Det år de andre døde


Det år de andre døde


Det havde allerede haglet, og nu var det primært støvregn. Der var fugtigt som bare fanden. Jorden var blød, og nogle steder smattet. Større og mindre vandpytter dukkede op, og der blev flere og flere. Buksbommen havde godt af det. Det havde været en lang tør sommer. Efteråret havde sat ind, med alt hvad den kunne. Hver en plante fik mere end rigeligt vand, og så lidt mere til. Enkelte havde bukket sig, efter de stærke hagl. Det var også den eneste lyd der var, vejret. Når regndråberne svagt landede på buskene. Man kunne knapt nok høre det. Næsten ikke. Der var mere stille end inde i den gamle hvidkalkede kirke med det markante røde tag, hvor en søndagsprædiken var på sit højeste. Man kunne ane præsten bede alle om at rejse sig, og modtage herrens velsignelse. Uden for, på kirkegården, herskede der en larmende stilhed. Måske lyttede buskene og gruset på stierne med til kirkens svage lyde.
Den eneste der stod der, var alene, og lod tårerne få frit løb. De løb om kap med regndråberne ned af kinden. Skuldrene rystede mens den ensomme hev efter vejret.
Der stod en stribe sten, med samme dato på. Den eneste forskel, var fødselsåret og navnet. De havde alle sammen den samme dødsdato. Samme dag. Samme weekend. Samme skæbne, og samme morder. Med den ene eller den anden maske. Udfaldet var det samme. Regnen tog en smule til, og trængte ind under den sorte cottoncoat. Håret sad klistret til hovedet. Der var ikke noget der sad pænt efterhånden. En lille buket og en sætning til dem hver. Savn og kærlighed og alle deres bristede drømme og håb om fremtiden. Der var det hele, og det tog stærkt på psyken. Et håndkys på hver af deres sten, blandet med et par kærligt mente ord, der kun blev hvisket.
- Sov venner. Vi ses en dag.
Himlen så ikke med. Den var skjult bag tunge skyer, der ikke ville slippe sit tag. Den ensomme havde kun én maske. Den var grædefærdig. Den dag var der flere.

Det havde været en varm sommer det år. En af de rigtigt varme. Rekorder blev slået, og metrologerne kunne ikke selv forstå det. Det stod ikke skrevet nogle steder, at Danmark skulle blive det nye ferieparadis. Sommeren ville ingen ende tage, og de fleste nød det. Undtagen landmændene. Forståeligt nok trængte deres marker efterhånden til noget at drikke. Skoler og gymnasier var endnu ikke startet op. Der var en uge til, for de fleste. Der var bare den weekend. Forbandet lorteweekend da det hele gik amok. Det var en fælles idé. De var alle sammen med på den. Det kunne blive sjovt, syntes de dengang. Bare sjov og fest, lidt alkohol, og højt musik. Drengene og pigerne, og hvad det kunne blive til. Der skulle jo ikke være nogen derinde. Det var en forladt bygning. Den var lukkede året før, og mindede mest af alt om en forladt gammel slidt fabrik. Men den dag var den alt andet end det. Det var Helvedes forgård. Der var skrig, smerte, død og blod, og så blev der stille. Helt stille.
Den ensomme trak vejret tungt. Det var tid til at komme hjem. Alligevel var det svært at tage de første skridt mod udgangen. Benene var låst. De lå lige der de andre. De skulle jo være sammen, altid. Det var en aftale. Øjnene flakkede rundt på kirkegården, og mod skyerne foroven. Der var ingen ændring. Efteråret ville ikke slippe. Et par kraftige vindstød tog fat i håret og slyngede det ind foran øjnene.
- Gid i var her endnu. Vi skal snart i skole igen. Jeg slipper jer aldrig.
En hånd foran ansigtet og gråden tog over. På et kort øjeblik stod det hele klart igen.
Som en stumfilm kørte det gennem hovedet. Lige fra det første smil, til den sidste tåre. Den ensomme magtede det ikke mere. Benene rystede, og det var svært at stå stille. De var for pokker bare seks unge mennesker, der snart skulle tilbage på gymnasiet. De ville lige have én god og hyggelig oplevelse med sig i bagagen. En sjov weekend på den gamle skole, der var nedlagt og lukkede. Måske kunne de finde et klasseværelse, og holde deres egen sommerfest, og måske kysse lidt. Sådan endte sommeren ikke. Den endte med rædsel, død og ødelæggelse. Sådan noget glemmer man aldrig. Det år. Det var det år de andre døde.

