NOK


NOK


Hun var noget af en heks, ikke sandt? Nu skal i høre min næste fortælling. Den handler om en svensker i Danmark, der måske en dag får mere end nok.


Ronja stod stille for sig selv i køkkenet. Hun lænede panden mod ruden. Hun så ud, men hun så ikke noget. Hendes øjne hvilede ikke nogen steder hen. De var trætte og kun lige knapt åbne. Ikke fordi hun selv var træt, men mere på grund af livet som helhed. Træt af alt det de sidste ti år havde budt hende. Hun havde ikke gjort noget ud af sig selv. Ikke lagt make-up som hun gjorde for år tilbage. Kinderne hang og mundvigene vendte kun ned af. Hun havde ikke taget brystholder på. Så brysterne hang slapt så folderne på den lysebrune bluse kunne minde om et dobbelt W. Hendes beige farvede nederdel var ikke et valg som sådan. Hun havde et eneste par bukser. Et par temmelig slidte jeans med brede bukseben. De havde været moderne i halvfjerdserne engang, og så nederdelen. Det var ikke Ronja der brugte penge på tøj. Det sidste par strømpebukser var slidt op. De havde ellers været nyttige nu, hvor vinteren bankede kraftigt på.

I baggrunden simrede en gryderet. Et sammensurium af hvad der lige var af rester i køleskabet. En skøn blanding af et par koteletter fra forleden skåret ud i tern, pølser, løg og ris, der lå og var lige dækket af en favoritsovs med et skvulp ekstra fløde i.


I askebægeret der stod i vindueskarmen lå der et skod. Ronja overvejede i tre sekunder om hun skulle tænde det, men hun kom hurtig fra tanken da kartoflerne var ved at koge over. Hun rykkede hurtigt gryden og boblerne tog af. Hun stak en gaffel i kartoflerne for at se om de havde fået nok, mens hun stak en teske i gryderetten for at kunne smage den til. I bund og grund var hun ligeglad med hvordan den smagte, men det var han sikkert ikke. Hun kendte hans smag, og den måtte gerne sidde lige i skabet, helst hver gang.
Ronja vendte sig mod krydderihylden for at tage lidt mere salt. Hun blev forskrækket og gik et skridt tilbage. Claes stod lige foran hende. Hun havde ikke hørt ham komme ud i køkkenet. Frygten stak hende i ansigtet ligesom kulde, mens han lod blikket glide op og ned af hende. Han sukkede skuffet og rystede lidt på hovedet.
- Har vi nogle smøger, spurgte han kort og så søgende rundt i køkkenet.
Ronja var tør i halsen og ledte febrilsk efter væde i munden for at kunne sige noget.
- Jeg har rullet nogle, hviskede hun højt.
- Jeg gider ikke ryge det pis. Så må du lige suse ned på tanken efter nogle.
Ronja stod med ryggen helt op mod ruden, og var presset. Hun tvang et drys mod frem fra sit inderste og trak vejret dybt.
- Maden er ellers lige ved at være færdig, så hvis det kunne vente til bagefter.
Hans øjne lynede mens han trådte yderligere to skridt frem. Han bukkede sig ind over hende og talte højere end det var nødvendigt.
- Jeg spurgte ikke til maden. Det er jeg ret sikker på at jeg ikke gjorde. Jeg vil kunne huske hvis jeg spurgte til maden, men det var vist ikke det jeg gjorde. Jeg spurgte om der var nogle SMØGER. Det er der så åbenbart ikke, og så sagde jeg at du skulle fise ned på tanken. Det var det jeg gjorde. Er du med?
Ronja svarede ikke på hans ydmygende spørgsmål. Hun lukkede øjnene. Da hun åbnede dem igen stod han der stadig. Han stirrede hende dybt i øjnene. Hun turde ikke gengælde hans blik, så hun sænkede sit eget. Claes havde den evne, at få hende til at være SÅ lille at hun var mindre værd end støvet på gulvet.
- Det er sjovt at jeg skal sige flere gange ind imellem. Det burde ikke være nødvendigt, vel? Næste gang så spørger jeg ikke en gang til, hviskede han hæst.


Ronja havde slukket komfuret helt ned inden hun uden et ord forsvandt ud af døren.
Den gamle dynejakke var hun nærmest slidt op for flere år siden, og var ikke længere hverken varm eller solid. De gule kondisko passede ikke til resten af outfittet, men de var noget nær de eneste ordentlige sko hun havde. De sad i hvert fald bedre end sandalerne, og var måske også lige den tand lunere i det råkolde efterårsvejr.
Faktisk var de her ensomme ture til tanken slet ikke det værste. Det havde straks været værre hvis ikke hun havde lystret. Men på de her ture kunne hun gå alene, og tænke sig tilbage til en tid fra før det var nu. Dengang hun flyttede fra Malmø til København, som en ung rund glad pige, med lyst til livet. En pige med blå øjne og langt lyst hår og tydelige smilehuller. Hun steg af toget med en rygsæk og en sportstaske, fordi hun havde en aftale med en veninde der allerede var flyttet over for at studere. Det hele gik godt til at starte med. Som hun havde håbet på, havde København lidt mere liv at byde på. Her var det muligt at leve og feste og fejre, hver eneste dag. Ikke fordi der var noget at fejre hele tiden, men pigerne opfandt hele tiden noget.


