Når skyggerne hvisker 2

Du er jo kun en kvinde

Trine havde tid inden vagten skulle begynde, og brugte den til at sidde lidt for sig selv ved et af bordene i den store kantine. Hun så ud af vinduet, uden rigtig at se noget som helst. Hverken vind eller vejr. Ikke engang de øverste trætoppe, man lige kunne ane fra kantinens vinduer på femte sal lagde hun mærke til. Der var vel plads til de første tre hundrede, hvis alle stolene var taget. Trine sad helt alene.

Hun havde allerede skiftet tøj, og havde sin uniform på. Vagten startede klokken femten og varede til klokken treogtyve.

Det var ikke før hun mærkede en anden hånd på sin, at hun kom lidt til sig selv. Hun vendte sig og fik øje på Kims varme øjne. Det gjorde noget ved hende. Beroligede hende.

- Er du her, spurgte han og hentydede til hendes sindstilstand.

Hun slog lidt med skulderen.

- Det ved jeg ikke rigtig. Jeg prøver at være her.

- Må jeg sætte mig, spurgte Kim og nikkede mod stolen overfor hende.

Hun nikkede.

- Ja selvfølgelig, sagde hun mens hun mente det dobbelt op.

Kim var ikke bare en god kollega. Han var hendes gode mavefornemmelse.

Han var den der havde inviteret hende op at danse til julefrokosten, og smugkysset hende da de andre kiggede væk. Han var ikke bare en charmerende fyr, der tilfældigvis var i samme afdeling som hende. Kim var rolig på en måde der smittede af på Trine. Det var også ham der havde plantet en stor buket røde roser på hendes bord, og havde efterladt en godt og stort indtryk i hendes hjerte.

- Er du ok?

- Jeg synes det er svært. Jeg har ikke set sådan noget før, og jeg har da ellers set et eller andet før. Specielt i vores branche. Jeg har da set døde mennesker før, men ikke som her. Det var over det hele. Knogler og døde kvinder.

- Hvis det kan berolige dig, så har jeg heller ikke set det før. Men du ved godt at du gjorde det godt, ikke?

- Jo, det fik jeg af vide hos psykologen. Jeg kommer der stadig. Hun er god.

Trine så nærmest undskyldende på Kim. Han bemærkede det og lagde sin hånd på hendes. Han smilede og det varmede.

- Du skal ikke undskylde noget som helst, Trine. Folk har noget at takke dig for, og det er ikke småting.

Klumpen trængte sig på i Trines hals. Hendes underlæbe skælvede.

- Bare jeg var kommet noget før, sagde hun mens den første af en stribe blanke tårer trillede ned af kinden på hende.

Nogle uger tidligere

Gitte trillede langsomt sin vogn rundt i Superbrugsen i Karise. Den var halvfyldt og hun manglede en masse. Hun var helt i sin egen verden. En verden fyldt med idéer om julegaver til sine to voksne hjemmeboende børn, og til manden. Det var lettere med manden. Det endte nok med underbukser, sokker og måske et nyt slips igen i år. Så kunne han da se ordentlig ud når han inviterede. Gitte ænsede ikke hvem og hvor mange andre kunder der var i brugsen den fredag eftermiddag, men der var mange.

Gitte standsede foran vinen, og flygtigt strøg der en smilende tanke igennem hovedet på hende om en enkelt flaske eller to til aftensmaden. Ungerne var ikke hjemme, og de kunne hygge sig med dem i flere timer. Hun fandt en fransk vin til en rund halvtredser flasken. Ingen af dem skulle alligevel tidligt op i lørdag morgen. Hendes egen lille idé gjorde smilet en tand bredere. Måske skulle der en pose chips til, og en enkelt pose snolder. Det kunne måske lokke ham til lidt tant og fjas.

Et par meter derfra kom en anden vogn trillende. Den var fyldt med kattemad, skummemælk, et par grene gran, to store poser blandet slik, forskelligt fra slagteren og en kringle godt med sukker på toppen. En kvinde med kort mørkt hår trissede alene rundt, med et trist udtryk malet i ansigtet.

Gitte vendte sig og fik øje på hende. Efter et kort øjeblik genkendte hun kvinden. Det var Mona. Jeppes kæreste. En følelse af omsorg strøg gennem Gitte. Hun kendte ikke Mona særlig godt. Hun havde selvfølgelig hilst på hende til bisættelsen, men meget mere var det ikke blevet til.

En flygtig idé om at skænke hende et kram og ønske en glædelig jul fór gennem hovedet på hende. Men det blev ved tanken. Måske ville hun slet ikke krammes af Gitte. De kendte jo ikke rigtig hinanden. Måske ville julen heller ikke blive helt så glædelig. Det var kun lidt over et år siden hun mistede sin kæreste. En masse andre tanker om Jeppe, og den uhyggelige skæbnesvangre aften på sundhedscentret, skabte sin egen rundkørsel i hovedet på hende. Gitte blev helt befippet ved det, og fór sammen da hun pludselig mærkede en hånd på sin skulder. Med en bevægelse, der egentlig var hurtigere end hendes ryg brød sig om, drejede hun rundt på stedet.

Linda smilede lidt af den måde Gitte vendte sig på.

- Hvor blev jeg forskrækket, sagde Gitte.

- Det må du undskyld. Jeg fik øje på dig og din vogn, så jeg tænkte at vi var på samme mission i dag. Lidt godt til weekenden.

- Lidt skal der jo være plads til. Det ryger nok væk når vi træner.

Linda nikkede og gjorde en bevægelse der ikke var til at misforstå. Den sidste træning havde krævet lidt ekstra af ryggen, og flere andre ømme lemmer.

- Hun er hård, hende den nye træner.

- Ja hun er sgu lidt af en prøvelse. Hun får os da til at strække helt ud i leddene skal jeg love for.

- Ja det tør da antydes. Det er ærgerligt at Bent ikke kan komme hver gang, men når man hele tiden er afhængig af sin hjælper og en chauffør, så er det problematisk.

- Der er også mange af de liggende bevægelser man ikke kan lave når man sidder i kørestol, tænker jeg.

- Ja lige præcis.

- Det er da i øvrigt meget hyggeligt med nogen nye på holdet. Jeg tænker på Vivi og ham Frankie.

- Ja de er da meget søde. Vivi minder lidt om sådan en sød mormor, og Frankie har godt nok sit bøvl med sin knallert. Det siger han flere gange.

Linda stod og vippede lidt på fødderne. Hun ledte efter de rigtige ord.

- Gitte, er du rigtig kommet dig over det? Jeg glemmer det aldrig nogensinde.

Gitte tog fat i Lindas arm og gav hende et trøstende klem.

- Det tror jeg ikke nogen af os gør. Det var så forfærdeligt alt sammen.

- Ja det var det i hvert fald. Jeg tør dårligt at gå i kældre mere. Ikke alene. Det er derfor jeg altid står og venter på en af jer andre på parkeringspladsen når vi skal træne. Jeg tør simpelthen ikke at gå derned alene.

- Det er da også helt i orden. Jeg er heller ikke vild med det. Jeg får altid manden til at hente og bringe mig, og komme helt ned og hente mig.

- Så er jeg alligevel ikke helt tosset?

- Nej. Vel er du ej. Det er noget vi alle sammen skal leve med fremover.

