Når Skyggerne Hvisker

Når Skyggerne Hvisker

 

Person nummer 211

 

På en lukket institution sad Niels-Henrik og Jørgen over kaffen på personalestuen.

Der var en afslappet stemning den morgen. Natten havde været forholdsvis rolig, uden nogen alarmopkald. Nattevagten var taget hjem lidt over syv, og der havde ikke været det store at berette.

Jørgen var mødt lidt senere, og skulle lige opdateres på nattens hændelser.

- Der har ikke rigtig været noget. Det eneste var da Lisa skulle på toilettet. Hun ville ikke have hjælp.

- Kan hun ikke klare sig selv da?

- Jo i princippet, men hun finder altid et eller andet at kaste efter os. Hvis hun ikke kan finde noget, så kaster hun med sin afføring. Det er ikke så lækkert.

- Hvad er det hun er her for?

- Kan du huske sagen om børnehaven i Hellerup?

- Nå, var det hende der prøvede at brænde den ned, mens der var fyldt med børn derinde?

- Lige præcis. Hun kommer aldrig til at forlade stedet her.

- Nej. Det var en grim en af slagsen. Ok, men der var ikke andet fra i nat så?

- Nej, der har været roligt.

Jørgen greb ud efter kalenderen midt på bordet. Han nærstuderede den.

- Hvad har vi i dag? Noget specielt?

- 211 skal hjem til sin mor at bo.

- 211? Nå ja. Jeg skulle lige tænke mig om. Og hvorfor skal 211 så det?

- Fordi 211 er temmelig syg, men har fået bevilget tre måneders rygskole via staten og sin mors hjemmekommune. Så 211 skal hjem til sin mor og bo i Faxe.

- Får 211 så eftergivet resten af sin straf?

- Det ser sådan ud. Det er jo ude af vores hænder. Vi parerer bare ordrer, som sædvanligt. Jeg kan godt have min mening om det, men hvis jeg siger den højt til diverse ansvarlige psykologer, er det som at slå i en pude. Det er spild af tid.

- Sig mig lige engang, hvorfor er det at 211 er her?

- 211 slog sin far og sin lillebror ihjel i et raserianfald. Blev fanget og fik egentlig tolv år, men det blev senere ændret til en tidsubestemt straf på den lukket. Altså her.

- Hvor længe har 211 egentlig været her?

Jørgen satte sig tilbage i stolen og pustede.

- Nu skal jeg lige tænke mig om. Det er sgu længe. Det er fra før jeg startede. Det er vel omkring fjorten år siden tror jeg. Derudover en masse år på ungdomsinstitutioner.

- 211 siger aldrig et ord. Det er en af de mest stille personer vi har. Jeg hører aldrig en lyd. Ikke noget med godmorgen eller godnat. Hvor ved vi fra at det er skidt er med helbredet?

- Fra Fanny. Hun kan få en tone frem, ellers bliver der aldrig snakket med nogen.

- Fanny? Nå, hende den tynde fra Valby. Jamen hun har kun været her i et par måneder. Kan hun virkelig få 211 i tale? Det er da utroligt. Hun må være dygtig.

- Ja hun er også dygtig, og så har hun fået 211 i tale, og fik sørget for at lægen kom flere gange, undersøgte og kunne give 211 en diagnose.

- Hvad sagde den så?

- Kræft. 211 har ikke meget mere end tre måneder tilbage.

Niels-Henrik satte et lidt bøvet og spørgende udtryk op.

- Undskyld mit sprog, men hvorfor fanden skal 211 så på rygskole?

- Fordi nogen mente at det var det bedste, da næsten alle smerterne sidder i ryggen. Og da 211 alligevel skal hjem til sin mor, mente de åbenbart at det var en måde at blive socialiseret blandt andre mennesker igen.

- Men 211 har kun tre måneder igen. Hvorfor så blive socialiseret?

- Du må ikke spørge mig. Jeg ved det ikke. Vi parerer bare ordrer her.

Niels-Henrik rystede på hovedet, og tog en slurk af sin kaffe. Han spyttede den ud igen og så på Jørgen.

- Fy for helvede. Hvem har lavet Kaffe?

- Det har Frederikke.

Niels-Henrik lavede sløve øjne og smilede skævt.

- Ja, hun er pæn, men hun laver elendig kaffe.

- Jamen det er Frederikke. Hun er ikke bare pæn. Hun er smuk.

- Ja, men det jeg tror nu også hendes kæreste synes.

Niels-Henrik så på Jørgen med skuffet øjne.

- Du kan da også ødelægge enhver god stemning.

Jørgen grinede og kastede en sukkerknald efter Niels-Henrik.

De rejste sig begge to og skulle i gang. Der var en kort snak om hvem der gjorde hvad. Niels-Henrik vendte sig mod kollegaen.

- Du, Hvad hedder 211 egentlig rigtig? Jeg hører altid kun det tal.

- Gregersen, 38 år, uddannet elektriker, har siddet i fjorten år på det samme værelse uden at tale med nogen. Det samme værelse. Nummer 211. Derfor. Man bliver et nummer efter så mange år.

- Ok tak. Det giver mening. Så Gregersen er simpelthen person nummer 211.

 

10 uger efter

 

- Har du hørt at noget af sundhedscentret skal lukke?

- Hvad?

- Jeg siger, har du hørt at noget af sundhedscentret skal lukke?

