Særtog


Særtog


Man skal behandle kvinder ordentligt. En dag får de måske en dag nok.
Nok om Ronja. Nu skal jeg fortælle jer en historie om utilpassede teenagere.


Denne her historie starter en regnvåd sen eftermiddag, hvor to teenagere hang ud på et værelse, hvor hverken rod eller orden havde sin egen plads i solen. Et par autoritetsimune store tøser, hvis eneste tilfredsstillelse den dag var, at kunne se det negative i alle de voksne der var omkring dem. Hvor den ene kunne bruge timer på at klandre sin mor for, at holde igen på det månedlige tøjbudget, kunne den anden snakke et øre af, omkring den nye iPhone som hendes far ikke ville tage overarbejde for at hun kunne få. Hvad skete der overhovedet i de voksne hoveder? Tænkte de kun på sig selv? Hvad glæder var der så ved dem. Det var de to pigers generelle holdning.

På et tidspunkt måtte man tegne en streg en sandet, og sige, så var det nok. Måske var det lige præcis det, der fik det til at komme. Måske var det lige præcis det, der fik toget til at standse ved deres station den nat. Teenagernes eget revolutionære oprør. Alle de unge mennesker, der mente de havde ret til meget mere end de reelt fik. Vi har alle sammen været teenagere, og nogen af os er det endnu. Men nogen af os lærer med tiden at forstå. Ellers er der måske et tog der standser ved vores station. Hvad det er for et tog, det ved jeg ikke. Måske et særtog.

Saga og Emilie kunne godt have været tvillinger, eller mindst søstre, der bare lignede hinanden utroligt meget. De var et par buttede piger med langt afbleget hår, og alt for meget make-up. Stramme jeans, der nok skulle have været stjålet i et nummer større.


Ofte gik de begge rundt i en mindre løsthængende bluse med en udskæring, der desværre gik helt ned. Forældrene på begge sider havde bemærket det, og havde ladet et ord falde. Hvad fanden ved voksne om at se godt ud på gaden? Hvis et par forstadens store drenge kom forbi, så gjaldt det altså om at kunne sende de rigtige signaler. Det var noget af det de voksne ikke forstod, men hvad kunne man forvente?

De hang ud på Sagas værelse den eftermiddag, mens regnen tog til udenfor. Et større skytæppe havde indhyllet området, og gjort det mere end fugtigt udenfor. Det var, så det drev ned af væggene på husene og gjorde tagene blanke. Saga løftede et par nye bukser og skar en grimasse, der indikerede at hun ikke var tilfreds med resultatet.
- Prøv lige at se dem her. Min mor har købt dem i Frøkjær. Hallo helt ærlig. Det er jo ikke det rigtige mærke, og hvad rager det mig om de var billige.
- Nej, det er løgn. Har hun købt dem i Frøkjær? Min far prøvede at få mig overtalt til at gå derind, men jeg nægtede sgu.
- Hun er sindssyg. Jeg har sagt det til hende flere gange. Jeg kommer aldrig til at bruge de bukser. Kunne du se Thomas eller Dennis så mig i dem?
- Ja eller Johnny. Det ville bare være herre nederen.
Saga kylede de nye bukser over i en tøjbunke i hjørnet.
- Dem kan hun sgu selv gå med.
Sagt i en hånende tone, fordi hun vidste at det ville være umuligt.

Sagas mor var en lille tynd kone midt i fyrrene. Hendes kinder hang og øjnene var trætte. Hun brugte ikke make-up da hun ikke mente at det var et nødvendigt onde hun havde råd til. En smule farve i ansigtet havde ellers kunne gøre godt i det triste ansigt.


