Søen

Søen

En efterårsdag i 1959 – i den lille by, Churchville i staten Maine.

 

Laura så sig omkring, mens Johnny ledte efter bilnøglen. Ingen af dem sagde noget. De turde knap nok trække vejret. Deres øjne var låst fast på vejen.

Byen lå øde hen. Lige så død som den sidste uges tids ofre.

Antallet af indbyggere, var dalet betydeligt.

Laura turde kun tænke tankerne, hun sagde det ikke højt. Find nu de skide nøgler! Den vender tilbage. Før eller siden står den der igen. Skynd dig for helvede!!!

Johnny fumlede i lommen på sine slidte jeans. Hans zippolighter lå i vejen.

Hans hånd roede rundt, og det kastede straks en mindre klirrende lyd af sig.

De så på hinanden, og begyndte at ryste.

Laura rystede på hænderne mens klumpen i halsen trængte sig på.

Hun tog fat i Johnnys hånd og klemte den hårdt. Hun borede neglene i hans håndryg, så det kunne ses med røde mærker, og på den unge mands sammenbidte ansigtsudtryk. Det smertede, men han sagde ikke noget, turde end ikke hviske.

 

Endelig fandt han nøglen. Angsten gjorde ham usikker som aldrig før.

Skyerne rullede langsomt hen over himlen. De efterlod et tyndt lag, der straks gjorde himlen mørkere. Eftermiddagen nærmede sig tidligt aften. Efteråret var køligt.

Men et sted i den mere eller mindre døde by, var der noget, hvis hjerte var koldere end de koldeste nætter på Antarktis.

Dets øjne, der mest af alt virkede udtryksløse, hvilede sløvt på det gamle egetræ, på hjørnet af Millers og Stark, hvor Dannys lille kiosk lå lukket og slukket og forladt i hast.

 

End ikke skiltene med dagens avisforsider var tilbage i butikken.

De stod efterladte på fortovet foran glasdøren.

Budskabet var det samme som for en uge siden. ”Vi er i krig i Vietnam”.

Det var den lokale sprøjte, der reklamerede for verdens nyheder, og hvad der end måtte ske af små fortrædeligheder i byen og nærtliggende egne, der alle omringede den store dybe sø, der ikke bar noget navn. Den kaldtes kun ”Søen”.

 

Johnny havde fået sat bilnøglen i. Han og Laura stirrede ud af forruden idet han forsigtigt drejede nøglen. Den fik fat, og den gamle Ford brummede.

Johnny takkede Gud. En gud han var begyndt at tro på, inden for den sidste uges tid. Laura turde ikke, men ville så gerne fremtvinge et smil, for Johnnys skyld.

Bilen havde ikke stået i tomgang i mere end ti sekunder, da noget andet skinnede i øjnene. Det lyste kraftigt, og begyndte at bevæge sig.

I det samme landede en stor sort krage på kølerhjelmen af den gamle Ford.

Laura skreg, og Johnny tissede i bukserne af skræk.

 

En sensommerdag i den lille by Churchville i staten Maine – 50 år efter.

 

Zack stod alene og så ud over søen.

Der var stille på denne tid af året, ikke så meget af det rige fugleliv som tidligere på sæsonen.

Flere af de omkringliggende skove var ved at skifte nuance til det kommende efterår. Den smukkeste årstid, ifølge lille Zack.

Han var en "voksen" lille mand at se på, til trods for sine bare ni år.

Men livets hårde prøvelser, havde allerede sat sine mærker i sindet på den lille dreng.

Han var kun seks, da hans far kørte galt på sin motorcykel, og blev dræbt på stedet. Moderen, som han elskede af hele sit hjerte, og som var det kærligste og mest smilende menneske, der i øvrigt lignede en engel, fandt en ny mand, Richard.

 

Zack og moderen forlod New York, og flyttede ind i Richards hus, i den lille by Churchville.

Til at starte med, var det hele som en drøm for Zack.

Der var smukt i den lille by, der i øvrigt var omgivet af en skøn natur.

Det tiltalte drengen meget.

Richard behandlede dem godt - til at starte med. Han spillede bold i haven og tog Zack med ud på søen for at fiske.

Richard havde også en søn, Damon. Han var seks år ældre end Zack.

Han var en del større end Zack, og nærmest fedladen. Han havde langt sort og fedtet hår. Han lyttede konstant til tysk dødsmetal, af den slags der kun omhandlede døden og livet i helvede. Uden at nogen alligevel kunne høre og forstå diverse bands tekster.

 

Damon var næsten altid klædt i halvlange jeans, til lige under knæet.

De var mere end slidte, og hang altid midt på hans lidt for store baller.

Han gik rundt med hvide T-shirts, hvorpå han selv havde skrevet budskaber og tegnet kranier med lysende øjne.

Over sig havde Damon, uanset vejret, altid den gamle sorte læderjakke, med et skævt og umoderne grimt klistermærke af en ørn på ryggen.

Men Damon var ikke alene om at se sådan ud. De var en lille gruppe på tre halvstore knægte, der førte sig frem, som om de ejede noget der var større end deres selvtillid. Men de ejede ikke noget. Det eneste de havde til fælles, var forældre der var ligeglade.

Da Zack var næsten syv, blev hans mor syg.

Først tog Richard sig af hende, som en omsorgsfuld ægtemand. Det tog senere af.

Zacks engel, hans mor, nåede ikke at opleve drengens otte års fødselsdag.

En kræftsvulst der blev opdaget for sent, tog livet af hende.

Det knuste fuldstændig den lille lyshårede dreng med de store bløde krøller og de klare blå øjne. Hele Zacks verden væltede. Der var ikke nogen tilbage til ham.

Han havde ikke nogen bedsteforældre, hverken på den ene eller anden side.

Han havde kun Richard og Damon, og de hang ufrivilligt på ham.

Ikke noget af det passede nogen af dem særligt godt.

Richard begyndte at ændre adfærd overfor Zack.

Han viste sit sande ansigt, fra det ene øjeblik til det andet. Han blev en tyran, som hadede Zack mere end noget andet. Måske fordi Zack mindede om sin mor.

 

Zack blev den lille hjælper i huset. I sin unge alder, blev han den der vaskede tøj, vaskede op efter aftensmaden, støvsugede og i det hele taget passede huset.

Damon løftede ikke en finger.

Hvis Zack tillod sig at spørge om hjælp, og det havde han prøvet et par gange, fik han fingeren af Damon, mens Richard løftede ham i kraven og lovede ham tæsk, hvis han ikke kunne klare det selv.

 

Zacks eneste lyspunkt, var naboens store datter, Brenda.

Hun var sytten og allerede en ung dame at se på.

Hun var køn med sit lange glatte brune hår.

Hun var høj og slank og velbygget af sin alder.

Hun var ikke bange for Damon og hans venner, for hun var ældre end dem.

De havde råbt efter hende et par gange, men Brenda kunne verbalt slå fra sig.

Damon var kommet hjem en dag med en ildrød kind. Zack måtte gøre alt for at skjule et smil. Han vidste godt, at Brenda havde pandet Damon en.

 

Det der havde irriteret Damon mest var, at han ingen støtte havde i sin far.

Han var rødglødende af raseri. Det skulle gå ud over nogen, og der var kun én.

Zack havde siden hans mor døde, grædt flere tårer end der var stjerner på himlen. Savnet var uhelbredeligt stort. Der var ikke så mange smil tilbage på den lille kind. Kun hvis han på en solskinsdag mødte Brenda, følte han en vis lettelse, og glæde.

Hun så sorgen i drengens trætte øjne, og trøstede så godt hun kunne.

Der var ikke en aften, eller en sen nat, hvor Zack ikke var gået i seng, totalt udmattet efter den lange dags strabadser, hos sin tyranniske stedfar og hans væmmelige yngel af en luddoven søn.

 

Ofte måtte han blive væk fra skolen, for at kunne nå alle sine pligter i hjemmet.

Det medførte breve fra skolen, om Zacks pjækkeri.

Så var der bare én grund mere, for Richard til at true drengen med alverdens ulykker.

Damon og hans venner pjækkede fra skole hver dag, stort set.

Zack vidste det godt, men gud nåde hvis han sladrede på skolen, eller til Richard. Han turde ikke. Han levede sit eget lille miserable liv, uden smil og engle.

Når han kunne stjæle lidt tid for sig selv, løb han ned til søen, og græd sine tårer.

Her sad han ofte, og savnede sin engel - sin mor.

 

Zack samlede en sten op og kastede den i vandet. Han var ikke god til smut, og den plaskede kun én gang. Han fandt en anden og gav det en chance til.

Ikke for at opnå de svære smut, men fordi vreden kogte i hans lille hoved med alle de unødvendige voksne tanker.

Han bandede aldrig. Det lå for dybt inde i ham og i hans opdragelse.

Man taler ordentligt, sagde hans mor ofte. Han lyttede, lærte og tog det til sig.

Sommerens sidste varme uger gik langsomt.

Damon havde i nogen tid løjet sig syg overfor sin far. Han blev liggende i sengen, når Richard kørte af sted om morgen for at arbejde på stålvalseværket, der lå i udkanten af byen.

Det medvirkede ofte til, at Zack blev vækket på den mest ucharmerende måde af den mest ulækre stedbror man kunne forestille sig.

Den lille dreng på ni år, vågnede med et gevaldigt tryk på brystkassen.

Det viste sig at være Damon der satte sig på ham.

Han ræbede kraftigt mens han lo hæst. Han tog fat i Zacks næse og klemte til.

- Når jeg slipper dig om lidt, kan du lugte at jeg har slået en skid.

Han rejste sig fra Zack, og straks efter bredte der sig en kvalmende stank.

Den smule han havde kunnet spise dagen før, var på vej op. Han kunne mærke hvordan blodet forlod hovedet. Det begyndte at køre rundt for ham.

Det snurrede og snurrede. Alt i hans lille loftrum lettede og blev kastet rundt.

Det flimrede for hans øjne, inden den sure smag og lugt af bræk viste sig for ham.

Det kom uden varsel. Med en hidtil ukendt fart fløj det ud af ham.

Det lod sig lande lige midt på Damons ildelugtende, svedige, beskidte og forhenværende hvide T-shirt.

