hun var beskidt og våd, og ingen af delene passede den forfinede unge dame.

Jimmy vandt, med en halv meter foran Camilla. Han jublede som en fodboldspiller efter en vigtig scoring. Det betød virkelig noget for ham. Det lyste ud af ham.

Camilla gav ham hånden, og smilede let.

- Du var god i dag, sagde hun.

Jimmy smilede bredere end bredt. Han ville og kunne ikke vente meget længere.

- Jeg skal ind og ringe til min far.

 

Alle undtagen Lisbeth, stod og strakte ud da en bil kom kørende gennem porten. Det var en patruljevogn. Politiet kom kørende langsomt.

Bjarke kiggede forvirret op fra sin blok. Brillerne sad på næsen men blev skubbet op i panden. Der sad de ofte. Også når han senere ledte efter dem.

Den ene betjent steg ud. Han så rundt. Bjarke var allerede på vej hen til ham.

 

- Vi leder efter en dame. Det hedder sig at hun er gået denne her vej, i selskab med to herrer. Det drejer sig om Charlotte Nielsen. Hun er niogfyrre år.

Hun har været forsvundet siden i går aftes. Det er ikke så længe siden, men alle her på egnen kender hende. Hun plejer at sidde på det lokale værtshus og drikke, indtil hun går hjem. Det gjorde hun bare ikke i går.

Der forsvandt hun som sagt, med to ukendte mænd. Det ligner hende dårligt. Derfor er vi hurtigt ude. Så hvis i ser eller hører noget.

 

Betjenten rakte et billede frem til Bjarke.

- Hun ser sådan her ud.

Maria gik frem og så på billedet. Det startede en storm i hendes tanker.

Hun vendte sig mod skoven. Skulle hun fortælle om sit fund?

Det kørte rundt for hende. Tvivlen fik hende til at falde over ordene.

Hun sagde ikke noget.

Patruljevognen trillede langsomt fra kaserneområdet. Der var ingen der sagde noget.

 

Camilla stod og så på Maria, der ikke kunne stå stille. Hun lignede en der var ved at besvime. Hun svajede og begyndte at glippe med øjnene.

Før hun landede på jorden, havde Camilla armen omkring hende. Bjarke kom løbende. Han vidste alt om den slags situationer.

- Lad hende få noget luft, råbte han og rev i hendes tøj.

Ikke længe efter var Maria båret ind på en seng. Hun kom langsomt til sig selv.

Hun lå og fablede i en døsig tilstand. Noget de andre ikke forstod et ord af.

 

Jimmy var dukket op i baggrunden. Han havde ikke set hvad der var sket.

David fortalte det kort, men Jimmy var ikke interesseret. Han var skuffet.

- Hvad sagde din far, spurgte David.

- At han kun forventede at jeg gentog bedriften i morgen, lød det trist.

 

Camilla sad på sengekanten og lyttede til Marias vrøvl. Der var hverken hoved eller hale i det hun sagde. Men Camilla var bekymret.

Lisbeth stod udenfor huset. Hun var bedøvende ligeglad med Maria. Hun havde rigelig i sig selv. Hun behøvede ikke nogen af dem.

Hun skulle i hvert fald ikke ligge og rode i en vandpyt mere. Det var slut.

'Der var helt sikkert andre sportsgrene, der var mindre åndssvage.

Hun havde næsen i sky, men lagde ikke mærke til, hvordan netop skyerne ændrede sig.

 

Det blev kunstigt hurtigt overskyet. Det hele trak sammen til forandringer.

Himlen var ikke bare grå. Det sortnede for solen og de før så hvide vatskyer.

 

Maria var kommet til sig selv og havde sat sig op. Der var hende og Camilla tilbage. De to der aldrig før havde ført en længere samtale, sad nu alene tilbage.

- Hvad mente du med, skoven tog hende, spurgte Camilla.

Maria så ud til at være overrasket mens hun lyttede. Havde hun virkelig sagt det? Hun drømte det. Hun vidste ikke at hun vitterlig havde sagt det.

- Det er lidt svært at forklare, sagde Maria sagte. Jeg tror bare jeg ved det.

Hun skjulte sit ansigt i hænderne. Hun græd ikke men klumpen var der.

Camilla så ud af vinduet. Man kunne lige se nogle af trætoppene på afstand.

