Billy & Sephora
I en verden hvor alt kunne ske, kunne man forvente hvad som helst.
Dens sorte pels var overdækket med sne. Man kunne kun se den, hvis man havde, kunne skelne mellem pletter i sneen, og skarpe stirrende øjne.
Den rejste sig og børstede sneen af sig, i en og samme bevægelse som den satte angrebet ind. Haren var prisgivet. Den havde hurtige ben, men ikke hurtige nok. Slaget var hurtigt overstået, og haren tabte. Da de store hjørnetænder borede sig gennem kroppen på den, forsøgte den at råbe på hjælp, men det var for sent. Haren døde den sene eftermiddag i sneen, og en sult blev stillet. De stirrende øjne var ikke så stirrende mere. Den var afslappet og slikkede sig om munden, mens resterne af haren lå stille i sneen. Der var ikke efterladt så meget til de fugle, der kunne stille deres sult med en lille luns kød. Den åd det hele og slikkede indersiden af pelsen. Den blev ikke mæt og mere ville have mere. Den rendte op på en bakketop, og fik syn for sagen. En lille by lå der nede i en dal. Fyldt med frisk kød.
Lennie og Paul var nogen af de eneste på caféen den sene eftermiddag. De sad med hver deres store krus kaffe og et stykke af stedets berømte æblekage. Der blevet diskuteret på kryds og på tværs om sportsresultater, der for stedets ejer, Big Joe var mere ligegyldigt end vejrudsigten de kommende dage. Big Joe havde aldrig brugt tid på sport. Noget så ondskabsfuldt, som at tvinge en masse unge mænd ud på en bane, der var ryddet for sne, så de kunne løbe dem selv i stykker, og få skader alle steder. Når man i stedet kunne besøge hans lille café Vejrudsigten ragede ham langsomt. Det var ikke ham der ryddede sne udenfor, og jo mere sne, eller generelt elendigt vejr udenfor, jo flere besøgende havde han på caféen.
Caféen lå i den lille gennemkørselsby, Streetmoore, lige udenfor Calgary i Canada.
Byen levede primært af trælasthandel, og andre små butikker, heriblandt caféen.
Big Joe var stor som en ladeport, og mørk som natten, men han var kendt og vellidt af alle i byen. Hans smil var bredere end de fleste veje. Det var hans mellemrum mellem fortænderne også, hvilket kun gjorde hans smil mere smittende.
Han var fyldt med kvikke bemærkninger, og man gik sjældent fra caféen i dårligt humør. Joe var livsglad og pudsigt nok, en fremragende danser. Kunne han få hele byen til at smile på samme tid, ville han gå glad i seng den aftenen. Den korteste afstand mellem to mennesker, var stadig smilet. Det kunne Joe leve længe på.
Der var ikke en finger at sætte på hans hygiejne i køkkenet, men det var ikke Joes fortjeneste. Det var datteren Emilys skyld. Emily var en ung pige på 19, der ikke havde haft så store ambitioner sin egen vej, så da Joes kone i tidernes morgen havde forladt ham, blev datteren hos Joe. Han var lykkelig og Emily var dygtig til det hele.
At hun så også var en utrolig køn pige, gjorde ikke noget dårligt for indkomsten på caféen. Der kunne ind imellem være et rend af den anden verden af håbefulde unge mænd, der håbede at de kunne lokke hende med guld og grønne skove. Indtil videre havde den helt rigtige ikke være forbi, men måske en dag.
Mørket havde lagt sig ind over byen, og alle gadelygterne blev tændt. De lyste op og lavede lange skygger. Der var stadig lidt liv tilbage i Streetmoore, inden de fleste forduftede hjem til kødgryderne, et afslappet slumretæppe og måske en bajer inden sengetid. Selvfølgelig var der andre, der ikke skulle tidligt op og arbejde på et af byens tre trælasthandlere. Det var dem, der mødtes hos Big Joe, for at sidde og sludre over et spil kort og måske et par glas øl mere end behovet tillod.
Den løb gennem sneen og ned til hovedvejen til den nåede til det store røde skilt. Velkommen til Streetmoore. Den lagde sig ned og gjorde det den kunne. Det tog kun et øjeblik. Så rejste den sig igen og gik ind mod byen, på to ben.
En lastbil stoppede ved tankstationen og et ungt menneske hoppede ud. Der blev givet tegn til chaufføren som ”tak for turen”.
Omme bagved tankstationen stod de to sædvanlige sprittere, Niels og Eric. De var langt væk i deres forstand, og havde allerede indtaget mere end hvad hjerte og lever havde godt af. Eric var virkelig ramt og måtte støtte sig op af et skur, der egentlig blev brugt til tømte gasbeholdere. Niels kunne holde den kørende lidt endnu.
- Hold da kæft. Der kommer en der. Jeg spørger sgu lidt om en mønt til et par øller.
Eric svarede ikke. Han forsøgte at stå stille, mens han pissede i bukserne.
Det var ikke så meget det, at han spurgte. Det var mere måden, der blev svaret på. I troen på at det var et angreb Niels ville sætte ind, blev der handlet unaturligt hurtigt.
En lille række bevægelser, og Niels faldt om i sneen. Han lå på maven, med ansigtet vendt mod himlen. En stærk hånd slæbte ham over mod Eric. Eric var slet i stand til at forsvare sig. En ung hånd greb Eric om halsen og klemte til det sagde knæk.
