Leonora & hendes børn


Leonora & hendes børn

Virkeligheden kunne sommetider overgå fantasien, og det vi nægtede at tro på kunne ind imellem vise sig at være mere sand, end vi brød os om at tænke på.


På kriminalen var der fortvivlelse længere op af formiddagen. Henrik sad ved sit bord og foran ham stod Alex. Det var ikke det hele der var til at forstå, så Henrik havde bedt Alex gentage.

- Ja, altså tvillingernes mor blev set gå rundt nede ved havnen en iskold januar morgen. Hun holdt sig til hovedet fortalte vidnet, inden hun valgte at springe i vandet, på et tidspunkt hvor vandet i havnen er ved at samle sig til isflager. Kort efter blev hendes samlever, Kaj Lorentzen kørt ned uden foran sit hus. Her vil jeg gerne lige indskyde, jeg kender Lasse, der kørte lastvognen, han er god fyr men han har altid lidt for travlt. Han fortæller at han simpelthen ikke kunne nå at reagere. Pludselig lå Kaj Lorentzen på alle fire midt på vejen og så sagde det bare knald.

- Og tvillingerne, spurgte Henrik.

- De er som borte med blæsten. Helt væk. Jeg talte med et rigtigt sødt ældre ægtepar, der fortalte at de to drenge, Casper og Christoffer Nielsen, altså Christinas børn, var, eller er et par rigtig gadedrenge.

- Gadedrenge?

- Ja, det var det udtryk de søde ældre mennesker brugte. De var almindeligt kendt i kvarteret som et par rødder der ikke stod tilbage for noget som helst. De ældre mennesker kunne også fortælle at de flere gange havde hørt de fæle drenge tale om at stikke af og tage til København.

Henrik smilede lidt skævt over udtrykkene.

- Gadedrenge og nogle fæle drenge. Det hører man ikke så tit mere.

- Jeg har selvfølgelig udsendt en efterlysning både hos svensk politi og Københavns politi. Jeg giver besked så snart jeg ved noget.

- Det er fint alt sammen Alex. Prøv lige at hør her, moderen Christina. Jeg kunne tænke mig at vide om hun var på nogle stoffer ingen hun bare gik ned og tog springet i havnen?

- Det kan jeg godt svare på, for jeg har talt med Michael Hansen. Det lader ikke til at hun var på stoffer. Han stod og var ved at obducere hende da jeg ankom, men jeg gik hurtigt igen. Det er altså ikke min favorit det der.

Henrik smilede igen. Det var heller ikke hans favorit.

- Jeg kan fortælle efter at have spurgt rundt omkring i kvarteret, at Christina var rimelig meget underkuet. Det var Kaj der kørte løbet. Ingen andre, sagde Alex.

Henrik slog i bordet som en slags gestus. Det gjorde han altid hvis han var glad.

Der var ikke noget at sætte en finger på. Alex havde gjort det godt og fik et klap på skulderen. Det var ikke alle der fik det.

- Det er godt Alex, men lad sagen blive på dit bord hvis der skulle dukke noget op omkring de banditter, ikke?

Alex nikkede mens Nicklas kom ind på kontoret med en cigaret i munden. Den var selvfølgelig ikke tændt, men trangen var der snart.

- Hvornår giver du op og tænder den smøg, spurgte Henrik grinende.

- I har meget travlt med mine smøger, hvad? Lis har også lige spurgt mig.

- Ja hun er mig en god sekretær. Hun ved altid hvad hun skal spørge om.

Alex grinede og stemningen var lettet. Henrik greb ud efter Niclas’ cigaret, men den lange kriminalbetjent undveg. Nicklas fangede også stemningen. Han pegede på Alex og hans lange hår.

- Ok, jeg tænder min smøg den dag du bliver klippet, sagde han.

Alex rystede på hovedet og kørte en hånd ned gennem sit lange hår.

- Hvorfor skal det gå ud over mig?

- Fordi du er den yngste, svarede Nicklas.

Henriks sekretær, Lis Frandsen kom også ind på kontoret. Hun var en pæn dame midt i fyrrene med halvlangt mørkt hår der gik til skuldrene. Lis boede alene i Allinge i et lille blåt hus hun havde købt, efter det forliste ægteskab med Mads. De var gode venner, men ikke mere end det. Hun gik næsten altid i lidt stramme nederdele der gik til knæene. Den fremhævede hendes former. Over skulderen havde Lis som regel sin hvide cardigan. Den var måske også et en enkelt nummer for lille, men Lis var vitterlig en pænt bygget dame. Hun kunne gå med det. For at holde håret oppe sad der et par røde læsebriller. Hun brugte aldrig de briller til at læse med. Kun til håret. På hendes skrivebord lå der altid et ekstra sæt briller, som der også gjorde i hendes taske og i skuffen ved skrivebordet. Så hun var som regel dækket ind.

- Skal i stå og grine så vil jeg være med, sagde hun.

Henrik pegede på sine to betjente.

- Knægten vil ikke klippes og Nicklas har truet med at tænde sin cigaret hvis han bliver klippet, sagde Henrik med et grin på læberne.

Der spredte sig en ikke så dæmpet latter på Henriks kontor, hvor beskyldninger for både langt hår og lakridsæg og Nicklas’ cigaret fór hen over skrivebordet.