- Vi savner også Jeppe. Han var skide skæg, og det var bare så væmmeligt og uretfærdigt. Han reddede vores liv. Han stoppede hende så vi kunne løbe.

- Han var nemlig super. Han fik os altid til at grine, selv om det gjorde ondt.

- Ved du hvad, jeg kan heller ikke glemme at Majbritt sprang ned i kælderen da hun så at hende den sindssyge var gået op, og at hun fandt Janus siddende der på gulvet, med Jeppe i armene der var ved at dø, og Bent liggende på gulvet skrigende af smerte.

Der var en længere pause uden ord. De ledte efter dem begge to.

- Der er så mange ting vi aldrig rigtig kommer til at forstå. Hvorfor gik den kvinde sådan amok? Hvorfor gik det ud over Stine og Camilla, og Jeppe ikke mindst? Hvad havde vi gjort hende?

Linda kunne dårlig stoppe sine egne spørgsmål. Ikke før Gitte lagde en hånd på hendes skuldre, og gav hende et kram.

- Går du stadig til psykolog?

Linda fældede en lille tåre og kiggede væk.

- Det er altså ikke noget at skamme sig over, Linda. Jeg tror vi alle sammen gør det, måske undtagen Bent, han er mere hårdfør.

- Jeg går stadig en gang om ugen, hviskede Linda.

Gitte tørrede Lindas kind og smilede til hende.

- Hvad tror du Jeppe ville have gjort nu?

Linda smilede lidt igen og tænkte tanken igennem.

- Ja han ville sikkert have danset ned gennem gangene her, i bar røv.

Samme tid et andet sted på Sjælland

Mette kunne næsten ikke holde vejret. Nylonsnoren sad stramt rundt om halsen på hende. Hun var bundet på hænder og fødder, således at hun kun kunne stå på knæ. Der var mørkt, men Mette var ikke i tvivl om hvor hun var. Der stank skarpt af lade, hvor der ikke var blevet ryddet ud i flere år.

Fra sin tid som yngre hestepige for år tilbage, kunne hun genkende lugten af en lade hvor der ikke var ryddet ud og ryddet op. Stanken var næsten mere end Mette kunne klare. Hun hostede og spyttede flere gange. Det var lige før hendes maveindhold ville komme flyvende ud af hende. Hun kaldte så mange gange hun magtede, og gentog sig selv.

- Vil du ikke nok komme og slippe mig fri? Det gør ondt. Hvorfor gør du det her? Hvad har jeg gjort dig? Det er sgu da ikke min skyld, hvad det end er.

Der kom ikke nogen. Hun kunne ikke høre noget. Ingen fodtrin. Mette trak vejret dybt ned i lungerne, og lagde alle kræfter i. Hun skreg på hjælp så højt hun kunne.

En dags tid forinden havde hun stået på en parkeringsplads efter at have nydt en middag med en veninde på en kinesisk restaurant i Faxe. Det sneede rimeligt meget og det var svært at orientere sig på den mørke parkeringsplads. Det irriterede hende og hun bandede lavt. Da hun endelig fandt den, mærkede hun en hånd på skulderen.

Mette var ikke så let at skræmme, og hun havde også bare forventet at se sin veninde, Pernille. Men det var ikke Pernille der stod foran hende. Det første hun så da hun vendte sig, var et par markante azurblå øjne der stirrede ind i hendes. Hun kunne heller ikke se andet end øjnene. Resten af ansigtet var dækket af et sort tørklæde, eller en maske. Mette fik et hårdt slag i hovedet. Hun bukkede sig, men gik ikke helt ned. Hun fik et slag mere, og da gik hun ud. Da hun kom til sig selv var hun bundet i laden. Så forsvarligt at det var umuligt at røre sig.

Mens hun stadig havde været bevidstløs blev der klippet en lok af hendes hår. Håret blev forsvarligt bundet sammen med en sløjfe, og lagt i en skuffe i hovedhuset på gården. Masken blevet revet af og en tynd mand så sig i spejlet. De blå øjne var kolde. Der var ikke nogen ansigtstræk. Ikke en mine, der kunne røbe hvad han nu havde gjort, igen. På afstand kunne han høre at hun vågnede, og begyndte at skrige første gang. Det var han også den eneste der kunne høre. Hans gård lå forholdsvis alene i det område. Der var langt til de nærmeste naboer. Der var ikke nogen der ville kunne høre nogen skrige fra laden. Han tog masken på igen og gik ud til hende.

Mette blev lidt chokeret da båsen blev åbnet og han viste sig første gang. Hun stirrede skræmt op på det tynde høje menneske foran hende.

- Hvad sker der? Hvad laver jeg her? Det gør ondt det her. Vil du ikke binde mig op? Hvad fanden laver du?

Han trådte ind i båsen og bukkede sig ned mod hende.

- Jeg gør hvad der passer mig. Du er her fordi jeg ikke kan lide dig. Så enkelt er det.

- Jeg aner ikke hvem du er. Hvad har jeg gjort dig, skreg Mette.

Han fjernede masken så hun kunne se hans ansigt.

- Du kender mig ikke. Det har du aldrig gjort, men jeg kan ikke lide dig. Jeg kan ikke fordrage dig faktisk. Dig og dit forbandede køn. Jeg hader jer.

Mette gispede og hev kraftigt efter vejret.

- I princippet er jeg fuldstændig ligeglad med hvem du er. Du er en af DEM. Forstår du det?

Mette rystede på hovedet. Hun forstod ingenting.

- Det er da sindssygt det her.

- Der er heller ikke nogen der kan høre dig herude. Du kan skrige lige så meget du vil, lige indtil juleaften. Der kommer ikke nogen og hjælper dig.

Han rejste sig op mens Mette skreg fortvivlet. Hun rystede over det hele da han lukkede båsen.

Mette kunne ikke se det, men i båsen ved siden af sad Pernille i præcis samme stilling. Hun var helt stille. Hun skreg ikke mere. Hendes hud var bleg og hendes læber var blå. Hendes øjne var åbne. Hun døde allerede samme aften som han tog dem ind i sin blå varevogn. Han kvalte hende langsomt, og nød det.

Hen af aftenen hvor solen var ved at gå ned, og overlade sine magiske kræfter til sin store runde ven, månen var der stille i området. Måske var der mere stille end man kunne forvente. Havde man været tæt nok på, havde man kunne forvente at høre en kvinde skrige i angst, i håb om at nogen ville komme og redde hendes liv. Men der kom ikke nogen. Der var heller ikke nogen der skreg mere. Skrigene havde forvandlet sig til håbløs fortvivlelse. I en bås inde i laden sad Mette helt stille og græd. Hendes muskler smertede helt sindssygt. Hvert et led i hendes krop skreg på et øjebliks frihed. Hun hviskede i skyggerne for sig selv.

- Vil der ikke nok komme nogen og hjælpe mig? Det gør simpelthen så ondt. Jeg kan næsten ikke mere.

En enlig rotte kom farende forbi hendes knæ, og Mette fór sammen. Det var for længst gået op for hende, at den hjælp hun håbede på, ikke ville dukke op. Det var kun et spørgsmål om tid. Der gik et ryk igennem krop igennem kroppen på hende da båsen blev revet op. Da stod han der igen. Den tynde mand med masken.