- Næ. Hvorfor skal det lukke?

- Det skal vist laves om til kontorer alt sammen. Men det er ikke det hele. Noget af det er blevet opkøbt af en større virksomhed. Og så rykkes noget af det til Næstved.

- Hvor har du det fra?

- Lokalavisen. Det står lige her. Følger du slet ikke med i hvad der sker i vores område? Det hele laves snart om. Det var ellers fedt at vores lægehus lå så tæt på. Nu skal vi fare til Næstved, eller til Haslev. Måske, hvis de også rykker lægerne.

- Vores læge er heller ikke noget at prale af. Jeg kan ikke lide ham.

- Nej han er ikke den skarpeste kniv i skuffen.

- Det er jo kæmpe stort. Hvad er det for en virksomhed?

- Det står der ikke noget om. Der er også nogen af bygningerne der skal rives ned.

Jeppe rejste sig fra sengen. Han gabte og strakte sig så det knagede fra ryggen.

Han vendte blikket ind mod stuen, der lige kunne skimtes fra soveværelset.

- Står der ellers noget spændende i den lokale sprøjte? De lukker vel ikke også kineserrestauranten eller smørrebrødsforretningen?

Mona sukkede højlydt inde fra stuen. Jeppe kunne ikke undgå at høre det, og grinede.

- Tænker du aldrig på andet end mad, spurgte hun irriteret og rystede på hovedet.

- Jo, i weekenderne. Der tænker jeg på noget helt andet.

- Nu skal du ikke blive lummer. Det er jeg ikke i humør til.

- Der tænker jeg på den lækre dessert som min skønne kæreste serverer for mig, på sit maveskind. Med is og flydende chokolade.

- Hvor er du åndssvag at høre på Jeppe.

Jeppe trissede ind i stuen, kun iført sine hjemmesko.

- Du elsker mig jo skat. Sig det nu som jeg kan lide at høre dig sige det.

Mona kastede ham et blik. Hun lukkede sine trætte øjne og lod sig falde bagover i sofaen.

- Jeg gider ikke, Jeppe. Jeg er for træt til det der. Jeg skal gøre hele huset rent.

- Kom nu skatter. Det er sgu da bare for sjov, forsvarede han sig.

- Min mor kan være her hvert øjeblik. Du har lovet at rive blade sammen i haven. Du ved hun brokker sig hvis der ikke er sket noget.

Det var Jeppes tur til at sukke. Han vidste godt hvad det betød, når hans svigermor var på vej. Hun havde købt huset til dem, og det var hendes regler der talte.

- Bliver hun her på forlængede weekend, spurgte han træt.

- Det er der en ret god risiko for at hun gør, lige som hun plejer. Min mor vil have der sker noget, andet end at spise og dyrke sex.

Jeppe vendte sig og kløede sig på ballerne. Så begyndte han at grine lavt.

- Det er også fordi hun hørte os dengang. Der var vi lidt vilde.

- Der var vi også nyforelskede. Det var forrige år.

Det svar sved lidt. Det var de åbenbart ikke mere? Han gad ikke spørge.

- Jeg går i bad, sagde han og lossede hjemmeskoene fra sig.

Mona rev avisen til sig, og hviskede til sig selv.

- Så noget af sundhedscentret skal lukke.

 

Jeppe så på sin våde krop i spejlet. Så trak han sin forholdsvis store mave ind. Han synes nu at hundrede og femogtyve kilo sad pænt fordelt.

Det bankede på badeværelsesdøren, og Jeppe var overbevist om at Mona ville se ham nøgen endnu en gang. Han smilede over hele hovedet da han rev døren op.

Monas mor satte ikke helt det smil op som Jeppe havde måske havde ventet at se.

 

Camilla og Stine gik side om side ned af en af de lange gange i kælderen på sundhedscentret. Der var stille, og man kunne kun ane lyden af deres bløde kondisko.

De slentrede forbi træningslokalerne og røgtenafdelingen, og videre forbi blodprøverummene.

- Det er så underligt at vi skal rykkes. Hvorfor lige vores afdeling? Vi har vores hold vi skal køre. Det er så dumt.

Stine nikkede anerkendende uden af svare med ord.

- Vi har allerede sidste hold i morgen fredag. Fra syv til ni, så vidt jeg husker.

- Ja vi fysioterapeuter regnes ikke for vigtige nok til at kunne blive her i Faxe. Det er åndssvagt. Nu skal folk køre til Næstved. Jeg er sikker på at vi mister nogen på fremtidige hold på det. De gider ikke køre så langt. Ikke dem alle sammen i hvert fald.

- Vi må tage med det med oprejst pande. Men jeg gider bare ikke. Jeg er skide glad for at være her. Vi har nogle fede lokaler. Har du været i Næstved og se dem vi allernådigst kan tildeles der? Det er noget lort. Og man kan jo ikke brokke sig nogen steder. Dem der har noget at skulle have sagt er jo ligeglad.

 

Jeppe sad på sengen mens Mona skældte ud. Han hørte ikke efter. Han rystede på hovedet af hende. Slap dog af. Og hvad så. Hendes mor havde set ham nøgen. Var det virkelig en skandale? Han var nok ikke den første nøgne mand hun havde set.

Monas mor var stram i ansigtet mens hun gik rundt ude i haven og rev blade sammen.

