HOLD NU KÆFT


HOLD NU KÆFT

Yannick sad opgivende på sit kontor og lignede en forpustet angriber, der havde løbet forgæves efter bolden. Han havde heller ikke scoret noget mål. Det var vitterlig en forgæves dag. Solen gjorde ellers hvad den kunne ved at sende lyse varme stråler ind gennem vinduet på hans store kontor. Det var bare ikke nok den dag.

Yannick sad tilbage i stolen og havde løsnet slipset og åbnet den øverste knap i skjorten. Han sukkede så dybt så det lød som et mindre blæsevejr, der på øverste sal i den store kontorbygning, hvor Yannick havde købt sig ind i de to øverste etager.

Hans investeringer havde fejlet. Aktierne var dalet drastisk, og nu var de kriminelt lave.

Formuen havde fået uventet vinger, og havde forladt ham som løse blade i et stormvejr.

Han kunne næsten ikke holde tanken ud. Alt hvad han havde kæmpet for de sidste tre år, og nu sad han der. Kirkerotten havde formentlig mere at gøre godt med.

Det var tidligt på dagen, og Yannick var kørt tidligt af sted hjemmefra. Marianne og drengene sov endnu. Byen var dårligt nok vågnet endnu. Der havde ikke været meget trafik at skulle slås med. Hans Mercedes kunne køre lige gennem gaderne, mens fuglene stadig fløjtede deres morgensange over alle hustagene. Morgenmågerne skreg ud over vandet. Baggårdskattene var til gengæld på vej hjem for at fodre deres eventuelle killinger. Ude østpå fra fjerne lande i verden og op af havet dukkede solen op og kastede en lun sommervarme ind over Yannicks by. Men alt det betød ikke noget nu. For det var væk nu. Alle de drømme han havde da det pludselig begyndte at gå fremad. Da det gik stærkt fordi han troede på dem, der rådede ham. Nu sad han tilbage med gæld han slet ikke kunne overskue.

Millioner skulle og ville forlade ham. Han var færdig som en skamskudt hjortekalv, der forgæves forsøgte at flygte fra jægeren.

Han lagde sit ansigt i hænderne og rystede på hovedet. Han trak vejret uroligt og magtede ikke selv de mindste gøremål. Han magtede ikke at skulle fortælle Marianne og drengene at de var tvunget til at skulle sælge huset, sommerhytten oppe ved Skagen og begge biler. For helvede det var tungt lige nu. Han vidste at hans sekretær, Karen også mødte tidligt. Hun var endnu ikke dukket op. Men det ville hun, standhaftig som hun altid havde været. Tro mod sit arbejde og en dygtigt uddannet og erfaren sekretær.

Han ville været tvunget til at skulle fyre hende, og resten af personalet, der havde siddet på kontoret og jongleret med hans millioner, og fået dem til at florere og bare vokse. Men de tider var slut nu. Yannick skulle af med alt. Selv hans 15 000 kroners dyre jakkesæt og det dyre Rolex ur som Marianne havde valgt.

Han havde nægtet at det nogensinde ville ske, men nu sad han der, med en uventet og ikke særligt velkommen klump i halsen. Hænderne rystede som om det var koldt, men samtidig løb sveden ned ad rygsøjlen på ham. Hans øjne blev langsomt blanke. Lige så blanke som den krystalvase han havde fået tildelt året før, som Årets Investor. Flere fra branchen havde set op til ham. Nikkede til ham og givet ham anerkendelse. Yannick havde nydt det, det måtte han indrømme. Han havde ikke set det komme, men han så heller ikke fallittens rand oversvømme ham og firmaet. Da flere af de andre danske investorer trak sig, da de så de russiske pengestærke oliemilliardærer komme med på markedet. Yannick havde været uforsigtig, og havde stolet blindt på de veltalende og velsmurte russere, der kom til København i deres private jetfly.

Nu var det hele deres. De ejede det hele. Han kunne vel dårligt forlade kontoret med sin bærbare computer under armen. Til at starte med, var den det eneste han havde, da han sad i køkkenet i lejligheden hjemme i Vanløse.

Hvad med hans kalender, der altid havde haft den samme faste plads på hans skrivebord? Eller hans mont blanc kuglepen, som drengene havde givet ham i julegave. De var så stolte da begge to havde givet ham gaven. Specielt lille Emil, der var som snydt af sin fars næse. En køn lille knægt på 5, med det smukkeste røde hår, der ofte strittede til alle sider. Han havde set når hans far stod om morgen og kom gele i håret. Så ville han gøre det samme. Den to år ældre Magnus lignede mere efter moderen. Også med hensyn til temperament. På den gode måde. Han var velafbalanceret og altid rolig. Hans hår var også lyst som Mariannes.