Det hele var hyggeligt og muntert indtil telefonen ringede på Lis’ skrivebord. Hun forlod Henriks kontor hvor den lattermilde stemning ikke ville slippe.

Lis skrev en længere besked på sin blok inden hun lagde telefonen på.

- Mine herrer. Jeg er nødt til at bede jer stryge jeres smil. Vi har en ny savnet person. En Vagn Møller, otteogtres år. Han plejer at gå ned og tage en vinterdukkert hver morgen klokken otte. Det er så småt fire timer siden. Han er ikke blevet set siden. Fruen har selv været nede og se efter ham på stranden, men han var der ikke. Der var andre vinterbadende dernede, men altså ikke Vagn.

Henrik satte sig tungt på sin stol igen. Han så ud af vinduet.

- Hvad fanden er det for noget med folk der forsvinder herovre lige pludselig? Jeg troede vi havde været igennem det værste sidste år, med fugle der gik amok og en pige dræbte dem der voldtog hende. Og så måske den værste sag af dem alle, den om Aksel der havde sit helt eget personlige ædegilde juleaften.

Henrik kastede et blik på Nicklas og Alex.

- Ok. Læg alt andet til side lige nu, og tag ud og find Vagn Møller.


Vagn stod bag den gamle brandstation. Han var helt paralyseret i øjnene. Han var en fyldig mand, uden at være dissideret fed. Bare stor. Han var bare fuldt med, og nu stod han her helt nøgen. Der var ikke nogen der hang ud af vinduet. Det var allerede blevet tjekket. Det hele gik så umenneskeligt hurtigt, at Vagn ikke havde skyggen af chance for at forsvare sig.

Kun et enkelt kort øjeblik efter, lå han på jorden. Der var masser af blod omkring ham. Fra skinnebenene og op til hoften var der kun rene hvide knogler. Vagns øjne hvilede på en lyseblå februarmorgen.


Liget blev fundet og en stribe betjente havde travlt med at spærre af og skærme for eventuelt nysgerrige. Det var ikke noget kønt syn og på et hjørne af et gadekryds stod den kun ni årige Olivia og kastede op. Jannick stod og holdt hende på panden mens Louise stod klar med en flaske vand inden de kunne køre med hende.

Olivia var blevet sendt efter morgenbrød og havde gjort fundet fordi hun ville gå en lille omvej, bare for sjov. Kun minutter efter kom hendes far løbende. Han sad selvfølgelig med i ambulancen da Jannick og Louise kørte med hast på hospitalet.


Et sted på øen i et skovbryn hvor ingen andre så dem, var der sænkede blikke. Kun én nægtede at sænke sit blik. Han var den største men ikke den ældste. Det var ikke ham der var kongen blandt den næste generation. I øvrigt var der stadig en dronning, og ingen over hende. Der var fire børn. Den ældste af de fire var lederen, men det var den næstældste der følte sig hævet over de andre. Ingen kunne det han kunne i den hastighed.

Det var også ham der havde angrebet Vagn, med en enorm eksplosiv styrke. Mennesket havde ikke haft en chance, og det var overstået på et kort øjeblik.

Se dem i øjnene. Paralyser dem, og dræb. Tag det kød du vil have og forsvind.

Dronningen var utilfreds. Hun fór umenneskeligt hurtigt frem og slog. Det gav fire dybe ridser i rebellens ansigt. Det sved, men han nægtede at sænke sit blik. Hun slog igen på den anden side af ansigtet. Deres øjne mødtes og endelig så han i jorden.

- Næste gang jæger vi alle sammen, sammen. Er det forstået?

De nikkede alle sammen forstående. Også den næste leder i flokken. Den største han ventede et øjeblik. Dronningen trådte et skridt tættere på og hendes øjne lynede.

Endelig nikkede han. Den ældste han så på ham og rystede på hovedet. Han burde kende de gamle regler. Du gør ikke noget uden tilladelse.


Henrik sad med store øjne og hørte deres forklaring. Lis stod bagved ham med en serviet for munden. Der var ikke nogen af dem der brød stilheden, som i det øjeblik var mere støjende end tordenbrag på en efterårsdag.

Niclas rømmede sig og løftede sin blok.

- Det var sådan han blev fundet. Desværre. Vi har stadig folk derude der banker på alle dørene i Allinge. Indtil videre har vi ikke noget resultat, men vi håber stadig på mere end det ene vidne der fandt ham. Og så må vi håbe at Michael kan komme op med noget mere. Han er blevet kørt til retsmedicinsk.

Henrik nikkede og sagde stadig ikke noget. Han trak vejret tungt og nulrede sit fuldskæg. Den var sikker hver gang en stor sag kom ind. Det var de samme bevægelser med pegefingeren og tommelfingeren.

- Denne her sag har vel førsteprioritet, spurgte Alex og så rundt på de andre.

Henriks blik flakkede fra den ene til den anden.

- Øh ja det har den selvfølgelig, svarede han.

Den var en længere pause mellem ordene hvor ingen sagde noget. Henrik rejste sig op og pegede på Niclas og Alex.

- I to lægger ALT andet til side. I koncentrerer jeg KUN om denne her sag. Jeg håber fandeme ikke at det er en ny Akselsag. Jeg tænker også på om vi skal hente hjælp ovre fra. Det her skal stoppes, OMGÅENDE. Jeg er ligeglad med hvordan I gør, men jeg forlanger i bruger al jeres tid på denne her.

