De Mørke Engle


De Mørke Engle

Gud tilgiver for det meste

Hvad tænker vi om De Mørke Engle, når de pludselig kommer forbi, når man mindst venter det? Er vi klar til det?

Står vi altid parat til at tage imod med åbne arme, selv om det ikke kun er livgivende nyheder og glæde med blomster i flor, der vandrer eller kører stærkt gennem det stille liv vi måske håbede på?

Man kan ikke gå gennem livet, uden at svigte, såre, skuffe eller lyve. Det kan ikke lade sig gøre, og ind imellem må man stå til regnskab. Selv om det piner og plager os. Selv om det smerter og brænder.

Livet er ikke lutter smil. Nogen gange kommer man også til at græde og tabe.

 

På afstand kunne det lyde som en længere række godstog, der tromlede henover himlen, mens skyerne samlede sig til et uvist dunkelt uvejr som ingen kunne være forberedt på.

Der var ikke nogen skyer den sene eftermiddag på efteråret.

Det var skyfrit. Det var køligt uden at være koldt, og det var lunt nok uden at være varmt.

Hvad der kunne minde om en bred rungende latter, der samtidig stank af noget råddent, nærmede sig som et skræmmende uhyggeligt mareridt. Men den rungende tunge lyd, kom også fra den kraftige motor under kølerhjelmen på den matte rustrøde halvfjerdsermodel af en buldrende Fort Mustang, med tonede ruder og ekstra brede dæk. Der blev brændt gummi i svingene. Ind imellem slog det gnister, der fløj til alle sider.

Små levende brændende lysglimt, der hver især indeholdt et skrigende ansigt, der skreg i rædsel inden gnisten nåede at dø ud.

Tilbagelagt var turen fra en mindre søvnig mineby, der havde haft et begrænset antal indbyggere, men nu lå øde hen som et levn fra fortiden, da der engang havde været liv og gladere dage mellem dem, der nu kun var et fattigt minde.

Der var knapt nok et eneste kæledyr tilbage. Måske en haltende gammel kat med svedent pels, der næsten havde nået at flygte og søge ly i skyggernes skygge. Ellers var der ikke andet end støv og aske og nedbrændte håb tilbage.

Resterne trillede gennem den lille bys gader mens tonerne fra den tilsodede kirkes klokke døde hen.

 

Det var på den tid af dagen, hvor Kelly Brand nød sine ensomme lange løbeture. Her kunne hun i hovedet forberede sig selv på de kommende dages arbejde på sit advokatkontor.

Ikke fordi der var så pokkers meget i den lille by. Måske nogle skøder, der skulle skifte ejere, eller et dødsbo, der skulle fordeles mellem de efterladte. Men den eftermiddag, hvor et brøl fra en stor tung maskine godt kunne lyde som et kommende tordenbrag fra oven. Den eftermiddag og aften skulle alt ændre sig til noget ganske andet.

Kelly var nået frem til de sidste syv kilometer på hendes tur. Hun var en kvinde i begyndelsen af fyrrene, men kunne snildt se yngre ud fordi hun passede på sig selv. Hun levede sundt og havde aldrig røget eller drukket nævneværdigt meget.

Hun nåede til det stykke hvor hun skulle gennem skoven. Der var lukket og tæt, og udefra set var det som om man forsvandt på landkortet.

Det drejede sig kun om små tre hundrede meter, så var man igennem. Så ville man atter kunne se den lille bys lys på afstand oppe fra det lille bjergpassat man absolut skulle igennem for overhovedet at komme til byen.

Kelly kendte ruten som sin egen bukselomme. Hun havde løbet den et hav af gange. Som tidligere eliteløber.

Hende åndedræt var fint og tiden var god, idet den kom bagfra som et uhyre ud af en mørk sky.

Flammende forlygter lyste Kelly op mens hun løb i et godt tempo ned ad bjerget. Mustangen nåede hurtigt op på siden af hende, og så skulle der brændes gummi igen. Den tillagde vejen et spor så langt, mens et langt hyl mellem gummi og asfalt brød lydmuren i den stille skov.

Kelly blev forskrækket og stoppede sit løb og så på den rustrøde Ford Mustang. Den stod helt stille ved siden af hende på vejen, mens motoren mumlede som hundrede hæse bassangere ujævnt og ude af takt.

