Vinternatten - Venner på stranden del 1

VINTERNATTEN

Vennerne på stranden del 1

 

 

Gnisterne fløj om flammernes lange arme, for sekunder efter at lande i sandet og dø.

Himlen var besat af stjerner, og en fuld måne, der momentvis kastede lidt lys.

Der var papirtynde spredte skyer, der svævede langsomt på en blid sommerbrise.

En lun sommeraften på et vestjysk strandområde, havde en flok venner slået lejr for natten. Der var chips, øl og sodavand og flere flasker billigt hvidvin. Der blev røget og drukket, grinet og pjattet. Der emmede af hygge på et højt niveau.

Gamle minder fra en svunden tid blev delt på kryds og tværs af bålet, og ind imellem blev det ellers rolige område lyst ekstra op af en smittende latter.

Der blev spillet guitar og sunget gamle Gasolin-sange. Nogen sang med og nogen dansede til sangene.

 

Det var ikke så tit at det lykkedes at samle alle vennerne på en gang, så gensynsglæden havde givet et ekstra pift opad da det så ud til at gå op i en højere enhed. De havde startet tidligt, med bålet og havde ristede pølser og brød over ilden.

Nogen af dem havde ikke set hinanden i et par år, så der var masser af tale om.

Andre sås jævnligt, og havde derfor ikke så forfærdeligt mange minder at tale om, men måske mere dagligdagsting at vende.

 

Stedet var ikke valgt tilfældigt. Denne sommer havde de to veninder, Tina og Winnie fået lov at beslutte hvor det kunne være fedt at holde deres traditionsrige "sommer-på-stranden-nat". Ikke langt fra hvor de to kom fra.

Havde det været brødrene, Anders og Søren der skulle beslutte, havde det formentlig foregået på Amager strand. I nærheden af hvor de normalt huserede.

Louise kom fra det nordjyske, og havde sikkert valgt et sted deroppe fra.

Clara og Katinka var vokset op på Bornholm. Det havde ikke været svært at finde en skøn strand der, hvor de kunne have festet og moret sig hele den lange nat.

Ditte kunne en masse muntre beretninger om fester og drenge fra den københavnske vestegn, men der blev vennernes strandfest afholdt sidste gang.

Der havde været et par års pause, men gudskelov havde det lykkedes at samle alle denne her gang.

De sidste to var ligeledes en søskendepar. Emma og Laura. Vokset op i Herlev.

Laura var flokkens yngste. Anders var den ældste, med nogen få år.

Laura fik kun lov at tage med, hvis Emma også var der. Hun skulle passe på hende.

 

Der var en ting der bandt dem alle sammen. Et års efterskoleophold i Humble på Langeland. Der var en fælles interesse for musik og instrumenter, dog med hver deres større eller mindre entusiasme for at dygtiggøre sig.

Emma og Anders var for eksempel et par habile guitarister. Søren var ikke så stærk på instrumenter, men hvis man satte ham bag en computer, var han et geni til at producere, så det lød professionelt. Sådan havde de hver deres styrker.

Katinka og Laura kunne lide og synge, og var gode til det. Winnie kunne holde rytmen bag et trommesæt.

 

Festen havde allerede været på sit højeste. Der var blevet grinet og danset og drukket og sunget. Natten var nået et tidspunkt, hvor der herskede en sælsom tavshed.

Enkelte var ved at være trætte, og trængte mest til at sidde og filosofere ved at kigge ind i flammerne, der også ud til at være en anelse slidt efterhånden.

Søren kylede et par kraftige grene i bålet, og det gav lidt mere liv.

Louise havde brugt en del af natten på at danse, og var ved at være brugt i benene.

Hun satte sig på sit tæppe og gabte, uden rigtig at føle sig træt.

 

Emma sad og skulede ind i flammerne, og en gammel idé fra efterskolen fór flygtigt gennem hovedet på hende. Hun smilede for sig selv, og hævede stemmen.

- Hey, prøv lige at hør her. Kan i huske når vi sad sammen med lærerne på de der sommeraftener hvor de lavede bål? Så skulle vi hver især fortælle en uhyggelig historie. Det var skide hyggeligt, men også lidt skræmmende for vi skulle gå i seng lige efter, og nogen af os kunne ikke sove med det samme.

