Det var ikke med vilje


Det var ikke med vilje

Der var pålandsvind og der var tykt af tang på strandene. Det duftede ikke altid af violer. Det stank, og efterårets rusk i vind og vejr lagde flere af de ellers velbesøgte steder øde på øen.

Flere af årlige tilbagevendende turister havde pakket deres nelliker og sydfrugter og draget hjemad. Ved vandet var der stille hvor man tidligere kunne høre børn og voksne lege og pjaske og spille bold i det våde element.

Ved de naturskønne områder kunne man tidligere opleve synet af smilende familier, der traver stierne tynde, for at nyde hvad de ikke selv havde hjemme midt på Nørrebrogade eller i Mørkhøj.

Bisonokserne i Almindingen fik fred for folk med fotografiapparater eller mobiltelefoner foran snuden. De store dyr kunne gå og græsse i et roligt tempo der passede dem.

Det var ikke de dyr der var oppe til diskussion i det lille øsamfund blandt de cirka fyrretusind fastboende. Det handlede mere om to sindssyge måger og en gammel tosset hankat der havde bidt et barn og kradset barnets mor i ansigtet. Det var et fredeligt efterår, indtil videre. I hvert fald efter de havde aflivet katten.

Det kunne ændre sig, og det skulle ændre sig.

Det ændrede sig en aften mens solen var ved at skjule sig blandt nogle høje gamle bøgetræer. Skyggerne blev længere og graderne dalede, hvilket flere af de fastboende ikke havde noget imod efter den netop overstået trykkende sommerhede, hvor solen bare havde braget igennem som varmen under pølserne på grillen.

Det hele begyndte lige efter mørkets frembrud ikke langt fra Nexø Havn, hvor de både der endnu ikke var trukket op, lå og gyngede i vandet ved kajen.

Et virkeligt tykt lag ildelugtende grønligt og gråt tang rejste sig fra vandet. Inde under tangen lød det som et endnu ukendt skjult monster der trak og hev efter vejret. Det ukendte monster bevægede sig op af vandet og ind mod land.

Det var ikke alle de fyrretusind fastboende der havde noget hyggeligt efterår at se frem til. Nogen ville møde skæbnen før eller senere. Nogen ville møde monstret.


Orla var ikke nogen fisker. Han havde vel været at vende i Ystad et par gange, men det var også det hele. Men han kunne lide at hænge ud med fiskerne og drikke med dem, men han var knapt så hærdet som flere af gutterne fra den noget yngre generation, men det gav ham noget fællesskab, ellers var han meget alene.

Denne efterårsaften var ikke meget anderledes. Orla var faldet i hak med et par gutter midt i tredverne, og den svært overvægtige herre, der snart rundede de firs, så sit snit til at bryde ind deres selskab med en bakkefuld fadøl og nogle gamle vittigheder fra før ruder konges tid. Gutterne tog imod med åbne arme så længe der var penge på Orlas konto var han velkommen ved bordet.

Den aldrende mand var på vej hjem ad Stenbrudsvej. Han fyldte sådan nogenlunde hele fortovet. Ikke kun på grund af sin korpulente størrelse, men også fordi benene ikke altid ville samme vej som han ville. Han ville fremad, men benene havde et ønske om at slingre lidt som var de til et slalomstævne.


En skikkelse i form af et monsterlignende uhyre med tang over det hele og en vejrtrækning der godt kunne lyde som om den ikke var menneskelig, trykkede på glasset på døren til det forladte sommerhus. Den gav efter til sidst. Glasset kastedes til alle sider og landede inde på et sparsomt indrettet køkken.

I en skuffe der indeholdt rester af et spisestel der var til overs, lå der også andet. Store grydeskeer for eksempel og en god gammel bølget brødkniv til et godt franskbrød søndag morgen, eller i starten af ferien til en bette tår kaffe.

Et slidt gråstribet tæppe blev revet af divanen mens uhyret efterlod lidt tang på gulvet. Der var våde fodspor der kunne røbe af det uhyrlige monster ikke havde så store fødder. Skikkelsen var ude af sommerhuset lige så hurtig og pludselig det var kommet. Uden et ord og uden ret mange lyde.


