Hvad fjorden gemmer
Når man ikke så længe på fjorden, kunne man ikke se det. Men det var der.
De vidste det bare ikke. Ikke før den dag, hvor overfladen skilte sig.
Jacob sad på værelset, med sit uundværlige syltetøjsglas. Hans bedste eje, hvori han gemte sine venner, som han kaldte dem. Han kendte dem alle sammen, og gav dem navne. Han fik dem til at lyde som en familie. Set i lyset, hang det sammen med, at han ikke havde så meget familie selv.
Jacob havde heller ikke så mange venner. Faktisk slet ingen. Der var ikke så mange på hans alder i området. Jacob var en lille enspænder. Lidt af en lille voksen mand, kaldte moren ham ind imellem. Jacob vidste ikke hvad det betød, så han smilede bare, og sendte sin mor et fingerkys.
Jacob løftede glasset, og satte det helt hen foran øjnene. Han smilede. Han slog på glasset med fingeren. Han så bekymret på en af vennerne.
- Har du ikke tabt dig lidt Mickey, spurgte drengen.
Hans øjne hvilede på en regnorm, der havde omkreds som en lillefinger på Jacobs hånd. Ved siden af den lå en snegl. Det var Sonny. Den sidst ankomne. Sonny var ny, og lå helt stille. Jacob var ikke sikker på om sneglen stadig levede. Der havde ikke været meget liv i den. Han rørte sig stort set ikke.
Den der havde boet i glasset længst, var edderkoppen Oscar. Han var den lille gruppes overhoved. Jacob havde besluttet, at hvis nogen ville ud af glasset, skulle de spørge Oscar først.
Jacob var en lille dreng på seks år, eller næsten syv hvis man spurgte ham.
Hans hårpragt var store gyldne krøller. Det var langt nok til at dække hans ører og ned af nakken.
Hans store blå øjne var dækket af briller, med tykke glas.
Jacob havde boet alene med sin mor, så længe han kunne huske, lige indtil den gamle fabrik på den anden side af fjorden måtte lukke. Så dukkede Frank op i deres liv.
Frank var flyttet ind for en måned siden.
Kathleen, havde mødt Frank i et ensomt øjeblik.
I den lille lokale flække, Forest Hill, hvor industrien næsten hovedsagligt bestod af tømmer, jagt og fiskeri, var byen også udstyret med et mellemstort cafeteria, hvor der kunne sidde et par hundrede mennesker. Eleanors Diner hed stedet, opkaldt efter den første ejer.
Det var et populært sted, hvor hele dagens måltider kunne indtages, for et beløb hvor alle kunne være med. Her mødte man naboer og genboer, og talte om livets fortrædeligheder, og andet.
Musikken var country, døgnet rundt. Fredag og lørdag blev en del af gulvet ryddet til dansegulv. I de timer, var der næsten ikke nok Budweiser og Mills nok. Jack Daniels flød i stride strømme, når byens eneste musikale indslag, Bobby Kane gav den gas med sin gamle guitar. Det lød ikke altid lige godt, men folk svingede med. Der blev danset, drukket og røget.
Jacobs verden havde ændret sig, fra den dag Frank var kommet. Jacobs øjne var svage, men han var ikke blind. Han så hvad der skete, og forstod det meste.
Hurtigt var stilen lagt om. Frank var anderledes end Jacobs mor. Han bandede, spyttede og drak øl.
Ofte var skraldespandene fyldt med dåser og knuste flasker. Alt afhængig af Franks humør. Men det var ikke ham der bar de fyldte poser til skraldespandene. Kathleen løb gerne.
Det var heller ikke ham der huggede brænde, eller andet. Han hjalp stort set aldrig med noget. Han havde rigeligt i sig selv, og når lysterne så meldte sig, var der også plads til Kathleen.
I blind kærlighed til sin nye lykke, svigtede hun ikke hvor der var behov. I naiv tro på alle Franks løfter bevægede Kathleen sig rundt i huset med et smil på læberne, uden rigtigt at forstå alvoren i det.
Franks arme var dækket af sorte hår. Alligevel kunne man ane en tatovering på højre underarm. Frank berettede en historie om, at den stammede fra den enhed han tilhørte, da han var i Vietnam.
Jacob vidste ikke om han skulle tro på alt hvad Frank sagde. Men moren havde sagt, inden han blev puttet en aften, at de var nødt til at tro på Frank. De havde brug for ham, sagde moren.
Jacob kunne ikke lige se, hvad de skulle bruge ham til.
Døren gik op, uden at Jacob hørte det. Det gav et sæt i skuldrene på ham, da en mørk og rusten stemme brød stilheden på værelset.
- Har jeg ikke sagt, at du ikke skal have det lort herinde?
Jacob vendte sig forskrækket om. Han så surt på Frank.
- Min mor siger at man ikke må bande, svarede drengen.
Frank gik et par skridt frem.
Der sad en cigaret bag det ene øre, og skjorten havde friske ølpletter.
- Du skal ikke være fræk - er du med, kom det hæst.
- Det er jeg heller ikke, og min mor sagde i går, at jeg godt måtte have mine venner her på værelset.
Frank var hurtigere fremme end Jacob kunne nå at reagere. Han tog glasset ud af hånden på drengen. Han så på det, og begyndte at ryste glasset. Han vidste det ville gøre drengen ked af det. Men han ville vise hvem der havde magten.
- Lad være! Det er mine venner. De kan ikke lide det. Vær sød at lade være, råbte Jacob højlydt.
Frank stod med et hånligt smil på læben. Han holdt glasset højere end Jacob kunne nå, hvilket fremkaldte tårer på drengens kind. Frank så dem komme. Den næste handling var ved at knuse drengens verden helt.
Med en let bevægelse, lod Frank glasset dale mod gulvet.
Kun en pude fra Jacobs seng, der lå på gulvet, forhindrede vennernes bo i at gå i stykker.
Jacob kastede sig over glasset og puden, og styrtede grædende ud af værelset. Han løb ned af trapperne, igennem stuen og ud af hoveddøren. Foran huset var han ved at falde over Robert. Familiens gamle Collie.
Den løftede kun lige hovedet, ænsede hvem det var, og sov videre. Jacob fortsatte sit løb ind i laden, hvor han gemte sig inde under en stabel brænde og nogle tæpper. Det var hans hule. Skabt i samarbejde med moren. Det var før Frank gjorde sin entre.