Lis begyndte at ryste på hænderne. Hun havde oplevet mange triste sager med døden som besøgsven. Det var ikke noget nyt, men sagen her rystede hende, og så i Allinge. Det var der hun boede. Hendes hjemby. Hvorfor pokker skulle det være der det skete? Hun trak vejret tungt. Henrik vendte sig mod hende.

- Skal du have nogen til at følge dig hjem, Lis?

- Det ved jeg ikke rigtig, jeg plejer ikke at være så let at skræmme, men det her kunne lige så godt være i min have, lige udenfor mine vinduer.

- Du kan også sove på stationen, vi har værelser, foreslog Henrik.

- Jeg tror gerne jeg vil hjem, sagde hun.

- Jeg får en betjent til at køre dig hjem, sagde Henrik.


Solbjerg var i kolonihaven lidt tidligt på året. Haveforeningen var ny. Den nyeste i Allinge, ikke langt fra Ankermyr. Hun ville se hvordan hendes vinterblomster havde klaret sig. Hendes erantis så ud til at den ville komme igen i år med skønne blomster og farver til haven. Det var lidt sent på dagen. Solen var på vej ned og en fuld måne ville lyse og skinne på himlen.

Hun havde da gudskelov taget en kande kaffe med og en enkelt sandwich. Så kunne det gøre det ud for en tidlig aftensmad. Hun skænkede sig et krus og nuppede en sukkerknald og lod den plumpe i kaffen. Den smule slik kunne hun nok unde sig selv. Solbjerg var en forholdsvis stor kraftig pige. Hun havde været større men det var sidste år. Inden hun begyndte at få en skridttæller. Hun skulle bevæge sig de titusind skridt om dagen, og det havde også givet resultater, så hun blev ved.

Solbjerg gik ind i det hus hendes børn havde bygget til hende, som en gave da hun blev tres forrige år. Der var en lille terrasse til og hun havde takket guderne for sine to sønner der begge var uddannet tømresvende. Hun havde glæde af den lille kolonihave, næsten året rundt.

Med små lette bank på døren blev Solbjerg overrasket. Der plejede ikke være andre end hende derude på den tid af året. Hun åbnede døren og de kønneste to unge piger kiggede på hende med store chokoladebrune øjne. De smilede så tænderne skinnede.

- Hej, undskyld vi forstyrrer. Vi hedder Mille og Laika, vi ville spørge om De kunne undvære en kop sukker? Vores mor har netop købt et hus herude. Hun har lige bagt pandekager og så manglede vi lige lidt sukker.

Solbjerg satte hovedet på skrå. Hun var så begejstret for besøg, og fuld af beundring af pigernes smukke ansigter.

- Jamen herregud, er det da det eneste? Det kan i tro i må. Kom i bare indenfor, så finder jeg noget sukker frem til jer. I skal da ikke snydes for sukker til jeres pandekager.

Pigerne smilede og gik ind. De lukkede døren efter sig. Der gik kun et øjeblik. Da blev stilheden i haveforeningen brudt. Solbjerg skreg af smerte og skræk. Et langt skrig der ellers ville kunne høres på afstand, men det varede kun kort, så var stille.

Et andet sted samme sene eftermiddag. Dronningen stod med sine to store stolte soldater. Kronprinsen stod klar. Han hoppede på stedet, men hun gav ham på besked på at vente. Hun så den største i øjnene.

- Det skal ikke bare være et umotiveret angreb. Der må gerne være stil over det. Rex løber først, men du er lige i hælene på ham. Forstår du? Gør jeres mor stolt.


Malte var en dreng på seksten. Han havde talent for fodbold. Det havde han hørt mange gange, men han ville videreudvikle det han var god til. Han jonglerede med sin bold op af en væg hvor der ikke var nogen der gloede. Ind imellem kom der børn og gloede på ham om sommeren. Allinge var en lille by, og hvis nogen hørte ordet talent, var der altid nogen der skulle glo. Det irriterede ham.

Malte kunne mærke nogen bevæge sig og han sparkede hårdt til bolden og vendte sig. En ung fyr der så ud til at være et år eller to ældre end ham selv kom småløbende. Han havde sort hår og så ud til at være bygget godt. Malte kendte ham ikke. Han kendte ellers de fleste unge fyre i byen.

- Du ser ud til at kunne noget, må jeg være med? Min lillebror kommer om lidt, han er også ret god, men primært som målmand, hvis du altså gider.

Malte gad egentlig ikke, men hvis de vitterlig kunne noget de to, så kunne han da prøve sit talent af på de to.

- Der er godt nok ikke så meget lys her men vi kan da altid spille op af muren her. Der er en fabrik på den anden side, og de er gået hjem for i dag.

En anden ung fyr kom løbende. Han var noget større og så mere muskuløs ud. Malte bemærkede hvordan den nye fremmede stirrede på ham. Det var lidt ubehageligt, men pludselig stod han helt stille. Han vidste ikke selv hvorfor. Han kunne bare se det ske, med en enorm eksplosiv fart og styrke.


Fundet af Malte kom samme aften, og den store alarm lød. Alle blev kaldt ud. Nicklas og Alex havde på det tidspunkt været på arbejde hele dagen uden pauser. De så på liget inden Jannick og Louise kørte af sted med det, direkte til retsmedicinsk. De så hinanden i øjnene og rystede på hovederne.

