Din angst - min smag
(Dødens grumme smil)
Jeg er den du bør frygte.
Et gespenst fra de døde, der ser dig i spejlet når du nyder dit billede.
Pludselig viser jeg mig foran dig, og skræmmer dig, til du mister forstanden.
Så æder jeg dig indefra, og tager din sjæl. Din angst, min smag.
Vær aldrig i tvivl, jeg finder den jeg har lyst til, og jeg har meget mere lyst, til at skræmme, end du vil vide.
Du lever dit ligegyldige kedelige liv, og ser dig aldrig tilbage.
Du er ligeglad med andre, og finder kun din egen verden interessant.
Indtil jeg viser dig min.
Den vil forskrække dig. Det er det jeg gør.
Jeg svæver fra hjem til hjem, og kigger ind i jeres stuer, indtil jeg finder den der skal stille min sult.
Så venter jeg bagved spejlet, til du er helt alene. Så slår jeg til.
Jeg dræber med mine chok.
Du skal ikke forvente noget kønt syn.
Mit ansigt hænger i laser, og mine øjne er blodsprængte.
Mine tænder er gule og lange, og så kan du lugte min ækle ånde.
Jeg kaster rundt med dig, og din sjæl, til du lander der, hvor jeg ønsker at se dig, ligegyldig og død, ligesom mig.
I 1642 sejlede jeg som matros på det smukke engelske skib, Maggie.
Vi sejlede til Guldkysten og hentede slaver, som vi fragtede til England.
Jeg nød mit liv til søs, og jeg var god til det.
Vi levede et liv på søen, med store ubarmhjertige bølger, og skumsprøjt der til enhver tid kunne have skyllet os overbord.
Men jeg hånede havets guder, og grinede af dem.
Mig kunne de ikke nå, selv om de prøvede. De ville æde mig, hvis de fik lov.
Kaste mig i dybet, og lade mig lande på bunden af de store have.
Vi drak vores rom og åd vores beskøjter, mens vi enten sparkede til, eller voldtog de sorte dyr der var i lastrummet.
På Maggie havde vi vores egen regler.
Dem levede vi efter, og nogen døde efter dem. Vores lov var lov. Søens lov.
Et år løb vi tør for beskøjter, en måned før vi skulle lægge til kaj i Dover.
En dag mens solen og vinden fik os på rette kurs, forsøgte en sort pige at stikke af. Jeg fangede hende i kabyssen.
Jeg grinede mens jeg tog min kniv og skar hende fra øre til øre.
Jeg slæbte hende med op på dækket, hvor jeg råbte, ”så er der serveret drenge”.
Det var for meget for den engelske handelsflåde. Jeg blev dømt og hængt.
Men hverken Gud eller Satan ville have mig.
Jeg blev bandlyst og afvist begge steder.
Man gav mig ikke fred til at hvile.
Det betaler du nu for, med din angst, min smag.
Man lod mig ligge og rådne i en trækasse. Man gad ikke kaste mig i vandet - og da slet ikke i jorden.
Jeg lå og rådnede, mellem slaver og rotter.
Ikke før min kasse stod i vejen, var der en barmhjertelig sjæl, der smed kassen i land - stakkels dem der begrave mig.
Det skete i uindviet jord!
En hvidklædt pige med vinger, besøgte mig i min død.
Hun smilede først, men så fik hun øje på mine handlinger.
Så ændrede hendes ansigt sig, til vrede. Hun vendte sig bort, og afviste mig.
Et væsen fra helvede tog fat i mig.
Han kunne lide hvad han så, men jeg var ikke skræmmende nok.
Jeg skreg at jeg godt kunne skræmme, hvis de ville give mig lov.
Men de gav mig ikke lov. Jeg blev rasende.
Jeg svor, at jeg ville vende tilbage, og skræmme alle dem jeg fik lov til.
Jeg ville skræmme dem til døde.
Livet ville ikke kendes ved mig, men det ville døden. Jeg fik en enkelt chance til.
Jeg tænkte at det her, måske var vejen til helvede for mig, når nu himlen ikke ville have mig.
Jeg skriger dig ind i ansigtet, hvis du ser dig i spejlet.
Jeg skræmmer dig til døde, og det lykkes, ofte.
