Skal der være en grund


Skal der være en grund?


Nick hylede og skreg da han satte sig ind i bilen. Hans adrenalin kørte i højeste gear. Han var helt oppe at ringe, og tæskede sin knytnæve op i bilens loft flere gange.
Han greb hårdt om rattet mens han næsten savlede af sin uovervindelighed.
Tænderne skar hen af hinanden og kroppen rystede over det hele.
Nick trak vejret dybt, og det føltes næsten som en orgasme der strålede igennem ham.
Der var ikke noget større end ham selv, og han oplevede handlingen igen og igen.
Sin egen, og hans lille gruppes succes, der overstrålede de regler der ikke kunne stoppe dem. Det liv det levede på landevejene, gav dem et stof der ikke kunne købes for guld, sølv, diamanter eller alverdens penge.
Thomas flåede døren op og kastede sig ind på bagsædet. Han var forpustet og svedte.
- Hold da kæft hvor var det fedt mand. Så du dem Nick?
Nick kunne stadig ikke svare. Han stønnede lavmælt mens han masturberede.
Thomas vendte sig mod Charlotte der sad ved siden af ham. Han smilede bredt.
Han lagde armen omkring hende, og kyssede hende grådigt med tungen næsten i halsen på hende. Han lagde sin hånd mod hendes blottede bryst og klemte lidt hårdt.
Det var næsten mere end hvad han selv kunne styre. Han løsnede sit bælte og åbnede bukserne, mens han væltede Charlotte om på ryggen.
Thomas var ikke blufærdig. Det skulle overstås, og det skulle være nu.
Et kort øjeblik efter steg Luke ind. Gruppens største og mest muskuløse vilddyr.
Han var ikke meget mindre end en voksen grizzlybjørn.
Lukes psyke var dog ikke på størrelse med hans krop. I hans hoved var der ikke noget galt i det de gjorde, men der var han også kun et barn på 6 år.
Han så undskyldende på Nick med blanke øjne.
- Undskyld, Nick. Jeg blev bare så vred, og så kan jeg ikke stoppe.
Nick greb hans hånd og var forstående. Han nikkede og var omsorgsfuld.
- Gik du op på første sal?
- Ja for de larmede sådan. Men der er helt stille nu. De larmer ikke mere.
På bagsædet havde Thomas gjort sig færdig. Han satte sig op og lukkede sin bukser.
Nick drejede nøglen og kørte ud af indkørslen.
Inde på spisebordet blev den varme mad kold. Der var alligevel ikke nogle der havde mere appetit den aften.
Nick satte bilen i et hastigt gear og strøg derudaf, så støvet på landevejen blev kastet i alle retninger. I farten vendte Nick sig om og så på Charlotte. Han vrissede.
- Så er hun ikke mere lækker. Thomas kan du smide den unødvendige last overbord.
Charlotte var bundet om hænderne på ryggen. Han var ved at skrige, men modtog et slag på mund, der var blodig i forvejen.
Charlotte rystede over hele kroppen og så grædende på Thomas. Hun var nøgen og det var ikke svært at se hvordan hun var rød og blå over hele kroppen.
Bilens fart rundede hurtigt hundrede og halvtreds kilometer i timen da døren fløj op.
- Gør hende lige kold inden du smider hende ud, råbte Nick.
Thomas betænkte sig ikke et øjeblik. Han trak sin pistol og blæste hendes hjerne ud.
Charlotte endte sit liv på en landevej. Der lå hun med et forvredet ansigtsudtryk og sine kolde øjne.