- Vi er helt sikre på at Aksel er død, ikke? Jeg mener vi skød ham, og han faldt om, ikke? Det var det vi så og gjorde.

Nicklas kunne godt høre sine egne ord. Det lød skørt.

- Jeg tror jeg ramte tre gange i brystet ind han drønede om, sagde Alex.

- Så er der en anden psykopat herovre. Rend mig i røven, udbrød Nicklas.

Stakkels Solbjerg blev først fundet dagen efter. Hendes ene søn blev urolig da hun ikke svarede sin mobiltelefon.

Nicklas nåede lige at sove to timer hjemme under dynen inden der blev ringet.

- Det er ikke rigtigt, vel? Satans også, udbrød han og steg ud af sengen.


Den næstældste var stadig vågen mens de andre sov tungt. De var mætte og måske trætte i deres muskler, men det var han ikke. Han var bare stærkere end de andre. Han var en veltrimmet ung mand med synlige mavemuskler og en brystkasse de fleste unge mænd ville være ham misundelig over. Selv skuldrene var markeret.

Han satte sig langsomt op. Mere ville have mere. Han var ikke mæt, fordi han skulle dele med Rex. Det irriterede ham. Han rystede på hovedet. Hans blodårer var tydeligt synlige på hans arme da han med lette bevægelser rejste sig uden en lyd.

Han listede ud af familieteltet og så sig ikke tilbage. Han var klar til endnu en jagt.


Lis Fransen havde også været på overarbejde den dag. Hun var godt mør da hun pakkede sine ting sammen på skrivebordet. Hun gned sine øjne og fjernede de røde læsebriller og lod håret falde frit.

Aftenen var mørk og der var stille på kontoret. Henrik og alle andre var i Allinge og patruljere. Hun skulle også til Allinge nu. Hjem og slappe af med et par stykker brød måske, inden hun ville lægge sig.

Lis så sig omkring. Ville der ikke komme en betjent og køre hende hjem? Hun stønnede og tog sin jakke og gik ned og hen mod sin bil. Der var tomt på gaderne i Rønne den aften. Hun trykkede på en knap på bilnøglen. To klik og bilen var låst op.

Stille og i behersket fart kørte hun gennem byen for at komme hjem. Der var stille på landevejene. Hun holdt sit tempo og forsøgte at tænke på alt andet end sit arbejde. Det havde hun vænnet sig til gennem flere år. Lade arbejdet være inden hun nåede hjem. Så havde hun ro på sig derhjemme.


Han løb rundt i Allinge, næsten uden tøj på. Han havde ikke andet end et par slidte shorts. Han mærkede ikke kulden på samme måde som menneskerne. Han stoppede nogle gange for at trække vejret dybt. Han opfangede mange spændende dufte, men det skulle være den helt rigtige, så ville han slå til. Byen var gået til ro, men han bemærkede også de mange politibiler. Dem var der flere af. Det gjorde ham gal og han snerrede af dem. En duft borede sig ind i hans næsebor og han vendte sig og løb den vej. Det var ikke langt væk. Der lå en stribe rækkehuse på en stille vej, og en dame var netop steget ud af bilen.


Lis var endelig landet lige foran huset. Hun strakte sig da hun steg ud af den lille Fiat. Det var da hun så den kom løbende. Til at starte holdt hun vejret for hun havde ikke regnet med at se det hun så. Hun stillede sig helt op af sin bil, næsten helt paralyseret stod hun stille som en statue.

Det var i det øjeblik at Nicklas og Alex kom kørende rundt om hjørnet. Det var en eksplosion af hændelser og tilfældigheder. Den nærmede sig hurtigt og pludselig kunne Lis skrige alt hvad hun kunne.

- STOP BILEN, råbte Alex af fuld hals.

Han var ude af bilen inden Nicklas havde stoppet bilen helt. Alex løb stærkt. Han trak sin pistol inden han nåede helt hen til Lis. Han skød. Han var sikker på at ramme. Han så den stoppe sit løb og se ham i øjnene. Alex skød igen to gange. Den vendte sig og løb væk. Alex nåede helt hen til Lis mens han pegede med pistolen i den retning den var kommet fra.

Nicklas kom haltende efter Alex. Han var ikke lige så hurtig til bens og så pustede han. Han ville sige noget men han skulle have sin egen vejtrækning igen.

Alex så med bekymret mine på Nicklas.

- Det var en ulv. En stor en af slagsen. Jeg skød fire gange, og jeg ved jeg ramte den to gange måske endda tre, men den løb bare videre.

Lis var for chokeret til at kunne sige noget overhovedet. Hun havde også set noget andet, for det var ikke bare en ulv. Hun sad på jorden op af sin bil og skreg og skreg.


En lille uge tidligere

 

Ingen vidste hvor hun kom fra. Hun kom bare gående en morgen ad Pilegade ved Den Russiske Kirkegård og mod bymidten i Allinge. Ved første øjekast lignede hun vel mest af alt i sigøjner, med tørklæde om hovedet og indtil flere tynde tæpper omkring sig og en vogn trækkende efter sig. Med sig havde hun fire børn. To store drenge og to kønne piger. Hvor de reelt hørte til henne var der ingen der vidste, de kom bare ud af ingenting. Deres næste destination kunne være hvor som helst. Måske var det bare en tilfældighed at de landede i Allinge den morgen. Måske var det ikke. moderen stoppede sin gang da de stod foran den gule Allinge Kirke. Hun så sig til begge sider og trak vejret dybt. Hendes ansigt smilede og hovedet nikkede. De gik til venstre ad Kirkeplads og fortsatte af Kirkegade. Med faste skridt og ikke for langsom endte hun sin gang ved Strandpromenaden ved Allinge Havn.

