Sensommerens sidste weekend

Sensommerens sidste weekend

En person med et ansigt forvredet i had, og med en bagage af sygeligt jalousi, sad med et billede i hånden. Hænderne rystede, og knyttede sig sammen.

Et raserianfald udviklede sig.

Himlen lukkede sig i blikket, og der blev sort. Lyset fra et smil, der var knust.

Lyden af tænder der skar, og vejrtrækningen fra en der hyperventilerede, var det eneste, der brød stilheden.

 

Billedet var taget til en sommerfest, blandt dem der gik sammen på gymnasiet.

De stod der alle sammen, arm i arm på stranden den dag. Med lutter glæde i deres unge ansigter. Der var sat ringe, rundt om flere af ansigterne af de unge.

Deres skæbner var allerede beseglede.

Knoerne var hvide og øjnene var røde. Tårerne trillede side om side ned af kinderne.

Ikke fordi personen var trist. Mere lettet i sind og sjæl. En sten var fløjet fra hjertet.

En sort tusch satte kryds over det ene ansigt, mens læberne skælvede.

Der var ingen vej tilbage. Det hele var startet nu. Man kunne ikke begynde, og så fortryde. Det var heller ikke hensigten. Linen skulle trækkes helt ud.

 

En dyb vejrtrækning, mens personen så på den unge mand på stengulvet.

Han havde aldrig set det komme. Ikke før det var for sent.

Hans øjne var åbne. Tungen hang ud af munden på ham. Den var blålig, som læberne.

Han var knapt nitten år. Carsten blev ikke ældre.

Han blev kvalt i den øl han drak. Han startede med at hoste. Da var det stadigt sjovt. Indtil han febrilsk ikke kunne få vejret mere. Han havde rakt ud efter hjælp.

De så hinanden i øjnene. Der blev råbt skældsord. Noget om hvad Carsten havde lovet. Han gik i knæ. Han ville råbe, men der kom ikke en lyd. Det trak sig sammen i halsen på ham, til luftvejene var helt blokeret. Herefter blev en stor kniv boret i ryggen på ham. Han var allerede død, men straffen skulle kunne ses af enhver.

 

Først for sent gik det op for ham, at det han havde sagt og lovet, fik følger.

Syg af jalousi, og rasende så blodet kogte, var der en, der tog hans liv.

Inden morderen forsvandt, blev der hældt benzin på motorcyklen.

Det var et inferno af ild og blod, som morderen efterlod.

 

DMI's tidligste prognoser for sensommeren, så ikke ud til at holde vand. Et tæppe af tætte skyer havde lagt sig ind over landet.

Seneste prognose lød på kuling, med efterfølgende regn fra en himmel, hvor nuancerne var få. Skyerne havde lukket sig sammen, i en mørk gråblå masse.

Vinden var stærk og kom ind over fra vest. Men ikke stærk nok til, at kunne rydde himlen, som et maleri hvor solen strålede klart på et lyseblåt lærred.

Hvor august havde været flot og varm, havde også september budt på flere lune dage, hvor vejret kunne nydes i skoven, på stranden og på campingpladsen, hvor grillen ofte blevet taget i brug, i skøn fællesskab med dem, der lå på pladsen ved siden af.

Men september stod for fald, og således også den lovede sensommer.

Snart bankede oktober på døren. Det så ud til, at efteråret ville komme styrket ud af sin lange hvile.

 

Sara stod foran Hellerup villaen. Den var ikke alene stor, hvid og prangende. Den var en af de største villaer i området, med sine 450 m2 med sort glaseret tegl på toppen.

Hun stod udenfor gitterlågen med sin sportstaske på skulderen.

Klædt i stramme hvide jeans, kondisko og en løsthængende efterårsjakke.

Mobilen sitrede i lommen. Med en besked på, at Betina var på vej.

Sara rykkede sig og så mod himlen. Hun lagde ansigtet i hidtil ukendte folder, for en ellers glad og munter pige, netop udsprunget som student, med et godt gennemsnit.

Der stod Møller-Fredensborg på et blankpoleret kobberskilt, der var muret ind i de søjler hvor indkørslen lå.

Saras far var professor på Rigshospitalet, og hendes mor var selvstændig advokat.

Modsat flere af hendes veninder, var Sara født og opvokset, i et økonomisk sikkert miljø. Hendes forældre var lykkelige, udadtil. De havde også deres nedture, men forstod at opretholde facaden overfor deres eneste datter - men hun var ikke blind.

 

Betina Nielsen, kom fra et hjem med lavere sociale kår. Men ikke desto mindre var hun lykkelig. Hun havde læst med Sara på gymnasiet. Hun havde også fået huen, og kørt gennem byen i en åben lastvogn. Pyntet med grene og balloner i alle farver.

Mellem studierne havde hun tjent, og sparet sammen til en lille bil.

En lille grøn Citroen, der havde set bedre dage. Men det var hendes, og hun var stolt af den. Hun boede hos sin søster, der var blevet skilt året før, fra en voldelig mand.

Betina var stærkere psykisk end storesøsteren. Så det havde været en trøst og støtte for dem at bo sammen.

Søsteren kunne ikke klare sig alene. Så da Betina pakkede tøjet og rykkede ind, var det lige så meget på deres mors foranledning. Men det passede Betina godt, at slippe hjemmefra. Hun følte omsorg for sin mor. Havde ondt af hende, som tingene var.

Moren havde tigget og bedt sin yngste datter, om at tage hen og hjælpe hvor hun kunne. Selv kunne hun ikke da hun sad i en situation, med en sørgelig mand på sofaen, der hældte vand ud af ørene omkring sin dårlige ryg. Irriterende simulerende, så det ofte drev Betina til vanvid. Hun holdt meget af sin mor, men hun så hvad vej det gik. Mens moren bare naivt kun troede på det gode i manden.

Han var ikke pigernes far, og kemien var heller ikke gensidig.

 

Freja Davidsen kom ud af moskéen. Hun hankede op i sin taske, og gik med raske skridt. Målbevidst i blikket, var turen over til stationen ikke længere end, at den kun ville tage hende nogle få minutter.

Den mørkhårede pige satte huen skråt på hovedet. De brune øjne skinnede mere klart, end den gråsprængte himmel.

Den hvide sweatshirt, med ordlyden, Student 2015 skrevet i blåt, hang lidt løst.

Freja havde bevidst bestilt den et nummer eller to for stor, men var ikke mindre glad for at bære den. Den skjulte hendes buttede mave, og hang nede om den brede bagdel. De kraftige lår, var som altid gemt væk under et par joggingbukser.

 

Hendes far var ikke altid stolt, når hun kom i moskéen klædt sådan.

Men hun var hans eneste datter. Han lod stå til, ind imellem mod sin vilje.

Den unge jødiske pige var klar i mælet. Hun kunne skjule sine følelser, overfor nogen. Men dem der kendte hende, vidste godt, at følelserne også sommetider sad udenpå tøjet. Freja var nervøst anlagt. Grænsende til det naive og infantile.

Hun kunne tro på ting, som hun med sin bedste overbevisning vidste, ikke fandtes.

Hun blev let skræmt, og kunne ikke fordrage mørke og ensomhed.

 

Pia Strand var den sidste pige i venindeflokken. Hun var ikke tæt bygget som Freja. Faktisk tværtimod. Hun var slank, og nærmest tynd.

Hun kom fra elendige kår, med svigt i familien. Med forældre der drak huslejen op.

Hun var blevet opdraget med tæsk, og tilbragte stort set ikke sin tid hjemme mere.

Hun gjorde alt hvad hun kunne for, at slippe væk hjemmefra.

Ved studiernes start, havde hun hægtet sig fast i Sara, Freja og Betinas selskab.

Men ind imellem var hun væk i flere uger. Det hed sig, at hun rejste ned til sin kæreste i Tyskland. Men der var ikke nogen kæreste i Tyskland.

Pia kendte bare ikke ret mange. Hun var en ensom stille pige.

En ringe trøst var hendes udseende. Hun havde kort lyst hår og store blå øjne.