Jacob knugede sit syltetøjsglas til brystet, mens han tørrede sine øjne. Hans hænder rystede lidt idet han løftede glasset.
- I skal ikke tage jer af ham. Han er en idiot. Jeg kan ikke lide ham. Han skal ikke røre jer mere. Jeg håber i har det godt, alle tre. I skal bare ligge helt stille. Jeg vil finde jer nogle nye venner. Hvis vi er flere sammen, kan vi måske tæve ham.
Fra hulens skjul, kunne man høre fodtrin, en voksens skridt.
Jacob kunne høre fodtrinene nærme sig. De var tungere end hans egne, det kunne han tydeligt høre.
Et åndedræt kom tættere hulen, og drengen holdt vejret.
- Er du inde i hulen min skat?
Tæppet blev revet til side, og morens ansigt kom til syne.
Jacob åndede lettet op. Men han slap ikke glasset, og vennerne.
- Hvorfor sidder du herinde, og hvorfor har du grædt?
- Fordi Frank er dum, svarede Jacob prompte.
- Hvad har han gjort? Har han slået dig eller noget andet?
- Nej, men han var lige ved at dræbe mine venner.
Kathleen slog med sit lange lyse hår, og sukkede. Hun rakte armene frem, og løftede sin søn op. Han fik et kys i panden.
- Jeg skal nok tale med Frank, men så er du nok nødt til at have dine venner herude. Er det ok?
- Du lovede at jeg måtte have dem på værelset.
Kathleen så overbærende på Jacob. Som kun en mor kunne.
- Det ved jeg godt skat. Til gengæld så lovede du mig, at du ville spise op i går.
Men der var to gulerødder tilbage på tallerkenen da du forlod bordet unge mand.
- Jamen det var fordi at Mickey gerne ville hjælpe mig med at smage dem, kom det grinende fra sønnen. Selv om han godt vidste at det var noget sludder fra en seksårig, næsten syv.
Jacob fik en mindre rystetur af sin mor, mens hun forsøgte at sætte en alvorlig mine på. Men det var håbløst svært. Hun elskede sin søn, betingelsesløst, som mødre gør.
- Du er en lille svindler er du. Jeg tror slet ikke, at regnorme spiser gulerødder.
- Nogle af dem gør, sagde Jacob smilende, mens han kildede sin mor under hagen.
Kathleen tog syltetøjsglasset og så på drengens venner. Så rystede hun på hovedet.
- De ser nu ud til at klare sig meget godt. Hvad fodrer du dem med, spurgte hun.
- Ikke så meget, men nogen gange finder jeg et lille dyr ned ved vandet. Så kaster jeg det i.
Kathleen så alvorligt på Jacob. Ansigtet ændrede sig ikke til et smil denne gang.
- Du ved godt jeg ikke vil have at du går derned alene. Kan du huske det?
- Det ved jeg godt mor, men der sker altså ikke noget. Jeg går ikke ud i vandet.
-Du kan lige vove på at gå derud. Jeg bliver sur på dig. Er du med, spurgte Kathleen.
Jacob nikkede, og sænkede sit blik. Han blev sat ned på jorden igen, og fik sit glas som han satte fra sig. Han lagde lidt tæppe omkring vennernes bo.
- Godnat med jer. I kommer ikke til at fryse i nat. Det er stadig sommer og der er varmt her i laden. Nu har i også fået tæppe omkring jer, sagde han.
Jacob og hans mor gik hånd i hånd ud af laden.
Foran huset havde Robert fået selskab af Rose, familiens kat. Katten var lige så gammel som Jacob, altså næsten syv.
Hund og kat levede i fred og fordragelighed. De havde det fint med hinanden, og mod alle traditioner, jagtede de aldrig hinanden.
Jacob løb de to kæledyr i møde.
Han blev mødt af Robert, og en piskende hale, som Rose forgæves forsøgte at fange. Jacob lagde sig på knæ, og lod Robert kysse og vaske ham i hele ansigtet.
Ved siden af huset, stod Franks slidte Dodge. Bilen var rød af rust, og havde set bedre dage.
Jacob syntes at den så ond ud. Dens forlygter lignede grimme øjne der stirrede ondt på ham.
Motorhjelmen var åben, og Frank stod og hang ind over bilen.
Jacob skulede surt da hans mor gik hen til Frank, og kyssede ham. Frank tog imod Kathleen, og kyssede hende grådigt tilbage, hvorefter han tømte sin Mills i en slurk, og maste dåsen i hænderne.
Frank sendte Jacob et blik, mens han kastede den maste dåse mod skraldespanden, uden at ramme.
- Jeg ville blive så glad, hvis i kunne finde hinanden i to. Det ville betyde meget for mig. Jacob har ikke altid haft det sjovt. Han er meget alene, sagde Kathleen.
Frank svarede med et langt og rungende ræb, hvorefter han kyssede Kathleen igen. Mens han tog fat i hende og gav hende et klem.
- Jeg gør sgu alt hvad jeg kan for din søn. Det er åbenbart aldrig nok, svarede Frank.
- Måske kunne du strække dig lidt længere. Han er kun en lille dreng.
Frank så hen over skulderen på Kathleen, og sendte Jacob et langt ondt blik.
Fjorden lå på den anden side af vejen, op til Kathleens hus. Den var omkranset af granskov, næsten på alle sider. Der var enkelte badebroer fra de større huse.
Dem der var bedre bemidlet. De var som regel ikke fastboende i byen, men brugte mest af alt de store huse som et sommerfristed, fra alle storbyernes hektiske liv, hvor alting gik lidt hurtigere, end tilfældet var i Forest Hill.
For enden af badebroerne, lå der ofte en speedbåd, men ikke ved alle sammen. Bådene blev taget op om vinteren, og man så dem først om foråret, hvis husene var besøgt.
Forest Hill havde en lille havn, med nogle få kuttere liggende.
Fiskeriet var ganske vist en af byens industrier, men kun på meget få hænder. Lystskibe var der ikke nogle af i havnen. Ethvert hjem med respekt for sig selv, havde en jolle i garagen eller i laden.
Kørte man den ned til havnen, var byens eneste politimand, Thomas Hansson, altid behjælpelig med at sætte den i vandet. Thomas var, udover politibetjent, også smed og mekaniker, mens han også passede tankstationen.
Forest Hill var en søvnig lille by, hvor alle kendte alle. Her var der tid til det hele.
Ofte var der kun en om flere ting.