Hun var en rigtig pæn dame. Der hang noget kraftigt knaldsort langt hår inde under tørklædet. Hun havde to chokoladebrune dragende øjne og et utroligt smukt ansigt. Hun var ikke særlig stor. Nærmest sådan en lille nipsgenstand, ville nogen sikkert sige. Man kunne ane lidt sydlandske gener både i hende og hendes fire børn.

De havde alle fem det sorte hår og de brune øjne samt en gyldenbrun farve i huden. Den ældste af de fire børn var den ene dreng. Han var ikke den største men det var hele tiden ham der gik forrest. Han førte an som en leder, i rangorden lige under sin mor. Den største og den næstældste var den anden søn. Han var stor som en voksen mand og bred over skuldrene. De to piger mindede meget om hinanden. De gik hånd i hånd bagerst af dem alle sammen, og smilede når deres mor smilede.

Det var en morgen midt i februar. Kulden var så småt ved at slippe øen. Der var ikke andet end små bunker snavset sne tilbage, der var fejet sammen ved diverse gader, stræder og veje. Der var ikke flere islag nogen steder. Solen gjorde sit og den ændrede Allinges blege udtryk, til byen igen fik sine egne farver tilbage.

Vandet kunne snildt have været et par grader under nul, men det var der ingen af de fem der lod sig mærke med da de hoppede i vandet den morgen. Det var forfriskende. De var ankommet, og det var tid til at slå sig løs.


Dronningen så sin søn og kriger i øjnene. Hun skar tænder og viste ham sine hjørnetænder. De var lange spidse og kridhvide. Han så ned i jorden. Han vidste det godt. Det var forkert at gå på jagt alene, uden tilladelse.

Hans blod drev ned ad benet fra et skudhul i hoften og et i låret. Det smertede ikke synderligt, men han kunne mærke det.

Dronningen var vred. Hun brugte en lang tang for at få kuglerne ud af benet og hoften. Hun syede ham sammen og det ville hele snart. Han rejste sig og viste hende ryggen. Der var endnu et skudhul i skulderbladet. Det var ikke første gang hun skulle sy ham sammen. Da hun var færdig så hun på de tre andre. Hun rystede langsomt på hovedet, og de var ikke i tvivl om hvad hun mente.


Man kunne næsten lade sig friste til at sige, selvfølgelig. Alex havde skrevet rapport om den sene aftens hændelse og skyderi. Indtil flere havde læst den, og pludselig var det ude i pressen.

 

Ulv set på Bornholm

 

En artikel i Bornholms Tidende, skrevet af hele øens egen og største miljøaktivist så på det med glædestårer. Susanne Due Albertsen, skrev blandt andet:

”Vi skal lade dem være. Endelig har vi fået dem her også, så lad dem for Gud skyld være. Ulve er et smukt dyr, som ikke gør mennesker noget. Selvfølgelig skal man ikke trænge dem op i en krog. Gør man det, er det på eget ansvar. Så er alle dyr farlige, selv den mindste puddelhund. Jeg læste om det med glæde, og ønsker at de kan leve frit i Bornholms natur også. De har dem allerede i Jylland, hvorfor så ikke også her på øen?”


Professor i retsmedicinsk, Michael Hansen, havde sneget sig ind på en anden afdeling end den han normalt huserede på. Han fandt den rette stue og listede ind.

Lis sad oppe i sengen. Hun sad med foldede hænder og bad til Gud. Hun hviskede Fader Vor, hele tiden for sig selv. Forfra igen og igen.

Michael fandt en stol og satte sig ved siden af hende. Han tog hendes ene hånd i sine og varmede den. Fra sin brystlomme fandt han en lille lygte og lyste hende i øjnene. Han studerede hende nøje.

- Hej Lis. Vi har hilst på hinanden før. Jeg hedder Michael og arbejder også her på hospitalet. Hvis du har lyst og hvis du kan, vil du så ikke være sød at fortælle mig hvad du så lige foran din bil?

Michael kunne sige det med en så rolig og blid en stemme at man kunne forestille sig at alle hørte efter. Lis vendte sig og så hen på ham. Hun rystede på hænderne.

- Det var så uhyggeligt. Jeg har aldrig set det før.

- Nej, det tror jeg heller ikke du har, Lis. Men jeg tror på hvad du siger, kan du fortælle mig om det, spurgte Michael forstående og nikkede med hovedet.

Michael havde en fortid i de unge dage som backpacker. Han havde rejst det meste af Europa rundt i to år med en medstuderende, og en sen aften i Rumænien, oplevede de noget på afstand de aldrig troede de skulle se.

De så det i en kikkert. Et angreb af to ulve. Den ene ulv angreb aggressivt en fattig bonde på en landevej. Bonden kæmpede og slog fra sig. Han trak en kniv og sårede den ene ulv så den stak af, men den anden blev.

Da Michael og hans kammerat nåede hen til bonden var han død. Hvor modet kom fra kunne Michael stadig ikke svare på, men han rejste sig og løb alt hvad han kunne. Hans kammerat havde råbt efter ham og bedt ham lade være. De var ikke ufarlige de ulve, men Michael havde nogenlunde set hvilken vej de var løbet.