- Hvad er der ude i skoven, Maria, spurgte hun.

De så hinanden i øjnene. Der var en blanding af frygt og mistro.

- Jeg ved det ikke. Men jeg fandt et par sko i går. De så nye ud.

Der var blod på dem. Jeg ville sige det til ham betjenten, men pludselig var jeg væk. Jeg tror skoven tog hende. Hun har mødt noget, men jeg ved ikke hvem og hvad.

 

Stemningen var anstrengt i den lille træningslejr.

Besøg af politiet og Maria der besvimede og Lisbeth der ville hjem.

Der var nok at tale om. Bjarke arbejdede på overtid. Han fór fra den ene til den anden.

Eftermiddagen havde sneget sig ind over landet, lige så stille som efteråret.

Det blæste mere end det regnede. Det dryppede let, men ikke noget der kunne genere et par ihærdige flittige løbere.

Jimmy løb side om side med David. Han var opsat på at træne hårdere for at nå sit mål igen. Han ville vise sin far, at han kunne. At det ikke kun var flygtige ord.

 

Når der bliver mørkt i skoven

 

De normalt så smukke nuancer i skovens efterår, formørkedes på et øjeblik.

Snart var der ikke flere blade der kunne falde fra kronerne.

Træerne stod tilbage, nøgne og skeletterede.

Som store gamle vogtere over denne mørke del af landet.

Dets tidligste historie kendte kun få. Da man talte et for længst glemt sprog.

Det rykkede i skovbunden og rumlede på himlen. En torden passerede kaserneområdet, som et stort gammelt buldrende og dampende lokomotiv, der trak hundrede godsvogne fyldt med brølende tyre.

En kraftig vind kastedes ind over skoven og de gamle bygninger. Det fik det til at hyle som glubske ulve i det dunkle krat. Men det var ikke ulve der vågnede op til dåd.

Ingen kender dagen og kun to kender natten, når der bliver mørkt i skoven.

 

Rundt om spisebordet

 

Camilla sad hos Maria. Det var som om båndet mellem dem voksede.

De havde ikke mange interesser, der bare mindede om hinandens, men Camilla havde svært ved at slippe Maria. De talte ikke højt sammen.

 

Jimmy var tilfreds med sig selv og sin løbetur. Han havde endnu engang slået David i spurten, hvilket ikke var noget sjældent syn.

David havde endnu ikke vundet noget løb. Han havde fået sølv og bronze ofte og tit. Han manglede altid de sidste meter.

Lisbeth diskuterede med Bjarke. Hendes overbevisning kunne der ikke rokkes ved.

- Jeg har ringet efter en taxi. Det er bare ikke mig det her, råbte hun hysterisk.

Bjarke så opgivende på hende. Det kunne ikke nytte noget alligevel.

Camilla så Maria alvorligt i øjnene. Det kunne ikke vente længere.

- Vi er nødt til at ringe til politiet igen, Maria. Der er sket noget. Det ved du.

 

Frederik var en munter lille rund mand, på lige knap en meter og tres.

Efter syvogtyve år bag rattet glædede han sig til at gå af på pension til næste år.

Han sad og lyttede til musik. Han nynnede lystigt med på tidens moderne toner.

 

Et par skulle køres hjem, tilmed havde han været så heldig at få den næste tur også.

En ung pige skulle køres fra den gamle kaserne til stationen.

På bagsædet blev der hvisket.

Frederik kunne ikke høre hvad de sagde. Han kunne se den ene af dem i bakspejlet. De var ikke ret gamle, tænkte han og smilede.

Der blev fniset på bagsædet. Lige indtil radioen begyndte at knase, som om der var grus i maskineriet.

Frederik stirrede på radioen, der gav nogle umiskendelige lyde.

En knurren bredte sig i bilen, og chaufføren kørte ind til siden.

Frederik vendte sig om mod de to passagerer bag i.

- Prøv at høre her.

Jeg håber ikke i har taget en hund med i bilen. Det vil jeg ikke have. Jeg er ikke fordomsfuld. Jeg har ikke noget imod, at to mænd er glade for hinanden, men dyr i bilen vil jeg altså ikke have.

De sagde ikke noget til ham. De smilede bare tilbage, perlebesat.

 

Foran kasernen

 

Bjarke stod med armen omkring Lisbeth. Der var kun de to ude foran huset.

