Venner


Venner


Godt man ikke er teenager mere, eller at der måske skulle komme et ekstratog på min station. Næ nu skal i høre min sidste historie for denne gang.


Den lille dreng, Jens har venner. Det er fint nok, men man skal bruge dem rigtigt.

De bedste venner i verden, er dem man kan stole på. Det er dem der beskytter dig, og trøster dig når du er ked af det. Dem der altid er der, uanset hvornår man har brug for hjælp. Jens har sine venner, og de tøver aldrig med at hjælpe.


Den buttede lille dreng med de store tykke briller, og de mere end tusind fregner spredt i hele ansigtet, sad på alene på sit værelse en sensommerdag med sit skolehæfte foran sig. Værelset var ikke særligt stort og sparsomt indrettet. En seng, et skrivebord og en stol. Et ældre skab i det ene hjørne til den smule tøj han havde. To hjemmemalede malerier på væggene, som hans mor have begået. Et billede af en fodbold, som han selv havde tegnet, der sad fast på væggen over skrivebordet med et gammelt stykke tyggegummi. Skrivebordet var han særdeles stolt af. Hans far havde givet ham det da han ikke selv kunne bruge det mere. Faren havde lavet det og malet det. Han havde også selv båret det op på hans værelse.


Jens kiggede ned på skolehæftet. Han var startet i skole igen, efter en lang sommerferie, og var endda rykket op i fjerde klasse nu, og så havde han allerede fået den første opgave. Han var blevet mere glad for skolen, af flere årsager. Han tog sin blyant i hånden, og begyndte at skrive.


Jeg brugte min sommerferie sammen med mine venner.

Solen var glødende, og havde en farve der var blandet med en varm orange og en brændende gul i midten, der stak i øjnene. På en normal sensommer, ville der slet ikke være så varmt længere, men det var ikke en nogen helt normal sensommer. Danmark havde været ramt af hedebølge i det meste af sommeren. Virkelig ramt. Landet var nærmest brændt af. Der var ikke et eneste grønt græsstrå tilbage. Plænerne var næsten lige så gule, som rapsmarkerne, der havde kronede dage.


To måneder tidligere


Jens kunne høre sin mor på trapperne. Det var let at høre hendes fodtrin. De var ikke så tunge som farens. Hans mor havde altid sine små sandaler på, som hun altid bar både inde og ude. Hans far gik altid rundt sine uundværlige kondisko. Jens vendte sig og smilede mod døren, allerede inden hans mor bankede på.

Drengens mor havde et kønt ansigt, og et smittende smil, der ville få de fleste til at gengælde det. Hun havde dybe smilehuller, og hendes smukke øjne skinnede om kap med solen. Hun havde skulderlangt gyldenbrunt hår, der aldrig var sat op. Jens lignede sin far. Faren var stor som et hus. Mindst hundrede og tredve kilo. Hans hår var ræverødt, og man var aldrig i tvivl hvis far og søn fulgtes ad. Han kunne lyde som en bjørn når han talte, men når man kendte ham, vidste man bare, at sådan var han slet ikke. Han var en af sønnens to helte. Moren var den anden. Faren, der hed Frank, holdt af at ordne sin have. Han var uddannet tømrer, og brugte flittigt sine evner på den terrasse han havde brugt sommeren på at ordne. Moren, Lone, var kontordame hos et forsikringsselskab.
To bank og døren gik op. Lone var en sol man kun kunne holde af da hun kom ind til Jens. Hun gik hen til ham og strøg hans røde hår.


- Så er der endelig sommerferie. Er det dejligt eller hvad? Og efter sommerferien skal du allerede op i fjerde. Jeg kan huske da du bare var en lille fis. Det er ikke så mange år siden.
Jens svarede ikke, sådan lige med det samme. Han så ned i gulvet og fik en voksen alvorlig mine på. Skolen havde i de sidste par år ikke budt drengen på meget godt. Han havde taget yderligere på, og var blevet lidt mere kvabset om maven. Han havde også fået nyere og tykkere briller, og i løbet af tiden var alle hans fregner kommet til at fremstå stærkere. Jens var ikke en dreng der blev brun om sommeren. Han var rødhåret og bleg i huden. Det gik ofte ikke ubemærket hen hos flere af de andre i klassen, at ham den tykke rødhåret næsten lignede en krebs når han kom i skole. Derfor var det ekstra morsomt for flere af de store drenge, at klappe ham hårdt på ryggen. Fordi de vidste at det gjorde ondt på Jens.


Lone satte sig ned på knæ og så ham i øjnene. Hun strøg ham langs kinden.
- Er der nogen der har været efter dig?
Det var ikke ukendt for Frank og Lone, at Jens var et moppeoffer. Han var ikke stærk, hverken fysisk eller psykisk. Han kunne ikke bare rejse sig og slå fra sig, og han sagde hellere undskyld, hvis de endnu en gang lossede til hans skoletaske. Jens klemte læberne sammen. Han ville ikke græde, selv om det var svært at lade være. Lone tog ham ind til sig og krammede ham, og så knækkede han.

