Lady Gabriella

Lady Gabriella

1973

 

Skoven var prydet af efterårets farver. Træernes blade var gule eller var allerede dalet til jorden, hvor de lå og var brunlige, inden de blev blandet med bundens bløde muld.

Der var en svag vind i de øverste kroner, men det var ikke den lyd der gjorde sig gældende denne eftermiddag. Det var lyden fra de hastige skridt. En flugt i hast.

Den ene sti blev betrådt hårdt og hurtigt. I løb forsøgte hun at slippe væk.

Hun var panisk angst, og forstod ikke den usandsynlige sandhed. For det kunne ikke ske i virkeligheden. Hun var sikker på, at det kun var et mareridt, indtil noget andet gik op for hende. Da hun så blod og åbne kødsår, var det ikke længere kun en grim drøm. Da gik det op for hende at hun selv kunne blive det næste skrigende offer.

 

Hun turde ikke vende sig om. Hun følte sig overbevist om, at de var lige i hælene på hende. De italienske sko med en smule hæl gjorde det heller ikke lettere at løbe.

Hun var slank og i rimelig god form. Alligevel hev hun kraftigt efter vejret.

Hendes choktilstand gjorde det heller ikke lettere. Det hele fór rundt i hovedet på hende. Hvorfor skulle hun gennemleve dette mareridt?

Hendes mand, Martin havde tilbudt hende en forlænget weekend i Paris.

Hvorfor havde hun dog ikke taget imod det tilbud? Det var for sent nu.

I stedet havde hun taget imod en invitation fra en god ven, om at se et ægte gammelt slot fra den victorianske tid, i det midtengelske landskab.

 

Stien gennem skoven var lang og mørk. Eftermiddagen midt i oktober havde allerede kastet mørke skygger af sig. Det nærmede sig hastigt aften.

En skyformation der mest af alt kunne minde om én stor mægtig hånd, lagde sig tungt ind over skoven, mens en tæt tåge rullede igennem.

 

Mellem skovens tykke gamle ege, kunne man ane hvisken og børnelatter.

Det hvislede gennem vinden og fangede hendes ører, men hun stoppede ikke sit løb.

Ikke før en kraftig rod fra et kæmpe træ fangede hendes ene fod så hun faldt.

Hun mærkede en smerte og tog sig til foden. Den blødte og føltes mere end øm.

Det var som om træernes kroner stirrede ned på hende. Hun var dømt og var snart ikke længere alene på stien.

Hun holdt vejret da de nærmede sig. Hun forsøgte at krybe baglæns.

 

Den ene så på den anden, der stirrede hen mod den tredje inden den fjerde angreb.

Hun nåede ikke at skrige, men hun nåede at se deres øjne og lange tænder.

Der gik kun et øjeblik så blev hun trukket længere ind i skyggen, og fortæret.

 

Da månen viste sig tydeligt på himlen den aften, var de lykkelige alle fire.

De smilede til deres mor, der puttede dem under deres silkebløde dyner, inden hun pustede stearinlysene ud. Hun kyssede sine børn godnat, og ønskede dem en velsignet nat uden farer og fristelser.

 

Betjenten stod foran slottets store hoveddør med sin blok i hånden. Foran ham stod slottets frue, Lady Gabriella. Hun var en høj slank frue, der så ud til at være en dame sidst i halvtredserne. Hun var klædt i en lang sort skinnende silkekjole og høje hæle.

Hun så afslappet på betjenten og smilede venligt. Hun rystede stille på hovedet.

- Jeg har ikke set de omtalte damer De nævner, sagde hun.

Betjenten kiggede atter på sin blok. Han havde nogle oplysninger der ikke stemte overens med de oplysninger hun gav ham.

- Jeg forstår det ikke. Jeg har fået oplyst at de føromtalte damer skulle være kørt herop til Dem, for at se deres smukke hjem. De har altså ikke set nogen komme forbi siger De?

- Jeg forsikrer dem hr. betjent, hvis nogen kommer forbi her, så ved jeg det og så kan jeg huske det. Der har altså ikke været nogen her. Der er kun min butler hr. Black og mine børn og jeg.

 

Fra et tårn i den østlige fløj fulgte to små sæt øjne deres mors besøg af betjenten.

De hviskede til hinanden og grinede. De pegede ned på manden og den ene slikkede sig om munden.

Døren bag dem gik op og en meget stor bredskuldret mand kom ind. Det var Black, slottets butler. Han nikkede til børnene og satte en bakke til dem.

På en lille tallerken lå der fire kiks og et glas mælk til dem hver.

- Hvem er ham dernede der taler med mor, spurgte det ene barn.

Black så ud gennem vinduet. Han rystede på skuldrene og anede det ikke.

Han var ikke i stand til at sige noget. Han havde mistet sin stemme for mange år siden, og kunne kun frembringe enkelte lyde der kun kunne minde om ord.

 

Black var en høj og stor mand. Han var skaldet, men med store bruskede øjenbryn.

Han var altid klædt i sit kjolesæt og med blanke sorte sko. Hans hænder var store og barkede, som en håndværker der havde slidt det meste af livet.

Han var midt i halvfjerdserne og havde tjent hos familien, i hele sit liv.