Ronja kom ind på universitetet som hun håbede på. Hun havde fine karakterer med sig fra Sverige, så det var ikke det sværeste. Hun nåede faktisk at gøre sine studier færdig på de forventede syv år. Hun stod klar til at skulle lave den sidste opgave, som den 28 årige glade pige hun var da hun løb ind i Claes den aften. Ronja var ikke bare imponeret. Hun røg helt på røven over ham. Han stod der i baren og så mere end lækker ud. Men det var dengang. Hun kunne stadig fremkalde billederne af den voksne mand der stod der, i stramme jeans der ikke overlod noget til fantasien, og i en åbenstående sort skjorte der var knappet op ned til midt på maven.

Ronja kunne, hvis hun ville have smilet af det nu, og alligevel kunne og ville hun ikke. Selvfølgelig kunne hun huske sig selv sidde der, som en ung naiv pige, der bare ville æde ham råt. Men når hun tænkte på det var hun ved at brække sig. Hun anede intet om det helvede hun skulle igennem da han først havde fået sat kløerne i hende. Til at starte med skulle det bare have været den ene nat. Men det går ikke altid som præsten prædiker i kirken. Et par måneder efter var hun flyttet ind hos ham. Hendes veninde, Charlotta var dybt skuffet og forstod ikke en dyt af det. Det gjorde Ronja næsten heller ikke. Det var gået så stærkt. Men dengang var hun stadig vild med ham.


Det viste sig at Claes havde en søn. Det var Viktor. Han var 7 år dengang. Claes var alene med drengen, og Viktor havde ikke nogen kontakt med sin mor. Ronja vidste ikke noget om det dengang, men fandt senere ud af, at moren havde brokket sig kraftigt over Claes, vist nok flere gange. Det stoppede en aften hvor Claes blev gal.
Han var rasende da han fór ud af døren. Han kom tilbage med forslået knoer, og Viktors mor brokkede sig aldrig mere.


Da Ronja havde boet hos Claes i et halvt år, fik hun sine første tæsk. Hun havde slet ikke tal på hvor mange slag hun fik den aften. Hun kunne bare huske at hun svarede ham igen da han beordrede hende ned at købe flere øl. Hun tillod sig at spørge om han ikke selv kunne. Det var ikke i orden.
Da det endelig gik op for Ronja hvad han var for et menneske, stak hun af. Med toget hjem til Malmø. Og det kunne kun gå for langsomt. Hun frygtede ham og ville ikke være der mere. Hun løb ud af døren den dag. Da han i et øjebliks uopmærksomhed så den anden vej, så hun snittet til at flygte. Ronjas forældre levede ikke mere. De blev dræbt i en trafikulykke, så hun var vokset op hos sin aldrende tante, som enebarn. Hun havde ikke andre steder at tage hen. Men Ronja nåede aldrig helt hjem. Claes fandt ud af det og havde lånt en bil, og stod i Malmø da hun var så tæt på tantens lejlighed.


Claes flåede hende i armen og smed hende hårdt ind i bilen. Han sagde ikke noget.
Heller ikke på turen hjem. Ikke før de var hjemme. Hun blev kastet på sengen, og så råbte og skreg han af hende. Hun skulle kende sin plads. Og den plads var ved siden af ham. Den var ikke andre steder. Hun skulle ikke få nogen idéer. Claes havde råbt højt den aften, at han allerede havde kontaktet hendes tante og sagt at hun ikke ville hjem. Tanten havde været indforstået, og Ronja troede på det.
Da hun lå der på sengen og han stod der og stirrede på hende, rystede hun over det hele. Hun vidste at han ville slå hende, men ikke at han også ville voldtage hende flere gange. Det der var det værste var hendes øjne. Den måde han stirrede på hende.


Så tog han livremmen af og lænede sig ind over hende, og begyndte at slå.

Ronja var ved at være henne ved tanken, og hun blev vækket fra alle de triste minder.
Der var lige råd til to pakker cigaretter, og så skulle det ellers gå stærkt med at komme tilbage. Herren var sulten, og måske var Viktor også hjemme. Ronja løb hjem hele vejen. Hun nåede ikke at tænke så meget. Hun løb.

Det var som om at tæskene ikke var nok. Ronja blev også kørt ned psykisk. Han fik hende altid til at tro at det var hendes fejl. Han havde den evne. Man skulle aldrig være i tvivl om hvem der bestemte, og hvem der havde det sidste ord. Faktisk var det ikke nødvendigt at hun havde et ord. Det blev ikke lyttet til.