Der gik et øjeblik, der kunne føles som et lille årti hvor der ikke skete noget. Ikke før Kelly tog initiativet.

- Kan jeg hjælpe med noget? Hvis I skal til Gerry Town er det lige ud af landevejen, så kan I ikke undgå at se den.

Kelly var ikke så let at skræmme. Hun havde en fortid som gadebetjent i en større by på vestkysten.

Hun havde skiftet retning i livet da hun en skæbnesvanger vinteraften skød en ung afroamerikansk dreng i hovedet ved et uheld, fordi hun troede han var bevæbnet. Det blev der en stor retssag ud af, som en dyr advokat vandt til hendes fordel. Der var enorme demonstrationer, men det ændrede ikke ved at drengen var død.

Her alene på landevejen skete der ikke det store. Hun mærkede efter og kunne mærke sin lille 38’er i bæltet omme ved lænden.

Efter et langt og underligt stille øjeblik, rullede en af tonede ruder lidt ned. Kun lige tre centimeter, så man kunne skule ud på Kelly.

Hun kunne høre mørke lyde fra bilen, og gentog sit spørgsmål. Det gav ingen reaktion. Ruden blev lukket igen.

Efter nogle lange øjeblikke med stilhed, blev tre af bilens fire døre åbnet. Kelly trak sin 38’er da hun så dem. Hun skød men der skete ikke noget.

De næste lange ti minutter, var et virvar af skrig og smerte og gnister og ild.

Dørene blev lukket på bilen. Hjulspindet gav et lille hyl fra sig, og inden der var gået et ualmindeligt unormalt øjeblik, fór den store Ford hen over den tørre asfalt igen.

Tilbage på landevejen i det tætte skovområde, var der et mindre bål, der åd levningerne af Kelly Brand.

Fra Mustangen hørtes der en bred nærmeste gurglende latter mens de så på hinanden. Den ene af dem sad med Kellys grønne øjne i hånden.

Bilen kom piskende ud af skovområdet, og nærmede sig Gerry Town.

En enlig præriehund stod i vejkanten og ventede på sin chance til at krydse vejen, men da Mustangen passerede den, var der ikke efterladt andet end halen og et skelet, der var ved at krakelere. Hunden nåede end ikke at pibe for sit liv. Det gik for stærkt og modstanden var for stor. Det tog kun et horribelt sekund at pine og brænde den ihjel.

Det var straffen for at stjæle byttet fra en mindre størrelse.

 

Gerry Town var en gennemkørselspassage, både på togskinnerne og på landevejen.

Livet havde stået på standby en del år, og der var ikke den store trafik på landevejen gennem byen. Der var heller ikke nogen togstation. Skinnerne var der for godstogenes skyld. Der bragte gods og last til andre dele af staten, eller staterne. Indbyggertallet var dalet, og dalede stadig, eftersom den yngre generation søgte mod større byer for at søge lykken på diverse universiteter og flere muligheder.

Tidligere havde Gerry Town været midtpunkt for gamle traditioner og lutter historier om store slag, ved indianerkrigene dengang, men også siden ved den store borgerkrig, hvor markerne havde været vidne til mange drabelige slag, hvor mange ægtemænd, fædre og sønner var faldet for det de troede på. Men det var kun minder og historie.

 

En af de mænd, der stadig boede i byen til trods for sin høje alder på toogfirs, var Danny Miller.

En tidligere jernbanearbejder, der boede alene i et lille blåt træhus i udkanten af byen. Hans tid gik mest af alt på at renovere huset og ordne sin lille have.

Så var der de to gange i døgnet, hvor godstoget passerede byen. Der stod han rank i sin baghave og så det brage igennem bjergpasset og videre forbi de små træhuse hvor Danny boede.

Det var hans egen stolte tradition. Der var poser under øjnene, og ryggen var ikke hvad den havde været. Næverne var barkede og huden fyldt med leverpletter.

Danny kunne flere historier om byen, end der stod skrevet i de gamle annaler, men han holdt sig mest for sig selv, og bevægede sig sjældent ud af huset.

Ind imellem kunne man dog se ham nyde en lille frokost på Mavericks Diner nede midt i byen på hovedgaden.