På skrivebordet stod der et billede af familien. Det var taget forrige sommer oppe ved sommerhytten. En dejlig dag hvor alle var lykkelige, men det var der ikke nogen grund til mere. Der var ikke nogen grund til at smile mere. Det var også slut. Det havde de heller ikke råd til mere.

Yannick blev vækket fra sine triste tanker da telefonen ringede. Han så på nummeret og det var fra udlandet. Han genkendte det. Det var fra Moskva. Hvor Danmarks numre altid var +45 var det +7 fra Rusland. Yannick kunne næsten ikke. Mobilen føltes tonstung. Bare det at skulle trykke på det grønne rør var næsten umuligt. Den ringede igen, og igen. Yannick støttede sit hoved med en hånd i panden.

Ham der ringede var Boris Yrin. Han var milliardær flere gange, blandt andet på olie, men også på mindre europæiske investeringsvirksomheder, som Yannicks. Det var her de andre danske investorer havde flygtet ud af døren. Men Yannick tog chancen, for at tjene flere lette penge. Han ville kunne tjene så mange, at han kunne tørre røv med dem. Eller skænke Marianne endnu en dyr minkpels, hvis det kunne lade sig gøre.

Hvis der overhovedet var flere mink tilbage i Danmark.

Nu ringede Boris formentlig for at gøre Yannick opmærksom på, at han skyldte ham mere end halvtreds millioner. Yannick ville aldrig have skyggen af chancen for at kunne rejse så mange penge på én gang. Hvis han så havde haft nogle år til det, men det havde han ikke. Boris Yrin og nogle andre russere havde udtrykkeligt givet besked på at pengene skulle falde, prompte.

Yannick havde lovet at det var en formalitet, hvis det ellers havde lykkedes at sælge olie til nogle fattige lande i den tredje verden. Det var så overraskende nok ikke lykkedes.

Halvtreds millioner. Om han så solgte huset, sommerhytten, bilen, uret og den fucking kuglepen, ja om han så smed Marianne og ungerne oven i de penge han kunne rejse, så ville han aldrig nogensinde kunne rejse så mange. Aldrig nogensinde. Lyset ville blive slukket i hans ellers lyse sind, og alt ville bare blive mørkere. Dunkelt som i en fugtig kælder, hvor et sjældent sultent uhyre sikkert bare ville stå i hjørnet og vente på at sætte tænderne i kødet på ham.

Yannick var som udgangspunkt et roligt menneske, men det havde han ikke altid været. Han havde bare aldrig fortalt Marianne sandheden om sin barndom. Da hans forældre forlod ham, og sendte ham på børnehjem. Om de misbrug der fandt sted der. De misbrug som ingen ville tro på. Der hvor han fik oparbejdet en aggressivitet, der kunne eksplodere når som helst. Når han blev presset op af væggen, gik han pludselig løs på en af drengene som barn i skolen med knytnæverne forrest. Så var han ikke bange, for han så ikke hvad der skete. Det hele blev bare sort. Det var først bagefter, når nogen lå på jorden og græd højt, som kom Yannick til sig selv, og der så han hvad han havde gjort.

Han ønskede det ikke altid sådan. Det skete bare. De støjede foran ham, og Yannick kunne ikke tage det. Han havde altid hadede støj. Da han var ung kunne han finde på at slå nogen ned, hvis de bare stod på et gadehjørne og morede sig og grinede højt.

Alle de ansatte i firmaet vidste godt at de skulle være stille på gangene. Ikke noget med at stå og grine højt. Det kunne man gøre derhjemme.

Igen støjede hans mobiltelefon. Boris Yrin gav ikke op. Han havde desværre også halvtreds fucking lovlige millioner kroner til gode.

- HOLD NU KÆFT, råbte Yannick og smed telefonen fra sig hen ad gulvet.

Han rejste sig fra stolen. Det blev mørkere, men ikke udenfor. Mørkere og mørkere. Han kneb øjnene sammen mens en dundrende hovedpine meldte sin ankomst. Han måtte støtte sig til en reol fyldt med bøger om økonomi. Han svingede med armene som om han slog ud efter nogen. Det stoppede ikke før en stemme bag ham afbrød det usynlige slagsmål.

- God morgen Yannick. Er der noget galt? Kan jeg gøre noget for dig?