Kenny Johnson var således både bager og slagter.
Som politibetjent var der ikke meget at gøre. Et par fulderikker ind imellem en fredag eller lørdag, men det var også det hele. Thomas gav ikke bøder. Han kunne tale folk fra det meste.
Thomas var en munter lille rund fyr, med et kraftigt overskæg. Han var vellidt af alle. Han var alene efter at konen havde forladt ham. Men han var aldrig ensom.
Den gamle fabrik på den anden side af fjorden, var der ingen der nærmede sig.
Den lå som et stort sort uhyggeligt slot, trukket lidt tilbage, inde i skoven.
De store grantræer omkring den, lignede spyd og så skræmmende ud om natten.
Den kastede et særpræget lys fra sig, når månens stråler kantede sig rundt om den. Et nærmest rødligt skær, der kunne minde om en advarselslampe.
Ingen turde nærme sig fabrikken. Man ignorerede den.
Den var lukket ned, efter et uheld med noget spildevand, der røg i fjorden, sådan hed det sig i hvert fald i de lokale medier.
Man talte ikke rigtigt om det. Det var som om byen skammede sig over det uheld. Ingen tænkte på, om det kunne få konsekvenser for livet i fjorden. Fiskebestanden var faktisk faldet siden uheldet.
Der var ikke nogen naturlig forklaring på hvorfor. Men der var irritation. Det blev diskuteret tit og ofte nede ved havnen, mellem de lokale borgere.
Arbejdsløsheden var steget det efterår, sidste år. De fleste på fabrikken havde forladt byen. Men Frank blev tilbage. Kun til glæde for Kathleen.
Den eneste vej ud af Forest Hill, var henover stålbroen, ved starten af Blue Bridge Road, der mundede ud i hovedvej 19. Broen var, af uforklarlige årsager malet blå. Ingen vidste hvorfor. Men man kunne lide traditionen, og holdt den i hævd.
Kathleens hvidmalede træhus, var bygget af hendes bedsteforældre. Det gik i arv til hendes forældre da hendes kære mormor ikke kunne klare det mere alene. Hendes forældre holdt huset så længe de magtede, men da hendes far kørte galt med traktoren, og slog sig ihjel ved ulykken, flyttede hendes mor til en større by, og kørte over stålbroen for sidste gang.
Kathleen blev i Forest Hill.
Kathleen havde med andre ord aldrig kendt til andet end den by.
Hun havde forsøgt at tage turen over broen, for at forlade byen, med Jacobs far. Men hun vendte såret og gravid hjem igen.
Hun sled i det for at beholde huset, men det krævede arbejde. Alt hvad hun kunne klare, alene.
Solen var næsten gået helt ned da kutteren, June, forlod havneløbet. Ombord var Nigel og Oliver. To drikfældige kammerater, der gerne tog ud på fjorden, kastede kroge, og drak sig fra sans og samling. De kom altid hjem om morgen, med en smule gevinst, som de solgte til cafeteriet.
Sådan holdt de skindet på næsen økonomisk. Så var der penge til lidt mad, og flere drikkevarer. Mere forlangte de ikke.
Fjorden var sort som olie, om natten. Solen sank i og lyset forsvandt, og så blev der stille. Man kunne lige ane kutternes vuggen i havnen, eller havnebøjen der svajede blidt lidt længere ude.
Lige inden Jacob faldt i søvn, kunne har høre stemmer fra morens værelse.
- Lad nu vær Frank. Jeg har ikke lyst i aften, hørte han sin mor sige.
- Jamen det har jeg, var det eneste svar der kom retur.
- Det gør ondt Frank. Lad nu være, hørte man Kathleen bedende sige.
Jacob lukkede øjnene og tog dynen over hovedet. Han ville ikke høre mere.
Solen skinnede lige i hovedet på Jacob, hvilket fik ham til at fare ud af sengen.
Han trykkede næsen flad mod ruden, lige tids nok til at se den røde Dodge forlade grunden. Så smilede han.
Iført pyjamas, kasket og kondisko, piskede Jacob ud af døren.
Han ville ud til vennerne. Morgenmaden sprang han over. Han håbede at Sonny havde rørt på sig i dag. Den lille snegl havde endnu ikke gjort meget væsen af sig endnu.
Jacob stod helt stille ude i laden. Glasset var væk. Det var hulen også. De tre tæpper, der udgjorde hulens tag var revet væk, og brændestablen var væltet. Jacob satte sig på hug, og havde svært ved at synke klumpen i halsen. Det var hans bedste sted, bortset fra hans mors favn.
Jacob havde ikke hørt skridtene bag sig, så det gav et ryk i den lille dreng da der var en hånd, der greb ham i nakken. Drengen kunne lige vende hovedet og se hans onde ånd, Frank.
Da bilen kørte, var det hans mor der kørte mod byen. Jacob så bare bilen, og håbede det var ham.
- Det er ikke nogen legeplads herude. Du skal ikke bygge huler til dit åndsvage glas. Jeg har smidt det ud, og jeg gider ikke se det mere. Er du med, råbte Frank.
Jacob turde ikke sige noget, men han kunne heller ikke holde tårerne tilbage.
Frank løftede drengen i kraven, og stirrede ondt gennem de tykke brilleglas.
- Hvis du sladrer til din mor, om at jeg har haft fat dig, så får du prygl. Forstår du?
Jacob turde kun nikke forsigtigt på hovedet. Han sagde ikke en lyd.
Frank skred uden et ord.
På vej ud af laden tændte han en cigaretstump, og kylede den flammende tændstik fra sig. Han havde nær ramt Rose, der var på vej ind i laden. Den gav et hvæs fra sig.
Rose styrede direkte mod den lille utrøstelige dreng. Hun lagde sig for fødderne af ham, og spandt.
Da den røde Dodge igen drejede ind på grunden, sad Jacob på en sten ved indkørslen. Han sad og kiggede over gaden, og ud mod fjorden. Hans ansigt var trist og øjnene røde.
Kathleen var hurtigt ude af bilen. Hun kaldte på Jacob, men han reagerede ikke.
Jacob var nærmest i trance, og havde ikke hørt sin mor kom gående.
- Hvad er der skat? Hvorfor sidder du her, spurgte hun hurtigt.
Jacob svarede ikke. Han nøjedes med at løfte et stykke knust glas, han havde fundet det ved skraldespanden. Sneglen Sonny lå ved siden af, helt mast i stykker. Han havde ikke kunne finde Oscar eller Mickey, men de var væk fra ham, måske for altid.