Han vidste alt om dem. Alle hemmelighederne og alt det der ikke kunne forstås mellem andre normale mennesker. Han vidste hvordan og hvorfor, men han ville gå i graven med sin viden. Han ville vogte dem alle med sit liv, som hans far og farfar før ham. Uanset hvad fruen besluttede, ville han støtte hende. Det var hans pligt.

Han nød dog sit liv og arbejde hos Lady Gabriella og hendes børn.

Hans egen lille hemmelighed vidste kun han. Den om hans skjulte følelser for fruen på slottet. Han ville aldrig dele den med nogen som helst. Heller ikke fruen.

Det var forbudt og han vidste det.

Black var en stille kæmpe der holdt sig for sig selv, og passede sit.

 

Betjenten pressede læberne sammen. Han så mod himlen. Store tunge skyer havde trukket sig sammen. Det ville begynde at regne hvert øjeblik det skulle være.

- Hvis De ikke har set eller hørt om de to damer, så har mit besøg jo været spild af tid. Jeg beder dem undskylde at jeg tog Deres tid frue. Jeg håber De tilgiver mig.

Fruen nikkede forstående og rakte venligt en hånd frem.

- De passer bare deres arbejde. Det behøver De ikke at undskylde for.

Hendes hånd var tynd og næsten gennemsigtig. Hver en blodåre fremstod tydeligt.

Betjenten tog imod den, nærmest skeletterede blege hånd. Han bemærkede hendes negle der var malet sorte.

Da han forsvandt og kørte ud af slottets blodrøde porte kom Black til syne bag fruen.

Hun vendte sig og så ham i øjnene. Hun stirrede længe og intensivt på ham.

- Er de damers bil gemt væk?

Black nøjedes med at nikke mens han så ned i jorden.

 

1983

 

Tre unge mennesker kom kørende i en lille åben sportsvogn. Sommeren var på sit allerhøjeste og solen varmede ekstraordinært meget på denne sensommerdag.

Simon var stolt af sin bil. Der var kun to sæder, men Katarina sad grinende på skødet af Daniel. Katarina sad med en flaske Dom Perignon mellem benene.

Da bilen endelig holdt stille, drak hun af flasken.

Simon steg ud og skreg mod himlen. Han var tydeligt påvirket og stod usikkert på benene. Han følte sig som verdens herre og opførte sig derefter.

Katarina grinede af Simons opførsel, mens hun lod Daniel kysse hende i nakken.

- Er det egentlig ikke privat område, efter vi kørte gennem den røde port?

Simon vendte sig og skar ansigt. Han sparkede til en lille sten der endte med at lande ude i vandkanten. Han havde parkeret ved et lille skovområde. En lille lysning i den store skov, hvor der samtidig var en sti ned til søen.

- Det er jeg da ligeglad med. Min far er den dyreste advokat i England. De kan da bare komme og skabe sig, så sagsøger jeg hele flokken.

Daniel slap Katarina, greb flasken og tømte den i et drag. Han så på smilende Simon.

- Det er hende den gamle kælling der bor på slottet. Har i ikke hørt om hende?

- Aner ikke hvem hun er og det rager mig også af helvede til, sagde Simon.

 

Katarina lod drengene tale, mens hun begyndte at klæde sig af. Hun ville køle sig af i det klare vand. Hun lod det sidste stykke tøj falde og begyndte at løbe ud.

- Jeg har hørt hun aldrig forlader slottet, sagde Daniel.

Han pegede i retning af den vej de havde kørt på.

- Den vej fører direkte om til der hvor hun bor.

Simon hørte ikke ordentligt efter. Han stod og så ud mod vandet, hvor Katarina stod i vand til livet. Hendes blottede bryster var mere end hvad Simon kunne modstå.

- Så gå op og spørg om hun giver aftensmad. Jeg vil i vandet. Hvis du er mere tørstig ligger der et par flasker mere i bagagerummet.

Han begyndte at klæde sig af, og faldt i forsøget på at flå sine bukser af.

 

Champagnen havde dog gjort sin virkning på Daniel. Hvor der var indtægter var der også udgifter. Han gik hen mod et buskede område og begyndte at lyne ned.

Bag ham kunne han både høre Simon falde og Katarina der skreg af grin.

Hun slog med hænderne i vandet og lod sig falde bagover.

 

Bag et par gamle ege, ikke langt fra det buskede område hvor Daniel stod, så fire små sæt øjne på de unge mennesker der højlydt havde brudt reglerne og kørt ind på det lukkede og private område.

De hviskede og grinede til hinanden. Det ene barn rejste sig og gik målrettet hen mod Daniel. Barnet tog sit tøj af og lagde det på jorden. En lille dreng med sort hår og klare blå øjne lagde sig på knæ. Han gik ned på alle fire, inden hans øjne skiftede farve. Daniel så ikke noget. Han var færdig med sit fortagende og var ved at lukke bukserne. Han ville have mere at drikke og hans kortsigtede plan var at tage en flaske mere, og tømme den mens de to andre skabte sig i vandet.

De andre børn, der forveksling lignede den første på en prik trådte også frem.

De tog alle tøjet af og gik ned på alle fire.

 

I slottets store jagtstue sad fruen uroligt på stolen. Hun stirrede direkte ind i den tomme pejs, hvor udbrændte knogler lå sorte og forkullede.

Hun ringede med en lille sølvklokke og der gik ikke mange øjeblikke før kæmpen, Black viste sig. Han stillede sig foran hende og nikkede.

- Hvor er mine børn, spurgte hun kort.

