Hovedløst

Det var slimede og ru i kanten da det blev forsøgt sat sammen med kroppen. Blodigt kød mod en kold krop.

Kroppen tog imod, og hovedet satte sig fast.

En lyshåret pige med blå øjne så sig selv i spejlet. Hun vidste ikke rigtig. Hun slog med skuldrene. Hun kunne da altid give det en chance et par dage.

Blodet drev stadig ned ad ryggen af ryggen på hende.

Hun var ligeglad. Det var ikke hendes og hun bemærkede det knapt nok. Det var kun blod. Sådan noget brugte hun ikke.

Kriminalbetjent Avery Benson havde allerede set en del i sine år i drabsafdelingen, men det syvende offer uden hoved var bare en ung pige. Ikke en dag over de 17. Altså bare et barn. Hun havde stadig sit blodige tøj på som hun lå der i en regnfuld og snavset baggård, midt i New York, ikke så langt fra Central Park. Det var i en gade hvor den ene snuskede bar afløste den anden. Hvor motorcykler og skinnende store amerikanerøser stod på række. Det var ikke et sted for børn.

Hovedet var garanteret savet af med en sløv sav. Det var de seks andre af før hende også. Det havde retsmedicineren slået fast ved første offer.

Det var så stort set også alt hvad de havde af spor. Det var belastende at der ikke var det mindste at gå efter. Ikke en skid. De kunne bande ad helvede til, og det gjorde de så alle sammen. Uden at det gjorde den mindste forskel.

Det var Avery der havde fået den sag. Hendes faste makker, Jimmy Coppelson havde selvfølgelig lagt sig syg.

Fucking Corona, der efterhånden havde lagt hele verden ned. Nu havde verdens lande ganske vist åbnet op igen, men alligevel. Nu stod Avery alene med en sag om en seriemorder, der savede hoveder af kvinder. Helst unge. I et enkelt tilfælde havde offeret dog været over 40.

 Avery vidste også, at det ikke ville vare længe før FBI ville komme og overtage sagen. Det havde hun det stramt med. Hun ville også gerne vise at hun selv kunne.

Der havde været andre mordsager før, men ikke som denne her. Det var anderledes. Sagen var anderledes.

Mord, død og triste skæbne var hverdag, også for hende.

Havde man ikke lyst til at se det og opleve det på nær hånd, skulle man ikke være i drabsafdelingen i New York.

Avery Benson var 41. Hun var alene efter et forlist ægteskab med en forretningsmand der hellere ville til vestkysten. Børn kom der aldrig noget af. Jobbet tillod det nærmest ikke. Men ønsket var heller ikke så stort.

Hun kom fra et katolsk hjem hvor moren var dybt troende og faren var sådan nogenlunde. De gik i kirke hver søndag formiddag, og bad om retfærdig fra Guds hånd.

Om halsen havde Avery da også en halskæde med et lille kors. Ikke at hun pralede af det, men hun var ikke bleg for at indrømme hvor hun kom fra.

Børn var mere hendes mors store ønske. Måske fordi Avery var enebarn. Selv om hun tit havde ønsket sig en storebror at læne sig op ad når det blev svært.

- Hvad med børnebørn, kunne hun høre sin mor sige.

Kriminalbetjenten boede i en lille lejlighed, ikke så langt fra parken for ikke at det skulle være løgn. Hun løb derinde hver morgen og holdt sig i form.

Avery var slank. Ikke meget over hundrede og tres centimeter høj. Hun havde halvlangt mørkebrunt hår til skuldrene. Altid sat op i en hestehale, fordi det var praktisk.

Hun gik ikke meget op i sit udseende, men havde det særdeles med sig. Hun var absolut en de fleste mandlige kolleger havde lagt mærke til. Det tillagde hun ikke noget særligt. Det var jobbet hun gik op i.

Mænd var praktiske til én ting. Måske to hvis de også kunne lave mad. Selv gik Avery ikke meget op i madlavning.

Når hun kom hjem om aftenen, gik hun altid lige forbi Changs lille biks. Derfra tog hun mad med hjem.

Hendes ansigt var glat som en pige 25, med en lille næse der stak lidt i vejret. Det var hun blevet drillet med i skolen, indtil hun var gammel nok til at begynde til boksning. Så blev hun kun drillet én gang. Drengen løb hjem med en brækket næse, og så var det slut med drillerierne.