Orla var nået ud til Nexø Familie Camping uden at være sikker på at det var den vej han skulle have været. Han skulle egentlig være drejet til venstre ad Pilebrovej, men var meget for sent.

Der var ikke et øje ude på campingpladsen. Der var døende dødt. Helt stille. Man kunne svagt ane vinden gribe fat i håret på de øverste trætoppe.

Orla havde stoppet sin gang et par gange, for lige at aflevere noget ad den gryderet som hans forpinte og stakkels kone gennem en menneskealder, Elly, havde bikset sammen til ham. Sådan kunne man også følge hans gang, at han ikke havde styr på den rigtige vej. At han også havde gylpet sin undermund op bemærkede han ikke. De tre tænder gjorde nok heller ikke den store virkning.

Orla vandrede midt ind på campingpladsen uden rigtig at vide hvad han skulle der. Han så sig omkring og grinede med opkast om munden.

Den skygge og kutteklædte skikkelse der nærmede sig, havde for så vidt heller ikke noget at skulle tale med Orla om. Der blev ikke udvekslet noget ord. Der blev grebet fat og noget spidst blev tyret i maven på den gamle mand. Det næste slag og stik var i halsen. Det blødt kraftigt og Orla vaklede. Han blinkede usikkert med øjnene inden det tredje stik. Han faldt tungt men det stoppede ikke stikkene, der fortsatte længe efter Orlas død. Som i et raserianfald.


Regnen stod ned i tykke stænger, og enhver have på øen med respekt for sig selv stod med åbne munde og drak på livet løs. Sommeren havde været lang og lun og flere af haverne havde stået stille hen og var ikke blevet passet.

I en varevogn sad Lizette og trommede utålmodigt på rattet. På Stenbrudsvej havde politiet lavet afspærring i begge retninger indtil teknisk afdeling havde gjort hvad de skulle. Det var svært at finde noget i det vejr. De måtte snart give op.

I en civilvogn sad Nicklas og Alex. Nicklas tyggede på en cigaret. Han kæmpede sin egen inderlige kamp mod smøgerne. Det skulle være slut, men på hans præmisser og når han besluttede at det var helt forbi.

Alex sad med en pose lakridsæg. Han var til den søde tand. Ikke at man kunne se det på den unge kriminalbetjent. Han var en ivrig eliteløber og var i god form. Han var ung og slank og knapt otteogtyve år. Langt lyst hår og blå øjne.

Hvor Nicklas var en anelse højere end de fleste, var Alex som regel et hoved mindre. Så de var et umage par de to.

- Hvorfor tænder du ikke bare den smøg, spurgte Alex smilende.

- Fordi jeg er stoppet. Lad vær med at bland dig, svarede Nicklas irriteret.

Alex grinede og sorterede mellem sine lakridsæg.

- Hvorfor tømmer du ikke bare hele posen i munden, spurgte Nicklas.

- Fordi jeg bedst kan lide de grønne. Lad vær med at bland dig.

De grinede begge to højt, til trods for sagens alvor. En bagdør blev åbnet bag dem. Jannick hoppede ind i ly for regnen.

- Jeg har lige talt med en af dem fra teknisk afdeling. De kan ikke finde noget i det her vejr. Må vi godt køre ham til retsmedicinsk, spurgte Jannick.

Nicklas åbnede sin siderude og kylede sin gennemtyggede cigaret ud.

- Ja kør i bare med ham. Så taler jeg med Michael senere. Han kan garantere fortælle os mere om afdøde. Det kan han altid.

Jannick hoppede ud af vognen og lavede en roterende bevægelse til sin faste makker, Louise, hvilket som sædvanlig betød, vi rykker af sted med offeret nu.


Senere op formiddagen var der kommet mere liv i byerne. Nexø rørte på sig, og det varede ikke længe før det meste af byen vidste eller havde hørt lidt om Orla.

Nogen mente de vidste lidt mens andre var mere eller mindre overbeviste om det ene eller andet. En dreng havde ikke kunne sove og havde set et monster komme op af vandet. Selvfølgelig var der ikke nogen der troede på ham, men det burde de nok.

I et større hus med en stor terrasse ud mod vandet, sad der fire unge mænd samlet. William, der følte sig lidt som gruppens overhoved. Det hans fars hus de var i, mens hans far var på forretningsrejse i Asien. William var også den ældste med sine tyve år. Sort hår og skulende brune øjne fordi han ikke stolede på nogen som helst. Det var ham der førte ordet, først.

