Tyveriet - Vennerne på stranden - del 5

TYVERIET

Vennerne på stranden del 5

 

Anders havde hidtil rystet på hovedet når det var historier han ikke troede på. Ting han ikke følte man skulle tro på. Det overnaturlige. Men han sad helt stille og kiggede op mod stjernerne. Så rystede han på hovedet.

- Jeg skal aldrig på plejehjem. Det er helt sikkert. jeg ville ikke kunne sove om natten.

Laura smilede til ham. Hun var ikke så lidt stolt af sin egen historie, når den kunne fremkalde sådan en reaktion hos Anders.

 

Winnie rømmede sig lidt og rejste sig fra sandet. Hun børstede sig tøj.

- Jeg har ellers altid drømt om at arbejde med ældre mennesker. Gøre en forskel for dem, og gøre deres hverdag og resten af deres liv bare en smule mere behagelig. Nu ved jeg sgu ikke rigtig.

- Sikke noget sludder. Det gider jeg da stadig godt på et tidspunkt. Bare ikke om natten. Jeg vil kun have dagvagter, sagde Tina.

 

- Nu kan jeg garanteret ikke sove når jeg kommer hjem, ligesom sidste gang jeg hørte den, udbrød Ditte. Hun fortrød allerede lidt at hun havde hørt hele historien.

- Den var vel ikke værre end din egen klovnehistorie, råbte Søren og grinede.

Ditte svarede ikke. Hun sad stadig stille, og lige så langsomt borede hun en finger i sandet. Hun ville gerne svare Søren igen, men der kom ikke noget.

Emma lænede sig op af hende, sådan lidt trøstende. Luise kørte en hånd gennem hendes hår. Hun så med lynende øjne over på Søren.

- En dag skal du måske på plejehjem. Så lad os se hvem der kigger forbi ved midnatstid.

Søren rystede på hovedet. Han var helt overbevist om sin egen beslutning.

- Jeg skal eddermame aldrig på plejehjem. Det er hundrede procent. Jeg skal bare have en masse unger der vil passe mig til den tid.

 

Clara var spændt på den næste historie, og for at lette stemningen en smule, hældte hun koldt vand ned af ryggen på Katinka. Lillesøsteren skreg, og de andre skreg af grin. Tina rejste sig for at strække ben, og så ventede hun til der blev stille.

- Jeg har en historie om et tyveri.

 

Fortællingen

 

Man kan sige at det ikke var vægten af deres hjerner der gjorde dem platfodet. De var ikke skabt med en intelligens, der ville imponere de fleste. Nok snare tværtimod.

Men om det var det der gjorde det, eller om det var blandingen af den kasse bajere de sad og indtog den aften, og deres manglende normale tankegang. Det er svært at svare på. En ting er helt sikkert. Det blev skæbnesvangert, både for dem og andre.

 

Mikkel og Sander var et par knægte i starten af tyverne. Mikkel var en tand mere end tynd. Han havde en sparsom nærmest cremehvid hårpragt, der primært var holdt i en karseklippet frisure, for at dække over en ikke eksisterende volumen af hår.

Der var ikke meget at gøre godt med. Hans isse var allerede begyndt at gøre sit indtog. Månen viste sig, og det pinte ham mere end han ville være ved.

Sander, hvis normale navn var Alexander, var høj. Næsten to meter. Han var slank uden at var overdrevent meget.

Han var normalvis klædt i slidte T-shirts med afrevet ærmer, og jeans der hang ned om røven. Den mode var ved at være brugt op, men det generede ikke Sander.

Han var overbevist om sit eget udseende, og det passede ham fint.

Hvis Mikkel var hjernen, uden at det var noget at prale af, så var Sander musklerne.

 

De sad og hang ud på en lokal bodega i udkanten af København. Mønten hed stedet.

Ejeren, Steen, der var et brød på et par hundrede pund, var ved at være træt af de to.

De sad der ofte og var højrøstede. Ofte oplevede Steen at flere af de andre gæster forlod stedet, fordi de ikke magtede at skulle sidde og høre på de to mindre begavet knægte sidde og råbe op.

Steen havde en drøm om at kunne drive et pænt sted. Han var uddannet tjener, og havde sparet op i årevis, for at kunne åbne sit eget en dag.