Hendes øjne var chokoladebrune og hendes hud var gylden. Om sommeren gik der kun et øjeblik, så satte farven sig fast. Det gjorde hende ikke grimmere. Tværtimod.

Hendes far var mørk uden at være sort. Deraf farven.

Hun kunne til forveksling godt minde om Eva Mendes, men den lille skønhedsplet på venstre kind.

Avery så mod himlen. Det ville snart begynde at regne igen. Teknisk afdeling var færdig og der var ikke mere at stille op. Alt hvad der kunne skrabes af bittesmå spor var allerede samlet ind. Ambulancefolkene kiggede på hende. Hun nikkede.

- Tag hende bare, sagde hun med sin hæse stemme.

En ældre mand trådte ind på en ung piges værelse. Det var en ung lyshåret pige på knapt 17 der så op på ham.

- Hvad synes du, spurgte han smilende.

Han stod i morgenkåbe og var våd i håret, der stod til alle sider. Han så forventningsfuldt på hende.

- Jeg skyndte mig hjem alt hvad jeg kunne. Jeg var lige nødt til at tage et bad. Der var ret meget blod.

- Det er vel ok, for nu. Men du må ikke smide de andre ud endnu. Måske skifter jeg igen.

- Selvfølgelig min skat. Alt for dig.

Hun så sig i spejlet igen og trak vejret dybt.

- Du skal ikke kalde mig skat, ok? Du efterlod dig ingen spor, vel?

Manden grinede selvsikkert og rystede på hovedet.

Han tog et håndklæde og tørrede håret hvorefter han slyngede det over skulderen.

- Nej, helt sikkert ikke. Jeg var pakket ind i plastik, ligesom de andre gange. Der er ikke rigtig noget at komme efter. Hende der drak jeg fuld på en snusket bar, inden jeg lokkede hende med ud at gå. Min maske fungerede fint. Der var ikke nogen derinde der lagde mærke til mig, og hvis de gjorde, så kiggede de forgæves. Så leder de efter en mand med sort hår og fuldskæg og kraftige øjenbryn. Ikke en gammel mand med langt hvidt hår.

- Du var pakket ind i plastik?

- Ja det gjorde jeg inden vi gik ind i baggården. Det så tøsen ikke. Det var hun for fuld til. Så efterlader jeg hverken fingeraftryk, eller tydelige synlige fodspor. Det har jeg set i en film en gang.

Avery Benson trådte ind på Clark Burkes kontor uden alle de bedste forventninger. Chefen sad bag sit skrivebord, der som sædvanligt var roede. Hun havde en sag hun gerne ville beholde, men var usikker, men med politiets sidste nedskæringer var hun godt klar over, at det ville blive svært at beholde den for sig selv. Styrken var tvunget til, at benytte af alle de resurser de måtte tage imod. Også selv om det betød at FBI ville overtage sagen. Hendes ansigtsudtryk var stramt da hun så en fremmed mand på kontoret. Han var ulasteligt klædt i jakkesæt og osede af FBI uden at han behøvede at skilte med det.

- Godt at se dig Avery, lagde chefen ud.

Avery sagde ikke noget. Hun nikkede bare.

- Det er Matt Cooper fra FBI. Ham er du nødt til at følges med. Sagen er for stor og vi har pressen på nakken hele tiden. Alle afdelinger skåret ind til benet. FBI har heller ikke en hel styrke at sætte ind. Ellers havde de gjort det.

Avery sukkede og nikkede mod den fremmed.

Han havde ellers rakt hende hånden, men trak den hurtigt til sig. Han mindede om en skuffede lille dreng.

Matt Cooper var en pæn mand. Godt bygget og i god form. Ikke meget over de 35. Han var ikke den mest erfarne, men det var ham der havde fået den blandede fornøjelse at skulle arbejde med politiet.

Han var næsten to meter høj. Håret var lyst, næsten så det skinnede. Øjnene var klare og blå som himlen.

Det var offentlig kendt at både politiet og FBI og sikkert også CIA i årevis havde, kunne bruge løs af statens penge.

Derfor var der sat en stopper for de penge, efter det sidste præsidentvalg. En mand, der havde lovet landet mere end han hidtil havde, kunne holde var blevet valgt. Det lignede politikerlede. Alle amerikanere var efterhånden trætte af, at høre de samme taler om og om igen.

