HØSTEN

Det var ikke fordi Freddy besad en lidelse af søvnløshed, men der var bare et eller andet uforudseende, der holdt ham vågen. Der var ikke noget skarpt lys var hovedvejen. Det kunne der have været, fordi hans gamle hus lå lige ud til vejen, og et sæt lygter med langt lys kunne snildt lyse hans soveværelse op. Nej det var noget andet. En lille lyd, eller måske endda en duft. Der var noget, der ikke var som det plejede.

Freddy, med det borgerlige navn Frede Larsson, fordi han var svenskfødt, boede alene i et gammelt bindingsværkshus fra før hans egen tid.

Der hørte en smule jord til, så han kunne holde sig kørende med en køkkenhave. Freddy brugte nu aldrig jorden til noget, så den lå hen som en mark med jord og ukrudt her og der. Det havde nu ikke været jordens største opgave at få fjernet ukrudtet. Freddy havde endda en gammel traktor. Så det var vel bare at starte maskinen.

Men Freddy levede tilbagetrukket. Han havde taget sit læs, sagde han altid. Der havde sågar været nogen at spørge om de måtte købe hans jord, men der var han godt nok stejl. Ikke på vilkår. Den lå hvor den lå, til glæde for ham, og så var der ro i området.

Det skulle lige passe at han skulle leve med, at en eller anden bonde skulle fræse rundt på hans mark og larme. Det blev et nej tak herfra, som han udtrykte det.

Ud over marken, havde Freddy også et gammelt fugtigt drivhus.

Det var fugtigt fordi Freddy havde en varmepumpe, der stod og brølede varme ind.

Herinde kunne han lide at nørkle med små potteplanter, der skulle stå derinde til glæde for ham.

Varmepumpen gjorde det muligt for ham på alle tider af året. Drivhuset var vel omkring hundrede kvadratmeter. Det var stort, men der var også meget uudnyttet plads. Der var faktisk større end det hus han boede i, der ikke var mere end halvtreds. Men der var hvad han skulle bruge, Et lille køkken, et soveværelse og en lille stue.

Der var sparsomt indrettet i det lille hus på hjørnegrunden ved hovedvejen. Freddy var eneboer. Han så stort set aldrig nogen, andre end dem han hilste på inde i byen, hvor han kun kom for at hente forsyninger til hjemmet, eller for at få sig kop kaffe hos Carol-Ann på caféen.

De kendte ham alle sammen inde i byen. Det var ham der boede alene og aldrig så andre. Måske lidt af en original. Det var også almindeligt kendt at han aldrig dyrkede noget på sin mark, og sikkert heller ikke noget i sit drivhus. Der var så delte meninger om, at Freddy ikke ville sælge sin mark. Jorden lå urørt hen. Hvorfor dog ikke bruge den til noget, eller give andre chancen? Det kunne der så diskuteres på kryds og tværs. I den sidste ende var det noget Freddy bestemte.

Freddy havde en gang i fordums tid haft en kone. Det gik da også nogenlunde, men heller ikke bedre. Hun pakkede sammen og tog den første bus ud af staten. Nogen sagde at hun tog til Californien, og andre sagde at hun slet ikke forlod grunden. Der var flere konspirationsteorier inde i byen. Sandheden var at hun havde mødt en anden.

Den var såmænd ikke længere. Men Freddy var nu ikke tynget af sorg. Han havde da elsket hende på et tidspunkt, men nu var hun væk og så var der ikke grund til at bruge flere kræfter på hende.

Han gik stadig rundt i det lille hus med den fornemmelse. Noget var ikke som det plejede, og det irriterede ham. Han sprang i sine træsko og trådte ud ad hoveddøren.

Han gik rundt om huset iført sin ternede skjorte, hans lange underbukser, kasket og sine tunge støjende træsko.

Han slæbte hælen hen ad den brostensbelagt gård, og på den måde fik han slidt træskoene, men der var ikke nogen grund til af skifte dem endnu. De klarede helt sikkert en sæson mere. Det havde han også sagt sidste år, og forrige år.

Uden at vide hvorfor, blev han tiltrukket af det gamle fugtige drivhus. Han åbnede døren og blev stående. Han lyttede i mørket. Han kunne høre varmepumpen. Så tændte han sin lighter og gik ind.

Brentford Town var en lille by som utallige mange andre. Der var ikke synderligt mange indbyggere. Tallet nåede knapt nok over tre hundrede plus og minus.

