Dødens Døgn


Dødens Døgn


- Jeg hedder Pelle og jeg er alkoholiker

- Hej Pelle, lød det sammenstemmende fra de otte andre til mødet.

Han kørte hånden ned over ansigtet fordi det var svært hver gang, når han sad der og skulle forsøge at se de andre i øjnene, eller i hvert fald være til stede.

Det var kun en lille time siden han havde stået hjemme foran spejlet på badeværelset, og sukkede dybt. Han brugte ikke spejlet og så sig aldrig i øjnene.

Det var det samme hver morgen. Det dybe had han havde til sig selv, ville han ikke nødvendigvis dele med den idiot på anden side af spejlet. For hans skyld kunne han skrubbe af helvede til og blive væk.

En psykolog havde fortalt ham at det var på grund af depression. Det var muligt, men derfor kunne han stadig godt fise af. Hvad skulle han være der for, og til glæde for hvem? Lad mig være, tænkte Pelle.

Under huden sitrede trangen til et glas. Tre dage var lang tid. Selvfølgelig løj han til møderne. Hvem fanden gjorde ikke det? Det gjorde de andre da også en gang imellem. Hundrede procent. Hende Stinke-Lotte, som han havde døbt hende. Hun stank af rødvin hver eneste gang. Hver eneste gang. Hun sad og påstod at hun ikke havde drukket i det meste af en måned. Pelle vidste det var løgn. Kællingen kunne ikke trække vejret uden at der ligefrem stank af billig rødvin. Tænderne var helt blå.

- Jeg har ikke drukket i tre måneder, sagde han, og de andre klappede.

Han var tæt på at bede dem lade være, men det var jo af høflighed det vidste han også godt, men han sad jo og lukkede lort ud i hovederne på dem.

Pelle kunne knapt nok stå på benene uden at hælde en halv flaske Vodka i halsen først. Vodka virkede fint blandet juice. Det kunne de ikke lugte.

Denne morgen var jo ikke meget anderledes, og så alligevel. Han havde vitterlig ikke drukket i tre dage, og det gjorde naller, men det var ikke så meget det. Bilulykken. Han var der jo og så det, vist nok som den eneste. Der var ikke andre der reagerede. Der var ikke nogen der skreg. Det var så tidligt at nattens katte ikke en gang var gået hjem endnu. De løse fugle på gadehjørnerne, der ihærdigt forsøgte at tjene til det næste fix, stod på nogle andre gadehjørner. De var der i hvert fald ikke.

Pelle havde været på vej hjem, efter at have vandret byen tynd. Gået gennem diverse mørke parker, skolegårde, baggårde, kirkegårde og andre dystre steder, hvor han håbede at møde sin skæbne og få det overstået. Men som sædvanlig var han bare sig selv. Der var jo for fanden ikke nogen der ville ham noget ondt, og det irriterede ham inderligt.

Pludselig kom bilen kørende i høj fart. Ræsende gennem byen og knallede direkte ind i en lygtepæl fordi chaufføren ikke kunne nå at styre bilen i farten.

Chaufføren blev slynget ud af forruden, fordi den lille regel med sikkerhedsselen da vist ikke lige var blevet overholdt. Pludselig lå han bare der på fortovet og blødte ud af hovedet. Det hele var overstået på sekunder, og så var der stille.

Pelle var gået derhen. Stilhed fra det ene øjeblik til det andet. Bilen var heller ikke brudt i brand. Den var mast en halv meter kortere og var lige til at smide af helvede til, næsten som småt brændbart.

En smart lille Mercedes kun med plads til to. Fra det ene øjeblik til det andet var den dalet en million eller to i værdi. Det tænkte Pelle, og tænkte videre hvad han kunne, have brugt de penge til. Han skrottede tanken hurtigt efter. En mand var død, eller døende og han lå bare der og blødte, og Pelle kunne ikke gøre noget for ham.

Samtidig stod han der og havde det så dårligt. Den satans trang til et glas brændte i ham, og han ønskede bare at dø. Om han så skulle drikke sig ihjel. Det havde han jo forsøgt men det lykkedes ikke. Og pludselig var han tilmeldt de møder. Han kunne knapt nok huske den aftale han havde lavet med sin sagsbehandler på kommunen. Pludselig var han bare en blandt flere, der skulle sidde og tale om sig selv og hans eget privatliv, og hvor svært det var at få tingene til at hænge sammen, fordi man hellere ville drikke. Satans til situation.