Det var sådan et yndigt lille gult træhus lidt ude på landet. Med et fint hvidmalet stakit hele vejen rundt om. Taget var rustrødt, med en mindre skorsten i midten.
Plænen var velholdt, ligesom rosenbusken med de smukkeste store blodrøde roser.
Det var landligt idyl og området var fredeligt. Ofte var den eneste lyd der brød stilheden, fuglekvidder og cikader efter mørkets frembrud.
Huset tilhørte hr. og fru Sandersen. Et ældre ægtepar, der såmænd allerede havde trukket sig tilbage for flere år siden. Alfred Sandersen har i årevis passet sit job på bilfabrikken, hvor også Rachel Sandersen havde arbejdet på kontor.
De generede ikke nogle og passede sig selv. Deres store glæde i livet, var deres to børnebørn, Elisabeth på 12, og Madison på 9. De var der hver sommer for at holde ferie. Det gav liv i huset, og kunne holde Alfred beskæftiget.
Ellers brugte han det meste af sin tid foran fjernsynet, for at se fodbold.
Foran huset stod der ikke mindre end fire politibiler og to ambulancer. Flere var tilkaldt, fordi det var nødvendigt. Indenfor var der fyldt med uniformer af den ene eller anden slags og enkelte jakkesæt.
Rundt omkring stod der betjente med tårer i øjnene. To af dem var løbet ud for at brække sig på græsplænen.
Midt på hoveddøren, var der sat et fladt rødt håndaftryk. En retsmediciner havde allerede fastslået at det var blod.
De to jakkesæt stod og talte lavmælt sammen, mens de ansigter af det syn de havde mødt da de kom til huset.
- Jeg har aldrig set noget lignende, Robert.
- Det har jeg. Men ikke her i staten. Er der pårørende?
- En voksen datter. Der er givet besked, og hun er på vej.
Idet samme standsede en bil udenfor med hvinende bremser. En dør blev åbnet og en kvinde med et bleg ansigtsudtryk sprang ud og løb mod huset.
Der måtte tre betjente til at stoppe hende. Hun skreg hysterisk og fortvivlet.
- Flyt jer. Jeg skal ind til mine børn. Flyt jer så. Slip mig dog.
Robert kom ud og tog imod kvinden. Han trak hende til side, og talte stille til hende. Kvinden rystede over det hele.
Hun brød stilheden ved at skrige sine døtres navn. Hun kunne ikke tro på det hun fik fortalt. Men Robert holdt fast i hende. Han krammede hende omsorgsfuldt.
Hun græd mens hun gentagne gange kaldte på sine døtre.
- Jeg er ked af det fru Harrison, men det er desværre sandt.
To ambulancefolk kom bærende ud med en båre. Det var en lille pige på 9 år, der lå under det hvide lagen. Det var meget for moren, og hun besvimede i Roberts arme.
Den erfarne betjent kiggede på ambulancefolkene.
- Er der ringet efter flere ambulancer?
Den ene nikkede mens den anden åbnede bagdøren.


Thomas tjekkede sin pistol på bagsædet. To patroner og tromlen var fyldt igen.
Nick kørte bilen med speederen i bund, samtidig med at han rensede sin dolk i bukserne. Det var nok til at hidse ham op igen. Han så sig i bakspejlet og smilede.
Luke sad med en dukke han havde taget i det lille yndige gule træhus.
Han viste den til Nick som et sejrstrofæ.
- Den skal hedde Monica. Det tror jeg nok min mor hed.
Nick smilede tilbage til ham.
- Den er fin Luke. Det er en flot dukke. Fik du den af pigerne?
Luke rystede på skuldrene som om han ikke fattede spørgsmålet. Men han blev lykkelig da Nick roste hans dukke. Det betød så meget for ham, at Nick var glad for ham. Han ville gøre alt i hele verden hvad Nick sagde.
I Nicks øjne var Luke en brugbar nødvendighed. Han var stærk som en okse, og han fattede ikke hvad han gjorde. Han gjorde bare hvad Nick sagde, når han sagde det.
Thomas så anderledes på Luke. Han var træt af ham. Han var et stort pattebarn at have med på slæb. Ham og Nick kunne sagtens klare sig uden ham.
Han rettede pistolen mod Lukes baghoved og havde lyst til at trykke af.
Han havde vitterlig lyst til at spænde hanen, og bare blæse hans dumme hoved i stykker. Idéen var god nok, lige indtil han mærkede et tryk i skridtet.
Han så ned og fik øje på Nicks hånd med spidsen af den store dolk på hans pik.
- Du fjerner lige den pistol lige nu. Er du med? Det er mig der bestemmer farten her.