Hun var bleg, og lignede ind imellem et spøgelse med grå tindinger. Birgittes eget tøj, der var indkøbt i diverse genbrugsbutikker, hang på hende. Der var end ikke behov for en BH i de mindste størrelser. Ryggen var begyndt at blive krum, og huden på hænderne var ru, efter flere års arbejde med rengøring og hænderne i vand. Birgitte kunne bruge flere timer foran det lille fjernsyn i stuen. Enten på at ryge hjemmerullede cigaretter, mens hun drak billig kaffe, eller på at tage en lur efter at have været tidligt oppe på arbejde. Hun var slidt og kunne ikke skjule det. Hun havde det lille fjernsyn, fordi det store skulle hænge inde hos Saga. Birgitte var ikke bare alene, efter at manden var skredet hjem til Jylland igen, hun var også ensom.

Saga stod midt på gulvet i værelset og dansede vuggende med underlivet, mens fjernsynet var skruet en ekstra tand op på en musikkanal, der fodrede alle de unge med de nyeste toner. Emilie sad og roede med sin BH for at få hævet sine bryster. Den kunne strammes bagtil, så den ville hæve hendes forholdsvis lille barm. Den skulle jo gerne være til at få øje på, efter hendes mening.
- Det er godt nok et lortevejr i dag, men skal vi ikke hænge ud nede ved stationen i aften? Måske kommer der nogle drenge der, råbte Emilie.
- Det kan vi godt, svarede Saga, der ikke havde bemærket at det bankede på døren.
Bag hende gik døren op, og hendes mor kom til syne.
- Kan du ikke skrue lidt ned Saga? Jeg vil gerne ligge lidt, kom det i en bedende tone.
Saga så koldt på sin mor og viftede hende ud igen med hånden.
- Hvad tror du selv?
Hun skubbede døren i, uden at bemærke morens fugtige øjne.
- Skal vi ikke bare skride nu? Jeg magter hende ikke i dag.
Ikke længe efter forsvandt de ud af døren. Saga smækkede med døren, og hørte ikke sin mor spørge hvornår hun kom hjem. Traditionen tro, måtte Birgitte gå ind og slukke pigens fjernsyn for at få lidt ro.

Pigerne gik igennem kælderen for at spare deres helt ens nylonjakker for regnen.
De boede i samme ejendom ikke langt fra hinanden.
- Jeg hader kældre, udbrød Emilie.
- Lad nu være med at være sådan en tøs. Der sker ikke noget hernede. Der står allerhøjest en sut og drikker. Det er sgu det eneste.
- Har du aldrig mødt ham den tykke vicevært, der bor ovre i nummer otte? Han glor altid sådan efter mig. Han er sgu lidt ulækker.
- Ja han er godt nok klam. Det er rigtigt.
Saga gik fra at være den modige, til den usikre på et splitsekund. Hun sørgede hele tiden for at lyset var tændt i kælderen. Hun hadede hvis det gik ud. De så Emilies opgang nærme sig og løb det sidste stykke. Oppe på første sal blev døren skubbet op, og efterfulgt af et råb gennem lejligheden.
- Det er mig!
Ingen af pigerne kunne høre det, men der lød et suk inde fra stuen. Emilie stak hovedet ind i stuen.
- Får jeg så den iPhone eller hvad?
Hendes far vendte sig og så på hende, og så rystede han på hovedet.
- FUCK DIG! Du ved hvad det betyder for mig. Vi skrider igen.


Emilie boede med sin far, Mads. Hendes mor var stukket af for år tilbage, med en sydlandsk langturschauffør. Mads arbejdede som lagerarbejder i elektronikfirma. Han var på deltid da knæene ikke rigtig ville følge med mere. Han havde rundet et halvt hundrede år året før, men hans økonomi mindede temmelig meget om Birgittes. Der havde ikke været penge til at holde noget. Emilie trængte til nye bukser, sagde hun.
Han havde forsøgt at få hende til at gå i Frøkjær, men hun havde nægtet. Det var ikke lige nemt hver gang. Det var mere end svært at få det til at hænge sammen, og ofte måtte han tage overarbejde, for at få lidt mere udbetalt til den første. Det var en stakket frist. Det vidste han også godt. Der var alligevel aldrig penge nok. Emilies krav blev efterhånden større og større, og han kunne ikke følge med. Mads vidste også at han var ved at tabe den kamp helt på gulvet. Datteren forlangte forkælelse, og han kunne ikke altid indfri hendes dyre ønsker.


