En stille type


En stille type

Efterår blev til vinter og naturen skiftede nuancer. Træerne var ikke længere bare brune og grønne. De døende blade på de gamle kroner dalede mod den bundfrosne jord, og lod træerne stå tilbage som gamle skeletter med lange tynde skeletterede fingre, der hjertens gerne ville gribe ud efter de forbipasserende.

Bornholm var ved at komme sig efter de brutale drab tidligere på året. Beboerne kunne trække vejret igen. Hændelserne havde også lagt gader og veje øde.

Bornholm var vågnet og klar til at gå en ny tid i møde. Øen og dens faste beboere følte sig forberedt. Der var ikke forhindringer, men udfordringer, sagde man. Hvad de end ville byde på. Ind imellem kunne selv de sværeste forandringer umiddelbart se håbløse ud, og det var de måske også, hvis man ikke vidste hvad man stod overfor.

Skulle man tro på det? Nej, vel? For det fandtes jo ikke i virkeligheden, og så kan det jo heller ikke være her. Hvis det man nægtede at tro på at ikke var der, så var det der heller ikke, men ind imellem overgik fantasien virkeligheden. Så var det der måske alligevel, bare skjult i et hjørne hvor man kunne leve i fred og fordragelighed.


Bodil havde løbet gennem byen med nogle voksende angstanfald, der satte spor. Hun var fyldt med kuldegysninger og frygt tatoveret i øjnene.

Hun var en enlig kvinde sidst i tresserne. Hun var fyldig og lidt mere til. Hun havde ikke chancen for at bevæge sig hurtig. Hendes hjerte hamrede så det hurtig kunne komme ud af rytme, og DEN kunne høre det.

Bodil løb gennem byen fordi DEN havde vist sit sande jeg. Da DEN først havde trådt frem i den lille lysning, og havde drejet hovedet om på Bodils rottweiler, Toto, så let som at knække en tændstik, der vidste hun at det var tid til at flygte, men DEN var utrolig hurtig. Det var lige meget hvad vej hun løb, så stod DEN der. DEN smilede endda til hende, og slikkede sig om munden.

Bodil havde, ville skrige, men der var ikke luft til det, og det meste af Klemensker lå sikkert også sov. Hun svedte under dynejakken. Hun pustede og stønnede, og nåede kun at tænke på at løbe. Hun nåede ikke til tanken, DEN er nok hurtigere. Hun gjorde hvad hun kunne med panikken borede ind i kroppen.

Hun mærkede hun hele tiden efter i sine lommer, om hun dog for pokker ikke havde husket den mobiltelefon.

Tårerne trillede ned af kinderne på hende og hun græd åbenlyst. For det hun så, var ikke virkelighed. Det kunne ikke lade sig gøre. Men DEN havde stået foran hende. DEN havde ikke sagt noget. Bare taget fat hunden og drejede hovedet en hel omgang så det knasede. Bodil havde skreget alt det lungerne magtede, men det havde ikke stoppet DEN. DEN smed hunden fra sig som et let tøjdyr, og så gik DEN hende imod hende.

Bodil var ved at være et sted hun kendte. Hun så sig ikke tilbage. Hun turde ikke. Det var koldt, men inde under jakken svedte hun så det drev ned af hende.

Hun tog mod til sig og vendte sig, for hun kunne snart ikke mere. Der var ikke mere at give af. Hun var helt rød i hovedet. DEN var der ikke. Måske havde hun alligevel kunne løbe fra den. Hun satte farten ned. Hun var tvunget til at stoppe lidt. Benene var syret til og hun hostede af iltmangel. De forbandede cigaretter. Der var heller ikke så hysterisk langt til nogen nærliggende huse nu. Måske kunne hun bedre råbe byen op nu.

Bodil fik en lille bitte smule mere styr på sig selv. Der var stille omkring hende.

Da gik det op for hende at hun havde løbet i cirkler. Kirken dukkede op igen. Hun fik øje på sine egne aftryk i det tynde lag sne.

På afstand kunne hun se kirken. Der var i hvert fald steder hun kunne gemme sige. Det havde hun mange barndomsminder om. Sankt Clemens Kirke. Den store gamle smukke kirke fra 1882. Der kunne man lege skjul i timevis. Hun travede af sted mens hun stadig pustede og stønnede.

Kirken kom nærmere. Havde hun dog bare for pokker havde husket den mobiltelefon. Der var da flere hun lige kunne have ringet til.

Hun gik roligt derudaf og lod tankerne svæve et sted mellem flugten og kirken. Ind imellem kom synet af den døde Toto der lå der på jorden op, og så græd hun.