Damon stod stille og stirrede ned ad sig selv.

Så løftede han hovedet og så ondt på Zack.

Blikket sagde mere end ord kunne beskrive.

 

For første gang i sit liv, havde den lille lyshårede dreng lyst til at bande på vej til skole. Han sparkede til alle de småsten han kunne på vej hen til skolebussen.

Han så vredt ned i jorden. Det var ikke bare uretfærdigt, for han havde ingenting gjort med vilje. Det var provokerende vold, fremskyndet af et øjebliks ildebefindende.

Det var strengt og ganske simpelt ikke rigtigt, det der var sket.

 

Murermesterens yngste søn, Martin, stod og ventede på ham ved bussen.

De var ikke venner og havde ikke meget til fælles, men de kunne tåle hinanden.

Martin så på Zack og undrede sig.

- Hvad søren er du rendt ind i, kunne han ikke lade være med at spørge.

- Ikke noget. Jeg er gået ind i en dør, løj Zack.

Han løj helt bevidst. Det var han blevet truet til, og havde dog alligevel fået en af Damons hårde næver på kinden, lige under øjet. Det var gult og sort og ømt.

Det var tydeligt, at det ikke passede, men Martin var høflig nok til ikke at spørge mere. Zack havde aldrig været god til at lyve, men lige her og nu var det altså den besked de måtte nøjes med.

Alle så drengen, men ingen så kragen i træet, der fulgte alle hans bevægelser.

Churchville var en søvnig lille by med stålvalseværket som største industri.

Det var leveringsdygtig af stål til det meste af den amerikanske østkyst.

Byen var omkring to hundrede og halvtreds kvadratkilometer stor, når alt var talt med.

Både marker, enge og de forskellige skovområder, der lå som halvstore pletter på landkortet.

Et mindre bjergområde dækkede det meste af sydsiden på byen, hvorfra man med en god kikkert kunne se hele vejen til Portland.

Churchville havde én hovedgade, Stark, og en del små sidegader.

Der var ikke mere end små femten hundrede indbyggere, der alle var tilflyttere.

De var ankommet i en lind strøm inden for de sidste tredive år.

På den måde var byen forholdsvis ung.

Churchville fik nyt liv da en ung entreprenør, Francis Robert havde fundet den efterladte ferieby, som han troede det var.

 

Ud over sit eget hus, havde han bygget rådhuset, der prydede den ene ende af hovedgaden. Den smukke store røde bygning med glaseret tegl på toppen, og den forholdsvis nye kirke i den anden ende af byen.

Francis nåede ikke at se kirken blive indviet, før en blodprop i hjertet satte stopper for hans virke i byen. Han blev seksogtres og efterlod sig en kone, to døtre og tre børnebørn. Det ene barnebarn var sytten år og hed Brenda.

 

Byens overhoved var borgmesteren.

Han var tidligere sherif fra Chicago, Peter Jones.

Han var stolt af sit erhverv og sin by, som han altid yndede at kalde den.

Hans udseende var som at se en aldrende Robert Duvall i spejlet.

Han bar sin brune bløde Stetson hat, der gav ham det sidste look af en gammel sherif, fra dengang landet var meget yngre.

Den sad lidt på skrå, og med hans uundværlige cigaret i mundvigen, manglede han kun seksløberen og krikken. Så var alt på plads.

Der var nu ikke så meget at lave for myndigheden i byen. Der var kun én lille bank, der aldrig havde haft et røveri. Der var kun én restaurant, hvor byens ældre indbyggere som regel mødtes til deres morgenkaffe, og en sludder om byen, livet, og hvad deres sidste år ellers havde at byde på.

Man kunne sidde over kaffen på caféen, eller få sludderen over hækken.

Det hele gik sine egen langsomme gang i Churchville.

Solen stod op hver morgen, efterfulgt af månen om aften.

 

Stålvalseværket var den største industri i Churchville.

Det var ejet af en lille samling investorer, med Charlie Watson i spidsen.

En tidligere oliemagnat, der ønskede at investere nogen af sine mange millioner i noget nyt.

Han boede kun i byen om sommeren.

Resten af året styrede han sine forretninger fra sit kontor i Los Angeles.

Det var sensommer, og Charlie residerede stadig i sin fem hundrede kvadratmeter store bjælkehytte, der lå et kvarters kørsel fra hovedgaden, ikke langt fra søen.

Den lå så tæt på vandet, at han havde sin egen badebro, og for enden af den lå hans stolthed og vuggede let i søens små bølger.

Mary var en halvtreds fods glasfiber yacht, med to store motorer i maskinen, fyldt med hestekræfter, og en lokkende glasbund, der altid virkede når Charlie inviterede yngre kvindelige kollegaer med på sejltur. Den holdt hver gang.

Hans intetanende kone, var udstyret med et kreditkort, der bugnede af millioner, der flittigt blev brugt på hendes store trang til weekendture til europæiske hovedstæder i sit privatfly, i selskab med sin personlige tennistræner.

 

Erhvervet som præst i Churchville, var ikke nok til at få hele året til at gå for Jimmy Hansson. Han ejede også byens restaurant, Jimmys Diner.

Her fungerede han som kok, tjener og byens levende nyhedsoplæser.

Der skete ikke noget, uden at Jimmy vidste noget om det.

Han vidste enten det hele, eller også digtede han sig til resten.

En god historie var bedre end slet ikke nogen historie.

 

Om søndagen var det kirketid. Kirken var fyldt til bristepunktet.

Hver en bænk var optaget, af den lille bys ældste befolkning, der alle havde et sundt syn på kristendommen. Man var troende, og dem der ikke havde den samme overbevisning, var dem der ikke vidste noget om livet, sagde de ældste.

Der kunne sidde små to hundrede i kirken, og det gjorde der hver søndag.

Jimmys bysbørn var flere af den generation, der kom til byen, og fandt den efterladt. Nogen gættede på hvad der var sket. Andre troede noget, og kun én enkelt vidste det med sikkerhed. Han kom ikke i kirken, og holdt sig for sig selv.

Mange var glade for, at der igen var liv i byen. Der var smil og glæde, og næsten alle kendte alle. Bagerens yngste var gift med slagterens den mellemste. Skolelærerens ældste var gift med rådhussekretærens eneste. Sådan hang byen sammen.

Ved en af søens indløb var der et mindre skovområde. Det var et af Zacks yndlingssteder. Her kunne han være i fred. Dér var ingen der generede ham.

Han kunne sidde med sine egne tanker og hvile i sig selv, uden at blive sparket til og gjort til grin. Her var der kun ham og hans minder og savn. Her så ingen ned på ham, fordi han fældede en tåre eller to.

Han var gået derhen lige fra skole. Han måtte egentlig ikke. Det vidste han godt.

Han havde pligter i hjemmet. Han vidste de blev kaldt pligter, men i hans øjne var det ordrer fra generalen, Richard, og hans lede sergent, Damon.

Han hadede dem begge to, selv om han ikke var opdraget til at hade.

Nogle af alle de smukke ting hans mor havde lært ham, var ved at forsvinde.

Han havde dem i baghovedet, men med det han oplevede i hjemmet, blev alle de rigtige ord hans mor altid sagde, noget der blot blev lagret i et kammer.

 

Han stod med en gren, der var på længde med hans små ben. Han fægtede omkring sig, som var det et sværd han kunne forsvare sig med.

Han blev fulgt på afstand. Først på lang afstand, så tættere, og tættere.

Han var ridderen der slog den onde drage ihjel.

Han forsvarede sig mod dens vilde ånde af ild. Han dukkede sig og undveg et angreb. Han svingede sværdet så dragen blev snittet. Den vaklede, men pustede ild endnu en gang.

Zack sprang til side, uden at blive ramt. Han huggede til, og slaget var afgørende. Dragen måtte se døden i øjnene. Den var slået af den tapre ridder.

Zack gav dragen et sidste dræbende stik i hjertet. Han drejede sværdet, så dragen døde helt. Så den til sidst åndede ud, og lukkede sine øjne.

Så vendte han blikket mod himlen og smilede. Han blinkede til englen og håbede, at hun så hans enestående sejr over det onde.

- Den gren kan ikke hjælpe dig, men det kan jeg, sagde en stemme.

Zack fór sammen, og smed grenen fra sig med det samme. Han turde ikke vende sig. Han troede han var alene. Det var han altid, når han var her, altid.

- Du skal bare bede om hjælp. Jeg kan hjælpe dig, sagde stemmen.

Zack holdt vejret. Stemmen havde virket som en eksplosion i hjernen på ham.

Når man tror man helt sikkert er alene, og pludseligt bliver vækket fra det.

Så ænser man kun sig selv og sit eget lille liv.

- Vend dig om, Zack. Jeg slår dig ikke ihjel.

Han kendte ikke stemmen. Zack havde ellers de fleste ansigter på de stemmer han kendte. Han kunne ikke fremkalde noget, på den stemme der åbenbart kendte ham. Én der henvendte sig direkte til ham. Én der vidste hvem han var.

Han vidste ikke om han skulle grine eller græde. Han kunne løbe hjem og sladre, men samtidig vidste han, at det ikke ville hjælpe noget. Ingen derhjemme troede nogensinde på, hvad han kom hjem og fortalte.

Han kunne have fortalt sandheden, og han ville blive hånet, drillet og tævet af Damon. Som dengang han fortalte, at Carrie White var blevet generet i badet af de andre piger ovre på skolen. Ingen troede på ham, og Damon havde jagtet ham igen.

Richard sagde ikke noget. Han grinede da Zack stod foran ham, beskidt og forslået. Så når Zack oplevede noget, holdt han det for sig selv.

Med hurtige vejrtrækninger, samlede drengen alt det mod han kunne finde inde i sig. Han begyndte at vende sig. Hvilket krævede mere end meget af ham.

På hjørnet af Millers og Stark, stod Damon og hans to venner og "hang ud".

Den ene var Luis. En lang ranglede knægt med fregner i hele hovedet, og et markant underbid. Hans intelligens lå på niveau med Damons. Eller lige under.

Han så endda Damon som en fremragende lederskikkelse.

En del af dagen, brugte han på at give Damon ret i alt hvad han sagde, tygge tyggegummi og spytte. Han yndede de lange klatter med lysegrønt indhold.

