Dukkeleg

Langt de fleste af dem der kunne nå det, holdt sig for øjnene og skreg da tæppet var gået foran det meste af byens beboere. Nogen løb så hurtigt de kunne med børnene på armene, allerede inden de tre dukker begyndte at bevæge sig i takt til musikken.

Andre var simpelthen i chok og var ikke i stand til at bevæge en eneste muskel. De stod stift og så op på scenen.

Andre kunne ikke standse deres krops reaktion. De kastede op på stedet, og endelig var der nogen der besvimede.

Ti år tidligere

Gråden og fortvivlelsen ville ingen ende tage. Richard forstod ikke et levende ord af det. Han så bare en masse biler og en masse mænd i ens tøj. Alle bilerne havde blinkende lygter på taget. Først så det sjovt ud, men så løb de ind og greb fat i hans far. Det var ikke søde ved ham. De lagde ham ned på gulvet. Richard stod og stammede og hans mor græd. Det var en fredag og solen var ved at gå ned.

Ude foran huset stod det meste af byens beboere. De råbte og skreg på noget der hed retfærdighed. Nogen kastede med sten og knuste ruderne. En kastede med maling.

Et par dage efter var der nogen der kørte væk med Richard. Han blev anbragt på et hjem. Hans mor blev sendt på et lukket hospital fordi de sagde hun var i chok.

Her sad Richard stille for sig selv.

Han stirrede ud ad vinduet i al slags vejr.

Både om sommeren mens solen varmede de mange grønne enge og de mange kornmarker. Han sad der også og så sneen dale og malede engene og markerne hvide. Han sagde ikke noget til nogen. Han var en stille dreng til han blev en stille ung mand.

Det hed sig, at Richard gik for at være den letteste patient de nogensinde havde haft i flere år. Lige indtil de ikke så nogen grund til at beholde ham mere.

De gav ham en diagnose, der hed sig at han var lettere retarderede. Richard forstod det ikke.

Det eneste han tænkte på var at komme hjem. Hjem til den lille by hvor han kom fra. Til det hus og han kendte, hvor de fjernede hans far med vold.

Little River var en stille støvet by, der i tidernes morgen havde, kunnet leve af den gamle kulmine. Men den var for længst lukket, og var nu kun et minde om en fjern fortid.

Siden havde byen måtte klamre sig til salg af træer. Store dele af deres før så berømte smukke granskov, der omkransede floden der var rig på laks, var efterhånden ryddet af vejen. Planen havde selvfølgelig været at plante nye træer, men de kunne slet ikke følge med den enorme bestilling. Så skoven svandt ind mere og mere.

Richard steg af bussen og kunne dårligt kende sin hjemby. Han så sig omkring. Meget havde ændret sig og der var knap så meget liv mere, som dengang.

For de lokale, der sad og hang ved tankstationen for at slukke tørsten, og lidt mere til, var Richard bare en fremmed der steg af. De så godt han så sig søgende omkring, men ingen af dem havde den mindste forventning om hvem han var.

Richard kunne svagt huske vejen fra tankstationen og hjem til huset, for han havde gået turen mange gange med sin far.

Det var nogle af de lykkeligste minder han havde fra sin barndom. Ham og hans far, der bare gik hånd i hånd.

En voksen mand med store glatte hænder og hans lille dreng på tur. De kunne have mødt hvem som helst, og stadig ville lille Richard føle sig som den sikreste dreng i verden.

Hvad var der galt i det? Åbenbart et eller andet. Det ene øjeblik var hans far lægen som de alle sammen gerne ville tale med, og var flinke og rare overfor. De kom alle sammen i huset jævnligt. Hans far havde hjulpet børn til verden, og hjulpet familier når det blev svært og nogen blev syge. De var alle sammen glade for ham og behandlede ham pænt. De respekterede ham, og flere så op til ham.

- Se, der går doktor Mateo, sagde de og smilede.

Lige til den dag de ikke gjorde det mere. Så hadede de ham alle sammen. Richard forstod det ikke.

Det var ikke fordi han ikke også elskede sin mor. Men hans far havde for ham bare været noget helt specielt. Hans far var en helt. Han kunne lige så godt have gået rundt med en kappe og kunne flyve når han ville, for han var en superhelt i Richards øjne.

Som Richard blev ældre og større, havde de i det hjem han blev anbragt i udstyret ham med genbrugstøj. Et sæt slidte sandfarvet vandrestøvler og et par jeans, der næsten sad som de skulle, hvis de havde været et nummer eller to mindre. Heldigt han også havde fået en livrem med.

