Den, der angrer


Den, der angrer

(Vi, der angrer 2)

Det kunne lyde som et ”TJUK” da øksen flækkede træet. Splinter fløj til alle sider.
Stablen af brænde voksede. Et blankt og forpint ansigt så mod himlen, hvor sneen dalede tæt. Det var årtiers koldeste februar, sagde de, og det så ikke ud til at vende.
Landskabet var ekstraordinært hvidt og skinnende. Tagskægget var prydet med lange spidse istapper, der på afstand kunne minde om et monsters tandsæt, der kun ventede på at sætte sig fast og bide i kødet.
Øksen blev, med nogen erfaring, svingede en omgang i luften inden den blev tæsket ned i træstubben hvor den blev siddende. En stabel brænde blev løftet og slæbt med indenfor. Sneen blev sparket af støvlerne, og støvlerne blev efterladt i entreen. Den ene støvle åd en tyk hjemmestrikket strømpe. Brændet blev lagt i en stor kobbergryde der stod ved siden af pejsen. Den var ikke tændt op endnu, og der var koldt i den lille stue. Der havde ikke været tændt op i et stykke tid, og kulden havde omringet det lille sommerhus, og sneget sig ind mellem knirker og sprækker.
Brændehuggeren stod stille foran pejsen. Hovedet bukkede forover. Et ansigt blev skjult i hænderne og tårer trængte sig på i fællesskab med en klump i halsen.
- Det må i simpelthen undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg tror det er min sygdom. Jeg kan ikke styre det. Det løb fra mig og så blev jeg så hidsig. Det var jo ikke det der skulle ske. Bare i ikke havde presset mig sådan. Jeg sagde det jo. Lad nu være. Lægen har givet mig tre måneder. Vidste i det? Nej det gjorde i ikke. Hvad skal jeg gøre? Jeg skal dø, men jeg vil ikke dø alene. Jeg vil ikke være alene.
Der lød et dybt suk, og øjnene blev tørret.
- Jeg kan ikke holde ud at være alene. Nu tager jeg på weekend med nogle gamle klassekammerater. Jeg har ikke set nogen af dem i et par år. En af dem foreslog en tur op til Sverige, i en hytte man kan leje. Det er lige ud til en stor sø. Egentlig har jeg det af helvede til, men måske kunne det blive hyggeligt.
Brændehuggeren vendte sig mod to lænestole, hvor to voksne mennesker sad og så ud til at stirre lige ud i luften. Brændehuggerens forældre var tavse og blege.
- Undskyld, blev der hvisket.
Stuen blev forladt mens forældrene blev siddende. De var egentlig ikke klædt til kulde som de sad der, men de mærkede ikke mange frostgrader som de sad der.

Hun blev liggende og græd højlydt. Smerterne jog gennem hele kroppen på hende. Hun turde ikke forsøge at røre på sig og komme op. Han havde også sparket hende på benene og det ene knæ føltes blodigt og hævet. Med rystende hænder fik hun langsomt hevet ned i sin bluse. Hun turde heller ikke kigge op for at se han stod der endnu. Området var bag en lukket Netto og en togstation langt ud på natten. Trafikken var mere sjælden end synlig. Der var ikke nogen at råbe på eller efter for lidt støtte og hjælp.
Hun kunne næsten ikke skrige mere. Hun var hæs og smerterne var også kun blevet større da han havde lagt et hårdt greb om hendes slanke hals med sine store hænder.
Som hun lå der kunne ikke huske meget mere end selve hændelsen i det mørke. Lige fra da havde budt hende op til dans, eller en drink på den lokale beverding. Normalt var Dorit ikke meget for at danse med nogen hun slet ikke kendte, så hun tog imod en drink, og i et lille øjeblik mens hun så den anden vej, var drinken pludselig meget stærkere. Han hev hende med ud på dansegulvet, hvor hun sejlede rundt. Hun kunne slet ikke styre sine bevægelser. Det var nogle timer efter midnatstimen havde rundet. Dorit ville egentlig bare ind for at kigge efter et par veninder, men der havde han spottet hende hurtigt. Ikke fordi Dorit ellers kunne prale af sit bemærkelsesværdige udseende. Hun var ikke specielt høj, og måske også i den overvægtige klasse. Hendes jeans sad stramt og stumpede for neden. Hendes kondisko var godt udtrådte. Blusen under hendes slidte skindjakke gik kun lige til buksekanten. Den sad som klistrede på hende, og kunne ikke skjule hendes forholdsvise lange bryster. Måske var det lige præcis det, der fik ham til at handle så overilet. Da han sad der i sine egne tanker og var ved at drikke sine egne frustrationer væk. Så stod hun der pludselig, og chancen bød sig. Han havde tænkt på det længe, og måske havde han også planlagt det. Det kunne være spændende, hvis han fandt en, der lignede en frivillig voldtægt.
Som Dorit lå der i busken var der ikke meget frivilligt over det. Hun havde ikke bedt om slagene i ansigtet og alle sparkene på benene og i maven. Hun havde ikke bedt ham tage hårdt fat i halsen, så hun slet ikke kunne trække vejret.
Hendes bukser var brutalt trukket ned efter at han havde tæsket hende. Han havde kastet sig over hende, og var trængt op i hende i flere gentagne gange, indtil han ikke kunne holde sig længere. Han havde revet hende i håret og skreget som en sindssyg.
I netop det øjeblik, gik det op for ham hvad han havde gjort. Han rejste sig og råbte ud i luften, at hun skulle tilgive ham, for han var fuld og han vidste ikke hvad han havde gjort. Måske var tilgivelse ikke det Dorit tænkte da hun der.
- Undskyld for helvede. Hører du efter kælling. Det var sgu ikke med vilje. Du er jo for fanden ikke død af det, vel? Jeg kunne bare ikke lade være mand.
Han så på hende, som om hun selv havde lokket ham. Så råbte han undskyld igen.
Det var tidligt på året. Vinteren havde sat sig hårdt på Danmark. Frosten bed helt ind til knoglerne så det gjorde ondt på de fleste. Den bed fra sig som et sultent monster.
Et par dage senere var en fra den gamle skole, der havde foreslået en weekend i Sverige. Han havde slået til med det samme. Med tanke på at han næsten havde slået Dorit ihjel, passede det ham fint at komme væk. Havde hun for helvede bare forstået at han ikke havde gjort det med vilje. Han havde jo også sagt undskyld.

