Klovnen

Det at gå i cirkus, er en fornøjelse for det fleste. Sådan har det været i mange mange år, men ikke altid. Engang var der en forestilling, nogen kun så én gang.
Når musikken stoppede og den sidste klapsalve var overstået, kom han ind.
Han trampede ind i manegen, og publikum startede med at grine, men da showet var slut blev der stille. Folk traskede ud af teltet, men der manglede altid en.
Senere stod solen op, og cirkusset var væk. Teltet var der ikke mere, og det så ud som om det aldrig havde stået der. Så gik livet videre i de små byer hvor de havde optrådt.

Han sad hvor han havde siddet i så mange år. Indtil alle vognene standsede ved den næste by.
Han var stor som ingen andre. Ikke muskuløs eller fed, bare stor. En sand kæmpe.
Et stille bjerg, der bare voksede og voksede. Han var stærkere end ti okser, og kunne æde mere end ti sultne løver. Når hans optræden var slut, trillede cirkusset videre. Så var der ikke mere. Han lavede sine kunstner, og de grinede, indtil de ikke grinede mere.

En ny by et nyt sted. Det var tidlig morgen. Så blev teltet slået op.
Den lokale befolkning stimlede sammen og var nysgerrige, mens jonglører kastede med ild og en hestedressør gjorde sit for, at alle skulle komme i cirkus samme aften.
En linedanser gik hen over et tyndt stykke snor, mens en tryllekunstner fik bolde til at svæve i luften. Børnene måbede.
Ind imellem kom den skæggede dame frem, eller den markant deforme Joseph Merrick. Ham de alle sammen bedre kendte under navnet, Elefantmanden.

Ham jeg fortæller om havde sin egen vogn. Den var ikke særlig stor, men den blev trukket af to æsler, der måtte slide for føden.
For at styre vognen og æslerne, sad der en dværg som kusk og styrede seletøjet.
De var bedste venner, dværgen og kæmpen i vognen.
Et umage par, men uadskillelige. De sørgede for hinanden, når direktøren ikke så det.

Når alle vognene holdt stille, skete det at dværgen og kæmpen fik en lille pause for dem selv. Så kunne de snakke i ro og fred.
De kunne grine, og de kunne næsten holde i hånd.
Det var ikke kærlighed mellem de to. Det var et venskab for livet. Men som oftest varede det ikke så længe, så kom direktøren, og vennernes rolige øjeblik var forbi. De så hinanden i øjnene, og uden et ord lovede de at holde sammen. Kæmpen så efter sin ven, mens han hviskede det samme aften efter aften.
- Jeg kan ikke lide mit liv. Kan du redde mig?
Men dværgen kunne ikke gøre noget. Direktøren var for magtfuld.

Det store menneske i vognen havde også en fortid. Et sted han kom fra, men ikke et sted der blev talt om mere. Det var fra en tid for mange år tilbage da han blot var en lille dreng. En lille uskyldig størrelse, som ingen tog notits af.
Det var da han blev fundet, løbende rundt i gaderne som en fattig lille forældreløs en, der måtte kæmpe for føden. Dengang kunne han dog stadig se solen i ny og næ.

Han sad klemt i sin lille vogn da direktøren åbnede døren.
Han stak hovedet ind. Man kunne straks ane en ækel og rådden dårlig ånde, der stank af sur cigar og sprut.
Direktøren havde et bredt ansigt, med et stort ar fra højre side af panden og ned over øjet og videre ned over næsen. Det krydsede munden og sluttede under hagen.
Hans stemme var som en mørk rumlen, der lød som et sløvt godstog gennem en tunnel. Ofte hviskede han kun, men det var rigeligt. Folk var bange for ham.
Han kunne sætte sig i respekt bare ved at stirre på en. Hans brede arme var så behåret at man dårligt kunne se huden.
Hans næver var barkede og kunne berette en historie om et langt arbejdsomt liv.