Karen stod med store forbavset øjne og så sin chef slås mod et sjældent uhyre, der kun eksisterede i hans fantasi, i en dunkel og fugtig kælder.

Yannick vendte sig langsomt om mod Karen. Det var som om hans øjne var sorte.

- HOLD NU KÆFT SAGDE JEG! FATTER DU DET IKKE, skreg han.

Han gik frem mod Karen, der gik et par skridt tilbage.

 

Marianne havde et hus af en anden verden. Emil og Magnus skændtes om at være den første til at plage deres far om en tur i Tivoli når han kom hjem. Vejret var til det. Sommeren ville vare længe, havde de sagt i fjernsynet. Den var først lige startet og graderne havde allerede fået godt fat Danmark. Himlen var blå. Solen skinnede i vandet på strandene og sandet var lunt på de bare tæer. Der var kun en let brise til at køle de forbrændte røde rygge og fremskudte brystkasser på strandløverne.

- Nu må I simpelthen holde op. Jeg magter ikke den opførsel lige nu, og jeg skal i øvrigt ind til byen og mødes med Lotte på en café. Det ved I godt, der gør mor altid om onsdagen. Ikke drenge?

- Jamen derfor kan far jo godt tage os med i Tivoli, sagde Magnus.

- Nej for far kan ikke tåle at de støjer sådan derinde. Kan du ikke huske at han har sagt det? Han bliver dårlig derinde. Det er bedst hvis det er mig det gør det. Men altså ikke i dag, vel drenge?

Emil ville hoppe op på køkkenbordet men i samme bevægelse væltede han Mariannes taske på gulvet. Skæbnen ville at tasken stod åben, og indholdet endte rundt om tasken på gulvet. Heriblandt hendes nøgler til huset og sin nyindkøbte lille Porsche og så hendes pung med alle kreditkortene og et par tusinde kroner. Hendes kalender et par meget små lyseblå trusser og en hotelnøgle. Marianne var helt rød i hovedet da hun skyndte sig at samle indholdet sammen.

- Nu må du altså se dig for dit lille fjols. Øh altså jeg skal jo til møde med Lotte ved i nok. Det kan I godt huske at jeg har fortalt Jer. Det er jeg hver onsdag.

- Skulle du ikke på café, mor?

Magnus stod stille med sine små forvirrede blå øjne og så op på sin mor.

- Jo men det er et møde lille skat. Det er vigtigt møde, ikke?

Magnus forstod det ikke. Han var bare skuffet. Det bedste ville være hvis mor også skulle med i Tivoli. Det bedste i verden i hele verden.

Der var ikke nogen af dem der hørte hoveddøren blive lukket ude i entreen. Der var heller ikke nogen af dem, der så Yannick liste ind på sit hjemmekontor, og låse et skab op. Hans øjne var rødsprængte og han tænkte stadig ikke klart. Det hele var som om han ikke anede hvad han gjorde. Lyset var slukket for det indre sind.

- Kom nu mor. Vi vil så gerne at Du også tager med. Du må ikke tage ind til Lotte. Vi vil i Tivoli, og det skal være os alle sammen. Også Dig mor, kom nu, plagede Emil.

Han havde rejst sig og stod oppe på køkkenbordet og dansede.

 

Længere inde i byen, midt inde på Politigården, blev Kommissær Allan Kristiansen ringet op på sit kontor. Han sad ellers og nød morgenkaffen og en croissant. Han elskede de fredfyldte morgener hvor han kunne starte i sit eget tempo.

- Det er Kristiansen, sagde han med sin sædvanlige lune sprøde stemme.

Ikke særligt længe efter sad han på bagsædet af en patruljevogn, på vej til en adresse ved en større kontorbygning. Han var i alvorlig i ansigtet efter den opringning. Nogen kolleger havde fundet chefens sekretær død på chefens kontor. Chefen var der ikke selv, og han skulle vel også underrettes. Kristiansen havde bedt sine egne kolleger om at finde ud af hvem denne chef var, og så køre hjem og underrette ham. De ville sikkert også gerne snakke lidt med ham. Kendte han noget til det? Vidste han om den myrdede sekretær havde noget udstående med nogen? Bare få fat i den chef.

 

- Vil I godt lade være med at råbe sådan herhjemme, sagde Yannick forholdsvis lavt.

Marianne var presset af ungerne, der ville have at hun skulle droppe sit såkaldte møde. Hun kunne ikke holde dem tilbage, og Emil hævede stemmen.

Yannick løftede det han havde taget i det ellers aflåste skab. Han gentog sig selv.