Emil var den næste i rækken. Hvad William ikke havde i bredde, det havde Emil. Han havde tidligere haft en forrygende karriere foran sig som bryder, men Williams lette liv med penge og biler lokkede. Emil var en bred lille fyr med et stort rødt hår og et iltert temperament.

Mathias var den tredje i gruppen. Han kom også fra en familie der var rimelig veletablerede. Faren havde forbindelser, og havde måtte mere end én hjælpe knægten ud af suppedasen når han havde været ude at dumme sig. Det hjalp altid lidt når farmand kunne komme med en kuvert med 30,000 kroner. Så kiggede de fleste unge betjente den anden vej. Mathias’ svage punkt var piger. Han kunne simpelthen ikke lade dem være. Han så også godt ud. Det vidste han godt. Velproportionerede alle steder. Han kunne også sine moves på dansegulvet, og det tiltrak pigerne.

Den sidste var den yngste. Kun lige fyldt atten. Frederik var nervøst anlagt af natur. Han var ofte med på vennernes idéer, fordi han ikke turde andet. Frederik havde altid passet skolen. Han var netop blevet student i sommer, og hans venner hjalp ham med at fejre det, så hans forældre måtte indlægge ham til udpumpning. Hans far forventede at Frederik en dag skulle overtage familiefirmaet og uddanne sig til teknisk tegner. Frederik turde slet ikke sige sin far imod. Han sagde bare ja når han blev spurgt. Selv hvis hans mor skulle rode i hans mange krøller.

- Hold kæft det var en fed oplevelse, udbrød William.

- Ja det var det fandeme. Det skal vi da prøve igen, ikke William?

Emil så på William og håbede på at hans idé kunne komme op til overvejelse. Til hans store glæde nikkede William på hovedet.

- Det kan du eddermame tro vi skal, sagde William og Emil smilede.

Mathias rejste sig og så ud over vandet, så vendte han sig mod de andre.

- Næste gang, så skaffer jeg sgu da to.

Det kastede en spredt latter af sig. Kun en grinede ikke med. Frederik. Han så nervøst på de andre og havde bange anelser.

- Hvad hvis vi bliver opdaget en dag? Har nogen af jer i øvrigt hørt om gamle Orla der er blevet dræbt nede på campingpladsen?

De andre grinede i kor. William gik hen og lænede sig ind over ham.

- Så længe vi alle sammen holder kæft, så er der ikke nogen der får noget af vide. Er du med? Og jeg vil skide på ham den gamle. Hvad rager det os?

Emil sparkede Frederik over benet under bordet. De fik øjenkontakt, og Emil rystede på hovedet. Det var ikke til at misforstå. Mathias grinede stadigvæk.

- Hvem fanden skulle finde ud af noget, og hvordan? Tænk dig nu om.

Frederik blev flov og ville ikke sige mere. Heller ikke da William plantede en hård strakt pegefinger i knolden på ham.

- Du var selv med bassemand, og du kunne lide det. Husk lige det.

 Det var rigtigt, og han nød det, i to minutter, men ikke til sidst.


Inde på retsmedicinsk stod Michael lænede ind over Orla. I baggrunden stod Nicklas. Han havde en ny cigaret i munden. Den var selvfølgelig ikke tændt.

- Hvad siger du Michael? Er der noget vi kan bruge, spurgte Nicklas.

Michael vendte sig med et rigtigt alvorligt ansigt.

- Jeg kan sgu ikke særlig godt lide det. Jeg kan bestemt ikke lide det. Det er noget andet end vi er vant til herovre. Umiddelbart ville jeg tro det var personligt. Offeret er blevet stukket ikke mindre end niogtyve gange i kroppen, ud over to gange i halsen og et enkelt i højre øje. Mordvåbnet ligner en savtakket brødkniv. Det er det nærmeste jeg kan komme lige nu.

Nicklas skrev på livet løs i sin blok. Han vendte sig mod Alex der stod med ryggen til. Han havde det svært med at være inde på klinikken. Lugten og synet gjorde ikke noget godt for hans mave og tarmsystem.