Et par dage efter, mens solen stod højt på himlen, standsede en mørk Ford foran den lokale politistation. To mennesker steg ud. En dame og en mand. Rimelig ens klædt i mørkegrå jakkesæt og mørke solbriller. De var slanke og så ud til at være i god form begge to. De kastede et blik omkring den lille stille by, inden de steppede indenfor.
Robert sad ved sit skrivebord og bandede af lange rapporter, og intet nyt.
- Er De Robert Daniels?
Robert så op fra rodet af bunker på skrivebordet. Han havde et forvirret udtryk i ansigtet da han fik øje på de to ens klædte.
- Ja det er det. Og De er?
Manden trak sit skilt frem fra inderlommen.
- Mit navn er Mike Jones, FBI. Det er min makker Mary Jane Kelly. Jeg forstår du har en sag om en familie der er blevet myrdet her i nærheden.
Robert nikkede. Så var hans bøn om hjælp udefra alligevel blevet hørt.
- Ja det kan du tro jeg har. Hele byen er i oprør her. Så det ville være rart hvis nogle kunne hjælpe os her. Nu siger du familie. Det var et ældre ægtepar. Hr. og fru Sandersen. De sødeste mennesker i miles omkreds, der aldrig generede nogle andre. Og så desværre deres to børnebørn. To piger på henholdsvis 12 og 9.
Mike og Mary så på hinanden, og nikkede med en alvorlig mine.
- Kunne vi få lov til at se billederne fra gerningsstedet?
Robert åbnede en skuffe og den sag lå øverst.
- Jeg håber ikke i er sarte.
Mary trådte frem og tog imod. Hun kastede et hurtigt blik på dem alle, mens Mike og Robert snakkede løst om byen om beboernes reaktion på mordene.
Mary var ikke sart. Hun havde været i tjenesten i tre år, og før det havde hun været politibetjent i Chicago i fire år. Hun havde set meste, og lidt mere til.
Alligevel trådte hun et par skridt tilbage da hun så billederne af børnene. Hun trak vejret dybt og så ud af vinduet bag Roberts skrivebord.
En kat sneg sig hen over taget på en gammelpatruljevogn, der ikke var i tjeneste mere. Sandsynligvis på jagt efter det næste offer.
Hele Marys liv, havde hun haft den idé, at hun ville tjene de gode, for at kunne låse de onde inde. Hun havde set mange ting i tjenesten, men da hun stod der, med billedet af to små børns lig, der var splittet ad med de bare næver, havde hun det svært. En ting var lig. Det havde hun set flere gange. Men børn, og så på den måde.
Hun bladrede videre i billederne, og kom til sidst til ét vigtigt billede.
Et billede der fortalte hvem der havde været forbi.
Mary lagde billederne på skrivebordet, mens hun brugte et sekund på at sluge en større klump. Mike så hende i øjnene. Han kunne se at der var noget galt. Han tog billederne og så på det sidste billede.
- Vi ved hvem det er. Vi kender dem særdeles godt. Jeg skal bede dig samle dine folk, så holder vi en briefing om en halv times tid.
- Ved i hvem det er, allerede?
Robert så mere end forbavset på Mike og Mary.
Mary nikkede, og skulle bruge lidt ekstra resurser på at tage sig sammen.
- Det er Nick og hans drenge, men det fortæller vi mere om, om en halv time.


