Søen ved Debra Hill
Foran søen stod der en voksen mand, der engang havde været lille nervøs dreng. Han tænkte tilbage på dengang. Den dag det hele eksploderede foran øjnene af ham. Da døden i søen ved Debra Hill tog sit unaturlige indtog i hans liv.
En del år tidligere
Det var sent på sommeren. En sommer der havde varet forevig. Den havde været uendelig lang, og dræbende varm. Specielt dræbende.
Det var faktisk en efterårsmåned, men det stadig var varmt i oktober. Trækronerne var heller ikke begyndt at klæde sig af endnu.
Søen var ikke kæmpestor. Et par hundrede meter i diameter. Omringet af lidt skov og mos. Der var ikke synderligt mange blomster rundt om søen ved Debra Hill.
Selve byen var ikke en gang en by. Bare et sted hvor folk, der ikke havde ret meget andet end en trailer at bo i, kunne være. En stor mørk fyr de meget passende kaldte for Store Joe havde lavet en lille smugkro, fordi han havde to trailere ved siden af hinanden, og så med et stykke grønt presenning imellem. Herunder nogle hjemmelavede borde af ølkasser og nogle tilfældige plader, der måske var efterladt af tidligere beboere.
Stole måtte kunderne selv slæbe med fra deres egen slidte trailere.
Det var for det meste et sørgeligt folkefærd der boede i Debra Hill. For mange af dem, faktisk de fleste, var det endestationen. Et sted man kunne ende med at bo, hvis alt andet var gået galt. Hvad enten det var sprittere, der bare ikke kunne klare livet mere, eller det var nogen der havde forsøgt sig med noget kriminelt og var blevet taget. Så ville de måske ikke være så velkommen mange andre steder, end i Debra Hill. Der var dog andre, der måske havde en fremtid.
Engang i fordums tid havde Debra Hill været en regulær by. Med en skole og forretninger, en frisør og en slagter hvor man altid kunne få på klods.
Det var dengang. Siden gik det ned ad bakke. Indbyggertallet dalede den ene sommer. Alle forlod åbenbart byen og lod den stå hen. Senere kom der store maskiner og flåede bygningerne ned. Planen var vist, at en eller anden smart entreprenør ville bygge den op igen, men ham der havde pengene til det, forsvandt også den sommer. Alle var væk og ingen vidste hvorhen og hvorfor.
Trailerparken bestod af cirka tyve trailere. Alle lærte hurtigt hinanden at kende. De fleste arbejdede også sammen, på den store skofabrik inde i Derek Town. En rigtig by med det hele. Det lå kun syv kilometer væk, så det var en rask gåtur frem og tilbage. Hvis de ikke tog bussen.
Skofabrikken i Derek Town var ejet af John Lennie, der selv havde en fortid med en tur bag tremmer. Så han så stort på hvad folk havde med at bagage af livserfaringer. Så længe de gad bestille noget.
En af dem der havde boet der længst, var Gamle Mike. En enlig mand på næsten 80, eller mere. Ingen vidste det præcist. Gamle Mike var en af de allerførste, hvis ikke den første, der kom og satte en faldefærdig trailer på det tomme område, hvor der før lå små træhuse og en lille by.
Der var ikke rigtig nogen der vidste hvor han kom fra. Mike påstod at han havde været i marinen i sin ungdom.
- Jeg vil dø for mit land, sagde han ind imellem.
Han var lidt en gammel original, men han var vellidt og han generede ikke nogen.
Ungerne kunne lide ham, når han tændte et lille bål foran sin trailer og fortalte røverhistorier. De aftener kom ungerne sent i sent, og de fleste voksne accepterede det. De havde jo bare hygget sig hos Gamle Mike.
Alderen havde indhentet ham så meget, at han havde flere rynker i ansigtet end der var stater i Amerika.
En påstand Store Joe havde kommet med, og den blev der stadig grinet af i ny og næ.
Mike var evig og altid klædt i sine slidte og hullede overalls og en rødternet skjorte.
På fødderne slæbte han et par træsko, der meget snart trængte til at blive skiftet ud. Ellers gik han ofte i bare tæer, og havde så hård hud på fødderne, at man snildt kunne skære sig. Det morede flere af ungerne at trykke ham på fødderne og Gamle Mike sagde aldrig nej.
I trailerparken var det ikke unormalt, at de børn der fulgte med forældrene hvor de end skulle bo, altid lærte hinanden godt at kende. Der var en naturlig selvfølgelig sammenhørighed. Man havde noget tilfælles og man tilhørte et af de laveste trin.
Men man fik ofte venner for livet. Uanset hvad ens forældre kom fra. Så blev man en af ”trailerparkens unger.”
En af dem var en lille dreng. Han stod på knæ alene foran søen ved Debra Hill en regnvåd efterårsaften.
Han skulede stift ud over vandet, og vidste besked. Han bukkede sig og tog en sten og tyrede den ud i vandet.
- Dit lede monster, hviskede han grædende.
Det startede nogle dage tidligere, eller langt tidligere
Hendes skridt var febrilske, for hun kunne slet ikke styre sine egne fødder. De styrede selv retningen. De gik den vej hun ikke nødvendigvis ønskede.