- Det var død uhyggeligt, brød Laura ind.

- Men det var også sjovt, for der var altid en eller anden dreng der skulle tage et lagen over hovedet og løbe rundt og gøre os tøser bange, råbte og Tina.

Hun prikkede Anders i siden med en albue. Han svarede igen med at bryde i latter.

- Hvad med om vi genoptog den tradition, og vi alle havde en historie at fortælle?

 

Idéen blev godtaget og alle satte sig godt tilpas. Winnie klamrede sig til Tina. Hun ville have en at læne sig op af hvis det blev for uhyggeligt.

Clara lod sig ikke skræmme. Hun åbnede en ny pose chips og smilede bredt.

Der var ingen tvivl om at det var Emma der skulle starte. Hun satte sig på en stub og så rundt på de andre. Der var en forventningsfuld stemning. Det var noget nyt, og alligevel ikke. De havde alle sammen prøvet det før. Da der blev stille begyndte hun.

 

Fortællingen

 

Det man ikke tror på, kan nogen gange være det mest skræmmende. Når det man frygter mest, pludselig viser sig at være den barske sandhed, lige for øjnene af en.

Det, der under normale omstændigheder kun eksisterer i film og bøger. Det der ikke skulle kunne vise sig, men alligevel breder sine arme ud og tager i mod dig med smil og skinnende øjne, når du mindst venter det.

 

Kære venner, forvent det værste, og bare bed til, og håb på at i ser solen når den står op igen i morgen. Det kan man ikke alle steder. I hvert fald ikke i den lille landsby, der indgår i min fortælling.

Min historie starter en sen vinteraften. En rigtig lang en af slagsen. En der så ud som om den ingen ende ville tage da helvede først var brudt løs.

 

Det startede en aften i januar, hvor sneen ikke bare dalede, men væltede ned over hele landet. I en lille landsby, hvor antallet af beboere ikke var flere end hvad der kunne stå i en kop. Man kunne vel knapt nok kalde det en by, men de der boede der var glade for deres lille område. Alle kendte alle. De fleste var venner, og mange af dem var også i familie med hinanden, på den ene eller anden måde.

Der var en enkelt købmand. Der var en bager, der også gjorde sig som byens tømrer.

Byens beboere gjorde sig mest i landbrug, til trods for at deres marker ikke var større end en håndboldbane. Det var begrænset hvor meget der kunne sås, men folk i byen var selvforsynende, og ingen klagede deres nød.

 

Byen levede som i et lille lukkede samfund, hvor man kun sjældent så fremmede passere området. Udenfor, på den anden side af skoven, var verden kommet videre. Der var tiden ikke stået stille. Men ikke her. Her levede man stadig som i fordums tid.

Man benyttede sig ikke af elektricitet. Man brugte ikke motoriserede køretøjer. Skulle man fra det ene sted til det andet, så gik, red eller man lånte en drosche af dem der var så heldige at have sådan en.

Man havde sågar sin egen lille skole, hvor alle børn gik sammen, i samme klasse.

Den ene tjeneste var den anden værd. Der var ikke penge imellem beboerne.

Byens højborg var kirken. Her mødtes byens beboere ikke bare hver søndag.

Flere var der flere gange om ugen, mens enkelte var der hver dag, for at få forkyndt herrens guddommelige ord.

 

Den lille landsby var omkranset af en større skov. De veje der førte til byen gik alle gennem skoven. Det var fortrinsvis grusveje.

Normalt ville man aldrig kunne høre noget om natten her, men vejret slog til.

Det blæste nærmest stormende, så vinden peb og hylede fra skoven ind mod byen.

Sneen havde ikke bare lagt sig som en dyne, men gjort vejene ufremkommelige.

Der var ingen med deres forstand i behold, der bevægede sig ud i det vejr.

 

Det var imod al forventning og forstand at en skikkelse kom nærmere, fra skoven mod byen med langsomme skridt. I sne til livet klædt i lasede tøj og bare tæer.