- Jeg vil vide alt om Orla. Klarer du den, spurgte Nicklas. Alex nikkede og gik.


Hen ad aftenen stod Mathias uden i familiens store garage og nød storebroderens flotte Harley-Davidson. Den skinnede i det klare måneskin. Mathias havde åbnet garageporten. Det havde dryppet godt fra oven, men vejret havde drejet lidt over i en såkaldt indian summer. Det var trykkende uden at være kvælende.

Der lå allerede mere end tredve billeder på facebook af Mathias på den kværn. Det kunne altid lokke tøser til. Hans bror var ikke vild med det, og Mathias måtte helt sikkert ikke låne den. Så længe han kun brugte den på billeder som en slags magnet til tøser så gik det an.

Mathias var travlt optaget af sig selv, sin telefon og broderens maskine. Han var helt ekset. Han kunne næsten allerede høre tøserne spørge om en tur bagpå. Han kunne også godt høre sig selv.

- Det kan vi da nok godt finde ud af, hvis vi aftaler at du giver noget af dig selv først. Vi kunne mødes et eller andet sted. Jeg er jo ikke ude på at lokke dig til noget du ikke vil, men det er altså ikke alle der kommer med ud at køre på min Harley, vel?

Efterfølgende ringede han aldrig til dem. Han fik hvad han ville have, og svigtede, løj og skuffede fælt. Der var ikke en eneste pige, der fik en tur bagpå.

Denne aften sad søskendeparret Thomas og Pernille i vinduet på den anden side af gaden og snakkede bare løs om film de havde fået lov til at se på Netflix. Deres far havde ikke lagt så mange fingre imellem. Lad ungerne se hvad de ville. Det var jo kun film.

Thomas var ni år og var vild med dinosaurfilm. Pernille var lidt yngre og kunne lide film om heste. Denne aften var ikke bare en aften.

Mathias var ét stort smil. Han tog et par billeder af sit eget glade ansigt. Han trykkede på telefonen og ville se billederne, men da blev han stille. For han var ikke alene. Lige bagved ham stod der en kutteklædt person og skar tænder. Han vendte sig om, men kun for at blive mødt af et kraftigt slag i maven. Han så ned ad sig selv. Han så da kniven blev trukket ud af ham. Han var for chokeret til at røre sig. De tre næste stød fik Mathias i jorden, men det stoppede ikke morderen. Slet ikke.

- Åh det var skønt, var det ikke Mathias. Det var det du råbte. Ikke?


Der var temmelig travlt på politikontoret efter det nye lig var dukket op. Det var med al sandsynlighed ikke tilfældigt, at morderen havde tyret kniven i Mathias’ krop ikke mindre end toogtredve gange, denne her gang, og så de to stik i halsen og et i øjet. Det mindede for meget om det første mord på Orla på campingpladsen. Dette måtte være personligt, som Michael havde Nævnt.

Nicklas sad konstant med telefonen ved øret, også da Alex troppede op med sin blok fremme. Det måtte betyde nye oplysninger.

- Orla er almindelig kendt her i byen fordi han altid taler til alle de unge piger.

- Skide godt, eller hvad? Ved du noget om ham Mathias?

- Han er rigtig mange år yngre, men er der noget eller nogen der hænger sig op af Mathias, så er det unge piger. En lille fællesbetegnelse, ikke?

Nicklas satte sig tilbage i stolen. Han skulede ud i luften. Så greb han telefonen.

- Det er Michael.

- Det er Nicklas her. Du, hvor meget kræver de stød morderen har slået til med?

- Ikke alverden hvis du rammer præcist første gang. Stødene i halsen i halsen og i øjet er jo også dræbende i sig selv. Så hvis du spørger om morderen er stor og stærk, så vil jeg sige det behøver han eller hun ikke at være.

Lidt længere op af dagen sad Nicklas og Alex foran to børn og deres far. De havde set det ske, men de så bare en skikkelse der blev ved med at slå, indtil skikkelsen løb sin vej.


Frederik rystede som et espeløv. Han kunne slet ikke lade være. Han så hele tiden han og vennernes handling foran sig. Han så det ske og han var selv med til det. Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne de få sig selv til det?

Han tog telefonen og ringede til William. Der gik længe inden røret blev taget.

