Den lille pige og uret
Bladene på træerne i Boston Public Garden havde fået nærmest poetiske smukke farver dette efterår.
For nogen havde det taget det meste af et år, og for andre ville det aldrig gå over, da byen blev angrebet af terrorister ved det årlige maratonløb gennem byen året før. Tre døde og Gud ved hvor mange såret.
Stilheden havde endelig sænket sig, og byen kunne trække vejret og gå tilbage til dagligdagen og nyde den fred der burde herske.
Andrea Bradson var en storbypige med hjertet det rette sted for sin by. Hun elskede Boston med alt hvad dertil hørte og var vokset op et stykke udenfor centrum. Men ikke længere væk end det kunne gøres med en frisk cykeltur.
Andrea var en slank pige 27 år. Hun studerede jura på Boston University, og cykelturen hjemmefra tog kun lidt over en time hele vejen til Bromfield Street.
Hun lod altid det mørke lange hår hænge løst når hun cyklede. Hun vidste det var forkert, men hun kunne ikke få sig selv til at bruge cykelhjelm.
Den unge studerende var som regel let at kende i trafikken. Det var hende der altid cyklede med en neongrøn lang jakke på. Det havde flere på hendes tur lagt mærke til.
Det var så nok heller ikke den eneste grund. Andrea var en pige man lagde mærke til. Hendes usædvanlige smukke ydre gjorde også en forskel. Hendes lange mørke kraftige hår og de chokoladebrune øjne. Den glatte hud trukket ned over de hævede kindben og de fyldige læber fik næsten hver en ungersvend på universitetet til at vende sig.
Hvad Andrea havde rigeligt af i udseende, manglede hun i højde. Der havde hun trukket et af de korteste strå.
Til gengæld kunne hun snildt minde om en latinopige, men det var slet ikke der tomahavken var gravet ned. Hendes mor havde mørkerødt indianerblod i årerne. Hendes far var en jernbanearbejder fra en mellemstor by i Massachusetts, der havde store forventninger til sit eneste barn. Så længe hun passede sine studier betalte han hendes husleje i den lille toværelses lejlighed.
Andrea var meget alene, efter eget ønske. Selvfølgelig havde hun venner. En solid lille gruppe som hun stolede på, men de havde også forståelse for, at hun indimellem trak sig og nød sit eget selskab. Hun kørte heller ikke ned på kærlighed. Men der var begyndende rustpletter i forholdet til Victor. De havde forskelligt syn på hvordan man kørte et forhold. Andrea mente for eksempel ikke, at man kindkyssede med sin dansepartner, medmindre man var kæreste med den man dansede med. Der var også kommet andre historier Andrea for ører, men Victor nægtede og påstod det måtte være misforståelser. Andrea havde sat forholdet på pause, selv om han ringede konstant. Måske var det gået op for Victor, at han rent faktisk kunne miste.
Victor var en forkælet knægt fra et finere område. Han var doven med sine studier, til gengæld havde han altid haft held med pigerne. Han var høj og slank. Godt bygget og så generelt godt ud. Han havde for vane at køre hånden gennem sit lyse hår for at sætte det igen og igen, mens han smilede sit smil med sin venstre fortand af guld, der skinnede skarpt i lyset til hvem som helst. Det havde ofte båret frugt, og han vidste det. Andrea havde da også tabt underkæben på et tidspunkt, men den var for længst røget på plads igen.
Nu begyndte irritationen over rygterne. Så måtte han klare sig selv. Han var en flot fyr, men han trængte til at blive mere moden.
Andrea Bradson var ikke uden laster selv, men det var ikke nogen der belastede andre.
Hun elskede gamle ting. Hun kunne simpelthen ikke cykle eller gå forbi en marskandiser uden at hun skulle ind at kigge. Ikke fordi hun havde alverdens penge, men kunne hun finde et godt tilbud var solen mere lun end nogensinde før.
Denne efterårsdag var ikke nogen undtagelse. Andrea var gået tidligt fra universitetet og ville cykle en omvej fordi vejret på en eller anden måde var hyggeligt. Smilet var bredt, træerne var smukke og det var tørt. Hun havde ikke travlt.
Hun cyklede langsomt ned af et par sidegader. Hun vidste der var åbnet en forretning. Hun havde hørt det til en af forelæsningerne. Tre andre studerende hun kun kendte løst, havde talt om forretningen, og om at ejeren var en gammel særling. Men det ragede Andrea langsomt, hvis han havde noget interessant at sælge.