Ved en gammel mølle, der ikke længere var i brug, stod vandtårnet, med bynavnet malet med hvide bogstaver.

Navnet var blevet slidt gennem de mange år, og var malet over flere gange. Det varede ikke længe før det trængte til en ny omgang med malingen.

Det var en lille by hvor folk passede sit, og hver havde sit eget at tage sig til.

I manges tilfælde en smule landbrug. Byens måske primære mødested, var på caféen, hvor Carol-Ann var indehaver, og byen største sladretjeneste.

Hun var vel ligesom en levende avis kan man sige. Carol-Ann var 57 år og alene. Hun havde adskillelige ægteskaber bag sig. Hun elskede mænd, og hvad dertil hørte.

Den første forelskelse og den forkælelse der fulgte med i begyndelsen. Siden dalede forkælelsen og følelserne røg sig en tur, og så var det tid til at skifte ham ud.

Brentford Town var også en gennemkørselspassage for langturschauffører. Så der var flere, der kiggede ind på forskellige tider af døgnet. Carol-Ann tog imod med åbne arme. Specielt hvis hun var single, som i øjeblikket. Carol-Ann var nu heller ikke nogen kedelig kvinde at se på.

Hun var ganske vist ikke så høj, og der var da også lidt på sidebenene. Til gengæld var hun udstyret med byens største bryster. Og hun var ikke nærig med dem, hed det sig.

Hun havde et pænt mørkt hår med små lette grå striber i siderne.

De brune øjne kunne skinne, hvis det rigtige mandfolk trådte ind ad døren. Carol-Ann havde også et rigtigt kønt smil. Til at forskønne billedet havde hun også smilehuller.

Hun var en gæv pige med snakketøjet i orden. Hun kunne også godt lide at bekymre sig på alles vegne. Hun kunne være god at tale med, hvis det hjemlige miljø bare ikke kørte på klare skinner.

Ude i hendes køkken stod Billy. En stille sort fyr på størrelse med Mount Everest. Han var også en sikkerhedsskanse hvis der var optræk til ballade på caféen.

Carol-Ann behøvede bare at nævne hans navn, så blev der stille blandt de oprørte igen. Der skete nu sjældent noget. Kun hvis der kom en sur chauffør, der endnu ikke kendte til rygtet om Billy.

Det hele tog en uventet drejning for Brentford Town, da Freddy kom ind og bad om en kop kaffe. Det var en lun sommerdag hen på eftermiddagen. Freddy trådte ind og der var stille. Caféen var ikke så velbesøgt den dag.

Det hele var som det plejede at være, og der var ikke noget at undre sig over, endnu.

Ordene kom ud af det blå. Lige så pludselig som regn fra en skyfri himmel.

- Jeg er sikker på at høsten bliver god i år, sagde Freddy lidt højere end nødvendigt.

Der blev stille blandt de syv kunder, der var der i forvejen. Carol-Ann sagde heller ikke noget.

Selv bjerget kiggede frem ude fra køkkenet. Han havde også hørt Freddys ord. Der gik et øjeblik, der føltes og sagtens kunne have varet tre timers tid, og så begyndte folk at grine. Først lidt og så højt. Det blev en dissideret rungende latter. Der var ikke en eneste, der troede på Freddy.

Den gamle tosse såede jo aldrig noget. Folk sad og rystede på hovedet mens de kæmpede med de sidste latterkramper.

Freddy lod sig ikke mærke af den brede latter. Han var helt glad i ansigtet, og smilede mere end man havde set længe. Faktisk havde man ikke set Freddy smile på den måde i flere år. Han plejede bare at passe sig selv, og ikke snakke med ret mange.

- Så jeg glæder mig til høsten, er overstået, sagde han og tømte sin kaffekop.

Carol-Ann nærmede sig stille og roligt med kaffekanden i hånden. Hun skænkede ham en kop mere. Det gjorde hun som regel på husets regning. Så lagde hun en rolig hånd på Freddys. Hun så bekymret på ham i den tanke om at han måske havde fået en blodprop.

Freddy lod sig ikke mærke med noget. Helt roligt tog han endnu en slurk af sin nyskænkede kaffe. Han bemærkede dårligt nok Carol-Anns hånd.

- Er du ok Freddy, spurgte hun stille.

- Jeg har det dejligt tak, men høsten bliver god i år, svarede Freddy.

Enkelte grinede igen, og andre rystede bare på hovedet.