Men idéen falmede lidt, når de to drenge altid kom rendende og benyttede stedet som et simpelt værtshus. Det var ikke Steens drøm og han var træt af det.

Aften efter aften måtte han bruge alle sine evner for at overtale de to til at skride. Og aften efter aften kostede det ham en ekstra flaske og et par hundrede kroner, at få dem til at skride. Han gjorde det for at få fred.

Denne aften var ikke meget anderledes.

 

- Kom nu i to, i har fået rigeligt at drikke, Råbte Steen.

- Hold nu kæft Steen. Stil en flaske og ring efter en taxi. Vi kører videre når flasken er tom.

Den store bartender kom helt hen til bordet, efter at han havde fulgt et ung par ud af døren. Han vinkede høfligt efter de unge mennesker og bad dem komme til en anden dag. Man kunne tydeligt se på dem, at de var usikre på flere besøg netop der.

Sander vendte hovedet og så direkte ind i Steens øjne. Hans blik var ikke til at tage fejl af. Han var irriteret. Det her show havde varet længe nok.

 

- I pisser af nu. Jeg er træt af at mine gæster skrider på grund af jer to. Jeg gider ikke at se jer her mere. Det her er ikke jeres lokale lorteværtshus, hvor i kan komme og skabe jer som det passer jer. Jeg har ringet efter en vogn, og den er på vej. Når den kommer er der lukket for jer to. Har i forstået?

Ordene og den måde de blev sagt på gjorde indtryk. Ingen af drengene sagde noget.

- Det her er mit sted. Et ordentligt sted, hvor folk kan komme forbi og få en bid brød og et glas fadøl til. Er i med? Ikke et sted hvor i to idioter kan komme og skræmme folk væk. Jeg er træt af jer, og træt af jeres opførsel. Har i ingen opdragelse fået?

Normalt ville både Mikkel og Sander havde svaret igen, men der var noget over den måde Steen sagde det på. Noget over den måde han lænede sig ind over bordet på.

 

Mikkel nikkede til Sander, og nikkede han mod døren. De rejste sig begge to.

Ingen af dem sagde noget højt på vej ud, men de bandede lavmælt.

Ikke før de kom ud på gaden. Så fløj ordene ud af dem begge to.

- Hvad fanden skete der lige der? Hvad sker der lige for Steen? Han skal da bare lukke røven. Syge gamle fede stodder. Jeg pander ham en senere.

Mikkel tyssede på kammeraten, mens han tændte den sidste smøg i pakken. Han krøllede pakken sammen og kylede den mod vinduet på bodegaen.

Ikke at det gjorde den store forskel. Der var lukket for de to.

 

Vejret havde vist sig fra den varme side, men det var ikke bare varmt. Det var trykkende. Det var fugtigt, og der lurede en tordenskylle lige ovenover den danske storby. Tunge blågrå skyer hang tæt sammen, og ventede bare på det rette øjeblik til at slå til. Det var kort før midnat, og et sælsomt øjeblik efter traf de en beslutning.

Taxien kom og kørte dem længere ind mod København. Sander grinede hysterisk højt. Chaufføren bad dem på gebrokkent dansk om at dæmpe sig.

Sander truede ham med tæsk, og det fik chaufføren til selv at dæmpe sig.

Sander sparkede bildøren i, og imens sad chaufføren helt roligt bag rattet. Han turde ikke andet. Han var en lille tæt fyr med en alt for lille selvtillid.

Han satte bilen hurtigt i gang og forsvandt mens han svor hævn over de to knægte.

- Din idé er da for langt ude Mikkel. Det kan vi sgu da ikke.

- Selvfølgelig kan vi det. Jeg ved præcis hvordan vi kommer ind.

Sander skreg af grin og forsøgte at sparke til en tom coladåse der stod på fortovet. Det lykkedes ikke ret godt og han var ved at falde. Så grinede han endnu højere.

- Der er ikke nogen vagter derinde, men du behøver ikke at skrige sådan.

- Kom nu Mikkel. Det er da en syg idé mand. Der er ikke noget at stjæle derinde. Lad os finde en butik eller et lukket værtshus. Der ligger garanteret nogle penge der.

 

Mikkel gik et par skridt længere frem. Han åbnede en ny pakke smøger og tændte en med et langt sug. Han lod røgen blive nede i lungerne et stykke tid, inden han lod den sive ud mellem tænderne. Han vendte sig og så alvorligt på Sander.