Tonny slog med håret. Det lange lyse hår, som han var så stolt af, selv om hans mor kun havde et eneste ønske. Få det dog klippet dreng. Det ligner noget der er løgn. Det er heller ikke moderne mere, råbte hun altid. Det rørte ham ikke, som resten af alt det andet hun altid bad om. Det ragede ham langsomt. Tonny var alene med sin mor, i et forhold med en kvinde der gjorde alt hvad hun kunne, for at drikke sin lever i stykker, og plage sin søn med sine ønsker. Det var sådan han stort se altid så hende, sidde der i sofaen, med rødvinsrøde læber og en dråbe savl i mundvigen. Hun lignede det hun var. En kvinde i starten af halvtredserne der havde givet op. Mellem nikotingule fingre sad en af de krøllede hjemmerullede cigaretter. På bordet stod der en papdunk af den billigste rødvin man kunne opdrive. Mellem et bjerg af tobak til cigaretterne, og et ulækkert skjoldede tekrus fra dagen i forvejen. Man kunne ikke være sikker. Det kunne være flere dage gammelt. Tonny gik op i sit udseende. Han var sportstrænet og velbygget. Han havde høje kindben og klare blå øjne. Og spildte ikke en eneste chance for at se sig spejlet. Ham der så tilbage var en gud, i Tonnys øjne. Intet mindre. Han bar sorte korte jeans, der sad en anelse for stramt. Hvorfor skjule hvad pigerne havde til gode? Hans sommerskjorte var åben ned til midt på maven. Han smilede til sig selv, og lavede et par dansetrin og vred underlivet på en vuggende måde, der ikke skjulte hvad hans hensigter var. I baggrunden, inde i stuen, sad hans mor stadig og råbte på ham.
- Hold nu kæft gamle fulde kælling, hviskede han for sig selv i raseri.
Tonny gik forbi hende mens hun hostede lungerne op, og tog en slurk mere. Han kom tilbage med sin sportstaske. Hans samvittighed fik ham til at vende sig mod hende.
Han kunne ikke fordrage det han så. Sin mor der var ved at forfalde.
- Jeg er ikke hjemme i weekenden.
- Hvorfor? Hvem skal du være sammen med? Er du ligeglad med din mor?
Han ville ikke svare. Han kunne høre sig selv råbe, JA FOR HELVEDE! Han vendte sig og forsvandt ud af døren uden et ord.
Brian var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og vidste det godt selv. Han brugte tiden i gymnasiet på at skrive efter. Ellers ville han ikke kunne klare det. Han var klassens klovn, eller forsøgte på samme. Han skjulte det på alle måder, men de fleste vidste godt at det bundede i usikkerhed. Hvis ingen troede på ham, kunne man altid spille sjov. Også selv om det ikke rigtigt lykkedes hver gang. Brian var ikke særlig høj, men buttede, uden at være stor som de største. Han kunne altid skjule det med ekstra store lange trøjer og joggingbukser. Brian kom fra en familie med forventninger. Faren havde selv bygget sit eget firma op fra bunden. Han var entreprenør, og hans plan var at sønnen skulle gå i hans fodspor. Det var mere hans drøm end Brians. Drengen vidste intet om regnskab. Når han var klaret sig gennem første og anden G, var det fordi at andre havde lavet hans opgaver. Brian havde betalt sig fra det. Han var ordblind, men kunne for det meste skjule det med sine fjollerier. Brian var Tonnys tro følgesvend. Man så ikke ret ofte Tonny gå nogle steder, uden at Brian løb efter ham. Man kunne altid høre dem sammen. Den lille der råbte højt med mere eller mindre dårlige jokes, og Tonny der grinede af dem, nogen gange. Om sommeren var Brian iklædt farvestrålende bermudashorts, der stoppede lige under knæene, på grund af hans korte ben, og så en slidt hvid FCK-trøje, der også havde set bedre dage.
Han stod i entreen med sin weekendtaske. Faren stod foran ham. Han så ned på drengen med alvorlige øjne. Brian havde løjet om hvad han skulle, og han havde svært ved at skjule sin løgn.
- Så du skal altså være sammen med nogen fra klassen, der kan hjælpe dig med matematikken. Er det rigtigt forstået?
Brian nikkede ivrigt. Den var i hvert fald den historie han havde stukket ud.
- Ja far. Og jeg lover dig at det kommer til at gå bedre i tredje G.
- Og hvis jeg kigger i din taske, så finder jeg ikke andet end skolebøger og rent tøj?
Her var det svært for sønnen. Faren måtte ikke kigge i tasken. Det ville blive straffet.
Han ville under ingen omstændigheder få lov til at tage af sted.
- Ok. Smut så med dig. Vi snupper en snak om fremtiden når du kommer hjem.
Gruppens tredje dreng var Frede. Han var tynd som et uhyggeligt gespenst. Frede var generelt uheldig med sit udseende, men han var klassens nørd. De andre accepterede ham, fordi han ofte havde svarene før alle andre. Han kunne virke kedelig udadtil, men ikke desto mindre skjulte der sig også lune bag de tykke briller og de udstående tænder, og de mere end titusind fregner i hans ansigt. Han var totalt jomfru, og havde aldrig haft fornøjelsen at kysse en pige, Han lyttede ofte til Tonnys beretninger, når han strøg om sig om diverse erobringer. Frede var imponeret af Tonny på grund af pigerne. Han var imponeret af Brian på grund af hans humør, og de andre var imponeret af ham på grund af hans utrolige viden. Ikke så meget andet. Fredes forældre så ham gerne i bankverden, hvor de selv huserede. Drengen ville hellere ind for atomfysik. Regnskaber kedede ham. Han var som regel færdig på under ti minutter med selv de sværeste opgaver. Det fik ham til at falde i søvn, og drømme sig hen et sted hvor en sød pige ville kysse hans mund.
Modsat de to andre, havde Frede et fint forhold til sine forældre. Han lagde ikke skjul på hvad han skulle bruge sommerferiens sidste weekend på. Hans mor havde såmænd pakket hans taske. Det mest pinlige var da hans far havde stukket ham en pakke kondomer. Frede blev flov og sagde ikke noget.
- Har de andre også drikkevarer med, spurgte faren, og Frede nikkede.
Moren smilede og kom gående med en flaske Vermouth og to citronvand.
Nete var ikke den gudinde hun så sig selv som. Hun var ganske vist slank, og havde langt lyst hår. Men hun var afbleget, uden det bedste resultat. Den ordinære leverpostejfarve var ved at dukke op igen, og det irriterede hende. Det gjorde hendes bryster også. De var for små, også efter Tonnys ønske. Han var den hun drømte om at bruge sit liv sammen med. Et teenageliv forevig. Han var skolens hedeste ønske for de fleste piger, men Nete havde flere gange skubbet andre piger væk, hvis de havde forsøgt at trænge sig ind på hendes enemærker. En enkelt gang havde hun dissideret banket en pige fra skolen, fordi hun havde bedt Tonny om en dans til en fest. Resultatet var synligt i flere uger, men den anden pige turde ikke sladre. Nete havde truet hende til stilhed. Ellers ville det blive værre. Nete boede ikke hjemme mere. Hun havde haft muligheden for en skole i Jylland, eller find et andet sted at bo. I Jylland kunne hun bo hos en fremmed familie hun ikke kendte. De var villige til at tage hende ind. Forældrene havde ikke lagt fingrene imellem hendes valg. Hun havde været et problembarn i flere år. Hun lejede et værelse hos en tante på Vesterbro, der levede som en af gadernes løse fugle, og tjente til dagen og vejen på den måde. Fem forskellige skoler var hun blevet smidt ud af, inden hun kunne gøre folkeskolen færdig, og fortsætte sin løbebane på gymnasiet. Hun var et år ældre end de andre, fordi hun måtte gå første G om. Ikke at det gjorde hende mere moden. Tværtimod havde hun en infantil tilgang til det meste. Hun var allerede dukket op til det aftalte sted før de andre. Et indkøbscenter med diverse dagligvarebutikker, caféer, pubber og en kinesergrill. Hun var listet ind på et offentligt toilet, med en stjålen BH, der bevidst var stjålet en størrelse for lille. Med et indlæg i Bh'en fik det hendes bryster til at se større ud. Præcis som Tonny kunne lide at se det. Hun glædede sig allerede til at vise dem frem. Hun smilede som en lille pige, og satte håret op i hestehale. Hun smurte læberne i en kraftig postkasserød farve, og skiftede fra bukser til lårkort.
Mette havde høretelefoner på da hun sad i bussen. Hun ænsede ikke andre end sig selv. Heller ikke den ældre dame, der kom og spurgte om hun måtte bede om pladsen ved siden af hende, hvor Mette havde lagt sin taske. Damen måtte blive stående de fire stoppesteder hun skulle køre. Hvad ragede det Mette? Der var ikke noget der ragede hende overhovedet. Hun var i dårligt humør, efter et skænderi med sin far. Hun ville have penge, og han havde ikke nogle. Det var den sædvanlige sang om deres trængte økonomi. Hun gad snart ikke høre mere. Det var ikke til at holde ud.
Hun var ung og havde behov. Det fattede han ikke en skid af. Han fablede altid om tiderne da han selv var ung, når de kunne nøjes med at lave et bål på stranden, og synge gamle sange om fred. Hold kæft hvor ligegyldigt. Hvorfor fanden kunne verden ikke bare indrette sig? Hvorfor skulle hun indrette sig efter den? Livet var sgu snart ikke til at holde ud mere. Mette havde heller ikke taget sine lykkepiller et stykke tid. De gjorde sgu ingen forskel. Nu var det snart tre uger siden hun havde taget dem. Det blev hverken bedre eller dårligere af det. Hun havde prøvet at sælge dem til nogle andre venner, men uden held. Hun bandede det hele af helvede til. Hun var trist og ligeglad. Hun havde kun sagt ja tak til denne her tur, fordi hun regnede med at hun kunne drikke sig skide fuld, og glemme sit liv. Hun havde aldrig pralet af det, men faktisk synes hun at Brian var meget cool. Han var ikke noget geni, men så kunne han måske noget andet. Han grinede altid. Måske kunne han hjælpe hende ud af det liv hun levede lige nu. Mette var en køn pige, der altid gemte sig bag mørk sminke, der fin hende til at ligne en, der elskede gothstilen. I virkeligheden var hun ligeglad med sin påklædning. Hun havde et langt mørkt hår, med en anelse rødt skær. Hun kunne hvis hun ville nå langt med sit udseende. Hun havde højden og drøjden til det, men hun nægtede. En gang var hun blevet ringet op af en fotograf, der ville tage billeder af hende. Mette misforstod situationen, og endte med at svine ham til og smide røret på. Marie var den sidste pige i gruppen. Hun kom cyklende gennem byen med hjelm og cykelkurv. Hun gik ikke op i hvad andre syntes om det med hjelmen. Den hjalp hende hvis hun faldt. Kurven var praktisk i stedet for en rygsæk. Marie kunne lide det sunde liv, og cyklede mere end ofte gennem byen. Flere kilometer hver dag.
Hun kom fra et stabilt borgerligt hjem, hvor de boede i rækkehus. Hendes mor og far havde begge fast job, og en god indtjening. Hun havde rimelige frie tøjler, fordi de vidste at de kunne stole på hende. Hun var flittig i skolen, og ville noget med sit liv. Måske begyndte hun at skrive. Hun elskede at skrive, og havde gjort det altid, så længe hun kunne huske tilbage. Som lille havde hun altid underholdt sine forældre med at fortælle historier midt i stuen.
Hun var ikke vildt begejstret for hverken Mette og Nete, eller Brian for den sag skyld. Hun kunne til nøds holde Tonny og Frede ud. Frede fordi han også var dygtig i skolen. Tonny fordi han var ligeglad med hende. Der var også andre man kunne have spurgt om at tage med. For eksempel Laura fra klassen. Hun var faktisk også en af Maries gode venner, selv om Nete ikke kunne lide hende. Sikkert fordi Laura var hestehoveder bedre end Nete i skolen. Men der var masser andre. Det kom ligesom bare ikke på tale den sommer. De kunne have spurgt Hannah eller Ida. Hvad med nogle af de andre drenge? Oscar eksempelvis. Han var da ok.
Marie var, selv om hun ikke gjorde det store ud af det, en køn lille pige. Med tryk på lille. Hun var fra naturens hånd ikke skabt særligt høj, ligesom hendes mor. Hun havde lidt på sidebenene, men ikke i overkanten. Hun spurgte sig selv flere gange, hvorfor hun mon havde sagt ja til turen. Den lå ikke til hende. Være tvunget til at skulle tilbringe sommerferiens sidste weekend, på en efterladt skole, kun for at feste. Høre musik og drikke sig fulde. Hun drak stort set aldrig. Det kunne til nøds være et enkelt glas hvidvin, men det var sjældent. Nytårsaften kunne hun strække den til et glas champagne, fordi hendes far ville have at hun skulle være med til at skåle nytåret ind. Hun nød det sjældent, og nøjedes altid med at nippe og hælde resten i vasken.
Maries hår var lyst, og blev lysere hvis sommeren og solen fik fat i det. Hun havde klare blå øjne. Det havde flere allerede kommenteret, også nogle drenge, men det var uinteressant, efter hendes mening. Marie kunne ikke se noget specielt ved sine egne øjne. Der var hundredvis af kendte skuespillere og sangere der havde pænere øjne.

Det var ti dage før den aftalte weekendtur. Den var slet ikke bragt på bane endnu.
Sommeren toppede, og varmen viste grader, der kunne minde om en lun chartertur sydpå. Det var som om at himlen nægtede skyerne at finde vej, mens solen herskede som en stærk spot, der kastede sine klare stråler. Ved hvert eneste springvand i byen, stod der unge mennesker og nød vejret, mens de ind imellem jog knolden i vandet bare for at blive kølet ned. Diverse havnebassiner var velbesøgt af glade turister, og andre der enten nød lidt mere ferie, eller bare ikke havde så forfærdeligt mange andre pligter. Selv gennem de mørkeste solbriller, kunne den klare blå himmel med den store ildkugle skinne igennem. Når busserne var fyldt hen af eftermiddagen, kunne den ligne et dampbad for passagererne. Selv med aircondition og åbne loftvinduer var det svært at håndtere den, for Danmark ekstreme varme i det overfyldte køretøj. Folk så sure til, når de gode pladser ved dørene allerede var taget, og hvis de endelig var ledige, fandt de noget andet at brokke sig over. God gammel dansk mentalitet.

På en café lidt for København sad en gruppe unge mennesker og dampede i varmen.
En flok studerende der endelig kunne se frem til deres sidste år på gymnasiet. Tonny sad i bar overkrop, og nød de blikke han blev mødt med, at de forbipasserende. Han havde slynget sit ben op på Netes skød, der samtidig sad og kælede for hans skinneben. Hun havde trukket lidt op i sin lårkorte nederdel og undladt trusser mens hun satte sig så Tonny havde frit udsyn. Brian grinede smørret af en fyr der nær var faldet, fordi det brostensbelagte fortov var ujævnt. Han nikkede mod fyren og fik Tonny til at trække på smilebåndet, hvilket var en lille sejr for Brian. Han fik Tonnys anerkendelse. Frede så ikke noget. Han var optaget af sin mobiltelefon, og var i det øjeblik inde på hjemmesider de andre aldrig havde hørt om. Mette sad og stirrede surt efter alt og alle. Specielt dem, der havde en mening om hendes mørke tøj, de hullede sorte strømpebukser og hendes skinnende militærstøvler. Hvad ragede hendes stil dem? De var kun skygger for hende. Til gengæld var det også lidt fedt, at hun fik deres opmærksomhed. Hun ville aldrig sige det højt, men hun elskede det hvis nogen blev forarget. En ældre herre fnyste af hende da han gik forbi hende, og Mette nød det. Hun svarede tilbage ved at tæske sin støvle op på en tom stol ved nabobordet.
En ung lyshåret servitrice af jævn højde kom ud med en bakke. Hun satte den på bordet, så de andre selv kunne tage det de havde bestilt. Marie svedte under sin mørkeblå korte sommerkjole, som hun var tvunget til at bære på arbejdet. Hun kørte en hånd om bag nakken og tørrede sin hånd i en serviet fra bakken. Hun rystede på hovedet og slyngede håret til alle sider. Samtidig fik hun et beundrende blik fra en ung fyr på den anden side af gaden. Marie så det ikke. Hun bemærkede aldrig den slags. Fyre kunne komme når hun var klar til den slags. Hun følte ikke hvad andre så.
Hvis nogen bemærkede eller sagde noget pænt om hendes udseende, trak hun sig og så ned i jorden. Frede så op fra telefonen. Som sædvanligt med et lidt forvirret udtryk i ansigtet. Han greb ud efter den sodavand han havde bestilt.
- Er der ikke nogen der har en god idé til, hvad vi skal bruge den sidste weekend til, inden vi starter i skole igen, slyngede Tonny ud i luften.
Idéen kom ligesom ud af det blå. Som et lyn fra en klar himmel, eller snevejr i Sahara. Der var ikke rigtig nogen respons på hans spørgsmål. Mette så på ham, som kom han fra en anden planet. Hun havde i hvert fald ikke nogen planer. Hun havde heller ikke penge til noget. Nete grinede bare fjoget, mens Brian ærgrede sig over at der var kommet cola på hans T-shirt. Marie var den eneste der brød stilheden.
- Jeg skal da nok arbejde her, hvis jeg da ikke kan få fri, men jeg tvivler.
- Kom nu Marie, du knokler her altid. Du skal ud og opleve noget mand. Jeg har en fed idé. Det kunne blive skide skægt.
- Hvad er det skatter, spurgte Nete på sin egen facon, med en lille pigestemme.
Tonny tog benet ned og rettede sig op. Han tog en slurk af sin sodavand og bøvsede.
Nete grinede igen. Om han så havde hældt resten af sodavanden i håret på hende, så havde hun også grinet af det, for det var jo Tonny.
- Hvad med at vi holder en fest på den gamle skole? Lillegrønskolen. Den er lukket og skal rives ned. Vi har skolen for os selv. Jeg ved hvor man kan komme ind, og så er der adgang til det hele. Alle klasseværelserne, gymnastiksalen og svømmehallen. Det kunne blive skide skægt. Hvis vi tager derovre fredag eftermiddag, med soveposer, fyldt med alkohol og chips, så finder vi et sted at overnatte. Holder vores egen sommerfest og fyrer den af, som da vi gik ud af niende. Det kunne blive sygt sjovt. Være folkeskoleunger igen, bare en weekend. Hvad siger i? Kom nu!
Nete behøvede ikke at svare. Alene hendes blik på Tonny sagde det hele. Hans ord var nærmest lov i hendes lille verden. Brian sad stadig og gloede ned af sin T-shirt, men efter et los over skinnebenet nikkede han. Selvfølgelig var han med på idéen.
Mette rakte en serviet til Brian, og for en sjælden gang skyld forsøgte hun sig med et smil. Hun nøjedes med at nikke hen mod Tonny. Hun var med, også fordi Brian var.
- Gud ved om der er noget strøm, hvis jeg vil have min telefon med?
Marie kunne ikke lade være med at grine. Fredes spørgsmål overraskede hende ikke en gang. Det var kun forventet.
- Du må vel nøjes med at lade din telefon grundigt op, og så tage den med.
Marie kunne næsten ikke sige det for bar latter.
- Jeg er altså nødt til at spørge om jeg har vagt den weekend.
Tonny rystede på hovedet, og kylede en ordentlig slurk ned, efterfulgt af endnu en bøvs. På sin egen ucharmerende måde.
- Så gå ind og bede om fri nu, eller sig op. Du skal sgu med Marie.
En flygtig idé mellem seks så forskellige mennesker, som de sad der, den sommerdag på caféen og grinede. Marie opponerede lidt til at starte med, men lidt efter lidt gik hun også med på den. Hun havde nu ikke tænkt sig at skulle tage alkohol med. Hun drak aldrig. Hun glædede sig dog til at se gymnastiksalen og svømmehallen. Hun håbede at der stadig var vand i bassinet. Frede drømte sig hen til der, hvor de havde deres første matematiktimer, og han flere gange måtte rette på læreren, fordi han vidste bedre. Brian grinede højt, lige indtil han fik øje på Mettes øjne, der stirrede lige ind i hans. Han havde aldrig rigtigt lagt mærke til det. Ikke før nu.