Da Ronja havde boet hos Claes i to år flyttede de, til et betonbelagt og kriminelt belastet område på den københavnske vestegn. Det var som om at Helvede udvidede sig. Selvfølgelig var der ikke kun idioter i området, men dem var der også. Der var alle slags. Der var bare ikke ret mange som Ronja kunne forholde sig til, og komme tæt på, eller at indlede et kammeratligt og selskabeligt forhold til. Den eneste var Grethe. En venlig sjæl hun mødte en eftermiddag nede i vaskekælderen. De to forstod hinanden med det samme.
Grethe boede sammen med Per. Hun var en kvinde i starten af 40'erne. Hun vaskede tøj og ordnede i det hele taget alt det huslige. Der var bare den forskel, at Grethe gjorde det af glæde, mens Per tog på arbejde, og var taxichauffør. Når hun ikke ordnede alt det der skulle ordnes hjemme, gik hun til banko hver torsdag i den lokale bankoklub, og Grethe nød det. Ikke så meget for det hun kunne vinde, men for det sociale. Her kunne man få vendt og drejet alt det man ikke fik snakket om derhjemme.


Ronja havde mødt Grethe en dag, hvor hun stod og var forpustede nede i vaskekælderen. Hun kunne næsten ikke mere den dag. Det hang ud af halsen på hende. Ronja havde ordnet hele lejligheden. Også på Viktors værelse. Vasket op i hånden, støvsuget, pudset vinduer og så havde hun lige måtte ligge under for en af herrens små luner. Det var at sprede ben når han ville. Gerne på den rå måde. Lige præcis den dag havde Ronja ikke synderligt meget lyst. Det havde hun tilladt sig at sige til ham, hvilket resulterede i et par røde kinder, der stadig havde været ømme til langt ud på aftenen.


Grethe havde ikke behøvet at spørge ret meget. Hun havde en evne til at kunne læse folk ret hurtigt. Hun kunne høre at Ronja prøvede at bortforklare episoden, men Grethe tog hende i sine arme og holdt hende fast. Til sidst knækkede filmen for Ronja. Hun kunne næsten ikke mere. I hvert fald ikke alene. Grethe var en enorm trøst, men det var så lidt hun kunne gøre. Men hun være der, og det var mere end Ronja kunne forlange af nogen andre. Grethe var en af de gode engle man kun sjældent møder i livet.

Viktor var blevet teenager, og med det fulgte der interesser, men det var interesser der indebar det, som områdets andre unge lavede om aftenen. Han blev mere og mere hårdkogt i sin tone og sin omgangskreds. Han sås ofte med andre unge, der lokkede og førte ham ind i et kriminelt miljø. Ronja havde flere gange prøvet at tale med drengen, for at gøre noget godt for ham, og vise ham at man også kunne gå andre veje. Men lige lidt hjalp det. Viktor ville ikke reddes. Han oplevede sig selv vokse i miljøet. Han var ved at skabe sig et navn. Andre teenagere viste ham respekt, eller frygt, fordi de havde lært hans vrede at kende. En vrede og temperament han ikke havde fra fremmede.


Viktor viste heller ingen respekt overfor Ronja. Han var ligeglad. Han så og hørte hvordan hans far talte til hende. Hvorfor skulle han så være anderledes? Kællingen var der for at rydde op og lave mad. Hvorfor skulle han så lytte til hende? Viktor havde sine egne problemer at slås med, viste det sig senere.

En aften efter midnat ringede det på døren. Det var en sensommeraften. Det var lummert og alle vinduerne havde stået åbne. Ronja var den eneste der var vågen. Hun sad på sengekanten og så på sin iturevne natbluse. Den var flået i stykker da Claes var kommet fuld hjem, og havde lyst. Hun slikkede på sin underlæbe. Såret var stadig friskt. Det smagte af blod. Ronja var ked af det. Ikke kun på grund af slagene og voldtægten. Det var næsten hverdag. Men hun var nu så glad for den natbluse. Claes sov tungt inde i stuen, og hørte ikke ringeklokken. Man kunne ikke forvente at Viktor rejste sig fra sin seng.
Ronja listede i en brugt sweatshirt, hun engang havde fået i julegave af Claes. Den var allerede brugt da hun pakkede den op. Hun gik ud og åbnede og trådte rystede et skridt tilbage. Udenfor stod Magne. Magne var stor som et højhus og bred som porten ind til en baggård. Han var kendt og berygtet i området som den lokale gangster, der ikke stod tilbage for noget som helst. Han havde flere voldsdomme bag sig, og stod i øvrigt til at skulle afsone en mere ganske snart. Den store sorte læderjakke han altid gik rundt i, fik ham ikke til at se mindre ud. De spidse metalbelagte cowboystøvler, havde flere stiftet bekendtskab med. Magne var ikke bare ubehagelig at se på, med sit lange ar ned ad højre kind og hans lange lyse fedtet hår. Han var frygtet i hele området, og andre nærtliggende områder.