De var rendt ind i et mindre skovområde. Her så han også ulvene, men det var ikke det eneste han så. På ganske få øjeblikke gik de fra at være ulve, til to smukke unge piger. Michael holdt sig for munden og turde ikke sige noget. Det kunne hurtigt have kostet ham livet.

Lis havde fortalt hvad hun så, og lagde sig tilbage i sengen. Hun stirrede op i loftet. Der var stille. Der var plads til to senge på stuen men det var kun Lis der lå der.

Bag Michael gik døren langsomt op og Nicklas og Alex trådte ind. Michael rejste sig og så alvorligt på Nicklas. Han trådte helt hen til ham. Så tæt at Nicklas synes det virkede lidt for tæt.

- Kommer du ikke lige med mig ned på retsmedicinsk, hviskede han.


Marius havde ikke ligefrem kvindetække. Det vidste han også godt selv. Han havde heller ikke udseendet eller kunne det der med ordene og de rigtige dansetrin. Hvis det kom dertil.

Han var nogle år ældre end hende han sad og studerede. Hun var ung og smuk. Havde dragende skønne chokoladebrune øjne og et langt kraftigt sort hår. Der havde allerede været flere ungersvende henne og prøve at gøre sig til, men uden noget nævneværdigt resultat.

Marius kørte en hånd gennem sit mørke hår og lod lige en finger sørge for at de grå tindinger trods alt også sad som de skulle. Han tog sin drink med. En dobbelt Whisky med en enkelt isterning i.

- Hejsa, må jeg sætte mig, lagde han ud. Det lød fornuftigt og neutralt.

- Det må du i hvert fald, hvis du er tør bag ørene, svarede hun.

Marius så sig tilbage og kiggede over på en flok unge mænd, der så misundeligt og uforstående på ham. Han smilede af dem.

- Ja det er vist mange år siden jeg blev det. Jeg er nok lidt ældre end dig.

Den dragende smukke kvinde smilede og rystede på hovedet.

- Det skal du ikke være så sikker på. I min familie bliver vi rigtig gamle.

- Hvad gør i så for at holde jer så godt, spurgte Marius og synes det lød ok.

- Vi spiser sundt og nærende, svarede hun med et lille smil på læberne.

Marius var helt solgt. Han vidste dårligt hvor det kom fra, men jo mere han så i hendes øjne, jo mere blev han forelsket i hende.

- Du skal ikke lade dig snyde af mit udseende. Jeg er også mor til fire børn.

- Jeg kan godt lide børn.

- De vil sikkert også godt kunne lide dig, sagde hun og stirrede på ham dybt.

- Hvad hedder du egentlig? Må jeg spørge dig om det?

- Leonora, svarede hun og tog hans hånd.

De fulgtes ad ud af Pilen Bar & Bodega, og flere af de unge mænd fattede minus af hvordan Marius kunne score hende når de ikke selv kunne.


- Jamen det kan jo ikke passe Michael. Hør nu hvad du selv siger?

Michael så meget alvorligt på Nicklas og tog en rapport i skuffen i sit skrivebord.

- Jeg forklarer det meget enkelt nu, for hvis jeg kommer ud i for mange latinske betegnelser, så fatter du det ikke alligevel. Hør nu her, jeg fandt et sekret på det første offer, Vagn Møller. Det er det samme sekret jeg har fundet på Solbjerg og drengen, Malte.

- Ja ok, og hvad så, spurgte Nicklas og forstod ikke hvor Michael ville hen.

- Det stammer fra et menneske. Ikke fra en ulv. Det sekret er menneskeligt.

- Det er løgn, ikke? Sig det bare er en joke, jeg beder dig, sagde Nicklas.

- Det kan jeg desværre ikke, Nicklas. I skal altså ikke kun lede efter ulve. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men jeg tror jeg hvad de er.

- Jamen jeg kan ikke tage tilbage til Henrik og sige vi har varulve på Bornholm. Så dør han af grin og jeg bliver fyret. Det er sgu ikke nogen film det her. Det er virkelighed.

- Så lad vær med at sige noget til Henrik. Det er ikke nogen leg det her. Det er ikke nogen film, det ved jeg godt. Men jeg ser hvad jeg ser når jeg tjekker ofrene. De bid stammer højest sandsynlig fra en ulv, men det er en ulv der har menneskelige sekreter i munden. Kan du forklare det? Nej det kan du ikke, og jeg kan heller ikke forklare det, så det lyder sandsynligt. Jeg ved hvad jeg taler om, retsmedicinsk. Hvis du kan finde en læge i Danmark der er dygtigere end mig, så gør det, Nicklas.

Michael slog skuffen hårdt i og stirrede Nicklas i øjnene.

- Det er ikke almindelig ulve. Jeg sværger, sagde Michael og rynkede brynene.

- Hvad vil du have jeg skal gøre, Michael, spurgte Nicklas.

Der var et øjeblik der føltes som tre timer. De stod begge to og så hinanden i øjnene. Michael trak vejret tungt.

- Lad mig tage med på patrulje i hele Allinge. Hvis vi finder nogen der skiller sig ud, så lader du mig tale med dem først. Ok?