- Så er du eddermame også en lort, helt ærlig. Du ved hvad det betyder for mig. Jeg er jo ikke noget i de andres øjne hvis jeg ikke har den nyeste mobiltelefon. Jeg trænger også til en ny lille skindjakke. Det har jeg også sagt. Den koster ikke mere end tre tusinde. Det kunne du fandeme godt give mig. Jeg bliver set ned på hvis jeg ikke får alt det nyeste. Det er sgu da bedre at jeg ser ned på dem, end at det pludselig er omvendt. Men det vil du måske gerne have? Er det sådan mit liv skal være fremover? Det kunne du garanteret godt tænke dig. At jeg bare skulle være sådan en almindelig lille lort, der ingen venner har. Gu gider jeg sgu da røv. Du kan fandeme godt åbne din pung igen. Så meget beder jeg heller ikke om. Bare nogle af de penge, der alligevel ligger og bliver støvet. Du skal jo ikke ligefrem spare sammen til noget. Så hvad siger du? Giver du dig? Eller skal jeg begynde at stjæle for ikke at komme til at ligne en taber med et eller andet taberjob? Prøv at tænke på det. Prøv at se fremad, om nogen år, så går din datter hen ad gaden, og folk vil pege fingre og sige, der går hun den taberkælling, der aldrig nåede noget i livet, fordi hendes mor ikke ville støtte hende. Hold kæft hvor er det nederen at tænke på. Så ender det med at være din skyld. Tænk at du kan se dig selv i spejlet.
En voksen kvinde sidst i 40’erne med tørklæde om håret og en spraglet brun kjole med store gule blomster på forsøgte at komme på benene. Hun trak vejret besværligt og måtte rykke til et stativ hvor hendes iltapparat hængte for at komme på benene. Hun så med sørgelig øjne på datteren og stønnede og rystede på hovedet.
- Du er så led mor. Næste gang så hjælper jeg dig fandeme ikke med at få skiftet det iltapparat. Så må du klare dig selv. Det skal jeg jo, siger du jo. Ved du hvad, hvis jeg kommer i fængsel fordi jeg har, måtte stjæle kun lige det jeg har brug for, så er det fandeme din skyld. Den kan du så have hængende på dig. Prøv at se hvad du er for en. Kæft, hvor jeg håber du er stolt af dig selv, mor. Du får mig fandeme ikke til at sige undskyld for noget som helst. Jo, en ting. Undskyld du fik en datter du ikke havde ønsket dig.
På vej ud af døren tog hendes guldbelagte spinkle fingre alligevel morens net hvor pengene var. De kunne måske lige slå til på en weekendtur nogen havde foreslået.
Der var et par tusinde, der skulle have holdt til resten af måneden. Det ville aldrig være gået med datterens enorme behov.
Den psykisk og fysisk svage kone forsøgte at kalde på datteren, der allerede var gået.
Det var næsten så hun gik i knæ. Der var heller ikke nogen andre til at hjælpe hende. Der var stille i stuen. Hun havde ellers en halskæde med en knap så hun kunne kalde på nødhjælp. Iltapparatet begyndte at svigte. Halskæden lå ude i køkkenet. Hun pustede og stønnede og kravlede på alle fire for at nå derud inden det var for sent.

Muhammed lænede sig frem fra det stærke lys der pegede på den unge fyr overfor ham. Han trommede i skrivebordet med sine tykke mørke behåret fingre.
- Sidste gang du var her sømand, der lånte du tyve tusind kroner. Kan du huske det? Dem har du vist ikke betalt af på endnu, vel? Det går ikke at du kommer til at skylde flere penge, vel? Det løber fra dig, ikke? Din gæld bliver større og større min ven.
- Ja, det må du også undskyld. Det er bare fordi jeg tror på denne her chance nu. Jeg har fået et ret godt tip på en boksekamp.
- Hvad er det for en boksekamp?
- Det er et amatørstævne ude i Albertslund. Min lillebror kender ham der skal bokse en af kampene. Han skulle være skide dygtig og slår rigtig hårdt. Ham han skal op imod er en, der skulle være mere kendt. Han er en god tekniker, og står til at blive professionel, måske. Der er flere der spiller på ham. Så jeg tror der er nogle gode penge at hente der, hvis man spiller på den anden. Altså ham min lillebror kender.
- Du har lånt masser af penge af mig før, ikke?
- Jo men jeg har også betalt tilbage. Næsten alt det jeg skylder.
- Næsten alt det du skylder. Men nu vil du låne tredve tusind. Det er mange penge min ven, ikke? Jeg ved ikke om du ved det, men jeg får lyst til at fortælle dig, hvad der sker hvis du ikke betaler tilbage til tiden, ikke?
Den unge fyr trak vejret tungt og nervøst. Han sank længere ned i stolen, mens en anden mørk fyr nærmede sig bagfra. Han greb den unge fyrs ene hånd og lagde den på bordet. Muhammed var hurtigt over hånden og bukkede en finger bagover. Den unge fyr skreg af smerte. Muhammed stoppede lige før det knasede.
- Du skal huske at betale. Forstår du det nu?
- Undskyld ja undskyld. Jeg forstår det godt. Jeg betaler. Det sværger jeg.
- Så du vil ligefrem sværge på det? Jamen det er godt min ven. For ellers må jeg jo besøge din familie, ikke? Du betaler alt det du vinder. Er det en aftale?
- Ja, stønnede den unge fyr og forsøgte at trække hånden til sig.
Muhammed trak en skuffe ud. Han lagde en masse penge på bordet.
- Du skal bare vinde min ven, ellers kigger jeg forbi, og så ryger din finger, ikke?
Den mørke fyr bag ham slap sit greb mens smerterne blev med at trække helt op i hånden. Muhammeds hjælper trak sig tilbage i mørket.
Der var stille i nogle meget lange minutter. Den unge fyr ømmede sig, men han turde ikke gøre det højt. Så ville Muhammed se på ham som en tøsedreng.
- Prøv at hør her min ven. Jeg vil ikke være urimelig, så jeg har også en anden idé, ikke? Hvis det ikke går med den boksekamp, så har jeg måske et job til dig, ikke?
- Et job?
- Ja et rigtigt job. Så du kan tjene det tabte ind, ikke?
- Hvad skal jeg så?
- Du skal bare rejse en tur eller to sydpå, ikke? Og så skal du tage noget med hjem til mig. Det er et let job. Det er lige noget for dig, ikke? En tur sydpå, ikke? Ned at se på damer i bikini, og så kontakter min fætter dig, og så får du noget med hjem til mig.
- Hvad er det, spurgte den unge fyr og rettede sig op i stolen.
- Sukkerkringler selvfølgelig. Hvad tror du det er? Idiot.
Muhammed hævede stemmen og rejste sig op. Han var bredere end den unge fyr kunne huske, og højere. Han ville virke som en reel trussel overfor alle. Han tog sin kuglepen og slog den unge fyr i hovedet hårdt.
- Du tager det job med at rejse for mig. Vi skal nok arrangere det, er du med?
- Jamen jeg ved ikke hvad min far siger til dig, sagde fyren skælvende.
- Det vil jeg SKIDE på min ven, ikke? Gå hjem og find dit pas, og så skal du ud at rejse, ikke?
To dage efter var der en, der spurgte om han ikke hellere ville med til Sverige en tur.

