De syv børn

”Ind imellem finder døden dig, før du finder døden”

Jasmina skreg af smerte, som blev hun sparket af den største tyr i sin fars gamle slidte stald. Som hvis dyret kom buldrende henover hendes svedige krop. Den brølede og væltede hende hidsigt bagover, inden den stirrede hende i hendes brune øjne, og inden den trampede alt hvad den kunne, indtil Jasmina lå helt stille i én stor blodig masse. Sådan føltes fødslen af hendes uønsket afkom, der ikke ville ud med hovedet først. Et barn, der gjorde hvad barnet kunne for at trænge pinen ud, og gøre den så kompliceret som muligt. Som var det fanden selv, der tilføjede en tornado af stikkende, brændende og svigende smerte.

Jasmina kunne slet ikke lade være med at skrige, indtil hun ikke havde mere luft, så græd hun trøstesløst. End ikke Moder Sofia, der holdt hendes hænder og tørrede hendes pande kunne trøste hende, selv om hun gjorde hvad hun kunne.

Til sidst var Jasmina ved at besvime flere gange. Så forpustet var hun. En anden nonne, der lå på knæ foran Jasmina, kiggede bekymret op på Moder Sofia. Hun rystede på hovedet. Hun kunne ikke gøre mere for den unge mor.

Den nat var det en skrigende og grædende ung vordende mor, der brød stilheden ude på landet. Hendes mor skjulte sit ansigt i skam mens hendes far stod helt stille foran sin gamle slidte stald med de synlige store sprækker, og så ud over de endeløse rækker af kornmarker. Han ville ikke kende til sin datter, efter hun var kommet hjem i den tilstand. Hun bragte skam over familien, fordi hun var ugift. Hun vidste end ikke hvem faderen var. Eller ville i hvert fald ikke røbe det. Han var stædig. Mere stædig end hende. Hun var kun hans datter.

Da hanen galede tidligt den morgen, lagde Moder Sofia et lagen over Jasminas hoved. Hun græd stille, nonnen. Den anden nonne stod med et lille barn, der var svøbt i sin mors blodige og svedige klæder. Et lille barn med brune øjne, der så med et lille barns uskyldige blik ud af vinduet, mens solen kastede længere og længere klare stråler henover de endeløse rækker af kornmarker, og gennem sprækkerne ind gennem den gamle slidte stald for at varme tyrens sorte skind. Jasminas far fløjtede ude i stalden, mens han mugede ud mellem dyrene. Han lod sig ikke synligt mærke af familiens tab, men han ville heller ikke kendes ved hendes afkom. Det var ikke hans, og han tillod det ikke at træde ind i hans hjem. Det kunne afleveres på nonnernes kristne børnehjem, uanset hvad pigens mor måtte synes.

Han fløjtede fra tidlig morgen til sen aften, indtil solen igen forsvandt bag de endeløse rækker af kornmarker, og fra sprækkerne gennem den slidte gamle stald.

År efter

Den ene sad med en bold i det fineste læder. Bolden skinnede i barnets øjne. Der var drømme om at blive det næste store idol, ligesom landets nationalhelt. Lionel Messi.

Den anden sad på legepladsens eneste gynge. Hun gyngede ivrigt med en drøm om at kunne nå himlen. Kæderne på gyngestativet knirkede hver gang hun svingede videre.

Den tredje sad med sin dukke. Hun redte dens hår mens hun talte til dukken. Hun fortalte den hvordan det var at gå i skole. Pigen ville blive frisør når hun blev voksen.

Den fjerde sad med en fin bog, der var fyldt med tegninger. Der blev læst højt, selv om der ikke var ret mange der lyttede. Bogen var helt ny, og ejeren var utroligt stolt.

Den femte surfede på sit løbehjul. Det var ikke uden talent. Man kunne se at han havde øvet sig før. Der var en lille stejl dristig bakke i den ene ende af legepladsen.

Den sjette sad med et lille skib, som man kunne forestille sig at man sejlede på alle planetens syv have. Barnet lokkede skibet ud på en tur med store bølger i hårdt vejr.