Johnny var en lang ranglet knægt på 16, der boede hos sin mors moster og onkel. Han skulle have været en plet på lagnet, men lige præcis denne celle satte sig fast. Hans mor, der ikke var meget mere end 15 år ældre end ham selv, kunne ikke tage drengen. Hun afleverede ham til sin moster. Så tog hun elevatoren op i højhuset, og stod af på øverste etage, og sprang. Johnny havde et vanskeligt sind, ligesom sin mor. Han var ikke en af guds bedste børn, og vidste og viste det med stolthed frem. Han var ikke bleg for et godt slagsmål, når muligheden bød sig. Johnny lod gerne knytnæverne tale før han selv begyndte en diskussion. I en diskussion ville han ofte tabe, men i slagsmålet var han mere på hjemmebane. Hans langede fedtede hår sad klistret til hovedet på ham, mens han rev og flåede i en cykel for at få låsen af. Regnen piskede ned af over ham, mens han bandede højt og sloges med cyklen. Den var reelt for lille til ham, men det var en lækker mountainbike der stod alene ved skolen og det var ikke nødvendigt når han skulle have den. Hvad ragede det ham, at en eller anden lorteunge ville savne den han kom ud fra fodbold? Det indendørsstævne kunne de stikke skråt op. Det kunne de også med skolen, hvis det stod til Johnny. Brænd lortet ned. Måske skulle han selv gøre det en dag. Så var han også fri for, at skulle gå i klasse med de andre idioter fra hjælpeklassen. Det var ikke noget han var stolt af, men det var nødvendigt. Drengen der ejede cyklen kunne have ladet den blive hjemme. Nu tilhørte den i hvert fald Johnny. Han fik låsen af og brølede et sejrsbrøl, der kunne høres på afstand.


Thomas var en anelse ældre. Han havde allerede rundet 18. Han havde sågar været rundt om detentionen et par gange. Han havde også fået datoerne tatoveret på overarmen. Så der stod det skrevet med skæve bogstaver, lavet på et værelse med en enkelt nål og noget blæk, efter at han havde bappet på en chillum med noget ristet tobak. Thomas var en stor bred fyr, med et par gevaldige overarme, der gjorde ham, ikke så lidt frygtet i området. Det var ikke fordi han havde været i så mange slagsmål. Ganske få. De andre unge havde mere travlt med at byde ham cigaretter og øl, hvis de havde. På den måde kunne de holde ham på afstand. Ingen ville lægge sig ud med Thomas. Thomas havde sin egen stil på flere områder. Han var karseklippet og bar altid sine uundværlige sorte læderbukser. Som om Thomas ikke var bred nok, så gik han altid rundt med et par ekstra trøjer, inder under sine slidte cowboyvest, der var klistret til med diverse MC mærker.


Dennis var en tredje af områdets unge med et plettet ry. En ung fyr på 17, der trofast fulgtes rundt med Thomas. Man så dem altid sammen. Det var ikke fordi Dennis var bange for Thomas, men han respekterede ham, og så lidt op til ham. Han kunne lide hans stil. Dennis var tidligere amatørbokser, og havde haft en lovende fremtid, hvis det ikke var fordi at fristelserne rakte sine lange arme ud efter ham. Modsat de andre, kom Dennis fra et godt og solidt hjem. Han boede med sine forældre og sin lillesøster, der var et år yngre. Begge forældre havde fast arbejde, og tjente mere end gennemsnittet. Der var bare det, at Dennis aldrig var hjemme.
Den tidligere så dygtige bokser, var et hit blandt områdets unge piger. Han havde det der skæve smil, der kunne gøre dem bløde her og der. Modsat Thomas og Johnny, var Dennis en ivrig danser til festerne i området. Hvis nogen lagde lokale til, var han den første til at hive en pige med ud på gulvet.
Noget der til gengæld kunne gøre Thomas og andre unge fyre misundelig, var den store tatovering af en slange, som Dennis havde fået lavet på ryggen. Den fyldte stort set det hele, fra nakke til lænd. Hans forældre havde ikke set den endnu. Han kendte konsekvensen, for de ville blive rasende, og vise ham døren.
Noget andet de heller ikke vidste besked om, var den unge fyr fra nabokommunen som Dennis følte sig provokeret til, at gå løs på. Han havde smilet til hans lillesøster. Dennis kunne ikke tage det. Han havde en beskyttertrang når det gjaldt hende.