- Vil I godt lade være med at råbe sådan herhjemme.

De hørte ham ikke nogen af dem. Magnus hævede også stemmen Han tog fat i sin mors taske, og Marianne rev den hårdt til sig, hvilket medvirkede til at hotelnøglen røg ud af tasken igen. Yannick stod og stirrede ned på nøglen, og først da gik det op for dem at han stod der. Drengene hævede deres stemmer endnu et nyk.

- Far, far vi vil i Tivoli, alle sammen. Men mor siger hun skal til møde med Lotte.

Der åbnede døren ind til den mørke dunkle kælder med det store frådende uhyre.

- HOLD NU KÆFT FOR HELVEDE, skreg Yannick.

 

Kristiansen stod og stirrede på liget af Karen. Teknisk afdeling var også dukket op, så hele kontoret skulle finkæmmes for de spor.

Der var ret tydelige røde streger på hendes hals. Hendes tunge lå helt skævt inde i munden på hende. Øjnene var vidt åbne og kolde.

I baggrunden stod der en lille flok fra kontoret nedenunder i en samlet flok. Nogen græd og nogen andre var for chokeret til at kigge med. Men alle havde fået strikse befalinger om at ingen måtte forlade arbejdspladsen.

Kristiansen rystede på hovedet. Og så på en mandag formiddag, midt i morgenkaffen.

Hans mobiltelefon summede i lommen. Kristiansen var ikke nogen ørn til det der mobiltelefoneri, men han kunne dog finde ud af at tage røret på sådan noget skidt.

- Det er Kristiansen. Det er eddermame løgn. Det siger du ikke. Alle tre? Jeg er på vej.

Ikke længe efter kørte der to patruljevognen af sted, mod en adresse oppe ved Nordsjælland, og selv samme sted som chefen arbejdede fra. Flere tanker fór rundt op og ned og til siden i hovedet bag det grå hår, der næsten var hvidt.

Kan det ene have at gøre med det andet? Det var næsten for tilfældigt. Det kunne ikke passe at der ikke var en sammenhæng. Det troede han ikke på. Men hvilken.

Der var ualmindeligt meget blod på køkkengulvet. Man behøvede heller ikke at tage en ultraviolet lygte med ind i huset og så kigge efter blodspor. Der var masser af det.

Nu sukkede Kristiansen endnu dybere. To børn og deres mor. Skudt ned på klods hold. De havde ikke haft en chance nogen af dem. Måske var det et hjemmerøveri, der gik galt, og så på den måde. Kristiansen rystede på hovedet.

- Det kan ikke passe. Hvorfor gå direkte ind og låse sit våbenskab op, og først da gå ud for at skyde dem. De må være blevet skudt af en de kender. Og MIN mistanke falder stadig på manden. Ham skal vi finde, og det skal være NU! Kom nu, find ham. I ved jeg ikke kan tåle at vente for længe. Jeg bliver svagelig.

 

Yannick var slet ikke sine handlinger bevidste. Selvfølgelig havde han ikke rørt børnene og gjort dem noget. De var som guld for ham. Det var som at være ung igen.

Han havde smidt sin jakke og slips hjemme på kontoret. Det var det eneste sted i huset hvor det var kun var ham der reagerede. Ingen, som i slet ingen kom ind på hans kontor uden at havde fået lov.

Den blanke sorte Mercedes trillede langsomt rundt i byen. Yannick var kaffetørstig og lidt sulten. Så det passede godt, at han havde passeret en café på Østerbrogade.

Han var lige så langsomt begyndt at komme til sig selv, og han var ked af det. Så kørte tankerne rundt i ring igen. Han fik sat bilen og fandt en plads indenfor. Han ville hellere skjule sig lidt i skyggerne.

Han sad helt stille for sig selv da det gik det op for ham hvad han havde gjort. Pludselig stod det helt klart. Alle billederne poppede op foran ham. Først hans sekretær, Karen. Han havde kvalt hende, kun fordi hun kom på det forkerte tidspunkt. Den lille Emil der stod og dansede på spisebordet. Han larmede. Den lille Magnus, der holdt fast i sin mors stramme kjole. De plagede hende, og de larmede. Så var der Marianne, der tabte en hotelnøgle. Da gik deres puslespil i stykker. Det knustes fra det ene øjeblik til det andet. Det var en isklump der røg på gulvet. Alle stykkerne fløj til alle sider.