Hvorfor var Lasse også så skide stædig? Hun havde jo forklaret ham hvorfor det var forbi. Hvorfor troede han ikke på hende? Hun havde aldrig løjet for ham. Hun havde endda gjort sig umage med at forklare ham, hvorfor det ikke fungerede mere. Hun havde taget hans ansigt i hænderne, og sagt det stille og roligt. Der skulle klinkes skår, men det var umuligt. De var knuste, selv om de havde repareret på dem mange gange. Følelserne kunne ikke længere bunde på det dybe hav. De sank, og stod ikke til at redde. Hende og Lasse var som to tændstikker i et stormvejr, der med selvfølge ville skilles og flyve hver deres vej.
- Kan vi fortsætte som venner? Vi fungerer ikke som kærester mere.
- Hvorfor vil du så skride? Har du været mig utro? Jeg skal lige finde ud af noget.
Han lød truende mens han så hende i øjnene. Han knyttede sine næver.
Hun slap hans ansigt.
- Hvad tror du selv? Du er da en idiot hvis du tror den slags om mig. Jeg har aldrig gjort andet end at vise dig min kærlighed, og ellers acceptere alle dine spilleaftener med dine venner, som jeg i øvrigt aldrig har mødt. Så jeg kunne jo sige det samme til dig. Har du mødt en anden? Fordi det er sgu ikke mig der får al din opmærksomhed.
- Hvad fanden er der så galt med dig? Gu har jeg da ej mødt en anden. Det er dig der vil skride, sagde han mens tonen hævede sig en oktav højere.
- Jeg elsker dig ikke mere Lasse, sagde hun højt og skubbede til ham.
- Nej, for du har vel fundet en anden stodder. Sig det dog som det er.
Han rejste sig op og sendte hende et elevatorblik.
- Nu er du altså dum at høre på. Tag dig sammen og slap dog af James Bond.
Hun vidste at hun kunne få ham op i det røde felt når hun sagde sådan, og måske var det også tarveligt, men han ville åbenbart skændes hele vejen ud ad forholdet.
- Du skal bare blive ved, så ved du hvad der sker, råbte han.
Hun var usikker på om han ville smække hende en flad, så hun rejste sig og luntede ud af hans stue og ville skynde sig væk. Hun nåede at åbne hans dør lige inden han kom spurtende og sparkede den i mens hun stod indenfor. Hun var ved at falde.
- Du går eddermame ikke nogen steder siger jeg dig.
Så skete det af en refleks. Midt i sit fald spjættede hun med benet, men det gjorde at hendes højre vrist endte som et spark lige i kuglerne på Lasse.
Han gik i knæ og tog sig til skridtet mens han bandede og svovlede mens hun stille og roligt åbnede døren og gik hurtigt.
Det var efterfølgende det var blevet ubehageligt. Han ringede konstant. Det var ikke fedt, men ok. Hun lod sig ikke skræmme. Så begyndte han at sende breve. Først var de bare triste. Han længtes efter hende. Senere ændrede sproget sig, og han blev verbalt truende. Han sendte hende billeder af dem begge, hvor hendes øjne var stukket ud. En gang sendte han hende en buket døde roser. Så meget betød hun for ham nu. Ofte havde han stået nede foran hendes opgang, bare for at vente på at hun skulle komme ud, så han kunne trygle hende om at tage sig tilbage. Eller når han stod dernede og ringede på hendes dørtelefon og råbte, undskyld.
Han stod dernede selv om det var frostgrader, og en dag var der en der ringede og foreslog en weekend i en hytte i Sverige.

Der sad de sammen, de fem venner, der ville indtage hytten i Sverige i weekenden.
Med hver deres tanker, alle sammen havde de noget at flygte fra. Hver deres liv.
Komplikationer der skulle have været redt ud, men den slags kunne trække ud.
Det var Tokes firhjulstrækker men det var Kristian der sad ved rattet. Han roste den hele tiden for han kunne ikke lade være. Han var vitterlig imponeret. Han havde heller ikke lyst til at tale om andet. Hans sidste dage havde ændret sig. Det, der skulle have været en fest, var ikke hvad han håbede. Han strammede sit greb om rattet så hans knoer blev hvide.
Monique sad ved siden af og havde en lille bemærkning om alle de andre biler og den måde kørte på. Det var lige ved at blive en smule trættende at høre på, men der var ikke nogen der sagde noget rigtigt. Ind imellem nikkede de eller bare rystede på hovedet. Det virkede for hende, så hun kunne lukke virkeligheden ude.
Bag dem sad Martin og stirrede tomt ud af vinduet uden at sige noget. Han sad og hviskede. Lige præcis så de andre ikke kunne høre det. Det var som om han sad og talte med en eller anden, der ikke var med i bilen. Uden at kunne vide hvem, var det ikke svært at se det negative i den lukkede tale.
Emilie sad i midten også uden at sige det store. Han var utroligt lettet over at slippe hjemmefra, og alt det, som det kunne medføre. Hun bandede uden at sige et ord.
Toke sad til højre og prøvede at bevare humøret, selv om han også havde en del at tænke på. Han prøvede at styre alle sine følelser og lukke det ude.
Der sad de sammen, de fem venner, der ville indtage hytten i Sverige.
Det var ved at blive tidligt på eftermiddagen da de ramte den store egeskov, hvor de hoppede hen over den bulede tilsneede grusvej. Det varede ikke længe før de kunne se hytten. Det var ikke mange øjeblikke før området blev iklædt én stor mørk og lang frakke. Det ville komme snigende lige så stille som sneen, og graderne dalede.

Et tog standsede ved Malmø station. Lasse steg af toget med et sammenbidt ansigt. Han var ikke bare alvorlig. På hele turen havde han kogt som en ildrød kedel. Koste hvad det ville. Hun skulle med hjem. Om han så skulle slæbe hende hele vejen. De to var bestemt for hinanden. Det vidste han bare. Hun skulle bare lære at forstå det.
Ude foran stationen stod der en lejede bil. Lasse fik nøglerne. Inden han kørte af sted så han på sin telefon. Han havde den app der hed ”Find ven”. Det vidste hun ikke. Han kunne se hvor hun var. Han startede motoren og trådte hidsigt på speederen mens han råbte hendes navn alt hvad han kunne.