Han skulle ikke nærme sig. Det tændte en uventet flamme i Dennis. En aften da den unge fyr var på vej hjem fra en fest i nærheden, dukkede Dennis op. Han hev fyren med ind i en port. Det forlød at Dennis brugte det meste af en time på, at gennemtæske den unge fyr. Da han blev fundet senere den nat, var han dybt bevidstløs. Der var flere knoglebrud i ansigtet og knuste ribben. Mærkerne i ansigtet viste tydeligt, at der var blevet brugt noget der kunne minde om et knojern. På drengens hvide T-shirt, var der aftryk fra en soldaterstøvle. Det var et brutalt overfald, og politiet havde ingen mistænkte, men det havde resten af nærområdet. Ingen sladrede, for de kunne alle sammen mærke hans vrede den aften. Dennis fik sit ry. Ikke uden grund.

Ry og rygter kunne spredes som en hvirvelvind i en storm. Alle havde hver deres at værne om. Om det var tre knægte, med hver deres baggrund og urolige sind, eller om det var to teenagepiger, der styrede deres egne regler, og hvis forældre ikke magtede dem mere, fordi de drev dem til vanvid. Så gik lige præcis de fem en uventet nat i møde. En nat der ville skabe en retfærdig ny virkelighed.


Hans-Henrik ville fylde 15 i den førstkommende weekend. Alene det ville kunne glæde hans ungdommelige tankegang, og starte en altædende bølge af rus der flød gennem kroppen på ham. Han kunne allerede se sin tykke tante og lille onkel på trappen foran villaens hoveddør og smile til ham når han åbnede døren. Eller mærke sin mors bløde hænder, når hun smilende strøg ham på kinden, og lod sin hånd køre gennem håret på ham. Intet ville varme ham mere, end når hans far greb ham i armene og krammede ham grundigt, fordi det gav ham en følelse af beskyttelse mod alverdens farer.
Hans-Henrik var en familiedreng. Han hang ikke synderligt meget ud med andre unge, eller nærmest slet ikke. Han var en anelse infantil, og kunne godt virke en smule feminin i sine bevægelser. Det var hans dybe hemmelighed, at han da også havde haft et par eksperimentelle oplevelser med en dreng fra parallelklassen. De var unge og der var ikke lagt følelser i det, men for Hans-Henrik havde det åbnet en dør til en helt ny verden, han kun havde hørt om.


Det var mørkt og regnen gjorde det ikke lettere at se noget. Et par af gadelamperne nede ved stationen var gået ud. Det var Johnnys værk. Han yndede den slags, fordi han kunne. Han havde mistet interessen for den stjålne cykel. Måske primært fordi den var for lille til ham. Han bandede den af helvede til, og kylede den gennem grønthandlerens vindue ved det lille butikstorv, der lå ved stationen. Johnnys racistiske holdning til folk med en anden hudfarve, havde gjort udslaget af hvilket butiksvindue der skulle smadres. Hans humør var på det jævne, og han stod i skyggen og ulmede. Det skulle gå ud over nogen.