Hun nærmede sig den adresse hun havde lyttet sig til. Det var med en dragende spænding i kroppen hun stillede cyklen fra sig. Hun glemte endda at låse den. Til gengæld var cyklen hjemmemalet med fingrene. Der var blomster og bier og mariehøns. Den ville være let genkendelig hvos nogen ville låne den uden at spørge.
Der var en klokke over døren der ringede og en speciel duft af et gammelt krydderi mødte hendes næsebor. Hun kunne ikke placere duften men den var ikke ukendt.
Det var heller ikke sådan at hun undrede sig over duften af krydderi. Hun havde været i mange marskandisere. De kunne alle sammen have hver deres egen duft. Indimellem lugtede det bare gammelt og ind imellem muggent. Her duftede der af krydderi.
Traditionen tro var der nok til at fylde indtil flere hjem. Hvis man var til den ældre stil. Der var hundredvis af glas i alle størrelser. Kaffestel i alle afskygninger. Stole og borde og et par slidte sofaer fra tidernes begyndelse, var der rigeligt af. Måske skal der nok have været over fem hundrede bøger og gamle magasiner af alle slags. Der var gammelt legetøj, der måske havde overskredet salgsdatoen. Noget af det var utroligt slidt og måske fungerede det ikke som i gamle dage, men hvis den gamle ejer kunne lave en lille mønt på det var det vel ok.
Der var tøj på en lang knagerække langs den ene væg, men det var ikke det der tiltrak Andreas opmærksomhed.
Det der hev i hende, det så hun næsten med det samme. Hun behøvede faktisk ikke at gå så langt ind i butikken, så havde det en magisk magnet der nærmest talte til hende. ”Se mig. Føl mig og køb mig.”
Der gik ikke længe før hun stod lige foran det. Hun var selv solgt lige på stedet, og da kom han til syne.
- Er der noget jeg kan hjælpe med, lød det hæst.
Andrea havde ikke set ham endnu, men hun nåede at forestille sig en gammel savlende sørøver med klap for øjet og tre tænder i munden og skægstubbe der nok var mere end fjorten dage gamle.
Da hun vendte sig, stod sørøveren der stadig.
Han havde bare ikke klap for øjet.
Savlen var endnu ikke på vej ud af mundvigen, men det kunne se ud som den var.
Der stod en gammel sørøver og tyggede skrå. Han var sort om munden og øjnene sad helt inde i hovedet på ham.
- Jeg hedder Theodore. Det er min butik.
Han kunne også have sagt, ”Jeg hedder Sorte Jack.”
Det var ham der lugtede af gammelt krydderi. Han duftede ikke. Han stank. Han var så tynd at selv en lille trøje hang på ham. Den var hullet og grøn med pletter.
- Jeg hedder Andrea Bradson. Hvor meget vil du have for det store ur der står der?
Det store ur var helt sikkert mere end hundrede år gammelt. Det var cirka 190 centimeter i højden. Skabt i lyst træ. Måske endda i nøddetræ. Det ville sikkert være dyrt, men det kostede ikke noget at spørge. Det var af den gamle slags, med et solidt urværk og et gammeldags træk i kroppen. Sådan et ur kunne holde forevig, hvis man passede på det immervæk. Lågen ind til trækket var med glas i.
Andrea havde læst om den slags ure. De kunne være en formue værd, hvis det ikke var en billig efterligning. Men de var også smukke og hun ville elske at eje et selv.
Derudover havde hun et kært minde om en farmor fra Rhode Island, der havde et stort ur der snildt kunne minde om det der stod foran hende inde i butikken.
Sørøveren rystede på hovedet. Han kiggede op på sit ur og ned på Andrea.
- Det er ikke til salg. Tro mig lille skat. Det har du slet ikke lyst til at eje. Jeg ved hvad jeg taler om.
Andrea kiggede på ham, med et blik, der kunne tale selv. ”Du skal da ikke stå og kalde mig lille skat” tænkte hun.
- Jeg vil virkelig gerne købe dit ur.
Han rystede på hovedet igen.
- Nej du vil ikke. Det tror du bare du vil, men det vil du slet ikke. For det er ikke bare et ur.
Andrea så ham i hans mørke øjne og fattede ikke et ord.