En gammel Dodge med rustpletter lidt over det hele, var standset ved en mindre diner. Et blinkende neonskilt reklamerede med navnet, ”Lorettas Diner”.
Loretta Johnson var en meget stor barmfager kvinde, der havde rundet de 60.
Det kunne man tydeligt se ved nærmere eftersyn, men hun prøvede ofte at sminke sig yngre. Dog uden det større held
Kvinder der havde forstand på den slags, ville nok mene at ét lag var mere end nok.
Men den gik ikke i Lorettas verden. Hellere for meget end for lidt.
Hun mente nok at man kunne skjule et årti eller to, hvis man tværede lidt ekstra læbestift på det trutmundede kyssetøj, der nok var skabt til andet end at blæse i trompet, som hun selv udtrykte det.
Hendes hængekinder fik også et lige ekstra lag pudder, og så var hun klar til at indtage og æde et mandfolk mere.
Det store røde krøllede garn stod til alle sider, og så forsøge Loretta endda at skjule at hun svedte tran på grund af det kraftige hår, men også set i lyset af hendes størrelse.
Den store kvinde stod med en dybt nedringet tyndslidt gul T-shirt ind over et par burgere, stegt på en pande med ekstraordinær meget fedt på, som hun plejede.
Idet samme trådte tre unge fyre ind. Det havde en besynderlig virkning på dem der sad og nød deres morgenkaffe på dineren. De to stamgæster, Carl og Frank, der nærmest levede deres liv der. På truckeren Will, der skulle have sine to burgere for at kunne klare et par timer mere på landevejen, den aldrende politimand, Ricky, der kun havde en måned tilbage før han kunne gå på pension, og de tre teenagere, Benjamin, Caleb og Owen, der var en anelse højrøstede.
Det var som en kølig vind der blæste ind af døren, så en kuldegysning frøs igennem de fleste, og de blev helt stille. Ingen af dem sagde noget, men de vendte sig.
Undtagen Loretta, der stod i køkkenet og svedte så det drev ned i burgerne.
Udenfor havde en stor sort krage sat sig på køleren af en gammel rustrød Dodge.
Loretta kom ud fra køkkenet da hun hørte klokken over døren. Hun var ikke længe om at føle sig tiltrukket af Thomas, hvis åbenstående skjorte ikke kunne skjule hans behårede brystkasse. Thomas så hende og slikkede sig om munden.
- Hun er min, hviskede han.
Snakken fortsatte inde på dineren, og de tre teenagere begyndte at støje igen.
- Jeg kan ikke så godt lide når de larmer sådan, Nick, klynkede Luke i baggrunden.
Nick skulede mod tv-skærmen bag Ricky, der tydeligt viste et billede af ham selv.
- Så få dem til at holde op Luke, så ordner vi de andre, hvæsede Nick.


Mary og Mike stod foran en forsamling af atten uniformerede og civilklædte betjente.
De var alle klar med kuglepen og blok, til at høre hvem de skulle lede efter.
Mary rømmede sig en gang, så hun var sikker på at alle hørte efter.
- Mine damer og herrer, prøv lige at høre godt efter. Dem i skal ud at lede efter nu, er ikke almindelige forbrydere. Det er tre mordere af værste skuffe. De er eftersøgt i flere stater, og står alle tre til dødsstraf den dag vi finder dem. Der er ingen af dem der har nogen form for sympati eller empati for andre mennesker. De dræber først, og spørger bagefter. Så simpelt er det. De har alle tre adskillelige liv på samvittigheden. Nok flere end nogle af jer ville bryde sig om at tænke på. De er klart nummer et på FBIs liste over mest eftersøgte. Hvorfor vi ikke har fanget dem endnu, er fordi de ikke følger noget normalt mønster. Vi kan aldrig rigtig vide hvad deres næste træk er.
Mike vendte sig og satte tre billeder op på en glasvæg ind til Roberts kontor.
Han vendte sig og så på betjentene, og var stille ind han startede sin præsentation.
- Den første her er lederen. Det er ham styrer og bestemmer farten. Lad jer ikke narre af hans glatte ansigt, det lange hvide hår og de klare blå øjne mine damer og herrer. Mit gæt er, at han er søn af Fanden selv. Det er Nickolas Turner, eller bare Nick, som han kaldes. Han ser som selv en ny version af Billy The Kid. Han er ung, og han er ren dræber. Han er 22 år, og har allerede ni liv på samvittigheden, hvis ikke flere. Ud over den familie de slagtede her i byen for nogle dage siden. Han elsker at torturerer sine ofre, og gør ofte en dyd ud af at de skal lide så længe som muligt. Han er dygtig med en kniv. Han er hurtig og intelligent, og man bør aldrig nogensinde forsøge at fange ham alene. Han er en psykopat med en stor dolk i hånden, og sine venner i baggrunden. Nick ved godt at han ikke bliver ret gammel, og det er han også ret ligeglad med. Han er nærmest stolt af det. Han startede med at slå sine forældre ihjel da han var 13, da de efter sigende misbrugte ham dagligt. Han er siden drønet ind og ud af den ene institution efter den anden. De har aldrig kunne holde på ham. Han blev engang spurgt, hvad grund der til at dræbe hele tiden. Han eneste svar var et spørgsmål. Skal der være en grund?