Hytten var besat af lange spidse istapper der sad hele vejen rundt om. Man skulle bukke sig lidt, inden man kunne bevæge sig helt ind. Så lukkede tænderne sig sammen og man blev ædt af hytten. Sådan kunne det godt se ud på afstand.
Nogle af istapperne var temmelig kraftige og lange endda.
Der var ikke nogen der sagde en eneste lille lyd da Martin langsomt og knirkende lukkede døren op. De listede alle fem indenfor, men der var stadig ikke nogen der sagde noget. Monique tog fat i Kristians arm. Emilie stod bagved Toke.
Der gik et meget langt stille øjeblik, før nogen turde bryde stilheden.
- Det var her man fandt fire af dem, læste jeg. Signe havde hængt sig ude i skoven.
- Der var også nogle der sagde at de blev myrdet alle fem.
- Der er rygter om at de alle sammen havde en lortefortid, og så skulle dø.
- På grund af deres fortid?
- At de havde lavet noget ged derhjemme, og så var der nogen der dømte dem.
- Den officielle historie er i hvert fald at Signe gjorde det. Dræbte de andre.
En af drengene stod og tænkte på hans voldtægt af Dorit. Han var glad for at det ikke var kommet frem i pressen. I hvert fald ikke endnu.
En anden tænkte på Muhammed. Han kunne næsten begynde at ryste ved tanken om at de kun skulle være der til søndag. To overnatninger og så kaldte virkeligheden igen. Han rystede på hovedet. Nægtede at se filmen for sit indre.
En af pigerne tog mod til sig og trådte frem.
- Måske var de bare fem tabere. Det er ikke os, og der er ikke flere der dør her.
Endnu en kunne mærke en skræmmende større migræne lægge sig ind over ham. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig om at virke rolig.
Den anden pige gjorde alt hvad hun kunne for at slette et billede af Lasses ansigt.

Fredag aftenen var et virvar af høj latter og en gennemsyrende larm af en slags musik fra en af telefonerne. En stilart der vel gik under betegnelsen tekno og flere andre genre. Det var svært at slå fast.
Kristian og Monique, der aldrig havde haft ret meget til fælles, eller i virkeligheden brød sig særlig meget om hinanden, sad og flød sammenflettet i en dyb lænestol mens de inhalerede noget hjemmerullet sjovtobak, der fik røgen til at hænge lavt i hele stuen. Det skulle være meget, om det ikke også påvirkede de andre. Emilie sad i hvert fald og havde fået en lidt fjollede hysterisk latterkrampe over et kedeligt sommerferieminde som Martin kunne underholde med. Emilie lagde sig ned og tog sig til maven og skreg af grin jo mere kedelig mindet var. Ind imellem råbte Monique at hun skulle holde kæft, mens Kristian lænede sig over mod Monique i håb om lidt romantik. Men det blev ved håbet.
Toke levede i sin egen lille verden. Han dansede alene rundt til alle de farverige toner telefonen kunne frembringe, mens han drak af sin vodkaflaske. Det rene klare sprut så ud til at tage turen langsomt direkte i halsen på ham, uden at skulle blandes op med noget. Toke skar ansigt ind imellem. Måske var det alligevel stærkere end det var dissideret lækkert.
Kristian var den første der gik i brædderne. Han fik ganske vist lov til at dele værelse med Monique, uden at det kastede andet end dyb søvn af sig.
Martin og Emilie gik ud i sneen i kun nogle få øjeblikke. Som kom virkningen, og inden længe stod Emilie op ad huset og knækkede sig. Kulde og alkohol, blandet med tyk røg fra stærk tobak kunne sommetider kaste den slags reaktion af sig.
Da hun var færdig med at spytte sure opstød fra sig, kom hun ind til en stille stue. Teknoen havde slukket sig selv, og var gledet over i en monoton stille lyd af stilhed. Emilie grinede ikke mere. Det sjove var ligesom ophørt. Det flød og roede i hele hytten. Der var chips og rødvin på et lyst gulvtæppe. Der var ikke nogle der magtede at rydde op i løbet af natten. Lyset blev slukket og næsten alle lagde sig.

Ude i det kolde mørke, blev der trådt sne ned. Det nye sne knitrede og knasede under nogle store støvler, og satte fodaftryk. Lasse havde været derude et stykke tid, og mens festen havde kørt i et højt gear, havde han stået og raset derude.
- Jeg vidste det sgu da. Den so har fundet en anden, hviskede han hæst.
Stjernerne blinkede fra en klar himmel samtidig med at en halv måne lyste så meget den kunne over området med skoven og hytten og søen.
Man kunne ikke høre så frygtelig meget andet end Lasse, lige indtil.
- Hvad var det du godt vidste, om hvilken so?
Lasse vendte sig forskrækket om og en lyskegle ramte ham lige i hovedet. Han kunne ikke se hvem der talte til ham. Men han mærkede hammeren på siden af hovedet. Han vaklede og spjættede med armene for at få fat i den, der svingede værktøjet. En hånd greb ham om halsen, og så kom andet slag. Hammerens hoved landede lige i panden på den lyshåret Lasse, og så begyndte blodet ellers at pible fra hans hoved. Han gik helt ned i knæ, og inden han skulle til at sige eller råbe noget kom det tredje slag.
Lasse væltede helt om. Det fjerde og femte slag havde ikke været nødvendige for at uskadelige Lasse, men de var dødelige.
- Det må du undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kunne ikke lade være.
Lasse blev med besvær slæbt af sted. Med åbne øjne gled han efter sin morder. Efter de sidste slag viste der sig en del blod i sneen.