- Det er en ny by i aften. Husk at du er min hovedattraktion, hviskede direktøren.
Kæmpen nikkede. Uanset hvad han mente og syntes, så var direktørens ord lov.
Hver gang de ramte et nyt sted, så talte kæmpen med sig selv.
Han havde sine tanker og idéer. Han vidste hvad han kunne lide, men det var ikke det han oplevede hver aften. Han blev tvunget til det han kunne. Det var aldrig af lyst.
Inde i kæmpen voksede en vrede.
En ulmende vulkan der blot ventede på at springe i luften, og lade sin vrede æde alle dem der stod i vejen.

Virkeligheden var også, at den barske direktør havde en klemme på det store menneske i den lille vogn.
Han kendte hans ømme punkt, og ville ikke tøve med at hælde salt i såret kun for at få sin vilje. Det ømme punkt var hans lille ven.
Han ville bore en kniv i det åbne kødsår, så der ikke herskede tvivl om hvem der styrede showet i det lille cirkus. Ingen, som i slet ingen skulle nogensinde sætte spørgsmålstegn ved direktørens beslutninger. Så ville han handle derefter.

Det kæmpe store menneske satte sig foran et spejl, og begyndte at sminke sig.
Han malede sig hvid i ansigtet. Han fik røde kinder fra en markant rød læbestift, fremstillet af frugtsaft.
Tit var det den skæggede dame der hjalp ham.
Ofte skete det at han sad der, midt i sine egne tanker, og tænkte tilbage på den dag han blev fundet.
Den dag, hvor en lille bred mand med behårede arme greb ham i at kæmpe for føden. Han troede at lykken vendte sig for ham, men han tog så grueligt fejl.
Han vidste ikke hvad det var for et cirkus der var kommet til byen.

Han løb hen over marken, med en bonde i hælene.
Han havde stjålet to æg fra hønsehuset, og piskede af sted. Han løb for sit liv og sit næste måltid.
Han nærmede sig et område i nærheden af nogle huse, men der var også noget nyt.
Der stod nogle hestevogne han ikke havde set før. De var malet i alle farver.
For at slippe for bonden, og de tæsk der utvivlsomt ville komme, løb han ind under en af vognene og gemte sig.
Da skete det. Der blev han grebet, og hans verden ændrede sig til noget han ikke vidste hvad var.
Han kunne ikke vide hvad han ville ende som, og gøre for at overleve.
Hvem kender fremtiden og hvad den byder? Hvem gør ikke alt for ikke at dø?
Den lille dreng var rædselsslagen, men han skulle selv blive noget der kunne skræmme.

En mand med et kraftigt ar i ansigtet tog fat i ham under vognen.
Han rev ham ud og gav en lussing han aldrig ville glemme. Og så så han på ham.
Han skulede ham i øjnene og så en frygt der fik drengen til at græde højlydt.
Han forsikrede bonden at drengen aldrig ville stjæle fra ham igen. Og bonden gik.
Manden med arret løftede drengen i den ene arm. Han hviskede til ham.
- Jeg bestemmer her! Jeg kan bruge dig og du bliver her.
Sådan blev det. Ikke som drengen ønskede det. Ikke som han kunne forestille sig det.

Det blev aften og den lille fyr sad næsten alene i en vogn. Ved siden af ham sad der en mand. Han var ikke særligt høj. Han var voksen, men på højde med drengen.
De sagde ikke så meget til hinanden, men de forstod deres fælles situation.
De var fanget i en verden de ikke kendte så meget til. Den lille mand var kommet året før. Som et lyn og et tordenbrag kom den arrede mand bragende ind i vognen.
Han tog hårdt fat i drengen og slæbte ham med.
Den aften og nat fik han så mange tæsk, så han var ved at dø af sine kvæstelser.
Det var et mirakel at han overlevede.
Arret ville vise drengen hvem der havde magten. Han piskede den lille størrelse.
Da han var færdig lod han drengen ligge i et bur. Han smed noget kød ind til ham.
Sådan foregik det den første måned, indtil drengen havde forstået hvordan og hvem arret var. Og hvad han var i stand til hvis man ikke makkede ret.