Ofte var hun klædt i en stramtsiddende skjorte, der var knappet op, så der nærmest var åbent udsyn til hendes små bryster.

Hun trodsede vejret, og gik altid med små lårkorte nederdele og høje stiletter.

For hende var sommeren ikke slut. Det gjaldt om at blive set.

Måske lurede der en sikker og lykkelig fremtid lige om hjørnet. Den hun ikke kunne få hjemmefra. Hun brugte hvad hun kunne, for at få en fremtid - brugte hvad hun mente hun havde at gøre godt med. Karaktererne havde ikke været synderligt høje. Hun havde dog bestået, men med et meget lavt gennemsnit.

 

Pia sad i en taxi på vej nordpå. Den kørte langs Strandvejen. Chaufføren nynnede med til sange fra sit eget hjemland. En perlehalskæde hang og dinglede fra bakspejlet.

Hans øjne hvilede på hendes slanke lår, og hun vidste det godt.

Hendes tanker var andetsteds, og han var ikke løsningen. Det hun søgte, var ikke en midaldrende gift mand, med lange skægstubbe og en duft af hvidløg, samt fire børn i bagagen. Han kunne være den rareste mand i verden. Godt integreret, og med alle de rigtige intentioner, men alle hendes fordomme spåede hende noget andet.

 

Sara smilede bredt da Betinas lille grønne Citroen C1 drejede rundt om hjørnet. Ikke for at grine ad hendes lille bil, men gensynsglæden af veninden var stor.

Der sprang en lille tåre af glæde ud af øjenkrogen på hende.

Sommerferien efter gymnasiet havde føltes lang uden veninderne.

Sara havde tilbragt det meste af sommeren hos faderens venner i Cannes.

Hun viftede med armene og hoppede på stedet, som hun stod der og så Betina komme kørende. Betina lod hornet få et enkelt tryk, mens hun grinede højt.

De løb hinanden i møde, og krammede så man skulle tro de aldrig ville slippe hinanden igen.

- Hold kæft hvor det lang tid siden lige pludselig, udbrød Sara smilende.

- Det er alt for længe siden, skreg Betina.

- Er de andre snart på vej, spurgte Sara midt i al rusen af glæde.

Betina slap grebet for at hoste. Hun flåede en pakke cigaretter op af lommen.

- Ja mon ikke. Ja undskyld, jeg skal lige have noget frisk luft.

Hun tændte smøgen og inhalerede kraftigt. Hun stønnede da hun pustede ud.

Sara grinede ad hende. Hun langede et dask ud efter hende, på venligste vis.

 

Toget standsede ved Hellerup Station. Der ville ikke være langt at gå, men himlen trak mere sammen, og kunne snildt gå over i regn.

Freja skulede mod himlen.

Hun var normalt ikke en pige der bandede voldsomt, men hun lod den få et par gloser med på vejen, hvor hun lod himlen vide, at den bare kunne vente sig, hvis den agtede at fugte hendes nye hue og trøje.

Hun satte farten lidt op, men ville ikke løbe. Hendes kondition var nærmest ikke eksisterende, som hun plejede at udtrykke det.

Men himlen lyttede ikke efter. Det startede som dryp for en kort stund.

Freja måtte, mod sin vilje, alligevel sætte ind med lidt hastigere skridt, der kunne minde om løb på stedet. Ikke fordi hun kom så meget hurtigere frem.

Hun manglede kun et par gader, så ville de andre sikkert stå og grine ad hende.

Og hun ville tilgive dem på stedet. Hun ville i det hele taget gå langt for sine venner.

 

Pias taxi kom minutter før Freja. Hun steg stille og roligt ud af vognen, og gik hen mod de to andre. Smilet var anstrengt. Gensynet var på et andet plan.

Hendes kram var ikke fyldt med glæde og varme. Men mere for pligtens skyld.

- Er i klar, spurgte hun søgende, og så dem i øjnene.

- Det kan du bare bande på, sagde Betina højt, og hostede igen.

Sara smilede til Betina og hendes smøger. Hun nikkede på hovedet og så på uret.

- Vi mangler kun Freja og Carsten. De må være her lige om lidt.

- Har du været hos din kæreste i Tyskland, spurgte Betina nygerrigt.

Pia så på Betina. Hun nikkede, og løj som sædvanlig.

- Ja det har jeg nemlig. Så jeg har ikke været så meget hjemme. Ikke rigtigt mødt nogen. Ved I hvad tid Carsten kommer? Jeg prøvede at ringe til ham, men der var ingen der svarede.

- Måske er han kørt i forvejen. Det snakkede han om, at han ville, på sin nye motorcykel.

 

En snakken på kryds og tværs om ferie og job satte i gang. Indtil en højrøstet stemme afbrød snakken. Freja kom haltende, mens hun pustede og stønnede.

- Hej tøser. Jeg gider ikke regnvejr og jeg gider sgu ikke at løbe mere. Jeg håber ved gud ikke, at vi skal på lejrtur med en masse kravlen i træer og andre ligegyldige sportsaktiviteter.

 

Sara og Betina skreg af grin, mens de løb hende i møde, for at mødes i et fælleskram.

Kun Pia blev stående lidt tilbage. Hun havde altid haft et lidt stramt forhold til Freja.

De fandt aldrig hinanden på gymnasiet. Delte ikke de samme interesser.

De kunne acceptere hinandens selskab, og havde begge gået med til, at dele denne her weekend sammen med Sara, Betina og Carsten. Der behøvede ikke at være nogen dårlig stemning.

Sara havde måtte mægle en smule. Freja ville ikke til at starte med.

Hun var slet ikke vild med Pia, og måden hun kunne se på hende på. Der var noget med hendes blik, sagde hun flere gange. Men Sara slog det hen.

Det blev også ved et svedent håndtryk, og et lille sammenpresset smil.

Dette måtte de andre tage til takke med.

Sara så det godt, og prøvede på bedste vis at løfte stemningen, med en kendt sang.

 

Aftalen var klar til weekenden. De skulle tilbringe den sammen, i Pias onkels gamle sommerhus, oppe i Nordjylland. Det var alligevel til salg.

Betina havde til at starte med, opponeret mod den lang køretur. Men Sara kunne få hende med på den værste. Hun tilbød at køre turen, i en af hendes fars biler.

 

Betina forsøgte flere gange, at ringe til Carsten. Men der var den sædvanlige telefonsvare på. Hun hadede den, men til gengæld kunne hun så høre hans stemme.

Det var almindeligt kendt, at Betina havde haft følelser for Carsten, i alle tre år.

Men det var aldrig rigtigt blevet til mere, end et enkelt kys på stranden det år.

 

Sara kørte bilen. Hun havde bedt Freja om at sidde ved sidde ved siden af hende.

Radioen kørte på fuld drøn. Musik af nyere stil kastedes ud gennem bilens kraftige højtalere. Sara og Freja sad og sang med.

Betina var irriteret over, at hun ikke måtte ryge i bilen.

Til gengæld osede hun som en skorsten på færgen. Turen varede lidt over en time, mens de sejlede fra Odden til Århus.

 

Sara brød stilheden omkring et bord på færgens café. Hun så på Pia og smilede.

- Hvad er det med det sommerhus? Du sagde det var lækkert, men også lidt uhyggeligt. Er der spøgelser eller hvad, jokede hun.

Pia fik et alvorligt udtryk i ansigtet. Hun lignede en kold sten mens hun så direkte i Saras øjne. Det var ikke for sjov.

- Det må i selv om. Jeg sagde bare, at man kunne få en skide hyggelig weekend deroppe. Men der kan faktisk godt være lidt uhyggeligt. For det første ligger det midt inde i en skov. Rimeligt langt til de andre huse. Det kan være svært at opfange signal på mobilen derinde. For det andet er der observeret ulve i området. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil da ikke sidde til bords med sådan en. Og så lige en ting til. Det her har jeg ikke fortalt før. Det hedder sig, at min onkel døde i det sommerhus. Der er ingen der ved hvordan. Han forsvandt bare, og er aldrig blevet fundet.