Hovedgadegaden var så til gengæld den eneste gade hvor der stadig var liv mellem mennesker.

I det lille blå træhus, var der møbler, der næsten havde samme alder som Danny selv.

Huset var sparsomt indrettet med en faldefærdig lænestol foran kaminen. En lille sofa og et bord med en vase uden blomster. Gardiner hang der ikke noget af.

Danny levede efter hvornår naturen og årstiden lyste ind ad vinduet.

På kaminen stod der et billede af hans eneste familie. En søn og hans svigerdatter, og deres tre døtre.

Danny så dem ikke mere. Det var hans familie af kød og blod, men ikke socialt. Der havde været engang, hvor han så dem jævnligt, mindst en gang om året, men det sluttede for små ti år siden, da Danny skulle passe sine tre børnebørn en enkelt aften.

En brist i Dannys sind, gjorde de tre piger usikre da han bad dem tage tøjet af, så han kunne fotografere dem. Da forældrene kom tilbage den samme aften, blev der råbt og skreget, og nogen havde grædt.

Danny havde ikke hverken set eller hørt fra dem siden. Han forstod det ikke selv. Han mente ikke han havde gjort noget forkert.

 

Det kunne lyde som godstoget, der kom nærmere og nærmere skoven. Så da Danny hørte motoren, rejste han sig og skyndte sig ud i baghaven. Men der kom ikke noget godstog.

Lyden kom fra foran huset. Han hørte godt motoren standse og lyden af dæk der bremsede.

Danny blev usikker. Han var ellers klar til at tage imod det sene godstog på skinnerne. Han stod i sine uundværlige blå slidte og olierede overalls.

Han bevægede sig ind i huset igen. Da han lukkede sin køkkendør og gik ind i stuen, var han ikke alene. Tre skyggelignende skikkelser stod med let spredte ben og smilede til ham. Danny havde svært ved at se det tydeligt, så han fumlede i lommen efter sine briller. Da han endelig fandt dem, stod de tre skikkelser lige foran ham. Danny skreg i rædsel et øjeblik.

Han ville vende sig og løbe men blev forhindret. En unaturlig brændende varm stærk arm greb ham i kraven.

Danny Miller var ikke noget overdrevet kristent menneske, men han gik i knæ og bad med foldede hænder til at Gud mon dog ikke kunne række ham en håndsrækning i de sekunder.

Noget der kunne minde om, og ligne en ung dame, bukkede og så ned på ham. Hun havde en blanding af militærgrøn og askegrå farve i ansigtet. Hun var klædt i en stramtsiddende slidt hvid skjorte, der bestemt ikke kunne skjule hendes særdeles velformede bryster, der tydeligvis ikke blev holdt oppe af en BH.

Om livet havde hun en meget kort lædernederdel. Ned ad sine lange slanke lår havde hun et par hullede strømper, der sikkert havde været fine engang.

Benene sluttede nede ved anklen, hvor hendes fødder var klædt i en lukkede skinnende sko med meget høje hæle.

Hun hviskede til Danny, men hans høreapparat kunne ikke følge med. Det peb fra ørene, og den unge dame hævede sin stemme ganske svagt.

Danny rystede på hovedet. Han kunne stadig ikke høre noget. Hun blev alvorlig og rynkede sine bryn.

Det havde været helt naturligt og mest normalt, hvis hende stemme havde lydt som en kvindes, men det var ikke tilfældet. Den rungede i hele stuen, og støjede som tusind fortabte sjæles kald på hjælp.

- Danny Miller. Gud tilgiver for det meste, men ikke i dag, sagde hun højt.

Hun lagde en tynd men tung hånd på hans skulder, og en varme spredte sig i Danny.

Han skreg mens han brændte op indefra. Flammerne stak ud ørene og øjnene på ham.

Danny rystede over det hele mens ilden åd sig vej gennem hans indvolde.

Ikke synderligt længe efter faldt Danny om. Ilden gik ud af sig selv, men mens der stadig var gløder i resterne af den gamle jernbanearbejder, bukkede en af de andre skikkelser sig ind over ham og tændte en cigaret.