Vejret var godt og det var en lun sommer hvor solen havde magt på himlen. Skyerne var for længst brændt væk, så han kunne nøjes med sin sorthvide ternet bomuldsskjorte og en karrygul skindjakke, som overlæge doktor Draper havde givet ham i gave da han forlod hjemmet mange stater hjemmefra.

Richard kunne ligne en yngre udgave af Clark Kent. Han var en ualmindelig pæn ung mand. Han var slank og godt bygget fra naturens hånd. Han havde aldrig dyrket sport men havde åbenbart stærke gener i blodet. Håret var kraftigt, kort og knaldsort og sad som det skulle uden at han behøvede at gøre noget ved det.

Richards hud var lettere misundelsesværdig gyldenbrun.

Hans øjne var klare og blå, og så ud som om de kunne se gennem alt. Hans ansigt var glat som en skøjtebane.

Over skulderen bar han en militærgrøn rygsæk, med rent undertøj til den første uges tid. Så måtte han lære at klare sig selv derfra.

Den unge mand slentrede langs den rute han syntes han kunne huske. Han nærmede sig en stribe huse, der havde set bedre dage. Der var hvide hegn omkring forhaverne. Det vil sige, forhenværende hvide hegn. Nogle af de brædder der stadig stod, var nærmest grålige. Flere af hegnenes brædder var trykket ind. Enten ved uheld eller ved gedigne spark.

Man kunne svagt skimte den hvide farve et par steder.

Husene på vejen bestod af træ og var slidte gennem årene. Enkelte var repareret med ekstra træ ud over for at lukke huller. Det var mere sjældent end kønt, men beboerne kunne åbenbart leve med det, og måske var økonomien ikke til mere end det.

Richard gik i stå ved det fjerde hus. Det stod en ung dame på hans egen alder. Hun genkendte ham helt sikkert ikke, for hun stirrede anderledes på ham end hun gjorde da han var dreng.

Dengang var det med sammenknebne øjne og et bidsk blik, der kunne minde om en arrig kamphund.

Richard genkendte hende med det samme, og en film rullede for øjnene af ham om en tid som barn hvor han var et let offer fordi han var mindre end dem. De tre rødhåret søstre fra Salmon Street. Tre uregerlige tøser, der holdt sammen, og generede samtlige børn, der var mindre end dem selv, og Richard havde ikke været nogen undtagelse, og til deres held havde han ikke nogen søskende der kunne støde til når det gjaldt. Hans far havde sjældent tid, men havde dog henvendt sig til pigernes forældre, og bedt dem sige noget til deres børn. Men lige lidt hjalp det. Pigerne var ikke i nærheden af pædagogisk rækkevidde.

Det var almindeligt kendt i den lille by. Trillingsøstrene, Ella, Milla og Lotta havde en besynderlig aggressivitet i deres måde at more sig på. Det var dengang, fra en anden svunden tid, men Richard kunne se det hele for sig og det gjorde ikke noget godt for humøret. Han prøvede at lukke det ude og gik videre. Han gik lige forbi hendes hus og han kunne næsten mærke hvordan hun stirrede efter ham.

Han måtte være ny i byen, for hun genkendte ham ikke. Han var ualmindeligt pæn, den fremmed.

Hendes betagelse ville ingen ende tage. Ham kunne hun simpelthen ikke lade gå passere.

Den ene af de tidligere så aggressive trillinger kunne ikke holde sig tilbage. Hun lod sit eget hus være hus og gik efter ham. Hun håbede ikke denne flotte fyr ville være kræsen.

Hun nåede op på siden af ham og smilede bredt.

Heldigvis smilede han tilbage.

- Er du ny i byen, for så vil jeg gerne vise dig rundt.

- N-n-n-nej det er jeg n-n-nu ikke. Du k-k-k-kan sikkert bare ikke s-s-s-se hvem jeg er. Jeg k-k-k-kan godt s-s-s-se hvem d-d-du er. Vil du m-m-m-med hjem, spurgte Richard.

Han smilede til hende med en million dollarsmil, mens endnu en film kørte gennem hovedet på ham.

En lille film om en dreng der forsøgte at nå hjem i sikkerhed, men blev stoppet i sin flugt, med et slag over skinnebenet med en tyk gren, slået af en pige med et langt kruset krøllet hår og onde lyseblå øjne.

En pige der havde gemt sig bag en gammel eg som drengen var tvunget til at skulle forbi.