Ingen andre gad, at følge hende ud.

Hun svigtede holdet fordi hun faldt. De ville ikke savne hende.

Hun havde længe været en pestilens, men blev accepteret fordi hun ikke var den langsomste på holdet.

- Lov mig nu du ringer når du kommer hjem. Du er stadig en af mine tøser.

Lisbeth havde trods alt, svært ved at være sur på Bjarke. Han var uskyldig.

Han ønskede hende kun det bedste. Det vidste hun godt.

Hun satte hovedet på skrå og så ham i øjnene. Han var den eneste hun ville savne.

Hun nikkede til ham, mens taxien kørte gennem porten.

- Vi ses Bjarke, var det sidste han hørte hende sige, inden hun lukkede bildøren.

 

Bjarke vinkede, inden han vendte sig for at gå ind. Han vendte sig også hurtigt fordi han ikke var god til afskeder. Ikke siden lille Lukas.

Han ville og kunne aldrig tilgive sig selv, selv om han godt vidste, at han var uden skyld. Den berømte tanke, hvorfor var det ikke mig der døde, havde ofte kørt rundt i hovedet på ham. Men sådan ville skæbnen det ikke.

Der var måske stadig en mening med hans liv. Selv om det havde svært ved at se den ind imellem.

Han havde sin elskede kone, bevares. Gerda kunne fylde noget af hjertet.

Men der var stadig plads til mere. Men den lille fyr var der bare ikke mere.

 

Taxien forsvandt ud af porten. Den kørte forbi de gamle skilderhuse.

Der var ikke længere nogen bevæbnet vagt. Han havde heller ikke kunnet gøre nogen forskel.

Lisbeth henvendte sig til chaufføren, for at forklare ham, at hun skulle til stationen.

Hun lagde sin hånd på forsædets ryglæn.

Der var klistret og fugtigt. Helt klæbrigt.

Hun tog sin hånd til sig og så at den var rød, alt imens endnu en passager dukkede op på forsædet, lige foran hende. Så skreg hun.

 

Kig ind eller kig ud

 

Jimmy stod og trippede, omklædt til træning. Han heppede på de andre.

- Kom nu, er der ikke en der vil med?

Så mørkt er der heller ikke derude.

Camilla sad stadig sammen med Maria, og prøvede at overtale hende til at ringe.

Maria sad og stirrede ud af vinduet. Toppen af skoven var stadig synlig.

Hun sagde ikke så meget, men nikkede til det Camilla sagde.

Hun vidste godt, at det var det rigtige at gøre.

Alligevel følte hun sig låst i sine handlinger.

Noget uforklarligt tungt havde lagt sig på hendes skuldre, lige siden den tur i skoven. Hun kunne ikke forklare det. Vidste ikke hvor ordene var.

Hun hørte hvad der blev sagt til hende, men reagerede kun svagt på det.

Maria var helt paralyseret af skoven. Det var som om den ejede hende.

Pludselig rejste hun sig og så på Jimmy.

- Jeg vil gerne med, sagde hun højt.

Camilla blev helt forskrækket. Hun fór op af stolen og tog fat i Maria.

- Nej, Maria, sagde hun bestemt og så hende i øjnene.

 

Jimmy blev mindst lige så forskrækket. Af alle på holdet havde ingen set, at Maria ville rejse sig. De havde aldrig trænet sammen.

Hun var den langsomste og Jimmy var den hurtigste.

Der var ingen sammenligning.

 

Maria var allerede ved at tage sko på da David rejste sig. Han ville med.

- Ja så skal jeg også. Ellers er der ikke nogen til at presse dig, sagde han.

Han gav Jimmy et lille kammeratligt slag på skulderen. Han smilede.

Den høje blonde løber følte sig overlegen. Der var ingen af de to, der kunne matche ham på turen.

Enhver måtte stille op, men han havde det ok med, at Camilla ikke meldte sig.

Han vidste, at det var her konkurrencen var størst.

Camilla kunne slet ikke slippe øjnene fra Maria, hvis øjne var stålsatte mod døren.

Alle var koncentrerede om turen.

Bjarke gav dessiner om ruten.

Hold jer til stierne. Lad være med at tage chancer. Nul skader.

Jimmy og David pjattede som to overgearede teenagedrenge.