Så havde han gået i timevis i alle de mørke timer, indtil den klovn kom ræsende. Pelle vidste ikke noget om ham, han var også ligeglad. Stodderen havde vel sit eget liv at slås med som alle andre.

Det var heller ikke kun det. Det der også gjorde sig gældende den morgen, var det der lå i bagagerummet på bilen. Ja, Pelle sparkede hårdt til bilen og bagageklappen åbnede sig, og han tog det han fandt.

Pelle var ikke stolt af sin fortid som kriminel, men han havde den, og det var langt fra første gang han havde taget noget der ikke tilhørte ham.

Han tog hvad han fandt og gik hjem. Der sad han for sig selv i sin lille simple stue og rystede på hænderne. Bare ét glas Vodka. Bare én lille flaske. Men han havde sgu ikke pengene til det. Smøger havde han lidt af. I sin jakkelomme lå der vel små hundrede skodder, hvor der mindst var to hiv mere på. Folk var jo skødesløse og smed dem bare fra sig efter at have trukket vejret gennem dem to tre gange.

Timerne sneg sig simpelthen så langsomt frem den formiddag. Pelle havde fortalt lidt om sin uge. Lidt om hvor lidt han egentlig ikke gad leve mere. Hvad ragede det de andre? De var sgu da ligeglade. Pelle var da også ligeglad med deres liv.

Lederen, Bjarke, var en stor mand på små to meter i alle diametre. Rødt hår i hele hovedet. Skægget gik helt ned til brystet af ham, og håret på hovedet stod til alle sider. Han var som regel ét stort smil. Undtagen når en af deltagerne fik det svært. Det var som sådan ikke noget galt med Bjarke. Han var hyggelig nok, men det var hele situationen. Pelles, og hans liv. Kunne det for fanden ikke bare få lov til at smutte nu. Luk den bog. Der var ikke mere at komme efter.

Han sukkede da han selv var færdig med at tale om sig selv og sit eget. Gud ved om Bjarke godt vidste han løj? Nogen gange virkede det som om han kunne se lige igennem Pelle, og lugte at han lukkede lort ud. Se det på hans øjne. Men Bjarke nikkede bare, og skrev lidt i sin notesbog.

Da Pelle kom hjem kylede han sin slidte vindjakke fra sig. Han så rundt og sukkede endnu højere end tidligere.

Pelle Højer var en mand på nioghalvtreds. Hans ungdom havde drevet ham ud på sidegader, hvor de forkerte typer havde taget imod ham med åbne arme. Druk og narko havde overtaget hans liv. Arbejde havde der kun været sporadisk her og der. Han havde aldrig rigtig kunne holde på det, og blev hurtig træt af normerne. Enten blev han strittet ud eller også skred han selv, simpelthen på grund af alle de regler det indebar at gå på arbejde ikke ville samarbejde med hans tætte forbrug af alkohol.

Engang så det anderledes ud. Han kom fra en familie fra Brønshøj. En mor der sad på kontor i mange år, og en far der passede sit job på en lampefabrik. De boede i et rækkehus og var en lykkelig lille familie. Han havde en søster også. Birthe var et par år yngre end ham. En dygtig pige i skolen, som klarede sig så godt, at den lå lige til højrebenet at hun nok skulle blive til noget en dag. Det blev også til noget. Birthe fik sig en uddannelse og klarede sig videre. Men mere vidste Pelle heller ikke. Da han trådte ud på de forkerte stier, blandt andre unge fra Tinghøj var hans sjæl næsten allerede beseglet. Hverdagen kom til at bestå af kriminalitet, slagsmål, ildspåsættelse og andre idiotiske tiltag. Hvor Birthe gjorde alt det rigtige, gik Pelle ind af den forkerte dør. Måske knuste det hans mor. Hun døde pludselig af en blodprop en sommerdag hvor ingen var forberedt. Pelle var ikke bare ked af det. Han var opløst og det hele gik i sort. Hvad der skete med hans far vidste han ikke. Birthe havde bare ringet en dag og sagt nu var han også væk.