Hendes to søstre kom spurtende efter drengen. De stønnede og hostede fordi han kunne løbe hurtigere end dem. Da de havde fået luft, begyndte de alle tre at sparke ham på kroppen. Richard skreg, men der var ikke nogen der hørte ham. Bagefter truede de ham til at være stille.

Ella var to minutter ældre de to andre, der næsten kom samtidig. Hun havde bukket sig ind over ham med en kniv i hånden. Hun hvæssede som en arrig puma.

- Hvis du sladrer, får du kniven.

Det var den selv samme Ella der uden tøven var gået med ham nu.

Hun ville så gerne starte en fornuftig konversation, men dels var intelligensen ikke fornuftig, og dels var hun pludselig ikke den seje lille tøs mere, der kunne være gemen og truende. Hun var på udebane i sin egen hjemby.

Hun så betaget, at hun ikke engang havde lagt mærke til at Richard stammede. Det vidste hele byen ellers dengang.

Den unge fyr smilede til hende, og solgte sig selv for et højere beløb end hun var i stand til at indsamle. Hun anede slet ikke hvad veje de drejede ned af. Hun gik bare med.

Da den ualmindelige flotte fyr nikkede mod et gammelt faldefærdigt hus, som rigtig mange havde en mening om, gik hun bare med. Hun lagde ikke en gang mærke til, at fyren fik fugtige øjne da han så sit gamle barndomshjem.

Nogen havde i tidernes morgen malet på husets vægge. Forskellige meninger om dem der havde boet der engang. Nogen havde smadret vinduerne med sten. En eller anden havde lagt en død kat foran hoveddøren. Richard fjernede katten og græd stille. Ella lagde ikke mærke til det. Hun var for betaget til at bemærke noget som helst.

Richard behøvede dårligt nok at bruge kræfter for at åbne hoveddøren. Den var blevet sparket ind flere gange.

Indenfor havde vandaler været på spil. Hjemmet var knust og oversprøjtet på væggene med endnu flere budskaber.

Husets søn nægtede at tro budskaberne. Han blev gal, og et raseri kogte og boblede bag pandelappen. Han knyttede næverne uden at Ella så det.

Han tog hende i hånden og trak hende med ind. Ella selv fattede ikke sit eget held. Hendes hjerte dansede en vals mens hun dårligt kunne tænke klart. Heller ikke da han strøg hende på kinden, og bad hende vente et øjeblik.

- Jeg er t-t-t-tilbage om et l-l-l-lille øjeblik.

Der gik et kort øjeblik hvor sekunderne pludselig føltes lange og et eller to minutter fik Ella til at se sig omkring i det knuste hjem hvor mus og rotter og vilde katte havde, kunne leve mere eller mindre frit i ti år.

Hun så ordene på væggene og lugtede stanken fra det indelukkede hus. Først da gik det op for hende hvor hun var.

Ella vendte sig i den retning hvor Richard var gået ud i køkkenet. Hun nåede kun at hviske.

- Er du doktor Mateos søn, lille Richie?

Slaget var hårdt og kompromisløst. Det sad midt i hovedet på hende, og hun gik i gulvet med det samme.

Richard så ned på hende. Han så hun trak vejret i sin dybe bevidstløse tilstand. Han bed tænderne sammen. Han rystede på hænderne som han havde gjort dengang, da han kom hjem fra skole og var tvunget til at sige at han bare var faldet. Hans lille slanke krop havde adskillelige gule og mørkeblå mærker efter spark og slag.

Han slog hende igen, og igen.

Senere kunne Richard slet ikke holde hverken tårer eller åbenlys gråd tilbage, da det var gået op for ham hvordan de havde behandlet hans elskede barndomshjem. Her hvor han kunne føle sig sikker. Her hvor intet ondt kunne nå ham.

Mørket havde erobret Little River. Ella rørte ikke på sig. Hun lå på gulvet og lignede noget der var blodigt løgn.

Lille Richie gik rundt i huset. Han rystede på hovedet ad de og dem der havde spoleret indholdet af noget han elskede så højt. Når han fandt døde dyr, kastede dem ud ad vinduet.

Hans illusioner om at komme hjem til noget trygt var ødelagt. Engang var det et hjem andre talte om med respekt.

De skulle lære at respektere det igen. Folk burde vide at her havde der boet et geni og en supermand med sin kone og søn. Han råbte på sin far. Byen var stille og der var og mørkt i huset, men der var både støjende og mørkt i Richards sind.

En enlig rotte fulgte sin vanlige rute ind gennem det hullede hus. Man kunne knapt nok høre den. Det havde været dens hjem i adskillelige generationer, så ingen farer der.