Et par stykker ovre i hjørnet talte lavmælt sammen. En temmelig overvægtig kvinde, og hendes tynde mand hviskede og så på hinanden. Kvinden kørte pegefingeren rundt i cirkler foran tindingen, for at tilkendegive at Freddy jo måtte have mistet sin forstand.

Hvis marken bare lå stille hen, fyldt med ukrudt, så blev høsten altså ikke god. Nu måtte han stoppe. Det var sjovt første gang, men så heller ikke mere.

De kendte alle sammen godt Freddys gamle fugtige drivhus, men der groede jo ikke noget. Der var ikke andet end tonsvis af insekter og edderkoppespind og enkelte markmus, eventuelt en rotte, man kunne aldrig vide.

Freddy sad stift på stolen. Han smilede for sig selv og lod dem grine og hviske. Han lavede sådan en underlig stiv bevægelse med hovedet, og blinkede med øjnene, så det pludselig så ud som om hans iris skiftede farve. Bare lige et virkelig kort øjeblik.

Carol-Ann så det, men var alligevel ikke sikker. Hun så ham dybere i øjnene, og alt var normalt igen. Freddy stirrede hende stift i øjnene.

- Høsten, gentog han.

Han sagde ikke mere. Så drak han sin kaffe, lagde et par mønter for den første kop og vendte sig og forlod caféen. Carol-Ann så langt efter ham.

I Freddys gamle fugtige drivhus var der forventninger og forvandlinger. Det syede og boblede som fra en gryde, der var ved at koge over. Noget klækkede og noget andet viste sig. Så høsten blev ganske rigtig god i år. Eller interessant.

Freddy gik langs caféen med sjældne raske skridt hen mod sin mere end slidte Range Rover.

Den så ud som om den efterhånden havde lige så mange år på bagen som ham selv. Der var jord op og ned langs siderne. Den ene forlygte virkede kun nogle gange. Han så ikke ud til at bemærke det, men to drenge på 11 og 12 år stod og gjorde grin med hans gang.

Den ene hoppede rundt som en abe og drejede sin kasket for at efterligne ham.

Freddy smilede hele vejen hen til sin vogn. Lige indtil han skulle til at åbne døren, så vendte han sig hurtigt om og så den ene dreng i øjnene. Hans smil var væk.

- Vil du med hjem og se min høst, for den bliver god i år.

Der var noget i Freddys øjne, der skræmte drengen. Det var ikke bare et alvorligt blik. Det var mere end det. Det var noget, der fik det til at vende sig i drengens mave. Det kom ud af ingenting, og føltes som en champagneflaske nytårsaften. Det sprøjtede ud af ham. Al hans morgenmad, galle og hvad hans mavesæk ellers indeholdte væltede ud af ham. Han græd og styrtede af sted med den anden dreng i hælene.

Brentford Town vidste ingenting, men Carol-Ann var bekymret. Som den eneste. Hun var også den eneste, der havde kendt Freddy i hele hendes liv.

Han havde boet der længere end hun kunne huske. Fra hun var en lille pige med rottehaler, der cyklede rundt i byen, indtil hun var gammel nok til at overtage caféen.

Helt hen til sent på eftermiddagen kunne hun ikke tænke på andet.

Hendes store hjerte løb af med hende. Da solen stod lidt lavere på himlen, og de fleste kunder havde fået stillet sin sult, fik hun fat i et par af de lokale unge piger, der kunne tage over ved kassen. Den lille runde caféejer tog et sæt nøgler under disken og kørte.

Under normale omstændigheder, ville Freddy tage sig en eftermiddagslur sent hen ad eftermiddagen. Det passede ham bedst der.

Han kunne lide at være længe oppe. Det betød ingenting. Så spiste han som regel en portion grød, mens han så det sidste af solen gå ned. Men det var under normale omstændigheder.

Freddy stod ude i drivhuset. Han nød sin høst og så den vokse. Han smilede og tog det hele til sig.

Han indåndede det og smagte på det. Det nyudklækkede smilede tilbage. En familiefar til en lille gruppe markmus, der havde listet sig ind under kanten i sin søgen efter noget spiseligt, blev opdaget. Det blev en kort kamp på liv og død, og en ville tabe så den anden kunne leve.

Musen havde ikke det store angreb at komme med. En slangelignende arm greb ud efter den, og på mindre end et musesekund blev familiefaderen knust.