To minutter efter ringede klokken over døren på Big Joes café. Alle vendte sig.
En ung fyr med lyst hår og klare blå øjne, der ikke så ud til at være meget mere end 18, trådte ind med våde ruskindsstøvler, jeans, en slidt militærjakke, der så ud til at være for stor, og en rygsæk over skulderen. Han nikkede venligt mod Joe. Emily var som sædvanlig nysgerrig og kiggede med mellem to kaffetårne, der sørgede for at der altid var friskbrygget kaffe på maskinen. Hun rettede sig dog op da hun så den unge fyr.
Det var ikke uden en vis interesse, at hun fulgte med i hvor han satte sig. Hun skyndte sig om bag disken til sin far og tog et menukort og tillagde sig et smil.
Joe smilede også. Men det skulle da lige passe at hun fik øjnene op for en eventyrlysten ung mand, der kunne vise hende verden, og alt det den havde at byde på.
Joe stolede dog på sin datter. Hun havde været tro mod ham og hans café siden hun havde været en lille pige, der løb rundt mellem gæsterne og tømte bordene for kopper, glas og tallerkner.
- God aften. Hvad kan vi hjælpe dig med, spurgte Emily smilende.
- Jeg kunne godt spise en stor bøf, hvis kødet er friskt, og så bare kaffe til.
Hvis kødet var friskt. Emily lurede lidt over den sætning. Deres kød var altid friskt. Men hun bemærkede også en fremmede dialekt. Det var meget engelsk, uden at det lød dumt og forfinet, som hun ellers havde hørt på film.
- Vores kød fejler aldrig noget. Hvordan skal bøffen steges?
- Det lyder sørme dejligt, og den må gerne være rød, svarede han.
Han sendte hende et smil man ellers kun så i de reklamer, der sommetider kom med posten. Tænderne var kridhvide og tandkødet var glat og lyserødt bemærkede hun.
Hans ansigt var glat, men øjnene var en smule trætte.
Emily tørrede bordet af, selv om der ikke havde siddet nogen der de sidste fire timer.
- Er du rejst langt for at komme hertil, spurgte hun den nye gæst.
- Ja, et stykke vej. Jeg spurgte en chauffør henne var tankstationen. Men han skulle videre op gennem Canada, og jeg skulle gerne sydpå.
- Du er måske på vej hjem, spurgte Emily og håbede på en længere konversation.
- Ja, måske det, og måske vil jeg rejse lidt rundt i Europa. Nu må vi se.
Dørklokken ringede igen, og en ung dame kom ind. Heller ikke hende så umiddelbart ud til at være meget ældre end Emily. Hendes hår var knaldsort. Hendes øjne var chokoladebrune. Hendes læber var mørkerøde men i resten af ansigtet var hun bleg.
Hun var slank og velbygget. Klædt i en sort skindjakke og stramme jeans og sorte skindstøvler. Det var forholdsvis koldt udenfor, men det så ikke ud til at genere hende det mindste. Hun havde ikke nogen taske med. Emily sendte hende et køligt blik. Så kiggede hun over på sin far. Hun sendte ham øjne. ”Hende kan du ekspedere”.
Joe grinede for sig selv og nikkede. Han forstod godt hendes blik.
Joe havde en stemme, der godt kunne minde om lyden fra en gammel Ford Mustang. Han rungede når han talte, og ind imellem speedede han op, men for det meste var han rusten i tonelejet, og så gurglede han som når en motor stod i tomgang.
- Hvad kan jeg gøre for dig, spurgte Joe.
- En stor bøf. Gerne rød. Bare en smule stegeskorpe, men ikke for meget.
Den unge dames stemmeleje var til gengæld utrolig fin, men man skulle spidse ører for at høre det hele. Hun talte ikke særligt højt.
- Så gerne. Noget kaffe til bøffen, eller hellere en øl? Vi har også forskellige vand.
- Nej tak ikke noget lige nu.
Joe var ved at vende sig og gå op til køkkenet.
- Jeg tror næsten jeg kender alle her i byen, men dig er jeg ikke løbet på før. Er du langt hjemmefra? Jeg kan høre det på din accent, sagde han lidt stolt af sig selv.
Den unge dame smilede til ham. Hendes tænder var hvide som nyfalden sne.
- Jeg er fra Rumænien, så ja jeg er lidt langt hjemmefra. Jeg er på vej hjem, men havde lyst til at stoppe og få lidt at spise, inden jeg rejste videre.
Joe så sig omkring.
- Har du slet ikke noget bagage med? Det er da også rimeligt koldt udenfor, nu.
Den unge dame rystede lidt på skuldrene og smilede venligt.
- Jeg fryser næsten aldrig, og jo jeg lod min taske ligge henne ved busstoppestedet. Der er ikke nogen der løber med den. Så ville de i hvert fald blive temmelig skuffede. Der er ikke noget af værdi.
- Ok, sidste spørgsmål, så får du fred? Hvordan nåede du hertil?
- Med en langturschauffør. Han satte mig af henne ved tankstationen.
Der blev ikke sagt noget i det næste lange stykke tid. Gæsterne fik det de bestilte. Emily havde stadig svært ved at slippe synet af den unge fyr. Bare hun dog turde spørge hvad han hed. Ind imellem vendte han sig og så på hende, som om han vidste at hun så på ham. Så smilede han sit lækre smil, og Emily var solgt. Det var næsten mere end hun kunne klare. Han var da noget at det flotteste hun havde set længe.