- Hvis jeg lod dig købe det ur, ville du ikke vide hvad du gik ind til, og alligevel ville du føle dig sikker, men det har sin pris. Ja, det lyder skørt, men jeg har ret.
- Du vil garanteret sælge alt andet, men ikke det her ur, der står i din butik. Er det rigtigt forstået?
- Præcis, svarede han hæst og nærmest bøvsende.
Andrea sukkede og kiggede på uret. Hun forsøgte sidste skud. Og tog en blok og en blyant i sin taske.
- Hvis du ombestemmer dig, vil du så ikke ringe til mig?
Hun skrev sit navn og nummer og rakte ham en seddel.
- Det gør jeg ikke, for som jeg siger, du ville ikke vide hvad du gik ind til.
Andrea forlod butikken uden at blive meget klogere. Gennem butiksruden kunne hun stadig se uret. Hun bandede for sig selv og trak af sted med sin cykel. Samtidig rystede hun på hovedet.
Theodore stod tilbage i butikken og så den unge dame forsvinde. Han bed sine få tænder sammen. Han vendte sig og så på uret. Det kunne ikke nytte noget.
- Jeg kan jo for fanden ikke sælge dig. De aner ikke hvad de går ind til. Du er jo ikke bare et ur.
Uret åbnede lågen ind til optrækket af sig selv. Det lød som et tungt åndedræt, og så trak det sig selv op, og lågen lukkede igen.
Theodore kiggede på sedlen. Hun havde skrevet sit navn og nummer, og i parentes havde hun skrevet UR.
Han lagde sedlen i lommen og gik ind i sit baglokale.
De næste par uger var der forholdsvis stille hos Andrea. Hun gjorde hvad hun kunne for at passe sine studier, men der var kun én ting der kørte rundt i hovedet på hende, og det var ikke Victors evige forsikringer om at han ikke havde kysset andre piger end hende. Det kunne hun abstrahere fra. Tanken om det store ur stod malet på indersiden af hendes øjenlåg. Hun så det hele tiden når hun lukkede øjnene. Det ville skinne i hendes lille stue.
Mere end Victors latterlige fortand af guld.
I mellemtiden et andet sted i byen stod det ikke så godt til med Theodore. Hans vejrtrækning var blevet tungere. Hans usunde livsstil gav eftervirkninger og sløje resultater.
En aften efter han havde låst døren til butikken, gik han ind i baglokalet. Han slæbte venstre ben efter sig. Han bemærkede det ikke selv, men han var blevet bleg i ansigtet og spiste ingenting mere.
Måske kom det flyvende fra indersiden af en ukendt sky, men pludselig stak det i brystet på ham og trak ud i venstre arm. Han tog sig til armen og så sig forskrækket omkring.
- Åh Gud. Det er for tidligt, hostede han.
Med langsomme skridt gik han, mens han støttede sig til væggene, ind i butikslokalet igen. Han stirrede på uret.
- De er ikke klar til dig. De ved ikke hvad du kan. De ved ikke hvad du er, hviskede han.
Han hev efter vejret og himlede med øjnene.
Benene vaklede under ham.
Han rakte ud efter væggen men kunne slet ikke bedømme afstanden. Han styrtede og der blev stille.
Andrea havde svært ved at samle sig om opgaverne på universitetet. At sidde og læse om juridisk moral, etik og politik var en anelse tørt når hun kun havde det smukke ur i hovedet. Hun lagde sin blyant hårdt fra sig, og hendes veninde, Jackie Dickinson kiggede op.
Det var måske for meget at kalde Jackie en veninde, men de var tvunget til at arbejde sammen. Jackie var ikke synderligt dygtig eller flittig. De var blevet sat sammen af lektoren, mr. Grant og Andrea kunne ikke gøre så meget ved det.
Jackie var et par år yngre end Andrea. Også et par år mere umoden. Hun var den der stereotype blondine, der havde alle opfattelser imod sig.
Ung lyshåret pige, der blev sur hvis ikke drengene vendte sig om og kiggede efter hende, og hvis de så gjorde fik de fingeren hvis de ikke var på hendes skala af en ”lækkermås.”
Kunstige bryster og botox i ansigtet, til trods for hendes unge alder. Dyre stiletter og lårkorte nederdele, for hvorfor skjule hvad de alligevel kiggede efter?
Hun kunne lide smykker. Gerne lange halskæder, der mere eller mindre forsvandt ned i hendes kavalergang.