Freddy så det ske og åndende lettet op. På sin vej ud af det gamle fugtige drivhus, fik han øje på endnu en uventet gæst. En edderkop spandt på livet løs i det ind hjørne. Freddy smilede igen. Hans iris ændrede farve og med en lynhurtig bevægelse, der ikke var menneskelig mulig, langede han ud efter edderkoppen. Han fangede den med tungen. Tungens slim opløste edderkoppen længe inden den var røget igennem svælget på den gamle mand.

Der var ikke så langt ud til Freddys lille landsted fra byen af. Carol-Ann kørte stille ind på grunden, parkerede og slukkede motoren.

Der var stille da hun steg ud. Næsten så stille, at man ville kunne høre de vilde blomster gro i grøftekanten, hvis man lyttede.

Hun kaldte på ham. Først en gang, så to gange. Der var stadig stille. Hun kunne ikke lide det, for han ville altid komme ud og tage imod, og altid med et smil. Sådan var Freddy. Sådan havde han været så længe hun kunne huske. Som ung pige med lidt længere hår kunne hun godt finde på at cykle ud til Freddy, bare for at se om han manglede noget.

Gruset knasede under hendes sandaler. Hun trådte et par skridt tættere på huset.

Der var ikke meget lys fra den lille stue. Hun frygtede at han var faldet om og skyndte sig om på den anden side hvor hoveddøren var.

Hun plejede bare at banke et par gange, hvis han ikke allerede havde været ude og byde velkommen. Carol-Ann åbnede døren og trådte ind.

- Freddy, er du hjemme? Det er mig, Carol-Ann. Er du hjemme min ven? Er du ok?

Hun fik ikke noget svar. Husets lokaliteter var hurtig gennemsøgt, og Freddy var ikke til at få øje på. Hun lagde godt nok mærke til at køkkenet trængte til en ordentlig overhaling.

Der stank så det skar i næsen af gammel mad. Ligesom med hans lille badeværelse. Der var knastørt på væggene. Det var ganske givet noget siden at Freddy havde været i bad. Carol-Ann gik mod hoveddøren og trådte ud af huset igen. Hun kaldte hans navn flere gange, uden held.

Det der var i det gamle fugtige drivhus, havde godt lagt mærke til at der stod et menneske udenfor.

Flere slangelignende arme fyldt med slim, der drev ned ad dem, kom til syne. For enden af armene var der en lille åbning fyldt med små sylespidse tænder. Sulten var ikke til at tage fejl af.

Carol-Ann kunne ikke undgå at se drivhuset. Lige så snart man trådte ud af det lille beboelseshus lå drivhuset lige foran en, med små tyve meter imellem dem.

Hun tænkte at han kunne være derovre. Han havde jo vrøvlet om den dumme høst selv om hun tvivlede.

Freddy havde jo aldrig været kendt for at så noget som helst, og få det til at gro. Hans mark havde jo ligget uden noget på i en menneskealder.

Da Carol-Ann åbnede drivhusdøren, og gik bare et lille skridt ind, fik hun øjne så store som eventyrlignende tekopper.  Da så hun noget, hun ikke troede eksisterede.

Det greb ud efter hende mens døren gik op bag hende. Hun nåede at se Freddy stå nøgen der i døren.

Flere slangearme tog hende om livet og Carol-Ann skreg i rædsel og smerte da armene bed sig fast.

Freddy slikkede sig om munden og ville være med til festen. Inden længe skreg hun ikke så meget, men slimen bredte sig ud over resten af den fagre krop.

Byens største bryster blev skilt ad i flere dele, mens flere klækkede i baggrunden.

Inde i byen lukkede de lokale piger caféen den aften. Billy gik hjem til sig selv, uden at undre sig over hvor Carol-Ann blev af. Det var ikke første gang hun ikke kom tilbage efter mørkets frembrud.

Hun kunne have mødt en langturschauffør, der havde budt hende på livets lyksaligheder, i mere end én forstand.

I et hjem med to små drenge på 11 og 12 år, var de til gengæld fortvivlet.

Den ene dreng blev ved med at kaste op. Den anden dreng ville ikke fortælle at de havde drillet Freddy.

Det ville ikke blive modtaget med kyshånd. Freddy var byens original. Man kunne grine lidt af ham, men det var ikke pænt at drille.

Mens det var nat i Brentford Town, var der noget, der sneg sig tættere på. Det var blevet fodret efter at det var kravlet ud ad ægget, og det var ikke det eneste.

Flere æg var klækket i det skønne varme drivhus hvor de kunne være i fred. Efter at have overtaget værtens forstand og krop via telepati, var det hele så nemt.