Lillegrønskolen var et levn fra fortiden. Sådan så den i hvert fald ud. Stor, slidt og mørkerød. Malingen var skallet af flere steder. Det gav bygningerne et rustikt udtryk.
Den kunne nok i nogens øjne virke skræmmende. Bagved tårnede hovedbygningen den gamle sorte skorsten stadig op over hele skolen. Alle syntes altid at den havde været uhyggelig, dengang. Når det røg fra den, mindede det alle børnene om en drage, der lige skulle til at spy sin ild mod fjenderne. Skorstenen fik navnet, "Dragen" af samme årsag. Den hed aldrig andet. Ingen kunne lide den, men den var et nødvendigt onde. Skolen var ikke synderligt høj. Der var kældergange, der forbandt hele området. Der var stueetagen med kontorerne, og klasseværelserne til elever fra 0. til 4. klasse. Første sal var til elever fra 5. til 9. klasse. Unge mennesker havde allerede været forbi med deres dåsemalinger og dekoreret bygningen med diverse signaler og mere eller mindre uskønne tegninger. Det gjorde ikke skolen kønnere. Hver en rude var for længst knust, og havde været mål for unge tossers kasteskyts. Der var sat tykke spånplader foran de forhenværende ruder. De var også overmalet. Skolen var lukket til, uden mulighed for at lyset kunne trænge ind. Kommunen havde sat hegn op foran porten. Det var for længst trådt ned. Det var ingen sag at komme ind på området.

To taxier stoppede foran skolen, og seks unge mennesker hoppede ud. Der opstod en mindre diskussion om hvem der skulle betale for turen i den ene vogn. Marie mæglede og betalte for turen, mens Nete var utilfreds med, at Tonny havde kørt i den ene mens hun havde kørt i den anden. Det var blevet sent på eftermiddagen, men det lod solen sig ikke mærke af. Om ikke så forfærdelig mange timer, ville den alligevel sejle hen bag skorstenen, og kaste lange skygger, og måske ville temperaturen falde lidt, men ikke alverden. Mette gik langsomt hen mod skolens port. Hun sagde ikke noget. Det virkede som om hun var paralyseret. Som om der var nogen der hviskede til hende, og fik hende til at høre sit eget blod suse gennem årerne. Hun frøs i de sekunder, til trods for, at graderne næsten var på de tredve. Hårene rejste sig på hendes arme, og hun stivnede i sine led. Det var skræmmende. Skolen kaldte på hende. Den kaldte på dem alle seks. Brian kom hen ved siden af Mette. Han plantede forsigtigt en hånd på ryggen af hende. Hun blev forskrækket, og kom tilbage fra sin trance.
- Det bliver skide skægt det her. Tænk en gang, her gik vi alle sammen i skole, fra første til niende. Jeg kan ikke huske det halve af det vi lærte, men hold kæft hvor lavede jeg meget ballade dengang. Mette hørte ikke efter. Hun stod bare og stirrede på skolen. Bag dem kom de andre. Nete var stadig en smule irriteret, men Tonny overså det. Marie smilede ind mod skolen. Hun havde mange hyggelige minder derfra. Frede stod i baggrunden og fumlede med sin taske. En citronvand var knust i tasken, og der sejlede sodavand rundt blandt hans tøj. Det fik ham nu ikke ud af kurs. Han havde ofte det samme kluns på i en hel weekend. Tonny gik forrest. Han viste vej, og vidste præcis hvor de skulle gå hen. Nete prøvede at følge trop, men det var svært i stiletter. Det passede hende ikke at Tonny gik så hurtigt. Hun prøvede at kalde på ham, uden den store virkning. De gik, næsten samlet ind gennem porten og videre ind i skolegården. I det ene hjørne af gården lå der en bold. Luften havde forladt den for år tilbage, men det afholdte ikke Brian for at spurte frem, og losse til bolden, så den endte i en sandkasse. Brian var lidt stolt af sit spark. Han kaldte på Tonny og spurgte om han havde set det. Tonny kvitterede med et skævt smil. Det var rigeligt for Brian. Gruppen drejede om et hjørne og gik videre forbi den bygning, hvor det gamle fælleskøkken lå dengang. Et par halvstore drenge, der ikke så ud til at være en dag over 15, blev forskrækket og stoppede deres gøremål. Mette stivnede da hun så dem. Hun gik hen bag Brian, der gerne ville virke sej, så længe han havde Tonny ved siden af sig.
- Hvad fanden har i gang i? Det er vores gamle skole det her. I skal ikke svine den mere til med alt jeres åndssvage graffiti. Tag at pis af med jer.
Tonny var klar i mælet. Han var ikke til at misforstå. Den ene dreng var lidt højere end den anden, og en smule bredere over skuldrene. Han havde ikke i sinde at lade sig smide ud, bare fordi de kom der. Hans øjne lynede. Han sagde ikke noget først.
Han så Tonny i øjnene. Hans store brune øjne og hans mørke glød i huden afslørede at han havde en anden etnisk baggrund. Der gik nogle lange sekunder, hvor ingen sagde noget til hinanden. Situationen var spændt til bristepunktet. Der blev stirret, men der var ikke nogle ord. Den mindre fyr tog sin kammerat i armen. Han ville hellere af sted. Der var ingen grund til det her. Den større fyr havde midlertidig andre planer. Han var en stolt dreng, der ikke lod sig styre af nogen. Marie var irriteret over det. Lad dog ungerne skrive på væggen. Hvad forskel ville det gøre? Skolen var så gammel og grim alligevel. Tonny gik yderligere et skridt frem. Det samme gjorde Brian. Drengen blev stående. I baggrunden stod Frede og fumlede med sin taske. Han ville have den knuste flaske op, og resultatet blev at han pludselig stod med et stort stykke glas i hånden. Den store dreng så det, og misforstod situationen. Han trådte lidt tilbage. Han gav dem fingeren og råbte af dem.
- Det er fandeme ikke jeres skole mere. Der er ingen der ejer den. Fuck jer og jeres ludere mand. Jeg kommer tilbage en dag, og har mine brødre og fætre med.
Han pegede på Tonny, men Tonny var ikke skræmt. I hans øjne var drengen bare en lille lort med en kæmpe selvtillid. Drengene smuttede, efterfulgt af et par skældsord fra Brian.

Bag dem alle, udenfor porten stod der en ensom person. Gamle minder blev vækket til live, og det startede en brand i et sind. Personen så dem tilfældigt da de steg ud af taxierne. Ansigtet blev skjult i hænderne, og tårerne trængte sig på. Med tunge slæbende skridt, begav personen sig ind gennem porten. Der var en storm i hver en tanke, og ordene dukkede op igen. Man kunne høre dem endnu.
"Du er ikke som os andre. Du kan ikke det samme som os. Vi gider dig ikke".
Der var engang en mor der sad alene med sit barn. Barnet græd så hjerteskærende, at det smertede i morens bryst, for hun kunne næsten ikke stille noget op. Hun prøvede sit bedste, og var der for barnet, men skyerne hang tungt over det skrøbelige barn, der ingen trøst kunne finde andre steder. Moren håbede, at den mand hun havde valgt at dele sit liv med, også ville deltage i barnets ve og vel. Det var ikke barnets far, og han valgte at se den anden vej. Det var ikke hans ansvar. Han var ligeglad og viste ingen følelser. Til tider hånede han barnet når moren ikke var hjemme, og gjorde ting som kunne skade alle børn. Barnets sind ændrede sig. Fra en lykkelig lille bitte størrelse, til et barn der ikke oplevede solen, glæden og livets gode stunder. Fra lille til barn, og fra barn til ung. Mørke sider der ikke så andet, end solen der gik ned og månen der stod op. Her var der ingen der drillede og hånede. Om natten kunne man gå i fred, hvis man listede rundt langs husmurene. Man kunne spille klovn, og få enkelte til at grine, men under masken var virkeligheden en anden. Under masken var der tårer. Der var ingen kærlighed. Barnet, der var blevet ung så andre unge, og håbede at de ville et fællesskab. Sådan gik det aldrig, og ensomheden borede sig langt ind i det dybe. Det stak i hjertet og ændrede den unges syn på andre mennesker.
Der var engang en mor der sad alene med sit barn. Barnet græd så hjerteskærende.