Det sidste tog kom og forsvandt, og uret rundede midnatstimen. Der var kun to passagerer, og de stod af. Thomas og Dennis. De skulede mod himlen da de trådte ud af stationsbygningen.
- Fuck, et lortevejr, råbte Thomas.
Dennis pegede over mod porten og de begyndte at løbe.

Saga og Emilie gik hurtigt gennem bygerne. De var allerede drivvåde, og det huede dem ikke særligt godt. De stramme jeans var ikke bare stramme mere. De var klistret fast til lårbasserne og de fyldige baller på dem. De håbede vitterligt og inderligt at der ville ske noget spændende den aften, ellers ville turen være spildt, og ingen af dem, havde det store ønske om at tage hjem igen. De nåede det lille butikstorv hvor der var en smule læ.
- Åh ja, se lige grønthandlerens vindue. Det er smadret.
- Det har jeg også tit haft lyst til.
- Hvorfor?
- Fordi de er fucking perkere.
- Nå ja. Så kan jeg heller ikke lide dem.


Det var i det skæbnesvangre øjeblik, at Hans-Henrik kom cyklende i sin egen verden, gennem vandpytterne. Hans ænsede ingenting, og rettede bare på sin cykelhjelm mens han var på farten. Hans-Henrik ramte mørket mellem de to ødelagte gadelamper.

Ti minutter tidligere mødtes de fem unge i porten. Johnny var rastløs, og pralede af sit cykelkast, mens han sparkede til en våd cigaretpakke så den landede ude i regnen.
- Pis! Det var mine sidste smøger.
Emilie så det som en chance, og skyndte sig at tilbyde ham en fra tasken. Johnny tog hele pakken, og Emilie smilede bare usikkert. Saga stod tæt på Thomas og rev ned i sin bluse, for at fremhæve sin udskæring. Thomas var ligeglad. Dennis stod og hoppede på stedet.
- Skal vi ikke lave noget? Her er dødssygt. Ellers skrider jeg hjem til de gamle.
- Jeg har lyst til at smadre en eller anden, bare fordi, sagde Johnny.
- Det kan jeg godt forstå, sagde Emilie og håbede på hans blik bare på de ord.
- Der er ikke nogen her. Her er ikke en skid, råbte Thomas.
- Bare der var.


Saga vidste ikke selv hvorfor hun sagde det. Vel nok mest fordi det var et ønske fra hendes drømmeprins.

Ingen af de to piger kunne prale af deres intelligens, eller af deres udseende for den sags skyld, men hvis de kunne opmuntre drengene til noget voldsomt, og gerne kriminelt, så var det tydeligvis nattens mission. Så da Hans-Henrik et par minutter efter kørte ind i mellem de to knuste gadelamper, var deres lykke gjort.
Det tændte dem som et stykke papir på en glødende kogeplade, uden at det havde nogen årsag. Hans-Henrik havde ingen skyld i noget, men det var ligegyldigt. Det var vold for voldens skyld. Om det var Dennis der bare rakte en arm ud, eller om det var Thomas der slog først. Det havde ingen betydning. Hans-Henrik blev slynget til jorden, og han skreg. Han ramte den våde cykelsti med et brag, og brækkede hånden da han tog af. Det første spark kom fra Johnny. Han svingede sin støvle af sted mod Hans-Henriks hoved, og ramte ansigtet. De tre drenge kastede sig over ham som vilde løver over en zebra. Det var ikke for sult. Måske mere for at få styrket deres ry. Uden at det gav nogen mening, og uden at det gjorde noget godt for de tre alfaer, stod Saga og Emilie og heppede på dem.


De stoppede ikke før Hans-Henrik lå helt stille, og ikke spjættede mere. Johnny var nærmest forpustet, mens Dennis var mere irriteret over at drengen havde blødt på hans nye bukser. Thomas brølede som en gorilla efter endnu en sejr. Saga gik frem og så på Hans-Henrik, og sparkede ham hårdt på benet.
- Du har altid været en bøsserøv.
Emilie stod tilbage og håbede at det var hende der havde gjort det. Hun måtte nøjes med at spytte på ham.