Samtalen var kort, eller næsten slet ikke. Magne trådte ind over dørtrinet og så ned på Ronja. Han skar en mine der ikke var til at misforstå. Lyt og forstå.
- Er der her Viktor Fisker bor, spurgte han med en mørk rusten stemme.
Ronja turde dårligt trække vejret. Hun kunne ikke andet end at nikke.
- Sig til ham at jeg venter at høre fra ham i morgen. Han skylder penge.
Magne sagde ikke mere. Han vendte sig bare og gik ned ad trapperne. Ronja så efter ham, og først da hun hørte døren lukke i opgangen lukkede hun døren. Da trak hun vejret normalt igen. Hun svedte frygt under trøjen. Ronjas første tanke var at vække Claes og fortælle ham det, men spørgsmålet var om det ville hjælpe. Claes havde næsten allerede opgivet drengen, og lod ham leve sit eget liv.

Ronja rystede på hovedet og kørte en hånd ned gennem ansigtet. Hun ville liste ind i soveværelset uden at vække nogen. Hun nåede bare ikke så langt. Claes stod foran hende. Han kunne dårligt stå på benene. Han holdt sig til væggen og var så fuld at han havde tisset i bukserne.
- Skal jeg hjælpe dig i seng, spurgte Ronja og forsøgte en omsorgsfuld tone.
- Gu skal du ej. Jeg kan selv. Jeg lægger mig ind i soveværelset. Du skal lige gå ind i stuen. Jeg har brækket mig på sofaen. Du må lige gøre den ren inden du lægger dig på den.
Mere sagde Claes ikke. Han faldt over sine egne ben da han forsøgte at gå ind i soveværelset ved egen hjælp. Ronja sukkede dybt. Det var lys morgen inden hun faldt i søvn siddende ved køkkenbordet.


Det var Ronjas liv, og hun kunne ikke ændre det, hvor gerne hun end ville. Sommetider holdt hun stædigt fast i tanken om, at der måtte være andre der havde det værre end hende. Hun kendte bare ikke nogen.

Ronja sad på stolen og sov op af væggen da en utilfreds teenager stod op.
- Hey Ronja, er der noget morgenmad? Jeg kan ikke finde havregrynene.
Ronja skulle lige bruge et sekund på at vågne. Det var bare ikke godt nok.
- Hey, er der nogle havregryn, gentog Viktor spørgsmålet irriteret.
- Ja ja ja, nu skal jeg nok rejse mig, hvis du ikke selv kan kigge i skabet.
Ronja havde mere mod til at svare sønnen igen end faren. Prisen var ikke den samme.
- Hvorfor sidder du også herude og sover? Læg dig i det mindste ind på sofaen i stuen. Du knækker da ryggen ved at sidde herude. Ronja undrede sig over drengens pludselige omsorg, men magtede ikke at fortælle, at det var fordi at hans far havde overbrækket hele sofaen.

- Der var ellers bud efter dig i går aftes. Magne ringede på og spurgte om du boede her. Han forventer at se dig senere i dag, fordi du skylder penge.
De ord forvandlede nærmest Viktor, fra den omsorgsfulde unge fyr han netop havde vist frem, til den hårdkogte forbryder han gerne ville være.
- Jeg vil skide på Magne. Jeg er ikke bange for ham, og jeg skylder ham ikke en skid.
Ronja vidste han løj. Det lyste ud af ham. Hun vidste også, det vidste alle, at Magne ikke bare dukkede op og sagde den slags, hvis ikke det passede.


Senere den dag mødte Ronja og Grethe hinanden i vaskekælderen. Grethe var venlig og tog hurtigt Ronjas tøj op af kurven og kylede det i en maskine.
- Lad mig. Sæt dig og tag en smøg så har jeg kaffe og chokoladekiks med.
Der var simpelthen ikke nogen som Grethe. Hun måtte være som sendt fra oven. Hun var altså en engel, bare uden vinger. Ronja kunne ikke andet end at åbne op overfor Grethe. Lægge kortene på bordet og fortælle det hele. Grethe havde åbenbart den usynlige nøgle der skulle til. De røg hjemmerullede smøger og drak kaffe sammen, mens de rakkede Claes ned. Det var de stunder hvor Ronja fandt sig selv. Hun kunne smile og leve, en smule. Den eftermiddag sluttede af med at Grethe gav Ronja et nyt tilbud.
- Tager du ikke med til banko en dag? Det er super hyggeligt. Måske er det slet ikke noget for dig at spille, men vi er nogen stykker der bare mødes og griner og hygger os. Du skulle se om du ikke kunne komme af sted en dag.
Ronja kunne mærke da hun gik op med tøjet, at der ikke var noget hun hellere ville.
Grethe havde tændt noget i hende. Noget hun troede at hun ikke havde mere. Det var koldt udenfor. Sneen var begyndt at dale og det samme gjorde graderne. Ronja havde kun et eneste håb da hun trådte indenfor. At Claes ikke ville stejle når hun foreslog at hun tog til banko med Grethe. Hun nåede ind i soveværelset og satte kurven fra sig da hun hørte det første brøl.
- JEG ER LØBET TØR FOR SMØGER IGEN.
Hun gik ind i stuen og så på ham. Hun håbede inderligt at hun turde spørge ham. Claes sad med åbenstående bukser med det hele fremme.
- Jeg trænger helt forfærdeligt til et blæs. Gå lige ned på knæ. Skynd dig!