Den syvende havde tabt sutten, og var lidt utilfreds. Der var en voksen, der gik hen og forbarmede sig. Barnet fik sin sut og tårerne forduftede, og den voksne gik sin vej.

Pablo stod et stykke derfra og så på børnene. Trangen blev stærkere og stærkere og voksede som en ondartet byld i hans indre. Han vidste godt han ikke måtte. Han så mod solen, der skinnede på en ekstraordinær sommervarm sommerdag. Han kunne se at børnene nød deres øjeblik på legepladsen uden alt for mange voksne. Pablo stirrede til alle sider. Han kunne ikke se nogen voksne, der holdt øje med den mindste i barnevognen. Han trak vejret dybt mens hans erektion voksede.

Et godt stykke derfra stod der godt nok en voksen kvinde og en lille pige. Kvinden var meget vred og talte i telefon. Han skældte ud. Det var tydeligt at høre. Hun skreg i arrigskab. Der var slet ikke nogen der holdt øje med børnene. Slet ikke nogen.

Pablo stod og trippede på fødderne. Han vidste også godt hvad det kunne ende med. Han havde allerede siddet i fængsel i nogle få år, en gang. Han vidste det var ulovligt. Pablo vidste også godt at de andre ikke kunne lide dem, der havde rørt ved børn. Han kunne næsten ikke trække vejret. Han var jo meget ældre end de børn. Næsten 30. Han kørte hånden gennem sit sorte krusede hår, der trængte til at blive trimmet. Han svedte under skjorten så det drev ned ad ham. Han kunne ikke skjule sin lyst mere.

Han gik to skridt frem, og fortrød. Situationen var håbløs.

Svedperlerne trillede ned ad nakken på ham. Skjorten var allerede helt skjoldet på ryggen af ham. Han vendte sig flere gange. Han kunne ikke tage beslutningen selv.

Hvem ville han henvende sig til? Den yngste? Det ville nok det letteste. Men nej…

Luis og José var lige mødt ind. De var ikke helt opdateret endnu, men der var en hektisk aktivitet. Der var ikke en eneste politimand, der ikke sad med en telefon og spurgte på kryds og tværs i en unaturlig høj vred tone. Andre piskede gennem lokalerne, og alle patruljevognene var beordret ud på gaderne. De to makkere så på hinanden og lignede to store spørgsmålstegn.

- Hvad fanden er det sket, spurgte Luis.

Men José kunne ikke andet end at hæve skuldrene og sprede armene med en tydelig tilkendegivelse af at ikke vidste noget. Han pegede på chefens kontor. De ville være nødt til at henvende sig derinde.

Luis og José havde været faste makkere i mere end elleve år. De var det man ville kalde et umage par. Luis var næsten to meter høj og korthåret helt ned til tre millimeter. Han gik ikke så højt op i sit tøj, der mest af alt bestod af jeans og en løst hængende sommerskjorte, der stod helt åben. Så man kunne se den stramtsiddende undertrøje under skjorten, der ikke kunne skjule at han var ret så godt bygget. Luis havde en fortid i militæret og havde holdt formen ved lige. Han hverken røg eller drak. Til gengæld løb han en frisk ti kilometer hver morgen. José var på alle område en helt anden type. Han var lille og tæt, og nogle år ældre end Luis. Han gik altid i jakkesæt. Også selv om det var hedebølge udenfor. Hans hår var ikke tilfældig sat. Han kunne godt bruge lidt ekstra tid hver morgen på at fylde det med gele. Hans form var så som så. Når der skulle løbes for at jagte dem der ikke lige stoppede når de bad om det, var det altid Luis der sprintede af sted. Luis var single. José havde allerede kone og børn. Han røg som en skorsten, hvilket godt kunne give nogle levende diskussioner i bilen ind imellem. Men aldrig alvorligt. José havde også en stor usund sød tand. Meget modsat Luis, der aldrig havde andet end gulerødder med som frokost. Det kunne de så sidde i bilen og drille hinanden med.