Nicklas så mod loftet og sukkede mere end dybt. Han vidste hvad Henrik ville sige og han kunne allerede se sig selv vinke farvel til jobbet.

- Det får jeg ikke lov til af Henrik, sagde han stille.

- Så lad vær med at spørge ham.


- Hvad sagde Michael, spurgte Alex der var blevet hos Lis.

- Det er lidt svært at forklare. Han brugte en masse latinske betegnelser.

Nicklas var meget stille på resten af turen. Han sagde næsten ikke noget.


Marius lå på ryggen midt i teltet mens der blev gået til den. Middagen var serveret. Moderen havde taget mad med hjem. Der blev flået, bidt og smasket.

Den største af drengene havde gået aggressivt til den, indtil moderen havde bedt ham levne til sine søskende. Han snerrede men moderens blik havde stoppet ham.

Teltet var sat op på en græsplæne ikke langt fra Allinge Havn. Et par patruljevogne havde godt kørt forbi et par gange. En enkelt betjent havde også været henne og ville lyse ind i teltet, men inden han nåede så langt havde Leonora været ude og se ham i øjnene. Han mistede interessen og de kørte videre.


Situationen passede ikke Nicklas særlig godt. Alex forstod bare ikke hvorfor Michael skulle med. Han var læge ikke politimand. Det var dog under et påskud at hvis de fandt flere ofre at Michael kunne tilse dem hurtigst muligt.

Der kom forskellige meldinger ind over radioen mens de trillede rundt i byen. Der var indhentet forstærkninger fra København og flere patruljevogne kørte rundt på hele øen.

- Michael, hvis du taler med Henrik, så forklarer du selv det her.

Nicklas var ret klar i spyttet, og det skulle ikke kunne misforstås.

Michael smilede for sig selv, og nikkede.

- Jeg skal nok tage den med ham selv, det er forstået Nicklas.

Det skrattede fra radioen og en melding lød at der var værtshusslagsmål i Aakirkeby. En overbetjent fra stationen i Rønne bad dem ordne det, hurtigt. En anden melding gik ud på et cykeltyveri i Østergade i Rønne, og en tredje var en ældre dame der ikke kunne finde sin kanariefugl i Rø.

- Hold nu kæft altså, stønnede Alex.

Den fjerde melding kom fra en betjent der netop havde snakket med en sigøjnerkvinde nede ved Allinge Havn hvor de havde slået telt op.

- Hvem fanden slår talt op her på Bornholm i februar måned, spurgte Alex.

Han havde ikke forventet noget svar. Det var bare noget han slyngede ud.

- KØR DERNED, råbte Michael og lænede sig frem i bilen.

Alex vendte sig og så på ham.

- Mener du det?

- Ja, hundrede procent. Kør nu bare derned.

Michaels tonefald var ikke til at tage fejl af. Nicklas vendte sig også og så på ham. Hans blik var ikke til at tage fejl af. ”Hvad hvis det er dem?”


Leonora bad børnene spise færdig. Hun trillede Marius hoved ind under et tæppe. Det ville hun kaste i havet tidligt næste dag. Så langt ud at ingen fattede mistanke.

Udenfor teltet hørte Leonora godt at en bil standsede med hvinende dæk.

Hun kiggede på dem alle fire og lod en hånd dale langsomt.

- Tag det roligt. Jeg tager mig af det. I bliver herinde. Læg et tæppe over kødet.

Leonora rejste sig langsomt og trådte ud af teltet i bare tæer. Det første hun så var en ung betjent der ikke var i uniform. Han havde langt hår og var en flot ung mand. Hun fikserede ham med øjnene, men det forvirrede hende med den mand der stod lidt på afstand. Hun kunne mærke hans øjne og læse hans tanker. Han vidste hvad de var.

Alex nikkede til hende og de skulle til at køre. Michael rev fat i Nicklas.

- Nicklas, hør her. Du må gerne tro jeg er åndssvag, men de der, de skal mandsopdækkes. Jeg mener det, hviskede han og stirrede stift i Nicklas’ øjne.

Leonora kiggede langt efter Michael inden de kørte videre. Hun kneb øjnene sammen og fokuserede. Hendes tænder voksede sammen hendes vrede.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvor vidste han det fra?


Det var sent og viserne havde rundet midnatstimen. Himlen var sort og fyldt med stjerner og månen var fyldt helt ud. Den skinnede skarpere end nogensinde før ud over hele øen. Så meget at man næsten kunne ane månens store kratre på afstand.

Stilheden lullede de fleste i søvn denne sene aftenstund mens Michael satte sin Mercedes fra sig i carporten. Hans tanker var et helt andet sted, end at lægge mærke til at der stadig var tændt en enkelt lampe i stuen.

Lone ville formentlig vente oppe til han kom hjem. Det havde de da vist også talt om tidligere på dagen. Hun vidste at den tur betød meget for ham, men ikke helt hvad det gik ud på. Det havde han ikke ville bekymre hende med at fortælle.

Det var normal kutyme at han råbte hej lige så snart han trådte ind af døren, men han vidste også at Lone havde sit barnebarn, Calvin, på besøg weekenden over.

Den dreng var hendes guldklump. Det var måske hendes allerstørste ønske der var gået i opfyldelse den dag hun stod med den lille størrelse i armene.

Måske lå den lille dreng og sov i sofaen ved siden af hende, mens hun fordybede sig i sine tykke bøger om romernes rige for mange hundrede år siden.