Den aften var det Ronja der kastede op. Det blev nærmest slynget ud af hende. Også det sidste mod til at spørger om en bankoaften om ugen i selskab med Grethe. Noget af Ronja døde den aften. Noget af det lys der brændte inde i hende. Hun tabte sig, og mistede mere og mere modet til livet.

Der gik et par uger hvor Ronja og Grethe ikke så noget til hinanden. Grethe havde været oppe at ringe på, men kun for at møde en stærkt utilfreds Claes, der ikke kunne fortælle andet end at kællingen havde tilladt sig at lægge sig syg. Grethe lod sig ikke skræmme af ham. Hun gik endda et skridt frem og så ham i øjnene. Måske kunne det lære ham at vaske sit tøj selv og lave noget mad. Claes smækkede døren i. Han gad ikke høre på Grethe. Den gik op for den store stærke mand i huset, at Ronja havde fået en lidelsesfælde. Det passede ham faktisk dårligt. Hun skulle ikke sætte idéer i hovedet på hans kvinde. Det måtte der ændres på.


Dagen efter om eftermiddagen kravlede Ronja ud af sengen. Det smertede i hendes led og hendes tunge føltes som sandpapir. Det rungede i hendes mave, og gamle minder om en bager i Malmø dukkede op. Han havde altid de flotteste wienerbrød stående i vinduet. Hvad hun ikke ville give for sådan et.
Virkeligheden blev vækket til live da hun nåede ud i køkkenet. Det sejlede ikke bare. Det lignede noget der var løgn. Der var tomme pizzabakker over det hele. Burgerpapir, coladåser og tomme ølflasker stod der på gulvet. Det flød med halvspiste stykker barer og krøllede lakridsposer. Ronja magtede det ikke. Hun sukkede højlydt og vendte sig i døren. Der stod Claes. Han var ond i blikket og stod og skar tænder.

- Det var krafteddemig på tide du lettede røven derinde fra.
Mere hørte Ronja ikke, før det første slag faldt. Det var med baghånden og hans hårde knoer lige på kindbenet. Ronja ville skrige, men hun nåede det ikke. Hun mærkede bare at han tog hende hårdt i nakken og slæbte hende med ind i soveværelset. De to næste slag var med knytnæve. Det første ramte hendes venstre øje. Ronja nåede knapt nok at mærke smerten før det næste slag kom.


Ronja var allerede mere eller mindre bevidstløs, så hun opfattede slet ikke hans vanvittige raserianfald da han kæmpede med at få livremmen af. Claes var i en tilstand af savlende arrigskab, mens han tæskede løs på hende. Det stoppede ikke før han selv ikke kunne mere.

Døgnet havde rundet midnatstimen da Ronja kom til sig selv. Det hele sejlede rundt for hende. En kraftig opkastningsfornemmelse spredte sig i hendes mave. Der gik heller ikke mange øjeblikke før mavens indhold fløj ud af hende. Hun lå midt på sengen og hostede. Det smertede overalt. Hun kunne ikke bevæge en muskel uden at det kunne mærkes. Hun kæmpede sig langsomt på benene og op at stå. Ronja fik øje på sig selv i et spejl. Det var et rødt billede der spejlede sig. Hendes ansigt var hævet fra øjnene og ned af. Hun græd stille og kunne dårligt samle tankerne. Der var kun en tanke der satte sig fast. Det måtte være NOK nu. Hun kunne ikke mere. Det røde spejlbillede fortsatte ud af soveværelset. Hun så Claes ligge og sove inde i stuen. Sofabordet var fyldt med ølflasker.