Efteråret satte meget snart ind med kraftig regn. Det havde de bedrevidende lovet.

Alle bladene havde skiftet farve. Der var alle nuancer af efterårets smukke farver.

Inde i soveværelset holdt Monas skrappe stemme pause. Jeppe så det som en mulighed til at bryde ind.

- Jeg skal i øvrigt til rygtræning i morgen aften i et par timer. Så slipper i for mig der. Det vil svigermor sikkert synes godt om.

Mona bed tænder sammen. Hun kunne kvæle ham når han var sådan.

- Så jeg er ikke hjemme til at se Vild med dans sammen med jer. Jeg har ellers fundet på nogen ret svedige dansetrin, men de skal altså danses i bar røv.

Mona fór ud af soveværelset og smækkede med døren. Jeppe skreg af grin.

 

Et sted i Karise sad Linda. Hun så irriterede på lokalavisen. Ved siden af hende stod den mindste af hendes børneflok på seks. En lille størrelse på 3 år.

- Hvorfor bander du mor?

Linda smilede forlegent. Det skulle ikke høres. Det blev det så.

- Ikke for noget skat. Det skal du ikke bekymre dig om.

Inde i sig selv havde hun flere årsager, men ikke noget der skulle diskuteres med ungerne, og slet ikke med den mindste.

En mand med nogle flere år på bagen gik gennem stuen. Linda så på ham med ligegyldige øjne. Hun stønnede for sig selv.

- Jeg skal til rygtræning i morgen, klokken syv, og vi er først færdige klokken ni.

- Hvem skal så kigge efter ungerne, svarede han uden at se på hende.

- Det havde jeg så håbet at du kunne klare.

Hun kunne høre hans lavmælte latter, og bed tænderne sammen. Kunne han for helvede ikke snart vise noget ansvar? De var også hans børn. Nogen af dem.

 

I Dalby gik Gitte rundt i køkkenet. Hun bar et smil fra det ene øre til det andet.

Hun kunne godt mærke sine led efter yogatræningen, men ellers var hendes verden et fedt sted lige i øjeblikket. Hun glædede sig allerede til i morgen. Der stod den på rygtræning med vennerne, som hun så nogen af dem.

Hun havde det godt med de fleste. Selvfølgelig var der altid nogen man talte mere med. Såsom Majbritt eller Linda. Og så håbede hun selvfølgelig at Jeppe kom. Så var der da noget at grine af. Bent var nu også hyggelig nok, og så selvfølgelig den vanvittigt sympatiske Janus. Han havde altid et eller andet hjemmebagt med.

De andre på holdet var såmænd også søde nok. Der var bare altid dem man talte mere med end andre. De var nogle stykker, og der var alle typer.

Den sjove. Det var tydeligvis Jeppe, der aldrig kunne holde munden lukket. Den alvorlige. Det var Lars. Den lattermilde. Det var nok Gitte selv, eller Majbritt.

Der var den stille type. Den noget mere indelukket. Gitte kunne ikke huske hele navnet. Hun mente at efternavnet var Gregersen, eller sådan noget. Det var også ligegyldigt. Der var ikke nogen der generede nogen.

 

Der var nærmest alarmerende stille omkring Mona og Jeppes middagsbord. Man kunne næsten høre det lyn Mona sendte hen over bordet da Jeppe tog tredje gang.

Jeppe lagde godt mærke til det. Han løftede skuldrene og satte øjenbrynene på skrå.

- Det er bare fordi du laver så lækker mad skat. Det tænder noget i mig.

Det var for meget for Monas mor. Hun rejste sig fluks og tog sin egen tallerken.

- Derfor kan vi andre vist godt rejse os.

Hendes mund mindede mest af alt om en hønserøv, tænkte Jeppe grinende.

Senere havde Mona bedt Jeppe om at komme med hende i carporten.

Han vidste godt hvad det handlede om. Hun havde det svært med hans håndtering af hendes mor. Han kunne aldrig tage noget alvorligt.

- Jeg gider snart ikke mere, Jeppe.

- Hold nu op Mona. Jeg kan sgu ikke lade være. Jeg siger jo ikke noget grimt til din mor. Slap dog lidt af. Tag det med et smil. Jeg prøver aldrig andet. Jeg har skide ondt i ryggen hver eneste dag, men jeg render sgu ikke rundt og brokker mig hele tiden.

- Nej, du vil hellere spille klovn hele tiden, men det er bare ikke sjovt hele tiden. Min mor kan sgu ikke tage det.

- Hvem er det nu lige jeg bor sammen med? Dig eller din mor?

- Hvor er du dum at høre på.

- Hun er ikke min mor. Det er ikke hende der bestemmer over mig. Så finder vi bare noget andet at bo i, som vi selv har betalt indskuddet på. Jeg gider ikke bukke og skrabe hver gang din mor kommer. Er du med?

For et øjeblik forsvandt klovnen fra Jeppe. Han følte sig skubbet til. Han ville ikke acceptere det, og det tændte en vrede i ham.

 

Senere den aften sad der en trist person, som ikke synes at livet var smilet værd.

En hånd knugede om en bred køkkenkniv. Spidsen ridsede i køkkenbordet.

Et sind ramt af sorg og sorte tanker samlede sig i hovedet, som en lille eksplosion.

En smerte der bare bredte sig over det hele satte sig fast i ryggen.

Lyden af en svag stønnen bredte sig i køkkenet.