Alle havde deres, så absolut ingen så, hvem og hvad der kiggede ind af vinduerne.

 

Maria havde usædvanlig god fart på sine ben.

David måtte anstrenge sig for at hænge på.

Jimmy ville for alt i verden ikke ligge bag Maria.

Han brugte alle sine kræfter.

Der var noget unaturligt over Maria.

Han strakte sine skridt længere ud end normalt.

Det tordnede igen og rullede hen over himlen.

Så et lyn, og så et tordenbrag mere.

Det lød som om det skete samtidigt.

 

De tre løbende nåede et sving hvor Maria havde været før.

Da hun fandt skoene.

Et mægtigt lyn flækkede himlen og lyste et skovområde op.

Maria så noget, der fik hende til at stoppe op.

Et glimt af en veltrænet ung mand i bar overkrop. Hun nåede at se hans markerede ansigt, og det brede perlebesatte smil.

Han stirrede hende lige i øjnene, og de var dragende. Hun kunne ikke løbe videre.

Hans sorte læderbukser skinnede i den fugtige aften idet han nærmede sig.

Jimmy og David så ikke Maria stoppe og løb videre.

 

En afslørende bog

 

Camilla gik rundt for sig selv. Der var noget galt med Maria, det vidste hun.

Hun kendte hende ikke ret godt, men nok til at kende lidt til hendes interesser.

Hun satte sig på hendes seng, og kiggede rundt. Det irriterede Camilla kraftigt.

Inde i fællesstuen, hvor de alle havde siddet få øjeblikke tidligere, rodede Bjarke rundt.

Hun kunne høre lydene og se billederne for hendes øjne.

Han samlede tallerknerne sammen, og bestikket, der ikke var båret ud i køkkenet endnu. Han samlede de seks glas sammen på en bakke. Han løftede bakken.

 

Der lød et ordentlig rabalder.

Bakken røg på gulvet og glassene knustes.

Camilla trak lidt på smilebåndet.

Hvor var det dog typisk Bjarke, tænkte hun.

Hun rejste sig og trak i samme bevægelse Marias dyne til side. Der lå hendes bog.

 

Det var en bog om gamle myter og overtro, af den slags kun hun troede på.

Den var slået op på midtersiderne. Der var et stort tegnet billede, af noget frygteligt.

Camilla gav sig ikke tid til, at koncentrere sig om hun troede på det eller ej.

Det ville hun under normale omstændigheder ikke gøre. Aldrig.

For den slags fandtes ikke, i virkeligheden. De fandtes på film og i bøger, og på tegninger.

Men da Camilla så på den tegning, vidste hun at sådan noget kunne ske.

Selv om det ikke fandtes. Tegningen var så livagtig, og den stirrede på hende.

Hun løftede bogen og så nærmere på den.

Så kiggede hun ud af vinduet. Der var mørkt.

Der var en sort skov på billedet. Foran den var der en række grønne barakker.

Det hele var i flammer, men ilden var sort som skoven.

Midt i skoven, meget tydeligt, stod der to mænd.

Under dem stod der hvad de var. Det stod med rødt - VAMPYR!!!

 

Bjarke skreg og Camilla blev vækket af sit chok og sin trance.

Hun forstod på få sekunder, at Maria havde set eller mærket noget, der kunne forbindes til det hun rent faktisk troede på.

Hun slap bogen og løb ind til Bjarke. Han var ikke alene. Der var også en anden mand.

Han stod med ryggen til Camilla. Han var ældre end hende.

Håret var sort med grå tindinger. Bjarke så hen over skulderen på ham der holdt ham.

- Løb Camilla min skat. Løb for gud skyld. Løb alt hvad du kan min tøs.

Om lidt er jeg hos lille Lukas igen, råbte han med gråd i stemmen.

Den anden mand nåede at vende sig mod Camilla, inden hun løb.

Hun så hans ansigt.

 

Det var et dæmonisk ansigt der snerrede. Hans øjne var som flammende gule katteøjne i mørket. Hans mund var større end menneskeligt muligt.

Den var fyldt med lange mørke tænder, og han havde en led stank af døde rotter og harsk smør.

Han brølede noget ud i rummet, der lød som et for længst glemt sprog.

Camilla betænkte sig ikke mange sekunder. Hun løb af fulde kraft ud af døren.