En ung fyr satte cigaretten mellem tænderne. Dem der nu var tilbage. Han så ud til at være kamuflerede i ansigtet med store skjolder. Hans øjne sad langt inde i hovedet på ham. Kindbenene var hævet, og det hele taget var huden trukket skarpt om ansigtet på ham og lignede slidt læder.

Han var arret ned ad kinderne og hen over næseryggen. Han havde ingen læber, hvorfor cigaretten blev siddende mellem tænderne. Hans hår sad til gengæld som det skulle. Sat op i en skinnende anderøv i bedste halvtredserstil.

Han bar en slidt læderjakke med en påsyet ørn på ryggen. Hans latter var hul og stemmebåndet var slidt og mørkelagt.

- Vi skal videre, hviskede han savlende af slim blandet med aske fra mundvigen.

Den tredje skikkelse trådte frem i lyset. Han sagde ikke noget men han smilede til den unge dame. Han var ikke klædt som de to andre. Han havde ikke været en af mørkets engle så længe som de andre. Hans ansigt havde smukke træk, men var blegt og hans døde øjne var azurblå. Hans hår var lyst og langt

Få øjeblikke efter startede Mustangen. Tilbage i huset lå resterne af Danny Miller, brændt og snart forkullede. Det var hans tid. Den var uundgåelig, han var måske bare ikke klar til at blive hjulpet på vej.

Havde man haft en skarp hørelse, kunne man måske kunne have hørt Dannys sjæl, inden den blev trukket ned gennem gulvet, og længere ned gennem jorden, for så at skulle tilbringe en umenneskelig lang tid blandt Helvedes straffende rige.

 

Brødrene Frankie og Johnny havde meget til fælles. De var rødhåret, og delte samme temperament.

En ilter vrede, der ofte var ensidig og voldelig.

Der var ikke altid grund til at genere og slås med andre, men det startede fordi de kunne. Det kløede i fingrene på dem hvis de stødte ind i et tilfældigt offer eller to i løbet af en aften.

Denne aften var ikke meget anderledes Deres igangsatte slagsmål havde endda samlet de fleste af byens unge på en parkeringsplads ved den gamle skole.

Tre andre unge havde taget mod til sig og svarede igen, og så var der en gyldig grund i Frankie og Johnnys øjne. Der blevet delt ud af knytnæveslag og skaller, og et par stykker af dem spyttede allerede blod, men det stoppede ikke brødrene.

Ofrene stod stadig op. Et par af de andre unge havde råbt til brødrene at det var nok, hvilket resulterede i at flere blevet inddraget i øretæverne.

Frankie havde en fest. Han nød hvert sekund. Han var den ældste af de to problembørn, der var vokset op i et voldeligt og alkoholisk hjem med strenge regler.

I et hjem hvor deres far ikke var bleg for at tage livremmen af og slæbe de skrigende unger med ind på deres værelser, for at straffe dem korporligt, indtil de havde fattet hans regler. Der var ikke nogen hjælp at hente fra deres mor.

Hun sad ude i køkkenet og var en forsagt lille størrelse, der dårligt turde bede om lidt flere penge til husholdningen.

Hun kunne nemt ende med også at få et par på hovedet.

Hvor Frankie nød konflikterne, fordi han efterhånden havde fået det banket hen over ryggen af deres far, så han var mere hærdet, var Johnny en anden type. Han var heller ikke bleg for at godt slagsmål, men han nød det på anden måde. For ham var det aldrig rigtig nok at de lå ned. Han fortsatte sin afstraffelse ved at sparke når de lå der halvt bevidstløse og ude af stand til at bede om nåde.

Det virkede som en eksplosion i hans sind. Der var ild i hans indre og flammer i øjnene. Det hele virkede som en orgasme på ham.

Johnny besad familiens største hemmelighed. Den der ikke skulle fortælles højt, for den ville have konsekvenser hvis politiet eller den unge piges forældre vidste hvem der havde voldtaget hende den aften ved nabobyens drive-in. Det blev aldrig talt om det om det nogen steder, men næsten alle vidste det.

Et par unge mennesker fik fat Frankie. De råbte at det var nok nu.

Hans adrenalin kørte med fem hundrede kilometer i timen, men han stoppede og skulle lige have sin vejrtrækning ned på normal. Der var også nogen der råbte på Johnny. Han havde gang i en ung fyr, der var markant mindre end ham selv.