Big Joe var gammel i gårde, men ikke ældre end at han godt ville være 20 igen, bare for at lokke den unge dame ud at spadsere i måneskinnet. Hun var smukkere end smuk og så lidt mere til. Han blev ikke opstemt på den måde, men han havde svært ved at se den anden vej, fordi hun udstrålede et eller andet dragende. Det var svært at lade være.
Ind imellem smilede hun tilbage, og Big Joe fik store røde kinder. Han skyndte sig at vende sig, men der var det allerede for sent.
Senere den eftermiddag, bød selskabet på lidt flere gæster, og Emily og hendes far fik nok at se til. Både Joe og Emily var hundrede procent sikre på, at både den unge fyr og den unge dame sad der endnu, da døren gik op og to betjente kom søgende ind og så sig omkring. Men de så ikke ud til at få øje på den de søgte efter.
Den ene kom op til Joe, der stod ved kassen. Han satte sin hånd på hatten og nikkede til Joe.
- God eftermiddag. Nu skal du høre, vi leder en ung fyr med lyst hår og klare blå øjne. Han er formentlig klædt i militærjakke og jeans, og så bærer han rundt på en rygsæk.
Emily kunne ikke undgå at høre det. Lettere rystet fik hun alligevel taget mod til sig og set efter ham den lækre, men han var væk, lige så pludseligt som han var kommet.
Hun fattede ikke en lyd. Hun havde slet ikke set ham gå. Satans også.
- Det her kan ikke siges tydeligt nok. Han er meget, meget farlig, og man skal for alt i verden holde sig fra ham.
Joe stod og kløede sig lidt i nakken, mens han brummede på sin helt egen måde.
- Jeg ved ikke hvornår han gik. Det kan ikke være længe siden. Han spiste en rød bøf og så var han væk. Han var som ellers høflig nok.
- En rød bøf?
- Ja den skulle endelig være rød, sagde han. Og kødet skulle være friskt, og så fik han kaffe til. Vores kød er altid friskt, så jeg forstod det ikke helt.
Betjenten vendte sig om og nikkede til sin kollega.
- Han har været her. Gå ud og kald på forstærkning.
Kollegaen løb ud af døren. Han kastede sig ind i en politibil og greb radioen.
Emily så sit snit til at gøre noget uventet. Meget mod hendes normer og vilje. Hun piskede ud af bagdøren med sin jakke over armen. Hun så til alle sider. Hun ville fandeme ikke slippe ham så let. Han var til dato den lækreste fyr hun nogensinde havde set, og hun havde set mange, men han var bare på et højere niveau.
Hun stod stille indtil forlygterne fra en politibil lyste på hende. Hun vendte sig og var skuffet. Den kørte op på siden af hende og sideruden gled ned.
- Skal du med smukke, lød det inde fra bilen og Emily smilede.
- Hvorfor kører du i den der bil?
- Fordi politiet ikke skulle bruge den mere. Vil du med på eventyr?
- Hvor skal du hen?
- Sydpå, og så må vi se hvor vi ender.
Politibilen forlod Streetmoore i høj hast og uden udrykning. Makkeren stod stadig inde foran Big Joe. Han viste ham og hans kunder et billede af den unge fyr.
- I skal holde jer langt væk fra ham her. Han er ekstremt farlig. Gudskelov er min makker ved at tilkalde hjælp, og vi ved at han har været her for ikke så lang tid siden. Så går der ikke så længe før vi har ham, og så kan I ånde lettet op.
Ikke så langt ude af landevejen gik den unge dame alene. Det sneede men det rørte hende ikke. Hendes jakke var ikke engang lukket. Politibilen standsede og sideruden gled ned. Den unge fyr med det lyse hår og de klare blå øjne så ud.
- Var det noget med et lift?
Den unge dame bukkede sig og så ham i øjnene. Der gik et øjeblik. Så nikkede hun.
Tilbage foran Big Joes café gik en undrende politimand rundt og ledte efter sin makker, indtil det gik op for ham, at man kunne gå om på den anden side af caféen.
Der lå hans makker i et noget dødt selskab sammen med Niels og Eric.
Den unge dame der havde fået et lift på landevejen smilede da hun havde set på fyren et stykke tid. Så nikkede hun.
- Det var derfor du havde travlt med at komme ud fra den café.
- Hvad mener du, spurgte han med et skævt smil.
Hun vendte sig og så ham i øjnene. Direkte dybt og langt ind i øjnene.
- Jeg kan læse dine tanker, og jeg kan se dine handlinger. Må jeg kalde dig Billy?
Den unge fyrs ansigt ændrede sig fra smil til alvorligt. Han huggede bremseren i og bilen gled et godt stykke, inden den standsede helt op.
- Hvordan fanden kan du se det, spurgte han højt og greb en pistol fra inderlommen.
Hun smilede til ham og nikkede ned mod pistolen.
- Billy Swan, efterlyst i det meste af Canada, USA og Europa Den der hjælper dig altså ikke. Så er det sagt. Du er engelsk. Kommer fra en lille by lige udenfor London.. Du er sadist, seriemorder og kannibal. Og så kan jeg forstå at du har taget mad med til turen. Den unge cafépige der ligger omme i bagagerummet. Du slog dine forældre ihjel som 14 årig. Du blev fundet mens du sad og tyggede i din mors afskårne bryster. Siden er du fløjet ind og ud af institutioner, indtil politiet i New York fangede dig sidste år, og satte dig i et maksimumsikrede fængsel, med en fængselsdom på syv gange livstid. Du var heldig at du ikke fik den dødsdom som anklageren ellers krævede. Du er ikke så lidt stolt af din rekord som værende den første, der er flygtet fra det fængsel. Nu sidder vi her, og du fatter ingenting, vel?