Bag sig kunne hun høre Bjarke skrige. Han skreg af smerte og af skræk.

Camilla var for chokeret til at græde mens hun løb. Hun løb bare, uden rigtig at vide i hvilken retning hun skulle. Hun spurtede ud af porten, uden at se sig tilbage.

 

Drengene

 

Jimmy og David løb og smågrinede. De morede sig over vejret.

De sprang over vandpytterne, mens de mindedes Lisbeths styrt.

David imitterede hendes stemme.

- Åh nej, nu falder stakkels jeg. Hvad nu med mine negle og mit pudder.

 

Der var mørkt i skoven, men stierne var lette at se alligevel.

David vendte sig for at se om Maria også grinede.

Men hun var der ikke. Hun var der slet ikke.

Han kunne ikke få øje på hende, nogen steder. Han kaldte på Jimmy.

- Hvor fanden er hun henne? Hun løb lige bag os, sagde David.

- Hun er vel for fanden ikke også faldet i en vandpyt, sagde Jimmy grinende.

David var stadig i sit sædvanlige pjattehumør.

Han løb ind mod et træ og kastede sig som en abe mod en lavthængende gren.

Den kunne ikke bære hans vægt og knækkede. Han røg på røven med noget af grenen i hånden. Resten sad fast i træet endnu.

 

Grenen havde efterladt en halv meter rest på træet hvor barken røg med af.

David væltede rundt på den våde jord af grin. Jimmy kunne heller ikke holde latteren tilbage. Han hjalp David op og stå.

De kiggede stadig efter Maria, og besluttede at strække ud og vente på hende.

David var våd og beskidt fra top til bund, og de morede sig kongeligt.

 

Maria stod stille overfor det der nærmede sig. Drengene var løbet langt i forvejen. Men det var ikke dér hun havde sine tanker nu. Hun havde dem slet ikke.

Hun var låst fast i et net af tvangstanker og stærke hypnotiske evner.

Hun så hans øjne ændre sig. Fra bløde dybe chokoladebrune til flammende gule.

- Jeg vidste det, hviskede hun stille for sig selv.

Hans ansigt ændrede sig dæmonisk. Smilet var ikke længere perlebesat.

En kraft stærkere end naturen fik Maria til at løfte hovedet og se mod himlen.

Et par stjerner skinnede igennem skytæppet.

Hun fældede en tåre og blottede sin hals.

Hun vidste hvad der kom.

 

Løb for guds skyld

 

Camilla løb alt hvad hendes ben kunne magte.

Hun kunne stadig høre Bjarke råbe. Løb for guds skyld!!!

Tårerne trængte sig på. Det var så uvirkeligt alt sammen.

Det der ikke eksisterede i virkeligheden, havde pludseligt stået overfor hende, lyslevende og klar til at dræbe.

Hun ville aldrig glemme det fjæs.

Det skrækindjagende uhyggelige væmmelige ansigt, med de øjne og den mund.

Hun ville ikke vende sig. Hun turde ikke.

 

Bjarke var død eller døende. Hun ville kæmpe for sin overlevelse.

Hun ville ikke give op. Hun brugte alt hvad hun havde i sig.

Alle de mange træningsture kom hende til gode nu.

Under en blinkende gadelampe stod der noget hun kunne bruge. En efterladt bil.

Camilla piskede hen og flåede døren op. Det var en taxi - Lisbeths taxi.

Lyset i bilen blev tændt da døren gik op. Dér kunne hun ikke holde skriget tilbage. Hun skreg af fulde lunger, i chok og gråd.

 

Lisbeth lå på bagsædet. Hendes strube var flået op.

Hele bagsædet flød med blod. Hendes øjne stirrede lige op i Camillas.

Døde og kolde, som sommerens sidste åndedræt.

På lang afstand på den delvist oplyste skovvej, kunne Camilla ane faren komme nærmere.

Han var i løb, unaturligt hurtig i forhold til menneskers formåen.

 

Den normalt så klart tænkende fornuftige pige stod lamslået.

Hun så døden komme nærmere. Hun forsøgte at tænke.

- Kom nu Camilla for helvede, skreg og råbte hun til sig selv.

Hun flåede bildøren op og satte sig ind i den ulækre vogn.

Nøglen sad der gudskelov endnu.