Han kunne se det på hendes øjne. Hun skulle ikke være sammen med Lotte. Hun løj, og hvor længe havde hun så gjort det? Det var da af Yannick reagerede så kraftigt. Han løftede sit dobbeltløbet jagtgevær og blæste Marianne gennem køkkenet.

Hun fløj helt hen til glasdøren og smadrede døren og landet på gulvet. Stendød. Det var helt for sort for Yannick. Han så slet ikke Magnus der forsøgte at løbe, for han skød ham lige efter Marianne. Med en ammunition af hagl af stål og et kraftfuldt smæld, der næsten måtte have vækket af de mindste snorketryner. Lille Emil stod stadig på køkkenbordet. Han skreg i vilden sky. Han havde selvfølgelig aldrig set den slags før. Heller ikke i fjernsynet. Han vidste ikke hvordan han skulle gøre. Hans choktilstand bød ham kun at skrige. Men det var for meget for Yannick. Han skyndte sig at lade sit gevær igen. Emil nåede dårligt at mærke smerten. Han blev ramt i hovedet, og det kraftige skud rev næsten hovedet af drengen. Derefter skyndte Yannick sig ud af huset. Han lagde geværet på bagsædet og dækkene hvinede af bremsespor da han kørte. Han forlod Nordsjælland og de store villaer.

Nu sad han på caféen og tænkte og så det hele ske igen.

- Hvad er jeg dog for et menneske? Det er jo skrækkeligt. Hvordan kunne jeg?

Yannick var langt væk i sine rædselsfulde tanker, at han ikke bemærkede den kraftige servitrice der pludselig stod ved siden af ham.

Agnete havde også haft en elendig morgen. John havde skabt sig som en umoden lille knægt, bare fordi der ikke var flere rene strømper. Hun gad det snart ikke mere. Det var ligesom en ekstra søn hun havde ladet flytte ind. John havde sine få gode egenskaber. Han kunne være en charmerende fyr, når han ellers gad. Så da hun så den nyeste kunde, der sad der var hun ikke sen til at ville sende ham et par søde smil.

Man vidste jo aldrig, og det skulle da forsøges. Hun knappede en ekstra knap op i den hvide skjorte, så man næsten havde frit udsyn til hendes gevaldige barm.

Kunden var en dissideret flot og indtagende mand. Måske i starten 40’erne. Håret sad som det skulle. Man kunne se på hans hvide skjorte at han var godt bygget. Hans ansigt var glat som sangeren fra et boyband, der vel dårligt havde fået skægstubbe endnu. Hun bemærkede hans blå øjne, og allerede på afstand kunne hun dufte hans gode parfume. På hans højre håndled bemærkede hun et stort dyr ur. Det ville heller ikke gøre noget hvis han var i stand til at forkæle hende lidt i ny og næ.

- Kan jeg hjælpe dig med noget, spurgte Agnete og sendte kunden det bredeste smil.

- Bare kaffe og en smurt morgenbolle af en eller anden slags, svarede Yannick.

Han sad og så ned i bordet mens han krampagtigt klamrede sig til bordkanten.

Benene rystede under ham idet han så en politibil med sirener køre forbi caféen.

Agnete forlod bordet, lidt skuffet, men hun gav ikke op så let. Han var sgu lidt for lækker når man kom tæt på. Og så den parfume. Den rev da næsten trussen af hende.

Yannick vidste ikke om han kunne føle sig sikker her, men mens han sad her ville han bruge tiden på sidde stille og tænke over hvad han skulle gøre.

Steffen og Margit var to narkomaner, der alligevel havde fundet vej til Østerbro. De gik og skubbede til hinanden. De skændtes så der røg finker af fadet. Årsagen var at Margit havde røget det sidste tjald, og nu var der ikke mere. Hun kunne godt have delt med ham. Men Steffen havde sovet tungt, efter et godt mix fra dagen i forvejen nede hos Ole og LuderHelle. De havde siddet der i nogen timer, og pludselig var der en der tog to små poser frem, med hvidt pulver i, og det var ikke flormelis. Der blev sniffet på livet løs. Indtil de alle drønede i gulvet.

Ude foran caféen bankede solen fra skyfri himmel. Asfalten var knastør men der kørte flere og flere bilen forbi. Et par politibiler med støjende sirener kørte også forbi og gjorde opmærksom på sig selv. Omme på den anden side af disken stod Agnete og talte med sin leder. De lyttede til radioen og var dybt rystet. Et tredobbelt drab oppe i Nordsjælland. Et mord og hendes to sønner. Og så var der sørme også blevet myrdet en kvinde i et firma herinde i København, og for ikke det skulle være løgn så ledte de efter den samme mand. Hans navn blev nævnt, men igennem radioen kunne de ikke se hvordan han så ud. Politiet havde godt nok givet et signalement, men sådan kunne flere se ud, tænkte Agnete. Hun hastede over til bordet til den flotte mand med hans kaffe og hans smurte bolle. Hun gav den lige et ekstra skud.