 

Freja skar ansigt. Hun kunne allerede mærke uroen i kroppen. Hun begyndte at svede og ryste på hænderne. Hun havde ladet sig overtale til at tage med, og ville også smadder gerne. Men ulve, midt inde i skoven. Langt fra andre huse. Uden mobildækning. Det lød allerede mere skræmmende, end hun vitterlig var opsat på.

 

Sara grinede bare. Hun rystede på skuldrene og satte hovedet på skrå.

- Hvis vi står ved siden af hinanden og brøler, så løber den sikkert sin vej. Ude i skoven. Det kan da bare blive hyggeligt. Det bliver da sikkert fedt.

Betina kom til syne i baggrunden. Man kunne se på hendes jakke, at regnen havde sat ind. Den var plettet af mørke vanddråber.

Håret stod til alle sider, men smilet kunne de ikke tage fra hende.

Freja kiggede nervøst på Pia. Hun var allerede ved at være ked af, at hun meldte sig.

Sara skubbede til hende og blinkede. Det skulle nok gå, sagde hendes blik.

 

- Jeg har smidt en besked på Carstens mobil. Så må han lige melde tilbage når han ser den. Jeg gider ikke ringe mere.

Betina var irriteret. Hun havde håbet på en smule respons, men der var ingen.

 

Der var timers kørsel endnu. Betina lukkede øjnene. Freja sagde ikke meget, og lod blikket glide ud på motorvejen. Mørk og fugtig skinnede den.

Regnen hamrede monotont på taget, mens Sara sad og tænkte tilbage på deres samtale om hele turen.

Det var en aften hvor der var afslutningsfest på gymnasiet. Flere havde drukket tæt.

Et par af drengene havde haft en konstant følere ude efter Sara.

Hun syntes bare det var irriterende. Hun gad dem ikke. De var barnlige i deres opførsel, og havde svært ved at lade hende være, selv om hun havde bedt om det.

 

Pia tog teten og gjorde noget den aften, som hun ellers aldrig ville have gjort tidligere. Hun hævede stemmen midt i en samtale om en ny gyserfilm.

- Hvis i ikke tror der findes nogle uhyggelige steder i Danmark, så skulle i prøve min onkels sommerhus, oppe i Nordjylland.

- Et sommerhus i Jylland. Skulle det være specielt skræmmende, spurgte Sara.

- Er det en udfordring, spurgte Betina og grinede højt.

- Tør du for eksempel, svarede Pia med et spørgsmål og prøvede at smile med.

- Jeg er ikke så bange af mig. Ja jeg tør sgu godt. Jeg lader mig ikke skræmme.

 

Kun Freja sagde ikke noget. Hun sad i baggrunden og så ned i gulvet.

Hun vidste med det samme, at hun ville blive skide bange, hvis der bare var det mindste, at blive bange for. Hun ville besvime af skræk, hvis der bare var edderkopper.

 

Pia havde vendt sig mod hende den aften. Mod al forventning, fordi de ikke var så vilde med hinanden. De talte stort set aldrig sammen.

- Hvad med dig? Skal du ikke med? Sara og Betina tør godt. Så tør du vel også godt. I tre hænger jo alligevel altid ud sammen.

Hun sagde det med en blid stemme. Hun vidste godt, at Freja ikke var vild med hende. Hun prøvede endda at smile til Freja.

Men det virkede som om, at Pia vitterlig ville vise noget vilje mellem de tre.

Hun havde aldrig været en af gruppens faste medlemmer.

Men måske kunne hun komme lidt ind i varmen. Få sig nogle venner, der betød noget. Være der for hende, som hun ville være der for dem.

 

Et sæt øjne i festsallen lynede mens det så på Freja. Et gammelt varmt had blussede op inde bag øjnene. En næve knyttedes i en lomme.

Sig nu ja, sagde blikket. Jeg venter på jer deroppe. Sig nu bare ja for helvede.

 

Freja forsøgte at smile til Sara, der sad og nikkede. Sara tog Frejas hånd.

Pia smilede sødt da Freja endelig takkede ja. Det gjorde hende glad, på en ny måde.

Betina lagde en arm om Freja. Hun skulle sgu nok passe på hende, havde hun sagt.

 

Bagerst stod en af drengene og smilede. En høj lyshåret fyr med klare blå øjne.

Carsten Nielsen var kendt som klassens sjove dreng.

- Jeg er da også klar, hvis jeg må komme med på jeres tøsetur. Så kan jeg samtidig få luftet dyret. Jeg fik den hjem forleden. Den trænger til at komme ud og køre, sagde han og hentydede til sin nye maskine.

En mørkeblå Suzuki fyldt med hestekræfter.

 

Ingen andre meldte sig. De fire piger og Carsten. Betina sad og kiggede længselsfuldt på ham. Hun havde sine håb og drømme. Men hun holdt det for sig selv.

Hun var normalt ikke en pige, der bare kunne vade i tilbud, som Sara.

Men det kys til den fest, betød noget for hende. Måske mere for hende, end for ham.

 

Det hele var altså lidt en udfordring for dem. Pia havde nøglerne. Sara skulle stå for maden. Betina og Freja skulle indkøbe drikkevarer, når de nåede til den sidste købmand, inden skoven.

Carsten skulle have chips med. Eventuelt en pose snolder og andet godt.

planen var lagt, og alle håbede på en hyggelig tur.

 

Der var ikke så mange kilometers kørsel mere. Nordjylland nærmede sig. Regnen stilnede lidt af, og endte som støvregn, der knapt nok kunne ses.

Det var blevet eftermiddag, og solen havde ikke rigtigt været fremme.

Den var gemt væk, bag et overskyet tæppe for oven.

Det fik landskabet til at se mørkere ud, end klokken og tidspunktet reelt var.

 

Et sidste stop ved en ældre købmand blev hurtigt overstået. Alle købte det de kunne slæbe. Øl, vand og dåsemad til alle dagene.

Betina købte smøger og en ekstra lighter. Det skulle lige passe, at hun løb tør i løbet af weekenden. Aldrig i livet.

Der blev grinet højt mens de slæbte ud i bilen. Stemningen var løftet.

Selv Freja var i bedre humør. Hun talte en smule med Pia, hvilket endte med, at de gav hinanden et kram. Sara så det, og forventede det bedste.

 

Inde bag panderynkerne på en person, bankede blodårerne rundt. Med en blanding af hævn, had og sygeligt sind, der aldrig havde kunne se solen, og det lyse i livet.

Det tænkte kun på én ting. Vi ses i skoven!!!

 

Huset lignede mest af alt, en svensk bjælkehytte. Med mos på taget i forskellige grønne nuancer. Det var som taget ud af et eventyr, som det lå der midt i skoven, ved en mindre lysning og en smal grusvej op til huset.

Det var stort, med første sal og kælder. På sin egen måde, så det flot og skræmmende ud, som det lå der, med vinduer som øjne, der stirrede ud i naturen.

Græsset omkring huset var længere end normalt. Haven var ikke passet.

Der løb en lille bæk gennem den store have, der endte ud i en sø for enden, lige inden skovkanten. Herefter blev det tæt med træer.

Primært høje fyldige nåletræer, men også bøg, birk og eg.

 

Gardinerne var trukket for. Der så tillukket ud. Uvelkomment.

Freja frygtede det værste da hun stod udenfor og så op på det. Hun rystede allerede.

En hånd landede på hendes skulder, og hun fór sammen. Hun blev nemt forskrækket.

Betina trak på smilebåndet, mens hun inhalerede kraftigt.

Freja svarede igen med et albueslag i maven. På den venlige facon. Der blev grinet.

 

Pia stod stille foran huset. Det var som om det vækkede en masse minder hos hende.

Hun havde været der nogle få gange som barn.

Hendes onkel var ikke så familiær. Hun så ham sjældent. Han var hendes mors bror.