Direktøren pinte drengen, og ændrede hans adfærd, og hans personlighed til noget andet. Han gjorde ham til et vilddyr. Et rasende monster, der voksede med årene.
Direktøren, dværgen eller den skæggede dame kunne bare ikke vide at han aldrig stoppede med at vokse.
Han blev en kæmpe, med en forstand som en dreng, og et sind som Afrikas vildeste store sultne katte.

Sådan blev hans rolle i manegen.
Et enormt menneske. Opdrættet som noget utæmmeligt, der kun levede af frisk kød, fra noget som direktøren selv havde dræbt.
Han blev den de andre kunne grine af og gøre nar af, pege fingre og skære ansigter af.
Han bevægede sig rundt i manegen og fægtede med arme og ben, og folk lo.
Han faldt og fik lagkager i hovedet, og børnene skreg af grin.
De grinede af ham alle sammen.
Han var sminket med et stort smil i ansigtet, men han græd bag masken.
Han udfyldte sin plads i cirkusset. Han skulle skræmme, men det var sjovt.

Lige indtil det sidste store nummer, hvor direktøren blandede sig, der var det kæmpen de kunne lide. Men det ændrede sig da nummeret ændrede sig.
Da den arrede direktør bad en fra publikum komme ind i manegen.
Oftest fik han lokkede en kvinde ind i midten.
Han lavede et nummer med at det skulle se ud som om han savede kvinden over.
Hvis kvinden havde familie med, fik de besked på at hun ville komme hjem dagen efter. Folk var benovede og klappede ivrigt. De troede alle sammen på ham.
Kvinden gjorde hvad hun fik besked på, og kravlede ned i en stor kasse, der til forveksling godt kunne ligne en kiste.
Hun skreg da direktøren begyndte at save.
Imens det stod på, skulle kæmpen få folk til at grine, og de grinede og slog sig på maven. Om aften, når publikum var forsvundet, forsvandt det lille cirkus.
Så fik det store menneske frisk kød.

Dagen efter gik en fortvivlet mand og hans børn rundt og ledte efter kvinden.
Men hun var ingen steder at finde. Det der ikke kunne ædes var gravet ned.

Sådan rejste det lille cirkus verden rundt og optrådte, og for en aften var folk underholdt, men det endte blodigt og drabeligt, men det vidste kun direktøren.
Han smed en hul latter af sig, mens vognene kørte gennem landskabet.
Hver gang sluttede det på samme måde, i mange år.

En regnvåd efterårsdag standsede vognene i England. Det var lidt mere end et årti før århundredeskiftet. Der skulle ske ændringer i truppen.
Den, efterhånden aldrende direktør ville have nyheder der kunne forbavse folk.
Den var ikke længere nok med en skæggede dame og en dværg der sprang rundt.
En mørk aften hvor ingen var opmærksomme, og direktøren ikke var hjemme i sin egen vogn, stak Joseph Merrick af.
Elefantmanden ville ikke længere udstilles som et dyr. Han var et menneske, og ville være i fred. Det drømte kæmpen også om.

Der var et andet problem.
Rygtet om en menneskeædende klovn havde forfulgt cirkusset.
Folk rundt omkring i verden snakkede om det. Flere og flere kvinder var forsvundet gennem årene. Efterhånden en hel del. Men han vidste ikke hvad han havde gjort galt, for han var bare en klovn, der fik besked på at æde det kød der blev serveret.