- engang imellem er man nødt til at udfordre sin skæbne. Er du med?

- Ja det siger jeg også, sagde Sander, uden rigtig at forstå hvad Mikkel mente.

- Jeg vil kunne mærke at jeg lever. Jeg har lyst til at gøre noget andet. Noget jeg kan huske i lang tid. Noget jeg kan mærke inde i, eller noget jeg vil blive husket for.

- Hvordan fanden vil du gøre det?

- I nat bryder vi ind her. Jeg har tænkt på det længe, og jeg ved faktisk hvordan vi gør og hvor vi starter. Så laver vi en masse ravage derinde og skriver vores navne på væggene, så folk ved hvem der styrer, og så stikker vi af. Langt væk herfra. Når vi så kommer tilbage, vil der være respekt om vores navne.

 

Sander var vokset. Sådan følte han det i hvert fald. Han åd hvert et ord Mikkel sagde. Han kunne allerede se sig selv som en af byens konger, der bare kunne vade ind på diverse barer og vælte sig i alkohol og tøser.

Da Mikkel brød den første dør op, skulle de igennem en større jernport for at komme helt ind. Men Mikkel var forberedt. Han havde været der i forvejen og lægge et reb og et brækjern. Sander var ikke bare imponeret. Han så det største lys i Mikkel.

Da de var helt inde, trængte de ind i nogle kontorer. Ikke for at finde noget af værdi, men fordi Mikkel havde en idé om at noget skulle kunne slippe ud.

Et glasskab blev smadret og nøglerne til de store indgangsporte var frit tilgængelige.

Det var en formsag. Det var næsten for let. Mikkel smilede til eget spejlbillede.

 

Et nyt bestemmelsessted indenfor samme område få øjeblikke efter.

Mikkel havde udviklet sin plan igennem et stykke tid. Den var måske ikke tænkt helt til ende, men den var genial som ham selv.

Han så allerede billederne af ham selv på forsiden af diverse aviser, mens han gemte sig på en gård ovre i Jylland. Derovre ville ikke en kæft ane hvem han var.

De læste kun Jyllandsposten og de lokale sprøjter. Det var sgu næsten for nemt.

Når han kom tilbage var der kun en der styrede byen. Det var ham der begik en genial handling. En happening der ville vække folks opfattelse af hvad genialitet kunne.

Når han vendte tilbage, ville han kunne vælte sig i al det der betød noget.

Penge, sprut og kællinger. Han vidste godt at Sander sikkert tænkte det samme, men han havde ham med på slæb af en simpel grund. Han skulle være Mikkels muskler.

Det brød der stod i baggrunden og agerede bodyguard hvis noget brændte på.

 

Himlen åbnede sig og det begyndte at regne. Det regnede ikke bare stille og roligt. Det væltede ned, så voldsomt at drengene måtte løbe.

Sander kunne ikke rigtigt Han var for fuld. Han måtte også stoppe et øjeblik. Han var ved at pisse i bukserne. Han råbte at Mikkel skulle vente på ham, mens han pissede ned af sine bukser.

 

Langt om længe nåede de frem til der hvor Mikkel ville starte. Sander hostede af den korte løbetur. Hans tre pakker smøger om dagen gjorde en forskel.

Det var tidligt på sommeren. Der var ikke mange timer til at solen ville stå op igen. Hvis de skulle nå det hele, og samtidig nå at stikke af havde de travlt.

 

Mikkel tog fat i Sanders tøj. Han så ham i øjnene, og forklarede det hele en gang til.

Sander var spændt. Det var noget andet end han tidligere havde været med det.

- Har du styr på det, spurgte Mikkel. Han spyttede i jorden og var bestemt i tonen.

- Ja ja. Det er sgu ikke første gang jeg laver et bræk.

For et par år tilbage var Sander blevet taget i at begå indbrud på et vaskeri. Det kostede ham et par på hovedet da et par store voksne mænd fik fat i ham. Men politiet fik aldrig noget af vide.

Året før havde han knust en glasdør hos en frisør. Byttet var tyve kroner og en balsam. Pigen han havde fulgtes med var utilfreds. Han bad hende pisse af. Han havde selv været stolt af sit stunt. Han var en rigtig bad boy, men mest i sine egne øjne.