Johnny blev ved med at losse offeret i maven, mens han rasede og hidsede sig selv op til at blive ved.

- Stop nu bare lillebror. Han er allerede færdig, råbte Frankie.

De havde vundet slagsmålet, og festen skulle bare drikkes færdig. Dansen var slut.

Johnny løftede sit byttedyr, og spyttede på ham og sluttede seancen med et syngende knytnæveslag på den i forvejen brækkede og blodige næseryg.

Brødrene grinede til hinanden. Der var ikke nogen spredt latter blandt tilskuerne. Tværtimod var der flere der så på de to med forargelse.

En af pigerne råbte ad dem. Det fik Johnny til at gå hen imod hende, indtil en anden ung fyr lagde en hånd på hans skulder. Johnny vendte sig mod ham.

Der gik cirka ti tusind sekunder hvor stilheden var mere støjende end forsamlingen bag dem. Johnny trådte et skridt nærmere, men det gjorde den anden fyr også. Det var en uvant følelse for Johnny, der kun kendte de knægte i byen, der til hver en tid ville bakke.

- Gud tilgiver for det meste, men ikke i dag, hviskede den fremmed.

Han så slagsbroderen dybt i øjnene, og fik det til at stikke som små tilspidsede glødende spyd med modhager, der fik Johnny til at blive stående mens resten forduftede.

Selv Frankie var på vej væk, med en ung pige, der synes han var den sejeste badass hun nogensinde havde mødt.

Til sidst var der kun Johnny og den anden unge fyr.

Johnny sagde ikke noget. Heller ikke selv om et tordendrøn kom trillende bag ham og kørte hen og stoppede. En bildør gik op, og Johnny blev trukket med ind. Inde i bilen var der ingen der kunne høre ham skrige. Der var ingen der så alle de gnister der fløj omkring den rødhåret knægt. Der var heller ikke nogen, der bemærkede det forkullede lig der blev smidt ud af vinduet, inden drønet trillede videre.

Atter forsvandt en skrigende sjæl under jorden.

                                                                   

Det var som sådan en stille aften i Gerry Town.

De unge mennesker, der havde hævet støjniveauet var allerede forduftet, hvilket passede Karen Jones bedst.

Karen var en sørgelig sjæl, der havde haft adskillelige ægteskaber bag sig. Nu levede hun et liv alene, næsten. Hun havde også sin handikappet søn, Mason, der sad hjemme foran fjernsynet hvor hun havde sat ham.

Drengen var lam fra halsen og ned efter en bilulykke en aften hvor Karen atter havde været mere end bare beruset.

Karen slap med et par skrammer her og der, men Mason var ikke så heldig. Han kunne hverken tale eller gispe når han forsøgte at ytre sig.

I stedet for at blive hjemme og passe sønnen, sad Karen over sit syvende store glas fadøl på byen eneste lille bar.

Hun kunne knapt nok se lige eller høre skævt. Hun var næsten i stand til at sidde stille på barstolen uden at glide ned, men også kun næsten.

Henne i hjørnet stod der en og spillede på en flippermaskine. Lyden fra maskinen var irriterende, og Karen havde råbt flere gange, og bedt ejeren af baren, Mickey om han ikke kunne hive ledningen ud af maskinen. Desværre uden held. Mickey havde svaret tilbage, om det mon ikke snart var på tide at hun tog hjem til sin søn.

- Gu vil jeg ej. Han er sgu ikke til glæde for nogen, råbte Karen.

De resterende gæster på baren hørte det, og alle kendte Karen og historien om sønnen, der ikke var i stand til et enligt liv.

Mickey gentog sine ord og Karen rejste sig og faldt igen. Der var ikke nogen der hjalp hende op. Karen mente lige at hun magtede at gå alene hjem.

Heller ikke denne aften havde budt på lidt romantik. Der var langt mellem aftenerne efterhånden.

Inden hun nåede døren, skulle hun forbi spillemaskinerne. Hun snerrede af flippermaskinen. Den var unødvendig når hun ville have ro.

Spilleren vendte sig og så hende stirrende i øjnene. Kraven på hans læderjakke med ørnen var trukket op.

- Skal vi følges, gurglede hans hæst, mens han savlede slim blandet med aske.