Ronja listede ud i køkkenet. Hun greb noget fra køkkenbordet og gik ind i stuen. Hun stirrede længe på Claes. Inden hun handlede fik hun igen øje på sig selv. I et støvet billede i en glasramme kunne Ronja se en buttet glad pige komme til København, men det ændrede sig, og nu stod hun her og kunne kun se rødt.
Ronja betænkte sig ikke et øjeblik. Hun fornemmede ikke smerten i benene da hun satte sig op på brystkassen af Claes. Hun sad på knæ, og ventede bare på at han skulle komme helt til sig selv. Der gik kun et øjeblik. Claes hostede og lød forpustet inden han så op i Ronjas øjne. Ronja råbte højt da hun løftede begge arme. Hun tæskede kødkniven ned i ansigtet på ham. Den borede sig dybt ind i det ene øje, men hun stoppede ikke der. Hun blev ved. Hun råbte stadig. Hun slog med knivens spids, og den gik langt ind hver gang.
Ronja ænsede ingenting. Hun vidste ikke hvad hun gjorde. Hun kunne lige så godt have siddet på en bænk og kastet brødkrummer til fuglene. Virkeligheden, og det der vitterlig skete, var som et sort kapitel som ingen læste. Det skete ikke, men det skete i særdeleshed. Claes blev slagtet.


Et kvarter efter rejste hun sig fra hans krop. Hun skreg ikke mere. Hun var helt stille da hun satte sig ud i køkkenet og røg en hjemmerullet. Inde i stuen var der blod alle vegne. På sofaen, på sofabordet og op og ned af væggen. På gulvet kunne man se spor af bare tæer sølede ind i blod.

Ronja sad og smilede mens hun muntert talte med sig selv, og fortalte at hun glædede sig til at se Malmø igen, og den berømte bager med de lækre wienerbrød. Hun var helt i sin egen verden, og forstod slet ikke hvad hun havde gjort. Hun var nærmest rød fra top til bund. Hendes hår var klistret og hendes bluse var ikke længere gul.
Det løb ned af armene på hende. Kniven lå på bordet ved siden af hende. Hun slukkede cigaretten da døren blev åbnet ude i entreen. Da ændrede hendes syn sig igen. Hun så ikke længere bageren i Malmø. Hendes syn ændrede farve.


Viktor var i dårligt humør. Det indbrud han havde håbet på, havde ikke kastet noget af sig. Det var i et kælderrum hvor han troede han kunne finde værdier. Men det var en joke. Der var ikke en skid, og i arrigskab havde han bare smadret hvad der var dernede. Et gammelt skab og et par slidte sommerdæk til en Volvo og en kommode hvor der lå sommertøj. Han vandrede gennem entreen i mudrede kondisko. Han lagde sit brækjern på kommoden ved spejlet inden han gik på toilettet.
Få minutter efter kom han ud. Af gammel vane ville han bare tage sit brækjern og smide det på gulvet inden han lagde sig. Det var også noget pis at han skyldte Magne penge. Han var sgu nødt til snart at få fat i nogle. Men jernet var der ikke. Han var hundrede procent sikker på at han lagde det på kommoden. Han gik ud på toilettet igen, bare for at være sikker på at han ikke havde taget det med derud. Han bandede højt og sparkede til døren. Det var der ikke. Han stod foran kommoden igen. Han så det først da han så sig spejlet, men det var Ronja der havde det i hånden.


Hun stod lige bag ham da hun tyrede brækjernet i hovedet på ham. Hun blev ved indtil han lagde sig. Han peb højt ved de første tre slag. Derefter sagde han ikke mere.
Det stoppede ikke Ronja. Hun slog til hun næsten ikke kunne løfte jernet mere. Viktors kranie var slået åbent, og det sejlede med blod og hjernemasse ud på gulvet. Ronja lagde stille brækjernet fra sig, og smilede til sig selv i spejlet. Hun gik ud i køkkenet og rullede en cigaret mere, og lod røgen fylde hendes lunger.

Man plejede at kunne høre Claes kalde på Ronja, og udstikke ordrer, mens der larmede fra Viktors værelse når han hørte teknomusik eller tysk punkrock. Men der var befriende stille over det hele. Ronja satte hovedet tilbage, og blundede et øjeblik, indtil hun faldt helt i søvn. En klar hvid måne sejlede hen over himlen, indtil et tæt lag skyer dækkede den til. Timerne trillede langsomt af sted, og den tidlige morgenstund nærmede sig. Midt i en drøm var det ikke et voldsorgie at Ronja oplevede. Der var kun fred og hvide duer, der gik rundt om en bænk hvor en svensk lykkelig pige sad og fodrede dem. Hun smilede til dem og de takkede hende, indtil de blev skræmte af en lyd. De lettede vingerne da den svenske pige blev ked af det.
Ronja kom til sig selv da en mobil ringede. Solen skinnede klart ind gennem køkkenvinduet. Den varmede hendes ansigt. Hun rejste sig og gik ind til sofabordet.
Hun greb telefonen og svarede.
- Hej det er Stina. Er Claes hjemme?
- Ja det er han da, svarede Ronja høfligt.
- Jeg ved ikke hvem du er, men kan du ikke bede ham kigge over. Han lovede at komme i går aftes. Jeg har noget vigtigt at fortælle ham.
Ronja sagde ikke noget i et halvt minuts tid. Så fik hun øje på sig selv i glasrammen ved det støvede billede. Så ændrede hendes sind sig, og alt blev rødt.
- Du kan da fortælle mig hvad det er. Jeg er hans søster, sagde Ronja iskoldt.
- Ok. Altså jeg er gået over tiden. Så måske skal han være far.
Ronja knugede kniven hårdt i hånden. Hun klemte alt hvad hun kunne.
- Ved du hvad Stina. Kan du ikke komme her og fortælle ham det selv? Det vil han blive glad for. Så kan jeg også møde dig. Det vil jeg så gerne.