Black vendte sig mod et af vinduerne. Uden en lyd pegede han ud mod skoven.

- Find dem. Jeg skal tale med dem. De skal have deres medicin i aften, men jeg vil have dem i bad først. Jeg går selv i kælderen og tager min medicin nu. Det er allerede ved at være for længe siden nu. Jeg føler mig svag. Inden De går i skoven kan De gøre et karbad klar til mig. Ligesom De plejer, med brændende varmt vand.

Black trådte et par skridt tilbage og nikkede forstående.

 

Katarina så Simon gå ind mod land. Hun råbte efter ham, og han vendte sig og så smilende tilbage mod hende. En bevægelse med hånden indikerede at han var tørstig.

Han greb sin skjorte og tørrede ansigtet. Han kaldte på Daniel, men der kom ikke noget svar. Simon hev sine bukser op mens han spejdede efter kammeraten.

Han åbnede bagagerummet på bilen og fik fat i en flaske.

Simon viste flasken frem til Katarina og piftede. Hun jublede tilbage.

Det fik hende dog ikke til at svømme ind. Tværtimod lod hun sig synke i og svømme længere ud. Simon kaldte på Daniel igen mens han lod proppen springe.

 

Daniel var blevet trukket ind i det dybe buskads. Han hals var åben og blodet flød.

En af de fire flåede fat i hans arm. Det ville ikke vare længe før en god luns kød lige var til at sætte tænderne i for sig selv.

En af de andre havde grebet fat i Daniels lår. Den snerrede af de andre. Mit stykke!!!

 

Simon havde fået sit tøj på. Det begyndte at irritere ham at Daniel ikke svarede.

Han kunne heller ikke få kontakt til Katarina mere. Hun var svømmet for langt ud.

Han ville for et øjeblik sætte sig ind i bilen da han fik øje på noget.

Der lå en sko ikke langt fra en busk. Simon genkendte den. Det var en af de kondisko som Daniel altid rendte rundt i. Han havde efter Simons opfattelse ikke nogen stil.

Simon lukkede øjnene og begyndte at drikke mens to af børnene gik hen mod bilen.

 

Katarina kom slentrende op af vandet. Hun smilede men var træt i kroppen. Vandet var også blevet køligere. Hun var helt alene mens hun tog tøjet på.

Hun lænede sig op af bilen mens hun tog sine støvler på. Endelig begyndte hun at kalde på vennerne, men der var lige så stille som den vind der netop havde lagt sig.

Hun trådte et skridt væk fra bilen, og så chokerede ned af sin plisserede nederdel.

Der var blodpletter på. Hun fik det på hånden og begyndte at skrige.

Som om dette chok ikke var rigeligt, vendte hun sig da en mægtig skygge dukkede op bag hende. Katarina besvimede da en kæmpe pludselig stirrede hende i øjnene.

 

Lady Gabriella lå stille på en båre i et rum i kælderen. Slanger fra et større drop forsynede hendes årer med frisk medicin. Der var tykke nåle i hendes arme og ben og en enkelt i halsen. Hun så ud som om hun sov, mens hendes hud så ud til at strække sig ud. Hendes hænder var ikke længere så tynde. Former kom til syne på kroppen.

Fra det ene øjeblik til det andet, glattede hendes ansigt sig.

Fra en kvinde med mere end tre hundrede år bag sig, forandrede hun sig.

Hendes hoved drejede og hun åbnede øjnene. Hun nikkede mod kæmpen der sad på en stol ved siden af. Han rejste sig og trak langsomt nålene ud af hende.

Det var en meget yngre udgave der rejste sig fra båren, Lady Gabriella lignede en kvinde midt i tredverne. Smukkere end nogensinde.

 

Black kiggede stift og en smule nervøst i øjnene på fruen. Han rakte hende en lille seddel. Hun tog imod den, mens hun gengældte hans blik.

Han sænkede ærbødigt ansigtet. Han kendte sin plads. Han var underdanig og ikke på hendes niveau. Black var hendes undersåt. Han var slottets tyende.

Seddelens besked var kort. "Der var en enkelt overlevende i skoven".

Fruen trådte et skridt nærmere sin butler. Hun havde en stram mine i ansigtet.

- Hvor, spurgte hun kort.

Black nikkede mod en dør der gik mod en længere gang i kælderen.

 

Fruen gik forrest hen ad gangen. Der var mørkt og fugtigt og en rotte løb mellem benene på fruen. Hun bemærkede det knapt nok og fortsatte sin gang.

Ved en tung dør af tyk egetræ stoppede hun. Med en bevægelse med hånden, gav hun Black ordre til at åbne døren, hvilket han gjorde uden at tøve.

En ung dame lå på en briks og var spændt fast. Med læderremme om ankler og håndled var hun ikke i stand til at flygte. Hun var bundet med et tørklæde om munden. Hun rystede over det hele. Hysterisk angst for følgerne.

 

Lady Gabriella vendte sig igen mod Black. Hun så ham længe i øjnene.

- Vi beholder hende for en tid. Børnene skal ikke herned. Er det forstået?

Black nikkede og lukkede døren igen. Inde under tørklædet skreg Katarina for sit liv.

- Var hun alene?

Black rystede på hovedet, og skrev ivrigt i sin lille blok.

"To unge mænd, men de er døde. Deres bil er kørt over i laden, som alle de andre".