Frederik kunne stadig høre hende skrige, og vennernes latter.

- Det er William. Hvad vil du Frederik?

- Jeg er bange, William. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Mathias er død.

- Slap nu af klaphat. Det har jo ikke noget med os andre at gøre. Jeg har hørt Mathias skyldte penge. Han har sikkert roede sig ud i noget lort. Men du holder eddermame kæft med hvad der skete derude. Er du med. Jeg vil fandeme ikke i fængsel fordi en tøsedreng sladrer. Forstår du hvad jeg siger? Du var selv med.

Meget længere var samtalen ikke. Frederik lagde telefonen fra sig, og græd.


Emil sad alene på sengekanten. Vandet drev af ham. Han var blank over hele sin veltrimmede krop. Et netop overstået bad havde gjort godt. Emil havde trænet hårdt for at komme på andre tanker. Drabet på Mathias kørte rundt i hovedet på ham. William havde godt nok skældt ham ud da han ringede til ham. Frederik havde også ringet til ham og klagede sin nød. ”Nu må i krafteddemig tage jer sammen” havde William råbt i telefonen. Emil var ikke så let at slå ud af kurs, men et drab på Bornholm var ikke bare en kurs. Det var dissideret uhyggeligt.

Emil havde besluttet at køre over til William. Han ville stikke ham en undskyldning. Han gik op i stuen fra sine værelser i kælderen hvor han alene regerede. Han ville låne farens bil. To minutter efter kom han ned med bilnøglerne.

Emils familie havde et forholdsvis stort hus der lå rimelig isoleret, i et område hvor der var et godt stykke til naboerne. Der var mørkt udenfor huset hvor bilen stod parkeret. Der sad sensorer i murene der tændte lyset hvis nogen bevægede sig foran huset. De havde lige været tændt i nogle få minutter, og var gået ud igen da Emil gik ud til bilen.

Det var en stille efterårsaften. Det regnede ikke mere. Det var fugtigt flere steder. Men skyerne var drevet videre. I Emils familie var det tradition at deres bil altid stod ulåst. Det kunne man på Bornholm. Det var aldrig gået i København. Der var den blevet taget samme døgn.

Lyset var tændt udenfor huset da Emil satte sig ind i farens gamle Toyota. Han sad stille i et øjeblik. Han sukkede dybt. Lidt nervøs. En mærkelig angst sad i ham. Han kunne ikke slippe det. Mathias var fandeme blevet slået ihjel. Hvorfor? Der var ingen der vidste noget. Hvis ham Frederik havde snakket over sig ville han gennembanke ham, til der ikke var noget tilbage. Han tog mobilen frem, samtidig gik lyset ud foran huset. En kutteklædt skikkelse rejste sig fra bagsædet.

- Hej Emil. Ja så blev det din tur, blev der hvisket.

En hånd tog fat i Emils hår. Samtidig blev en savtakket brødkniv boret ind i halsen på ham. Emil gurglede da den blev trukket ud igen. Der blev skåret fra øre til øre, flere gange. Frem og tilbage blev skåret, indtil Emils hoved tog afsked med kroppen. Der var blod ud over hele bilen. Det havde sprøjtet i alle retninger. Bilens interiør var egentlig mørkeblåt, men denne aften blev det farvet rødt alle steder.

Lysene foran huset tændtes igen, men bilen kørte ingen steder den aften.


Michael stod i ret stort badeværelse i en stor villa lige ud til vandet i nærheden af Galløkken Strand Camping. Han manglede lige det sidste af barberingen Idet Lone kom ud til ham. Hun kyssede ham kærligt i nakken og smilede til ham i spejlet. Han smilede tilbage med sit smil til en million. Hun rakte ham telefonen.

- Jeg håber du kan nå morgenmad inden du kører. Det er Nicklas, hviskede hun.

Michael kastede en mine af sig. Han behøvede ikke at sige noget. Blikket sagde det hele. Han var slet ikke i stemning til arbejde.

- Det er lørdag, Nicklas. Hvad vil du?

- Jeg kunne også godt bruge en dag hjemme min ven, men vi har et nyt mord. Det ligner de andre, men jeg skal have dig til at bekræfte det, og liget mangler et hoved.