 

Mikkel blev stående mens Sander løb videre af den aftalte rute. Han håbede at fjolset havde forstået hvad han sagde. De ville få en travl nat, og idéen var skide god.

Han glædede sig allerede til at skrive sit navn alle steder, så alle idioterne kunne se hvad han kunne finde på.

Sander piskede af sted, mens han grinede for sig selv. Det her var krafteddemig for sindssygt. Det var det fedeste han nogensinde havde været med til.

Igennem nogle flere døre og porte som Mikkel havde forklaret.

Det var først da han nåede tre forskellige tykke jernlåger, at han blev i tvivl.

Sander traf sit livs dårligste beslutning. Det var også en af de sidste.

 

Sander nåede ikke at skrige. Han så det ikke før det var for sent. Han valgte bare den forkerte port. En blanding af adskillelige sjusser og en halv kasse bajere rørt sammen med hans manglende intelligens udgjorde udslaget.

Han nåede knapt nok at stønne, før noget tungt kastede sig op på ryggen af ham.

Noget stort og virkeligt tungt. Noget med en styrke som Sander ikke besad.

Der blev bidt og flået, indtil Sanders hovedpulsåre var synlig. I mørket var blodet sort. Det flød og spredte sig hurtigt.

Der blev ikke ædt men der blev dræbt hurtigt og effektivt.

Da Ziggy forlod stedet, trillede Sanders hoved over i et hjørne. Hans øjne var åbne.

 

Mikkel var utålmodig. Han bandede højt og kaldte på Sander mens han tændte sig en smøg. Nu måtte den idiot sgu snart være tilbage. Så svært var det heller ikke.

Hold kæft hvor han bare håbede at klovnen vidste hvilken port han skulle åbne.

Måske skulle han bare have klaret det selv.

Sander var trods alt ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han lystrede som en hundehvalp. Hver gang Mikkel fik en idé, kunne han spejle sig selv i Sanders rosende ord. Hvem var geniet. Bare spørg Sander.

 

Ziggy var gal og irriteret. Hans private enemærker var overtrådt. Han var klar til at handle. En eller flere ville få hans vrede at mærke.

Det første offer var for nemt. Han stod med ryggen til. Der var ikke megen kamp.

 

Mikkel var ved at være pissed. Han råbte på Sander. Mens regnen væltede ned, kom hans skæbne tættere og tættere. Mikkel opdagede ikke noget. Ikke før han smed smøgen fra sig, vendte sig og fik øje på de skinnende øjne og det store hoved.

- SHIT, var det eneste han nåede at skrige, og så angreb Ziggy.

 

Klokken 6.00 tidligt næste morgen

Solen skinnede ind over København, og byen skinnede tilbage. Tagene var blanke efter nattens tunge regn, og vandpytterne var en anelse dybere end de plejede.

Vandkanten i søerne i parkerne var steget en smule. Ænderne og svanerne havde indtaget vandet og der var kamp om de gode pladser.

Viktor var lykkeligere end mange kunne beskrive. Han var endelig færdiguddannet, og havde sin første dag, næsten alene. Han havde dog Nikolaj i baghånden.

Walkie-talkien sad fastspændt i bæltet, hvis der skulle være det mindste.

Han nærmede sig det område han holdt allermest af.

Han vidste der ville være roligt, men når de så ham ville de sikkert strække sig, gabe og langsomt komme op at stå.

 

Der var ikke en sky i miles omkreds, men da Viktor kom tættere på, samledes alle skyerne over ham. Det sortnede for hans øjne, men inden nåede han at se resterne af en ung mand ligge foran ham.

Ikke så længe efter, var der nogen der ledte efter Viktor, og kom ham i møde.

Der blev slået alarm, men for nogen var det alt for sent.

 

På samme tidspunkt i en anden del af Sjælland.

Thomas Kirkegård kom fra provinsen. Han var ikke helt ny i jobbet, men han var ny i drabsafdelingen. Han var ved at gøre sig klar til at køre. Han satte tøjet rigtigt og kørte en hånd gennem sit mørke hår. En ung smuk dame kom hen til ham. Hun tog fat i ham og kyssede ham på kinden.

- Hav en god dag lillebror. Pas godt på dig selv.

- Tak søs, det skal jeg nok.