Ofte hentet fra et langt snøft, fordi han led af astma og røg tæt hver dag.

Resten af dagen gik med at drive hans nervesvækkede mor til vanvid.

 

Den anden var Nathan. En dreng der var et hoved højere end de andre.

Han var musklerne i gruppen. Stor og bomstærk, med lige så meget styrke som en olm tyr, men med en hjerne på størrelse som en indtørret ært.

Skolen var ikke et sted, hvor han havde hentet sin meget begrænsede viden om noget som helst. Hans forældre lod stå til, fordi de stolede blindt på ham.

Alle de breve skolen forgæves havde sendt, nåede aldrig længere end til Nathan.

Han havde to opgaver i hjemmet. Hent posten i postkassen og gå ud med aviser.

I den uge han var ansat som avisuddeler, fik ikke en eneste husstand noget at læse i. Til gengæld nåede distributionen at miste en god budcykel.

 

De stod med hver deres smøg i mundvigen. De syntes selv, at de var byens omdrejningspunkt. Men det var de ene om at synes. Ingen tillagde dem noget.

De levede efter deres egne regler - der var ingen regler!

Damon trådte endnu en cigaret ud på jorden, mens Luis sendte en klat af sted mod det gamle egetræ.

Den landede for foden af træet, og sank i den bløde muld, der omkransede træet.

- Ringede de fra skolen i dag, på grund af den lille lort, spurgte Nathan.

Damon var ond i blikket. Han vidste at han igen ville få ballade med sin far.

De havde nemlig ringet fra skolen. En lærer havde bemærket Zacks ansigt, og var bekymret. Skolen ville tale med Richard.

Damon havde forladt hjemmet i hast. Han ville have fat i Zack. Han skulle have den endegyldige største røvfuld nu. Der var problemer, og det skyldtes den lille lort.

Han skulle betale. Damon kunne tage ham alene, men det skulle være ondt og ydmygende. Drengene skulle hjælpe ham.

- Jeg bliver sgu smidt ud af skolen nu. Min far bliver stik tosset. Det er hans skyld, den lille lort. Han skal virkelig mærke at jeg er gal nu.

Han sparkede til træet, der dog ikke lod sig mærke med Damons vredesudbrud.

Nathan stod og gloede på vennerne, som kun han kunne gøre det.

- Vil det sige at du er sur og vil slå på ham?

Zack stod ansigt til ansigt med en stor sort krage. Den stod på en samling sten, og stirrede ham lige i øjnene. Det var ikke skræmmende i sig selv, men fordi den havde talt til ham, var Zack skrækslagen.

Dens øjne virkede på én eller anden måde levende. Næbbet bevægede sig ikke ret meget. Det var uhyggeligt fordi det ikke kunne lade sig gøre i virkeligheden.

Krager kunne ikke tale. De kunne højst skrige deres eget navn.

- Hvorfor kan du tale, spurgte Zack forsigtigt.

Han turde stadig ikke bevæge sig. Ikke en muskel var i funktion i dette øjeblik.

- Fordi jeg tilhører søen. Men jeg kan hjælpe dig Zack, svarede kragen.

- Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg er alene lige nu, men jeg kan bare kalde på min far. Så kommer han og hjælper mig. Jeg er ikke bange.

Han løj, men prøvede at virke overbevisende igennem sin angst.

Kragen vendte blikket ud mod søen. Den rystede på hovedet. Det virkede som om den hviskede for sig selv. Så rettede den atter blikket mod Zack.

Den begyndte at folde sine vinger ud. Dens vingefang var større end på normale krager. Fuglen var i det hele taget større end andre normale krager.

- Din far kommer ikke og hjælper dig Zack. Han er død og kan ikke hjælpe dig mere. Din far er hos din mor. Du er helt alene, og den eneste der kan hjælpe dig, er mig. Den dag kommer, vær sikker på det, hvor du virkelig har brug for hjælp. Så skal du bare kalde. Jeg tilhører søen, husk det. Men jeg kan høre dig. Og så er jeg der. Så hjælper jeg dig med dit problem.

 

Zack så kragen lette. Den så stadig på ham, mens den baskede med sine sorte vinger. Den lod sig glide på en vind tæt forbi hans hoved.

- Jeg dræber dine fjender, hviskede kragen, idet den passerede ham.

Det var som om han lige var vågnet fra en uhyggelig drøm, da Zack igen kom til sig selv. Han så efter kragen mens den forsvandt ind mod skovområdet.

De ubesvarede spørgsmål hang i luften. Hvordan kunne den tale? Hvor vidste den fra, at hans forældre var døde? Hvordan tilhørte den søen? Hvordan kunne nogen, eller noget tilhøre søen? Hvordan kunne den hjælpe ham? Den var kun en fugl. Den kunne ikke skræmme ret mange, andre end ham selv.

Zack koncentrerede sig ikke om klokken. Han var for optaget af sin oplevelse.

Der var et tidspunkt, hvor Richard forlangte at han skulle være hjemme på.

Der skulle være ryddet op og støvsuget, når han kom hjem fra arbejde. Der skulle se ordentligt ud, selv om han ikke selv løftede en finger.

Richard trådte ind i huset, og der var stille. Der var ikke nogen lille slave der piskede rundt, og knoklede på hans befalende. Samtidig havde skolen ringet.

 

Da Zack trådte ind i huset, var det første han kunne høre, tysk dødsmetal fra Damons værelse. Han spillede højt. Det larmede mere end det plejede.

Zack sukkede og så ned i gulvet. Normalt betød det, at Damon var i dårligt humør. Han ville råbe og skrige i hele huset, og selvfølgelig var det Zacks skyld.

Den lille dreng nåede ikke længere, end til foden af de mange trappetrin, før en gevaldig hånd greb ham i kraven.

- Hvorfor fanden kommer du først hjem nu, skreg Richard.

Et øjeblik overvejede Zack at fortælle sandheden om kragen.

- Jeg gik en lille tur ned til søen, svarede han blot stille.

- Det har jeg ikke givet dig lov til. Du har bare at komme lige hjem. Det er mig der har ansvaret for dig. Jeg lovede din mor at passe på dig. Det vil sige at det er mig der bestemmer. Fatter du det? Det er mig der sætter dagsordenen her. Og jeg siger, at du kommer lige hjem fra skole, og passer dine pligter. Du passer dem hver dag. Fatter du det?

 

Zack var bange. Richard så virkelig ond ud. Men det var som en sang han havde hørt før. Mange gange faktisk.

- Jeg gik bare en lille tur, forsøgte han at forsvare sig med.

Det hidsede Richard endnu mere op, at knægten svarede igen.

Han tog fat i ham og løftede ham og så ham i øjnene. Han lugtede af øl og dårlig tobak ud af munden. Hans tænder var kun delvist hvide.

 

I baggrunden var Damon kommet til syne. Zack kunne se ham over Richards skulder. Han stod og grinede. Han hyggede sig over sin fars angreb på Zack.

- Du skal eddermame ikke svare igen, sagde Richard hæst.

Han kastede Zack fra sig og sparkede til hans skoletaske, der lå i vejen.

Zack var kun lige landet på gulvet, da han atter mærkede den store hånd.

Den greb ham i håret, og løftede ham hårdt igen.

 

- Det er sidste gang du svarer igen. Fra nu af får du flere pligter herhjemme. Mit hjem skal bare være i orden, når jeg kommer hjem fra arbejde. Du får aldrig nogensinde mere tid til at stikke af, kan jeg love dig for. Og hvis du alligevel stikker af, så banker jeg dig så hårdt, at du ville ønske, at du var lige så død som din mor.

 

Tårerne trængte sig på bag de små øjne, som de altid gjorde når Richard nævnte hans mor. Han kæmpede for at holde på dem, men det var håbløst.

Allerede mens han hang der i luften, kom de snigende ud af øjenkrogen.

Der var ingen selvtillid, som da han stod som ridderen ved søen og skoven.

Den smule verden han havde tilbage, knustes med Richards sataniske ord.

Richard var en stor bredskuldret mand, der aldrig gik nogen steder uden sin ternede skovmandsskjorte, slidte jeans og sine tunge sikkerhedssko.

Zack blev skræmt når han så ned på de sko. De var store, grimme og slidte.

Specielt ude på snuden, hvor lidt af læderet var slidt af, så noget af stålet stak frem.

 

Hans hår var mørkt, med grå tindinger, og hagen var altid prydet med daggamle skægstubbe. Hans fingerspidser var gule af nikotin, og neglene var lange og næsten altid sorte. Hans hænder var ru, som groft sandpapir.

Han røg som en skorsten på fabrikken. Konstant og hele tiden. Den sad som klistret på underlæben, ligegyldigt om den var tændt eller ej.

Richards bryst og arme var kraftigt behårede. Så meget, at flere gamle tatoveringer var skjult på armen under behåringen.

På højre hånd bar Richard en guldring. Den var stor og fyldte det meste af fingeren. På ringen var der et billede af John F. Kennedy.

Til at starte med, havde Zack været meget imponeret af ringen, og den måde som Richard kunne fortælle om den tidligere præsident. Han ønskede selv at få en lignende ring en dag. Det ønske tog dog af, efter de følgende års oplevelser.

Fra det hyggelige i smukke landlige omgivelser, der bugnede af den skønneste natur og en lille bjergkæde, der var dækket af sne på toppen om vinteren.

Fra alt det positive, der sammenlagt kunne minde om et lykkeligt eventyr, og et postkort fra vidunderlige egne, i selskab med hans mor.

Fra alt det, til noget der kunne sammenlignes med et mareridt, af den slags man aldrig vågner fra igen. Fra himmel til helvede, uden returbillet.

Der var ikke et eneste sekund, hvor Zack ikke drømte at leve og bo et andet sted.

Han var en lille dreng på ni, men allerede mere voksen i sind, end man han burde være.

Han var fanget som en dresseret abe i et bur.

Men selv de tamme dyr, drømmer om at bestemme selv en dag.

Ellers vækkes vildskaben, og bliver som en tirret rasende løve.

Endnu var der langt fra løven til drengen, Zack. Men måske en dag.

Midt i alt dette, mens han sad på sit lille loftværelse og græd hjerteskærende, kom han til at tænke på kragen.