- Gud ved om jeg når at smile igen? Jeg tror det ikke.

Hånden blev løftet, personen skreg og bankede kniven ned i bordet, så den borede sig ned og satte sig fast.

I overfladen på køkkenbordet var der ridset en del navne. Tolv i alt. Det var de to trænere og alle de andre på rygholdet fredag aften.

Kniven sad fast lige midt i Jeppes navn.

 

Torsdag aften gik på bedste beskub, for de fleste. Der var smil og der var tårer.

De fleste var hjemme, men en enkelt var ude for sig selv.

Noget skulle forberedes. Det hele skulle gøres klar, til den sidste aften.

Nu skulle de fandeme dø alle sammen. Hårdt og brutalt.

- Jeg tager dem med mig derhen, hvor man ikke kommer tilbage fra.

Der var mørkt, og det passede personen godt. Den store kniv kørte hen over et stykke glas i en ramme så det hvinede. Rammen var fyldt med billeder af fysioterapeuter.

Kniven prikkede ved to af billederne.

- I to har irriteret mig længe. I fatter slet ikke min smerte, og hvad det er. Jeg slagter jer eddermame. Og jeg starter med dig.

Stine smilede bredt på billedet, mens kniven blev tyret ind i glasrammen.

 

Sent hen af fredag eftermiddag stod Stine og Camilla og stirrede på rammen med det knuste glas. Stine rystede på hovedet. Hun fattede minus.

Der lå knust glas på gulvet. Camilla lagde sig på knæ og samlede de største stykker i en skraldespand.

- Kan det betale sig at spørge nogen om hvem der har gjort det?

- Jeg ved sgu ikke om du får et ordentligt svar. Men det er da åndssvagt.

Stine trådte et skridt tilbage. Hun ville gå ind på kontoret, men stoppede på vejen.

- Du, jeg blev ringet op sent i går aftes, af en der ikke ville sige hvem det var.

- Nå, smed du ikke bare røret på så, svarede Camilla og rejste sig med spanden.

- Det nåede jeg ikke. Det hele var så underligt. Jeg stod ude på terrassen og trak lidt frisk luft for mig selv. Jeg var alene hjemme for en gang skyld. Så ringede mobilen samtidig med at lyset gik ud i stuen. Så stod jeg der og kunne ikke se en hånd for mig. Pludselig var en der hviskede mig i øret.

- Hvad så, var det en der var klam i røret og bare ville høre din frække stemme.

- Nej ikke rigtig du. Det var en der truede mig på livet. Det var sgu lidt uhyggeligt. Pludselig fik jeg den der stikkende fornemmelse, når nogen står og glor på en. Du kender det godt.

- Ja det gør jeg da. Det er ufedt. Hvad gjorde du så?

- Jeg famlede mig ind og lukkede døren, og så tændte jeg lyset. Jeg var helt alene i stuen, men jeg kunne stadig mærke den der stikken. Det var fandeme uhyggeligt.

- To spørgsmål. Ringede du til politiet? Og hvorfor er du her i dag? Tag dog hjem til din mand og børn.

- Jeg er her fordi jeg ikke gider lade mig skræmme. Min mand bad mig også blive hjemme. Jeg blev bare lige skræmt i går aftes. Det var som om skyggerne hviskede til mig. Jeg flippede bare ud. Det var også kikset.

- Nej det var da ej. Det er da i orden at blive forskrækket efter sådan noget.

- Det er vel bare en eller anden idiot man har sagt nej til engang. Hvad ved jeg. Min mand har kørt mig herhen i dag. Det forlangte han. Han henter mig også klokken ni.

- Jeg kan altså sagtens køre holdet alene i dag. Smut dog hjem. Ring til ham og sig at han skal komme nu.

- Nej nu kører vi holdet sammen, og så bliver jeg hentet ved ni tiden.

- Stine, ringede du til politiet? Det er fandeme ikke i orden med sådan noget.

- Nej jeg gjorde ej. Det skulle jeg sikkert have gjort, men nu er det overstået.

Camilla tog Stine i armen. Hun så hende i øjnene.

- Er du sikker på at du er ok? Det er bare et ord.

- Ja ja jeg er ok, men tak fordi du spørger. Nu glemmer vi det, og så går vi ind på kontoret og forbereder træningen til i aften.

 

Stemningen var løftet hos nogen af deltagerne til træningen. Jeppe havde selvfølgelig fyret en bemærkning af, som nogen grinede af.

Der var lagt gummimåtter ud på gulvet så alle kunne træne liggende på dem.

Bent lå og krøllede sig sammen på en af dem, og fik det til at ligne en mand der skulle blæse en ordentlig vind af. Gitte, Linda og Majbritt skreg af grin.

- Det er godt at jeg ikke fik kål i går hvis vi skal lave den øvelse, sagde Janus.

Igen bredte der sig en latter i lokalet, hos de fleste.

Majbritt var lettet over at Trillingerne kunne klare sig alene den ene aften, stod hun og fortalte, når nu manden skulle på arbejde igen.

Linda ville ikke dele alle sine dagligdagsoplevelser med hendes mand. Humøret var lige så godt hos vennerne.

Men hun kunne da fortælle om den mindste på 3, der bad sin mor om ikke at bande.

Gitte bredte sit smil ud så alle kunne nyde godt af det, mens Jeppe fortalte om sin oplevelse med sin svigermor. De andre hylede af grin.