- Jeg tænkte at når du kommer hjem, om vi så ikke skulle tage ud og besøge mor? De siger ude på hjemmet at hun er ved at få det bedre.

Søsteren var stolt som en pave. Hun gav ham et puf på skulderen.

- Min lillebror, kriminalassistenten. Det lyder sgu af noget.

Thomas smilede forlegent.

 

Klokken 8.00 samme morgen

Kriminalkommissær Rolf Riis satte sig godt til rette i sin stol. Han håbede at det ville blive en rolig dag, her dagen før hans længe ventede sommerferie.

Skjorten var nystrøget og bukserne var presset. Der manglede ikke noget.

Han kaldte på sin sekretær, Sabina og bad hende sætte sig ind i nattens hændelser.

Forhåbentligt var det ikke noget voldsomt, andet end den sædvanlige småkriminalitet.

Sabina kom ind, lettere rystet. Hun var en anelse hvid i ansigtet.

- Vi har en sag ude i Valby. To unge mænd er fundet maltrakteret og døde.

Riis stønnede. En ny stor mordsag, lige dagen før ferien. Lige hvad der manglede.

- Send Thomas derud. Han er ny og ung, men jeg tror på ham. Jeg har læst han er god. Han har første dag i dag, men han skal jo kastes ud i det.

- Jeg skal lige sige en ting mere. Det er ikke nogen almindelig sag. Der er mere.

 

Thomas Kirkegård var nyansat i kriminalpolitiet. Han var ikke særlig gammel, men med låget skruet rigtigt på, havde han gjort det godt op gennem rækkerne, og var endeligt landet hvor han helst ville være.

Ingen kunne forberede ham på denne dag. Heller ikke de mange gråspurve der fulgte ham og hans kørsel fra træerne. Ved siden af ham sad Rolf Riis. Meget bekymret.

 

Ziggy havde det ikke godt. Han var irriteret og ude af sin komfortzone. Han kendte ikke området og det hele var nyt for ham.

Der var ikke al den natur han voksede op med i de indiske skove da han bare var en lille størrelse. Det hele var nyt, men ikke til det bedre.

Han var sulten. Chancen havde været der, men der var han gal. De kunne bare lade ham være. Lad ham gå alene i fred.

Ziggy var stor af sin størrelse. Fyldt med muskler til bristepunktet.

Der var små lyn og en kommende torden i hans sind. Han blev aggressiv igen.

 

Claus satte sin motorcykel fra sig og så op mod vinduet på tredje. Han stønnede.

Kællingen var garanteret stået op, og kunne og skulle helt sikkert ikke bruge dagen til andet end at skabe sig. Hold kæft hvor han ikke gad det lige nu.

Ud over det sædvanlige med vasketøjet der skulle lægges i kurven, så var der altid hendes unger. De skulle have mad før alle andre.

Claus trampede hårdt i en vandpyt. Havde der bare været et morgenværtshus i nærheden, så var han sgu gået derind i stedet for.

Han smed krafteddemig sine underhyler hvor han ville, når det passede ham.

Det var fandeme også ham der knoklede på fabrikken hver nat, så hendes rådne unger kunne få rent tøj på kroppen. Mens hun bare passede gamle på et plejehjem.

Selvfølgelig var det også hans unger. Men det var sgu hende der hang over dem altid.

Lorteunger. Han gad sgu snart ikke mere. Han ville være fri, og ud at køre på landevejene igen, som i gamle dage da han var langhåret og livet gav mening.

 

Den aldrende motorcyklist gik gennem gården. Der var altid en af de gamle sladrekællinger der hang i vinduet. Han gad dem ikke, så han ville tage køkkentrappen. Han manglede bare det sidste stykke gennem gården og kælderen.

Ziggy rejste sig og spændte sine muskler. Han hvæssede sine kløer og snerrede.

 

Klokken 10.00 om formiddagen

Riis sad på sit kontor sammen med den unge Kirkegård, efter at alt disponibelt personale var sendt på gaderne, i patruljevogne, med strenge ordre om at blive siddende i vognen med mindre at de var sikre på hvad de så.

De kiggede sammen på et kort, og skulle prøve at gætte og regne ud hvor langt denne Ziggy kunne være rendt hen.