Håret var langt og sort. Øjnene var klare og azurblå på denne sorte skygge i natten.

Bleg i kinderne bevægede dette trængende væsen sig frem, mod varme og tryghed.

Selv ikke den mindste levende sjæl, kunne forudse hvilken nat byen gik i møde.

 

Den gamle enlige, Bud Hill havde alligevel bevæget sig udenfor i sneen. Han havde i et sælsomt øjeblik glemt at tage brænde med ind.

Han var tvunget til at gå ud at hente noget. Ellers ville pejsen gå ud i løbet af natten. Det var det alligevel for koldt til.

Bud havde et mindre træhus, der ikke var tæt i alle kroge og hjørner.

Den gamle mand nærmede sig de 80 år, men kunne dog stadig et hugge eller save en god gren over. Han havde dog sværere ved at bære det hele ind på en gang.

Han måtte løbe et par gange. Så var han også sikker på at han havde rigeligt.

 

Bud fik gang i ilden i pejsen, og det kastede lange skygger i den lille stue, i det lille hus. Han lod sig glide ned i en lænestol, der så ud til at være på alder med ham selv.

Han strakte sine arme og ben. Skroget inde i ham, var ikke længere hvad det var engang. Han kunne selv høre hvordan det knækkede og bragede.

Han smilede lidt af det, og lod hovedet falde bagover.

 

En lille time senere stod den kraftige skolefrøken, Grace og så sig i spejlet. Hun kørte en hånd gennem håret. Det havde en blandet farve af leverpostej og gråt. Det var længere end det var pænt, og gjorde ikke noget godt for hende.

Hendes øjne sad på sin egen sære måde lidt tæt på hinanden. Hendes kinder hang, og var en anelse rødmossede. Hun havde kløft i hagen, der ikke gjorde hende mere feminin at se på.

Grace var ikke bare enlig. Hun var mere end ensom, og kendte ikke andre end de uartige skolebørn, hun hver dag forsøgte at undervise i geografi og engelsk.

Hendes bryster var lange og hang så langt nede at de havde navlen mellem sig.

Hun var fedladen, mest på grund af sin egen gevaldige trang til det søde køkken.

 

Stearinlyset begyndte at flakke til alle sider, samtidig med at det peb ind af en af hendes vinduer. Det gav en lille hyletone, som om nogen fløjtede i hendes ører.

Grace gik med dvaske skridt hen mod vinduet. Hun sukkede højlydt.

Hun lod blikket glide ud på den sneklædte vej udenfor, og fik øje på noget. Det var en skygge der bevægede sig i mellem den smule lys, som diverse stearinlys i husene kastede fra sig. Skyggen var ikke særlig stor, hvilket straks fik hende til at tænke på et barn, men klokken havde allerede passeret midnatstimen. Hvilket barn var oppe nu? Bag sig blev Grace strejfet af en kølig vind, og så blev der helt mørkt.

 

En halv time senere vågnede ægteparret, Gregory og Mary Hart. De var midaldrende og havde den samme vane hver nat, som regel på samme tid.

De satte sig op i sengen og smilede til hinanden. Så svingede de benene ud af sengen, nærmest symmetrisk.

Gregory nikkede mod gangen og blinkede til konen, som et, gå-du-bare-først.

Mary listede ud af soveværelset, og forbi hoveddøren.

 

Under hoveddøren var der måske en millimeters mellemrum, men det var nok.

En røg der havde en sjælden farve, blandet med grå, gul og blå sivede langsomt ind gennem den tynde sprække. Den bredte sig i gangen og søgte ind mod soveværelset.

Røgen formede sig selv, og ændrede sig til en ikke særlig stor menneskeform.

Mary kunne ikke høre Gregory reagere. Det gik for stærkt.

Konen kom listende ind i soveværelset igen. Hun så manden ligge i sengen endnu.

Hun rystede på hovedet og grinede lidt af ham, indtil hun så hans ansigt.

Med et tempo som i slowmotion lagde der sig en lille tågebanke rundt om Marys hoved. Noget ubegribeligt stærkt greb hendes krop og holdt hende nede.

