ELEANOR

Det var ikke bare det blege ansigt og åndenød. Der var også en choktilstand og brændende smerter i svælget, og opkast i Frederiksens skraldespand, og ud over gulvet. En kølig koldsved. Et flakkende blik gennem våde øjne og fortvivlelse og startende hovedpine.  Stilhed, og en desperat søgen efter en løsning. Helst NU.

Lars Frederiksen var dagens leder. Han stod lænet ind over skrivebordet med armen om den unge praktikant, Bolette Zahle. Det var Bolette der ufrivilligt havde tømt sin mavesæk for indhold, da Frederiksen havde fortalt hende om Eleanor.

- Hvad var det du glemte? Hvordan kunne det ske? Ved du hvad hun kan?

Hans stemme rungede og gav genlyd som var han den eneste i en gymnastiksal.

Bolette nikkede og græd så snotten løb side om side fra hvert næsebor ned forbi munden og videre ned ad hagen og på hendes tøj. Hun var ikke i stand til at sige noget. Hun hostede i et forsøg på at fremkalde lyde.

Lars Frederiksen var en stor mand. Fysisk. 190 centimeter høj og med en vægt på den anden side af 120 kilo. Han var rødhåret. Der var meget af det. På hovedet havde han et stort krøllede hår der stod til alle sider og som vinden blæste. Hagen og under næsen var dækket af et forholdsvis stort kraftigt fuldskæg. Faktisk var Frederiksen temmelig lodden fra top til tå. Både foran og bagved. Hans blege hud kom ikke sådan til syne. Han bar stærke briller foran et par klare blå øjne, af den gamle slags med tykke glas, der gjorde hans øjne ekstra store når man så i dem. Det var ikke kun derfor, men det var også med til at give ham et ry som en frygtindgydende leder. Frederiksen havde også et iltert temperament. Han kunne hurtigt tænde af, hvis det ikke foregik som han syntes. Listen af medarbejdere, der allerede havde været til møde og samtale med ”Røde” som han populært kaldtes var lang.

Bolette derimod var en ung praktikant, der havde fået sin ønskeplads. At kunne få lov til at være med der hvor tingene sker. Intet var bedre.

Hun var treogtyve, og ikke en centimeter over 160. Bolette var slank og en flot pige med sit lange mørke hår. Hun havde brune øjne og et lille strejf af fregner henover næseryggen. Hendes smil var en reklamefilm værdi. Hendes tandsæt var kridhvidt og sad snorlige. Der var dem, der mente at Bolette måske var for lille en størrelse til det job. Men pigen viste sig stærk fysisk, når der skulle tages fat. Hun var som sådan ikke bange af sig, men det var Eleanor heller ikke, så da hun så sit snit til det var hun væk.

Eleanor var allerede kommet et stykke derfra. Hun ejede simpelthen ikke menneskelige egenskaber af noget der bare mindede om følelser for andre. Lod de hende ikke være så handlede hun.

Det var en rigtig varm sommermorgen i august. Solen bød sig til og gaderne var fyldt med travl trafik med folk, der havde rigeligt i deres eget, og deres egen lille verden. Nogen af dem der kørte i bil havde aircondition blæsende for fuld styrke, men flere andre trillede derudaf med nedrullede vinduer. Endnu flere sad samlet i en dampende varm bus, med triste, eller sure miner. Ikke synderligt mange smilede.

Nogen kunne ærgre sig over at have taget for mig tøj på. Det var tydeligt at se på de blanke ansigter blandt passagererne. Der hvor svedperler trillede ned langs tindingen eller fugtede deres nakke bag langt hår.

Vejret passede Eleanor fint, og der var ikke nogen der bemærkede hende. Hun kunne bevæge sig forholdsvis frit. Det var rigtig længe siden hun havde, kunne det.

Der var dem der så mod solen og bandede den ned sydpå hvor den hørte hjemme. Der var også der dem, der allerede havde fundet de gode steder og lægge et tæppe, en liggestol eller et håndklæde, og var i færd med at smøre sig ind i velduftende og solbeskyttende creme.