- Se på mig skat. Er det Frank der har gjort det, spurgte Kathleen ophidset.
Jacob nøjedes med at se sin mor i øjnene, og så forstod hun.
Frank sad med en Mills i hånden og benene oppe på bordet da Kathleen trådte ind af døren. Han så dovent op.
- Nå der er du. Fik du hældt benzin på min Dodge, spurgte han.
- Hvad fanden har du gang i, din idiot? Kan du for helvede ikke lade min dreng være i fred? Han har sit glas med nogen insekter i, hvad rager det dig?
Jeg hjalp ham med at bygge den hule, men du skulle absolut ødelægge den, din nar.
- Slap dog af, og kom hen og sæt dig hos mig, brød Frank ind.
- Jeg skal ikke sætte mig nogen steder. Men du kan sætte dig ud i din bil og forsvinde. Jeg er nemlig kommet til besindelse skal jeg sige dig.
Du er ikke til nogen gavn for hverken mig, eller min søn. Forsvind ud af mit hus, og det er nu, råbte Kathleen højt.
Frank råbte alle de grimmeste bandeord han kunne, mens han kylede sit tøj ind i bilen. Kathleen var en luder, i hans øjne. Og hendes horeunge var ikke noget værd.
Fra sit vindue på første sal, så Jacob Frank forsvinde. Han sad med et helt nyt glas i hånden.
Han ville finde en ny ven. Måske nede ved fjorden.
Han ville ikke gå ud i vandet, for han vidste at hans mor ville blive vred.
Ude på fjorden, vuggede June stille for sig selv. Solen skinnede på dækket, og på de snore med kroge, der stadig hang over rælingen. De var ikke blevet hentet op tidligt om morgen, som de plejede. Der var ikke meget liv på båden. Faktisk slet ingen. Båden var tom. Der var stille som på en kirkegård om natten.
Thomas Hanssons bil drejede ind på Kathleens grund, og gjorde opmærksom på sin entre med et enkelt tryk i hornet. Kathleen og Jacob kom hurtigt til syne fra laden. De tog imod Thomas med et smil på læben begge to. En ny hule var skabt, og begge var glade for resultatet.
- Hej Thomas, hvad skylder vi æren for dit besøg, spurgte Kathleen.
Thomas startede med at lægge en hånd på Jacobs lille hoved, og kørte en hånd gennem hans hår.
- Hej Jacob. Kan du ikke gøre mig en tjeneste, og løbe ind og hente mig et glas vand? Jeg er forfærdelig tørstig i dag, sagde han.
Jacob kiggede op på sin mor.
Hun nikkede på hovedet, og sendte ham af sted med et lille skub.
- Hvad sker der Thomas, spurgte Kathleen da hun så sin søn forsvinde ind af døren.
- Det er Nigels kone Mary. Hun fik et opkald på telefonen i nat, fra sin mand. Et opkald hun blev nervøs over. Nigel havde råbt flere gange i telefonen, der er noget i vandet.
- Og hvad så? Han var vel ude og drikke sig fuld sammen med Oliver. Det gør de jo jævnligt.
- Ja det gør de nemlig, men de blev pludseligt afbrudt. Mary har ikke kunne få fat i Nigel siden. Og i morges har hun forgæves forsøgt at ringe til ham, masser af gange, uden held.
- Kan de været røget over bord, spurgte Kathleen.
- Det tror jeg ikke. Jeg har også været ude at sejle med Nigel og Oliver.
De drak ja, men aldrig mere, end de vidste hvad de lavede. I øvrigt er Oliver en dygtig svømmer. Han ser måske ikke ud af noget, men han er faktisk gammel elitesvømmer.
Kathleen vendte sig mod huset. Det kunne ikke vare længe før Jacob kom retur med vandet. Hun ville ikke have, at han hørte noget. Han skulle ikke skræmmes.
- Ok, hvad kan jeg gøre, spurgte hun.
- I bor jo tæt på fjorden, og går måske ned til vandet ind imellem. Hvis du kunne holde øjne og ører åbne, og ringe til mig hvis du ser noget.
- Det skal jeg nok. Du hører fra mig, svarede Kathleen.
- Alle tiders. Jeg har også været inde hos jeres nabo, mr. King og give samme besked.
- Vi ser ham næsten aldrig. Jeg kender ham faktisk ikke. Han holder sig mest for sig selv.
- Ja, det er rigtigt nok. Han er vist forfatter, og kommer fra Bangor i Maine.
Mere nåede de ikke at sige til hinanden, før den lille fyr kom løbende med et glas vand. Han smilede over hele hovedet. Han kunne lide Thomas.
- Du er min helt, råbte Thomas, og tømte glasset i to slurke.
Jacob smilede. Han kunne godt lide at blive kaldt en helt.
En mellemstor speedbåd af glasfiber nærmede sig en kutter ude på fjorden.
Der var turister i den. Ingen andre i byen havde både af den slags.
Alle andre nøjedes med en god solid båd af træ.
En kvinde midt i tresserne med et tørklæde om håret så på kutteren.
- Poul, spørger du ikke lige om vej mod byens havn, kommanderede hun sin mand.
En kraftig mand, ude af form, kravlede op, for at få kontakt med dem på kutteren.
Han kaldte et par gange, men der kom ikke noget svar. Han rejste sig på kanten af båden, for at kravle over på kutteren, da noget hårdt ramte båden.
Det gav et drøn, og Poul røg over bord. Konen skreg.
Jacob stod nede ved vandkanten ved fjorden. Han så sig tilbage flere gange. Han vidste godt, at hans mor ikke ville have det, men han gik jo ikke ud i vandet. Det vidste han godt, at han i hvert fald ikke måtte. Han stirrede i vandkanten. Det var som om der var noget. Noget han ikke havde set før.
Han bukkede sig ned, og kiggede igen. Der var et lille dyr af en eller anden slags. Det var sort, med en gul stribe på ryggen. Han turde ikke rigtigt røre ved det. Det så helt fedtet ud.
Han havde sin lille rygsæk med, og i den, sit nye syltetøjsglas. Han fandt en pind lidt længere henne. Jacob havde prøvet det før, så han havde erfaringen.
Han løftede det lille dyr og lagde det i glasset. Han vendte glasset vandret, så der også kom vand ind. Måske det var en fisk, tænkte han.