Jeg griber det inderste i dig, og flår det ud af dig, og æder det. Fordi jeg kan!
På min egen facon, fik jeg lov til at blive, for at skræmme.
Døden så en mening med mig, og greb den.
Mine jordiske rester blev lagt i en lille æske fyldt med små spejle. Prøv at se dig i spejlet.
Poul gik ned til parkeringskælderen, uden et smil på læben.
Klokken var lidt over fem om eftermiddagen.
Det havde været en lang arbejdsdag, efter hans eget ønske.
Ingen havde bedt ham blive længere på arbejde, og alligevel gjorde han det.
Poul var af den overbevisning, at ledelsen gerne så man gav lidt ekstra, end det man blev betalt for.
Han vidste godt at han ikke var lige populær i alle afdelinger, men han så sig selv som en institution i virksomheden.
Poul kunne man altid regne med. Vi ringer bare til Poul.
Poul klarer den for os hver gang. Bare bed Poul om det, han siger aldrig nej. Servicechefen vidste godt at det var hans egen skyld. Han gav dem lov.
Jamen hvis ikke jeg gør det, hvem skal så holde servicen på det niveau ledelsen gerne vil have?
Det havde han spurgt sig selv om mange gange.
Hans to servicemedarbejdere, Benny og Jim, havde ingen grund til at være uenige. Man kunne jo bare spørge ledelsen.
Hvem pegede de så på? Poul var ikke i tvivl.
Han var ikke noget socialt anlagt menneske.
Vennekredsen var ikke stor og smilende.
Han havde sin kone, Anne, og deres datter Mia, der studerede tal på handelsskolen.
Poul påstod, uden at nogen rigtig troede på det, at han glædede sig til pensionen om fem år.
Så ville han atter få tid til at gribe guitaren, og spille folkesange for Anne.
Eller bruge tid på keramik eller porcelænsmaling, som han tidligere havde gjort..
Endelig var der hans fyrre fod lange grønne sejlbåd.
Som han dog måtte nyde alene.
Anne var ikke søstærk, og nød ikke hans store passion.
Poul nød ikke weekenderne.
Dels var han ikke på arbejdet, og kunne derfor heller ikke servicere ledelsen på alle områder de måtte ønske det.
Og dels måtte han altid rykke ud til diverse ældre familiemedlemmer, såsom forældre eller svigerforældre, som på sin vis også skulle serviceres.
Men det nød ledelsen jo ikke godt af.
Så ofte han kunne, smuttede han lige ind til firmaet, hvis han alligevel var ude at køre.
Han gjorde en forskel, mente han. Det mente ledelsen også, troede han.
Det var rigtig nok ikke kun ledelsen der nød godt af Pouls aktivitet.
Belinda og Linette i receptionen havde skam også stor glæde af ham, var han overbevist om.
Der var stort set ikke den kollega, der ikke burde vise taknemlighed, som ledelsen.
Den sølvgrå Citroen kørte langsomt og forsigtigt gennem byen.
Ingen grund til forcering. Ingen grund til, at forlade sit arbejde i stor hast.
Der kunne være en opgave, man kunne tage tilbage og gøre færdig.
Det var der nu nok næppe.
Poul vidste hvad der var blevet lavet. Han havde en finger på hver en opgave.
Også de opgaver han egentlig ikke havde udført.
Dem yndede han også at henvende sig til ledelsen om.
Nogen skulle jo have ros.
Det så pænere ud hvis han selv henvendte sig, syntes han.
Alt i alt var han ledelsens mand i huset. Han stod lige bag dem.
Der var ikke nogen grund til at hverken Benny eller Jim henvendte sig.
Personaledirektøren, Tommy, kunne lide at se Poul komme listende ind og rette lidt på skjorten.
Kun for at sige, jamen så er den opgave løst.
Det var i hvert fald hvad Poul var sikker i sin overbevisning om.
Sådan måtte det være.
Der var en grund til at det var ham der var servicechef, og ikke de andre.
Poul trak vejret tungt, inden han gik indenfor. Han var lykkelig, det sagde Anne.
Ved middagsbordet brokkede han sig atter over sit personale.
Han kunne ikke sige noget til Benny. Han svarede igen og sagde fra med det samme.