- Åh for helvede. Det lyder ikke godt. Jeg kommer med det samme.

I spejlet så Michael at Lone smed sin morgenkåbe og smilede frækt til ham.

- Åh ved du hvad Nicklas, der kan godt være der går en lille times tid.


Frederik sad alene på en af de bagerste rækker i Nexø Kirke og græd da de bar Mathias ud. Han rejste sig da de gik forbi ham og han fangede Williams blik. William havde været venner med Mathias siden de var små, og han var ikke uden følelser. Frederik så godt Williams grådkvalte blik.

Politiet havde endnu ikke frigivet Emil til bisættelse. Han lå stadig på retsmedicinsk. Frederik rystede på hænderne. Hvordan kunne det ske? En eller anden måtte jo vide noget, og var i gang med at hævne Isabella. Hvordan havde de fundet ud af det? Pigen kunne jo ikke svømme. Det vidste de da de smed hende i vandet. Det var en skrækkelig handling, at lokke en ung pige med ud at sejle, og så voldtage hende ude på vandet, og tæve hende bagefter. Frederik var jo med. Han så det ske, men han slog ikke. Han havde lyst til at råbe det højt i kirken. Han kunne bare indrømme det hele. De sejlede to tre kilometer ud, hvor ingen ville kunne høre hende skrige, og så gik de på hende. William var den værste. Han slog og tævede hende til bevidstløshed. Han tog hende med rå magt, og Isabella havde ikke en chance. Emil havde skreget som en hysterisk. Han ville have hende bagfra. Helt omme bagfra. William og Mathias holdt hende så Emil kunne komme til. Det var et ækelt syn. De havde råbt på Frederik. Det var hans tur, men han kunne næsten ikke. Han kunne dårligt nok få den op at stå. Han tog hende og skreg som om han kom, men han var kun oppe i hende i få sekunder. Det kunne de ikke se. Han havde trukket sig tilbage. Måske var det en sjov idé til at starte med, men det tog overhånd. Der var ikke nogen aftale om at slå hende ihjel. Måske var der en aftale om at true hende til ikke at sige noget. Måske kunne de tilbyde hende en masse penge. Ikke drab. Så havde Frederik slet ikke taget med.

Isabella var smuk. Knapt nok nitten år. Slank, langt lyst hår, og virkelig udstyret med et ordentligt sæt bryster og en slank talje. Det var sådan en som hende alle drengene vendte sig om efter.

Frederik blev siddende i kirken efter alle havde forladt den. Han kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Han vidste bare med sikkerhed, at hvem der end slog ihjel, også ville komme efter ham på et tidspunkt.

En skikkelse nærmede sig bagfra idet Frederik ville forlade kirken. Han vendte sig og så William i øjnene. Hans øjne var røde og man kunne se han havde grædt.

- Lige nu er det vigtigt at vi holder sammen og holder kæft. Er du med? Jeg vil ikke i fængsel. Det vil også ødelægge min fars karriere. Forstår du det. Nu har vi mistet to venner. Jeg foreslår vi bliver sammen indtil politiet finder ud af hvem der dræber. Måske er det en fra hendes familie.

Frederik trak vejret dybt og samlede alt det mod han havde.

- Jeg vil heller ikke i fængsel. Det var ikke mig der bankede hende, og smed hende overbord. Jeg var med ja, men jeg skrev ikke under på at hun skulle dø.

William gik helt hen til Frederik og tog hårdt fat i halsen på ham.

- Nu hører du efter din lille skid. Du var med. Du er lige så skyldig som os andre.

Timer senere sad William og Frederik i et større hus med terrasse ud mod vandet.

- Hvor kørte du hen efter kirken, spurgte William irriteret.

- Bare en tur for mig selv, hvis det ellers er ok med dig, svarede Frederik.

- Jeg sværger Frederik, hvis du er gået til politiet.

- Ja hvad så? Så kommer vi i fængsel. Har vi fortjent andet din lort?

William rejste sig og ville gå over og tæske Frederik. Idet samme blev en fakkel tændt ude på terrassen. William stoppede sin gang og stod helt stille. Begge de unge mænd stirrede ud på terrassen. Ingen af dem sagde noget. Tiden stod stille i de sekunder. Det føltes som om den ville stå stille i timer.