Senere den dag sad Frank og Lone sammen nede i køkkenet.
- Vi er nødt til at tale med skolen, Frank. De er efter Jens igen. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at de ikke kan lade ham være.
Frank kiggede ind i væggen. Han spekulerede så det knagede.
- Hvad skal jeg gøre skat? Skal jeg hente ham efter skole, og så få fat i nogen af de knægte der driller ham?
- Nej, der må være en mere pædagogisk måde at gribe det an på.
Det var så typisk Lone. Man måtte kunne snakke sig ud af tingene. Lige så typisk det var af Frank. Han var håndværker af den gamle skole. Knyt næven og lad den tale først, så kunne man være venner bag efter.
- Skal jeg ikke lige snakke med ham? Måske jeg lige kunne give ham et fif om hvordan man slår fra sig. Frank kunne sige det, så det lød sjovt. Men Lone kunne ikke se det sjove i det. Hun rystede på hovedet og rejste sig.
- Nej. Lad ham være. Jeg skal nok tage mig af det, sagde hun lettere irriteret.
Frank rejste sig og greb hende om livet. Han kyssede hende i nakken.
- Jeg ved det godt skat. Jeg ved bare ikke så meget om den slags. Da jeg gik i skole, der tog vi den i skolegården. Den der lå ned havde tabt, og blev aldrig drillet mere.
Lone vendte sig mod ham og gengældte et langt kys.
- Og du blev aldrig drillet, vel, spurgte hun smilende.
- Nej det var ikke så ofte, svarede Frank og rettede sig op så Lone ikke kunne nå ham.
Han klappede Lone bag i og så sig omkring.
- Hvor er min dreng i øvrigt, så skal jeg eddermame lære ham et trick eller to.
Lone skreg af grin og hylede som en stukken gris da Frank tog hende om livet og løftede hende så let som ingenting.
- Han er gået ned i kælderen. Jeg tror han er ved at lave sig en hule dernede. Og så taler han altid om hans bedste ven, Tommy. Jeg ved ikke hvem det er, men hvis han har en usynlig ven, der hedder Tommy, så fred være med det.
- Det havde jeg også da jeg var dreng. Han hed Rolle og boede inde i en skov. Så kom han når jeg kaldte.
Lone var ved at rette på kjolen, og kunne ikke holde en smittende latter tilbage.
- Men du har også altid været et særtilfælde, Frank.
- Var det ikke også derfor du faldt for mig?
- Jo lidt, men også på grund af din størrelse, svarede Lone stadig grinende.
Frank så ned på sine arbejdsbukser.
- Nå tak skat. Den havde du da ikke behøvet at nævne.


Jens kunne høre sin mor skrige af grin. Og så blev der stille oppe fra køkkenet. Han sad for sig selv nede i kælderen. Helt alene sad han der og så ned i gulvet.
- Jeg ved godt i er der. Jeg ved også godt i er sultne. Jeg skal nok hjælpe jer, men mor og far må ikke opdage noget. De vil sikkert ikke bryde sig om det. Jeg håber bare i har det godt. Jeg har det ikke så godt. Jeg har endelig sommerferie, men skolen er noget værre møg. Jeg bliver drillet hele tiden.
Jens hviskede højt, men han var sikker på at de kunne høre ham. Deres hørelse var skarp. Han vidste også de var der. De var der altid. De var hans venner.


Huset var et ældre træhus. Frank havde gjort alt hvad han kunne for at sætte det i stand. Det havde kostet, men det havde, kunne betale sig. Det var solidt og i fin stand.
Det var på næsten to hundrede kvadratmeter, som Lone havde indrettet efter bedste evne. Og evnerne havde hun. Hun vidste præcis hvilke farver der passede sammen.
Hun gik op i den slags, og kunne sagtens bruge timer på det. Der var stue og første sal, og en kælder med en dybere krybekælder nede under.


Lone åbnede døren ned til kælderen og kaldte på Jens. Drengen vinkede til en af vennerne og løb op af trapperne. Lone ventede på ham, iført Franks morgenkåbe.
Hun greb fat i Jens og kyssede ham i panden.
- Hej skat. Hygger du dig dernede? Med dine hemmelige venner?
Jens nikkede ivrigt. Det var præcis hvad han gjorde.
- Hør her skat. Far og jeg skal ud i aften, men jeg har fået fat i en sød pige, der kommer og passer dig. Hun hedder Mathilde, og har prøvet det før.
- Hvor skal i hen, kom det en smule skuffet.
Jens var ikke særlig tit alene. Stort set aldrig. Han var i hvert fald aldrig blevet passet før. Kun den gang hans mormor kunne komme på weekend. Hun var i himlen nu, og kunne ikke passe ham mere.
- Far og jeg har bare noget vi skal fejre. Vi kommer ikke så sent hjem.
- Det kan i da gøre herhjemme, sagde Jens, og lød stadig en smule fortvivlet.
Lone så ham lidt bestemt i øjnene.
- Nu skal du tage det roligt Jens. Vi kommer hjem igen, og hende Mathilde er mægtig sød. Måske kan du få en ny god ven der.
Jens drejede om og gik trampende op af trapperne mod sit eget værelse.
- Jeg har mine egne venner.


Oppe på værelset tog han sin fodbold og kylede den hen i sengen. Skuffet, trist, og en smule vred havde han svært ved at skjule sine følelser. Sådan havde de aldrig gjort før. Bare at gå fra ham sådan. Jens kendte ikke Mathilde, og han var også ligeglad med hende. Hun var sikkert bare en dum tøs, der var ældre end ham. Øv hvor var det hele noget møg. Gudskelov havde han sine egne venner. De svigtede aldrig. De var der hver gang han ville snakke. Bare han havde noget med til dem. Han gad ikke skulle passes af hende, Mathilde. Hun havde bare at være sød ved ham. Ellers kunne hun bare tage hjem til sig selv.


Lidt senere sad Jens nede i kælderen for sig selv. Han sad og så en af vennerne i øjnene. Han forklarede sin irritation og slog i gulvet. Døren gik langsomt op, og vennen forduftede lige så hurtigt som cigaretrøg i regnvejr. Lone kom ned af trapperne.
- Hvad laver du hernede alene?
- Jeg taler med mine venner. Der var lige en her før, men han smuttede da du kom.
Lone så rundt i kælderrummet. Frank havde gjort det pænt dernede, så man også kunne hygge sig med tæpper, hvis man ville.
- Er det dine hemmelige venner, spurgte Lone nysgerrigt.
- De er ikke hemmelige. De er bare mine venner. De passer på mig.
- Er der nogen af dem her nu?
Lone var stadig overbevist om at det var noget der kun eksisterede i drengens fantasi.
- Nej. Den smuttede jo da du kom. Det sagde jeg lige.
- Så det er kun én ven du har? Han er den eneste, eller hvad?
Jens så op på Lone. Han rystede på hovedet.
- Der er mange mor. Rigtig mange.