Så kom der denne her mand, der brugte nogle andre udtryk. Han kom ganske vist fra den yderste højrefløj, og havde nærmest sit eget parti. Han var hverken demokrat eller repluplikansk. Men han havde noget som de fleste faldt for, og så godt ud på skærmen og havde ordet i sin magt.

Da han var blevet valgt, var det for sent.

Hele USA var i oprør, men præsidenten holdt fast i sine, til tider, upopulære politiske holdninger og beslutninger.

Det hele begyndte den dag Rosanna blev henrettet, efter at have siddet i tolv år på dødsgangen. Dømt for mordet på fire børn, som hun efterfølgende brændte og gravede ned, som en form for et ritual som hun var den eneste der kendte noget til. Rosanna blev fanget og dømt, og tog det med overraskende ro. Hun smilede da hun fik sin dom, hvorefter hun gjorde korsets tegn, omvendt. Som en satanist.

Hun havde været stille og meget indelukket i alle tolv år. Hun passede sig selv. Ind imellem bad hun, men det lød ikke som nogen bønner nogen andre kendte.

Det skete at hun blev forsøgt overfaldet, men Rosanna var stærkere end hun lige så ud. En havde brugt en hjemmelavet kniv og hun fik en mindre ar ved det ene øje.

Da hun skulle henrettes, var det hele en formsag. Rosanna lå på båren og blev spurgt om hun havde nogle sidste ord.

- Tha epistrépso, sagde hun stille på græsk.

”Jeg vender tilbage.”

Ikke længe efter trykkede de på den første knap og Rosanna blev døsig og faldt hen.

De fire børns forældre græd trøstesløst. Der var ikke noget der kunne bringe deres børn tilbage, men retfærdigheden havde sejret. Den ene far råbte eder og forbandelser, uden at Rosanna kunne høre det.

Der var vrede og lettelse på samme tid og sted.

Reggie Kent var en ældre bedemand der havde passet sit job i årevis. Han var alene i sin egen lille verden. Han var psykisk syg med sygelige laster som han holdt for sig selv.

Han kørte af sted med Rosannas døde legeme. Han havde fulgt hendes historie og dyrket billeder af hende når de igen og igen blev bragt i diverse nyhedsmedier.

Han håbede af hele sit hjerte, at han ville få jobbet, og det bragte ham en usigelig glæde da han fik det, og det var ham der skulle køre hende væk.

Reggie Kent var en mand midt i 60’erne. Hans hår var tyndt langt, filtret og hvidt, som alderen havde afbleget det med tiden.

Han var mere rynket i ansigtet end mange andre på sin alder. Han kunne snildt have gået for at være ældre. Men et hårdt liv med misbrug, alkohol og stoffer havde tæret på ham og sat sine spor.

Reggie havde haft ikke mindre end fem koner, men det gik galt hver gang. Hans fantasier og drømme om unge piger og deres former havde som regel ødelagt samlivet for ham og hans samlevere. Konerne kunne ikke acceptere hans opførsel. I det ene tilfælde havde konen kun en søn og ville ikke have flere børn.

Forholdet holdt kun en uge, så var det ud.

Reggie syntes ikke han forlangte for meget. Bare at de lå helt stille og han fik lov til at kæle med dem. Det var åbenbart for galt, syntes de. Konerne havde ingen forståelig forståelse.

Reggie var tynd som et rør. Han var eneboer og holdt sig altid for sig selv. Han gik ikke op i ret meget, men det han gik op i, var det hele for ham.

Han bevægede sig helst ikke ud. Når han handlede, skyndte han sig ud om aftenen og fik det overstået.

Han hjem var i forbindelse med hans job. Hans opgaver blev gjort i kælderen. Nogle skulle i ovnen med det samme, mens andre skulle i en kiste og køres ud til et stykke jord.

I et stort koldt fugtigt kælderrum uden vinduer op til virkeligheden, og hvor murstenene var synlige på væggen, stod en metalbåre med hjul på benene. Det ene hjul sad løst og larmede hver gang bordet blev trillet hen ad gangen nede i kælderen.

Rosanna lå nøgen på båren. Hun var bleg i huden. Knaldsort hår og slank med små faste bryster. Hun havde kun trusser på.

Hendes ansigt havde et lille ar ved det ene øje, efter et slagsmål på dødsgangen. Børnemord var aldrig populært.