Asmir stod midt i eftermiddagssolen og diskuterede med sin mindre kammerat, mens de var i færd med at pakke deres farverige dåser væk. De talte højt, og ænsede ikke verden omkring dem. Kasketten sad omvendt, og var bevidst plantet på hovedet som om den var for lille. Det varede ikke så længe, så ville solen dreje om bag ved Dragen, og skyggerne ville komme snigende som en farlig slibrig slange, der ville æde alt på dens vej. Asmir var sikker i sin sag. Han kunne have klaret ham den lange lyshåret. Han skulle bare have holdt sin kæft. Hvad blandede han sig for? Han var ikke en skid. Kammeraten var ikke så sikker. Usikkerheden stod ud af hovedet på ham. De havde også godt set ham den tynde i baggrunden, der pludselig havde hevet et stort glasskår frem. De var nogle feje svin. Dem og deres ludere. Den mindre fyr trådte lidt tilbage. Han trak sig i forhold til Asmirs raseri. Han forsøgte sig med at foreslå, at de bare skulle mødes senere, nede på grillen. Deres sædvanlige mødested. Det var også Asmirs familie der ejede grillen, så der kunne de altid sidde ude i baglokalet, og bande af alle dem de synes var åndssvage. Asmir gik modvilligt med til, at kammeraten stak af, og de aftaltes at mødes senere. Den stolte unge fyr stod alene tilbage. Han skulede ondt på skolens bygninger. Han greb en dåse fra sin taske. Han rystede den så det raslede. De andre unge mennesker var ikke at se nogle steder, og han hadede dem også, så det passede ham fint. Så kunne han gøre hvad han ville. Han trådte hen foran en af væggene, hvor der stadig var lidt plads uden farve. Han skrev en sætning på sit eget sprog, og var stolt af sig selv. Et jernrør med en god vægt blev løftet. Det var ikke tungere end at personen kunne løfte det. Det fløj gennem luften, og ramte Asmir kraftigt i hovedet. Han vaklede på benene. Han stønnede og spyttede blod. Det næste slag knuste hans knæ, og ikke længe efter lå han på jorden. Han prøvede at skrige, men endnu et slag mod hovedet stoppede han håbløse råb på hjælp. Ansigtsudtrykket var det samme. Det var iskoldt. Hverken glæde, smil, lykke, vrede eller gråd. Der var ingenting. Heller ikke efter sjette og syvende slag mod drengens hoved. Jernrøret var blodigt, og der var en rød stribe da personen fjernede drengen.

Tonny havde været forbi skolen et par gange. Han havde rundet det gamle levn flere gange. Han havde ved en tilfældighed opdaget et knust vindue ved kældertrappen. Det var ikke så stort, men stort nok til at en person der ikke fyldte så meget kunne kravle ind, og åbne kælderdøren for de andre. Han havde allerede dengang tænkt på Frede. Den idé han fik den dag begyndte at forme sig, til en weekend med vennerne.
Brian foldede hænderne, så Frede kunne træde op i dem. Det var knapt så yndefuldt som man så Frede hænge der. Det virkede mest som morskab for de andre, at se det tynde menneske hænge der og se deres samarbejde, der ikke rigtig virkede efter hensigten. Brian og Frede råbte af hinanden. Tonny stod og råbte af dem begge, og prøvede forgæves at dirigere. Nete råbte af de skulle høre på Tonny. Alt imens måtte Mette og Marie læne sig op af hinanden af bar latter. Det lykkede til sidst. Frede tog den på hovedet og landede på den anden side af døren, med et ordentligt brag. Han ømmede sig højlydt, og skreg ud til Brian at han havde skubbet for hårdt. Kort efter gik døren op. Frede havde næseblod, og det stoppede ikke Mette og Maries latter. Han lignede altså noget komisk. Alle gik ind af døren.

Mette stoppede i døren. Hun var den sidste. Hun så sig tilbage. Det var som om der var noget der rev i hende. Noget der ville hende noget ondt. Der var ikke noget at få øje på derude. Pludselig stod hendes mormors ord i et skarpt lys.
- Vi kan noget, Mette. I vores familie kan kvinderne noget. Vi kan mærke det før det kommer. Tro mig lille skat. Det er ikke bare noget jeg siger. Mettes mormor plejede at tænde et stearinlys og køre hånden hen over flammen. Der var noget beroligende over det. Den dengang 8 årige lille pige så det hele og mere til. Hun elskede sin mormor betingelsesløst. Lige til den dag den ældre dame gik ud foran en bus. Hun må have set det komme. Mette kunne ikke tro andet. Fra den dag, var det verdens største savn, og en flig i Mettes hjerte.

- Hold da op hvor har jeg bare ikke savnet de her lange kældergange, udbrød Marie.
De stod alle seks og så ned af de mørke endeløse trin mod trappen op til stueetagen. Det så ud som om der var tre kilometer ned til den anden ende, og der var kulsort. Man kunne ane en smule lys fra trappen i den anden ende. Som en befrielse. Der var noget at gå efter. Der var måske små halvtreds meter, men føltes værre. Ingen af dem sagde mere. Nete tog fat i Tonnys arm, og klemte den. Selv den så selvsikre høje lyshåret unge mand var stille. Der var minder om en lærer, der slæbte Tonny ned i kælderen, for at straffe ham korporligt. Tonny huskede hvordan han spjættede for at komme fri. Lige indtil det første slag kom, så var han stille. Han stod og stirrede op på læreren, mens lussingerne væltede ned over ham. Det smertede sindssygt, men Tonny sagde aldrig noget. Få dage efter havde læreren ikke nogen bil at køre hjem i. Den stod og brændte ud på parkeringspladsen. Det kunne ikke bevises at Tonny stod bag, men det var et godt gæt. Kort efter sagde læreren op. Tonny sladrede aldrig om de tæv i kælderen den dag. Han tog selv affære. Brian havde ikke lyst til at tage de første skridt. Han prøvede at grine af de andre, men der var ikke noget at grine af. Hans egne minder fra kælderen, kom fra den dag han slæbte Stinke-Stine med derned, fordi han vidste at hun var skide bange for kælderen. Hun hylede og skreg som et pattebarn. Brian skreg af grin da han efterlod hende dernede. Den dag syntes han selv, at han var en rigtig dygtig dreng. Det var lige indtil Stinke-Stines far stod i døren derhjemme. Brian huskede kun alt for tydeligt de tæsk han fik af sin far.
Tonny brød gruppens tavshed. Han så ned på Nete og nikkede ned ad gangen.
- Var det ikke hernede du bankede Tykke-Lone?
Marie kiggede forfærdet på Nete. Hun havde aldrig været vild med hende, men efter at have hørt det, ændrede det sig ikke til det bedre. Tværtimod. Nete nåede ikke at svare. Marie kom hende i forløbet.
- Var det dig? Helt ærligt Nete. Hvorfor gjorde du det?
Nete stod og stirrede ned ad gangen Hun huskede det meget tydeligt. Den grimme fede so var i vejen. Hun spurgte Tonny om en dans til en fest. Nete kunne i forvejen ikke fordrage hende. Hun var så kæmpe stor. Højere end flere af drengene, og federe end Tandlægen, og det sagde ikke så lidt. Nete slæbte den kraftige pige derned. Hun slog hende hele vejen, og sparkede til Lone lå stille. Marie havde ikke engang lyst til at høre Netes svar. Hun begyndte at gå ned ad gangen. Det samme gjorde Frede. Han var heller ikke lige stemt for at høre på Nete nu. Det var kun Tonny der blev tilbage i et minut eller to. De andre gik. Den ellers gode stemning dalede drastisk i de sekunder. Efter et kort øjeblik gik Tonny også videre. Nete blev stående lidt for sig selv. Tykke-Lone kunne bare have holdt sig for sig selv, væk fra hendes omgangskreds. Nete fortrød ikke en skid. De andre kunne synes hvad de ville. Marie og Frede nåede trappen før de andre. Hun rystede på hovedet og var irriteret. Hun vendte sig mod Frede, også for lige at se hans ansigtsudtryk.
- Havde jeg vidst det, at det var hende, så var jeg sgu ikke taget med, hviskede hun.
Frede nikkede forstående. Han ville ikke sige noget, men var helt enig.

Gruppen nåede sammen op af trapperne til de tomme og stille klasseværelser. Der var ikke nogen der sagde noget. Ikke før Brian råbte og hylede som en ulv.
- Hold kæft mand. Det var her vi løb som rollinger. Hey Tonny. Kan du huske da vi spillede fodbold op og ned ad gangene, og Petersen inde fra kontoret løb efter os? For et øjeblik var den dårlige stemning glemt, hos nogen af dem. Tonny stak i en latter og huskede det.
- Kan du ikke også huske ham Michael med klumpfoden? Han ville altid spille med. Han kunne ikke en skid og troede vi var venner.
- Det var ham du lossede over skinnebenet så han ikke kunne gå i flere dage.
De gik stille ned ad gangen samlet. Der hang stadig rammer med diverse tegninger og masker, som de små klasser havde lavet engang. Frede stoppede ved en af rammerne.
Han stirrede længe på den. Der sad to masker i rammen. En trist og en glad, som dem man altid så ved teatret.
- Hold da op. Dem tror jeg nok at jeg lavede engang.
Og så vækkede det nye minder igen. Om en for længst svunden tid. Mette åbnede en af dørene ind til et klasseværelse. Der spredte sig en kedelig lugt af et indelukket lokale. Malingen skallede fra væggene, og stole og borde stod og lå spredt over det hele. Den sorte tavle hang der stadig, og enkelte stykker kridt lå rundt omkring på gulvet. Det lignede hvad det var. Noget fra en tid, der pludselig føltes langt væk. Linoleumsgulvet havde en limegrøn farve, men den var dækket af støv og snavs, og så mere grålig ud nu. I et hjørne lå der en spredt flok blyanter og viskelædere. Marie dukkede op bag ved Mette. Hun stod med store åbne øjne, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle synes og sige. Hun trådte ind og fandt et stykke kridt på gulvet. Hun gik hen mod tavlen og skrev sit navn, uden rigtigt at vide hvorfor. Frede kom også ind, og smilede bredt. Han slog ud med armene.
- Det er da løgn det her. Gik vi virkelig i første klasse herinde?
Der var ikke meget lys i lokalet. Vinduerne var dækket af store spånplader, men der kunne stadig trænge lidt sollys ind gennem små sprækker. Mette prøvede at trykke på kontakterne, men der var ikke nogen reaktion. Strømmen var for længst blevet lukket ned på skolen. De andre kom også ind, og da Nete trådte ind trak Marie sig lidt tilbage. Marie huskede kun alt for tydeligt hvordan alle gik og mistænkte skolepedellen for overfaldet på Lone. Alle så skævt til ham, og skrev breve som man afleverede på hans dørmåtte, i håb om at han ville flytte væk fra skolen. Det lykkedes også. Den stakkels albaner, der ellers altid passede sit arbejde, så ingen anden mulighed end at flytte til en anden kommune langt væk. Han svor dengang, at han intet havde med det at gøre, og han var rasende da flere af de store skolebørn stod og råbte grimme ord efter ham og hans familie da de flyttede. Nete var en af dem der stod og råbte. Der var ikke noget galt med Lone. Rent fysisk haltede hun efter de andre på grund af sin størrelse, men Marie havde ikke noget imod hende. De var ikke venner, men de var heller ikke fjender. Marie vidste ikke hvad der blev af Lone. Hun forsvandt efter den sidste skoledag.