Michael hængte sin tykke skindjakke på knagen og sukkede dybt. Han smed skoene og listede ind i stuen. Alting ville have virket som det plejede, hvis Lone endda var faldet lidt hen, med læsebrillerne nede på næsen og bogen i skødet. Men det var hvis alting ville have virket som det plejede. Sådan var der ikke noget der var.

Det var ikke kun tiden der stod stille. Det gjorde hans hjerte også, og hans vejrtrækning. Enhver lille celle i hans krop nægtede at bevæge sig mere, da han så fem skygger stå rundt omkring Lone i hendes lænestol under en dæmpet belysning.

Michael havde svært ved at se deres ansigter skarpt, indtil hun trådte frem, med lille Calvin i armene. Der stivnede Michaels øjne. De nåede lige at lande på Lone.

Hun sad i stolen og var trøstesløs. Hun kunne ikke bevæge sig. Den største dreng havde lagt en tung hånd på hendes skulder, og hun turde ikke græde højlydt. Tårerne trillede endeløst ned ad kinderne på hende.

- Du ved hvad vi er, og du ved hvad vi kan hvis vi ikke får vores vilje. Vi kan gøre det i en eksplosiv højt fart, så du ikke når at reagere for at redde din kone, og denne lille størrelse. Som udgangspunkt er det ikke min intention at dræbe nogen af jer tre her i nat, selv om min søn, Loke, der står ved siden af din kone hellere end gerne ville, og han kunne nemt nyde en lille dessert med denne her lille størrelse.

Lone tog hånden op til munden og kunne ikke holde lyden af sin egen gråd tilbage. Den store søn der stod ved siden af hende klemte hendes skulder så smertefuldt at hun beklagede sig højt. Moderen vente sig og så på ham.

- Rolig Loke. Først hvis jeg giver besked, sagde hun tilbage.

Michael havde ingen ord. Hun turde ikke en gang tænke på at bevæge sig det mindste. Han var en statue i sin egen stue.

Moderen trådte tættere på ham og så ham i øjnene. Hans blå øjne kunne ikke blinke da hendes dragende brune så dybt i hans.

- Måske er der andre der ved lidt. Så vi forsvinder her fra øen. Det har været vilde ulve der har angrebet herovre. Ikke sådan nogen som os. Har jeg din forståelse? Det håber jeg, for ellers kommer vi tilbage, og så vil jeg ikke kunne holde mine børn tilbage.

Hun rakte ham lille Calvin. Drengen sov trygt og godt, uden at vide hvem og hvad der netop havde stået med ham i armene. I baggrunden trådte de fire søskende frem i lyset. Rex, Loke og de to unge piger, Mille og Laika. Michaels øjne lande på de to piger, og for et øjeblik fløj tiden helt tilbage til en rejse i Rumænien. Han havde set dem før. Det var dem og den fattige bonde.

Moderen trådte et skridt længere frem, så de stod uhyggelig tæt på hinanden.

- Med tiden glemmer du os, og jeg håber vi aldrig ses igen, hviskede hun.

Da Michael kom hjem den aften havde viserne lige rundet midnatstimen.

Idet øjeblik Leonora og hendes børn forlod huset, og Lone kunne græde så højlydt hun ville, havde viserne stået stille længe. Det var stadig midnat, uden at det kunne forklares.


En uge efter stod Michael og Lone i lufthavnen. De stødte på Nicklas og familie.

- Vi rejser alle sammen væk i et par uger. Langt væk, sagde Nicklas.

Lone stod med Calvin i armene og kyssede ham på panden. Michael nikkede.

- Det gør vi også. Vi trænger til at komme lidt væk og se noget andet.

To minutters kørsel derfra sad Lizette ved Arnager Havn og holdt sig en velfortjent pause. Hun fik sig en sandwich og en god kop kaffe, alt imens fem vinterbadere var hoppet i vandet og svømmede langt ud. Så langt at man ikke så dem igen.


Øen oplevede ikke flere umotiverede ulveangreb, og miljøaktivisten, Susanne Due Albertsen, fra Naturen Først, var i himmerige. Hun var helt hundrede procent sikker på at de smukke ulve boltrede sig i et af de store skovområder på Bornholm.

Selv om hendes mand, Lars, brokkede sig fordi de kostede menneskeliv, så var Susanne sikker på at det var fordi de var blevet trængt op i en krog. Det kunne ikke være ulvenes skyld. De ville normalt aldrig gøre mennesker noget. Normalt.


Ved et beboelseskvarter en sen aften i Roskilde kom den svært overvægtige og læderbeklædte biker, Christian gående. Humøret var så som så. Vel nok nærmest på nulpunktet, efter at han endnu en gang havde været inde og låne sin mor penge til grillmad og cola. Moderens yndlingsspise. Hun var ellers selv en udmærket kok, pralede hun ofte af.

Da Christian trådte ud på parkeringspladsen stod der en ung fyr og så på hans maskine. Det var han vant til. Folk der stod og savlede over hans Harley og ønskede at de selv var i stand til at leve det fede frie liv han selv gjorde.

Fyren kiggede Christian dybt i øjnene inden han nåede at få sin hjelm på.

- Så fik din mor råd til mad, sagde han pludselig ud af ingenting.

Christian fattede ingenting. Han så bare fyren komme tættere på.

- Jeg hedder Loke, og min mor bad mig tage mad hjem.