Reggie stod stille og så på hende. Hans følelser piskede rundt i kroppen på ham. De fik ham til at savle og han havde svært ved at stå stille. Han vidste dårligt hvor han skulle gøre af sig selv. Hver en fiber og hver en dråbe af hans blod boblede i årene. Hun lå bare der, og det var selveste Rosanna.

Den berygtede barnemorder, som han nu havde helt for sig selv. Det var en drøm der gik i opfyldelse, og lige præcis den drøm kunne ikke være større og mere blæret.

Det var svært at holde sig tilbage. Han jog hånden i bukserne og begyndte at onanere. Han holdt ikke længe.

Reggie vendte sig og ville tage tøjet af, men den næste hændelse var mere end uventet. Den var ikke lydløs. Den var knirkende som læder der blev bøjet og strukket.

Et par nøgne fødder stillede sig på gulvet i kælderen. Hun åbnede øjnene, og de var knaldsorte og blanke.

- Jeg sagde jeg ville vende tilbage. Gjorde jeg ikke?

Det tog den gamle bedemand en lang krig at vende sig. Han turde næsten ikke. Han frøs til is og lige så hurtigt var hans rejsning faldet og krympet.

Hendes stemme lød blid. Det skulle ikke kunne lade sig gøre, men det lod sig gøre. Det skete selv om det ikke burde kunne ske.

Hun var næsten hvid og smuk som nyfalden sne, og død, men hun stod der og så på ham med sine sorte øjne.

- Du kan ikke være i live, hviskede han.

- Kan jeg ikke, spurgte hun.

Hun trådte hen mod ham og knyttede hånden. Hun vendte sig og tyrede næven ind i væggen. To mursten knustes.

- Jeg er særdeles meget i live, sagde hun bestemt.

Reggie holdt vejret og blev bange. Han så hende i hendes øjne. Han blev fanget og var i en tilstand der var blandet af frygt og betagelse. Der stod hun foran ham og lignede en gudinde. Hende han måske havde drømt om. Hende han kunne leve sit skjulte liv med. Men kunne han det? Hun var jo død. Han havde selv kørt liget væk. Hun var erklæret død. Det sagde de selv, men ikke desto mindre så hun ham i øjnene.

- Det må være sort magi, hviskede Reggie.

Han turde ikke røre en muskel. Han ville gerne gå hen og lægge en arm om hende, men modet svigtede ham.

- Det er sådan min far har bestemt det. Jeg kan ikke dø. Kun hvis jeg møder de forkerte, og dem har jeg ikke mødt endnu. Forstår du det? Det gør du sikkert ikke, men hvis du tilbeder mig og min far, vil du få et langt liv. Det ved jeg.

Hendes toneleje var ikke til at tage fejl. Der var ild og flammer i hendes stemmeleje. Hun mente hvert eneste ord. Reggie stod lænet op ad væggen. Som var han limet fast. Han nikkede uden at sige noget.

Avery og FBI-agenten Matt sad sammen og så på de skriftlige rapporter over de fundne lig uden hoveder.

- Det skal ikke lyde som kritik, men det er ikke meget i har. Der er ikke meget at gå efter.

Avery så på ham, og havde til at starte med ikke det store til overs for ham, ud over at han så skidegodt ud.

- Nej desværre. Så havde vi allerede fanget det svin, og vi havde ikke haft brug for din hjælp. Det skal ikke lyde som kritik.

Matt smilede. Han kunne lide hendes humor, ud over at hun så skidegodt ud.

- Retsmedicinsk har fastslået at ofrene dør efter et stik i hjertet, med en forholdsvis bredbladet kniv. Slagterkniv måske. Herefter bliver hovedet savet af. Ikke specielt fint skåret, men med en sløv sav. Ofrene har ikke meget tilfælles. Dog er det pæne piger alle sammen. Det er det eneste.

Matt nikkede forstående.

- Ok. Pæne piger, men ikke noget ellers. Ingen fælles interesse eller fjender?

- Nix. Ikke noget som helst, sagde Avery.

- Der er heller ikke nogen der har set hvem der slæbte af sted med det sidste offer?