Mens hendes forældre sloges og kæmpede for, at få økonomien til at hænge sammen, sad hendes onkel herovre, og talte sine mange penge. Hun hadede ham for det.

Han forsvandt en forårsdag, helt eller delvist naturligt. Ingen vidste det med sikkerhed. Han var væk, og frygtedes død.

Pia kunne godt savne noget mere familie, end den hun døjede med derhjemme.

Hun ville ønske, at hun trods alt havde haft et tættere forhold til ham.

 

Da døren blev låst op, og åbnede sig knirkende, var det som om et tungt åndedræt pustede dem i hovedet. Der lugtede indelukket, og en smule af gammelt surt tobak.

Onklens storforbrug af lange cigarer hang stadig i luften

Der var lagner over møblerne, og støv på alle hylder og kanter i den store stue.

I pejsen var der sorte afbrændte knuder. I en kurv ved siden af, var der enkelte stykker træ endnu.

I loftet hang der tykke guirlander af spindelvæv. Alle hjørnerne var besat.

 

Der var adgang til køkkenet, gennem en buet dobbeltdør. Pia åbnede døren, og startede med at åbnede vinduet derude.

På væggen hang der kobbergryder i forskellige størrelser. Der var ikke sparet på noget. I en knivblok stod der Globalknive på stribe.

Langs den ene væg hang krydderier af alle slags. Nogle var for gamle og rådne.

På en anden væg hang der et maleri i stærke farver. Det forestillede en køkkenhave.

 

- Her kan da blive skide hyggeligt, råbte Sara mens hun fjernede lagner.

- Det er sygt så stort det er, returnerede Betina.

Freja stod stille og så sig omkring. Hun sagde ikke noget. Ind imellem så hun på sin telefon. Det var rigtigt nok, der var næsten ikke nogen dækning på den.

Hun så rundt i stuen. Der føltes ikke hyggeligt, i hendes øjne.

Pia kom smilende ud fra køkkenet. Hun huskede det større end det var. Selv om det var stort. Som barn havde det været et slot for hende.

- Der er værelser oppe på første. I kan selv vælge. Man kan se hele stuen oppe fra første sal, når man står deroppe, sagde hun og pegede.

- Fedt. Jeg vil være førstevælger, grinede Betina og smed en cigaret i pejsen.

Freja så på de andre lidt forsigtigt. Hun turde næsten ikke spørge. Måske ville de grine af hende. Hun tog en dyb indånding.

- Er der nogen der vil dele værelse med mig. Jeg hader at ligge alene.

 

Men der var ikke nogen der grinede. Sara rakte hånden op og blinkede til hende.

Betina havde helt andre tanker. Hun håbede stadig, at Carsten dukkede op.

Alle pigerne greb deres tasker, og gik op af trapperne.

Det ene trin knirkede voldsomt. Næsten som om det ville knække.

Freja sukkede. Huset skræmte hende, men hun ville ikke sige det til de andre.

De var så begejstret. Det ville hun ikke tage fra dem.

 

Dørene til værelserne var tunge egetræsdøre.

Hvert værelse havde hvert sit eget specieldesignede håndtag i cedertræ.

Der var en bred dobbeltseng på alle værelserne. Et skrivebord og en læderstol.

Der var ægte tykke tæpper på gulvene. Ved vinduerne var der udskårne karme.

Pigerne var imponeret. Måske Betina mere end Sara, der kendte stilen.

Freja vidste slet ikke hvad hun skulle sige.

Hun sad på sengen, mens Sara hev det ene nyindkøbte tøj frem efter det andet.

 

Der var badeværelser på gangen. Et i hver ende. Det ene var stort og luksuriøst. Med et badekar med plads til tre. Hanerne var guldbelagte og spejlet fyldte hele den ene endevæg. I brusekabinen af buet glas kunne man snildt stå to.

I den anden ende af gangen, var der et mere beskedent badeværelse. Til gæster.

 

Udenfor blæste det op. Ikke meget til at starte med. Mere som en let vind, der fandt vej gennem trætoppene. Det sang og hylede blandt de store kroner.

Vandet fra de blanke blade slyngedes mod bunden, mens det klukkede fra den lille bæk. Der var alskens lyde fra haven og skoven. Mest helt naturlige lyde, først.

Vinden tog til, og de store nåletræer begyndte at svaje fra side til side.

Dystre toner pressede sig på, mens mørket lagde sig mere og mere ind over huset.

Det begyndte at regne igen. Det startede svagt, men inden længe stod det ned.

Mange kilometer væk, lynede det med efterfølgende brølende torden. Det var på vej.

Pigerne sad foran pejsen. Ikke fordi det var så koldt, men fordi det var hyggeligt.

 

Betina, der havde ageret praktisk gris, havde tændt op i pejsen, med nogle få stykker træ. Så det kunne blive et mindre bål i den store pejs.

Freja sad med et tæppe omkring sig. Ikke fordi hun frøs. Nok mere set i lyset af, at hun stadig var skræmt over stedet. Hun havde allerede set den første edderkop.

Tæppet skulle virke som et beskyttende skjold for hende, hvis der viste sig noget i mørket. Hun så sig omkring flere gange, og mod vinduet hvor regnen slog ind på.

Pia sad stille og så på sin telefon. Der var stadig ingen dækning. Hun lagde den fra sig og lyttede til de andre.

Betina sad og osede på sine smøger. Mens hun grinede af Saras fortælling.

 

Hun var i færd med at fortælle om Asger. En fyr fra en af de andre klasser. Sara lavede stemmen hæs, for at lyde som ham. Selv Freja grinede med.

Han var en sær fyr, der mest holdt sig for sig selv. Han havde ingen venner, men var intelligent på et højere niveau.

Han var en læsehest, sagde man. Men han havde også haft en sær måde, at stirre på folk på. Gennem sine ødelagte briller, der var tapet sammen lige over næsen.

Til festerne deltog han ikke, som regel. Han havde været med på stranden den dag.

Han sad alene og drak af en stor flaske spiritus, hvilket alle havde bemærket, fordi han normalt kun drak mælk.

 

Han henvendte sig aldrig til nogen. Han vidste det meste og havde aldrig brug for hjælp. Pia havde spurgt ham til råds en enkelt gang.

Han brugte de første ti minutter på, at stirre hende i øjnene, inden han svarede.

Pia vidste slet ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var ubehageligt.

Asger var stor og bredskuldret. Han havde mave, nærmest til det fedladne.

Han var ikke en fyr, som ret mange piger kiggede langt efter. Også på grund af tøjet.

Uanset årstiden, gik han med brune fløjlsbukser, og hvide strømper i sandalerne.

Over en gul skjorte, der var knappet helt op, bar han en mørkegrå cardigan, der var hullet på albuerne. Den var for kort, uden at det betød noget for Asger.

Hans hår var halvlangt mørkt og fedtet. Han var ofte langskægget, og havde ansigtet fyldt med bumser og hudorme.

 

Asger var en enspænder. Han vidste det godt. Ingen vidste noget om, hvor han kom fra. Hans familie eller hans hjemlige miljø. Levevilkår eller forældrenes økonomi.

- Kan i huske på stranden. Han sad bare der og drak for sig selv. Han snakkede ikke med nogen. Jeg tænkte, hvorfor kom han egentlig? Der var et par af drengene, der spurgte om han ikke ville være med til noget beachvolley. Men så rejste han sig og gik. Han var helt vild i ansigtet, som om han var gal over et eller andet.

 

- Jeg så ham ikke hele tiden. Jeg stod mest sammen med Carsten, brød Betina rødmende ind.

- Nå, gjorde du det, spurgte Freja grinende, og de andre grinede med.

- Nå ja, der skete altså ikke ret meget, sagde Betina, helt rød i hovedet.

- Det var vel nok ærgerligt, hvad, sagde Sara og skreg af grin.

Betina kastede en tom cigaretpakke efter hende, mens hun gemte sit ansigt.

Freja skubbede til hende, mens latteren var på sit højeste.