Ronja havde taget en af Viktors alt for store hættetrøjer på, fordi hendes egen var sølet ind i blod. Det var hendes bukser også, men det betød mindre. Hun trådte i sine kondisko og forlod lejligheden. Hun lukkede ikke døren rigtigt. Udenfor stod der en nysgerrig genbo. Den lille fru Sørensen. Hun havde hørt en ung pige skrige på hjælp.
Fru Sørensen så Ronja forlade opgangen med en stor kniv i hånden. Hun gik forsigtigt frem og kiggede ind i entreen. Det fortrød hun bitterligt.
På gulvet lige indenfor sad Stina op af væggen. Hun havde åbne øjne og et ansigtstræk der kunne minde om forskrækkelse og rædsel. Hun blødte kraftigt fra maveregionen. Døden havde allerede indtruffet, og ramt hende hårdt. Fru Sørensen skreg og turde ikke gå længere ind i lejligheden. Hun skyndte sig ind til sig selv og tog telefonen.


På den anden side af gården stod Grethe i køkkenvinduet. Hun så sin veninde gå ud af opgangen. Hun gik med faste skridt, og det var først da Grethe satte brillerne rigtigt at hun kunne se den kniv Ronja havde i hånden. Grethe skyndte sig i tøjet og løb over på den anden side af gården. Hun piskede op ad trapperne og åbnede forsigtigt døren og gik bare to skridt ind. Hun kunne tydeligt se helt ind i stuen. Hun så dem alle tre, og forstod hvad der var sket. Da hun forlod opgangen kunne hun allerede høre sirenerne. Politiet var på vej.

Ronja var nået ned til stationen. Hun gik med raske skridt og et bittert sammenbidt ansigtsudtryk. Hun var som en rasende tiger med fråde om munden. Sneen væltede ned mens solen måtte nøjes med at kigge frem nogen gange. Der var alle farver fra de butikker der endnu ikke havde åbnet, men for hendes øjne var der kun en.

Ved et cykelstativ stod en mindre fyr og fik nogle på hovedet af en større mand. Han havde tydeligvis ikke skyggen af chance for at klare sig. Det ragede Magne langsomt hvor små de var, hvis de skyldte penge skulle de have klø inden de betalte. Han var selvsikkerheden selv. Han lå ikke under nogen. Det var ham der satte dagsorden. Han så ikke nogen nærme sig, for han vidste at ingen ville turde. I hvert fald ikke hvis de havde den mindste forstand. Hvis det var en der så rødt var det muligvis anderledes. Så havde han været på vagt.
Det lød hult da han blev ramt i nakken. Magne startede med at gå på hug. Så fik han et slag mere. Han gik på knæ og nåede at vende sig, men kun få at se Ronja stå med en kampsten i hænderne. Han røg helt ned ved tredje og fjerde slag, men det stoppede ikke Ronja. Hun satte over skrævs på ham og slog igen og igen og igen.
Den unge fyr var for chokeret til at gøre noget. Han så det bare ske. Han så hvordan blodet sprøjtede fra Magnes hoved og landede på hendes trøje. Da hun rejste sig fra ham lagde hun slet ikke mærke til, at den unge fyr stod der endnu. Hun vendte sig bare og gik hen mod stationen. På vej derhen samlede hun en stor blodig kniv op fra jorden. Den lå bare og ventede på hende.


Da toget forlod stationen var politiet allerede ankommet til lejligheden. De kom ind og så det blodige kaos der herskede derinde. Den ene betjent havde travlt med at ringe efter ambulance og teknikere. Den anden afhørte vidner, heriblandt fru Sørensen. Grethe trådte roligt hen til betjenten, der naturligvis ikke fattede hvad der var sket.
- Det handler om kvinde der fik NOK. Det er det der er sket, sagde Grethe.

Med i toget på vej ind mod København var der kun få passagerer. Der var forholdsvis stille alle steder. Det eneste man kunne høre, var to halvstore indvandreknægte, der havde travlt med at grine af de andre i vognen. Ronja var allerede kørt så langt op, at der ikke skulle meget til. Specielt ikke da en ung pige trådte ind i toget. Hun var slank og havde langt lyst hår. Drengene fik hurtigt øje på hende og nikkede til hinanden. De kørte videre ind mod byen. Der steg ikke flere på. Ikke længe efter sad de to drenge overfor hende, og begyndte at tale til hende på en upassende facon. Hun kunne tydeligvis ikke lide det og bad dem stoppe. Men det hjalp ikke.