Mathilde var en overvægtig pige på 14. Hun havde sat en annonce i den lokale avis, hvor hun søgte efter børn at passe for en billig penge. Frank og Lone havde slået til med det samme, og syntes at hendes tilbud lød rimeligt. Mathilde var en selvsikker pige, der ikke stod tilbage for at sige sin mening. I virkeligheden var hun ikke særlig glad for børn, men havde brug for pengene da hendes stedfar havde taget hende i at stjæle, og forlangte at hun skulle betale tilbage. Hun hadede ham af helvede til. Hvad fanden bildte han sig ind? Idiotiske stedfar. Han havde da ganske vist redede hendes mor ud af en masse økonomiske problemer, men hvad ragede det hende? Manden tillod sig at gå ind over hendes grænser. Det var sgu da også hendes penge. Bare fordi de lå i hans lomme.

Ikke længe efter at Frank og Lone var taget af sted, gik døren op til drengens værelse.
Jens så op. Der stod Mathilde og stirrede ned på ham.


- Nå, det er dig der er ham den lille jeg skal passe.
Mere sagde hun ikke. Så forsvandt hun ud af døren igen. Uden at hun gad lukke den.
Jens sad tilbage på gulvet med sin bold i hånden. Han blev skræmt da han så hende, og det var ikke særligt rart. Hun virkede ikke som hans mor havde sagt. Hun skulle i hvert fald ikke være en af hans venner. Han ville hellere beholde sine egne venner han allerede havde i kælderen.

Et lille stykke tid efter listede Jens ned af trapperne og ind i stuen. Mathilde sad og så fjernsyn. Hun gloede over skulderen da Jens trådte ind.


- Hvis du skal have noget af æde, må du selv smøre dig noget. Jeg gider ikke. Jeg sidder og ser noget i fjernsynet. Har du ikke også nogle lektier at lave?
Jens nøjedes med at ryste på hovedet. Han havde ikke nogen lektier for. Da Mathilde kiggede væk rakte han tunge af hende.
Jens ville bare ønske at hans forældre kom hjem nu. Han kunne ikke lide hende den dumme der passede ham. Hvorfor talte hun også sådan til ham? Han havde ikke gjort hende noget. Han gik rundt om sig selv. Han turde dårligt sige noget til hende. Men forsøgte dog alligevel. Han tøvede først, men prøvede forsigtig.
- Jeg er lidt tørstig, fremstammede han.
Mathilde vendte sig dovent om og så på ham.
- Der er vand i hanen. Du kan vel for helvede selv tage dig et glas vand.
Jens vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste at der var sodavand i køleskabet. Dem måtte han altid gerne drikke, og hun havde da allerede drukket to. Der var tomme flasker på bordet. Hun sad i øvrigt også med benene oppe på bordet. Det ville hans far ikke have brudt sig om.

Jens begyndte at koge i sit lille hoved. Han turde ikke, men ville så gerne sige noget til hende. Men han frygtede at hun ville skælde ham ud, og måske slå. Ligesom nogen af de store drenge ovre på skolen. Han frygtede det værste. Han listede forbi sofaen og hen mod kældertrappen. Inden han nåede derhen råbte hun efter ham.
- Hvad skal du derned efter? Du er garanteret sådan en særling. Du klarer dig selv knægt. Jeg gider ikke rende efter dig.


Jens sad alene nede i kælderen, med ansigtet begravet i hænderne. Han græd og var bange. Han var ked af det, og vred. Hvorfor var hun sådan? Hvorfor var hun ikke bare sød? Han måtte heller ikke få nogen sodavand? Hun kaldte ham også særling.
Hvad pokker bildte hun sig ind? Der skete noget i hans sind, så det kammede over.
Det røde hår, og traditionen med at de kunne have et hidsigt temperament kom til sin ret. Han skar tænder, og havde vist aldrig været mere vred end han var nu.
- Jeg vil ikke finde mig i det her.

Langsomt og knirkende åbnede lemmen til krybekælderen, og nogen af vennerne kom til syne. De kom op til ham, og satte sig foran ham.


Døren ned til kælderen blev sparket op, og Mathilde kom til syne. Hun trådte et skridt ned og tændte lyset dernede.
- Hold kæft et gustent sted det her. Hej tykke, ved om dine forældre har nogle smøger? Jeg skal ryge, og det er nu.
Der var stille nede fra kælderen af, og Mathilde gik længere ned. Hun stønnede af irritation og trådte de sidste trin ned. Midt i kælderen hang der en bar pære og lyste skarpt. Den gjorde det svært for Mathilde at orientere sig. Hun var ikke vant til det.
- Kom lige frem knægt. Jeg er ikke vild med kældre, ok?
Hun vendte og drejede sig et par gange, indtil hendes øjne havde vænnet sig til lyset dernede. Da hendes øjne endelig kunne se, så hun Jens stå på en skammel med en hammer i hånden. Det lød hult, og fik Mathilde til at tage sig til hovedet. Han slog igen, og det begyndte straks at bløde. Hun faldt tungt om på gulvet. Jens hoppede ned fra skamlen. Han så på hende mens hun lå der. Så gik han hen og åbnede lemmen til krybekælderen. Mathilde var stadig ved bevidsthed da Jens trak hende hen over gulvet. Den kraftige pige kunne ikke gøre modstand. Hun prøvede dog at række en arm ud efter Jens, mens så løftede han hammeren igen.

Minutter efter kom Mathilde til sig selv. Det gjorde voldsomt ondt i hovedet. Hun kunne slet ikke se noget. Det var mørkt som sort. Alligevel var der noget der skinnede foroven. Hun drejede hovedet og fik øje på Jens. Han stod oppe i kælderen og så ned. Hans øjne lynede ned på hende. Mathilde så nervøst rundt i mørket. Indtil hun hørte noget knirke. Jens var ved at lukke lemmen ned til hende.
- Tag hende så.


De nærmeste naboer boede små halvtreds meter væk. Huset lå et godt stykke ude på landet. Så der var ikke nogen der hørte Mathilde skrige den aften. Efter en time, kunne man slet ikke høre noget mere. Det lettede i drengens humør. Jens satte sig op på værelset og trillede med sin bold.