De åbnede begge to deres våbenskabe og fik deres pistoler sat på plads i bæltet. José nikkede mod chefens kontor, og de gik ind. Vicente stod med ryggen da de kom ind.

Han vendte sig om med store blanke øjne, hvilket var et syn de i hvert fald ikke havde oplevet før. De to makkere sagde ikke noget. De så bare på ham.

- Ja undskyld drenge. I skal lige opdateres. Vi har en sag der lige er tikket ind her til formiddag. Det er den eneste vi arbejder på i dag, indtil vi ved hvem og hvorfor. Alle andre sager må ligge stille, hele dagen i dag.

- Hvad er der sket, chef, spurgte Luis noget overrasket og stadig måbende.

Der gik et øjeblik, der ikke bare var stille, men var besat af en anstrengt tavshed.

Chefen skælvede med underlæben. Luis så på José. Ingen af dem turde sige noget.

Vicente havde haft en forholdsvis lang karriere ved politiet. Alle vidste, at her var der ikke tid og plads til humoristiske kommentarer. Chefen tog sit job alvorligt. Komikken kunne man holde for sig selv, og i hvert fald ikke medbringe den ind på hans kontor. Så at se chefen med tårer i øjnene var mere sjældent end at finde den berømte nål i en kæmpe høstak.

Vicente skulle lige trække vejret tung, og så anstrengte han sig.

- Hør her gutter, vi har nogle drab på en legeplads.

- Nogle drab, afbrød José.

- Ja. I skal være forberedte nu. Jeg håber I er klar.

- Ja selvfølgelig. Bare kom med det, sagde Luis og var allerede på vej ud af døren.

- Vent lidt Luis. Du skal lige høre det her først. Syv børn er blevet dræbt på forskellige måder. Simpelthen slagtet. Jeg fatter det ikke. Hvor fanden var forældrene?

- SYV BØRN, råbte José højt.

- Ja desværre. To af dem er blevet stukket ned. To andre har fået knust hovedet med en stor sten. En er blevet kvalt med et stykke snor, og en er blevet angrebet med en stor tung gren og har fået hovedet flækket med den.

- Vent lidt, chef. Du sagde syv. Hvad med den sidste?

Igen tavshed mens Vicente skulle trække vejret dybt. Han så på dem.

- Den sidste er blevet bidt i halsen. En lille størrelse i en barnevogn. Barnet er selvfølgelig død af blodmangel. Jeg fatter det sgu ikke. Tænk at man kan det.

Han lod sig falde tilbage og ned i stolen og skjulte sit ansigt i hænderne.

- Det var for fanden bare børn altså.

Stemmen knækkede og hverken Luis eller José sagde noget.

Legepladsen var ét stort kaos af uniformerede politimænd og reddere, der fjernede ligene når teknisk afdeling havde sagt god for det. Området var spærret af mens der stod en kødrand af nysgerrige mennesker rundt omkring. Der var skrigende mødre og fædre, der havde, måtte erkende at deres søn eller datter ikke var der mere, måske set i lyset af at de ikke passede ordentligt på dem, og lod dem være alene. Specielt et ungt par, der begge to skreg hysterisk, både af politiet men også af hinanden. Fordi de skulle hen og handle, og havde i god tro sat barnevognen fra sig, for der skete jo aldrig noget alligevel. Men lige præcis den formiddag var det skæbnesvangert.

Det var som om himlen ville lege med. En større samling lysegrå skyer skjulte solen. Graderne dalede en smule, inden de første spæde dråber tog den lange flugt fra oven for at skylle den tørre sommerdag.

Et sæt iskolde øjne fulgte den store forsamling på afstand. I hænderne havde vedkommende en ny bold og en båd. Under armen hang der et løbehjul, og under den anden arm var der en dukke. Der var blod om munden og på hænderne. Personen stod bare og ventede på, at de alle sammen kunne gå hjem, så man kunne have legepladsen for sig selv. Det ville være en ny oplevelse. Bogen havde ikke været interessant. Når man aldrig havde lært læse, og kun kunne se billeder, var bogen ikke relevant.  Den lå stadig ved siden af et barn på legepladsen.