Jackie var en høj slank pige. Sandheden var, at hvis hun ikke havde lavet om på sig selv med kunstige fyldinger her og der, havde hun såmænd været en flot unge pige alligevel.
Det var bare ikke nok. Hun ville ligne en vinder.
- Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig.
Andrea kiggede ud ad vinduet, og det eneste hun så var det ur. Jackie forstod ikke hvad hun snakkede om.
Hun tog sin blyant i sin trutmund som var det en slikkepind, men fortrød det hurtigt da hviskelæderet på blyanten ikke smagte godt.
- Jeg har set på et ur, og jeg vil drøngerne købe det.
Andrea var fast i stemmen. Der var mening bag hvert et ord. Det lyste ud af de brune øjne.
- Jeg har også set en smadder nice bluse jeg vil have.
Kun Jackie kunne sige det så det lød tuttenuttede.
Andrea kiggede irriteret på Jackie. Intet ragede hende mindre lige der.
Theodore efterlod sig hverken børn eller andre der kunne arve hans efterladenskaber, men efter nogle dage fik Alison Lionheart mulighed for at købe butikken, med indhold. Hun var en ivrig samler selv, så for hende var det et fund uden lige. Til gengæld var hun ikke så imponeret af det store ur, så da hun fandt en seddel på en, der var interesseret i et ur ringede hun omgående.
Det var vel nok den solrigeste efterårsdag i Bostons historie. Om det så havde været overskyet, så var skyerne blevet brændt af, af Andreas ualmindelige brede smil da to chauffører kom med uret og satte det i hendes stue.
Det var pakket forsvarligt ind i plastik og flamingo.
Andrea var ekstra forsigtig da hun fjernede indpakningen. Hun kunne næsten ikke være i sig selv. Hendes blod boblede af glæde mens hun talte til sit nye kæreste eje.
- Velkommen til mit hjem. Nu er du mit ur og jeg vil passe godt på dig.
Hun var nærmest besat og kunne ikke tænke på andet.
Det rørte noget inde i hende.
Uret havde en usynlig besiddertrang, der besatte hende.
Da hun for et øjeblik stod med ryggen til, åbnede uret sig og en lille størrelse kom til syne. Andrea så det ikke.
Da den lykkelige ejer vendte sig om igen, var den lille størrelse væk. Men den vidste hvem Andrea var. Det var nok.
Jackie sad med sin del af deres fælles opgave, og fattede mindre end det tilladte. Hendes bord flød og flere gange måtte hun skubbe de mange papirer til side for at kunne finde sin make-uptaske. Det irriterede hende. Mobilen havde også forputtet sig Hvad var det snart for noget?
Stoffet var tørt og hun forstod simpelthen ikke meningen med det der skulle gøres. Mundfulden var for stor, men hun havde ét skud i bøssen. Andrea Bradson.
Hun kunne altid sit materiale på et højere niveau end hende selv, selv om hun slet ikke tilhørte hendes egen kreds af venner. Hun gik slet ikke i stiletter eller gjorde meget ud af sig selv. Hvad skete der lige for hende?
Andrea blev ikke vred den aften Jackie ringede og spurgte om hjælp. Skuffede var nok det ord der passede bedst ind i den situation.
Vejret havde ændret sig fra det lune til efterårsoverskyet og smådryppende. En større byge var på vej havde de lovet.
Da Jackie dukkede op, var det ret tydeligt at vejret passede hende dårligt. Det havde ødelagt hendes frisure.
Andrea havde forberedt sig. Papirerne var lagt frem i alfabetisk orden. Det hele lå snorlige. Det var ikke til at tage fejl af. Selv Jackie skulle lære at forstå hvordan det hang sammen.
Men Jackie var ikke den veninde hun nok selv syntes.
På et tidspunkt mens Andrea var køkkenet, så Jackie sit snit til at fjerne nogle af papirerne. Hun kunne tydeligt se at Andreas orden var et trin eller flere op, i forhold til sin egen.
Andrea kom ind med et par store krus te. Det første hun lagde mærke til, var de manglende papirer. Hun sagde ikke noget. Hun smilede inde i sig selv. Det latterlige pigebarn til Jackie. Kunne hun ikke regne ud, at Andrea bare kunne printe nogle nye ud?
Jackie havde rejst sig og gik lidt rundt i Andreas lille stue og nærstuderede hvad der lå på kommoden, reolen eller på skrivebordet. Hun passerede det store ur og nøjedes med at sende det et elevatorblik. Det gamle lort ville hun aldrig have stående. Uret kiggede tilbage på hende.