- Sig endelig til hvis jeg kan gøre mere for dig, sagde hun håbefuldt og lænede sig frem.

I baggrunden skete der det, der for alt i verden ikke skulle ske. Ole og Margit begyndte at skændtes højlydt. De var lige gået den oktav højere op. De tændte branden og anede ikke hvordan de skulle slukke den. Men det vidste Yannick.

Det virkede som i slowmotion at den flotte mand nærmede sig Ole bagfra. Han tog fat i Oles hestehale og løftede den krumryggede narkomans hoved. Han tog en af caféens knive og pressede den hårdt gennem højre øre, og trykkede den i bund. Ole faldt ind over bordet. Den pæne rødhårede mand gik et skridt nærmere Margit.

- HOLD NU KÆFT, skreg han.

Margit sagde ikke noget. I baggrunden så Agnete det ske lige for øjnene af hende. Hun skreg i panik, og væltede en bakke nyvasket glas, der stod på disken. Det bragede gennem stilheden. Agnete gik på knæ og skjulte sit ansigt og skreg stadig.

Yannick forlod caféen med hænderne for ørene. Han kunne tage al den støj. Hvorfor vidste de ikke det?

 

Kristiansen stod ved siden af en kollega og fortalte ham de skulle fordele jagten på ægtemanden. De fik et signalement og et navn. De havde travlt. Kristiansen kørte hånden gennem de meget grå lokker. Han havde også ringet til Nordjyllands politikreds. De skulle være vågne hvis ægtemanden dukkede op i deres sommerhus.

Telefonen summede i lommen og Kristiansen blev irriteret, men han var tvunget til at tage den. Det havde bare at være vigtigt. Han flåede den op af lommen.

- Kristiansen. Åh nej for fanden. Nu er han derinde. Vi kommer så hurtigt vi kan.

Han så ud over forsamlingen af betjente. Både dem i uniform og dem i civil.

- Han er på Østerbro. Han har dræbt igen. Det ER ham. Signalementet passer.

 

Yannick havde taget sin bil og var trillet lidt videre. Ned langs søerne. Den sorte Mercedes bippede fra instrumentbrættet fordi han ikke havde taget sin sele på. Yannick var ligeglad. Han levede i en verden af sorte skyer, der dækkede for solen, der alligevel var ved at gå ned, for ham. Selv træerne langs turen var sorte. Søerne var fyldt med sort vand. Alle fuglene der fløj hen over vandet var sorte. De omkringliggende huse var sorte. Alt var bare sort. Sådan så det ud.

Lige foran Yannicks ansigt dukkede et nyt op. En psykolog der Hed Bine Sørensen. Hun fortalte ham for mange år siden, at det kunne poppe op igen, hvis han ikke passede på sig selv. Han skulle arbejde med det, og hun gav ham nogle redskaber han kunne bruge. Hvis ikke de virkede, så skulle han kontakte hende, prompte.

I mange år virkede det. Han fortalte sig selv hver morgen, at han var ok. Det var ikke nødvendigvis ham, der var gal på den. Han skulle bare lære at styre det. Styre det uhyre der boede i den dunkle og fugtige kælder. Det der gjorde ham sindssyg bange for hvad andre tænkte. Det forbandede uhyre, der tændte de aggressive tanker og støjede i hans hoved. Han slog i rattet. Nu kunne han ikke trække det tilbage. Hovmod stod for fald, fordi han troede på, hvad russerne sagde. Han ville være den bedste og største i Danmark. Den der tjente de helt store penge, men hvad endte det så med. Pludselig havde de ham i saksen. Pludselig var han havnet i en fælde, der gjorde russerne i stand til at pille ham ned. Sparke ham hen ad gulvet, som en fodbold der ikke var pustet op og knapt nok kunne trille mere. De var større end ham, og han så bare muligheden. Var det så forkert? Ja, han skulle have ventet, som de andre i branchen havde sagt til ham, men Yannick var overbevist om at det nok skulle gå. Så måtte han lære det på den hårde måde. Nu havde han lært det, og han havde mistet ALT. Alle dem han elskede, og hele firmaet. Alle de ansatte. Og hvad med Karen? Han havde myrdet hende. Han kunne næsten ikke huske at det skete. Stakkels søde Karen, der altid kun havde mødt ham med et smil, og var en fantastisk sekretær. Familien.