- Skal vi ikke bare lægge vores ting her, og så bare gå rundt på skolen? Måske er der åbent over til gymnastiksalen eller svømmehallen. Det kunne være fedt.
Alle var med på Tonnys idé. De lagde deres tasker rundt omkring. Marie tørrede et bord af med hånden, og lagde sin taske derpå. Alle døre blev åbnet, efterfulgt af et råb eller hyl for Brian. Tonny grinede ikke af det mere. Det blev ikke ved med at være sjovt, men det opfattede Brian ikke. Han var sin egen herre lige nu. Han var lige i sit es. De vidste alle sammen, at hvis de skulle over til gymnastiksalen, eller svømmehallen for den sag skyld, så skulle de gennem kælderen en gang til. Det var der ikke rigtig stemning for. De valgte i fællesskab at tjekke klasseværelserne ud på gangene først. De havde hurtigt rundet dem til de mindste klasser. De var ens. Roede og tomme. Til trappen op til første sal, begyndte der at lugte råddent. Marie opdagede det først, og nævnte det til de andre. Nete spankulerede forbi Marie med sine høje hæle, uden at skænke hende et blik.
- Vores næser har aldrig været så fintfølende som din.
Hvis øjne kunne lyne og storme, var det præcis det de gjorde lige der. Uanset hvad Nete syntes og sagde, var der noget om det. Mette kunne også lugte det. Stanken blev stærkere jo nærmere første sal de kom. Frede holdt sig for næsen da han forsigtigt åbnede døren ind til det første klasseværelse oppe på første. Der blev hørmen kun værre. Lige der midt på gulvet, siddende og sovende op af radiatoren, var en ældre mand. Savlen silede fra hans mundvand, mens de alle seks kom til syne i døråbningen. Der var grunden til den stank der hurtigt spredte sig. Marie skævede til Nete. Hun sagde ikke noget, men Marie vidste bare at hun havde ret. Så kunne den kælling sige hvad hun ville. Nete klemte sig fast til Tonnys arm. Hun turde ikke gå ind.
- Lever han, spurgte hun stille.
- Man kan se hans mave bevæge sig. Han sidder bare og sover, men dyrk lige alle de flasker han har tømt. Han har vist holdt sin egen sommerfest, svarede Tonny.
- Føj hvor han stinker. Lad os smide ham ud, udbrød Nete.
- Hvorfor det? Han generer jo ikke nogen, sagde Tonny og lukkede døren.
Den reaktion vækkede noget sympati hos Marie. Hun nikkede ivrigt.

Holger var byens lokale spritter. Han havde haft et godt liv, engang. Indtil det hele begyndte at gå ned af bakke for ham. Familien forsvandt og det samme gjorde jobbet og hjemmet. Til sidst var der kun flasken tilbage. Sådan blev hans liv. Også Holger havde fundet en vej ind på skolen. Ellers var der kun diverse busstoppesteder tilbage.
Holger var en af tidens triste skæbner, der bare passede sig selv. Viserne på uret sneg sig langsomt hen mod senere på eftermiddagen. Der var ikke længe til aftentimerne begyndte sin vej rundt om uret. Selv om det var højsommer, ville skyggerne alligevel komme krybende på et tidspunkt. Mørket ville melde sin ankomst, og hvad det ville have med i bagagen kunne de unge mennesker ikke vide noget om. En ting var sikkert, weekenden ville byde på mere end nogen kunne have mareridt om.
De seks unge listede væk fra stanken af Holger, og gangen på første sal var atter tom, og stille. Sådan da.

Skyggen af en person dukkede op nede for enden af gangen. Langt fra vennerne. Personen havde tre ting i hænderne. To masker, og noget der kunne minde om et blodigt jernrør. Skyggen tog sig til hovedet. Det smertede eksploderende.

Få øjeblikke efter havde de seks løbet gennem kælderen. Undtagen Nete, der kun kunne gå skævt på de upraktiske høje hæle. Heldigvis var døren ind til gymnastiksalen ikke låst, og der opstod flere forskellige reaktioner. Alle enten fejrede det, eller var ligeglade. Tonny og Brian blev som to små drenge, og løb rundt med hænderne i vejret. Frede satte sig op af ribberne. Salen ragede ham langsomt. Den gav ham ikke noget. Selv Marie løb lidt rundt for sig selv. Hun tog en hurtig runde langs salen for sig selv. Mette stod stille, og mindedes da en af de andre tøser havde kylet en bold i hovedet på hende dengang. Hun var også ligeglad med gymnastiksalen. Nete smilede efter Tonny, der i sin iver havde smidt sin T-shirt. Hun havde svært ved at stå for synet, og råbte det efter ham, og kaldte ham sin helt egen Tarzan. Han hørte det ikke. Tonny piskede op af ribberne, og viste sin styrke ved kun at bruge armene. Brian forsøgte samme metode, aldeles uden held. Døren ind til en kortere gang, og videre til svømmehallen var låst. Den kunne sikkert brydes op, eller sparkes op. Marie var den eneste der så det, og sagde ikke noget. Hun skulle ikke svømme. Det havde hun ikke lige taget tøj med til. Omklædningsrummet og brusebadene var der endnu. Marie tændte for vandet, og det virkede. Hun jog hånden ind under strålen. Den var kold, og hun smilede. Brian dukkede op i baggrunden og grinede højt. Han pegede på bruserne.
- Dem der brugte Stinke-Stine sgu aldrig. Kæft hvor hun stank altid.
Marie var sådan set enig med ham, men sagde ikke noget. Hun kunne ikke fordrage de øgenavne. Hvorfor ikke bare kalde dem det de hed? Stine var en pige der havde det svært i hjemmet. Hun var tynd og ofte syg. Hendes familie var tit ramt af sygdom. Om det var derfor hun ikke ville gøre noget ud af sig selv, vidste ingen, men sandheden var at hun sjældent gik i bad. Hun kom næsten altid i skole, og lugtede forfærdeligt. Hun holdt sig for sig selv og havde ingen venner. Nogle sagde også dengang, at hun havde svært ved at holde på stort og småt.

Langt bag dem, på første sal i et gammelt klasseværelse. Holger vågnede hostende og bøvsende. Han savlede yderligere, og kunne slet ikke styre mundvandet. Han greb ud efter en flaske, for at fjerne den grimme smag i hans mund. Han så op, og fik øje på en stor person, der så ned på ham, med en maske der smilede. Personen med masken løftede jernrøret, og svingede det frem og tilbage. Holger nåede ikke at opdage noget. Han mærkede knapt nok det første slag. Han gik ud og besvimede. Der var stor sandsynlighed for, at han var død ved det niende slag.

Festen var startet, og gamle fortællinger om skoletiden fór gennem lokalet. Der blev grinet bredt hos alle. De havde alle sammen noget at byde ind med. En eller anden sjov anekdote, som de andre havde glemt. På bordene stod der tændte fyrfadslys og kastede om sig med lys og hygge. Mettes telefon blev brugt til musik, og Sort Sol bragede ud i lokalet, med en lidt dyster tung rocksang. Ikke alle var lige begejstret for valget. Frede kom ind i klasseværelset efter at have besøgt et af de små toiletter ude på gangen. Han startede en mærkværdig dans for sig selv til rocken. Mette skreg af grin, mens hun forsøgte at tage en tår af sin billige Vodka. Den smagte afskyeligt, men den havde sin virkning. Hun var allerede ved at være godt fuld. Der skulle ikke så meget til. Marie spiste en sandwich som hun havde smurt hjemmefra. Så var aftensmaden også reddet. Hun havde svært ved at tygge, og grine af Frede samtidig. Nete hang over Tonny på en nærmest vulgær måde, der indikerede at hun til hver en tid ville voldtage ham, også gerne foran de andre. Hun var ligeglad. Tonny sad helt stille og lod hende kravle rundt som det passede hende. Alt imens han sad og berettede om sin succesfulde tid på skolens basketballhold. Brian havde fire tomme øldåser stående foran sig. Han kunne ikke drikke mere. Lige så stille som et barn, var han faldet hen. Han hørte hverken musikken eller fortællingerne, eller så Fredes dans, der ellers var et syn for guderne. Vermouthen havde gjort sin virkning. Frede var påvirket. Der var ikke mere citronvand, så han drak den rent fra flasken.

Udenfor havde mørket endelig lagt sig ind over skolen. Aften og natten ville gøre sit indtog. I skolegården var der lige så stille som fisen fra en kloakrotte. Stjernerne glimtede om kap på himlen, mens månen mindede om en svag sol, der dog alligevel gav lys over Lillegrønskolen.
Festen blev holdt på første. Holger lå død på anden. I kælderen sad en person og græd. Kun al for tydeligt mindedes de rammende ord.
”Du er ikke som os andre. Du kan ikke det samme som os. Vi gider dig ikke”.

Det var ikke længere morgen. De timer, var for længst fløjet forbi. Formiddagen sang på de sidste toner, mens solens stråler strålede ned over den gamle skole. Der var stille i gården og ved Dragen, ved alle ribberne i gymnastiksalen og op og ned ad gangene. Enkelte fugle havde fundet sig en plads på taget, hvor de rensede deres vinger, og nød udsigten.
Marie var den første der åbnede øjnene. Hun havde ikke drukket, og vågnede først nu, fordi det var blevet ud på de små morgentimer, før trætheden havde taget over.
Hun vendte sig og brokkede sig stille over det hårde gulv, der ret tydeligt kunne mærkes gennem soveposen. Hun lod blikket glide rundt på de andre. Dem hun kunne se. Tonny og Nete var der ikke. Hun mindedes pludselig hvordan Nete havde trukket af sted med Tonny. Marie ville ikke tænke tanken til ende. Hun ville hellere beholde sin maves indhold i sig. Ikke fordi hun fik billeder af hvad de skulle, men fordi det var Nete.
Gulvet flød med udbrændte fyrfadslys og tomme flasker. Delvist tømte chipsposer, hvor resten af chipsene lå udtrådt ved siden af. Der var også blevet danset. Marie grinede da hun så sig selv danse med Frede, der havde svært ved at stå stille efter en halv flaske Vermouth. Han ville også kysse. Hæmningerne var væk, men det blev der nu ikke noget af. Han måtte nøjes med et kram. Tavlen på væggen var fyldt med forskellige budskaber. Dels den hele store kærlighed fra Nete til Tonny. Tegnet med hjerter og en pil igennem. Dels var der en større udregning med en stor ligning. Ganske givet noget Frede havde stået for. Det ville ligne ham. Frede sad og sov op af væggen, med hovedet hængende gyngende foran brystkassen. Brian og Mette lå sammen, som et gammelt ægtepar, med ryggen til hinanden. Mette ville vist gerne, men Brian havde været for fuld. De tre andre var langt væk, så Marie besluttede at liste ud af soveposen og ud på gangen. Så ville hun gå en tur for sig selv rundt på skolen. Måske ville hun nyde stilheden. Hun kunne også kravle ud af vinduet i kælderen og hente morgenmad til alle.