Det var som om Mette godt kunne se det komme. Hun løftede hovedet og tømte sine lunger i et sidste skrig, og håbede at det denne her gang kunne høres. Men det var en stille vinteraften ude på landet. Rotten flygtede i panik, men det var hun ikke i stand til. Den tynde gik hurtigt hen til hende og greb nylonsnoren og drejede rundt. Det forhindrede Mette i at få luft. Hun rystede febrilsk og sprællede hjælpeløst. Den tynde rev masken af og nød sin gerning. Han holdt vejret så længe han kunne, for at få den største nydelse ud af det. Det var som en orgasme.

Træning i kælderen

Janus stod med armen om Jeanette og grinede af en gammel joke da Linda kom gående hurtigt henne fra parkeringspladsen. Hun fik øje på dem og løb det sidste stykke vej, og mødtes med dem med et smil. Lykkelig lettet over at der stod nogen og ventede med at gå ned. Gitte var ét stort smil fra øre til øre.

Det var ganske vist en af Jeppes gamle jokes hun havde fyret af, men den holdt stadig vand syntes hun. Bent sad i sin kørestol og lo så hans topmave hoppede. Bag dem kom også Majbritt gående. De andres latter var smittende, så det var svært ikke at smile med. Så det gjorde Majbritt som det mest naturlige. Deres gode humør blev ikke mindre da de hørte Frankies gamle knallert komme kørende i baggrunden. Det var lidt svært at høre at det var hans drøm af et drøn der kom trillende. Den hostede værre end et hold gymnastikpiger fra 70 år og opefter, der alle sammen havde sikret sig en god og solid halsbetændelse. Det var lige før de også kunne høre alle hans bandeord bag hjelmens visir. Frankie flåede hjelmen og slog knallerten med den.

- Den gamle tøs kan sgu snart ikke mere.

- Det var ikke noget at få den skiftet ud snart, råbte Gitte grinende.

- Er du rigtig klog? Hun har fulgt mig i årevis. Hun er min bedste ven.

Det gjorde ikke latteren mindre, at Frankie omtalte sin knallert som sin ven, og de havde fulgtes ad gennem tykt og tyndt. Der stod hun så, den gamle tøs. En flot gammel grøn Puch Maxi med forkromet fælge og en rævehale på en påsat antenne, der ellers ikke havde nogen anden virkning. Så var der den grønne mælkekasse, der sad fast på bagagebægeret. Den var fyldt med gamle aviser, som Frankie ikke lige havde fået smidt ud endnu. Men ellers var det en flot knallert, og Frankie var stolt af den. Bag dem alle sammen dukkede Vivi op, med en stor plastikpose i hånden. Vivi var et år eller flere ældre end de andre. Pædagog på en SFO, hvor hun elskede alle ungerne. Hun var typen der hurtigt gik ind og virkede som mor for hele holdet. Den slags man kun kunne holde af.

- Hej venner. Mor har taget hjemmebagte klejner med.

22 år tidligere

Mikkel gik stille rundt ude på gårdspladsen for sig selv. Ind imellem hinkede han. Han var god til det, og kunne hurtigt forestille sig den hinkerude han ikke måtte tegne på pladsen. Det var koldt og han var ikke klædt i andet end tynde bukser der stumpede efterhånden, og en slidt hullede trøje, der i øvrigt var for lang. Dertil et par træsko der var for små og klemte drengens tæer. Den tynde dreng sang en lille sang for sig selv mens han hoppede rundt der på det ene ben. Bare en munter sang om kærlighed. Han kunne sågar et trick med at dreje rundt om sig selv på det ene ben, så det mindede lidt om en dans. Det gik fint, indtil han fik øje på sin mor i døråbningen. Hendes ansigtstræk var rigeligt. Mikkel blev bange. De øjne hans mor kunne sende sagde mere end ord. Det gav en reaktion som Mikkel allerede havde oplevet før. Han stivnede i sine bevægelser og stod næsten stille. Han rystede. Mikkel ville allerhelst ryste på hovedet, men han turde ikke. Da han så hendes hånd bevæge sig, og hendes pegefinger indikere at han skulle komme ind, havde han lyst til at løbe bort.

Lene var en stor kraftig kvinde på mindst hundrede og tredve kilo. Hendes hår var langt, gråt, fedtede og kedeligt. Det sad nærmest klistrede til hovedet af hende. Selvfølgelig set i lyset af at hun aldrig rigtig gik i bad. Hendes påklædning bestod af en lang undertrøje, der gik hende til midt på låret. Det var ganske givet ikke hendes. Den kunne have tilhørt hvem som helst af de lokale nede på kroen. Lene var ikke kræsen, og Mikkel anede heller ikke hvem hans far reelt var. Det kunne være både bagerens den ældste, slagterens den yngste eller en af mekanikerens lærlinge. Døren var altid åben. Den svedige undertrøje kunne ikke skjule hendes gevaldige hængebryster. Den var tyndslidt og næsten gennemsigtig. Lenes næver var barkede som en gammel smeds. De var lige så beskidte. Ikke fordi hun lavede det store på gården. Mikkel lavede det meste. Den smule de havde, bestod af tre heste som blev brugt til avl. Det var Mikkel der passede staldene og dyrene. Den smule han var i stand til.

- Kom her ind dreng, sagde Lene med en brysk stemme.

- Jeg har ikke lyst mor.

- Jeg spurgte ikke om du havde lyst, Mikkel. Hører du hvad jeg siger? Kom her ind til din mor.

Mikkel satte hovedet på skrå og en tåre trængte sig på.

- Skal jeg gentage mig selv, Mikkel?

Lene hævede stemmen yderligere.

- Det er ikke så rart mor. Jeg vil helst ikke.

- MIKKEL, skreg hun og trådte et skridt frem.

- Nej mor.

- Du er ikke nogen tøs, der skal stå og danse. Du er min dreng, og du bliver snart en mand. Hvad tror du ikke folk tænker, hvis du kommer ud i verden, og opfører dig som en simpel tøs? Du skal være en mand. Forstår du det?

- Ja men jeg har bare ikke lyst mor. Det gør ondt nogen gange.

Lene gik helt hen til drengen og tog hårdt fat i Mikkel. Hun slæbte ham med ind i håret. Mikkel skreg hele vejen. Sådan fortsatte det i årevis, hvis Lene ikke havde haft besøg i nogen uger. Indtil en dag, ti år efter.

Efter træningen i kælderen

Næsten hele holdet stod ude på gangen nede i kælderen og klædte om. De fleste af dem ømmede sig, og enkelte stod og brokkede sig lavt en smule. Den nye træner, Margrethe var en anelse mere hårdfør end de kunne huske at Camilla og Stine var. Selv om at de nu også kunne træne dem hårdt i ny og næ. Margrethe var af den gamle skole. Der blev trænet i rytmiske bevægelser når hun talte 1 - 2 - 3 - 4. Bent kom trillende hen af gangen, trods alt smilende.

- Det gør da pænt meget nuller naller når hun træner os, hende hunulven.

Janus strakte sine arme så det knagede en smule fra de ømme led.

- Ja hun er altså ikke for børn.

- Hun er sgu heller ikke for de voksne, sagde Gitte stille.

Majbritt grinede, selv om hun også havde ondt. Specielt da hun skulle bukke sig og lukke sine støvler. Der lød en lille lyd, som når stof bliver revet fra hinanden. Linda så hvad der skete, og havde svært ved at holde masken. Faktisk så svært at hun skraldgrinede.