Tina var en korpulent ung dame med kort lyst hår. Hun havde haft større forventninger til sig selv da hun var yngre, men det gik ikke som hun havde troet. Forældrenes skilsmisse var mere end Tina økonomiske drømme kunne klare, og det gik ned ad bakke.
Nu boede den kraftige unge dame med sin mor i en trailerpark, sammen med halvtreds andre hun ikke kendte, og heller ikke havde lyst til at kende.
En aften hvor hun kedede sig bravt, gik hun ud og dyppede fødderne i vandet. Hun ville egentlig have svømmet en tur men fortrød.
Senere på natten fandt hun sig selv gående ned mod søen, hvad enten hun ville eller ej. Hun var tvunget.
Tina gjorde hvad hun kunne for at holde igen og spændte musklerne. Hun råbte til benene, men de hørte ikke efter. Musklerne var hun ikke selv herre over. Det smertede endda. Det føltes hele tiden som en kommende krampe.
Hendes knæ rystede ved hvert skridt, men hun kunne ikke stoppe det. Benene bevægede sig selv. Det hele var unaturligt. Hun fægtede med armene for at gribe fat i noget der kunne hjælpe hende med at stoppe hendes gang.
Der var stille som ved en mussegrav ved trailerparken. Døren åbnede af sig selv og pludselig stod hun ud af sengen, som var hun magisk styret af noget andet.
Hun kom først til sig selv da hun stod udenfor.
Hun blev nærmest trukket gennem gruset. Tina var på det tidspunkt for chokeret til at kunne give lyd fra sig. Det var kun en drøm. En kedelig drøm, der virkede lige lovlig livagtig.
På bare tæer bevægede hun sig gennem skoven, via stisystemet hele vejen ned til søen. Indtil hun stod stille foran den ved nogle kantede sten. Først da stoppede hendes fødder deres bevægelser.
Tina stod kun klædt i en stram lyserød T-shirt og hendes mors trusser.
Der var ikke meget grønt mos i den sydlige ende af søen. Der var et område med skarpe kantede flintesten, der vel havde ligget der siden tidernes begyndelse.
Det eneste Tinas mund kunne var at synke. Hun gispede med stort besvær, og også kun lige.
Tina ønskede mere end noget andet at kunne skrige. At bryde denne lune sommernats stilhed med et kald, der ikke kunne overhøres. Så hele trailerparken ville komme og hjælpe. Hun vidste at hendes svagelige lille mor ikke kunne klare det alene, men med hjælp måske.
Hun trak vejret dybt, men kun for at opdage at hun nu stod ude i vandet, der gik op til hendes skinneben.
Intet var normalt og mareridtet var ikke slut endnu.
Et eller andet, eller en eller anden, greb hende om anklerne. Da var hun endnu mere låst. Med glidende bevægelser bevægede hun sig hen over søens bund.
Tina vendte kroppen og så ind mod land, og pludselig var der længere end hun troede på.
Da kom skriget, og det var langt. Det flækkede stilheden som et lyn på en klar sommernat uden skyer.
Det varede alligevel et øjeblik. Tina havde gode lunger og kunne vitterlig skrige. Måske havde det vækket nogen. Måske var der nogen der ikke kunne sove i varmen.
Da vandet gik hende til livet blev hun brutalt trukket ned under. Tina kæmpede og sprællede alt det hun kunne, men der var vand over det hele, og det var vandet der styrede.
I et sidste desperat forsøg kæmpede hun sig op til overfladen. Hun kunne ikke skrige, men hun græd. Da hun røg under igen, kom hun ikke op til overfladen.
Man kunne ikke se vandet blive farvet rødt i mørket.
Dagen efter savnede Connie sin tykke lille datter.
En bekymret mor løb rundt i trailerparken og kaldte på Tina. Det var brølende varmt, så aktiviteten var så som så blandt de andre beboere. Selv Store Joe sad og svalede sig med fødderne i en spand vand. Der var ikke nogen til at servere, så de tørstige måtte selv lægge en mønt eller to i et gammelt askebæger hvis de skulle have en øl.
Landevejsridderen, som han blev kaldt, havde været forbi. Den aldrende sherif Boris Johnson med det lyse strittende hår, der ikke lignede en frisure men en høstak.
Han fik Connies oplysninger om datteren. Han lovede ikke noget. Det var umuligt. Hun kunne være skredet selv. Det ville ikke være første teenager der selv søgte lykken andet steds. Debra Hill havde ikke meget at byde på, og det vidste alle godt. Så landevejsridderen bad Connie om at tage det roligt den første uges tid. Hun kunne stadig nå at komme tilbage og havde fortrudt sit foretagende.
Fem af trailerparkens unger stod samlet i udkanten af skoven på stisystemet. De var i 11 til 12-årsalderen, men det var også noget af det eneste de havde til fælles.
Elizabeth var den største. En pige på 12 med selvtilliden drivende op og ned ad hende. Det var hende der styrede og de andre lod hende bestemme.
Elizabeth var rødhåret, og deraf strålede hendes temperament også. Hun var høj af sin alder og temmelig robust. Hun var en dissideret drengepige, og gik også klædt sådan. Med slidte jeans der var et nummer eller to for store. Sandsynligvis fordi hun arvede sin storebrors tøj.
Uanset vejret var Elizabeth altid klædt i sin uundværlige hullede sweatshirt. Hun svedte under den, men det ragede hende langsomt, og hvis nogen havde en kommentar omkring lugten af sved, fik de tilsendt fingeren efterfulgt af diverse arrige svinske ord, der ikke stod i ordbogen.