Ronja kom bagfra, så drengene kunne ikke nå at reagere. Kun den unge pige nåede at se op og skreg da hun så Ronja komme i sin blodrøde trøje og den store kniv. Asmir var næsten 17 og en stolt ung tyrker fra Hundige, men det hjalp ham ikke. Ronja borede den store kniv gennem halsen på ham. Hans ven, Mickey skreg op og hoppede op på sædet, med det håb at det ville hjælpe ham. Men Ronja rev fat i hans trøje og boksede nærmest kniven ind gennem maven på ham. Han faldt om på gulvet, men det stoppede ikke Ronja. Hun blev ved med at gå amok med sin kniv, og de næste sekunder var et inferno af raseri og råb, og blod.
Pigen skreg og løb, og det samme gjorde de andre af de passagerer der var med toget.
Den ene løb hen og trykkede på nødstop. Det gav med det samme en reaktion hos togføreren, der stoppede alle vognene. Det var kun få meter før den næste station. De løb alle skrigende ud af vognen. Nogen med mobilen ved øret. De måtte bevæge sig ud og ned af en skrænt med nogle snedækkede buske. Ronja spekulerede ikke på det. Hun gik lige så langsomt.


Politiet var allerede fremme ved den døde Magne. Den unge fyr fortalte hvad der var sket, og betjentene var ikke i tvivl. Ronja var allerede efterlyst over det hele.

Der var roligt på de gader hvor Ronja gik, og hendes vrede var ved at vende sig til noget andet. Hun gik ganske vist med sin kniv hånden helt åbenlyst, men der var ikke mange der bemærkede det. Bilerne kørte bare forbi hende. Hun nåede til et sted hvor der var en indgang til en lille park. Hun gik ind med et roligere sind. Hun smilede venligt til en mor og hendes lille dreng der passerede hende. Hun lagde ikke mærke til at moren tog sin telefon op af lommen. Ronja satte sig på en bænk da hun fik øje på to gråspurve der ledte efter noget at spise. Hvor ville hun ønske at hun havde noget? Bare et lille stykke brød.

Rigtig mange havde efterhånden set Ronja, og hvad vej hun gik. Politiet var blevet informeret om mordene i toget og ved stationen, mens ligene af Claes, Viktor og Stina blev båret ud af lejligheden.

I parken lagde Ronja kniven fra sig. Det var koldt men det mærkede hun ikke. Hendes syn var ikke rødt mere. Det hele virkede så fredeligt. Måske havde det hele bare været et mareridt. Måske var hun først steget af toget i København for første gang lige for lidt siden. Hun kunne ikke længere fornemme den smerte, som Claes i årevis havde tilført hende. Måske eksisterede han slet ikke. Ham og hans pestilens af en søn. Der var sikkert ikke sket nogen noget. Hun kunne godt se at hendes tøj var helt rødt, og at kniven var blodig, men det kunne være så meget andet. Ronja lukkede øjnene. Hun følte sig træt, og drømte hurtigt om hendes tante og om bageren hjemme i Malmø.


Der var så stille i parken, og for første gang i flere år oplevede Ronja fred i sit liv.
Hun faldt lidt hen, og hørte slet ikke at nogen nærmede sig. Der var mange og de var ens klædt alle sammen. I uniformer og hævede våben. De stod stille i en ring omkring hende, mens en ældre erfaren betjent trådte frem. Han kaldte hendes navn flere gange, indtil hun vågnede.
Pludseligt var det hele virkeligt igen. Men hun så ikke rødt. Ronja kom til sig selv, og det gik op for hende hvad hun havde gjort. Så begyndte hun at græde. Hun rejste sig og lod kniven ligge på bænken. Hun gik hen mod den ældre betjent. Hun gik på knæ som han beordrede hende til. Hun blev lagt i håndjern. Ronja blev sat ind på bagsædet af en politibil. Den ældre sad ved siden af hende. På turen spurgte han ind til det hele, og hun indrømmede alt, og fortalte hvorfor. Ordet NOK blev gentaget flere gange, og betjenten nikkede og forstod. Ronja fik selvfølgelig en forvaringsdom på ubestemt tid. Og hun klagede ikke.

Hvor der var mørke var der også lys. En dag hvor foråret var på sit højeste, og alle blomster stod i flor, fik hun besøg. Hun kunne ikke smile bredere da hun fik øje på Grethe. Det var hendes bedste ven, og mere som en søster end noget andet. Grethe fortalte at hun netop var kommet hjem fra Malmø, og at hun havde noget med til hende. Det var mere end bare en gave, og Ronja græd af glæde da hun så de tre stykker wienerbrød Grethe havde med.
Ronja nød wienerbrødet den samme aften. Hun kiggede ud af vinduet og takkede de højere magter for Grethe. Så fandtes der alligevel engle. Livet var ikke så rødt mere.
Så havde det alligevel flere farver, og engle.