Billy hostede et par gange, mens han lignede en dreng, der var blevet taget med bukserne nede, mens han onanerede til et kighul ind til pigernes brusebad.
Han havde ellers altid været kendt for sit charmerende smil. Det kunne bare ikke ses lige nu. Han spændte han på pistolen og hun smilede.
- Hvad fanden er du så, spurgte han stille.
- Jeg er i hvert fald meget ældre end jeg ser ud til. Og jeg gentager gerne mig selv. Den pistol kommer ikke til at hjælpe dig.
Der gik ikke mere end et sekund fra hun havde taget den ud af hånden på ham og trykkede den mod hans pande. Hun smilede stadig mens hun rystede på hovedet.
- Jeg er sådan en man ikke vil møde, efter mørkets frembrud, ikke? Det kan jeg forklare dig senere. Lige nu skal vi skille os af med denne her bil. Den er helt sikkert efterlyst over det hele. Og så er der sikkert en eller anden lille dims der røber hvor den er. Vi tager det næste køretøj der kommer. Ok? Jeg hedder i øvrigt Sephora.
Sidedørene blev åbnet og Billy lignede et stort spørgsmålstegn. Sephora tog pistolen og kylede den lang ind i skoven, der lå på deres højre side.
- Hey, hvad laver du? Den kunne have hjulpet os senere, sagde Billy.
- Ikke uden at vi larmer. Vi finder på noget andet. Skal du have din mellemmad med?
Der smilede Billy igen det der drengede smil han var så kendt for.
Lotta Henderson kunne ikke glæde sig mere end gjorde nu. Hun følte sig som en ung pige på 60 igen, selv om det snart var ti år siden. Der var ikke mere end små ti kilometer til Streetmoore. Det var trods alt seks år siden hun sidst havde besøgt sin søster, Veronica. Der havde været så mange skærmydsler dengang, at det havde, måtte tage lidt tid at læges. Bare et enkelt lille brev, havde hun endelig taget sig tid til at skrive. Det bestod kun af et ord. UNDSKYLD. Mere skulle der ikke til. Veronica var blevet mere end lettet da hun havde åbnet brevet. Hun græd af glæde.
Lotta havde lånt naboens gamle firehjulstrækker af en Ford. Den kørte sikkert i sneen.
Det var ganske vist sent på dagen, men Lotta ville så gerne nå frem så hurtigt som overhovedet muligt. Og alligevel, når der så stod en blinkende politibil på tværs af vejen. Så hun var tvunget til at sætte farten ned.
- Så skulle fanden da også stå i det, sagde hun højt og irriteret.
Inde bag de første store gamle træer i skoven stod Billy og Sephora. Hun så ham i øjnene. Så lagde hun en hånd på hans skulder.
- Skulle vi nu ikke koncentrere os om at komme videre? Jeg kan se du gerne ville more dig med at myrde hende langsomt, men lad nu mig om det.
Billy tabte underkæben og glemte helt at være skuffet.
- Hvordan fanden gør du det?
Sidedøren blev åbnet og Lotta blev forskrækket. Hun nåede ikke at skrige. Da havde Sephora allerede grebet hende om halsen, til det knækkede højlydt.
Hun vendte sig mod Billy og smilede.
- Skal vi køre videre?
Billy så Sephora lægge den døde Lotta ind i politibilen. Han så hun bukkede sig ind over hende, og et øjeblik efter rejste hun sig og vendte sig mod Billy. Hun havde blod omkring hele munden. Han vidste ikke hvad han skulle sige, gøre og tænke. Han turde dårligt nok. Han gik to skridt baglæns mens hun så mod himlen. Det virkede surrealistisk og fuldkommen sindssygt på samme tid.
Sephora vendte sig mod den vej de kom fra. Hun stod stille og så langs vejen.
- De er på vej, Billy. Skal vi til at komme videre?
Lotta Hendersons lånte Ford kørte forholdsvis stærkt i mørket. Billy vidste ikke hvad han turde tænke. Hun kunne åbenbart læse ham. Hvordan fanden hun så gjorde.
- Du må gerne spørge, men du skal være forberedt, for du bliver overrasket.
Det var lige før han allerede havde set det komme. Billy rystede på hovedet.
- Ok. Nu spørger jeg bare vildt ud i luften, fordi det her er for sindssygt. Du virker ikke som en pige der er bange for noget som helst. Du mente ikke at jeg kunne skade dig med pistolen. Men du ved at jeg er seriemorder, og jeg er nødt til at tage chancen, fordi det er den jeg er. Er du ok med det her?
Han drejede armen mod hende med en kniv i hånden. Sephora nåede at se den komme, men gjorde ikke noget. Hun så bare roligt på ham da han trykkede den ind i maven på hende. Så smilede hun og trak kniven ud af maven.
- Jeg kan godt dø, Billy, men ikke på den måde. Jeg er ikke sikker på at du er klar til at få af vide hvad jeg er, men du skal bare være forberedt. Hvis vi to bliver uvenner, så overlever du ikke. Så er det sagt. Nu skal du ikke tænke mere. Natten er ung og vi har langt at køre.
