Aksels ædegilde


Aksels ædegilde

Han jog kniven dybt ind, og ingen sagde noget. Den var skarp og skilte hurtigt kødet ad til begge siger. Han var ikke uerfaren til trods for en manglende uddannelse.

Det var mørkt udenfor. Decembernætterne var ikke bare kølige. De var bidende og ruskende. Den stikkende kulde gik igennem både jakker og trøjer.

Han skar helt ind til knoglerne til kniven ikke kunne komme længere ind. Kødet trevlede ikke. Han skar kyndigt og der blev fordelt på panden. Der kunne lige ligge tre store bøffer. Resterne, der ikke var værd at sætte tænderne i, blev smidt i en zinkbalje. Resten af det store stykke kød blev lagt i en kummefryser, der stod under en blinkende hvidgul pære.


Udenfor peb vinden i nogle trætoppe. Selv træerne frøs. Gaderne og husene frøs. Alle frøs. Så der var stort set mennesketomt. Selvfølgelig var der nogen der listede ud, enten fordi de absolut skulle, eller bare ikke kunne lade være af simpel nysgerrighed. Måske fordi de sad alene, og ikke havde andre at tale med, som Bente.


Kødet blev svitsede på panden. Der blev fordelt lidt krydderi her og der. I baggrunden stod en kvinde og skrællede kartofler. Hun sagde ikke meget. Hun rakte manden en tallerken fyldt med rå løg. Hendes øjne havde løbet grundigt i vand mens hun havde skrællet og skåret løgene. Men ikke på grund af løgene.

Hun var tynd og flad som et strygebræt. Tøjet hang på hende. Det havde det formentlig gjort alligevel om det så havde været ekstra small. Hun var ikke andet end skind og synlige ben. Hendes kraveben var så tydelige at det næsten så smertefuldt ud. Huden var trukket stramt uden om ansigtet så hun kun havde det samme ansigtsudtryk året rundt og hele tiden. Fingrene var lange og tynde og neglene var slidte og fyldt med skidt inde under.

På kvinden har der en laset tynd sag, der sikkert aldrig havde været moderne, men det var det eneste stykke tøj hun havde.


Et andet sted denne sene aftenstund havde Bente vandret alene. Humøret var så som så. Hun var slet ikke i stand til at få noget fra pennen ned på papiret. Der var ikke megen poesi i hendes ensomme hjerte. Hun havde forsøgt sig lidt med nogle akvareller, men uanset hvilke farver hun trykkede ud på paletten kiggede hun trist på dem og sukkede dybt. Hvor var hendes eller så lyse sind? Det kærlige ansigt med de brede kinder der hang lidt i begge sider. De solide arme der ville gøre enhver mormor misundelig. Dog ikke Bente. Hun havde aldrig fået børn.

På det område havde kærligheden aldrig tilsmilet hende. Heller ikke på så mange andre områder. Bente havde været single altid.


Manden styrede hvor længe kødet skulle steges, og det skulle snart vendes. Løgene var også ved at være brune og bløde.

I baggrunden var det en lille tynd dreng i lasede klude der dækkede bord. Han turde ikke glæde sig til maden, og han turde heller ikke lade være med at spise noget.


Bente var gået forbi Kirken Korshær og var drejet til venstre ved Jernbanegade og skulle til at dreje til højre ved Torvet, men der stoppede hendes tur gennem Aakirkeby. Det havde ellers været hendes hjemby altid. Hun kendte byen og elskede den og kendte alle, og alle vidste hvem den kraftige ensomme Bente var. Det var hende der var nogen børn der grinte af, men det oplevede hun ikke. Hun digtede sig ind i alle mulige kærlighedseventyr i sin egen lille verden. Hun fik altid prinsen på den hvide hest og det halve kongerige.

Bentes verden var ikke utrolig stor, psykisk. Hun havde i en ung alder fået diagnosen autist. Forældrene var ikke stolte af det og snakkede aldrig om det. De slog hende hvis hun ikke kunne det samme som de andre i klassen. Så måtte det være fordi hun var doven og dum, sagde de.

I den stride kolde vinternat havde Bente følt det som en skruetvinge der lukkede sig om hendes hals. Hun gispede febrilsk, men hver gang hun forsøgte at trække ny luft strammede armen. Det hele kom så uventet og Bente havde ikke en reel chance.