 

Der var en stemning, af ægte råhygge foran pejsen. Der blev grinet og pjattet, og drukket lidt øl og sodavand. Røgen fra Betinas smøger sneg sig ind i pejsen.

Der duftede godt af gammelt tørt træ, der blev spist af flammerne, så det knitrede.

Små gløder sprang rundt, som om de kæmpede for deres liv.

Det var ved at være sent. Og latteren havde for længst lagt sig. Der var stille i stuen.

Freja var ved at falde i søvn.

 

Som en eksplosion sprang det ene vindue op, og regnen væltede ind. I det samme lynede det udenfor, efterfulgt af et tordenbrag. Det var ikke langt væk.

Freja vågnede og skreg hysterisk. Selv Betina blev forskrækket og sad helt stille.

Sara og Pia fór op af sofaen og hen til vinduet.

Sara prøvede at se ud i mørket. Der var bare helt sort. Det lynede igen, og Pia trådte et skridt tilbage. Hun stod med åben mund og gjorde store øjne.

- Der står nogen udenfor. Jeg kunne se silhuetten af en eller anden, sagde hun.

Det fik ikke Freja til at holde op med at skrige. Hun gemte sig inde under tæppet.

Sara så ud i mørket igen. Det lynede og haven blev lyst op. Men hun kunne ikke se nogen eller noget. Hun så på Pia.

- Er du sikker? Jeg kan ikke se noget overhovedet, råbte hun usikkert.

- Jeg sværger. Der var en stor skygge. Hold kæft hvor blev jeg forskrækket.

Sara lukkede vinduet, mens endnu et lyn lyste op alle steder.

Hun så ud, men der var ikke rigtigt noget at få øje på.

 

Bag dem sad Betina og holdt om Freja, der græd stille. Hun hadede situationen.

Pia rystede på hovedet. Hun tørrede øjnene. Hun så på Sara.

- Måske er jeg bare træt, men det lignede en skygge af en eller anden.

Sara lagde en trøstende hånd på hendes skulder. Hun prøvede at smile.

- Måske er vi alle sammen trætte. skulle vi hoppe op i seng tøser. Hvad siger i?

Der var ingen modargumentationer. Pigerne gjorde sig klar til at gå i seng.

 

Et eller andet sted stod der en, hvis øjne lynede. Der var hviskende ord om en straf, med døden til følge. En bred kniv kom til syne i en hånd, og en tunge kørte fra skaftet til spidsen. Døden skulle smages på, så det ville fryde langt ind i sjælen.

 

Pigerne havde lukket sig ind på hver deres værelse. Freja havde kastet sig under dynen, Mens Sara lige skulle give sig selv noget natcreme på.

Freja lå og rystede. Hun kunne ikke slippe oplevelsen af vinduet der sprang op.

Og Pia der måske havde set en skygge derude. For helvede hun var skræmt.

Betina sad på sengekanten og røg, mens hun kiggede på den ene pakke hun havde tilbage. Hun ville været tvunget til, at køre efter flere smøger. Den ene pakke holdt ikke weekenden ud. Hun rystede på hovedet af sig selv.

Pia kiggede sig i det medbragte sminkespejl. Øjnene så ikke trætte ud. Men hun følte sig sløv og ville lægge sig. En masse tanker om familien derhjemme kørte rundt i hovedet på hende. Hun var træt af sin mor og far og deres dovne livsstil.

Hun ville i hvert fald ikke leve sådan.

Endelig var hun sluppet af sted på en weekendtur, langt hjemmefra.

 

Der var stille i huset, mens timerne langsomt trillede gennem natten. Vinden hylede i træerne, mens det stadig lynede og tordnede, mens regnen var ved at aftage.

Det sidste tordenbrag havde vækket Freja med et sæt, fra hendes lette søvn.

Hun kunne høre, at Sara sov rimeligt tungt. Hun ville ikke vække hende, bare fordi hun var bange. Hun vendte og drejede sig et par gange.

Selvfølgelig kom det uundgåelige. Hun skulle tisse. Hun prøvede at slå det hen.

Men jo mere hun prøvede, jo mere skulle hun ud på det toilet.

Hen ad den mørke gang. Finde kontakten, hvis hun kunne. Og låse sig inde.

Mens hun var derinde, kunne hun vel for fanden føle sig sikker, tænkte hun.

Det hele ville vel tage små ti minutter, men for Freja ville det føles som timer.

 

Udenfor huset blev der sat spor i det bløde fugtige græs. Små sammenknebne øjne fandt hvad de søgte. En boks af hårdt metal blev flået af væggen, og ledninger blev skåret over. Herefter forsvandt skyggen igen. Godt tilfreds med sig selv, og sin plan.

I de samme sekunder, var tissetrangen blevet for meget for Freja. Hun kunne ikke holde det tilbage mere. Det gjorde nærmest ondt i maven.

Hun tvang sig ud af sengen, uden at vække Sara. Hun listede, selv om hun håbede, at Sara ville vågne. For et øjeblik tænkte hun på, om hun skulle tabe et eller andet, så hun ved at uheld kom til at vække hende.

Hun afslog dog sin egen tosset idé. Hun måtte bare tage sig sammen, tænkte hun.

Freja åbnede døren ud til gangen. Selvfølgelig knirkede den. Typisk.

Hun stak hovedet ud, men der var stille og mørkt. Hvis Pias onkel vitterlig vandrede rundt i huset om natten, som et spøgelse, så måtte han godt holde en pause lige nu.

Hun vidste godt, at det var pjattet. Men hun kunne ikke lade være med, at frygte det værste. Det var også irriterende, at hun havde det sådan.

 

Næsten seks meter var der hen til badeværelsesdøren. Urimeligt langt, syntes hun.

Hendes skridt var langsomme. Hun listede for ikke at vække nogen.

Hun lod et blik kaste bagud, ud over stueetagen. Der var sort som i en kulkælder.

Det tordnede ikke så kraftigt mere, hvilket passede hende ganske godt.

Hun var næsten henne ved døren da trinet på trappen knirkede.

Freja stivnede. Hun turde ikke bevæge sig. Hun fik gåsehud, der kunne mærkes over det hele. Hendes mørke hår på armene rejste sig, mens hun holdt vejret.

Hun kunne ikke mærke, om der stod nogen bag ved hende, men hun frygtede det værste. Freja tog et hurtigt skridt hen til døren. Åbnede den og ledte efter kontakten.

 

Det knirkede på trinet bag hende igen. Hun kunne ikke holde vejret mere.

Hun gispede, mens hun febrilsk rakte ud efter den forbandede kontakt.

Freja mærkede det hårde plastik, og trak vejret uroligt. Der var den.

Hun trykkede flere gange, men der skete ikke noget.

Lyset tændte ikke. Hun ville bande og skrige, men noget inde i hende stoppede hende. Hun turde ikke lave en lyd. Hvis der vitterlig stod en bagved hende, og det var hun sikker på der gjorde, ville det så hjælpe at skrige? Måske.

Hun vendte sig langsomt. Hun kneb øjnene sammen, så udsynet var gennem to små sprækker. Der var mørkt på gangen. Det var det første indtryk hun fik.

Men det vidste hun godt.

 

Freja så sig selv som et offer, overfor det værste spøgelse i verdenshistorien, eller en grusom seriemorder, der brændte sine lig på bålet.

Men det var ikke det syn der mødte hende. Faktisk var der slet ikke nogen.

Hun åndede lettet op da der slet ikke stod nogen. Idet samme gik døren op, inde fra Betinas værelse. Hun stod med en kobberlysestage med et lille lys, der var brændt halvt ned. Hun så irriteret på Freja, der stod og rystede.

 

- Der er ikke noget strøm. Det er sgu da irriterende. Jeg ville tænde lyset for at ryge mig en smøg, men det virker sgu ikke.

- Nej heller ikke her ude på badeværelset, sagde Freja lettet.

- Så er det vel gået i hele huset. Jeg kunne pludselig høre en eller anden herude. Har du været nede i stuen?

- Nej, jeg skulle bare ud og tisse. Går du ikke lige med? Her er smadder mørkt.