Helvede var klar til at tage imod mens jorden åbnede sig til ære for Karens sjæl.

Et andet sted i byen stod der to venlige engle og så på Mason. De løsnede de seler, der holdt ham fastbundet til stolen, og så ham rejse sig af egen fri vilje da han kunne, hvorefter de tilbød ham en plads i solen i stedet for.

Mens Karen brændte skrigende og smertefuldt, og forsvandt, rejste Mason et par dage efter ud i verden for at leve et nyt liv med bevægelse og uden smerter.

 

Dagen efter bød på sol fra morgenstunden. Fugle fløj henover byen med sange fra næbet om liv og lykke og kærlighed.

Det eneste nye den dag var, at Frankie brugte hele formiddagen og eftermiddagen på at lede efter sin bror, mens Kelly Brands kontor forblev lukket. Men på toppen af byens gamle vandtårn, sad der tre store sorte krager og lod øjnene hvile på de syndere, der endnu bevægede sig rundt i Gerry Town.

Eksempelvis den svulmende slagter, Matti Kennedy, der uden at betænke sig et eneste sekund, behandlede sin kone som var hun mindre værd, end de værdigløse rester, der ofte lå og flød på gulvet i slagteriget når dagen var omme.

Matti havde til gengæld ingen skrupler ved at sælge de rester til sine ældre kunder som det fineste kød, selv om han godt vidste, at det var bakteriefyldt, og med garanti ville skabe ravage hos de ældre menneskers maver og tarme, og derefter toiletter.

Mattis kone, Josefine havde ikke så meget medbestemmelse. Slet ingen.

Hun føjede sin mand uden at tøve et øjeblik, for at få det til at se godt ud. Hun havde forsøgt engang at hævde sig i butikken, og være ansigtet udadtil, indtil Matti fik nok. Hun skulle ikke gøre sig til overfor andre mandfolk.

Hun var, når alt kom til alt, trods alt kun en kvinde, og det fik hun ofte at mærke når manden kom beruset hjem efter en spilleaften med gutterne.

Josefine var efterhånden en af mange sagesløse kvinder i Gerry Town, der ikke havde så meget at skulle have sagt.

 

Den ene krage lod sig dale fra vandtårnet, og svævede hen imod den lille skole. Byens eneste. Med nogle ganske få bevægelser med vingerne, nåede kragen helt hen foran en lille dreng, der som den sidste elev den dag, kom haltende ud fra den fra skolen.

Kragen så ham i øjnene, og læste ham. Drengen græd trøstesløst, og det smertede og sved henover ryggen, fordi skolelederen, mister Peterson igen skulle have afløb for sine indebrændte aggressioner, fordi hans egne børn havde forladt deres tyranniske far, og taget med deres mor da hun forlangte skilsmisse for år tilbage. Måske Gerry Towns eneste modige kvinde, der havde stået fast da det gjaldt.

Kragen vendte sig og så på de andre krager, og så skreg den. Da begyndte mørket at sænke sig ind over byen, og mens trafikken på hovedgaden blev mindre, rullede en stor tung mat rustrød Ford Mustang frem.

Den bevægede sig langsomt gennem byen, mens lyden fra motoren lød som tonerne fra den mørkeste mol i kirkeorglet.

 

Englene skar tænder og lagde en plan, mens indbyggerne i Gerry Town gik endnu en uvis aften i møde.

 

Visse mænd forlod deres koner den aften, med beskeden om at holde kæft og ligge klar. Måske havde deres mænd lyst til dem senere, men de skulle ikke forvente noget. Tværtimod.

Ikke langt fra byens lillebitte rådhus, lå der et forsamlingshus, der som regel blev brugt til diverse festarrangementer familierne imellem.

Denne aften var ingen undtagelse, men det var ikke et festarrangement der skulle holdes.

Mister Peterson stillede sig op på en talerstol, iklædt sin hvide kjortel og den så let genkendelige spidse hætte, som bevis på deres ekstremistiske og reaktionære holdning overfor fremmede racer.

 

Matti Kennedy pustede og stønnede da han bevægede sig op ad trapperne til et hus der lå på en bakke.

Trappen var kun oplyst af en svigtende blinkende hvidgul gadelampe.