 

Han så ud af det lille runde vindue, hvorfra han knapt kunne se lidt af baghaven.

På forholdsvis lang afstand, kunne han ane noget af skovområdernes toppe, og en spids af søen i baggrunden. Han rystede stadigvæk af gråd. Hans kinder var fugtige og øjnene var trætte.

Han borede neglene i vindueskarmen og bed tænderne sammen.

- Så hjælp mig dog for guds skyld. Hjælp mig, hviskede han desperat.

Damon havde fået stuearrest. Skolen havde ringet. De havde fået Zack til at indrømme hvem der havde slået ham, og hvem der ikke var særligt syg, selv om han var derhjemme. Han ville ikke sladre, men læreren kunne se det på ham da han spurgte ham. Mod sin vilje havde han sladret.

Det var blevet aften, og mørket lagde sig over Churchville. Fra kirketårnet kunne kirketjeneren, Miles se skyggerne blive længere, mens mørket kom snigende ind langs hovedgaden og bredte sig ud over alle sidegaderne.

Solen var sunket i søen og erstattet af en stor lunefuld måne, med hemmeligheder gemt bag ryggen, klar til at straffe det utilgivelige.

Op af det gamle egetræ, stod der tre, der stik mod alle regler havde sneget sig ud denne aften.

Som aggressive baggårdskatte snerrede de sammen, ikke intelligente, men heller ikke ufarlige. Der var en flammende vrede og vilde stålsatte øjne.

- Jeg vil smadre den lille lort, hvæsede Damon.

- Jeg er røvtræt af min mor, sagde Luis og spyttede langt.

- Jeg ved ikke rigtigt, jeg har bare lyst til at være ond i aften. Men jeg er skide træt af hende kællingen, Brenda, sagde Nathan.

Stilen var lagt, og humøret var derefter. De var onde i sulet, og der skulle ske noget. En eller flere skulle bøde for bandens ophidselse. Det behøvede tydeligvis ikke at have et formål. Så længe de mente, at de fik vist deres flag - det skæve klistermærke af en ørn på ryggen.

 

En lille kone med krum ryg, var ude at hente vasketøj på tørresnoren.

Hun så sig hele tiden nervøst omkring, som om hun forventede spøgelser i haven.

Mrs. Patterson var et nervevrag, som havde set skyggesider af livet, de sidste mange år. Manden var skredet for mange år siden, efter at have drukket konens opsparing op, og efter at have banket hende så mange gange, at hun til sidst var blevet indlagt med en dårlig ryg.

Hendes søn, Luis, var ligeglad med hende, og hadede hendes svage sind, hvorfor han konstant brokkede sig, og aldrig nogensinde ville indordne sig, bare nogle få af de regler Mrs. Patterson prøvede at lægge for dagen.

Hun blev ignoreret i alt hvad hun sagde. Det gjorde hende utryg og ked af det, men drengen var ligeglad.

 

Han hånede hende, og gjorde grin med hendes skæve ryg.

Han foragtede sin mor og lagde ikke skjul på det.

Han var så ung, og ikke særlig stor, men moren magtede ikke at sætte ham på plads. Han vidste det, og nød godt af det.

Hun var ræd for mørket. Hun hadede at være alene i haven om aften.

Hun skyndte sig med tøjet, lige indtil noget stod foran hende og lo hæst.

Det var over to meter højt. Det så ud som det svævede over jorden. Det var hvidt og fik Mrs. Patterson til at skrige i vilden sky. Hun var skrækslagen.

 

Tiden stod stille og det samme gjorde hendes puls. Hun stirrede på det hun troede var et gespenst der ville hente hende til de dødes rige.

Det hvide uhyre hylede mod himlen. Lige indtil Mrs. Patterson besvimede.

Hun faldt om som en våd karklud. Helt dvask og bleg i ansigtet.

Uhyret skiftede udseende fra det ene øjeblik til det andet. Det hvide var et lagen. Højden på uhyret skyldtes to drenge på skuldrene af hinanden.

Luis sad på skuldrene af Nathan. Han skreg af grin, nærmest hysterisk.

Damon kom til syne i baggrunden. Han så på den bevidstløse dame, og lo.

- Så i den sindssyge kælling? Så i hvor dum hun så ud, råbte Luis.

Nathan satte ham ned på jorden. Luis sprang rundt om sin mor.

Han simulerede spark mod hendes hoved. Han skulede til hende med et indædt had.

Damon tog fat i skulderen på Luis. Det var nok nu, syntes han.

- Kom nu. Vi har mere vi skal nå. Der skal hævnes i aften. Kom nu.

Brenda sagde farvel til et par veninder. Hun havde sin sportstaske i hånden.

Hun smilede og hendes hår var stadig vådt. Tennistræningen foregik nede på skolen, og Brenda havde kørt med veninderne og den enes far.

Hun vinkede foran sit hus idet bilen forsvandt. Armene var trætte, men Brenda var i fin form. Det var en god aften. Hun havde atter fået anerkendt sit talent af træneren. Der var udsigter til flere rejser med sporten, måske endda til udlandet.

Hun var alene i indkørslen, og vendte sig for at gå ind. Hun så det ikke komme.

En der var malet sort i hovedet, trådte frem og slog til. Slaget ramte Brenda midt på munden. Hun faldt bagover og slog nakken i jorden da hun landede.

Hun var ved bevidsthed men kunne smage blod i munden. Chokeret forsøgte hun at komme på benene. Et spark på armen fik hende til at falde igen. Endnu et spark i maveregionen fik hende til at krybe sammen. Hun stønnede.

Overfaldsmanden med sort sværte i ansigtet, var ikke mere end femten år.

Men han var stor af sin alder. Overraskelsen i angrebet udgjorde en stor del af Nathans styrke overfor Brenda.

Hun var stærk, men det kom uventet, og drengen havde slået med et knojern på hånden.

Brenda så syner. Det svimlede for hendes øjne. Endnu et spark, i ryggen.

Igen prøvede hun at komme på benene. Endnu et slag i ansigtet.

Nathans begrænsede hjernekapacitet, havde ingen idé om hvor meget han kunne ødelægge på den unge pige. Han slog som besat på en løs begrundelse af en vrede som han dårligt kunne forsvare. Da han stak af, var Brenda bevidstløs.

Richard sad og sov i stuen foran fjernsynet med en øl i hånden.

Fjernsynet kørte stadig, med en gammel sort hvid film med James Stewart.

Det var ved at blive sent. Næsten midnat. På bordet stod der en masse tomme dåser. Askebægeret var fyldt med cigaretskodder. Der var ølsjatter på bordet og ned af Richards skjorte. Der lugtede af øl og sure cigaretter i hele stuen. Det stank.

Zack stod og så på ham, med sammenknebne øjne.

Han vidste godt at Damon var stukket af, og var ligeglad med det. Han så sig selv i spejlet, og var fristet til at gøre det samme. Bare pakke sin rygsæk og løbe ud af landevejen, ud af byen ned mod søen. Væk fra det hele.

 

Men han havde ikke modet. Han havde kun lysten. Han kunne desværre godt se de følger det kunne få, hvis politiet fandt ham. Han ville blive sendt tilbage til Richard med det samme. Han havde forældremyndigheden.

Richard ville straffe ham flere dage i træk. Det ville blive grimt og slemt.

Han var bange for at dø, ligesom han var bange for mange andre ting.

Han kunne ikke lide, hvis der var alt for stille. Ind imellem kunne han stadig høre sin mor, når hun gik og nynnede nede i køkkenet.

Så fandt han hendes billede frem fra hukommelsen og ind på nethinden.

Han listede hen foran Richard og slukkede fjernsynet. Der blev helt stille i stuen.

Man kunne høre en nål falde til jorden, eller støvet lande på hylderne, så stille var der.

 

Ovre på skolen, havde de et gammelt skelet inde i et glasskab. Zack hadede det.

Når han så det løb han forbi skabet. Det smilede ondt til ham, hver gang.

Han kunne ligge om natten, og forestille sig hvordan det kaldte på ham, ovre på skolen. Så fik han mareridt. Han vågnede først når Richard stod og ruskede i ham, og bad ham holde kæft.

 

Der var noget der puslede ude i køkkenet. Zack lagde ikke mærke til det først.

Det kunne være en vaskebjørn. Der var flere i området. De var som regel hurtige at skræmme. Hvis man larmede en smule, ville de stikke af med det samme.

Zack havde tit set en af dem piske væk.

Han ville tænde lyset i køkkenet. Det ville sikkert skræmme den. Han fandt kontakten og trykkede, men der skete ingenting.

Normalt ikke noget der gjorde Zack så bange. Der var tit gået en pære i huset.

Lyden var der igen, lige udenfor køkkendøren. Vaskebjørnen var der endnu.

Zack smilede da han trådte ud af huset. Så smilede han ikke mere.

Foran ham, lige foran ham, stod der tre skikkelser med hvid maling i ansigtet.

De var malet som kranier, og ellers klædt i sort.

Zack skreg og skreg. Han skreg til han ikke længere kunne få luft. Så løb han.

Samtidig, midt i et skænderi i den anden ende af den lille by.

Charlie Watson sad på en sengekant og var ved at klæde sig på, mens hans sekretær gennem en årrække, miss Parker stod op ad en stol, og iklædte sig sine selvsiddende strømper. Humøret var på lavpunktet, efter uforpligtende sex.

- Du havde lovet mig den tur til Paris. Du ved hvor gerne jeg vil af sted, og hvor meget den betyder for mig. Det er simpelthen ikke godt nok, Charlie. Jeg hopper og springer for dig, og ligger under for dine, til tider underlige sexlege. Der er stort set ikke det, jeg ikke gør for dig. Selv når du slæber andre under piger med på motel. Så er det mig der skal ringe hjem til din kone og forklare hvorfor mødet trækker ud igen. Og må jeg lige minde dig om, Charlie Watson, den lønforhøjelse du lovede mig i foråret, er vist ikke blevet til noget endnu. Har jeg ikke ret? Du skylder, og du ved det. Ud fra hvad jeg hører, er jeg vist ikke den eneste du skylder. Der er vist også noget med en ung pige fra Ohio, der oven i købet mener, at du kan være far til hendes lille søn. Der er vist nok at se til. Ikke sandt? Og jeg ved tilfældigvis det hele, Charlie. Sådan er det at have en dygtig sekretær. Jeg står snart ikke model til mere.