Der var ingen der hørte da hun lukkede sig ud af klasseværelset. Hun kunne ikke se Tonny og Nete nogen steder. Der var stadig mørkt på gangen. Sollyset havde stadig svært ved at trænge igennem de tykke spånplader, og så videre ud på gangen. Marie nåede trappen, og blev mødt af en forfærdelig stank. En blanding af tis og bræk og råddenskab. Hun tænkte på spritteren der og sov ovenpå. Hun ville ikke tænke på ham, og skyndte sig ned af trapperne. Inden længe stod hun foran den lange gang i kælderen. Hun hadede den, og den var mørk. Der var heller ikke noget lys for enden af den. Det virkede som én lang tunnel der ingen ende ville tage. Den lokkede ikke. Hvis Marie ville ud eller til gymnastiksalen, var hun tvunget til at gå ned af gangen. Hun tog hænderne op til ansigtet og holdt dem som skyklapper. Så løb hun. Det var i virkeligheden ikke verdens længste tur. Den føltes bare sådan. Døren op til gården var bag en anden dør, mens turen mod gymnastiksalen var lidt længere henne. Marie tænkte på gymnastiksalen, og foretrak den vej først. Hun kom ind, og der en smule mere lys. Salen havde små vinduer for oven, hvor solen kunne trænge ind. Det gav lidt frihed til øjnene, tænkte hun. Marie mindedes de mange håndboldkampe hun havde spillet i den sal. Den havde været et af hendes fortrukne steder på skolen. Her følte hun sig hjemme. Marie kom til sig selv, blandt gamle minder og forlod salen med et smil. Hun sendte den en venlig tanke, mens hun begav sig mod døren op til gården. Hun gik i stå og stoppede sine tanker. Døren op til gården var barrikaderet., med alt muligt tungt, som hun i hvert fald ikke ville kunne flytte. Marie kunne ikke få det til at passe. Sådan var det ikke i går. De havde ikke sat noget for døren. De var bare kravlet ind. Hun rystede på hovedet og prøve at spole tilbage. Var der noget hun ikke kunne huske? Hun havde kun drukket sodavand om aften og natten.
- Hvad fanden sker der, sagde hun højt for sig selv.

Tilbage i klasseværelset var ingen af de andre vågnet endnu. Heller ikke selv om der stod en person og stirrede på dem. Personen fjernede alle taskerne, lige så stille så ingen kunne høre det. Den triste maske listede ud af lokalet igen.
Frede vågnede med chok da Marie kom løbende ind i klasseværelset. Hun råbte.
- Vi er lukket inde. Døren i kælderen er barrikaderet.
Mette satte sig op og gned sine øjne, og så kiggede hun forundret på Marie.
- Hvor ved du det fra? Har du været dernede?
- Ja jeg kommer lige derfra. Jeg ville kravle ud og hente morgenmad til os. Men vi kan ikke komme ud.
Marie lød skælvende i stemmen. Det var ikke sjovt det her. Hun så rundt i lokalet, og igen kunne hun slet ikke få det til at passe. Hun blev irriteret, og tænkte straks på drillerier fra en eller anden.
- Hvor fanden er vores tasker? Det gider jeg altså ikke det her.
Mette rejste sig og kom på benene. Hun så rundt, og skubbede med foden til Brian.
I baggrunden kom Tonny ind af døren. Han lignede én stor hovedpine der ikke havde det rigtigt godt. Hans T-shirt hang over skulderen på ham.
- Nete er lige ude og brække sig. Hun kan vist ikke tåle at drikke. Hvad råber i sådan for? Det larmer af helvede til, og jeg har tømmermænd.
Forklaringen var kort og højlydt. Der blev snakket på kryds og tværs og nogen bandede af andre. Nogen havde teorier om den unge tyrker og andre om spritteren.
Marie var træt af al den råben og greb ordet på et tidspunkt hvor ingen sagde noget.
- Prøv lige at hør her. Måske kan nogen af jer drenge gå ned og fjerne det der står for døren. Jeg kan i hvert fald ikke. Og hvis nogen har lyst til at gå op til ham spritteren, så fred være med det. Men det er fandeme ikke i orden at nogen stjæler vores tasker. Det er altså noget pis.
I baggrunden kom Nete til syne. Hun hørte det med taskerne, og blev straks hysterisk. Hun råbte op om sin dyre sminke og hendes nye neglelak. Marie kunne ikke være mere ligeglad med al hendes lort.
- Hvor fanden er min mobiltelefon, brød Frede ind og så sig omkring.
Der var ikke nogen der havde sine ting, og Nete råbte endnu højere.
- Hold nu kæft et øjeblik, råbte Tonny, og så Nete i øjnene.
Marie kunne ikke lade være med at føle en lettelse da hun endelig blev stille. Nete begyndte at græde, mens Brian kom på benene. Der var samling på flokken da de gik hen ad gangen. Der var vrede miner og der var tårer. Mest fra Nete, der var ked af Tonnys reaktion. Et stykke henne stoppede Frede. Han så på rammerne. En af dem var knust. De to masker han lavede som barn var væk. Han så på de andre.
- Vi er ikke alene på skolen, sagde han højt.

Det virkede som om hans ord rungede ned langs den lange gang
Tonny knyttede næverne. Han tyrede en knytnæve ind i væggen i vrede.
- Hvis det er ham den lille tyrker, så smadrer jeg ham. Det er hundrede procent.
- Hvad hvis det er spritteren, spurgte Brian.
- Så losser jeg ham i hovedet, svarede Tonny.
Henne ved trappen blev nogen enige om at gå op på første sal, mens andre hellere ville ned i kælderen. Marie prøvede at holde flokken samlet.
- Er det ikke bedre hvis vi følges ad, spurgte hun forsigtigt.
- Føj for helvede hvor her stinker. Det er garanteret ham spritteren, udbrød Nete.

Et stykke derfra var der en der smilede under en smilende maske. Endelig skulle der hævnes fra dengang. Dengang man ikke måtte være med. Da man bare var en de andre kunne grine af. Snart var der ikke mere at grine af.

Nattens alkohol og alt for mange chips ulmede stadig i Netes mave. Hun skulle brække sig igen. Hun begyndte at gå hurtigt tilbage ad gangen. Tonny tog sig selv i at grine lidt af hende. Marie sukkede højlydt. Mette synes også det var irriterende. Hun begyndte at gå op af trappen. Marie fulgte med. Hun tog sin bluse op foran næse og mund. Tonny prikkede til Brian. Han nikkede mod kælderen. De to løb ned. Frede blev stående. Han havde svært ved at tage en beslutning lige nu. Det hele var så underligt. Han gik tilbage og så på den knuste ramme, og en ting undrede ham. Hvorfor var der ingen glasskår?

Nete rettede sig op da hun var færdig med at brække sig. Hun gik hen for at se sig i spejlet. Hun var ikke alene. En stærk arm greb hende om halsen, inden hun nåede at sige noget. Hun mærkede et kraftigt slag i ryggen. Hun mærkede noget borende, og hun så pludseligt et blodigt stort stykke glas komme ud af sin mave.

Tonny og Brian gik forholdsvis hurtigt gennem kældergangen. Brian var stadig træt og Tonny havde det stadig ikke godt i hovedet. Frede havde endelig besluttede sig for at gå op af trapperne til pigerne. Fysisk arbejde, og idéen med at skulle slæbe rundt på noget tungt var ikke noget for ham. Marie og Mette var nået op på første, og stanken blev kun værre. De trådte ind på gangen og Mette stoppede. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene. Der var noget galt. Hun vidste det bare. Marie stoppede også. Hun på Mette og lagde en hånd på hendes skulder.
- Er du dårlig fra i nat?
- Nej. Der er noget uhyggeligt ved det her. Det ved jeg der er. Jeg ved bare ikke hvad. Det lyder sikkert åndssvagt, men det er noget jeg kan. Du må ikke tro jeg er tosset.
- Nej det tror jeg heller ikke, sagde Marie og prøvede at virke forstående.
Marie trådte yderligere et par skridt frem mod døren ind til der hvor spritteren havde ligget i går. Hun så på Mette mens hun åbnede døren.
- Måske skal vi ikke gå derind, sagde Mette.
Frede var nået op af trapperne. Han nåede at se Marie åbne døren, og Mette stå helt stille. Han hørte Marie skreg. Det kunne høres på hele skolen. Også nede i kælderen.

Tonny og Brian stoppede lige før de nåde til døren op til gården. De vendte sig. Tonny sukkede. Han var sikker på at det var Nete. Brian grinede. Det mindede ham om en sinke der altid kom ved skolen.
- Det lyder som Oliver, når han stod og råbte til os. Kan du ikke huske ham? Det var ham der gik ovre på specielskolen. Han var sinke, eller sådan noget. Han råbte altid som en tøs. Så smed vi sten efter ham, for at få ham til at skride. Kan du huske ham?

Lige foran Marie, midt på gulvet, lå Holger. Hans hoved var mere eller mindre smadret til ukendelighed. Det flød med blod og stumper af kød fra hans ansigt. Marie holdt sig for munden da hun ikke kunne skrige mere. Mette stod i baggrunden. Frede var nået hen til hende, og lagde en arm om hende.
- Jeg vidste der var sket noget, hviskede hun.
Marie så tilbage på Mette med tårefyldte øjne. Hun kunne ikke sige noget. Holgers øjne hvilede op mod loftet.
I angst og chok piskede Mette og Marie af sted ned af trapperne. De skreg begge to. Frede var endnu ikke nået så langt. Nysgerrigheden brændte inde i ham. Han ville se Holger, hvilket han fortrød sekundet efter. Da forlod hans maveindhold ham. På sin helt egen måde begyndte Frede også at løbe. Han snublede over sine egne ben, men kom på benene igen og hoppede ned af trapperne. Tonny og Brian kom gående hurtigt og mødte pigerne på trapperne. De var for rystede til at kunne give en fornuftig forklaring, men Tonny forstod dog ordene død og dræbt og spritter.
Ingen af dem kunne tænke klart og rationelt lige der. Marie bad om at kunne komme ud. Mette sagde ikke noget. Frede nåede ned af trapperne, med opkast ned af trøjen. Det var kaos lige der. Tonny stod med Marie i armene og så rundt.
- Hvor fanden er Nete?