Der var hurtigt ankommet biler med blinkende lygter på taget. En erfaren betjent, Robert Jæger, var hurtigt blevet passet op af Frederiksen, der efter bedste evne forsøgte at sætte politiet ind i sagen.

En noget yngre lyshåret betjent med grønne øjne satte sig på knæ foran Bolette. Hun græd stadig, mens hun fortalte ham om sin uopmærksomhed, og hvad der var sket. Han nikkede forstående, mens han skrev i sin notesbog.

I baggrunden hævede Frederiksen sin stemme så den ikke kunne overhøres.

- Det er utroligt vigtigt at Eleanor bliver fanget og kommer tilbage. Hun vil ikke føle sig tilpas derude. Hun vil blive utidig, og vi aner ikke hvad vej hun vil bevæge sig. Hun kender ikke byen og området. Hun er ekstremt farlig for sine omgivelser.

Som noget af det første, fandt Eleanor vej ned til en fugtig cykelkælder. Det passede hende ikke særligt godt. Hun skjulte sig bag et par papkasser da hun hørte stemmer.

Asmir Mammut var en ung tyrkisk indvandrer fra Greve, der ikke skyede mange lovlige midler for at have retten på sin side, til at kunne opføre sig som det passede ham. Lovligt eller ej. Gerne ulovligt. Hvad ragede den danske lov ham?

I bund og grund var han bare en knægt på sytten, der endelig havde fået noget, der kunne minde om et overskæg. Han havde det hele i munden. Han var ikke synderligt bredskuldret, og armene var ikke meget tykkere end skyggen af kogt spagetti. Men det var heller ikke det man skulle frygte. Det var hans familie og venner. Ikke én af dem havde et lovligt arbejde, til trods for at de smed om sig med penge.

Overfor Asmir stod der en pige på knapt nitten. Hun kendte godt Asmirs venner, og de var vitterlig tvivlsomme i deres opførsel og deres tidligere domme.

Pigen, Charlotte Madsen, eller LotteHul som hun kaldtes, var så tynd at hun skulle stå fast i blæsevejr. Hendes ribben var synlige under den stramtsiddende bluse hun havde på, der samtidig havde svært ved at skjule at hun stort set ingen barm havde. Hendes øjne sad dybt inde i hovedet på hende. De var søvnige. Hendes kindben var hævet, og gav hendes lille ansigt et tydeligt kranieudseende. Hun havde et fremskudt tandsæt, men det var mellem hendes tynde lår hun havde sine beskedne talenter. Hun sagde sjældent nej. Selv til et mindre aftalt beløb for hendes ydelser.

De unge mennesker havde for travlt med at stå og diskutere deres fremtidige samarbejde, at ingen af dem havde observeret at der var en gæst mere i kælderen.

De var støjende. Fyret råbte højst og virkede uforskammet.

- Du trækker når jeg siger det.

- Helt ærlig, Asmir. Jeg får altid de ulækreste kunder. Kan jeg ikke komme ind på din fætters bar at arbejde? Det er nogen andre typer der kommer der.

Asmir grinede mens lyset gik ud.

- Prøv at se dig selv kælling.

Mere sagde han ikke. Så slog hun til.

Eleanor bevægede sig op fra kælderen, på et tidspunkt hvor de fleste enten var på deres arbejde, eller sad derhjemme og planlagde dagens udflugt. Det var i hvert fald ikke vejr til at være indendørsaktiviteter.

Det var varmt og det passede hende fint. Hun kunne snige sig langs husmurene og ingen bemærkede hende. Ind gennem en port. Endnu en port og hun befandt sig en baggård. Der var som en ovn, og endnu var der ikke nogen. Hun kunne bevæge sig frit.