Det var lige før Bodil ikke pustede mere, og det var lige før hun nåede kirken.

Da trådte DEN frem igen. DEN så Bodil i øjnene. DEN tog fat i hendes hår og bøjede hendes hoved bagover og ikke længe efter blev Bodil helt slap.


Solen skinnede ned over et tyndt lag sne. Graderne var ikke så lave at det hele var isede til. Man kunne snildt løbe i det gennem det store stisystem i Nordskoven. Alex havde god fart på. Hans puls var god og han var godt løbende. Han manglede kun de sidste to kilometer så havde han rundet de ti for femte dag i træk. Det var hans egen personlige rekord.

Alex drejede ind på en ny sti og derefter skulle det gå ligeud resten af vejen. Det brummede i hans lomme og Alex bandede. Han nægtede at stoppe sit løb og greb mobilen, og så var det gudhjælpemig hans makker, Nicklas.

- Jeg har fridag, snerrede Alex forpustet.

- Det har jeg sgu også, men vi har en sag alligevel, og det er ikke et drab denne her gang, sagde Nicklas en anelse mere afslappet end tidligere på året.

- Hvad er det så, spurgte Alex stadig lidt irriteret af opkaldet på en fridag.

- En simpel forsvindingssag.

- Hvorfor bliver vi sat på den?

- Fordi Henrik ikke har andre.

- Ok, jeg løber lige de sidste par kilometer og nupper et bad så kommer jeg.


Kriminalkommissær Henrik Godsborg sad med en bekymret Tage Povlsen i røret.

- Jeg lover dig at vi gør hvad vi kan for at finde din veninde, Ikke? I mellemtiden må du nok kontakte kommunen hvis du skal have bragt noget mad ud, ikke? Nej, vi kan ikke komme ud med mad til dig, vel? Ja det er kedeligt at hun er væk, ikke? Men jeg har sat mine to bedste mænd på opgaven, ikke? Du skal se vi skal nok finde hende, ikke? Men prøv at kontakte kommunen i mellemtiden, ikke? Hav en god dag.

Henrik lagde røret på og sukkede dybt. Han hævede stemmen.

- LIS, min søde sekretær, hvis han ringer igen for tredje gang, så er jeg her eddermame ikke, vel? Er det forstået, ja ikke, brølede han.

På den anden side af hans glaskontor sad Lis Frandsen. Hun bed sig i underlæben for ikke at komme til at skraldgrine. Det var vist nok en familiesvaghed.


Nicklas og Alex havde vandret Klemensker tynd med et billede af Bodil i fire timer. Det var blevet køligere og der blæste en virkelig kold vind ind over øen. Der var ikke mange mennesker på gaden. Nicklas skuttede sig lidt, mens han stadig gik rundt med en cigaret i munden, der ikke var tændt. Det var bare vanen. Han savnede det af helvede til, og på den måde kunne han stadig dufte til tobakken.

- Jeg gider snart ikke mere. Der er ingen der ved noget, sagde Alex.

En mobil kvidrede som en fugl i lommen på Nicklas. Alex trak på smilebåndet.

En kort besked og Nicklas så alvorligt på Alex.

- Vi kommer og er der lige om lidt, sagde han.

Han puffede til Alex og vidste godt hvad han grinede af.

- Ja det er hver gang ungerne får fat i min telefon, men hendes hund er blevet fundet. Den ligger inde i et buskads, med hovedet drejede et par gange rundt. Hvem kan gøre det? Eller hvor mange har de været om det? Det er en temmelig stor rottweiler. Ja jeg spørger bare.

- Spørg din gode ven Michael. Men det lyder mærkeligt.

- Han er ikke ligefrem dyrlæge, men det er da et forsøg værd.


Lyset var slukket og der var kulsort. Der var enkelte fremtrædende lyde nede i kælderen. Lyden af bittesmå fødder henover det kolde stengulv. Det var rotter der glædede sig til den store menu. Hun hang lige der, på en kødkrog henover en zinkbalje.

Rotterne slikkede sig om munden, mens deres madmor sov tungt.

Bodil havde åbne øjne. Krogen sad placeret midt under hagen og stak langt op i ansigtet på hende..