Pigen kunne ikke sige ret mange sætninger uden at bande. De andre unger kommenterede det ikke. De kendte hende, og havde ikke den fornødne lyst til at tage kampen op. De kendte hendes styrke, og man lagde ikke bare Elizabeth ned. Der skulle næsten en voksen til.
Elizabeths tro væbner var Ava. En lille forsagt størrelse på 11, der ikke havde en eneste selvstændig mening. Hun syntes det samme som lederen. Hun turde ikke andet. Men hun syntes også altid, at det som Elizabeth sagde, var rigtigt.
Ava var alene med sin mor. Hun var enebarn og moren fik hende ved en nat med en langturschauffør. Hun var bestemt ikke planlagt. Ind imellem syntes moren ligefrem at Ava var belastende at have med på slæb. Hendes mor var drikfældig og ofte vidste hun ikke hvor datteren var, men det var også ligegyldigt. Bare hun ikke var i vejen.
Avas viden om mangt og meget var begrænset. Hun var ikke stærk i skolen, og blev også ofte drillet på grund af sin spinkle lille krop. Derfor lænede hun sig også meget op af Elizabeth, der allerede havde banket et par knægte på plads.
Ava havde ikke nogen søster eller bror at arve tøj fra. Så hun var tvunget til at gå i sin mors aflagte. Det hang på hende, uanset hvad det var for noget. Hun havde fundet et par af sin mors gamle joggingbukser, og med et stykke sejlgarn om livet kunne hun holde dem oppe. Det var ikke kønt men nødvendigt. Ava var gyldenbrun og hendes øjne var smukke som rent mørk chokolade.
Elijah var en dreng på næsten 12. Han kunne det meste, syntes han. Han kunne løbe stærkt og råbe højt. Han kunne skændes med sin far, fordi han ikke var bange for ham. Men én ting kunne han ikke. Han kunne ikke svømme, hvorfor han aldrig havde været i nærheden at komme i vandet nede ved søen. Det var bare en dum sø. Hvem gad det?
Elijah var slank og havde langt mørkt hår ned til skuldrene, og havde modsat flere af de andre begge sine forældre endnu. En far, der led af PTSD og var underlagt morens regler, og en mor der sad og drak sammen med Avas mor. Det var sjældent kønt.
Hans far var svagelig. Også psykisk. Han havde været soldat og havde været udsendt til Irak, men da han kom hjem havde han ændret sig, og turde ikke noget mere. Han sagde undskyld mindst tyve gange om dagen. De fleste voksne havde faktisk ondt af den stakkels mand. De vidste hvad han havde været igennem. De bar over med ham, fordi han havde mere lyst til at blive i sengen, frem for at komme ud og nyde vejret. Han så det hele når han lukkede øjnene, og kunne høre alle de børn der skreg inden de døde.
Elijah var ikke som sådan bange for Elizabeth, og det irriterede hende. De havde endnu ikke sloges. Men det irriterede hende også, at hver gang hun kom med en påstand troede Elijah ikke på det. Han troede ikke på noget.
Gruppens fjerde medlem var Jack. En solid rund dreng med store lyse krøller og blå øjne, der lige var blevet 11. Jack havde såmænd et kønt ansigt, men sådan var der ikke ret mange andre på skolen der så på ham. Han var ham den fede lille knægt, der var bange for alt og alle. Ikke andet.
Elizabeth kunne tilfældigvis godt lide Jack. Så hun havde hans ryg hvis nogen var efter ham. Han var også en dreng de fleste godt kunne lide. Han havde et smil fra det ene øre til det andet. Han generede ingen og var sød mod alle. Han talte pænt og opførte sig ordentligt.
Jack boede i en af de større trailere med sin moster og onkel. Hans forældre gik bort i en trafikulykke da han var lille. Han kunne ikke huske det, så det betød ikke det store. Jack elskede sin moster og onkel. De var også nogen af dem der klarede sig en lille bitte smule bedre end de andre.
Der var ikke nogen af dem der drak, og Jacks onkel var lige blevet tilbudt en bedre stilling inde på skofabrikken. John Lennie kunne bruge ham i regnskabsafdelingen, og det ville give en bedre løn, og så var der måske en mulighed for at få råd til en lille lejlighed inde i Derek Town.
Den femte og sidste var Ethan. En dreng på snart 13, der ikke havde boet i trailerparken så længe. Ethan var den største af drengene. Han var præcis lige så høj som Elizabeth. Han var forholdsvis bredskuldret og velbygget af en dreng på den alder. Ethan gik op i sport og der gik ikke en dag hvor han lagde ud med en masse armbøjninger hver morgen. Hans skuldre og overarme var også rimelig markeret. Ligesom man snildt kunne vaske tøj på hans vaskebræt af en mave.
Han boede alene med sin far, der var ulykkelig fordi han stadig savnede drengens mor, der havde fundet lykken på vestkysten med en noget yngre model.
Ethan havde ikke tilgivet sin mor at hun bare skred. Det var han bitter over. Han ønskede ikke at have kontakt med hende, selv om det var hans mors store ønske.