Timer efter kom Frank og Lone hjem. De var i højt humør og sang på vej ind af døren. Lone tyssede på Frank, fordi hun var af den overbevisning at Jens allerede sov.
Tværtimod sad Jens inde i stuen. Fjernsynet kørte med en krimi. Lone skyndte sig at slukke for det. Det var vist ikke noget for ham.
- Hvor er Mathilde?
- Hun gik tidligt. Hun skulle mødes med en dreng. Det sagde hun i hvert fald.
Jens kunne sige det så det lød oprigtigt. Han havde aldrig løjet for sine forældre før. Det var første gang. Måske var det derfor at Lone bare troede på hvad der blev sagt.
Ingen ville forvente at Jens løj. Lone så hen på Frank. Hun var sur, for det var ikke den aftale de havde lavet.
- Det er da for dårligt. Hvad siger du skat, spurgte hun og så stadig på Frank.
- Hende skal vi i hvert fald ikke bruge igen.
Lone greb sin taske og tog sin mobiltelefon op af den.
- Jeg ringer da lige til hendes forældre. Det her vil jeg da ikke finde mig i.
Lone ringede, men det gjorde ingen forskel. Pigen var ikke dukket op derhjemme. Efter et par dage blev hun efterlyst af politiet. Og specielt den dreng hun skulle mødes med ville politiet gerne tale med. De var også forbi for at tale Jens og hans forældre. Men ingen af dem vidste noget. De anede ikke hvor Mathilde var. Lone og Frank vidste det i hvert fald ikke. Jens havde nok en idé om hvad hans venner levede af i de dage. Politiet holdt op med at komme rendende. De ledte stadig efter den dreng som Mathilde skulle mødes med.


Jens havde ændret sig. Han tænkte anderledes, og så i det hele anderledes på dem han ikke var så vild med. For eksempel Daniel. Han var klassens største dreng. Han var et hoved højere end alle andre, og måtte gå en klasse om, så han var også et år ældre. Flere af de andre drenge fra klassen så op til ham. De synes han var sej. Han turde mere end de andre. Han svarede ofte lærerne igen, og hørte generelt ikke efter. Hans hår var længere end flere af pigernes, og klassen i lavede han det kun han gad. Det var hans regler. Daniel bestemte. Han var en lille led leder, og han nød det.
Han bestemte også, når Jens skulle have en tur. Det var altid ham der startede. Der var ikke noget tegn først. Han tog bare fat i Jens. For eksempel rundt om halsen, og klemte alt hvad han kunne. Indtil Jens græd mens han kæmpede med at få luft. Det kunne ske at en lærer fik øje på det lille optrin. Daniel slap Jens og lod ham ligge på jorden, og så kunne han ofte overbevise læreren om at det var Jens der startede. Jens kunne gå grædende hjem, efter at have fået klemt luften ud af sig, og fået skæld ud bag efter. Livet var ikke retfærdigt, og han magtede det næsten ikke mere.


Noget af det værste var Simon. En af Daniels disciple. Han stod altid i baggrunden og skreg og hylede og grinede højt. Simon var en tynd knægt, der ikke selv turde kaste sig ud i slagsmål, men han var god til at hidse folk op, og starte balladen, og så havde han altid Daniel i baghånden. Simon var laset i tøjet og kom fra en familie der ikke havde så mange midler. Han gik ofte i hullede sko året rundt, og havde travlt med at spytte overalt. Han havde et langt lyst hår, der stort set altid var fedtede.


For Jens blev det for meget. Han hadede de to drenge, men det hele skiftede den dag da han lærte sine venner rigtigt at kende, og da han fandt ud af hvordan de kunne hjælpe ham og han kunne hjælpe dem. Da den ondskabsfulde Mathilde ikke var sød, og han kunne fodre sine venner med hende. Han vidste med sikkerhed, at når de dukkede op, var det for at hjælpe.

To uger inde i hans sommerferie, kom verdens bedste mor op på værelset til Jens.
Drengen var egentlig klar til at løbe i haven med sin bold, men det kunne ikke nytte noget.
- Lille skat, det kan ikke nytte noget at du bliver sur. Far og jeg skal til et vigtigt møde med nogen venner vi har, og det bliver sikkert sent.
- Jamen far lovede ellers at vi skulle i haven og spille bold, sagde Jens.
- Det er muligt, men det må i så gøre i morgen. Far kan ikke lige overholde sin aftale i dag. Det kan han så i morgen.
- Hvem skal så passe mig?


Jens var tydeligt skuffet. Han synes også at hans mor sagde det så underligt. Hvorfor kunne de ikke bare blive hjemme den dag, når han nu havde en aftale med sin far? Men han blev bare afvist. Det var ikke sådan hun plejede at sige tingene til ham. Hun var bestemt ikke verdens bedste mor lige der.
- Der kommer en ældre dame. Hun hedder fru Frandsen, og hun har lovet at lave mad til dig. Far og jeg kan mægtig godt lide hende. Så det er sådan det bliver.
Jens så forældrenes bil køre, og så vendte han om mod denne fru Frandsen. Han prøvede at smile. Hun prøvede også. De havde begge noget at skjule.


Fru Frandsen var en lille tynd dame med langt filtret gråt hår og en kroget næse, der gjorde at hun mindede ret meget om en ægte gammel ækel heks. Hun havde sådan en pibet stemme, men man var aldrig i tvivl om hvad hun mente, og så hørte man efter. Det skulle hun nok sørge for. Hun var alene efter have kørt sin stakkels mand rundt i manegen i mange år. Til sidst kunne han ikke mere, så han kørte i skoven med sin jagthund og sin riffel. Ingen af dem kom hjem igen.
Fru Frandsen havde to børn, som hun næsten aldrig så mere. Kun sønnen, hvis han manglede penge kunne finde vejen forbi sin mor ude på landet. Datteren havde for længst trukket stikket. Hendes mor kunne ikke behandle sine egne børnebørn pænt.
Så der var ikke nogen grund til at de sås mere. Fru Frandsen kunne slet og ret ikke fordrage børn. Hun havde i årevis fortrudt at hun fik sine egne. Ikke desto mindre tjente hun stadig småpenge ved at tage ud og passe disse uopdragne utilpassede rollinger.