Hans eneste ene Marianne, og så hans to smukke levende lys. Drengene. Magnus og Emil. Så denne her langhåret narkoman inde på caféen. Men han råbte og det støjede i hans hjerne. Han kunne godt bruge Bine lige nu. Hun kunne give ham nogle flere redskaber. Noget at gå videre med.

Måske havde han stadig hendes nummer på mobilen. Han tog den op af bukselommen og kiggede, mens han langsomt kørte videre.

 

Asmir var en stolt tyrker fra Ishøj. Han havde en længere bane af kriminalitet bag sig.

Han fyldte 19 på denne sommerdag. For ikke så længe siden havde han stået hjemme under bruseren og skummede sig ind, mens han havde børstet sine tænder.

Han havde en aftale med en dansk pige, der hed Fie. En ung blondine, der gik i skole inde i København. Han vidste ikke så meget om hende. Han havde bare fundet hende på Tinder, og glædede sig til at møde hende. Det var fedt hvis han kunne lokke hende med i sengen. Så ville han vise hende hvordan hun skulle opføre sig hvis kæresten var muslim. Asmirs forældre var rettroende. På den måde at de støttede alle de stater, der gik imod vesten og det liv de levede her. Amerika var den største fjende. De havde flere gange fejret sejren ved 11. september. Det var så ikke noget Asmir gik og pralede med. Så ville han få øretæver på skolen. Det var han blevet lovet flere gange.

Hans forældre boede her kun, fordi Danmark var de første der åbnede deres grænser for dem. Og så kunne man få alt forærende her. Sådan fungerede systemet ikke i Tyrkiet. Asmir havde stjålet en ulåst cykel på Ishøj station. Han trillede ned langs søerne, indtil synet af en flot ung pige i en nærmest ulovlig kort nederdel af læder fangede hans opmærksomhed. Han trillede ud på vejen, lige foran en bil.

 

Det gav et metallisk højt drøn da ramlede sammen. De fik begge to et chok, der hurtigt ændrede sig til vrede hos dem begge. Lige som Yannick troede at det sorte var ved at blive hvisket ud. Så dalede skyerne helt ned foran øjnene på ham, og så var der mørkt som himlen om natten uden stjerner.

Asmir brølede op. Først var han bare forskrækket, og så blev han hidsig. Han sparkede til Yannicks bil. Han råbte og skreg og viste den ene finger efter den anden. Han råbte på tyrkisk og dansk, og lovede chaufføren tæsk, for han kunne bare ringe efter sine fætre, og så ville de komme alle sammen. Han skød sin lille brystkasse frem og armene ud til siden, som om han bar på to pakker rugbrød. Så bred var Asmir heller ikke.

- Hvad laver du din fucking nar mand? Se dig for. Se nu min cykel spasser. Jeg vil have en helt ny, det er hundrede procent. Så håber jeg eddermame din pissedyre luderbil blev ridset.

Hans talestrøm stoppede først da han så manden fra bilen stige ud. Med sig havde han et jagtgevær. Først var Asmir helt stille. Han hverken sagde eller gjorde noget. Han stod bare helt stille. Han stirrede på de to mundinger løbet havde. Geværet ville være så absolut dødeligt så tæt på. Manden fra bilen så gal ud, og pegede lige på ham.

- HOLD NU KÆFT, råbte han så højt han kunne. Han rystede med geværet.

Han åbnede det hurtigt. Der var stadig en patron tilbage. Det var rigeligt til at blæse hjernen ud af den lille lort der stod foran ham. Pludselig var han ikke så sej mere.

Yannick så ham direkte i øjnene. Nu var han bare en lille forskrækket lille dreng. En lille plet på Asmirs lyse jeans voksede sig større og større. Han var så skræmt, at han hverken kunne holde på ene eller det andet. Pludselig brækkede han sig ned af den forholdsvis nye stjålet hvide T-shirt fra Lidl. Han savlede ned ad sig selv.

- Hvis min bil er ridset, så er det fordi det er sådan en lille lort som dig der kørte ind i den. ER DU MED? Fatter du hvad jeg siger?

Asmir kunne næsten ikke nikke på hovedet. Det lykkedes dog bare et par gange.

 

Yannicks bil var blevet spottet af en forbipasserende taxi, der så havde meldt det over radioen, og så gik det stærkt. Kristiansen sad på passagersædet og råbte og skreg.