Fruen gik tilbage af gangen. Det var som om at hver en mursten i den dunkle kælder fulgte hende med øjnene. De læste vrede i hendes øjne.

 

Hendes egen lange historie, der næsten var lige så gammel som slottet, kørte rundt i hver en bygning. Som en sælsom vind, der sang om de magiske og mystiske hændelser man kun hviskede om.

Der var rygter og sagn, men ingen vidste rigtig sandheden om denne sjældne familie.

 

Det var sent på aftenen. Næsten ved midnatstimen. Black sad for sig selv på sit lille hummer i den nordlige fløj. Han kunne mærke på kroppen hvor det bar hen af.

Hans ryg og andre muskler var ikke længere så stærke.

Han så på en stribe malerier på væggen. Alle hans forfædre, der alle havde tjent på slottet. De lignede ham alle sammen. Store stærke mænd, med bruskede øjenbryn og stirrende øjne. De havde tjent familien som ham selv i hele deres liv.

 

Blacks øjne vendte mod det lille bord ved siden af sengen. Der lå en bibel. Med den havde han måtte sværge sin troskab til familien. Hans far havde stået i baggrunden.

Han huskede det som var det i går. Erindringerne stod skarpt.

Da han som lille dreng blev ført ind til fruen. Faren holdt ham i sin store hånd.

Lady Gabriella havde den dag lignede en kvinde på mindst halvfems.

Hun sad på en stor rød stol foran dem. Hun mindede om en dronning på sin trone.

Hun pegede på en bibel, og bad ham sværge med sit liv, om slottets og dets hemmeligheder aldrig ville forlade området.

Black gjorde hvad der blev sagt. Det var hans pligt, og hans far var mere end stolt.

Nogle år efter gik faren i skoven med børnene. Han kom aldrig tilbage.

Det var Blacks fremtid nu. Han fik ansvaret. Han var bare femten år.

 

Den aldrende butler rejste sig og så sig i spejlet. Han var gammel og træt. Han havde endnu ikke fået nogen børn der kunne føre traditionen videre.

Black gættede at den unge dame i kælderen, var fruens plan med netop det problem.

Selv Black havde unaturligt mange år bag sig. Han ville blive ung igen.

Han vidste at han selv var tvunget til en tur i kælderen inden længe. Det skulle bære frugt.

Han vidste at turen i kælderen ville være forbundet med smerte. Det var det hver eneste gang. Når nålene trængte ind i hans årer, og forsynede ham med ungdom og fordums styrke.

Engang var det en nydelse, men ikke hver gang han skulle rydde op efter børnene.

 

Black havde ikke samme styrke som fruen. Han kunne ikke blive ved i flere århundrede som hun kunne. Han måtte erkende at han blot én gang til kunne blive forlænget. Det var sidste gang. Så skulle han lave en arving til fruen.

En søn som ham selv der kunne holde slottet og føre det videre, år efter år efter år.

 

1683

 

En drosche kom trillende langsomt ad stien mod slottet. Der var spændt to heste for.

Kusken var en meget stor mand, med regnslag og høj hat. En høj krave på tøjet skjulte det meste af hans ansigt.

Indenfor sad en dame med langt sort hår, store brune øjne og lange sort negle.

Overfor hende sad der en ung nydelig dame, med struttende topmave. Det var fruens gave til kusken. Den unge dame var bundet på hænder og fødder og kneblet om munden. Hun kunne ikke bevæge sig, men hun græd hjerteskærende.

 

Gennem slottets store skov piskede fire drengebørn. De hviskede til hinanden og lyden svævede som en vind fra øre til øre. De fnisede mens de med største lethed sprang over selv de bredeste buske.

Ved et skovbryn stod slottets mangeårige jagtmester, John Malcom. Beskeden havde lydt på duer, til det senere mindre selskab som herren på slottet ville holde, for sin nye kærlighed. Den underskønne Lady Gabriella, som han havde truffet på en forretningsrejse i Sydafrika.

 

John Malcom vendte sig da han hørte en lyd fra busken. Han hævede sin riffel og spejdede mod himlen. Snart ville duerne baske med vingerne i et forsøg på at nå højderne, inden John ville skyde, men det var ikke det han oplevede.

Et kraftigt skub i ryggen fik ham til at vælte forover. Han vendte sig på jorden, og så noget han kun havde oplevet på en safari i Afrika for år tilbage.

De stirrede på ham alle fire. De snerrede og blottede deres lange hjørnetænder.

John skreg som besat. Han rystede over det hele. Han forsøgte at kravle baglæns.

Det var kun indtil det første bid satte sig i låret på ham. En anden bed sig fast i hans arm. En tredje i hans mave, inden den sidste gik i halsen på ham.

Inden længe skreg John ikke mere. Der blev stille i skoven, inden en flok duer lettede fra buskene og søgte mod højde og frihed.

 

Grev Donald stod foran slottets store røde døre da droschen standsede. Hans hjerte hamrede højere på lykkelige drifter idet han så sin hjertenskær blive hjulpet ud af vognen. Hun steg ned på jorden med lette og elegante trin.

Hun var smukkere end nogensinde før, og lignede ikke en dame på mere end 25.

Præcis som da han mødte i Sydafrika. Hun smilede til ham med blodrøde læber.

Greven gik hastigt hen mod hende og foldede sine arme ud for at tage imod hende.

i baggrunden stod en meget stor kusk og tog en stribe store kasser af vognen.