Der var fredeligt i den første time. Fru Frandsen stod i køkkenet over en stor gryde, hvilket styrkede hendes hekselook endnu mere. Jens sad på sit værelse med sin bold. Sur irriteret og stadig skuffet slog han bolden i gulvet flere gange, lige indtil døren gik op og heksen Frandsen kiggede på ham. Det lød ikke som nogen høflig henvendelse, og hendes øjne var heller ikke venlig stemt. Hun stod længe og stirrede på ham inden hun sagde noget.


- Jeg vil gerne have at du stopper med at slå bolden i gulvet. Og så skal du gå ned og vaske dig. Vi skal snart spise. Jeg har lavet en skøn stærk blomkålssuppe, godt med krydderier i, og rester så der er noget at sætte tænderne i.

Jens stod ude på badeværelset og vaskede sine hænder, mens han allerede tænkte på maden. Det lød ulækkert, og han havde bestemt ikke lyst til at smage det. Han kunne tydeligt lugte det da han gik ned af trapperne. Det hele var ved at vende sig i ham, og han troede han skulle kaste op.
Da han åbnede døren stod Frandsen lige på den anden side. Jens blev forskrækket og trådte et skridt tilbage. Han var vitterlig bange for hende. Hendes udseende og hendes lyd. Den måde hun kunne kigge på ham på. Hendes øjne, der mindede om en slanges øjne lige inden den bed sig fast og klemte inden den åd sit offer helt.
- Maden står på bordet, sagde hun på en måde der ville få de fleste børn til at skælve.

Jens kunne næsten ikke få suppen ned gennem svælget. Den var så stærk og tyktflydende at det kunne sammenlignes med gul tjære der skulle ned gennem halsen. Ligesom sidst måtte han ikke få sodavand. Heksen havde sat en kande vand frem. Den var ikke en gang særlig kold. Den havde stået på bordet længe og havde samme temperatur som en kop te der ikke dampede mere.

Ind imellem gryntede heksen, at Jens skulle spise ordentligt. Da han på et tidspunkt kom til at hoste af den stærke suppe, kom der to dråber ud på den hvide dug. Heksen sukkede højlydt og Jens blev flov. Det var ikke med vilje. Han så ned og turde dårligt nok kigge på hende.
- Jeg tror altså ikke jeg kan spise op, forsøgte drengen forsigtigt.
Men heksen stirrede ondt på ham. Hendes lange tynde pegefinger pegede på hans tallerken.
- Man spiser op, og bliver siddende til alle er færdige.
Hvis Jens kunne, havde han med det samme hentet farens økse ude i skuret, og hugget hovedet af hende.

Jens spiste op. Det var så stærkt at han næsten fik tårer i øjnene. Heksen var selvfølgelig hundrede år om at spise sin mad, mens hun trak vejret enormt tungt ind og ud af den krogede næse, så der kom en underlig pivelyd hele tiden.


Jens ville ikke kigge på hende. På en måde lød det sjovt, men han var også bange for hende. Den gamle kone rejste sig fra bordet og begyndte at bære ud. Hun bad ikke Jens om at hjælpe, så da hun kiggede væk var han ved at løbe. Hun var hurtig og greb hans arm. Hun klemte hårdt som en slange. Det føltes som da Daniel havde taget ham om halsen, selv om det var i armen.
- Du skal ingen steder lille ven. Dugen skal vaskes, og det klarer du, og det er nu. Er du med?
Hun slap hans arm, og der kunne Jens ikke længere holde tårerne tilbage.
- Jeg ved ikke hvordan man gør, stammede han.
Heksen trådte frem og tog ham hårdt i kraven, og så slæbte hun den lille dreng med sig. Hen mod kælderdøren og ned af trapperne. Hun stoppede op og så ham i øjnene.
- Der står en balje derhenne i hjørnet. Den skal fyldes med varmt vand. Tror du at du kan finde ud af det, lille umulige håbløse tilfælde?


Heksen forsvandt op af trapperne igen, og lod Jens stå alene tilbage.

Jens gik i knæ, og kunne slet ikke styre sine følelser. Det var næsten som om, at de salte tårer brændte på de kinder hvor et begyndende raseri blussede op. Han var helt rød i hovedet. Han knyttede sin små næver og slog sig selv i panden. Han kunne slet ikke kontrollere sig selv. Han savlede af arrigskab. Det var ikke før han mærkede noget på sin ene hånd, at han stoppede. Han vendte sig og fik øje på Tommy. Hans allerbedste ven.
- Hjælp mig Tommy, nu.

Fru Frandsen stod midt i opvasken. Det var fuldkommet som hun havde forventet.
Drengen var ikke til megen nytte, men nu havde han bare at skylle den dug. Han havde svinet den, og så skulle han hjælpe til. Det manglede bare. Frandsen lagde mærke til at der stadig stod kopper fra om morgen, der endnu ikke vasket af. Hun fnyste af familien og stillede kopperne ned i opvaskebaljen. Vor herre bevares. Sikke en familie. Magen til dovenskab.
Frandsen bemærkede kun sig selv. Hun så ikke Tommy bag hende, der var listede op af trappen for at se denne ækle gamle kvinde, der ikke var sød ved Jens. Han skreg af hende, men da hun drejede rundt var der ikke nogen. Hun stod bare der og gloede ud i luften. Men der var ikke nogen. Hun kaldte på Jens, men han svarede ikke. Hun bandede af ham. Satans lille gnom. Kunne den dreng da ikke finde ud af noget?
Hun trampede gennem køkkenet og stuen og ud i gangen. Hun åbnede døren ned til kælderen. Tommy nåede lige at gemme sig.