Sådan kørte starten af aftenen altid. Med små og store sjove eller mindre sjove beretninger.

 

I baggrunden stod Gregersen med større smerter end nogen vidste.

Med en vrede som en tordensky der skyllede ind over sindet, og gjorde det mørkt.

Det var nærmest i harmoni med vejret udenfor. Det blæste kraftigt og et ruskende regnvejr havde sat ind. Det gjorde tagene og de parkerede biler spejlblanke.

Vandet slog ind på ruderne. Selv på ruderne nede i kældrene hvor træningen foregik.

 

I et mindre hus med stråtag, ikke så langt derfra, lå fru Eleanor Gregersen midt på gulvet i stuen.

Hendes hals var skåret åben, og gulvet flød med litervis af rødt blod.

Alle hendes ribben var knuste, som om nogen havde trampet på hendes spinkle krop.

I baggrunden kørte fjernsynet. Et program hvor en kendt skuespiller skulle til at vise sine dansetrin med sin partner. Publikum klappede og dommerne smilede.

Der var tændt op i pejsen og der var lunt i stuen. En blågrå røg fra skorstenen kæmpede sig op mellem tusindvis af regndråber.

 

Gregersen stod bagerst af alle på rygholdet. Et blik blev sendt i cirkler. Det spejdede rundt på alle de andre. Alle de ligegyldige individer, der bare stod der og smilede til hinanden. Sådan en flok tabere, der snart ville lære konsekvenserne af et menneskes vrede, når det brød ud i lys lue.

Et temperament der aldrig havde, kunne styres, men tværtimod kunne tænde af på et øjeblik, og starte et flammehav af store bølgende raserianfald.

Livet var der ikke mere tilbage af, så der var ikke noget at glæde sig til, andet de planer, som Gregersen havde lagt for aftenen.

I baglommen lå der en speciellavet fjernbetjening, og tapet fast på låret, sad der en blodig lang bred køkkenkniv.

 

22 år tidligere

 

En af de første gange det gik op for folk, at den unge Gregersen havde et problem med sit temperament, foregik det en lun sommerdag i skolegården.

Flere unge teenagere, der snart skulle gå ud af skolen løb rundt og sprøjtede med vand på hinanden og lærerne.

Det hele var såmænd fredeligt nok, og virkede mest af alt som én stor legedag for de store elever. Der var flag, balloner og karameller til de mindre klasser.

Det var alle de store klasser. Dem fra A, dem fra B, dem fra C og de få fra hjælpeklasserne der også skulle gå ud.

Nogen af dem skulle læse videre herfra på gymnasiet. Nogen havde allerede sikret sig en læreplads, og så var fremtiden måske på plads der.

Der var også dem, der endnu ikke havde fundet en vej videre endnu.

En af dem var Gregersen. Med en cigaret i mundvigen og med skulende øjne ud over gården, sad den irriterede teenager for sig selv i et hjørne.

Alle de andre var en flok idioter, der bare skabte sig som en flok hysteriske aber.

Håret strittede til alle sider. Det var klistret og upasset, og Gregersen var ligeglad.

 

I et andet hjørne af gården, sad den hårde kerne. Der stik imod vejret alligevel var en gruppe sortklædte store drenge. Dem der altid kunne gå i fred.

Der var seks unge stolte drenge, primært fra sydlige lande. Pakistan, Tyrkiet og en enkelt fra Irak. Børn af mennesker der vitterlig måtte flygte fra krig og elendighed. Nu var de selv midt i deres egne konflikter. Konflikter de selv opsøgte.

De havde deres egne regler at leve efter, og absolut ingen skulle fortælle dem hvordan man opførte sig i dette nye land.

En af dem var Asmir. En ung tyrker på knapt 16. Asmir var allerede kendt på skolen som et problembarn, der flere gange havde været i politiets søgelys. Men hver gang de syntes de havde noget på ham, manglede der vidner.

De fleste vidste hvad der kunne ske, hvis man tillod sig at åbne munden.

Ofte var biler blevet brændt af, eller anden form for hærværk.

Asmir rejste sig og så på de andre i gruppen. Nu havde der været stille nok. Der skulle ske noget.

- Jeg keder mig. Lad os lave noget. Jeg gider ikke se på alle de åndssvage narrøve der løber rundt og sprøjter med vand.

De andre i gruppen rejste sig med det samme. Lederen havde talt. Hans ord var lov.

Asmir gik forrest mens de krydsede skolegården. Flere af de mindre elever skubbede de bare til side, eller spændte ben for. Bare fordi de kunne.

En anden ung tyrker med kasket på toppen nikkede over mod Gregersen.

- Det er en af dem fra hjælpeklasserne. Sikkert evnesvag.

Asmir smilede. Han nikkede anerkendende til sin kammerats idé.

Ikke længe efter stod de nærmest i ring rundt om Gregersen.

- Hey, er du ikke af dem fra hjælpeklasserne? En af dem der ikke kan så meget. Måske kan du ikke læse. Måske kan du ingenting.

Asmir håbede stærkt på en reaktion. Bare en åbning der kunne starte et slagsmål.

Gregersen nøjedes med at hviske, så Asmir fattede det ikke første gang.

- Lad mig være. Lad mig være eller jeg smadrer dig.