- Hun sad og drak sig fuld på en bar fyldt med bikere og andre kedelige typer. Alle dem der var på de lokale barer den aften, er blevet udspurgt, og ikke en eneste kunne genkende hende. Flere af de kedelige typer sagde de gerne ville møde hende. En enkelt syntes måske at have set hende, men mest fordi hun lignede hans datter. Der var heller ikke noget der.

- Hendes familie, spurgte Matt.

- Hendes familie savnede hende et par dage. Moren er i dybt chok og er indlagt. Faren sidder ved siden af hende hele tiden. De forstår ikke noget. Hun var sådan en glad pige, der ingen fjender havde. Det er det eneste vi har.

- Ja det var ikke meget. Undskyld jeg siger det.

Avery rynkede på næsen.

- Vi er ikke FBI her. Vi kæmper en kamp hver dag i New York. Der bor over otte millioner mennesker. Folk bliver slået ihjel hver dag. Hver dag, ok? Hvis du kan trylle, så værsgo. Det er frokosttid og jeg kan lide kinesisk. Du giver.

Matt smilede forlegent.

- Undskyld, og ja det er ok, jeg giver.

- Jeg kunne tænke mig at være rødhåret på et tidspunkt.

Reggie så på hende lidt overrasket. Hans lunger trak vejret dybt og holdt det inde.

Han måtte indrømme at det tog hårdt på kræfterne at piske byen rundt, og lede efter de rigtige piger med den rigtige hårfarve.

- Kunne vi ikke bare farve dit hår min skat?

Hun så på ham med kolde øjne, der sagde det meste.

- Nej det kan vi ikke, og jeg vil ikke have du kalder mig skat. Er du med? Det behøver jeg ikke at gentage, vel?

Han så ned i gulvet med et blik som en dreng på 7, der ikke måtte få den allerbedste slikpind.

- Nej ok. Alt for dig, svarede han.

- Som sagt, jeg kunne tænke mig at prøve rødt hår.

Det der skete, skete før tidernes begyndelse, da Gud skabte det første menneske af ler. Mennesket fik succes, men det måtte gå meget igennem. Store krige og mange faldne. Hvorfor? Fordi Guds modsætning også skabte. Det fik også succes. Store krige og mange faldne. De faldt stadig.

- Tag ud i verden og skab kaos. En eller anden dag ses vi igen. Han vil utvivlsomt også sende sine, men vi er stærke.

Rosannas far åbnede jorden nedefra og hun trådte op og gjorde sig hurtigt bemærket. De jagtede hende for hendes gerninger og straffede hende. Men hun vågnede hver gang. Hun var stærkere end de fleste, og kunne snildt løfte to voksne mænd i én arm.

Hun gjorde hvad hun fik besked på, og skabte kaos hver gang. Så skiftede hun udseende og forsvandt igen.

Rosanna var ikke en gåde. Hun var Satans datter. Hun var ikke udødelig for hun havde aldrig levet. Hun behøvede ikke blod for hun havde aldrig haft blod.

Hendes hjerte var skabt af is, der aldrig smeltede.

Faktisk var der kun én slags hun ikke kunne tåle at møde, men dem havde hun ikke mødt endnu.

Mørket havde sænket sig ind over den store by, der aldrig rigtig sov. En heftig regn gjorde dog bylivet mindre livlig. Vandet landede tungt og skabte kaskader i kloakkerne, så selv rotterne måtte kæmpe for at overleve.

Luderne stod og rystede under markiserne, hvis der var nogle mens de vilde katte måtte kravle helt op i skraldekontainerne for at finde det næste måltid. Der var stille i mange gader men ikke alle steder.

Et lyn flækkede himlen og lyste op i et sekund, hvor man kunne se en skikkelse slæbe af sted med et bytte. Om byttet havde den rigtige hårfarve ville vise sig.

Reggie gjorde hvad han kunne for hans store kærlighed.

Hans tanker om hende var ramt af noget unaturligt. Måske en kærlighed, selv om hun ikke var så modtagelig for alle hans ord. Han ville gøre hvad som helst, for det sagde hendes øjne at han skulle.

Loretta Johnson var bare en af gadernes frysende stakler, der prøvede at skrabe sammen til dagen og vejen.

Pludselig havde der stået en herre, der hellere end gerne ville betale for den store tur. Hun havde sagt ja til at gå med ham, selv om regnen ikke ville give slip på New York.