- JENS. Er det dig der står og laver lyde, råbte hun ned.
Jens stod og skulede hen over brillerne og op på hende. Han skar tænder.
- Sig mig engang, har du tænkt dig at svare, spurgte hun næsten hvæsende.
- Du må nok hellere komme herned, sagde Jens med en selvsikker stemme.
Heksekonen trådte ned af trinene. Hun ville ikke være bleg for at stikke knægten en lussing, hvis det var det der skulle til.

Da Heksen var helt nede slog Jens pæren i stykker. Der blev helt mørkt. Han kunne høre hende famle rundt i mørket, mens hun råbte hans navn hele tiden. Der kom en lille bitte lysning da Jens strøg en tændstik. Det var ikke nok for heksen. Hun kunne ikke se ret meget. Jens vidste det, og vennerne vidste det. Tommy kravlede op på skulderen af Jens, mens heksen langsomt fik øje på de mere end seks hundrede øjne der skinnede og stirrede sultent på hende i det svage lys.
- Tag hende så.


De angreb og hun skreg for sit liv. Hun hylede som en stukket gris, og det morede Jens, for han var ligeglad med hende. Hun var mere død end levende da Jens hjalp sine venner med at skubbe hende ned i krybekælderen. Han blinkede til Tommy inden han lukkede lemmen. Resterne af det liv der var tilbage i fru Frandsen sprællede og skreg, men det var for sent. Kun få øjeblikke efter kom der ikke flere lyde. Den lille så usikre kraftige dreng, havde pludselig fået en selvsikkerhed og en styrke som ingen anden. Han var ikke længere bange for noget eller nogen. Han tog brillerne af og lignede en rockstjerne inden han roligt gik op af trapperne. Han lukkede døren ned til kælderen, som den største selvfølgelighed. Han så sig i spejlet midt i gangen, og så grinede han. Et par timer efter begyndte det at blive mørkt udenfor. Der sad Jens og trillede med sin bold oppe på værelset. Lidt senere gik han i seng som en rolig lille dreng.


Sent ud på aftenen vågnede Jens ved at mærke sin fars store hånd på skulderen.
- Hej skat, undskyld jeg vækker dig. Hvor er fru Frandsen, ved du det?
Jens glippede med øjnene og satte sig op. Himlen var stjernebelagt kunne han se ud gennem vinduet og de tynde gardiner, selv om han ikke havde briller på.
- Det ved jeg ikke Far. Det var hende der puttede mig. Hun var rigtig sød.
Frank rystede på hovedet. Han forstod det simpelthen ikke. Fru Frandsen var ikke i huset. Det var aftalen. Det kunne ikke være rigtigt at man ikke kunne få nogen til at kigge efter deres dreng, og være der indtil de kom hjem. Jens rejste sig fra sengen og tog sin bold. Han kastede den til sin far, og han greb den.
- Vi sad endda sammen her på gulvet og trillede bold, sagde Jens.
Den dårlige samvittighed lyste ud af Frank. Han forstod den godt.
- Det lyder godt skat. I morgen skal vi to spille bold ude i haven. Det lover jeg. Ved du forresten hvordan pæren er gået i stykker i kælderen?
- Nej det ved jeg ikke noget om. Måske ved fru Frandsen noget om det.


Senere sov Jens roligt igen. Han drømte om fodbold og sin far i haven.

Der gik yderligere et par uger af sommerferien. Ingen hørte noget som helst fra fru Frandsen igen. Politiet kom ikke en gang for at spørge Jens og hans forældre om de vidste hvor hun blev af. Hun var åbenbart ikke savnet af nogen. Det undrede Lone meget. Hun havde forsøgt at ringe til hende, for at bede om en forklaring på hvorfor hun ikke var der da de kom hjem den aften. Jens vidste at hun måske stadig var der, nede i krybekælderen, hvis der da var noget tilbage af hende.


Sommeren gik roligt, og Jens fik sparket fodbold med sin far. Alt det han kunne. Han nød det, og Frank nød at se knægten more sig. Ind imellem, når Lone ikke så det, lærte Frank ham at slå fra sig. Jens tyrede sine næver ind i Franks flade hånd, og han blev bedre og bedre.

En uge senere blev Frank ringet op. Hans far var syg og lå for døden. Frank var nødt til at tage af sted. Jens forstod det godt da han fik det forklaret af Lone. Jens stod med sin mor i hånden da Frank kørte af sted. De vinkede og Lone græd lidt. En kærlig hånd kørte gennem drengens hår, og Jens så op.
- Jeg er nødt til at køre ind til byen og handle. Vil du med?
Lone havde sin egen bil. En rød lille Honda. Jens synes det var så hyggeligt at køre med i den. Den var ikke lige så stor og flot som farens Volvo, men den var god at sidde på forsædet i.
Den nærmeste by lå små tyve minutters kørsel i den lille røde. Solen skinnede ind gennem ruden og lunede alle de mange fregner. Jens nød det og lukkede bare øjnene.


Ikke længe efter satte de bilen fra sig, foran en mindre række butikker.
Der var en dagligvarebutik, en slagter, en bager der snart lukkede, et pizzeria og en dyrlæge. Foran dagligvarebutikken var der cykelstativer. Der stod altid nogen af de lokale knægte og hang der. De var som oftest meget større end Jens og hans jævnaldrende. Den dag var ingen undtagelse. Der stod en flok på fem store knægte.


Det var ikke så sært, men lige midt imellem dem stod Simon. Han hørte slet ikke til der. Han var for lille, men en af de store drenge var hans storebror. Det var kun derfor han også var med.
Han fik selvfølgelig øje på Jens og hans mor, og det var sjovt fordi de gik hånd i hånd. Simon ville lave et nummer ud af det. Han var sikker på at han havde sin storebror bag sig hvis der skete noget. Han trådte frem og skød sin mave frem.
Han skabte sig som en idiot foran Jens og hans mor. Lone skænkede ham ikke et blik.
Han var en ligegyldig lille lort. Hun gad ikke bruge tid på ham. Simon var hundrede procent sikker på at Jens ville blive bange, og krybe ind under mors skørter, men det var bare ikke det der skete.
Jens slap sin mors hånd og tog brillerne af. Han gik helt hen til Simon og stirrede ham i øjnene. Hvad der føltes som timer, varede måske ti sekunder. Han knyttede sine næver og var klar, hvis Simon turde angribe. I de ti sekunder hvor de to drenge stod og så hinanden i øjnene, skete der noget inde i Simon. Han blev ved med at spørge sig selv. Hvor er den usikre lille tykke rødhårede dreng henne, der bliver bange altid? Hvorfor løber han ikke hen til sin mor og græder? Hvorfor står han bare stille og nedstirre mig? Han skræmmer mig. Jeg tror godt jeg vil hjem nu.