Greven kastede ham et blik og nikkede hen mod ham.

- Det er min assistent, Black. Han har også sin kone med. Det håber jeg er i orden. Jeg har en del med, og jeg kan ikke tænke andet, end at jeg skal tilbringe resten af mit liv her med dig.

Greven kunne næsten ikke svare af bar lykke. Han tillagde det ikke mere.

 

De gik lidt inden grev Donald stoppede sine skridt igen. Han så undrende på hende.

- Dine fire smukke drenge. Ham du dem ikke med? Jeg har fået arrangeret et par dejlige børneværelser til dem i den østlige fløj. Jeg glæder mig usigeligt meget til at have lidt liv på slottet. Intet gør mig lykkeligere end dit smil, og tanken om dine smukke børn der vil sprede glæde og lys over stedet.

Hun klemte hans hånd en smule som om hun ville trøste ham.

- De er på vej. De ankommer senere. De glæder sig meget, sagde hun.

 

De vendte sig for at gå ind mens en samling større skyer svævede hen foran solen. Der samledes en masse mørke skyer ind over skoven. Der var næsten helt stille.

Man kunne kun ane lette fodtrin, fra fire små drenge, der smilede og hviskede.

Resterne af John Malcom var én stor blodig masse, der var gemt i en busk.

Inden længe stod de fire drenge ved udkanten af skoven. Deres øjne hvilede på slottet. De så på hinanden. De havde blod om munden.

 

En måned efter fødte kuskens kone en velskabt, men stor lille dreng på seks kilo.

Det var smertefuldt og konen var mere død end levende efter fødslen.

Hun lå på en båre i et trængt og fugtigt lille kælderrum. En ny lille Black var kommet til verden. Butleren bar barnet ud og op af kælderen.

Inden konen kunne nå at reagere og skrige på hjælp, stod der fire små drenge og stirrede på hende med sultne øjne. Inden længe var forvandlingen fuldendt og den nybagte mor, mindede om noget der blot var rester fra en slagters udskæring.

 

Greven havde allerede giftet sig med Lady Gabriella, inden det for sent gik op for ham, hvad hun i virkeligheden var.

Han lå i den store seng i et enormt soveværelse. Gardinerne var trukket for.

Sveden haglede af ham, så han var blank i ansigtet mens han så sin kone hælde noget heksebryg i en lille kop. Hun smilede til ham og forsikrede ham at det ville gøre ham rask. Han smilede træt til hende, og så ned i koppen, hvor en grøn slibrig masse drejede rundt om sig selv. Han drak det uden at tøve.

Få dage efter arvede fruen slottet og ingen så mere til greven, der forsvandt som dug for solen. Pårørende og venner til greven kom på besøg, for at følge ham det sidste stykke vej til graven. De var alle inviteret specielt af Lady Gabriella. Men alle som en forsvandt en blodig efterårsaften hvor månen stod højst på himlen.

 

1283

 

Dybt inde i den afrikanske jungle. Længere inde end mange turde bevæge sig. Blandt de vildeste dyr og de største dræbere. De menneskeædende herskere, der ikke stod tilbage for at flænse og fortære.

Langt derinde boede og levede en gammel heks og hendes fire utæmmelige katte.

Hun var så gammel at kun junglens ældste træer kunne berette om en kvinde fra en anden verden.

 

Stammer af de mørkeste folk frygtede hende og turde ikke nærme sig hendes område.

Når månen stod højt på himlen, og solen skjulte sig, sang vinden i træerne, og advarede stammerne om at bevæge sig ud i mørket.

Man sagde at Gabriella fløj som flagermusene gennem natten. Heksen, Gabriella.

Hende der kunne leve for evigt, og kun frygtede sine sønners død.

 

Når solen stod op, var hendes gryde fyldt med urter og en umenneskelig skabt grøn masse, der drejede rundt om sig selv. Ofte som i altid flød der knoglerester på overfladen. Denne bryg brugte hun til ondskab og rædsel for de uvidende, der trods advarsel nærmede sig hende område.

Hun gjorde dem syge og lod dem æde af børnene.

Nogen troede på de rygter og myter om at heksen kunne trylle sig yngre, ved at indtage menneskeblod. Ingen vidste hvad hun var.

Hun var i stand til at blande blod, som da hendes fire drenge skulle skabes.

Hun fangede en af de store hankatte i et net. Hun tæmmede den ved at se den i øjnene. Hun sugede dens blod og tømte den for sæd, og åd resten.

Nogen tid efter fik hun sine vilde børn, der efter nogle år kunne forvandle sig efter deres sult på kød.

 

En dag var der ikke flere stammer i miles omkreds. Heksen var tvunget til at søge nye jagtmarker. Hendes fire vilde drenge hungrede efter friskt kød.

Heksen var snart så gammel at hun dårligt kunne bevæge sig. Hendes ryg var krum og benene var svage. Hun rystede på hænderne og neglene var lange og sorte.

 

En mørk aften havde en af de sidste stammers høvding bevæget sig længere ind i junglen. Han var på jagt efter kød og mad til sit folk.

På sin vej gennem det mørke krat, stod han pludselig overfor den gamle kone.

Han var en stolt høvding og ikke så let at skræmme. Han hævede sit spyd, men tøvede alligevel. Hun var jo kun en gammel kone.