- Jeg er ked af det, Majbritt, men der gik dine træningsbukser i stykker, og man kan se din hvide G-streng, sagde Linda midt i latteren.

- Det er løgn. Jeg har ikke andre, råbte Majbritt og rejste sig helt rød i hovedet.

Hun skyndte sig at stille sig op af radiatoren. Jeanette havde også forbandet ondt, men det svært ikke at grine af situationen. Hun måtte støtte sig til skabet for ikke at falde. Frankie kom ud fra træningslokalet, lettere skeløjet i øjnene.

- Jeg kom sgu til at falde i søvn under det der mindfulness. Det er også fordi vi skal sidde i skrædderstilling og lave mærkelige lyde.

Det gjorde ikke latteren mindre. Den bredte sig hurtigere end en hvirvelvind.

Vivi gik på hug så det knasede i knæene. Hun strakte sine arme over hovedet alt imens hun havde taget en klejne i munden. Hun tog en hurtig bid, mens resten af klejnen røg på gulvet.

- Ja mig skal hun nu ikke knække. Jeg har trænet med Helle Gotved i gamle dage. Hun kunne saftsusemig få det til at rykke i alle knoglerne.

Janus havde hurtigt klædt om midt i den muntre tone. Han så sit snit til at gribe ordet i det øjeblik.

- Prøv lige at høre her venner. Det her var sidste træning i år, og så holder vi juleferie. Og så ses vi ikke før midt i januar. Så jeg vil spørge jer om noget. Kunne i ikke have lyst til, alle sammen at kigge hjem til Kåre og mig, til lidt julehygge på næste lørdag? Det behøver ikke at være det helt store, og vi giver selvfølgelig. Vi ved godt at det er december, og der er sikkert nogle af jer der har aftaler, og vi er sikkert også lidt sent ude, men man kan jo altid spørge.

Til at starte med var der lidt stille. Nogen hev mobiltelefonerne frem for at tjekke kalenderen deri. Frankie nøjedes med at kigge op i loftet, og så svare.

- Ja jeg skal ikke noget. Knægten har en date med et pigebarn, så det passer ham vist meget godt hvis den gamle ikke er hjemme. Jeg kommer selvfølgelig.

- Jeg kommer da også. Jeg skal lige have rykket en aftale, men det er nemt nok. Det er bare tøsegruppen, sagde Gitte.

Majbritt, der stadig ikke havde flyttet sig fra radiatoren nikkede anerkendende. Et klart signal om at hun også var klar.

- Hvis jeg må tage en hjemmebagt kage med, så kommer jeg selvfølgelig også.

Kun Vivi kunne sige det på sin egen måde. Det måtte hun da gerne. Bent lavede en grimmasse, der ikke virkede positiv.

- Jeg er sgu ked af det, men jeg nok nødt til at melde pas. Jeg skal til undersøgelse på Køge Hospital. Ikke fordi de kan gøre så meget for mig, men de vil altid gerne ind at kigge og rode. Og så på en lørdag.

Janus satte et trist ansigt op, men forstod situationens alvor. Han lagde en hånd på Bents skulder og nikkede forstående.

- Hvis jeg kan få lov til at køre med en af jer. Min bil er gået i stykker i karburatorerne. Den vil ikke særlig gerne hjælpe mig af sted, sagde Jeanette.

- Hvordan kom du herhen i dag, spurgte Gitte.

- Jeg tog bussen. Det er ikke så langt. Jeg bor jo i Rønnede.

- Min mand og jeg kører dig hjem i dag. Du skal ikke tage alene hjem i aften. Det er kulsort udenfor. Det får du simpelthen ikke lov til.

Jeanette smilede og gik frem og krammede Gitte for hendes omsorgsfuldhed.

På en bar i det indre København sad de fleste af gæsterne usædvanligt stille, mens der var nyhederne på et lille fjernsyn der sad oppe i hjørnet bag baren. Endnu en gang kunne nyhedsværten berette om en kvinde, der var forsvundet fra sit hjem en hel almindelig hverdagsaften, uden at give besked til nogen som helst. Der var ikke spor af nogen art, og politiet stod på bar bund. Det fik de fleste danskere til at klistre sig til skærmen. Her var ikke bare tale om et enkeltstående mord. Den slags var hverdagskost. Det var noget andet. Der var nu tale om syv forskellige kvinder, der ingen fælles forbindelse havde. Kvinderne var forsvundet fra syv forskellige steder på Sjælland. Politiet sagde at man ikke kunne udelukke en forbrydelse, men det var for tidligt at sige hvilken og hvordan. Alle der så nyhederne tænkte det samme. De havde det samme ord i munden. Der var bare ikke nogen der ville tage ordet i munden. Heller ikke dem der videregav nyhederne, for ingen turde. Danmark var slet ikke gearet til den slags, for det var så absolut ikke hverdag, at de stod overfor en mulig seriemorder.

- Det er sgu lidt uhyggeligt med de kvinder der forsvinder. Man tør dårligt bevæge sig ud når man skal nogle steder.

- Nej man kan ikke gå sikkert nogen steder snart.

- Jeg er glad for at jeg skal mødes med to veninder her i aften. Vi tre skal nok passe på hinanden.

- Det er vist en god idé at være mere end en i byen, specielt i øjeblikket.

- Det er da også utroligt politiet ikke har, kunne finde noget spor.

- Meget mærkeligt. Der må jo være en sammenhæng.

- Ja du må undskyld jeg snakker så meget. Normalt henvender jeg mig sjældent til fremmede herrer bare sådan lige, men når man hører sådan noget, og sidder her alene, så kan jeg da godt blive lidt nervøs.

Den tynde mand med de markante azurblå øjne smilede til hende.

- Jamen det kan jeg da godt forstå.

12 år tidligere hjemme på gården

Lene hev kraftigt efter vejret, og kunne næsten ikke gå hen over gårdspladsen. Hun var rød i hovedet, forpustet og beruset. Hun var usikker på benene, og slingrede hele vejen. Lene var egentlig på vej ind til sine egne gemakker da der blev kaldt fra en bil.

Det var Ole Frederiksen. Mikkels lærer fra skolen.

- Halløj Lene, har du lige et øjeblik?

- Ja det har jeg vel, sukkede hun irriterede.

Lene var lige i stand til at gå hen og stille sig op af bilen, og stak derefter hele hovedet ind gennem sideruden. Frederiksen var ikke udpræget tilfreds med den stank der hurtigt spredte sig. Det var ikke bare en stank af alkohol, men også en umiskendelig hørm af stald og flere års mangel på tandpleje. Man kunne mistænke hende, for ikke at vide hvad en tandbørste var. Frederiksen lænede sig tilbage i bilen.

Han holdt vejret et øjeblik, men ville også gerne spørge til Mikkel.

- Nå, jeg tænkte på Mikkel. Ser vi ham snart i skole igen? Jeg kan være bange for at han måske kommer for meget bagud.

Lene hev efter vejret, og sukkede dybt ind af bilens rude.

- Det skal du slet ikke bekymre dig om, lille Ole. Min dreng er klog nok. Det ved du også godt. Han har hjerne, skal jeg sige dig. Mere end de fleste, og en dag bliver han kendt i hele landet, for min dreng kan hvad han vil.

- Måske ser kommunen anderledes på det, Lene. Der er altså nogle regler man skal følge. Man skal gå mindst ni år i skole, og Mikkel har næsten ikke været der de to sidste år. Det går ikke, Lene hvis det bliver ved sådan.