Simon vendte sig usikkert om og så på sin storebror, og så løb han. Aldrig nogensinde havde Jens vundet så stor en sejr. Han havde sin styrke og kølighed fra Tommy. Det var han sikker på.
Et stykke derfra kaldte Lone på ham. Han skulle ikke gøre den anden dreng noget, råbte hun. Jens bragte sig selv tilbage og tog sine briller på, og så kom han. Han åbnede sin hånd og tog sin mor i hånden. Styrket i sin tro på sig selv.

Der var en uge tilbage af sommerferien. Frank var for længst vendt tilbage efter at hans far var død. Han var ok igen. Hans far havde været syg længe. Familien havde været til begravelse i Jylland, og det undrede Lone en smule at Jens kunne tage det så roligt. Han sad og smilede i kirken, mens alle andre græd. Han var endda begyndt at grine da præsten holdt sin tale. Lone måtte tysse på ham.
- Ja det er ikke alle der får en begravelse.


Da det hele var slut havde Frank trukket ham til side, og givet ham en irettesættelse.
Jens havde taget det roligt. Han havde kun reageret ved at tage brillerne af.

Tilbage i det store hus var det en af de dage, hvor de fleste ønskede at solen snart ville holde en pause. Det var ikke bare varmt og tørt udenfor. Det var ekstremt. En lummervarme herskede over hele landet, og alle tørstede efter skyer. Der havde været naturbrænde. Grøfter og skove var brændt af, efter at folk havde dummet sig med at smide cigaretter fra sig, der ikke var slukket. Der var vandingsforbud flere steder i landet, mens strandene var som et fluepapir. Folkene på kontorerne, såsom Lone led i varmen. Håndværkerne, såsom Frank kunne gå i shorts og bar mave. Skoleeleverne nød det lidt endnu, mens vennerne i krybekælderen havde en fest.

Der var sket noget med Jens. Hans opfattelse af livet, set gennem en lille drengs øjne havde ændret sig markant. Han så helt anderledes på børn i samme alder. Før kunne de skræmme ham, hvis de bare så på ham. Sådan var det ikke længere. Han følte sig ikke som en taber mere. Han var en af de stærke drenge nu. Og det sidste bevis kom tættere på. Det kom den dag da han bare skulle være alene i nogle få timer. Han skulle bare passe sig selv, og intet andet.


Der var kun to dage tilbage af ferien. Frank var nødt til at blive lidt længere på arbejde, og Lone havde et ærinde på et andet kontor inde i byen. De ringede hjem og hørte om han var ok, men der var ikke noget at være bange for, forsikrede Jens.
En enkelt sky drev rundt for sig selv, og havde i et kort øjeblik sneget sig ind foran solen. Det kastede skygger, og det passede de fleste godt. Jens sad på en stor sten foran huset da lykken tilsmilede ham. Daniel kom cyklende forbi. Han var i selskab med to piger, så han rigtig kunne føre sig frem. Jens kendte ikke pigerne, men det var også ligegyldigt. Det var Daniel. Han både skræmte ham og hadede ham helt vildt. Men Jens var ikke længere så bange for noget som helst.


Den lille rødhåret dreng sprang ned fra stenen, og spyttede så godt han kunne efter Daniels cykel da han passerede ham. Cyklen bremsede med et hvin, og Daniel hoppede af, og stirrede ondt på Jens.
- Hvad fanden har du gang i dit lille møgdyr, råbte han.
Daniel havde helt sikkert regnet med, at Jens ville løbe ind til sin mor far og græde. Det var bare ikke det der skete. Jens blev stående og gengældte blikket.
- Skal du have et par på skallen, råbte Daniel.
Jens gik et par skridt frem og vinkede Daniel hen til sig.
- Skal vi ikke gå indenfor og slås? Nede i vores kælder. Der er plads nok.
Daniel blev forvirret af ordene. Hvad fanden skete der? Hvorfor blev han ikke bange, den lille lort? Han skulle da bare have en røvfuld, lige nu.
- Hvorfor fanden skulle jeg gå med dig ned i jeres kælder? Du skal da have nogle på skallen, og det kan kun gå for langsomt.
- Fordi så kan jeg ligge dernede når mine forældre kommer hjem. Så kan de rigtigt se hvor stærk du er, og hvordan du har smadret mig. Du tør måske ikke gå med derned?
Der ramte Jens hovedet på sømmet. Det ville Daniel ikke stå model til. Knægten skulle ikke kunne sige, at der var noget han ikke turde. Daniel kylede cyklen fra sig.
Han vendte sig mod pigerne og bad dem køre videre. Han skulle bare lige tæske den lille røde lort, som han udtrykte det.


Der herskede en anstrengt tavshed da de to drenge bevægede sig ind og rundt i huset.
Det påvirkede Daniel at Jens ikke virkede skræmt. Han gik med rolige skridt lige foran ham. Han havde mest af alt lyst til at slå og sparke den tykke lige med det samme. Men han havde stadig ikke været med i kælderen.
Jens åbnede døren ned til kælderen. Han rykkede sig, så Daniel kunne gå forrest. Den store dreng tænkte ikke over det. Han gik ned af trapperne. Daniel kunne ikke se ret meget. Der var ganske vist en pære der lyste, men den var svag. Han kunne for eksempel ikke se at lemmen i gulvet ned til krybekælderen var åben. Han stoppede lige foran den og vendte sig mod Jens. De to drenge så hinanden i øjnene, i noget der kunne minde om tusind sekunder.