Den sportstrænede dreng havde sort kort hår og klare grønne øjne. Han havde en skønhedsplet på højre kind. Han var en pæn dreng, som flere af de lidt ældre teenagepiger på skolen allerede havde lagt mærke til. Ethan gik ikke så meget op i sit udseende. Det var der bare.
Til gengæld var han måske lige den tand mere intelligent end de andre. Så var der også det faktum, at Ethan troede på det overnaturlige, indtil det modsatte var bevist.
Der var endnu ikke nogen der havde, kunne overbevise ham om, at der ikke fandtes dræberravne. Dem havde han læst om et sted i en avis.
Ungerne stod og kiggede rundt på trailerparken. Elizabeth stod og slog på et mindre træ med en gren, der skulle gøre det ud for et sværd hun fægtede med.
I baggrunden løb en dame rundt og savnede sin datter. Hun råbte hele tiden hendes navn.
- Er der nogen af jer der kender hende fucking Tina.
Elizabeth kiggede på de andre.
- Jeg gør i hvert fald ikke, svarede Ethan bestemt.
- Måske er hun bare pisset af, sagde Elizabeth.
Ava nikkede som sædvanligt og var enig.
- Det tror jeg også, sagde hun.
- Jeg tror ikke på noget, sagde Elijah.
- Bare der ikke er sket hende noget, sagde Jack.
- Jeg har hørt at hun lallede rundt nede ved søen alene. Måske er hun bare hoppet i. Og hvad så? Jeg er sgu ligeglad. Det rager mig en skid.
Ethan kiggede på Elizabeth og kneb øjnene sammen.
- Er der noget i søen da, spurte han.
- Det ved jeg sgu ikke. Måske kunne kællingen bare ikke svømme. Så ville det da også være for åndssvagt at hoppe i.
- Ja det ville være dumt, sagde Ava.
- Jeg mener bare, er der dyr i søen, spurgte Ethan.
- Jeg tror ikke der er noget i søen, sagde Elijah.
- Hvorfor, spurgte Ethan og satte sig på en stor sten.
- Der er aldrig nogen der fisker derude. Jeg tror ikke der er noget i søen. Ikke en fis, sagde Elijah.
Jack løftede pegefingeren som om han skulle bede om ordet. Det var hans høflighed der bankede på.
- Jeg har hørt noget om en der hed Tommy. Han forsvandt også. Det sagde min onkel. Men jeg ved ikke hvornår det var.
- Nede ved søen, spurgte Ethan nysgerrigt.
- Ja det sagde min onkel. Han boede vist alene. Det synes jeg at jeg har hørt.
- Jeg tror ikke på en skid, sagde Elijah.
- Det kan sgu da godt passe hvis Jack har hørt det.
Elizabeth skulede til Elijah.
Han skulle ikke sige Jack imod.
- Ja, måske passer det hvad Jack siger, sagde Ava.
Elijah sukkede mens han kiggede på Elizabeths lille tro væbner. Kunne hun ikke bare holde kæft? Bare indtil hun havde en selvstændig mening.
Elizabeth vidste tilfældigvis godt at Elijah ikke kunne svømme. Derfor lå den lige til højrebenet.
- Du kan jo bare hoppe i vandet hvis du ikke tror der er noget, sagde hun og skulede til ham.
Elijah vendte sig om med røde kinder. Satans tøser.
Nede ved søen flød en lyserød T-shirt rundt inde ved vandkanten. Den var flået itu med unaturlig stor kraft. Der var ikke skyggen af Tina. Kun rester af hendes tøj.
Søen havde øjne. Den så mod skoven og den så mod bredden. Var der kød på kunne det spises.
Søen kunne styres. Vinden kunne drejes. Bølger kunne rulles, men der skulle kød til.
Bare de rørte ved vandet, var de søens eje. Så var de føde. De kunne flås i flere stykker og de kunne ædes.
- Puha hvor er det varmt. Er det altid så varmt her om efteråret?
Ethan kiggede rundt på de andre efter han havde spurgt.
Inden de nåede at svare smed han sin T-shirt. Jack havde lige tænkt det samme, men da han så Ethans krop droppede han idéen.
- Her kan sgu sagtens blive varmere, svarede Elizabeth.
- Ja det var det da sidste år, svarede Ava.
- Det tror jeg sgu ikke på. Det er eddermame varmt i år. Jeg tror ikke på det var varmere sidste år, sagde Elijah.
Ethan rystede på hovedet. De gentog sig selv hele tiden. Både Elijah og Ava. Det føltes ikke så svært.
- Jeg ved ikke hvad i plejer at laver at lave når det er varmt, men jeg går en tur i skoven. Der er da skygge.
Elizabeth kunne se det fornuftige i forslaget, og det ærgrede hende at det ikke var hende der var kommet på det først. Hun tog teten og gik forrest. Med lille Ava rendende lige i hælene. Så det så ud af noget. Så var det stadig lederen der førte an. Ethan var ligeglad med hvem der forrest. Han så på Jack, der i hvert fald ikke kunne skjule at sveden haglede at den buttede krop. Han lagde en hånd på hans skulder mens de gik længere og længere ind i det grønne og svalende skovområde.
- Hvorfor tager du ikke blusen af? Det er bagende varmt som i en brændeovn. Du kommer da til at svede tran på den måde.