Asmir gik frem, og lod Gregersen forstå at han ikke ville stoppe.

Den unge tyrker så det ikke komme. Han så ikke stenen i Gregersens hånd.

Ingen havde, kunne forvente det der skete. Det raserianfald der kom ud af det blå.

De fleste ville måske have taget flugten, men ikke Gregersen.

Asmir kiggede grinende på en af kammeraterne. Da han så frem igen, kom en hånd farende med en stor kantet sten inde i.

Der lød et knas da stenen ramte Asmirs næseryg. Han skreg da han gik tilbage, men det stoppede ikke der. Det næste slag flækkede hans øjenbryn på tværs.

Pludselig lå Asmir på jorden og skreg, mens Gregersen sad hen over ham og slog løs.

Slagene haglede ned over ham. Ikke kun i hovedet. Han blev tæsket på arme og hænder og i ryggen så hårdt Gregersen overhovedet kunne.

Der var ikke nogen af Asmirs kammerater der kunne nå at gribe ind. De stak af.

 

I baggrunden blev der stille i gården. Flere havde set optrinnet, og var stoppet deres leg med vand, balloner og karameller.

Da en drivvåd lærer nåede hen til dem, var Asmir dybt bevidstløs og blodig i hele ansigtet. Der var flere knuste knogler og løse tænder.

Læreren måtte bruge kræfter på at holde Gregersen tilbage, der ellers ville have fortsat sit angreb.

 

Gregersen endte på en institution, og det var ikke første gang. Det havde ofte været ind og ud af flere af slagsen fordi temperamentet hurtigt kogte over.

Den unge teenager behøvede ikke at blive provokeret. Det kunne komme ud af ingenting. Som lyn fra en klar himmel kunne det slå gnister, og tænde et bål.

 

Otte år efter gik det alvor galt. En aften hvor himmel og helvede sloges midt i det unge menneskes sind. Det blev bragt i kog da en lille rødhåret dreng sad på værelset ved siden af skreg på mad og var sulten.

Gregersen var på sit eget værelse, og var netop vendt hjem efter endnu et ophold på en lukket institution.

Forældrene kunne ikke andet end at lukke deres barn ind igen. Ellers var Gregersen endt på gaden, og var sandsynligvis endt ud i mere kriminalitet provokeret eller ej.

Moren var ikke hjemme den aften, og faren var alene med ansvaret.

Inde på Gregersens værelse kogte blodet. Et par fingre trommede i et sofabord, fyldt med tomme coladåser og et fyldt askebæger.

Gregersen havde fået muligheden for at tage en uddannelse som elektriker. Det havde tilfældigvis fanget interessen.

Men der skulle læses bøger, og det var svært at holde koncentrationen med den lille lort der hylede hysterisk inde ved siden af.

- Nu må det eddermame snart være nok, hviskede Gregersen.

Men det var ikke nok. Det blev ved. Den lille dreng var sulten, og faren var faldet i søvn foran en fodboldkamp. Det blev skæbnesvangert.

 

Gregersen kunne ikke mere. Hænderne rystede mens de slukkede lyset over bordet.

Der blev hvisket i skyggerne på værelset.

- Stop det, eller jeg får det til at stoppe.

To minutter efter gik Gregersen ind på lillebrorens værelse. Han blev lagt på sengen, og Gregersen satte sig ovenpå og lagde sine stærke hænder om drengens hals.

Drengen blev kun 9 år. Hans øjne var åbne da Gregersen forlod hans værelse.

Faren sov stadig inde i stuen foran fjernsynet. Han hørte ikke Gregersen gå i køkkenet og åbne en skuffe.

Han vågnede heller ikke i al den tid, hvor Gregersen stod foran ham, og bare stirrede ondt på ham. Faren reagerede slet ikke før Gregersen rev fat i hans hår med den ene hånd og en stor køkkenkniv i den anden.

Elektrikerlærlingen hamrede kniven i halsen på ham. Det sprøjtede og faren spjættede, men det var allerede for sent.

Få minutter efter var faren død. Gregersen lå på knæ på gulvet, lettere forpustet.

- Hvis bare man for helvede kunne få fred, blev der hvisket.

De næste fjorten og et halvt år fik Gregersen fred, på en lukket afdeling.

Det lykkedes at gøre elektrikeruddannelsen færdig, og få læst en masse andre bøger om emnet. Sindet var som sindet var skabt, men det lå bare og ventede på at kunne komme ud i lys lue, og brænde igennem en aften.

 

22 år efter

 

Der var flest kvinder på holdet, og næsten alle fulgte de bevægelser som Camilla bad dem om. Gregersen kunne ikke. Smerterne i ryggen var for voldsomme.

Camilla forstod, og lod Gregersen sidde på en stor bold.

- Jeg forstår ikke hvorfor det skal gøre så skide ondt at se godt ud, råbte Jeppe.

- Hvis du gør det for at komme til at se godt ud, så skal du træne lidt hårdere.

Camilla grinede af sin egen kække bemærkning. Det gjorde de andre også. Hun lagde ikke mærke til at Jeppe viste hende langfingeren.

Linda ville gerne vide om hun gjorde det rigtigt, og fik hjælp af Stine.

Janus smilede til Jeppe og slap sit greb i sine ankler.

- Jeg vil også hellere hjem nu. Kåre har lovet at lave lækkert mad i aften. Det er klart når jeg kommer hjem.