Han er iskold, og i hans tilfælde er det på sin plads at skyde først.
Mary slog med kuglepennen på det næste billede, mens hendes øjne hvilede på en kvindelig betjent af beskeden højde. De fik øjenkontakt i nogle lange sekunder.
- Mine damer. Ham her har i bare ikke lyst til at møde. Ikke med mindre i er i fuld kampuniform og i selskab med en masse andre kolleger. Han er et ægte svin. Et møgdyr uden lige. Lad mig bare sige det sådan. Han ser ikke ud af noget særligt. Han er tynd så han næsten er gennemsigtig. Eller nogle kalder det ”stel og betræk”. Det må i selv vælge. Han er tyndhåret i sorte lange tjavser. Det ligner noget der er løgn, men det rager ham langsomt. Hans speciale er kvinder, eller piger for den sags skyld. Han er nemlig ligeglad med hvor unge eller gamle de er. Han er ligeglad med alder og størrelse, bare det er en kvinde. Thomas Jefferson er lidt ældre end Nick. Han er 27 år. Han kommer fra en familie af narkomaner, og hans mor døde to minutter efter hans fødsel, vist nok af en overdosis. I bemærker måske det ar han har ved venstre øje. Det fik han af en kvindelig politibetjent han kom op at slås med. Hun rev ham ved øjet, lige inden han fik flået hendes pistol fra hende og skød hende, hvorefter han havde sex med hende. Thomas har kun én følelse når det gælder kvinder. Den behøver jeg vist ikke at underholde med her. Thomas er ikke lige så skarp som Nick, så han ser op til ham.
Mike pegede det sidste billede. Han ventede lidt med at sige noget.
Han så rundt på betjentene med et trist blik.
- Den sidste her er en sørgelig historie. Det er Luke Halgren. Hans far var svensk, derfor hedder han sådan. I har sikkert alle sammen set Den grønne mil, med Tom Hanks. Den store mørke fyr, John Coffey, der er bange for mørket. Det er næsten som at se Luke. Han er så hvid, men størrelsen er den samme. Luke er enorm. Han har vanvittig mange kræfter, og aner ikke hvordan han skal bruge dem til noget fornuftigt. Luke er infantil autist. Han har ADD. Han kan ikke så godt lide når nogle eller noget larmer. Så går han i panik, Og Nick ved lige hvilke knapper han skal trykke på, for at få sin store ven til at gå amok. For nogle få dage siden gik det desværre ud over to små børn her i byen. Nick har sikkert bildt Luke ind at det var dukker man bare kunne rive i stykker. Det gjorde han så. En anden ting er, at Nick altid har passet på Luke. De mødtes på en af de institutioner hvor Nick var lukket inde. En masse af de andre drenge drillede Luke, og han sad i et hjørne for sig selv og græd, indtil Nick kom og fortalte ham hvordan han kunne bruge sine muskler, og det gjorde Luke så. Han slog tre af de drillende drenge ihjel med de bare næver, på samme måde som Sandersens børnebørn.
En af de kvindelige betjente måtte kæmpe med at holde tårerne tilbage. Hun kendte godt Sandersen og deres børnebørn.
I baggrunden kom en lille tynd sekretær til syne med blyanter i håret og en cardigan over skuldrene. Hun bankede forsigtigt på glasvæggen for at få opmærksomheden.
Robert så lidt irriteret og alvorligt hen på hende.
- Er det noget alvorligt?
- Det er Rickys kone, Elsa der spørger til sin mand. Hun har ringet til ham flere gange men han svarer ikke. Han har sidst givet lyd fra sig da han gik ind på ”Lorettas” for at få sig en kop kaffe. Siden har der været helt stille.
- Så ring til Loretta og spørg efter ham.
- Det har jeg allerede gjort, men der bliver ikke svaret.
- Hvad så med Carl eller Frank? De bor der jo nærmest.
- Det har jeg så også prøvet. Ingen af de herrer svarer på deres mobiltelefoner.
Mike og Mary nåede at se hinanden i øjnene, inden Robert reagerede.
- Ja så er der noget galt. Vi kører med det samme.
Mike greb fat i Robert i farten da han var på vej ud af døren.
- Hvor ligger denne ”Lorettas”?
- I et støvet kvarter ude ved den gamle mexicanske kirke. Der kommer ellers aldrig nogle derude. Kun i weekenden når Loretta har striptease og levende musik. Hun optræder også selv hvis det har nogen interesse.