Jack så flovt på Ethan. For det første var han genert, og når Ethan var så slank og stærk at se på ville han slet ikke. Desuden vidste han ikke hvad det betød, når man svedte tran, og han ville ikke virke dum. Så blev han måske drillet. Det gjorde de så tit i skolen.
- Nå, det er ok. Jeg har også lige været forkølet. Så det er faktisk ok, løj han.
Ethan kunne høre han løj, men ville ikke lyde tarvelig så han lod ham være med sin bluse på.
Elizabeth kneb øjnene sammen og tænkte, men der var ikke så mange idéer at komme i tanke om. Der var ikke penge til at tage bussen ind til Derek Town, og så var turen gennem skoven næsten det eneste, med mindre de andre gad noget andet.
- Vi kunne også gå ned til søen og kyle sten i vandet.
Ava var ikke overraskende den første der reagerede.
- Det var en god idé. Lad os gøre det.
Elijah kunne ikke skjule et bredt smil. Hvor var det typisk? Jack havde det lidt godt med at gå ved siden af Tarzan, som han hurtigt døbte Ethan i sit stille sind. Han så op til dem, der havde noget han ikke havde. Et udseende og en udstråling han aldrig selv ville besidde.
Ved en lille del af søen var der ikke nogen træer og mos. Det så ud som om der engang havde været et stenbrud. Eller et vandfald af sten. Stenene var knastørre i hedebølgen. Der var skygge ved den del af søen.
Ethan nød det svalende. Den store, næsten 13-årige, dreng løb hen og greb en sten der var på størrelse med en knytnæve. Han kastede alt hvad han kunne, og Jack var ikke så lidt imponeret og kunne ikke skjule det.
Stenen nåede forholdsvis langt ud og Jack stod med åben mund og fulgte den med øjnene.
- Jeg har aldrig set nogen kaste så langt, sagde han.
Elijah troede ikke på det, men han valgte ikke at kommentere det.
Elizabeth kiggede også efter den forbandede sten.
Ethan så stenen lande i vandet, men han så ikke hvad der rørte i vandet. Hvad det var der så tilbage ind mod land.
Det viste heller ikke sit sande ansigt. Det gjorde vandet lidt uroligt, og borede sig ned i bunden, og ventede. Med et ulmende raseri. Der var kun én der ejede søen.
- Din sten rammer sgu ikke bunden, sagde Elizabeth.
Ethan vendte sig mod rødtoppen og valgte at overhøre Avas evindelige gentagen om at hun gav Elizabeth ret i alt.
- Hvad snakker du om, spurgte han.
- De siger søen er bundløs, svarede hun.
Hun nikkede ud mod vandet.
- De siger lortet er bundløst, sagde hun.
Inden Ava kunne nå at sige noget blev hun afbrudt af Elijah. Det ville han sikkert nægte at tro på.
- Det tror jeg sgu ikke på. Der findes ikke nogen bundløs sø. Det kan jo ikke lade sig gøre. Det er åndssvagt at tro på.
- Jeg siger for fanden også bare hvad jeg har hørt.
Så slap Ava igennem. Nu havde hun holdt vejret længe.
- Det har jeg også hørt, sagde hun stille.
Elijah kunne ikke tage mere fra den tynde pige.
- Hold nu kæft med at gentage alt hvad hun siger.
Avas ansigtskulør strøg direkte over i en orangerød. Hun så ned i jorden og turde dårlig se på nogen.
De næste femogtredve sekunder var der ikke nogen der sagde noget. Det var anstrengende og befriende på samme tid.
- Jeg er aldrig særlig modig, men jeg tror altså ikke vandet gør noget. Det er nok længere ude man ikke skal hoppe i.
Der var ikke nogen af de fire andre der havde den komme fra Jack. Den lille overvægtige dreng, der var bange for sin egen skygge, hævede pludselig stemmen, mens han var ved at smide skoene.
Der var ikke nogen af ungerne der havde set nogen nærme sig. Ingen havde hørt noget, eller set nogle bevægelser i nærheden af dem.
En størrelse der var større end dem selv kom tættere.
Så da en stærk hånd pludselig greb Jacks arm, var der i hvert fald mere end en der blev lidt rystet. Ava skreg.
- Du skal ikke røre vandet knægt. Så bliver man trukket ud, og man kommer ikke tilbage. Er du med?
Jack så op i Gamle Mikes alvorlige øjne og blinkede usikkert med øjnene.
Ethan trådte et skridt frem. Han var knapt så skræmt.
- Store Joe sad da med fødderne i vand. Det så jeg da.
Gamle Mike drejede hurtigt ansigtet hen mod knægten, der tillod sig at sige noget.
- Store Joes vand kommer ikke fra søen. Det kan du være helt sikker på. Han kender også, søen. Vi taler bare aldrig om det. Man holder sig bare væk fra søen.
- Hvad så med hende Tina der forsvandt?
Ethans spørgsmål var relevant. Hvorfor var hun ikke blev advaret? Hendes mor løb stadig og ledte efter hende.
- Hendes mor var blevet advaret, men hun troede ikke på os. Derfor. Tina blev trukket herned om natten. Det er vi helt sikre på, og vi kan ikke gøre noget ved det. Jeres forældre er også blevet advaret, men der er ikke ret mange der tror på os. Vi er bare nogle gamle idioter i de flestes øjne. Men der er noget i søen. Tro mig.