- Jeg tror bare jeg bliver her. Svigermor er her i weekenden, sagde Jeppe smilende.

Majbritt kom til at lave en speciel stønnelyd, og det fik Gitte til at fnise.

En lidt yngre stille kvinde, Jeanette sad på en stol og forsøgte at lave øvelserne. Hun kunne heller ikke holde latteren tilbage.

 

Al den positive tone med spredt latter hele tiden blev for meget. Gregersen tog fat i sin speciellavet fjernbetjening og trykkede så al lyset gik ud.

Man kunne ikke se andet end skygger, på grund af en gadelampe længere henne oppe på parkeringspladsen.

Linda hvinede, og så begyndte hun at grine. Hun kunne selv se det pjattet i det.

Camilla vendte og drejede sig.

- Åh, det er sikkert sikringerne. Stine, jeg kan ikke se dig, men er det noget du kan klare? Eller skal jeg gå med dig?

- Nej, det klarer jeg hurtigt. Jeg er tilbage om et øjeblik.

- Er der ikke en der har en mobiltelefon så vi bare kan se lidt, spurgte Jeppe.

Han var kommet på benene og stod og pustede lidt.

Stine famlede sig ud af døren, og idet samme stod der en skygge lige foran Jeppe.

Han mærkede to hårde slag i maven. Han var uforberedt og gik ned i knæ med det samme. Det var ikke nok med slagene. Det var mere den skærende og brændende fornemmelse han havde lige efter. Han holdt sig til maven og kunne mærke noget flydende. Han stønnede højt.

Gregersen var forberedt på sin rute. Den store fede hofnar havde også irriteret længe.

På vej ud af døren borede Gregersen også kniven i siden på Lars.

Han nåede knapt nok at give sig. Han gik i gulvet med det samme.

 

Stine kendte vejen ned til teknikrummet i den anden ende af kælderen.

Hun havde ikke oplevet det før med strømmen, men hun følte sig ikke skræmt.

Ikke før en kraftig arm tog fat om halsen på hende, og klemte hende hårdt.

- I aften danser vi den allersidste dans alle sammen, blev der hvisket i skyggerne.

En stor bred køkkenkniv blev trykket ind i ryggen på hende.

Stine gispede. Hun prøvede at hive efter vejret, men jo mere hun prøvede, jo hårdere blev der klemt om halsen som en slange der kvæler sit bytte. Hun kunne ikke skrige.

Efter et øjeblik efter faldt hun slapt om på gulvet.

Gregersen sparkede til hende mens hun lå der og var døende.

 

Der var ikke nogen mobiltelefoner. De var alle sammen låst inde i skabe, sammen med deltagernes overtøj.

En af de andre damer på holdet havde fundet vej ud på gangen. Mad armene foran sig gik hun stille hen ad gangen. Hun kunne ikke se den store skygge der passerede hende, og skulede i mørket. Hun kunne heller ikke høre noget.

Linda og Gitte havde fundet frem til Jeppe, der lå og vred sig på gulvet.

Der var ikke nogen af der forstod hvad der var sket, men Gitte havde en lighter i tasken. Små to sekunder efter hun tændte den, begyndte hun at skrige.

Hun så Jeppes mave, og alt det blod der var på hans tøj.

Lyset fra lighteren kastede uhyggelige lange skygger rundt i lokalet.

Majbritt og Linda skreg også, mens de havde godt fat i Jeppe der lå der.

Camilla fik øje på Lars og skyndte sig hen til ham, mens endnu et offer mødte kniven ude på gangen. Der var ikke noget skrig, for det gik stærkt.

Janus var skræmt for livet, og gemte sig under et par måtter, som om de ville gøre en forskel hvis der kom en stor kniv. Men det vidste han ikke.

Han lå derunder og hyperventilerede og græd stille.

Jeanette stivnede i sine bevægelser. Det hele var kaos, og hun turde ikke sige noget.

 

- Jeg slår jeg alle sammen ihjel i aften, blev der hvisket hæst og højlydt.

- STINE, skreg Camilla og løb mod døren.

Hun fik hurtigt tanken om Stines oplevelse aftenen før.

Lighteren gik ud og Gitte brændte sig på fingeren. I samme sekund nåede Camilla døren. Hun stoppede brat op, og stirrede direkte ind i øjnene på Gregersen.

Hun så ned af sig selv. Hun kunne ikke se ret meget, men hun kunne mærke kniven der var boret ind i hende.

Gregersen drejede kniven rundt i maveregionen på Camilla, og hun stønnede.

Fysioterapeuten faldt om mens blodet flød fra hende.

 

Resten fra holdet stod nærmest i kreds rundt om Jeppe. Kun Bent var henne ved Lars.

En mindre håndvægt blev svinget og ramte Bent i nakken. Det gav det ønskede resultat og han gik i gulvet.

Lighteren blev tændt og Gregersen trådte frem i lyset.

- Hvad fanden har du gang i kælling, råbte Jeppe.

Han var ikke et øjeblik i tvivl om hvem der havde gjort det, og så vredt hen på den store skaldede kraftige kvinde, der stod med en kniv i hånden foran dem.

- Du aner ikke en skid om mig og mit liv, så bare hold din kæft din fede nar. I aften skal i alle sammen mærke kniven, hviskede Gregersen tilbage.

Jeppe kæmpede sig op at stå med hjælp fra Linda og Majbritt.