Eleanor hørte godt der blev råbt fra et vindue, hvilket fik hende til at skjule sig. Hun så to løbe ind af en dør til en køkkentrappe, mens hun fandt en vej ned til en kælder, men her havde hun det ikke godt. Hun skyndte sig videre.

Kunne de for pokker bare lade hende være. Ellers blev hun gal. Det var deres egen skyld. De kendte hende ikke. De skulle ikke tirre hende. Hendes temperament var ikke til at spøge med. Ellers slog hun til.

Eleanor nåede op fra kælderen på en forholdsvis stille vej. Der stod nogle biler og hun så sit snit til at gemme sig i en af dem. Den var ulåst og den ene dør stod åben, og det var ingen sag at gemme sig på bagsædet.

Ikke længe efter kom Roland Hansen ind i bilen. Han råbte og skreg og fægtede med armene. Han strittede med sin langemand op mod et vindue på første sal. Der sad en kvinde i vinduet og græd helt åbenlyst.

- Lad nu være med at køre Roland. Jeg dansede kun med ham to gange.

Men Roland var kold. Han slog i rattet.

- Det er løgn er det. Det er i hvert fald ikke det jeg hører ude i byen. Det siges at du går på café med ham jævnligt. Jeg gider ikke mere. Din unge, hvad med ham? Er det overhovedet min søn? NUL, jeg skrider. Så kan han betale resten. Jeg gider ikke mere. Jeg henter mit tøj og fjernsyn en dag han ikke er der.

Roland smækkede døren hårdt i. Eleanor kunne mærke bilen bevæge sig og det passede hende fint, og at der blev stille. Hun rettede sig en smule op og så ud af vinduerne uden at Roland så det. Han kørte gennem byen i høj fart og ind imellem brugte han hornet. Hun skulede til ham. Kunne han ikke stoppe den støj?

Roland bremsede hårdt op da en uopmærksom cyklist krydsede vejen. Han råbte og skreg og fægtede med armene. Så hold dog kæft.

Betjentene, Robert Jæger og hans unge kollega med det lyse hår og de grønne øjne havde slået alarm alle de steder de skulle, og en større eftersøgning blev sat i værk.

Eleanor skulle findes hurtigt, for enhver pris. De vidste ikke hvor langt hun var nået. Men hun var farlig for sine omgivelser. Man kunne ikke bare stole på hende, og man kunne ikke tale hende til rette.

Et andet par betjente var i gang med at afhøre beboerne i ejendom hvor to unge mennesker var fundet døde. Der var ingen der havde set noget. Politiet kendte den unge tyrker og hans pige. De var ikke ukendte i området. Den unge fyr havde flere både venner og fjender i det kriminelle miljø, så fundet af de to lig var måske ikke så overraskende alligevel.

Der var endnu ingen der kunne sige hvad de var døde af. De var ikke blevet skudt eller stukket ned, hvilket ville have været det helt naturlige i deres omgangskreds.

De var begge to kørt til Retsmedicinsk Institut.

Roland holdt i et kryds med en grøn park på den ene side og et stort hospital på den anden, men det kunne Eleanor ikke se som hun lå der og gemte sig.

Hans mobil brummede i lommen, og han greb den. Hans sidste fejl var, at han begyndte at råbe og skrige i den. Det tændte Eleanor af og så slog hun til.

Robert Jæger og hans unge kollega var ude at køre rundt omkring i byen. Alle betjente var kaldt på gaden den dag, med et alvorligt ord om at være forsigtige. Eleanor var ikke til at spøge med hvis hun blev vred.

Men der var ikke meget spor at gå efter, endnu. Hun kunne være alle steder, men hun kendte ikke byen så godt. Den var ny for hende.

Eleanor var listet i skjul i den grønne park, der var forholdsvis fredeligt. Forholdsvis. Der var også børn der legede. Små størrelser med en kæft så stor, og en tro på at det var i orden at støje. Eleanor kneb øjnene sammen. De skulle lige komme i nærheden, så ville hun slå til.