Hun lokkede ham tættere på med sit blik. Så tæt at han til sidst stod lige overfor hende. Inden han kunne nå at reagere, jog hun en hånd gennem hans maveskind.

Hans blod flød gennem hendes negle og i ud hver en fiber af hendes krop.

Hun stoppede ikke før han var tømt, og lå tilbage på jorden, askegrå i ansigtet.

Hans tomme øjne stirrede på himlen og stjernerne, men de så ikke noget.

 

Heksen rejste sig. Yngre og smukkere end nogensinde før. Hun nikkede mod resterne af høvdingen, og lod sønnerne æde hvad de kunne, mens kødet stadig var lunt.

I flere hundrede år levede hun sådan. Hun forstod at hun var nødt til at søge længere ud af junglen, og fire hundrede år senere mødte hun en greve fra England.

Han blev betaget af hendes skønhed og inviterede hende hjem til sit slot.

 

1993

 

Junior gik rundt i skoven med en af hans venner. Han havde sit yndlingslegetøj med.

Han smilede lykkeligt og vendte sig mod solen. Han pegede på den, og fremstammede nogle lyde, der kunne minde om ord.

Junior var ti år gammel, men af sind var han langt yngre. Han var stor af sin alder. Bred over skuldrene, og i det hele taget et tæt lille dreng. Han var stærk som en stor teenager, uden af at vide hvordan man brugte sine muskler fornuftigt.

Hans ven var mindre, men langt mere smidig når de løb gennem skoven.

 

På slottet gik fruen rundt i en af de store stuer. Der var forfaldent og støvet overalt.

Mange af de meget gamle møbler så ud til at være ædt op, af møl og mider.

Man havde ladet stå til. Black magtede ikke det kæmpe hjem, og fruen tillagde det ikke vigtighed. Her kunne hun dyrke den livsstil hun ville, uden at blive set.

Lady Gabriella var nervøs. Der var en uventet uro i hendes indre.

Hun tog sig til hovedet, og fornemmede en kommende fare, uden at hun kunne sætte ord på det. Hendes øjne lynede da Black trådte ind i stuen.

- Er der styr på mine drenge, spurgte hun irriteret, og med vrede i stemmen.

Black skrev ivrigt på sedlen. Han vidste at de var udenfor, men ikke hvor.

- Hvad med din egen uregerlige unge, spurgte hun spydigt.

Hun vidste at ordene ville såre kæmpen foran hende, men at han ikke ville gøre noget. Han kunne ikke.

Junior var også udenfor, skrev han på en lille seddel. Han så ned i gulvet og så trist ud af vinduet.

- Jeg vil have mine drenge ind. Jeg fornemmer noget, der ikke er som det skal være.

 

I skoven var de to venner nået ned til søen. Juniors ven gik helt hen til vandet.

I baggrunden stod den store dreng og svingede sit legetøj. Han løftede det og huggede det ind i et gammelt egetræ. Det morede ham gevaldigt. Så meget at han huggede flere gange. Barken begyndte at give sig på det gamle træ. Det splintrede.

Drengen grinede højere, og gav sig til at skrige af glæde.

Lige med et var det hans ven, der stod foran ham, men det fik ikke Junior til at stoppe sin leg. Vennens krop var meget blødere end træet. Den farvedes rød og han skreg, men da var det allerede for sent. Han faldt om på jorden på en stor kniv i maven.

For et øjeblik ændrede han sig til en stor plettede kat, men det varede kort, så blev han igen den lille dreng, der lå og døde på jorden. Junior syntes stadig det var sjovt.

 

Fruen skreg på slottet. Hun havde set det i et syn, der åbenbarede sig for hende midt i selve drabet. Hun kunne ikke se hvem der gjorde det. Kun at hendes stakkels lille dreng blev slagtet. En del af hendes styrke lå i de drenge. Hun kunne allerede mærke at hun var svækket. Hun gik langsomt gennem stuerne og holdt hænderne foran ansigtet. Gulvene knirkede kraftigt ved hvert trin hun tog.

Hver gang hun passerede et stearinlys gik det ud. Hendes øjne lynede ned af en lang gang, og alle lysene tændtes på ny.

 

Black fandt tre af drengene, der kunne fortælle at Junior var gået i skoven med den fjerde. Nede fra en plads bag slottet kunne man høre fruen skrige.

Black frygtede det værste, og løb mod skoven.

Det store menneske, der mest af alt lignede en mand sidst i tredverne, løb næsten hurtigere end hans åndedræt kunne magt. Hjertet slog unormalt hurtigt. I en rytme der ville have fældet de fleste mennesker.

Der var en af bivirkningerne ved den foryngelseskur, som fruen tvang ham igennem hvert tiende år. Han kunne ikke mere. Han havde været et almindeligt menneske fra starten, og ikke som Lady Gabriella. En heks fra junglen i det dybe Afrika.

 

Black stoppede sit løb. Han havde nået skoven, men måtte stoppe op og støtte sig til et træ. Han hev kraftigt efter vejret. Det var svært og det peb fra hans hals.

Hans hoved smertede mens sveden piblede ned af hans pande. Det svimlede for øjnene af ham. Black kunne næsten ikke stå oprejst. Langsomt gik han i knæ.

Efter at hans søn var kommet til verden for ti år siden, en regnvåd efterårsaften, havde hans syn på mange ting ændret sig.