Endnu et dybt suk inde i bilen, inden Lene rettede sig op.

- Tag det bare roligt. Min Mikkel kommer når han har passet sine pligter.

Frederiksen lænede sig ud af bilen, også for at få bare en enkelt mundfuld frisk luft i næseborene.

- Jeg kan blive nødt til at melde det til kommunen, hvis Mikkel slet ikke viser sig på skolen mere. Det kan det ende med. Jeg er nødt til at sige det, Lene.

- Hold nu bare kæft, og kør igen, stønnede Lene.

Med en vred mine, der ikke var til at tage fejl af, vendte læreren bilen og kørte. Lene var ligeglad, og viste ham sin langfinger mens bilen forsvandt i støvet.

Inde på sit lille kammer, der havde plads ved siden af stalden, kun med en tynd dør mellem, sad Mikkel på sengekanten. Han skammede sig og følte sig syg. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist et ordentligt måltid mad. Hans indre skreg på noget at leve af, men det var hverdag. Han følte sig skamfuld, men samtidig havde han også følelsen af at det ikke bare var hans skyld.

Hans mor sagde jo at det var normalt og rigtigt at gøre sådan. Hun var altid tilfreds, uanset hvad Mikkel syntes og sagde. Der var noget inde i drengen, der sagde noget andet. En følelse af skam kørte rundt inde i ham, som en uhelbredelig sygdom.

En dag i skolen for længe siden, havde han hørt et ord om det hans mor gjorde med og ved ham. Det gjorde alligevel noget ved Mikkel. Det ændrede hele hans syn på piger og kvinder.  Hele hans syn på det modsatte køn ændrede sig til det negative. Som en steppebrand der spredte sig hurtigere end lyset, kunne Mikkel ikke styre sine følelser, hvis en pige nærmede sig og henvendte sig til ham. Ind imellem satte han sig på hug, og knyttede næver og slog sig hårdt i tindingen. Han hev efter vejret hvis en pige nærmede sig, og følte sig syg.

En aften for få år tilbage var Mikkel ude at cykel for sig selv. Han kom forbi skolen og idrætshallen ved siden af da en pige fra klassen kom ud. Hun havde tydeligvis været til en eller anden form for træning, for hendes hår var vådt og hun bar en sportstaske. Mikkel så hende og ville skynde sig videre, men hun fik også øje på ham.

- Gud hej Mikkel.

Han var nødt til at standse cyklen, selv om han helst ville stikke af. Han sukkede.

- Nå hej.

- Gud hvor hyggeligt at du lige kom forbi her.

- Ja jeg cykler bare lidt rundt, sagde han usikkert.

- Hvis du ikke har travlt kan vi da følges.

Mikkel så hen ad vejen, der pludseligt føltes uendelig lang, men han kunne ikke andet end at følges med hende. Han var fanget i net hvor der ingen glæde var. Et net hvor han ikke kunne komme ud af. Hans krop sprællede som en døende fisk, der kæmpede for dykke dybere. Han ville allerhelst slå sig selv med knyttede næver lige nu. Mikkel så hende ikke i øjnene, selv om hun gjorde alt hvad hun kunne for at stirre ind i hans.

Han drejede hovedet hele tiden, og ledte efter en flugtvej. Pigen gik og snakkede om skolen, og alle mulige andre ligegyldige ting, der ingen betydning havde. På et tidspunkt var de nået et stykke fra skolen, hen omkring en gammel æbleplantage der havde ligget der siden tidernes begyndelse. Der var mørkt på den vej, og langt mellem gadelygterne.

Et bål var ikke længere kun gnister inde i Mikkels sind. Der var altædende flammer, der bare ventede på at fortære ham hvis han ikke handlede snart, og gjorde det som hans vilje bød ham. Hun snakkede stadig, som var det ord der fløj fra hende som et vandfald. Hun var ivrig efter hans kontakt og kommunikation. På et tidspunkt stoppede Mikkel sin gang, og vendte sig og så hende dybt i øjnene. Hun smilede bredt til ham, men han kunne ikke gengælde smilet. Han lænede sig hen mod hende, og hun håbede og forventede det bedste.

Kun sekunder senere lå de på jorden. Mikkel lå øverst med hænderne om hendes slanke hals og klemte alt hvad han kunne. Han var helt vild i blikket og skar tænder, mens han hviskede i skyggerne.

- Du er kun en pige. Jeg hader dig, for du er kun en pige. Det har min mor lært mig. I er ikke noget, nogen af jer. I er alle sammen ligesom hende. Jeg vil ikke mere. Jeg ville hellere brænde jer alle sammen op.

Pigen fra klassen var for længst død da Mikkel stoppede med at klemme. Han rejste sig, og var helt hvid i hovedet, men han oplevede en ny følelse. Han vidste dårligt hvad det var, men følelsen var rar, og gjorde at han var nødt til at skifte underbukser da han kom hjem den aften.

Da Mikkel gik ind på værelset den aften, åbnede han en gammel skotøjsæske som han ellers kun brugte til døde mus og rotter. Han tømte indholdet ud på gulvet og sparkede det ind under sengen. Fra sin lomme tog han en tot hår. Han kom en snor om det og lavede en sløjfe hvorefter han lagde det i æsken. Det var den første, men langtfra den sidste.

En aften kun en uges tid efter, gik flammerne helt over gevind. Lene havde været på kroen og var stærkt beruset. Hun væltede ind på værelset til Mikkel, og stirrede smilende på ham. Hendes blik sagde det hele, mens hun løsnede bæltet til den plisserede nederdel. Mikkel sad på sengen med et tændt lille stearinlys i hånden. En tradition han havde fået for vane når han havde været ude at cykle. Han kiggede på den nye tot hår nede i æsken.

- Jeg vil gerne igen, Mikkel min dreng, kom det savlende fra Lene.

Mikkel stirrede op på sin mor med foragt, mens stearinlyset lyste hans ansigt op nedefra.

- Det er slut mor. Jeg vil ikke mere. Ikke mere af den slags.

Lene ville gribe fat i drengen som hun havde gjort så mange gange før. Mikkel rejste sig og tog hårdt fat i Lenes hals.

- Jeg sagde NEJ, mor. Du er jo kun en kvinde, hvæsede han.

Det var ikke midsommer, men Mikkel tændte alligevel op i bålet, og brugte det brænde han med ugerne havde fået samlet sammen. Bålet havde en sælsom lugt, men det var der ingen andre end Mikkel der kunne lugte. Det brændte ud i løbet af natten.

Dagen efter regnede det kraftigt, og bålet var dødt. Mikkel kastede en masse brænde på, så det var klar til næste gang. Samme aften fandt Mikkel et sort stort stykke stof.

Det var som om han ikke ville se virkeligheden. Han hadede den. Men med det kunne han holde den ude, hvis han tog det over hovedet. Han klippe det til og lavede to huller til øjnene. Mikkel var i stand til at sy det sammen så det kunne sidde ordentligt.

Han satte det over hovedet, og var klar til at møde verden med et nyt syn.

Den unge mand begyndte at passe sin skole. Han havde ligeledes et brev med fra sin mor, der lovede at Mikkel fremover ville komme i skole kontinuerligt. Pigen fra klassen var eftersøgt over det hele, sagde man, men ingen vidste noget, og Mikkel var bare en stille dreng, der gik sine egne veje.