Personen var ved at vende sig for at gå, idet sammen en betjent løbende. Personen smed alt legetøjet og ville løbe væk.

- Nej nej, tag det roligt. Jeg gør dig ikke noget. Du skal bare komme væk herfra, det er ikke et sted for dig, sagde han og løb videre.

De iskolde øjne fulgte ham på vej. Så blev legetøjet samlet sammen igen.

- Hold kæft noget kaos, sagde José.

Luis nikkede sammentyggende og så rundt på publikum. Kunne morderen måske stå derude et sted? Det ville ikke være første gang man hørte om det. Han gik hen og fik fat i en fra teknisk afdeling, der havde et stort fotografiapparat om halsen.

- Kan du ikke tage billeder af folk der er her? Man ved aldrig.

Han gik i gang med det samme, mens nogen brokkede sig over politiets ringe indsats når der skete deres børn noget. Der gik kun et kort øjeblik, så stod José henne foran den højestråbende af tilskuerne. José så ham i øjnene. Han var to hoveder højere end den lille brede José.

- Har De lyst til at gentage det, spurgte José den råbende.

Han skubbede til José, hvilket var en usædvanlig stor fejl. José havde i mange dyrket kampsport på et rimelig højt niveau. Der gik kun små ti sekunder, så lå den højtråbende tilskuer i en form for benlås. Han kunne i hvert fald ikke røre sig.

- Hvis ikke De har noget at informere politiet om, så skulle De måske hellere tage hjem. En legeplads er vist ikke noget for Dem. Er vi enige?

Luis ville gerne have trukket på smilebåndet, men denne her sag var for voldsom. Han forhørte sig hos Teknisk afdeling, og fik de mest nødvendige informationer.

Skæbnen ville også, at Pablo var kendt i området. Kendt som ham, der altid stod og kiggede på børnene. Mere vidste folk ikke. Men han skilte sig ud. Ham der så på børnene. Det var det eneste de vidste. Efter Pablos fængselsdom var han flyttet.

Det tog ikke alverdens tid at finde frem til denne Pablo, som nogen fortalte om. Han var allerede hjemme hos sig selv, hvor han sad og så børneprogrammer.

Pablo var aldeles overrasket, da en flok uniformerede betjente sparkede døren ind. Der var en temmelig rå tone over for Pablo. De rev fat i ham, mens han nægtede alt det de beskyldte ham for. Han havde ikke gjort børnene noget. Han havde kun kigget på dem. Ikke andet. Det var flere af betjentene sådan set ligeglade med. Han modtog det ene slag efter det andet mens de rev ham ned til lukket politibil.

Lidt senere på chefens kontor. Vicente sad sammen med José og Luis. De var alle tre rystede. Det var hele styrken, for ingen havde set sådan noget før. Mord på børn, ja. Men ikke på syv børn. Hvad fanden var det for en verden snart, tænkte alle vist.

- Har vi den rigtige, spurgte Vicente og så dem i øjnene.

- Vi har en i hvert fald. Vi skal lige snakke med ham først, svarede Luis.

- Ok, hør her. Jeg får besøg af borgmesteren lige om lidt. Denne her sag tikker ind på alle kontorer i øjeblikket. Hele Argentina holder øje med os. Vi SKAL fange den rigtige. Hurtigt. Ikke? Gå ned i cellen og snak med ham. Det her kommer IKKE fra mig, men I må godt gå lidt hårdt til ham.

Pablo var en slank mand. Ikke specielt godt bygget med brede skuldre og et vaskebræt på maven, men bare slank. Han sad på en bænk i en lille fugtig celle. Han blødte fra næsen og havde ondt i hovedet. Han græd stille. Få timer forinden var der kommet løbende en betjent hen til ham, og smed ham ud af området. Han havde ellers lige set et andet barn, men der blev han altså forstyrret. Han kunne høre skrig omme fra den store legeplads, når forældrene kom løbende hen til deres børn. Planen var ikke gået som han ønskede det, men der kom jo nok en dag i morgen.