Sabina kom ind på hans kontor og forstyrrede arbejdet, med en besked om at man havde fundet endnu et muligt offer. En mand midt i halvtredsserne var fundet dræbt i en kældergang. Det meste af hans overkrop var flået fra hinanden med stor styrke. Det var ikke menneskeskabt.

Riis kiggende på Kirkegård. Han var ikke et øjeblik i tvivl.

- Vi to kører nu. Vi skal stoppe det her før der bliver flere ofre.

Ikke længe efter blev der sendt en advarsel ud gennem radioen og alle de landsdækkende tv-kanaler om at folk skulle blive indendørs, og hvorfor.

 

Klokken 12.00

Solen kogte og bagte på dem der trodsede advarslen. En grønthandler af fremmede herkomst stod udenfor butikken og sorterede sine grøntsager da Thea kom slentrende forbi. Hun var stærkt påvirket af kokain og en halv flaske vodka.

Natten havde været noget rod. Den ene kunde havde tæsket hende og den anden var stukket af. Hun havde kun et par hundrede tilbage til resten af måneden.

Hun var også træt af området omkring Skelbækgade. Det var kun lortekunder der kom der. Hun ville sgu finde sig et nyt område.

Hun var gået fra Vesterbro til Nørrebro og var skide træt. Humøret var på lavpunktet.

 

Nørrebrogade var usædvanlig stille. Der var næsten ingen mennesker på gaden.

Trafiklysene skiftede, men der var ingen biler. Der herskede en urolig spænding.

Af bar irritation sparkede Thea til en cykel. Den var ved at ryge ind i grønthandlerens grøntsager, og han tillod sig at brokke sig.

Thea svarede ved at give ham fingeren og råbe og skrige. Han skulle ikke bestemme en skid. Han kunne bare pisse af helvede til, og tage sin butik med sig.

Grønthandleren nøjedes med stirre stift efter hende, mens han hviskede forbandelser på sit eget sprog.

 

Thea kunne næsten ikke stå oprejst mere. Hun skulle også brække sig. Det hele kørte rundt i maven på hende, indtil det fløj ud af halsen på hende.

Hun fandt en port at gå ind i, og gik længere ind i mørket.

Ziggy tænkte ikke i ord, men da den tynde lyshåret kom væltende ind ved hans gemmested, blev han gal. Kampen var kort og nådesløs. Thea var chanceløs.

 

Han stak af gennem porten og om i en baggård. Over et skraldestativ og ind i en anden gård. Ud på gaden hvor han lagde sig under en lastbil der var parkeret.

 

Klokken 14.00

Thomas Kirkegård sad i bilen sammen med Riis. Han kørte en hånd gennem sit mørke hår, mens han sad med øjnene ude på alle de veje de kørte ad.

Det sidste offer havde været en ung prostitueret på Nørrebro. Siden havde ingen set den store dræber. Den var forsvundet som dug for solen.

Efter det sidste drab var der kun politibiler på gaden. Ingen bevægede sig ud i København. Ingen kunne vide sig sikker.

Alle fik gennem radio og tv af vide at de skulle holde sig inde døre, men at man gerne måtte kigge efter dræberen, og straks meddele politiet hvis de så noget.

- Hvor fanden er den Kirkegård?

Det var typisk af Riis at holde sig på efternavn med alle sine ansatte.

- Den er et sted hvor det ligner det den kender. Umiddelbart havde jeg ikke set det drab på den unge dame komme. Jeg troede den ville gemme sig i en skov eller en park. Jeg kender ikke København så godt. Jeg er opvokset i Karise. Hvis det var min beslutning, ville jeg hæve indsatsen i alle parker, hvor der eventuelt er en sø.

Riis kiggede på den unge mand, og var en anelse benovet over det gode svar.

- Du har selvfølgelig ret. Jeg kommer i øvrigt fra Bornholm, og har en drøm om at vende hjem og arbejde der en dag. Der sker der sgu ikke den slags.

 

Ziggy havde fundet et perfekt sted. Der var grønt og der var fredeligt. Der var lidt vand og der var både sol og skygge. Der var også det perfekte gemmested under en stor busk. Han lagde sig og lukkede øjnene, med en knust and mellem kløerne.

 

Klokken 16.00

Viggo trodsede alle advarsler, af den simple grund at han hverken ejede en radio eller et fjernsyn. Han gik rundt i parken med sin lange frakke på, selv om det var bagende varmt i vejret. Han havde helt bevidst ikke noget på inde under.