 

Charlie rejste sig fra sengekanten. Han lukkede sin skjorte med manchetknapper.

Han så overlegent på miss Parker. Så gik han frem til hende, og så hende i øjnene. Han greb hendes arm og strammede grebet.

- Jeg tror ikke der er andre sekretærer i hele Amerika, der får samme løn som dig. Er du med? Og jeg tror du skal holde din kæft med hvad du ved.

Han vendte hende og smed hende brutalt på sengen. Hun ville rejse sig, men Charlie gik frem og hævede hånden. Han pegede på hende.

- Kan du huske Sarah Jenkins, der sad på din plads før dig, spurgte han.

Miss parker rystede på hovedet. Hun så nervøst op.

- Hun kom med lignende udtalelser engang. Hun sagde hun vidste noget. Hun sagde, at hun ville have mere, og mere, og pressede mig. Lige indtil det en dag var nok. Så tog jeg hende med ud at sejle. Det var en smuk sommeraften. Lidt ligesom i aften. Der var vi ude på vandet i nogle dage, lige indtil jeg sejlede ind igen, men Sarah var ikke med i båden da vi sejlede ind i havnen. Hun valgte at stå af før tid. Forstår du hvad jeg siger til dig? Er du med nu? Eller skal jeg skære det ud i pap for dig?

Charlie så koldt på hende. Iskoldt. Så det gøs gennem sekretærens slanke veldrejede krop. Hun sagde ikke noget. Hun turde ikke. Hun kendte prisen hvis hun ikke adlød det mindste vink fra nu af. Charlie åbnede sine bukser igen.

Der var uro nede ved søen. Vandet var i oprør. Det virkede som om det sydede og boblede under overfladen. Det lyste op nedefra. Noget var på vej op.

Bunden af søen rystede, inden den åbnede sig i et mægtigt krater. Kanter af en sprække blev flået fra hinanden, og en søjle af underjordiske flammer slog op fra dybet.

Det buldrede fra himlen og et skytæppe samledes. Det trak op i vejret. En kastevind fløj hen over søens små strømme, der blev stærkere og stærkere.

Søen blev dybere da noget blev vækket til live.

Lyset blev skarpere og der kom skum på vandet.

Skyerne på himlen rullede unaturligt ind over skovområdet. De dalede som en lille tæt tåge midt i skoven. Ud af ingenting, kom en stor sort krage flyvende ud af tågen og skoven. Den skreg mod søen, og svævede videre mod byen.

I vandoverfladen blev der mere brusende liv og en tornado af vand og dampe hævede sig over vandet.

Noget kom til syne ved bredden. Det trillede gennem det våde element, langsomt op og ind mod skoven, og byen. Det lyste fra øjnene og viste tænder.

Bunden af søen lukkede sig sammen igen. Der var stille omkring søen, og skyerne gled bort og gjorde himlen skyfri og stjernebesat.

 

I udkanten af skoven stod der én og så det ske. Han så mod himlen og rystede på hovedet. Han sænkede skuldrene og sukkede dybt, og vidste besked.

Kragen var hurtigt inde over Churchvilles midte. Den søgte og den fandt.

Den satte sig på en kraftig gren, på det gamle egetræ, og ventede.

Noget nærmede sig stadig byen, dog i et adstadigt tempo. Farten blev sat ned ved et stort hus. En bjælkehytte af dyr kategori. Det holdt ind til siden.

Miss Parker kom til syne, og satte sig ind i sin egen lille bil. Hun var ulykkelig og havde grædt. Hendes ansigt var trist og sindet var skuffet. Hun så mod huset, hvor en skikkelse stod ved et stort vinduesparti og fulgte hende med øjnene.

Inde i sin egen bil bandede Miss Parker af Charlie. Han kunne ikke høre det, men han var ikke i tvivl. Uden at det dog ændrede hans syn på sig selv.

Han smilede da han så hendes bil forsvinde. Selvsikker og glad for sig selv.

Charlie var lidt mere end glad og tilfreds da han hældte en cognac op foran pejsen. Han skålede til sit eget spejlbillede idet en eksplosion vækkede ham fra hans tilstand af narcissisme.

 

Et øredøvende tordenbrøl rystede hele området, og hvad der før var et par sportsvogne af kostbar kaliber, blev til brændende stumper og stykker, der blev slynget rundt. En fælg med resterne af et dæk knuste det store vinduesparti.

Trykket fra eksplosionen kastede Charlie gennem jagtstuen, med store triumferende gevirer på væggen over pejsen.

Chokeret kom han på benene. Han så det brændende hjul på stuegulvet, hvis gløder, så småt fik fat i det langhåret bløde tæppe.

Uden at tage sig af gløderne, gik han mod vinduet og så ned mod sin parkeringsplads. Der var ikke noget tilbage, andet end to flammende karrosserier.

Gløder blev til små stikflammer, der hurtigt antændte den brandfarlige cognac, der var spildt ud på gulvet. Det gik hurtigt, og det ene fik fat i det andet.

 

Charlie var for paralyseret af eksplosionen foran huset, til at kunne tage sig af ilden i jagtstuen. Med langsomme usikre skridt, gik han mod døren og ud af huset. Uden tanke på sit sommerresidens, og den fare der lurede ved den større og større varme der bredte sig i huset.

Han stod foran den store luksuriøse træhytte, og så hvordan ilden fik mere og mere fat i flere og flere rum. Det hele gik så stærkt og virkede som en uhyggelig drøm han havde som barn.

 

Noget bag ham brølede. Det lød som en kraftig motor. Han vendte sig og så lige ind i et par skarpe forlygter. De var små tredive meter fra ham.

De blændede ham, så han ikke kunne se andet end lyset. Han prøvede at skrige på hjælp. Han troede at det var nogen forbipasserende, der havde set hvad der var sket. Lyset og lyden fra den kraftige motor kom nærmere. Der lød hjulspind.

Den var nu kun tyve meter fra ham. Nu kunne han se det var en bil.

Han kunne ikke se farven, andet end at den var mørk, måske sort.

Femten meter fra ham. Nu kunne han se kølergitteret. Det mindede om det mareridt han altid havde som barn. Da han var lille og voksede op i de bedre kredse. Der så han altid et monster jagte ham om natten. Et monster med store tænder og en skrækindjagende sult efter børn.

Ti meter fra ham. Den mørke bil kom kørende mod ham, mens kølergitteret åbnede sig. Det lød ikke længere som en motor fra en eller andens garage.

Det var det monster igen, forklædt som en mørk bil med tonede ruder.

Charlie skreg som et barn. Han nåede at kalde på sin mormor.

Men mormor var der ikke. Den levende monsterbil åd, tyggede, slugte og dræbte Charlie Watson. Han forsvandt som dug for solen, men hans hus var så langt henne i branden, at ingen længere kunne redde det.

Den mørke bil kørte langsomt væk fra området. Ude på vejen havde den retning mod byen. Der var ikke nogen ved rattet. Der var slet ikke noget rat, eller sæder, eller motor for den sags skyld. Der var kun udseendet af en bil.

Zack løb hurtigere end nogensinde før. Han løb på frygten og viljen for at komme væk fra de tre skeletter der skræmte ham i køkkendøren.

De var efter ham endnu. Han kunne høre dem.

Først var der to der hylede og skreg, og så var der tre. Zack græd mens han løb.

Det var værre end de mareridt han havde. Det her var det værste.

Heldigt at han kendte området godt. Alle legepladserne og parkeringspladsen rundt om det store supermarked.

 

Han nåede til hjørnet af Millers og Stark, og det gamle træ. Han vendte sig.

Han var alene. Forfølgerne var ikke nået frem endnu.

Zack pustede ud op af træet. Han hev tungt for at få luft til lungerne da en hånd landede på hans lille skulder. Zack fór sammen. Han troede det var skeletterne.

Foran ham stod der en gammel mand. Han havde et stort hvidgult skæg.

Han var langhåret under hans sydvest. Han havde regnjakke på, trods vejret.

Zack kendte ham godt. Det var fiskeren, George. Den gamle mand, der altid gik rundt for sig selv. Han snakkede aldrig med nogen. Man så ham aldrig i selskab med nogen andre. Han var en enspænder.

 

Ingen kendte rigtigt noget til ham. Han havde boet i byen altid. Man vidste at han fiskede på sin gamle træbåd ude på søen. Han boede også i båden. Ellers var han bare kendt som byens original. Han generede ikke nogen og man var heller ikke bange for ham, men lige her og nu, gav han Zack et chok.

- Der er nogen skeletter efter mig, råbte den lille bange dreng og pegede.

George sukkede dybt. Han brummede.

- Har du talt med kragen? Jeg så jer sammen nede ved søen, spurgte han.

Zacks øjne blev store da gamle George nævnte kragen. Han havde set dem ned ved søen, sagde han. Zack troede han var alene. Han var faktisk sikker på, at han stod alene da kragen begyndte at tale ham.

- Det var da du stod og fægtede med pinden. Jeg har set dig tit dernede. Du går altid derned alene. Du taler meget med dig selv. Men da talte du med kragen. Jeg så jer sammen.

 

Zack vidste slet ikke hvad han skulle sige. Noget vækkede ham fra hans tanker.

Han kunne høre nogen nærme sig. Måske de tre skeletter. Han fór sammen.

- Der er nogen efter mig. De ligner skeletter. Jeg er bange for skeletter.

George trak drengen om bag sig, så han var skjult bag den store fisker og det gamle træ. Det var mørkt og han var godt skjult.

De tre kom løbende. De hev efter vejret. De bandede og råbte og spyttede.

De fik øje på George, gav ham fingeren og løb videre.

 

Zack kom til syne igen, stadig rystende nervøs. Han så sig forsigtigt omkring.

- Var det skeletterne, spurgte han næsten hviskende.

- Det var ikke skeletter. Det var tre møgunger, der hver skulle have et par øretæver. Den ene af dem var din stedfars søn, Damon.

Zack så op på sin redningsmand, med taknemlighed i øjnene.