Pablo havde været forelsket i sit eget køn hele sit liv. Han kunne ikke huske andet. Med tiden ændrede han sig, og de måtte gerne være yngre. Helst drenge. Han så ikke sig selv som syg eller sådan noget, som hans plejer på børnehjemmet gjorde. Der fandtes bare dem, der syntes at mand mellem mænd var for lækkert. Og hvad så?

Pablo var feminin. En gang imellem tog han dametøj på og gik i byen. De bed sjældent på. Kun ved et enkelt tilfælde. Manden var mellem 70 og 100, og blind som en høne. Det var ikke tiltrækkende.

Celledøren gik op og Luis trådte ind. Pablo så sultent på ham. Det var ikke det blik der blev returneret. Luis sendte et stålsat blik, på ham han håbede var den rigtige.

José trådte ind og smækkede døren. Han tog en stol der stod i hjørnet. Trådte op og hængte sin jakken over kameraet. Så var der ingen der kunne følge med.

Luis trådte helt hen foran Pablo. Han løftede ham i kraven og tog ham til sig.

- Er det Dig? Slog Du de børn ihjel?

Pablo gispede efter vejret. Luis havde godt fat i ham.

- Nej, hviskede Pablo.

Han modtog et slag på Luis’ højre flade hånd. Den fyldte det meste af Pablos ansigt.

Han væltede om på gulvet. José rev fat i ham. Han lagde ham på bænken.

- Prøv at høre her. Vi har masser af tid. Jeg slog Dig op på computeren. Det er en interessant fortid Du har Dig der, hvad? Du kan godt lide børn, hvad?

José lagde et knæ op på brystkassen af Pablo. Han peb efter vejret.

Oppe på første sal lå Vicentes kontor. Han tyggede ivrigt på sit tyggegummi for ikke at virke for nervøs. Men også for at se om han kunne fjerne lugten af tobak fra hans mund. Det var almindeligt kendt på hele stationen, at Vicente røg i smug, fordi han havde sagt til dem alle, nu var det slut.

Døren gik op uden at der blev banket på. En trådte ind og smækkede døren efter sig. Marguerita så alvorligt på ham. Det var hendes første periode som borgmester. Det skulle ikke gerne blive den sidste. Det her var en møgsag. Få den løst!

Bonita var en lille pige på 8 år. Hun var træt af at hendes mor altid hev hende med alle steder. Hun var træt af det. Lige meget hvor hun skulle hen. Om det var på café for at mødes med hendes veninder, eller det var for at gå igennem den dødssyge park med legepladsen. Hun skulle bare slæbes med. Når Bonita så troede nu kunne hun tale med sin mor. Så skændtes hun med Bonitas far. De havde ikke boet sammen det sidste års tid. Bonitas mor sagde altid det samme, om og om igen. Det der er forkert i verden, er mænds skyld. Bonita troede ikke på hende. Moderen troede heller ikke på Bonita. Hun prøvede ihærdigt at fortælle sin mor hvad der skete på legepladsen, men hun blev afbrudt hele tiden. Nu gad hun ikke sige det mere.

- Jeg sværger fru borgmester, vi gør hvad vi kan. Vi har en mistænkt til afhøring lige nu. Desuden har jeg alt disponibelt personale på gaden lige nu. Jeg er ked af det, men vi kan ikke trylle. Jeg ville gerne trylle for Dem, og finde den morder, men jeg kan ikke.

- Og forældrene?

Spørgsmålet var stillet, og Margueritas øjne lynede henover bordet.

- Nogle af dem er indlagt, mens et andet par er taget hjem. De har også andre børn.

Nede i kælderen svedte José. Han slæbte rundt i cellen på Pablo. Han satte ham hårdt i stolen. Tog et håndklæde og flåede hans hoved baglæns. Luis begyndte at hælde vand ned over håndklædet, og i munden på Pablo. Han gispede højlydt.

- ER DER NOGET DU VIL SIGE TIL OS, råbte José.

Luis fjernede håndklædet og tildelte Pablo endnu en hård lussing. Hele den ene side af hans ansigt var nærmest opsvulmet. De lod ham falde om på bænken.