Morgen efter skinnede solen skarpt ned over hele skoven, hytten og søen. Graderne var stadig langt under nul, og den mindste vind ville føles ekstra bidende.
Der var hvidt over det hele. Det havde sneet yderligere, og selv de mindste spor efter Lasse var ryddet. Nu gik sneen næsten op til låret hvis man bevægede sig udenfor.
Fra det ene øjeblik til det andet, blev der med en vis erfaring hugget brænde. Øksen fløj fra top til mål, og nogle af de tykke grene blev kortere, og ville virke godt inde i hyttens pejs til at tænde op med blandet med nogle aviser, der lå derinde.
Der gik et par ekstra timer, og det var reelt ikke morgen mere.
Klokken havde rundet tolv da den ene af pigerne langsomt fik øjne. Det smertede fra det ene øre og hele vejen rundt om panden til smerten igen tog af ved det andet øre.
Tungen føltes som sandpapir og smagen i munden var ikke noget, der var anbefalelsesværdigt. Hun løftede sit hoved og kastede et sløvt blik. Derfra hvor hun lå, kunne hun ane stuen, og hvordan der så ud derinde.
Det eneste rigtige havde været at vende sig om og sove videre, men hun havde også en fornemmelse i maven, der sagde hende at den snart ville få samme funktion som en rystet champagne. Det ville vælte ud af hende, så hun kom på benene og fik kravlet ud på badeværelset. Hele vejen derude måtte hun støtte sig til vægge og karme. Det var en lettelsens øjeblik at komme på knæ foran toilettet.
Et andet sted i huset var en af drengene kommet på benene. Han havde det knapt så slemt og var ved at iføre sig en tyk vinterjakke. Han så der var liv ude foran huset.
Han åbnede døren og trak vejret dybt. Kulden stak i næsen. Der var stille udenfor. Den unge fyr trak lod med sig selv. Skulle han gå den ene vej, eller den anden? Højre side vandt knebent. Den første han mødte var en bekendt, der tog sig til hovedet. Det smertede i den brændende migræne.
De to kammerater mødtes i et hurtigt blik og et venligt kram, der varede længere en naturligt.
- Hvad søren, er du ked af det, spurgte den sidst ankomne.
- Du må undskyld, men du snakker i søvne. Ved du det? Jeg ved hvad du har gjort, og det må man ikke, vel? Jeg er nødt til det. Det her er fra den unge pige du voldtog.
Et slag og et stik gennem vinterjakken efterfulgt af noget, der kunne føles som krampetrækninger i maveregionen. Offeret bukkede sammen. En stor køkkenkniv blev trukket ud, men kun for at blive stukket helt ind igen, endnu hårdere. Den døende gurglede et par gange og faldt til jorden. Morderen blev stående. Tog kniven og satte den i brystkassen på sin ven, og trådte på spidsen af skaftet, så kniven ville gå hele vejen.
Den lidende uge dame fra toilettet var kravlet i seng igen, og fattede ikke hvad der skete udenfor. Oprydningen ville i hvert fald ikke være hendes opgave. Det lå under hendes niveau. Den slags havde man sgu da en mor til.
Udenfor blev endnu et lig møjsommeligt og besværligt slæbt gennem sneen, men for de andre i huset var der stadig lige så stille som nyfaldne snefnug.
En skikkelse gik flere gange lydløst rundt inde huset. Der blev stille hvisket og brugt de værste udtryk om andre og deres liv.
Noget fra de andres tasker blev fjernet lige så stille, og samlet i en pose.
Og så gik han til søen med øksen. Han huggede et hul med stort besvær, indtil isen begyndte at sprække flere steder. Han fik hul, og posen blev smidt i.

Smerten i hovedet var dødbringende. Kun få måneder igen hed det sig.
Lægen havde set ham i øjnene, og der var ingen spor af noget empati der, syntes han.
- Du må forstå at vi har gjort alt hvad der var muligt. Det kan ikke nytte noget at give dig flere stråler. Jeg er ked af det, sagde han, men det virkede ikke. Din tumor er vokset. Det går desværre kun én vej.
Det var en dæmon, der voksede inde i hovedet på ham. Den rasede og gjorde ham rasende. Han kunne ikke styre det selv. Han vidste han skulle sige undskyld, og at det formentlig var sidste gang han så et så smukt område som her, men han vidste også at det ville være sidste gang han så sine venner. Så meget havde de nu heller aldrig betydet for ham. Han var klassens anderledes dreng, dengang for år tilbage.

Et sted hjemme i Danmark stod der to betjente og så forundret på to ældre mennesker, der sad sammen og så ud til at stirre ud i luften. Men de så ikke noget.
De var bundet til lænestolene, og halsen var skåret over. De var blege, og en retsmediciner havde slået fast, at de havde været døde i flere dage, måske en lille uge.
Over pejsen, der ikke havde været tændt længe, stod der en stribe billeder. De fleste forestillede det ældre ægtepar, og på et par stykker af dem, stod de med deres lille søn på armen, som de havde adopteret i Ghana. Han var ikke bare mørk. Han var sort som natten. Han smilede dengang, og hans tænder hvide som nyfalden sne.
- Vi skal finde den søn, sagde en kriminalbetjent i civil, og pegede på et billede.

De to piger var omsider vågnet og havde krænget deres trætte kroppe ud over sengekanten. Hvilket var noget af en prøvelse i deres tilstand. De stod og gloede på hinanden, og så kom de til at grine af gårdagens tilstande.
- Jeg kan ikke huske ret meget fra i går, sagde Emilie og tog sig til hovedet.
- Jeg kan bare huske du skreg af grin hele tiden, sagde Monique og hostede.
Bag dem kom en af drengene til syne. Han trak vejret tungt og så rundt i stuen.
- Jeg magter simpelthen ikke at rydde op lige nu. Jeg har mere lyst til at gå en lille tur i sneen og få noget frisk luft. Er der nogen der ved hvor de andre er?
Pigerne rystede på hovedet og Monique kastede sig i sofaen.
- Jeg gider i hvert fald ikke rydde op. Det er jeg sgu ikke kommet til Sverige for.
Det var en typisk bemærkning fra Monique, og den irriterede lynhurtigt Emilie.
- Vi kan vel deles om opgaverne senere. Vi kan prøve at ringe efter de andre drenge. De er garanteret ude at slås med sne.
- Drengerøve, slyngede Monique ud i luften og lød som om hun mente det.
Hun fik et blik af Emilie, der var så spidst at det ville kunne bore sig igennem stål.
Han sagde ikke noget, men hvis hun havde gjort det, ville det have været noget med, hold nu kæft og let røven og kom i sving med kosten og spanden tøs.
- Jeg vil gerne med ud at gå. Jeg skal lige have tøj på og have fat i min telefon.
- Tag min telefon med. Den er helt ny, kommanderede Monique højlydt.
Hun blev dog skuffet få sekunder senere. Skuffet og eddikesur.
- Jeg aner ikke hvor din telefon er, min er i hvert fald ikke i tasken som den burde.
- Ej ok, så svært kan vel heller ikke være at finde min telefon, sagde Monique højt.
Emilie rystede på hovedet og gad ikke reagere. Hun begyndte at tage tøj på.
Der var stille i huset, lige indtil det gik op for Monique at hendes telefon var væk.
- HVOR FANDEN ER DEN SPØRGER JEG BARE? DEN ER FUCKING NY.
Den unge fyr stod klar med jakke på. Han så på Emilie mens han slog på sin jakke.
- Min er altså også væk.
Emilie fandt et lille grin fra baghovedet. Hun pegede ud af huset.
- Det er sgu da drengene der har taget dem, og nu skal vi på skattejagt eller noget.
- JEG GÅR AMOK PÅ DE IDIOTER DER HAR RØRT MIN MOBIL.
Emilie lavede trætte øjne og nikkede mod døren.
- Lad os komme ud og få noget luft. Jeg magter ikke hende der lige nu.