Himlen var mørk og det tunge fugtige vejr ville ingen ende tage. Vandet drev ned ad murene. Toppen af byen var blank. Storbyens gader var næsten et hav i oprør. Så meget væltede det ned.

Lorettas hår sad klistret til hovedet.

Hun var klædt i en slidt gammel dynejakke, der vel nærmest var ældre end hende selv. Hun gik rundt i tynd lårkort nederdel og hullede strømpebukser. Hun vaklede gennem dybe pytter der gik op til anklerne. Hun havde tømt det meste af en flaske billig spiritus. Herren havde betalt. Hun var usikker på benene og de høje hæle gjorde det heller ikke lettere. Hun gik skævt på fødderne, også på grund af spiritussen.

Hun grinede mens de valsede gennem vandmasserne.

Det hele var for komisk i hendes øjne, men han blev ved med at sige at han holdt i nærheden. Så ville de komme i tørvejr.

Han greb hendes arm og førte hende ind i en baggård.

Hun stod med ryggen til ham og grinede beruset, da det gik op for ham, at han havde glemt at få plastik med.

Han bandede lavmælt. Han kiggede i sin rygsæk. Da hun vendte sig mod ham igen, gik han helt tæt på hende.

Han borede en bredbladet køkkenkniv i maven på hende. Lige mellem anden og tredje ribben i venstre side. Hun så ham chokerede i øjnene. Loretta nåede ikke at skrige. Han trykkede kniven i hende igen og hun var ved at falde om.

- Det er ikke personligt. Jeg skal bare bruge dit hoved.

Loretta fattede ikke ordene. Hun var ved at dø. Hun faldt om i baggården og blødte kraftigt fra maven, mens hun havde en lille bitte tot af hans hår mellem fingrene.

Hjertet var ramt og hendes organer satte ud en efter en.

Reggie stod og roede i sin rygsæk, og det sidste Loretta nåede at se var da han lænede sig ind over hende med en sløv sav i hånden.

Avery rejste sig langsomt fra sengen da telefonen støjede.

Hun så sig omkring og fortrød stønnende.

Hun var nøgen og hendes gyldne faste lille krop skinnede i alt det blege måneskin, den runde kugle kunne magte gennem skyerne.

Regnen var lige så langsomt begyndt at aftage. Det stilnede af og vendte til en lettere byge, der ikke slog lige så hårdt og mere mindede om en dårlig bruser fyldt med kalk.

Telefonen skabte sig igen og Avery magtede det næsten ikke. Hun vendte sig og så på sengen og fattede minus.

- Hold nu kæft, sagde hun henvendt mod telefonen.

- Det er Burke. Så kan du rejse dig fra sengen. Vi har et nyt mord. Et af dem der hører til din sag.

Avery kunne have kvalt hans mørke stemme og fyldt den med stilhed, men hun vidste hvad han krævede, og hun var ikke længe om at komme ud af sengen. Hun mod sengen.

- Du skal være klar om tre minutter. Vi har et nyt mord.

Matt glippede med øjnene og rejste sig langsomt. Han løftede kroppen så hans mavemuskler kom tydeligt til syne.

Avery så det og var ikke så lidt imponeret. Hun lænede sig ind over ham. Hun kyssede ham længe.

- Det her gør jeg altså aldrig.

- Kysser, spurgte Matt.

- Slæber FBI-agenter med hjem i seng.

- En gang skal være den første, sagde han smilende.

- Vi skal være der om fem minutter.

- Så kan vi lige nå at kysse lidt mere.

Han rev hende ned i sengen igen, og det tog mere end fem minutter at komme i tøjet.

Natten var ung og det hele var nyt og anderledes, og lidt spændende alligevel.

Avery nød det selv om hun måske fortrød en lille bitte smule. Men også kun en lille bitte smule.

Rosanna stod med det afsavede hoved i hånden. Hun så på håret og var skuffet. Det var ikke rødt.

Reggie stod i baggrunden og sagde ikke noget. Han så forhåbningsfuldt på hende. Han vidste ikke om han skulle smile. Deres øjne mødtes og Rosannas skiftede farve.

Det sorte fyldte hele øjet. Hun kastede hovedet hen i en bunke af andre afsavede hoveder.

- Jeg sagde rødhåret. Hvad er det du ikke fatter?

Reggie så ned i gulvet.

- Jeg ved det godt, skat. Men det er ikke så nemt.