Ikke før en støvle trådte frem og kvaste dens lille hoved. Blod, knogler, hjernemasse og rottens små øjne blev spredt ud på gulvet mens Richard bed tænderne sammen og rystede på hænderne.

Han fangede sine egne øjne i et knust spejl. Han skulede i mørket. Han ville vise dem.

Solen stod klart på himlen som en ildkugle, der kunne eksplodere hvert øjeblik. Little River vågnede op til en ny dag og en ny plan, der ikke var klar til at blive levet ud endnu.

Et sted i et dunkelt hus havde en ung mand fundet noget han ikke vidste fandtes. Under et fasttømret tæppe i køkkenet. Det viste sig der var en lem på størrelse med halv dør. Richard åbnede lemmen til en ukendt kælder. Trinene knirkede ved hvert skridt. Da han nåede helt ned, kunne han svagt ane en tynd kæde foran sit ansigt. Han trak forsigtigt i den og en løsthængende pære kastede lys over land.

Lige der foran ham, hang resterne af de tre politiet aldrig fandt. Dem kunne de ikke dømme hans far for.

De dømte ham til døden for fire andre, men ikke for de tre her. Richard smilede og kunne se sin fars genialitet.

Det var bare en leg. Det var det de ikke forstod. Bare en simpel leg. En ægte dukkeleg.

Under et gammelt kroget æbletræ stod en særdeles utilfreds ung dame, der havde fået til opgave at rive og samle rådne faldne æbler sammen.

Hun skulede mod huset hvor en ældre temmelig overvægtig herre havde travlt med at sidde i sin gyngestol og nyde solen. Han var faldet hen og en stribe savl løb fra hans mundvig og ned ad hagen og landede på hans karrygule skjorte. Han trak vejret tungt og var i en anden verden, og ikke den fjerneste anelse om tid og sted.

Milla stillede riven op ad træet. Hun var i forvejen irriteret over opgaven, hvis han ikke så en gang gad kigge på det hun trods alt havde nået. Så var det da spild af tid.

Hun spankulerede ud af haven med næsen skuffet i sky.

Den ældre herre i gyngestolen bemærkede ingenting. Det var en god lur og der var fred i solen og stolen.

Milla gik ud på den stille vej og skulle lige bruge et sekund eller to på at beslutte hvilken vej hun skulle gå, men længere skulle der heller ikke gå, da hun fik øje på den fyr der stod og så på hende på den anden side af gaden.

Hendes tanker gik hurtigt på, at hvis hun kunne få kontakt med ham, der bare var et helt kilo tungere i lækkert udseende, så var han mere spændende end rådne æbler.

Millas blik var langt og indtil flere indre billeder tog på himmelflugt og dannede en film om noget erotisk.

Helt uden tøven gjorde hun ligesom Ella. Hun gik bare med. Igen var det ikke før de stod inde i huset, at hun tøvede.

- Lille Richie, hviskede hun og vendte sig mod ham.

Et dybt slag i mellemgulvet bukkede hende sammen. Det var ikke et slag med knyttet næve, for da hun kiggede ned af sig selv, blødte hun kraftigt. Hun så op på ham. Richard stod med en gammel køkkenkniv og en kødhammer i hånden. Da slog han til, igen og igen.

Først dybt og så højt. Milla nåede lige at stønne kort.

Hun fløj baglæns og landede tungt på gulvet. Richard gik hen og åbnede lemmen i gulvet, og smed hende i kælderen.

Et par forældre i den velvoksne alder diskuterede højlydt hen over aftensmaden og manden havde det tungeste ord.

- Når tøsen ikke en gang kan passe sine pligter i haven skal hun ingen mad have. Du skal ikke lade noget stå fremme. Så kan hun lære det på den måde.

- Pigen er måske kun lige forsinket. Hun har også ret til noget at spise, selv om hun ikke fik revet de æbler sammen. Ellers kunne du vel selv have gjort det. Du havde vel masser af tid til det i dag. Jeg har cyklet rundt og vasket folks tøj i dag. Mig bekendt havde du ikke så forfærdelig mange opgaver.

Han sendte et blik der lynede lavt efterfulgt af en brummetone fra halsen, der kunne minde om et kommende tordenvejr.

Deres tredje datter sad stille og havde ikke sagt noget endnu. Lotta havde i de unge år været lige så meget en vildbasse som de to andre, men hun havde vokset sig mere fornuftig de sidste ti år. Hun blandede sig sjældent i sine forældres diskussioner. Med mindre nok var nok.