Hun nåede at se et ansigt smile, men så så hun heller ikke mere.

 

Joshua var en mand midt i tredverne. Han fungerede som byens lokale læge, uden dog at have en uddannelse. Det han kunne havde han lært fra hans far og hans farfar før ham. Denne nat fungerede han også som bytte nattevægter.

Joshua var alene, og havde endnu ikke mødt en, der kunne udfylde det hjerterum som hans krop var fuld af. Hans kærlighed til alle mennesker gjorde ham vellidt.

Den lille bys læge vandrede rundt i byens stræder, midt i sneen i store støvler. Der var roligt og ikke mange lyde. Med sig havde han sin hjemmelavede lygte med et tykt stearinlys inde i. Det gav lige lys nok til at han kunne famle sig frem i mørket.

Husene gav dog også en smule lys, hos dem der havde husket byens aftale.

Altid at have et tændt stearinlys i vinduet, for at holde onde ånder væk.

Det var en gammel overtro, der trygt levede videre i det lille samfund.

 

Joshua nåede til Buds hus. Der var stadig lys i vinduerne, Men det var ikke det eneste. Joshua kunne se gennem vinduet at Buds pejs var gået ud. Det var ikke normalt. Bud plejede altid at holde liv i den, ellers trængte han måske til hjælp.

Lægen vidste at Bud var en natteravn, derfor var han ikke sen til at banke på døren.

Der var ingen reaktion, og Joshua bankede lidt hårdere. Stadig ingen reaktion.

Ikke eneste hus i byen havde lås på døren, så Joshua trådte ind i Buds hus, og kaldte.

Der var stille. Foruroligende stille. Man kunne ane vinden i pejsen lige så stille. Men ikke ret meget andet.

Joshua løftede sin lygte, og et svagt lys bredte sig i den lille stue.

 

Grace lå midt på gulvet med spredte arme og samlet ben, som var hun placerede på korset. Hun var uden farve i ansigtet. Hendes hår var ikke længere mørkt og gråt. Det var afbleget og hvidt som nyfalden sne.

Hendes mund og øjne var åbne. Forvredet i en stilling der kunne minde om et chokeret ansigtsudtryk, der netop havde oplevet djævlen selv.

Hun hørte ikke da Joshua løbende forbi hendes vinduer. Han skreg så højt han kunne.

Men Grace kunne ikke høre noget mere.

 

Joshua kom forbi et andet hus, hvor der var lige så stille. Gregory og Mary lå helt stille i deres seng. Man kunne tro de blot lå og sov, men man kunne ikke høre deres åndedræt. Det hvide hår og deres blege ansigter fortalte en anden historie.

Det der havde sneget sig ind på dem, havde efterladt dem lige så stille som lyden af et snefnug der landede.

 

Joshua råbte så højt han kunne. Han var rystede og chokeret på samme tid. Han havde set noget, som han aldrig havde set før, eller håbede at se nogensinde.

Det lignede den værste frygt man kunne forstille sig.

Han kæmpede sig frem mod de store snedriver i de smalle brostensbelagte stræder.

Fanden, eller noget han havde skabt, havde indtaget byen.

 

Hannah kom listende ud af sit hus. Hun havde iklædt sig sine støvler og en lun uldfrakke. Hendes hus lå ikke i centrum af byen, men hun kunne ikke undgå at høre Joshua råbe. Hun hørte han råbte at folk skulle søge mod kirken.

Hannah var tynd som et siv, og havde svært ved at stå stille idet vinden havde taget til. I hånden havde hun en mindre fakkel. Hun tog den anden hånd op for øjnene.

Hvis det ikke var fordi det sneede, ville der være lige så sort som en nattehimmel uden måne og stjerner.

 

Hannah trådte yderligere et par skridt frem. Hun var alene foran sit eget lille hus.

Hun var den eneste der boede ved bækken. Den var spejlblank og frosset til i kulden.

Da Hannah drejede om huset, og ud på en større gade var hun ikke alene.

Hun kunne godt have forudset at møde nogen, men ikke en lille dreng.

Han stod i sne til livet med bare tæer. Han havde langt sort hår og azurblå øjne.