Hun var hurtigt henne hos ham. Hun greb ham i halsen og løftede ham let fra gulvet.

- Jeg sagde du ikke skulle kalde mig skat.

Reggie gispede efter vejret som han hang der.

- Jeg må hellere selv ordne det, sagde hun.

Hun slap sit greb og Reggie faldt om på gulvet.

Lyset var dæmpet i hans kælder. Der var koldt og fugtigt, men Rosanna mærkede hverken kulden eller fugten. Hun gik rundt i bare tæer og var stadig kun klædt i trusser.

- Jeg skal have noget tøj. Tror du at du magter det?

Reggie var kommet på benene. Han tog sig til halsen og hostede og nikkede nervøst.

- Jeg skal gøre mit allerbedste.

Avery og Matt stod i baggården lidt senere på natten.

De så på liget uden hoved. Teknisk afdeling var dukket om og havde sat et telt op rundt om liget.

Et par betjente stod og holdt nysgerrige væk fra gården.

Nickolas Jackson, der var chef for teknisk, vendte sig mod Avery.

- Vedkommende er blevet uforsigtig denne gang. Vi har tydelige fodspor af en person der går i støvler. Der må helt sikkert være blod på de støvler. Vi kan altid håbe på flere spor.

- Giv mig besked lige så snart du ved noget, sagde Avery.

Han nikkede mens Avery kiggede på Matt.

- Det fucking svin. Jeg ville gerne plante en kugle i panden på ham, eller hende.

- Vi skal lige finde vedkommende først.

De var ved at gå da Nickolas kaldte på hende igen.

- Hun har sgu en tot hår mellem fingrene. Det er ikke hendes eget. Så har vi måske snart morderens DNA.

Matt lagde en hånd på Averys skulder og smilede lidt.

Næste dag havde Reggie listede sig ud i solen, selv om det var ham meget imod. Han brød sig ganske enkelt ikke om at være ude i solen. Måske set i lyset af, hvad han under normale omstændigheder havde foretaget sig.

Men hvad var normalt i disse dage? Hans liv havde taget en fuldstændig unormal drejning, og han kunne ikke styre sine egne handlinger. Han gjorde ting der blev befalet. Han ville aldrig selv have fået den idé. Han dræbte for hende. Han savede hovedet af døde kvinder og piger, fordi Rosanna så ham i øjnene og sagde han skulle gøre det.

Han kunne slet ikke tænke de mest oplagte tanker.

Han havde flået noget tøj ned fra et stativ og gået ind i et prøverum. Han hørte godt der blev hvisket og grinet på den anden side, indtil det gik op for ham, at han stod i en dametøjsforretning.

Reggie blev flov. Han skammede sig og begyndte at græde. Han skulle bare have bisat det pigebarn. Han skulle ikke begynde at blive forelsket i hende. Slet ikke da hun viste sig at være udødelig. Da hun kunne bytte hoveder med de døde, og skifte udseende. Men da var det for sent. Han blev fanget og nu kunne han ikke slippe fri.

Reggie så sjældent fjernsyn og læste aviser, men han hørte folk tale på gaderne. Politiet efterlyste vidner. Morderen havde slået til igen. Han vidste godt hvem de talte om, og han vidste godt hvad straffen ville blive. Han ville blive henrettet, og så skulle en anden bedemand køre ham væk.

Ord og billeder kørte i ring og Reggie var ved at kaste op. Tanker blev stemmer der fløj forbi hans ører og han kunne høre det hele, hele tiden.

Han skyndte sig ud af prøverummet og med postkasserøde kinder betalte han for tøjet og løb sin vej, mens latteren ingen ende ville tage blandt de andre i butikken.

Det blev skreget i røret da Avery tog sin telefon.

- VI HAR ET MATCH!

Hun smilede hen til Matt, og der gik ikke mere end få øjeblikke før flere biler strøg fra stationen med støjende sirener.

Dækkene hvinede i svingene på en solrig fugtig morgen.

Der var adskillelige kampklædte betjente, bevæbnet til tænderne. Selv Clarke Burke var med. Det var en stor sag det her, og han ville ikke misse chancen for at se morderen, hvis missionen lykkedes.

Avery og Matt kørte forrest, begge meget opstemte efter fundet af noget sammenligneligt.

- Hvem er han så, spurgte Matt højt.