Han svedte tran under sin skjorte, og måtte stoppe et par gange for at få luft. Inden han nåede de befriende øverste trin, var det mere synet af et par lange slanke ben og en nederdel i læder, der mødte slagteren.

Han kunne lide hvad han umiddelbart så, og slikkede sig om munden. De lange slanke ben bevægede sig ned mod ham, indtil han så virkeligheden og den unge dames ansigt og stirrende øjne. Så begyndte Matti at gå ned ad trapperne. Da han vendte sig for at ville skynde sig ned, hørte han tunge trin der var på vej op. I det svage lys kunne han kun se den skinnende anderøv og læderjakken.

Ikke længe efter lå han og skreg af smerter bag en garage. Små gnister fløj omkring ham, inden de mødtes som flammer og åd af det store legeme, indtil det var slut.

Læderjakken grinede og stod med slagterens øjne i hånden, mens hans sjæl forsvandt.

 

En ung mand med et blegt ansigt og azurblå øjne bevægede sig gennem væggen i forsamlingshuset. Han stod stille i baggrunden og lyttede og betragtede, og dømte.

Ude foran huset stod Forden og brølede intenst som et rasende uhyre.

Den unge blege mand bad om ordet, og fik lov til at gå på talerstolen. Det tog kun et øjeblik. Nogle få sekunder, og så nåede han at stirre på dem alle sammen i stilhed.

- Gud tilgiver for det meste, men ikke i dag, hviskede han og spredte sine arme

Det startede som en lille stearinlys, der fik fat i gardinerne.

Inden længe fik flammerne fat i det gamle forsamlingshus, der var bygget som et bindingsværkshus med flere århundrede bag sig.

Flammerne formede sig vinger bag den unge mand.

Flere og flere mænd i hvide kjortler forsøgte skrigende at flygte, men dørene var forsvarligt låst.

Mænd med skæve holdninger til kvinder, og andre laverestående racer løb forvirret rundt med brændende hår og tøj. Den unge mand blev stående på talerstolen og så det ske. Han stod stille og rørte ikke en muskel eller fortrak en mine. Heller ikke da hele huset stod i flammer og kun var få timer fra at brænde helt ud. Hele byen kunne se den enorme brand, og ingen vidste hvordan det startede. Alt hvad der var i huset kunne brænde, og alt brændte.

Ud af de store orangegule flammer kom en ung mand slentrende langsomt. Han satte sig ind på bagsædet af den rustrøde Mustang, der forlod området og efterlod et par lange spor af brændt gummi. Læderjakken grinede.

 

Et par hundrede meter ude af byen stod Frankie med sit unge kvindelige bekendtskab.

Hun havde ikke føjet ham da han afgav sin ordre om at hun skulle gå på knæ og lyne hans bukser ned, så han havde fat i kraven på hende og var i færd med at uddele hende et par svært hårdføre lussinger.

Da Mustangen passerede parret, begyndte Frankie at ryste over det hele.

Øjnene poppede ud af hovedet på ham, og pigen skreg ved synet og besvimede. Frankie skreg som ofrene havde skreget i hele byen. Som Kelly Brand og Danny Miller. Som broderen Johnny havde skreget, eller Karen Jones. De havde alle sammen skreget på nåde. Også Matti Kennedy havde skreget, og mister Peterson, og resten af Klanens medlemmer den aften.

Mustangen forlod den lille by ude på landet. Resten af byens indbyggere var tilgivet.

Gud havde tilgivet. Gud tilgav for det meste.

Dagen efter var der ingen i Gerry Town, der vidste hvad der havde ramt dem, men flere og flere kvinder rettede ryggen, og hankede op i dem selv. Byen fik et liv igen.

 

I en anden by flere år efter

 

Noah sad for sig selv på en bænk i en lille forstad til en af de større byer på vestkysten. Solen brændte fra en skyfri lyseblå himmel. Solens stærke stråler og det skarpe lys tvang solbrillerne for øjnene af de fleste. Men ikke for Noah. Han sad i skyggen og var ikke som sådan generet af de klare UV stråler. Han brugte dem som en slags maske, så han uforstyrret kunne kaste sine øjne fra side til side. Så han kunne sidde og nyde den, i hans øjne, lækreste fritidsbeskæftigelse. Unge damer i lette sommerkjoler. Deres brune glatte skinnende ben. Deres runde strutrøve i noget der kunne minde om stramme cykelbukser. Uden at den toogtres år gamle Noah vidste hvad nutidens unge kaldte den slags benklæder. Nogen af de unge piger i små toppe, der havde mere end svært ved at skjule deres små eller større hoppende bryster. Og så selvfølgelig deres indtagende bare maveskind, hvor Noah ville elske at lade sin tunge lave cirkler om deres navler. Han kunne slet ikke styre sig.