Andrea forsøgte at forklare Jackie hvad opgaven gik ud på, men det virkede som en lang tung travetur op af bakke. Det lyste ud af Jackie at hun ikke fattede en brik.
Andrea sukkede.
- Forstår du det slet ikke?
- Det er bare så tørt og indviklet.
- Nej, du skal bare se rigtigt på det, sagde Andrea.
Andrea så i sin kop og over på Jackie.
- Jeg vil have mere te. Vil du have en kop mere?
Selv dét spørgsmål skulle hun tænke længe over.
- Ja ok. Jo tak, kom det langt om længe.
Andrea rejste sig og gik i køkkenet. Der stod hun ude et øjeblik og rystede på hovedet.
Jackie havde til gengæld spottet noget tidligere. Hun rejste sig og gik hen til en ældre kommode af skinnende mørkt træ. På kommoden stod der en skål med smykker i. Skålen var skabt af smuk keramik, men det var Jackie ligeglad med. Det var indholdet. Halskæder og ringe. Specielt en af kæderne var ellers meget nuttet. Den var lang som hun elskede dem, når de forsvandt ned i hendes kavalergang. Hun var ikke længe om at tage den på.
- Den beholder jeg sgu, hviskede hun.
Da slog et lyn ned udenfor. Det lyste det meste af Boston op og virkede større end normalt.
Bag hende åbnede uret sig, og en lille størrelse kom til syne. Jackie vendte sig langsomt, fordi det føltes som om, at noget trak i hende. Hun stirrede på den lille størrelse med et ansigt, der røbede at hun intet fattede.
Den lille størrelse talte til hende og Jackie nåede ikke at skrige. Det hele var så magisk og umenneskeligt, og pludselig var de bare væk. Både den lille størrelse og Jackie.
Ikke så mange uhyggelige øjeblikke efter kom Andrea gående ind i stuen. Der var stille og der var tomt.
- Og så er tøsen bare skredet. Hvor er hun latterlig.
Andrea satte sig tungt i sofaen og tog en stor slurk te, mens en enkelt lille stribe blod drev ned af uret, men det så hun ikke. Den drev helt ned på gulvet, men kort efter forsvandt den igen, som om den blev suget op i uret af en stærk kraft man bare ikke kunne se.
Sent ud på aftenen ringede telefonen. Hendes telefons ringetone bestod af en blød popsang af den slags, der handlede om evig sommer og ærlig kærlighed.
Andrea gad næsten ikke tage den, hvis det var Jackie der alligevel ikke fattede en skid af de papirer hun havde stjålet.
Hun fattede ikke selv hun gad da hun alligevel løftede telefonen. Det viste sig både som held og en fornuftig beslutning hun kunne føle sig lettet over, da hun så at det var en af hendes nære veninder, Mona Dean Hall der ringede.
Der var støj og høj musik.
Der var mennesker der brølede i munden på hinanden, og der var latter, og så var der svagt Monas stemme.
- Hej Sweety, hvad laver du? Vi er nogen tøser der er gået ud, og festen vil bare ikke slutte.
Andrea smilede og kunne allerede se sin gode veninde være i lidt mere end bare i løftet tilstand.
- Jeg laver mine opgaver, og så var Jackie forbi, og stjal et par kopier inden hun smuttede uden at sige noget.
- Hun er en latterlig tøs der ikke kan noget selv. Tag den med hende på mandag. Kom nu ind til byen. Det pisser ned men vi er på Stanleys. Kom nu Sweety.
Mona var en lille tæt pige der bare kunne lide at feste igennem når det var weekend. Og så var hun en ægte veninde, der ikke kunne finde på at behandle andre dårligt. Hun var ikke så heldig med fyrene, men det ragede hende langsomt hvis hun kunne more sig. Livet var for kort hvis man ikke kunne skralle af grin en gang imellem.
Mona havde kraftigt lyst hår og grønne øjne og et rigtig charmerende ansigt. Det kan godt være hun ikke væltede sig i fyre, men de smilede altid tilbage til hende, fordi hendes eget smittede utroligt meget.
- Ej jeg ved ikke rigtigt. Jeg vil faktisk gerne lige læse det her igennem. Så kan jeg huske det hele i hovedet på mandag, og ja jeg tager den da med Jackie når vi ses.