Der lød et bump da noget tungt landede på træterrassen, og det landede sådan at det så ud som om Emil kiggede ind gennem vinduet. Frederik skreg og lettede fra sofaen som var han blevet trukket op. William stod helt stille, som var han blevet en statue af kød og blod.

Den kutteklædte kom til syne i lyset. En blodig hånd satte et aftryk på glasdøren. Med den anden hånd kørte den kutteklædte kniven ned af vinduet. Det løs som et skingert skrig. Det havde sin virkning. Frederik var ved at besvime. William kom til sig selv og løb. Han spurtede op af trappen til første sal hvor hans værelse lå.

Frederik så til alle sider da William løb, og da han så ud igen, var den kutteklædte væk. Frederik rystede over det hele. Han kunne slet ikke holde på sin mobiltelefon. Han gjorde alt hvad han kunne for at komme til at ringe.

- Åh nej. Det er ikke virkelighed det her, sagde han stille.

Som sædvanlig blandt rigtig mange på øen, var hoveddøren ikke låst. En skikkelse listede ind uden at blive hørt. Alt strømmen blev slukket, samtidig med at man kunne høre Frederik råbe i sin telefon. Det stoppede ikke skikkelsen.

William stod inde på sit værelse med et baseballbat i hånden. Ikke helt frygtløs.

Han kunne høre en hviskende stemme på den anden side af døren.

- Hej William, kommer du ikke ud at lege? Så kan vi more os, ligesom ude på vandet, ikke? Kom nu William. Du var så stærk derude. Kom nu ud at leg med mig.

William var hårdt presset. Han havde aldrig været så presset før. Han havde næsten aldrig vist frygt før. Han var aldrig bange, men det osede ud af ham nu.

William hørte sin egen dør gå op, men han kunne ikke se noget. Strømmen i hele huset var væk. Han svingede battet fra side til side, indtil han mærkede kniven komme nedefra. Det gik stærkt da den blev stukket op gennem bukserne på ham, og hele vejen op gennem skridtet. William skreg af smerte. Han gik i knæ da kniven blev trukket ud igen. Det hele gik så stærkt, også da kniven blev plantet på halsen på ham, og trukket hele vejen fra venstre øre og over mod højre.

Da William lå stille på gulvet, blev kniven tyret i kroppen på ham et hav af gange.

Frederik stod nede i haven, der kun var oplyst af den levende fakkel på terrassen. Han så sig hele tiden til begge sider mens han grædende ventede det værste. Han kaldte på William igen og igen.

Morderen kom til syne i glasdøren og Frederik skreg igen. Hun fjernede tæppet og stod helt nøgen foran ham. Den smukkeste pige i mands minde, men den dag på vandet var hun desværre det letteste offer.

Isabella skulede til ham med den savtakkede brødkniv i hånden. Både kniven og hendes hånd var smurt ind i blod. Frederik turde dårligt nok trække vejret mens hun bare kom tættere og tættere. Ingen af dem hørte den larm der nærmede sig.

- Hvor er William? Har du også slået ham ihjel, spurgte Frederik.

- Skal vi ikke bare sige, jeg trængte op i ham som han gjorde på mig.

- Nej, nej Isabella. Det er ikke normalt det her. Jeg ville ikke den dag ude på vandet. De andre tvang mig. DET VAR IKKE MED VILJE. Hør nu hvad jeg siger.

Pigen med det lange lyse hår nåede hen til Frederik, fordi der var en mur. Han kunne ikke komme længere væk. Hun gik helt tæt på ham, og viste tænder samtidig med at hun satte kniven ret præcist hvor Frederiks hjerte arbejdede på højtryk.

Hun havde allerede besluttet hvor hun skulle stikke, da to lygter pegede på hende.

- Isabella Højer, vær venlig at lægge kniven fra dig. Ellers skyder vi.

Hun vendte sig og så hen på Nicklas og Alex. Så stirrede hun ondskabsfuldt på Frederik, og trykkede kniven i bund. Da lød skuddene og sekunder efter faldt de to unge mennesker om på jorden.

- Satans også, udbrød Nicklas.

En tæt sky forlod månen og gav den mulighed for at lyse haven mere op. Alt det uhyggelige havde bosat sig på øen, og var kommet for at blive.