- Herre Gud. Jeg vil altså gerne gå ud og samle de æbler sammen. Så besværligt er det altså heller ikke. Jeg havde bare selv nogle andre opgaver i dag.

Det var lige før han sprængte den gamle. Han havde for helvede det sidste ord i sit eget hjem. Sådan havde det altid været. Det skulle der ikke ændres på. Han bankede næven i bordet og fnyste så naboen næsten kunne høre det.

- Så er vi færdige med at tale om det. Jeg vil have min kaffe foran fjernsynet, og i morgen skal de æbler fjernes.

Lotta lagde en trøstende hånd på sin mors arm. Hun rystede på hovedet. Hendes blik i morens øjne sagde det hele. ”Lad være med at tage dig af ham. Jeg ordner æblerne.”

Richard havde sin egen dagsorden, og det var kun et spørgsmål om tid før den kunne leves ud i verden.

Han havde så travlt med at arrangere i kælderen. Det skulle se ordentligt ud. Det var ikke ligegyldigt.

Han ville ære sin far, og intet ville glæde ham mere.

- G-g-g-gid d-d-d-du kunne s-s-s-se mig n-n-n-nu far.

De faldne og rådne æbler var samlet i trillebøren, Lotta manglede kun at kører dem væk.

Samtidig kørte et gammelt minde gennem hovedet i et retarderet sind. Et minde hvor man så en pige sparke en dreng i ryggen, så hårdt at han dårligt kunne kravle og gå i flere dage efter.

En blanding af glæde og vrede boblede som en champagne der skulle til at springe.

Da Lotta kun manglede at sætte trillebøren på plads, stod hun i det mest mørke hjørne af haven. Da slog han til.

En arm om halsen på den unge kvinde føltes som en skruetvinge. Lotta kunne ikke få vejret, men det kunne den lille dreng næsten heller ikke dengang.

Det mørke blev endnu mere mørkt, men lille Richie smilede lettet.

Little River havde et lille lokalt torv i midten af byen. Her var der ofte opstillede små boder hvor byens beboer, oftest kvinder, kunne sælge hjemmesyede due og puder.

Men det var den lille opstillede scene i den ene ende af torvet, der tiltrak opmærksomheden på byens beboer.

Der var sågar kommet flere til, der normalt ikke kom på torvet. Flere familier med børn og ældre mennesker.

Selv et ældre ægtepar, der i en uges tid havde savnet deres døtres hjælp derhjemme havde indfundet sig på torvet.

En søvnig betjent havde stillet sig op af vognen, egentlig ligeglad med hvad der foregik, men når kriminaliteten i Little River var lig nul, så kunne man lige så godt se hvad der fik folks opmærksomhed på torvet på en ligegyldig søndag.

Richard lod sit tæppe gå og tændte en gammel båndoptager hvor tidens toner fyldte scenen.

Langt de fleste af dem der kunne nå det, holdt sig for øjnene og skreg da tæppet var gået foran det meste af byens beboere. Nogen løb så hurtigt de kunne med børnene på armene, allerede inden de tre dukker begyndte at bevæge sig i takt til musikken.

Andre var simpelthen i chok og var ikke i stand til at bevæge en eneste muskel. De stod stift og så op på scenen.

Andre kunne ikke standse deres krops reaktion. De kastede op på stedet, og endelig var der nogen der besvimede.

Den søvnige betjent kaldte på hjælp inden han kastede sig over Richard. Lille Richie tog det roligt. Han havde vist sin fars genialitet. Den ægte dukkeleg.

Dommeren så på Richard med et alvorligt blik.

- Forstår du hvad jeg siger til dig, og forstår du den dom jeg er nødt til at give dig?

Richard nikkede og var stadig stolt af sit og hans fars værk. Endelig kom det for dagen og han var stolt.

Væk var de dæmoner der ind imellem knuste hans barndom. Væk var det mørke i hans liv. Nu kom lyset.

To betjente på størrelse med ladeporte førte ham ud af retssalen. En masse tilhørere fulgte ham på vej med tilråb.

Richard nikkede til dem, og forstod ikke hvorfor de ikke så lyset lige så klart som han gjorde.

Et par dage senere blev Richard ført hen ad dødsgangen. Det rørte ham det mindste. Det, der vitterlig rørte ham og fik hans hjerte til at slå i takt med tonerne fra en lystig vise, var da han så hvem der sad i cellen ved siden af ham.

Endelig kunne han sige det han havde længtes efter i alle de år. Lykken var kommet for at blive. Det evige mørke var blevet til en solskinsdag, der ville vare resten af hans liv.

- Hej far!