Emilie og Martin gik langsomt i sneen. Emilie så rundt efter de andre. Hun lod sig ikke irritere over de manglende telefoner. Drengene havde garanteret arrangeret en eller anden munter leg med at man skulle finde sin telefon. Det kunne bedst ligne dem. Hun smilede lidt af det og så på Martin, der til gengæld havde et helt andet udtryk i ansigtet. Et udtryk der kunne berette om frustration og nervøsitet i højsædet.
Der var helt stille uden foran hytten. Det var hundekoldt og en svag kølig vind gik let gennem jakkerne. Emilie rystede på skuldrene og hoppede lidt på stedet for hurtigere at kunne få varmen. Martin gjorde ikke noget. Han så på den lyseblå himmel og trak vejret tungt. Den kolde ånde dannede en frysende damp fra hans mund.
- Hvor er hun dog irriterende når hun er sådan, sagde Emilie om Monique.
Martin reagerede ikke på det. Han gned sine hænder, og ærgrede sig over at han ikke havde fået handsker med. Hans fingre var helt stive og det smertede.
- Gud ved hvor de andre gemmer sig, prøvede Emilie at få lidt snak ud af Martin.
- Ja det ved jeg ikke, kom det stille tilbage.
Emilie lagde en hånd på Martins skulder og så ham i øjnene. Hun stoppede sine skridt lige inden de gik ind i skoven et par hundrede meter fra hytten. Hun var bekymret og kunne let læse hans triste blik.
- Hvad sker der Martin? Hvad er der galt?
- Det er ikke noget. Jeg har bare nogle problemer derhjemme, svarede han.
- Kom nu Martin. Det er mig for fanden. Vi to har da altid kunne snakke om alt.
Emilie fandt al sin empati frem, og lagde den som en beskyttende kåbe over Martin.
- Jeg har bare ikke lyst til at tage hjem herfra. Jeg vil have at weekenden skal vare forevig. Ja det lyder sikkert åndssvagt, men sådan har jeg det lige nu.
- Jamen hvad er der sket derhjemme, Martin? Sig det nu bare til mig, sagde Emilie.
Der gik et utroligt ualmindeligt langt øjeblik før Martin åbnede munden.
- Jeg skylder penge derhjemme. Det er af helvede til.
- Hvem skylder du penge til, Martin?
- Ja det er til en der gerne vil have man betaler tilbage.
- Hvem er det?
- Du har måske hørt om ham. Han hedder Muhammed, og han har nogle kedelige bekendtskaber, der nok skal sørge for at man ikke glemmer det.
Emilie lagde armen trøstende om Martin og de stoppede et øjeblik mellem nogle gevaldige egetræer. Hytten var langt bag dem allerede. De kunne næsten ikke se den mere for træer. Ingen af dem kunne mærke kulden, selv om de begge havde røde kinder. Emilie gav Martin et kram.
- Det er også noget lort at låne penge sådan nogen steder, men jeg kan godt forstå dig.

Monique trampede rundt i rodet. Hun havde ikke løftet en finger for at give bare den mindste hånd for at hjælpe de andre. Hun bandede stadig højt over det med telefonen. Hun ville fandeme ikke finde sig i den slags pis. De andre var sgu så barnlige.
Hun slyngede sig i sofaen, hvor knuste chips lå og flød. Så bandede hun over det.
Hun lagde benene op på bordet, hvor hun med det ene ben væltede Tokes tomme vodkaflaske på gulvet. Det ragede hende langsomt at den gik i stykker. De havde sgu bare at komme med den telefon nu. Det kunne kun gå for langsomt. Det var fandeme ikke nogen børnehave hun var på tur med. Selv om man skulle tro det.
Hun tændte en cigaret da døren gik op. Toke trådte ind med store støvler på. Monique fik øje på ham og hun fór op og råbte af ham. Mellem en masse bandeord, nævnte hun gentagne gange sin elskede nye telefon. Den betød alt for hende, sagde hun.
Hun var så gal at hun ikke engang bemærkede Tokes blodige vinterjakke. Det drev ned ad ham. Både foran og ned langs ærmerne. Hans sorte læderhandsker var blanke.
Han tog pegefingeren op foran munden, for at indikere at hun skulle være stille.
- Jeg har egentlig altid hadet dig, Monique. Det har altid pisset mig af, og gjort mig mere end irriteret. Du tænker kun på dig selv, altid. Det er trættende at høre på. Forstår du hvad jeg siger? Så du skal med mig. Jeg tager ikke nogen steder uden at du er med.
Monique sagde ikke noget. Hun stod bare helt stille foran ham. Også da han løftede sine arme med det han havde i hænderne.
”TJUK” og igen ”TJUK”.

Martin stod stille efter de havde gået lidt videre. De sagde ikke så meget til hinanden.
De var nået op på en lille bakketop, hvor de havde et lille overblik over den enorme sø, der var frosset til. Naturen tog sig smuk ud, og man kunne kun nyde det i stilhed.
Kulden havde ikke lagt sig. Tværtimod sneg den sig ind under alt tøjet. Et nyt snevejr sneg sig ind over hytten, søen og skoven.
Emilie stod og rystede af kulde. Det gjorde ondt i knoglerne.
- Kan vi ikke godt gå tilbage, Martin. Jeg skide fryser faktisk, og så kan vi også tale lidt mere om dit problem. Man må jo kunne gøre noget. Kan man ikke bare tale med ham, og sige at du betaler tilbage over nogle gange?
- Det fungerer desværre ikke rigtig sådan med Muhammed. Han vil også at jeg skal rejse til sydpå, og tage noget med tilbage til ham. Det tør jeg sgu ikke.
Emilie tog fat i ham og så ham chokeret i øjnene.
- Det gør du fandeme ikke. Hører du. Du kan risikere en lang fængselsstraf, og så hvis du bliver taget dernede. Jeg tror ikke det er særlig fedt at ryge i fængsel dernede. Det gør du bare ikke Martin, vel?
Martin sagde ikke noget. Hans læber skælvede og han havde svært ved at holde på de fugtige øjne. Klumpen i halsen blev større og større.

Nede i hytten blev Monique slæbt hen ad gulvet. Hun efterlod en tyk stribe blod efter sig. Inden da havde Toke været kold i ansigtet det meste af tiden. Ind imellem havde han vredet sig i smerte og taget sig til hovedet. Så havde han grædt helt åbenlyst, for så at blive gal på alt og alle. Han havde tyret knytnæven ind i væggen og snerrede af et spejl der hang skævt foran ham. Toke havde revet det ned fra væggen og smidt det fra sig så det smadrede på gulvet. Så havde han grebet fat i Monique og slæbt af sted med hende. Udenfor smed han hende i sneen bag huset hvor Lasse og Kristian også lå. Så spyttede han på dem.