Den aften hvor Merrick stak af, kom dværgen løbende ind til sin store ven.
Han var forpustet og hev efter vejret.
- Du må flygte. En masse mennesker leder efter dig. De vil hænge dig.
- Hvad har jeg gjort galt, spurgte kæmpen fortvivlet.
- Det er ikke dig. Det var direktøren der gjorde det. Men det er dig de leder efter.
- Jeg kan ikke efterlade dig her. Han slår dig ihjel. Det har han truet med.
Den lille mand så sig nervøst omkring. Det var som om han kunne høre noget.
- Du må skynde dig min ven. Hør her, jeg er efterhånden en ældre mand. Jeg kan ikke flygte nogen steder. Hvis han dræber mig, så gør han mig kun en tjeneste. Du må ikke tænke på mig.

Da de trådte ud af kæmpens vogn stod han der, direktøren.
Med en stor kniv i den ene hånd og en fakkel i den anden, og med ild i øjnene. Han tordnede i stemmen.
- Så i vil flygte, hvad? Det bliver der ikke noget af. Jeg kan stadig tjene penge på jer to. Politiet har udlovet en dusør til den der finder frem til den store uhyggelige klovn. Og jeg ved tilfældigvis hvor han er. Jeg har kontaktet politiet, og de er på vej.
Direktøren kunne ikke lade være med at glæde sig over sin egen idé.
Han så på den lille fyr ved siden af kæmpen. Han gik frem og pegede på ham.
- Dig din lille lort. Dig kan jeg ikke bruge til noget mere.
Det lød som en susen i vinden, og stoppede lige så brat som det kom.
Dværgen stod og rystede på benene. Han så op på sin ven, og deres blik mødtes.
Fra han bryst kunne man kun se skaftet af kniven. Resten sad i kroppen på ham.
Sekunder føltes som år, og så faldt han om.
Den store klovn bukkede sig og tog sin lille ven i armene.
Han hviskede gennem tårer. Han kunne næsten ikke få ordene frem.
- Nej, nej du skal blive hos mig. Jeg kan ikke være alene. Du skal blive her.

Dværgens hoved faldt tilbage, og en stribe blod trillede fra hans mundvig.
Hans øjne var stadig åbne, men de så ikke noget mere.
Kæmpen gik på knæ mens han græd helt åbenlyst. Han kunne slet ikke tage smerten.
Der gik måske kun et par minutter, men det føltes som en evighed, der varede længere endnu.
Der gik noget i stykker inde i ham. Noget var knust.
Med et rystende ansigt skulede han hen mod direktøren. Han så ikke bare det menneske der havde pint ham i årevis, eller det menneske der havde dræbt hans bedste ven.
Han så et uhyre der måtte standses. Noget han ikke var bange for mere.
Han lagde forsigtigt sin ven på jorden, og så rejste han sig og gik hen mod direktøren.

Den nat brændte cirkusset ned. Direktøren var bundet fast til sin egen vogn.
Han begyndte at skrige da flammerne tog fat i ham. Han kunne ikke løsne knuderne på rebet, for han havde ikke nogle hænder eller fødder mere.
Alle aktørerne stak af til alle verdenshjørner.
Dværgen blev begravet med de bare næver.
Kæmpen kunne ikke nogle sange, men han brummede et par ord om sin ven og deres venskab. Da folk nåede frem, var klovnen væk. De søgte alle steder, men fandt ham aldrig.

Det siges at retfærdigheden gjorde ham udødelig. Det siges også at han ikke magtede at se hvad der var rigtigt og forkert.
Han levede stadig med det barnesind han blev skabt med, men at det blev knust den aften direktøren slog hans ven ihjel.
Med et umenneskeligt stort raserianfald går han rundt på landevejene endnu.
Med sine unormalt mange år på bagen, går han gennem skove og hen over marker. Måske findes han i virkeligheden.
Man kan tro hvad man vil. Men jeg ville køre en omvej hvis jeg så en klovn på vejene. Ham her skaber ikke glæde og latter. Han hævner sin ven, og sulter efter kød og blod.