Den rustrøde Dodge stod der stadig da alle politibilerne ankom. De omringede dineren og alle betjentene steg ud af deres biler med hævet våben.
Robert gjorde sig klar med sin megafon.
- Ricky, Carl eller Frank. Kan i ikke komme herud, og tag Loretta med jer.
En mørk Ford kørte ind til siden. Mike og Mary var hurtigt ude af bilen. De smed deres jakker på bagsædet og iførte sig skudsikre veste med FBI skrevet med gult.
Der var stille inde fra dineren, og der kom ikke nogle ud.
I forvirringen mellem alle politibilerne løb en fattig lille mexicansk dreng rundt.
Han piskede af sted i bare tæer, men han blev hele tiden skubbet væk af store politimænd. Robert råbte at en eller anden skulle til at få den knægt i sikkerhed.
Drengen råbte noget tilbage, men der var ingen der forstod hans spanske sprog.
Et par store betjente nærmede sig dineren efter ordre fra ordre fra Robert.
Der var alarmerende stille, og der herskede en anstrengt spænding i luften.
Mary lagde mærke til den lille dreng, der så resolut ville have fat i en af de uniformerede mænd. Hun nærmede sig drengen, der havde et skræmt lille ansigt.
De to betjente nåede døren. Den ene åbnede forsigtigt og trådte ind, mens han kaldte.
Den anden gik hurtigt, og så stod de der med åbne munde, og var dybt rystet.
Der gik nogle eventyrligt lange minutter inden den ene betjent kom ud derfra. Han rystede bare på hovedet, og tog sin kasket af. Han fattede det slet ikke.

Det var endelig lykkedes Mary at få fat i den lille mexicanske dreng. Hun gav ham et kram og trøstede drengen og hviskede nogle spanske ord til ham.
- Viste lo que paso – Så du hvad der skete?
Drengen nikkede. Han hviskede tilbage til Mary.
- Vi la muerte – jeg så døden.
Mike fik oplyst hvordan der så ud inde i dineren, og kom til Mary. Han satte sit våben tilbage i hylstret.
- De er fandeme døde alle sammen derinde. De har nakket dem, Nick og hans drenge. Både denne Loretta og alle hendes kunder. Det er sgu syv ofre mere.
Mary så drengen i øjnene.
- Iglesia, hviskede han, og som i slowmotion vendte Mary sig om mod kirken.
Hun nikkede til drengen. Så vidste hun besked.
- Gracias, hviskede hun tilbage til den lille dreng.
Hun løftede ham og satte ham ind på bagsædet af den mørke Ford. Så vendte hun mod kirken og tog sit våben ud af hylstret. Hun fangede Mikes øjenkontakt, og nikkede mod kirken. Han forstod hendes blik med det samme.