Der blev stille et øjeblik. Man kunne let høre støjen fra Stanleys, som var et af de nyere steder for unge med lyst til at bryde ud i sang og dans, og få en tår over tørsten.
- Er du der endnu, råbte Andrea.
Mona sagde stadig ikke noget, først. Musikken i baggrunden bød på et af de nye hits som alle kendte og der blev jublet.
- Ved du hvem der lige kom ind, spurgte Mona højt.
- Øh nej det er svært at se herfra, svarede Andrea.
- Det gjorde Victor, med en tøs under armen. Nej det er jeg fandeme ked af Sweety. Han er en lort er han.
Andrea sukkede. Nu var det i hvert fald forbi.
- Ja, han bliver nok aldrig voksen. Skide være med det. Han er en idiot og ham og jeg er færdige.
- Sweety, skulle jeg ikke have sagt det, spurgte Mona.
- Jo det er ok. Selvfølgelig bliver jeg skuffet, men jeg tror ikke det er første gang.
Et par kærlige høflighedsfraser og velmenende omsorgsfulde ord fra Mona og de sluttede samtalen.
Natten var ikke ung da Andrea lagde sig til at sove. Papirerne var læst igennem og hun kunne det i hovedet.
Hun var kvæstet og faldt hurtigt i tung søvn.
I den mørke stue stod det mægtige ur, og det åbnede sig. Ud trådte en lille pige. Hun listede ind til Andrea og strøg hende forsigtigt over håret.
Hun stod i en slidt cremehvid gammel slidt natkjole med blonder, der havde mange, mange år på bagen.
Flere end fingrene på mange hænder kunne tælle.
Hun havde langt tyndt hår, og da et lyn lyste op kunne man tydeligt se hendes skikkelse. Huden var tør og mindede om gammelt slidt læder. Et skræmmende uhyggeligt lille markeret ansigt. Kom til syne, hvor øjnene sad et stykke inde i hovedet på hende.
- Jeg passer på dig, hviskede hun.
Der gik flere dage og Jackie havde ikke vist sig på skolen. Victor havde prøvet at ringe, aldeles uden held. Han havde også ringet på Andreas dørtelefon midt om natten. Han havde sendt hende triste smileys på telefonen og skrevet at han savnede hende. Victor havde Sågar sendt et billede, hvor de stod sammen arm i arm og han smilede så hans guldtand skinnede i solen.
Hun havde ikke reageret. Måske ville det gå op for knægten at han havde trådt i nælderne denne her gang.
Andrea passede sine studier og det gik fremad.
Lige indtil en tåget aftenstund, hvor den ellers altid opmærksomme Bostonpige kom hjem fra en lystig aften med Mona og en masse rosévin.
Hun var ved at låse sig ind da en mand trådte ud af en ports skygge. Andrea sukkede højlydt da hun så Victor.
- Hvad vil du, spurgte hun højt og irriteret.
- Jeg vil bare snakke med dig. Giv mig nu en chance for at forklare. Det kan du godt. Det tager kun et øjeblik.
Victor havde sin egen måde at sige det på. Han kunne vitterlig lyde overbevisende og bedende på samme tid.
Andrea fattede nærmest ikke sig selv da hun lukkede ham ind. Hun smed sin frakke på sofaen og satte vand over til te. Hun sukkede ude i køkkenet. Hun var egentlig for træt og lidt for fuld til at snakke og hun gad heller at tilgive ham.
Inde i stuen var Victor nået stuen rundt. Han stod stille og studerede uret. Han vrængede ansigt.
- Hold kæft noget gammel lort at have stående.
Han kunne ikke nøjes med at tænke det. Han hviskede det højlydt, men lige præcis ikke så højt så Andrea kunne høre det.
Han lagde ikke mærke til at uret åbnede sig da han drejede om. Det trak vejret tungt, det gamle ur, men det hørte han heller ikke.
Victor lagde kun mærke til at Andrea kom ind i stuen med et stort krus te.
- Du kan sætte dig i lænestolen. Jeg tager sofaen.
Andrea pegede på en gammel lænestol med blomstrede betræk og slidte fjedre i. Victor satte sig modvilligt.
- Jeg skal tisse først. Når jeg kommer tilbage, kan vi tale.
Da Andrea forsvandt, åbnede uret sig.