- Det tror jeg sgu ikke på, sagde Elijah højt og frygtløst.
Gamle Mike gik hen mod drengen med det lange hår. Han bukkede sig og så ham dybt i øjnene. Elijah bakkede.
- Hvis du ikke tror på mig, så dyp foden i vandet. Så kan du bagefter gå hjem og kysse din mor farvel. Er du med?
Elijah sagde ikke noget. Han stirrede bare op i Gamle Mikes øjne, der dårligt nok blinkede.
- Lige nu sidder din mor og drikker hos Store Joe, så hun er nem at finde, men skal jeg smide dig i vandet først?
Gamle Mikes stemme lød næsten mere alvorlig end tidligere. Den var i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Elijah bakkede hurtigere end før, inden han pludselig vendte sig og løb. Han ville have nægtet det efterfølgende, men der var tårer i hans øjne.
De så efter ham alle fem. Både Gamle Mike, Ethan, Jack, Ava og Elizabeth. Specielt Elizabeth løftede næsen. Så bange var hun heller ikke, og hun troede heller ikke helt på historien, men måske var der noget i søen.
Gamle Mike løftede pegefingeren inden han bevægede sig tilbage mod trailerparken.
- Hold jer væk fra vandet. Jeg mener det.
Mere sagde han ikke. Så begyndte han at bevæge sig mod skoven. Ethan greb en ny sten og jonglerede med den på overarmen så den hoppede over hans hoved.
- Hvad er der ude i søen, spurgte han højt.
Gamle Mike vendte sig og så på ham.
- Et monster, der styrer vandet. Hold jer væk.
Jack var ved at tage sine sko på igen da den gamle forsvandt ind i skoven. Ethan spændte sine muskler og kastede så højt han kunne. Den strøg mod himlen som en raket og vendte og dalede lige ned i vandet og skvulpede.
Der var ingen af dem der så det, da nogle af de dråber skvulpet skabte blev hængende i luften i nogle stille minutter.
Børnene var allerede på vej hjem efter en kort snak. Det var Elizabeth der forslog det, og Ava var selvfølgelig lynhurtig til at være enig.
To dråber fra skvulpet fór gennem luften indtil det satte sig fast på et af børnenes ryg. Der var ikke nogen der opdagede noget, og alle gik stille hjem.
Der var ikke nogen der vågnede da barnet pludselig begyndte at røre på sig. Knapt nok barnet selv.
Der var ufrivillige bevægelser i nattens mulm og mørke. Stilheden vogtede i trailerparken. Selv de få gæster, der havde huseret henne hos Store Joe hele dagen, var slingret hjem.
Et eller andet listede rundt i parken, indtil den kom til den rigtige trailer. Den åbnede døren og gik ind og så på barnet, og da begyndte de ufrivillige.
Den havde ikke noget menneskeligt over sig. Alle kunne se den, men ingen var forberedt.
Den var høj og tynd. Unormal tynd om livet. Men med en uhørt høj forbrænding kunne den spise kød på størrelse med en okse uden at tage på, på kun et kort øjeblik.
Den var skabt med to lange arme og to spinkle ben, et anderledes ansigt, der kunne åbne sig helt og blotte en gigantisk mund spækket med hundredvis af små sylespidse tænder, der ikke slap når først kødet sad fast.
Øjnene var ikke synderligt store men de kunne se alt.
Fra kroppen hang der lange tynde tråde. Det var blodårer der sad udenpå kroppen.
Den havde en styrke som ingen andre kunne styre.
Vandet kunne styres ved tankekraft. Bølgerne kunne sætte sig fast på offeret, og så var de låst.
Det havde de været siden begyndelsen. Fra dengang deres gud skabte den.
Lige siden den gang mennesket bosatte sig på dens planet, i nærheden i dens sø.
Den havde altid været der, og der havde aldrig været andet liv i søen, end det den tillod.
Vandet var en nødvendighed for at kunne spore sine kommende ofre. De skulle bare røre det, eller få det kastet efter sig. For så var de allerede fortabte fra menneskenes verden. Så var de dens. Dens måltid i vandet.
Barnet stod med søvnige øjne foran traileren. Det havde barnet gjort så tit hvis det var tissetid om natten.
Toilettet i den meget slidte trailer virkede ikke, og udsigten til at det blev lavet var heller ikke specielt stor.
Den voksne magtede det ikke, og flere andre fra parken gad ikke hjælpe den sløve voksne, der hellere ville bruge sine surt optjente penge hos Store Joe, end at købe mad med hjem til sit barn.
Tiden var kun kort. Så stod barnet midt i skoven. I en delvis vågen tilstand. Det nåede knapt nok at registrere hvad der skete. Ikke før det stod foran vandet.
Barnet ville skrige, men det var for sent.
Inden længe greb vandet om anklerne på barnet, der forsøgte at vende sig tilbage mod land for at spejde efter hjælp. Men der kom ikke nogen hjælp.
Monstret åbnede sin mund. Kort efter var barnet væk.
Det nåede aldrig at skrige før tænderne satte sig fast.
Kun ganske få øjeblikke efter var vandet roligt igen.
Op af formiddagen dagen var der stille. Langt de fleste voksne var gået mod bussen, der kunne tage dem med til Derek Town. Nogen af de eneste voksne der var tilbage, var Gamle Mike og Store Joe. De sov begge to.