Det passede ikke Poul. Han ville hellere have noget personale der havde respekt, og ikke var bange for at vise den respekt, han syntes han fortjente.
Mere irriterende var det med Jim.
En stor kraftig gut, som Poul konstant kunne finde fejl af.
Til trods for at Jim nåede det han skulle, var Poul aldrig helt tilfreds.
Han gik rundt på gangene og var kendt for sit gode humør, som han velvilligt spredte til højre og venstre.
Jim havde hurtigt fået venner i firmaet, og Poul hadede det.
Det var en arbejdsplads. Ikke en vennekreds. Jim havde at passe sit arbejde.
De to servicefolk skulle ikke motiveres.
De skulle passe deres pligter, for den, i Pouls øjne, alt for høje løn de fik.
Ikke alle kunne passe dem som han, og det irriterede ham.
For det var ikke svært, hvis bare man gad. Det handlede om vilje.
Det var ikke kun et arbejde.
En god leder er ikke motiverende. Han er bestemmende, sagde Poul tit.
Om aftenen faldt han i søvn på sofaen, til Anne svagt ruskede ham vågen for at sige godnat.
Så havde han ondt i ryggen fordi sofaen var for lille. Så var det også galt.
Den lykke Anne sagde de levede i, skulle snart vende, til noget andet.
Poul stod tidligt om morgen ude på badeværelset.
Han følte sig tilfreds, efter sine fem timers søvn. Arbejdede ventede på ham.
De gyldne timer i firmaet!
Spejlet var allerede dugget af efter hans bad.
Han stod med et håndklæde om livet, da Anne kom ud.
Hun vendte sig straks omkring, og vrængede på ansigtet.
- Føj hvor her lugter. Har du haft dårlig mave, spurgte hun.
Poul vendte sig og så efter Anne.
- Nej det er da ved gud jeg ikke har.
Fruen forlod badeværelset med et par brokkende gloser.
Poul skubbede døren hårdt i.
Han stod med ryggen til spejlet, for at finde sin aftershave på en anden hylde.
Pouls verden forandrede sig, idet han vendte sig om, og så sig i spejlet.
Anne havde kastet en lille håndfuld æg på panden, for at overraske sin mand med en lille hurtig brunch til morgenmad.
Der var skiveskåret franskbrød og velduftende ost.
En kop friskbrygget kaffe og et koldt glas juice. Anne ville glæde sin mand.
Et rædselsvækkende skrig bragte Anne ud af balance. Det var Poul der skreg. Anne blev forskrækket, og stod et øjeblik. Så løb hun gennem lejligheden.
Døren var låst, hvilket den aldrig var. Det var unormalt.
Anne ruskede i døren og råbte Pouls navn.
- Luk nu op Poul. Hvorfor har du låst? Luk nu op, skreg hun.
Det virkede som evigheder, men tog måske kun et øjeblik, da døren pludselig var ulåst.
Anne åbnede døren forsigtigt. Kun for at se Poul ligge på gulvet, nøgen.
Poul var kridhvid i ansigtet. Han var svedig og helt blank. Hans ansigt var i chok. Med munden åben, blev han liggende på gulvet, selv da Anne kom ud til ham.
Hun satte sig på hug og strøg ham over panden.
- Hvad skete der Poul? Hvorfor ligger du her, spurgte hun.
Poul var ikke i stand til at svare. Han stirrede hele tiden på spejlet, med angst i øjnene. Langsomt løftede han armen og pegede.
Anne rejste sig og så i spejlet. Hun kunne kun se sig selv. Hun satte sig igen.
- Hvad er der med spejlet Poul? Er du ved at være kørt ned, spurgte hun.
Efter et par timer, og lidt morgenmad, satte Poul sig ind i bilen.
Han havde det dårligt. Anne forstod ham ikke. Hun rystede på hovedet.
Jeg arbejder sgu ikke for meget, tænkte Poul.
Anne havde bedt ham om at tage et par dages fri, men det kunne der slet ikke være tale om. Han havde jo sit arbejde. Det kom frem for alt.
- Jeg så hvad jeg så, sagde Poul, inden han forlod hjemmet den morgen.
Det iturevne ansigt med de uhyggelige øjne.
Det var som om ansigtet havde bidt ud efter ham.
Det snerrede ad ham, og stirrede vredt på ham.