En lang række år bestod kun af druk og kriminalitet. Flere måneder vidste han ikke en gang hvad han lavede, fordi han svævede rundt i en evig brandert.

Livet gled forbi ham, og pludselig havde han en voksen alder, og der var ikke nogen til at tage sig af ham. Han var alene i skyggerne. Helt alene. Han lærte at kende sit nye kvarter på Vesterbro. Han elskede det, men han var alene.

Pelles hjem var en lille etværelses på femte sal. Her havde han udsigt til gaderne og deres hændelser. Han så dem alle sammen, og det de gjorde.

Lejligheden var knapt nok indrettet. Han havde boet der i et par år, efter at hans kornsilofede sagsbehandler på kommunen havde fundet et hjem til ham. Så han ikke længere behøvede at opholde sig på mændenes hjem, og få et dagligt måltid, og måske en ren seng at sove i, næsten hver nat.

Der var ikke noget på de gullige vægge. Badeværelset, hvis man kunne kalde det det, var så småt at man skulle være enig med sig selv hvad man skulle, inden man gik derud. Håndvasken var fyldt med så meget kalk at det lignede et snelandskab. Fra loftet hang der kilotunge spindelvæv og en ordentlig motherfucker af en behåret fætter med kæmpe store øjne og hugtænder som en vampyr. Den sad bare der og ventede på at en stakkels flue skulle forvilde sig ud på det uhumske lille badeværelse. Toilettet var helt sikkert aldrig blev renset. Det var brunt op af kanterne. Så var man ikke dårlig når man gik derud, var man det når man kom hostende og spyttende ud derfra igen. Køkkenet var lige så gammelt som ejendommen. Der lugtede også sådan. Skabene var ved at ryge ned af væggene, og bordet havde flere ridser, revner og huller end man kunne tælle. Pelle havde ganske vist ikke set dem, men han var ikke i tvivl om at både mus og rotter og andre levende væsner både hyggede sig og levede godt og grundigt bag skabslågerne. Han havde ikke den fornødne lyst til at undersøge om det passede.

Køkkenbordet var fyldt med engangsservice og tomme vodkaflasker og øldåser. Der lå kolde pomfritter og et delvist spist stykke kylling. Måske havde ikke rotterne ikke været mere sultne den dag. På døren ud til køkkentrappen hang der et særdeles ulækkert viskestykke. Det ved fedtet, brunt og stift på samme tid. Det havde vist nok været gult engang. På gulvet stod fire skraldeposer. De skulle egentlig ned i gården hvor man kunne komme af med sit skrald i nogle større containere, men det var for meget at forlange af Pelle.

Stuen fungerede også som soveværelse. Der var konstant rodet. Pelle magtede det ikke. Han var også ligeglad. På gulvet ved siden af sovesofaen stod der resterne af en portion havregryn der måske havde stået der en uges tid. Ved siden af den stod der en gammel ølkasse af træ. På den stod der en vinflaske med et stearinlys i. Stearinen var løbet ned af flasken og ud på ølkassen og dryppede videre ned på gulvet, så det lignede en mindre sø af is på gulvet.

Sovesofaen var altid slået ud, så Pelle havde et sted at kaste sig når han kom et hjem. Der var små brændehuller flere steder når Pelle var faldet i søvn med et tændt skod i hånden. Men det betød nul. Intet kunne være mere ligegyldigt.

I vindueskarmen stod der et fyldt askebæger og ved siden af det stod der en dyb tallerken, der ligeledes var brugt til askebæger. Det vil sige, først havde der været en portion havregryn, og så var det blevet døbt om til askebæger. Flere steder på gulvet var der trådt skodder ud, når der nu ikke var flere tomme dybe tallerkner.

Pelle burde være taknemlig, det vidste han godt. Men i hans skrøbelige sind brændte der stadig en million gnister, der ikke ville gå ud. Han ville, men kunne ikke lade være med at se livet surt og aggressivt. Der var mørkt bag øjnene og håb var ikke en mulighed længere.

Måske kunne kællingen fra kommunen skaffe ham den lejlighed, fordi hun boede næsten lige overfor. Han kunne se hende hver dag. Når hun stod op om morgen og vandrede nøgen rundt, og selv synes hun var et syn for guderne.