Til julehygge hos Janus og Kåre

Der duftede herligt og hyggeligt af hjemmebagte brunkager og klejner i huset. Appelsiner med røde silkesløjfer hang fra loftet, med nelliker stukket i. Bordet var dækket med de klareste og mest finpudsede krystalglas og krystalfade fyldt med vaniljekranse, finskbrød og jødekager. I baggrunden løftedes stemningen en ekstra tand, fra en telefon, med julens populæreste musiknumre. Udenfor var haven intet mindre end et mesterværk skabt af de herrer selv. Passet og plejet på et højere niveau, med en kærlighed til området, der ville få selv Søren Ryge og Bonderøven til at ryge på den dertil indrettet. Udenfor dalede sneen, og lagde sig som et tyndt tæppe over det meste af området. Julemåneden var som den skulle være. Også vejrmæssigt.

Det ringede på døren, og Janus kørte hånden igennem Kåres lyse krøller.

- Nu kommer de første.

Frankie smilede over hele hovedet sammen med Linda da de trådte ind af døren. De havde netop fulgtes af på turen. Frankies tøs. Den nok så berømte grønne Puch Maxi, ville heller ikke samarbejde den aften, så Linda havde været så venlig at tage ham med. Ikke længe efter dukkede flere af de andre op, med et lystigt julesind, der skinnede helt op til stjernerne og hjem igen. Ikke så langt derfra var Jeanettes bil gået i stå. Hun bandede mens hun gav den et los på dækket. At det lige skulle ske i dag. Det var fandeme typisk. Hun løftede kølerhjelmen og straks spredte der sig en røg derfra. Den var ellers røget i karburatorerne, men Jeanette havde alligevel får den lavet, så den lige skulle kunne klare denne her tur.

- For helvede, din gamle lortespand, sagde hun højt.

Et ægtepar af ældre dato passerede hende, og sagde ikke noget men rynkede brynene på grund af hendes udgydelser over den aldrende øse. En lille pige på knapt 13 gik forbi med sin hund. Hun lærte nogle nye udtryk hun i hvert fald aldrig havde brugt før.

- Det ser ikke godt ud. Måske kan hjælpe.

Jeanette vendte sig hurtigt om, og blev mødt af et venligt ansigt.

- Nej det er en skrotbunke jeg købte alt for billigt for et års tid siden.

- Ja man kan også købe for billigt.

- Jeg blev ellers tilbudt en anden, der kun kostede et par tusind mere. Den skulle jeg selvfølgelig have taget, men man er altid så skide bagklog. Ikke?

- Jo det er vi alle sammen, men man kan ikke blive ved med at bebrejde sig selv. Ved du hvad, jeg holder lige i nærheden og jeg har ikke synderligt travlt, så hvis det er besværet værd for dig, så vil jeg altså gerne give en hånd.

Jeanette tøvede et øjeblik, men der var nu noget ved det venlige smil, og de klare azurblå øjne.

Kåre lagde en arm om sin mand og hviskede til ham.

- Mangler vi nogle nu?

- Jeg tror kun vi mangler Jeanette, men hun skulle vist nok aflevere sine to børn til faren, så hun kan være en anelse forsinket. Det er ok, vi trækker den bare lidt.

En time efter var Jeanette ikke dukket op, og snakken gik.

- Nu tror jeg vi har trukket den længe nok. Jeg har forsøgt at ringe til Jeanette, og hun svare ikke. Maden kan ikke så godt vente længere. Så vil i ikke være søde at sætte jer til bords?

- Bare der ikke er sket hende noget.

- Det må du ikke engang sige for sjov, Frankie. Man hører alt muligt.

- Så slemt behøver det jo ikke at være. Hun kan jo bare være blevet dårlig, og måske er hendes mobil løbet tør for strøm.

- Der findes mange idioter nu om dage. Det ved vi jo, efter sidste gang.

- Lad os nu ikke male fanden på væggen, sagde Gitte.

Janus var enig og lod fadet gå rundt uden at sige noget. Kåre smilede til folk rundt om bordet og rakte en blomstrede skål fyldt med dampende kartofler til Maibritt. Linda rystede lidt på hovedet, og kunne ikke lade være med at sige det.

- Har i hørt om ham psykopaten der bortfører kvinder?

- Det er vanvittigt, men min søn siger at det ikke nødvendigvis er den samme. Det kan være tilfældigt, sagde Vivi.

- Uanset hvad er det uhyggeligt. Har vi ikke haft uhygge nok i vores liv?

- Jo rigeligt, men hvad siger i til at vi finder et andet emne, foreslog Gitte.

De fleste nikkede men ikke alle var enige.

- Jeg håber de fleste kvinder ved hvordan de skal slå fra sig, ellers skal jeg nok undervise dig i hvordan man nikker en ordentlig skalle, Linda.

Frankie var ikke så lidt stolt af sine kundskaber, og startede med at sidde og gynge frem og tilbage i stolen, inden han kastede hovedet frem og var ved at ramme lysekronen.

- Kåre åbner en frisørsalon på sundhedscentret i Faxe. Det tror vi bliver rigtigt godt. Vi glæder os i hvert fald til det, sagde Janus i håb om at skifte emne.

Kåre smilede genert, og tog en lille tår af rødvinen.

Jeanette lå dybt bevidstløs på gulvet inde i en blå varevogn. Mikkel havde bundet hende forsvarligt på hænder og fødder, og stukket et tørklæde i munden på hende. Hun skulle ikke kunne skrige hvis hun vågnede før tid. Måske ville han være heldig og møde flere kvinder på vejen. Kort efter steg Mikkel ud af varevognen igen. Han smilede til månen og stjernerne.

Den hyggelige stund i venners nærvær var ved at være ovre. Det var endelig stoppet med at sne mens de alle sammen ønskede hinanden god jul og godt nytår, og der blev krammet til højre og venstre. Vivi og Linda valgte at følges ad et stykke hen ad vejen mod deres biler.

- Hold kæft hvor bor de pænt, udbrød Linda.

- Og elegant. Det var imponerende.

- Så du haven? Jeg var blæst bagover.

- Nej det var mørkt da jeg kom.

- Ja men Janus tog mig med ud og se den med en stor lygte.

- Det må være næste gang, når det er lidt lysere i vejret, men jeg vil utroligt gerne. Janus har godt fortalt mig om deres have. Den har vist også været udstillet i et blad. Det bliver den jo ikke bare fordi plænen er lidt grønnere hos dem.

Et par meter længere henne ad gaden satte Linda farten ned.

- Jeg holder der, bagved den blå varevogn.

Da standsede og ønskede hinanden det bedste, og Vivi gik langsomt videre. Linda låste bilen op og satte sig ind. Hun drejede nøglen og ville køre ud da hun mærkede at noget var anderledes med hjulene. De trillede ikke som de skulle. Linda sukkede og slukkede motoren og steg ud igen.

- Satan og helvede, udbrød hun da hun så de flade dæk på både forhjul og baghjul i venstre side.

- Det er da vist noget skidt det der, kom det bag hende.

Linda vendte sig hurtigt, og fik øje på et par azurblå øjne, og et ansigt der gemte sig bag en sort maske. Hun nåede ikke at tænke så meget mere. Hun nåede knapt nok at reagere på de iskolde øjne, der skjulte enhver form for følelse. Linda modtog et hårdt slag i tindingen, og bukkede langsomt forover. En stribe blod silede fra hendes hoved, og farvede sneen rødt på fortovet.