På skolen var der lukket på grund af vandskade og rotter i kælderen, sagde de.
I Trailerparken gik den ene pige rundt og ledte efter den anden pige. Ethan var allerede oppe. Han sov aldrig længe.
Jack var ved at vågne og sad på sengekanten iført pyjamas da det bankede på. Han tog dynen op over sig da døren gik op. Elizabeth trådte ind.
- Har du set Ava her til morgen?
Jack rystede på hovedet og fattede ingenting.
- Tag en trøje på. Efteråret har sat ind. Vi ses om lidt.
Mere sagde hun ikke, så forsvandt hun ud af døren igen.
Elijah stod udenfor hans families trailer og studerede efterårshimlen. Det var overskyet med en mørkegrå masse, der så ud til at blive hængende, og måske kunne give noget vand senere.
Elijah stod og røg. Eller han stod med en cigaret i mundvigen. Den var ikke tændt, men det så sejt ud.
Hans mor var revnende ligeglad og faren respekterede han ikke. Han lå i øvrigt også inde i sin seng endnu. Han sov ikke men han lå der.
- Er der nogen af jer der ved om Ava er taget med ind til byen? Han plejer aldrig at gøre det, men hun er væk.
Der var mumlen og søvnige øjne.
Ethan sagde ikke noget og han kendte hende heller ikke ret godt. Elijah var nærmest ligeglad. Så slap han for at høre hende gentage alt hvad Elizabeth sagde.
Jack var ikke rigtig vågnet endnu, så dér var de søvnige øjne og en kort mumlen, der ikke rigtig gav nogen mening.
- Jeg ved ikke med jer, men jeg har tænkt mig at lede efter hende. Hun plejer ikke at forsvinde.
- Hun kan vel ikke være så mange forskellige steder. Så stor er trailerparken heller ikke, sagde Ethan.
Jack så pludseligt op med et ansigt, der tænkte mere end han sagde.
- Hun er ikke gået ned til søen, vel? Nogle gange er hun ked af det. Det har jeg selv set, sagde han.
Der var stille, længe. Elijah var så tæt på at komme med sin egen sædvanlige påstand, om at han ikke troede på noget, men da så han op på Elizabeths ansigt, og så fortrød han.
Hun skulede ned på ham med et blik der nok kunne give et snitsår eller to, hvis han ikke holdt kæft.
Et minut blev til to og måske lidt flere, indtil de alle fire stod og skulede ud over søen. Vandet var lidt oprørt og uroligt. Der var ikke nogen af dem der sagde noget. De var stille mens vinden i træerne støjede.
Små rullende bølger rullede ind over stenene, og ingen af ungerne havde den nødvendige lyst til at gå tæt på vandet.
Ingenting, som i slet ikke noget kunne man se ud over vandet. Hvis Ava havde været dernede, var hun der i hvert fald ikke mere.
Alle fire unge kiggede i hver deres retning, og det var ved en tilfældighed, at Ethan fik øje på noget i vandkanten.
Det varede kun et lille øjeblik. I måske to sekunder, syntes han at han så den T-shirt hun havde haft på dagen før.
Den var bemærkelsesværdig fordi den var alt for stor til pigen. Nok to numre, men Ethan så den ligge og flyde i vandet. Revet i stumper og stykker.
Kun et meget kort øjeblik, og så blev den trukket med ud. Han vendte sig flere gange, men han så den ikke mere.
Han kunne ikke bevise noget, og han ville heller ikke starte et rygte hvis der ikke var noget om det.
Da de begyndte at gå tilbage, vendte han sig om igen. Han havde den der fornemmelse, når nogen stirrede på ham. Det stak i ryggen, mens lidt vand løb ned ad jakken på en af de andre drenge.
Dagen blev ikke brugt på ret meget udendørsaktivitet. Vejret tillod det simpelthen ikke. Regnen satte ind og der blev større og mindre vandpytter alle steder.
Da Avas mor kom hjem, spekulerede hun ikke på at datteren ikke var der. Hun gik hen til Store Joe og fik på klods. Der blev hun hængende det meste af dagen.
Ethan sad lige indenfor i deres trailer. Han kiggede mod skoven, og lod sine tanker drage ham længere og helt ned til søen. Der var noget ved søen, men han kunne ikke sætte en finger lige præcis der hvor det var.
Skulle han tro på Gamle Mikes historie? Et monster i søen. Hvilket monster? Hvor kom det fra? Så bred en viden havde han heller ikke. Ethan blev snart 13, og så var han teenager. Alderen betød ikke det store for ham. Han ville videre. Det betød noget. Han nægtede at blive boende i en trailerpark resten af sit liv.
Jacks onkel havde taget kage med hjem. Der var en lettere munter tone i deres trailer. Der blev hygget og glemt var den veninde, der var borte. For en stund i hvert fald.
Hans onkel kunne berette at de meget snart ville få en lejlighed inde i Derek Town. Jack smilede og kunne ikke glæde sig mere end han gjorde nu.
Elizabeth skændtes med sin storebror, og det endte i slagsmål. Forældrene måtte skille dem ad, og for ikke det skulle være løgn bad de hende om at gå.
Elizabeth var rasende. Hun trampede og sparkede til alt hvad hun kunne. Hun ville nægte til enhver tid, men der var tårer i hendes øjne. Hun gad dem fandeme ikke mere. Sådan en fucking taberfamilie. Hendes storebror Robert, var forældrenes kæledægge.