Jacob vendte ryggen til fjorden, til hans held. For så fik han ikke øje på det der lå og skvulpede i vandkanten. Det lille sorte dyr med den gule stribe på ryggen, havde hægtet sig fast på det, på vej ind mod bredden. Jacob ville ikke have brudt sig om, at se en voksen mands ene øje ligge i vandet.
Det lille dyr i glasset, var ikke større end Jacobs ene lilletå. Men det var anderledes, helt anderledes. En ny race i fjorden.
Speedbåden på fjorden lå tæt ved siden af kutteren June. Der var stille på vandet.
I bunden under rattet sad der en kvinde. Hun var i chok. Hun trak kun lige vejret svagt, i sin tilstand. Hun blinkede knapt nok med øjnene.
Hun så sin mand forsvinde i vandet. Hun hørte ham skrige, inden han røg under overfladen, for sidste gang. De sidste smertens bevægelser, havde farvet en lille del af fjorden, knaldrød.
Inde i laden sad Jacob med sit glas, og sin nye ven. Han havde døbt den Jackson. På vej hjem havde han også fundet en ny regnorm. Den var mindre end Mickey, så Jacob vidste med det samme, at det ikke var ham.
Han havde forsigtigt løftet låget og lagt ormen ned til Jackson.
Stilheden blev afbrudt af hans mor, der kaldte til frokost.
Jacob stillede glasset fra sig i bunden af hulen, og forlod de to nye venner, i deres eget selskab.
Ved havnen stod en mindre forsamling.
Thomas Hansson førte ordet, foran en fortvivlet Mary og hendes to store teenagedrenge. Bobby Kane havde ladet sin guitar blive hjemme, mens Kenny og Frank stod og lyttede, med hver en Mills i hånden.
- Prøv at høre her. Jeg har været hos alle de fastboende i området, og bedt dem om at holde øje. Derudover tager jeg båden ud på fjorden om lidt, for at se om jeg ikke kan finde June selv. Den må jo være derude. Er der nogen der vil med?
Bobby løftede sin farfars gamle Winchester riffel. Han var med. Men ikke alle var lige engageret.
I baggrunden stod Frank med et lille smil. Han gav ikke noget for den forsamling. Han havde haft en decideret lortedag. Pengene var ved at slippe op. Han manglede til sit alkoholforbrug, og Kathleen havde bedt ham skride, på grund af hendes unge. Men han havde ikke tænkt sig at give op der. Kathleen måtte kunne tales til rette. Ungen måtte der kunne gøres noget ved.
Påvirket af øl og Whisky kravlede Frank ind i sin Dodge, med tanke på at køre ud til Kathleen.
Inde i en lade et stykke derfra, var der bygget en lille hule, af en brændestabel og nogle tæpper. I hulen stod der et syltetøjsglas. To små væsner snoede sig om hinanden, inden den ene åd den anden.
Der var ikke tale om en decideret dødskamp. Dertil var overmagten for stor.
Fra havneløbet sejlede Bobbys kutter af sted. Thomas stod i stævnen og så bekymret ud over vandet. Ved siden af Bobby i styrehuset stod Mary. Hun kunne ikke tales fra at tage med. Selv om det bekymrede Thomas.
Jacob sad og nød en sandwich med ost og skinke, og et stort glas mælk.
Kathleen stod ved vasken.
- Det er en flot hule vi fik lavet mor, sagde Jacob stolt.
- Ja den er fin skat. Og denne gang kommer der ikke nogen og ødelægger den.
Ingen af de to havde hørt en bil nærme sig huset. Slet ingen af dem forventede, at det ville være en rustrød Dodge, med en beruset tidligere fabriksarbejder i.
Bilen drejede ind på grunden, i højere fart end nødvendigt. Det kastede en støvsky af sig, der lagde sig på en bøgehæk. Den aggressive kørsel blev bemærket med det samme.
Jacob tabte sin sandwich og blev skræmt, og Kathleen piskede ud til hoveddøren. Hun var gal.
Der opstod et skænderi foran huset. Frank og Kathleen råbte til hinanden, mens en lille dreng græd.
Ingen så det lille væsen, der kom krybende ud af laden.
Den havde retning af en rustrød Dodge.
Rose hvæsede og Robert knurrede. Der var noget de ikke kunne lide, og følte sig usikre overfor.
Ude på fjorden nærmede Bobbys kutter sig de to både, der vuggede ved siden af hinanden. Thomas råbte på Nigel eller Oliver, men der var ingen svar. Mary kom til syne fra styrehuset. Hun var mørk under øjnene og så træt ud.
Med en bådshage fik de fat i June.
Thomas gav Bobby besked på, at tjekke June. Han ville selv kigge nærmere på speedbåden. Mary holdt sig til Bobby. Hun kendte sin mands kutter bedre end de fleste. Hun vidste også hvor han gemte sine drikkevarer. Inden hun gik ind i Junes styrehus, så hun ud over rælingen, og kaldte sin mands navn.
Thomas kom ombord på den anden båd. Han kunne ikke se nogen. Ikke med det samme. Han vendte og drejede sig flere gange, for det var som om han hørte noget. En klynken fra en skrækslagen kvinde, nåede hans ører. Det gav et sæt i ham, da han mærkede noget eller nogen gribe ham om anklen. På få sekunder skiftede sheriffens ansigt fra solbrændt, til askegråt.
Ombord på June var der ikke noget at se. Ingen spor efter Nigel og Oliver. Mary blev mere bange end før. Bobby rystede på hovedet. Der var noget der ikke stemte.
- Hvad fanden er der sket her, sagde han.
- Hvor er Nigel, spurgte Mary, i et spinkelt håb om at Bobby kunne svare.
- Der er noget der ikke stemmer. De er ikke røget over bord, men hvor fanden er de så.
- Kan de have mødt nogen, og så taget med dem, spurgte Mary.
Men inde i sig selv, kunne hun godt høre at det ikke hang sammen. Nigel ville aldrig forlade sin kutter på fjorden. Han elskede den båd, som var det hans anden kone.
Thomas stod med en skræmt kvinde i armene. Hun kunne ikke sige noget, hun var stiv af skræk.
Han kaldte på Bobby og Mary, at de skulle skynde sig at komme. Han anede ikke sine levende råd, og kunne ikke få et ord ud af den fremmede kvinde.
Mary lagde en beskyttende arm om kvinden, og hjalp hende over på Bobbys kutter. Hun prøvede at få hende til at sige noget, og spurgte hende hele tiden hvor Nigel var, og om hun havde set noget. Men kvinden svarede ikke. Noget inde i hende var gået i stå. Hvert et ord blev blokeret.