Bolette var stadig sammen med Frederiksen. Hun blev med undskylde, og håbede at hun ville blive tilgivet og at det ikke ville gå ud over nogen. Hun gjorde det jo ikke med vilje. Det gik så stærkt og Eleanor var stærkere end hun troede.

Frederiksen sad med ansigtet begravet i hænderne og hvilede albuerne på bordet. Han kendte om nogen Eleanors ekstreme styrke og hurtighed.

Samtidig et andet sted i byen. Robert Jæger og hans makker var blevet gjort opmærksom på et nyt dødsfald. En mand sad død ind over rattet i sin bil. Nogen havde hevet ham ud og var begyndt på hjertemassage, men det var allerede for sent.

Tina Blindbirk var en lille rund pige med kort lyst hår fyldt med voks. Hun følte sig voksen med sine fjorten år. Hun havde lige lovligt meget tro på sig selv og sine evner som dyrepasser. Hun var også sikker på at hun en dag ville eje sin egen zoologiske have. Indtil videre havde hun to sumpskildpadder, en gammel siameserkat, fire undulater og hendes kanin, Lotus. Det var lige præcis kaninen der skulle luftes denne dag i solen, fordi hun havde fundet en fredelig plads i parken.

Hun holdte Lotus om maven da hun tog kaninen ud af buret. Hun smilede overlegent hen mod nogen voksne, der lod deres lille dreng kravle rundt på græsset for første gang. Tina følte sig hævet over mange andre, på grund af sit kendskab til dyr.

Hendes Lotus var mere værd for hende, end deres ligegyldige lille lorteunge var for dem, tænkte hun så højt at det næsten kunne høres.

Det startede sådan meget hyggeligt. Lotus fandt en Mælkebøtte og kastede sig over den, men da den ikke ville komme på Tinas kommando, irriterede det den selvstændige pige. Hun hævede stemmen til et niveau som alle ville have reageret på.

På afstand så hun den lille ligegyldige dreng rejse sig op. Han smilede til hende og vinkede. Drengens mor rejste sig forskrækket op og løb, og Tina fattede ingenting.

Hendes brøl efter Lotus havde vækket en anden vrede. Kunne man for fanden ikke ligge og slappe af i fred og ro i varmen. Da slog hun til.

Den unge betjent med det lyse hår og de grønne øjne, kiggede på sin mere erfarne kollega, Robert Jæger. De havde netop lyttet til en besked over patruljevognens samtaleanlæg. Den var blevet sendt ud til alle lyttende politifolk, og mange var mere eller mindre i chok.

Indtil nu havde hun kostet tre menneskeliv, og kun tre fordi de endnu ikke vidste noget om den lille runde pige, der lå helt stille i den grønne park med åbne øjne. Men der gik ikke længe før beskeden rullede ind. Da var hun blevet fundet. Fire ofre.

Lotus sprang rundt for sig selv. Fri for pigens stride måde at regere på. Nu kunne den leve livet og nyde solen og varmen.

På Retsmedicinsk Institut havde man hurtig kunne slå fast hvad både Asmir, Charlotte, Roland og nu Tina døde af. ELEANOR.

Robert sagde ikke noget i bilen mens de piskede gennem byen, indtil de så den store grønne park komme nærmere. Men der var hun kommet videre, og gemte sig ved nogle bygninger, hvor både unge og ældre mænd mødtes.

- Parken skal omringes, NU. Vi skal have lagt en jernring om den, før hun kommer videre. Hun er ikke til at stole på. Vi kan ikke tale hende til fornuft. Hun er ude af sin komfortzone her. Hun kan blive satans aggressiv hvis hun ikke får fred. Det var det vi fik af vide, der hvor hun stak af fra.

Eleanor var ikke den største. Til trods for sine 180 centimeter. Hun var slank og kunne smyge sig som få. Hendes syn på andre kunne diskuteres, men hvis de bare for pokker kunne lade hende være i fred. Det var nok det de ikke forstod. Det var derfor hun reagerede som hun gjorde. Lunten var kort. Hun kunne have et iltert temperament. Så slog hun til.