Hun drejede. Der skete ikke noget. Den ville ikke tage fat. Hun drejede igen.

I bakspejlet kunne hun se ham komme tættere på.

- Kom så din lortebil, skreg hun og bankede på rattet. Hun drejede nøglen igen.

Det klikkede og så startede motoren. Camilla smilede gennem tårerne.

Hun fik bilen i gear og lavede hjulspind da hun startede.

Hun nåede at kiggede i bakspejlet igen.

Hun kunne se hans ansigt tydeligere nu.

 

Udtryksløse øjne stirrede på Jimmy og David på afstand, mens vampyren hele tiden kom et skridt mere ind på livet af dem. Han listede sig gennem mørket, frådende.

Der var blod omkring munden. Det drev ned af de mørke lange tænder.

Himlen var rød og mørk. Regnen stilnede af. Lynene og tordenbragene forsvandt i den kraftige blæst, der også var aftagende.

Der blev mere stille i skoven. Stille som en død mands vejrtrækning.

 

En og flere stjerner dukkede op, ved siden af en klar og skinnende måne.

Den lyste skoven op og gav klarere billeder af omgivelserne.

Lette skridt, og flere skridt. Uhyggen kom snigende som en slange mod sit offer.

Jimmy stod og trippede. Han ville videre. Han gad ikke at vente på Maria mere.

 

- Hun er vel vendt om. Hun kunne ikke holde vores tempo.

Kom nu, sagde han utålmodigt.

 

David stod stille. Han kiggede ned ad den vej de var kommet.

- Hvad nu hvis hun er faldet og vitterlig har slået sig, spurgte han.

- Det er kun Lisbeth der kunne finde på det. Kom nu din lille lort.

David begyndte at hoppe på stedet, for at få gang i benene igen. De var blevet kolde.

 

En lyskegle fra månens klare side ramte stien lige foran dem.

Vampyren trådte frem.

En rådden lugt spredte sig i Jimmys næsebor.

Han vendte sig for at lokalisere hvor stanken kom fra.

 

Jimmy og vampyren stod ansigt til ansigt og brølede og skreg.

Den greb ham om halsen og løftede ham, som om han ingenting vejede.

David stod i baggrunden og så det hele. Han skreg som et besat.

Han skreg på sin mor, på sin gud og på alle andre der kunne gøre en forskel for ham lige nu.

Han så Jimmy stige til vejrs, og han så vampyren sætte sine mange sorte tænder i halsen på ham.

Jimmy sprællede kun kort, så blev han stille, og blodig.

Vampyren drak sig stærkere i Jimmys blod. Den tog det den skulle bruge, og smed den høje blonde løber fra sig.

Jimmy skulle vinde, ellers skulle han ikke komme hjem. Og han vandt ikke til sidst. Han kom heller ikke hjem.

 

David var for chokeret til at kunne bevæge sig. Han rørte ikke en muskel.

Han stod op af træet og så den drabelige vampyr gå hen imod ham.

Han græd helt åbenlyst. Han var ved at besvime. Det flimrede for øjnene af ham.

Han så vampyren stille sig en meter foran ham. Den gjorde klar til spring.

Som et rovdyr i natten, ville den springe på ham. Angribe, æde og drikke.

Den snerrede og åbnede sin mund. Den blottede sine lange sorte tænder, og sprang.

 

David nåede ikke at mærke angrebet. Han besvimede inden, og faldt om.

Han var ikke væk så længe.

 

Der var en anderledes lyd, der kaldte på hans opmærksomhed.

Noget han heller aldrig havde regnet med at skulle høre eller se.

Det lød som tusinde sjæle der skreg på samme tid.

Vampyrens grusomme liv ændrede sig fra sekund til sekund. Den var ved at dø. Den hang på sit endeligt.

Den lavthængende gren, som David havde hængt sig i.

Resterne af den, havde gennemboret vampyrens bryst. Den stod næsten stille, mens den forvandlede sig. Det gik langsomt.

Den var ikke længere uhyggelig, med en savlende mund med lange tænder.

Den var forvandlet til en ung mand med knaldsort hår.

Han led sine sidste mange smerter.

Ligesom han selv havde tilført mange smerter, gennem årene.

 

David rejste sig og så den unge mand i øjnene.