Billy gjorde det igen. Huggede bremseren i, så Forden gled hen ad landevej. Han sprang ud af bilen. Han var chokeret. Han stod med kniven foran sig, selv om han inderst inde godt vidste at den ikke ville nytte.
Sephora steg langsomt ud af bilen og gik om til ham. Hun var helt rolig.
- Er du sikker på det der, sagde hun med sin fine lille stemme og pegede på kniven.
- HVAD FANDEN ER DU, råbte han.
Hurtigere end han kunne nå at opfatte, var hun henne hos ham og greb ham i halsen og løftede ham. Hun snerrede af ham, mens hendes tænder voksede. Hendes smukke ansigt ændrede sig til noget vredt og vildt. Hendes øjne ændrede sig også.
- Du skal ikke ville denne her kamp, Billy, lød det fra en mørk gusten stemme.
Tre sekunder efter landede han på vejen. Han var helt omtåget og så sig omkring.
Han kunne ikke se hende. Han viftede med kniven foran sig, selv om han vidste at det ikke nyttede. Han hyperventilerede og havde svært ved at komme på benene.
Lige med et, og kun et splitsekund efter kunne han høre en lyd bag sig. Han vendte sig og skreg. Aldrig nogensinde, havde den sadistiske engelske seriemorder, med flere liv på samvittigheden, været så bange før. Han krøb baglæns mens den nærmede sig.
Dens pels var sort som natten. Øjnene var gule og dens overmund var løftet og tænderne var blottede og større end hvad han ellers regnede med en ulv ville have.
- SEPHORA, skreg han i et nytteløst kald på hjælp.
Ulven stod stille og slikkede sig på tænderne. Den knurrede og så mod himlen, og hylede højere end hvad almindelige ulve ellers ville være i stand til.
Det var det sidste Billy så, inden han besvimede. Han landede tungt på vejen.
Ikke så lang tid efter kom flere blinkende politibiler kørende med udrykning i høj hastighed. De standsede alle sammen, og bevæbnede med pistoler i hånden, sprang der flere betjente ud af bilerne. De hastede hen til den efterladte politibil.
De fandt Lotta Henderson på forsædet med halsen åben, og Emily i bagagerummet.
Hun var i live. Dybt rystet og stiv af kulde.
En mand var i civil. John Winner så sig omkring. Og nikkede. Det var hans livs jagt, og han stoppede ikke før Billy Swan var fundet. Død eller levende.
John Winner havde været ansat i FBI i mere end ti år. Det var hans opgave at finde og stoppe Billy. Han havde aldrig opgivet en jagt, og havde også ry for at være dygtig.
Han så liget af Lotta og så på betjentene.
- Satan og helvede. Nu har han et liv mere på samvittigheden. Han er krafteddemig ikke ked af det, den sadistiske fucking lorteknægt.
Emily var for rystet til at kunne svare på noget. Hun sad på bagsædet af en politibil og kunne ikke sige noget sammenhængende sikkert. Kun at han ikke var alene.
- Nå, så har han fået sig en skide følgesvend, sagde John.
Han tændte sig en cigaret og trak vejret tungt igennem den. Han blev stående med cigaretten i munden, mens han sendte flere eder og forbandelser gennem luften.
- Jeg opgiver satme ikke, dit lille møgdyr.
Han så hen på betjentene, og nikkede videre ud ad landevejen.
- Vi skal videre?
To politibiler fortsatte jagten. En blev tilbage, og ventede på en ambulance.
Billy kom langsomt til sig selv. Han vidste ikke hvor længe der var gået. Forden kørte med Sephora ved rattet. Hun havde speederen i bund og bilen kørte raskt til. Han lå omme på bagsædet, og vidste ikke om han turde røre sig.
Billy så forsigtigt op på den kønne pige med det sorte hår og de lune brune øjne.
Han havde skræmt mange mennesker i sit liv. Han havde også flere liv på samvittigheden, end mange andre vidste noget om. Men lige nu og her, var det ham, der var bange. Det han havde set, kunne ikke ske i virkeligheden, men det skete.
- Jeg er en, hybrid, sagde Sephora lige så stille.
Hun drejede hovedet halvfems grader og så ham i øjnene. Hendes skiftede farve fra brune til gule.
- Jeg kan ikke tåle at se solen. Jeg bryder ikke om kirker og kan ikke tåle at se et kors. Jeg sover ikke i kiste. Det er et gammelt rygte. Jeg kan også være en ulv, med en stor appetit på kød. Men ulven kan godt tåle at se solen. Jeg er usædvanlig stærk og hurtig, Billy. Forstår du hvad jeg siger? Jeg har umenneskeligt mange år bag mig, og du skal ikke begynde at tænke på hvor mange liv jeg har, måtte tage for at holde mig i live. For det kan du slet ikke kapere. Jeg kommer fra Rumænien, og har royalt blod i årerne. Mere er der ikke at fortælle, lige nu.
Sephora vendte hovedet igen og så på vejen, mens Billy forsøgte at samle sig.
- Hvem er John Winner, spurgte hun pludseligt.
Det tog et stykke tid inden Billy kunne finde ordene frem.
- Han er, han er en FBI-agent der har anholdt mig før. Og nu er han sikkert på jagt efter mig igen. Har jeg ligget og tænkt på ham? Det kan jeg ikke en gang huske.