Pelle plejede at hviske, at der eddermame skulle mange guder til, for der var da både krop, røv og patter for alle pengene. Både til gården og flere af gaderne tilsammen.

Når han hang i stuens eneste vindue, kunne han se dem alle. Han kunne se den utro stodder nede på første, der allerede havde en sød lille kone, men kom slæbende hjem med den ene unge tøs efter den anden, fordi konen ikke var hjemme.

På anden sal overfor boede Githa. En af gadernes tøser. En moden en af slagsen på et par og fyrre. Hun havde en datter der ofte lige fik et par på hovedet, fordi Githa blev irriteret over at forretningen ikke lige kørte som i de unge dage. Pelle snerrede af hende, og synes hun skulle sendes væk i en lukket kasse.

På tredje boede Danny med sin mor, Yvonne. Yvonne var syg og gik hjemme. Pelle kendte dem godt. Yvonne var sød nok, og knoklede hver dag for knægten, men Danny var ligeglad. Han svarede igen ved at stjæle fra sin mors pung og stikke af. Pelle ville gerne have fat i knægten så han kunne give ham et par på ørene.

På fjerde sal Boede den lille fru Sørensen. En af kvarterets sødeste mennesker. En lille rund kone, der bare hilste på alle. Pelle kunne lide hende måske fordi hun mindede om hans egen lille mormor, der bare gjorde alt for alle og kunne lide det. Men en gang om ugen fik fru Sørensen besøg af hjemmeplejen. En ung pige der lige præcis blev opdaget af Pelle mens hun var ved at stjæle sølvtøj fra fru Sørensen.

Pelle råbte højt, selv om han vidste det ikke ville nytte. Nu måtte det fandeme stoppe. Det var upassende på alle områder og gnisterne blev til flammer.

På femte sal, lige overfor ham selv, boede Ali. Han var misbruger og nød narkoens helvede. Det var så én ting. Pelle kæmpede mod sine egne dæmoner, men det værste var alle de unge mennesker der kom oppe hos ham, og lagde en masse penge og slæbte det lort med ud i byen, hvor det hvide støv kunne sprede sig, til endnu flere stakler, der igen kunne ende i lortet som Pelle selv. Var det ikke nok med ham selv? Skulle hele København nødvendigvis være narkomanerne og alkoholikernes hjemsted? Nej krafteddemig nej. Kunne man virkelig ikke gøre noget?

Den værste af dem alle sammen, og han var vitterlig den værste. Det var Frederik nede i stuen. Det gamle svin på næsten firs, der havde den dårligste vane med at gå rundt i forskellige porte og blotte sig for alle. Selv børn. Pelle blev så gal. Han havde gudskelov aldrig selv været ude for noget lignende, men Frederik var en af dem der kunne give ham en styg synderlig hovedpine der var klar til at sprænge hele byen luften. Eller i hvert fald et eller andet der kunne gøre en forskel.

Timer tidligere havde Bjarke hevet fat i ham inden han forlod stedet.

- Er du ok, Pelle.

- Ja, eller det ved jeg sgu ikke, men jeg kæmper, ikke?

- Du gør det godt Pelle. Du skal tro på dig selv. Du kan godt. Kan du ikke komme forbi i morgen formiddag? Jeg vil så gerne snakke lidt mere med dig.

Pelle nikkede men troede ikke på det. Hvor fanden skulle han få den styrke fra? Han var kun ham selv, og når han kom hjem var der stille. Så stod han der midt i lortet igen, og kunne dårlig nok trække vejret. Han kunne dårlig bevæge sig uden at alkoholen skreg efter ham. ”Kom tilbage og gør mig tilfreds”.

Livet var alligevel ikke forbi før den fede dame sang var der nogen der sagde, og hun skulle synge om morgen. Der kunne han se dem alle sammen, fra vinduet i stuen.


Det var sådan en forholdsvis rolig sommermorgen på Vesterbro. Solen skinnede hen over tagene og fuglene sang de skønneste viser om lyst og kærlighed, indtil stilheden blev brudt.

En time senere sad Pelle sammen med Bjarke inde i på Bjarkes kontor. Pelle rystede på hænderne og kiggede alle andre steder end i Bjarkes øjne. Han ville helst ikke lyve overfor ham, men hvordan kunne han fortælle ham sandheden?