Thomas og Bobby havde travlt med at binde bådene sammen.
De ville trække de to både i havn, med Bobbys kutters hestekræfter.
Den var stærk nok. Bobbys kutter var den største båd i havnen.
Ingen så fjorden bevæge sig. Det lignede bare bølger. Det lignede ikke det, som ingen vidste noget om. Et resultat af forurening i fjorden. En ny skabning af større og endnu ukendt styrke. Et stykke naturkatastrofe fra fabrikkens spildevand, blandet med livet i fjorden. Det var som om fjorden svarede igen. Det her var ikke meningen med livet.
Mennesket påkaldte sig styrke og viden, og civiliseret levevis, men glemte at tage højde for andet.
Ingen ville tage skylden dengang ulykken på fabrikken skete. Der var heller ingen der kunne vide omfanget af skaden.
Alle befandt sig på Bobbys kutter. Mary sad med den skræmte kvinde ude for styrehuset. Hun sagde stadig ikke noget. Bobby sørgede for at retningen var korrekt, direkte mod havnen i Forest Hill.
Thomas stod agter ude og stirrede mod vandet. Der var noget galt, han kunne fornemme det.
Det lød hult, da noget ramte speedbåden. Thomas havde netop vendt sig mod Bobby, for at ryste på hovedet. Det hele virkede så uforklarligt. Der manglede en masse svar.
Speedbåden blev med stor kraft slået op fra vandet. Noget ramte den - umenneskeligt hårdt.
Kvinden skreg hysterisk og begyndte at ryste. Mary mistede sit tag i hende.
Bobby vendte sig. Han troede et øjeblik, at de var sejlede ind i noget. Men noget havde ramt dem.
Mary opgav at få fat i kvinden. Hun løb om til Thomas. Betjenten stod helt stille. Det var først da Mary tog fat i ham, at han kom til sig selv.
Speedbåden landede med et brag. Den knustes mod vandet, og begyndte straks at forsvinde fra overfladen. Bobby kunne mærke modstand i vandet. Noget trak i June bag hans kutter.
- Skær linen over. Kom nu, skær linen over. Ellers bliver vi trukket under, skreg han.
Mary så noget komme til syne. Noget stort og sort hævede sig fra vandet, og lagde sig ind over Nigels kutter, June. Thomas så det ikke. Han havde travlt med at få fat i linen, og binde knuderne op. Bobby kom styrtende inde fra styrehuset. Han trak sin fiskekniv og skar linen. Først der, fik Thomas og Bobby øje på Junes uinviterede gæst.
Ingen havde set kvinden tage Bobbys riffel, før hun begyndte at skyde. Det gjorde Mary forskrækket, og vækkede hende nærmest af sit eget chok. Kvinden skød tre fire skud mod det sorte væsen på June. Bobby flåede riflen ud af hånden på hende. Thomas skreg til kvinden.
- Det er sgu ikke nogen havmåge det der. Den vil sikkert skide på de kugler.
I det samme gled væsnet ned i vandet igen, mens June begyndte at synke. Der blev stille i vandet, men ikke på kutteren. Der kom ikke nogen forklaring på, hvad de netop havde oplevet. Ingen som helst. Det sorte væsen fra fjorden gjorde kort proces med de to både, og ingen var i tvivl om, at den også havde gjort kort proces på dem, der befandt sig på dem. Undtagen kvinden.
Bobby løb ind i styrehuset igen, og gav sin kutter fuld gas. Thomas holdt om Mary, der i de sekunder, godt kunne regne ud, at hun aldrig ville se Nigel igen.
- Hvad helvede var det, spurgte Thomas højt.
- Det ved jeg ikke, men jeg tror det tog Oliver og min Nigel, svarede Mary med tårer i øjnene.
Kvinden havde et anderledes blik i øjnene. Hun havde taget bådshagen i hånden, som om hun ville angribe vandet. Thomas trak Mary væk fra kanten, og ind i styrehuset. Bobby var fokuseret på at lade sin kutter trække alt hvad den kunne. Det varede ikke længe før de kunne se land.
Bobby stod og opmuntrede sin kutter, mens Thomas vendte og drejede hovedet hele tiden. På afstand kunne man ane det sidste af June forsvinde.
- Kom nu for helvede din gamle kælling. Giv mig hvad du har, råbte Bobby til sin kutter.
Skumsprøjtet bag den gamle kælling slog til alle sider. Kutteren gav alt hvad den havde, og lidt til.
Kvinden havde stillet sig med ryggen til vandet. Hun græd højlydt, hysterisk og i skræk. Hun rystede over hele kroppen.
Thomas, Bobby og Mary havde øjnene rettet mod havnen, som netop var kommet til syne for dem.
Ingen af dem så det uventede komme tilbage. De nåede aldrig at reagere på det, før det var for sent.
Det rejste sig fra fjorden igen, med noget der lignede fangarme med sylespidse pigge langs siden.
Kvinden blev taget om livet, og blev brutalt revet fra borde. Hun skreg, inden hun kort efter blev flået i flere stykker. Væsnet sank tilbage i fjorden igen. Den fik hvad den kom efter, foreløbig.
Thomas nåede kort, at få et glimt af den. Det sorte væsen havde en lang gul stribe, ned af det, der kunne minde om ryggen på den. Man kunne ikke se noget ansigt, og mund. Men det var der.
Mary ville sige noget, men der kom ingen ord.
Ingen af dem havde nogen kommentarer til hvad de netop havde oplevet.
Der var kun en ting at tænke på. Havnen, og sikkerhed, troede og håbede de.
Tilbage i vandet flød der en blodig bådshage. Der blev stille i vandet.
Frank forlod Kathleens grund, rasende. Han råbte og skreg fra sin Dodge.
Jacob hang i sin mors arme, og græd stadigvæk lidt.
- Det skal nok gå skat. Jeg tror ikke, at han kommer her igen, trøstede moren sin søn.
Hun satte ham ned igen, mens hun satte sig på hug foran ham. Han tørrede sine øjne med sit ærme. Kathleen smilede lidt til drengen.
- Gå du over i hulen og hyg dig lidt, så vasker jeg op imens, sagde hun blidt.
Det kunne ikke gå hurtigt nok, for den lille dreng på seks, næsten syv. Der manglede kun en uge til hans fødselsdag.