- Han hedder Reggie Kent. Han har tidligere været straffet for at have haft sex med lig. Han tog sin straf, og har siden arbejdet som bedemand, hvor utroligt det end lyder.

Matt skar ansigt.

 - Bor han langt herfra? Det er mere fordi jeg gerne vil overleve din kørsel.

Avery havde speederen i bund. Ud over sirenen brugte hun flittigt hornet og tog den ind imellem ind over fortovet.

- Tag det roligt lille agent. Vi skal nok overleve.

Matt smilede og greb fast på bilens sele.

Rosanna så på det tøj Reggie havde haft med hjem. Hun rystede på det hoved hun havde klædt sig med.

Hun skulle til at irettesætte ham men stoppede sig selv. Hun løftede hovedet og lyttede. Hun rettede blikket hen mod Reggie. Et par alvorlige sorte øjne så på ham.

- Var du forsigtig da du hentede det sidste hoved?

- Det ved jeg ikke min egen. Jeg var vist ikke så godt forberedt. Men jeg tror ikke de gætter det er mig.

- De er på vej. De ved præcis hvem de skal jagte, og de kommer for at jagte dig for det her, min egen.

Det sidste strøg gennem rummet i en hånlig tone.

På afstand kunne man høre sirener komme nærmere.

Rosanna tog noget af tøjet. Heriblandt et tørklæde der kunne skjule kanten rundt om halsen.

Reggie stod tilbage i dyb fortvivlelse. Hvor skulle han gøre af sig selv? Ville de tro på ham? Aldrig nogensinde. Hvordan skulle han forklare det? Hun kom tilbage fra de døde. Hun kunne skifte hoved. Det lød for sindssygt. Det var for sindssygt. Men det var sandheden.

Reggie så hende gå ud af døren samtidig med at alle politibilerne stoppede nede foran. Han begyndte at græde. Hvad havde han dog gjort? Han troede han ville få kærlighed, men hun svigtede ham. Han vidste hvordan det ville ende. Han følte sig tvunget til alle sine handlinger. Han ville også være tvunget til det allersidste. Reggie ville påkalde sig sindssyge, ellers ville han blive henrettet.

Avery råbte til en kvinde at hun skulle flytte sig da hun kom løbende med hele styrken i hælene.

De stormede Reggies hjem og råbte og skreg at han skulle lægge sig ned på gulvet. Avery så alle hovederne ligge på gulvet. Hun pegede på Reggie med pistolen, men Matt greb hendes hånd.

- Det kan du ikke Avery. Han er ubevæbnet.

Reggie lå på gulvet og skreg i tåger, om en kvinde der ikke ville dø og kunne skifte udseende med et nyt hoved hver dag. Han gentog sig selv hele tiden. Selv da de slæbte af sted med ham.

- Sikke en fantasi, sagde Matt stille og så på hovederne.

- Jeg håber han får sprøjten foran deres familier.

- Ja, han fortjener ikke andet, sagde Matt.

- Skal du tilbage nu, spurgte Avery stille og så på ham.

- Nu må vi se. Måske skulle jeg blive politimand her i New York. Der er åbenbart nok at se til.

Hun smilede. Hun havde ikke set at chefen var der endnu, da hun lagde armene omkring Matt og kyssede ham.

- Vil du ikke rende mig i røven, sagde Chefen hviskende.

Inde midt i Central Park gik hun rundt alene med et søgende blik, mens Reggie var låst inde i en meget lille celle hvor han stadig lå og skreg om en kvinde som var i stand til det mest sindssyge.

Eftermiddag var blevet til aften uden regn. Der var lidt mere liv i gaderne og parken.

Pressen kunne berette om politiets fangst, og et billede af Avery tonede frem på skærmen ved siden af et billede af Reggie. Der var ikke noget billede af Rosanna.

Darleen Robertson var en kvinde midt i 30’erne der kunne lide at holde sig i form. Hun løb stort set hver dag små ti kilometer og var knapt nok forpustet når hun kom hjem.

Det var heller ikke så meget det. Det var mere hendes store smukke bølgende røde hår der gjorde det. Så nåede hun ikke længere end forbi Rosanna.

Senere ud på aftenen forlod hun byen, med rødt hår.

Dagen efter blev Avery ringet op igen.

- Vi har et nyt lig. Hovedløst.

X – Rosanna vender tilbage i, De Mørke Engle