Freja var flov over at spørge. Hun vidste, at Betina ikke var lige så forstående som Sara. Måske ville hun grine af hende. Hun hadede at blotte sig sådan.

Betina rakte hende lysestagen, mens hun tog en smøg i munden.

- Du kan lige tage den her med. Det er bedre end ingenting.

- Bliver du stående her, spurgte Freja flovt.

Betina nøjedes med at nikke. Hun var ikke helt så hooked på Frejas overnaturlige frygt, som Sara var. Men hun valgte dog, at gøre hende en tjeneste. Denne gang.

 

- Jeg troede der var nogen nede i stuen, råbte Betina gennem døren.

- Næ, der var kun mig herude, svarede Freja lidt mere stille.

- Ok. Det var fordi jeg hørte trinet knirke. Det kan man høre på afstand.

Freja sad helt stille på toilettet. Så var hun ikke den eneste der havde hørt det.

Havde der mon været nogen alligevel? Hun turde ikke tænke tanken til ende.

- Jeg går ind og lægger mig. Du klare vel dig selv? Nu du har lidt lys.

Freja skyndte sig at blive færdig, mens hun hørte fodtrin hen ad gangen.

 

Udenfor huset stod der en og kiggede ind. Onde øjne så den forsigtige Freja, med lyset i hånden, liste ind på værelset igen.

Det var tæt på. Det knirkende trin på trappen, var ved at ødelægge det hele. Planen.

Freja havde stået så tæt på. Men det var ikke hendes tur først. Rækkefølgen var anderledes. Det hele skulle gå rigtigt til.

Hvis Freja havde vendt sig, og opdaget noget, var hun blevet myrdet på stedet.

Personen havde listet ned af trapperne igen. Trinet havde knirket igen. Satans!!!

Det hele var lige ved at gå galt. Personen skar sig i armen, så blodet piblede.

Det var straffen. Ikke lave flere fejl. Ellers kostede det.

Skyggen forsvandt i haven. I morgen er der nogen der dør, tænkte skyggen.

 

Solen skinnede kun svagt ind gennem gardinerne. Der var tynde skyer på himlen.

Der var stadig stille i huset. Ikke mange havde fået øjne.

Sara var den første der satte sig op i sengen. Han strakte sig, mens det lange mørke hår strittede til alle sider, og ned foran øjnene.

Hun rystede på hovedet for at kunne se noget. Det første hun så, var en kobberlysestage med et næsten udbrændt lys i.

Han smilede ned mod Freja ved siden af hende. Velvidende at det var noget hun havde tændt. Freja sov tungt endnu.

 

Sara greb sin mobiltelefon. Den var ikke ladet op. Hun forsøgte at tænde lampen på bordet, men uden held. Hun satte sig undrende med hænderne på knæene.

Han hoppede ud af sengen og åbnede døren ud til gangen. Der var stille. De andre døre var lukket. Sara tænkte, at hun bare var den første oppe.

Hun listede hen ad gangen og ned af trappen.

Det knirkende trin brød stilheden Sara smilede bare af det og tog ikke mere notits af det. Hun gik bare hurtigt ned.

 

Pejsen var gået ud for længst. Der var køligt men ikke koldt.

Sara snuppede et tæppe fra sofaen og slyngede det over skulderen.

Den tynde undertrøje og de små trusser var ikke helt nok.

Hun fandt køkkenet og kontakten, men havde stadig ikke held med sig.

Det var begyndt at irritere hende.

I det ene hjørne af køkkenet, var der to trin ned til en kraftig dør. Den indvendige vej til kælderen. Sara tog i døren. Den var ulåst. Hun nåede at åbne den, men skyndte sig at lukke den igen. Hun blev mødt af en stank uden lige.

Hun skyndte sig at forlade køkkenet, med tanke på hvad der kunne lugte så råddent.

 

Hun gik med hovedet bøjet og troede at hun var alene. Hun fik et chok da Pia pludselig stod foran hende. Hun stod helt stille midt i stuen.

Hun smilede til Sara, der begyndte at grine af sit eget fjollede chok.

- Jeg troede jeg var den eneste oppe, sagde Sara.

- Jeg har været vågen et stykke tid. Så fandt jeg ud af, at der ikke var noget strøm, så måtte jeg hellere stå op og finde ud af noget.

Pia stod i en gammel morgenkåbe. Den lignede et efterladenskab fra halvfjerdserne.

Sara vendte sig og pegede mod køkkenet.

- Har du været i kælderen for nylig? Jeg åbnede lige døren derned til. Der stinker værre end jeg har oplevet før. Som om der ligger en masse råddent mad dernede, eller tusind døde katte, der har ædt mug før de døde. Det er da helt afsindigt.

Pia nikkede på hovedet og slog med skulderen.

- Ja jeg ved det godt. Jeg ved ikke hvad der er dernede. Jeg går aldrig derned. Der stinker helt forfærdeligt, og der er heller noget lys der. Jeg ved ikke hvad min onkel brugte den kælder til. Den er vist ikke så stor.

 

Langt op af formiddagen kom der liv i Betina. Hun var ikke så frisk og lignede mest af alt en sørgelig forestilling af en politisk debat.

Freja havde også sat sig ned i stuen til de andre. Med dynen.

Sara havde sørget for morgenmad. Det der havde kunne holde sig koldt.

Pia havde været udenfor. Men hun kunne ikke få strømmen til at virke.

Hun ville ikke sige det højt til Freja, fordi det eventuelt ville skræmme hende.

Men hun hev Sara til side, med en alvorlig mine.

 

- Jeg kan ikke forstå det. Der sidder en boks udenfor, men den er brudt op, og ledningerne ser ud som om, at de klippet over, hviskede hun.

Sara kiggede på hende længe. Hun hentede sin jakke og sko og gik med ud.

De stod derude sammen. Det var rigtigt nok. En grå boks af plastik på siden af huset, så ud som om den var sparket op.

Ledningerne var flået ud og sikringerne var væk. Ledninger i forskellige farver var alle sammen skåret over.

Sara vidste ikke hvad hun skulle tænke. Hun stod med hænderne i siden.

- Lad være med at sige noget til Freja. Hun bliver bare mere bange. Er der nogle sikringer i huset. Så kan jeg måske lave det. Jeg datede engang en elektriker.

- Der var altså nogen herude i går aftes, sagde Pia stille.

Sara sagde ikke noget. Hun havde ikke set nogen.

 

Inde i stuen sad Betina og bandede. Hun var ved at løbe tør for smøger.

- Jeg er nødt til at køre ind til den tankstation og købe nogle. Ellers bliver jeg da helt hysterisk. Ingen strøm og ingen smøger. Nå men det skal ikke ødelægge weekenden. I aften skal vi have noget at drikke, og så kører festen.

 

Et par timer efter sad hun i bilen og råbte.

- Er der nogen andre der skal have noget med? De rystede på hovedet, mens himlen igen lukkede sig sammen, og lagde an til regn.

Bilen satte i gang og gav dybe spor i det våde græs.

Betina tændte radioen, og en lidt dyster sang efterfulgt af cello, der primært spillede i mol fyldte kabinen.

 

De andre piger gik ind med et vink efter bilen. Den ene var lidt nysgerrig omkring huset. Hun ville på eventyr i det store hus. Se det hele.

Den anden satte sig i sofaen, med sin dyne. Hun var stadig træt.

Udenfor dryppede det stille, til at starte med.

Himlen var mere end mørkegrå. Det var gået over i en næsten sort nuance.

Inden længe nøjedes det ikke med at dryppe mere. Det væltede ned i lårfede stråler.

 

Bilen var nået ud på grusvejen. Det sprøjtede til alle sider med brunligt muddervand fra gamle og nye vandpytter. Bilen hoppede et par gange.

Lige der brændte det inde i et sygeligt sind.

Som en kedel der kogte over, eksploderede en person på bagsædet i et raserianfald. Personen rejste sig og kom til syne og fór frem.

Vedkommende slyngede sin arm rundt om Betinas ansigt, mens en skarp slagterkniv skar i hendes hals på langs.