 

Men George havde øjnene rettet på noget andet. En krage der landede foran dem. Han vidste hvad det var for én, og fnyste ad den.

- Hvad vil du her, spurgte han, direkte henvendt til fuglen.

- Vores lille ven her bad om hjælp, svarede kragen med sin hæse stemme.

George løftede Zack op til hans egen øjenhøjde. Han så ham alvorligt i øjnene.

- Har du bedt kragen om hjælp, spurgte han Zack med fast stemme.

Zack vidste hverken ud eller ind. Han turde dårligt nok sige noget.

- Har du bedt kragen om hjælp, gentog George sit spørgsmål.

- Ja det har jeg vist nok, da det hele var så forfærdeligt, svarede Zack.

George satte drengen ned igen. Han rystede på hovedet.

- Du ved ikke hvad du har gjort, sagde George og vendte sig for at gå.

- Nej nej, du må ikke gå. Jeg vil ikke være alene, bad Zack inderligt.

Den gamle fisker vendte sig igen. Han så vredt på kragen og på Zack.

 

- Han ved ikke hvem du er, og hvad for en hjælp han har bedt om.

Han talte til kragen. Men kunne næsten høre den grine i næbbet.

- Drengen bad om hjælp. I nat får han hjælp, sagde den store sorte fugl.

- Så tager jeg drengen med mig. Han skal ikke se det, som jeg så.

George løftede Zack op og gik af sted med ham, idet en mørk bil tændte sine skarpe forlygter. Den trillede langsomt forbi dem. Det var som om den så på dem.

Zack ville spørge, men George tyssede på ham.

- Jeg skal nok fortælle dig det senere. Jeg så det hele for halvtreds år siden.

Drengen på armen anede ikke hvad han talte om, men han forstod, at det var klogest at være stille når George bad ham om det.

Kragen lettede fra vejen og fløj ind over byen. Dens sorte øjne spejdede ud over området, til den fandt hvad den søgte. Så vendte den vingerne, for at lande i et nyt træ, i nærheden af et hus ikke langt derfra.

Brenda var kommet til sig selv. Hun blødte stadig kraftigt. Hun havde en gevaldig smerte i hovedet. Hun prøvede at kalde, men kom til at tænke på, at hun var alene.

Hun vaklede da hun kom på benene. Foran hendes hus trillede en mørk bil forbi. Hun kunne ikke høre den, for motoren var lydløs.

Hun så dobbelt mens hun prøvede at fokusere på verandaen og døren.

Damon stod med vennerne, Luis og Nathan foran en af legepladserne. De var irriterede. Zack var sluppet fra dem, og det passede Damon meget dårligt.

Nathan nøjedes med at grine højt, lettere sindssygt. Han var helt høj af sit eget overfald på Brenda. Han følte sig stærk, sej og urørlig.

- Pis, at den lille lort stak af og løb fra os, sagde Damon højt.

Han sparkede til sin tomme pakke cigaretter, mens Luis spyttede og gav ham ret.

De blev observeret på afstand, af noget ukendt. En krage og dens følgesvend.

- Jeg må hellere skride hjem. Min far bliver stiktosset hvis han ser at jeg er stukket af. Til gengæld er den lille lort også stukket af. Det bliver han heller ikke glad for.

Damon smilede mens han sagde det. Nathan grinede stadig af sig selv.

- Jeg tror du har ret, sagde Luis, for gud ved hvilken gang.

 

De tog afsked, og aftalte at mødes dagen efter, under det gamle egetræ.

Nathan var på vej til sit eget hus. Han skubbede til alle de skraldespande han kom forbi. Han kørte på sin adrenalin, og følte sig hævet over andre.

Et par stærke lyskegler ramte ham lige i hovedet. Det blændede ham øjeblikkeligt. Han tog sig til ansigtet, og forstummede. Han skreg fordi det føltes som om lyset brændte i hans øjne. Det stak og skar på hans kinder og i panden på ham.

Hans ansigt var helt rødt. Fra det ene øjeblik til det andet, smertede det så meget, at drengen begyndte at skrige endnu mere hysterisk.

Det røg fra Nathans bløde glatte ansigt. Hans lyse hud skiftede farve. Den blev mørkerød, som en solbrændt lille gris på grillen.

Nathan kastede sig om på jorden og lå og vred sig. Aldrig havde han oplevet noget så smertefuldt. Ikke siden dengang, han overværede sin bedstefar brænde inde i et lille brændeskur ved hans sommerhus i Canada.

Han hørte ham skrige til sin død. Nu var det Nathan der lå og skreg.

Den mørke bil med de stærke forlygter begyndte at lave hjulspind.

Nathan forsøgte at komme på benene. De rystede under ham. Det var svært.

Han fjernede hænderne og så den komme. Han græd af smerte, men kunne gennem tårer se, at kølegitteret åbne sig. Han hørte bilen snerre og motoren brøle.

Han skreg på sin bedstefar, som bedstefaren havde skreget på ham.

Inden søens bil åd Nathan, nåede hans ansigt, at være omslugt af flammer.

Han skreg, men kun for en kort stund, så forsvandt han.

Bilen lukkede gitteret. Nathans ene hånd stak udenfor, forbrændt og blodig.

Ingen så det ske. På Nathans bord dukkede der en seddel op til hans far.

- Jeg vil væk fra Churchville, jeg er taget ud at sejle, stod der.

Luis stod og ruskede sin mor. Hun var skrækslagen for det syn hun havde set tidligere på aften. Et spøgelse var kommet for at hente hende til dødsriget.

Luis bad hende slappe af. Der ville ikke komme nogen og hente hende.

Gud hvor han dog var træt af hende. Han havde tit haft tanken om at stikke af. Bare skride fra det hele, og lade hende sejle sin egen sø, med sin gud og sit kors.

Han skar tænder. Så gal var han, og havde været det, siden faren døde af kræft.

Faren var hans eneste holdepunkt i livet. Han var den helt han havde set op til. Ville være som. Hans mor plagede ham til han blev gal i hovedet, med sit kristne pis.

Hun sad i kirken hver søndag, og bad højt og inderligt.

Luis havde nok i sit venskab med Damon. Det var noget andet. Her kunne han slippe sin vrede løs, og råbe og skrige som det passede ham.

Damon var genial, med alle hans idéer. Også den der skræmte hans mor.

 

- Der kommer sgu ikke noget spøgelse og tager dig mor. Slap dog af. Det var bare noget vi lavede for sjov. Det var ikke noget særligt, sagde han.

Han gik ind på sit værelse og smækkede med døren. Irriteret som altid.

Han satte sig tungt på sengen, og skruede op for musikken, der aldrig helt var slukket. Så greb han et billede han havde stående på sengebordet.

Det var af ham selv og hans far, for flere år siden, på en fisketur.

De stod begge med hver deres fiskestang i hånden.

Der var noget ændret på billedet. De plejede at smile begge to. Men på billedet var det Luis der smilede. Faren stod med hånden på maven. Han så ked ud af det. Det var som om faren bevægede sig på billedet. Han kom tættere på ham der holdt kameraet, til han var helt tæt på.

 

- Det gør virkelig ondt i maven min dreng, sagde faren fra billedet.

Luis blev forskrækket og smed billedet fra sig. Han fór op af sengen.

Han løb ind i stuen til sin mor. Hun sad med hænderne foldet og på knæ.

- Jeg vil bede for dig lille Luis, sagde hun stille.

Endnu mere chokeret løb Luis ud af stuen og ud af huset.

Uden at vide hvor det kom fra, bredte der sig en smerte i maven på drengen.

Luis bukkede sammen. Det gjorde mere ondt end noget andet han havde mærket før. Han lukkede øjnene og trykkede hænderne ind på maven, i et forsøg på at få det til at gå væk. Men det hjalp ikke.

Det hele virkede sindssygt. Billedet der talte til ham, og hans mor der bad for ham. Sådan havde hun aldrig sagt før. Hvad fanden skete der, tænkte han.

Han åbnede øjnene for at orientere sig om hvor han skulle gå hen.

Han så direkte ind i bilen, hvor resterne af Nathan stadig lå. Så skreg Luis.

George og Zack var nået ud af byen. De var på vej ned mod søen, til Georges båd. Zack hang på skuldrene af fiskeren. Han gik hurtigt, George.

De kom til en lille bådebro. Kutteren lå for enden. Den var ikke ret stor. Til gengæld så den gammel ud. Lige så gammel som George, tænkte Zack.

Der var et lille skur ved bådebroen, til fiskenet og andet af Georges grej.

Den gamle mand fandt nogle få ting frem, og fik hurtigt tændt et lille bål.

Han satte sig på en træstub, og pegede på én overfor, hvor Zack kunne sætte sig.

 

- Nu skal jeg fortælle dig noget, som du er for ung til at forstå, og som du sikkert heller ikke tror på. Men det er sandheden lille dreng. Sådan er den bare. Ser du, søen her, er ikke bare en sø. Det er halvtreds år siden det skete sidst. Jeg var ude at sejle den aften, men jeg så bilen komme op af vandet, og der var flere der døde. Resten af byen stak af, og lod byen være en død by for sig selv. Jeg var ung dengang, og så det hele ske. Ligesom dengang, kom kragen først. Den fandt en at tale med. En der også havde brug for hjælp. Først sagde hun nej. Hun ville ikke have hjælp, men en dag ville hun gerne, der kunne hun ikke klare sig alene mere. Hun skreg på hjælp, og det fik hun. Kragen og dens følgesvend, den sorte bil, er Guds onde vogtere. Det er dem der laver det beskidte arbejde. Kragen er ikke nogen krage og bilen er ikke nogen bil. De er Guds onde redskaber.

 

- Hvorfor bad hun om hjælp, spurgte Zack og prøvede at forstå bare noget af det.

- Det lyder grimt det jeg fortæller dig nu, fordi du er så ung. Men en aften, hvor en gruppe jægere holdt en fest, havde de drukket tæt, og var blevet meget fulde. De stødte på kvinden da hun var alene på vej hjem.

- Hvad gjorde de ved hende?

- De tog hende, Zack. De tog hende med ned til deres jægerhytte i skoven, og tog hende på tur. Så hun måtte kravle hjem. Voldtaget, forslået og ydmyget.