- Skynd dig inden han dræber flere. Skynd dig nu.

 

Verden væltede for Yannick. Han stod med sin jagtriffel og pegede på en ung muslim. Men en grænseoverskridende migræne spændte båndet om hovedet på ham.

Han lukkede øjnene, men der var uhyret. Det sagde at han skulle dræbe knægten.

- Dræb ham, og så mødes vi to i den dunkle fugtige mørke kælder. Du er min Yannick. Det forstår du godt, ikke? Du er min for altid.

- NEJ, jeg vil ikke være din. Jeg vil hjem til Marianne og drengene, skreg Yannick.

- Det er for sent kære ven. Dem har jeg allerede sat tænderne i.

- NEJ du har ej. For du er kun en ond drøm jeg ser lige nu. Et mareridt fra helvede.

Asmir var bange helt ind i skelettet. Han fattede slet ikke hvad der skete. Manden stod og talte med sig selv. Han var både mærkelig og sindssyg, og pissefarlig med det gevær.

Det så sgu ægte ud, så Asmir turde ikke løbe. Han blev stående med sine tissevåde bukser. Det var eddermame pinligt.

Først en, siden flere politibiler var på vej. Yannicks bil var blevet genkendt. Nu vidste de hvor han var. Kristiansen sad stadig og råbte at chaufføren skulle køre hurtigere.

Det var ved at være frokosttid i de fleste firmaer, der lå omkring. Der var generelt også bare kommet flere mennesker på gaden. Der stod allerede en hel forsamling og så det ske. Yannick sænkede geværet en smule. Han kunne ikke koncentrere sig fordi han blev ved med at argumentere sine handlinger overfor uhyret fra kælderen.

- Hold nu kæft og lad mig være. Skrid nu, jeg kan godt klare mig uden dig. Jo jeg kan.

Bag dem bremsede en politibil og lavede et langt sort spor på asfalten. Kristiansen sprang ud af bilen, og hen mod Yannick.

- Yannick Jespersen. Hør på mig. Kom nu, Yannick, prøv at høre hvad jeg siger.

Yannick løftede geværet igen, og så skulede han over skulderen. Han så en aldrende politimand i civil komme tættere på. Han så politimanden holde sit skilt oppe mens han kom et skridt nærmere.

- Det er tæt nok. Ok?

- Det er helt i orden. Det er dig der bestemmer, men tag det roligt, ikke? Jeg forstår godt dit problem. Kan vi ikke snakke om det?

Yannick kiggede igen hen på Asmir og stirrede ham i øjnene. Knægten rystede.

- DET ER FORDI DE LARMER ALLE SAMMEN, råbte Yannick.

Han begyndte helt åbenlyst at græde. Han kunne slet ikke holde gråden og tårerne tilbage. Han rystede hulkende på skuldrene og sænkede geværet lidt.

- Det er fordi uhyret ikke vil slippe mig, sagde han stille.

- Det kender jeg godt Yannick, men må jeg ikke komme hen til og snakke om det?

Kristiansen nikkede. Han forstod ham godt. Han listede lidt tættere på. Imens stod der efterhånden femten betjente og pegede på ham med deres håndvåben. De havde allerede sagt, at hvis han skød drengen var de tvunget til at skyde ham.

- Kom nu Yannick. Hvad siger du? Kan vi tage denne her sammen?

Som ung 19 årig, kan man tage forskellige dårlige beslutninger. Det gjorde Asmir også den dag. Han råbte alt hvad han kunne, at Yannick skulle sænke geværet, og så gik han frem. Kristiansen nåede lige at tænke ”åh nej Yannick”. Så bragede alle skuddene.

Femten betjente skød på samme tid. Præcist et sølle sekund efter at Yannick havde givet Asmir vinger. Den unge tyrker fløj baglæns, og landede hårdt på ryggen. Han havde et stort åbent sår midt på kroppen. Blodet flød fra ham.

Kristiansen sukkede dybt igen. Lortesag. Stakkels familie. Han gik hen til Yannick, og følte med ham. Han kunne have reddet ham hvis han bare var kommet to minutter tidligere. Bare fucking to minutter.

- Nu er der ikke nogen der larmer, Yannick, sagde han og lukkede hans øjne.

En ung betjent kom hen og var lidt stolt.

- Så fik vi ham alligevel. Fedt.

Kristiansen så ham direkte i øjnene og var vred. Her var der ikke noget at fejre.

- HOLD NU KÆFT!