De kunne høre tunge slæbende skridt på gangen. De stod nede for enden af trappen, helt nede i kælderen. Marie stivnede og Mette nikkede i en retning. De tog hinanden i hænderne og begyndte at løbe. Frede var ikke sen til at følge med. Tonny pegede på Brian, og brugte sin magt over ham.
- Du, løb lige op og se om det ikke er Nete der kommer. Jeg løber sgu lige op og ser ham spritteren. Det kan være tøserne har set forkert. Måske er han bare faldet.
Brian betænkte sig ikke et øjeblik. Han virkede heller ikke skræmt. Kællinger skulle sgu altid overdramatisere, tænkte han. Tonny var hurtigere på trapperne end Brian. Han var hurtigere på første, end Brian var på den ene etage. Brian kunne ikke se noget til at starte med. Han gik hen ad gangen, mens han rystede på hovedet af dem der var skræmte. Det virkede åndssvagt og barnligt. Tonny stod og så på Holger. Det var sgu ikke løgn hvad pigerne havde fremstammede. Han var godt nok ulækker som han lå der. Nede på underetagen kunne han høre tumult. Han skyndte sig at lukke døren til den dræbte spritter. Han råbte på Brian, men der var ingen der svarede.
Tonny forsøgte at lukke følelserne ude. Det gjorde han altid, men synet af Holger havde alligevel gjort indtryk. Han kunne ikke tænke klart. Han gik langsomt ned af trapperne, mens han blik stadig hvilede på første sal. Hvad fanden var det hele for noget? Var det et mareridt? I så fald ville han ikke have noget imod at vågne nu. Det var sgu ikke sjov det her.

Da Tonnys øjne igen så nedad, var det synet af Brian der mødte ham først. Han stod på knæ foran ham. Han hostede kraftigt og holdt sig til maven, hvor en rød plet på hans hvide FCK T-shirt kun voksede hele tiden. Tonny stoppede på trapperne. Han prøvede at kalde på Brian, men der kom ikke nogle lyde. Han kunne kun hviske hans navn.
En skygge i form af en person dukkede op bagved Brian. Med en smilende maske så personen op på Tonny. Personen svingede noget der mindede om et kraftigt jernrør.
Brians hoved fløj til siden, og han faldt om. Tonny stivnede i alle led. Han kunne ikke gøre noget for sin ven. Det vidste han godt. Heller ikke da han så personen slå Brian igen og igen og igen. Personen fjernede masken, og Tonny genkendte personen. Det var som om det vækkede ham til live igen.
- Det var ikke mig der gjorde det, råbte Tonny alt hvad han kunne.
Han vendte sig på trappen og løb op. Han betænkte sig ikke da han nåede første sal, og spurtede ned af gangen, uden rigtigt at vide hvor han ville ende. Han turde heller ikke vende sig for at se om personen var efter ham.

Mette og Marie var nået ned for anden af gangen. De aftalte ikke noget på forhånd men løb begge videre mod gymnastiksalen. Ingen af dem vidste, om de kunne finde deres frihed derinde, men det var bedre end at stå og vente på morderen. Frede var også på vej gennem kælderen idet han snublede. Han slog sig og råbte højt. Det var også det dumme knæ der altid havde drillet ham. Typisk. Frede havde svært ved at komme på benene. Han prøvede flere gange. Det hjalp da en hånd greb hans arm og han kunne komme på benene. Han så op og ville takke for hjælpen da han så et velkendt ansigt. Frede smilede trods store smerter i benet.
- Hej du. Ved du hvad, vi skal skynde os ud af skolen. Der ligger en spritter oppe på første. Han er sgu blevet slået ihjel. Vi tror der er andre end os på skolen.

Tonny var flygtede ind i det bagerste klasseværelse på gangen. Han ledte efter noget at forsvare sig med. Han trak vejret hurtigt, mens tårerne trillede ned af kinderne på ham. Det var et mareridt. Det måtte det være. Sådan noget skete ikke i virkeligheden.
Hvad med Nete? Hvor var hun? Hvad var der sket med hende? Han havde kun set Brian, men det var rigeligt. Det var rædselsfuldt. Det eneste han kunne finde, var en lærers pegepind. En lang tynd pind af træ. Han huskede svagt hvordan Petersen altid stod og slog på tavlen, hvis ingen kunne svaret med det samme. Han kastede sig under lærerens bord, og håbede at det var rigeligt. Der var stille på gangen. Det gjorde det ikke bedre. Tonny vidste hvem der var derude. han vidste hvad der ville ske, hvis personen opdagede hvor han var.

Frede var kommet på benene. Han så på personen og forsøgte at forklare om vennernes idé om en weekend på skolen. Når han sagde det højt, kunne han godt selv høre at det lød som en tosset idé. Personen svarede ikke.
- Så fandt vi ham spritteren oppe på første. Han er sgu blevet slået ihjel. Det er godt nok ulækkert. Du skal ikke gå derop. Der er fyldt med blod og alt muligt. Tonny og Brian er vist gået mod klasseværelserne, fordi Marie skreg.
Personen sagde stadig ikke noget. Frede fik støtte til at kunne gå ned mod døren op til gården. Her var der lys og Frede kunne endelig se noget. Han nåede helt hen til døren, og kunne se solen skinne ind. Frede smilede.
- Hvorfor er du her egentlig, spurgte han henvendt til personen bag ham.
Frede vendte sig og så personen i øjnene. Han så lige op i en maske med en trist mine. En af de masker han selv med stort besvær havde lavet engang. Han nåede ikke at sige mere, før en stor hånd med en blyant i hånden ramte ham i ansigtet. Blyanten borede sig langt ind i øjet på ham. Frede rystede et øjeblik, inden han faldt bagover med blodet silende ned af ansigtet.

Mette og Marie stod sammen i gymnastiksalen. De trøstede hinanden, mens de prøvede at komme til fornuft. De så hvad de så, men hvem der havde gjort det vidste de ikke. Mette hyperventilerede. Hun nikkede for sig selv.
- Jeg vidste der var noget galt her på skolen. Hvorfor fanden skulle vi også herind? Fortæl mig Marie. Sådan så han ikke ud i går, vel? Han var ikke dræbt i går. Var han vel? Han lå bare og sov, og nu ligger han deroppe og er smadret og dræbt.
Marie nikkede. Mette havde ret. Dagen før havde han bare ligget og sovet.
- Hvornår kommer Frede? Var han ikke lige bag os, spurgte Marie.
Stilheden og usikkerheden greb pigernes nervøsitet. De stod og græd sammen. Mette havde en fornemmelse der sagde hende, at noget ikke særligt rart ventede på dem, lige udenfor døren. Hun rystede over det hele. Marie trådte et skridt tilbage. En tanke om noget så sindssygt som drengenes syge humor stoppede hendes tårer.
- Det her, det er ikke bare noget drengene finder på, vel? Så bliver jeg stik tosset.
Mette stirrede hende i øjnene. Hun vidste det ikke. Men hun fornemmede noget andet. Det var ikke bare for sjov. Marie tog sig sammen. Hun tørrede sit ansigt for tårer. Hun rettede sig op, og gik mod døren. Hun hørte godt Mette bag hende, der bad hende passe på. Marie vendte sig og gik baglæns. Hun nikkede mod Mette. Men hun var gal.

Idet samme gik døren op, og en person trådte ind. Med et stort blodigt stykke glas i den ene hånd og et jernrør i den anden. Med en trist maske på, greb personen fat i Marie. Mette skreg hysterisk da hun så det. Det var som om at det hele foregik i slowmotion. Marie fik et snit i ansigtet, og der var blod med det samme. Hun nåede ikke at se jernrøret flyve gennem luften. Hun fik et drøn af et slag i maven, der fik hende til at lette fra gulvet og gå omkuld med det samme. Hun slog hovedet i gulvet, og besvimede med det samme.

Personen rettede blikket mod Mette, der stadig skreg. Hun forsøgte at gå baglæns.
Det gik langsomt. Det var ikke nogen film det her. Det skete virkeligt. Mette havde set det ske. Marie der blev slået i gulvet på den måde. Mette tog mod til sig, og vendte sig for at finde en vej ud. Der var døren ind til den lille gang før svømmehallen kom. Hun piskede hen mod den. Bag hende kunne hun høre personen trampe hårdt hen over gulvet. Døren var låst, og Mette skreg igen. Hun sparkede og sparkede, og så gav den efter. Der var vand i bassinet. Det var det første Mette lagde mærke til. Hun løb hen langs bassinkanten. Lugten af klor ramte hendes næse, men hun var ligeglad. Hun turde ikke vende sig igen. Hun vidste at personen var lige bagved hende. Hun ville ikke tage nogen chancer. Hun vidste det ville koste hende livet hvis hun gjorde. Personen gik hen og så på vandet, og stod helt stille. Et minde om ord til moren.
- Mor, jeg kan ikke svømme. Det kan alle andre på den skole. Jeg vil være ligesom dem, mor. Du skal gøre sådan, at jeg bliver ligesom dem.
Mette og personen stod i hver sin ende af bassinet og så på hinanden. Mette holdt vejret. Hun kunne ikke gøre andet lige nu. Hun så bare personen stå stille. Der var ikke flere flugtveje. Ikke flere døre man kunne løbe igennem. Hun råbte alt hvad hun kunne. Bare et eller andet. Bare der var nogen udenfor der kunne høre hende. Måske ville de løbe efter hjælp.

I den anden ende af skolen, i et klasseværelse på første, lå Tonny stille på gulvet under et skrivebord. Han kunne ingenting høre, heller ikke ude på gangen. Han syntes han havde ligget der længe, og der skete ikke noget. Tonny prøvede at finde sit indre mod, og rejste sig fra gulvet. Der var ikke nogen. Forsigtigt listede han hen mod døren. Han åbnede den forsigtigt, og der var stadig ikke nogen at se. Der var stille som på en kirkegård om natten. Han krøb langs muren ned af gangen. Stadig ingenting. Da Tonny nåede trappen kiggede han ned. Han kunne se Brians ene arm, og begyndte at græde. Det var ikke bare nogen ond drøm. Han tog bittesmå skridt ned af trappen, og jo længere ned han kom, jo mere kunne han se Brian. Det var et grimt syn. Alt det blod. Tonny kiggede væk. Da han nåede ned for enden, skyndte han sig at hoppe over Brian. Han turde ikke røre ved ham. Han turde ikke engang trække vejret. Tonny så sig forsigtigt omkring, inden han gik længere ned af trappen, mod kælderen. Desto nærmere han kom på kældergangen, desto mere kunne han høre en der råbte på hjælp. Han mener han kunne genkende Mettes stemme. Tonny ville ikke råbe på hende. Han vidste hvem der ventede i mørket.

Personen forlod svømmehallen uden en lyd. Mette stod tilbage i den anden ende. Hun vidste ikke hvad der foregik. Hvorfor skete det nu? Der var stadig ikke andre steder at komme ud. Hun råbte igen, på alt og alle der ville kunne høre hende. Personen kom stadig ikke tilbage. Det gjorde hende endnu mere usikker. Hvor fanden var vedkommende? Hun vidste ikke om hun turde nærme sig døren. Hun flyttede langsomt fødderne. Der var vel det nærmeste af tre hundrede kilometer over til døren. Sådan føltes det. Men den dør, var ikke det eneste. Hun skulle stadig gennem gymnastiksalen også.