Michael Hansen stod lænet ind over rottweileren. Hovedet var ganske rigtigt drejet rundt et par gange. Med utrolig stor kraft. Michael stod med et forstørrelsesglas og nærstuderede, mens Nicklas utålmodig stod i baggrunden. Alex var blevet i Klemensker for at se Bodils hjem. Men der var ikke nogen af dem der blev meget klogere. Ingen af dem havde noget fornuftigt svar på hændelsen.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Jeg tror der skal en særdeles stor stærk mand til at tage fat i en rottweiler og dreje hovedet en hel omgang, så det hele knækker inde i, inden den bliver vred og bider ud efter ham. Så jeg er lidt blank her, men det er synd for hunden. Det kan du selvfølgelig ikke bruge til noget, det ved jeg godt. Det er sådan umiddelbart det eneste jeg kan konkludere. Stakkels kræ.

Niclas vendte sig mod ham og satte hovedet på skrå.

Hvem fanden går rundt og slår hunde ihjel på den måde? Alex er i Klemensker for at undersøge ejerens hjem, men jeg har ikke hørt fra ham endnu.

Michael landede et temmelig hårdt slag med flad hånd lige ind i væggen. Han bandende lavmælt for sig selv.

- Det er fandeme noget svineri.

Fuglen kvidrede i Nicklas’ lomme og Michael kiggede forundret rundt i lokalet. Nicklas himlede med øjnene. Han hadede når ungerne legede med telefonen.

- Det er min telefon, sagde han tørt.

- Det er Nicklas her.

- Det er Alex. Du, der er intet der indikerer at Bodil har været ude for en forbrydelse. Hun er her bare ikke. Det er pænt ryddet op i hendes hjem. Alt er som det bør være her. Hun er her bare ikke.

- Ok. Vi må bare efterlyse hende. Vi kan ikke gøre så meget mere nu. Jeg giver Henrik besked. Kør du bare hjem. Vi ses på mandag.


Det blev hurtig aften, og skyggerne lagde sig tungt ind over øen. Bodil blev officielt eftersøgt. Sagen var ude af Nicklas og Alex hænder og andre grupper tog over. Alle patruljevogne havde et billede af hende. Hun blev nævnt i fjernsynet og nyhedsoplæseren, Sheila, bad alle kigge efter Bodil.

I en kælder, under en kælder, var der serveret. Rotterne gik til den.

Deres madmor havde åbnet låget og rejst sig fra sin seng. Hun strakte sin lille tynde krop og kørte håret gennem sit lange hvide hår. Hvor hun natten før havde mindet om en enlig ældre dame, lignede hun til forveksling en dame, der lige havde skåret tyve år af alderen. Hun følte sig godt tilpas, og hun var mæt. Hun havde ikke spist noget. Det gjorde hun aldrig. Hun drak, og det fyldte hver en fiber i kroppen. Hendes venner til gengæld. De åd og de åd. De gnaskede og væltede sig i kødet, og i løbet af natten ville der kun være de reneste hvide knogler tilbage.

I løbet af et par dage ville Bodil bare være en lille størrelse, der kom hen på hylderne til alle de andre længere inde i kælderen. Der var større end man umiddelbare skulle forestille sig.


Graderne havde taget endnu et dyk og det var virkelig koldt. Flere steder på gader og stræder var der glat og eventuelle chauffører skulle være ekstra varsomme med deres kørsel.

Lizette havde fået en tur til Klemensker på en fridag. Det passede hende fint. Det gav lidt ekstra i kassen. Det var ikke altid hendes kæreste, Daniel, synes det var fedt hvis han havde andre idéer, om måske lidt lørdagsintimitet.

Lizette havde bare ét problem. Hendes blære var ved at sprænge. Hun bandede af sig selv. Hvorfor i hede hule helvede havde dog ikke lige tisset hjemmefra?

Hun var tvunget til at holde ind til siden og smide varevognen fra sig. Det var ved et grønt område og der var nogle buske. Lizette var ikke så blufærdig af sig.

Hun himlede med øjnene som hun sad der på hug. Det tog kun et øjeblik. Hun var helt sikker på at hun var alene. Der var stille, og man kunne snildt have hørt den berømte knappenål falde til jorden. Den eneste lyd der fangede hendes ører overhovedet, var en let rislen, der kunne minde om lyden af vandet der bliver hældt fra kartoflerne. Lizette havde naturligvis et par stykker køkkenrulle i hånden. Den lå altid i vognen. Man vidste aldrig hvornår man skulle bruge lidt køkkenrulle.

I sin jakkelomme havde hun en lille flaske med håndsprit. Man vidste aldrig hvornår man fik brug for lidt håndsprit.

Lizette rejste sig og iklædte sig sine benklæder, og gik et hurtigt skridt tilbage, med hjertet op i halsen og med vejrtækningen på standby.