Vivi var allerede henne i nærheden af sin egen bil, og havde ikke bemærket noget. Hun gik ellers forholdsvis langsomt. Benene var ikke hendes bedste venner. Det smertede i hendes led. Hun kunne bande dem langt væk, uden at det rigtigt gjorde noget godt. Endelig nåede hun sin bil, og hun havde noget at støtte sig op af. Vivi var en anelse forpustet. Hun fumlede med bilnøglerne, og tabte dem på fortovet. Irriteret bukkede hun sig ned og ville samle dem op. Først da opdagede hun at der stod en bagved hende. Hun rejste sig for hurtigt op og blev lidt svimmel.

- Godaften kvinde, blev der hvisket bag en sort maske.

Små ti minutter senere slentrede Gitte med Frankie fra Janus og Kåres hus.

- Er det ikke Lindas bil der står der, sagde Frankie.

- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg kender ikke hendes bil.

- Jeg kørte med hende da vi kom. Hun parkerede bag en varevogn. Det er sgu da den.

Frankie løb over på den anden side af gaden. Han så de flade dæk, men han bemærkede også noget andet. Han så over på Gitte med et rystet blik.

- GITTE, jeg tror vi er nødt til at ringe efter politiet. Der er noget galt.

Mikkel stod i mørket udenfor laden og kastede gammelt tørt træ på bålet. I aften skulle bålet være større end det havde været længe. Området skulle lyses op, så alle kunne se det på afstand. Han skar tænder mens minder om hans mor og hendes gerninger sejlede gennem hovedet på ham. Han rystede på hovedet, i et forsøg på at slette det, men de blev der. Mikkel lod brænde være brænde, og gik hen til laden og slog hovedet ind i væggen. Flere gange, og til sidst hårdt, men hun var der stadig. Hun smilede hånligt til ham og kaldte på ham. Han skreg ud i mørket og kunne ikke holde det ud. Han vendte sig og tog benzindunken og tømte den ud på bålet, der spredte sig med store flammer, der nærmest greb ud efter ham, ligesom hans mor plejede at gøre. Mikkel skreg af flammerne.

- Lad mig være mor. Lad mig være.

Vivi kom langsomt til sig selv, og en gevaldig hovedpine meldte sin ankomst. Det jog gennem skallen på hende ved den mindste bevægelse. Det var ikke det eneste. Hun kunne næsten ikke bevæge sig. Hun var bundet på hænder og fødder. En stram snor om halsen gjorde det svært for hende at trække vejret. Noget andet der vækkede hende til live, var en ung kvindes fortvivlende råb om hjælp. Vivi genkendte straks Jeanettes stemme. I båsen ved siden af hende sad Jeanette rigtigt nok bundet. Hun sprællede i panik og rædsel, og kæmpede for sit liv.

Jeanette var ikke bare bange. Hun var skræmt ind til det allerinderste, og længere ind endnu. Hver en fiber i hendes krop skreg på at komme fri. I det rådne hø foran hende, lå der en død ung kvinde med tøjet flået itu. Jeanette kunne ikke få øjnene væk fra hende på jorden. Hun kæmpede som besat mens hun skreg i fortvivlelse.

I den tredje bås lå Linda. Hun lå helt stille, stadig dybt bevidstløs. Mikkel var ved at binde hende på hænder og fødder. Han bar sin maske for stadig at kunne holde virkeligheden ude.

Foran Janus og Kåres hus stod der en patruljevogn. Foran dem alle sammen stod der to betjente. En kvinde og en mand. Trine var i forvejen træt af sin nye makker. Den nyuddannet, Tommy. En stor klippe, der havde for vane at stille de forkerte spørgsmål.

- Er det sådan i tror de har fået tæv af indvandrebander? Jeg mener, i fandt jo bare noget blod og jeres venindes taske.

Trine kiggede chokeret på sin makker. Hun trådte nogle skridt nærmere, og stirrede på ham med store øjne.

- Måske skulle jeg overtage spørgsmålene herfra. Så kan du eventuelt kontakte teknisk afdeling, hvis du kan finde ud af det. For dem får vi brug for her.

Trine vendte sig mod vennerne, med et blik der sagde undskyld.

I laden var Linda ved at komme til sig selv, og det smertede værre end nogensinde, både om hænderne, anklerne og om halsen. Hun prøvede at rykke sig fri, men det gav den modsatte virkning. Hun var bundet forsvarligt. Hun kunne næsten ikke se noget og danne sig et indtryk af hvor hun var. En skrækkelig stank spredte sig i hendes næsebor, og havde nær kvalt hende i opkast. Linda nåede dog at kaste op ud over jorden i stedet for. Fra de andre båse kunne hun høre en ung kvinde skrige, og en noget ældre forsøge at berolige hende. Linda genkendte stemmerne. Det var Jeanette og Vivi. Hun forsøgte at råbe til dem, men halsen snoede sig sammen og hun kastede sig frem og kastede op igen.

Vivi gjorde alt hvad hun kunne for at holde sine egne smerter ud, mens hun forsøgte at tale Jeanette til ro.

- Hør her lille skat. Jeanette, det skal nok gå. Det skal nok gå, gentog hun.

Jeanette havde svært ved at høre efter. Hun skreg. En panikangst havde taget over. Hun ænsede intet andet.

En bås blev åbnet, og en maskerede Mikkel stod foran en af kvinderne. Han trådte selvsikkert frem, som om han ejede resten af kvindens liv. Kvinden så grædende på ham.

- Du lader mig være, hviskede hun.

- Det bestemmer jeg eddermame, hvæsede Mikkel bag masken.

- Du holder dig væk, skreg kvinden og sprællede.

Mikkel lænede sig frem, så der kun var en kort afstand mellem de to.

- I aften skal i krafteddemig brænde alle tre.

Frankies kundskaber ved spisebordet havde gjort indtryk. Kvinden lavede, med sine sidste kræfter, en gyngende bevægelse med kroppen. Hun kastede sit hoved frem, og nikkede Mikkel en ordentlig skalle. Mikkel røg bagover og brølede da han faldt til jorden. Et kort øjeblik var der sort bag masken, men kun et kort øjeblik. Kvinden så ham rejse sig. Hun så ham flå sin maske af. Mikkel blødte fra næsen. Blodet silede ned foran munden på ham, og længere ned af hagen. Han rystede på hovedet. Han var rasende så han rystede over det hele. Som en sulten løve, der ikke ænsede sine ofres skræmte øjne, kastede han sig frem og tog fat i kvinden.

I de samme sekunder havde Trine fået et godt signalement af den blå varevogn.

Frankie kunne tilfældigvis huske det meste af vognens gule nummerplade. Flere opkald til og fra stationen, havde givet en adresse. Trine havde ingen idé om hvem de skulle ud til, men det var ikke så langt, og det hastede.

- Nu trykker du altså speederen i bund, råbte hun til Tommy.

- Jamen man må altså kun køre tres her, svarede den forsigtige betjent.

Trine startede sirenen og tog fat i Tommy.

- Nu kører du altså bare hurtigt, Tommy. Jeg skal ikke gentage det.

Tommy turde ikke andet. Det var tydeligt.