Betina forsøgte at råbe et navn, i et sekund eller to, inden hun stønnede af smerte. Blodet sprøjtede ud af hende. Det landede på rattet, instrumentbrættet og delvist på forruden.

 

Bilen kørte langsomt ind i et stort træ. Den holdt på tværs af grusvejen.

Morderen kravlede ud af bilen. Døren blev brutalt flået op.

I en glidende bevægelse, faldt Betina ud af bilen. Hun var allerede bleg i ansigtet.

Hendes øjne var åbne, men det afholdt ikke morderen fra at banke den store kniv ned i brystet på hende flere gange.

Betina kunne ikke dø mere end denne ene gang. Men det virkede som om, at morderen ville straffe hende. Det var et uafklaret had, der skulle ud af kroppen.

 

Man lod bil være bil. Man rystede og savlede, mens man svingede kniven rundt mod en fiktiv modstander. Men man var alene.

Personen begyndte at gå tilbage mod huset, der ikke lå langt fra grusvejen.

Hætten blev hevet op, på en regnfrakke der var alt for stor.

Den var sort som natten, men skinnede i den stærke regn.

 

Sara gik rundt oppe på første sal. Hun havde snart været værelserne rundt.

Men der var én ting, der stadig kørte hvileløst rundt i hendes nysgerrighed. Kælderen.

Hvor kom den stank fra? Hvad var det der gjorde, at det lugtede værre end indholdet af en kloakrottes mave?

Resten af huset havde været luksuriøst, men det hørmede fra kælderen.

Hun ville vide det, selv om hun godt vidste, at hun helt sikkert ville fortryde det.

 

Freja vågnede under dynen på sofaen. Hun så sig søvnigt omkring. Hun skar ansigt, som efter en rædsom drøm man blev dårlig af.

Det ansigt hun havde set for sig, var ikke velkomment. Det skræmte hende.

Det var Asger, der slesk smilede til hende. Han ville hende meget mere end hun ville ham. Hun så ham i drømmen stå foran hende. Nøgen og svedig.

Freja satte sig op i sofaen, lige tids nok til at se Sara forsvinde ud i køkkenet.

Hun smed dynen fra sig alt imens hoveddøren gik op.

En person med en alt for stor regnfrakke kom til syne.

 

I en lejlighed i en forstad til København, stod politiet og stirrede på to blodige lig.

Et midaldrende ægtepar lå krøllet sammen på gulvet, foran en ældre hjørnesofa.

Kampen havde tydeligvis været kort og nådesløs.

Manden så ud til, at været blevet slået hårdt i hovedet, med en kraftig glasskål.

Det havde formentlig slået ham ud i første omgang. Så morderen kunne kaste sig over kvinden, der var stukket ihjel med adskillelige kraftige knivstik i maveregionen.

Halsen var også skåret over, fra øre til øre.

Kniven var der stadig. Den sad i ryggen på manden. Sparket eller trampet så hårdt ind, at man kun kunne se noget af skaftet.

 

En ældre betjent i civil kneb øjnene sammen. Han sukkede dybt.

- Det her er personligt. De er blevet straffet de to.

En yngre betjent ligeledes i civil kom ind i stuen. Han vinkede af den ældre.

- Du Mortensen, kom lige med ind på værelset. Der har i hvert fald boet én mere i den her lejlighed. En sær snegl hvis du spørger mig.

En lille halv times tid efter, var en større eftersøgning sat i gang.

 

Sara åbnede døren ned til kælderen. Stanken sprang hende i møde og bredte sig i hendes næsebor. Den var kvalmende, og vendte sig i halsen på hende.

Hun kunne ikke rigtigt se noget og strømmen virkede stadig ikke.

Hun havde forudset problemet, og tændte en Betinas ekstralightere.

De havde ligget på sengebordet på hendes værelse da Sara tænkte tanken om lys i kælderen. Hun trådte helt ned ad trappen og glippede med øjnene.

Idet samme smækkede døren knirkende bag hende.

 

Freja vendte sig mod døren, hvor synet af en mørk skikkelse overraskede hende.

Det gav et sæt i skuldrene, men kun kort.

Bag hende, fra køkkenet, kunne man høre døren smække ned til kælderen.

Den næste lyd var et smæld af et slag, fra en skovl i hovedet på Freja.

Hun fløj baglæns, henover ryggen på sofaen. Skikkelsen sprang efter hende.

Endnu et slag i hovedet fik Freja til at gå helt ud.

Kanten af skovlens hoved blev sat på halsen på den unge jødiske pige.

Et rædselsvækkende skrig fra kælderen, fik skikkelsen til at stoppe.

Et smil fra et ansigt i forskruet stinkende had.

Skovlen blev løftet og skikkelsen gjorde klar til at hugge. Freja døde øjeblikkeligt.

 

Foran Sara i kælderen, sad en meget kraftig ældre mand bundet til en gammel stol.

Han var ligbleg i hovedet. Hans øjne var åbne.

Hans hænder og fødder var bundet forsvarligt til stolen.

Han sad der, kun iført undertøj, der var sølet til fra alle de snitsår han havde fået.

Heriblandt et langt snit i halsen, fra øre til øre.

Det virkede som om han sad og stirrede lige i øjnene på Sara.

Hun lukkede øjnene et øjeblik, men kun for at opdage, at billedet var det samme da hun åbnede øjnene igen.

Hun ville helst ikke tænke på det, men kunne desværre godt forestille sig mandens sidste timer i live. I større smerte end mange andre normalt oplever.

 

Sara tabte lighteren og den gik ud. Der blev kulsort og stille som graven.

Hun vendte sig i panik og ledte febrilsk efter håndtaget på døren, mens hun rystede over det hele. Sara var normalt ikke så let at skræmme, men det her var heller ikke normalt. Hun rev og flåede i håndtaget. Hun skreg.

Det føltes som mange lange minutter inden døren gik op. Den var satans tung.

En slank kvindehånd greb ud efter Sara, og hjalp hende op af trappen.

 

Sara stod ansigt til ansigt med Pia. Hun rystede stadig over det hele.

Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Kunne ikke finde alle ordene i sit ellers store ordforråd. Hun stod bare stille.

En enkelt lille sætning kæmpede sig vej gennem hendes læber.

- Din onkel, stammede hun.

Pia nikkede med hovedet. Hendes ansigtskulør ændrede sig ikke. Hun virkede heller ikke overrasket. End ikke hendes blik direkte i Saras øjne så ud som om det ville sænke sig i sorg.

Intet virkede naturligt ved Pia. Tværtimod var hun kold i sin opførsel.

 

Sara kunne ikke tolke Pias måde at reagere på. Hun så ned i gulvet, og med langsomme skridt forsøgte hun at gå forbi hende.

Den tynde pige lod hende komme forbi, og tankerne fór gennem Saras hoved.

Hun samlede alt det mod hun kunne skrabe sammen, og vendte sig.

Regnvand og blod løb om kap ned ad den store sorte regnjakke Pia havde på.

- Du vidste at din onkel sad dernede. Du vidste at han var død.

 

Sara var ellers altid ovenpå, rent følelsesmæssigt, men ikke nu.

Hun kunne ikke tolke det stive blik i Pias øjne.

Tårerne trængte sig på idet hun begyndte at gætte, og alligevel begyndte hun at råbe højt. Hun råbte Frejas navn. Først en gang, så flere gange højt og en smule hysterisk.

Pia gik langsomt frem mod hende. Sara bakkede.