Han slæbte rundt på sin lille gravhund, der hverken vidste ud eller ind. Den havde allerede besørget, og havde ikke længere trang til at være ude at gå.

Viggo var et sørgeligt gammelt tilfælde med en brist i hjernen. Med en dårlig barndom med tæsk til følge, og en far der ofte havde misbrugt ham, når det passede.

Det var den eneste opdragelse han havde fået.

Hans liv var at gå med hunden, og gå at blotte sig for alle de børn han mødte.

 

Ziggy vågnede da han hørte noget nærme sig. Det irriterede ham. Hvorfor kunne han ikke få fred? Han gemte sig i sin kraftige busk, indtil han kunne høre de nærmede sig.

I de samme sekunder trillede en politibil gennem parken. Den kørte langsomt.

Riis og Kirkegård kiggede til alle sider, men der var ikke meget at få øje på. Der var stille. Bilens samtaleanlæg skrattede hele tiden, med nyheder om at ingen havde set den endnu, eller at nogen mente at de havde set noget.

 

De to i bilen så ikke angrebet. Ikke før det var for sent.

Viggo lå død på jorden. Hans hals var fået i stykker og hans øjne var åbne.

Den lille gravhund stirrede op på den store kat. Den sagde ikke noget.

Ziggy stoppede sig selv. Det lille væsen var skræmt. Den var ikke en trussel.

 

Det var først da at politibilen kom kørende. Da de to dyr stod overfor hinanden.

- Der er den, skreg Kirkegård.

Riis vendte bilen og kørte ind over græsplænen. Han lavede hjulspind på den grønne plæne, mens han fumlede med at finde sin pistol frem.

- Vi skyder den med det samme, råbte Riis.

Han standsede bilen små ti meter foran det store dyr. Den vendte sig og kiggede på dem. Den snerrede og viste tænder.

 

Ziggy forstod ikke hvad bilen var, men den larmede og var sikkert ikke venlig stemt.

Han blev gal og var klar til angreb. Bilen var større end ham men han var ikke bange.

Han så to mennesker stige ud af bilen, og det først skud bragede.

Det smertede i hans ene bagben. I et rent raserianfald spurtede han frem.

 

Riis så det store dyr nærme sig hurtigt. Han skød flere gange uden at ramme rigtigt.

Han råbte på Kirkegård at han skulle skyde, men den unge betjent havde svært ved at komme på skudhold.

Katten nåede helt hen til Riis og fik skubbet ham omkuld. Kommissæren skreg.

Skuddene kunne høres i hele Fælledparken på Østerbro da Kirkegård tømte sit magasin. Han tømte sin pistol og skiftede magasin og skød igen.

 

Ziggy forstod det ikke. Han ville bare have sin frihed, men det smertede over det hele. Han blødte og synet svigtede ham. Han blinkede med øjnene.

Han nåede at se et menneske nærme sig mens han følte sig kold over det hele.

Mennesket bukkede sig ind over ham. Ziggy kunne ikke forsvare sig mere.

Han kunne ikke en gang snerre af mennesket. Han lukkede øjnene og kort efter var det slut.

 

Kirkegård skød sidste gang i hovedet, for at være helt sikker på at katten var død.

I baggrunden kom Riis på benene. Han var rystet og havde fået en enkelt skramme ved skulderen.

Han gik frem og lagde en hånd på Kirkegårds skulder.

- Det var sgu tæt på. Tak skal du have, Kirkegård. Nu vil jeg gerne have ferie.

Den unge betjent gik ned i knæ og lagde en hånd på kattens store hoved.

Det var trist men det var nødvendigt. Han havde det ikke godt med det.

- Undskyld, hviskede han til katten.

 

Hen ad aften sad Kirkegård sammen med sin søster på hjemmet hvor deres mor boede. Han holdt sin mor i hånden og ville gerne fortælle hende hvordan hans første dag på arbejdet havde været, men det var svært.

Meget anderledes end alle andre dage formentlig ville blive, men han ville heller ikke fortælle hende om alle de drab katten havde begået.

Det var svært at få de rigtige ord frem. Det skulle heller ikke lyde for dramatisk.

Han så sin mor i øjnene og holdt blikket fast og klemte hendes hånd.

- Jeg skød en tiger i dag, mor.