Et par klare øjne så ud af et blyindfattet vindue fra den mexicanske kirke.
Han så det godt ske da han fik øje på de to civilklædte med skudsikre veste.
Han bed tænderne sammen. De skulle eddermame ikke få ham levende.
Nick vendte sig mod de andre. Han smilede til Thomas og viste tænder.
- I dag skal vi alle sammen møde vores skaber. Så er det bare spændende hvem der kommer til at nyde sin frokost sammen med Gud, eller hvem der skal med mig i Helvede. FUCK hvor jeg glæder mig mand.
Han løftede sine arme sejrrigt og jublede mens Thomas spændte hanen på sin egen pistol og på Rickys gamle revolver. Han sparkede til en af bænkene i den lille kirke.
En ældre sacerdote med præstekjole på lå på gulvet med en stor dolk stikkende ud af brystet. Nick greb dolken og trådte på præsten, og trak sin dolk ud af manden.
- Den får du ikke brug for mere gamle dreng, råbte han højt.
Han gik rundt og hylede og skreg og slog hånden ind i væggen.
Luke kom til syne bagerst i kirken.
- Du råber sådan Nick. Jeg kan ikke lide det. Skal vi ikke snart køre videre?
- Nej min store ven. I dag kører vi ikke videre. I dag skal du op til Gud. Det er helt sikkert. Du har fortjent en plads ved siden af ham.
- Tror du virkelig Nick, sagde Luke stille, og smilede uvidende.
- Hun var fandeme ellers lækker hende den tykke ovre i dineren. Det var lige mig. Jeg skød hende først. Så i det? Så var jeg fri for al hendes sprælleri. Hold kæft hvor det var godt. Hun havde også gode kasser. Så kan man dø lykkeligt.
Luke smilede til Nick. Han ville være lykkelig hvis han kunne møde Gud. For Nick havde sagt, at det ville være det største i verden.
- Så du hvordan jeg tævede de tre drenge, Nick? Til sidst var de helt stille, sådan som jeg bedst kan lide det.
Nick lagde sin hånd på sin store vens hoved. Han kyssede ham på kinden.
- Ja det så jeg nemlig min ven. Du er den bedste til den slags. Jeg er stolt af dig.
- Så i hvordan jeg pløkkede det halve af ansigtet på den gamle strømer. Hold kæft hvor så det godt ud mand. Jeg så da også dig, Nick. Da du slagtede ham truckeren der sad for sig selv. Eller da du kylede kniven i ryggen på den ene af de to gamle gubber. Jeg nakkede den anden, men det så i vel. Til sidst var der kun kællingen, og hun var bare ren nydelse.
Thomas greb sig i skridtet og lod som om han masturberede. Han brølede som en syg abe i junglen, og var enormt stolt af sig selv.


Robert stod inde på dineren og holdt sig for munden. Han fattede det simpelthen ikke.
- Er menneskeliv virkelig så ligegyldige for dem?
Der var ingen der svarede, for der var ikke nogen der kunne have et fornuftigt svar.
Ambulancer nærmede sig med sirener, selv om det var for sent. Det var et blodbad.
Mike og Mary hørte ham ikke. De var ikke i nærheden af alle de andre politifolk.
På bagsædet af den mørke Ford sad den lille mexicanske dreng og fulgte med.


Thomas stod og kiggede ud af vinduet, og så vrimlen ovre ved dineren.
- Hold kæft. De er stadig derovre. De aner ikke hvor vi er. De er så dumme så det gør helt ondt. Jeg kunne godt lige løbe derover og pløkke et par stykker, og så nå tilbage igen på ingen tid. Det ville sgu for nemt. Hvad siger du, Nick?
Nick sad sammen med Luke og så ham i øjnene. Han smilede til kæmpen.
- Gør du bare det Thomas. Du er helt sikkert klogere og hurtigere end dem.
Han mente det ikke, men Nick var også godt klar over, at de sandsynligvis var nået til verdens ende. Det var her deres film sluttede. Deres historie var skrevet i blod. Den ville stå der forevig, men bogen ville også blive lukket snart.