Lige foran hende stod der en lille tynd dame med langt hvidt hår. Hun stirrede på Lizette, og chaufføren blev både forskrækket og flov.

- Ja undskyld, jeg kunne ikke holde mig, sagde hun.

Den lille dame smilede. Lizette gik hurtigt forbi hende og hoppede ind i sin vogn, med en let rødlig farve i ansigtet. Så skjulte der sig alligevel en anelse blufærdighed.

Senere samme var en voldsomt fortvivlet Tage ude at snuse til den kølige aftenduft. Han savnede sin slyngveninde, Bodil. Hun kunne noget i et køkken og havde sjældne evner til at skabe en sovs der bare sagde spar to til det hele. Ja bevares, der var da også altid lidt grønt på tallerken, men man kunne jo levne når man var mæt. Det kunne også blive for sundt igen.

Det var Tages tanker, og ind imellem tænkte han højt som han gik der. Så bemærkede han ikke om der gik nogen bag ham. Han hørte heller ikke efter.

Tage var en enlig mand, med tryk på enlig. Han havde såmænd haft en familie en gang, men jo ældre han blev, blev besøgende desværre færre og færre. Den gang boede han i Brønshøj ikke langt fra København. Så da dagen kom hvor han indså at han måtte tage til takke med sit eget selskab, rykkede han til Bornholm. Her havde han ligget som soldat. Det var ganske vist mange, ja rigtig mange år siden.

Det var dengang han mødte Karen. Tages helt store og eneste kærlighed.

Han stoppede sin gang og så op på stjernerne. Han kunne næsten se hende smile til sig, i alle de år de fik sammen. Fra hun bare var sytten år til de blev gift og fik børnene. Til de blev ældre og gamle sammen. Hun smilede stadig til ham.

- Sikke en smuk aftenhimmel, sagde en lille tynd dame foran Tage.

Tage hørte ikke efter. Han var optaget af Karens smil, og så gik den lille tynde dame frem og bed. Hun drak og fyldte hver en tørstig sene og fiber i sin lille krop.

Senere sammen aften blev Tage hængt op på en kødkrog. Så lagde den lille tynde dame sig hen i sin kiste og lukkede den. Det var blevet tid til en rolig søvn nede i en kælder under en kælder på Sankt Clemens Kirke.


Det var en sen eftermiddag og der var ikke mange mennesker på gaden.

Var der nogen der vidste hvad der rørte sig i Klemensker, og om deres befolkning på sådan rundt regnet 600 beboere, så var det den syvogfirsårige Benjamin Kalle. Han var født og opvokset her i byen.

Han nød ugens gode sludder med sin gode nabo gennem mange år. Den forfrosne Carl Winkel, der havde svært ved at stå stille i kulden. Han var ikke lige så frisk som Benjamin til at feje sit fortov foran huset. Han stod mest med kosten i hånden og lyttede mens hans underkæbe skælvede i det kølige frostvejr.

- Næ du, hende der Bodil med hunden, hun har da fundet en filejs ovre på den anden side. Sådan skide københavner. Og så vil hun ikke en gang have hunden med. Det er sgu ikke i orden. Hun skulle lige stå her, så sgu jeg satme. Nå skide med hende. Nu leder de også efter ham Tage. Han var nu god nok. Ham kunne jeg meget godt lide.

Carl nikkede og holdt sig for munden for ikke at tabe sin undermund.

- Måske er der tilstødt dem noget. Bare det ikke er alvorligt. Der sker så meget herovre. Bare se i sommer, ikke?

Benjamin stod og slog ligegyldigt og rystede på skuldrene.

- Nej, der er sgu ikke sket dem noget. Ikke her Klemensker. Den fredeligste by på øen. Havde det været inde i Rønne, så kunne man forvente hvad som helst. Hvem i alverden skulle gøre dem noget. Det var da såmænd et sødt par de to. Hun tog sig endda vist af ham, og det var da høfligt af hende.

Det var blevet tidlig aften inden de ældre herrer havde fået fejet deres egne fortov. Carl knoklede og bandede af ryggen. Den smertede. Han kunne næsten ikke mere. Det var anderledes fat med Benjamin. Han var frisk som en havørn og gik til den. Da han var færdig gik han og hjalp Carl.

Roligt og et i stille tempo og med et lille genert smil gik en lille tynd dame forbi dem. Carl kendte hende og synes hun så gusten ud.

Benjamin havde set hende før. Han lagde en hånd på naboens skulder.

- Bare rolig gamle ven. Hun er venligheden selv. Sådan lidt, en stille type.