Hun blev brutalt smidt ind i en mørkeblå rusten varevogn. Hun mærkede tre slag i ryggen, men det var også noget af det sidste, for det var ikke slag. Han jog kniven dybt ind og ingen sagde noget.


Aksel var ikke bare stor. Han var enorm, og havde været det siden fødslen. Hans mor havde skreget da hun skulle presse det virkelig store spædbarn ud, og havde forladt ham på fødselsgangen. Hun ville ikke kendes ved ham og så sig aldrig tilbage.

Aksels far kunne være hvem som helst. Hans mor havde levet et noget udsvævende liv. Der var sjældent lukket, selv efter åbningstid.

Drengen voksede op på diverse børnehjem, hvor det dengang var i orden at slå og drille hinanden for groft, uden at der var nogen der tog notits af det.

Aksel voksede og blev en anderledes dreng. Han kendte ikke nogen, men hans eneste ønske var at få en familie han kunne forsørge. Det fik han til sidst.


Drengen kiggede på sin tallerken. Kødet var lidt for rødt og han kunne næsten ikke få det ned. Det voksede i munden på ham og den røde sovs, der ikke smagte af sovs, gjorde det ikke bedre.

Kvinden så nervøst på ham. Han måtte endelig ikke sige noget, det ville Aksel ikke bryde sig om. Han ville slå drengen hvis den lille størrelse sagde noget. Drengens mor ville ikke kunne gøre noget. Hun var rædselsslagen for Aksel, derudover var hun lænket om livet. Hendes bevægelsesmønster var begrænset.


Det var aftenen og sort udenfor. Der var kirker der ringede og der var familier der sang. Der var gaver under et farverigt træ og en stjerne foroven.

Maden var på bordet og næsten alle havde sat sig på plads rundt omkring på øen. Næsten alle. Der var nogen der listede og nogen sagde ikke noget. Der var en plan og nu måtte det stoppe.

Ved middagsbordet slikkede Aksel på fingrene, hvorefter han greb en varm kartoffel med de bare store bare barkede næver og kylede den i munden.

Manden skubbede til drengen og pegede på hans tallerken. Han behøvede ikke at sige noget. Drengen vidste hvad det betød. ”Spis eller jeg slår dig”.

Kvinden så længselsfuldt hen mod døren, og bad en bøn. Det gjorde hun hvert år.

Sådan havde det været de sidste syv år, siden den dag Aksel greb hende en aften og smed hende ind i en mørkeblå rusten varevogn og tog hende med hjem i hans kælder. Han havde slået hende til bevidstløshed flere gange. Herefter havde han voldtaget hende i flere timer. Året efter havde hun født den lille dreng.

Aksel havde sat flamingo foran kældervinduerne så ingen kunne høre hende skrige. Den nysgerrige lille kone ovenpå skulle nødig opdage noget.


Klokken havde rundet toogtyve. De fleste gaver var sikkert pakket ud og de fleste børn var sikkert lagt i seng. Der var stille nede i kælderen. Aksel sad og stirrede olmt på den lille dreng fordi han ikke kunne spise det der blev serverede. Kvinden rystede på hænderne. Hun prøvede at berolige Aksel, hvilket kastede en kraftig lussing af sig.

Da blev kælderdøren sparket ind og en stribe ensklædte betjente trampede ind med sne på støvlerne. Med dem fulgte to civilklædte.

Der blev råbt højt, men Aksel hørte ikke efter. Han sad midt i sit eget ædegilde. Alle politifolkene pegede på ham med deres våben, men det rørte ikke Aksel. Han fór op af stolen og løb hen mod dem med en stor kniv i hånden. Skuddene bragede. Der skulle en del skud til for at stoppe det store kødædende menneske. Han stod stille et kort øjeblik og rystede på benene. Så gik han i knæ og faldt om.

Kvinden og den lille dreng smilede. Det var jul og mareridtet var slut.


Der lugtede ikke bare i kælderen, der stank af harsk smør og en seriøs dårlig mave. Drengen var glad da en ung betjent, der hed Alex, bar ham op fra kælderen. Det sneede. Det havde drengen ikke set før.

Der måtte flere end Jannick og Louise til at bære Aksel op fra kælderen.

I de samme sekunder åbnede den anden civile betjent for en kummefryser, der stod under en blinkende hvidgul pære. Det var så her at Nicklas fortrød at han havde spist frokost. Bente så op på ham. Der var ikke megen Poesi eller akvareller der.