Det var som om en stærk vind ville blæse alle minderne væk. En lille hvirvelvind der kunne ligne en lille tornado, kastede en masse rødt støv i vejret, og det var svært at orientere sig.
Thomas så det som sin chance, og åbnede kirkens dør. Med begge pistoler i hænderne gik han langsomt ud på midten af gaden. Han kunne kun svagt se dineren nu.
Han kunne heller ikke se om der var nogle foran ham, men hvorfor skulle der være det? Han var jo klogere end dem, og hurtigere. Det havde Nick jo lige fortalt ham.
De vidste ikke at han var på vej. Det ville være lige så let som at klø sig i skridtet.

Vinden lettede en smule, og det røde støv lagde sig. Nu kunne de alle bedre se noget.


Thomas stod helt blottet midt på gaden. Som en gunfighter, klar til at møde sin skæbne. Han hørte sit navn blive råbt. Han løftede sine våben, og der blev skudt.


Mike så en af dem komme ud af kirken. Han gav en melding til Mary og gik ud på gaden. Han sigtede efter den skikkelse der var, og da støvet lagde sig, råbte han på Thomas. Mike så ham løfte sine arme. Han så hans våben, og der blev skudt.


Thomas lå midt på gaden, og blødte ud af munden. Han havde røde plamager i brystet og maveregionen. Han gispede efter vejret da han så FBI-agenten nærme sig.
Han kunne ikke bevæge sig. Han ville sige noget, men idet samme sigtede agenten på hans pande og skød.


Nick sad sammen med Luke indenfor og hørte skuddene. Han blinkede til Luke.
- Det er så her vore veje skilles min ven. Du skal møde Gud, og jeg skal den anden vej. Det ved du godt at jeg har fortalt dig, ikke.
Luke nikkede med tårer i øjnene. Det kunne han godt huske, selv om han ikke kunne lide det. Nick rejste sig hurtigt og gik mod Kirkens bagdør.
Det havde været hans plan længe, men han vidste også godt at det var for sent.
De kunne for længst have kørt videre. Men måske var det skæbnen, at deres eventyr skulle slutte her. Nick sparkede bagdøren op, og Mary stod udenfor.
Han nikkede og smilede til hende og løftede sin kniv. Mary tøvede ikke. Hun skød.
Hun skød så mange gange, at hun tømte sin magasin, og Nick var færdig.
Han gik i knæ og nåede at se på Mary, og så sank han om.


På forsiden af kirken stod Mike sammen med Robert, og resten af politistyrken.
De havde alle sammen hævet deres våben, og sigtede mod døren.
Luke sad derinde og græd. Han kunne alligevel ikke tage al den larm. Han blev gal og råbte og skreg. Han kastede en af kirkens bænke gennem luften, så den splintredes mod væggen. Han kaldte på Nick, men der kom selvfølgelig ikke noget svar.
Han vidste ikke bedre, end at løbe ud af døren for at lede efter ham, og idet samme bragede skuddene igen i den lille by.


Robert stod og så chokerede på at ligene af Nick, Thomas og Luke blev lagt ind i ambulancer, med et hvidt lagen over hovederne.
Han fattede ikke deres begrundelse for det liv de levede. Det eneste svar havde han allerede fået. Det var et spørgsmål. Skal der være en grund?


Et par dage efter kørte Mike og Mary videre. Mary havde taget den lille forældreløse Jeminez til sig, og han sad atter på bagsædet af den mørke Ford da de forlod byen.
Byens historie ville for altid være forandret efter de grusomme mord, men retfærdigheden skete fyldest til sidst.
De stoppede djævlens tre ynglinge og var bedre forberedt fremadrettet.
Nick, Thomas og Luke blev begravet i en fællesgrav for de ukendte.

Mike ringede hjem til kontoret og meddelte hændelsen i byen, og resultatet.
Han blev mødt med glæde og lettelse, og en enkelt sætning mere.


- Skynd jer hjem, vi har en ny grim sag om et tredobbelt drab…