Ham der før var vampyr. Ham der for få øjeblikke siden havde dræbt Jimmy, lignede en uskyldig stor dreng, på bare nitten år. Han var døende.

Hans hud blev tør, som gammelt slidt læder.

Han blev mørkere mens David stod og så på det.

Det knasede på drengens arme.

Han kiggede sørgmodigt på David, mens han hviskede på et for længst glemt sprog.

Han begyndte at gå i opløsning. Den ene arm røg af. Den landede på jorden, og begyndte straks en forvandling til aske.

Den unge mand ville skrige mere, men det var for sent.

Resterne af ham dryssede ned af træet. Fra stor dreng til monster, og fra monster til stor dreng igen, og nu til aske.

David stod med ansigtet i sine hænder. Han så det ske mellem fingrene.

 

En søjle af ild

 

Camilla kom kørende stærkt gennem skovens stier.

Hun havde ikke haft kørekort særlig længe, men det hun kunne, var hun god til.

Hun forsøgte at tænke sine tanker igennem. Men det var svært. Det umulige skete. Et sted mellem uhyggelig fantasi og virkelighed.

Med mellemrum så hun flere gange i bakspejlet. Hun kunne ikke se ham.

 

- Hvor fanden er solen når man skal bruge den, råbte hun i fortvivlelse.

 

Men der var kun månen og stjernerne på himlen. Det beroligede hende ikke.

Hun ville ikke se om på bagsædet. Den døde Lisbeth lå stadig og stirrede tomt ud i luften.

I Hendes skød lå hendes taske. Den gav Camilla en spinkel idé.

Hun standsede bilen med et langt bremsespor. Nu skulle det gå stærkt.

Med lukkede øjne tog hun Lisbeths taske. Hun kiggede i den.

- Jeg vidste du røg, sagde hun meget bestemt.

 

Det varede ikke mange minutter, før vampyren kom løbende i et utroligt højt tempo. Den kunne ikke følge med Camillas kørsel, men var alligevel hurtigere end alle.

Den sprang op på bilens tag og så sig omkring.

Camilla var ikke ved bilen.

Den hoppede ned via kølerhjelmen.

Den spejdede stadigvæk rundt. Gal, savlende og snerrende.

Bagdøren ind til Lisbeth stod åben. Der lugtede stærkt derinde fra.

En lugt vampyren ikke genkendte.

Men Lisbeth lå der stadig, og havde frisk blod i sig.

Det var mere end vampyren kunne modstå.

Den slikkede på sine lange sorte tænder.

Den ænsede kun Lisbeth og hendes kød og blod, og intet andet.

 

Fordi det kom uventet, var vampyren til at skubbe.

Camilla gav den et kraftigt skub og spark i ryggen, så den røg helt ind i bilen.

Hun smækkede døren så sideruden knustes. Hun tændte en lighter og så ind.

- Jeg håber du kan lide ild og benzin dit vampyrsvin. Det her er for Bjarke.

 

Hun kastede den tændte lighter ind, og straks spredte ilden sig.

Hun løb et par skridt væk fra bilen, med tusinde sjæle skreg mod himlen.

Inden længe var bilen et stort flammeinferno.

Den lyste op som en søjle af ild.

Camilla så en arm komme ud af sideruden. Den sprællede som en vanvittig.

De monsterlignende lyde blev forvandlet i flammerne. Det lød kort som en almindelig mand der skreg.

 

Ild og gnister åd sig hele vejen rundt om bilen. Camilla så armen ved sideruden. Den hang slapt ned af døren, indtil den røg af og blev til aske der flød ud i en vandpyt.

Camilla stod bare stille og gloede ind i flammerne. Hun takkede de højere magter for, at taxichaufføren havde en reservedunk i bagagerummet, der immervæk var fyldt op.

 

Hun var alt for optaget af bilen og branden til at opdage nogen bag ved hende.

En hånd landede på hendes skulder. Camilla skreg, til hun så at det var David.

Som en naturlig reaktion, gik de på knæ og krammede hinanden.

De græd begge to inderligt og fortvivlet.

 

- Hvor er Jimmy og Maria, spurgte Camilla og så David i øjnene.

Han rystede på hovedet, og det var svar nok. Han vidste ikke hvor Maria var.

- Maria blev væk fra os. Vi kaldte, men der kom ikke noget svar.