Gregersen trådte et skridt frem, men havde ikke forventet at mærke en hånd på sit ben. Bent bevægede sig på gulvet. Han var ikke gået helt ud.

Gregersen trådte på ham og hamrede kniven i lænden på ham. Bent skreg i smerte.

Jeppe brugte alle sine kræfter på at gå frem til Gregersen og skubbe hende omkuld.

Da hun faldt løb de andre forbi hende, undtagen Jeppe. Han blev stående.

Majbritt hev fat i Jeanette på vej ud, så de alle nåede ud.

Gregersen kom hurtigt på benene, men hun havde ikke forudset at Jeppe ville blive stående. Hun startede med at modtage to hurtige knytnæveslag i ansigtet.

Hun vaklede og faldt igen. Lighteren var væk og der var kun skygger.

Gregersen havde stadig kniven i hånden, og svingede den frem for sig, i håb om at ramme Jeppe.

 

Ude på gangen fandt Linda en stol. Hun kylede den mod vinduet, og der lød et ordentligt rabalder da den knustes. Pigerne hjalp hinanden med at kravle ud.

Jeppe havde det svært. Det smertede voldsomt i maven, og han kunne næsten ikke stå. Han kunne ikke se meget andet end en skygge foran sig.

Gregersen havde også smerter. Hendes styrt efter de to slag i ansigtet kunne tydeligt mærkes i ryggen. Hun vaklede også på benene.

På gulvet lå Bent og skreg af smerte. Han kunne ikke mærke sine ben. De føltes kolde og følelsesløse.

 

Et sving og Jeppe kunne mærke et langt snit på armen. Han råbte højt.

- For satan din lortekælling. Smid den kniv og slås rigtig hvis du tør.

Gregersen gik efter lyden og fór frem med kniven forrest.

Den gik dybt i maven på Jeppe. Hun slog ham med kniven flere gange, inden hun løb ud af døren. Hendes øjne havde vænnet sig til mørket, og hun havde en god idé om hvor døren var.

Hun gik hurtigt hen ad gangen til det knuste vindue, og med meget besvær kravlede hun op og ud af vinduet.

 

Det væltede ned fra himlen. Et lyn flækkede mørket og kastede lys over området.

De resterende fra holdet var ikke at se nogen steder.

Gregersen skreg sin arrigskab ud i luften.

Hun så på kniven i hånden, hvor blodet løb fra. Den var hendes eneste ven.

Det gav flere ryk i kroppen på den store kvinde. Hun kunne snart ikke mere.

Hun vaklede langs parkerede biler og måtte stoppe flere gange.

 

Nede i kælderen kom Janus til syne. Han krøb hen til Bent der lå med store smerter.

- Kig til Jeppe, sagde Bent gennem alle sine smerter.

Janus kravlede langsomt hen til Jeppe. Der var meget blod, men det var for sent.

Bent prøvede at vende sig, men det var svært.

Han kunne høre Janus græde mens han kaldte på Jeppe.

 

Den store skaldede kvinde, var med langsomme skridt nåede næsten hjem.

Et stykke derfra kunne man høre sirener.

Det rørte ikke Gregersen. Hun gik ind i huset, og længere ind stuen.

Hun satte sig i en stor lænestol foran pejsen og hev efter vejret.

 

Minutter forinden var Linda løbet ind i et hus og bedt dem ringe efter politiet.

De nærmede sig med støjende sirener og de værste forventninger.

Da de nåede frem, kom de hurtigt ned i kælderen, og så blodbadet dernede.

De fandt en lidende Bent og en grædende Janus med Jeppe i armene.

En af kvinderne havde set politiet og løb dem i møde.

Ikke så længe efter fandt de ud af hvem morderen var.

En af patruljevognene fortsatte hen til familien Gregersens hus.

De stormede huset med hævet våben og højlydte råb.

Men da var det allerede for sent. Gregersen, med fornavnet Alice sad i en lænestol og var død. Med åbne øjne der hvilede på hendes mor.

Person nummer 211 var endelig død, og kunne ikke hviske i skyggerne mere.

 

Et halvt år efter

 

Linda, Majbritt, Gitte, Jeanette og Janus stod ved siden af Bent på kirkegården i Faxe. Bent måtte sidde i sin kørestol. Lam fra livet og ned.

Der var ikke nogen der sagde noget. De stod bare stille og mindedes de andre.

I skødet på Bent lå der en buket. Der var en fælles enighed om at lægge den hos Jeppe. Janus gjorde det med en langsom bevægelse.

Foråret sprang ud på de fleste omkringstående træer. Æbletræer og pæretræer blomstrede i alle haverne. Græsset stod fint og grønnere end nogensinde.

På vej ud af kirkegården så de alle sammen på hinanden.

Det var Gitte der brød tavsheden.

- Nu starter vi snart til rygtræning igen. Du kommer vel også Bent?

- Det gør jeg da i hvert fald. Hvis jeg må være med.

- Du skal være med, ellers gider vi andre ikke, sagde Janus.

- Vi kommer til at savne Jeppe, sagde Majbritt og så mod himlen.

- Gud ved hvad han ville have sagt når vi startede op igen, spurgte Jeanette.

- Han ville sikkert have vist os nogle svedige dansetrin i bar røv.

De grinede alle sammen gennem tårer, og sendte ham en kærlig tanke.