Et andet sted, inde i salen stod personen med ansigtet begravet i hænderne. Morens ord kørte rundt i hovedet. Hun ville ikke forstå den angst.
- Du skal da bare holde vejret når du hopper i. Du kommer op igen.
- Jamen jeg er bange mor. Jeg er ikke som de andre. Hvad hvis jeg dør?
- Du kan det samme som dem. De er ikke klogere end dig. Du er bare anderledes.
Personen kunne stadig høre morens ord sidste ord. ”Du er bare anderledes”, og så brød hun ud i latter og skreg af grin. Der blev hånet, ligesom børnene ovre på skolen, der kastede med sten efter ham. Han så vredt på moren, og så tog han en saks på bordet. Han blev låst inde på den lukkede i flere år. For fire dage siden var han stukket af. Han gik rundt i byen for sig selv i nogle dage, indtil han var nået til den gamle skole. En dag kom de kørende i nogle taxier, alle dem fra skolen, og så blev han vred igen. Han kunne slet ikke styre sig da han så de seks venner.

Mette kom nærmere på døren. Hun manglede bare et par meter nu. Som et lyn fra en klar himmel, kom han buldrende ind af døren igen. I høj fart og med en masse rasende ord kastede han sig mod Mette. Da landede begge i vandet. Der var brydegreb. Mette kæmpede for at holde vejret. Hun kunne mærke hans stærke arme omkring halsen, og kunne ikke slippe ud af det. Vandet var ikke så dybt. Måske en meter, men hun kunne ikke komme op alligevel. Hun forsøgte at sparke bagud og rive med neglene. Det hjalp lidt. Hun kom op og fik lidt luft. Han kom også op til overfladen, kun for at flå Mette ned igen.

Udenfor gymnastiksalen, kunne Tonny høre kampen. Han turde ikke råbe noget. Han havde været henne og se på døren op til gården. Det var rigtigt nok. Man kunne ikke komme ud. Man kunne godt nok se vinduet, og solen, men døren var barrikaderet.
Det hele var af helvede til. Det var ikke det eneste. Han havde også set Frede ligge der. Med noget af en blyant stikkende ud af øjet. Tonny græd igen. Han tænkte på Mette, og hvis han kunne, ville han ikke efterlade nogen tilbage. Han gik ind i gymnastiksalen, og i de samme sekunder blev der stille henne fra svømmehallen. Helt stille. Der var ikke en lyd. På gulvet lige indenfor salen lå Marie. Der var blod ved hendes ansigt, så Tonny turde ikke røre hende. Han var sikker på at hun allerede var lige så død som Brian og Frede. Nete var heller ikke dukket op endnu, så han gættede sig til resten. Det var ét stort blodbad.

Vandet var stille. Der var ikke flere bølgeskvulp, og der var ikke mere kamp. Da Tonny havde listet sig helt ind i svømmehallen, kunne han kun få øje på en. Mette lå og flød i overkanten, med hovedet nedad. Der havde ikke været mere luft i hendes lunger til sidst. Han havde klemt det sidste ud af hende. Han havde lært sig selv at holde vejret længe, men Mette kunne ikke mere. Tonny gik tættere på kanten. Han holdt sig for munden. Mette var også væk.
Som en slange der hugger, slog han til igen. Han greb Tonny om halsen, og klemte alt hvad han kunne. Tonny kunne bare mærke den stærke kraftige arm, der som en skruetvinge ikke ville slippe sit greb. Hver gang Tonny gispede efter vejret, klemte armen endnu mere. Set udefra kunne det minde om et angreb fra en anakonda. Den unge lyshårede fyr stod usikkert på kanten af bassinet. Han prøvede at skrige men han mistede luft hver gang. Det svimlede for Tonnys øjne. Han kunne mærke at han var ved at miste bevidstheden, men han ville ikke, han ville kæmpe. Tonny sloges alt det han havde lært gennem årene. Han slog med knytnæver og albuer bagud. Han sparkede mod morderens skinneben, men lige lidt hjalp det. Noget af det sidste Tonny så, var hans modstanders anden hånd komme til syne. Der var et stort stykke glas i hånden. Glasset og hånden fór hen mod Tonnys hals.

Tonny blev smidt i vandet som et stykke affald. Morderen lod sig glide ned i vandet. Han så på sine ofre, hvis døde øjne så tilbage. Kort efter rejste han sig fra vandet. Det var ikke længere ham, der var taberen. Det var ikke ham, som ingen ville lege med. Det var ham som vandt. Han brølede ud i luften, og slog sig på brystet som en anden King Kong. Tonny lå og vuggede i overfladen, kun en meter fra Mette. Hans blod spredte sig i vandet og flød til alle sider fra hans hals.

Oliver var en stor ung mand. Et par år ældre end de andre, men mindre udviklede. Han var stærk som en okse og to voksne mænd tilsammen. Han slog sin mor ihjel som barn. For nogle dage siden havde han dræbt en hjælper på den afdeling hvor han boede. Han var gal, og uhyre farlig, men lige nu var han lykkelig som en lille dreng. Det var ham som de andre kunne se op til. Han forstod det bare ikke. Oliver forstod ikke sine egne handlinger i sit imbecile sind.
Han gik hen til bassinkanten og ville kravle op af vandet. Han så kun sig selv lige nu. Hans sejr over dem der mobbede. Dem der så ned på ham, og generede ham.

Inden Oliver nåede op, stod der en foran ham. Det så ud som om hun havde maske på, for hun havde blod i hele ansigtet, efter et snit der gik ned langs tindingen og ned af kinden. Hun var rolig i ansigtet. Nærmest kold og uden følelser, men der var masser af følelser. Der var kærlighed til nogle venner, og der var had til Oliver.
Oliver og Marie så hinanden i øjnene i noget der føltes som tusind sekunder. Hun lænede sig frem mod ham, og løftede sin arme. Han smilede til hende.
- DE VAR MINE VENNER!
Marie tyrede jernrøret i hovedet på ham alt hvad hun kunne. Det gav en hul lyd. Oliver faldt forover, og lå halvt oppe på bassinkanten. Marie slog igen og igen, indtil hun ikke kunne mere. Til sidst var der ikke flere kræfter tilbage. Så lod hun jernrøret falde, og det larmede i svømmehallen. Hun satte sig op af væggen og skjulte sit ansigt i hænderne og græd trøstesløst.

Nogle timer efter kom politiet til syne. De havde smadret en af dørene for at komme ind. Udenfor havde de fundet Asmir ved cykelstativet. De fandt alle de døde. De fandt Marie siddende op af væggen. Hun græd stadig. Marie kunne kun pege på Oliver, men det var svært at forstå meningen med det.
Flere måneder efter sad Marie i en hospitalsseng. Hendes mor og far sad ved siden af.
Der var ingen der sagde noget. Udenfor sneede det. Julen var lige rundt om hjørnet. Hun havde ikke kunne sige noget rigtig længe. Chokket havde været for stort. Hvor var de henne alle sammen? Tonny, Brian, Frede, Mette og Nete. Tit vågnede hun op og rystede i sengen og skreg deres navne, men der kom ikke noget svar.

Man fandt ud af, at Oliver havde en søster. Frederikke. Hun var også dybt chokeret da hun hørte hvad han havde gjort, men også ulykkelig over at miste sin bror. Der var ikke noget der kunne trækkes tilbage.

Marie så mod himlen, og tænkte på alle staklerne. Alle hendes venner. Lige så umage de var, lige så meget holdt de sammen, til det sidste. Marie havde egentlig ikke så meget til fælles med Nete eller Mette, eller med nogen af drengene for den sags skyld. Men det var hendes venner, og det havde de været i mange år. Fra de var børn og havde pisket gennem de lange gange på skolen.

Efter hændelsen var kommunen allerede gået i gang med at rive skolen ned. Der var kun murbrokker tilbage. Selv Dragen var væk. Flået i stumper og stykker.
Flere havde ofte været forbi og lægge blomster ved Lillegrønskolen.

Vejret blev værre nu. Det regnede kraftigere, og dråber slog hårdere ind i ansigtet på Marie. Men hun blev stående. Hun havde altid svært ved at gå igen. Hendes ansigt var prydet med et langt mørkerødt ar ned langs kinden. Det var hendes fysiske bevis på Olivers tilstedeværelse den weekend. Marie gjorde ikke noget for at skjule det. Det var der for vennerne. Hvorfor skulle hun? Det var ikke ham der vandt til sidst. Alle tabte. De mistede alle sammen.
Marie trak vejret tungt og begyndte at vende sig mod udgangen. Gruset knasede under hendes fødder. Hun vendte sig en sidste gang mod stenene.
- Jeg kommer tilbage og ser til jer en anden dag. Måske til jul.

Et stykke derfra. Helt ovre på den anden side af kirken, hvor kirkegården fortsatte, stod en anden ensom person. Hun stirrede længe og intensivt på stenen foran sig. Der stod ikke så meget på den. Kun et navn. Faktisk kun fornavnet. OLIVER. Frederikke kunne næsten ikke holde smerten ud.
- Hvorfor gjorde du det? Hvorfor kom du ikke til mig, hviskede hun for sig selv.
Hun rystede over det hele, af vrede og gråd. Frederikke skulede hen over sin egen skulder da hun hørte porten blive smækket i. Man kunne se Marie gennem busken, og der blev vrisset mellem tænderne. Frederikke forlod kirkegården og gik samme vej som Marie. Hun så Marie løb over vejen i høj fart. Hun ville gøre det samme. Hun ville indhente den tøs der slog hendes bror ihjel. Der tændtes en vrede i hendes sind. Hun lukkede øjnene og slog sig selv i tindingen, og så begyndte hun at løbe over vejen, men hun så ikke bussen…

I de efterfølgende uger og måneder, tilbragte Marie meget tid hos en psykolog.
Hun forklarede hændelsen så godt hun kunne, men aldrig uden tårer. Ofte græd hun sig igennem forløbet. Hun vidste at hun aldrig ville kunne glemme det. Psykologen var enig, men prøvede at forklare hende, at hun skulle lære at acceptere at hun var uden skyld. Hun kunne ikke gøre for det. Hun kunne ikke ændre Olivers handlinger. Marie så sig selv i spejlet en aften. Det lange ar var tydeligt, og genkaldte ofte de sekunder da han nærmede sig hende i gymnastiksalen. Så rystede hun over det hele.
Da han slog hende i maven, og brækkede flere af hendes ribben, og snittede hende i ansigtet. Det hele stod skarpt i hukommelsen. Eller da han lå stille på det våde gulv i svømmehalen. Da hun havde slået ham ihjel. Ind imellem var det som om han vendte hovedet og så på hende. Mange nætter lå han der og stirrede Marie i øjnene når hun forsøgte at sove. Så hviskede han til hende.
- Hvorfor slog du mig? De mobbede mig. Jeg blev ked af det.
Så vågnede Marie med et chok. Sådan var det næsten hver gang. Hun var bange, og blev skræmt ved hvert mareridt. Men det værste var næsten at hun godt forstod ham.
Marie gjorde gymnasiet færdig, og ville læse videre. Men i sin fritid tog hun rundt på skoler og holdt foredrag om mobberi. Hvor galt kan det gå? Hvor ender vi, hvis ingen tager affære? Hun fik succes med sine foredrag, og valgte at skrive en bog om sine oplevelser. Da Marie sad ved sit skrivebord og havde sat det sidste punktum, manglede hun kun en titel. Hun kunne kun komme i tanke om en.


Det år de andre døde.