Pæren i Andreas loftlampe blev svagere, og Victor fór sammen da den lille pige pludselig stod ved side af ham
Andrea sukkede lettet da hun så han var væk. Hun takkede de højere magter, og sikrede sig at han ikke bare var gået ind i hendes seng og lagt sig.
En tynd stribe blod løb ned ad urets ene side, men det så hun ikke.
Inde i uret slikkede en lille pige sig om munden mens uret trak sig selv op.
Andrea måtte indrømme, at det undrede hende at Victor bare var gået og havde givet op. At han var forsvundet uden et ord. Han var heller ikke på skolen mere. Det samme gjaldt for Jackie. Hvad skete der lige for det?
Heller ikke hendes veninde, Mona vidste noget.
Til gengæld ville hun drøngerne snakke med Jackie. Andrea fandt ud af at hun manglede en lang halskæde, og det kunne ligne Jackie bare at låne den, uden at spørge først.
Hvis det var rigtigt, så ville hun eddermame blive rasende, for den slags gjorde man bare ikke. Der måtte være grænser. Havde hun til gengældt spurgt, og havde man så kunne stole på hende. Men ingen af delene passede.
En ualmindelig regnvåd efterårsaften, hvor det var sorte skyer og havet der væltede ned, herskede udenfor.
Andrea sad sammen med Mona, og de råhyggede.
Den lykkelige ejer af det gamle ur havde pralet, og tilfældigheden ville, at Mona havde samme smag. Hun var vild med uret. Hun roste det og var misundelig på Andrea.
- Du er eddermame heldig. Er du klar over, at den slags ure er en formue værd?
- Det har jeg hørt, men jeg vil aldrig sælge det. Det er da for fedt. Nogle gange går jeg rundt og taler til det.
Mona var det man ville betegne som, ”en munter pige.”
Hun kunne se det sjove i næsten hvad som helst.
- Ved du hvad, det gør jeg også. Sommetider glor jeg på mine kondisko når de påstår vi skal ud at bevæge os. Så beder jeg dem lukke røven.
Pigerne grinede, og morede sig til langt over midnat.
Vejret stilnede af ud på natten, og Mona besluttede sig for at tage hjem.
- Du kan altså sagtens blive og sove, sagde Andrea.
Men Mona ville hjem inden vejret ville gå amok igen.
Andrea fulgte den gode veninde helt ned til gaden. Hun så Mona gik ud på gaden og med et par fingre i munden piftede hun i en toneart de flest chauffører ville reagere på.
Andrea skreg af grin da hun så Mona sætte sig ind i en gul taxi. De vinkede og det var afslutningen på en lystig aften.
Men det var ikke den sidste hændelse den aften.
Andrea låste sig ind i sin lejlighed, egentlig lidt træt og ville måske bare hoppe i seng med det samme. Oprydningen kunne nok vente til dagen aften.
Men det var ikke det første, der fangede hendes opmærksomhed da hun trådte ind i stuen. Det var de papirer der lå på gulvet foran uret.
Andrea tænkte ikke at det var noget vigtigt men samlede dem alligevel op. Hun kiggede på dem et stykke tid, og trådte to skridt tilbage. Hun holdt vejret uden af at vide om hun turde trække det igen.
Papirerne var de to kopier som hun vidste med sikkerhed at Jackie havde stjålet.
Der var en uforklarlig tiltrækningskraft til uret, og Andrea stirrede på det uden at vide hvorfor. Hun rørte ikke en muskel og frøs til is uden af at føle kulde.
Det var lige før hendes hjerte stoppede af frygt da uret åbnede sig. Ud gled noget sølvlignende og landede på gulvet. Uret lukkede sig igen uden en lyd.
Andrea tog mod til sig og trak vejret. Hendes øjne stod på stilke og turde ikke kigge væk fra det store gamle ur.
Hun lod sig gå ned på knæ så hun kunne nå det, der lå på gulvet. Famlende med hånden fik hun fat i det.
Hun fattede mindre end et stort minus, da hun så sin mors gamle lange sølvhalskæde, og alligevel var der et eller andet der ringede en lille klokke inde i hende.
- Jackie, hviskede hun og så op.
Hun kendte Jackies smag, og havde savnet den halskæde i nogle dage. Andrea kunne ikke bevise det, men hun havde godt en fornemmelse af hvor den halskæde var blevet af.
- Hvad er du, og hvad kan du, hviskede hun hæst.