Luis tog fat i sin makker. Han så ham i øjnene og hviskede.

- Enten er han bare en hård nød at knække, eller også er han vitterlig uskyldig. Vi kan ikke blive vil med at tæske løs på ham. Han siger ingenting, og nægter konsekvent. Hvad gør vi?

- Vi må op at høre de andre, om de har mere. Jeg kan heller ikke se nogen løsning her. Han virker mere og mere hjernedød ham her.

José tog sin jakke fra kameraet mens Luis bankede på døren for at få vagten til at låse dem ud. Pablo vendte sig og så på dem.

- Hvor er den lille dreng?

Luis så på ham og forstod ikke spørgsmålet. José stod med sin jakke over skulderen.

Der var ikke nogen af dem, der fattede et ord af det han sagde.

Bonitas mor var ved at putte hende. Hun forsøgte at gøre sig gode venner med datteren igen. Hun vidste godt at dagen ikke blev som nogen af dem havde håbet.

- Hvad var det du ville fortælle mig i dag, skat?

- Nej, jeg gider ikke fortælle det igen, mor. Du hører bare ikke efter, svarede hun.

- Jeg lover dig skat, jeg hører efter nu, sagde moderen bedende.

- Jamen jeg har sagt det fire gange. Du hørte ikke efter en eneste gang. Så ringede du til far, og skældte ham ud, rigtig grimt. Sådan som du siger, sådan er min far altså ikke. Han er rigtig sød ved mig. Jeg elsker min far at du ved det.

Der var et langt stykke tid hvor moderen ikke sagde noget. Hun skulle sluge den lille piges ord. Hun vidste godt at det var forkert ikke at lytte til hvad Bonita sagde.

Hun så ned i gulvet og følte sig en anelse flov. Sandheden kom fra børn, sagde man. Det passede i det her til tilfælde.

- Det er rigtigt skat. Det må du virkelig meget undskyld. Det er jeg ked af. Det er rigtigt at jeg skælder din far ud hele tiden. Det var også derfor han flyttede fra os. Det skal ændre sig fra nu af. Fra nu af vil jeg lytte til hvad du siger, men jeg vil spørge dig om én ting, hvad siger du til at jeg inviterer din far med til fødselsdag i næste måned?

Bonita smilede bredt. Hun kunne næsten ikke ønske sig noget højere.

- Mor, nu fortæller jeg dig hvad jeg så på legepladsen i dag, men det var altså uhyggeligt. Er du klar til det?

Miguels tøj var laser og pjalter. Han sad på en bænk i bare tæer, selv om det regnede. Han havde ikke nogen sko. Han havde i det hele taget ikke ret meget, eller noget som helst. Jo nu havde han. Han havde fået gaver i dag. Eller han havde taget dem, faktisk. Ellers fik han aldrig noget. Det var ligesom at stjæle appelsiner fra grønthandleren. Han vidste godt at han ikke måtte, men grønthandleren havde så mange i forvejen.

Miguels hår var langt og sort. Det var lang tid siden han var blevet klippet af gamle Moder Sofia. Det var lang tid før han stak af. Han ville bare ud og se sig lidt omkring. Han så hvad de andre børn havde, og det ville han også have, men de ville ikke give ham det. Så blev han rasende. Han slog og stak og kvalte og bed. Han kunne slet ikke styre sig selv. Der var bare helt sort. Han tænkte nok det var forkert. Måske var det derfor alt det der politi kom rendende. Miguel lod bare som ingenting.

Nu var det aften og vejret var ikke spændende. Nu var det hele slet ikke sjovt mere.

Han satte båden i en kæmpe vandpyt, men den kunne slet ikke flyde ordentlig, og gik til bunds med det samme. Han var ikke så god til det med løbehjulet, så han kylede det ind i en busk. Så sad det på bænken med en bold og en dukke. Han havde faktisk også en sut. Han havde aldrig set sådan en før. Han havde aldrig selv haft sådan en.