- Jeg tror ikke jeg ved hvad det er, men det lyder ikke rart, sagde Zack.

- Kvinden kravlede ind i sit hus, hvor kragen bare sad og ventede på hende. Den så hende i øjnene, og så skreg hun på hjælp.

 

Zack sagde ikke noget. Der blev stille omkring bålet. George så ind i flammerne.

- Hvor ved du det fra? Kendte du kvinden, spurgte Zack.

- Hun hed, Elisabeth Ford. Vi skulle giftes. Men hun valgte at tage sit eget liv, Zack. Forstår du det? Jeg mistede alt den aften.

Ingen af dem sagde noget i lang tid. Der var en blanding af vrede og sorg i Georges øjne. Man kunne se, at han stadig savnede og tænkte på Elisabeth.

- Bilen kom op af vandet og slog alle jægerne ihjel. Byen så det ske, og alle flygtede, undtagen mig. Hvis bilen æder mig er jeg ligeglad. Den er et levende monster fra en sø. Den dræber de skyldige. Måske også mig.

Damon kom listende ind i huset. Han vidste godt at den var gal. Faren var sur.

Richard hørte godt han kom, og kom løbende ud. Han råbte og skreg.

- Hvor fanden har du været henne? Og hvor er Zack? Ved du det?

Men Damon vidste det ikke. Men han var malet i hovedet, som et skelet.

- Hvorfor ser du sådan ud, spurgte Richard vredt.

- Vi var bare ude og lave lidt sjov, Luis, Nathan og jeg, svarede Damon.

- Gå op på dit værelse og gå i seng. I morgen taler vi om det her, alvorligt.

Damon trampede hele vejen op af trapperne. Han smækkede med døren demonstrativt. Det var Zacks skyld. Han skulle nok få fat i ham. Han skulle bøde for den skideballe, han utvivlsomt ville få. Damon var rasende.

Han tog sin pude og kylede den ind i skabsdøren, der gik op, og til syne kom der en større samling slidte tyske pornoblade.

 

Richard var ikke bare rasende. Han var beruset, sløret i sit blik og måtte holde på husenes stakitter da han passerede dem.

Han kastede eder og forbandelser ud i luften. Den knægt kørte ham træt. Det kunne bare ikke være rigtigt, at han skulle blive ved med, at brødføde den dreng.

Han kaldte på ham flere gange. Han brølede hans navn.

Ved et større gult træhus blev vinduet åbnet. En herre bad Richard om at dæmpe sig, og måske gå hjem og sove den ud.

Richard råbte tilbage, at manden skulle holde kæft og lukke vinduet.

 

- Gu vil jeg ej. Det er nok med den knægt der råbte og skreg for lidt siden. Det var en af din søns venner. Det var sgu helt hysterisk. Nu vil vi have nattero. Er det så forstået, råbte manden i vinduet.

Det gjorde ikke Richards humør bedre, at Damon og hans venner blev nævnt.

Han elskede sin søn over alt andet. Og havde gjort det siden han blev født.

Han gik der i sin brandert, og mindedes pludselig den dag han blev født.

Han så på den lille purk gennem et vindue da han blev vist frem.

Richard syntes han smilede, men moren sagde det var mavekneb. Som om hun vidste bedre end faren, tænkte han. Faren er altid den der ved bedst. Sådan var han selv opdraget. Sådan måtte det være. Forstå det dog kvinde.

Da Damon en dag havde grebet en af sin fars store beskidte fingre, med sine små bløde babyfingre, der opstod der et ubrydeligt bånd.

Vel kunne han blive gal på ham. Men Damon vidste, at Richard mente det godt.

Ud af ingenting, stod der pludselig en vugge midt på vejen. Richard gned sine øjne. Han stod stille, så godt han kunne. Et barn græd inderligt i vuggen.

Richard gik hen mod vuggen, mens den ændrede sig fra vugge til en ædende bil.

Damon kunne ikke sove. Han havde travlt med at ligge og være gal på Zack. Den lille lort var skyld i alt. Han skulle få jordens største røvfuld når Damon fik fat i fat i ham. Han skulle lide og bede om nåde, mens Damon bankede ham.

Han fandt sin mobil og ville ringe til Luis. Han havde brug for én, der ville give ham ret lige nu. Den ringede længe, og ringede ud. Intet svar. Han prøvede igen. Samme resultat. Han råbte højt. Den klovn havde sikkert glemt at lade den op. Han trykkede Nathans nummer. Gud ved om han stadig var helt høj, efter hans overfald på Brenda. Damon smilede lidt for sig selv. Det var sådan Zack også skulle have tæv. Han ville være bevidstløs længe, når Damon var færdig med ham.

 

Han slog i dynen og kaldte den for Zack. Han rejste sig i sengen og sparkede til dynen, som om den var en lille dreng på ni år.

Nathan tog heller ikke sin telefon. Damon var alene. Hans far var gået og der var stille. Damon var af den overbevisning, at han ikke frygtede noget som helst.

Det var så ikke hele sandheden. Han kunne faktisk ikke fordrage, at være alene, når det var mørkt udenfor.

Hans far var næsten altid hjemme om natten, eller også kunne han altid få fat i sine venner på mobilen. Altid, bare ikke nu. Han var alene og det var ikke rart.

Han åbnede forsigtigt døren. Han kiggede ind på loftværelset. Zack var stadig ikke kommet. Han listede ned i stuen. Hans far var heller ikke kommet hjem.

Pludselig var Damon ikke så sej mere. Selvsikkerheden var forduftet.

Den dreng, der tidligere på aftenen, løb rundt i kvarteret sminket som et skelet, var pludselig en usikker lille størrelse på femten år.

 

Han kunne risikere at komme til at græde nu, men han ville ikke. Tænk hvis nogen så ham. Brenda måske. Han ville blive til grin i hele byen.

Han måtte indrømme, at hvis bare Zack ville komme hjem nu, så ville han ikke gøre ham noget, måske. Men så var han i hvert fald ikke alene. Han hadede det.

Han trykkede vennernes nummer på mobilen igen. Ingen svarede.

Et stort ur over fjernsynet slog én gang. Det lød højere end normalt. Eller også var Damon bare træt. Han satte sig i farens stol og lukkede øjnene. Men han kunne ikke sove. Han var bange. Og der var så forbandet stille.

Han stod med ryggen til fjernsynet, og så ikke det tændte af sig selv.

Tre ansigter kom til syne. Det var hans far, Luis og Nathan. De hviskede til ham.

Damon hørte en stille lyd og vendte sig. Der var de alle tre på skærmen.

- Damon, Damon, Damon, kom ud og leg med os, sagde de i kor.

Han kunne ikke lide det, eller forstå det. Han tog sig til hovedet, og bad dem stoppe. Han tog et askebæger og kylede det ind i fjernsynet.

Damon var skrækslagen da han løb ud på vejen. Inde i huset kunne han stadig høre dem hviske hans navn fra tv'et. Hvisken blev til tale, og sekunder efter brølede de hans navn. Men stemmerne ændrede sig. De blev mørkere og mere rustne.

Det var ikke dem der råbte. Det kunne han tydeligt høre.

Damon råbte om hjælp, men ingen kunne høre ham. Der kom ingen lyd ud af hans mund. Han tog sig til halsen. Han kunne ikke engang græde. Han ville gerne. Men det var umuligt. Han kunne ikke sige et eneste ord.

 

Huset råbte hans navn hele tiden. Hvorfor kunne ingen andre høre det? Det larmede i hans ører, men alle lys var slukket i andres vinduer.

Længere henne ad gaden tændte en bil sine forlygter. Noget inde i Damon advarede ham. Noget sagde ham, at han skulle stikke af.

Ved genboens stakit stod der en gammel cykel. Han tog den og piskede af sted

Bilen i baggrunden begyndte at køre efter ham. Ikke hurtigt, men han kunne høre en brummen fra en stor motor. Det lød nærmest som noget der trak vejret, men Damon turde ikke vende sig om. Han cyklede så hurtigt han kunne.

 

Hans hjerte hamrede af sted. Det galoperede inde i ham. Det hamrede i brystet på ham. Han hev efter vejret. Der var luft i lungerne, men ikke nok til at han kunne sige noget. Det hele var så uvirkeligt.

Inde i hovedet på ham, hviskede de stadig hans navn. Han kunne næsten ikke cykle mere. På vej ud af byen, fløj noget ind foran ham. Han blev forskrækket og drejede af mod skoven, og søen.

Han nærmede sig en stejl bakke nedad. Her kunne han få fart på, og det fik han.

Damon trådte i pedalerne, som om det gjaldt livet, hvilket noget sagde ham det gjorde. Det var for uhyggeligt og skræmmende, og det skete.

 

Bag ham kunne han høre en kraftig motor nærme sig. Den kom tættere. Vejen svingede, og Damon fik et kort glimt bagud.

En stor mørk bil med skarpe forlygter og et gysende kølergitter kørte lige bag ham. Han nåede at tænke, at den kunne dræbe ham hvert øjeblik det skulle være.

Han trak vejret dybt og skreg. Han kunne skrige igen. Han græd højlydt mens han håbløst kaldte på sin far. Igen og igen.

Et lysglimt forude fik ham til at køre ind i skoven, imellem træerne. Han indså hurtigt, at bilen ikke kunne følge efter derinde.

Lysglimtet viste sig at være en kæmpebrand, i Charlie Watsons store bjælkehytte. Damon stoppede cyklen. Han indså at bilen ikke var bag ham.

Det varmede med al den ild. Huset var ved at brænde helt ned. Damon råbte, men der var ingen der svarede. Ingen kunne svare.

Gennem resterne af huset og den gevaldige altædende brand, bragede bilen frem og snerrede af Damon. Den havde åbnet gitteret, der nu mere end før mindede om spidse lange dødelige tænder.

Uden at vide hvorhen, vendte Damon sig bare om og løb alt hvad han kunne.

Det viste sig at være en badebro, med Charlies store båd for enden.

Damon spurtede ud af broen. Den var for smal til bilen. Men Damon ville ikke se om den kunne køre ud af den alligevel.

Damon havde sejlet med sin far, så han vidste hvordan han skulle løsne båden fra broen. Han skyndte sig med rystende hænder midt i sit livs værste øjeblik.