- Rend mig i røven, råbte hun alt hvad hun kunne.
Hun skred fra det hele og gik mod skoven. Hun nægtede at komme tilbage. Det tænkte hun i hvert fald. Om hun vitterlig turde blive væk var måske noget andet.
Skoven var våd og det dryppede fra alle træerne, selv om regnen havde svært ved at trænge igennem.
Kun en håndfuld minutter efter stod hun stille og så ud over søen. Der kunne hun ikke mere. Hun græd som en helt normal lille pige på 12 år ville gøre.
Elizabeth havde luften i lungerne, og kunne skrige hvis hun ville. Men hun græd utrøsteligt og havde svært ved at stoppe. Hun lagde ikke selv mærke til det, at bølgerne allerede havde rullet længere op af stenene.
Elizabeth var så langt væk i sin egen triste verden, at hun ikke så vandet snige sig tættere på. Så tæt på at hun til sidst stod midt i det.
Det rejste sig fra vandet og viste sig for Elizabeth. Dér skreg pigen. Det tog hende med ud og den bed hende, og Elizabeth forsvandt. Få horrible øjeblikke efter var kom der ikke flere bobler op til overfladen.
Men inden hun forsvandt, nåede hendes skrig alligevel gennem skoven og hele vejen til trailerparken.
Det gav gåsehud men Ethan hørte det. Det gjorde de andre unger også. Måske var det meningen. Måske var det med vilje børnene skulle høre det. Måske lod den et barn kalde på sine venner.
Gamle Mike syntes også han hørte noget. Han rejste sig og tog sin kamuflerede mørkegrønne regnjakke over sig.
De gik til søen. Også den dreng der havde fået et par dråber aftenen før. De mødtes ved vandet, men Gamle Mike stillede sig foran ungerne.
- I nærmer jer ikke. Det monster kan tage mig, men ikke jer. Han stod med ryggen til vandet mens regnen holdt inde.
Det eneste man kunne høre, var tusindvis af dråber der dalede fra træerne. Ikke en gang vinden kunne man høre.
Ungerne stirrede stift ud over vandet. De var helt sikre på, at Elizabeth var derude, og at de måske ikke så hende igen. Ikke en gang Elijah turde nægte at tro på noget nu.
Jack rystede på hænderne. Han frygtede det værste og troede fuldt og fast på Gamle Mike.
- Hold jer væk herfra. Jeg sværger, der er noget i vandet. Det har der altid været. Det går aldrig væk. Ikke før en eller anden tømmer søen en dag.
- Hvor kommer det fra, spurgte Ethan.
Mike kiggede op mod skoven. Han tænkte sig længe om.
- Jeg ved det ikke. Men det ejer søen.
De næste minutter virkede som en uendelig evighed. Hysteriske skrig. En masse hurtige bevægelser, der alligevel føltes som om det foregik i slowmotion.
Knogler der knækkede, blod og endnu flere skrig.
Det rejste sig fra vandet igen. Jack så det først og skreg.
Ethan gik tilbage mens Gamle Mike vendte sig om, og stod pludselig ansigt til ansigt med det.
Det var første gang han så det, selv om han vidste det var der. Mike gik ikke tilbage. Han ville gøre hvad han kunne for ungerne. Monsteret så på Elijah, der havde fået et par dråber på jakken. Men da Mike gik frem, gik det stærkt.
Med en ukendt styrke, som kun det allerførste jordiske væsen besad, tog det fat i den gamle mand og drejede hans hoved en hel omgang. Det knasede og Mike var hurtig færdig.
Jack skreg stadig og var lam i bevægelserne af skræk.
Elijah faldt over en større sten og monsteret greb fat i ham. Den ville trække ham ud, men en anden dreng var stadig modig. Han fór frem med sin lommekniv, og trykkede den dybt i monstrets krop.
Det så ned på Ethan et stykke tid. Så åbnede det sin store mund og med alle sine tænder bed det fat i hans ansigt.
Det rev sit hoved tilbage og blodet flød. Ethan faldt om.
På jorden midt i noget fugtigt mos lå Jack. Hans skrig ville ingen ende tage. Monstret så hen mod drengen og lod ham ligge. De andre slæbte han med ud i vandet.
Da Jack ikke kunne trække mere luft i lungerne lå han og hyperventilerede. Hans chok ville aldrig gå væk.
Alle i trailerparken fandt ud af at nogen manglede. Nogen var væk. For nogen var det et savn, for andre af de psykisk mindre bemidlede, var det en lettelse.
Da Jack kom kravlende og grædende tilbage vidste de besked. Nogen af dem, der troede på Gamle Mikes historie om et monster i søen var ikke i tvivl.
Få dage efter var der ikke ret mange trailere tilbage i parken. Kun Store Joes. Hans kunne ikke flyttes.
Der var ikke nogen der vidste det med sikkerhed, men det hed sig at han selv gik i søen en vinterdag.
En del år senere
Foran søen stod der en voksen mand, der engang havde været lille nervøs dreng. Han tænkte tilbage på dengang. Den dag det hele eksploderede foran øjnene af ham. Da døden i søen ved Debra Hill tog sit unaturlige indtog i hans liv.