Han så hvordan de fire drenge dræbte og åd den stakkels unge pige på båren. Han hadede synet og nåede at få ondt af hende. Gudskelov døde hun hurtigt.

Han stod med sin lille dreng i armene idet Lady Gabriella beordrede sine drenge ind til pigen. Slottets frue havde kastet et enkelt blik på Junior, og fnyst af hans udseende.

 

Blacks egne så tidligere varme følelser for fruen var dalet betragteligt. Han havde, så længe han kunne huske, været dybt forelskede i hende, men ikke længere.

De sidste år af hans liv ville hans følelser kun gå til Junior.

Gennem et tåget blik kunne han se bevægelse foran øjnene. Noget eller nogen der nærmede sig. Først da det var lige foran øjnene på ham, kunne han se Juniors glade ansigt. Hans tøj var plettet af blod, og i hans hånd bar han en stor blodig kniv.

 

Fruen vaklede rundt i de store stuer. Hun var svækket. En fjerdedel af hendes styrke var forsvundet. Furer og revner dukkede op i ansigtet på hende.

Hun snerrede og rasede så hun savlede. Rent telepatetisk fik hun tingene til at svæve hurtigt gennem luften, og knuses mod væggen.

Hendes negle voksede fra sekund til sekund. Hun var mørk under øjnene.

Hun pegede på et spejl, der kun et enkelt øjeblik efter sprængtes til atomer og spredtes til alle sider. Hun skreg højt på sin styrke og knyttede sine næver.

Der var ild i hendes øjne og gløder i hendes hår, der ikke længere var knaldsort.

Det var askegråt. I gården nedenfor hørte drengene det hele, og løb deres mor i møde.

 

I skoven sad Black på knæ foran resterne af den dreng som Junior havde slagtet.

Han var forfærdet i sit blik. Han vidste hvad straffen ville blive, hvis fruen fandt ud af hvem det var. Hun ville ikke tøve med at dræbe dem begge.

Han så sin søn i øjnene, og måtte gennemgå sine inderste tanker. Hvem var vigtigst nu? Fruen, Lady Gabriella eller hans egen søn? Han var ikke i tvivl.

Black rejste sig og tog Junior i hånden, og gik længere ind i skoven.

 

Gennem slottets store brede port piskede tre store katte. Deres lange hjørnetænder var blottede. Dagen hældte mod sen eftermiddag. Solen var skjult bag nogle mægtige trækroner. En skyformation af en tæt mørkegrå masse lagde sig ind over området.

Det gjorde skoven mørkere og mere frygtindgydende som et altædende monster.

Det var som om de gamle træer vred sig og vendte sig i den retning som kattene løb.

De ville med fandens vold og magt være vidne til de næste timers hændelser.

Alle tre trak de vejret tungt for at fange lugten af dem de ledte efter. De løb i hver deres retning for at kunne gøre tilløb til et voldeligt angreb, fra alle sider.

 

Den store Black holdt sig fra stierne. Han listede af sted med sin søn i hånden gennem et tæt buskads. Han kendte skoven om nogen.

Ind imellem stoppede han op og lyttede. Han vidste med sig selv at de var på vej. Det var uundgåeligt. Han vidste hvordan fruen ville reagere.

En kvist på jorden bag dem knækkede, og Black stoppede deres gang. Han havde den store kniv i hånden og holdt den op foran sig.

Han ville hive af sted med drengen igen idet en ny kvist knækkede. Kun et kort øjeblik efter stormede katten ud af sit skjul. Den sprang højt lige i favnen på Black.

 

Roserne visnede i slottets blomsterpark. De bukkede sig og tabte hvert et blad. Solen gik unaturligt hurtigt ned, og mørket sænkede sig over England.

Lady Gabriella skreg som en besat mens det smertede i hendes bryst. Hun vaklede på sine ben, der rystede under hende. Hendes magt var ikke så stærk mere.

Et gammelt forfaldent maleri, der forstillede Grev Donald, slog gnister og kastede små flammer fra sig. En kongelig vase fór gennem luften og landede for fødderne af hende. Hun trampede på den til den kun var en bunke støv fra en svunden tid.

Hun hev efter vejret og stønnede tungt. En rådden stank forlod hendes mund.

Brune og gullige tænder viste sig mens hun snerrede af sit eget spejlbillede i vinduet.

 

Black lagde den store kat fra kat. Kniven sad plantet lige i brystet på den. Han blødte fra sin arm, men den havde kæmpet forgæves. Kniven havde gennemboret dens hjerte. Forvandlingen startede, og ikke længe efter lå der en dreng på jorden.

Hans ansigt var forvredet i smerte. Black tog sig til sin arm. Han blødte så det silede ned af ærmet på jakken.

Bag ham stod Junior. Han grinede ikke så meget mere. Den smule forstand han havde kunne godt forstå at det ikke var sjov mere. Den store gule kat med de sorte pletter var død. Før var den hans ven. Nu var det alvor. Han så på sin far med bekymrede øjne. Han ville sige noget, men faren greb ham og holdt ham for munden.

 

De to andre katte var ikke så langt fra hinanden. De fornemmede en fare og så hinanden i øjnene. Den ene kravlede op i et træ ved hjælp af styrke, smidighed og lange spidse kløer. Kun små hundrede meter fra dem var søen.