Emilie og Martin var på vej tilbage i raske skridt. Det var allerede ved at være sent på eftermiddagen og mørket trængte sig på, og kunne skjule det skjulte bag huset.
- Lad os se om der er nogle af dem der magter noget som helst, sagde Emilie.
Hun prøvede at bevare humøret og hjælpe Martin lidt på vej.
- Kristian fik i hvert fald røget nogle fede med Monique i går, sagde Martin.
- Ja og Toke tømte en hel flaske ren vodka alene. Han snorker garanteret.
Da de kunne se hytten på afstand var der ikke noget lys derinde. Der var helt mørkt rundt omkring huset. Ikke engang lampen der hang over hoveddøren udenfor var tændt. Inden de nåede helt hen til hytten havde den tidlige aftenstund lagt sig.
- Der er slukket over det hele. De er vel kørt nogle steder hen, spurgte Emilie.
- Mon dog. Jeg ser om vognen holder omme på den side, sagde Martin.
De skiltes for et øjeblik. Emilie gik hen mod hytten og Martin løb gennem den tunge sne. Fra oven faldt der mere og mere mens de to venners syn mødte virkeligheden.
Vognen holdt der, men bildøren stod åben.
- Hvad fanden sker der, spurgte Martin.
Han kravlede ind i vognen og satte sig. Sekundet efter hørte han Emilie skrige højt.
Martin så det ikke, men en skikkelse dukkede op fra bagsædet med en istap i hånden.

Emilie stod helt stille og chokeret så hun alt blodet på gulvet. Hun holdt sig for munden og kunne dårligt skrige mere. Med små skridt gik hun langsomt ind.
Emilie fik tændt lampen udenfor hytten. Blodsporet fortsatte ud af huset. Det tætte snevejr havde endnu ikke fået slettet det røde spor. Hun skreg på Martin, flere gange.
Grædende og rystende fulgte hun sporet hele vejen rundt om huset.

Han nærmede sig hytten med en økse og en blodig istap i hænderne. Han svingede hele tiden øksen foran sig, som et pendul i et gammel ur, der skulle markere den sidste tid.
Emilie skreg igen da hun fik øje på de døde. Specielt da hun fik øje på Lasses ansigt.
- MARTIN, skreg hun gentagne gange. Men han kunne ikke svare.
Toke kom bagfra. Han smed istappen foran Emilie. Hendes chok blev ikke mindre.
- Tror du Martin kan høre dig nu, spurgte Toke højt.
Emilie vendte sig og så i Tokes iskolde øjne. Der så hun også den blodige økse.
- Hv-hv-hvorfor Toke, stammede hun og faldt bagover i sneen.
- I er alle sammen er så fucking ligegyldige nu. Jer, og alle jeres små lorte problemer. Jeg er så træt af at høre om dem. Der er ingen af jer, der ved hvad rigtige problemer er. INGEN AF JER. Du snakker om Lasse som om det er forbi mellem jer, og alligevel dukkede han op her i går aftes. Jeg smadrede hans hoved med en hammer.
Emilie kunne ikke holde op med at græde skrigende igen.
- Hold din kæft, Emilie. Der er ingen der kan høre dig herude. Så var der Kristian, der snakker i søvne. Vidste du at han havde voldtaget en pige kort inden denne her tur? Nej, det vidste ingen af os. Men han har fået sin straf. Så var der Monique. Hvilket i sig selv var en nydelse. Magen til lorte tøs skal man sgu lede længe efter. Jeg har hadet den tøs siden jeg mødte hende første gang, og hun sendte mig et elevatorblik. Mere var jeg ikke for hende. En mørk fyr der kunne varte jer andre op. NUL, siger jeg. Jeg vil fandeme leve inden jeg dør.
Emilie lå i sneen og gispede og rystede. Hendes blik flakkede fra side til side. Hvad med Martin? Havde han klaret den. Hun håbede at han ville dukke op.
- Jeg ved godt hvad du tænker. Tag det bare roligt. Martin kommer ikke og redder dig. Tror du det for sjovt at der er blod på den istap, spurgte Toke og pegede.
Emilie prøvede at trække vejret, men det var så koldt at det stak i næsen.
- Hvorfor skal du dø, fik hun fremstammet.
- Fordi jeg har en tumor i hjernen, og den gør mig gal af HELVEDE TIL. Det gjorde den også da jeg var hjemme hos min mor og far for nogle dage siden. Min mor kunne ikke holde kæft om mit helbred, selv om jeg bad hende om det flere gange. Jeg blev sgu så hidsig til sidst. Så jeg SKAR HALSEN OVER PÅ DEN GAMLE KÆLLING, og det gjorde mig ikke noget. Jeg var ligeglad. Forstår du det lille Emilie. Så kom min far hjem. Jeg pandede ham et par slag med bagsiden af øksen inden jeg også skar halsen over på ham, og så satte jeg dem sammen i lænestolen foran pejsen. JEG VAR LIGEGLAD, EMILIE. Nu skal vi krafteddemig dø alle sammen. Jeg tager Jer med mig i døden. For jeg er ligeglad. I troede jeg drak mig fuld i går, men det var kun fucking vand der var i flasken. Jeg sad og så på Jer mens i sov. Og jeg vidste bare at I skulle dø alle sammen.
Toke vendte sig og trak vejret tungt. En af de svære smerter kørte gennem hovedet.
Emilie så det som sin eneste chance og rejste sig og løb. Hun anede ikke hvilken retning der var den bedste. Hun løb for sit liv. Ud i mørket hvor hun var nærmest blind. Der var ikke nogle pejlemærker at se efter. Der var sne, og det var det hun løb på efter bedste evne.
Bagfra kunne hun høre Toke skrige hendes navn. Han skreg at hun skulle stoppe.
Hun turde ikke vende sig for at se hvor langt bag hende han var.
Hun spurtede alt hvad hun kunne magte. Hun ænsede ikke kulden. Kun sin skræk, og det hun havde set. De tre lig, der lå oven på hinanden. Hun så Monique ligge der med et blodigt flækket hoved.
Kristian, hvis vinterjakke var én stod blodig plet midt på. Og så Lasse, der lå der, og pludselig savnede hun ham og hans selskab.

I præcis de samme sekunder kom flere svenske politibiler kørende med høj fart ad motorvejen. De andre bilister trak ind til siden mens sirenernes toner tordnede derudaf.

Få dage forinden var to pensionister blevet fundet dræbt i deres kolonihave. En ung pige havde meldt en voldtægt, og Kristian var blevet genkendt da han løb derfra. En mor af sydlandsk herkomst havde meldt sin datter til politiet for røveri. Politiet var ikke dummere, end at de kunne se en vis sammenhæng da de fandt ud hvem der var taget på weekendtur sammen. I en af de svenske politibiler sad der to fra det danske kriminalpoliti. Laursen og Markussen, der havde en længere årrække bag sig ved politiet. De svenske politibilers vinterdæk tværede sig gennem de snebelagte motorveje, og inden længe ville de skulle dreje af mod skoven.
Alle politifolkene fik besked over radioen at de skulle tjekke deres våben inden de nåede frem.