Billy pressede sig selv op at sidde. Han kunne se på bilens ur, der sad midt på instrumentbrættet, at de havde kørt det meste af natten.
Sephora satte farten ned og kørte ind til siden. Hun vendte sig og så på Billy.
- Dagen og solen nærmer sig. Jeg har to muligheder. Enten skal jeg gemme mig i bilen for at undgå solen, eller også er ulven bare en hund på bagsædet. Ok?
Lotta Hendersons lånte Ford kørte ind i Calgary, og fortsatte på en motorvej. Ved en enkelt tankstation stoppede Billy bilen og fyldte tanken op. Derudover nåede han lige at dræbe en ung tankpasser, mens han smilede og nød at spise noget af hans hjerte med en stor kop sort kaffe. Han kunne ikke lade være. Han nød seancen og gav sig god tid. På bagsædet af Forden sad der en stor sort ulv. Den kunne minde om en stor hund, der bare var med på turen, men Billy vidste det var Sephora.
Da bilen kørte videre var Billy i sin egen lille verden igen.
- Det varer ikke så længe, så er vi nødt til at tage passager med i bilen, hviskede ulven.
Billy nikkede. Han var ikke sikker på han rigtig forstod det endnu, men han vidste hvad hun mente. Bare ikke da hun sagde, ”royalt blod i årerne”.
En del timer efter nåede to politibiler til tankstationen i Calgary. John Winner steg ud og bandede det hele af helvede til. Det hele var noget lort. Endnu et offer, og John gættede hurtigt hvem morderen var, da han så hvordan tankpasseren var spredt ud over det hele bag disken. På selve disken lå resterne af tankpasserens hjerte, ved siden af en kold kop sort kaffe.
- Den lille skid. Han bliver ved, men det gør jeg satme også. Jeg skal nok få fat i ham. Jeg giver krafteddemig ikke op. Om han så gemmer sig på månen, så tager jeg ham der.
Billy Swan var efterhånden nået til den forståelse, at han vidste hvad Sephora var. Men at hun sad på bagsædet og stirrede sultent på ham, var han ikke så vild med. Det var en oplevelse han var nødt til at skulle vænne sig til.
Ikke så mange kilometer inde i Calgary, mødte de en ung pige, der tomlede for at komme videre ned mod de amerikanske nordstater. Billy smilede og bildte hende ind at de var nødt til at køre bilen gennem en bilvask. Hun nikkede forstående og alt var ok. Billy lukkede øjnene da de kørte ind, så han så ikke Sephoras forvandling da hun blev sig selv igen. Det tog hende kun et øjeblik at tømme den unge pige for blod. Hun lænede sig tilbage med blod om hele munden, og nød hvert sekund, inden ulven sad der igen. Billy fik øje på en avisforside, og kørte bilen ind i skyggen.
- Vi er nødt til at holde her og vente. Jeg er på forsiden af aviserne, og alle leder efter mig. Dig aner de ikke noget om. Så når solen er gået ned, må du køre gennem grænsen. Så kan vi komme til Amerika. Hvordan vi kommer videre til Europa, det ved jeg ikke. Jeg tænker det vil være praktisk for dig at komme hjem til Rumænien?
- Det er mit mål. Det er delvist, der jeg kommer fra, hviskede ulven knurrende.
Aftenen kom snigende, og den unge smukke Sephora overtog rattet. Sådan byttede de gennem flere aftener og nætter. De kom over grænsen og kørte gennem Montana. Efter endnu flere nætters kørsel, kørte de ind i Kansas City. Byen var fuld og liv, og Sephora var tørstig og Billy var længselsfuld.
Det var Billy, der havde behov for at skjule sig. Hver gang der var nyheder i fjernsynet, var det hans ansigt der poppede op. Han var på forsiden af alle aviser, og lå som nummer et, på FBIs liste over de mest eftersøgte.
Sephora fik slukket tørsten, og ulven fik skabt angst og rædsel hos fire unge mennesker, der havde bevæget sig udenfor lidt udenfor byen.
De var af den overbevisning, at en weekend på landet ville blive stille og afslappende.
Ulven gjorde hvad den kunne for at spolere deres weekend. Sulten rasede rundt i ulvens fibre, og dens gule øjne sendte lyn gennem væggene i det lille hus på landet.
Den angreb uden anger og dræbte følelseslyst. Specielt den sidste af de unge var en nydelse. En ung pige i starten af tyverne. Ulven gav sig god tid da den fandt ud af at pigen var gravid. Den dræbte, åd og slikkede resterne i sig.
Samtidig gjorde Bille hvad han kunne, og plejede at gøre. Han var tjekket ind på et lille hotel i Kansas City i et falsk navn. Heldigt for ham, var hotelejeren ligeglad med hans udseende. Til trods for at Billys ansigt var på alles læber i de dage.
To unge prostituerede piger fik et par hundrede dollars hver for at dukke op på hans værelse. Billy gav sig god tid. Han startede med at tape deres munde til, så de ikke havde muligheden for at støje når han skulle more sig. Da han var færdig var der blod overalt. Pigerne var spredt rundt på hele hotelværelset. Billy selv satte sig roligt ned at spiste aftensmad. Da han var mæt tog han sig et bad. Ud på natten sneg han sig ud af hotellet. Mere end tilfreds med sig selv.
Den følgende morgen steg Billy ind i en stjålet bil. Ulven hoppede ind på bagsædet. Da begav de sig videre gennem staterne. De efterlod sig et blodrødt spor, så det var ikke helt så svært for John Winner at følge dem. Men han var hele tiden bagefter.