Hun sprang frem og bed en ældre mand i armen, fordi han snakkede højt og underligt da en ung fyr, der bare var ude at løbe, havde sat sig på bænken ved siden af ham. Den ældre mand lagde hånden på den unge fyrs lår og slikkede sig om munden og den unge så ikke ud til at nyde det. Han ville helst videre. Det var Kent Haugaards allersidste dag i live.

Den unge fyr sad på den anden side, og havde ikke set hvem, eller hvad der bed den ældre mand, men pludselig bukkede han sig sammen og drattede om på jorden.

Den unge løb videre og dagen var redet.

- Hvordan fanger vi hende, spurgte den unge betjent.

- Vi fanger hende ikke. Vi skyder hende med det samme, svarede Robert.

- Kan vi det? Må vi det? Hun havde været kostbar kunne jeg forstå på ham, Frederiksen.

Robert så på den unge betjent. Hans øjne lynede.

- Jeg vil skide på hvad hun har kostet. Vi dræber hende før hun dræber flere. Ok?

En knasende lyd fra samtaleanlægget i bilen vækkede betjentenes opmærksomhed.

En mor stod med sin barnevogn i Fælledparken på Østerbro. Hun sloges for at holdet noget væk fra barnevognen. Det kunne godt være Eleanor.

Oprindeligt kom Eleanor fra den centrale del af Australien. Hun holdt af de tørre områder i varme fredelige omgivelser. Hun var giftig. Det vidste alle i de områder.

Var hun i området holdt man sig væk. Slap hun løs i det københavnske, ville det koste hvis hun ikke fik lov til at være alene.

Flere meldinger kom ind via radioen, og Robert trådte alt hvad han kunne på speederen. Der var flere og flere sirener der støjede og en kvinde stod og skreg.

I hendes barnevogn lå hendes barnebarn, Calvin. En sød lille størrelse med buttede kinder og et sødt smil. Men Eleanor kom tættere og tættere.

Lone var hysterisk. Kom den op til Calvin ville hun ofre sig og tage fat.

Eleanor åbnede munden og viste sin ekstremt giftige tænder Lone så kun én mulighed. I en pose der hang på barnevognen lå der tre nyindkøbte frosne kyllinger. Hun greb posen og svingede den som et våben.

Eleanor blev ramt og røg ned fra barnevognen. Hun snoede sig tættere på og var mere rasende end tidligere, og så al den støj.

I de selvsamme sekunder kom en politibil fræsende. Den bremsede med hvinende dæk, og to betjente fløj ud af bilen. Eleanor vendte sin vrede og viste tænder.

Lone så sit snit til at bevæge sig væk med sit barnebarn, der bare lå og grinede.

Der blev skudt og Lone holdt sig for ørene mens hun skreg.

Eleanor blev ramt og lå stille på vejen. Den løftede langsomt hovedet og viste tænder for sidste gang. En ung betjent med lyst hår og grønne øjne kom helt hen hende. Han pegede på hende med pistolen, og skød en sidste gang.

Timer tidligere ved Zoologisk Have

- Helt præcist hvad er denne Eleanor, der er sluppet ud, spurgte Robert.

- Hun er en Indlandstaipan, svarede Frederiksen med sin mørkestemme.

- Er hun overhovedet farlig?

Frederiksen kiggede på begge betjentene med et flakkende blik fra den ene til den anden. Fattede de ingenting? Han nikkede ivrigt.

- Hun er ekstremt farlig. Et bid er rigeligt. Du dør inde for sekunder. Hun lammer dig, og du er færdig. Hun er sindssygt hurtig og er en af verdens farligste slanger. Derudover er hun enormt værdifuld for os, så vi kan vise alle sådan en slange. Jeg håber af hele mit hjerte at hun ikke kommer i nærheden af nogen. Så kan vi håbe det ikke kommer til at koste menneskeliv.