Det ville æde ham hvis det kunne. Med tid kommer rædslen.
Poul passede trafikken.
Han havde kørt turen gennem flere år, så den sad på rygraden.
Han behøvede ikke at vige tilbage for en ældre herre på cykel, ved Kongens Nytorv.
Han kunne have cyklet hjemmefra noget før, mente Poul.
Han nærmede sig havnen på Østerbro, da det pludselig var som om der var en ekstra hånd på rattet.
Poul prøvede at bevare fatningen, men blev chokeret da han så de røde øjne i bakspejlet.
Et skrig nærmede sig hans hals, mens en lugt af noget muggent spredte sig i bilen.
Poul skreg højt, mens han plantede begge fødder på bremserne.
Bilens bremser hylede.
Hans øjne var lukkede, da bilen brat standsede, en meter før havnekanten.
Poul turde dårligt nok åbne øjnene og trække vejret.
Ikke før han ikke længere kunne ane den ækle lugt i bilen.
Han langede ud efter spejlet, og flåede det af. Han åbnede døren og kylede det ud.
Han hyperventilerede i et par minutter, inden han steg ud af bilen.
Han trak vejret tungt, og måtte til sin overraskelse, tørre øjne for et par tårer.
- Hvad fanden sker der, hviskede han højt, mens han stirrede ud over vandet.
Men svaret lå ikke lige for. Det hang ikke i vinden.
Det lå kun i det spejl, han netop havde sparket i vandet.
Linette lagde mærke til Pouls ansigt straks hun mødte ham.
Han var bleg og så sig hele tiden søgende omkring.
Han var ikke fattet som han plejede at være.
Hviskende, spurgte hun Belinda hvad der var galt, men hun vidste ikke noget.
Da Jim kom forbi, han havde han kun et smil tilovers.
- Han ligner godt nok en der har fået en gevaldig skideballe, sagde Jim.
Belinda tog sig selv i at være en smule bekymret for Poul. Men kun en smule.
Poul var tvunget til to toiletbesøg i løbet af dagen.
Han så sig ikke i spejlet en eneste gang.
Men bar i stedet en fornemmelse af, at hans forstand var ved at løbe løbsk.
Han passede sit arbejde, endda uden at brokke sig over Jim en eneste gang.
Den store servicemedarbejder kunne da heller ikke lade være med at kommentere det, da Poul gik tidligt den dag.
- Vi kan vel ikke være så heldige at han er blevet svagelig, kom det smilende.
Linette kunne ikke holde latteren tilbage.
- I al den tid jeg har været her, har han sgu altid brokket sig over mig, sagde Jim.
Linette nikkede forstående, mens Jim skulede ondt efter Poul.
Servicechefen tog bussen hjem, hvilket var yderst sjældent.
Han kunne ikke undgå at lade det hele køre gennem hovedet, i hvert sekund af turen hjem.
Hvem var det der så på ham? Hvorfor så det på ham?
Hvorfor var det så uhyggeligt? Var han ved at miste fodfæstet?
Kunne det passe hvad Anne sagde? Burde han alligevel tage noget ferie?
Hvis Benny gik med på den.
Jim var han ligeglad med. Ham gad han ikke spørge.
Da han trådte ind af døren hjemme i Kastrup, kom Anne ham i møde.
- Har du fået det bedre, spurgte hun.
- Jeg lægger mig lige lidt, sagde Poul og så ned i gulvet.
Ikke længe efter lå han inde i sengen, med al tøjet på.
Men han kunne ikke sove. Han lå og så op i loftet. Han ville samle tankerne.
Solen skinnede ind gennem de tynde gardiner.
Poul ville have lidt søvn, så han lagde sig på siden, med ryggen mod vinduet.
Han opdagede det for sent. Annes makeupspejl på hendes sengebord
Han havde ikke forventet det grimme.
Han ville hvile sig. Ikke forskrækkes og chokeres.
Men det blev han, og mere til. Ansigtet bed ud efter ham.
Det snerrede og stank af ækel ånde. Det råbte et engelsk som Poul ikke forstod meget af.
Han var bankuddannet, men ikke god til sprog.
- Jump out, come on, jump out, skreg det hele tiden med en hæs stemme.
Poul blev nærmest kastet op af væggen, og slynget rundt i lokalet.