Nogle få stjerner kunne svagt skimtes i den blanke sø. Vandet var stille mens uroen ulmede i skoven. Men ikke længe, så kom det første dryp ud af tusind og millioner.

 

Junior var begyndt at græde. Han var bange helt ind til skelettet. Han rystede over det hele. Han så drengene og kattene dø for øjnene af ham. Han så sin far bløde, og forstod at det ikke var for sjov.

Hans far hev ham gennem krattet. De listede ned mod søen, så stille de kunne. Black tyssede på Junior hele tiden. Holdt en pegefinger for munden, så drengen ville forstå at det var vigtigt at være stille.

 

Det der kunne minde om et lyn fra en klar himmel drønede i ryggen på Black. Det fik ham til at vælte omkuld. Først sent gik det op for ham at en af kattene gik til angreb bagfra. Den bed sig fast i skulderen på ham, og han skreg af smerte.

En kraftig pote med lange kløer borede sig dybt ind i ryggen på ham mens den holdt ham fast. Junior gik tilbage mens det fandt sted. Han var chokeret. Det var ikke nogen leg mere. Det var blodigt og voldsomt, og gik ud over hans far.

Foran ham på jorden lå der noget han kunne bruge.

Black fik vendt sig og holdt en arm op foran ansigtet. Dyret bed sig fast, og dens tænder trængte let ind under hans tøj og hud. Den snerrede mens den bed. Dens øjne lyste i mørket, lige indtil noget blevet presset ned gennem nakken på den.

 

Katten slap sit greb i Black og vendte sig mod Junior. Den havde et anderledes fortvivlet blik i øjnene. Den peb som et barn inden den vaklede uroligt på sine fire ben. Black brugte en masse kræfter på at sparke katten fra sig.

Han fik øje på kniven i nakken på dyret, og tog fat og skubbede kniven den længere ind. Katten havde ikke flere lyde. Den faldt om og lå og rystede på jorden.

Kæmpen kom på benene. Han fandt hurtigt en tyk gren, og begyndte at slå løs på dyret. Han knuste dens hoved efter mange slag.

 

Faren tog sin søn i armene. De græd begge to. Men Black kunne næsten ikke stå på benene mere. Han var revet op i ryggen og såret på armen var et helt åben kødsår. Armen var næsten revet af ved albueleddet. Det blødte mere end normale mennesker ville overleve på få øjeblikke.

Junior så sin far pege langs en sti. Han viftede ham af sted så hurtigt han kunne.

I et sælsomt øjeblik så de hinanden i øjnene igen. Junior, hvis beskedne forstand ikke forstod alverden, forstod alligevel i de sekunder at det drejede sig om at komme væk.

Han vendte sig og løb så hurtigt han kunne mens tårerne trillede om kap med regnen der havde sat ind.

 

Black tog kniven fra det der nu viste sig som en død lille dreng. Hans ene arm hang i laser. Han kunne næsten ikke stå oprejst. Det gjorde ondt overalt.

Med langsomme skridt gik han baglæns ud mod vandet, og forventede det angreb der utvivlsomt ville komme, og det kom. Katten kom snigende ud af en stor busk.

Det tordnede fra dens strube af raseri. Øjnene lynede mod det store menneske.

 

Det regnede kraftigt nu, men inde på slottet satte heksen, Lady Gabriella ild til det hun magtede at røre ved. Alt ved det gamle slot var brandbart. Det gik stærkt.

Til sidst lå hun midt på gulvet, og kunne knapt nok fremstamme lyde.

Hun blev ældre og ældre at se på. Hun krympede mere sammen som en tynd lille gammel dame. Hun forsøgte at strække sig og rette sig ud mellem flammerne, der blev flere og flere og kraftigere og åd det hele på deres vej gennem slottets gamle bygning. Vinduerne sprængtes eksplosivt.

Et lyn fra himlen satte ild til den gamle lade, der var fyldt med gamle og nyere biler.

Et tordenskrald rullede hen over himlen mere støjende end tusind godstoge.

 

Junior løb alt hvad hans lunger magtede. Han så sig ikke tilbage. Han var skræmt af hvad han havde set, men også af vejret. Den buldren fra himlen gjorde det ikke mindre uhyggeligt. Han fulgte stien, som han uden et ord havde forstået på sin far.

Længere fremme kunne han se slottets sidste porte. Derfra ville virkeligheden vise ham en verden han ikke kendte.

 

En kæmpe energiudladning og et øredøvende brag fik ham til at standse sit løb. Han vendte sig og så på lang afstand at slottet eksploderede. Enorme flammer omringede det der snart bare ville være ruiner, og minder fra en anden tid.

 

I præcis de samme sekunder ebbede livet ud af Lady Gabriella. Hun havde kæmpet sig op på benene. Hun strakte armene op mod himlen, og forbandede den langt væk.

Hun mærkede sin sidste styrke forsvinde. Det var hendes endeligt. Heksens død.

På samme tid lå en kæmpe og en lille dreng og flød i vandet. De var blodige og døde begge to.

 

Regnen stoppede og skovens kroner var blanke. Det virkede som om at naturen, eller guderne ville skylle alle beviserne væk. Alt det der før var mørkt og skræmmende.

Som sendt fra himlen blæste en kraftig vind til de tunge skyer, og lyset tog over.

Han savnede sin far, men da Junior gik ud af porten kunne han alligevel ikke lade være med at smile, og solen smilede tilbage til ham.