Han kylede over skulderen og i den sorte busk bag ham. Uden at tænke på hvad han havde gjort for at flå den fra det lille barn. Han måtte jo have bidt barnet. Han kunne bare ikke huske det. Det var mens det hele var sort. Da han kom til sig selv havde han blod omkring munden, men han var ligeglad. Han følte sådan set ikke noget for andre mennesker. Enten kunne han tage noget fra dem, eller også kunne han ikke.

Ud af ingenting skete der noget uventet. Miguel blev ramt af en kraftig lyskegle. Den var skarp som solen, bare på en anden måde. En masse mænd i helt ens tøj trådte frem fra busken, og pegede på ham med deres våben. Fra den ene side kom der en høj mand gående hen imod ham. Fra den anden side kom der en lille mand gående hen mod ham. De så meget alvorlige ud. Miguel tænkte, at det nok ikke kunne betale sig at flygte. Ikke fra alle de mænd og deres våben.

De to voksne mænd satte sig ved siden af ham. De stirrede længe på ham, inden de sagde noget. Miguel vidste ikke at han skulle være bange, men det var lidt skræmmende alligevel.

- God aften unge mand. Jeg tror at Du er nødt til at tage med os. Ikke? Du har vist gjort noget du ikke måtte. Ikke? Kunne Du tænke Dig at fortælle os hvad der skete?

Miguel så på de to voksne. Han vidste ikke om de ville blive vrede hvis han løj.

Han så ned i jorden og rystede på hænderne. Så lagde han dukken fra sig. Han vidste godt at det ikke var hans. Heller ikke bolden. En klump i halsen, der ikke var så let at synke, satte sig fast. Hans underlæbe skælvede og det hele blev lidt svært. Livet havde aldrig nogensinde været let for ham. Heller ikke dengang han blev født, og hans mor døde ved fødslen, men det kunne han ikke huske. Det havde Moder Sofia fortalt ham. Han voksede op på et børnehjem, der ikke havde ret mange midler. Han havde aldrig haft en bold, eller en dukke for den sags skyld. En båd var noget han havde set på billeder. Tøj var noget nonnerne havde syet til ham, af stofrester de kunne finde her og der. Han kunne ikke huske hvornår han havde gået i sko.

Lige nu regnede det. Andre mennesker gik i regntøj. Undtagen Miguel. Han var 12 år, og der var så mange ting han ikke forstod. Nu sad de to voksne mænd og så på ham, mens en masse mænd i ens tøj var kommet frem fra busken. De pegede på ham med deres våben, så det kunne ikke nytte noget at stikke af. Det forstod han godt.

Han forstod at legen sluttede der. Han kunne ikke lade være, og begyndte at græde.

Han lagde hovedet ind til den lille mand ved siden af ham. José lagde en arm om ham og så på Luis. Det var måske ikke lige den reaktion de havde forventet. Men drengen kunne ikke længere skjule sine egne følelser. Han havde hørt folk græde hele dagen, mens han selv troede det hele var sjov, og efter at han var vågnet af sin sorte trance.

Ikke så længe efter sad han på bagsædet af en bil. De to voksne sad på hver side af ham. Næsten som om de ville beskytte ham. De nåede til en bygning, hvor der stod en masse fotografer og blitzede med deres kameraer. Miguel vidste ikke hvad de gjorde. José lagde sin jakke over drengen for at beskytte ham.

Dage, uger og måneder efter

Miguel havde for første gang nogensinde fået sit eget værelse. Han havde fået nyt tøj og strømper og sko. Der var ikke nogen, der grinede af ham fordi han var fattig. Han blev aldrig rigtig gal mere, for han fik medicin for det.

Han kom ikke tilbage til børnehjemmet mere, men Moder Sofia besøgte ham en gang imellem. Hun havde bøger med til ham, og han lærte at læse og skrive.

Miguel boede i et stort hus, hvor der også var andre. Der var høje mure og masser af pigtråd rundt om hele bygningen, og det var ikke så tit han kom ud, men han havde set solen, så han vidste hvordan den så ud.

Han havde lært noget nyt, og hver aften, så fløjtede han så tonerne sikkert nåede helt ud, til de endeløse rækker af kornmarker, og helt hen til den gamle slidte stald.