Vejret satte ind med et lyn, efterfulgt af et buldrende drøn af en torden. Emilie så mod himlen, og kunne i grunden ikke særlig godt lide det. Hans-Henrik fik lov til at blive liggende, mere død end levende, alt imens de fem unge begav sig tilbage til porten.


Saga nød, at Thomas tog hende hårdt på brysterne og kyssede grådigt med tungen.
Det gjorde ondt, og Thomas havde ikke børstet tænder de sidste fjorten dage, men det var Thomas, så Saga lod det ske. Endnu et lyn efterfulgt af et brøl fra himlen, med kun et sekunds mellemrum.
- Det er ikke ret langt herfra det slår ned, sagde Dennis.
Den eneste af de fem, med en smule hjernekapacitet. Emilie holdt vejret, og greb alt det mod hun havde, inden hun stillede helt hen til Johnny. Måske ville hun ikke få chancen igen, så hun tog sig til hjertet og forsøgte.
- Vil du kysse, spurgte hun med en lillepigestemme.
- Nej tak. Fy for helvede, lød det prompte svar.
Emilie var lige ved at ryge bagover da han svarede, men han tog fat kraven på hende.
- Men du kan da godt give mig et blæs.
Det var ikke af lyst og vilje. Det var fordi det var ham. Det store lys på ungdommens himmel. Det var kun derfor, at hun langsomt gik ned på knæ.


Ud af absolut ingenting, kom det trillende ind på stationen, som et stort dampende eksplosivt uhyre, forfulgt af tæt røg og damp, der fuldstændigt omsluttede det.
Et par rotter, der i nattens mulm og mørke havde listet sig frem og kravlet op på skinnerne, blev lynhurtigt mast af de tonstunge store hjul. Det hvinede, hylede og bragede da det stoppede, inden det lukkede luft ud, der kunne lyde som verdens største tyr der åndede tungt. Et stort lokomotiv fra fordums tid, trak en godsvogn, hvor sidedørene knirkende blev trukket til side.


Thomas slap Saga og skubbede hende væk da endnu et lyn flækkede himlen og lyste området op. Han fik en fornemmelse af, at nogen stod og så på ham. I det korte sekund lynet kastede lys fra sig, så han en stribe skikkelser foran dem. Han nåede ikke at se så meget, andet end at de var mørke, og stod ude i regnen. Johnny så ikke noget, for han stod længere inde i porten og stønnede. Dennis var uforberedt, og kunne bare mærke et ryk i kroppen på ham. Han stod stille og kiggede chokeret på Thomas. Thomas gik frem mod sin kammerat, men idet samme hørte han Dennis udbryde en umiskendelig lyd, der ikke mindede om noget han havde hørt før. Dennis vaklede på benene, inden hans brystkasse og bluse farvedes rød. Det var ikke noget skarpt eller spidst, der kom til syne midt på kroppen af Dennis. Det var derimod en sort hånd, der unaturligt gennemborede ham. Hånden blev trukket ud af den unge mands krop, med hans hjerte, der ikke pumpede blodet rundt mere. Dennis faldt slapt til jorden, med åbne øjne. Saga skreg, så Emilie blev forskrækket og bed til, og så skreg Johnny.

Endnu et lyn, og flere sorte skikkelser dukkede op. En af dem gik frem og greb Thomas om halsen. Den løftede ham som den største lethed, til trods for, at Thomas havde noget vægt. Saga skreg stadig da hun så sin prins blive kastet hen midt i flokken af alle de sorte. Tre hurtige lyn efter hinanden, gav Saga syn for sagen da hun så Thomas blive revet i flere dele.