Værten passede på dem. Han havde sågar sørget for mad. Fordi han fik besked på det.

De havde også fået ham til at spise med.

Igennem skoven og hen over diverse sletter, indtil de kunne se vandtårnet.

Flere kom til, i tråd med at flere og flere æg klækkede. Man kunne have fulgt sporet blot ved at se hvor der var slimet, og hvor de havde efterladt et spor af rådne, døde planter.

Solen steg op over Brentford Town. Kirken ringede mens Billy satte sine enorme fødder ud på gulvet. Egentlig var han for træt til at tage sig af det, men det føltes lidt som om gulvet var fugtigt, eller måske endda slimet.

Robert var en ung fyr, der levede på gaden. Livet havde haft en ulykkelig begyndelse. Det havde kostet ham dyrt at vokse midt i New Yorks slumkvarter. Utallige gange var Robert blevet anholdt, kun fordi han var sort.

Til sidst magtede han ikke bylivet mere. Han stjal en rygsæk og forlod det liv.

Til at starte med havde det været hårdt. Der kunne gå dage hvor han ikke spiste noget. Men han kunne også være heldig at blive samlet op af en venlig langturschauffør, der tilmed bød ham lidt at spise.

Robert kom gående og nærmede sig ukrudtsmarken. Der var i hvert fald ikke noget. Da han kom tættere på fik han øje på det gamle fugtige drivhus. Der var der helt sikkert noget. Det var der altid i de drivhuse. Et eller andet frugt eller grønt men kunne proppe i rygsækken inder der var nogen der så noget. Dagen var redet.

Den pensionerede major Barnes var byens rigeste. Han havde længe gået med planer om at udvide sit landbrug, og til det manglede han mere plads til sine afgrøder. Det var jo kendt for enhver, at Freddys mark lå øde hen, og aldrig blev brugt. Så major Barnes havde startet sin bil for at skænke Freddy en visit. Et lille lynmøde. Og en passende pose penge, der nok skulle kunne gøre en forskel.

Penge manglede alle, så hvorfor ikke også den aldrende gårdejer med den øde mark og hans drivhus.

Hans store sorte Lincoln stoppede og parkerede bag ved Carol-Anns lille bil.

Barnes steg ud og sit dollargrin med et skævt smil. En dør gik op og en umådelig frisk Freddy kom til syne. Han vinkede Barnes nærmere og viste ham rundt.

Den dag, og den efterfølgende aften og nat, var Brentford Town skrigendes by.

Den kunne have været kendt for så meget andet, men det blev byen der døde.

En spøgelsesby som ingen rigtig havde lyst til at besøge. Nogle forfattere skrev om den. Men det blev ved det.

Der opstod et hav af konspirationsteorier, men der var ikke nogen der kendte sandheden.

Sandheden lå under Freddys mark.

Tyve meter under jorden. Der havde deres skib ligget efter at det måtte nødlande for mange, mange år siden. Væsnerne havde hvilet sig, indtil de var sikre på at de kunne få fat i en vært, der kunne varte dem op. Skænke dem noget frisk kød, hvis de kunne stjæle hans forstand.

Hvis de kunne det, ville resten være en formalitet. Så ville de endda byde ham til bords.

Jo flere de kunne dræbe og fortære, jo flere æg kunne der plantes. Menneskerne havde ikke en chance.

Slimet brændte under deres fødder. Det ætsede deres tynde sårbare hud af dem.

Rester af Carol-Ann blev slikket rene til de hvide knogler. Den unge Robert var et minde fra en fjern tid midt i New Yorks slum.

Han blev heller aldrig fundet. Major Barnes sloges med fastbidende slangearme i et gammelt fugtigt drivhus.

Det sidste han så, var endnu en arm med sylespidse små tænder, der nærmede sig hans ansigt, og så skreg han det sidste hans lunger magtede.

Udenfor stod Freddy og ventede. Måske blev der også en snack til overs til ham.

Selv Mount Everest lå stille på gulvet mens to større ædende væsner tog for sig af kødet. Det var det samme billede over hele byen. Ædegilde, og endnu flere æg.

Freddy trådte hen foran billedet ud mod verden.

Han skulede ondt og smilede skævt. Han var meget mere end tilfreds. Hans iris skiftede farve, og et sæt slangeøjne så ud på alle jer læsere.

- Min høst slog ikke fejl. Hvad med jeres?