Han sad der hver eneste dag om sommeren, på en grøn bænk under nogle træer i skyggen, med en jakke i skødet der skulle skjule hans fortagende. Så ville han gå hjem når han havde tilfredsstillet sig selv på bænken ved torvet.

Som oftest sad han alene på bænken om sommeren. Der kunne godt komme en nævenyttig ældre dame, der selvfølgelig ville snakke. Til helvede med dem. Til helvede med alle de gamle kællinger. Hvad skulle de være her for? De var grimme og rynkede af helvede til.

Noah havde fået øje på et par unge piger der kom gående. Deres bryster hoppede. Den ene af dem havde et par shorts på af afklippede jeans. De var så korte at Noah næsten ikke behøvede sig at fantasere sig til resten.

Han greb sit lem under jakken og rykkede i det.

Noah bemærkede slet ikke sine omgivelser. Han havde lukket øjnene for at koncentrere sig om sin forhåbentlig snarlige orgasme, men der skete ikke noget. Det skete sommetider. Det var også på grund af alle de piller lægen ordinerede til ham. Så var det nogle gange djævelsk svært at komme. Han rykkede alt hvad han kunne i et endnu et håb om en lille udløsning. Han prustede og stønnede. Han kunne næsten ikke skjule sit fortagende med jakken.

Noah skar tænder. Det ville fandeme ikke lykkedes. Sveden drev ned af panden på ham fra den skaldede isse der allerede var blevet godt rød i solen.

Han vågnede fra virkeligheden og kiggede ned af sig selv, måske en smule flov.

For fødderne af ham stod der en sort ravn og så op på ham. Den blinkede ikke en eneste gang. Den stirrede bare på ham. Noah blev irriteret og sparkede ud efter den, men den rørte sig ikke. Noah så sig omkring. Var der mon nogen der så ham sparke ud efter fuglen? Det skulle da lige være den skide parkeringsvagt, mister Sebastian den sorte bastard.

Fuglen hoppede op på bænken ved siden af Noah, men det så han ikke. Da han ville vende blikket mod fuglen igen var den væk. Noah så til højre, hvor der ikke var andet end store overvægtige mænd og deres ligegyldige kornfede koner der atter havde været ude at handle.

Når han vendte blikket lige ud var de to skønne tøser langt væk, og Noah blev skuffet. Han vendte mundvigen nedad og vendte blikket til venstre.

Han blev lidt forskrækket da han så en ung mand i øjnene. Han var der ikke lige før. Han havde slet ikke hørt ham komme og sætte sig. Han håbede ikke at han havde opdaget hvad Noah netop havde bedrevet tiden med.

Den unge mand havde smukke træk i ansigtet. Hans hår var langt og lyst. Hans øjne var klare og azurblå. Han knækkede med fingrene. En af gangen. Noah tænkte det var usundt for den unge mands knogler.

Hans ansigtsudtryk var først koldt og stillestående.

Men så smilede han med den ene mundvig og vippede med øjenbrynene.

Senere samme aften var der fest på torvet. De unge dansede og morede sig, og nogen havde tændt et bål ved en bænk.

 

Hvad tænker vi om De Mørke Engle, når de pludselig kommer forbi, når man mindst venter det? Er vi klar til det?

Står vi altid parat til at tage imod med åbne arme, selv om det ikke kun er livgivende nyheder og glæde med blomster i flor, der vandrer eller kører stærkt gennem det stille liv vi måske håbede på?

Man kan ikke gå gennem livet, uden at svigte, såre, skuffe eller lyve. Det kan ikke lade sig gøre, og ind imellem må man stå til regnskab. Selv om det piner og plager os. Selv om det smerter og brænder.

Livet er ikke lutter smil. Nogen gange kommer man også til at græde og tabe.