Emilie var alligevel nået stykke væk, og hun kunne ikke høre Toke råbe mere. Da hun ville standse sit løb blev hun overrasket. Hun gled og faldt, og der gik det op for hende. Hun var ude på søen. Hun vidste ikke hvad vej hun skulle løbe, og så var hun løbet ud på søen. Hun rejste sig meget langsomt. Hun forsøgte at orientere sig til alle sider, men det var overskyet, og der kom ikke meget lys fra månen og stjernerne.
Hun var kommet op på knæ da hun stoppede sine bevægelser for at lytte, og da vendte hun sig mod hytten, og der stod han med øksen få meter fra hende.
- Hvad tror du selv lille Emilie? Den lille dumme blondine, der kunne få drengene til at hoppe og springe i skolen dengang. MEN DET SLUT SIGER JEG DIG. Om lidt flækker jeg også din skal med øksen. Og så får jeg endelig fred i min sjæl. Så kan jeg dø roligt. Så har jeg TAGET JER ALLE SAMMEN MED MIG, råbte han.
Emilie gispede og stod usikkert på benene.
Hun turde dårligt at løbe længere ud på søen. Hvad hvis isen pludselig knækkede under hende? Hun måtte vælge en af siderne. Men hun var også skrækslagen for Toke.
- Kan vi ikke snakke om det Toke? Det er jo sindssygt det her, bad hun.
- JA. Det er sindssygt. Jeg er sindssyg. Det ved jeg godt. Jeg er syg i hovedet, men der er ingen der ved det her, og I bliver aldrig fundet. Jeg har tænkt mig om, ikke? Jeg brænder jer alle sammen, og I bliver aldrig fundet. Og jeg kan dø roligt.
Toke svingede farligt øksen fra side til side.
- Toke for helvede. Vi har været venner i mange år, siden vi startede i de små klasser sammen. Jeg har sgu da aldrig gjort dig noget. Kom nu, Toke.
Han svingede øksen hen mod hende, og Emilie trådte endnu et skridt tilbage.
- Vi har aldrig været venner, lille Emilie. Du var lærernes kæledægge, og kunne aldrig gøre noget forkert, vel? Du var så højt på strå dengang, og jeg hadede dig for det. Ligesom jeg altid har hadet Monique og drengene. Martin, der altid ville spille kort om penge. Jeg havde næsten aldrig nogen penge, og når jeg så havde, så snød han mig ad helvede til så jeg ikke havde en krone. Og Kristian, hvis eneste interesse var pigerne. Selv om de aldrig gad ham. Der var ingen af Jer, der koncentrerede jer om den mørke dreng i klassen. Jeg kunne bare være alene, ikke? JEG HAR HADET JER ALTID, FORSTÅR DU DET NU, LILLE EMILIE? UNDSKYLD, MEN SÅDAN ER DET BARE. UNDSKYLD JEG MÅ DRÆBE JER ALLE SAMMEN, MEN HVOR VAR I DENGANG?
Toke svingede øksen om bag nakken, og gjorde klar til det afgørende slag, men Emilie sprang til siden og øksen satte sig fast i isen. Toke rev den til sig og slog igen, med samme resultat. Øksen satte sig fast. Han bemærkede ikke noget, og Emilie sprang for livet hver gang. På et tidspunkt gled hun og faldt forkert. Der var ingen af de to der havde hørt isen sprække. Ikke før den knækkede under Toke, lige som han skulle til at sætte det sidste slag ind. Han var sikker på at ramme Emilie, men der røg han i. Han sprællede og kaldte på Emilie, mens isen sprækkede længere og længere ud til siden. Emilie turde dårligt rejse sig.
- EMILIE, HJÆLP MIG. JEG KAN IKKE SVØMME. KOM NU!
I et vanvittigt kort øjeblik. Måske kun i nogle få sekunder, så de hinanden i øjnene.
Det var som om en masse barndomsminder kørte gennem hovedet på dem begge to.
Den lille mørke dreng, der altid stod alene i skolegården, mens Emilie altid var omringet af andre misundelige piger, eller drenge da de blev lidt ældre. Pludselig kunne hun godt forstå ham. Blandet med den sygdom Toke desværre havde fået, gav det pludselig mening alt sammen.
Emilie rakte en hånd ud mod ham. Øksen var gået til bunds, og Toke så ikke farlig ud mere. Han lignede den lille skræmte dreng han havde været engang, som han lå der og kæmpede sit livs kamp mod døden.
Inde på land nærmede der sig køretøjer med sirener.
Emilie vendte sig og fik øje på tre politibiler. Hun kaldte på dem da hun så nogen stige ud af dem. Så vendte hun sig mod Toke, men han var væk.

Emilie sad inde på badebroen med et tæppe omkring sig og rystede. Hun stirrede ud over søen og sagde ikke noget. Hun havde en cigaret mellem sine slanke fingre. Ved siden af hende på hver side sad de to danske betjente. Lausen og Markussen så bekymret på hende. De havde spurgt hende mange gange hvad der skete, men Emilie kunne kun svare usammenhængende om Toke og hans sygdom, og hvad der fik ham til det. Nærmest som om hun godt forstod den drastiske handling, og så alligevel ikke. Nu var hendes venner borte. Års sammenhold, havde måske ikke været så stærkt alligevel. Han havde jo ret omkring dem alle fire. Der var jo ikke nogle der fulgtes med den lille mørke dreng dengang. Hverken Monique, Kristian eller Martin, og heller ikke hende selv for den sags skyld. Men det var ikke grund nok til at slå dem ihjel. Det vidste hun godt med sin sunde fornuft.
En svensk betjent kom hen og gav en kort besked til Laursen, og han nikkede.
- Har de fundet ham, spurgte Emilie.
- Desværre ikke Emilie. Din familie er på vej, men vi skal nok snakke lidt mere når vi kommer hjem til København, ikke?
Et par minutter efter rejste de sig alle tre da Emilies mor steg ud af en svensk politibil. Emilie brød grædende sammen og løb hen til sin mor.
Det svenske politi gjorde hvad de kunne med at lyse ud over søen og ledte efter Toke.
Tre ambulancer kørte bort med Emilies venner. De kørte langsomt uden udrykning.
Emilie stod tilbage med sin mor. Hun græd for tabet af sine venner, men hun skænkede også tårer til ham, der ingen havde.
Pludselig rev sig løs fra sin mors greb og løb ud mod badebroen. Hun standsede.
- TOKE, skreg hun af fulde lunger ud over den mørke sø og havde ondt af ham.

Toke blev fundet da isen på søen smeltede ved forårstid. Han lå lige så fredeligt inde ved bredden. Det hed sig at han så ud som om han smilede. Så havde han fået fred.
Emilie vendte tilbage den sommer og kastede fire roser i vandet. Dem fik Toke ikke da han fortjente det. Nu var det på tide, selv om det var for sent.

Hytten, skoven og søen havde fået fred, for en stund, måske…