 

- Jeg har hadet hele mit liv og dets omgivelser så længe jeg kan huske. Mine ligegyldige pisseåndssvage forældre, som aldrig nogensinde gjorde noget for mig, med mindre det kom dem selv til gode. Heriblandt tæsk og dårlig opdragelse. Jeg blev sendt på den ene psykiatriske afdeling efter den anden, fordi de mente jeg var anderledes. Steder hvor dørene var låst udefra om natten. Steder hvor jeg kunne blive fikseret hvis jeg var urolig igen. Ved du overhovedet hvad den slags gør ved mennesker? Nej, selvfølgelig ved du ikke det. Skolens darling. Hold kæft hvor jeg brækker mig over dig. Ved du overhovedet hvad det vil sige, at blive proppet med medicin dagen lang? Medicin man ikke engang kan udtale navnet på. Nej! For du ved ikke en skid om mig og mit liv. Det gør ingen af jer. Jeg har fucking hadet jer tøser, der bare havde alt og kunne det hele. Carsten den lort, der ikke kun kyssede Betina på stranden den dag, men også havde sex med mig senere den aften. For satan hvor har jeg dog glædet mig til, at jeg kunne overføre mit had til jer. Det var en sand fryd at besøge Carsten. Jeg kvalte ham med rottegift og borede min kniv i ryggen på ham. Han skulle ikke have lovet mig noget han ikke kunne holde alligevel. Min onkel siger du. Større svin findes overhovedet ikke.

 

Sara turde ikke stå stille midt i al talestrømmen. Hun bakkede stadig nervøst, mens ordene flød ud af Pias mund.

- Min onkel misbrugte mig da jeg kun var 9 år. Jeg var ikke ret gammel da jeg svor, at jeg ville få min hævn. Den fik jeg sidste år. Jeg bedøvede ham, og slæbte ham ned i kælderen. Det tog mig tre timer at pine ham ihjel. Han har siddet dernede og rådnet lige siden. Jeg håber at rotterne finder ham en dag. Så kan de æde resterne.

 

Sara forsøgte at samle sig gennem sin gråd. Hun trak vejret tungt.

- Hvad med Freja, eller Betina? Pia, hvad har du gjort?

Pia smilede og løftede sin hånd. Den store kødkniv skinnede rødt.

- Freja, den fede forfinede jødiske so. Hun er lige så død som Carsten, Betina, min onkel og mine forældre. FORSTÅR DU DET, råbte hun højt.

Pia tog sig til panden, som om der var smerter. Som en snigende storm på en sommerdag, begyndte hun at grine.

En hånlig høj skinger latter, så skarp at den ville kunne skære sig vej gennem alt.

- Det er endelig din tur, Sara. Det har jeg virkelig glædet mig til.

 

Pia piskede frem med kniven hævet. Hun svingede armen, og havde måske forventet at Sara ville stå stille og bare vente på at bladet ville snitte hende i ansigtet.

Men Sara bukkede sig og undveg det vilde sving.

Hun så forskrækket på Pia, inden hun vendte sig og løb mod døren.

Pia skreg i baggrunden, som en sulten hyæne. Hun var rød i hovedet af raseri.

Blodet kogte i hende. Det bankede unormalt hårdt i blodårerne, Men Pia mærkede det ikke. Hendes tanker var et stort sammensurium af hævn og drab og smerte.

 

På en motorvej i en civilvogn sad fire betjente og kørte hurtigere end tilladt.

Der var blink på taget og sirener i hornet.

Kriminalkommissær Mortensen sad forrest, med alvorlig og bekymret mine og en masse oplysninger liggende på skødet foran sig.

- Jeg spørger lige igen. Er der hurtigt givet besked til Nordjyllands politikreds, og kommissær Stigart deroppe?

- Ja de er på vej ud til sommerhuset, lød et svar fra bagsædet.

Mortensen, der med sine næsten tredve år på bagen hos politiet, sagde ikke mere.

Men tankerne var mange. Efter de havde fundet det ældre ægtepar dræbt, og værelset med planerne for denne sensommers sidste weekend.

 

Der havde været tegninger på væggene. Billeder af djævle og dæmoner. Billeder af tidligere klassekammerater, hvor døden stod for døren.

Rundt omkring på gulvet lå der forskellige fyldte pilleglas med Citaloprammer, Stesolider og Benzodiazepiner, blandt andet.

På et rodet skrivebord var der gamle fotografier af et stort sommerhus. Foran huset stod der en ældre kraftig mand med et stort langt hvidt fuldskæg.

I armene holdt han en lille pige, der græd. Hun så ud til at være omkring 8 - 9 år.

Værelset havde tydeligt båret præg af en psykisk uligevægtig person, der var i dyb krise med sig selv.

 

Sara kastede sig over sofaen da det var gået op for hende, at døren var uhjælpeligt låst. Det gjaldt kun om, at komme væk fra Pia, der stormede efter hende med fråde om munden som en gal tyr.

Saras skræk og rædsel blev ikke mindre da hun, uden at vide det, kom til at træde ned på brystet af Freja. Det var sølet til af blod. Sara skreg højt i chok.

Forfærdet over synet stivnede hun i mere end tredve sekunder.

Der lå Freja. Det meste af hovedet var hugget af.

Noget inde i Sara døde i de sekunder, mens hun langsomt trådte tilbage, og satte blodige fodspor efter sig.

På gulvet foran hende lå skovlen. Blodet på hovedet af den så nærmest sort ud.

De to piger så hinanden i øjnene, i noget der kunne virke som en tidsalder.

 

Pia stod med den store slagterkniv i hånden og hvæsede, mens Sara løftede skovlen.

De skreg begge to, inden angrebet kom.

 

Fire kampklædte betjente med våbnene hævet, fik slået døren op, og trængte ind i huset. Deres formation var trænet på forhånd, og bag dem kom kommissær Stigart.

Der blev råbt an af to unge piger på gulvet, men der var stille.

De lå begge to på gulvet. Den ene med en stor kniv trykket langt ind i brystet.

Den anden med en skovl i hånden.

Som de lå der, var det svært at se forskel på dem. De var begge to sølet ind i blod.

Deres hår var filtret fedtet og mørkerødt. Noget af tøjet var flået i stykker.

Den ene betjent nærmede sig da han så bevægelse fra den ene af pigerne.

Hun løftede hovedet. Det var blodigt og forslået. Hun græd helt åbenlyst.

Stigart nærmede sig. Han pegede på hende.

- Pia Strand? Bliv liggende der på gulvet.

 

Men hun rejste sig yderlige op, og nikkede mod pigen ved siden af sig. Hun græd højlydt og rystede over det hele. Hun kunne slet ikke lade være.

- Pia ligger der. Hun slog mine venner ihjel. Hun ville også dræbe mig. Jeg hedder Sara Møller-Fredensborg. Min veninde, Freja Davidsen ligger der bag sofaen. Jeg ved ikke med Betina Nielsen, men jeg tror hun er død.

 

Stigart gik hen til pigen og satte sig på hug. Han lagde sin hånd på hendes skulder.

Han stirrede pigen i øjnene, rystede på hovedet og rejste sig efter et par lange minutter. Han vidste besked.

Han sagde ikke noget til hende.

Han gav en stille besked til en af betjentene, der forsvandt ud af døren.

Bag ham var pigen kommet på benene. Hun stod og svajede på benene.

Hun hørte kommissæren bede dem om at få fat i en ambulance.

Ved et tilfælde havde ingen af betjentene øjnene på pigen bag Stigart.

 

En lyd af metal fik Stigart til at vende sig hurtigt. Pigen stod kun en meter fra ham, med skovlen hævet, og klar til at slå.

Men Stigart var klar. To skud brød stilheden i stuen i det store sommerhus.

Pia vaklede et par skridt bagud. Hendes øjne var fastlåste i kommissærens.

Det var som om hun sukkede lettet. Endelig kunne hun få fred. Så faldt hun om.

 

Stigart gik frem og tjekkede hendes puls. Men den var der ikke mere.

Den ene betjent gik frem til Stigart. Han så spørgende på ham.

- Hvordan vidste du hun løj?

- Mortensen mailede billeder af alle pigerne. Sara Møller-Fredensborg havde brune øjne. Pia Strand havde klare blå. Jeg ventede bare på, at hun skulle reagere. Det vidste jeg hun ville gøre. Og det skulle ikke koste flere menneskeliv. Kun hendes eget. Jeg traf et valg. Forkert eller ej, så var det det eneste rigtige.