Han så ikke ud til at fryse. Han smilede op til Hannah. Han smilede bredt og hvidt.

Da han forlod Hannah efter få minutter, var sneen omkring hende farvet rød.

Hun var bleg i ansigtet og hendes tynde korte hår var betydeligt hvidere end den røde sne. Hannah var ikke alene tømt for liv.

 

Joshua nåede kirken først, men blev hurtigt mødt af nysgerrige medborgere.

Den ene, Gabriel, var stor som et hus. Han greb Joshua i armen og så ham i øjnene.

- Hvad er der min ven. Hvad har du set?

Til at starte med var Joshua for rystede og forpustet til at svare, men han kom sig dog.

Flere og flere kom til kirken. De kom alle hen til lægen og Gabriel.

De stillede sig i kreds om dem begge. Joshua hævede stemmen.

- Kære venner, jeg håber at Gud holder øje med os i nat. For jeg er sikker på at vi ikke er alene. Jeg var inde hos Bud. Han lå og var død, og han er ikke bare død. Han er blevet dræbt, på en måde jeg ikke har set før.

- Hvad mener du, brød Gabriel ind.

- Jeg mener at han er blevet ramt af noget umenneskeligt. Et eller andet, der skar halsen op på ham, og tømte ham for blod.

Kvinderne begyndte at gispe og skrige og børnene i forsamlingen holdt sig for munden. Nogen begyndte at græde.

- I nat overnatter vi i kirken. Jeg tror det er det eneste sted vi er sikre.

 

Drengen forvandlede sig til noget større. Han fik vinger og lettede over husene.

Han fik øje på forsamlingen foran kirken, men han så også dem der ikke var nået frem endnu. En familie på tre var to huse fra at nå ud på pladsen foran kirken.

Den forvandlede dreng landede foran dem, og blev en lille dreng igen.

Faren stillede sig ind foran konen og datteren. Han holdt sin fakkel foran sig, som et skjold der kunne beskytte dem.

Moren hviskede til datteren, der straks begyndte at løbe den anden vej. Hun holdt sig for ørene, og hørte ikke hvad der skete hendes mor og far.

De nåede end ikke at skrige. det gik umenneskeligt hurtigt, og var voldsomt.

 

Det var ikke alle beboere i den lille by der nåede frem til kirken. Men ud af ingenting kom en lille pige løbende. Hun var skræmt fra vid og sans. Hun frygtede at det værste havde gjort hendes forældre noget.

Gabriel og Joshua så pigen komme løbende. De fik de andre til at gå ind i kirken.

Gabriel tog den lille pige i favnen. Hun græd trøstesløst.

Joshua var den sidste der gik ind i kirken. Han kastede et blik ud i mørket, men han kunne ikke få øje på flere.

 

Da pladsen var mennesketom, landede den forvandlede dreng foran kirken. En kræft der var større end ham, fik ham til at holde sig ude. Han kunne ikke gå ind.

Han snerrede af det store røde træhus, der i tidernes morgen var blevet velsignet af en rigtig præst. Han kunne ikke nå ind til dem.

 

Der var stille de næste timer. Folk sad sammen inde i kirken. De holdt om hinanden, og trøstede dem der var bange. Den lille pige sad sammen med Gabriel og Joshua oppe ved alteret. Hun græd ikke så meget mere, men hun sad helt stille og stirrede ud i luften. Hun så ud som om hun frøs, men det var ikke derfor hun rystede.

 

Udenfor kirken fløj den forvandlede dreng rundt, fra det ene tidligere offer til det andet. Han var en overdimensioneret flagermus med en uhyggelig styrke.

Han oprindelse stammede fra mere end hundrede år tilbage. Han havde ligget i jorden og ventet på det rette øjeblik, til at slå til.

Da vinternatten ville blive lang, kunne han mærke sin trang vokse. Han rejste sig fra sit skjul, og vandrede ud af skoven.

 

Efter flere timer i kirken, vidste Joshua at solen snart ville vise sig. Han nærmede sig døren. Gabriel gik bag ham. De havde hver en fakkel i hånden.