Uret slog to gange for at indikere at Andrea var to timer inde i det nye døgn. Lyset i stuen gik ud, men en gadelampe udenfor lyste stuen lidt op. Så åbnede uret sig igen. Andrea var ved at skrige, men lagde en dæmper på sit stemmebånd.
Den lille pige trådte ud af uret. Hun havde ændret sig. Hun så ud som hun havde gjort engang. En sød lille lyshåret pige med buttede røde kinder og et kært lille smil og klare blå øjne. Hendes natkjole var kridhvid.
Hun gik stille hen og tog Andreas hånd.
- Jeg passer på dig, Andrea Bradson. Fordi det er dit ur, og jeg bor i uret. Forstår du? I gamle dage legede jeg altid med min far om aftenen. Til at starte med var det hyggeligt nok. Men så ændrede min far sig. Så ville han ikke lege mere. Så ville han noget andet. Så en aften ville jeg ikke være med mere, så slog jeg min far ihjel. Så blev jeg dømt til døden. Jeg blev hængt, men i stedet for at se himmeriget eller helvedet, skulle jeg leve et liv blandt dæmoner. Én speciel dæmon låste mig inde i det her meget gamle ur. Han sagde, at nu kunne jeg gøre en forskel for dem der ejede uret, fordi jeg trods alt havde gjort noget rigtigt.
Andrea sad på gulvet og troede knapt nok sine egne øjne. Det var ikke virkelighed, men pigen stod der alligevel. Andrea kunne se hende lige så tydeligt som hun tidligere på aftenen havde, kunne se Mona.
Det var næsten så hun kunne dufte den lille størrelse, uden hun dog kunne sætte ord på hvad hun duftede af.
Den lille pige trådte hen mod Andrea. Hun greb den unge jurastuderendes hånd. Hun rakte hende noget og lukkede Andreas hånd.
- Det er ikke alle dine venner, der er dine venner.
Et kraftigt lyn udenfor ramte gaden, og den lille pige begyndte en forvandling. Din hvide natkjole blev slidt. Man kunne svagt høre hendes hud tørre ind. Øjnene svandt længere ind i hovedet på hende, og hun fik sit uhyggelige udtryk tilbage. Hun vendte sig og gik ind i uret igen.
Lyset kom tilbage i loftlampen. Andrea rystede på hovedet. Var den oplevelse en oplevelse, eller var det et mareridt? Hun kneb sig i armen og mærkede smerten.
Så åbnede hun sin hånd, og så Victors guldtand. Da skreg hun. Ikke længe men højt nok. Hun så på uret, og med et forstod hun, at hun aldrig skille sig af med uret igen. Ligesom den gamle mand i butikken ikke ville af med det. Det havde sin egen styrke, til hendes fordel.
Selv om det hele var for fantastisk, og uhyggeligt, følte Andrea sig beskyttet.
Arthur Miller var en slesk mand midt i 60’erne. Han kunne lide at gå langs gangene ind til lejlighederne iført sin hullede hvide undertrøje, med mørke pletter, muligvis efter savl eller kaffe. Det kunne være svært at fastslå. Muligvis begge dele.
Arthur havde langt hår i nakken og var nærmest skaldet på toppen. Han var altid usoigneret og langskægget og tyggede skrå. Han lugtede ud af munden og fra under armene og ikke ret mange ville stå tæt på ham.
Arthur var næsten altid klædt i et par virkelig slidte joggingbukser, der havde været lysegrå engang.
På fødderne havde han badetøfler. Han kunne ligne en stakkel, der ikke ejede ret meget, men sandheden var, at han faktisk ejede den bygning Andrea boede i, og hans store passion var, at liste rundt på gangene og lytte ind af dørene.
Andrea havde godt taget ham i at kigge langt efter hende, men det måtte forblive en drøm. Hundrede procent.
Formiddagen efter det store regnvejr åbnede Andrea døren. Hun skulle på universitetet, og havde også en kaffeaftale med Mona senere.
Arthur stod ude på gangen og slikkede sig om munden.
- Sig endelig til hvis jeg kan gøre noget for dig.
Hans stemme rallede og på afstand kunne man lige ane hans eventyrligt dårlige ånde.
Andrea ville under normale omstændigheder bare have rystet på hovedet. Men det var under normale omstændigheder. Hun lukkede sin dør og gik hen imod ham.
- Hvis du ikke har noget andet at tage dig til, Arthur. Så kan du da selv lukke dig ind i min lejlighed, og se mit nye ur.