Udenfor laden, brændte et større bål. Indenfor var der et sammensurium af skrig fra flere båse, samt handling fra en. Det var et skrækscenarie man helst ville undgå. Mikkel åbnede en bås og trak af sted med en kvinde. Hun var livløs. Hun var tungere end han lige havde forudset, og han måtte stoppe sin gang. Han råbte til kvinderne i de andre båse at de skulle holde kæft, men jo mere skreg de. Det havde ikke hans ønskede virkning Han sparkede ind i væggen i et raserianfald, hvorefter han lagde sig ovenpå den livløse kvinde på jorden.

- For satan hvor kommer du til at lugte når jeg brænder dig, brølede han.

Netop i dette sindssyge sekund åbnede ladeporten sig, og Trine trådte ind med sin pistol hævet og en lygte i den anden hånd. Tommy stod udenfor. Han magtede at kalde på forstærkning. Lyset fra lygten ramte Mikkel i ansigtet. Han fik øje på den kvindelige betjent.

- Du skal eddermame ikke komme herind nu, skreg Mikkel.

- Gå væk fra den kvinde, råbte Trine tilbage.

Mikkel rettede sig op, men holdt fast i kvindens hoved i håret.

- Slip den kvinde og gå væk, råbte Trine og trådte helt ind i laden.

Fra de to andre båse lød der stadig skrig.

- Træd tilbage eller jeg er tvunget til at skyde.

- Du kan skyde af helvede til kælling. For du skal også brænde på et tidspunkt. Det skal i alle sammen, råbte Mikkel.

Det hele var forskruet i hans hjerne nu. Han følte sig usårlig, og kunne ikke tabe denne her kamp. Han kunne næsten se sin mor kigge på ham med respekt. Han var endelig blevet den mand hun ønskede sig.

- Jeg vinder, mor. Kan du se det? Jeg vandt også over dig. Jeg vinder over dem alle sammen. Til der er kun mig tilbage.

Mikkel slap kvindens hoved og greb en høtyv fra væggen. Han gik frem mod Trine med den hævet som et våben.

- Læg den fra dig og stop der, råbte Trine.

Hun afsikrede sin pistol. Hun så Mikkel begynde at løbe hen imod hende, og så skød hun. Hun ramte ham to gange, men standsede ham kun kort. Mikkel så ned af sig selv. To steder på kroppen var der røde plamager.

- Du er kun en kvinde. Du kan ikke stoppe mig. Det er der ingen der kan.

Han løb frem og Trine skød igen.

Få meter fra hende gik Mikkel på knæ. Han tabte høtyven. Han skar tænder, inden han lukkede øjnene og sank om på jorden.

Vennerne på kirkegården

De stod der næsten alle sammen. Janus stod der med Kåre i hånden. Frankie stod med armen om Gitte, og Maibritt stod bagved Bents kørestol. Vivi stod med en buket blomster i hånden, og en klud foran næsen.

- Du vil aldrig blive glemt, Linda, hviskede Vivi og lagde buketten.

Der var ikke rigtig nogen andre der sagde noget. De var tomme for ord. Alle var mærket psykisk eller fysisk, eller begge dele, først efter Alice Gregersens angreb og nu efter Mikkels sygelige kvindehad.

- Hvis ikke den kvindelige betjent var dukket op, så havde han også dræbt Jeanette og mig, hviskede Vivi.

Bent greb hendes hånd og klemte den lidt. Maibritt lagde en arm om hende. Vivi trak vejret tungt og så rundt på de andre mens hun tørrede øjnene.

- Jeg har tænkt mig at aflevere en buket til den betjent. Hun reddede da to liv. Og så vil jeg besøge Jeanette på hospitalet. Hun var vist fået sin egen stue. Jeg hører at hun er så chokeret, at hun bare ligger og kigger ind i væggen. Det er jo ikke noget liv for sådan en ung pige. Hun trænger måske til at jeg kigger til hende. Måske er der nogen af jer der vil med mig?

Der var der en bred enighed om at alle gerne ville.

På politistationen

Kim holdt stadig fast i Trines hånd midt i kantinen. Han så hende i øjnene.

- Chefen vil gerne have at du lige kigger ind til ham. Skal jeg gå med dig?

Trine nikkede langsomt. Hun var lettet over at han spurgte. Hun havde ikke selv turde spørge. Selvfølgelig skulle han gå med hende.

Chefen var en stor brysk herre midt i tresserne med et kraftigt overskæg. Albert stod ind over sit skrivebord da Kim og Trine trådte ind på kontoret. Han så op og smilede til Trine og nikkede til Kim.

- Tak fordi du kommer Trine. Værsgo at sæt dig ned, ja også dig Kim.

Kim trak stolen ud for Trine, og hun gengældte med et smil.

- Nu skal du høre hvorfor jeg har kaldt dig ind, Trine. Den her sag var meget værre end nogen kunne forudse. Ja måske noget af det værste vi har set nogensinde. Du nåede ud, og du stoppede ham Trine. Desværre fandt vi ham ikke hurtigere, men det kan du ikke klandres for. Det er bestemt ikke din skyld. Men du skal have mere end bare ros for din hurtige indsats, og beslutning ikke mindst. Jeg ved godt at denne her oplevelse tog hårdt på dig, og det har den også gjort på mange andre.

Trine var ved at græde og kæmpede med at holde tårerne tilbage. Chefen fortsatte sin talestrøm mens Kim betænkningsfuldt rakte Trine en stykke papir. Hun så ham i øjnene og takkede med et langt blik.

- Jeg har besluttet at give dig en orlov på en måneds tid. Derudover har jeg fra øverste myndighed fået af vide at jeg skal give dig en fortjenstmedalje, og det vil jeg gøre med stolthed, Trine.

Kim blinkede til Trine og smilede bredt.

- Du fortjener det, hviskede han.

Trine kunne ikke sige noget, og tårerne fik frit løb. Hun sad der med åben mund mens Kim lagde en hånd på hendes skulder.

- Jeg gjorde bare min pligt, fik Trine fremstammet.

- Det er rigtigt, men i denne her sag handlede du hurtigt. Det er prisværdigt.

Chefen trådte et par skridt frem og trykkede Trines hånd.

- Der er en mere der også gerne vil takke dig.

Trine vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv da døren gik op. Vivi trådte ind med en stor buket blomster.

Timer senere den dag sad chefen på et andet kontor. Kriminalkommissær Willy Konradsen så bekymret på Albert.

- Nå skal du høre her Albert. Vi ved med sikkerhed at han slog ni kvinder ihjel. Det har vi beviser for. Men der blev også fundet knogler fra kvinder vi ikke ved noget om. Hans mor har også været savnet i årevis. Jeg kan kun frygte og gætte hvad han har gjort ved hende.

- Ja det er uhyggeligt.

- Det er ikke kun uhyggeligt, og det bliver værre endnu. På gerningsstedet fandt vi en gammel skotøjsæske med hårlokker i.

- Nå ok. Det har jeg ikke hørt noget om.

- Nej, vi har ikke rigtig ville gå offentligt med det. Men det er ofrenes hår.

- Fra de ni forskellige ofre?

Konradsen sagde ikke noget i et langt øjeblik. Det gav en lang kunstig pause. Han tog sine briller af og kørte hånden ned over ansigtet. Han så eftertænksomt på Albert.

- Albert, der var hår fra nitten forskellige kvinder.