Jens var forberedt hvis chancen skulle komme. Det var Daniel ikke. Et stort stykke træ, som Frank havde ladet ligge på den ufærdige terrasse, kom flyvende gennem luften. Den ramte Daniel lige i panden, og så fik han to slag mere. Daniel hylede op og tog sig til hovedet. Han gik to skridt bagud, og det var netop hvad Jens håbede på. Han styrtede direkte ned i krybekælderen, hvor Tommy og tre hundrede andre store fede vilde sultne rotter ventede på ham.
Daniel fik rakt armene ud til siden, og hængte fast i kanten. Han så bange og bedende op på Jens. Han rystede på hovedet. Det kunne ikke være virkeligheden det her. Jens satte sig ned på hug, og så Daniel lige i øjnene.
- Tag ham så.


Da Tommy gik på ham, og Daniel mærkede det første bid, skreg han hysterisk. Han forsøgte at hive sig op igen, men kun for at mærke yderligere et slag i hovedet. Daniel landede på ryggen nede i krybekælderen. Et sted mellem femten og tyve store rotter kastede sig over hans ansigt, og bed og åd sig vej ned gennem det. Det varede ikke længe, så var der stille fra Daniel. Det eneste man kunne høre, var rotternes gnasken hele vejen rundt om den unge krop.


Oppe i gangen stod Jens og redte sit hår. Han vidste at ham og hans mor skulle besøge moster Anne senere den dag. Daniel var allerede glemt. Der var en ny konge på skolen. Det glædede han sig til at opleve i fjerde klasse. Han så på sig selv på en nærmest narcissistisk måde. Der eksisterede kun ham nu. Han var det han selv gik at drømte om. Han var den eneste ene.

Sommerferien var slut, og Jens sad i klasseværelset, på en af de forreste pladser. Han ænsede ikke de andre elever. Der var kun ham. Uden briller på. Der blev holdt et minuts stilhed for Daniel, der var stærkt savnet af hans familie. En af de større klasser savnede også en. En der hed Mathilde. Aviserne skrev om en ældre dame, der hed fru Frandsen, havde nogen sagt. Det ragede ikke Jens. Det rørte ham ikke. Han havde nok i sig selv.
Læreren sad helt stille da Daniels minut var overstået. Alle havde afleveret deres stil, og læreren skulle bare samle dem ind da han fik øje på stilen fra Jens. Han så på den første linje Jens havde skrevet, og undrede sig en smule. Han kendte Jens, og den dreng han plejede at være. Den nervøse lille størrelse der plejede at holde sig for sig selv, for ikke at blive generet. Den dreng der ikke plejede at omgås andre, og ikke havde ret mange venner. Læreren så ned på Jens, der nu sad der og lignede en million med overskud og en selvtillid der overstrålede solen. Der var noget der ikke passede ind i billedet.

Han smilede ned til Jens og nikkede til ham.
- Har du fået en masse nye venner, Jens? Det er da dejligt for dig.


Jens svarede ikke, men flere af de andre fra klassen kiggede måbende på ham. De kendte ham alle sammen, men ingen af dem havde nogensinde hørt om hans venner. Det sus der gik igennem klassen da det gik op for dem at Jens havde venner, kunne høres på lang afstand.

Hvad drengen ikke vidste, var at Frank havde taget en fridag, og havde planer med husets krybekælder. Der var også begyndt at lugte dernede fra. Frank var hjemme og i færd med at installere noget mere lys i kælderen. Han åbnede lemmen og lyste ned, og idet samme kom Tommy til syne. Frank handlede med det samme med en kraftig hammer, og så smækkede han lemmen i igen og løb ud af huset.

Læreren gav sig selv tid til at læse om den sommerferie som Jens havde bag sig. Han læste hurtigt, og bladrede fra side til side mens han blev mere og mere bleg i ansigtet. Kort efter undskyldte han overfor klassen og forlod lokalet.


Jens bemærkede det ikke. Han sad for sig selv i sin egen lille usårlige verden. Han vendte blikket rundt mod de andre i klassen. De fleste stirrede tilbage på ham. Simon sad og så ned i gulvet. Han bemærkede slet ikke at Jens havde rejst sig. Da Simon løftede hovedet stod Jens lige foran ham. Han lænede sig over ham.
- Jeg vil gerne have noget slik i den store spisepause. Ellers møder du mine venner.


Hvad der skete andetsteds var en kædereaktion. Læreren der viste stilen til skolelederen og nævnte at både Daniel og Mathilde var nævnt. Den indsats der var hjemme i huset da både brandvæsen og politi var til stede, og fandt de rester der lå i krybekælderen. Resten af de rotter der var dernede, der både blev skudt, brændt og fanget, inden hele krybekælderen skulle rives op. Lone der blev hentet på sit arbejde, og gik i chok da hun hørte nyheden. Frank, der græd trøstesløst da han vidste at hans søn ville blive hentet på skolen.

Da Jens blev kørt væk fra skolen i en politibil, fattede han stadig ikke hvad der var galt. Han syntes bare at det var sejt. Han vinkede til de folk bilen kørte forbi. Han var sikker på at han bare kunne tilkalde sine venner, hvis noget var galt. Det var først da det gik op for ham, at politibilen ikke kørte ham hjem, at han blev nervøs. Det var netop der han kunne føle sig sikker. Sammen med Tommy. Pludselig var han bare en usikker lille størrelse igen. Den buttede lille dreng der kun havde sig selv. Han ville gerne kunne krybe ind til sin mor lige nu. Eller have sin far ved siden af sig. Men der var ikke nogen. Kun to politifolk, der kunne høre en lille dreng græde omme på bagsædet.

Da de låste døren udefra på institutionen, brød hans verden sammen. Jens var alene.
Helt alene i verden uden sin mor og far, og uden Tommy. Uden alle hans bedste venner, der sikkert følte sig ensomme uden ham.