John stod på chefens kontor tidligt en mandag morgen.
- Har du slet ikke noget, spurgte chefen.
- Jeg følger et spor, men der er noget der undrer mig. Jeg kan ikke finde ud af om han er alene. Uanset hvor han viser sig, så har der også været et andet blodigt angreb. Men hvis jeg vidste hvor han ville hen. Min første tanke var New York, og derfra vil han prøve at komme ud af landet, men jeg kan tage fejl.
- Har du forberedt noget i New York?
- Ja det har jeg. Alle steder. Jeg kører nu, for jeg vil gerne selv være til stede hvis han kommer. Jeg skyder først, inden jeg spørger ham om han vil tilbage i fængselet.
- Det er ok. Det er en aftale mellem dig og mig.
Det var tidligt på aftenen og månen var steget til vejrs. Billy og Sephora sad i en fredelig lysning i en skov. Han så længe på hende. Spørgsmålene stod i kø. Han vidste bare ikke hvor han skulle begynde.
- Du sidder og tænker på det umulige. Det kan ikke lade sig gøre, for sådan nogen som mig eksisterer ikke i virkeligheden, men det gør vi, Billy. Ikke kun i bøgerne og i filmene. Vi er her så sandelig kan jeg love dig. Og jeg er langt fra den eneste.
Billy sad og så overrasket på hende. Hans tanker var fyldt op, og hun kunne læse dem.
Han tørrede sine øjne og rystede på hovedet.
- Du er ikke den eneste? Findes der mange vampyrer, og ulve ligesom dig?
- Ikke mange, men nogen er der endnu. Folk har bare glemt os med tiden. Ulve, nej. Jeg tror jeg er den eneste af min slags tilbage, der lider begge skæbner.
- Lider? Hvorfor lider du?
Sephora trak vejret tungt. Hun så rundt på bladene i skoven.
- For mange, mange år siden, var min mor en stille fredelig pige, der arbejdede på en gård ude på landet i Frankrig. En aften kom en herre forbi. Han ville egentlig have dræbt hende, og efterladt hende, men han forelskede sig i hende.
- Jeg troede du kom fra Rumænien, indskød Billy.
- Ja min far gør. Men det umulige skete, og det viste sig at min mor allerede var blevet bidt i armen af en ulv. En speciel ulv. Som sagt det umulige skete, for vampyrer kan ikke lave og føde børn. Men det skete alligevel. Fordi min mor var halvt ulv. Så kom jeg til verden. Jeg så aldrig min far, men jeg ved hvem han er. Min mor døde da jeg blev teenager. En jæger havde hørt om ulven fra skoven på landet i Frankrig. Han kom forbi og skød min mor med sølvkugler. Min opvækst gik i stå og jeg blev aldrig ældre. I menneskeår, er jeg vel omkring 300 år gammel, Eller mere, men i mit hjerte er jeg kun 17. Jeg lærte at elske naturen dengang, men kunne, og kan kun se den om natten, hvis ikke jeg bliver ulv, men ulven er bare mere aggressiv. Jeg plejede at elske livet, men jeg lider, Billy. For jeg er nødt til at dræbe for at leve videre. Det er ikke menneskenes skyld, men jeg er det jeg er.
Billy havde svært ved at holde sig til fortællingen, men han havde set forvandlingen. Han havde også set hendes hurtighed og styrke. Han havde kørt bil sammen med ulven, og alligevel. Det var fuldstændig sindssygt at han sad her med hende.
- Hvor stor er muligheden for det, spurgte han ud i luften.
- For at vi to lige mødte hinanden? Ja den er nok ikke så stor. Du er den du er, og jeg har min skæbne. Du morer dig ved at dræbe, og jeg gør det af nød.
Billy sad stille og beundrede hendes ansigt. Hvis det ikke var fordi hun var vampyr, så ville han sagtens kunne falde for hende. Hun var noget af det smukkeste. Hun var et eventyr. En prinsesse måske. Royalt blod havde hun sagt. Hendes ansigt var det hele værd. Hvordan resten så ud var ligegyldigt, for Sephora var utrolig smuk.
Hun vendte sig og så på Billy. Det var næsten så hun rødmede, og så ned i jorden.
- Tak Billy. Det var sødt tænkt.
Nu var det Billy der rødmede. Han glemte det hele tiden. Hun kunne læse tanker.
Næste morgen blev Billy vækket ved at en ulv så ham i øjnene. Chokket var stort.
- Vi skal videre, hviskede ulven med en stemme der ville runge i hele skoven.
Billy rejste sig og kiggede på ulven. Den var utrolig stor. Større end normale ulve.
- Kan du blive til en flagermus om natten? Det lå jeg lige og tænkte på, spurgte han.
Ulven satte sig ned og så på ham med sine gule øjne. Det tog et stykke tid inden den svarede. Den så rundt til siderne, som om den ville forhale svaret.
- Min far kan, eller kunne. Jeg ved ikke om han lever mere.
Billy vendte sig og ville gå hen til bilen, men lige der med det svar, fordoblede hans tanker sig, og det hele hang pludselig sammen. Men kunne det virkelig passe?
Han vendte sig igen og så på ulven. Han pegede på den.