Kathleen stod i sine egne tanker inde i køkkenet. Hun tænkte på skænderiet med Frank, og på sin egen situation. Hun havde ikke noget arbejde, og det var svært at finde noget, i Forest Hill.
Hun havde tidligere arbejdet som servitrice på cafeteriet, men der var ikke kunder nok mere. Kun i weekenden. Det kunne hun ikke leve af. Hverken hende eller Jacob.
Byen lå en lille times gang fra hendes grund. Hendes eget lig af en bil kunne ikke mere. Så der var kun én måde, at komme til byen på. Men Jacob skulle ikke hives ud på den lange tur.
Hun havde såmænd tænkt tanken, at sælge huset, og søge mod en større by. Simpelthen køre over den blå bro for sidste gang, som hendes mor havde gjort det, for år tilbage.
Hun stod og tænkte på flere af de større byer, og kastede dem rundt som billeder for sine øjne.
Chicago, Washington, Los Angeles eller måske New York. Hun havde faktisk aldrig været nogen af stederne. Men det var da en tanke værd.
Med et skrig hun genkendte, blev hun flået ud af sine drømme. Kathleen smed alt hvad hun havde i hænderne, og spurtede af sted. Hun råbte Jacobs navn flere gange, mens hun nærmede sig laden.
Foran hulen stod drengen. Han var opløst af gråd. Foran ham lå der et knust syltetøjsglas.
Kathleen greb sin søn, og gav ham et langt knus. Hun frygtede det værste.
- Var Frank herinde før han kørte, spurgte Jacob gennem tårer.
- Det ved jeg ikke skat. Det tror jeg ikke, svarede Kathleen oprigtigt.
- Han har knust mit glas igen. Jeg hader ham. Han slog også Jackson ihjel.
På landevejen mod byen sad Frank. Høj rockmusik drønede ud af radioen, og gav afkald på alle andre lyde. Den røde Dodge slingrede fra side til side. Alkoholen sad i blodet på ham.
Det var som om, Frank kunne mærke noget ved kraven på den ternede skjorte. Han troede at det var en flue, eller et andet insekt. Han sad og slog rundt om sig, i håb om at kunne skræmme det væk.
Det satte sig i håret på ham, og hurtigere end Frank kunne nå at tælle til ti, hvilket var svært nok i hans tilstand, bed det sig fast i øret på ham. Frank skreg. Det gav en hidtil ukendt stor smerte.
Det virkede som om, at det der bed ham, borede sig længere ind i hovedet på ham. Med tænder som syle, eller kløer som skarpe sakse.
Frank prøvede at bremse og gasse op på samme tid. Bilen slingrede yderligere. Mens han skreg endnu højere, da smerten voksede hele tiden. Blodet flød fra hans højre øre, i klumper.
For hver en bid det lille væsen tog, voksede det inde i hovedet på Frank. Det var inde i hjernen på ham, og han kunne ikke længere koncentrere sig om at skrige, eller køre bil. Han kunne ingenting.
Bilen styrtede om på siden, mens det nu også flød fra Franks næse og mund.
Frank var dømt på forhånd, af det lille sorte væsen, som Jacob havde fundet nede ved fjorden.
Han rystede en smule, men det var kun nerver. Frank var allerede død.
Men væsnet var endnu ikke mæt. Det åd sig vej gennem hans hoved, og ud af øjnene. Og det voksede sig atter større.
Da Franks hoved kun var et kranie, kravlede væsnet ud af bilen.
Kun få hundrede meter foran det, lå byen. Den engang så fredelige lille by.
Som alle troede man blev i, til man døde. Det gjorde man også. For nogen kom døden bare lidt tidligere, end forventet.
Bobbys kutter drønede ind i havnen, med højere fart end tilladt. Den bankede ind i molen, og ødelagde noget af stævnen. Men for dem der var ombord, gjaldt det kun om at komme i land.
Mary lagde sig på knæ og kyssede jorden, mens hun græd åbenlyst og højt.
To teenagedrenge kom løbende hen imod hende.
Thomas fortalte til højre og venstre om deres oplevelser på fjorden, men de blev mødt med skepsis. Ingen ville tro på deres historie, til at starte med. Thomas blev gal. Han blev syrligt rasende. Han smed en fiskekasse gennem luften, og var helt rød i hovedet. Han følte sig svigtet.
- Har jeg nogensinde løjet for nogen af jer. Og tror I mig ikke, så bed jeres sidste bøn, og sejl ud på fjorden, men vær sikker på en ting, I kommer aldrig ind igen, råbte han.
Folk begyndte at blive usikre. Nogen græd, andre klamrede sig til hinanden. Nogen unger piger skreg, mens nogle få mænd begyndte at løbe hjem. Hjem for at få hele familien væk fra Forest Hill, over den blå bro. Helst så hurtigt som muligt.
Et stykke fra den højtråbende samling, stod der en ældre mand alene. Han havde set det komme. Han havde ventet det værste, og nu var det her. Han skyndte sig hen til sin bil. Han lagde sine nykøbte varer på bagsædet, og var på kort tid på vej ud af byen.
Kenny stod i sit slagteri, og hakkede kød. Hans køkken lå i udkanten af byen, som et af de første huse, når man kørte ind i Forest Hill.
Imod alle regler, havde Kenny altid sin savlende bokser, Bruno, løbende omkring sig i køkkenet. Men noget havde fanget dens opmærksomhed. Bruno snerrede af det den så, men det gav ikke den ønskede virkning. Bruno savlede, men det gjorde væsnet også. Maskiner i køkkenet larmede, så den overdøvede en boksers sidste lyde.
Kenny gik rundt i køkkenet og fløjtede. Ind imellem kaldte han på Bruno, men der kom ikke nogen hund. Kenny lod et stykke kød falde på gulvet, og så kaldte han på Bruno igen. Under normale omstændigheder ville det kun have taget hunden sekunder at nå kødet, men ikke nu.
Thomas Hansson var hurtigt tilbage på sit kontor, og i sit hjem. Han samlede hvad han lige kunne få fat i. Han kylede noget tøj i en vadsæk, og kastede den over skulderen. Fra skuffen i skrivebordet tog han et stykke papir og en pen. Han skrev en hurtig besked, og lagde pennen fra sig. På papiret stod der, jeg siger op, Thomas Hansson, Forest Hill.
Ude foran kontoret, trykkede Bobby ivrigt i hornet.