Pelle kunne godt lide Bjarke og han kunne aldrig finde på at gøre ham noget, men han ville sikkert blive rystet over at høre det hele, så han holdt det for sig selv.

- Hvordan går din hverdag, Pelle?

Pelle tøvede og hostede for at trække tiden. Han så på sine hænder og sine lange sorte negle. Så gemte han hænderne væk.

- Det er sådan lidt forskelligt, sagde han stille.

- Er der noget du mangler? Er der noget jeg kan gøre for dig?

Cirka seks tusind forskellige tanker kørte rundt i hovedet på ham på samme tid. Han forsøgte febrilsk at finde noget at sige, indtil ét svar satte sig fast.

- Kan du ikke fjerne mine dæmoner. De dræner mig for liv.

Bjarke rettede sig op. Det svar havde han helt sikkert ikke regnede med.

- Hvad er det for dæmoner Pelle?

Pelle begyndte at åbne op. Det var ikke kun alkoholen. Det var det hele. Hele hans liv. Han ulækre lille lejlighed, alle hans omgivelser. Han kunne næsten ikke trække vejret. Han var låst fast og var ved at dø langsomt af det hele og det han så.

Først var der sagsbehandleren, det store lokum der blev ved med at trække i ham og presse ham til noget han ikke magtede alligevel. Hvorfor kunne hun ikke forstå?

Så var der dem og de skæbner hvis liv han kunne følge gennem vinduet oppe fra femte. Dem alle seks. Både stakler og idioter.

Den utro stodder. Der ikke havde nok i sin egen.

Githa der slog sin datter. Bare fordi hun selv var en idiot.

Danny der stjal fra sin syge mor. Den lille lorteunge.

Hjemmeplejen der stjal sølvtøj fra fru Sørensen, hvilket var utilgiveligt.

Der var narkomanen Ali. Der kunne sprede sit lort ud over hele byen.

Og så var der eddermame svinet Frederik nede i stuen.

Bjarke sad helt stille mens Pelle fortalte. Han lod ham snakke og få luft. Det virkede som om det rensede ud hos Pelle. Han kom af med en masse, lige indtil der ikke var så meget at fortælle mere, næsten. Så blev han stille.

- Det er ok Pelle, sagde Bjarke forstående og tog hans hånd.

- Hørte du om bilulykken nede i svinget her i går morges? Det var tidligt. Jeg var vist den eneste der så det. Chaufføren havde alt for meget fart på, og han blev slynget ud af forruden og døde på stedet. Pludselig lå han bare der og blødte ud af hovedet. Da jeg havde set lidt på ham tjekkede hans bil for hvad der var.

- Ja jeg hørte godt noget om det. Tog du noget derfra?

- Ja der lå noget i bagagerummet.

- Hvad var det du tog, Pelle?

- Så her i morges, der tænkte jeg at jeg kunne gøre en forskel. Gøre noget så jeg ændrede deres liv. Få noget af alt det grimme til at forsvinde.

- Hvad var det du tog fra bilen, Pelle?

Bjarke hævede sin stemme uden at lyde vred. Mere nervøs.

- Man kan sige, jeg fjernede noget af den grimme bark på livets smukke træ.

I netop det sekund, hvor Bjarke skulle til at spørge for tredje gang, hvad det var Pelle havde taget fra bilen, gik døren op bagved Pelle. Det hele gik så stærkt at Bjarke slet ikke kunne nå at reagere. Fire kampklædte betjente kom bragende ind og pegede på Pelle med deres våben.

En politimand i civil kom også ind på kontoret. Bjarke turde ikke sige noget.

- Pelle Højer. Du er anholdt, mistænkt for syv mord begået her i morges.

Bjarke holdt vejret og så på Pelle. Pelle var til gengæld rolig. Helt rolig.

- Jeg tog sådan en fin jagtriffel med kikkertsigte, og i mores skød jeg dem alle sammen, og i dag skinner solen, ikke?

Pelle rejste sig roligt op, og lod den civile betjent give ham håndjern på. Da de kørte væk med ham gjorde Pelle noget han ikke gjort meget længe. Han smilede.