En ukendt kraft åbnede vinduet.
Mens det uhyggelige ansigt grinede fælt, drattede Poul tre etager ned.
Hele firmaet var i chok. Alle var samlet i kantinen, og der var helt stille.
Et øjebliks stilhed for en kollega. Bukkede hoveder i respekt for en afdød.
Nogen fra ledelsen stod arm i arm, mens andre fra ledelsen havde svært ved at holde tårerne tilbage. Flere kolleger stod bare stille.
Ingen sagde noget, i flere minutter.
Direktøren, Thorkil, prøvede at samle sig til en sætning.
Han rømmede sig et par gange, for at få halsen og stemmebåndet på rette led.
Det kneb, men det skulle gøres. Ansvaret var hans.
- Vi er vist alle sammen i chok i dag, over vores kollegas alt for tidlige død.
Jeg foreslår vi alle holder et minuts stilhed for Poul, og dem der har lyst til det, går tidligt hjem i dag, og holder weekend.
Så kommer vi alle sammen på arbejde på mandag, og kan måske bedre koncentrere os.
Der blev ikke sagt mere. Folk begyndte bare at liste af, en for en.
Ved et havnekvarter sad en fyr ved molen.
Han smilede hemmelighedsfuldt ud over vandet.
Han skænkede sig et glas fra en lille flaske.
Så tog han en lille æske frem. Han kiggede længe på den.
Den var belagt med små spejle. Han åbnede den og holdt den op imod himlen.
- Kom du bare tilbage nu, sagde han for sig selv.
Kort efter lukkede æsken af sig selv. Fyren kiggede på æsken, og den så tilbage.
- Tak, hviskede fyren på engelsk.
Ansigtet på æskens små spejle smilede tilbage, og nikkede, mens det bare ventede på næste gang.
For år tilbage startede det som et rygte, da en ung dansk sømand, Tonny Jensen, købte æsken af en gammel mand i Dover.
Der fulgte en historie med.
En beretning om en gammel engelsk sømand, der var så grum, at hverken gud eller satan, ville have ham i sit rige.
Nu levede han i æsken, og den der bar æsken, havde magten over den gamle engelske sømand, og hans magt.
Tonny troede ikke på historien. Men han kunne lide æsken, og historien bag.
Skæbnen ville at Tonny skulle flytte sammen med en pige. Hun så æsken og var ikke begejstret.
Hun overtalte sin kæreste til at give den væk. Og det gjorde han.
Meget mod sin vilje.
Ved en familiesammenkomst, skænkede Tonny æsken til sin onkel.
Det var som om onklen blev grebet og besat af den lille æske.
Han så muligheder og løsninger med den.
Da Jim fik æsken, vidste han hvad han skulle gøre.
Han slap det grimme ansigt ud, til skræk og advarsel, til døden den skilte dem ad.
Det skreg og lo en grum hul latter, og viste tænder.
Det var klar til at få nogen til at bløde og dø.
Ejeren af den lille æske med spejlene havde et våben, stærkere end det var menneskeligt muligt.
En dag, ved juletid i fjor, var der en stresset ældre dame på indkøb.
Hun stod fast ved den påstand, at hun ikke havde set Jim da han kom gående med en god veninde.
Hun vandrede direkte ind i veninden, uden at tage hensyn.
Det irriterede Jim, kraftigt. Han vendte sig og så efter den ældre.
Om aftenen skulle rynkerne tværes ud foran spejlet, inden en teaterforestilling i det kongelige.
Den gamle kone, med de endnu ældre furer i ansigtet, skreg i vilden sky.
Hun rystede over det hele.
Hendes tynde krop slog mod væggen, til blodet viste sig i hendes mund.
Konens tårer var røde som postkassen foran villaen.
Hun stønnede og gispede, inden de gule tænder satte sig i det gamle hjerte.
Inden hendes øjne vippede for sidste gang, var der et ansigt i spejlet, der så på hende.
Det var datteren der fandt hende et par dage efter.
Hun stod og så på sin mor, og rystede på hovedet.
- Min mor er den stærkeste jeg kender. Jeg forstår det ikke, sagde hun.
Men det gjorde Jim.
Igen takkede han sin ven i den lille æske, med dødens grumme smil.