Et tordenbrag og mørke i et længere stykke tid. Saga stivnede og havde ikke mere luft i lungerne. Hun turde ikke røre en muskel, og håbede det hele var et mareridt. Johnny sad på knæ ved siden af Emilie og ømmede sig højlydt. Da en række lyn fór hen over dem, kunne Saga tydeligt se de sorte. De var ikke kun skikkelser i mørket. De var klædt i laser og pjalter, og stank råddent af død fra en anden tid. Nogen af dem var bundet ind, for at kunne holde deres kropsdele sammen. Huden var skallet af flere af dem, og man kunne skimte deres kranier. De var ikke længere menneskelige, og de var ikke længere døde. De var et sted midt imellem, og havde en retfærdig opgave. Her kunne de bruges.


Lynene forsvandt mens Emilie brækkede sig. Hun havde ikke set noget. Saga så det hele og ville løbe, men i hvilken retning? De var over det hele, og ville næppe bare lade hende løbe hjem. Selv om det var lige før at hun savnede sin mor, trods alt. Stærk som en skruetvinge, var der en arm der tog hende om halsen. Den klemte hende mens hun forsøgte at skrige ud i mørket. Den blev ved med at klemme til huden sprang, og hovedet blev delt fra kroppen.


Johnny kom på benene, og startede med at sparke Emilie. Hun faldt bagover og beklagede sit uheld. Johnny vaklede hen mod portens åbning, med en ulidelig smerte i skridtet. Han ville aldrig have indrømmet det, men et par tårer trængte sig på. Så ondt gjorde det at blive bidt. Han kunne ikke se dem stå og vente på ham ude i den mørke regn. De var der, flere end før, stod de bare der og ventede på ham.
Emilie kunne ikke se hvad der skete, men hun hørte ham skrige. Han skreg i smerte, men ikke som før. Hun var også ligeglad med ham nu. Han var et svin i hendes øjne.
Der var så stille rundt omkring hende. Ikke en eneste lyd nåede hendes ører, selv om hun lyttede. Hun kunne heller ikke se ret meget. Faktisk ingenting. Hun kaldte på Saga, men fik ikke noget svar.
- Jeg gider eddermame ikke at være her mere. Det er hundrede procent.
Hun skulle til at rejse sig da nattens sidste lyn oplyste stedet.
De stod ind over hende, mange af dem. De så ned på hende med lysende neongrønne øjne. De viste tænder og hviskede noget umenneskeligt ned mod hende. De var lige op over hendes ansigt, og da lyset forsvandt angreb de. Emilie skreg et langt skingert skrig, der måtte kunne høres på lang afstand. Da de sorte skikkelser var færdige, blev der stille. Resterne af de fem, blev slæbt med op til godsvognen, hvor andre sultne sorte gespenster ventede på nattens måltid.


Tiden var gået i stå, og uret stod stadig på midnatstimen. Hans-Henrik kom til sig selv og satte sig op. En stærk hånd tog fat i ham og hjalp ham helt op at stå. Han havde ikke en skramme. Heller ikke nogen smerter.
- Tusind tak skal du have. Jeg må være faldet i den fart. Hvor er jeg klodset.
Hans-Henrik vendte sig og ville give hånd, men der var ikke nogen. Han nåede kun at se toget forsvinde, og kiggede på sit ur.
- Nå, det må da være det sidste tog. Så er klokken også mange, og jeg må hjem.
Han satte sig på cyklen og fortsatte sin tur.

Kort efter lyste de to ødelagte gadelamper igen, og regnen stoppede. Grønthandlerens vindue var ikke længere smadret. En lille dreng fandt sin cykel nede ved stationen dagen efter, hvor han havde glemt at han havde sat den. Der var ingen spor af de fem unge, og der var heller noget savn. Sagas mor, Birgitte begyndte at gå på café sammen med en der hed Mads.


Toget buldrede videre på andre spor. Det eneste man kunne høre, ud over den store motor fra lokomotivet, var de sorte gespenster fra godsvognen, der gnaskede sig igennem fem håbløse teenagere.

Du må hellere kigge efter, hvis der en aften kommer et særtog på din station.