De andre beboere var urolige. De bad dem være forsigtige. Den lille pige havde fundet en ældre kone at sidde hos. Hun gemte sig bag konens krumme hænder.

Joshua åbnede forsigtigt døren. Det var svært at se noget klart derude.

Det sneede stadig kraftigt, men man kunne ane skygger foran kirken. Mange skygger.

Joshua trådte lidt længere ud. Gabriel kom også ud.

Da stod tiden stille for dem, som om vinternatten ingen ende ville tage.

 

Bud stod ude foran kirken, sammen med Grace og Hannah. Moren og faren til den lille pige stod der, ved siden af Gregory og Mary, og flere andre.

De smilede alle sammen. De var ikke længere blege i ansigtet. Deres hår var ikke længere hvidt.

Den lille dreng stod i midten. Han spredte sine arme ud, som om han ville tage imod dem alle. Alle dem der skjulte sig inde i kirken.

 

Gabriel tog fat i Joshua. Han ville ind igen. Han troede ikke på det han så. Det var ikke virkeligt. Men Joshua trådte frem og kastede sin fakkel. det var meningen at han ville ramme drengen, men den landede lige foran ham.

Lyset fra faklen lyste drengen op nedefra. Man kunne se hans ansigt.

Hans azurblå øjne lyste og hans tænder var større end normalt. Joshua vidste besked.

Han vendte sig mod Gabriel og så ham alvorligt i øjnene.

- Jeg læste engang en bog om væsner som drengen. Alle vores venner du kan se derude, er ikke vores venner mere. De er, forandret. De er døde om dagen, men når mørket falder på, er vi dømt på forhånd.

- Hvad skal vi gøre, Joshua?

Lægen så ud på dem igen. Han kunne kun se en løsning. Han gjorde korsets tegn.

- Vi venter i kirken til det bliver lyst, og så forlader vi vores by forevig. Vi kan ikke bevæge os i mørket, så ender vi ligesom dem derude.

 

Joshua gik ind og efterlod Gabriel alene ved døren. Han begyndte at ryste i kroppen.

- Jeg kan ikke tage herfra. Det er her jeg kommer fra. Det er her jeg er vokset op.

Gabriel så ind i kirken. Han løftede sin fakkel.

- Pas godt på hinanden alle sammen.

Han lukkede døren udefra, mens Joshua råbte hans navn. Men det var for sent.

 

Ikke længe efter lå alle de forvandlede udenfor hen over Gabriel. De drak og han blev bleg. Hans hår blev hvidt, og efter et lille stykke tid, ændrede drengen også ham.

 

Efter en time, eller to, ingen vidste det med sikkerhed, dukkede solen langsomt op.

Joshua havde forklaret dem alle hvad der var udenfor, og hvorfor de ikke kunne gå ud. Han havde forsikret dem at solen ville holde de onde ånder væk.

Han tog den lille pige og den ældre kone i hånden og gik forrest.

De forlod alle sammen byen uden et ord, og ingen af dem så sig tilbage.

 

Da mørket atter sænkede sig over byen, dukkede de op, de levende døde. Den lille dreng og alle hans disciple.

De fandt ikke nogen i byen. Drengen ofrede en af sin disciple. Han beordrede Bud til at gå ind i kirken. Men der var ikke nogen derinde, og der gik ikke længe før Bud blev brændt og endte som aske.

 

Alle de forandrede fra den lange vinternat gjorde som drengen og spredte sine vinger. De lettede i mørket, på jagt efter nyt blod. De skreg til hinanden mens mørket stod på, og gravede sig ned når solen stod op.

De var kommet for at blive, og blev for evig tid.

 

Ingen hørte mere til Joshua, den lille pige og den gamle kone. Men hver nat fandt de en kirke at overnatte i.

 

Sådan slutter min fortælling. Fortællingen om den lange vinternat.

I kan vælge at tro på den slags, eller lade være. Men en ting er sikkert. Hvis I møder en lille dreng midt om natten, med langt sort hår og azurblå øjne, så vend jer og løb alt hvad I kan. Måske når I at flygte, eller også ender I som en stor sulten flagermus.