- Bjarke er også død, sagde Camilla stille med en tåre i øjenkrogen.

David sukkede og skjulte sit ansigt i hendes arme.

 

De sad længe på knæ og bare holdt hinanden. De sagde ikke mere.

Langt om længe kom de på benene. Der var ikke flere tårer at græde.

- Hvordan skal vi nogensinde få nogen til at tro på os, spurgte David.

- Det er der ingen der vil, svarede Camilla.

- Hvad tror du der blev af Lisbeth? Tror du hun nåede til stationen?

Camilla svarede ved at vende sig, og pege på taxien, og David forstod.

- Bjarke, Lisbeth, Maria og Jimmy. Hvordan kommer vi videre herfra?

Camilla kunne ikke svare på Davids spørgsmål.

- Jeg tror også der forsvandt en taxichauffør. Politiet ledte efter en dame i går.

Hvem og hvad tror du hun har mødt?

 

David så mod himlen.

Han rystede på hovedet, mens sirener kunne høres på afstand.

Ikke så længe efter, stod der to betjente og spurgte David og Camilla hvad de vidste.

De sad op ad et træ og rystede begge på hovederne. Der var ikke nogen naturlig forklaring på det de havde oplevet.

- Vi ved faktisk ikke hvad der er sket. Vi var ude at træne, sagde de begge.

 

Plejehjemmet Såbyhus i den lille søvnige by, Kirke Såby, lå i et fredeligt kvarter ude på landet.

Fuglene sang smukke sange i den lune sommeraften.

Solen manglede lige det sidste. Om få øjeblikke ville mørket tage over.

Solen var tvunget til at slippe og lade den klare fuldmåne tage over.

De fleste var allerede gået til ro.

Enkelte steder kørte fjernsynet stadig.

Det var en meget varm dag i august.

Svedperlerne trillede ned af ryggen og panden på de fleste.

Store skjolder på de gamle mænds lyseblå skjorter var der som regel nok af.

 

I baghaven lå der to dovne katte på græsset, mens et egern i toppen af træet arbejdede hårdt for føden.

Præsteboligen, menighedshuset og Kirken var oplyst, og i lyset kunne man se de små lydløse hurtige flagermus starte deres jagt på de flyvende insekter.

 

En laborant kørte sin vogn ned af gangen. Hun stødte på et par unge plejere.

- Ham Povlsen er vel nok et gammelt svin. Han ragede på mig, sagde hun.

De tre startede en længere samtale om den ældre mand, der længe havde været et problem. Han var til irritation for de flest plejere, viste det sig.

Mørket havde nu lagt sig helt ind over den lille søvnige by.

 

To andre gik forbi dem på gangen. Den ene var forstander. Hun standsede snakken og bad dem komme videre. Hun gik med en yngre plejer, der var ny.

De stoppede foran døren, der havde kodebetegnelsen værelse 14 – 08

Den ældre så på den yngre. Hun stirrede op og ned af hende.

- Det er rigtigt nok, at Povlsen flere gange har gjort tilnærmelser til de yngre plejere. Du må sige til hvis du ikke vil derind. Men du skal jo lære det. At kunne håndterer de ældre.

- Det er ok. Jeg er ikke så bange af mig, svarede den yngre.

- Det er godt. Hvis han siger noget skal du bare ignorere det, og hvis han gør noget kommer du til mig. Du skal nok ikke smile så meget til ham.

 

Den yngre gik alene ind på værelset.

Povlsen sad med ryggen til hende.

Uden at sige noget, rykkede hun på hans kørestol og kørte den hen foran sengen.

Hun brugte hejseværk for at få ham op i sengen.

Povlsen brokkede sig.

Men lige lidt hjalp det. Den unge plejer tog ikke hensyn.

Hun tog fat.

Povlsen kiggede godt og grundigt på den unge plejer.

Synet af den unge dame tændte ham.

Han begyndte at slikke sig om munden.

Så tydeligt at hun ikke kunne undgå, at lægge mærke til det.

Han listede en arm om bag hende, og greb fat.

Plejeren tog fat i hans arm og vred den rundt, så Povlsen gryntede som en sur gammel gris.

Hun var stærkere end hun lige så ud til.

Maria lænede sig ind over sengen og smilede perlebesat til Povlsen.

- Hej Orla, kan du huske mig?!