Han sprang op på båden. Han kunne ikke skubbe den fra broen.

 

Han så ind mod bredden. Bilen stod derinde og snerrede fra motoren. Det dampede fra den. Den rasede som det hidsige monster den var. Den fik ikke sit bytte.

Damon græd værre end nogensinde. Han var helt alene. Han vidste, at han aldrig ville se sin far igen. Det var gået op for ham. Men han forstod ikke hvorfor bilen ikke slog ham ihjel på vej ud af byen. Den måtte da kunne køre hurtigere end han kunne cykle.

Han var ligeglad. Den fik ham ikke. Han klarede den og overlevede.

Inde på bredden slukkede bilen lygterne. Der blev stille i skoven.

Damon følte alligevel, at nogen så på ham. Han var måske ikke helt alene.

Han sad på knæ med ansigtet i hænderne. Da han tog dem væk sad der en krage.

Han så den i øjnene. Den sagde ikke noget. Den stirrede bare på ham.

Han kunne mærke båden bevæge sig. Han skyndte sig op at stå.

Båden sejlede væk fra land. Inde på bredden var bilen væk. Lige så pludseligt som den var kommet. Der var ingen spor af den.

 

Damon ville kigge på kragen igen, men den var også væk.

Båden sejlede af sig selv, ud midt på søen. Bredden blev mindre og mindre.

Damon vidste ikke hvad han skulle gøre. Han skiftevis græd og skreg på hjælp. Men herude hvor han var alene, kunne ingen høre ham skrige.

Der gik et par timer af natten, hvor båden lå stille. Damon lå i bunden og græd.

Han var stadig i chok. Ind imellem prøvede han at tænke det hele igennem.

Men intet af det var normalt. Det kunne ikke ske, men det skete.

Vandet var uroligt. Der var kommet bølger. Ikke store, men nok til, at båden vippede let. Først var det ikke så meget, senere kom der flere, og de blev større.

Damon kunne dårligt stå stille på båden. Han måtte holde fast i noget.

En stor måtte gled i bunden af båden, og glasbunden kom til syne.

Den skræmte dreng, så de skarpe forlygter komme op fra bunden af søen.

Inde på land, i udkanten af skoven, ved et mindre skur, stod George med en kikkert og så ud på søen. Han så Charlies store båd gå ned, og han kunne næsten høre Damons sidste skrig. Der gik kun et øjeblik. Så var båden helt væk.

Ved siden af ham stod Zack. Han vidste kun alt for godt hvad der var sket.

- Kommer den tilbage, George? Ved du om den kommer tilbage?

Den lille dreng så op på den store gamle fisker.

- Sidste gang gik der halvtreds år. Der er bare noget der undre mig.

- Hvad er det, spurgte Zack forundret.

- Den tog ikke mig dengang. Det har undret mig lige siden. Hvorfor tog den mig ikke? Der var en grund til det. Jeg gjorde noget grimt. Den skulle have taget mig dengang. Jeg har været besat af denne her sø lige siden. Jeg har aldrig kunne flytte væk. Ét eller andet holdt mig tilbage. Jeg kunne bare ikke. Jeg har ventet lige siden. Ventet på at den skulle komme kørende op af vandet en aften. Og tage mig med.

 

Zack trådte et par skridt væk fra George. Han så meget overrasket på ham.

Han forstod ikke helt hvad det var George sagde.

- Jeg ved ikke hvem der er det største monster. Bilen eller mig?

Zack trådte flere skridt væk. Han vidste ikke om han skulle løbe. For få øjeblikke siden havde han stolet fuldt og fast på George. Han havde hjulpet ham inde i byen. Hvad var der ved at ske? Han ændrede sig pludselig. Hvem var han pludselig? Hvad havde han gjort dengang? Siden bilen også skulle tage ham.

- Hvad gjorde du George? Hvad gjorde du dengang for alle de år siden?

Zack spurgte selv, men han frygtede svaret. Måske ville han slet ikke høre det.

Måske ville han slet ikke forstå det. Denne nat havde han allerede hørt og set mere, end andre på hans alder.

 

Det er ikke engang sikkert, at man i byen vidste hvad der var i søen.

Nu vidste Zack det. Han vidste, at hvis nogen råbte om hjælp igen, som han selv havde gjort, så ville kragen og bilen komme op af vandet igen.

George vendte sig og så på ham. Hans øjne stak så mærkeligt og ubehageligt.

- Jeg var en af jægerne dengang. Jeg fik mine venner til at hjælpe mig. Jeg voldtog og slog min egen kæreste. Hun var gravid. Jeg ville ikke have barnet, så jeg slog hende ihjel. Jeg tog hende med ud at sejle, og slog hende ihjel ude på søen. Det var mig, der var et monster dengang. Men søens monster tog altså ikke mig. Siden har den holdt mig fast her på området. Jeg kan ikke flytte. Jeg kan aldrig flytte væk. Det er min straf.

George gik et par skridt nærmere Zack, og tog fat i hans arm.

- Jeg kan ikke lade dig løbe, Zack. Nu ved du noget, der har været en hemmelighed i mange år. Jeg kan ikke risikere, at du løber ind til byen og sladre til sheriffen.

- Jamen jeg lover ikke at sige noget, bad Zack med tårer i øjnene.

- Ved du hvad politiet gør med sådan én som mig? De kaster mig i en celle, indtil de henretter mig. De planter mig i en stol, hvor jeg dør når de sender strøm gennem mig. Forstår du hvad jeg siger, lille Zack? Jeg kan ikke lade dig løbe. Du skal med mig ud at sejle.

 

Zack var i chok. Han turde ikke sige noget. Han kunne ikke. Tårerne trillede bare fra de små kinder. Han ville ikke med ud at sejle. Det var det eneste han vidste med sikkerhed.

Han vidste godt, at han ikke ville kunne løbe fra George. På ingen måde.

Den voksne mand havde også grebet ham i armen. Det gjorde meget ondt.

George løftede Zack op, så de kunne se hinanden i øjnene.

- Jeg gør ikke det her fordi jeg hader dig, Zack. Men kun for min egen skyld. Der er ikke noget galt med dig. Du ved bare for meget.

Noget fik Zack til at se henover skulderen på den store gamle fisker.

Kragen sad på Georges båd. Den sad lige så stille på rælingen. Den stirrede på Zack, og det var som om den hviskede til ham.

- Du skal bare bede om hjælp, Zack. Ligesom sidste gang.

Drengen rystede i fiskerens arme, mens han så hans lille fiskekutter nærme sig.

De havde lige stået sammen, og set Charlies store båd gå ned, med Damon ombord. Hvad skulle holde monsterbilen fra at tage Georges båd også?

 

- Jeg vil helst ikke, råbte Zack med gråd i stemmen.

- Jeg er nødt til det, sagde George og så ham i øjnene.

Zack så hen over skulderen på George igen. Kragen sad der stadig.

- Hjælp mig. Så hjælp mig dog. Han vil slå mig ihjel.

George blev forskrækket over Zacks ord. Han vendte sig og så skrækslagen hen på kragen. Så stirrede han nervøst på drengen i hans arme.

- Nej Zack. Nej for satan. Du har ikke bedt dem om hjælp, råbte han.

George slap Zack, og løb mod skoven. Vandet begyndte at røre på sig. Det sydede og boblede, og inden længe dukkede bilen op igen. Den kørte mod skoven. Zack og kragen hørte George skrige af smerte.

Da bilen kom retur, skreg George ikke mere. Der var blod på kølergitteret.

Zack så på kragen mens bilen langsomt trillede ud i vandet, til man ikke kunne se den mere. De nikkede til hinanden i fælles taknemlighed.

En sensommerdag i den lille by Churchville i staten Maine – 4 år efter.

 

Zack gik langsomt mod skolebussen, og Martin ventede som sædvanligt.

De satte sig ved siden af hinanden. De sagde ikke meget, til at starte med.

De kørte forbi hjørnet af Millers og Stark, og det gamle egetræ.

På den øverste gren højest oppe, sad der en krage. Den kiggede efter bussen.

- Hvordan er dine nye plejeforældre, spurgte Martin og brød tavsheden.

- De er såmænd flinke nok, svarede Zack stille og roligt.

- Taler i meget om din far og om hvor han blev af?

Zack vendte sig og så alvorligt på Martin.

- Han var ikke min far. Han var min mors anden mand. Nej vi taler ikke om ham. Han tog sin søn og drog af sted en dag. Så var jeg alene.

- Jeg troede det var din far. Jeg sagde det ikke for at genere dig.

- Det ved jeg godt, Martin. Du er ok. Skal vi være venner? Vi kunne mødes efter skoletid, hvis du synes, spurgte Zack.

Martin smilede. Han havde aldrig selv turdet spørge. Han var glad for, at Zack spurgte. Han ville enormt gerne være venner.

 

Et par stop længere fremme, steg et par store drenge på bussen.

Martin sukkede og rystede på hovedet.

- Åh nej, ikke dem, sagde han stille.

- Hvad er der, spurgte Zack forundret, sin nye ven.

- De to der. Dem der lige steg på bussen nu. De driller mig altid. De kalder mig tykke og brilleabe. Jeg synes ikke det er særlig sjovt. Jeg bliver ked af det, og det ved de godt.

- Det skal du ikke finde dig i. Sig noget til dem, sagde Zack.

- Det er ikke så nemt. De tæver mig bare. Jeg er ikke så stærk.

Zack kunne tydeligt se, at det påvirkede Martin med de store drenge i bussen.

De var også begyndt at genere en pige lidt længere fremme i bussen. Hun bad dem holde op, men lige lidt hjalp det.

Buschaufføren bad dem dæmpe sig. Men de hørte ikke efter, ingen af dem.

Ikke før en dreng på tretten år, tog fat i armen på den ene af dem.

Zack så dem i øjnene, uden nogen form for frygt.

- Jeg ville opføre mig ordentligt hvis jeg var jer, sagde han.

Den ene af drengene grinede højt og skubbede til Zack.

- Hold dog kæft din lille lort. Hvad fanden kan du gøre ved os?

- Jeg beder jer bare om at opføre jeg ordentligt. Det er ikke så svært, vel? Ellers kunne det jo ske, at jeg bad nogen venner om hjælp!