En hurtig aftale blev ført ud i livet, da de to aftaltes at mødes der, i Bobbys bil.
Thomas kom løbende ud med to tasker og sin vadsæk.
Han så hurtigt hen over bilens tag.
- Vi kan ikke køre fra dem, råbte han, og pegede på Mary og hendes drenge.
De stod stadig nede ved havnen, og vidste ikke hvor de skulle gå hen. Skræmte og bange, var de.
De så sig hele tiden omkring, mens de skreg deres fortvivlelse til alle, der kom kørende forbi dem.
Men der var ingen der stoppede. Ikke før Bobbys jeep hakkede bremserne i.
- Skynd jer, vi forlader byen nu, råbte Bobby. Mary var ikke sen til at handle.
Der stod stadig en lille gruppe mennesker på havnen. Skeptikerne. Dem der ikke troede på noget.
Det de troede var en dårlig joke, blev pludselig dødelig alvor, da de så Bobbys kutter hæve sig fra vandet. De så store dødbringende pigge gennembore kutteren, for at lade den lande på havnen.
Båden blev delt i flere dele, til det ikke lignede en kutter mere.
- Sømmet i bund, skreg Thomas, mens Marys drenge så væsnet gå i land.
Kun få skeptikere overlevede det lille angreb, men de nåede ikke langt, for angrebene bølgede ind over byen. Væsnet blev ved, til der ikke var nogen skrig tilbage.
Væsnet havde ingen menneskelige følelser. Den åd, så længe der var mad.
På vej ud af byen og foran kørselsretningen, dukkede Kenny op. Han haltede af sted, mens han tog sig til ryggen. Ingen i bilen kunne se hvad der var galt, og Bobby satte farten ned.
- Hvad er det han har på ryggen, spurgte Thomas og pegede på slagteren.
- Jeg tror ikke vi skal stoppe, sagde Mary højt, mens hun holdt om sine drenge.
- Vi kan da ikke bare lade ham blive tilbage, sagde Bobby, dybt rystet over Marys ord.
Da de nåede helt hen til Kenny, vendte han sig om. Thomas var ikke sen til at genkende den sorte ryg med den gule stribe. Han sukkede, mens han greb Bobbys Winchester.
- Kør for satan. Kør nu, skreg han af fuld hals.
Han jog riflen ud af sideruden, og skød på det sorte væsen, på Kennys ryg. Han tømte riflen, og Kenny faldt om. Væsnet slap taget i ryggen og røg på ned jorden, lige så død som Kenny.
Foran Kathleens hus, bremsede en bil. En ældre mand hoppede ud, og gik mod huset. Han kendte dem ikke, og de kendte ikke ham. Kun af omtale.
Kathleen så ham, og kom ud af døren. Hun genkendte ham ikke, men forsøgte at virke rolig.
- Mit er navn er King. Jeg er jeres nabo. Jeg er her for at få jer ud af byen, mens det er muligt.
- Jeg har ingen planer om at forlade byen, løj Kathleen.
- Jeg tror det vil være en god idé frue, for dem og deres søns skyld.
- Må jeg spørge hvad det drejer sig om, spurgte Kathleen en anelse mistroisk.
- Spildevandsmonstret, lød et kort svar fra mr. King.
Kathleen vidste ikke om hun skulle grine, eller lade være. Hun vendte sig og så efter Jacob.
- Undskyld, hvad var det de kaldte det, spurgte hun, med et lille smil på læben.
- Spildevandsmonstret frue, og det er ikke nogen joke. Er de i tvivl, kan de jo ringe til Hansson, men jeg tvivler på at han stadig er på sit kontor. Han har formentlig forladt byen, eller er ved det. Monstret har angrebet byen, og er startet ved havnen.
Kathleen stod og stirrede på mr. King. Lige indtil en lille dreng råbte fra sit vindue på første sal.
- Se mor, nu kommer der en bil mere, råbte Jacob ned.
- De er forfatter ikke sandt? De digter en masse historier, sagde Kathleen til mr. King.
- Mit erhverv er ikke interessant lige nu. Det er de og deres søns liv.
I det samme bremsede endnu en bil foran Kathleens hus. Bobby kom springende ud.
- Du skal ud af byen nu, og det kan kun gå for langsomt, råbte han.
Kathleen så hurtigt på bilens andre passagerer. De så skræmte ud alle sammen. De råbte alle sammen det samme. Det gjaldt om at komme væk. Forbandet hurtigt. Og flygte for sit liv.
På få øjeblikke, havde Kathleen få fat i Jacob, og en smule tøj. Jacob nægtede at køre uden Rose og Robert, men de kunne godt være i bilen.
- Jeg så Franks bil på vej hertil. Jeg stod ud og kiggede efter liv, men ham skal du ikke koncentrere dig om mere, sagde mr. King med rolig stemme. Og så blinkede han til Jacob.
De to biler kørte hurtigere end tilladt mod Blue Bridge Road, og over broen for sidste gang.
Da de var nået over, vendte Jacob sig om og så sig tilbage. Han sendte et fingerkys.
- Hvem er det til, spurgte hans mor, mens hun nervøst så bagud.
- Det er til Jackson. Ham fik jeg ikke med, svarede drengen.
I månederne efter, satte militæret et angreb ind. De fangede monstret liggende midt i byen, og skød det i stumper og stykker. Fabrikken blev bombet og jævnet med jorden, og byen erklæret død.
Der var kun spøgelser tilbage i byen. Mørke gespenster, der vandrede rundt i byen, og drømte sig tilbage til dengang, de stadig levede lykkeligt i den lille by.
Solen ramte stadig Forest Hill, men der var stadig skygger ind over fjorden.
Der var ikke så meget levende tilbage. Kun det der levede under bølgerne.
Det der krøb hen over bunden, og åd alt på sin vej, og voksede sig større.
Det eneste der var tilbage, var de små sorte kryb, med den gule stribe på ryggen, der kravlede op på bredden. De kom fra fjorden.
Fra spildevand til monster.
Fra lille dræber, på størrelse med et insekt, til kæmpe trussel for alle.
Ingen skulle være i tvivl om, hvem der herskede under overfladen. En ny art var skabt i fødekæden. Det var den der kunne sprede sig, og var umættelig, efter organismer.
Den voksede efter hver luns, til noget der kun blev større, og farligere.
Den gemte sig i fjorden, til alle havde glemt.
For ingen kunne rigtig vide, hvad fjorden gemte.