- Du siger din far er royal. Du skal ikke fortælle mig at han er greve i Transsylvanien. Den køber jeg ikke. Det er som taget ud af Bram Stokers roman fra 1897. Dracula er en fiktiv person. Den bog har jeg tilfældigvis læst i fængslet.
- Er han det, spurgte ulven.
- Lad nu vær, bad Billy og slog ud med armene.
- Er han det, gentog ulven.
Billy gik frem mod ulven, som om han ville virke truende mod denne enorme ulv.
- Jeg troede ikke på vampyrer før jeg mødte dig. Jeg troede heller ikke på varulve før jeg mødte dig. Men Dracula, nej, ham tror jeg stadig ikke på.
- Så tag med mig til Transsylvanien. Se slottet og der hvor han enten bor, eller boede. Hvor tror du Bram Stoker fik idéen fra? De mødtes og min far lovede at skåne hans liv, hvis Stoker skrev en god roman om ham.
John Winner havde samlet en mindre hær rundt omkring alle skibene i New York havn. Billy skulle bare vise sig, så havde de fået besked på at skyde første gang.
De nærmede sig langsomt. Billy var godt klar over at John Winner var efter ham, og ville bruge alle midler for at stoppe ham. Og alligevel var hans tanker andetsteds.
- Ville du kunne forvandle mig, Sephora, spurte han.
- Det skal du ikke ville ønske dig.
- Jeg ville elske det. Det er jeg hundrede procent sikker på, svarede han.
Ulven så ham i øjnene. Den rystede på sit store hoved.
- Det er ikke kun forlænget liv. Det er også døden og blodet hver eneste dag, i mange hundrede år. Det er ikke for sjovt, Billy.
- Må jeg ikke nok? Det er jo netop det liv jeg elsker, bad han.
- NEJ, sagde ulven med en stemme der ikke kunne misforstås.
- Ok, svarede Billy og ville ikke sige mere.
Han gjorde hvad han kunne for at skjule sine tanker.
Han kørte bilen direkte ned mod havnen i New York.
- Hvad laver du? Måske venter de på dig dernede.
- Det er ok, Sephora. Det er helt ok hvis de venter. Det sad jeg og tænkte på. De sidste dage her, har jeg levet et eventyr med en ung komtesse. Jeg har oplevet mere end jeg turde drømme om. Mere blod og efterfølgende vold. Jeg har elskede det. Men det stopper på et tidspunkt. Du har ret. På nogen områder ligner vores liv hinanden, men jeg gør det af lyst, og du er nødt til det. Men en eller anden dag, så står de klar, og så skyder de. Det er jeg sikker på. Jeg skal i hvert fald ikke tilbage til fængslet. Det holder jeg ikke til. Man bliver mere sindssyg af at være spærret inde.
Billy kørte ind til siden og vendte sig mod ulven. Han rørte dens pels.
- Jeg håber du kommer hjem, Sephora. Det ønsker jeg for dig. Havde vi kunne skrue tiden tilbage, så havde jeg ledt efter dig, på en gård ude på landet i Frankrig. Men sådan er virkeligheden ikke. Nu har jeg to valg. Jeg kan formentlig lade mig skyde nede på havnen af John og alle hans folk, eller jeg kan bede dig om at gøre det af med mig.
Ulven sukkede og så ned, og Billy vendte sig og så lige ud af forruden.
En del timer senere blev John ringet op og han greb hurtigt sin mobiltelefon.
- Det er da løgn, ikke? Er det ham? Er du hundrede procent sikker?
Lidt efter modtog han et billede på telefonen.
- Vi kan godt pakke sammen. Billy Swan er død. Han er kørt ind i et træ og knækkede nakken, så der bliver ikke noget at lave her.
Mørket havde lagt sig ind over den store prægtige by. Det sneede en smule, men ikke så slemt. Sephora gik stille alene rundt i Central Park. Hun var trist. Billy virkede som en god ven til trods for hans sadistiske lidenskab, og de venskabelige følelser gik begge veje. Han var måske endda forelsket i hende, og hun havde svært ved at slippe ham i tankerne. Hun gik lige så langsomt igennem en tunnel i parken, da en ung fyr sprang frem foran hende. Han pegede på hende med en lille pistol.
- Stik mig dine penge eller du er færdig, råbte han.
Så smilede hun og gik frem.
Flere måneder senere gik Sephora gennem slottets gange. Der var støvet og beskidt alle vegne. Der var malerier på væggene der forestillede mennesker og handlinger fra en anden tid, langt tid før nutiden. Der hang tykke lag af gammelt spindelvæv fra alle kanter og hjørner. Flere steder lå der små søer af stearin hvor lys var brændt ned.
Der havde ikke været et eneste levende menneske her, i mange hundrede år. Så ville der ikke se sådan ud. Det var Sephora sikker på.
Der var hvide lagner ud over møblerne. De var gulnet efter de mange år.
Hun fandt en kælder, hvor greven havde haft sit personlige værelse. Der var et stort maleri af ham på væggen, fra dengang han var en blodig ridder fra Transsylvanien, og blev kaldt, ”Vlad Pælespidderen”. Det var den virkelighed som Bram Stoker også havde beskrevet.
Hun så sig omkring og i et mørkt hjørne af kælderen knirkede døren højlydt da den gik op, og en adelig herre med sort hår og grå tindinger og kappe ud over en smoking trådte frem. Sephora nikkede.
- Hej far.
I en verden hvor alt kunne ske, kunne man forvente hvad som helst.
Eventyret slutter ikke her